Leif Sønderskov

Historien handler om min indkaldelse som flyver soldat i Karup nov. 1962- "Til civil træd af" i Skrydstrup feb. 1964. Selve historien handler om hvad der fulgte på dagen, en dramatisk hændelse for mig, som alligevel endte godt, selvom det så temmelig sort ud. Gør ejerskabskrav på erindring

Fra Karup over Frøslev til Skrydstrup

”Til civil træd af”

 

Min soldatertid strakte sig over 16 måneder, med indkaldelse 2. nov. 1962 til Flyvestation Karup. Samme dag/nat gik det videre med tog til 3 måneder på rekrutskolen i Padborglejren, som oprindelig hed Frøslevlejren, her boede vi i de barakker som under 2. verdenskrig var internerings lejr for danske modstandsfolk og andre, som under kriger blev anholdt og sendt hertil, mange blev videresendt til de tyske koncentrationslejre. Her var jeg rekrut i flyvevåbenet fra nov. 1962 til 29. jan. 1963. Hele Frøslevlejren fremstod stadig som da tyskerne forlod den i 1945. Det var sådan jeg oplevede det, og det blev forstærket af den kolde vinter i januar måned 1963.

Det var en 8 mands stue jeg var indkvarteret på, og her var eneste opvarmnings enhed en kakkelovn. Vi fik strenge ordre på, at vi kun måtte hente tørv til kakkelovnen i tørvebarakken. I en aflåst barak lige ved siden af lå der kul og briketter, der var afstand mellem de yder brædder så man kunne med snilde og et bræt skrabe nogle af de dyrebare briketter ud, de kunne nemlig holde på varmen og så brændte de ikke så hurtig ud, de kunne faktisk ligge og ulme hele natten, så den der først stod op fyldte hurtig ny brænde på (tørv) så når Sergenten kom på stuegang for at se, om alt var i orden, og også lige konstaterede, at det var de lovlige tørv vi fyrede med.

Da rekruttiden var slut spredtes vi for alle vinde. Jeg kom til Skrydstrup efter eget ønske, her blev jeg uddannet til Centraliseret Ammunition Tjenesten. CAT – Tjenesten blev vi kaldt. Jeg blev tilknyttet Eskadrille 730 hvor de nyeste F 100 jagerfly var, her fik vi ansvaret for alt ang. Ammonifikation, det var et drømmejob, og vi havde et godt kammeratskab, også med befalingsmændene og piloterne.

Historien skal ikke handle om flere enkeltheder fra min soldatertid, men skal derimod handle om den sidste dag i kongens tjeneste, som alligevel blev noget helt andet end jeg havde forestillet mig, for at være soldat er jo én ting, men klimaksen for denne, den sidste dag i trøjen, og måske det, at kunne høre jubelen, når der blev kommanderet: ”Til civil træd af” den udeblev.

HjemsendelsesDagen

Den 28. feb. 1964 blev en dag man aldrig glemmer, og for mig i dobbelt forstand. Man skulle tro det var en glædesdag, sådan at være færdig med sin soldatertid, 16 mdr. som næsten kun var tidsspilde, og det at man i de sidste 150 dage, med et centimetermål (Fiddo) justeret ned dag efter dag, det måtte da blive en dag der kunne udløse nogle jubelscener.  Men lige fra den tidlige morgen var stemningen trykket, vi gik tavse rundt, vel nærmest rastløs og ventede på tiden, tiden hvor vi skulle høre ordene: ”Til civil, Træd af.” Det skete kl. 11.00 og nogle mandede sig op til nogle glædesudbrud, selv om det lød lidt forkvaklet. Nu skal vi ud at have nogle Pils, for vi er fri. Men hvad var det for en frihed vi havde fået?  Jo vi var fri, og fri for hinanden, et godt kammeratskab skulle slutte med en kort sammenkomst på Café Centrum i Vojens, her havde vi bestilt varmt mad. Her var vi 2–3 timer, til god mad og en stribe øl, så stemningen var ganske god. Jeg tror de medfølgende billeder taler for sig selv.

Efter nogle muntre timer kom afskedens stund, og der var stadig smil på læben, men nu kom toget og vi skulle stadigvæk følges ad, på nær 2 – 3 der skulle mod Padborg, men i Kolding begyndte man at spredes for alle vinde. Vi var ganske få der skulle mod Esbjerg, men mange flere den anden vej, både mod København men også mod Århus. Da vi stod af toget i Kolding tog vi en varm afsked med hinanden, men med et, på gensyn en anden gang. Den anden gang er endnu ikke kommet, og det er tvivlsomt om det sker. Kurt Olin (35) forsøgte jeg et par år senere at besøge på en tur til København, men jeg traf ham ikke hjemme, og det sidste jeg hørte fra Bent Andersen (91) var da han råbte efter mig på perronen i Kolding. Husk nu at køb den båndoptager, som du har snakket så meget om, og som jeg vil ønske du må få mange gode timer med.

Jeg fulgtes med en soldaterkammerat fra Hodde Skov. Det var nu ikke én jeg kom særlig meget sammen med, for han havde været ansat i Brand og Redningstjenesten, en afdeling der blev betragtet som en enhed for sig selv, og os fra CAT tjenesten så aldrig hinanden, næsten aldrig er mere rigtig, men vi fulgtes ad, og var de eneste der var tilbage da vi nåede til Varde, og tilfældighedernes spil skulle få en afgørende, og dramatisk afslutning på hjemsendelsesdagen, men det kun for mig.

Kl. var ca. 18.30 da vi stod af toget i Varde, og vi var mest stemt for en rolig afslutning på dagen, for det synes at være mest vigtig for os begge at komme rolig og stille og helskindet hjem. Men en enkelt bajer skulle vi da ha’ og gik ind på et værtshus i Storegade, her sad vi og hyggede os til 20.30 og fik så den idé at vi kunne nå at gå i Biografen, det gjorde vi så, hvad vi så, husker jeg ikke, men filmen var færdig ved ca. 22.45-tiden. Her fik jeg den idé at min Far måske var på nathold på Stålværket, hvor han arbejdede på skiftehold, hvis vi skyndte os kunne vi måske nå at træffe ham når han mødte, jeg kunne så måske låne bilen, og køre over Hodde Skov. Vi kom lige netop til Stålværket da min Far ankom, hvor heldig kunne man sige. Vi fik lige en kort snak med min Far, og aftalte at jeg kunne tage bilen hjem, mod at jeg så skulle hente han om morgenen når arbejdstiden sluttede, en rigtig fin aftale. Turen gik nu mod Hodde og videre til Hodde Skov, og min hjemsendelseskammerat sagde tak og orienterede mig om vejen til Tistrup, resten kendte jeg.

Ulykken

Kl. nærmede sig midnat, og jeg ville gerne hurtig hjem, og kørte, selv om det var lidt tåget, frisk til, og på et tidspunkt synes jeg at kende vejen, og mente den gik i lige linje op til Tistrup by, og satte farten yderlige op, for jeg vidste jo at der var gadelys i Tistrup, og kunne så nå at bremse ned før jeg skulle dreje. Jeg tog fejl, for pludselig drejede vejen i en svag venstre kurve, og det overraskede mig så meget at jeg, også farten taget i betragtning, trådte på bremsen, med det resultat at jeg ikke kunne styre bilen, som der med god fart ramte en Elmast lige ind i højre forhjul. I disse brøkdele af et sekund nåede jeg at tage godt fat om rattet i bestræbelserne på at beskytte mig bedst mulig. I disse brøkdele af et sekund skete følgende. Ved sammenstødet med Elmasten blev jeg presset frem i sædet, rattet blev trykket helt ud af facon, mit hoved fortsatte lige ud gennem frontruden med et knald. Alt blev oplyst i et flammende ildhav, det var de elektriske ledninger der var faldet lige ned over bilens køler, som jeg kikkede lige ind i da jeg havde stukket hovedet ud af frontruden. Det kan nok være jeg blev forskrækket. Jeg sundede mig lige et par sekunder og så at bildøren i min side var sprunget op, og tænkte at jeg hellere måtte komme ud. Det gjorde jeg så stille og rolig, men fik faktisk en lille forskrækkelse mere, ikke fordi der skete noget, men jeg opdagede at de elektriske ledninger hang og dinglede næsten lige foran mit hoved, ikke fordi jeg kunne se særlig meget, det var jo næsten bælgravende mørkt, bilens lys var gået ud, og motoren var gået død. – Nu stod jeg så her ene og forladt midt om nattet, og havde virkelig brug for hjælp. Jeg gik ind til nærmeste hus og bankede både på vinduer og døre, men der kom ingen reaktion, Jeg kunne skimte et hus mere ca. 75 m. længere henne ad vejen, det måtte jeg så prøve. Jeg bankede på de vinduer jeg mente var sovekammervinduer, og her blev der svaret. Jeg satte manden ind i min situation, og han var hurtig ude, selv om han var uden lys, det var gået da jeg kørte ind i masten. Manden var meget hjælpsom, og kørte mig op til Læge Leth Sørensen i Tistrup. Han nåede på turen lige at fortælle mig at der var flere der var kørt gal i den vejkurve før mig. Det var nu ingen trøst. Da vi stod foran døren ved Leth Sørensens praksis i Storegade, var det manden der fik Læge Leth Sørensen vækket og fik ham sat ind i situationen, og samtidig lånte han telefonen og ringede til Falck og til elektrikeren, for både bil og strømmen skulle ordnes. Læge Leth Sørensen kikkede alvorlig på mig, og kunne genkende mig, men tog det pænt, og sagde, “Vi må vist hellere få set på hvor alvorlig du er kommet til skade“. Jeg havde blod over hele ansigtet, og så vel ikke alt for pænt ud. Det viste sig at jeg havde beskadiget dele omkring mit højre øje, og at der sad mange små glasstykker i huden omkring øjet. Leth Sørensen forsøgte med pincet at fjerne så mange stykker som det var ham mulig. Det hele tog vel en time, og jeg så ganske pæn ud igen. Jeg havde ikke fået andre skrammer eller buler, og var klar til at tage hjem. Nu var det sådan at manden der havde hjulpet mig fra ulykken havde sagt til Falck-manden, at han skulle holde ind hos Læge Leth Sørensen, så da jeg kom ud ville han køre mig til Horne, han havde hejst Folkevognen op i en krog efter Falck bilen, og jeg kunne godt se at den havde taget nogen skade. På vejen til Horne kom jeg i tanker om at jeg ikke kunne hente Far på Stålværket om morgenen, og hvad gør man så. Jo man bad Falck-manden holde ind ved telefoncentralen i Horne, vi havde ikke telefon hjemme, så jeg måtte prøve at vække Stine eller Gunnar Strebøl for at kunne ringe til Stålværket og give min Far besked. Jeg fik ringet til Portneren på Varde Stålværk og spurgte om det var muligt at komme til at snakke med Børge Sønderskov. Det var det, hvis det var noget vigtig, og det var det jo. Der vil gå nogle minutter inden min Far ville kunne komme til telefonen blev der sagt, og jeg sagde det var i orden. Min Far har fortalt at det var nogle meget lange minutter, da han gik fra sin arbejdsplads ved Ovnene, og til telefonen ved Portneren. Det første jeg sagde, var. “Der er ikke sket noget“. Med det mente jeg, at jeg var i god behold, men det så mere sort ud med bilen, den var på vej til Damsgård i Varde, og var noget skadet. Far sagde så at han kunne få en arbejdskammerat til at køre sig hjem om morgenen, men jeg kunne godt høre på ham at han ikke var glad for det med bilen, for det var jo hans kæreste eje, og hans første bil, købt for kostbart indtjente penge. Da jeg kom ud fra Centralen holdt Falck-manden og ventede, han ville køre mig det sidste stykke hjem til Kirkevad. Jeg havde ikke helt overstået dagens og nattens strabadser, for Mor skulle jo også sættes ind i situationen. Her forsøgte jeg at gøre det så kort som mulig. Jeg vækkede hende, og sagde at jeg nu var kommet hjem fra soldatertjenesten, men havde været ude for en lille uheld, men gik lige i seng nu, men her slap jeg ikke, for Mor var nu helt oppe og kikkede på mig, og sagde. “Hvad er der dog sket, du har jo et plaster over det ene øje”. Nå der var jo ingen vej udenom, så hun fik hele historien, men hun så ikke glad ud. Jeg kunne godt mærke at det med bilen også trykkede hende. Endelig kunne jeg gå til ro og få en god nat søvn, jeg var faktisk også meget træt. Jeg vågnede ved at Far og Mor havde lindet døren til mit værelse, for Far skulle lige se hvordan jeg så ud, og de drøftede lige situationen omkring det med bilen, for jeg kunne forstå på det, at Far havde været ude omkring Damsgård og havde set bilen, og han sagde til Mor, den er da gået noget i stykker, gud ved om den kan laves igen. Det kunne den ikke. Jeg forsøgte at falde i søvn igen så jeg kunne blive helt frisk, det var en lørdag. Og jeg kunne nyde der var fridag, og også nyde at mine skrammer ikke voldte mig nogle kvaler, og at jeg heller ikke fik mener efter ulykken. Jeg var færdig med min soldatertid og skulle for første gang i gang med at tjene en rigtig løn. Jeg havde fået arbejde ved Tømrermester Niels Urup Madsen i Horne, og jeg synes at hele verden lå åben foran mig.

Et bidrag fra mine erindringer.

 

Hilsen Leif Sønderskov.

 

Fødselsdag:

1943

Erindringen ønskes afleveret til:

Horne Sogns Lokalhistoriske Arkiv (Varde)