Holger Nordestgaard

Fra Vest Stadil Fjord til Sproghøjskolen på Kalø Landboskole i 1963-1964, hvor en helt ny verden åbnede sig.

 

Mit højskoleophold

Ved en fuldkommen tilfældighed stødte jeg i efteråret 2017 på et
loppemarked på en lille bog med en fortælling af forfatteren Ernst
Munck. Da jeg læste bogen, åbnede sig en åbenbaring af erindringer
og minder fra mit højskoleophold, - minder der nu ligger mere end
50 år tilbage i tiden. Alt det vender jeg tilbage til.

Det var i min absolutte ungdom i årene 1962 – 63, hvor jeg skulle til
at gøre mig klar, hvad jeg ville med mit liv. Jeg havde afsluttet min
skolegang i Torsted Hovedskole, været på Staby Efterskole og skulle
nu videre. Jeg havde et stort ønske om et højskoleophold, men hvad
skulle jeg gå efter? Jeg var meget bevidst om min interesse for høj-
skolefagene mytologi, historie, litteratur, sang og musik og det grundt-
vigske livssyn. Desuden ville jeg gerne tilegne mig noget fremmed-
sprog, som på det nærmeste havde været fraværende som fag i sko-
letiden.

Ad snoede stier og kanaler fandt jeg frem til sproghøjskolen ved Kalø
Landboskole. Kalø Landboskole var en ung skole, der på forholdsvis
kort tid havde gennemgået en imponerende udvikling med mangear-
tede tilbud. Der var landbrugsskole med 5 og 9 måneders ophold, der
var et aspiranthold på vistnok 12 måneder for unge landmænd, der
ønskede at læse videre på Den kongelige Veterinær- og Landbo-
højskole, der var husholdningsskole, og så var der sproghøjskolen med
et 5 måneders højskoleophold. Et besøg på stedet med en samtale
med højskolens forstander førte frem til det uundgåelige valg, - dette
måtte være stedet.

I sin bog ”Mit jordiske paradis” med undertitlen ”Jens Bjerg-Thomsen´s
historie” giver Ernst Munck ved hjælp af samtaler med Bjerg-Thomsen´s
pårørende, uddrag fra dagbøger, artikler og meget mere stemme til et
menneske med en helt særlig historie. Bjerg-Thomsen blev født år 1900
i Hee på en gård beliggende tæt på Stadil fjord. Fødestedet og opvæksten
blev afgørende for hans liv, og selv om han egentlig var født til at skulle
være landmand, blev det til et liv i og med naturen. Allerede i begyndelsen
af 1930´erne udgav han sin første bog med enestående naturoptagel-
ser, hvilket førte til et tilbud om en stilling som jagtkonsulent på Djursland.
Efter besættelsen konfiskerede staten stort set al tyskejet ejendom i Dan-
mark, herunder også Kalø Gods umiddelbart nord for Rønde. Her opret-
tedes i 1950 Kalø Jægerskole, og her blev Jens Bjerg-Thomsen forstander.
Kalø Gods med Jægerskolen og Kalø Landboskole var naboer og begge
forstod at udnytte naboskabet til hinandens fordel.

Den 1. november 1963 begyndte jeg mit ophold på Sproghøjskolen på
Kalø Landboskolen. Jeg nærlæste skemaet, og kunne konstatere, at linje-
fagene var engelsk og tysk, mens fransk var valgfag. Selv havde jeg rigelig
at gøre med engelsk og tysk, så det franske måtte vente, - og venter stadig.
Hvad jeg yderligere kunne konstatere var, at der var skemalagt fire ugent-
lige fortællertimer, herunder én time ved skolens forstander og tre timer
til gæstelærere. Den ene af gæstelærerne var forstander Jens Bjerg-Thom-
sen fra Jægerskolen på Kalø Gods.

Til fortællertimerne var alle skolens elever fra alle linjer samlet i foredrags-
salen. Der var bomstille, når Jens Bjerg-Thomsen gik på talerstolen for at
åbne for sin ”Pandoras Æske” af naturoplevelser. I sin bog lader Ernst Munck
Bjerg-Thomsen fortælle om mange af sine oplevelser i naturen. En stor del
genkender jeg fra fortællertimerne på Kalø, og kære minder genopleves på-
ny. Jens Bjerg-Thomsen færdedes i 1930´erne og 40´fyrrene i den dengang
uberørte Stadil Fjord. Det var herfra alle hans fortællinger stammer, og det
var herfra hans fotografier og hans banebrydende filmoptagelser kommer.
Vi skal forestille os hele det store Stadil Fjord område som et stort naturom-
råde, fuldstændig fladt med rørskov og åbent vand så langt øjet rækker, dog
afbrudt af klitrækkerne langs Vesterhavet. Det var længe før entreprenør-
maskinerne i 50´erne endevendte området i Vest Stadil Fjord for at ændre
det til landbrugsland. Det var her Bjerg-Thomsen sammen med et par jagt-
kammerater opførte jagthytte ”AAJA,” navngivet efter forbogstaverne i de
tre venners navne. Med jagthytten som station, drog Bjerg-Thomsen ud-
styret med fotoapparat og filmudstyr ind i de mandshøje rørskove for at
få unikke billeder og filmoptagelser i kassen. Efter hjemkomsten skal vi
forestille os Jens Bjerg-Thomsen alene eller sammen med et par venner
eller måske elever fra Jægerskolen udenfor jægerhytten, lyttende til nat-
tens absolutte stilhed, kun afbrudt af rørdrummens gurglende trommelyde,
sammen med andre vadefugles specielle stemmer. Det er alt det Jens
Bjerg-Thomsen sammen med sine filmoptagelser evnede at omsætte til
fortællinger, der kunne henholde en hel forsamling af unge højskoleelever
i åndeløs spænding.

Som vestjyde med et godt kendskab til Stadil Fjord, kunne jeg ikke dy mig for
overfor Jens Bjerg-Thomsen, at give mig til kende. Vi blev enige om, at vi da
vistnok var de eneste to på hele skolen, der havde et indgående kendskab
til hele det område, der lagde grund til hans fortællinger. Andre skulle da så
lige være skolens forstander Magnus Th. Kjær, der stammede fra Ølstrup.

I sine fortællinger kom Bjerg-Thomsen ind på mange andre facetter fra livet
i jagthytten i Vest Stadil Fjord. I hytten var ikke indlagt el eller vand. Livet her
skulle leves i og med naturen, så hvis man skulle soigneres, var der ingen mu-
ligheder ud over at gå i fjorden. Det dokumenterede han ved at vise et lys-
billede af en person udenfor hytten med en bemærkning om, ”at det er tyde-
lig, at dette hår ikke har set en kam i en hel uge!”

Som det menneske Jens Bjerg-Thomsen nu en gang var, fik han et nært for-
hold til de få lokale, der enten færdedes eller boede i området. Der var en-
kelte lokale fjordfiskere, og der var beboerne i Fjordhusene. Her fortalte han
med stor hengivenhed om Chr. Led og dennes hustru. Chr. Led og min far var
begge inkarnerede biavlere, som kendte hinanden ganske godt. Så da Bjerg-
Thomsen fortalte om Chr. Led, var jeg på hjemmebane. Chr. Led, som jeg også
har hørt omtalt som ham i æ Fyverhues mæ de stor´ hornbræller, var et na-
turmenneske, lige efter Bjerg-Thomsens hjerte. Familien boede afsides og
var ofte afsondret fra omverdenen pga. oversvømmede veje. De var selv-
forsynede med fødevarer, som Chr. Led gerne fremskaffede ved jagt. Jeg har
hørt Chr. Led citeret for at fortælle, at han gerne skød æ brok (grævlingen)
for at anvende kødet til føde. Bjerg-Thomsen beskrev ægteparret Led som
seje vestjyden med et stort hjerte for naturen og for andre mennesker. Bjerg-
Thomsen kom ofte i deres hjem, hvor gæstfriheden ikke kunne beskrives.

I forbindelse med fortællertimerne på højskolen inviterede Jens Bjerg-Thomsen
alle højskoles elever på besøg på Jægerskolen. Her så vi selvfølgelig skolen med
dens mange jagttrofæer. Men vi så også haven, eller nærmere parken. Her
eksperimenterede han med podninger og planteforædling. Vi så også, hvor-
dan det var lykkedes Bjerg-Thomsen at få misteltenen til at vokse på et ungt
frugttræ. Det var han meget stolt af, og jeg var meget imponeret.

I sin bog fortæller Ernst Munck en lille historie fra Kalø Landboskole, som jeg
aldrig tidligere har hørt. Det var Jens Bjerg-Thomsen, der i et net i Kalø Vig
havde fanget en to meter lang haj, som han tilbød husholdningslærerinden
på Kalø Landboskole frk. Mary Feddersen som et bidrag til skolens store hus-
holdning. Nok var det skolemoderen Inge Kjær, der var ansvarlig for skolens
husholdning, men ingen tvivl om, at Mary Feddersen havde et ord at skulle
have sagt, - så hun takkede nej til hajen. Men, pludselig at støde på Marys
navn i Ernst Muncks bog, var lidt af en brat opvågning for mig personlig.
Jeg tror ikke Mary Feddersen har været i mine tanker i de seneste 50 år.
Hun var med andre ord glemt, men ved at støde på hendes navn, stod hun
næsten levende foran mig. Mary var i min højskoletid vel midt i fyrrene. Hun
var et særdeles elskeligt menneske, der ikke gjorde meget væsen af sig. Hen-
de burde man ikke lade gå i glemmebogen. Nu er erindringerne genoprettet.

I forbindelse med minderne om fortællertimerne på Kalø Sproghøjskole, kan
man næppe komme udenom Seidelinerne, - Anna Sophie og Paul Seidelin, det
umage præstepar fra Knebel, - Paul Seidelin, altid ulastelig klædt i hvid skjor-
te, slips og jakkesæt, og hans altid kæderygende hustru Anna Sophie Seidelin,
der sagtens kunne møde op til fortælletimerne i blå kedeldragt. Paul Seidelin
var hjemme i verdenshistorien og fortalte især om de store krige, og deres
betydning for de europæiske monarkier. En aften, jeg aldrig glemmer, havde
jeg sat mig ned i én af skolestuerne for at få ro til at løse matematikopgaver.
Hurtigt spredte rygtet sig, Kennedy var død, og den aften blev der ikke løst
flere matematikopgaver. Næste morgen samledes en tavs kreds af elever
omkring flagstangen og overværede, at flaget gik på halvt. Umiddelbart efter
samledes alle i foredragssalen, og en helt uforberedt Paul Seidelin fortalte
Amerikas blodige historie.
Anna Sophie Seidelin kunne sin verdenslitteratur, om det så var de nordiske
sagaer eller den kristne mytologi, eller de store danske eller russiske tænkere.
Ingen af Seidelinerne havde, så vidt jeg ved, vestjyske rødder. Men de kunne
deres kram. Sammen med Jens Bjerg-Thomsen og deres fortællekunst kunne
de som ingen andre give det videre.

 

 

 

Ringkøbing-Skjern DK
Get directions

Fødselsdag:

1945

Erindringen ønskes afleveret til:

Ringkøbing Lokalhistoriske Arkiv