Leif Sønderskov

Denne historie er en beretning om mit livsforløb. Jeg har taget nogle af de vigtigste stunder fra mit liv frem, som jeg har lyst til at dele med andre. Det er særligt min erindring om livet som alenefar til mine tre børn. Gør ejerskabskrav på erindring

Livet er ikke det værste vi har

 

Kan man ikke godt skrive en stump at sin livshistorie på denne måde? Jeg har selvfølgelig oplevet meget mere, men for at gøre en lang historie kort, må det være sådan det kan gøres. Det synes jeg.

Derfor denne historie som er min, og min historie er der kun én af, derfor er det interessant at læse andres helt forskellige historier.

 

Jeg træder ind på scenen den 31. marts 1943, bliver døbt den 23. maj i Tønning Kirke og får navne Leif Sønderskov Sørensen.

Når man ikke har haft en ledig stund, hverken med arbejde eller fritid er det da ærgerlig at livet stunder mod efteråret.

I mit tilfælde har der været nogle store bump på vejen, men gode oplevelser har der været i overflod.

 

For at begynde ved begyndelsen, så blev jeg født i Tønning ved Brædstrup i Østjylland, men det startede først rigtig da mine forældre, inden jeg var fyldt et år, flyttede til Kirkevad ved Horne i Vestjylland. Her er jeg vokset op med min lillesøster Edith og min lillebror Kristian.

Efter en tryg barndom, som kaldes “De gode gamle dage” og et ungdomsliv, hvor et ophold som tømrer i Grønland, Umanak i 2 år, efterlod så stort et indtryk, at det på en god måde har forfulgt mig lige siden. En storslået varieret natur hvor 2½ måneds midnatssol står stærkest.

Efterfølgende blev mit ægteskab med en dansk pige, som varede i 11 år, noget af en prøvelse, og i perioden var jeg på nippet til at give op flere gange. Ægteskabet gav dog livets største gevinst, mine 3 børn.

Livet som Alenefar

Jeg blev alenefar da børnene var 4 – 6 og 9 år og med forståelse fra min arbejdsplads på HTH-Køkkener, blev det mulig at varetage både børnenes og arbejdets interesser.

For at sige det kort, så var et liv som alenefar med fuld arbejde en travl periode, men gevinsterne var der hele tiden, børnene holdt mig i live på en rigtig god måde, fordi de havde sunde interesser, som jeg fulgte dem i, i tykt og tyndt. Her skal jeg især takke for Spejderlivet gennem mange år, også håndbold, fodbold og badminton gav mange gode oplevelser, og så var jeg med i bestyrelserne, var træner og leder, og endvidere var der kørsel til kampe og stævner.

Jeg selv var aktiv i fodbold, badminton og Amatørteater.

Dette vores liv gav os en livsstil, som blev helt vor egen, vi måtte simpelthen være fælles om alt og hjælpe hinanden. Økonomien var snæver eftersom jeg efter skilsmissen stod alene med en, synes jeg, urimelig stor gæld, men der var nu ingen kære far, så det blev tilpasset, og børnene tog fritidsarbejde da de blev konfirmeret, og min søn Thomas gik endda med reklamer fra sit 12. år.

Pengene de tjente skulle bruges på noget fornuftig, noget som var helt naturlig for dem. Min søn gik med reklamer over en længere periode, som gav til både en knallert og senere et kørekort, mine to piger Christina og Lisbet fik også deres kørekort for opsparede penge, og fælles for dem alle 3 så var de stolte af det – det var jeg også.

Jeg glemte lige at fortælle at børnene fra de ca. var 12 år selv lærte at smøre deres skolemadpakker.

 

Vores ferier var i mange år at tage på Spejderlejr en uge, og så tage på Vandrehjem 3 – 4 dage rundt om i Danmark, også familien havde vore besøg.

Jeg og børnene har altid selv lavet mad, og i det hele taget forsøgt at gøre det så billig som mulig, men vi manglede aldrig noget.

Selv om trivsel i hverdagen var det vigtigste, så betød økonomien også en del, alt skulle gøres på den billigste måde, for på den måde kunne vi kunne få det der skulle til, men også at vi følte at vi aldrig manglede noget.

Det betød også at vi ikke have alle de forbrugsgoder som mange ellers tog for givet.

 

Skolegang og uddannelse var selvfølgelig også noget der skulle stræbes efter, og det lykkes også for alle 3. Det var faktisk sådan at de alle 3 fik uddannelsen med karakterer over forventning, og det var en højtideligt stund da de stod med deres eksamensbevis i hånden, og man kneb en glædeståre over resultatet. Jo livets indsats havde tilsmilet os.

Kærligheden smiler for anden gang

En anden livsbegivenhed indtraf til Idrætsforenings sommer fest i Horne Hallen 1993. Jeg havde nu været ene i 4 år, og Mary var blevet enke og var til samme fest, vi kendte godt hinanden, men at vi netop denne aften blev ramt at Amors pil havde vi ikke lige set komme, eller havde vi, for vi blev meget glade for hinanden, og aftenens sidste dans bekræftede denne virkelighed, og vi blev de bedste venner, og har været kæreste lige siden. Vores sammenbragte familier har også lige fra starten været glade for hinanden, og vi tager det som givet at vi kommer hinanden ved på en rigtig god måde.

Søn ramt af sygdom

Alt går jo ikke ud af lige landevej, for pludselig kom denne situation. Min søn Thomas havde altid kæmpet med overvægt, og var begyndt at motionerer for at tabe sig. Det lykkes næsten alt for godt, for han tabte sig alt for meget på kort tid. Lige efter jul 2011 gik han til læge med problemet, han var da 29 år, han blev sendt til undersøgelse og fik konstateret kræft i tyktarmen. Der begyndte nu en intensiv behandling, hvor 2 operationer og flere kemobehandlinger på Odense Universitets Hospital over en periode på godt et år. Nu var det spændende om man havde fået bugt med denne grimme sygdom, som kræft er. Det havde man, og hele familien åndede lettet op, for man skal huske på at når et familiemedlem bliver alvorlig syg, er alle påvirket.

Thomas går nu til obligatorisk kontrol, og har indtil videre kunne gå hjem med et positiv resultat.

Del din historie

Jeg har altid været en aktiv foreningsmand, og har hele tiden været med i noget kulturel, er ikke bange for noget nyt, og forsøger hele tiden at være på forkant med udviklingen, også på IT området, som jeg får rigt mulighed for at få afprøvet da jeg til daglig er arkivledet på vores Lokalarkiv.

Det var her jeg fik kendskab til ”Giv det videre”-hjemmesiden.

At jeg skulle bidrage hermed med en bid af min egen livshistorie var oplagt, og kan kun opfordre alle til at overveje at skrive din, for alle har en historie.

 

Jeg kan også oplyse at jeg har skrevet min Livshistorie, som selvfølgelig ikke helt er færdig, og er alt for stor i dette forum, og så er den også med mange personfølsomme input, så den er foreløbig for en inderkreds i familien.

Det kan let blive for sent med den historie som du går og gemmer på, som måske kun er i teorien. Så gør dig selv og din familie en tjeneste. Skriv din historie.

Selv om mange har svær ved at komme i gang med at skrive, så fortvivl ikke, for jeg tror at mange Lokal Sognearkiver har arkivmedhjælpere som er parat til at give råd og værktøjer til skriveriet.

Vores livshistorier fortjener at se dagens lys for at fastholde vore kulturelle nationale værdier.

 

Med venlig hilsen Leif Sønderskov, Horne.

 

Fødselsdag:

31-03-1943

Erindringen ønskes afleveret til:

Horne Sogns Lokalhistoriske Arkiv (Varde)