Janne Nielsen

Janne Nielsen erindrer hvordan hendes mor, på trods af store forskelle og uenigheder, fik stor indflydelse på hendes voksenliv. Det er en beretning om, hvordan moderen dagligt måtte hente vand i brønden og hvordan hendes store interesse for bøger fik Janne Nielsen til, som den første i familien, at tage en boglig uddannelse. Gør ejerskabskrav på erindring

Psst - du tøs.

Min far kaldte dæmpet oppe fra haven, hvor han søndag formiddag havde travlt med at plante og så i snorlige rækker. Det plejede at være signal til, at en af os skulle hjælpe med at strø frøene ud eller holde plantesnoren i den anden ende for ham. Vi var tre, så det var aldrig godt at vide, hvem af os han mente.

Men lige nu var der kun mig. De to ældste havde pligter inde i huset søndag formiddag. Sengeredning, katoffelskrælning og den slags. Om søndagen fik vi den varme mad midt på dagen.

Da far gjorde tegn til mig om at komme og samtidig tog tegnebogen frem og fiskede en pengeseddel op, forstod jeg straks, hvad det handlede om.

Jeg skulle til gartneren efter en blomst. Det var Mors Dag.

Jeg havde prøvet det mange gange. Bag på den ældstes cykel. Senere asende bagefter for at følge med søstrene. Nu var jeg åbenbart gammel nok til at udføre missionen alene. Omend lidt usikker på om jeg nu kunne gøre det rigtigt.

Gartneriet lå ca. 3 km væk, og det var et par stejle bakker, som man måtte trække cyklen op ad.

Der var allerede lidt småtravlt. Folk kom i bil og skulle lige have en snak med gartnerkonen, men jeg vidste fra tidligere år, at det gav mig mulighed for at gå ubemærket rundt i det store drivhus og beundre de mange smukke blomster. Det var umuligt at bestemme sig for en, så jeg valgte det sikre dvs. "same procedure as last year", en fin lyseblå hortensia. Konen roste mit valg og svøbte potten ind i grønt crepepapir, som hun krøllede foroven med sin store saks, så det sad som en krans omkring blomsten. Så pakkede hun den ind i mere solidt papir og formanede mig endelig at køre forsigtigt med den.

Hjemme igen gjaldt det om at holde blomsten uden for min mors synsvidde, indtil hun kaldte, at middagsmaden var klar. Overraskelsen var lige stor hvert år og efterfulgtes af den karakteristiske høje, rungende latter, som hun havde fælles med min morfar og alle sine 8 søskende. Den gjorde mig altid lidt genert, men samtidig længtes man efter at høre den, hvis den af og til udeblev i længere tid.

Min mor blev født i 1917 som det femte barn i sin familie. Selv er jeg født i 1943 som den tredje pige i familien. Vi boede dengang i et af de gamle huse, som min morfar havde købt, enten for at sælge videre eller for at leje ud til sine børn, efterhånden som de stiftede familie. Huslejen var 35 kr. om måneden. Huset lå afsides. Der var hverken el eller vand. Skov foran, marker bagved, to moser til den ene side og til den anden ca. 500 m til den eneste nabo.

Midt mellem de to beboede huse lå et større og mere velindrettet hus, som tjente som sommerbolig for skiftende københavnerfamilier. Dette var vigtigt, for her fandtes den eneste brønd i nærheden. Hver dag hentede min mor to spande vand, som hun balancerede rutineret ned ad bakken. En til drikkevand og madlavning og en til opvask og rengøring. På vaskedage blev det selvsagt til mange ture frem og tilbage. I frostvejr havde hun en kedel med kogende vand med, hvis pumpen skulle være frosset til, og om foråret hændte det, at en fugl havde prøvet at bygge rede i pumperøret.

Jeg ved ikke hvornår, hendes ryg begyndte at give efter. Din mor er pukkelrygget, råbte en af skolevejens frække drenge efter mig, da jeg syv. Det sendte en bølge af angst gennem mig, og jeg begyndte at sove med det ene skulder vredet godt om for at rette ryggen ud af skræk for at blive rundrygget som min mor. Efter 15 år som vandbærer i al slags vejr, kunne ryggen ikke mere rettes ud.

Selvfølgelig hentede min far vand, når han var hjemme, og jeg mindes også min søster komme slæbende ned ad bakken med spand, hvoraf halvdelen var skvulpet over. Men det var og blev en del af min mors daglige arbejde, og jeg har aldrig hørt hende klage over det eller beklage sin rygskade.

Det synes som om det overalt i verden og til alle tider har været kvindearbejde at sørge for vand.

Måske fordi, det var dem, der skulle bruge det?

Min første erindring om min mor stammer fra en tidlig morgen. eftersom min far endnu ikke var kørt på arbejde:

Hun løfter mig op af det varme vand i zinkbaljen, som står på gulvet i stuen foran hendes lænestol nærmest kakkelovnen. Så stiller hun mig på håndklæderne, som er lagt på spisebordet, og der står jeg, nøgen og dryppende af badevandet, og hun siger: Skal vi se, hvor stor du er nu, hvor du er blevet 1 år?

Pludselig får jeg øje på min far, som sidder i lænestolen i det andet hjørne og følger interesseret med. Benene vakler lidt under mig og giver efter, og jeg sætter mig ned. Slut.

Jeg er klar over, at det lyder usandsynligt, og jeg tør da heller ikke sværge på, at hun ikke har sagt 1 år ældre, således at det i virkeligheden var min 2. eller måske endda 3. fødselsdag.

Men min erindring af stemmen, ordene, omgivelserne, følelsen af en mild, fredfyldt stemning er helt klar og tydelig.

Bortset fra denne korte sekvens husker jeg fra mine første år især konflikterne med min mor. De handlede om mad. Jeg kunne ikke lide kogte grøntsager, og eftersom vi var selvforsynende med rigelige mængder fra den store grund rundt om huset, var de ofte på menuen.

Jeg nægtede at spise andet end kartofler, og min mors forsøg på at lære mig det var forgæves. Hun kunne lokke, true eller prøve at tvinge mig uden held. Jeg husker ikke, hvornår hun gav op, men tror jeg har været i 5-års alderen.

Fra den alder var der andre ting, vi var uenige om. Det stod mig helt klart, at jeg ikke ville være som min mor. Husligt arbejde og håndarbejde interesserede mig ikke, og jeg ville ikke lære det. Da de to ældste var både dygtige og villige, slap jeg oftest fri for andet end opvasken, som udløste 50 øre i lommepenge. De andre havde hænderne rigtigt skruet på, sagde man. Det havde jeg ikke. Så kan du aldrig blive gift, drillede de. Det skal jeg heller ikke, var mit standardsvar.

Og sådan blev det. Så selv jeg om jeg indgik i et parforhold og måtte lære mig selv, det jeg ikke havde lært som barn og ung, så lå det tidligt i kortene, at hjemmegående husmor skulle jeg i hvert fald aldrig være. Jeg tror, jeg fornemmede, at selv om min mor påtog sig den rolle helt og fuldt og var dygtig til det, så var hun på ingen måde tilfreds, men længtes efter noget andet.

Kun på et punkt forstod vi hinanden. På fredag aftener tog hun mig med til landsbyskolens lille bibliotek. Så længe jeg kan huske og indtil den dag, hun døde, lå der en stak biblioteksbøger på hendes sengebord. Snart blev jeg stor nok til selv at køre ned og bytte for hende og låne til mig selv. Ofte havde bibliotekaren lagt nye bøger til side til hende, fordi han vidste, at det efterhånden var svært at finde noget hun ikke havde læst. Så længe, jeg kan huske og indtil den dag, hun døde, lå der en stak biblioteksbøger på hendes sengebord. Det var hendes hemmelige verden, som hun ikke delte med nogen. På sommereftermiddage kunne hun pludselig forsvinde ind over skovgærdet med et tæppe og en bog under armen. Så skulle man ikke forstyrre, og vi lod hende i fred, fordi hun altid vendte hjem efter et timer i en glad og opløftet stemning.

Det er klart, at min nysgerrighed blev vakt, og at jeg som den første i familien endte med at tage en boglig uddannelse. Men let var det ikke. Heller ikke for min mor, som var den, der måtte forklare og forsvare sig overfor familie og veninder, som jo kunne tro, at vi troede, vi var noget, da jeg startede i mellemskolen sammen med de riges børn.

Tikøb 3080 DK
Get directions

Fødselsdag:

1943

Erindringen ønskes afleveret til:

Helsingør Stadsarkiv