Henrik Schmidt

Henrik Schmidt voksede op i Vanløse, hvor han boede til han flyttede hjemmefra. Faderen var bogtrykker. Barndommen bød på fisketure til Damhussøen og livet under besættelsen var præget af mangel på stort set alting. Sommerferierne gik både til et pensionat på Stevns med forældrene og alene på feriekoloni på Fyn og Bornholm. I 1950’erne begyndte Henrik Schmidt at læse medicin og mødte sin senere hustru. De arbejdede som læger og i 1960’erne flyttede de til Nykøbing Falster, hvor de endnu bor. Gør ejerskabskrav på erindring

Jeg var barn under krigen

 

Jeg er født den 10. august 1936- Min moder hed Hedvig Amalie og min fader Orla Schmidt. De var begge født i 1905 og blev gift i 1932.

Min Mor var hjemmegående, min Far var bogtrykker. De havde begge som ganske unge været dygtige sportsdansere og ville helst have haft deres egen danseskole, men sådan passede det ikke familierne. Min Mors yngre broder fik lov at læse medicin, men min Mor fik ikke lov at uddanne sig, måske var der ikke råd til det. Hun var en klog dame, som givet kunne have nået langt.

Min Far blev tvunget til at uddanne sig som typograf og derefter tvunget ind i ind i min Farfars bogtrykkeri. Min Far fik aldrig lov til at vælge sin egen uddannelse.

Jeg blev født på en fødeklinik på Frederiksberg, i Solbjerg Sogn. Sådan står der i min dåbsattest. Måske var det Astrid á Rogvis’ Fødeklinik. Jeg har også fået fortalt, at min moder var ved at forbløde efter fødslen. Min fader havde samme blodtype som min moder, og han gav hende noget af sit blod, så hun reddede livet. En blodtransfusion var på den tid noget helt nyt og vist meget dristigt.

Min Mor og Far havde købt en sommerhusgrund i Vanløse, som den gang lå lidt uden for København. Afstanden til centrum var 6 km. Nu er det nærmest en del af centrum. Der byggede de en villa i to etager, og der havde jeg min barndom og tidligste ungdom.

Huset på Bulbjergvej 27

Der var en kælder i fuld højde med køligt viktualierum, vaskekælder og et arbejdsrum. Vaskemaskiner kendtes ikke. Man kogte tøjet i en grukedel, som blev opvarmet med eget kvas fra haven, og derefter skyllet i et stort skyllekar med koldt vand. Og så hængt op på en tørresnor.

I stueplan var der en ret lang gang, som fra hoveddøren førte ind til dagligstuen i den ene ende og til en lille mellemgang og køkken og spisestue samt trappen til 1. sal i den anden ende. Stuerne var pænt store med højt til loftet. Spisestuen havde et stort vinduesparti med glas helt til gulvet og en dobbeltdør til terrassen og haven, og i et hjørne stod husets eneste opvarmnings-kilde, en indmuret kakkelovn, hvorfra kanaler førte varm luft op til soveværelse og værelse på 1. sal. Det var vist et meget avanceret opvarmningssystem på den tid. Centralvarme havde vi ikke.

Køkkenet var efter den tid ret pænt med mange skabe og en tallerkenrække hele vejen rundt langs væggen. Der stod det daglige service. Man lavede mad på gasblus og bagte brød i en gasbageovn. Alle huse havde indlagt bygas, som blev lavet på et stort kommunalt gasværk på Frederiksberg. Kogeplader med el var ikke opfundet.

På 1. sal var der et lille kammer uden opvarmning og med kun et vindue.  Ved siden af lå et større værelse med kvist (med udsigt over haven) og bag det, soveværelset med dobbeltdøre til en lille altan. Der var også et badeværelse med skrå vægge og et (usselt) tagvindue. Gulvet var et terrazzogulv, en slags cementgulv, som altid var møgkoldt. Varme i et badeværelses-gulv udviklede man først 30 – 40 år senere. Og der var heller ikke nogen varmekanal. Når vi skulle i bad, blev der tændt for en gasbrænder og en gennemstrømnings vandvarmer (gas). Varmt vand i hanerne kendte man slet ikke til (centralvarmeanlæg var ikke almindelige). Vi måtte kun tage bad én gang om ugen – bygassen var ikke gratis.

Øverst oppe var der et krybeloft med små tagvinduer. Det blev anvendt til opbevaring af ting, som ikke lige var i brug. Alle vinduer havde kun et lag glas, men for at kunne holde kulden ude om vinteren, fandtes der forsatsvinduer – også med et lag glas – som man kunne montere på den inderste vindueskarm med nogle vridere. De isolerede noget, men langt fra tilstrækkeligt, når det var rigtig koldt udenfor. Det lille kammer blev senere til mit værelse. Stort var det ikke, men det var mit, og i 1950 (tror jeg nok, det var) blev der indsat et skråvindue – noget helt nyt den gang. Det gav lys, og værelset blev med ét meget større. Der boede jeg hele min ungdom, til jeg blev gift og flyttede hjemmefra.

Haven var stor, og der var mange frugttræer og frugtbuske som forsynede os med masser af frisk frugt sommer og efterår igennem. I bedene mængder af stauder og andre haveblomster. Der var også masser af plads til at lege på, og min Far havde bygget en sandkasse til mig. Da jeg blev lidt større fik jeg min egen lille have – og det gjorde min søster også. Vi fik lov til selv at bestemme, hvad der skulle stå. Måske stammer min store haveinteresse derfra. Min Mor og Far holdt meget af at sidde under et stort pæretræ og spise morgenmad, når de var sommer.

Vi skulle selv holde vejen ren, så det blev mit job at feje en gang om ugen.

De første ferier

Sidst i 1930’erne var det ikke almindeligt at tage på ferie, sådan som det er nu. Gik det højt, tog man på pensionat en kort tid, aldrig i længere perioder. I mit familiealbum sidder der et billede af lille mig sammen med min Mor på stranden ved Pension Bastkær i Rødvig på sydkysten af Stevns.

Jeg husker, at jeg havde et badedyr, en oppustelig skildpadde med farverne gul og brun. Den holdt jeg meget af. Jeg husker stranden, som jeg genså for nogle år siden. Badekabinerne var der naturligvis ikke længere, men ellers var der ikke forandret noget. Selve Rødvig by er blevet til en vigtig fiskerihavn, og byen er samtidig helt forandret.

I 1941 var jeg sammen med mine forældre og min Fars gode ven, onkel Carl og hans familie på bondegårdsferie i Abbetved vest for Roskilde og nær Kirke Såby. På det tidspunkt var det endnu muligt at rejse lidt rundt i Danmark. Tyskerne lukkede senere for al rejseaktivitet.

Også det var en sommertur.

Min onkel Carls søn, Erling og jeg fik lov at lege i høet og springe ned i det fra et højt sted. Det var kolo-enormt morsomt. Vi var også på besøg i tørvemosen. Brændsel var en mangelvare, og man måtte udnytte de ressourcer, som fandtes, nemlig at grave tørv.

Under resten af krigen blev det forbudt at rejse, og der var såmænd heller ingen, som havde penge dertil.

Skoletiden

Jeg begyndte i skolen i 1943, den 1. april. Skoleåret gik den gang fra april til april. Det blev ændret fra begyndelsen af august til slutningen af juni i 1947 – så vidt jeg kan læse mig til det. Bulbjergvej hørte egentlig til Vanløse Skole, men der gik alle børnene fra barakkerne, så mine forældre søgte om, at jeg måtte gå på den helt nye Kirkebjerg Skole (indviet i 1942).

Jeg startede i småbørnsskolen, som var en afdeling med lave bygninger og egen lille skolegård. Den lå i tilslutning til den store skole. Vi var 31 elever i klassen. Vores klasselærer hed Svend Oluf Petersen. Han blev kaldt SVOP, for sådan lød det, når han slog med spanskrøret – ja, det er rigtig nok – man måtte bruge spanskrør og øretæver/en på kassen/ørefigner til at opretholde justits den gang.

Vi sad ved tomandspulte. Når læreren ville høre en i lektien, skulle man rejse sig og stå ved siden af pulten. Minsandten.

Og vi fik salmevers for. De skulle læres udenad og blev ofte liret af. Men min Far ville have, at jeg foredrog det og lærte mig at citere langsomt og med varierende betoninger og små pauser. Hvad det skulle gøre godt for at kunne salmevers udenad, har jeg aldrig forstået. Men sådan gjorde man altså den gang.

Vi lærte det, der kaldtes ”gammel retskrivning”. Alle navneord skulle skrives med stort begyndelsesbogstav, og der var ”d” i ord som skulde, vilde, kunde … Bolleået eksisterede ikke. Vejen hed for eksempel Aalekistevej. Med retskrivningsreformen i 1948 blev det ændret til den nuværende skrivemåde. Det tog lidt tid at vænne sig til at skrive på den nye måde.

I småbørnsskolen gik man i tre år. Så blev man ”stor” og måtte rykke ind i den store skolegård og fik klasselokale i den store bygning med mange etager og en kæmpe aula. I skolegården var drenge og piger adskilt Det var aldeles forbudt a vove sig ind i den anden skolegård.

Også den gang kendte man til mobning, man kaldte det bare for drilleri. Det var ikke spor mildere end nutidens mobning. Jeg havde som dreng rødt hår og blev kaldt ”Røde”. Værre var det, at jeg havde briller, og – vel at mærke – runde ”sygekassebriller”. Vist var de ikke kønne, men der fandtes ikke andre modeller. Det blev man altså drillet for. Jeg hed ”Brille” og forsøgte ofte at forsvare mig mod drilleriet ved at komme op at slås. Så faldt jeg og fik brillerne ridset, så glassene skulle fornyes. Hele to gange skete det, og så fik jeg også skældud hjemme. Brilleglas vaf ikke gratis.

Det værste drilleri oplevede jeg, da jeg en gang ikke havde nået at spise min mad i spisekvarteret, men tog en ostemad med ned i skolegården. Der satte jeg mig op ad muren for at spise den. Det blev lynhurtigt opdaget og i løbet af få sekunder stod der 200 elever i en halvkreds rundt om mig og sang ”Oste – Oste – Osteschmidt”. Det husker jeg så tydeligt, at jeg – den dag i dag – kan gå hen og pege på det sted i skolegården, hvor jeg sad. Da jeg nogle år senere mødte en af mine gamle klassekammerater, hilste han mig med ”Davs Oste”.

Af en eller anden grund har jeg ofte været genstand for drilleri.

I de første klasser måtte vi ikke cykle til skole, selvom der ikke var nogen voldsom trafik på vejene. Først i de to sidste klasser fik jeg et lille metalskilt med nummer med en plads i cykel-kælderen.

Jeg har ingen særlig erindring om 4. og 5. klasse, men husker dog en ting:

Den 29. marts kom orden: ”Skolen skal bruges til indkvartering af tyske flygtninge”.

Med få dages varsel skulle skolegangen for eleverne ordnes under ganske andre betingelser.

Det lykkedes faktisk at gennemføre en – nødtørftig – undervisning af børnene.

Jeg har gået i skole i en krostue – rettere et lokale på 1. sal over Café Lindersvold på Jyllingevej.

 

Klik her for at læse hele erindringen og se mange flere billeder: “Jeg var barn under Krigen”

 

Bulbjergvej 27
København 2720 DK
Get directions

Fødselsdag:

1936

Erindringen ønskes afleveret til:

Københavns Stadsarkiv