Jakob Schluckebier

Jakob Schluckebier er opvokset på Østerbro, men har altid rejst meget, især med sine forældre. I 3. klasse gik turen til Indien i fire måneder, og det er en ferie, der sidder stærkt i Jakobs erindring. Gør ejerskabskrav på erindring

Mit navn er Jakob Schluckebier. Jeg blev født d.27 december i Anno Domini 1991 på Gentofte Hospital kl.3 om natten.
Jeg er den yngste af to brødre, dog den højeste, men det er åbenbart ikke vigtigt ifølge min bror.
Jeg voksede op på Østerbro og spenderede da også det meste af min barndom på disse kanter. Det skal dog indskydes, at mine forældre tog min bror og jeg med ud og rejse så ofte det kunne lade sig gøre og det var da heller ikke en sjældenhed. Det har altid været mine forældres opfattelse, at verden skal opdages og udforskes, en opfattelse som jeg også deler med dem. Igennem min barndom har jeg berejst det meste af Asien og oplevet mere end jeg troede muligt i en livsalder.

Der er dog en rejse som jeg aldrig glemmer, på godt og ondt.
Mine forældre så deres snit til at tage på en længere rejse til Indien, 4 måneder for at være helt specifik. Jeg gik i 3. klasse på det tidspunkt og jeg anede faktisk ikke hvad Indien var, andet end et fremmed land på den anden side af jordkloden. Rejsen betød dog, at jeg ville gå glip af knap et halvt års sliden og slæben i skolen. Dette havde jeg det egentlig fint med, men skolen så det alligevel passende at supplere mig med 4 måneders lektier til turen, så helt slap jeg ikke.
Men afsted kom vi da og rejste landet tyndt i vores færd.
Vi oplevede alt fra kamelsafari i den nordlige del af landet til Mumbai's stress og jag. Alt sammen noget som jeg kan se tilbage på med et smil på læben.

Alt var dog ikke en dans på roser, som jeg i den grad erfarede efter en særligt traumatisk oplevelse.
Vi havde besluttet os for, at besøge Det Røde Fort i Delhi og havde sat en hel dag af til dette.
Mine forældre havde snakket med nogle lokale fra området og de havde på det varmeste anbefalet at besøge fortet og fundere over dets skønhed. I guidebogen stod der dog også, at man skulle tage hensyn til aberne der havde gjort fortet til deres hjem. Der stod til gengæld ikke noget om at aberne ville tage hensyn til små drenge ved navn Jakob, hvilket jeg erfarede.
Inden vi tog hen til fortet, besøgte vi et lokalt marked hvor man kunne købe alt fra friskfanget fisk til de mest farvestrålende grøntsager og frugt. Vi købte forskellige frugter til turen og begyndte at bevæge os over mod fortet. Desværre var de æbler vi havde købt, helt melede og vi besluttede os for at tage dem med til fortets aber. Set i bagklogskabens lys, var dette ikke en sønderligt god idé.

Vi ankom til fortet og jeg fik til opgave, at bære æblerne i en pose, for at kunne give dem til aberne.
Der var ikke ret mange andre turister, da det var midt på dagen og solen skinnede for fuld styrke. Vi havde dog alle vænnet os til det Indiens varme og bevæbnet med solcreme, vand og frugt, var vi ved godt mod.
Efter vi var kommet igennem muren der omringede fortet, kom vi til en stor gårdsplads hvor der var græsplæner, træer og stier. Der var kun få andre turister på området og de gik for dem selv, i den anden ende af gårdspladsen. Vi begyndte at gå rundt og inspicere pladsen, mens mine forældre læste højt fra guidebogen.
Fra barnsben af, har jeg altid godt kunne lide at vandre og fordybe mig i mine tanker. Dette gjorde jeg traditionen tro også her og jeg kom derfor til at vandre ned ad en anden sti end resten af min familie. Præcist hvilken tanke der krævede hele min opmærksomhed, kan jeg ikke erindre.
Men jeg kan sagtens erindre følelsen af at der var noget i gære. Noget som bragte mig tilbage til den virkelige verden.
Jeg husker, at jeg vendte mig om på stien for at undersøge denne følelse af utilpashed.
Synet kan jeg stadig huske den dag idag.
Tre fuldvoksne macaque aber stirrede mig dødt i øjnene, ikke mere end ti meter fra hvor jeg stod.
Begrebet at stivne som et bræt, kan overføres til hvordan jeg reagerede, da jeg så aberne.
En panik begyndte at sprede sig i min krop og jeg lagde pludselig mærke til, at jeg stadig havde posen med æbler knyttet i hånden. Alle alarmklokker i mit hovede tudede for fuld udblæsning og langsomt hævede jeg blikket fra posen, for at se om aberne mon også havde bemærket æblerne.
Det havde de.

Som et rovdyr, der har fået øje på et sårbart bytte, stak aberne pludseligt i fuldt firspring og avancerede med uhyggelig fart.
Jeg husker tydeligt deres gule hjørnetænder som de blottede, mens de galoperende mindskede afstanden imellem os.
Det næste der skete, har min hjerne panisk fortrængt af hensyn til min skrøbelige psyke og jeg kan derfor ikke genfortælle det fra mit eget synspunkt. Mine forældre, som stod et godt stykke derfra, bevidnede dog hele situationen. De fortalte mig senere, at jeg havde udstødt et dommedagshyl, kastet posen med æbler så højt jeg kunne i vejret og spænet alt hvad remmer og tøj kunne holde, i den modsatte retning af de avancerende aber.
De berygtede aber var selvfølgelig kun ude efter æblerne i posen og var slet ikke interesserede i at forfølge en rædselsslagen dreng, som løb for sit liv. De stillede sig tilfredse med æblerne i posen og gnaskede dem i sig, mens jeg på rekordfart nåede i sikkerhed hos min familie.
Resten af dagen gik jeg hånd i hånd med begge af mine forældre, af frygt for at aberne ville angribe endnu en gang. Det skete heldigvis ikke, men Det Røde Fort satte alligevel sit aftryk i mit barnesind.

Episoden har jeg med tiden lært, at se som morsom frem for traumatiserende.
Aberne ville mig ikke noget ondt, de var bare sultne efter nogle melede æbler og så deres snit til at få sig en nem frokost.
Jeg kan sidenhen ikke lade være med at stirre lidt mistroisk på aberne i zoologisk have, men så længe jeg ikke har en pose med æbler i hånden, kan der vel ikke ske noget.
Vel?

Fødselsdag:

1991

Erindringen ønskes afleveret til:

Københavns Stadsarkiv