Jeppe Harald Jepsen

Slægtsgården Kærgård dannede rammen om Jeppe Harald Jepsens barndom i Toftnæs uden for Varde i 1920'erne og 1930'erne. Der bliver levende fortalt om dagligdagen på gården, og de efterlignede de ting, som de oplevede på gården, eksempelvis at lege dyrlæge. Det er også en fortælling om tiden sammen med bedsteforældrene og skoletiden, og hvordan de forskellige lærere havde en god indflydelse på deres senere liv. Gør ejerskabskrav på erindring

Mit liv begyndte 30. januar 1926, hvor jeg blev født i en lille landsby ved navn Toftnæs 5 km. udenfor Varde på vej mod Hjerting. Min far ejede en gammel slægtsgård, ”Kærgård " hed den, og den havde været i slægtens eje siden 1833. Min mor solgte den, da hun i nogle år havde været enke.

Min far overtog gården 1924, hvor hans forældre gik på aftægt, som det hed sig dengang. Der var ikke noget med folkepension eller lignende - kunne man ikke selv klare det, var der kun fattiggården tilbage, og det var en ydmygelse, man ikke tog imod. Folk, der ejede en landejendom, kunne, når de solgte, indgå en aftægtskontrakt med den nye ejer, hvor de skulle have naturalier i form af mælk, smør, kød, brændsel m.v. samt evt. et årligt beløb. Man havde også tit det med, at man skulle have et par får på græs, så havde man uld til at spinde og strikke hoser og trøjer af. Det var også sådan før, at man skulle have nogle pægle brændevin og evt. fiskeret ved en å (ålegårdsret).

Min mor er født i et vogterhus ved jernbanen – ”Hvidagre” kaldte man det. Det lå ca. 3 km. udenfor Varde ved jernbanen mod Guldager. Mine bedsteforældre var ledvogtere. De fik 10 børn, så der har ikke været noget at rutte med. Selvfølgelig var de store ude at tjene føden på en eller anden gård i sognet. Bedstefar arbejdede på banen ind imellem, eller på heden med at slå lyng, eller grave lyngtørv, være i mosen og lave klyne, som man kaldte dem. Det var brændslet dengang og måske lidt træ, hvis man havde noget at fælde. Han var nødt til at tjene lidt ekstra ind imellem, for lønnen var lille. Men man havde fri bolig og uniform. Det var det eneste pæne tøj, han havde, der var ikke råd til andet. Når han fik ny uniform, så blev der sat andre knapper i det. Uniformknapper skulle afleveres, Det har jeg selv de første år i P & T prøvet.  Man kunne godt mærke på mor, at hun kom fra små kår, hun var sparsommelig hele sit liv, man smed ikke noget væk, der kunne bruges, og man spiste det, der kom på bordet. At være kræsen og smide mellemmadder væk, det gjorde man ikke, så vankede der. Den lærdom med mad har fulgt mig hele livet og absolut ikke været mig til skade.

Da ledvogtningen ved Hvidagre blev nedlagt, blev de flyttet lidt nærmere Varde og skulle der passe leddet ved vejen mellem Varde og Hjerting. Og da den så også blev nedlagt, blev de flyttet til Tarm, hvor de passede leddet ved Tarm Enge mellem Tarm og Skjern. Her boede de i ledvogterhuset til bedstefar døde. Fra min tidlige barndom kan jeg svagt huske mine bedsteforældre på mors side. Min bedstefar gik altid i uniform, hvor etatsknapperne var pillet af. Man fik udleveret uniform, det kender jeg forresten selv, og den gamle kunne man så bruge civil. Man har sikkert ikke haft råd til andet tøj.

Jeg kan lige huske, at jeg har været med på besøg hos dem i ledvogterhuset der, og at der dengang var tog fra Tarm til Nørre Nebel.  Den blev forresten nedlagt samme år 1929. Da min bedstefar døde, blev han begravet fra Alslev kirke, deres grav er der den dag i dag. Der var en lille mindehøjtidelighed i forsamlingshuset bagefter, kan jeg huske.

Da han var død, flyttede min bedstemor hen til sin yngste søn i Tarm by, der har jeg været flere gange på besøg som dreng, også efter hun var død. Vi tog altid toget fra Varde til Tarm, når vi skulle besøge morbror Thorvald og Marie, og samtidig skulle vi besøge morbror Aksel og Stinne, der boede næsten ved siden af, blot på en anden gade, men deres haver stødte sammen. Først var vi det ene sted til middag og så kaffe og aftensmad det andet sted. I de første år var vi alle samlet, men på et eller andet tidspunkt blev de så uenige, at man ikke talte sammen. Det var kvinderne der var røget uklar. Ingen af dem havde børn og fik det aldrig. Jeg kan huske min mor grinte af det og syntes det var noget pjat Man sad det ene sted og kunne se de andre en sommerdag i haven og omvendt. Om vinteren rejste vi ikke, så skulle det da lige være noget særligt.

Mine bedsteforældre på fars side dem husker jeg tydeligt. De boede i et hus ved siden af Kærgaard, som de havde købt af en mand, der hed Bovbjerg. Den, der kom til at betyde mest for mig som barn, var bedstemor Barbara - ingen tvivl om det. Men bedstefar Jeppe ham husker jeg også tydeligt. Han spadserede altid, kunne ikke cykle, og jeg lille purk har gået mange skridt ved hans hånd, når vi skulle om på Vestermarken og flytte køerne, eller ud i Krog og se til og tælle ungkreaturerne. Det var hver dag, fra de var kommet derud. Det var ligegodt et stykke vej frem og tilbage en ca. 7 km.. Det er måske derfor, jeg er så god til at gå og kan lide det.  Bedstefar var lidt af en dyrlæge, der var mange der kom til hans dør og skulle have ham med, det kunne være en ko, der ikke kunne kælve eller andet. I de fleste tilfælde kunne han klare det. Det kunne ske dag som nat. Der blev adskillige gange banket på deres vindue om natten, om han ikke kunne komme til det eller det. Og han drog straks afsted for at hjælpe det stakkels dyr. Han havde åreladesæt og trommesygespyd, hvis det var det, der var galt. Jeg har disse remedier i dag som minde, men kan ikke bruge dem ,og det må man heller ikke mere, det er dyrlægens arbejde nu.

Bedstefar havde som ung været soldat i Fredericia, han spadserede dertil, det kunne man dengang. Da han var musikalsk, blev han hornblæser ved regimentet og var, så vidt jeg ved, sammen med H.C. Lumbys søn. De fik sig vistnok nogle dramme ind imellem, har jeg ladet mig fortælle.

Det sidste, bedstefar nåede i sit liv af begivenheder, var en tur til Skamby på Fyn for at fejre sin yngste søn Hans Jepsens bryllup med Erna. Ikke så længe efter blev han syg, og til sidst var han lidt senil, og han døde i december 1932. Jeg husker tydeligt, at jeg var med min Far derovre om aftenen før, og da var det ligesom han kom lidt til sig selv. Han gav os hånden og sagde farvel og ha’ det godt. Og Far og Faster Stinne kom så tilbage til dem. Han døde om natten stille og roligt. Jeg kom over sammen med min Mor til min Bedstemor, og hun sad og græd ude i køkkenet og tog mig til sig og sagde , Vil du nu, lille Jeppe, hjælpe mig og passe sagerne og være hos mig om natten". Hun kunne ikke li’ at være alene, og hun tog mig i hånden og vi gik ind i soveværelset, hvor han lå i dobbeltsengen og min onkel Jens var ved at barbere ham. Min far gik rundt om sengen og græd stille. Han blev så lagt i kiste og sat op i den pæne stue, hvor der blev stillet et par store træstager med stearinlys, dem kunne man låne hos Kirken, og dem holdt man så tændt så meget som muligt, det var for liglugtens skyld. Man stillede også en spand ind med porrer for det samme.

Den dag han skulle begraves, kom naboer, familie og venner for at følge ham. Man sang et par salmer og bad Fadervor, hvorefter man bar kisten ud på fjedervognen, der var gjort ren og pyntet med gran m.v. De 2 brune jyske heste Musse og Tulle var spændt for, og far satte sig op og tog mig ved siden af på agestolen, og så gik det i skridtgang til Alslev kirke. Folk spadserede bagefter eller kørte i hestevogn de par små km., der var. Der var også et par enkelte biler. I kirken sang man bl.a., Han som har hjulpet hidindtil --Alt står i gud faders hånd-- Jeg er træt og går til ro". Han blev begravet i det, der nu er familiegravsted i dag, og hvor jeg ønsker at få min sidste hvile, engang når jeg skal herfra. Bagefter holdt man mindesammenkomst i forsamlingshuset, her fik man, som det var skik, suppe og til sidst kaffe.  Der blev sunget nogle salmer, og nogle mindetaler blev holdt. Han blev begravet den 22. december.

Derefter blev det så dagligdag igen. Da det kun var et par dage før jul, blev det en stille og lidt vemodig jul. Men dengang tog man døden som noget naturligt, akkurat som man havde taget livet.  Man havde levet, og der var en afslutning, det turde man tale med hinanden om, og man kunne sige farvel, som man havde sagt goddag. De havde en fast tro på, at det ikke var afslutningen, man var frelst og ville mødes igen. Det var måske noget, vi andre skulle have taget noget mere med af igennem livet, det gav dem ligesom en ophøjet ro, man kunne sige farvel for altid, men ville mødes igen på en eller anden måde.

Fra min barnetid kan jeg huske visse episoder. Der er et gammelt ord, der siger, at fra børn og fulde folk skal man høre sandheden. Jeg havde en morbror Georg, hvis kone hed Lydia, hun var en lidt stor, grov kvinde i forhold til min morbror, og jeg havde jo fået fortalt den om David og Goliath og set det på billede fra det gamle Testamente. Så engang de er på besøg, og hun hilser på mig, siger jeg ,,Du ligner Doliath".Jeg kunne ikke udtale det med G. Og min morbror Aksel, der kom med sin forlovede Stinne, og da hun hilser på mig, siger jeg til hende ,,Du har en skæv næse” hvilket var rigtig nok. Jeg har vist aldrig været i kridthuset hos de 2 senere i livet - i hvert ikke hos Lydia.

Som barn på landet havde vi en fri tilværelse med naturen som den nu engang er. Jeg så både, hvordan en ko kom til tyrs og senere fik kalv. En hoppe havde besøg af en hingst, den fødte et føl, en orne besøgte soen, senere fik soen små grise, Fårene havde besøg af en Vædder (Ronnevær som vi kaldte den på vestjysk) og fik så små lam senere. Jeg har altsammen set dem blive født. Ved køer og heste satte man en snor om forbenene, når de kom, og så trak man i den for at hjælpe, når veerrne kom, hvis den skulle have hjælp, for at det ikke skulle tage for længe, og det nyfødte ikke blev kvalt i fødslen. Da jeg som 4 årig fik en lillesøster, spekulerede jeg jo lidt på, hvordan det nu gik til? Men det var altså storken, der var kommet med hende,f ortalte man mig. Jeg tænkte som så, alle dyr ,høns og fugle kravler på hinanden. Mennesker må være nogle underlige skabninger, da de er så meget  anderledes? Man ser små kalve, grise ,føl o.s.v. komme til verden, men vi kom med storken. Godt nok var der mange af dem, når vi var i engen om sommeren, men jeg havde nu aldrig set dem om vinteren, for da var de fløjet til Ægypten. En lang flyvetur når der kom en lille dreng eller pige om vinteren - man havde sine tvivl. Først da man var kommen hen mod skolealderen og var en del sammen med tjenestefolkene, fik man fortalt, hvordan det gik til, det var på en temmelig vulgær måde, man fik det fortalt. Se hende, hun er blevet bedækket og er tyk o.s.v.

Vi var ikke forvænte med gaver som nu, man var glad for små ting, man fandt en sten med hul i, bandt et stykke bindegarn i og en tretommer søm, så havde man en ko, som man satte på græs og flyttede, ligesom man så det med de rigtige køer. Man gik og snakkede med sig selv i et væk og forestillede sig mange ting, man var alene, men kedede sig absolut ikke. Hvis man legede dyrlæge, som man så, når han var ved dyrene, ja det gjorde man ind i hakkelsesstakken, (det var havreneg, man skar med hakkelsesmaskinen til hestefoder) hvor man stak armen langt ind i, og en roe kunne godt være det lille dyr, der blev hjulpen til verden. Når soen fik små grise, så blev hannerne kastreret et par dage efter. En mand tog en lille skarp lommekniv, jeg har endnu en sådan kniv af min fars liggende i skuffen, dog ikke til dette brug. Vores hund, et gadekryds, en Foxterrier art, satte sig troligt ved siden af, og når de små kugler blev smidt, snuppede den dem ligesom pebernødder, det var en stor dag for den. Vi havde altid en hunhund, og når den var i løbetid, havde vi besøg af hele sognets hanhunde, og det gik tit på tur næsten med flere af dem. Nogle af vore hunde blev kørt ihjel af biler oppe på landevejen, så fik vi en ny, og de hed altid Bob, enten det var en han eller hun. Der var altid nogen i sognet, der havde en hvalp, krydset med forskelligt (en gadekryds), men de var sunde og friske. Den eneste jeg blev rigtig gal på og har givet klø, var da den en nat brød ind til mine 2 hvide kaniner og bed dem ihjel. Hvor var jeg dog ulykkelig over at miste dem, de var så søde og tamme.

Da jeg senere omkring ved 6 års alderen lærte naboens 2 drenge rigtig at kende, Åge og Jens, sidstnævnte og jeg var jævnaldrende, og i de to fik jeg et par gode legekammerater og venner helt til konfirmationsalderen og lidt mere. Jens og mig fulgtes hele skoletiden ad. Den første dag fulgte vores mødre os, og det var førstelærer Rasmussen, der havde den første skolesommer med os småpoder. Vi mødte fra 8-kl.12 hver dag.

Den første uges tid kom Jens og jeg gerne for sent, vi gik i hver sin vejgrøft og fandt forskelligt, som vi mente at kunne bruge, og vi glemte ganske tiden, men Rasmussen var en rigtig pædagog, må man sige, han fik os ganske stille lært, at man skulle komme til tiden, og det gjorde vi resten af vor skoletid. Det kunne dog ske, at vi i en snestorm med driver ikke nåede det til tiden ,Vi vadede til tider i sne til livet . Og når der var stormflod, og det satte vandet over vejen, ja så måtte vi ned over Alslev mølle - det var en pæn omvej over dobbelt så langt mindst. Vi havde lært, at man skulle gøre sin pligt, og vi syntes turen var sjov, og den var da også anderledes. Da vi skulle i vinterskole, havde vi en lærerinde, der hed frk.Herskind, hun var flink og rar og god ved os børn. Fra midt i oktober og til 1.maj gik vi hver dag fra kl. 8 morgen til kl.16 eftermiddag, om lørdagen dog kun til kl.15. Man kan godt sige, at vi i den mørke tid gik hjemmefra i mørke og kom hjem i mørke, der var jo altid noget, der skulle undersøges undervejs. Åen havde altid stor interesse. Dem, der kom helt ude fra Knudsmark og Visselbjerg, var i hvert fald i næsten mørke. De første par skoleår spadserede vi. Vi gik tit om sommeren med de bare fødder, ellers var det træsko. og om vinteren gummistøvler, som man pænt satte i gangen og tog sine hjemmelavede sutsko på ind i klassen. Og hjemmestrikkede strømper havde man på, der med hosebånd var spændt i et livstykke også hjemmestrikket. Livstykket blev man dog fri for, da man var omkring de 10 år. Da skulle men jo til at lave rigtig gymnastik, og da var det livstykke i vejen, og vi var rigtig kede af at gå med en sådan, nu vi var blevet større.

Men vi lærte os selv at cykle, Jens og mig,vi tog vores mors cykler og satte os skrævs over stangen nederst, og så skubbede vi os frem med benene .Så fandt vi ud af at trække den op ad Spongbank, og så rullede den rask nedad, og pludselig kunne vi stå op og træde, så var det lært, men det havde godt nok givet adskillige knubs og skrammer forinden, men det var vi jo selv skyld i, så det snakkede vi ikke om. Når vores mødre så ikke skulle bruge cyklerne, ja så fik vi lov at låne dem til skolen, og vi stod op og trådte dem med tornyster på ryggen. Men på et tidspunkt fik vi selv et par gamle drengecykler, og det var lykke, kan I tro, vi var pludselig selvejere og stolte. Det var skam ikke alle børn, der havde en cykel i de fattige tredivere. Der var nogle, der spadserede hele deres skoletid til skolen. Efter de første 2 år kom vi så i mellemklassen i to år hos lærer Jakobsen, han kunne blive noget så frygtelig hidsig, og der kunne godt vanke øretæver til nogle af de slemme. Jeg har nu aldrig fået nogen på kassen af ham, jeg kunne mine lektier, var ret lærenem, og så var der måske det, at han var jæger i sin fritid, og han havde lejet jagtretten til vores jord 65 tdr land (og 55 tdr. land hede ). Vi var vist nok nogle stykker af den slags, der havde et lille privilegium. Vi nøjedes med en gang skæld ud, når der var noget. Men han var pokkers dygtig til at regne og lære os det, og til tegning var han en næsten kunstner. Det kunne vi aldrig gøre godt nok til ham. Han ville også gerne have været arkitekt i stedet for lærer, men det var der ikke råd til..

Der var så godt et samarbejde mellem de to lærere, at Jakobsen havde os til regning både i mellem og den store klasse, hvor vi gik 3 år, og her var det Rasmussen, som var eminent dygtig til dansk, og han havde os så til det de 2 år i mellemskolen og de 3 år i ,,æ sturskuel”,og her var han vores lærer. En dejlig lærer var han, god til at lære os noget, og han kunne få os til at lystre uden at slå, en skideballe fra ham huskede man meget, meget længe. Vi fik lært at regne og skrive et godt dansk, hvis vi da selv gjorde noget for det også. Vi havde mange lektier, man skulle læse bibelhistorie hver dag og et eller to salmevers udenad . (Det med at lære udenad var godt, det kom mig til gode senere i livet, man havde lært at koncentrere sig om et emne, og det fik jeg rigtig brug for på post-og telegrafskolen til reglement og især postadresser, der skulle læres 1440 udenad).

I den såkaldte vestjyske skoleordning var der 2 timers mere religionsundervisning om ugen end i det øvrige land dengang. Desuden havde vi Danmarkshistorie og Geografi de fleste af ugens dage. Da vi nåede op i ,,æ sturskuel” skulle vi jo også ind imellem skrive en stil om et eller andet.

Vi var i hele min skoletid altid en ca. 30 stykker i klassen. Vi sad ved de gammeldags borde to og to drenge for sig og piger for sig. Selvfølgelig skottede vi da efter pigerne og omvendt, der var nogen virkelig søde imellem, syntes jeg og andre med mig. Vi sad efter fødselsdag og da jeg var januarbarn, var det altid i de øverste rækker i den store klasse, øverst det sidste år sammen med Hans Rossen (Hajse) som vi kaldte ham. Bag ved os sad min kammerat Jens og Bent Pallesen o.s.v.

Det sidste år jeg gik i skole, havde Hans (Hajse blev han kaldt) og mig i sangtimen, der altid var sidste time, det job at hente brændsel ind til optænding næste morgen. Det var lyng til at tænde ved og store kulklumper, som vi måtte slå i stykker, og det bar vi så ind i klasseværelset og  op i kassen ved siden af den store kakkelovn. At vi havde det job, var fordi vore stemmer var gået i overgang, vi var på vej ud af barnets verden. Vi syntes, det var alle tiders job og fandt på meget skæg. Vi vovede os endda nogle gange hen i brugsen, der lå skråt overfor skolen næsten efter for 5 ører bolcher, hvis vi da havde 5 øre, men ellers splejsede vi gerne til en 5 øre, det var jo en nærmest formue for os dengang.

Vore bøger, skriveredskaber, kladdehefter, skrivebøger til skønskrivning o.s.v. skulle man selv betale. Det kunne vi købe hos læreren, og de skulle nok se efter, at vi ikke ruttede med papiret.- De første par år i skolen brugte vi tavle og griffel, er der mon nogen der kender det i dag. Senere begyndte vi at bruge blyant og sidst pen og blæk.

 

Skrevet af Jeppe Harald Jepsen, født i Toftnæs, Alslev Sogn ved Varde i 1926

Toftnæsvej 25
Varde 6800 DK
Get directions

Fødselsdag:

1926

Erindringen ønskes afleveret til:

Alslev Sognearkiv
image/svg+xml