Jens Frederiksen

En fortælling om min barndom, en lykkelig og sorgløs tid på en landejendom i Skovlænge Vesterby på Vestlolland. Gør ejerskabskrav på erindring

 

Jeg blev født på en landejendom i Skovlænge Vesterby, som den første af mine forældres to drenge. Barndomshjemmet var opført på en parcel fra en gård, der med statsstøtte blev udstykket sidst i 1930’erne. Lodden var på tolv tønder land, og var som følge deraf ingen stor gård, men var baseret på to menneskers arbejde med alsidigt landbrug og dyrehold, som var grise, køer, høns og ænder samt havejord, hvor der blev dyrket alle mulige grøntsager. Vi var stort set selvforsynende.

Vi slagtede en gris eller to om året. Det meste af det, der blev lavet fra grisen, blev lagt i salt i sulekarret i kælderen, og var som følge deraf meget salt, når vi skulle spise det. Senere fik vi part i en andelsfrostboks i Søllested, hvor stykkerne blev pakket ind og kørt til efter slagtning. Og så var det mig, der måtte på cykel efter det enkelte stykke ad gangen, men det var et stort fremskridt. Vi sendte også nogen til slagteriet i Nakskov. Vi leverede mælk fra køerne til Volshave Mejeri, og fik ost og smør med tilbage. Slagter Fugl fra Nordlunde kom forbi en gang ugentlig. Hos ham købte vi det, som vi ikke selv havde. Mor købte gerne for halvtreds øre leverpostej. Der kom også en fiskemand, og købmandsvarer blev leveret på den ugentlige varetur.

Noget af det første, som jeg kan huske fra min barndom, er, at det var meget varmt om sommeren og meget koldt om vinteren. Og da der var krig, var det svært at få brændsel, så far kørte i skoven efter brænde, som han selv skar og kløvede. Vi kørte også til Gallemose efter tørv. Det var noget frygteligt noget at fyre med. Det var faktisk jord, der var tørret. Det smuldrede, støvede og svinede mere, end det gav varme. Vores fodtøj bestod af træskostøvler om vinteren, og bare tæer om sommeren og tiden der imellem af nogle tynde gummisko. Jeg tror, jeg var syv år og begyndt at gå i skole, inden jeg fik et par gummistøvler.

Vores mor var ikke ret gammel, da hun blev voldsomt invalideret af leddegigt. Som følge deraf kunne hun ikke deltage i det hårde arbejde, der var på sådan en landejendom, og det resulterede i, at min bror og jeg tidligt måtte tage fat med at hjælpe med at muge under dyrene, hakke roer, og i hele taget alt forefaldende arbejde. Som seksårig kunne man godt gå bagefter en hest og harve en hel dag.

Men der var også tid til leg, og det var vel at mærke udendørs leg, så man blev godt træt om aftenen, når det var sengetid. Man kunne også godt være meget beskidt, og så var det op i en balje midt på køkkengulvet, hvis det ikke kunne klares med etagevask.

Jeg begyndte at gå i skole allerede som seksårig. Jeg var et år yngre end alle dem, jeg legede med i det daglige, og så var der nogen, der mente, at jeg lige så godt kunne gå med. Når jeg siger gå, så er det, fordi det i den første tid foregik på gåben i gummisko eller træskostøvler de fire kilometer, der var fra hjemmet til Gurreby Skole. Jeg fik dog ret hurtigt en gammel brugt cykel, og så blev det straks noget lettere.

Vi gik kun i skole hver anden dag. Der var fire klasser, og vi gik et år i første og to år i hver af de andre, og så havde man overstået syv års skolegang. Så var det konfirmation og ud og tjene. Der var dog nogle, der fortsatte i realen, men det var så mere end tolv kilometer på cykel til Nakskov hver dag. Jeg var ikke gammel nok til at blive konfirmeret, så jeg fortsatte og fik otte år i alt i Gurreby. Lærer Henriksen var en god lærer, så jeg var rimelig godt rustet og har da også klaret mig godt indtil nu.

I de store klasser var vi på udflugt en hel dag. Det foregik med tog til Vordingborg, Ringsted eller Roskilde, hvor vi fik en gang danmarkshistorie og så, hvor de forskellige konger og dronninger lå begravet. Vi var også i København, hvor vi også var på besøg på Tuborg, hvor vi fik hver en hel Majami sodavand. I realiteten måtte vi få alle dem, vi kunne drikke, men lærer Henriksen sagde stop ved en, for vi skulle ikke rende og lede efter toiletter hele dagen.

Årets højdepunkt i skolen var juletræsfesten i Søllested lystanlægs pavillon. De store klasser havde været rundt i sognet og samle ind, og så var hele skolen til fest med juletræssange, højtlæsning af lærer Henriksen og omdeling af godteposer. En hel sodavand fik vi også. Og så spillede Ingvar Fugl til dans og sanglege, helt til midnat. Så kom vognmand Larsen fra Søllested og kørte os hjem - godt trætte.

Når vi cyklede eller gik hjem fra skolen, gjorde vi som regel et lege- og farvelstop ved den grønne købmand på hjørnet af Højskolevej. Her blev der udvekslet mange sneboldkampe. Der var nemlig altid meget sne, når det var vinter. En dag stod der en dreng, der hed Jørgen, lige midt på vejen og kramme-de en stor fast snebold, da mælkehandler Dideriksen fra Nakskov kom kørende. Han stoppede og sagde til Jørgen: ”Du skal ikke kaste den der efter mig!” Men det var lige netop, hvad Jørgen gjorde, da mælkemanden kørte. Han bakkede straks bilen tilbage, stod ud og gav Jørgen en syngende lussing, med ordene:

”Jeg sagde jo, du ikke skulle!”

Det var også ved den grønne købmand, vi en dag stod, da det rygtedes, at købmanden havde fået bananer hjem - noget vi aldrig i vores liv havde set. En af drengene havde et par øre på lommen, og han ville købe en, men han fik at vide, at det kun var til de faste kunder hos købmanden. Da mine forældre handlede på bog der og betalte, når der var solgt en gris eller andet, så var jeg at regne for en fast kunde. Derfor fik jeg pengene og gik ind og købte bananen, som drengen meget venligt delte med mig. Jeg fortalte det ikke hjemme, da jeg var bange for, at jeg havde brugt mors kvote af bananer hos den lokale købmand. Jeg kom dog aldrig til at høre for det, men fik smagt banan som en af de første i min klasse.

Om vinteren løb vi på is. Jeg havde i mange år ønsket skøjter i julegave, og endelig som tolvårig fik jeg dem. Det var nogen, der kunne skrues fast på det fodtøj, man havde, og det var i mit tilfælde gummistøvler. Der var ikke ret mange, der havde råd til skistøvler. Det resulterede selvfølgelig i, at de ofte røg af, men så var det bare på med dem igen, og så gik det i fuld fart ud på isen, det vil sige branddammen, der lå lige ved siden af Smed Baldurs værksted. Der var ingen af os unger, der fik lov at betræde isen, før smeden havde været ude og hoppe på den hele vejen rundt langs kanten og godkendt den. Det var også om vinteren at alle børn i omegnen kørte med på sneploven for at trykke den ned, så den ikke bare gled oven af. Det var et stort trekantet monstrum af træ, der blev trukket af tre heste. Men da de gik foran ploven og trampede sneen sammen, var det selvsagt begrænset, hvor effektiv den var, men vi unger syntes, det var evigt sjovt at sidde der og køre med og falde af, som vi også gjorde, men da der lå sne også efter ploven, var der blødt at falde.  Hvis der var kommet mere sne end ploven kunne flytte, blev der kaldt folk ud med skovle. Der har jeg gået mange gange sammen med far og skovlet sne væk fra vejen. Vi fik at vide, at der ikke skulle skovles i bund, da vi ikke måtte ødelægge kaneføret.

Den sidste vinter, inden jeg skulle konfirmeres, var min far sat ud af spillet i tre måneder. Så der måtte jeg gå med hver dag, når der skulle skovles. Det var borgerpligt. Der skulle stille mindst en mand fra hver parcel, og i en lang periode var der så meget sne, at vi måtte gå hver dag, så der var nogle dage, hvor jeg ikke nåede i skole, men det blev der ikke sagt noget til. Der var sket det i september, at jeg havde været ude i marken og tromle et stykke jord, og ved en lavning i marken løb tromlen op i bagbenene på hestene. De blev bange og stak af, og jeg slæbte i tømmen bagefter, men jeg kunne ikke standse dem. Det kunne far derhjemme, men tromlen kunne han desværre ikke standse. Den ramte hans ben, der brækkede to steder. Så stod jeg i den situation, at jeg var den voksne, tretten år og stadig skoleelev. Der skulle malkes fire-fem køer morgen og aften, fodres og muges ud. Det var også den tid, der skulle tages roer op. Ved hjælp af gode naboer, skolekammerater og familie, så gik det, men det var en hård tid, hvor jeg fik lært at tage fat. Jeg tog jo ingen skade af det, og på trods af meget arbejde og mangel på mange ting er mine minder fra min barndom noget, som jeg ser tilbage på med glæde. Jeg vil betegne det som en lykkelig og sorgløs tid. Vi var trætte, når vi skulle i seng om aftenen. Vi skulle ikke til kiropraktor som tiårige med myoser i skuldre og nakke efter for meget brug af vores legetøj, som børn ofte skal i dag på grund af for meget brug af iPad og iPhone m.m.

Disse erindringer er også med i bogen "Min barndom på Lolland", der indeholder 68 barndomserindringer udgivet af LollandBibliotekerne i 2016.

 

Skovlænge 4920 DK
Get directions

Fødselsdag:

1941

Erindringen ønskes afleveret til:

Højreby Lokalhistoriske Arkiv