Hans Holger Fugl Jakobsen

Hans Holger Fugl Jakobsen fortæller om at arbejde i marken på familiens gård i 1950erne. Skoledagene var anderledes dengang, så der var god mulighed for at hjælpe til i marken, også selvom der var karle tilknyttet gården. Gør ejerskabskrav på erindring

Markarbejdet i barndommen på Jungshavegård, Røstofte Mark 2, 4735  Mern.

Når jeg husker tilbage til markarbejdet i 50 erne og om hvad jeg måtte deltage i.

Da vi i min barndom havde karl på gården var det jo ikke ret meget jeg deltog i og så alligevel.

Når det blev forår  og der kom såsæd hjem, skulle såmaskinen jo sås ind. Det foregik ved at far  og jeg klodsede såmaskinen og, der blev sat et hyssingbånd om hjulet på såmaskinen, derpå drejede vi et bestemt antal omgange på hjulet efter at der var kommet såkorn i maskinen. Kornet blev derpå vejet og far kunne derefter på en tabel se hvilket kamhjul der skulle sidde på såmaskinen, så kornet slog til. Markerne blev gjort såklare ved anvendelse af forskellige harver. Der blev som regel fældet med granatharven. Siden blev sæddækkeren  eller hovaltsharven brugt gerne med nogle sten ovenpå, for at trykke lidt mere.

Så blev der sået kunstgødning, med en spreder med 6 tallerkner, hvor der kunne være op til 3 sække kunstgødning i. Den blev trukket af en hest. Derpå  kom granatharven igen og såbedet var klart. Når kornet skulle dækkes blev det gjort med ukrudtsharven, det var en lille spinkel harve med 6 led. Derpå blev der tromlet med en ringtromle, hvorpå der stod en kasse som der kunne samles sten i, som blev taget op hvis de ikke kunne dækkes totalt af tromlen, der måtte jo ikke være sten på marken når selvbinderen kom til høst. Somme tider blev vi børn taget med ud at samle sten inden kornet blev for stort og før der blev tromlet, så måtte vi tage alle de sten op der var på næve størrelse og enten samle dem i bunker eller læsse dem direkte op på vognen.

Vi havde på Jungshavegaard specielt et stykke lige før skovmarken, som far kaldte ”det stenede Arabien”. Der var der usædvanligt mange sten, hvis der blev pløje lidt dybere end normalt, kom der altid nye sten til syne. Ja inden det egentlige markarbejde gik i gang skulle de store sten jo fjernes, der var der også tit brug for hjælp. Her blev de gravet fri og en solid rafte/bjælke blev brugt som vippestang, her skulle jeg hænge på og være med til at vippe stenen op eller fylde jord under, så den kunne komme op. Hvis det var meget store sten kom der en mand med dynamit og sprængte stenen. Herefter blev stenene kørt hjem til stenbunken som lå på modsatte side af matrialhuset.

Jeg husker at alle de største sten fra stenbanken derhjemme nu sidder  i gadekæret i Røstofte. Her var Benny Petersen Mern blandt flere medarbejdere fra kommunen med til at ”rette” det op. Det var miljømæssigt en dårlig løsning. Der var jo ikke fri adgang eller gennemløb, I over 20 år lignede gadekæret en død omgang, med siv i et lavvandet kær. Efter henvendelse til Lokalrådet er det nu i 2016 delvis fyldt op og og åen løber igen frit. De senere år blev stenene bare fyldt i de tiloversblevne mergelgrave, hovedsageligt den øverste mod skoven, således at vandspejlet efterhånden blev ganske lille. De mindre sten blev også fyldt i markvejen som var op af volden ind mod ”Fredes”. Her var og blev der altid noget pladret særligt i efterårsmånederne.

På cirka 4 tønder land, det var en fast markstørrelse, blev der sået udlæg, (græsfrø) efter at kornet var sået, det måtte ikke sås samtidigt da det vel så kunne blive for stort til kornet når det nåede til høst.  Her skulle der være græsmark til køerne i de kommende 2 år, senere var det vist kun på 2 tdr. land. Det var vist et lille sidespring om markarbejdet.

Når der skulle sprøjtes for ukrudt i kornmarkerne kom der en jeep fra en maskinstation, vist fra Iversen i Ørslev. Hvis der kom tidsler i marken blev  de fjernet med et tidseljern, hvor vi stak hver enkelt tidsel under jorden. Men der kunne godt være tidsler i negene når vi nåede til høst, det var svært at få alle med.

Roerne blev også sået med samme såmaskine, dog således at der kun var 4 tragte der virkede ud af de omkring 20 der var på fars såmaskine. Nogle blev pillet af, mens andre blev bundet op og tilløbet til dem stoppet på de ”skud” der førte til dem, her blev der også sået ind, så roefrøende løb ud i den rende som sad bagpå såmaskinen, hvorefter de blev vejet.

Roerne blev sået på den jord der om efteråret havde fået staldmøg. Dette blev kørt ud og spredt med en spidsgreb eller en møggreb, den havde nogle tykkere horn. Det var et slid at læsse møg, det var tit filtret godt sammen med halm. Vi fik tit hjælp af Henry Udengaard som var svigersøn til farbror Carl. Netop samme Henry som i 1983 købte gården og i 2006 havde guldbryllup med min kusine Ellen. Desuden hjalp  Christian Jensen ude fra ”marken”. Han var en stor og stærk mand og havde nogle store fingre, far kaldte dem ”elefantfingre”. Jeg mindes at vi slog en streg med et søm på en stolpe for hvert læs der blev kørt ud. Jeg mener at der i en fyldt mødding godt kunne være ca: 40 læs. Så det kunne godt tage op mod en uge at får tømt møddingen, det skulle jo også løbene pløjes ned.

Når roerne kom op, var det i en tyk kam. Her lugede mor, far og nogle naboer dem. Når morfar kom besøg, lugede han med kort jern. Han kunne ikke lide de lange rækker, for så han kortede altid rækkerne af til ca. 50 meter, så kunne han få sig en cerut og en kaffetår efter ”hver” række.

Vi børn kravlede så efter mor og far og tyndede roerne, så den største blev tilbage, der skulle være godt et roeblads bredde mellem hver roe. Når det var kålrabier skulle der være 2 roeblads bredde mellem dem. Roerne blev renset med en radrenser og en hest foran, den kunne kun rense 2 rækker af gangen: Det var vist altid far som havde dette job. Roerne blev altid luget 2 gange og somme tider 3. Vi måtte også tit ud at knække eller fjerne  ”stokløbere” af, det var de roer der var gået i frø og som stak gevaldigt højt op over roemarken. Der var jo ingen roe under dem, de blev tit taget med hjem til hønsene i hønsegården, eller lagt på voldene, skellene ind mod naboerne.

På vænget lige udenfor gården blev der sået vikhavre, som  far og jeg slog med le op til flere gange efter som det skød igen. Det blev brugt som grøntfoder til grisene eller de kalve der ikke kom på græs. Nogle af de største kalve blev tøjret, gerne i et ”tifods” kotøjr  og skulle så flyttes rundt på samme vænge eller den tilstødende vedvarende græsmark.

Når vi nåede til sidst i juli startede høsten gerne. Det var tidligt når far kunne komme ude med selvbinderen på sin fødselsdag d. 22. juli. Her skulle der 3 heste for selvbinderen, Det var jo et tungt markredskab. Somme tider fik jeg lov til at stå med på brættet bagpå det vandrette segl og holde godt fast i far som sad højt til vejrs, jeg skulle så hoppe af og flytte de neg der på den foregående omgang lå lige der hvor hestene skulle vende, de måtte helst ikke træde på negene.

Når negene så havde ligget et par dage skulle de sættes i hobe. Her var jeg tit med at ”slæbe” neg sammen, så mor og far kunne sætte dem op. Når vi somme tider fik en længere regnvejrsperiode måtte vi flytte hobene,  og negene skulle luftes og vendes for ikke at gro sammen.Hvis det var en udlægsmark, kunne græsset godt gå ud. Vi havde en speciel ”Hobflytter” 2 lange stænger med nogle spir som sad ind mod midten, her skulle der så en person i hver ende og hobene måtte ikke være større end 5 – 6 neg i hver side. Det var tit at hobene var blevet lidt  længere så måtte der pilles neg af.

Når vi skulle have kornet hjem til at tærske, kunne det tit ske at vi måtte ud at vælte hobene først, så de vådeste strå på indersiden kunne blive helt tørre. Der var tit masser af mus i hobene. Her var det for mig en yndet jagt at træde mus ihjel, når det sidste neg i en hob blev læsset. Enten blev de bare liggende eller taget med hjem til kattene. Spidsmusene kan katte dog ikke lide så dem lod jeg ligge. Somme tider kom jeg med på kornlæssene hjemad. Når vi havde rigtigt travlt med at tærske, var der gerne 2 vogne i gang,  både gummivognen og fjeldvogne, så blev hestene spændt om, hver gang de kom hjem til loen med et læs korn. Der var en fast person som ”stak af” som regel vist mor, der kom negene ned på ”bordet”  mens  en karl  ”lagde i” Han skar båndene op og kom kornet i tærskeværket, den kunne ”forsluge” sig hvis den fik et helt neg af gangen, specielt hvis kornet ikke var helt tørt.

Far tog sække fra , kørte dem hen til ”rebet” hejste dem op og hældte kornet ud. Noget skulle også bæres over på stuehusloftet. Han holdt også øje med at  tærskeværket  og at avnerørene ikke blev tilstoppet, somme tider måtte vi også træde avner sammen. Det var tit et ”forfærdeligt” arbejde, da det støvede enormt og avnerne ”stak”. I marken havde vi i flere år Carl Michaelsen fra Mern som fast høstmand. Han stak kornet op til karlen som kørte læssene hjem. Han havde så pause, mens der blev byttet vogn. På halmloftet var vi tit  sat til at tage halmen fra. Den skulle tit slæbes helt fra lemhullet mod gården og hen til enden af syd gavlen.

De sidste 2 læs blev kun lagt i 6 lag, for at de kunne komme ind på loen  og i porten, Skulle vi ud at køre i bil om aftenen, blev dette stående ude og vi måtte skubbe det ind med håndkraft, når bilen var kørt i garage.

Det korn der ikke blev tærsket blev sat i lade. Det skulle ind via en lem i nordsiden af vestgavlen, det skulle således stikkes op for at falde ned igen i laden. Her var jeg også tit med til at flyttet det med jerntyve til far som satte det sammen, eller vi trådte det sammen. Når vi nåede højere op blev der også sat ind over tærskeværket og ind over garagen, hvis det var en stor høst. Havren blev sat på havrestænget, pladsen ind over loen.

Kornet sad så i laden og på stænget til engang om vinteren. Gerne i januar måned, så blev der vintertærsket, gerne i 2 – 3 dage. Her var det hårdt at sætte halm sammen, der var jo ikke pauser, som om sommeren, bortset fra en øl/vand og kaffepause og den obligatoriske middagspause.

Denne varede fra kl 12 – ca. kl. 13.30 Maden tog en halv time, far skulle høre pressens radioavis kl. 12.30 og så ½ time på sofaen. I sommertærskningen var det i gang kl 13. eller deromkring.

Da jeg som barn kun gik i skole hver 2. dag var der jo masser at jeg kunne/skulle hjælpe til med.

Inden vi nåede den rigtige høst var der også blevet slået hø. Høet skulle gerne slås omkring grundlovsdag, det var et stykke græsmark, hvor køerne ikke kom på før at dette var fjernet.

Før græsset blev sat  i stakke, skulle det gerne vendes, det foregik ved at far, mor og karlen gik med jern tyvene og vendte det, siden blev der lånt en høvender, som vi vist lånte af Asger Mortensen, men det var først efter min barndom, da vi havde fået traktor.

Høet blev sat op på nogle stativer, der bestod af 3 master på ca 2,5 meters længde, med nogle tværstiver, de var bundet sammen med ståltråd og lignede skelettet til en wigwam. Stativerne blev om vinteren opbevaret på møddingstænget over grisehuset mod nord. Høet blev kørt hjem og sat på loftet over kostaldens korte række, så det var lettest at komme til når det om vinteren skulle bruges , hovedsageligt til kalvene. Ligeledes var der fast plan hvor halmen skulle placeres på loftet. Her blev der placeret byghalm helt mod syd i østlængen, havrehalm midt i længen, ved lemmen til hestestalden, det skulle hestene jo have som vinterfoder, så blev der igen sat byghalm i resten af loftet. Hvedehalmen skulle helt om på mødding stænget, så den blev taget fra på loftet og kastet ud på ajlebeholderdækslet  via nord døren, slæbt om på møddingen og stukket op på stænget, dette var gerne morgenarbejde inden dagens høst gik i gang, den skulle bruges til strøelse i svine husene.

Hvedeavnerne blev somme tider blæst ind i roehuset og brugt først. Når avnehuset var fulgt blev der et avnelager oven på roehuset eller de blev blæst ud på marken, hvor de blev kørt ud på marken og pløjet ned.

Der blev om efteråret vinterpløjet på alle markerne, det foregik med en enfuret hesteplov og jeg fik da jeg vel var 14 år lov til selv at pløje med heste, far stillede ploven så den havde en bestemt dybde, så skulle jeg blot køre hestene, de vidste næsten selv hvordan de gik, den ene nede i plovfuren, hver gang vi nåede til enden af furen, skulle man lægge ploven på siden og hive i den line, til den side man skulle dreje, ligeledes når man skulle i gang igen i den modsatte retning. Der blev pløjet både højre og venstre om. Far furede som regel op. Dvs at der blev pløjet efter nogle pæle i en lige linie fra hver vold, det var der hvor den gamle rind fra sidste år var og den nye rind skulle så gerne være der hvor ryggen var fra sidste års pløjning, så det gjaldt jo om at der blev pløjet ret ens både højre og venstre om. Tempoet bestemte hestene selv. Der var tit en masse måger som man kunne komme ret tæt på, når de samlede orme op når de blev pløjet ”fri”. Hvis karlene ikke havde ur på kunne de på en solskinsdag se hvornår det var middag, da gården jo lå ”solret”. Så når klokken var 12 var solen ret på længerne mod øst og vest. Der blev gerne pløjet til solnedgang om efteråret, men da der var spisetid ca. kl. 18.30 kom man jo senest hjem kl. 17.30, for at få nået at vande hestene og få seletøjet afmonteret og selv nå at blive vasket inden spisetid.

Holger Fugl Jakobsen

Fødselsdag:

1947

Erindringen ønskes afleveret til:

Langebæk Lokalhistoriske Arkiv