Jan Christensen

Jan Christensen tilbragte en stor del af sin barndom på Optagelseshjemmet Fjordlyst i Horsens i 1960'erne. Jan Christensen beretter om daglivet på Fjordlyst, om tiden før og efter Fjordlyst, skoletiden og udflugter til landskamp i København. Gør ejerskabskrav på erindring

Du må ikke stjæle

Vi stiller vore fire drengecykler udenfor købmanden i Gandrup for at skulle den lange vej op af de tre trappetrin og ind i købmandsbutikken. På den 15 kilometer lange cykelturen fra Horsens har vi livligt diskuteret hvem der skal være den der først skal gå op af trappen og sige undskyld til købmanden. Enig kan vi ikke blive, men vi ved at der ikke er nogen udvej og, at vi alle må op af trapperne og ind til købmanden for at aflevere de engangslightere vi har stjålet nogle dage forinden, og give købmanden en undskyldning.

Det er i sommerferien 1965 og vi er på ferie hos Gerda, som er kogekone på Optagelseshjemmet Fjordlyst. Gerda var et elskeligt menneske og hun syntes, at vi skulle forkæles og have nogle feriedage hjemme på hendes lille landsted tæt ved Østbirk. Vi fire drenge i alderen omkring 12 år er cyklet fra Fjordlyst i Horsens, og de cirka 15 kilometer der er ud til Gerda. Erik er et par år ældre end mig og mine to brødre Per og Bo. En af feriens højdepunkter er at cykle nogle få kilometer til den nærmeste købmand, og bruge nogle af de lommepenge vi har med. Erik kender fiduserne og fortæller, at når købmanden går ned af trappen for at hente noget i kælderen, kan vi uden han opdager det putte noget i lommerne.

Erik har gjort det flere gange, og han er aldrig blevet opdaget, så det skal vi også prøve. Det går også smertefrit, og vi får noget interessant med i lommerne. Der er lige kommet nogle nye engangs- lightere på markedet, og de er spændende at lege med.

Ferien er slut og vi cykler hjem til Fjordlyst, og stiller cyklerne i skuret som vi altid gør, og tager kælderindgangen for at hænge vores overtøj i garderoben.  Vi er næsten lige kommet ind og hører en kendt lyd, og tænker hvem har nu hjort noget der skal påtales? Heldigvis, tænker vi, kan det ikke være os, da vi ikke har været hjemme. Plejemors trin på trapperne kan høres i hele huset, når hun er på vej fra anden sal og ned i kælderen. Vi ved der noget galt, og at plejemor har noget hun skal have ordnet i en fart. Straks hun møder os, skal hun se vores lommer, og op kommer den ene engangslighter efter den anden. Vi er på intet tidspunkt i tvivl om, at den måde de er kommet ned i lommerne på, vil plejemor på ingen måde acceptere. Vi har ofte fået at vide, at vi skal være nogle gode drenge og gode drenge stjæler ikke.

Derfor måtte vi op på cyklerne og endnu engang tilbagelægge de 15 kilometer ud til købmanden for at aflevere de stjålne varer, og samtidig alle sige undskyld til købmanden. Cykelturen var lang, men den længste vej var op af trapperne til købmanden for at sige undskyld.

Ferien hos Gerda sluttede senere end vi først regnede med, og blev ufrivillig forlænget med nogle timer, og det var nogle trætte og flove drenge, der sent på eftermiddagen vendte tilbage til Fjordlyst.

Fjordlyst, der fra 1963 og de næste ti år frem var mig og mine to brødres hjem, da vi ikke kunne bo hos vores forældre.

Nørrehuse

Vi er i sommeren 1963. Per og jeg er tvillinger og vi går 2. klasse på Ryesgade Skole i Horsens. Bo, der er vores storebror er lidt mere end et år ældre og går på samme skole, men en klasse over os. Vi bor i Nørrehuse ikke så langt fra skolen sammen med vores mor og far. I slutningen af august måned 1963 sker der noget usædvanligt efter vi er kommet hjem fra skole. En begivenhed som får betydning for os alle i familien resten af livet.

Vores mor er hjemmegående og vores far lever af socialhjælp kombineret med at han har klunsekort, hvilket betyder, at han har ret til at komme på lossepladsen i Horsens for at klunse. På den måde kan han samle klude, jern og andre metaller med hjem for at tjene lidt ekstra til familien. Vores far er en dygtig klunser, og speciel var vi imponeret over hvor mange sække han formåede at transportere hele vejen gennem Horsens på sin cykel, når han havde samlet dagens kluns på lossepladsen. Klunsevarer skulle så hjem og sorteres med det formål enten, at de skulle bruges i familien eller sælges hos produkthandleren.

Huset vi boede i var et lille rækkehus, og vi havde en lille bolig, som passede til datidens fattige arbejderfamilier. Lejligheden bestod af to små rum samt et køkken. Bad og toilet var der ikke i boligen. Badet foregik ikke så ofte og når vi var i bad var det i en stor zinkbalje, men ofte klarede vi os med etagevask foran køkkenvasken. Toilet var udenfor i skuret, og var en tønde, som kommunen kom og tømte. Jeg husker Nørrehuse som et godt sted for os børn at bo. Alle mødrene gik derhjemme, og passede hus, have mand og børn. Børn var der mange af, og vi havde naturen lige udenfor døren som vi kunne lege i. Jeg husker også Nørrehuse som et sted, hvor der var et stærkt fællesskab, og hvor familierne var gode til at hjælpe hinanden.

I sommeren 1963 har vi Aksel og hans søn Rudolf boende. Aksel er førtidspensionist, og Rudolf er nogle år ældre end os brødre. Per og jeg er ni år og storebror Bo er ti år. Sengepladser har vi ikke for meget af, så Aksel og Rudolf sover i telt i haven. Aksel er med til at forsøde vores tilværelse den sommer. For første gang i vores liv er vi på sommerferie. Aksel, Rudolf og vores familie på fem er på bilferie rundt i Danmark. Køretøjet er Aksels varevogn, og mens de tre voksne sidder på forsædet, sidder vi fire børn i det store bagagerum. For ikke at blive opdaget af politiet sidder vi gemt af vejen i store papkasser. Det gør vi også mens vi er ude for et færdselsuheld. Bilen vi kører i taber et hjul, og vi vælter rundt, og ender på en mark et sted på Sjælland. Heldigvis sker der ikke noget og kan forsætte vores ferie. Vi får for første gang set andet af Danmark end Horsens. For vores far er det ren luksus at have mulighed for at have bil. Nu kan der samles endnu mere end cyklen kan bære, og den største gevinst er, at Aksel og ham kan køre til Vejle for at sælge klunsevarerne hos produkthandleren for på den måde at undgå at socialkontoret opdagede hvad han solgte for.

Willy Røv og Snus Alfred

Øgenavne er et kapitel for sig selv, når det gælder naboerne, hvor vi boede i Horsens. Måske var det fællesskabet der lagde op til øgenavnene, der var i hvert fald mange der havde øgenavne. Vores far blev kaldt Snus Alfred. Det blev han af to grunde, for det første fordi, at når børnene drillede ham med det, så var der spænding i luften. Snus Alfred blev sur og ville fange børnene, og det gjorde det nok ikke mindre sjovt for børnene. En anden grund til øgenavnet var at han var klunser, og gik og rodede alle steder for at samle alt op, der kunne sælges hos produkthandlen. Willy Røv var fars gode ven på godt og ondt, og det var en familie vi have meget med at gøre. Willy fik sit øgenavn mens vi boede i Sports Alle, og da en nabokone var slem til at glo ind af vinduerne, fik Willy demonstreret sin irritation ved at trække bukserne ned og stikke sin bare røv ud af vinduet.

Selvom far og Willy var gode venner kunne de også have deres konflikter. Varmekilden i husene var kakkelovn, og vores far kløvede selv sit træ, og opbevarede det i vores udhus.  Da han var træt af at en hele tiden stjal af hans brænde, havde han sin egen kontante måde at få dette opklaret på. I nogle bestemte brændestykker borede far huller med sit håndbor og lagde omhyggeligt krudt i de hjemmelavede træhuller, og lukkede dem til med trædyvler. Willy Røv holdt op med at stjæle træ fra vores skur efter at hans kakkelovn sprang i stykker. Heldigvis skete der ikke nogen personer noget.

Mor er væk

Da vi kommer hjem fra skole en dag i slutningen af august 1963 er mor ikke hjemme. Det plejer hun ellers altid at være. Det første jeg husker om at vores mor er væk, er fars reaktion, da han finder ud af at mor ikke er hjemme. Far ved ikke hvor hun er, og ingen naboer kan hjælpe eller ved noget. Det viser sig at mor er taget af sted med Aksel og Rudolf, og hun forlader sin mand og hendes tre børn, og vi ser ikke vores mor i næsten fire år.

Vores mor er væk og vi ved ikke hvorfor hun har forladt os. Jeg kan ikke huske hvordan vi reagerede de første dage efter hun var væk. Til gengæld er vores fars reaktion stadig tydelig for mig. Han var i chok og krise, og kunne på ingen måde tage sig af os. Far gik hvileløs rundt i lejligheden, og hver gang der kom en bil forbi vores hus var han henne og kigge ved vinduet. Her så han mange gange i løbet af aftenen, at mor sad og grinede på bagsædet i en bil, der kørte forbi vores vinduer. Så noterede far på en blok, hvem han mente, at han have set der kørte bilen. Navnene skulle far bruge til senere at hævne sig på. En meget ubehagelig oplevelse for os børn, dels det at vores mor var væk og vi ikke vidste hvor hun var. Og dels at vi havde en far der ikke var i stand til at trøste os, og selv var så meget i krise, at han opførte sig underligt og vi blot kunne kigge på.

Sådan gik flere dage og nætter uden jeg kan huske hvor mange, men en dag skete der noget, da der blev banket på døren. Far havde ikke ry for at tage godt mod personer der kom fra det offentlige, og uden jeg kan huske det, så er jeg sikker på at de socialrådgivere, der kom fra kommunen for at tale med far ikke var velkomme den dag.

Vi tre drenge skulle fjernes fra hjemmet, fordi vores far ikke var i stand til af tage sig af os. Hvordan kommunens folk fik overtalt vores far til, at vi skulle køres til Optagelseshjemmet Fjordlyst husker jeg ikke. Men jeg husker da vi kørte i bil fra Nørrehuse til Spangevej, hvor Fjordlyst lå. Som mange andre børn havde vi hørt en masse dårligt om børnehjem, så vi var enige om, at vi i hvert fald ikke skulle et sådant sted hen. Mens vi sidder på bagsædet på vej til Fjordlyst lægger vi en plan. Storebror Bo er arkitekten bag planen og den visker han til Per og jeg: ” I aften hopper vi bare ud af vinduet og tager hjem til far igen”.

Planen lykkes ikke og vi kommer til at bo næsten ti år på Optagelseshjemmet Fjordlyst. I stambogen omkring vores anbringelse står med flot håndskreven skrift: ” Moderen har forladt hjemmet den 8.9.1963, og forældrene modtager offentlig hjælp”.

Omkring anledningen for at barnet inddrages under forsorgen står der: ”Moderen har forladt hjemmet og faderen er ikke i stand til at tage sig af børnene. Ordenen i hjemme er under al kritik, da faderen slæber alskens ragelse hjem fra lossepladsen, og anbringer det i og omkring hjemmet”.

Slutteligt står der at faderen har anmodet om at børnene anbringes uden for hjemmet, så på en eller anden måde må far have overgivet sig, og bedt kommunen om hjælp.

Plejemor.

Fjordlyst var et optagelseshjem der blev drevet af Horsens Kommune. Huset ligger med en fantastisk udsigt ud over Horsens Fjord, og tæt på sygehuset. Fjordlyst blev oprindeligt bygget som restauration, og blev senere solgt til Horsens kommune, som indrettede det til optagelseshjem. I dag står huset stadig flot, og er beboet af den familie, som har købt huset efter at det lukkede som børnehjem for mange år siden.

Mary Eriksen var plejemor på Fjordlyst. Plejemor var den titel hun brugte i stedet for forstander, og ingen var i tvivl om at plejemor var den ubestridte leder på Fjordlyst. Heller ikke os brødre var i tvivl om rammer og regler på Fjordlyst. Plejemor var en skrap og en markant dame, og vi var aldrig tvivl om, hvad hun ville og forventede af os. Der var krav og daglige gøremål, og levede man ikke op til dem var et løftet øjenbryn fra plejemor nok til, at vi vidste at opgaven skulle laves om.

Plejemor var ikke kun skrap, men hun var også var et meget omsorgsfuldt menneske, der altid var ærlig og autentisk. Hendes mission i livet var at hjælpe andre, og hendes mål var at dem hun skulle tage sig af, skulle have et godt liv og blive nogle gode mennesker. Plejemors mål for os tre drenge var derfor, som så mange andre hun skulle hjælpe, at vi ”blev nogle gode drenge”.  Det med at være gode drenge betød først og fremmest at man opførte sig ordentligt og gjorde det som blev forventet af en. At være nogle gode drenge var således ord som vi hørte mange gange fra plejemor.

Plejemor var en stor pædagog, og på mange måder forud for sin tid. Det kom mange børn til gode på Fjordlyst. Plejemor var umådelig gæstfri, og altid havde hun plads til at forældre kunne komme og være sammen med deres børn på Fjordlyst. Dette gjorde hun fordi hun havde den opfattelse at det var vigtigt, at børn skulle være sammen med deres forældre, også selvom forældrene ikke kunne tage sig af deres børn i en periode af deres liv. Samtidig havde hun også stor omsorg for de forældre, der var ensomme og også derfor var flere forældre som regel med til fester og højtider på Fjordlyst.

Gennem de første år kom plejemors indstilling os tre brødre til gode, da Plejemor gav vores far lov til hver weekend at komme og være sammen med os. For plejemor var vores far et menneske som havde nogle børn, der havde brug for deres far. Plejemor omtalte indimellem vores far med ordet: ”et pjok”. Det var et ord hun ofte brugte om personer, som havde svært ved at tage sig af de forpligtelser livet førte med sig, men samtidig var hendes indstilling også, at man skulle hjælpe den der var et pjok.

Hver lørdag formiddag gennem de første mange år på Fjordlyst kom far ud til os på Fjordlyst. På Fjordlyst var der forudsigelige og kendte rammer og regler. Far var ikke den som gik ind for regler og faste rammer, og slet ikke at nogen skulle bestemme over ham. Undtagelsen var plejemor. For i hvert fald faldt far hurtigt ind i rammerne og reglerne på Fjordlyst. Efter en uge som klunser på lossepladsen i Horsens og uden nogen form for personlig hygiejne, mente plejemor at der var behov for et bad og sådan blev det. Derfor startede fars weekend altid med et karbad i kælderen. Plejemor havde lagt rent tøj frem, gjort klar til skumbad i det store badekar, og det beskidte tøj skulle vaskes i gruekedlen, så det var ren og klar til næste lørdag.

Når badet var overstået og far var ren, var der kaffe og ostemadder i køkkenet inden far kunne holde weekend sammen med sine børn. Hvis ikke vi var med far til fodboldkamp, brugte far tiden på at lave pedelopgaver på Fjordlyst. Det kunne være der var nogle træer der skulle fældes eller måske skulle han lave en sandkasse til børnene. Nætterne tilbragte far på en madras i legerummet, og når han tog af sted søndag aften, havde han haft en weekend sammen med sine børn, og i nogle rammer der var langt bedre end dem han var vant til i hverdagen. Og plejemor ville også sikre at far i hvert fald om mandagen fik noget ordentlig at spise, og gav ham derfor en god stor madpakke med.

Selvom Plejemor var skrap og det var hendes regler der var gældende kunne hun også se igennem at alt ikke gik efter bogen når det galt os tre brødre. I vores teenageår måtte vi ikke drikke spiritus og øl, og det holdte plejemor fast på. Bo er flyttet og er hjemme til påskefrokost på Fjordlyst, og der er øl på bordet, og plejemor siger: ”Ja, Bo nu er du jo atten år, så må du godt drikke en øl – en lys øl”. Bo takker pænt nej tak, og får efterfølgende stor ros af plejemor for at han er så fornuftigt.  På det punkt med at drikke os fulde til festerne i ungdomsskolerne var vi tre hvis ikke så meget anderledes end andre unge, men det lod plejemor vist passere gennem hendes ellers skarpe blik.

En rigtig træls tvungen arbejdsopgave var, at vi skulle skure mange steder på hele husets terrasse hvert forår inden huset skulle kalkes. Det er søndag og fra morgenstunden er vi i fuld gang med arbejdet for at blive færdigt til vi skal på stadion for at se Den Gule Fare spille kamp. Det var ugens højdepunkt, og vi ville gerne være i god tid på stadion for at få autografer af spillerne. Vi knokler på med arbejde, og får flere gange fat i plejemor for at høre om det er godt nok. Det er det ikke og tiden nærmer sig kampstart, og plejemor har ikke i sinde at lade os slippe, men anviser os stadig steder, hvor det skal gøres bedre. Selvom plejemor var skrap og vi oftest rettede os efter hendes anvisninger, tror jeg at interessen for fodbolden kombineret med mit temperament alligevel var til at jeg gjorde oprør. Da plejemor er i gang med at anvise mig hvordan gulvskrubberen skal bruges endnu mere, ender det med, at jeg tager gulvskrubberen og slår hende bagi og siger til Per og Bo. ”Kom så tager vi til fodbold”.

Plejemor kom til Fjordlyst lige efter krigen og var forstander i næsten 35 år, og indtil hun i 1974 går på pension og flytter i lejlighed i en alder af 66 år. Plejemor lever en aktivt pensionisttilværelse i Horsens, og dør i en alder af 97 år i 2004. Hun forblev et interessant menneske lige til sin død. Vi tre brødre bevarede alle kontakten med Plejemor indtil hendes død - om end på forskellig måde.

Fjordlyst - vores nye hjem.

Planen med at hoppe ud af vinduerne og tage hjem til far blev ikke til noget. Jeg ved ikke om det var fordi planen ikke var gennemtænkt eller om det måske var fordi at Fjordlyst havde nogle muligheder og rammer som vi ikke havde haft før. Jeg husker vores første store overraskelser. Vi skulle have vores egen seng. Det var ren luksus for det havde vi aldrig haft. Vi skulle bo på en sovesal der kun var for drenge, og der var plads til syv drenge på stuen. Jeg husker ikke meget fra den første tid på Fjordlyst, men det blev sikkert meget hurtigt hverdag for os. Vi blev jo også nød til at vende os til rammerne, da vi ikke havde andre muligheder. En anden grund til at vi faldt til var, at vi tre brødre havde hinanden. Og jeg husker tiden på Fjordlyst, at vi som brødre havde et meget stærkt sammenhold og vi var altid parat til at hjælpe hinanden. Og den støtte havde vi også ved hinanden i vore ungdomsår efter at vi flyttede fra Fjordlyst, og havde vores ungdomsliv hovedsaglig i Horsens.

Fjordlyst er en fantastisk flot gammel bygning, som ligger i et gammelt velhaverkvarter ned til Horsens Fjord. I kælderen var der storkøkken med en stor spiseplads, hvor vi spiste til daglig. På 1.salen var den fine spisestue, legerum, drengesovesal samt et værelse til den barneplejerske der boede på Fjordlyst. På 2. Sal havde plejemor sin lille lejlighed, og ved siden af var pigesovesalen. Øverst oppe er der nogle værelser, som på grund af brandsikkerheden ikke blev brugt, undtagen når kogekonen Gerda overnattede.

Fjordlyst var et optagelseshjem, hvor børnene kunne bo en kort tid, indtil det er afklaret hvad der skulle ske. Alligevel ender det med, at vi brødre kommer til at bo på Fjordlyst i næsten ti år. Jeg ved at der gennem årene har der været en del snak omkring hvad der skulle ske med os. Det var vist ikke en nem opgave for Socialkontoret i Horsens. Plejemor var imod at vi skulle flyttes fra Horsens, dels fordi vi ikke skulle væk fra hinanden, og dels fordi vi efter hendes mening skulle forsætte på den skole vi gik på. En anden mulighed der forhindrede en flytning var at vores mor flere gange forgæves forsøgte at få myndighederne til at gå med til at flytte os over til hende på Sjælland, hvor hun var flyttet til. En anden meget vigtig grund til, at vi ikke flyttede, tror jeg var, at plejemor de sidste år havde en stor interesse i, at vi blev boende. Så kunne plejemor udsætte den for hende svære beslutning om at gå på pension, da kommunen havde sværere ved at lukke børnehjemmet, når der boede et søskende par på tre, som de inden da skulle finde et andet sted til, og hvor de forsat kunne bo sammen.

Også på Socialkontoret i Horsens kunne plejemors markere sig. Og hun har mange år efter fortalt mig, at hun i den første tid vi boede på Fjordlyst nogle gange måtte ned på Socialkontoret på Fabriksvej for at snakke vores sag. Plejemor ville ikke, at vi skulle skilles som brødre. Og så ville hun være sikker på at hvis vi skulle flytte hjem til vores mor, at vores mor kunne forsørge os og give os en fremtid med muligheder.

I midten af tresserne, hvor vi flytter på Fjordlyst er plejemor tæt på de 60 år, og der er fra denne tid tale om at Fjordlyst skal lukkes indenfor overskuelig fremtid. Det er på ingen måde Plejemors interesse, så hun kæmper en kamp for at Fjordlyst ikke skal lukkes. Og til det, er vi tre drenge gode at have. I midten af tresserne er vi omkring tolv år, og udsigten til at vi skal flytte hjem til vores mor er ikke store, så hvorfor ikke lade os bo indtil vi er gamle nok og skal i gang med uddannelse. Et tidspunkt der passer perfekt for plejemor for at trække sig tilbage og gå på pension.

Jeg ved ikke om det er sådan det hænger sammen. Men fakta er, at vi flytter fra Fjordlyst i 1970, og institutionen bliver lukkes få år efter.

Storebror Poul Erik – et forbillede for os

Foruden Bo der er storebror har vi også Poul Erik som storebror. Poul Erik er ti år ældre end Per og jeg, og derfor var han nitten år, da vi flyttede på Fjordlyst. Jeg husker ikke, at vi har boet sammen med Poul Erik hjemme hos vore forældre og det skyldes sikkert, at Poul Erik fra omkring fjorten års alderen flyttede fra Horsens og til Hovedgård. Her kom Poul Erik i lære som bogtrykker, og var i bogtrykkerlære i fire år. Og da vi flyttede på Fjordlyst er Poul Erik udlært og var inde som soldat.

Det første jeg husker omkring Poul Erik er, at vi er på ferie hos ham, mens han er sergent i Padborg, og vi bor på Fjordlyst. Vi er med på kasernen for at se hans arbejdsplads og sammen med Poul Erik får vi spillet en masse fodbold i haven. Gennem de første mange år på Fjordlyst er vi på ferie flere gange hos Poul Erik og Hanne, da de har etableret sig i Skive. Selvom de har travlt i deres nyåbnede trykkeri har de plads til os tre drenge, og vi trives med at hjælpe til så godt vi kan i deres trykkeri. I det hele taget husker jeg megen omsorg og interesse fra Poul Erik og Hanne side til os. Vi besøger dem i Skive, og de besøger os på Fjordlyst og jeg husker, at de en dag kommer og forærer os hvert et par nye fodboldstøvler. Det var vist nok det største ønske vi kunne få opfyldt på den tid. Jeg er ikke i tvivl om, at Poul Erik og Hanne interesse for os har betydet meget for os. Med dem havde vi nogle familiemedlemmer som klarede sig godt, og nogle vi kunne se op til. Per og Bo valgte uden tvivl også deres uddannelse ud fra hvad de havde set på ferierne i Skive. Senere i vores voksenliv har Poul Erik fortsat været et forbillede for os mindre brødre, dels i kraft af hans talent som dygtig virksomhedsejer og familiemenneske, samt de år vi stolt fulgte ham i Folketinget for De Radikale Venstre.

Som jeg har fået fortalt historien har vi tre andre ikke samme far som Poul Erik. Da vores forældre møder hinanden er mor gravid med Poul Erik. Hvem der er biologisk far ved jeg ikke, og om andre end vores mor kender den rigtige historie ved jeg ikke. Men det er ikke den mindste tvivl om, at Alfred i bogstaveligt forstand blev far til Poul Erik. Poul Erik har i langt større omfang end vi tre været meget sammen med vores far. Poul Erik var som barn med far overalt, når han var rundt i løbet af dagen for at lave noget for at klare sig til dagen og vejen. Poul kom med de fleste steder også når det endte med en tur på værtshus. Jeg husker Poul Erik fortælle, at han husker at han sad bag på fars cykle. Og hvis der var penge i fars lomme og han havde trangen til øl, så var de en stor opgave for Poul Erik, at forsøge at lokke far til at cykle hjem frem for til værtshusene på havnen. Og lykkes dette ikke at få ham med hjemad, så var næste opgave for Poul Erik at forsøge at få far med hjem inden for mange øl. Ellers måtte Poul Erik selv finde hjem, og der var stor risiko for at Poul Erik og mor ikke så far de næste dage.

Druk og hustruvold

Jeg husker ikke særlig tydeligt at vores far i en årrække havde problemer med alkohol. Men det havde han på den måde, at hvis han først var kommet i gang med at drikke, så kunne det vare ved i flere dage. I disse situationer brugte han alle pengene på drukture, og så måtte familien klare sig med det der kunne skaffes ellers lånes. Jeg husker, at mor var bange for far når han var på drukture. Og selvom jeg ikke kan huske konkrete eksempler, er der ikke tvivl om, at far kunne finde på at slå mor når han kom fuld hjem. Engang for sikkert at forebygge at få tæsk tager mor os tre drenge med i et kolonihavehus. Det var vores egen kolonihavehus, som lå på Langmarksvej. Det jeg husker turen for var, at der ikke var varme i huset. Og Per og jeg sov sammen med hovedet hver sin vej i to lænestole der var skubbet sammen. Her boede vi i kort tid indtil mor var sikker på at far var blevet ædru, og der ikke var udsigt til hustruvold.

Jeg husker at mor og far kunne have konflikter omkring penge. Mor kunne anklage far for at have brugt pengene på drukture, og far kunne finde på at lede overalt efter penge som han troede mor kunne finde på at gemme. Det kunne være i møbler eller bag tapetet. En anden stor konflikt var fars svineri. Far skulle ofte efter en lang dag på lossepladsen sortere sine sække, og i disse situationer kunne lejligheden været fyldt godt op med ragelse. Og der var noget at rydde op for mor. Dette var ikke en nem opgave. For intet måtte røres eller smides ud. En dag er far desperat efter penge og han er sikker på at mor har gemt pengene under tapetet. Alt tapetet i den lille stue kommer af, men desværre for far var der ingen penge, og i stedet for en tur på værtshus, måtte han i gang med at tapetsere stuen på ny.

Vi levede af bistandshjælp i lange perioder, og dengang hentede man pengene på socialkontoret, og fik dem udbetalt kontant. I en periode blev det bestemt fra kommunen, at det kun var mor der måtte få udleveret penge, fordi far glemte at komme hjem med pengene til familien. En dag mor kommer ud fra socialkontoret står far på trappen, og vil have pengene fra mor. De går fra socialkontoret på fabriksvej – far efter mor – og sikkert temmelig højtråbende om hvem der skal have pengene. Da de kommer op på Smedegade er der en mand som kender mor og far, og han begynder at blande sig i ægteparrets skænderi. Far mener ikke manden skal blande sig og vender vreden mod manden, og mor kan derfor hurtigt komme hjem, og gemme pengene et sikkert sted, så der er til mad til familien den næste uge.

Måske er det hukommelsen eller fortrængninger der svigter, men jeg husker alligevel ikke vores barndom som præget med vold og druk. Når jeg tænker tilbage er det ikke det jeg tænker på, men mere at vi som familie var fattige. Og mere fattige end så mange andre på denne tid. Selvom der var materiel fattighed i vores hjem, var min oplevelse at vi havde nogle forældre der på alle måder ville sine børn det bedste. De gjorde alt hvad de kunne for at vi skulle få et bedre liv end de selv havde haft. Og jeg tror vi alle har haft følelsen af at være værdsat og elsket af vore forældre og det er jeg sikker på er et godt udgangspunkt for at komme igennem livet. Speciel vores far sagde ofte til os, at vi skulle få en uddannelse, da han mente det var vigtigt, hvis vi ikke ville ende et liv som arbejdsmand eller arbejdsløs. Selv det, at jeg blev uddannet pædagog tror jeg nok, at far også til sidst respektere som en uddannelse der kunne bruges til noget.

Plejemor døde 97 år gammel

Plejemor døde efter et langt og arbejdsomt liv, og døde træt og mæt af dage i en alder af hele 97 år. Jeg syntes plejemor havde et flot og stærk liv, og et livsindhold hvor hun havde valgt at tage sig at børn, der havde vanskelige opvækst vilkår. Først arbejdede hun ti år på Himmelbjerggården, og så i mere end 30 år på Fjordlyst. Hele livet var hendes omdrejningspunkt en omsorg for dem, der havde ondt på den ene eller anden måde i livet. Plejemor var en respektindgydende dame, og det var hun også når hun kom på kommunekontoret i Horsens og gjorde sin indflydelse gældende for at præge datidens børneforsorg. Vi drenge vidste at et bestemt løftet øjenbryn betød at vi skyndsomt skulle rette ind i forhold til reglerne, og jeg er sikker på, at det løftede øjenbryn, også var kendt i Horsens Kommune, og var med til ind i mellem at sætte dagsordenen for børneforsorgen I Horsens.

Plejemor fik aldrig selv børn, og derfor blev hendes arbejdsindsats måske også desto større, og hun var gennem årene plejemor for hundrede af børn, men for os tre var hun noget særligt, og vi for hende. Vi var plejemors drenge, og kom hos hende lige til hendes død og det er en glæde, at vi alle tre blev ”de gode drenge”. Det havde hun gjort alt for at vi skulle blive og det er det minde hun tog med sig om os.

Plejemor flytter fra Fjordlyst i 1974 da børnehjemmet bliver lukket og kom til at bo på fjerde etage i Claus Cortensgade indtil hun i en alder af 93 år flytter i ældrebolig i Åparken. Lige til få måneder inden hendes død har plejemor et aktivt liv, og en god omgangskreds. Og hun forblev et interessant menneske at være sammen med og fulgte interessant med i alt hvad der skete i verdenen – ikke mindst kongehuset. Og så var hun også i gang stort set til det sidste. Ja, så sent som det sidste år hun levede syltede hun stadig traditionen tro asier.

Ryesgade Skole

Hele vores skoletid gik vi på den samme folkeskole. Ryesgades Skole i Horsens. Også selvom skolen var beliggende i den anden ende af byen, langt fra Fjordlyst. Jeg tror, at det for plejemors vedkommende var et meget bevidst valg, at vi ikke skulle skifte skole. Plejemors oplevelse var at vi gik på en god skole med nogle dygtige lærere, og jeg er sikker på at det havde stor betydning for os, at vi forsatte på samme skole.

Jeg erindrer at vores klasselærer kort tid efter at vi var flyttet på børnehjem fortalte til hele klassen at vi var flyttet væk fra vores forældre for at skulle bo på børnehjem. Dengang i tresserne var børnehjem noget forældre truede deres børn med at komme på hvis de ikke opførte sig ordentligt, og derfor var børnehjem for børn ikke noget positivt. Jeg husker, at vore klasselærere formåede at fortælle vore klassekammerater hvad der var sket for os, og at at vi havde brug for klassens kammeraternes støtte.

For mit eget vedkommende oplevede jeg lige så langsom en faglig forbedring skolemæssigt efter  flytningen til Fjordlyst. Mine første skoleår var jeg bange og nervøs og turde ikke sige noget. Og jeg havde oplevelsen af ikke at kunne noget. Det vendte lige så langsom til, at jeg i løbet af nogle år blev en af klassens mest aktive og fik gode karakterer. Dengang uddelte lærerne flidspræmie og den blev uddelt i slutningen af skoleåret til den elev, som lærerne syntes havde været mest flittigt. Jeg fik flidspræmie to år i træk, og jeg husker ikke hvad plejemor sagde, da jeg kom hjem med præmien de to gange. Men da jeg ikke fik præmien for tredje år var hendes bemærkning, om jeg havde slappet af i skolen.

Skoletiden i tresserne var også en tid, hvor der skete mange ændringer, b.la. blev fysisk afstraffelse forbudt, og lærerne skulle finde nye metoder end afstraffelse for at opnår autoritet. Det var sikkert ikke nemt. Og nogle gange måtte lærerne bruge de kendte metoder med afstraffelse. Vi har skrevet diktat, og skal have opgaven tilbage med karakter. Det er Pers tur til at få tilbagemelding fra frk. Mortensen. ”Per du staver fint og har nul fejl, men din skrift og orden er forfærdelig. Er du ikke ked af det?”. Per svarer kvikt: ”Nej, når du kan læse det og der ikke er stavefejl, kan det ikke være helt galt!”. Frk. Mortensens reaktion var, at Per skulle komme op til hende. Og Per får med det samme en kæmpe lussing med en bemærkning om, at han ikke skal være fræk. Min reaktion er, at jeg farer op og slår ud flere gange efter frk. Mortensen med min skoletaske. Og sammen med Per forlader vi skolen for at tager op til vores far.

Det kan godt være at jeg ikke fandt mig i urimeligheder, og kunne have temperament, men det var nu intet i forhold til vores far. Da Per og jeg efter optrinnet med frk. Mortensen fortæller vores far historien er han parat til med det samme, at tage hen på skolen og snakke alvorligt med frk. Mortensen. Per og jeg syntes frk. Mortensen havde fået afstraffelse nok og fik far overbevist om, at hun slap for videre tiltale denne gang.

Det gjorde lærer Jødal derimod ikke efter han havde slået Bo i en musiktime. Jødal havde for vane ofte at slå, og det fortæller Bo til far. Far finder ud af at Jødal cykler til og fra skolen. Og en dag han er på vej hjem fra skolen, bliver han stoppet af vores far, der vil tale med ham. Hvor meget tale der var, ved jeg ikke, men Jødal får en blodtud og besked om, at han kan få flere hvis han fortsætter med at slå børnene i skolen. Jødal holdt vist op med at slå elverne i hvert fald i Bo`s klasse.

Autoriteter bekæmpes.

Autoriteter blev vores far aldrig helt venner med og han havde gennem livet sine egne kampe mod disse. Ofte var hans argumenter hårdtslående, og derfor måtte far også indimellem køle af i arresten. Far er kommet for en dommer, fordi han har været i slagsmål med en nabo. Dommeren giver far otte dage for vold, men da dommen er oplæst er fars kommentar: ” Giv mig otte dage mere, for når jeg kommer ud får han flere tæsk. For det har han fortjent”. Det havde nok ikke sket i dag. Men dommerens svar var dengang: ”Det kan vi se på, når du er kølet ned om otte dage”.

Det var ikke kun slående argumenter far kunne bruge i bekæmpelsen af autoriteter. En anden historie om vores far er, da han er omkring de 70 år, hvor han skal flytte i pensionistbolig og flytte fra en gammel lejlighed. Boligens ejer vil have nogle hundrede kroner tilbage for varme, men far mener, at han har betalt rigelig af varmepenge for den slumlejlighed, og vil ikke betale mere. Sagen ender hos en af Horsens fineste advokater, og far tilbydes en afdragsordning. Far tilbyder at betale fem kroner hver den første, men forudsætningen for at far vil betale er, at han hver den første vil komme på advokatkontoret for personlig at betale sin gæld til advokaten.  Hver måned tropper far derfor op på advokatkontoret med termokande, egen kaffekop med hans navn ALFRED påtrykt og ikke mindst rigelig med Cecil. Så placerer far sig tålmodigt i venteværelset indtil advokaten har tid til personligt at tage imod det månedlige afdrag. Først da far skriftligt får en bekræftelse på at gælden er eftergivet stopper hans månedlige tur til advokatkontoret. Men da havde kontorpersonalets arbejdsmiljø også være truet nok.

En anden sjov historie fik vi fortalt om vores far fra en arbejdskollega han havde i sine unge dage mens han var skovarbejder i skovene omkring Horsens. Ejstrupholms Skræk havde irriteret og skræmt de andre skovarbejdere gennem længere tid, og en dag havde far fået nok, og gav Ejstrupholms Skræk en masse tæsk, og de andre skovarbejdere syntes manden havde fået mange tæsk og nok forstod alvoren. Fars afstraffelse stoppede med at han sagde: ”Og hvis der er mere med dig bliver jeg gal”.

Fodbold i Idrætsparken Danmark – Sverige

Det er blevet hverdag for os at bo på Fjordlyst, og på mange måder får vi alle tre brødre en god barndom og ungdom på børnehjemmet. Vi forsætter på Ryesgades Skole selvom vi har lang vej til og fra skole. Fritiden bruger vi stort set på fodbold lige bortset fra at vi skal få overstået vore pligter. Lektierne er det vigtigste, og de skal laves og bliver kontrolleret. Og så har vi huslige pligter som at køre til købmanden, vaske op eller skrælle kartofler. At skrælle kartofler til 20 mennesker var ikke særlig sjov, så det var noget der skulle overstås i en fart. Og derfor tror jeg, at vi brødre må være nogen af dem, der er hurtigst og bedst til at skælle kartofler i hele Danmark. Vi deles om at skrælle kartofler, så hver tredje dag var der altid en af os, der kom ned på Langelinie Sportsplads senere end de andre for at kunne være med til fodbold sammen med kvarterers andre drenge.

Fodbold var en kæmpe interesse for os alle tre, og vi fulgte altid det lokale hold HFS: ”Den Gule Fare”, og gennem flere år var vi aktive med at få spillernes autografer efter kampene. Da vi er omkring 12 år og har boet på Fjordlyst i cirka fire år, har plejemor og far arrangeret noget stort for os. Vi skal på ferie med far til København for at se noget af det største man kunne indenfor fodbold dengang. Danmark møder Sverige i Idrætsparken, og far har fået stå billetter på den billige langside. Vi taget toget til København for første gang i vores liv, og bor i telt på Gladsaxe Camping med udsigt over Danmark Radios bygninger. For øvrigt kom vi i radioen, så vidt jeg husker fordi København havde 800 års købstads jubilæum, og vi blev i den anledning spurgt om hvordan det var at være turist i København. V hyggede os og havde det godt, og fik en stor oplevelse med landskampen, som for øvrigt endte 1-1, og vores lokale helt Bent Schmidt Hansen var med i sin ottende landskamp som højre wing.

Vores far vidste på dette tidspunkt hvor vores mor boede, og havde besøgt hende og hendes nye mand Thorkild i Vindinge tæt på Roskilde et par gange inden vi var på ferieturen til København. Far bestemte at vi på hjemvejen fra København skulle ud og besøge mor og Thorkild, men inden da skulle vi lige forbi fætter Ejvind i Tune. Vi tog busser og tog til Vindinge for at besøge vores mor første gang efter at hun havde forladt os næsten fire år tidligere. Da vi kom til deres hus i Vindinge var de ikke hjemme, da de var på arbejde. Far havde ikke flere penge, og vi skulle derfor ud til fætter Ejvind i Tune for at låne. Jeg husker turen som meget lang, men vi måtte også gå de to gange fem kilometer forgæves, for Ejvind var der ikke hverken på hans bolig eller hans arbejdsplads i grusgraven. Da vi kommer tilbage til mor og Thorkilds gamle, flotte stråtags hus, er mor og Thorkild kommet hjem fra arbejde. Vi tilbringer nogle dage sammen med dem, og bliver godt og grundig forkælet. Jeg husker ikke hvordan det var at møde mor efter fire år, men tror at det var en god oplevelse, fordi vores forældre på dette tidspunkt kunne finde ud af at være sammen uden at der opstod konflikter.

Alfred Orla Christensen – far

Vores far blev født den 8. august 1916 i Horsens af brolægger Magnus Christensen og hustru Anna. Far var ud af en søskende flok på 5, men kun far og hans lillebror Poul Erik overlevede. Der er en historie om hvordan familien mister et pigebarn på tragisk vis. Bedstemor har vaskedag, og har børnene med i vaskeriet. Far er den ældste og på det tidspunkt omkring 5 år, og mens bedstemor for en kort stund er væk fra vaskeriet, skal far passe sin lillesøster, men på en eller anden måde falder lillesøsteren i gruekedlen, i det kogende vand. Og det betyder efterfølgende at hun dør. Dette må vores far livet igennem bære at få ansvaret for både med verbalt og fysisk afstraffelse. Vore bedsteforældre er i fars barndom boende i Barakkerne i Horsens. Dette er husvilde boliger, der blev bygget pga. mangel på boliger i 1918, og hvor planen var at de skulle stå i max. 10 år, men endte med at være hjem for masser af familier gennem mere et halvt århundrede.

Fars liv har været præget af stor materielt fattigdom, og en kamp om at overleve med det man havde og få det til at slå til. Far var en ener og et specielt menneske, som levede sit eget liv, og gerne ville andre det godt. Blot han havde til sine mange smøger og nogle kander kaffe dagligt, så var han tilfreds. Han var et uortodokst menneske, og var der noget eller nogen der gik ham på tværs, så blev det ordnet med det samme. Ikke altid på den fine facon og indimellem endog temmelig hårdtslående måder. De metoder brugte han ikke på os drenge, og jeg tror, at de mange tæsk han selv havde fået af sin far, skulle han på ingen måde føre videre til sine børn. Og sådan blev det heldigvis.

Skilsmissen og det, at vi skulle på børnehjem tog hård på far. Og de første mange år havde han svært ved at finde ud af livet. Kort tid efter vi var flyttet blev far opsagt fra vores barndomshjem, og i første omgang flyttede han i vores kolonihavehus på Langmarksvej. Her boede han nogle år, og han nægtede at flytte selv da kommunen var i gang med at bygge svømmehal på området. Fars kolonihavehus står langt tid imens byggeriet af svømmehal stod på, som det eneste tilbageværende minde om en kolonihaveforening. Efter han nødtvungen måtte flytte fra kolonihavehuset boede han en overgang i en bunkers fra krigens tid. Her havde han indrettet sig et primitiv hjem med et lille petroleums lys og sengen bestod af sække med gammelt tøj, som han havde fundet på lossepladsen. Senere fik han bedre boligforhold, og flere gange husker jeg, at vi brødre hjalp til med at indrette lejligheder til far, med hvad vi kunne købe for billige penge i genbrugsbutikker. Oprydning og rengøring var ikke noget far på nogen måde tog sig af og det var for os drenge et trist syn, at komme i fars lejligheder efter nogle måneder tid, når man ikke kunne være der for rod og lugtgener. Fars mangel på evne til at tage vare på sig selv og boligens hygiejne betød, at far flere gange blev opsat fra sin bolig, og vi kunne starte forfra med at indrette en lejlighed, og med et nyt håb om at det denne gang lykkes at vores far fik en lejlighed, der var værdig til beboelse.

Heldigvis lykkes det for far at få en rimelig bolig de sidste ti til tolv år han levede, da vi fik en speciel aftale med hjemmeplejen om, at de frem for at komme og gøre rent hver fjortende dag skulle komme hver dag for at gøre lidt rent.

Far døde den 14. maj 1998 næsten 82 år gammel. Og Per var hos far dagen før han døde. Far havde været syg nogle dage og havde ikke kræfter til at komme i trykkeriet, hvor han ellers havde haft sin daglige gang gennem mange år. Da Per er hos far vil Per have at far skal tilses af en læge, og han må have været temmelig syg for han indvilligede i at lægen kunne komme næste dag. For Per var det underligt at sige farvel den aften. Selvom far var meget syg og havde det dårligt ville han ekstraordinært give Per hånd og sige farvel. Ikke nok med det for da Per er nede ved bilen, står far på altanen og vinker farvel til Per, og råber: ”Vi fik vist ikke sagt farvel”. Per tænker: ”Den gamle torsk, hvorfor bliver han ikke i sin seng, når han er så syg”. Dagen efter kommer lægen og bestiller en ambulance, da han gerne vil have far undersøgt på sygehuset. Far går selv ned til ambulancen og inden de når sygehuset har far givet slip og er død.

Et originalt menneske døde, men som præsten sagde i prædiken ved fars bisættelse: ”Ethvert mennesker er noget enestående – alle er skabt som originaler – og en sådan var jeres far og dette ment i ordet bedste betydning. Der er kun en af hver af os. Alle er vi originaler, for Gud samler ikke på kopier”.

Karen Margrethe Christensen (født Andreasen) – mor

Vores mor blev født den 25. januar 1922 på Fødselsstiftelsen i Århus. Hendes forældre var et fattigt ungt par fra Sdr. Vissing i nærheden af Horsens. Faderen hed Karl Andreasen og moderen Margrethe Andreasen (født Groth). Efter fødslen bliver vores mor overladt til det offentlige, sandsynligvis fordi forældreparret dels var fattige og dels unge, og ikke kunne tage sig af deres nyfødte barn. Mor flytter på børnehjem i nærheden af Horsens og bor først på Børnehjemmet Elbæk og da hun bliver ældre på Nebsager Børnehjem. Vi ved ikke meget om hvordan livet har været for mor på børnehjemmene, men mor har ofte sagt at hendes plejemor var god ved hende og at hun tog sig godt af hende.

Mor møder far i 1942,  hvor hun er gravid og som det hører sig til på denne tid bliver de gift inden mor den 12. Maj 1943 føder Poul Erik. Da Poul Erik bliver født har familien lejlighed i Nygade, og det er her Bo, Per og jeg bliver født næsten ti år senere. Hele vores barndom er mor som de fleste andre mødre på den tid hjemmegående og skal passe børn og hjem. At holde hjemmet er en opgave i sig selv, for vores far lever et liv med at klunse og samle til huse. Og helst skal intet smides ud. En anden stor opgave for mor er at få pengene til at slå til og bruge dem på det nødvendige. Det betød at far helst ikke skulle have råderetten over pengene. Mor fandt på kreative steder, hvor penge kunne gemmes, så der også sidst i lønningsperioden var penge til det nødvendige, og her blev puder og madrasser flittig brugt til opbevaring af de få penge der var til rådighed.

Da mor den 8. september 1963 forlader tre børn og mand, er hendes plan at vi børn senere skal flytte over til hende på Sjælland. Mor får kort tid efter arbejde som husassistent på en gård, der hedder Jonstrupgård i nærheden af Roskilde. Efter nogen tid møder hun Thorkild på et værtshus i Roskilde. Vores mor har aldrig drukket og den eneste grund til at hun opsøger et værtshus må være for at få lidt selskab. Thorkild er alene og bor i Vindinge, hvor han har et gammelt idyllisk hus med stråtag. Thorkild hører mors historie, og inviterer hende hjem til sig, og de ender med at bo sammen uden at blive gift i omkring 25 år. De første år vores mor bor på Sjælland forsøger hun flere gange at få myndighederne tilladelse til at få os drenge over til sig. Sådan bliver det ikke. Måske fordi mor for alvor ikke mente, det var det bedste for os. Eller også var det fordi plejemor havde den mening, at vi havde det bedst hvor vi var.

Da vi bliver ældre begynder vi ofte at tage over og besøge mor og Thorkild og hver gang får vi en særdeles god behandling, og bliver forkælet. Thorkild er i en funktionel alkoholiker. Og dagligt drikker han en del øl, og nogle gange mange kombineret med snaps. Som regel betyder det ikke så meget for os, da vi i vores unge dage syntes Thorkild er sjov og hyggelig at drikke med, og vi kan more os i hans selskab. Senere da vi er ældre og kommer med vores koner og børn, syntes vi ikke altid at det er lige så hyggeligt med Thorkilds alkoholmisbrug. Thorkild var en venlig og rar mand, og jeg tror at mor og ham på mange måder har haft det godt sammen. Men alligevel har mor gentaget historien med at vælge en mand, hvor hun skulle snyde sig til goderne. Thorkild var meget sparsommelig i hverdagen og mor måtte ikke bruge unødige penge - undtagen var øl og snaps, som der altid var rigelig af. Når vi var på besøg var der ingen sparsommelighed og mor nød når hun kunne tage på indkøb til Roskilde med os. Da Thorkild er omkring 82 år begynder han at blive begyndende senil og samtidig forsætter han sit alkoholmisbrug og det betyder at han bliver truende overfor mor, og hun bliver bange for ham. Endnu engang flygter vores mor fra en mand hun ikke har lyst til at bo sammen med. Mor ringer til mig og Inger (Jans kone) i begyndelsen af 1992 og fortæller, at hun er bange og om hun må komme over til os i Stavtrup. Det siger vi ja til, og mor bor hos os i tre uger indtil vi finder en lejlighed til hende i Brabrand i Hans Broges Parken. Kort tid efter, at mor flytter til Brabrand, bliver Thorkild indlagt på sygehuset og dør efter nogle måneder.

Da mor efter nogle måneder er faldet til i Brabrand, og fået oplevelsen og angsten for hvad der kan ske hende efter hun har forladt sin mand væk, opbygger hun et godt liv som pensionist i Brabrand. Og det er en glæde at følge hende. Dels hvilket hjem hun har fået opbygget og hendes relationer til naboerne i Hans Broges Parken. Min kone Inger har en god og tæt kontakt med mor og jeg er sikker på at denne kontakt er grundlaget for at vi ses så ofte. Svigermor bliver de fleste søndage inviteret over til os i Stavtrup, og så får hun en indholdsrig søndag til at gå med at sidde og lytte til de aktiviteter vi har gang i en almindelig søndag, alt imens hu sidder med sit elskede håndarbejde.

Vores mor lever i dag et godt liv og jeg er sikker på, at hun på sine på sine ældre dage har fået en ro og tilfredshed med livet, som hun sikkert aldrig helt har haft. Hun lever med sin egen historie og sine grunde til, at hun i sine unge dage følte sig tvunget til at forlade mand og tre børn. Det tror jeg ikke hun snakker med nogen om, og sikkert heller ikke nogensinde for alvor har gjort. Ingen af os brødre og vore koner har kunnet snakke om det og sådan må det nok være. Mor lever med sin historie og glædes ved, at hun har fået nogle børn der klarer sig livet. Og som hun nogle gange har sagt til mig: ”Jeg er glad for at mine børn har forstået mig og tilgivet at jeg forlod dem”.

Om vi har det og om man i det hele taget kan det, ved jeg ikke. Men vi har i hvert fald accepteret vores historie og lært at leve med den.

 

 

 

A

Fod

 

 

 

erhvervet af købmand Andreas Hansen, der videresolgte ejendommen til kommunen, som for hjem

Optagelseshjemmet Fjordlyst", set mod vest. Oprindelig bygget til restauration, men erhvervet af købmand Andreas Hansen, der videresolgte ejendommen til kommunen, som indrettede villaen til optagelseshjem for hjem.

Erindringen ønskes afleveret til:

Horsens Byarkiv