Jensine Magdelene Thomsen

Min fasters erindringer fra barndom i Donslund, født 1904. Læreruddannelse, vinterlærer og oplevelser under anden verdenskrig, hvor skolen blev overtaget af tyskerne. Gør ejerskabskrav på erindring

Faster fortæller

Min barndom

Forord

Nedenstående er indtalt på kassettebånd af Jensine Magdelene Thomsen, født 7. november 1904 i Donslund.
Faster Sine mistede synet kort efter hun blev pensioneret som lærer.
Erindringerne er fortalt udelukkende efter hukommelse.

 

Mit barndomshjem

Nu vil jeg fortælle, hvordan den gamle gård i Donslund så ud, da far og mor blev gift den 14. januar 1903. Gården var en lille lav stråtækket vinkelbygning. I gården var der en dobbelt indgangsdør lige ind fra stenbroen og ind i forstuen, hvor der var cementgulv. I forstuen var der fire døre. Til venstre gik man ind i køkkenet, når vi var der, var der overhovedet ikke plads til andet. Far sad for bordenden, karlen og pigen sad på en smal bænk ved vinduet, og mor sad for den anden bordende, og foran bordet sad bedstefar og bedstemor, som var der på aftægt. Køkkenet var så smalt at mor og bedstemor kunne nå, hvad der stod på komfuret, hvis der skulle noget af det på bordet. Bag ved mor var der et lille bord i hjørnet ved vinduet. Neden under det stod tørvespanden. Og så var døren ind til spisekammeret, et lille spisekammer, hvidkalket. Der blev gjort rent hvert forår, kalket og mor klippede nyt papir til at lægge på hylderne med kunstfærdige takker. Det så fint ud. I hjørnet bag ved komfuret var der så en dør ind i sovekammeret, og fra sovekammeret var der et lille bitte kammer i den nordøstre del af huset. I sovekammeret stod fars og mors senge og deres klædeskab. Og derfra kunne man så gå tilbage ind i stuen, som lå bag ved køkkenet. Ind til stuen var der også en dør fra forstuen, der inde stod buffeten, den Anne Helene har nu, og mors kommode, mors sybord imellem vinduerne, og så det gamle chatol, som endnu stå henne på gården. Midt på gulvet under hængelampen stod det ovale lille bord, som bedstemor i Hovborg havde givet mor og far i bryllupsgave.

Så går vi igennem og ud i forstuen igen, og henne i det andet hjørne kan vi gå lige ind til bedstefar og bedstemor, som havde deres aftægtstue der inde også sydud, som havde to vinduer ud i haven. Der stod deres store gamle dobbeltseng med halm i bunden og vadmelslagner og vadmelsdyner, den var høj og blød, og oven over den var der en ”ding dang”, som vi sagde som børn, et håndtag til at tage i, når man skulle lægge sig. Og så stod bedstemors og bedstefars store dragkiste der, og oven på den stod der to vaser, og ovenover hang der to ældgamle billeder, det ene var af jomfru Marie, det andet var af Jesus med tornekronen på hovedet, og det har bedstemor og bedstefar tit fortalt os om de to billeder. Så var der selvfølgelig en kakkelovn, og så var der to stole og et lille bord henne ved vinduet.  Det var så sjovt at komme ind til bedstefar og bedstemor, men Peter og jeg skændtes nu altid om, hvem der skulle sidde ved bedstefar, hvordan forstår I nu det, jo for han havde de længste ben og kunne lave et skød, der var rart at sidde på, bedstemor var en lille rund og tyk kone, med korte ben, og når man sad på hendes skød, skred man altid ned.

Så går vi ud i gangen igen, og vi går så til højre, altså når vi er kommet ind ad indgangsdøren, så kommer vi ud i bryggerset, og derfra gik vi ud i stalden, kostalden, i forlængelse af stuehuset, altså i vinkelhjørnet, og der stod køerne så med hovederne mod syd, og så var der nogle svinestier bagved. Der var vist nok også nogle kalvebåse, men det kan jeg ikke rigtig huske. Men der var i hvert fald en dør ud i laden, og der var så en kørelade, som gik igennem, og bag ved den igen var hestestalden, der boede Frits og Lotte. Og så var der altså ikke mere.

I nordsiden af gårdspladsen var der et dige med piletræer på. Sådan så det ud til at begynde med.

Men så kom der en tid, hvor der var stor travlhed med arbejdsfolk og sager. Og der blev så rejst en ny lade ovre i nordsiden af gårdspladsen. Den var ikke bygget sammen med stalden, men der blev sådan en port eller dør der henne i hjørnet, og så blev den vinkel, der blev der mellem de to gavlender, overbygget og det blev så en vognport.  Og der omme bag ved igen blev der bygget et lille hus med en spand og et trælåg, det vi dengang kaldte et vandhus. Det var meget fint i Donslund at have sådan et på de tider, for sådan noget, det ordnede man enten ude i stalden eller i plantagen. Jeg kan tydelig huske, da Pedersen eller Hans Thomsen eller, hvem det nu var, kom med en rejsekrans til den nye lade, jeg kunne ikke begribe, hvad det var for en finhed, men mor forklarede mig, at det gjorde man, når der blev bygget noget nyt.

Så blev der bygget en ny ende til stuehuset. Og der i den nye ende blev der et nyt sovekammer og et pigekammer, og det lille kammer, der var der i forvejen, blev så den nye forstue. Så kom der en ny indgangsdør mere ud til gårdspladsen, og så fik vi altså det der var den gamle stue det blev til dagligstuen og den pæne stue før, blev så til den fine stue.

Nu var der så sket det, at bedstemor var død, og bedstefar boede hjemme der inde i aftægtskammeret. Den dør fra forstuen ind til den pæne stue var blevet muret til, så der blev en skrå endevæg der – en hjørnevæg kan med godt kalde det – lige netop så stor, at der kunne stå et lille orgel. Og siden hen fik mor et lille orgel, som fik sin plads der i den fine stue. Jeg kan huske, dengang den her ende blev muret (bygget) til, da havde vi sådan en sjov murer, han havde så mange kunster for. Jeg stod ude og så på ham en dag, og da var han ved at mure det sydøstre hjørne, og der stod en stor tjørnebusk, som far ville have skulle blive stående, og den stak han sig lidt på engang imellem, og så sagde han til mig ”Kan du ikke lige gå ind til din mor og låne en ”bindpind”, for jeg har fået en stik i min ende, (“Mi æen”) og den skal jeg have pillet ud”. Det skummede jeg lidt på, for jeg vidste jo nok, hvad mor hun gjorde, hvis hun havde fået en stik i en finger, så tog hun den fineste synål, hun havde, hun har da aldrig brugt en strikkepind (bindpind) til det, jeg tror heller ikke han fik held af at jage mig ind.

 

Mine søskende

Så gik der jo nogle år – ja jeg skal da også fortælle, at jeg tydelig kan huske den dag, Gerda blev født. Det må jo have været i 1910, bedstemor var vist nok død dengang, i hvert fald vågnede jeg og Peter op inde i bedstefars seng, og far lå der også, og det kunne vi da ikke forstå, hvad det skulle betyde. Men så blev der nogle sære lyde ude fra køkkenet, så sagde far: ”Nu må vi vist godt gå der ud” og da vi så kom der ud, så sad der en tyk kone med et lille bitte sprællende barn på skødet og var ved at vaske hende. Og så sagde de, at det var vores lillesøster. Så kan jeg også huske den dag, hun var i kirke, vi var jo ikke med i kirke, det var jo ikke skik dengang, der var jo 6 – 7 km at køre til kirke, og det var vinterdag, og mor lavede sådan en lille sjov seng af en hovedpude, hvor hun stak det ene hjørne ind i det anden, der skulle det lille barn ligge for at have det varmt. De skulle jo køre med hestevogn, og det var jo vinterdag. Da de så kom hjem, så sagde vi i munden på hinanden: ”Hvad kom hun så til at hedde, mor?” og så sagde mor, at hun kom til at hede Gerda Kristine Thomsen. Så stod Peter ved siden af og aede hende lidt hen over hovedet, så sagde han :”Lille Gerda Kristine Thomsen”, men jeg var jo klogere, jeg bed ham af med at: ”Det skal du da ikke sige alt sammen, hun skal da bare hedde Gerda, når vi snakker om hende”.

Jeg tror nok at jeg sagde før, at Peter og jeg ikke var med i kirke ved Gerdas barnedåb, for det var ikke skik dengang. Men jeg kan da tydeligt huske, at vi har været med i kirke til andre tider, når far og mor var kørende til Hejnsvig til kirke, så var vi nogen gange med, og så havde mor en kasse småkager med, som vi fik lov til at spise. Når far og mor gik til alters, så sad vi alene nede i kirkestolen. Der var en degn dengang, som havde en meget kraftig stemme, engang imellem slog han med hovedet, så morbror Christian var så bange for, at han skulle slå den store tone an, lige når han gik forbi vores stol, jeg syntes, det lød så skrækindjagende. Men ellers var det den her lange køretur med hestevogn.

Det var det jo også, når vi skulle i byen. Vi kørte til Hovborg Gård ned til Morbror Hans Christian og moster Petrine og ned til morbror Peter og moster Mie, som også boede i Hovborg, og meget festligt var det, når vi skulle helt over til Lintrup til Søren og moster Karen. Der skete altid så meget der ovre, for der var så mange børn – mange at lege med. Jeg kan huske en sommerdag vi var der ovre, jeg var nok lidt større, men jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var – jeg har nok været 10 år – da var jeg med Peter, deres store dreng, henne i marken efter køerne, og da gav han sig til at fortælle mig om jorden og månen og solen, og hvordan det alt sammen løb rundt, og hvornår det var dag, og hvornår det var nat, og hvor langt et år var, og sådan noget, jeg blev virkelig så klog af den tur sammen med ham. Han var den første, der satte mig ind i den slags mysterier.

I 1913 blev Svend jo født. Jeg havde ingen anelse om, at der var sådan noget på trapperne. Jeg var i skole, jeg vidste ikke, hvorfor far kom over efter mig, men det gjorde han i hvert fald. Jeg havde været hjemme og spise til middag. Da havde jeg godt nok set, at der var en fremmed kone, men jeg vidste da ikke, hvad det var for en, og jeg havde heller ikke spurgt om det. Og så spurgte jeg far om det på vej hjem fra skolen, hvem den kone var ”Ved du det ikke?” sagde far så, ”Nej, jeg kender hende da ikke”, sagde jeg. ”Det er Jordemoderen”, sagde far.  Så sagde jeg ikke mere, jeg var så spændt på, hvad der så ville ske. Men der skete så ikke andet, end at jeg og Peter og Gerda alle tre fik lov til at gå om til Hans Thomsens der om eftermiddagen. Men hvad vi skulle der om efter, det kunne vi da ikke regne ud, men vi skulle selvfølgelig af vejen. Og så hen på aftenen kom Stinne, vores pige, Stinne Smed, som også var vores kusine, hun kom så og sagde: ”Nu må I komme hjem og se jeres lillebror”. Vi var nu så godt i gang med at lege, så vi var helt kede af, at vi skulle hjem. Men det var alligevel spændende at komme hjem og se den lille fyr. Og så lå mor jo der i sengen med ham. Og det var jo inde i det nye sovekammer. Det var så 1913.

 

Børnene fra københavn

I 1914 kom jo så den store krig og alle de mange mærkelige ting, den førte med sig. Vi havde jo ingen telefoner den gang, så vore nyheder skulle vi jo have, når posten kom kørende fra Holsted, han kom kørende med hest og vogn, han hed Lytken. Far var der nede, og jeg fik lov at gå med, så fortalte han, ja, han sagde: ”Ja, nu har England erklæret Tyskland krig”. Og da vi så gik hjemad, så kunne vi fortælle det i de forskellige huse, vi kom forbi ad landevejen, og folk blev mere og mere kede af det. Jeg kan huske en kone, der sad udenfor på trappen med et barn på skødet, hun rystede på hovedet og sagde: ”Hvad skal det da blive til, hvad skal det da blive til??” Men det må jeg hellere vente med at fortælle til jeg har fortalt lidt mere om vores små dage.

Den store begivenhed hjemme hos os var, da vi fik en københavnerpige. Det var lærer Nedergaard ovre i skolen der havde sørget for, at der kom nogle københavnere ud til den egn. Vi fik en lille tiårig pige, der hed Else. Da må jeg nok hav været 9 år, for jeg synes hele tiden, at hun har været et år ældre end mig. Det var ligesom et glimt fra den store verden. Hun var såmænd da fra et lille småkårs hjem på Nørrebro. Hendes mor havde en lille butik nede i en kælder, og hendes far var arbejdsmand. Men vi syntes hun var så fin, hun havde lyse sommerkjoler og halvstrømper, hun var selvfølgelig blevet pyntet op til at skulle ud på landet. Men vi legede noget så storartet med hende, og hun blev ved at komme til os, helt til hun var gift og selv havde fået børn. Og hendes broder og søster, Ernst og Gerda kom også ud til os efterhånden som årene gik. Da Else gik ud af skolen, så kom Gerda, og vi har haft forbindelse med den familie helt til nu, for et par år siden – ja det er mere end et par år siden, for det holdt jo op den gang, jeg ikke kunne se og skrive længere.

Jeg har skrevet et brev til Gerda hvert år til jul, og hun har svaret, men Else og Ernst var døde begge to. Og jeg ved ikke, hvordan Gerda har det nu.

Vi legede meget, vi havde en gynge ude i haven i det store ahorntræ, og vi hoppede ned fra hanebjælkerne overe i laden i en halmdynge, og vi byggede huse med stendyr – det er sten med huller i, snore til tøjr og gamle søm som tøjrpæle, og vi havde det meget fornøjeligt. Og jeg kan huske, når vi sådan rigtig havde fået bygget en stald, og rigtig havde leget med alt det der, så tog Else det løfte af mig, inden hun rejste tilbage til København, at jeg skulle passe hendes dyr indtil hun kom igen, der var ingen af os der tænkte på, at der var en lang vinter imellem og det alt sammen var ødelagt inden den tid. Men vi havde det godt sammen.

 

Missionæren Lars, haven og arbejdet

Så var der alt imens også blevet bygget et østerhus på den anden side af vejen, og der blev vognport og tørvehus (Klynhus) og fåresti og så et lille WC mere også i det hus. Syd på ned ad marken der blev lavet køkkenhave. Haven var jo ellers far og mors stolthed, det var også den fineste have i miles omkreds – jeg kendte ingen, der var smukkere. Den var blevet anlagt en vinterdag, da der var besøg af mors fætter, Lars Peter Nielsen, som var uddannet gartner. Han havde gået der ude i haven og slået streger i jorden og bestemt, hvordan den skulle anlægges til foråret, og det gjorde far og mor så selv. Lars hjalp ikke med det, for da var han rejst til Santalistan i Santalmissionen, han skulle ud og bestyre missionens teplantage (Tehave) i Assam, og der var han så ude til han døde. Han var hjemme på ferie engang, det kan jeg tydelig huske, og vi var meget optaget af ham. Jeg kan også huske, at mor fortalte, at den dag han skulle rejse, det var om vinteren, og der var isslag, og landevejen var spejlglat, men far og mor ville til Holsted station sammen de andre af vores familie og tage afsked med Lars. Og mor sagde med stolthed: ”Du kan tro, far var en dygtig kusk, han kunne lige holde hestene på benene også ned ad … store bakker”, og vi kom godt der over, og vi kom også godt hjem. Og om Lars kan jeg også lige fortælle, at han blev gift der ovre med Klara Bine Justesen, som også var missionær. Hende har vi siden kaldt Tante Bine.  De fik en lille pige, der hed Else, og det er jo ikke så længe siden, tante Bine døde i Esbjerg, og der bor Else endnu.

Jeg skal vist fortælle lidt mere om vores have. Far og mor var meget interesseret i haven. Jeg glemmer jo aldrig mors roser langs med stuehuset og hendes hjertebed i græsplænen tre store hjertedryp stod der og det bed, hvor der var løgplanter, narcisser, tulipaner, påske- og pinseliljer. Pinseliljer var der mange af, en hel lang række langs med hele stuehuset bag ved roserne. Og så var der det runde buksbomlysthus med en stor ahorn midt i, og der omkring var der et rundt bord og en bænk, og der kunne man kravle op først på bænken og så på bordet og så op i træet, og der oppe var et sted med en kløftet gren, hvor det var så dejligt at sidde. Der har jeg altså siddet oppe og læst meget. Også bare siddet og drømt. Og så var der i haven en række store træer, hvoraf der undertiden blev fældet et, når der blev for mange. Det sidste står der jo endnu, og ovre bag haven var en lille mark, der blev lagt til haven og så blev til frugthave, og der blev 17 runde bede med et frugttræ i hver, jeg kan tydelig huske, når vi havde gjort rent omkring dem, Peter og jeg, da vi blev lidt større, skuffede, rev og lugede eller hvad vi nu gjorde, så fik vi en krone hver, og siden den tid har jeg vidst, at 6X17 er 102. jeg regnede ud, at det var lige 6 ører for hver. Men der foruden stod der frugttræer ved alle gavle og et par stykker ude i den nye køkkenhave. Og så inde i hjørnet af plantagen der blev anlagt en ny frugthave med mange æble- og pæretræer, ribsbuske, stikkelsbærbuske og solbærbuske og omme i den gamle have, der henne ved stueenden der hvor møddingmuren gik hen, der stod gammeldags røde stikkelsbær, som smagte så godt, og dem måtte vi spise alle dem af, vi ville, og så stod der også en række ribsbuske i den ende af haven. Der var ingen her omkring, der havde så meget frugt, jeg kan huske, at far gav væk af det.

Far var for resten også på kursus engang, han var på Kærhave landbrugsskole i februar måned, og da han kom hjem der ovre fra, havde han stiklinger og løg og stauder og sager med, så far og mor i foråret måtte ud og lave flere steder i græsplænerne, så der kunne blive plads til de her nye planter, han kom hjem med. Da kom han blandt andet med ”Den brændende tornebusk”, som jeg endnu har aflæggere af, foruden mange andre ting. Så blev der bygget et lysthus af granrafter, og der blev plantet humle omkring, og det blev helt fuldstændigt overgroet, sådan at det var helt tæt inden i. Ja, om det så var ude i hønsegården, så plantede far også frugttræer der omme, der stod blandt andet et gammelt æbletræ, som bedstefar havde sået af en æblekærne i en urtepotte, og det var efterhånden blevet stort, og det bar mange, mange æbler, jeg kan huske, at vi somme tider bar i spandevis og kurvevis op på loftet af disse æbler.

Men ellers hjalp vi jo med alting, det var den naturligste ting af verden. Vi skulle passe køerne, vi skulle være med til at hakke roer, vi skulle være med til at luge gulerødder, vi skulle grave frugthaven, og vi skulle være med i høsten til at binde op – vi fik jo en høstmaskine efterhånden- og så skulle alle mand af huse for  at følge med til at binde op, når far kørte med høstmaskinen, og vi skokkede, og vi talte, hver aften, når vi var færdige med en mark, så talte vi skokkene og regnede ud, hvor mange traver den mark så havde givet. En trave, det var tres neg, en skok, det var tolv neg, der skulle altså fem skokke til en trave. Da lærte vi egentlig en slags hovedregning ved det, Og så var vi selvfølgelig også med, når der skulle køres ind og når vi bjærgede hø i engene. Vi havde både en eng nede ved mølledammen, og den omme til øster ved farbror Hans den blev slået med le (hjølle), og så skulle det rives med en rive, og det var vi også med til. Det var sjovt, når vi nede på “æ søndereng”, som vi sagde, engen ude mod syd, skulle have høet bjærget, så gik far og karlen med to stænger, som de stak ind under høstakken, og så bar de den først over engen og så over planken over åen og over på et stykke mark på den her side af åen, hvor vi havde lov til at holde med vores vogne og læsse dem. Jeg prøvede også engang at bære sådan en høstak, den var sandelig tung. Men være med til at rive og stakke dem op, det kunne vi jo nok. Når det så kom hjem, så skulle det ind på hvælvingerne over den nye stald, og det var jo alletiders at rende rundt der oppe og slæbe rundt på høet, men varmt, det var det. Der var ingen af os, der tænkte på, at det var hårdt (strengt) arbejde meget af det. Da vi blev lidt større, omkring konfirmationsalderen, da spredte Peter og jeg jo alt møget, karlen læssede i møddingen, og far kørte, og vi stod oppe i marken og var parat til at sprede det ud, når han kom med det. Jeg kan huske vor nabo Svend Søndergaard, han sagde til far engang: ”Havde jeg endda bare haft sådan et par knægte, der kunne gøre et sådant stykke arbejde”, han havde nu også knægte, men de var meget mindre.

Men i vores fritid da morede vi os med at spille bold og spille pind, og hvad vi ellers kunne finde på i de forskellige årstider. Vi spillede også med marmorkugler, det gjorde vi også ovre i skolen, og vi vandt fra hinanden. Vi havde en stor posefuld hver.

Nu kom jeg så i tanken om noget, jeg havde glemt. Dengang vi fik det nye sovekammer, da var det gamle chatol sat der ind, og så blev der jo en plads ved en væg i “æ pæn stow”, den pæne stue. Og far kørte jo med svin til Holsted station, når han havde nogle, der var leverfærdige. Så kom han undertiden hjem med noget, og det var i grunden sært, for mor var ikke med til at købe sådan noget, men jeg kan tydelig huske, den dag han kom hjem med en grøn plysset chaiselong og seks små fikse stole med runde sæder, det var en flothed uden lige. Og det kom ind i den lille pæne stue, det havde mor i hvert fald gjort, det kan være, hun har haft det med sig hjemme fra, det ved jeg ikke, men hun havde et lille tæppe af strå under bordet der inde i stuen, og gulvtæppe, det var ellers noget, der var ingen der havde.

Den sommer, jeg var 11 år, det var det sidste år, vi havde fremmed pige, det var vores kusine Anne fra Lintrup. Men efter den tid, skulle jeg jo så være pige. Vi malkede jo med hånden, men i den tid jeg gik i skole, var jeg ikke oppe og malke om morgenen, det var der vist ellers nogle af mine kammerater, der var, men mor ville så gerne stå tidligt op, så morgenmalkningen, det ordnede hun, men om middagen og aftenen, da var vi med til det, både Peter og jeg.

 

Fars bikasser

Henne bag sovekammeret, der stod fars bikasser, han havde mange bikasser, og vi havde meget honning. Vi spiste honning på vores mad hver eneste morgen og også om eftermiddagen til vores kaffe. Det var jo noget kapitel med de her bier, for de ville jo sommetider sværme og om sommeren, når far og mor sov middagssøvn, så skulle vi holde øje med, om bierne begyndte at sværme, for så skulle vi kalde på far, det kunne vi altid høre, for der blev sådan en særlig brummen der henne, så var der altid en sværm, som skilte sig ud og satte sig et eller andet sted i et æbletræ, eller i en gran, eller hvor det nu var, og så måtte far jo ud for at redde den, for der måtte endelig ikke flyve en sværm væk, dertil havde han en bikube, som var flettet af halm, den havde bedstefar lavet, den satte han over sværmen, når den havde sat sig, og så gik de som regel i den, og han bredte vist nok et lagen over, sådan at de var lukket inde. Og så satte de sig i en sværm, og så kunne far bære dem hen og lukke dem inde i en bikasse. Om vinteren blev den (bikassen)pakket til med nogle sække med hø i, for at de (bierne) ikke skulle fryse. Og da kan jeg huske et forår, far var henne for at tage det her lag af. Da han løftede låget på en bikasse, fløj der en lille fugl ud af et rundt hul, der var i den ene ende, det var en lille musvit, den havde sin rede der, og der var 11-12 æg i. Vi kunne jo ikke redde dem, vi var så kede af det, men far skulle jo have det der ryddet af vejen, for nu skulle bierne jo til at arbejde. Det sørgede vi meget over, men stærekasserne og svalerederne de var jo fulde af fugle, dem havde vi vores fornøjelse af. Så kan jeg huske, at der var engang en bisværm, der havde sat sig højt oppe i en gran, og den skulle jo reddes, og far fik den store husstige – ved karlens hjælp jo da – rejst op imod træet, og så steg han ellers til vejrs med en grensaks, han skulle have den her grangren klippet af, som sværmen sad på, men hvordan det så gik eller ikke gik, det ved jeg ikke, men grenen faldt fra ham, og alle bierne dryssede ned om hovedet på karlen, der stod og holdt på stigen, og han for ind i hestestalden og smækkede døren i efter sig, han glemte helt at passe på, at far ikke skulle falde ned. Men det gjorde han nu ikke. Det morede vi os over mange gange. Sådan kunne jeg blive ved – det kommer sådan lidt i uorden det her.

I 1914 blev den nye stald så bygget og det var jo en storhed.

 

Læsning, musik og sang

I sommeren 1900 havde mor været på Haslev højskole, og det havde gjort at mor havde sådan en lyst til at læse, og hun anskaffede flere bøger, og dem læste jeg alle sammen. Hun havde en verdenshistorie og en geografibog fra den gang, hun havde været på højskole, dem læste jeg begge to. Og så abonnerede hun på et feriehæfte, der hed ”Hjemmets bibliotek”, og der fik vi flere gode gammeldags historier, og jeg læste dem alle. Og så ved jeg ikke, hvordan det gik til, at vi havde fået fat i en rigtig spændende roman, der hed ”Skovroser”, den læste jeg et par gange eller tre, den var noget så spændende. Den lyst til læsning, den havde mor altid haft, og hun ville egentlig gerne have været lærerinde og have haft lov til at læse. Men det kunne der ikke blive råd til, for hendes yngste søster, moster Anne, var kommen til skade som lille pige og var faldet ned og havde slået sin ryg sådan, at den groede skævt, og hun fik en pukkel, og hun blev meget langsom (drævende) og kunne ikke holde til noget videre. Og så fik hun lov til at læse til forskolelærerinde på Varde seminarium. Og så kunne der ikke blive penge og heller ikke tid til, at mor også kunne få lov til det. Den moster Anne var lærerinde ovre i Gettrup ovre i Lindknud sogn. Men da hun til sidst ikke kunne holde til det længere, så flyttede hun til Hovborg og boede sammen med moster Laura og bedstemor i et lille nyt hus, der blev bygget ved siden af morbror Peter. Det var også morsomt at besøge dem. Moster Anne havde et orgel og kunne spille, det havde hun også fået lært, og det var hende, der kom til at lære mor at spille orgel, da vi fik det lille orgel inde i stuen , “æ pæn stow”. Da vi begyndte på det, da var jeg otte år og kunne omtrent følge med sådan, at jeg lærte det samtidig med. Vi havde ikke mange nodebøger, jeg kan huske, at jeg fik et lille hæfte med julesalmer i, det spillede jeg jo meget efter (“Den spil a jo møj i”). Men så senere, da Peter fik en violin, og kom til at gå over til moster Petrine i Hovborg for at lære at spille violin, så fik vi Danmarks Melodibog og noder til De unges Sangbog og til Indre missions Sangbog, og så havde mor en gammel melodibog til den gamle Hjemlandstoner, som de havde sunget efter, hende og hendes søskende i deres unge dage. Så vi var godt forsynet, og vi spillede meget, uha hvor spillede vi meget. Senere blev orgelet flyttet ind i dagligstuen, der kunne vi få lov til at fyre inde om aftenen, der kunne vi bedre være, og så sad vi derinde. Men ellers sad vi i køkkenet med stålampen tændt, petroleumslampen, midt på bordet, og så sad vi ellers rundt om og læste vores lektier og regnede vores stykker, og hvad vi ellers skulle. Og der lærte mor da også mig at strikke en strømpe (en hose), det var svært (streng) at lære at strikke en hæl, jeg tror nok jeg græd lidt over det, inden det gik op for mig, hvordan det skulle være. Men jeg kan i hvert fald huske, at jeg strikkede et par lange sorte strømper (hoser) til mig selv.

Det må alligevel have rablet for mig med årstallene, for jeg ved jo da bestemt, at lærer Nedergaard flyttede det efterår, jeg blev otte år, jeg gik kun hos ham et år i første klasse. Fra det år har jeg to minder om lærer Nedergaard, det ene var, at han gik op og ned ad gulvet med lille Meta på armen og fortalte os noget om Fader vor – tror jeg nok –, og så fortalte han om en lille dreng, der skulle lære Fader vor, og når han kom til den fjerde bøn: ”Giv os i dag vort daglige brød”, så føjede han noget til,-  hviskende,- som hans far og mor ikke rigtigt kunne høre, men senere blev de klar over, at han fortsatte med: ”Med meget (dygtig) smør på”. Det morede vi os meget over. Det andet minde er ikke så rart. Lærer Nedergaard skulle jo være en dygtig lærer, og far og mor var meget glade for ham, men han gjorde nu altså en fejl overfor mig. Der var nemlig en dag, han fandt på, at jeg skulle synge et vers alene – jeg tror nok, det var ”Klokken slår”, og det ville jeg da også gerne, for jeg var da god til at synge, men jeg synes da ikke, at jeg sådan lige kunne springe op og give mig at synge sådan lige med det samme, jeg skulle da nødes lidt for det, og han sagde det vel en gang mere. Men det gjorde han ikke, han sagde i stedet: ”Nå, vil du ikke, så må du jo blive og synge, når de andre er gået hjem”. Og når man nu ved noget om, hvor skrapt det var, at komme til at sidde efter, så kan man da vist godt forstå, at jeg ikke var godt tilpas. Og da vi skulle til at gå hjem om eftermiddagen, så rejste jeg mig op og samlede mine ting sammen ligesom de andre, men så sagde han: ”Du ved jo nok, du skal blive”, så satte jeg mig ned og græd, og de andre gik. Og så skulle jeg til at synge det her vers. Jeg græd, og jeg hikkede, og jeg sang, men jeg kom jo da igennem det. Og så løb jeg hjemad så hurtigt, som jeg kunne, og jeg nåede de andre ovre ved plantagen. Og da jeg kom hjem, fortalte jeg ingenting, og jeg har aldrig senere fortalt far og mor det. Og jeg ved ikke, om lærer Nedergaard har fortalt dem det. Men jeg ved i hvert fald, at jeg har tit gjort fejl over for børn i skoletiden, men jeg har aldrig ladet en lille pige på syv år sidde efter, fordi hun ikke kunne synge et salmevers alene. Det var nu ikke rigtig pædagogik det der.

 

Styr på tiden

Men så må der også være noget fejl med min beregning med vores år, for Gerda blev født i november 1909, og bedstemor døde i 1910, og hvor hun så har været den nat, Gerda blev født, det kan jeg ikke huske, men hun har da selvfølgelig nok været hjemme hos mor. Og så har Else heller ikke været så gammel, da hun kom (til os), jeg tænker, at vi har været 8 eller 9 år den gang.

Og så havde vi da også fået en lille barneseng inde i sovekammeret, der lå jeg og Peter i, og så lå Gerda hos Far og Svend Aage lå hos mor. Siden hen blev vi for store til det, så flyttede Peter ud og sov sammen med karlen ude i karlekammeret, og Gerda flyttede over til mig i den lille seng. Og der lå vi i hvert fald i lang tid. Jeg skal lige have føjet til, at komfuret i det gamle køkken blev muret op eller sat om, da mor kom. Indtil den tid havde bedstemor lavet mad på en åben skorsten.

 

Den gamle gård i Donslund

Den gamle gård hjemme i Donslund stammer jo fra ca. 1860, da Mette Kirstine nede fra nabogården blev gift med Jens Thomsen, der kom fra Trøllund. Der fik de 70 tønder land, og de begyndte der oppe med to køer og to stude, og af de 70 tønder land var jo en hel del hede. Jeg kan altså huske, fra jeg var helt lille, at det sidste stykke hede der norden for blev brændt af. Det var egentlig noget, jeg skulle have begyndt med, men det kom altså først nu.

 

Dagvognen og “Æ Buhn” fra Hovborg

Så er der en anden gammel ting, jeg også skal huske at få med, der var jo ingen rutebiler den gang, men der kørte en dagvogn, en lukket kasse med sæder i. Den kørte så langt sydpå som til Holsted, men hvor langt den kørte nordpå, ved jeg ikke, men jeg tænker, at den har kørt til Grindsted. Og den var jeg og Peter med en eneste gang, vi skulle gå op til landevejen og så tage med den der, når den kom nord fra og så køre med den til Hovborg. Vi kom selvfølgelig alt for tidligt der op, og så gik vi ind til “æ buhn”, bonden. Der boede en mand der oppe, som vi kaldte ”Æ buhn” han hed altså Bonde til efternavn, men han blev altid kaldt ”æ Buhn”. Han var enkemand ved den tid, og han havde en husholder, som havde en lille dreng. Da vi kom der ind, var husholderen ved at feje gulvet, om det var i stuen eller i køkkenet, det ved jeg såmænd ikke, men det var trægulv i hvert fald, og der var et stort hul midt i gulvet, man kunne se den bare jord, det syntes vi alligevel, at det så ikke godt ud. Men vi var altså med dagvognen, men hvordan vi kom hjem igen, det ved jeg ikke, for vi var ikke med dagvognen hjem igen, men vi er nok blevet hentet af far og mor måske. Men det var sjovt at sidde inde i sådan en kasse, jeg tror nok, der var et par stykker mere med den.

 

Donslund Mølle

Og så var der jo det med møllen. Donslund Mølle var jo en stor historie den gang. Der var stemmet op for vandet fra åen, sådan at der var en stor mølledam og et stemmeværk ved siden af landevejen. Der var nogle store porte, der kunne sættes ind sådan at vandet blev ledt omkring møllehjulet, og så gik det jo rundt og trak kværnene inde i mølleværket. Og folk kom kørende fra fjern og nær og fik deres korn malet der nede. Og så var der købmandshandel inde i stuehuset. Når man kom der ind, kom man først igennem skænkestuen, der var strøet sand på gulvet, der stod en spytbakke henne i hjørnet, og den blev tit benyttet. Der stod folk så inde og ventede, til deres korn var blevet malet (Målet, som det hedder på jysk), og så skulle de jo have en kop kaffe eller en lille “swot”, sort, eller hvad det var det hed, og møllerens Kirstine, møllerens datter, hun gik hen i et stort skab, som var der, og tog nogle små glas frem, og så fik de, hvad de bad om pr. betaling. Møllerens kone var en pæn dame at se på, hun havde øreringe i ørerne, og der var ligefrem boret små huller i øreflipperne, som det her dingel-dangel hang i. Det syntes vi nu altså var noget sjovt noget. Så var der også en butik, når man var kommet igennem skænkestuen og gik hen til en dør henne i den anden ende, var der dèr en disk, og der inde bag ved var sagerne så. Der købte vi alting, der var ikke andre steder at handle i Donslund dengang. Det var jo længe før at Brugsforeningen blev bygget. Kirstine var flink, og børnene fik tit en sukkerbum – det kaldte hun bolsjerne. Og der har jeg været nede mange gange og slæbt hjem. Vi havde af og til æg med der ned til salg, dem fik vi så penge for, og så kunne vi få varer hjem for det. Kirstine var meget ked af at skrive regninger og regne ud, hvad det skulle koste, så hvis vi havde en seddel med hjemme fra, for at huske, hvad vi skulle have, så ville hun gerne have sedlen, for så skrev hun priserne på der og lagde det sammen, det sparede jo på papiret, og det var også nemmere end at regne det ud i hovedet.

Der nede i møllen, der var en gammel møller, manden altså, han var noget af en mærkelig størrelse, han var blevet omvendt, sagde han selv, en bestemt dato i juli måned. Jeg kan ikke huske datoen, men jeg tror det var den 11.  for mange år siden. Og så havde han bestemt, at hvert år på den dato skulle der holdes en stor fest nede i møllen. Det var en folkefest uden lige, der fik vi kaffe og brød, og der blev holdt taler og sunget på en bestemt åben plads omme i haven. Det var en stor have med mange træer og gange, og der løb en bæk igennem haven, og der var broer over, det var noget så spændende. Og nede ved åen, der var temmelig fladvandet der nedenfor stemmeværket nedenfor møllehjulet og der ud over åen, var der bygget en platform en slags lysthus eller et bræddegulv med rækværk omkring, og derpå stod borde og bænke, og der kunne vi godt få lov at sidde og drikke kaffe. Det var en dag vi alle så frem til med stor glæde, og det var lige meget om det var søndag eller hverdag (søndag eller søgn), for den dag skulle der altså være fest. Og så lå der en båd i mølledammen, der kunne man godt få lov til at få en rotur, men det vovede jeg nu aldrig, men møllerens søn – Thomsen kaldte vi ham – han roede somme tider en tur med nogle, som betalte for det.

Nogen tid efter så døde møllerkonen, og så fortsatte mølleren og hans datter og søn en tid, men så rejste sønnen hjemme fra, og så fik de en karl, det var Søren Starup, han kom ovre fra Lintrup. Han var ikke andet end en stor dreng dengang, jeg tænker, han var 15 år, han tjente hos dem et år, og så flyttede han op til os, hvor han så var i fire år. Han fortalte flere sjove ting om mølleren, f.eks. fortalte han, at når de sad og spiste, så kunne mølleren, når han sad med et stykke rugbrød med pålæg på, komme i tanken om at lægge alt pålægget hen på den sidste mundfuld, sådan at der var en ordentlig stabel der på, enten af rullepølse eller medisterpølse eller, hvad det nu ellers var de fik på, og så spiste han ellers brødet bare med margarine på, indtil han kom der hen til, og så smovsede han rigtig på den sidste mundfuld.

Så var der også det med nytårsny (måne). Når han havde set i almanakken, at i aften skulle nytårsny være at se, det er altså den første måne, der kommer efter kongedag (helligtrekonger). Nytårsny må hverken røre ved kongedagen eller ved fasten, der er forskellige gamle fortællinger om den nytårsny. Men den aften, den skulle vise sig på himlen, da tog mølleren tegnebogen i hånden, Kirstine skulle tage salmebogen, og så gik de ud på vejen helt uden for huset, for man måtte ikke se nytårsny under tagskægget, det betyder ulykke, men det man stod med i hånden, det skulle lykkes for en i det nye år.

Det var så vores handelssted i mange år. Men så blev brugsforeningen jo bygget, og så tog handlen af der nede, og efterhånden lukkede de vel butikken. Men jeg kan huske, at hver eneste husstand, som havde handlet der nede, fik en afskedsgave. Nogle fik en nytårskaffekande, og mor fik f.eks. en skål, og der stod indskrift på: ”Med tak for handlen i Donslund mølle i så og så mange år” (det kan jeg ikke lige huske). Jeg ved ikke om den skål findes endnu.

 

Farbrødre

Og så skal jeg også lige fortælle om, at vi også havde en anden stor begivenhed om sommeren. Det var når vi var færdig med rughøsten, der var nemlig altid (en slip) en pause imellem rughøsten og havrehøsten dengang, og når den tid kom, så skulle vi over at besøge farbror Morten og faster Mette i Vemmelund, ovre på den anden side Give. Der var 4 – 5 mil der over, og vi kørte jo med heste, og vogn og sommetider kørte far og mor og vi børn i den ene vogn og farbror Hans og faster Kirstine og deres børn i den anden vogn bag efter. Og så, når vi kom til Billund, så skulle hestene hvile, de kunne ikke holde ud at køre hele turen i et stræk. Og så var vi inde og få kaffe, og der fik vi wienerbrød, det var en storhed at få sådan et stykke wienerbrød, jeg tror nok det var dem, de kaldte femøreskager. Så kom vi til Vemmelund, vi kørte lørdag eftermiddag, og vi skulle være der helt til mandag eftermiddag, og det var noget så festligt. Det var en stor gårdsplads med store bygninger, vi syntes jo, at det var selve eventyret at komme der over, og der hørte en skov, en rigtig løvskov, til gården, med store gamle egetræer og kæmpe høje bregner, syntes vi den gang, og ved gården var der en dam, og i den dam var der karusser, og tjenestedrengen der ovre måtte gerne fange karusserne, det syntes vi var sjovt at se på. Jeg tror da aldrig de blev brugt til noget som helst, men han fangede da sommetider nogle. Der var vi så ovre hele søndagen og mandag formiddag, og når vi så havde fået vores middagsmad om mandagen og kom lidt hen på eftermiddagen, så kørte vi hjemad. Det var en dejlig udflugt, og netop den dag, jeg havde siddet efter i skolen, det var en lørdag, hvor vi skulle køre derover om eftermiddagen, så derfor havde jeg jo ekstra travlt med at komme hjem. Og mor havde nok også haft ekstra travlt, for hun lagde slet ikke mærke til, at jeg havde grædt.

Farbror Morten og faster Mette havde ingen børn, men de havde en pige, som hed Sofie, hende havde de i mange, mange år, og hun blev gift med forkarlen, og så overtog de gården, da farbror Morten og faster Mette var døde.

Så havde vi en anden farbror, som hed farbror Thomas og faster Ane, de boede i Stenderup, der var vi også kørende ned engang, kan jeg huske, men deres børn var nu så store, at de var ude at tjene alle sammen undtagen de to yngste, Hans og Agnes, og de var blinde, så dem kunne vi ikke rigtig lege med. Det var sådan, ligesom det ikke var så spændende at komme der ned, det var heller ikke så tit, vi kørte derned.

 

Skolegang i Donslund Skole

Dengang lærer Nedergaard var rejst fra Donslund skole, fik vi lærer Christensen, som kom omme fra Nebel skole. Da kom jeg i den store klasse, dem der lige var fyldt 9 år, og der gik jeg så til jeg blev 14 år. Man kunne måske nok sige, at det var lidt ensformigt, men der skete alligevel noget af og til. Vores skoledag lå faktisk fast. Vi begyndte hver morgen med en religionstime, så fulgte der en regnetime og derpå en skriftlig dansk time, og om eftermiddagen havde vi to gange om ugen geografi, og to gange danmarkshistorie, og ellers havde vi en sangtime, og vi havde da også en læsetime, det kan være, at vi undertiden havde den om formiddagen også, det kan jeg ikke rigtig huske.  Men vi begyndte altid med en religionstime, og vi lærte salmevers og katekismus og bibelhistorie. Og hver sommer gik den store klasse kun i skole to formiddage om ugen fra kl. 7 til 13, og om vinteren gik vi 4 dage fra kl. 9 til 16. Om sommeren havde vi altid kirkehistorie i religionstimen, det der stod bag i bibelhistorien. Det varede ikke ret længe, inden jeg og Johanne Donslund kunne alle citaterne udenad, og vi stavede fuldstændigt fejlfrit. Og så blev vi sat til at rette de andres diktatbøger. Den ene dag forberedte vi nemlig en diktat ved, at der var en oppe og skrive på den store tavle, og så skulle alle vi andre se der op og skrive efter det. Vi skrev jo alle på tavler. Og dagen efter skulle vi skrive den diktat i diktatbøgerne med blæk, men vi behøvede ikke den forberedelsestime, så vi blev sat til at rette de andres diktatbøger, mens de forberedte sig, så skrev vi altså diktaten dagen efter, og så vidt jeg husker, så skrev vi den altså fejlfri.

Men på en måde var lærer Christensen også noget fremsynet, eller hvad man skal kalde det, han indførte nemlig noget med tegnehæfter, som vi fik lov at tegne i engang imellem. Det var vældig spændende, og det var jeg meget glad for, for jeg var altid glad for at tegne, og det var Peter også da, det var han (Lærer Christensen) også god til. Det vil sige, det var nu hans første kone, der underviste os, så længe hun levede, der lærte vi altså flere sange, som ikke står i sangbogen, men nogle af dem kan jeg huske endnu. Vi sang jo: ”Ud i kampen de riddersmænd drager” og en der hed ”Aften i alperne” og ”Fuglen sit øje lukker” sang vi tostemmig. Og så sang vi vekselsange, vi sang f.eks. ”Roselil og hendes moder”, hvor Johannes degn sang solo, og vi andre faldt ind, og så sang drengene ”Ha, ha, ha, ha” og pigerne sang: ”SÅ, så, så, så”, det var meget festligt.

Men dem, som ikke rigtigt kunne noget, dem tog lærer Christensen sig ikke så meget af, han sagde gerne: ”Åh den stakkels dreng, han kan jo ikke, så lad ham bare sidde”. Men undertiden blev vi 4 – 5 stykker, som sad oppe foroven, sendt ned og hjælpe dem enkeltvis, når der skulle regnes eller skrives. Så var vi jo på en måde hjælpelærer. Det tog vi såmænd ikke skade af.

Så havde vi gymnastik ude på legepladsen, der stod et klatrestativ. “Klauerværk”, som de kaldte det, med nogle ribber og bomme, der lavede vi mange ting.

Men Lærer Christensen var også god til at lære os sanglege, vi havde sådan en køn sangleg til den sang, der hedder: ”Nu lider dagen så jævnt og trist”, den har jeg brugt i gymnastiksalen mange gange. Det var jo den samme læsebog, vi brugte hele tiden i den store klasse. Når vi kom igennem den, så begyndte vi forfra. Det gamle eksemplar, det har jeg endnu. Der er ikke to sider, der hænger sammen, tror jeg, men de er der alle sammen. Og der var mange gode og spændende historier i den.

Så ved jeg snart ikke, om jeg skal fortælle mere om vores skolegang. Vi gik i skole til lærer Christensen hele tiden. Og så kom jeg til at gå til præst, ved pastor Larsen, en ung præst, der var kommet til Hejnsvig. Mine jævnaldrende gik til præst om vinteren, det år vi fyldte 14 år, men mor syntes, at når man skulle i skole de 4 dage, så var det for strengt at skulle cykle til Hejnsvig de andre to dage, så måtte jeg hellere blive hjemme de to dage og hjælpe hende, og så gå til præst om sommeren, når jeg var kommet ud af skolen. Og det var egentlig også meget rart, det var lettere at cykle der op om sommeren.

 

Konfirmation

Og så nærmede den tid sig, hvor jeg skulle til konfirmation, og der skulle købes nyt tøj. Jeg kan huske, at mor og moster Karen de fulgtes ad til Holsted, jeg var da også med, og skulle købe fodtøj til mig. Jeg ville jo så gerne have haft et par sko, men det måtte jeg nu ikke få for moster Karen, for det var så let at slide hul på sine hæle, og så var det så let at se, nej jeg skulle have støvler, og jeg skal love for, at jeg fik støvler. Jeg fik et par no. 39, som gik langt op på benene og skulle snøres hele vejen. Jeg har aldrig nogen sinde brugt så store støvler før, siden den tid har jeg brugt no 37 og en tid endda 36,5. Men de store støvler stod jeg altså på kirkegulvet med til konfirmation. Og dem havde jeg da i flere år efter.

 

Havedøren

Men moster Karen var altså en fornuftig kone, de skulle være til at vokse i. Men hun var en god husmor og morsom på mange måder. Hun kunne sådan sætte sin mening igennem, f.eks. når farbror Søren købte en pakke tobak, så ville moster Karen have lige så mange penge, som han havde givet for tobakken, og dem ville hun have det sin egen fornøjelse. Sådan var mor slet ikke, hun kunne ikke sættet ret meget igennem, men jeg kan da huske, og nu springer vi langt frem i tiden helt til 1927, da de byggede det nye stuehus der hjemme. Det byggede murer Poulsen fra Hejnsvig, og han og far de var nu lige fornuftige begge to, og det skulle være så grundigt og godt alt sammen, og det der med en havedør, det var de meget imod. Men mor havde altså bestemt, at hun ville have en havedør. Og så hørte jeg en dag, at murer Poulsen sagde til far: ”Ja nu skal I så afgøre, om I vil have den havedør eller ej”, jah, det vidste far ikke rigtigt, for det var nok bedst at stryge den, for det blev nok for koldt med sådan en dør. Det hørte jeg, og så løb jeg ind og sagde til mor, nu vil de altså til at mure den havedør efter, og så gik mor ud og sagde, at I har lovet mig, at jeg skulle have den dør, så det har I værsgo at leve op til. Og så gjorde de det. Det sjove ved det var jo, at der var ingen, der blev mere glad for den havedør end far, han nød at gå ud og ind af den om sommeren, og han var så stolt af den, når der kom folk på besøg, så skulle de se havedøren.

Nå, men det her var et spring ud i fremtiden, jeg var jo ikke færdig med det fra vores barndom (”små dage endnu”, som faster kalder det, red.) endnu.

 

Første verdenskrig

I 1914 blev den nye stald bygget, det var en stor begivenhed. Der blev plads til 12 køer og en tyr i den ene række og kalvebåse (rum) i den anden række, og så var der fodergang, så man kunne gå foran og fodre dem. Og der var svinehus i den ene ende og hestestald i den anden ende, og der var en dør ind i laden, så man behøvede ikke at komme ud efter noget. Jeg kan huske, at morbror Søren var ovre og se den, da den var blevet bygget, den her nye stald, og så tillod han sig at kritisere noget (hvad, vides ikke, da der er et hul i båndet, red.). Morbror Søren var altid ivrig efter, at alting skulle være så rigtigt som muligt.

Men så var det jo der i 1914, at den førte verdenskrig brød ud, og det kom vi jo til at mærke på mange måder. Vi måtte jo ingenting selv beholde, rugen skulle leveres – ja, der var jo kort til alting – flormel fik vi næsten intet af, og kaffe fik vi slet ikke noget af. Dengang var der ikke nær så mange forskellige slags kaffetilsætninger (kaffeerstatninger red.), som der var under den anden verdenskrig, så mor snød sig til at tage lidt af rugkernerne engang imellem og brænde i ovnen på en plade, så de blev branket, og det lavede vi så kaffe af. Mor havde en kaffemølle, det kunne males på. Men det kunne jo lugtes langt væk, når der var en, der brændte rug, hele skoledistriktet kunne næsten lugte det, men det var der ingen, der sagde noget, for det gjorde vi jo alle. Hvad skulle vi ellers gøre? Jeg kan huske, at der blev betalt penge for mælkebøtterødder og tjørnebær, som kunne afleveres, og det blev der vist lavet noget kaffetilsætning af nogle steder, men det fik vi ikke noget af.

Mor prøvede jo alle mulige kunster for at lave mad, hun blandede kogte kartofler i sigtemelet og i flormelet, den lille smule vi fik, det blev noget klægt franskbrød, men noget skulle vi da have. Rugbrød måtte vi altså selv bage, men vi måtte ikke bruge mere af rugen, end vores kort gav os lov til. Kartoffelmel fik vi på den måde, at der blev stillet et kar op ude i bryggerset med lidt vand i bunden, og så sad vi der og rev kartoflerne på et rivejern, og det sank så til bunds i vandet. Når det så havde stået en tid ganske stille, så lå der et lag kartoffelmel på bunden af karret. Det var en træls bestilling.

Så skete det også en gang imellem, at der kom en spand mælk tilbage fra mejeriet, som var blevet sur undervejs. Det var ikke let at afkøle mælk den gang, det stod i en balje ude i gården, og der skulle jo pumpes koldt vand på det af og til. Mejeriet arbejdede ikke om søndagen, så det kunne ske, at der kom en spand tilbage om mandagen, med sur mælk i. Det måtte ikke gå til spilde, og så måtte vi i gang med “æ kjern”, smørkærnen. Og så kærnede vi selv smør.  Det var træls at stå og stampe op og ned med den “kjærnståge”, kærnestang, indtil der kom klumper i kærnemælken dernede i bunden, men det smagte godt sådan noget hjemmekærnet smør med lidt salt i, det var næsten helt … men det smagte godt.  Noget senere, da vi blev noget større, begyndte mejeriet også at køre om søndagen, og da fik vi også bedre muligheder for at få mælken afkølet.

Men ellers fulgte vi med så godt vi kunne i aviserne – vi fik nu aldrig aviser før dagen efter de var trykt – men efterhånden kunne vi jo nok forstå, at det var ved at gå galt for kejser Wilhelm, som vi snakkede meget om dengang. Mod slutningen, jeg kan ikke huske, om det var i 1917 eller 1918, da steg priserne på gårdene så vældigt, og da var der en gårdslagter, der købte gårde op og så solgte alt ud både dyr og maskiner og det hele, så der ikke blev andet tilbage end lige bygningerne og jorden. Da købte sådan en gårdslagter den gård, der lå nede ved åen, og som hed Donslundgård. Og da købte far hele udmarken fra den gård, det vil sige alt det, der lå ovre på den anden side af engen og på den anden side af åen. Der var 107 tønderland, far solgte de 17 tønderland fra, men de 90 beholdt vi, og det var noget af et eventyrland, syntes vi da. Der var ikke ret meget af det, der var dyrket op, der var ”æ treagre” og ”æ syvagre” og ”æ stolthenriksplet”, som vi kaldte dem, og så var der et stykke helt om ved Mauris’ skel allerøstligst, hvor vi gerne dyrkede boghvede. Men ellers var der lyng med masser af tyttebær. Og der var en langstrakt bakke op igennem som blev kaldt ”Skansen”. Om der nogensinde har stået noget slag der, det ved jeg ikke. Men der har da været træfninger ved Vorbasse, så det er da muligt, at der har været noget der engang.  Den lave ende af marken, der gik ned mod engen, var meget spændende. Der var rislende små kilder og bække, og der var nogle huller, vi kunne se ned i og se vandet løbe der neden under, det blev kaldt ”æ odderboer”, (odderboene) der var muligvis oddere der, men vi så dem nu aldrig. Men det var spændende, og så var der en meget stor mose, der fra gamle dage hed Rørkær mose, og derfor kom gården, som nu ligger der ovre, og som Svend Åge har, kaldt ”Rørkær”, fordi det gamle navn skulle bevares. Men imens det var hede, gik vi jo der ovre og samlede tyttebær ”Krøster”, kaldte vi dem i massevis, vi slæbte hjem i kurve og spande og baljer og mor solgte dem. De blev sendt med toget til Holsted. Og hun fik da også en skilling tilbage for dem, for det ene år ved jeg, at hun købte sig en rulle, en maskinrulle, vi havde aldrig haft en rulle før, et andet år købte hun en divan med tæppe, så det kunne godt smide lidt af sig.

Så har jeg vist ikke fået fortalt, at dengang vi byggede den nye stald i 1914, da blev bryggerset dobbelt så stort, som det havde været før. Og der blev muret en stor ovn, hvori vi selv kunne bage rugbrød. Far malede melet ovre i laden, det var efter at vi havde fået en motor, der trak kværnen, og det blev gemt i en bestemt pose, en ren pose, og den bar han så ind til mor, og hun hældte det ud i dejtruget. Og om aftenen hældte hun en hel stor kedelfuld kogende vand over melet, og så blev der blandet en surdej i, som var gemt fra den forrige bagning, så æltede mor det sammen til en stor dej, så bredte hun et tæppe over, og så lå det natten over, og så næste dag skulle det bages i den store ovn. Den skulle lige varmes op, og det gjorde Peter og jeg, vi slæbte grangrene og pinde og stokke, og hvad vi ellers kunne finde ude i plantagen, ind og fyrede i ovnen et par timer, eller hvor lang tid det nu var, vi fyrede, først indtil den sorte mand, “æ swot mand”, kom.

”Æ swot mand” var et lag sort sod, der satte sig over det hele der inde, så blev vi ved med at fyre indtil den hvide mand kom, og så begyndte det at blive varmt. Man kan selvfølgelig ikke sige, at det blev gloende, for det var jo sten, men de var helt hvide og varme. Og imens vi gjorde det, slog mor brødet op, der blev gerne 10 store rugbrød og 2 sigtebrød. Og når mor så skønnede, at ovnen var varm nok, så to hun “Æ rååg”-skraberen og skrabede alle gløderne og asken og alt, hvad der var derinde hen i et hul, der var henne i mundingen af ovnen og ned i en askeskuffe, så vi kunne tage det ud, neden ud, og der blev så lagt et jernlåg over det hul. Så tog mor ”æ skøssel” (brødspaden red.) og så satte hun rugbrødene ind. Der kunne stå 6 ved siden af hinanden, og så kunne der stå 5 foran dem igen, og så på den jernlåge der ude foruden kunne der stå 2 sigtebrød, og så smækkede hun ellers lågen i, og så stod det der. Jeg kan ikke huske, hvor lang tid det tog inden hun tog sigtebrødene ud, men rugbrødene stod i 2 timer. Når de så kom ud, så var de jo varme, mor tog lige en våd klud og tørrede dem hen under bunden, for der sad jo altid en lille smule aske der, men det gjorde nu ingenting, men sådan et stykke nybagt rugbrød med en skorpe, der rigtig knasede imellem tænderne, det smagte godt.

Det passer nu nok ikke for mig, at kværnen blev trukket af en motor allerede den gang, for vi havde jo hestegang i mange år, noget maskineri ude i gården, hvor hestene blev spændt for, og så gik de rundt og rundt og rundt   og trak maskineriet inde i laden. Og der skulle altid gå en og køre, når der skulle tærskes eller males korn, eller hvad der skulle laves, der har jeg gået rund i timevis med hestene.

 

Historier fra 1864

Men jeg har tit fortrudt, at jeg ikke fik noget mere at vide af bedstefar, for dengang han og bedstemor var blevet gift, jeg ved ikke hvilket år, de blev gift, men de fik en lille pige, der hed Magdalene.

Og så kom vi til 1864, da blev bedstefar indkaldt og var med i krigen, og da han kom hjem, kunne den lille Magdalene ikke kende ham, og det sagde han engang, at var han så ked af, og så varede det ikke ret længe inden hun døde. Og så fik de ikke flere piger. Men der var de her fire drenge, hvor far var den yngste og farbror Thomas i Stenderup var den ældste. Men bedstefar fortalte jo, at han var med under tilbagetoget fra Dannevirke. Han var trænkonstabel og sad på en kanon og den nat, de blev purret ud, uden de vidste, hvad de skulle. Da red der en sergent, eller hvad han nu var, ved siden af den kanon, han sagde til en kammerat: ”Nu er det altså galt, for nu går vi nordpå”. Det var et forfærdeligt vejr med storm og regn og isslag, og soldaterne troede i grunden, at de skulle ud og slås og forsvare Dannevirke, men de skulle i stedet for trække sig op til Dybbøl. Og det lykkedes også for hovedstyrken at komme ind i Dybbøl, men engang imellem skulle de jo over broen over på Als for at hvile sig vel sagtens, og engang bedstefar red over der, kom der en tysk kugle og slog ind under hesten under maven af hesten og ned på den anden side af broen, og da sagde bedstefar engang: ”Ja, det var jo den gang, jeg var nærmest ved at ”gå te” dø”.  Men han var ikke med under selve stormen på Dybbøl den 18. april, da var han – jeg ved det ikke rigtigt – måske helt ovre på Fyn, men han kom i hvert fald uskadt hjem. Derimod havde han en bror, en ældre bror, som var med i krigen 1848 – 49 og han kom ikke hjem igen, han faldt. Engang da bedstefar og hans forældre var i kirke i Vorbasse, kom der en ung pige hen til den og sagde: ”Ja, jeg sørger jo med jer” og først da blev de klar over, at han havde haft en kæreste, og at hun også sørgede over, at han ikke kom hjem igen.

Men bedstefar kunne nok have fortalt meget mere også fra de første år, da de brændte hede af og brændte lyng af og dyrkede marken op. Men det havde man jo ikke tid til at sidde stille og høre på dengang. Der blev også gravet mergel i den store mergelgrav, som ligger nede norden for gården endnu, og som nu er en branddam. Det var en stor grav, hvor merglen blev gravet op, og det var hårdt arbejde at stå der og grave mergel om vinteren og så om foråret køre det ud over markerne og få det spredt for at få lidt bedre muldjord ud af det her hedesand.

 

Sommeren 1921

Sommeren 1921 var forfærdelig tør, det groede så langsomt og så småt på markerne, det var næsten ikke til at passe køerne den sommer, man kunne næsten ikke se, hvor man havde flyttet dem fra det ene sted til det andet, og da begyndte vi at trække køerne over i mosen, så de kunne gå og spise det grønne mosegræs, som var der ovre, og der trak jeg med køerne hver dag i lange tider, for at de kunne gå der og æde sig tykke, de blev som vist nok ikke fede af det. Da kan jeg huske engang Søren Søndergaard kom op og sagde til far: ”Ja, nu har jeg kørt korn hele dagen, og det fylder ikke mere i laden end, at jeg næsten ikke kan se, hvor det er“. Og jeg kan også huske, at hen i høsten blev det sådan et vanskeligt vejr. Da kom far over i skolen en dag og spurgte lærer Christensen, om jeg og Peter ikke nok måtte komme hjem og hjælpe, for da var det blevet sådant et vejr, så de vist nok kun kunne få noget korn tørt, hvis de løste alle negene op og bredte det ud. Og det gjorde vi så. Jeg kan tydelig huske, at vi gik på marken omme sønden for gården og bredte negene ud, og så senere, når det havde tørret i middagsstunden “i æ mejerlaw” hen på eftermiddagen, så måtte vi have det samlet igen, og så kunne vi køre det ind. Men da var det altså lige ved at være misvækst.

 

1922

Så nærmer vi os 1922, det var det år, jeg rejste hjemmefra. Jeg havde jo læst alt, hvad der var at få fat i fjern og nær, og jeg havde også lånt bøger i et lille bibliotek, der var i skolen. Men jeg havde altså sådan en lyst til at komme til at lære noget mere. Og så havde jeg set en annonce i Kristeligt Dagblad fra kvindeseminariet i Aahus, og så fik jeg lov til at rejse der op. Jeg rejste nu nok med nogle romantiske forestillinger, for jeg havde læst nogle engelske kostskolebøger: ”Lidt efter lidt” og flere andre, og jeg drømte om at komme til at bo på sådan en kostskole, for der var det nok festligt at være. Det var det såmænd også, men det var nu ikke helt så romantisk, som jeg havde forestillet mig.

Jeg vil lige føje til her, at far holdt søndagsskole i mange år, og vi holdte søndagsskolebladet eller Børnebladet, og der fulgte et ark med hver gang, som kunne tages ud, og det var en fortsat fortælling, som så kunne samles og så bindes ind, og de fortsatte fortællinger har jeg nogle af endnu. Og det har været nogle af de bedste bøger, jeg har haft at læse op af for børnene i min skoletid.

Far var en stor børneven, Jeg kan huske, engang de havde mund og klovsyge ovre på Hovborggård, der var jo fire børn, den ældste var på alder med Gerda, og så var de ellers mindre, da far hørte det – det var til jul, og de var afspærret og måtte slet ikke komme sammen med nogen – men der sad en postkasse eller sådant noget et stykke fra gården, og da kan jeg huske, at far købte fire julegaver til de børn der ovre og pakkede ind og gik over og lagde dem i den kasse. Det var et pænt træk af han, og det glemte moster Petrine ham aldrig for, hun var dybt taknemlig for det. Vi andre fik også en julegave af far hvert år, og det var den eneste vi fik. Under krigen var det tit småting vi fik, men vi fik altid en lille ting.

Vi havde jo får, dengang, og mor klippede dem, og ulden blev stoppet i sække, og så blev der skrevet på en seddel, der blev sat på hver sæk, hvad der skulle laves af den uld, og så blev det sendt ned på klædefabrikken i Grindsted. Og der blev lavet vadmel til herretøj og vadmel til dametøj og uldgarn i forskellige tykkelser til strømper og forskellige farver kunne vi også få sat på. Vi fik jo næsten hver vinter en ny kjole, for vi voksede af det. Jeg kan huske, at et år havde vi lysegrå vadmelskjoler med mørkeblå fløjlskraver og opslag, og et år havde vi røde fløjlskjoler. Og vi fik jo også en ny kjole om sommeren, vi havde fine sommerkjoler, og de blev alle sammen syet af moster Laura. Når vi skulle have noget nyt syet, så kom moster Laura over til os, og så var hun der i flere dage, og så gik vi jo der og prøvede og kom i det nye. Og jeg kan huske, dengang jeg fik min andendagskjole til konfirmationen, den blev syet efter en af Elses modeller, og da jeg kom i den og gik ud i gården, så de kunne se mig på afstand, så sagde moster Laura: ”Det er et kønneste, jeg nogensinde har lavet”. Det var også en køn kjole, den var mørkeblå, og der var små blanke knapper til pynt på den. Jeg havde også engang en rød kjole med rynket nederdel, jeg tror der var fire rækker rynketråd over hinanden på nederdelen, og så var der noget broget silke til krave og opslag. Da var jeg lige ved at vække opsigt, når jeg var i den kjole, så fin var den.

 

Kvindeseminarium i Aarhus

Her begynder så anden del af min snak:

I august måned 1922 rejste jeg så til den store stad Aarhus, der lå uendelig langt væk fra Donslund. Det var en langsommelig rejse med hold ved hver eneste station den gang. Men jeg nåede da der op og blev indlogeret på et værelse på seminariet. Det første år skulle jeg gå i forberedelsesklassen, og det gik meget godt, det var ikke spor svært takket være min gode skolelærdom hjemme fra. Lærer Christensen havde tilladt vi fire øverste, Johanne Donslund, Johannes Christiansen, Peter og mig, at lære både verdenshistorie og naturhistorie, som vi så skulle læse hjemme og så holde foredrag for de andre om. Og regning var jeg vældig med i, for mor havde hjulpet os meget med regning der hjemme. Når der var noget, vi ikke forstod i skolen, så kunne vi bare spørge mor, så vi var hele tiden et halvt hestehoved foran de andre, når der skulle læres noget nyt i regning. Det kom mig nu til gode. Det var ikke spor svært at følge med i klassen. Vi var ti meget forskellige elever. Der var en ældre thybo, som vi jo da syntes den gang, hun var 26 år, hun kom til seminariet med et knust hjerte og en knust kommode, for hendes kommode var gået i stykker på rejsen der ned, det holdt vi gerne lidt fest med. Men jeg var nok en af de yngste, tror jeg nok, jeg fyldte jo først 18 år i den kommende november måned.

Bestyrerinden var frk. Blume, Astrid Blume, en meget myndig og dygtig dame, som jeg desværre ikke fik lov til at have mere end godt halvandet år – ja, omtrent to år. Så havde vi en historielærerinde, som hed Petra Petersen, jeg tror nok, at jeg hurtigt blev en af hendes yndlinge, for jeg har altid interesseret mig meget for historie, og har let ved at huske årstal, så hendes timer kunne jeg nemt følge med i. Vi havde en dansklærer, der hed Skipper Nielsen, og en geografilærer, der hed Stefan Rasmussen, og så havde vi da selvfølgelig musiklæreren Holger Blichfeldt, som var organist i Johanneskirken, som lå lige overfor seminariet.

Jeg længtes frygteligt hjem i den første tid. Jeg havde ikke været hjemme fra mere end de 5 måneder, jeg den forrige vinter havde tjent ovre hos lærer Christensen fra november til april, og nu var jeg så langt væk, at jeg ikke kunne se mors skorsten, og jeg kunne ikke komme hjem før til efterårsferien. Der var ikke noget, der hed at rejse hjem i weekenden. Der var uhyre længe fra midt i august og til midt i oktober. Men ellers gik året hurtigt og godt. Og da vi kom til april måned, skete der noget, man kaldte det repetitionskursus, da kunne andre unge piger, som havde realeksamen i forvejen, komme og være med til vores repetition, og så gå med til optagelsesprøven. Der kom flere spændende piger, der kom blandt andet Ingrid Ulnits og Marie Skov og Anne Moutzen og Marie Rasmussen og Kirstine Petersen, og det var nogle af dem, jeg fik allermest med at gøre i hele seminarietiden.

Jeg boede på dobbeltværelse, så længe jeg gik i forberedelsesklassen, men var skrevet op til eneværelse, og det fik jeg så, da jeg kom i første klasse efter sommerferien. Optagelsesprøven var meget spændende. Vi kom selvfølgelig ind en for en. Oppe på tavlen stod der en række tal skrevet, og så skulle vi gå op og slå en streg over det nummer, vi ville trække, og – jeg ved ikke om det var held, eller hvad det var – jeg tror nok, jeg tog nummer 13 hver gang, og jeg fik UG- (UG minus) i gennemsnit og var absolut nummer et i klassen. Det var jeg nu klar over, at det ikke blev ved at holde. Og det holdt da heller slet ikke alt det hele. Så var jeg hjemme i sommerferien og rejste der op igen i 1. klasse, og da var der da kommet en hel del nye kammerater, vi var efterhånden blevet – jeg tror vi var 26, – vi var måske endda lidt flere til at begynde med, men vi var i hvert tilfælde 26, da vi tre år efter i 1926 gik op til den endelige eksamen. Det halve af eksamen tog vi nu allerede i 1925, da skulle vi op i regning, matematik, geografi og fysik, så var der vist ikke mere. Så havde vi altså de humanitære fag tilbage til sidste år. Men allerede mens vi gik i første klasse, havde vi den store sorg at miste frøken Blume. Vi holdt virkelig meget af hende. Vi havde haft hende til historie det halve år der i første klasse, og i det halve år var jeg kommet til at synes meget godt om frk. Blume, så levende og interessant som hun kunne fortælle historie. Jeg kan endnu huske, hvordan hun fortalte om religionerne i Indien, og om sagntiden i Norden, Jeg synes næsten, jeg kan høre hende citere: ”Røde sejl over Nordsø går, højt på skansen.” jeg kan ikke helt huske, hvordan verset går, men det var altså Ejgil Skjalmsen fra Sole og så ender verset med: ”Kommer ikke Olav Tryggvason, kommer ikke Olav Tryggvason”. Hun føjede så meget til, og jeg skrev op, så min blyant spruttede.

Men det blev en helt anden historieundervisning, der kom, efter hendes død. Vi fik en adjunkt Strele, som vist nok var meget dygtig men også meget tør. Han interesserede sig kun for kendsgerninger, og for begivenhederne i landene og for toldsatser og alt sådan noget, som slet ikke interesserede mig. Men det gik jo dog alligevel.

I det sidste år – i de sidste 2 år – havde vi så fået en ny forstander, forstander Højer, det var en svær overgangstid for vores klasse. Vi havde noget udestående med hr. Højer både den ene og den anden gang, han kunne ikke rigtigt finde sig i, at vi nævnede noget af det, som stammede fra frk. Blumes tid. Men det gik jo da alligevel. Ham havde vi til pædagogik og psykologi, og så havde vi ham heller ikke til mere.

Men i 1926 tog vi så lærerindeeksamen. Far og mor var der oppe til afslutningen, til translokationen.

 

Den første tid som lærerinde

Og så rejste vi til hver sin side i landet. Det var meget svært at få plads den gang, så jeg gik ledig til 1. november, da jeg blev vinterlærerinde ved Tømmerby skole ved Bramming.

Kammeratskabet på seminariet havde været så dejligt. Vi var kommet meget sammen. Ingrid Ulnits havde været mange gange hjemme i Donslund på ferie, og jeg havde været meget i hendes hjem i Skanderborg, hvor vi kunne rejse til på en Weekend, om sommeren kunne vi også cykle der til. Hendes far og mor boede i Adelgade 5 lige i nærheden af slotskirken. Den var vi naturligvis inde at se. Og vi sejlede på Skanderborg sø og plukkede åkander, nøkkeroser, og andet skønt, og vi turede i skovene, og vi nød rigtigt friluftslivet der omkring. Og det fortsatte også efter at vi var blevet færdige med at læse. Ingrid tog på gymnastikkursus i København et år lige efter eksamen, så det første år der havde jeg ikke så meget med hende at gøre. Men i Tømmerby skulle jeg så prøve, hvordan det var at undervise. Det har nok været noget meget prøvende noget til at begynde med, men det gik da helt godt. Det var nu en underlig klasse, jeg fik, der var kun fem små piger og en masse drenge, som jeg næsten knap nok lærte rigtigt at kende. Jeg kan da i hvert fald ikke huske ret mange af dem nu, pigerne kan jeg godt huske. Og så den højtidelige eksamen, hvor præsten kom, og lærerne fra sognet kom, de skulle jo høre på, men det gik da alt sammen.

Men så stod jeg uden klasse igen, og den sommer var jeg så hjemme i Donslund. Det må have været den sommer, vi byggede stuehuset, da boede vi ovre i laden. Bedstefar boede i den ene ende af huset, og far og mor i den anden ende, og Gerda og jeg, vi sov ovenpå kælderloftet. Og i et par måneder cyklede jeg til Hejnsvig og lærte at sy ved Søster Marie, som vi sagde. Og i juli måned og lidt ind i august var jeg organistvikar i Hovborg. Ja, jeg var jo også vikar i skolen i juni måned, da fru Thomsen ventede sin søn, det var kun en måned.

Men så søgte jeg alt muligt. Jeg søgte et embede, hvor jeg var no. 101 ansøger. Det var meget svært at få plads, der var mange lærere, som slet ikke fik plads, de gik over til andet erhverv på den tid. Men til sidst fik jeg et vinterlærerindeembede i Billum ved Varde. Og samtidig fik Ingrid embede i Grimstrup, også som vinterlærer. Og den vinter havde vi en hel del med hinanden at gøre. Jeg var meget mere glad for at være i Billum, end jeg havde været for Tømmerby, og det kom sig nok af, at lærerparret i Tømmerby var – ja, de var ikke indbydende, jeg havde ikke det mindste med dem at gøre. Men dem i Billum, der var lærer Uhre førstelærer, lærer Madsen andenlærer, de havde familie begge to, og så var der en lærerinde mere, som hed frk. Jensen, Marie Jensen, hun havde første klasse, og jeg havde anden klasse, og vi havde det vældig hyggeligt sammen. Jeg besøgte både lærer Madsens og lærer Uhres mange gange, og den vinter gik temmelig hurtigt. Det var nogle flinke børn, og det gik meget fint med at undervise. Så kom tiden, – ja hen i foråret – der var naturligvis også en højtidelig eksamen, men det var nu meget festligt, – hvor jeg søgte alle de embeder, der var opslået i ”Folkeskolen”, og til sidst lykkedes det mig at få plads i Dejbjerg ved en skole, som blev kaldt en byskole. Jeg kan huske, at lærer Uhre havde to sønner, der læste til lærer, og de blev også færdige der ved den tid, og de havde intet arbejde, og fru Uhre sagde: ”Til lykke” til mig, ”bare vi havde været lige så vidt med vores”. De fik nu plads begge to.

 

Dejbjerg-tiden

Skolen i Billum holdt op den 8. maj, og jeg skulle tiltræde i Dejbjerg den 1. juni. Min Dejbjergtid var en dejlig tid. Skolen blev lejet ind i den gamle præstegård, en pragtfuld lang stråtækket bygning, Ja det var kun stuehuset, der var stråtækket, og der var to etager i den ene ende. Og der i den ende, kom jeg til at bo forneden. Jeg havde skolestue i havestuen med en stor dør, jeg kunne lukke op lige ud til en gammel pragtfuld have med store træer og plæner. Så havde jeg en lille stue ind ved siden af, og et lille køkken var blevet indrettet til mig. Køkkenvinduet vendte ud til gårdspladsen, stuevinduet ud i gavlen og skolestuen altså ud i haven mod syd. Der var en lille indgang til børene, som var skilt fra forstuen i det store stuehus. Skolen var blevet oprettet, fordi folkene der nede omkring stationen forlangte at få en skole. Der var for langt til Lyager og Rabjerg skoler, som lå 3 – 4 km. – ja det slår måske ikke engang til, – derfra. Og nu var der en lille pige helt ude fra det yderste af sognet, helt nede fra Lille Skindbjerg, der skulle begynde at gå i skole, og hun kunne ikke gå den lange vej. Så forlangte folk at få en lille skole for sig selv, og det blev en to-klasses biskole. Der var jo ikke så forfærdelig mange elever, men jeg husker et år, at jeg havde 14 i den store klasse, men jeg havde nok kun 10 eller 11 i den lille klasse, det kan jeg nu ikke rigtigt huske. Men jeg gennemførte den gamle skoleplan hjemme fra Donslund, at de store gik fire dage om vinteren og to dage om sommeren og de små altså modsat. Og jeg blev modtaget med sådan en hjertelighed og glæde af alle hjemmene i skoledistriktet. Og det bedste var jo også hjemmet, jeg boede i. Det var hos Jens og Maren Kirk. Jens Kirk havde været forpagter i præstegården, og så havde han siden købt den, for præsteboligen var flyttet op i nærheden af kirken i den gamle hovedgård til Dejbjerglund. Dejbjerglunds udlænger var brændt, men hovedbygningen var blevet stående, og så blev udlængerne flyttet ud på marken, og der blev bygget en stor ny gård, som nu hed Dejbjerglund, og hovedbygningen var altså nu benyttet som præstegård.  Men nede i den gamle præstegård skulle de så have et nyt navn, og der var en i familien der fandt på, at det skulle hedde Bøgholdt, fordi der var en lille bøgeskov, der stødte op til haven og gav læ for vestenvinden. Der var den dejligste have, og i skoven var der Lilliekonvaller og bregner, og alt hvad der sådan hører til i en skovbund. Stuehuset var hyggeligt med ret store stuer, lavloftet og mange rum, kontor, spisestue, dagligstue og soveværelse, ja og folkestue var der også, stort køkken og stort bryggers. Der boede altså Jens Kirk og hans kone Maren, som havde været lærerinde på Tommerup højskole i fire somre og undervist i håndarbejde. De havde en lille dreng, som hed Jens Christian, og imens jeg var der i de seks et halvt år, jeg var der, kom der en dreng mere, som hed Erik, en pige, som hed Johanne og sidst en dreng, som hed Svend Aage. De fire børn fra Bøgholdt har jeg forbindelse med endnu den dag i dag.

Det varede jo ikke så længe inden jeg begyndte at få forbindelse med en hel del unge, for Jens Kirk havde en ugift søster og bror, som boede i nærheden hos deres gamle mor. Søsteren fik mig med i KFUK. Da der var gået årstid, valgte de mig til formand. Og jeg kom også til at gå ned i Rabjerg skole og undervise i gymnastik, og siden startede vi et lille sangkor, som blev kaldt ”Det lille Pigekor”. Det var altså de to døtre nede fra lærer Bækgaards i Rabjerg og forskellige andre unge piger fra sognet, vi var en 10 – 12 stykker måske. Pastor Petersens husbestyrerinde frk. Christiansen var også med og en, der hedder Anna Sandager. Det var et par piger, jeg fik meget med at gøre. Vi havde det festligt og rart i KFUK, vi kom rundt i hjemmene hos de forskellige rare koner, og mange af dem fik vi til at lede møderne. Så var der en festlig dag en gang om året, det var grundlovsfesten. Den blev holdt oppe i præstegården i den have, der hørte til der, der var en dam og en ret stor skov. Der samledes et par tusinde mennesker hvert år til grundlovsfest, og KFUM og KFUK i Dejbjerg skulle sørge for kaffe til alle disse mennesker. Vi lejede telte, og vi købte brød, og vi inddelte medlemmerne i forskellige små grupper, der skulle tage sig af det, der skulle gøres og laves, opvartningen, opvasken og kaffelavningen, og det hele, så det gik lige efter en snor. Og så var det så hyggeligt at samles i præstegården, både før og bagefter, for pastor Petersen var meget levende og livlig og gik vældig op i, at det hele skulle gå godt. Der var jeg altså i 6½ år.

I 1932 døde vores gamle bedstefar hjemme i Donslund 95 år gammel. Og da var jeg hjemme til begravelse, men ellers var jeg hjemme i alle ferier da.

Men så syntes jeg alligevel, at jeg måske skulle til noget andet, måske lidt mere, og der var da også en af Dejbjerg-konerne, Inger Sandager, der sagde til mig: ”Ja, De skal nu ikke blive her al tid, det holder vi for meget af Dem til”. Og så begyndte jeg at søge forskellige steder, og det varede ikke ret længe inden jeg hørte fra Hjerm, Hjerm Vestre Skole, at de gerne ville se mig. Og så rejste jeg der op og blev præsenteret for førstelærer Pedersen, pastor Steffensen, som jo egentlig lige med det samme flyttede til Struer og blev provst Steffensen og for skolekommissionens medlemmer. Jeg var rundt ved forskellige b.la. ved murermester Kokholm i byen, og ude ved en gård (jeg har glemt, hvad den hedder) hos fru Barslund i hvert fald. Og derfra fik jeg nogle dejlige børn.

 

Hjerm-tiden

Så begyndte min 20 årige skoletid i Hjerm. Der fik jeg også ret hurtigt en hel del at gøre med de unge, og blev formand i KFUK og arbejdede meget sammen med KFUM´s formand Åge Byskov og hans kone, det var altså nogle gode år. I skolen var der altså førstelærer Pedersen og andenlærer Nielsen og hans kone Fanny, og så var der en forskolelærerinde, der hed frk. Friis, hun førte mig ind i LMF-kredsen. Den LMF-kreds kom til at betyde meget for mig. Jeg kom til at lære omegnens lærerinder at kende. Vi samledes den sidste lørdag i måneden rundt omkring hos hinanden, det gik efter en bestemt turnus, og vi havde fået tildelt hver sin mission, som vi skulle følge med i. Og når det blev vores tur til at holde møde, så skulle vi aflægge beretning om, hvad der var sket i den mission i det år. Og så holdt vi bibeltime over den tekst, der stod i LMFs blad. Vi begyndte om eftermiddagen og havde vores medbragte madpakke med og spiste sammen, og så holdt vi bibeltime om aftenen og sluttede altid ved 9-tiden, for vi skulle jo hjem og i seng, så vi kunne komme op og komme i kirke om søndagen. Fra den tid har jeg mange dejlige minder om mennesker, betydelige mennesker, frk. Gave i Måbjerg Østre skole og frk. Christensen i Hjerm Søndre skole og frk. Jensen i Lejrum Søndre skole og frk. Hvidbjerg i Lejrum Nordre skole og frk. Søgaard i Asp og frk. Dollerup i Sir, og så først og sidst fru Nielsine Pedersen på Østerbjerg i Vejrum, det største menneske, jeg nogensinde har kendt både kropsligt og sjæleligt og åndeligt, hun var en stor kæmpekvinde, og hun var så dygtig,  og hun var inde i alt, hvad der angik ydremission, hun kendte alle missionærerne over hele verden altså de danske, men hun kendte også de indfødte medarbejdere ved navn. Og det var så hyggeligt og festligt at komme i hendes store flotte hjem ”Østerbjerg” i Vejrum. Der var i det hele taget mange store gårde der på egnen også i Hjerm.

Men der var nok noget, som ikke altid var så rart i Hjerm, der var stor forskel på gårdmandsbørnene og så den der hørte hjemme i småhjemmene og i stationsbyen. Men i skolen var der nu ikke nogen forskel at mærke, det mærkedes mere udadtil med den kreds, der samledes i forsamlingshuset, og den kreds der samledes i missionshuset.

Efter et års forløb døde den gamle frk. Friis. Så kom der en ung lærerinde, som hed Johanne Mikkelsen, og som vi i daglig tale kaldte ”Mikkel”. Og inden hun kom, var jeg kommet meget sammen med sygeplejersken, Marie Roersen og så en ung pige, der boede i samme hus som sygeplejersken, og som hed Frederikke Viking.

Og da så Mikkel kom, kom vi meget sammen vi fire, og efterhånden kom der et par stykker mere til, det var de to døtre oppe fra Øster Ausum, Mie og Anne Lise Nørregaard.

Marie Brorson er død, men de andre, ja, Frederikke Vissing er også død, de andre har jeg forbindelse med endnu. Vi havde mange festlige stunder sammen, enten oppe på Østerbjerg eller rundt hos hinanden. Vi gik mange ture sammen om søndagen ned til fjorden og rundt i sognet. Det er jo en meget skøn egn der oppe mange højdepunkter, hvor man kan se ud over Venø bugt. I det hele taget er det en frugtbar egn. Også der blev jeg trukket ind i ungdomsarbejdet og blev formand for KFUK, og da der var gået en tid, kom jeg også i kredsbestyrelsen, der fik jeg mange gode venner b.la. pastor Hareskovs i Ryde, lærer Gammelgaard Madsen i Linde og pastor Steen i Vejrum. Jeg blev også senere kasserer i kredsen og havde arbejdet med 52 foreninger med at holde regnskab med alt det, men det var alt sammen så interessant og morsomt at være med til. Så var jeg også gymnastiklærerinde og havde de store piger både til gymnastik og håndarbejde. Og jeg havde også aftenhold af unge piger, jeg kan huske, at jeg to vintre i træk i hvert tilfælde havde 32 unge piger, og det var vel at mærke dem, der ikke ville gå til gymnastikforeningens gymnastik omme i forsamlingshuset. Der var mange unge i Hjerm på den tid. Så begyndte vi, Mikkel og jeg, at komme i sommerlejr. Der havde aldrig været lejre der i kredsen, den 25. kreds før, men nu lejede man en lejrbygning oppe ved ”Pinen og Plagen” oppe i Salling, Kildeborg hed den, og indbød så til KFUK-lejr en sommer, og bestyrelsesmedlemmerne og nogle ældre i kredsen sagde: ”Ja, ja, det bliver nu ikke til noget, men vi kan da prøve” Følgen var altså, at der meldte sig 80 unge piger. Og der var Mikkel og jeg så ledere.

Det var før krigen. Det må have været i 1938 eller 39, det må måske have været i 1939, og så kommer jo det kapitel med krigen, som er noget helt for sig, og som jeg vil fortælle om særskilt.

Men jeg skulle da også lidt fortælle om, at jeg var så glad for kirken i Hjerm og for pastor Hvas. Det var en given ting, at vi skulle i kirke hver søndag, der var vel en god kilometer op til kirken, men det var jo ikke længere end man kunne gå eller cykle.

I skolen havde jeg mest med mellemalderen at gøre, der var jo en forskolelærerinde, som havde de små, lærer Thøgersen ville helst have de store, så det blev andenlæreren og mig, der fik 3.,4. og 5. årgang. Sommetider fik vi da også lov til at have en af de store klasser. Jeg havde da et år en 7. klasse til dansk, kan jeg huske. Men ellers var det historie og geografi, og hvert andet år havde jeg dansk og historie med et hold, og hvert andet år havde jeg geografi og regning, og der ind imellem havde jeg nogle sangtimer og så håndarbejde med alle pigerne. Og vi havde en vældig fin udstilling hvert år af vores håndarbejde, og selvfølgelig var der også der en højtidelig eksamen hvert forår. Eksamenen varede i to dage, og lærerinderne gav morgenkaffe, og førstelæreren og andenlæreren skiftedes så til at give middagsmad, og jeg kan ikke rigtig huske, om vi også fik eftermiddagskaffe, men i hvert tilfælde gik der to hele dage med det. Men det gik meget smertefrit og godt, pastor Hvas var interesseret, og skolekommissionen var interesseret, det kunne sagtens gå.

Undertiden syntes vi nok, at lærer Pedersen var meget overlegen, eller hvordan men skal kalde det, vi andre sorterede nedenunder i hvert fald, vi blev heller ikke sådan inviteret ud til forskellige fester, det var jo altid lærer Pedersen, der blev inviteret til bryllupper og sølvbryllupper, og hvad der ellers var. Det var meget sjældent, at vi var med til sådant noget. Men vi var jo også mange, hvis vi skulle inviteres alle sammen, så det var måske undskyldeligt. Men vi havde en fornemmelse af, at vi sådan rangerede lidt nede på rangstigen. Det kan godt være, at det var forkert, jeg er kommet til at tænke meget over det siden. Der var også mange flinke og rare mennesker i Hjerm, men jeg blev aldrig rigtig hjemme i sognet skønt jeg var der i 20 år. Der skete ganske vidst en forandring, da krigen kom. Der skete også det, at lærer Pedersens datter blev meget syg, dødssyg, og lå på sygehuset en tid, og i den tid var lærer Pedersen til at tale med. Og da krigen kom og tyskerne kom, da blev vi pludseligt lige og kunne oven i købet sige Du til hinanden. Men det er en anden historie, som jeg gemmer lidt.

Der er lige et par ting mere, jeg skal have med om skolegangen i Hjerm. Fra gammel tid var det almindeligt, at der kom tjenestedrenge på de store gårde hvert år til maj, og de rejste så som regel til november, og derfor var der fridage i skolen de to sidste dage i april og de to først i maj og de to sidste dage i oktober og de to første af november, vi kaldte dem ”majferie” og ”novemberferie”. Så havde vi ingen normal efterårsferie som i andre skoler. Og sådan skulle det altså blive ved med at være, enten der var tjenestedrenge eller ej, for dem var der altså ingen af mere, men det blev ved så længe, ja jeg tror, det blev ved så længe lærer Pedersen levede, og han døde, jeg tror nok, omkring 1948. Og så blev der lavet om på flere ting. De første år, jeg var der, vandrede vi med hele klassen ned til hotellet og havde gymnastik i hotellets store sal, hvor der var ribber i den ene ende. Det var en værre vandring ned igennem en smadret vej om vinteren i snesjap og pløre, meget ubehageligt og koldt var det jo. Men så blev der – det var vist nok inden krigens begyndelse –  at der blev bygget en stor gymnastiksal til oppe i skolen. Den blev bygget til det hus, jeg boede i, så jeg kunne gå ind igennem en skolestue og ind i en lang gang, der førte hen til gymnastiksalen. Og der blev indrettet sognebibliotek, og ovenpå var der skolekøkken, og så var der et stort omklædningsværelse med brusebad. Det var en stor forbedring og meget nemmere at have gymnastikken der. Der inde i den nye afdeling var der centralfyr fra kælderen, men det måtte ikke komme ind i min skolestue, for der var ikke centralvarme i de andre skolestuer, og så kunne det aldrig gå an, at jeg fik det. Men til sidst brændte kakkelovnen sådan sammen, at det var ganske umuligt at fyre i den. Og så fik jeg da endelig lov til at få centralvarme ind i min skolestue, det var en stor lettelse, for det var et stort arbejde at fyre den skolestue op, og det skulle jeg jo gøre. De første år, jeg var der oppe, skulle jeg selv tage asken ud og lægge til rette, så jeg kunne tænde op næste morgen. Ja, jeg skulle oven i købet selv kløve pindebrændet, så jeg havde noget, jeg fik nogle klodser udleveret, ja, jeg måtte da selv i selskab med Mikkel, vi var fælles om at købe en økse, så vi kunne få kløvet vores pinde og lagt til rette om aftenen. Det blev også bedre siden hen. Det blev pålagt rengøringsfolkene i hvert fald at tage asken ud, men vi skulle blive ved med selv at fyre. Det var en stor lettelse for mig, da der endelig kom centralvarme ind i skolestuen. Den var kold, den skolestue. Der var vinduer både imod syd og imod nord. To store vinduer i hver side med 36 ruder i hver, og sådanne to vinduer havde jeg også inde i min stue, et i syd og et i nord, altså jeg havde 72 ruder i stuen og 36 i køkkenet. Så havde jeg et dejligt lille soveværelse oppe oven på med en altan uden for, og det var dejligt. Der kunne jeg stå oppe sommeraftener og nyde udsigten over min have, som var blevet smukt anlagt ovre ved mit hus.

Det var drøjt i de hårde vintre 39, 40 og 41 eller hvornår det nu var, det var næsten umuligt at fyre op. Jeg måtte have alting inde i stuen, jeg kunne slet ikke sove oppe oven på, jeg sov på min divan i stuen og fyrede over om natten, det vil sige, kakkelovnen kunne nu kun holde ild allerhøjest fire timer, men når jeg fyrede ordentligt på om aftenen, inde jeg gik i seng, så kunne det holde sig så nogenlunde. Og så stod jeg tidligt op om morgenen og gik ind og tændte op i skolestuen, og gik i seng igen, og stod op og fyrede, det gjorde jeg måske to eller tre gange. Jeg måtte have alting inde i stuen, det hele frøs. Mit rugbrød var en isklump, og alt hvad jeg havde i spisekammeret, måtte jeg flytte ind i stuen og bo der inde. Næsten alle vandhaver i bygningen var frosset, det eneste sted, der kunne fås vand, var omme foran forskolelærerindens hus. Der var en brønd, en pumpe, og der ved den pumpe hentede vi næsten alle sammen vand, i hvert fald fra den del af byen, der lå vest for banen. Jeg kunne få vand hele tiden nede i kælderen, der var en vandhave, som ikke frøs til takket være en mægtig snedrive, som lå uden for mit køkkenvindue helt op til vindueskanten. Og det har nok været den, der har lunet, sådan at den ene hane der nede i kælderen ikke frøs til. Oppe i køkkenet var jeg jo nødt til at lukke for det hele. Da jeg en weekend var i Dejbjerg og vendte tilbage ud på natten, var vandet i vandgryden (Indbygget i komfuret i køkkenet. Red.) frosset til en isklump, og vandgryden var sprængt, og vandhanen i køkkenet var sprængt, skønt jeg havde lukket for vandet i kælderen, så havde der alligevel stået en lille smule oppe i hanen, som havde sprængt den. Det var hårdt. Min indgangsdør vendte ud i nord, der kom børnene også ind, der var skolegangen, jeg kan snart ikke forstå det nu, hvordan vi kom det igennem. Vi fyrede jo med tørv og brænde og brunkul, og vi havde da også i begyndelsen af krigen noget koks, men det fik jo ende.

Nu vender jeg båndet, og så fortæller jeg, hvad jeg kan huske fra krigens tid, og det bliver løst og fast imellem hinanden.

 

2. verdenskrig

Den 9. april 1940 var jeg gået ind i skolestuen kl. 8 og havde sunget morgensang med børnene. Vi begyndte på undervisningen, jeg husker ikke, hvad det var, vi havde, men det var noget, jeg skulle fortælle i hvert fald. Så blev der pludseligt sådan en uro og brummen udenfor, og børnene blev urolige og sad og stirrede ud ad vinduet, jeg kunne slet ikke holde deres opmærksomhed fangen længere. Så skulle jeg også se, hvad det var, og så kom jeg til at se op under vingerne på en sort flyvemaskine med hagekors malet på, så var jeg klar over, der var et eller andet galt. Jeg gik uden for, og der ude på vejen stod Mikkel i den største ophidselse sammen med vores nabo, gamle Inger og hendes syge søn, Bernhard. Bernhard led at den frygtelige rystesyge og han rystede så hvert lem gik på ham, han kunne slet ikke stå stille, og Mikkel råbte. ”Ja, men hvad er der da i vejen?” sagde jeg, ”Men ved du det da ikke” råbte hun så højt hun kunne, “Tyskerne er her, vi er besat, de kører ude på hovedvej 11, de er allerede oppe”. Jeg tog det altså på en anden måde, jeg blev fuldstændig kold og stiv. Sådan reagerede vi nu tit forskelligt. Tyskerne var der altså, og vi gik så over til lærer Nielsens og hørte i deres radio udsendelsen om, at vi skulle udvise ro og orden, og vi skulle sørge for at få alle vinduer mørkelagt og forskellige andre ting. Og så gik jeg tilbage til børnene og sagde til dem, at det var altså tyskerne, som havde besat Danmark, og nu måtte de gå hjem for i dag, for vi vidste ikke, hvordan det ville komme til at gå alt sammen. Og jeg huske endnu lille, Christian Sloth, han blev fuldstændig kridhvid i hovedet, da det ligesom gik op for ham, hvad der skete.

Nå, hvordan det ellers gik der i den nærmeste tid, det husker jeg ikke rigtigt, for til at begynde med, var vi ikke sådan generet af dem, vi passede vores arbejde. Men så kom der jo den dag, da de begyndte at snakke om, at nu ville tyskerne nok have skolestuerne. De tog forsamlingshuset, missionshuset og den store sal nede på hotellet, og en dag, da jeg sad inde i klassen sammen med børnene, gik døren pludseligt op, og ind vankede en stor tysk officer. Uden at sige hverken buh eller bæh gav sig at skridte skolestuen af i hele dens længde, og han gjorde mine til at ville gå ind af min dør, ind i min private lejlighed, men så sagde jeg sådan temmelig højt og bestemt: ”Privat!!”, ”øh”, sagde han bare, og så snurrede han om på hælen og marcherede ud igen. Det betød altså, at nu ville de have skolestuerne, alle fire. Jeg kan ikke huske, hvor lang tid der gik, inden det gik sådan, men jeg boede i hvert fald i lejligheden en tid, efter at de havde taget skolestuen, og det var slet ikke så sjovt.

Jeg havde en lille gang imellem mit køkken og skolestuen, i nøglehullet der proppede jeg papir ind, for der kom altså en underlig duft inde fra de her tyskere, men hver gang jeg proppede det ind, pillede de det ud igen, for de ville nu se, hvad der var der inde, men det kunne de nu ikke komme til, for det var en mørk gang, der var ingen vinduer, så der var ikke noget at se. Men vi skulle jo holde skolen i gang alligevel, og så blev det sådan, at lærer Pedersen skulle have sine børn oppe i konfirmandstuen ved præstegården, og forskolelærerinden skulle have sine børn om i en gildesal, de havde på en fabrik, der hed Møllevang, og i villaen, der hørte til fabrikken, var der i kælderen en gildesal. Der kom de små så til at gå. Og så skulle andenlæreren og jeg skiftes til at gå hen på Christiansborg, en stor gård, der lå henne vest for skolen, hvor der var en stor stue, som de ikke brugte. Der skulle jeg altså gå hen hver anden dag og hver anden dag skulle jeg gå op på kalkværket, i villaen, hvor bestyreren boede, der var der en meget stor spisestue, som bestyreren og hans kone mente de godt kunne afse. Der blev så flyttet skoleborde de forskellige steder hen, og så marcherede vi hver morgen hver sit sted hen.

Sådan gik det da en tid, og det gik såmænd da også helt godt. Jeg tror slet ikke, vi havde håndarbejde i den tid, og det kunne næsten heller ikke lade sig gøre. Men så en formiddag, jeg ved ikke rigtigt, hvorfor vi havde fri den dag, men jeg var i hvert fald taget til Holstebro en formiddag for at handle, og da jeg kom tilbage med toget kl. 11, traf jeg en arbejdsmand, og han råbte: ”De skal skynde dem hjem og flytte, tyskerne vil have Deres lejlighed”, og jeg skyndte mig hjem, og det viste sig så at være rigtigt. Både forskolelærerinden og jeg skulle ud. Og i løbet af en time, tror jeg, blev alt mit pik pak båret over skolepladsen og over på loftet hos lærer Pedersens. Pedersens og Nielsens fik lov at beholde deres lejligheder. Det hele kom op af trappen og lå i et virvar oppe på loftet. Der var to værelser der oppe, og der skulle jeg så bo i det ene. Og i løbet af ganske kort tid, det varede kun en time efter, så var tyskerne over det hele, i min lejlighed og i hele bygningen undtagen i skolekøkkenet, og, ja, biblioteket lod de også være, det fik lov at være. Men gymnastiksalen og kælderen og alt, hvad der var der ovre, det tog de.

Jeg fik så en lille smule orden på mine sager oppe på loftet, og så bestemte lærer Pedersens, at de ville rydde deres kontor, og så skulle jeg have lov at have det som min stue og have nogle af mine møbler stillet an der. Og jeg skulle naturligvis spise inde hos dem, for der var ingen mulighed for, at jeg selv kunne lave mad. Og da var det altså, at vi sådan kom hinanden lidt på nærmere hold.

Lærer Pedersen foreslog selv, at vi skulle sige ”Du”. Og det var såmænd også meget hyggeligt at være der sammen med dem. Mit vindue vendte ud til legepladsen, og der sad jeg og betragtede alle de her grågrønne soldater, der myldrede ud og ind af legepladsen. Engang imellem rullede der en stor historie ind på skolepladsen, og de blev alle sammen stillet op på række og geled og skulle der ind i den lukkede vogn efter tur. Det viste sig, at det var en aflusningsanstalt, og når de kom ud igen, havde de ingen tøj på, de havde bare slået et håndklæde, eller hvad det nu var, om livet og så sprang de over legepladsen og ind i lærer Pedersens skolestue, og skulle i en ny uniform eller en ren uniform, og så blev alt det andet kluns også afluset. De hold vældig fest med det og grinede ind til os og sprang afsted der halvnøgne, det var selvfølgelig en afveksling i det. Jeg så også, hvordan de eksercerede rundt på pladsen. De havde en meget arrig kaptajn, eller hvad han var, der skreg og skrålede og kommanderede, og der var en lille fyr, for mig så han ud til kun at være en 16 – 17 år, han så ud til at være nærmest evnesvag, og han kunne ikke følge med, han blev bag efter hele tiden, og han blev sparket og jaget med, så det var en ynk at se på. Den officer havde taget bolig nede hos Kjær Dideriksen i deres private villa. Han boede i et stort værelse, de havde oppe oven på med altan ud over haven, og om natten stod han op og gik ud på altanen og stod og skød med sin bøsse op i luften, eller hvor han nu skød hen, så fru Dideriksen lå og rystede nede i sengen. Han var vist nærmest lidt sindssyg, eller hvad han var. Da de nogle år efter trak sydpå igen som slagne, da blev det sagt, at soldaterne skød ham, inden de nåede hjem. Han var almindelig forhadt. Nå, men det var nu et spring fremad.

Så gik tiden jo, og vi passede vores skolegang så godt, vi kunne, men det blev jo mere og mere ubehageligt at have med dem at gøre. De var alle vegne, de sad i restaurationerne i Holstebro og spiste flødeskum med spiseskeer af store skåle, og de købte ind og sendte hjem af alt muligt godt her oppe fra.

Siden hen – ja, nu kommer det sådan lidt i flæng, ligesom jeg kommer i tanken om det, – engang jeg var hjemme på ferie, det var jo meget vanskeligt med toggang og det hele. Jeg kan huske en tid lang, kunne jeg kun komme til Brande, der sad jeg i 4 ½ time og ventede på en forbindelse til Grindsted. Siden fandt jeg så på, at jeg kunne cykle helt hjemme fra og til Brande, og så tage toget der fra, og det gik sådan på bedste beskub. Men engang jeg kom hjemme fra, det må have været i en efterårsferie, det var mørkt, og jeg havde skiftet tog i Brande. Da vi så kom uden for op efter Fasterholt til, så holdt toget pludseligt, og vi fik at vide, at frihedskæmperne havde været der, og at de havde sprængt et lokomotiv, og det lå tværs over skinnerne vi kunne ikke komme længere. Så sad vi der i vognen, jeg ved ikke hvor længe, så kom der bud, at nu var der bakket et tog fra Holstebro ud til os, og så skulle vi springe ud i marken og vandre uden om det her havarerede lokomotiv og hen i det næste tog. Der var lige taget kartofler op i den mark, hvor vi kom ud, vi vandrede i de her kartoffelhuller og kartoffeltoppe og nåede så hen i det tog, der holdt og ventede på os.

Og da vi så endelig med mange timers forsinkelse kom til Hjerm så skulle jeg jo op til skolen, jeg tror klokken var 1 eller 2 om natten og ind til lærer Pedersens og finde i seng. Og da jeg kom op til indgangen til legepladsen, stod der jo to soldater med opplantede bajonetter, og de kom hen imod mig med sænkede bøsseløb, jeg sagde så, så godt, som jeg kunne, at jeg boede her, og at jeg skulle ind her, og jeg pegede hen på lejligheden. Så lod de mig gå, men de fulgte bag efter mig lige i hælene. Da jeg så kom hen til døren, så var den naturligvis låset, og så skulle jeg om i haven og have buldret lærer Pedersens op, og så lukkede fru Pedersen mig ind ad havedøren. Da var jeg nu ikke helt godt tilpas, jeg rystede lidt, men jeg kom da op oven på og kom i seng, og jeg sov da også godt nok. Det var den gang.

Men så begyndte frihedskæmperne at røre på sig. Det varede selvfølgelig nogen tid, det varede måske et par år, inden det gik sådan. Tyskerne blev mere og mere påpasselige. Og da der så skete et eller andet på jernbanelinjen mellem Struer og Holstebro, jeg tror skinnerne blev ødelagt, eller hvad det var, truede de med, at de ville tage sognerådsformanden og lærer Pedersen, og det resulterede så i, at lærer Pedersens tog deres cykler og forsvandt en sommereftermiddag, uden at fortælle mig noget som helst, ja, jeg fik da at vide, at de ikke kom hjem igen, at de var nødt til at gå under jorden. Og så vidste jeg snart ikke rigtigt, hvad jeg skulle. Jeg syntes, at det nok var det rigtigste, at jeg blev og gik i seng oppe på loftet, det gjorde jeg så. Men jeg sov ikke ret meget den nat, og jeg gjorde det heller ikke tiere, jeg gik over til Maria Rohrsen over på den anden side af gaden, og sov der om natten. Pedersens var nu kun taget til Holstebro til deres datter og svigersøn, og de kom da også hjem igen siden, og der skete så ikke noget. Men de (tyskerne red.) blev jo mere og mere aggressive. Ude ved jernbanen imellem Hjerm og Struer, slår jernbanen en kurve, landevejen følges med jernbanen et stykke, men så drejer banen fra, og der, hvor den drejer, lå en gård, eller ligger endnu en gård, der hedder Lille Vildersborg. Og imellem vejen og banen havde de deres køkkenhave, frugttræer og frugtbuske og sådant noget, deres rigtige have lå på den anden side af vejen ovre ved stuehuset. Og nu havde frihedskæmperne, som vi jo altså havde en del af i Hjerm, fået at vide, at en tysk officer, jeg tror han hed Lindemand, skulle komme fra Struer til Holstebro, altså igennem Hjerm, og han ville sidde i den bestemte vogn, og det var det tog, der gik på den og den tid. Og så havde de lagt en sprængladning under og beregnet det så fint, at den skulle springe netop under den vogn, der lige uden for den køkkenhave, hvor de havde skjult sig. Og det gik også alt sammen, som de havde beregnet på nær det, at tyskeren i sidste øjeblik i Struer sprang ind i en anden vogn. Så eksploderede bomben under den vogn, han skulle have siddet i, og han var aldeles rasende fuldstændigt ude af sig selv, han for ud af toget, og han råbte og skreg og kommanderede, men frihedskæmperne var da væk for lang tid siden. Men han gav befaling til, at gården der skulle brændes af, for det var naturligvis dem, der havde gjort det. Der boede Espensen. Espensen var svært handicappet vist nok af sklerose, og fru Espensen var fuldstændig stok døv. De havde to piger, søde dygtige piger, Ingrid og Anne Elisabet, Ingrid havde sukkersyge, Anne Elisabet fejlede ingenting. Og så havde de to karle. Tyskerne gav befaling om, at stalddørene skulle lukkes og dyrene brændes inde, men karlene havde i al hurtighed fået hestene ud af en bagdør, og køerne var på marken, for det var om sommeren, så der var ikke ret mange dyr inde, og der var vist nok ikke nogen af dem, der tog skade, for der var murede hvælvinger over stalden, og der var intet foder på loftet der kunne brænde, men stuehuset og alt, hvad der var der inde, brændte. De to små piger, de var vist 10 og 12 år dengang, de skulle skynde sig at trække i tøjet, og det gjorde de også, og de tog så mange lag på, som de på nogen måde kunne, overtøj og det hele og kom jo så ud. Og deres far prøvede at tage noget med, men det blev han kommanderet til at smide ind i flammerne. Efter den tid var de meget ubehagelige, tyskerne. Det var altså langt henne i krigen, jeg husker ikke, hvornår det var.

Jeg husker, at om vinteren skulle vi fyre i kakkelovnen, og jeg havde mit brænde og mine tørv ovre i skolen ovre i den del, de havde taget, og jeg havde hængelås på mit brændselsrum. Men jeg skulle jo engang imellem der over efter en forsyning, og så gik fru Pedersen med mig. Og da havde de ild under gruekedlen derovre, og de her halvnøgne mennesker for rundt der ovre og vaskede sig og dampede og gjorde ved. Da vi havde gjort det et par gange, sagde fru Pedersen: ”Det skal du nu ikke gøre tiere. Nu låser vi for det rum, og så kan du tage brænde hos os, så længe det her varer”. Det var jeg nu da glad for, at jeg ikke skulle der over tiere.

Jeg husker den første jul, mens tyskerne endnu var pæne og vel disciplinerede, de havde jo taget det hele, men jeg boede endnu i min lejlighed. Vi holdt KFUK-møder i biblioteket, for det var det eneste sted, hvor vi kunne samles. Da de begyndte at stille an til deres julefest der inde, da måtte Mikkel og jeg ind til dem og have fat i en bænk, for vi havde ikke noget at sidde på, da så jeg, hvordan de havde stillet an med julegaver til hver eneste soldat, det var småting som lommeknive, og jeg ved snart ikke, hvad det var mere, men da havde jeg nu altså lidt ondt af de stakkels unge mennesker, at de skulle holde jul i fremmed land langt væk fra det der hjemme. Men det blev jo værre siden hen, da de begyndte at få meddelelse om, hvordan det hele blev smadret i Tyskland, de havde jo ikke noget at vende tilbage til.

Så kom den tid, men hvordan var det nu, det må da have været … da alle flygtningene kom. Det må have været efter at tyskerne var taget herfra – var det da virkelig efter befrielsen? – det må det have været, ja, det var det. Jeg husker den aften, hvor vi sad ovre i lærer Pedersens stue. Jeg sad i den røde sofa, og vi hørte meddelelserne fra England ordene om, at tyskerne havde overgivet sig både i Holland og i Danmark.

Lige med det samme var der en jubel og en færdsel op og ned ad gaden, hele byen var på benene, og inde hos os var der da også glæde. Jeg havde et par flasker hjemmelavet æblevin, som jeg havde gemt til den dag befrielsen kom, dem knækkede vi halsen på, og så sad vi der, lærer Koks og lærer Pedersens og jeg og sang: ”Der rider en konge” og flere fædrelandssange. Det var en meget meget mærkelig aften. Og næste morgen, da jeg gik ned på Christiansborg for at holde skole, da ringede kirkeklokken, og det var den skønneste majmorgen med udsprungne grønne planter, og det havde regnet om natten, og det var så dejligt friskt og grønt over det hele. Og da jeg var kommet ind til børnene henne på Christiansborg, og vi havde sunget nogle sange, så kom forskolelærerinden, det var imidlertid blevet en anden, Mikkel var rejst, der var kommet en frk. Frandsen, og hun kom marcherende med første og anden klasse nede fra Møllevang, og de havde alle sammen små papirflag i hænderne, og de kom ind imellem os, og så sang vi fædrelandssange sammen, og så marcherede de videre igen. Vi andre kunne da heller ikke bestille noget.

Men så husker jeg, da flygtningene kom, et tog af mennesker, gamle kvinder og unge kvinder, børn og gamle mænd nogle i rullestol, og de rykkede jo ind over alt, hvor tyskerne havde været, i min lejlighed og i hele forskolen og alle rummene der ovre. Det var et sørgeligt syn, jeg kan huske, at fru Pedersen sagde: ”Hvordan i alverden kommer vi da af med dem igen?”  Og vi havde dem jo i lang tid.

Jeg gik omme og passede min have og gjorde rent der omme og slog min græsplæne, og da stod der et par ældre mænd og så på mig og så på det her, de havde vist aldrig set en slåmaskine før. Jeg hørte de sagde: ”Det er praktisk, det er praktisk”. Så gjorde de tegn til, at de ville over og prøve den, men jeg vinkede dem af, for vi måtte ikke have noget med dem at gøre. Det var vel nok synd, de skulle have haft lov til at prøve at køre med den slåmaskine, men de rystede bare på hovedet, så vendte de om og gik, de havde jo intet at foretage sig.

Jeg havde en pragtfuld række af røde tulipaner det år, og en dag, da jeg kom der om, var de halve af de røde hoveder plukket af, stilkene stod at strittede der. Og så fortalte andenlæreren, som nu i midler tid var blevet lærer Kok, lærer Nielsens var flyttet, han fortalte, at en mor, en af flygtningene var kommet ganske ulykkelig hen til ham, og havde fortalt ham, at hendes lille pige var gået ud, og havde plukket hovederne af de her kønne tulipaner. Hun havde måske aldrig før set blomster, eller det var måske lang tid siden hun havde, men hun havde samlet dem i sit lille forklæde og var gået ind til sin mor med dem. Det pyntede jo ikke på haven, men jeg undte hende såmænd godt de blomster. Men vi måtte jo ikke have noget med dem at gøre, vi kunne slet ikke få lov til at være venlige imod dem. En aften samlede de bænke og stole og al ting ud og byggede en hel terrasse op ude på legepladsen, og hvad de ville med det, det kunne vi da ikke regne ud, men om aftenen holdt de fest der ovre, de sang noget så skønt, flerstemmigt og mange sange. Og hvad det var for en højtid, eller hvad det var for noget, de mindedes, det fik vi ikke fat på, men det var altså et eller andet, de mindedes. Vi lagde også mærke til, at de forskellige damer der ovre, de luftede deres pelse og fine kjoler. De havde altså noget med sig. Det var tydeligt, at mange af dem var velhavende folk, om de så var kommet fra de store godser i Østprøjsen, eller hvor de var kommet fra, de var jo blevet drevet hele vejen igennem Prøjsen og op igennem Holsten og Sønderjylland, og havde mistet alt, hvad de ikke kunne slæbe med sig. Jeg kan huske at fru lærer Gammelgaard Madsen fortalte, at hun var rejst til København engang, og på storebæltsfærgen var hun kommet til at snakke med en gammel tysk kone. Fru Gammelgaard Madsen var sønderjyde og talte flydende tysk. Den gamle kone havde fortalt hende, at hun havde mistet alt, mand og børn, hjem og slægt, og nu var hun helt alene her oppe i et fremmed land. ”Uha”, sagde fru Gammelgaard Madsen, ”Du har vel nok noget at græde over” og så svarede hun ”Jeg kan ikke græde, jeg har ikke flere tårer”. Og når man nu tænker på det bagefter, så skulle man jo have vist dem lidt venlighed, men det var ikke nemt, for vi var jo så præparerede imod alt, hvad der var tysk. Vi kunne ikke tåle at se de grågrønne soldater, der trampede over det hele og lod ligesom, det var deres alt sammen. Flygtningene kunne vi nok bedre have taget, men de havde det sådan set godt de fik jo mad udleveret, og de lavede mad både i mit køkken og i skolekøkkenet og levede sådan set godt nok, og de var jo ikke lukket inde. De gik somme tider hele dagen en lang tur til Struer, og hvis de havde nogle penge, og det må de have haft, så handlede de der nede og kom så tilbage hen imod aften med, hvad de havde købt.

Nu fortsætter jeg så med forskellige små ting, jeg er kommet i tanken om alt imens som tiden er gået.

Hvem, der var frihedskæmpere i Hjerm, blev jeg ikke rigtig klar over før efter befrielsen, men der var en del. Der kom af og til et illegalt blad ind af min brevsprække, og en dag lå der en seddel på min bagtrappe, hvorpå der stod: ”Tag dig i agt for stikkeren og ludderen Inger Dige“. Da blev jeg nu ligegodt lidt rystet, for Inger Dige var en af vore gamle elever, adoptivdatter til et meget godt hjem, men hun var jo faldet for en tysk officer, og han tog sig af hende på alle måder. For at hun ikke skulle lide overlast, havde han foræret hende en stor bidsk Schæferhund, som hun altid gik med i et bånd. Hun var jo blevet besat af den fine herre. Siden hen er hun blevet gift her hjemme i Danmark og er en agtværdig kone. Vi skulle jo vogte os for hende dengang. Værre var det med en anden lille pige. Hun var ikke særlig godt begavet, og hun var jo kommet i med de her tyskere, og på befrielsesaftenen tog frihedskæmperne fat i hende og fik hende op på en møjbør og klippede hende skaldet og kørte op og ned ad gaden med hende. Det var nu altså synd, for hun vidste i hvert fald ikke, hvad hun gjorde.

Men der var nu også lyspunkter. Vi havde en vognmand, som ejede en lastbil, og så stillede der en tysker hos ham og forlangte, at han skulle køre for dem. Men Petersen sagde ”Nej!”. Så truede tyskeren lidt, men Petersen sagde stadigvæk ”Nej!”, til sidst satte tyskeren pistolen for brystet af ham og truede med at skyde ham, men Petersen så ham lige ind i hovedet og sagde ”Nej!!”. Så gik tyskeren. Han havde alligevel lidt respekt for en mand, der havde sine meningers mod.

Der var jo også undertiden muntre oplevelser. Der var et par koner i byen, som var blevet gode venner med tyskerne, beværtede dem og var høflige imod dem, og det stak lidt i øjnene på frihedskæmperne, og de bestemte, at når nu den ene af dem kom hjem om aftenen fra Struer, så skulle hun fanges, og så skulle hun klippes. De fik også godt nok fat i hende og fik hende ind i en lejlighed og fik hende anbragt i en stol, men hun sparkede og skreg og slog om sig til alle sider, og den saks, de havde fået fat i, var ret sløv, så det lykkedes dem altså ikke at få håret rigtig af hende. Hendes mand meldte så sagen til politiet, og det danske politi skulle jo tage sig af sådant noget, så de her unge mennesker blev stævnet til at stille til forhør nede på hotellet. De ene af dem var lærer Pedersens søn, Christian, da han havde været inde og var blevet forhørt, kom han ud, og hele byens ungdom stod udenfor sagde: ”Christian, hvordan gik det?”. ”Jah, det gik jo sådan, at jeg skal til Vinderup og skydes i morgen”, sagde Christian, ”men nu skal jeg lige hjem og sige farvel til far og mor”. Det morede vi os meget over alle sammen, der skete naturligvis ingenting.

Men hvem der ellers hørte med til frihedskæmperne, ja, det var først bagefter vi fik det at vide.

Der var et depot oppe i Rudolf Asmussens kælder i en villa oppe øst i byen, og jeg ved altså også, at de tog containere ned fra engelske flyvere ude på Niels Offersens mark. Vi sad jo der hver aften og hørte på den engelske radio med den lange remse af navne, der var hilsen til, og vidste ikke rigtigt, hvad det betød, men det var altså navne på de forskellige grupper i Danmark, der skulle holde sig parat til at modtage noget om aftenen. Og der var vores gruppe jo også imellem. Men det var alt sammen noget, vi først fik at vide bag efter.

Så var der også det punkt, der hedder mørkelægningen. Hvor var det uhyggeligt de mørke vinternætter og vinteraftener. Første gang jeg rigtig kom ud for det, var jeg taget til Holstebro en eftermiddag for at få vasket hår. Jeg tænkte ikke over, at det kunne blive mørkt, inde jeg blev færdig, Men da jeg kom ud fra den oplyste salon og ud på gaden, kunne jeg ikke se en smule, det var buldrende mørkt. Jeg stod lidt stille og vænnede mig til mørket, og så skulle jeg prøve at finde op til banegården, der var ca. en km. op, og det var ujævnt fortov, hvor der sommetider ragede trapper ud, andre steder var der lyskasser, og kantsten var der jo hele tiden. Men jeg listede af, så godt jeg kunne og pludseligt busede jeg ind i en modgående, og vi mumlede begge to et ”Undskyld”, og så kom vi da videre. Lettere var det, når der kom en med en lille svagt lysende lommelampe, der lyste nedad, så kunne man da se, at der nærmede sig en, men jeg kom da op til banegården, og jeg kom også hjem. I Hjerm var det nemmere at finde rundt, det var jo ikke så stor en by, og der kendte jeg alle kanterne, næsten. Men uhyggeligt var det. Men efterhånden vænnede vi os også til det, og vi tog ud til både det ene og det andet om aftenen, men vi skulle, så vidt jeg husker, være hjemme og inde kl. 22. Det skulle vi i hvert fald en overgang da.

 

Her slutter fortællingen.

Aflyttet og afskrevet af Maria og Hans Erik Friis
År 2017

Første udgave (med evt. fejl endnu)

 

Søgårdvej
Hejnsvig 7250 DK
Get directions

Fødselsdag:

1904

Erindringen ønskes afleveret til:

Lokalhistorisk Arkiv For Grene Sogn (Billund)