Helene Sørensen

Helene Sørensen tjente på landet, inden hun en ung alder blev gift og blev landmandskone. Nabokonerne var noget ældre end hende, men de tog godt imod hende og lærte hende blandt andet at spille kort. Hun ser tilbage på et liv med mange positive elementer og en glæde over den hjælp, hun som pensionist får. Gør ejerskabskrav på erindring

Travlhed var et vilkår for alle på landet

 

Jeg dumpede ned et heldigt sted. Vi havde råd og plads til et godt liv i en tid, hvor mange ikke havde ret meget at gøre godt med.

Sådan tænker Helene Sørensen, Horne, ofte, når hun tænker tilbage på sin barndom i Sækbæk. Hun blev født den 3. januar 1928 og er den midterste i en søskendeflok på tre.

Hun husker det, som at der altid været centralvarme og en telefon i hjemmet. Det var ikke almindeligt på den tid, og telefonen betød, at naboerne kom for at låne den, når de for eksempel havde brug for dyrlægen.

Mange havde det hårdt, og jeg husker, at min mor og andre kvinder syede tøj om og forærede det til familier, der sad småt i det. Jeg har tit tænkt på, at det var et godt initiativ, men at det må have været forfærdeligt for de familier, der var nødt til at tage imod hjælpen, fortæller Helene Sørensen.

Hun var 12 år, da 2. verdenskrig brød ud. Den 9. april kørte en kolonne af militære køretøjer ude på Ringkøbingvej. De kunne se den fra hendes hjem, men de vidste ikke, hvad det betød.

Det var lidt uhyggeligt. Vi kunne jo ikke tænde for fjernsynet eller slå op på internettet for at få at vide, hvad der skete. Krigen mærkede vi nu ikke meget til, da de tyske soldater først kom til Horne i 1944.

Helene Sørensen tilbragte ungdomstiden dels med et ophold på Vesterlund Ungdomsskole og dels med pladser i huset på Hotel Tistrup og hos lærer Schmidt i Kvong.

Hun blev gift med Jes Pallesen Sørensen fra Dejgård ved Horne i 1947. Han var ni år ældre end hende, og hun havde allerede som 14-15 årig lagt mærke til ham, da han ledede et gymnastikhold. Han var flot, syntes hun, men hvornår lynet slog ned for alvor, kan hun ikke sætte nøjagtig dato på. Det er heller ikke så vigtigt, for valget var rigtigt. De havde et godt ægteskab og nåede at fejre guldbryllup, inden Jes døde i 1998.

Det var noget af en omvæltning at flytte til Dejgård til den stråtækte gård uden vandkloset, uden telefon og med kakkelovne i sted for centralvarme.

Det gik, for det skulle gå, og det var heller ikke noget problem, at hun var den yngste husmor i nabolaget. Hun indgik i nabofællesskabet på lige vilkår med de andre, selv om de havde børn, der næsten var jævnaldrende med hende.

Hvert andet år var der kaffegilde om vinteren og hvert andet år spisegilde. Alle i nabolaget var med. Der var ikke forskel på høj eller lav. To af nabokonerne mente, at jeg skulle lære at spille kort. De lærte mig det, og det har jeg haft fornøjelse af lige siden.
Der var nok at se til i husholdningen med madlavning til mand og medhjælpere og med vask, med optænding af komfur og kakkelovne og med pasning af først to børn med halvandet års mellemrum og otte år senere barn nummer tre.
Vi havde ingen maskiner til at vaske og tørre tøjet. Maden skulle laves fra grunden, og når børnene skulle have et bad, jeg tror, det var en gang om ugen, blev en stor balje fyldt med vand, og så kom de i efter tur. Alt tog meget lang tid dengang, så vi havde travlt, men det havde alle, så det var ikke noget, vi tænkte så meget over.

Familien Sørensen så en del til naboerne, og det blev ikke mindre, da familien som nogle af de første i området fik fjernsyn i 1958. Da fik de i et par år rigtig mange gæster.

I 1984 solgte de gården til en nabo, men blev boende i syv år som lejere, og, som Jes sagde, som vicevært.
Parret købte hus på Kirkebakken i Horne, og her boede Helene i 18 år, 11 år alene efter Jes’ død i 1998. Hun blev hurtigt glad for byen, og da det begyndte at knibe med at holde haven, flyttede hun i lejlighed på Hornelund i den gamle skole, der er placeret i kirkegårdsdiget. Det har aldrig generet hende at have kirkegården som nærmeste nabo, da det er et fredfyldt og velholdt sted.
Lejligheden er i to etager, men de to værelser ovenpå bliver kun brugt, når børnene er på besøg fra København. For fire år siden faldt hun på grund af problemer med balancenerven. Hun brækkede lårbenet, og det er aldrig blevet helt godt siden, så nu er hun afhængig af sin rollator, men hun kan komme rundt i lejligheden og kan gå i Brugsen, når vejret tillader det.
Hun får maden leveret fra Varde Kommune en gang om ugen, og hun er godt tilfreds med både ordningen og med madens kvalitet. Hun vælger hver uge mellem 14 retter og bestemmer selv, hvornår hun sætter maden i mikroovnen. Nu er det ikke længere leveringstidspunktet, der bestemmer, hvornår hun skal spise.
Hver måned får hun besøg fra biblioteket, der henter de læste bøger og kommer med en ny sending indenfor de genrer, hun selv har valgt. Hun læser meget og meget forskelligt. Hun følger også med på tv og ser både nyheder, dokumentarer og underholdning. Desuden læser hun JydskeVestkysten hver dag og er i det hele taget godt orienteret om, hvad der sker lokalt og ude omkring.
Helene Sørensen har tre børn, fem børnebørn og seks oldebørn. På et tidspunkt boede alle tre børn i København, men den yngste, Inger på 58 år, bor nu i Esbjerg, hvor hun er SOSU-assistent og har to børn. Lone, der er uddannet socialrådgiver og i mange år var ansat på personalekontoret på Københavns Rådhus, er 66 år og har en søn med sin første mand, og for kort tid siden mistede hun sin anden mand. Karl Åge bor også i København, hvor han i knap 40 år arbejdede som plejer på daværende Nordvang Statshospital. Han er gift for tredje gang og har tre børn.
– Når jeg ser tilbage på mine snart første 90 år, har jeg kun grund til at være taknemmelig. Vestjylland var måske ikke landets rigeste egn, men vi har alligevel kunnet skabe et godt liv, og jeg glæder mig over den hjælp, jeg får som pensionist. Der eneste, jeg vil beklage, er, at jeg har sagt farvel til de fleste af mine jævnaldrende, men det er jo livets vilkår, siger Helene Sørensen.

Horne 9850 DK
Get directions

Fødselsdag:

1928

Erindringen ønskes afleveret til:

Horne Sogns Lokalhistoriske Arkiv (Varde)
image/svg+xml