Christian Bejsnap Gohr

Christian Gohr blev født på landet og skulle være landmand. Det blev han også, men da miljøkravene voksede, solgte han dyrene, lejede jorden ud og tog arbejde udenfor landbruget. I de sidste mange år har han kørt bybus i Esbjerg, og selv om han nu er 80 år, har han ingen planer om at sætte bussen i garagen. Gør ejerskabskrav på erindring

Landmanden blev buschauffør

 

De første mange år af Christian Bejsnap Gohrs liv fulgte det den skabelon, der var gældende for de fleste drenge født på en gård. Han skulle være landmand og blev det, men han blev ikke ved. Han blev buschauffør og er det stadig i en alder af 80 år.

Christian Bejsnap Gohr blev født på Bejsnapgård ved Ølgod i 1937 og var allerede som seks-årig og før første skoledag ude at harve med en femleddet ukrudtsharve.

Jeg har altid hjulpet meget til på gården. Om sommeren vendte jeg hø og kørte neg ind. I oktober havde vi ferie, kartoffelferie, og den blev brugt til at samle kartofler op. Jeg og mine to søstre, Inga og Oda, var fordelt på hver sin række, og så gjaldt det om at hænge i, mindes Christian Bejsnap Gohr, der blev konfirmeret i Ølgod Kirke sammen med de unge fra Strellev, fordi kirken i Bejsnap var under restaurering.
Han gik ud af 7. klasse og kom ud at tjene hos en nabo. Her var han i halvandet år, inden han arbejdede for Jens Andersen i Agersnap i et år. Derefter var han på Brejninggård Efterskole i fem måneder og kom hjem på Bejsnapgård, indtil han den 2. januar 1957 begyndte som soldat i Fredericia. Soldatertiden blev forlænget, fordi han fik fåresyge, og forsvaret derfor ikke turde sende ham hjem.

Efter endnu en tid hjemme var han på Boris Landbrugsskole i ni måneder, og pladserne som karl blev skiftet ud med fodermesterpladser, tre år hos Andreas Lund i Ådum, et år hos Jens Chr. Strandbygaard i Agersnap og et år hos Knud Raunkjær i Lyne.
Hos Andreas Lund og Knud Raunkjær deltog jeg i en fodermesterkonkurrence, og det gav da fire sølvskeer, siger Christian Bejsnap Gohr.

Den 13. november 1965 blev han gift med den otte år yngre Astrid fra Ådum. De mødtes til et sølvbryllup hos nabofolk, da egnens unge som regel blev inviteret til at komme først på aftenen til kaffe og dans, når gæsterne til sølvbrylluppet havde overstået spisningen.
Efter brylluppet var de fodermesterpar på Sejerup Østergård i 17 måneder og brugte den sidste tid på at kigge på landbrug, så de kunne blive selvstændige. De så på fem-seks gårde, inden de valgte gården i Lervad med 12 køer og 30 tdrl. jord. De flyttede ind den 1. april 1967 og købte kort tid efter 34 tdrl. jord af naboen Hans Nim. Jorden lå godt for hans egen jord, men der var langt ud til det yderste skel.

­- Da jeg en dag skulle hente køerne ind til malkning, blev en ko stående. Den brølede højt og længe, så jeg talte køerne og opdagede, at en manglede. Jeg måtte ud i det yderste af marken til en mergelgrav. Her sad koen fast med kun hovedet oven vande. Jeg kunne ikke selv trække den op, så jeg fik fat i min nabo. Vi forsøgte seks-syv gange, men det gik ikke. Nu var hovedet flere gange under vand. Vi blev enige om at sende bud efter mere hjælp, men ville lige prøve en gang mere. Da koen selv prøvede at komme op, trak vi til, og op kom koen. Den rystede vandet af sig og gik hjem uden at fejle det mindste.

Parret drev gården indtil 1991 og havde det sidste år 34 årskøer og 34,8 ha jord. Valget stod mellem at sælge jord og dyr eller at investere i miljøforbedringer, blandt andet en gylletank. De valgte at sælge, og den 3. marts 1991 fik Christian Gohr arbejde hos Vesterby Paneler i Ølgod, mens Astrid passede de dyr, der ventede på salg, inden hun tog arbejde udenfor bedriften, først i to børnehaver og senere hos Vikarservice.

Det var godt nok at arbejde på fabrik, men da jeg efter en sygemelding på grund af to springfingre vendte tilbage, var der sket flere ændringer, og jeg blev fyret. Jeg fik arbejde hos min svoger, der var entreprenør, men blev fyret til vinter. Efter en ledighedsperiode kom jeg på daghøjskole i Krusbjerg og kom efter en ny ledighedsperiode i arbejde hos Letbæk Plast i Gårde. Jeg fik så tilbudt at komme med på kurset “over alle grænser”. Det varede ni måneder. Målet for deltagerne var at tage kørekort til enten lastbil eller bus. Ved den afsluttende prøve skulle dem med fem fejl tage lastbilkørsel og dem med tre fejl buskort. Jeg havde fire fejl og fik lov til at tage buskort.
Da jeg havde kørekortet, var der gang i Ribus-konflikten i Esbjerg. Jeg søgte derfor job som lastbilchauffør og havde også flere tilbud om udlandskørsel, men det strandede hver gang på uenighed om pauserne og betaling for dem.
Så var der kun Ribus tilbage. Jeg fik jobbet, men jeg havde gerne været al den spektakel foruden. En dag, da jeg kørte på arbejde, lagde strejkevagterne min bil med mig ved rattet ned på siden. Jeg kom ud, og politiet rejste min bil op. Det var en Wartburg, og den havde næsten ingen skade taget, så politiet parkerede den, mens jeg tog på arbejde og kørte bus hele dagen.

Christian Gohr sidder stadig bag rattet i bybussen i Esbjerg, nu for Arriva, og han har ingen planer om at stoppe.

Jeg skal have kørekortet fornyet i foråret 2018. Lykkes det, fortsætter jeg. Jeg bliver jo gammel, hvis jeg stopper.

Han arbejder på fuld tid med skiftende vagter, og han kører på 9 af de 10 linjer. Selv om det kan være svært at overholde busplanen i myldretiden, tager langt de fleste passagerer det pænt. En vinterdag gik det dog helt galt.

Nogle af linjerne kører også udenfor byen, og en dag kørte bussen fast i sneen. Passagererne var ude for at skubbe, men bussen rokkede sig ikke. En nabo inviterede passagererne på kaffe, men jeg måtte ikke forlade bussen. Jeg ringede til kontoret og fik lov til at spise min madpakke i bussen, og der blev sendt to mand ud. De havde skovle med og alt for lidt tøj, så de kom ofte ind i bussen, hvor der var varme på. Vi kom først fri efter cirka seks timer, så det blev en lang bybustur, siger Christian Gohr.

Han sidder også bag rattet, når familien kører på ferie. De kørte rundt i Danmark i en del år, men da Christian rundede de 50 år vovede de sig udenfor landets grænser og kørte til Harzen. Siden er det hver sommer blevet til en udlandstur. De har kørt både til Kroatien, Ungarn, Portugal og flere gange til Sydspanien.

Vi kører fra sted til sted. De første år bestilte vi overnatning undervejs, men nu bestiller vi det meste hjemmefra. I år fyldte jeg 80 år, og vores datter Eva blev gift, så da kørte vi kun til Tjekkiet. Eva er min søsters datter, men vi fik hende, da hun var tre år, og vi adopterede hende, da hun var seks-syv år, siger Christian Gohr.

 

Horne 9850 DK
Get directions

Fødselsdag:

1937

Erindringen ønskes afleveret til:

Esbjerg Byhistoriske Arkiv
Horne Sogns Lokalhistoriske Arkiv (Varde)
image/svg+xml