Helge Bastholm

Helge Bastholms fortælling om Roust, "fra den gang alle vintre var dækket af tyk hvid sne og alle somre var solvarme og lange". Gør ejerskabskrav på erindring

 

 

Min barndom i Roust

 

Lad mig starte en dejlig sommerdag i maj måned 1928, med lidt geografi om Roust.

Jeg var 6 år og havde været med far i Varde. Han skulle betale lægeregninger for sygekassen og jeg sad på stangen af cyklen og husker godt, hvordan mine ben sov, når vi på vej hjemad kom ned over Spangdale og endelig til Ringdale, hvor bakken opad var så stejl, at far var nødt til at trække. Jeg kunne næppe stå på benene, men efterhånden var det jo dejligt at løbe hjemad ved siden af cyklen.

Så kom vi forbi Knud Hjerrilds gård, hvor der gik nogle flotte jyske heste i fennen. Derefter kom vi forbi Mette “smeds” lille kønne hus og Thomas Pedersens gamle, stråtækte, firlængede gård. Det var begge to på nordsiden af vejen. Herefter kom vi til smed Birks værksted på sydsiden af vejen. Jeg synes  næsten at jeg stadigvæk kan lugte den tørverøg, der kom op fra det mærkelige runde bål, som han lavede af løvtørv, når han lagde nye jernringe omkring vognhjulene og så den drabelige røgsky, der susede op, når hjulene blev afkølet i et vandhul i jorden.

Lige efter smeden, kom vi forbi Karen Frandsens lille butik. Hun havde handel med synåle og -tråd  og nogle stoffer. Der var også brevsamlingssted inde ved hende, og posten havde sit kontor der. Det var et lille bitte bord i hjørnet af den lille butik.

Så gik vejen op sydpå, ud forbi Haralds gård og ud til Peter Karlsen og videre kunne man komme ud til Jens Poulsen.

Det næste hus på vejen efter Karens, det var  Mejeriet. Endelig kom vi hjem. Det var dejligt, at komme ind til mor og få “varmekaffe” og en syltetøjsmad.

Efter et lille hvil kunne man så få tiden til at gå med at finde trillebøren frem og køre længere om i byen.

Først forbi Iver Jessens nye gård og Jeppe Sørensens hus. Videre hen til Rask og måske få en lille snak med ham og Ingeborg, måske også et lille kik ind i Hermans snedker- og tømrerværksted. Man kunne også køre op og  dreje mod Årre, ad den gamle Årrevej hen til Peder Thomsen og Maren. Peder Thomsen havde en lille ejendom, med et par køer. Han havde også et lille værksted, hvor han lavede forskellige ting af træ: Havemøbler, trillebør og sådan noget. Han reparerede min cykelhest og han lavede en ny lille trillebør til mig hver anden sommer.

På den anden side af vejen havde vi “Midtgård”. Herefter kom vi forbi Mads Jensens og Christian Vestergårds og  vejen gik videre op til Bryndumsager og Årre.

Jeg kan da lige nævne, at der hvor vejen drejer fra til Årre, der gik den gamle vej til Grimstrup forbi Christian Pedersens gård på højre side og Højrups på venstre hånd. Lidt længere henne, op ad bakken, der havde Christian Pedersen en dejlig lille have.

Hvordan var det så, at leve i sådan et lille samfund?

Jeg tror, at hvis man spurgte folk fra de større byer som Varde, Esbjerg, Grimstrup og Årre, hvad de mente om den ting, så ville de sige, at det var komplet umuligt. Det ville i hvert fald være meget kedeligt.

Det var det ikke. Der var et mærkeligt solidt sammenhold. Jeg ved ikke hvem, der var drivkraften. Det var der bare.

Som barn kunne jeg løbe glad rundt til alle hjem og følte mig i familie med dem alle sammen. Hjemmene var meget forskellige, men sådan vil det nok være. Henne ved Rask og Ingeborg var Rask altid parat til at synge en sang for mig. Jeg tror såmænd ikke han var nogen stor sanger, men det var så dejligt, at høre ham synge “Langt ude i skoven lå et lille bjerg” eller “Dengang jeg drog af sted”. Ingeborg og Rask havde “Familie Journalen” liggende. Det var det eneste sted, jeg så den. Helt anderledes, men også dejligt, var det at komme  op til Sofus Christensen f.eks. til Søndagsskole. Der var mange børn og jeg husker det, som noget dejligt og rart. Det var spændende, når vi en gang i mellem skulle lege det de kaldte “Manna”. Det var en skål med små papirsedler, hvorpå der var trykt et vers eller nummeret på et vers fra Bibelen. Når man så havde trukket det, læste Sofus skriftstedet op.

Utallige gange har jeg benet efter far, ud ad Hans Laursens markvej. Ud til Jens Poulsen og Laura. Det var dejligt, at komme derud. Deres drenge var ældre end mig. De havde altid så mange spændende ting. De havde en elektrisermaskine, hvor man skulle holde på et par håndtag. Så drejede Ingvard eller Christian rundt på et håndtag og så fik man nogle gevaldige stød i armen.

Det var en fantastisk fornøjelse, at se deres have. Jeg tror, det var det eneste sted, man på det tidspunkt havde en stor frugthave med mange æble- og pæretræer. De havde også et stort jordbærbed. Det fineste og største jeg havde set. Endeligt havde de “knæhuset” med pindsvin. Det var spændende.

Der er en anden have, som jeg husker godt. Det var omme i Christian Pedersens “sand”. Der var nogle mægtig store kirsebærtræer, som vi drenge fik lov til at kravle i. Mor var nok ikke så glad for det, for jeg kom næsten altid hjem med harpiks på bukserne og blå/røde pletter på skjorten.

Der var mange traditionsbundne oplevelser, som jeg mindes, som store begivenheder.

 

Pinsedag mødtes vi alle sammen nede i “Lunden”. Et sted hvor der var nogle høje bøgetræer. Der sang vi sammen og Jens Poulsen spillede trompet. Det var meget højtideligt.

Grundlovsdag delte byens borgere sig i to grupper. Indre Missions tilhængere tog til Korskroen. Grundtvigianerne tog til Endrupholm. Jeg har aldrig mærket en egentlig splittelse mellem de to grupper, men det var helt klart hvem der tilhørte hvad. Det var i den periode, hvor man havde pastor Johansen, som medførte meget fremgang for Indre Mission. 

Skt. Hans aften var også noget helt specielt. Da havde alle byens drenge samlet et stort bål oppe i Hans Laursens grusgrav. Det blev brændt af, mens vi sang forskellige sange, kikkede på bålet og bagte kartofler i gløderne. Når det var ved at være brændt ned, kom Lisse, mejeribestyrerens kone, med hjemmelavet is, som vi fik i små hjemmebagte kræmmerhuse. Det var nok den eneste gang om året jeg smagte is.

 

Roustvej
DK
Get directions

Fødselsdag:

1922-2002

Erindringen ønskes afleveret til:

Grimstrup Sognearkiv