Jørgen Wenzel

Jørgen Wenzel blev født i 1924, og i sin erindring fortæller han om tiden på Nørrebro frem til 1950. Det er en levende fortælling om skoletiden, fritiden med kammeraterne, livet under besættelsen, og rejser rundt i Europa. Han var blandt andet med skolen på tur til Tyskland kun få måneder før Tyskland invaderede Polen i 1939. Gør ejerskabskrav på erindring

Erindringens indhold

NØRREBRODRENG 1924 - 1950

GÅRDEN OG GADEN

DAGLIGLIV HJEMME

LIVET I KVARTERET

DE FØRSTE SKOLEÅR

ELEV I MELLEMSKOLEN

FRITIDSLIV

SOMMERAKTIVITETER

OPSAMLING

BESÆTTELSEN

LÆREPLADSEN

KOMPENSATIONER

BESÆTTELSEN STRAMMER TIL

BEFRIELSEN

SOLDAT EFTER KRIGEN

SØGEN EFTER STÅSTED

ANFÆGTELSER

 

NØRREBRODRENG 1924 - 1950
Jeg blev født hjemme den sidste dag i maj, 1924, i det, som i dag kaldes den sorte firkant. Adressen var Thorupsgade 20, en to værelses med køkken på 4. sal. Af gode grunde husker jeg ikke meget fra de to år, jeg boede der, udover min mors godnatsang "Jeg er træt og går til ro, lukker mine øjne to...", og at jeg, når vi skulle på gaden, blev båret ned af en hulens masse trapper for at blive anbragt i en hvid barnevogn med 4 store hjul, som stod parkeret neden for trappen. Mine forældre må have været bange for, at jeg skulle løbe væk eller blive kidnappet, for jeg husker tydeligt, at nogle af de første ord, jeg lærte at sige, var Thorupsgade 20, eller "Sorusgade syve", som jeg fik det til. Huset, vi boede i, var en af de første lejekaserner, der var blevet rejst på Nørrebro omkring 1870 med 6 lokummer og pissoir i gården. Huset fik lov at stå i hundrede år, indtil det i l971 faldt for den første saneringsbølge i kvarteret, og godt det samme.
Min far var udlært elektriker og havde fået godt, fast arbejde i Københavns Frihavn, hvilket betød, at vi i 1926 kunne flytte til en betydelig bedre og større lejlighed i Kronborggade. Som de øvrige gader nord for Assistens Kirkegård var gaden anlagt omkring 1900. Vi boede i nr. 10 på 3. sal i en 5 etagers ejendom. Her var god plads: 3 rummelige stuer en suite til gaden, der af en lang korridor med toilet for enden var adskilt fra et pænt stort kammer og køkken med front mod gården. Her kom jeg til at leve min barndom.

I den første tid sov jeg i en tremmeseng for enden af mine forældres dobbeltseng i soveværelset, men inden længe blev jeg installeret i kammeret ud mod gården med et af min far konstrueret sikkerhedsstativ for vinduet. Her skete virkelig noget, og her blev jeg i stigende grad bevidst om verden uden for den trygge familiekreds. Det skete i form af lyde, fjerne og nære.

Når jeg var kommet i seng om aftenen, og det var mørkt, og jeg var alene, meldte de sig med stor styrke: lydene fra Nordbanens udstrakte stationsområde for enden af gaden, de tøffende damptog, de skingre fløjtesignaler og bragene fra vogne under rangering - det var de hyggelige lyde, som meldte om, at der var nogen, der her om aftenen og natten var engageret i nyttige og nødvendige gøremål. Det var trygt og rart.
Derimod var lydene fra det nære miljø ofte ubehagelige og foruroligende. Mit værelse vendte som nævnt ud mod gården, som med et plankeværk var adskilt fra parallelgaden Jægersborggade. Ejendommen her var forsynet med en sidebygning, der sprang helt frem til vort fælles plankeværk. Jægersborggade var et spekulationsbyggeri fra århundredeskiftet med ganske små lejligheder, der var pakket med mennesker, og sidebygningen var ren slum, uegnet som bolig for mennesker, forfaldent, uhyggeligt, grimt. Men her boede mennesker. Og vreden og frustrationen trivedes. Der blev råbt og skreget, drukket, kæmpet med knive og gafler og smidt ting ud af vinduerne eller gennem dem. Politi og ambulancefolk var hyppige gæster. En dramatisk introduktion til virkelighedens verden for en fire-årig.

 

GÅRDEN OG GADEN
Da jeg var gammel nok til at komme ned og lege, oplevede jeg dette barske miljø som en vidunderlig tumleplads, der kaldte på fantasi og vovemod. Vores gård var meget snæver, fyldt som den var af en lang række cykleskure og skarnkasser og med plankeværker på to af siderne. De høje huse og vasketøjet, der var hængt til tørre ud fra vinduerne, gjorde det svært for solen at nå ned til os i bunden af skakten. Men solen interesserede os ikke. Vi havde alle tiders legeplads lige for hånden. Jeg havde ingen søskende og savnede dem ikke, for der var en masse børn i kvarteret, og når vi drenge legede røvere og soldater eller skjul eller andre fangelege, brugte vi hele territoriet. Så gik den vilde jagt hen over skurene, over plankeværkerne og ned i kældrene - med diverse viceværter, som man skulle vare sig for, som gnavne modspillere.

Det var en ren drengeverden, i hvilken pigerne næppe eksisterede. Man tog, hvad der kom, også et par øretæver, hvis man blev fanget af viceværten eller faldt ned fra et tag. Man hylede ikke, med mindre det var strengt nødvendigt. Det gjaldt også for min jævnaldrende kammerat, Henning, der boede i nabolejligheden. Hennings mor var en stor, kraftig kvinde, der ikke tålte nogen form for opsætsighed. Det skete ikke sjældent, at hun fra sit vindue kaldte Henning op fra gården, når vi legede allerbedst, og det skete, at hun måtte kalde anden gang. Så vidste vi, hvad det betød. Vi fulgtes op ad køkkentrappen, og på vejen indgik vi væddemål om, hvor mange hug han kunne klare uden at hyle op. Så snart han var inde i køkkenet, gik afstraffelsen i gang på Hennings bare ende under moderens hårdtslående højre hånd, mens jeg, i sikkerhed uden for døren, stod og talte, indtil hylene pludseligt satte ind. En sådan hurtig og kontant afregning hørte til dagens orden i vort miljø. Mange familier havde et spanskrør stående i skabet eller en ridepisk hængende på en krog i soveværelset til skræk og advarsel.

En anden pragtfuld legeplads var baneterrænet. Nordbanen fra København til Hillerød passerede vores del af byen gennem Hørsholmsgade til Nørrebro Station for enden af Jægersborggade og derfra videre mod nord. Banen blev nedlagt omkring 1930, da højbanen ved Frederikssundsvej blev indviet og overtog personbefordringen. Men heldigvis for os drenge fortsatte godstogstrafikken endnu et stykke tid ad de gamle spor. De lange togstammer bevægede sig med moderat fart ned gennem Hørsholmsgade og nærmest inviterede os til at springe på og af, som vi i biografen havde set indianere og cowboys gøre det. De såkaldte bremsekasser, som ragede i vejret på enkelte af godsvognene, og som var forsynet med en metalstige, der førte op til døren på kassen, øvede en ganske særlig tiltrækning på os. Hvis døren var ulåst, var dagen reddet. Man var i bogstavelig forstand "on the top of the world". Men farer lurede overalt. Der var togbetjenten, som fulgte med på toget, men som dog ikke havde en kinamands chance for at få fat i kraven på os, dertil var vi for årvågne og for rappe på benene. Næh - den virkelige risiko lå i at falde i kløerne på Hellebækkerne, drengene fra Hellebækgade på den anden side af banelegemet. Vore territorier stødte sammen netop på banelegemet. Der var "dem", og der var "os", det var ren bandekrig. Sikkerheden lå i flokken, og det var flokkene, som med mellemrum tørnede sammen på banelegemet. Når råbet lød hjemme i gaden "Hellebækkerne kommer!", gjaldt det om hurtigt at finde en solid lang kæp og så over i Hørsholmsgade til kamp. Styrken lå i at få nogle af de store drenge med og ellers at være så mange som muligt, inklusive de små og gerne nogle raske piger til at fylde op.

Kampen blev normalt indledt med lerklumper,som var lige til at samle op. Det blev betragtet som fejt at kaste med klumper med sten i. Hånende tilråb blandede sig med lerklumperne, medens stadig flere drenge og piger sluttede sig til fra gaderne på begge sider af kamppladsen. Der var ofte tale om flokke på omkring 50 på hver side. Det hele opstod spontant uden planlægning eller strategi og uden ledelse, bortset fra, at det var de største drenge og dem med de længste kæppe, som førte an i overgangen fra stillingskrig til angreb.

Pludseligt gik det løs : under høje råb stormede en af flokkene fremad, svingende sine trævåben fra side til side. Hvis Hellebækkerne angreb, og vi for en stund blev tvunget på tilbagetog, skal jeg love for, at de små og pigerne i bagtroppen fik benene på nakken, for brat at standse op, når krigslykken vendte og med fryd deltage i et modangreb, der drev Hellebækkerne helt ud af baneterrænet.

De sårede kom hurtigt til hægterne, og med knækkede kæppe og højstemte beretninger om heltedåd drog vi i samlet flok tilbage til vore gader. Det hændte, at kampen opløste sig før tiden, når et par politimotorcykler viste sig i Hørsholmsgade, hidkaldt af nervøse beboere i de omgivende boligkomplekser. Størstedelen af krigerne på begge sider gik i samme skole til daglig, men kampene blev aldrig fulgt op på skolen i dagene efter. Vi kendte hinanden så godt, at vi undgik enkeltvis at vove os ind i modpartens gader; rygterne gik om de forfærdelige konsekvenser det kunne medføre at blive antruffen og taget til fange af drengene på den anden side af banen.

Lige ud for kampområdet i Hørsholmsgade lå og ligger en stor cementgrå stiftelse, Schioldans Stiftelse. På anden sal boede dengang en hyper sensitiv digter, som konstant var efter os, og vi efter ham. Han yndede at åbne et vindue og bombardere os med kartofler, ikke mindst når vi i flok stillede os op på gaden nedenfor og sang til ham: "Digter, digter, dit hoved det svigter". Ikke den højere form for poesi, men nok til at sætte ham i gang med kartoflerne. Han kæmpede virkelig for sin sag også ved at hugge vores tennisbold, når vi, som vi gjorde dagligt i sæsonen, spillede fodbold på Trekanten, et stort asfaltbelagt fortov i gaflen, hvor Hørsholmsgade løber sammen med Kronborggade. Stiftelsens gavl fungerede som det ene mål, mens målet i den modsatte ende blev markeret af et par halstørklæder eller uldne huer. Her spillede vi med hold på 3 til 4 stykker, og under de givne vanskelige betingelser (bolden røg bestandig ud på gaden) lærte vi at behandle den drilske lille bold hvad angår driblinger, afleveringer og skud i en sådan grad, at flere af os meldte os ind i diverse fodboldklubber, og vores bedste spiller, Erling Sørensen, endte på landsholdet.

Vi var taknemmelige for lidt. Nede i stuen i vores opgang boede gamle fru Thomsen i en lille lejlighed, som tidligere havde huset en butik. Hun bad mig ofte gå nogle ærinder for sig, hvilket indbragte mig et stykke fedtemad eller en 2-øre. Det var helt i orden. Efter nedlæggelsen af Nørrebro Station og arealets fritlæggelse kom et omrejsende tivoli af og til på besøg. Mellem skydetelte, gynger og andet gøgl stod en kæmpe karrusel med nymalede dyrefigurer og fuld af musik. Med en gratis tur på et af dyrene efter frit valg som honorar fik vi drenge tjansen med at få karrusellen til at køre rundt. Ad en stige steg vi op til hestemøllen øverst på karrusellen. Her var til hovedakslen indfaldet nogle runde stager som egerne på et hjul. Når skibsklokken lød nedefra, gik vi i gang med at skubbe, rundt og rundt, til musik af skøjteløbervalsen. Det var klassisk slavearbejde for børn, men sjovt var det.

I vores hus lå en bagerforretning, bager Dueholm, som vistnok ejede huset. I hans udstillingsvindue, som jeg passerede hver dag, var fremlagt de mest fristende stykker bagerbrød, man kunne forestille sig. Især havde jeg et godt øje til hans kanelsnegle til 5 øre stykket. Men de var uden for min økonomiske formåen, undtagen den ene gang om måneden, da min mor vaskede nede i kælderen, og jeg derfor modtog en 5 øre som kompensation for, at hun var optaget hele dagen. Jeg var glad nok for at være barn, men stående uden for bager Dueholms butik så jeg frem til at blive voksen og kunne købe en snegl, når jeg havde lyst. Det er sandt, når jeg siger, at jeg lige siden har haft en svaghed for kanelsnegle og ofte hengiver mig til nydelsen af sådanne.

Pengene var små i trediverne, og hver femøre blev vendt et par gange, før den blev givet ud. Mit "slik" bestod mest af en afskåret rugbrødsskorpe fra dåsen med skorper, som blev samlet for at blive konverteret til øllebrød. Min mor, som havde været i huset som kokke-enepige i velaflagte familier, var god til at lave mad og dertil meget økonomisk; nyttige kvatiteter at være i besiddelse af i tredivernes krisetider.

 

DAGLIGLIV HJEMME
Mine forældre stod op kl. halv seks alle ugens hverdage, og mens min far barberede sig, kogte min mor havregrød, lavede kaffe og smurte otte halve, som min far skulle have med i sin madkasse. Han kørte på cykel til Frihavnen, hvor han klædte om til arbejdstøj, så han var klar til at gå i gang kl. syv. Han førte tilsyn med de elektriske installationer på Midter- og Østmolen, kølehusene og kranerne, og sørgede for de fornødne reparationer.Han plejede at sige, at han aldrig havde været ked af at gå på arbejde.
Aftensmaden var klar og stod på bordet hver dag kl. fem, når min far kom hjem, og den blev altid serveret på en ren hvid dug. Vi fik normalt 2 retter til middag og drak udelukkende vand til maden. Hvis vi havde gæster, blev der serveret øl; vin blev kun indtaget ved særlige lejligheder, ved juletid eller runde fødselsdage. Det skete hyppigt, at min far efter middagen måtte tage turen til Frihavnen endnu en gang for at arbejde over. Så kunne klokken blive både elve og tolv, før han kom hjem igen for så at starte forfra næste morgen klokken halv seks. I al slags vejr. Ikke overraskende, at han satte pris på sine uldne muffedisser, sine mavebælter og lange underbukser. Men han var aldrig syg og nød at have travlt. Om aftenen efter middagen sad han gerne ved spisebordet og arbejdede med tekniske tegninger og diagrammer, som refererede til hans arbejdsopgaver i Frihavnen. Eller han var i færd med at bygge en radiomodtager, et krystalapparat med høretelefoner, der senere blev til en større sag med tilknytning til en højttaler, som også var selvbygget. Der var en højtidsfuld stemning i stuen den aften, hele familien sammen kunne lytte til radioen for første gang, og høretelefonerne kunne lægges væk. Efter pressens radioavis klokken 22 var det tid at gå i seng.

Min far var i det hele taget en uhyre praktisk og energisk mand. Han kom konstant hjem med ting og sager, som kunne bruges til et eller andet, enten umiddelbart eller senere, brugte dele, som han havde fundet et eller andet sted til ingen penge. Delene satte han sammen til f. ex. cykler til hele familien, som vi benyttede hele min barndom. Han var god til at opstøve ting, et isskab eller en brugt symaskine til min mor, rulle- og isskøjter til mig, lamper og skabe. Der var altid fest, når far kom hjem med noget nyt og spændende ude fra byen eller fra Frihavnen. Det kunne være eksotiske figurer fra det fjerne østen, eller klumper af ren engelsk lakrids, eller, i krigens tid, tobaksblade, som vi stænkede med lakridsvand, rullede sammen og skar op til pibetobak.

Mor tog sig af hjemmet, som altid var i tip-top orden. Der blev støvet af hver dag, der blev syet og stoppet strømper og trøjer og gået på indkøb efter fornødenheder. Jeg var af og til med for at bære og lære. I ismejeriet i gaden blev der købt mælk i flasker og smør fra drittel (min far insisterede på smør). Jeg var fascineret af den lange, brede smørslev med riflet overflade, som blev taget op fra en lerkrukke med vand, når smørret skulle vrikkes løs fra dritlen og bankes i facon på et stykke pergamentpapir, før det gik over disken. Hos viktualiehandleren tog ekspeditionen sin tid. 50 gram sildesalat, tak, 100 gram leverpostej, 4 skiver saltkød, 50 gram italiensk salat, et stykke mellemlagret ost osv. - alt blev pakket ind separat og til sidst samlet i et stort stykke høkerpapir, hvor posterne blev noteret og regnet sammen med en kraftig blyant. Men turen rundt til de mange detailforretninger var også en social begivenhed: snakken gik blandt kunderne og de forretningshavende, og de lokale nyheder blev hentet hjem til middagsbordet.

De voksne havde således hver deres klart definerede opgaver. Jeg havde også mine. Jeg blev sendt ned for at hente is til isskabet, købe optændingsbrænde eller jordbær fra trækvogn i gaden,når råbet "Jordbæ-ær, jordbær, jordbæ-ær - 50 øre bakken!" gjaldede mellem husrækkerne. Om tirsdagen hentede jeg cerutter til min far og et eksemplar af Familie Journalen i fru Steffensens lille forretning i nr. 11. Fru Steffensen var en dejlig dame, som gerne bød på et bolsje, mens hun rullede Familie Journalen ind i et ark fint, lyserødt silkepapir. Jeg kunne næsten ikke vente med at folde ugebladet ud og lugte til den friske tryksværte, før jeg hengav mig til serien om "Willy på Eventyr". Det hørte også til mine faste pligter at løbe ned i gården med skraldespanden og at hente koks op fra kælderen. Koksene lå i et rum helt nede for enden af den lange mørke kældergang, som kun fik lys fra en enlig meget svag pære, der hang ned fra loftet i midten af gangen. Det var ikke spor sjovt en mørk aften med koksspanden i den ene hånd og en lommelygte i den anden at skulle famle sig frem til koksrummet. Det gik meget hurtigt med at få fyldt spanden og komme ud og op igen.

I den mørke og kolde tid måtte jeg alt for ofte af sted på den farefulde færd ned i kulkælderen. Vores store kakkelovn, der stod i dagligstuen, var umættelig i sine krav til nye forsyninger. Men den gav også meget igen. Jeg gav den foder, og den gav mig varme og fortrolighed, når jeg placerede mig på en skammel tæt op ad den med billed- eller læsestof i skødet. Det var svært hyggeligt, ikke mindst når min far efter aftensmaden lå på divanen overfor og læste dagens udgave af Politiken, mens han nød en stille cerut. Det var den rene idyl, hvis min mor samtidig var i gang i køkkenet med at bage en kage i gasovnen med de mange små flammer, der sprang frem her og der og alle vegne.

Madlavningen foregik på de køkkenblå gasapparater, hvor temperaturen så let kunne reguleres, og en husmor kunne demonstrere sin erfaring og dygtighed. Men bygassen var en farlig og giftig medhjælp; den stående sidste bemærkning, når vi skulle i byen, var altid: Er der nu lukket for gassen? Jeg husker engang, da min far måtte skubbe døren op nede på 2. sal, hvor en stille, nydelig herre havde anbragt sig med hovedet inde i sin gasovn og forladt verden ved at åbne for gassen. Jeg kan endnu fornemme gaslugten, som stod i trappeopgangen flere dage efter.

Vores gasapparater var i højeste omdrejninger, når det var badedag, sædvanligvis over weekenden. Vi havde kun koldt vand i rørene, og der skulle varmes meget vand for at fylde zinkbaljen, der var anbragt på gulvet midt i køkkenet. Senere, i begyndelsen af trediverne, tog min far og jeg vores bade i de nyåbnede svømmehaller på Østerbro og Frederiksberg. Vi nød i særlig grad dampbadet og det efterfølgende besøg ved en pølsevogn i nærheden.

En gang om måneden blev der kastet en nøgle ind gennem brevsprækken: nu skulle der vaskes tøj. Nøglen var til vaskerummet i kælderen. Her kogte min mor tøjet i en stor gruekedel, under omrøring med jævne mellemrum. Hertil brugte hun en langskaftet træslev. Rummet var lille, og aftrækket beskedent, så mor kunne knapt skimtes i den tætte tåge af damp. Efter kogevasken i kedlen blev tøjet lagt over i en balje, skrubbet på et vaskebræt, skyllet, vredet og, under min medvirken, båret op på tørreloftet. Når tøjet var tørt, blev det lagt sammen og hentet ned i lejligheden. Her blev lagnerne strakt, d.v.s. mor og jeg eller far trak ud i lagnerne fra hver sin ende, hvorefter de blev lagt omhyggeligt sammen og til sidst anbragt i de store skuffer i dragkisten.

 

LIVET I KVARTERET
For enden af vores karre var og er der en åbning i husrækken, som vi kaldte Hugget, og som forbandt min gade med Jægersborggade med de små og trange lejligheder og de mange butikker og småværksteder i kælderetagen. Jeg har senere erfaret, at en sådan anvendelse af kælderlokalerne gav bygherrerne adgang til at få større byggelån. I modsætning hertil havde boligblokkene i Kronborggade kun få butikker: et par bagerforretninger,et ismejeri, en rulleforretning, en frisør, en cafe - Guldminen, og fru Steffensens kiosk med tobaksvarer og blade. Kronborggade var mere stille end Jægersborggade, som blandt andet udmærkede sig ved hvert år at komme i avisen, fordi det var her, der nytårsaften blev brændt bål af midt i gaden, hvilket uvægerligt kaldte brandvæsen og politi til og herved gav nytårsfestlighederne en særlig dynamik.

Vores gade var sparsomt oplyst af gaslygter med stor indbyrdes afstand. De blev aktiveret af lygtetænderne, som, når mørket sænkede sig, kom gående ned gennem gaden og ved hjælp af deres lange stænger med en krog for enden satte blus på lamperne.

Krisen i slutningen af tyverne og begyndelsen af trediverne med 20 pct. arbejdsløse kom til udtryk i de mange betlere, som ofte ringede på døren og bad om penge eller en madpakke. Det med madpakken viste sig ikke sjældent at være et trick, idet min mor af sit gode hjerte gerne smurte en madpakke til en forhutlet sjæl for senere at måtte konstatere, at den var blevet smidt på trappen et par etager nede. En anden måde at redde sig et par skillinger på var at synge eller spille i gården. Mangen en femøre, som blev kastet ud fra køkkenvinduerne indpakket i et stykke avispapir, har jeg i gården samlet op og overgivet til sangeren eller lirekassemanden. Festligt var det.
Men endnu mere festligt var det selv at spille en aktiv rolle. Det skete ved fastelavnstid.

Ansigter blev dekoreret med stregtegninger fra svedne propper, masker blev købt, og dragter blev syet, og koldt var det altid. Traditionen tro blev der slået til tønden et eller andet sted, men det mest spændende var fastelavnsmandag. Da var vi ude med raslebøssen i forretninger og private hjem. Vi præsenterede os på traditionel vis med sangen "Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have". Hos bagerne fik vi boller alright, og i lejlighederne havde folk liggende en stak toører parat. Enkelte steder blev vi budt indenfor og bedt om at synge for et ældre menneske i gyngestol eller seng, og så sang vi gerne "Højt på en gren..." eller "I en kælder sort som kul...". Det gav normalt småkager og en tiøre eller mere. Det var et stort øjeblik, når vi efter turen rundt åbnede vores bøsser og gjorde resultatet op. Ikke sjældent var det på over to kroner, tæt ved en formue, penge, vi selv havde tjent og kunne bruge, som vi havde lyst til. Vi var rige, og det var skønt. Vi susede straks ned til slikmutter i Jægersborggade, hvor vi for eksempel kunne få en stor klump is mellem to muslingeformede vafler til fem øre.

Den følgende søndag gik vi i biografen til forestillingen kl. 4. Vores yndlingsbiograf var Standard på Falkoneralleen tæt ved Ladegårdsåen. Billetten kostede 35 øre, og i årevis derefter var denne billetpris min værdimåler for alle økonomiske overvejelser og engagementer. Standard viste action film for raske drenge, film om cowboydere og indianere og engelske gentlemen i kolonierne og "de vilde i Afrika". Kyssescenerne var pinlige og blev mødt med buh-råb, mens jublen var øredøvende, når det amerikanske kavaleri dukkede frem over bakkekammen og reddede de belejrede hvide i allersidste øjeblik.

Børnepladserne var begrænset til de første to rækker, og man skulle stille sig op i god tid for at sikre sig en plads. Vi stod som sild i en tønde i det, som kaldtes vestibulen, men som blot var en lang, snæver korridor, der førte op til biografsalen. Slikudsalget var strategisk placeret i korridoren tæt på de to lukkede døre, der førte ind til salen. Her stod vi så og trippede forventningsfuldt, indtil Aage i den hvide jakke endelig trak de to døre op indefra, og vi væltede ind med en lakridstandbørste i hånden. I løb gik det op mod lærredet for at komme først til pladserne midt på anden række. Men selv om man havde held til at erobre en af de bedste pladser, var det ikke ensbetydende med, at dette sæde kunne fastholdes. Ejendomsretten blev ikke respekteret. Standard Bio havde det med at sælge flere børnebilletter, end der var sæder. Så derfor kom Aage inden forestillingen begyndte, og nogle gange efter den var gået i gang, op til rækken og bad os venligt, men bestemt om "at rykke sammen". Der skulle altid være plads til en til. Og det blev der, omend med den konsekvens, at jeg som oftest fandt mig siddende midt mellem to umagelige træstole. Men vi var indenfor, og det var det vigtigste.

Når far var i spenderehumør, gik hele familien i Colosseum, Nørrebros kæmpebiograf på Jagtvejen tæt ved Runddelen. Jeg ser endnu for mig den imposante, uniformerede dørfunktionær, der med stor værdighed holdt orden på køen foran billetlugen.

Filmrepertoiret var naturligvis tilpasset et Nørrebro publikum: spændingsfilm lige på og hårdt eller kærligheds ditto uden for megen snak. En meget sjælden gang var vi i teatret: i Casino i Amaliegade til soldaterfarcen 65, 66 og mig med Carl Fischer og Schiøler Link og til operetten Martha og en forestilling på Røde Kro Teater ude på Amager og et par gange til Cirkusrevyen på Bakken. Nu og da var vi sammen med min onkel og tante, som havde penge, i Lorry til middag med efterfølgende underholdning.

Til disse fjerne steder lod vi os transportere af Københavns Sporveje for 20 øre for en "lige ud". Som lille dreng var jeg fascineret af konduktørens meldinger til vognstyreren via trækket i den læderrem, der hang under loftet vognen igennem. Mor satte sig normalt ind på de komfortable lædersæder i den opvarmede hovedvogn, mens vi mandfolk, far og jeg, blev på perronen udenfor. Konduktøren, der med sin solide pengetaske af sort læder hængende ned på maven gerne holdt sig inde i motorvognens varme, åbnede med et hørligt smæk den lille metalluge i skydedøren ud til perronen, når der skulle betales. Jeg husker stadig min fars stående replik til billettørens smæk med lugen: "Dame inde i vognen".

Min mors gamle Singer håndsymaskine blev flittigt brugt og tjente hurtigt de 10 kr. hjem, som min far havde fået den for i en biks inde i byen. Den viste sig bl. a. nyttig i arbejdet med at reparere og tilpasse det aflagte tøj, som jeg overtog fra et par fætre, der var et par år ældre end jeg. Fra samme fætre modtog jeg også fodtøj. Især satte jeg pris på et par solide fedtlæderstøvler, ikke mindst for de var så velegnede til påmontering af rulle- og isskøjter, brugte sager, naturligvis, købt billigt på et loppemarked.

De skulle skrues fast på støvlernes såler og hæle med en særlig skøjtenøgle, og det skete under løb, at spændingen slappedes, og skøjten faldt af. Rulleskøjterne løb vi på om sommeren hjemme i gaden. Om vinteren kom isskøjterne i gang. Når vejret var til det, sørgede kommunen for, at et stort åbent areal bag Jagtvejens skole i Hans Tavsens Park blev overrislet og gjort klar til skøjteløb. Der blev sat lysmaster og højttalere op, og det var bare lykken at kunne løbe på nyslebne skøjter i lys og til musik, eventuelt med en sød pige i hånden. Hver aften i sæsonen var vi derovre i vore plusfours og blev dygtigere og dristigere og småforelskede.

 

DE FØRSTE SKOLEÅR
I august 1930 var jeg begyndt i 1. klasse på Jagtvejens Skole. Med store forventninger og nogen bæven, for de store drenge i gaden havde fortalt de skrækkeligste ting om livet som skoledreng, bl.a. at lærerne stod parat med spanskrørene, så såre vi trådte indenfor. Det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet. Tværtimod, vi blev meget venligt modtaget. Skolen var blevet opført i 1888. De gamle kakkelovne var netop blevet erstattet med, hvad man betegnede som et epokegørende nyt opvarmningssystem, hvor varm luft blev ledet ind i de højloftede, lyse og rummelige lokaler gennem loftsventiler, og den kolde luft suget ud gennem riste ved gulvet. Det fungerede udmærket, som livet i det hele taget gjorde det i de ni år, jeg var elev på skolen.

Vi første klasse elever blev budt velkommen i vores klasseværelse på 1. sal af vore to hovedlærere: frk. Arlund og hr. Brasen, hvis personlige kvaliteter straks fra den første dag fik os til at føle os godt tilpas og gav os lyst til at komme i gang. Jeg var 6 år gammel og opsat på at gøre tingene rigtigt. I løbet af den første måned gik vi i gang med begynderundervisningen i dansk, og havde dertil hver fået udleveret en kasse med bogstavkort, som vi blev pålagt at holde orden på. En dag opdagede jeg, at mit kort med bogstavet B var blevet væk. Jeg følte mig meget elendig til mode og trak tiden ud, så længe jeg kunne, inden jeg måtte gå til bekendelse over for hr. Brasen. Hans reaktion husker jeg som en befrielse, som en umådelig lettelse, da han blot sagde, at så måtte jeg jo have et nyt, det skulle jeg ikke tage så tungt. Og det fik jeg. Men jeg fik mere end et nyt B-kort. Jeg erfarede, at problemerne måske ikke altid var så store, som jeg i min fantasi gjorde dem til, og at de voksne var parate til at hjælpe, hvis man henvendte sig.

Vi var 34 elever i en ren drengeklasse. Skolen var kønsopdelt med en halv bygning til hver, så skolegården var delt i en pige- og drengeafdeling med hver sin opgang til klasseværelserne. Når klokken ringede ind, skulle vi stille op i snorlige rækker, to og to bag hinanden, klasse for klasse, for på et vink fra gårdvagten at bevæge os ind gennem døren og op ad trappen. Man gjorde meget ud af at håndhæve orden og disciplin. På de enkelte afsatser op gennem bygningen stod de ældste elever trappevagt og havde bemyndigelse til at trække urolige elever ud af rækken til senere afregning.

I gården fungerede en af lærerne som gårdvagt. Han afgjorde suverænt, om man under leg i frikvarteret eller ved opstillingen til bygningen udviste utilbørlig adfærd. Hvis det var tilfældet, blev synderen dirigeret "op til muren", hvor han måtte stå resten af frikvarteret, indtil alle klasserne havde forladt gården. Først da kvitterede gårdvagten for forseelsen i form af en knaldende lussing, og synderen blev sendt op i sin klasse med en kraftig rød venstre kind som adgangstegn. Proceduren gentog sig, når gårdvagten gik op af trappen og "hilste på" de af trappevagterne udtrukne elever.

Særligt alvorlige overtrædelser af reglementet medførte et besøg hos viceinspektøren, en brysk, kraftig herre, for på hans kontor at modtage "to på skiven", to slag med spanskrøret, ført med stor intensitet. Også i gymnastiksalen dansede spanskrøret jævnligt. Vores iøvrigt populære gymnastiklærer gjorde kort proces, hvis der var noget, der ikke passede ham. Var der f.ex. for megen larm i salen under tropsøvelserne, gjorde han tropsførerne ansvarlige og kaldte dem op til sig til et slag med spanskrøret over de tynde gymnastikbukser. Øretæver og spanskrørsbank hørte med, vi tog os ikke synderligt af det, almindeligvis blev disse dramatiske indslag set som oplivende momenter i en rutinepræget hverdag.

I det lange spisefrikvarter spillede vi fodbold i gården. Vi måtte ikke benytte en rigtig bold, så vi klarede os med at lave en madpapirsbold med elastikker omkring. Den holdt normalt frikvarteret ud. Vi spillede inden for klassen, men den glæde, som vi havde af spillet, kunne virke provokerende på de større drenge, som gerne blandede sig og huggede vores bold fremfor at lave en selv. Det skabte konflikter, men magtforholdene var af en sådan art, at vi små kun havde ordet at kæmpe med. Vi protesterede og råbte op, det bedste vi havde lært, og det skete da også, at de store følte sig gået for nær og valgte at hævde deres fysiske overlegenhed. Langs hele skolegården løb en lang bænk med en enkelt planke som ryglæn. De store drenge jagtede den af os, som de anså for at være den frækkeste. Efter en vild jagt gennem gården førte de den tilfangetagne hen på bænken, anbragte ham mellem sig og fastgjorde ham ved at lægge hans arme rundt om ryglænet og hans spredte ben mellem deres. Vi havde normalt korte bukser på, og de bare lår var derfor blottede. Bødlerne slog nu løs med flad hånd på indersiden af lårene, som hurtigt blev dybrøde. Det var ydmygende og meget smertefuldt; tortur på skoleniveau.

Så var der mere værdighed i den måde, to drenge valgte at udkæmpe deres uoverensstemmelser på, når de aftalte at mødes på Femøren efter skoletid. Femøren kaldte vi den lille, trækransede, cirkelrunde stensætning lige uden for skolen foran Femmers Kvindeseminarium, i trekanten mellem Hans Tavsens- og Hans Egedesgade. Femøren udgjorde en klassisk kampplads. Her blev tvisten afgjort på de bare næver, indtil en af kombattanterne gav op.

Jeg husker tilbage på min skoletid i trediverne med glæde. På trods af den faste hånd fra oven følte vi drenge os alt andet end kuede. Lærerstaben bestod af dygtige og engagerede pædagoger, som, tror jeg, var ret så progressive for deres tid. Vores historielærer, hr. Nielsen, forlod gerne sit højt hævede kateter med de mange trin op, for at sætte sig ned på et bord mellem os, hvor han gav os en levende og inspirerende introduktion til det stykke i bogen, vi fik for til næste time. I regning hos hr. Møller blev de kvikke elever sat sammen med de tunge for at hjælpe med at løse de stillede opgaver. I gymnastiktimerne fik vi svømmeundervisning uden vand. Vi trænede de grundlæggende svømmebevægelser liggende på maven over en skammel og med fødderne mellem to ribber, når armbevægelserne skulle indøves, og i omvendt stilling, når det gjaldt benene. Det var anstrengende, men effektivt og nyttigt at kunne, før vi drog af til den kommunale badeanstalt ved Langebro. Med snærende korkbælter om maven gjorde vi tør teori fra gymnastiksalen til våd praksis i bølgegangen fra de passerende skibe få meter ude i havneløbet.

Sportspladsen, der lå i forlængelse af skolegården ind i Hans Tavsens Park, dækkede et så stort areal, at pigerne kunne spille rundbold, samtidigt med at drengene spillede langbold. Udendørssæsonen kulminerede med det årlige skoleidrætsstævne i Fælledparken, arrangeret af Københavns Kommune. Her deltog alle byens skoler i de discipliner, de dyrkede til dagligt. Stævnet startede med en festlig indmarch til musik på Østerbro Stadion, som var pakket med opstemte børn, nogle i skoledragter, andre i hvad de nu havde af gymnastiktøj. Vi deltog naturligvis i lang- og rundbold under larm og tummel fra heppende kammerater uden for banen. Ved den lejlighed, hvor drenge og piger støttede hinanden, var vi overbeviste om, at vores skole var den bedste i byen.

En dag om ugen stod der badedag på skemaet. Det foregik i kælderen med de mange brusere, som bademesteren administrerede med stor myndighed. Her er stedet, hvor en offentlig bekendelse trænger sig på. Jeg og et par andre drenge kom tilfældigt forbi i kælderen, mens pigerne badede. Fristelsen var for stor, naturen gik over optugtelsen, og vi kiggede ind gennem nøglehullet. Vi var nærmest ved at dåne ved synet af de våde nøgne pigekroppe i omklædningsrummet, et syn vi levede højt på i lang tid. Vi havde set dem, da de var allermest dejlige.

Også på andre måder bidrog skolen til at skaffe os indsigt ud over undervisningen i timerne. En af lærerne stod for salg og distribution af et meget populært ungdomsblad ved navn "Fritiden", der udkom månedligt med underholdende og oplysende stof af interesse for skoleungdommen.

For hurtigt at spore os ind på nytten af at have en opsparingskonto omdelte Sparekasserne med mellemrum en publikation, som vi altid kastede os over med iver. Dens indhold bestod af to dele: en stor kryds og tværs, som ikke var den sværeste i verden, og en tegneserie om to drenge, Peter Spar og Søren Sold. Søren klattede kortsigtet sine penge væk på slik, hvorimod Peter var anderledes fremsynet. I seriens sidste tegninger så vi Søren Sold kaste misundelige blikke på Peter Spar, der med et bredt selvtilfreds smil præsenterede sin "flunkende nye cykel", som han lige havde erhvervet sig i kraft af sin opsparing. Moralen var ikke til at tage fejl af, og salget af sparemærker på 5 øre gik strygende.

En gang om året drog hele skolen på udflugt til Zoologisk Have. Linie l8s dobbeltdækker sporvogne havde stoppested lige ud for skolen på Jagtvej, og der var fest og højt humør, når vi kæmpede om pladserne på den forreste række øverst oppe.

Skolen tilbød også musikundervisning efter skoletid. Selv gik jeg til spil hos min fars kollega, som var dygtig på violinen og havde skaffet en trekvart violin til mig. Den havde en fornem angivelse på et gulnet stykke papir inde i kassen, der refererede til en gammel italiensk violinbygger. Det var naturligvis fup, som man tydeligt kunne høre, når instrumentet gav lyd fra sig. Men jeg lærte da noderne og de grundlæggende greb.

Senere fik jeg at vide af en ekspert, at der var tale om en tysk fabriksviolin. Det forhindrede dog ikke, at jeg indgik som første violinist i skoleorkestret, der en gang årligt i forbindelse med skoleballet demonstrerede sine færdigheder ved at give koncert i gymnastiksalen.

Men træerne får ikke lov til at vokse ind i himlen. To gange årligt trådte viceinspektøren en stille mandag ind i klassen for at meddele, at klassen førstkommende fredag skulle til tandlægen. Resten af ugen var ødelagt. Tandlægebesøgene på den nærliggende Stevnssgade Skole var hver gang aldeles forfærdelige at komme igennem. Turen ad Jagtvej langs muren til Assistens Kirkegård til Stevnsgade med skiltet "Til tandklinikken" var min Via Dolorosa. Og værre blev det, da vi gik op ad trappen med træknopper på gelænderet de 4 etager op, før vi nåede til venteværelset, der lugtede af æter og angstens sved. Vi sad på bænke langs væggen og ventede på, at sekretæren for enden af rummet skulle råbe ens navn op. Der var omkring 10 stole i klinikken, og en nummertavle bag sekretæren markerede hvem af tandlægerne, der var klar til at modtage næste offer. Man fik sit tandkort stukket i hånden og med tanke på, hvad indianerne kunne bære uden at kny, løftede man hovedet og gik sin skæbne i møde.

Klinikken lå i et aflangt lokale med 5 tandlægestole på hver langside, adskilt fra hinanden med tynde skillevægge og med store tagvinduer over hver stol. Sidste stol i rækken til venstre var overtandlægens. Det var i min tid altid en mand, den eneste af hankøn af alle tandlægerne på klinikken. Han efterså og kontrollerede den givne behandling, og når man efter prøvelserne gik ned til ham og satte sig på bænken foran hans afsnit og ventede på at komme til, var det værste overstået.

Det værste var virkeligt slemt. På trods af daglig tandbørstning havde jeg gerne 6 eller 7 huller, der skulle fyldes, dvs. bores og stikkes i uden nogen form for bedøvelse. Det var et levende mareridt, som først begyndte at klinge af på vejen ned ad trappen med knopperne på gelænderet. Med pålæg om ikke at spise noget de følgende 2 timer susede man ud af skolen, ud i friheden, hvor glæden tog over, så man dansede hjemad uden at tænke for meget over, at turen ville gentage sig seks måneder senere.

På tandlægedagen spillede vi fodbold med en særlig verve. Vi havde fundet en åben mark nede ved Ladegårdsåen, hvor telefonhuset står i dag. Bortset fra legen med papirsbolden i frikvartererne spillede vi ikke fodbold i skolen, men det gjorde vi på "den gamle mark", som vi kaldte stedet. Her mødtes vi efter skoletid, så mange af os, at vi kunne stille et klassehold, som udfordrede de andre klasser til kamp med en ordentlig læderbold. Når det skulle være rigtigt fint, drog vi i samlet flok ud på Fælleden, hvor vi havde fodboldmål og vandpost til rådighed. Det tog sin tid med den lange tur ad Jagtvejen og hele Fensmarksgade igennem, før vi nåede frem. Men hvor vi nød det, og hvor var vi hundesultne, når vi efter energiudfoldelserne begav os hjemad.

På vejen passerede vi heldigvis Husassistenternes Fagskole, som dengang lå i Fensmarksgade tæt ved Jagtvejen. Her kunne vi købe for 5 øre kagekrummer, som vi fik serveret i et kæmpemæssigt kræmmerhus af avispapir. Den, der havde lagt penge ud, placerede sig på det øverste trin af trappen, der førte ind til skolen, og halede de lækreste kagestumper op af kræmmerhuset og fordelte dem til spillerne neden for som en anden fuglemor, der vender hjem til reden med sit bytte. Aldrig har en stump kasseret wienerbrød smagt så himmelsk.

Elveårsalderen markerede indledningen til en ny fase. Det var tiden, da vi skulle til optagelsesprøve til mellemskolen. Vore forældre og lærere og vi selv tog dette sporskifte til eksamensskolen meget alvorligt, og lettelsen var derfor stor, da vi modtog brevet om, at skærerne var klaret, og man kunne begynde i 1. mellem ved det nye skoleårs begyndelse.
ELEV I MELLEMSKOLEN
Indtil da havde jeg gået i en ren drengeklasse med en klassekvotient på 30 og derover. Nu blev meget anderledes. Vores 1. mellem havde kun 23 elever, fordelt på 8 drenge og 15 piger. Det var nyt og spændende. Det var første gang, et mellemskoleforløb blev etableret på Jagtvejens Skole. Også lærerne skulle vænne sig til den nye konstellation med drenge og piger i samme klasse. Jeg husker pigernes forskrækkede gysen og lærerens forvirring, da han af gammel vane kom til at lange en af drengene en på siden af hovedet. Det var første og sidste gang, det skete i mit mellemskoleforløb. Også fordi tonen blandt drengene forandrede sig. Socialiseringsprocessen til en tilværelse tæt på pigerne var begyndt.

Vi få drenge blev naturligvis meget feteret af de mange piger omkring os. Inden længe var spillet i gang: hilsner på tværs i klassen i form af søde tilkendegivelser i ord og tegning på små papirslapper, stjålne blikke på pigernes voksende bryster o. lign. Flirteriet tog yderligere fart, efter vi var begyndt at gå til skolescene- og skolebioarrangementer. Skolescenen spillede normalt på Det Ny Teater, hvor jeg fik et job som formand for ordensmarskallerne, et korps af elever fra skolen, som stod i garderoberne og forestod salget af programmer. Før tæppet gik op, trådte skolescenens chef, Thomas B. Hjejle, frem foran tæppet og skabte ro i salen med sin sorte bog højt hævet i højre hånd. Proceduren gentog sig i pausen og ved forestillingens afslutning sammen med meldingen:"Så må ordensmarskallerne rejse sig". Ved disse fritidsarrangementer blomstrede jalousien pigerne imellem, og rygterne gik, vedrørende hvem der fulgtes med hvem til og fra teatret.

Jeg var 12-13 år, da jeg selv fik prøvet at spille teater. En tidligere sceneinstruktør og skuespiller, Axel Strøm, havde på sine gamle dage åbnet en cigarforretning på Jagtvejen. Men duften af cigarerne havde åbenbart ikke kunnet dulme trangen til teater hos den gamle sceneinstruktør og hans søde kone, som var god til at lave te. De havde derfor etableret, hvad de kaldte "Strøms Børneteater". Ved en tilfældighed blev jeg inviteret til at være med, og to gange om ugen mødtes 20 drenge og piger i alderen 10 til 13 år til prøve i butikkens baglokale på Strøms eget skuespil "Løbet hjemmefra". Vi havde det vældigt fornøjeligt og lærte en hel del om sproglig artikulation og scenebevægelser. Men forfatterens alder og erfaring fra voksenteater i Århus gjorde det svært for ham at ramme københavnerbørns jargon. Min indgangsreplik: "Han bliver længe borte" med distinkt udtale af samtlige stavelser, var naturligvis umulig at sige. Jeg foreslog i stedet "Hvor fanden (subsidiært: pokker) bli'r han ??", men derom ville Strøm ikke høre tale.

Under forestillingens store finale, da problemerne havde fundet deres lykkelige udgang, og vi i den anledning holdt fest i skovridderboligen, skulle jeg spille "I skovens dybe stille ro" på en simpel, lille bakelitfløjte, hvis toner som på en basun blev dannet ved at føre et stempel frem og tilbage i fløjtegangen. Uheldigvis tabte jeg fløjten på gulvet lige før forestillingen, så den gik i stykker flere steder. Vi lappede den sammen med klæbebånd, men under min optræden på scenen, efter jeg var kommet fint i gang, forskød stykkerne sig fra hinanden, så stemplet satte sig fast på de mærkeligste steder, og den sprøde lille melodi blev forvandlet til et komisk nummer. Dette var måske en af grundene til, at vi kun fik tre opførelser af stykket: to i Folkets Hus på Jagtvej for en begejstret familie- og vennekreds, og en i Foreningen af l860 på Nørrevold.

Mine forældre var socialdemokrater lige til det sidste. De havde dog ladet mig døbe i den gamle Betlehemskirke i Blågårdsgade i 1924, nok for at lade alle muligheder stå åbne for at jeg selv kunne vælge, når tiden kom. Det gjorde den i 1938. Størstedelen af mine jævnaldrende var begyndt "at gå til præst" hos pastor Grue ved Anna Kirken i Bjelkes Alle.

Jeg valgte den alternative, såkaldt borgerlige konfirmation, som fandt sted i Odd Fellow Palæet i Bredgade. Det blev en meget vellykket dag med ankomst i taxa til det blomstersmykkede palæ. Chefredaktør Niels Hasager fra Politiken holdt festtalen, og Else Jena sang for en fyldt sal. På hver af vores pladser lå Ungdomsbogen, en gave fra Foreningen for Borgerlig Konfirmation, med introduktionsartikler til tilværelsen som voksen. Festen fortsatte hjemme med deltagelse af onkler og tanter, fætre og kusiner. Jeg havde bestemt festmiddagen: flæskesteg og abrikosgrød. Der var taler og sange og telegrammer, der blev læst op ved bordet, og der var gaver: et armbåndsur, to tegnebøger, en cigarrettænder og andet godt. Der var vin til maden, cognac og likør til kaffen og store cigarer til herrerne. Joh... jeg blev optaget i de voksnes kreds med maner. Senere fulgte de mange invitationer til pigernes andendagsgilder, og det var bare skønt at lade sig bære på bølgen af god vilje fra alle sider.

Men vi skriver 1938, og der lød truende toner sydfra. Min far havde lært sig en smule tysk over radioen, hvor lektor Moe stod for undervisningen. Vi lyttede til Hitlers taler og forstod på hans tonefald, at han var vred og aggressiv, og vi bad far om at oversætte. Af de enkelte dele, han opfattede, fremgik det klart, at noget meget alvorligt var på vej, hvilket forstærkedes af den megen marchmusik, der blev sendt over de tyske stationer.

Jeg husker også den aften, da min far havde besøg af nogle af sine kolleger, som talte om tilstedeværelsen af en koncentrationslejr nær Berlin ved navn Oranienburg. De havde deres oplysninger fra en udsmuglet rapport fra denne lejr, som gav en beskivelse af tilstandene i lejren, som man ikke kunne tro var sand. Det var første gang, jeg hørte ordene koncentrationslejr og Oranienburg. Jeg slog mig til ro med, at alt dette var et anliggende for de voksne, som jeg ikke behøvede at bekymre mig videre om.

 

FRITIDSLIV
Jeg var mere optaget af, hvad der skete i sportens verden. Når der var fodboldlandskamp i Idrætsparken, stillede vi drenge op med en madpakke i hånden, et par timer før portene blev åbnet, så vi kunne sikre os en plads i første række på de billige pladser bag målet ved hockeybanen. Stemningen omkring banen før kampen var som i dag en vigtig del af oplevelsen, frydefuld forventning, flag og musik og solvarme, så sveden bed i øjnene og slørede ens syn. Vi stod op i timevis, men det var det værd.

Råbet fra mælkedrengen, der konstant kom slæbende med sin kasse mælk inde på banen langs det lave trærækværk, bidrog til den gode atmosfære: "Iskold sødmælk - 10 øre!". Der var gang i salget og ingen fare for, at folk blev fulde.

Ved de almindelige turneringskampe var det en god fidus at stille sig op uden for indgangen til Parken for folk med kort: trænere, førsteholdsspillere og officials af mange slags. De kunne nemlig tage en gæst med ind på den dyre langside. Men man skulle være på tæerne, for der var mange drenge om buddet. Det viste sig at være en god taktik at flytte sig lidt væk fra flokken og på den måde komme først til en kortindehaver, som var alene, og som målbevidst bevægede sig i retning af kortindgangen. Så snart vi var inden for porten skiltes vore veje, og man fandt hurtigt frem til de af kammeraterne, som også havde fået bid.

Nu var vi vel hjulpne af, at vi kendte fodboldfolket så godt. Vi fulgte med på avisernes sportssider, og vi samlede autografer. Efter hver kamp stod vi uden for spillerindgangen, som dengang lå i Nørre Alle under den tribune, som blev kaldt Cementen. Her skrev spillerne, de hjemlige som de udenlandske, gerne i vore bøger, og det var særligt tilfredsstillende, når vi kunne illustrere navnetrækket med et billede af den pågældende, som vi klippede ud af avisen og klæbede ind i bogen. Ekstra flot var det, hvis der var tale om et rigtigt fotografi. Det kunne vi få fingre i ved at gå op på avisernes sportsredaktioner og bede om lov til at tage nogle fotografier fra kasserne med kassable optagelser. Det fik vi gerne lov til - men kun tre til hver, hed det.

Jeg husker især den navnkundige Mr. Smile på Politiken, som altid viste os drenge stor imødekommenhed og ikke var bleg for at give os et tip om, hvor vi kunne finde sportsfolk og andre notabiliteter indkvarteret, når de befandt sig i byen. Park Hotel på Jarmers Plads var et af de gode steder. Her udenfor lykkedes det mig i 1935 at få faldskærmsudspringeren John Tranums autograf og en kort samtale med ham, få dage før han gik op til det store spring, som skulle blive hans død. Jeg satte hans autograf i glas og ramme og havde det hængende på min væg i mange år.

Når vi besøgte Berlingske Tidende i Pilestræde, blev jeg altid slået af inskriptionen under det store ur, der var opsat i vestibulen. Her stod med lysende bogstaver de manende ord: "Jeg er tiden, jeg opsluger hver den, som ikke tiden bruger". Den sentens satte sig fast i min bevidsthed og har mangen en gang ansporet mig til at tage fat i situationer, hvor jeg har været fristet til at læne mig tilbage.

Min far læste meget og købte bøger i antikvariater og på markedspladser. Han havde samlet sig et gedigent bibliotek på flere hundrede bind, hvilket ikke var almindeligt i vores kreds. Hans interesse for bøger strakte sig så vidt, at han som ung, nygift svend havde investeret i et bogskab af mahogni til 675 kr., en mindre formue i begyndelsen af tyverne. Regningen har jeg endnu, og bogskabet står her i stuen med en del af hans bøger på hylderne.

Siden min tidligste barndom blev jeg tilskyndet til at læse og lære. Vi havde ikke langt til det lokale folkebibliotek, der lå i Stefansgade, skråt over for Stefans Kirken. Det blev brugt flittigt.

Herudover benyttede John, min kammerat fra gaden, og jeg børnelæsesalen i Griffenfeldtsgade. Den lå på en første sal tæt ved Nørrebrogade og blev administreret af to venlige damer, den ene høj og tynd, den anden lille og tyk. De havde det godt sammen og forstod at skabe en atmosfære af familiehygge i bedste forstand. Her kunne vi fordybe os i alle de klassiske børnebøger uden at blive forstyrret af forældre eller andre. Vi kunne ikke låne bøgerne med hjem, men vi kunne reservere dem, til næste gang vi kom. De blev da stillet op på en særlig hylde med vores personlige bogmærke indlagt på det sted i bogen, vi var nået til. Det fungerede fortræffeligt, og vi fik læst en masse bøger i løbet af en sæson.

Som supplement til den megen læsning tog min far mig med på byvandringer, udstillinger og museer, og i vintersæsonen fulgte vi de populære Anker Heegaardske foredrag, der normalt fandt sted i Teknisk Skoles festsal på Frederiksberg.

Mor var ikke interesseret i at deltage i sådanne aktiviteter. Hun havde nok i at passe hjemmet og sine to mandfolk. Det irriterede min far, at han aldrig kunne formå hende til at komme ud over denne snævre cirkel. Hun læste aldrig en bog og betragtede annoncesiderne som de mest interessante i dagens avis. Det medførte af og til meget direkte udfald fra min fars side, der refererede til hendes fortid på landet. Fars frustrationer fik også frit løb, hvis middagen ikke levede op til forventet standard. Ved disse udladninger trak mor sig dybt såret tilbage til sit køkken, og jeg måtte agere mellemmand for at standse tårerne og få hende med ind i stuen igen. Sådanne episoder hørte dog heldigvis til sjældenhederne.

Mor havde et lyst sind. Hun lo og sang meget og satte umådelig pris på min far og omvendt. Jeg tror, de elskede hinanden, uden det blev formuleret i ord. Når far kom hjem med ugelønnen, lagde han 6 stk. 10-kronesedler på voksdugen i stuen foran min mor og overlod til hende at administrere husholdningspengene, hvilket hun gjorde meget samvittighedsfuldt. Mine forældre ønskede "at svare enhver sit". De købte alt kontant og indgik aldrig i afbetalingsordninger eller pådrog sig gæld af nogen art. Det indebar, at sætningen "Det har vi ikke råd til" blev bragt i anvendelse med en sådan hyppighed, at jeg tidligt besluttede mig til at nå en økonomisk position, hvor denne dødende konstatering ikke ville være aktuel.

Europa i slutningen af trediverne var som nævnt præget af foruroligende begivenheder. Hitler rustede sig til krig, og bidrog aktivt til fascisternes sejr i den spanske borgerkrig 1936 -1939. Det blev meget omtalt såvel i den trykte presse som i radioen. Det samme gjaldt Hitlers besættelse af Rhinlandet i 1936, hans besættelse af Østrig i 1938 og af Tjekkoslovakiet i foråret 1939. Set i bakspejlet er det derfor utroligt og et udtryk for dansk uskyld (naivitet), at det lykkedes vores klasse at overtale vores tysklærer til som leder at tage med os på en tur til Tyskland i 1939 for, som det hed i brevet til forældrekredsen, "at øve sproget og lære landet at kende".

Vi gik straks i gang med planlægningen af vores første udlandsrejse: en 7 dages bustur til Harzen, pris: 75 kr. Vi fik løst herbergskort, fik syet et lille dannebrogsflag på trøjen, modtog de sidste formaninger om korrekt opførsel, før vi endelig den 25. juni, 1939, kl. 0345 om morgenen kunne vinke farvel til forældre og skole.

Fra det øjeblik vi passerede grænsen, blev vi slået af, hvor mange mennesker, der bar uniform. Vores erfarne langturschaffør forklarede os, at "tyskerne elsker uniformer. Så snart de er færdige med deres arbejde og hele søndagen, tager de en eller anden uniform på" (ordret citeret fra min dagbog fra turen).

Første stop var Hamburg, hvor vi blev indkvarteret på "Hein Godenwind", verdens største flydende ungdomsherberg, et gammelt sejlskib, der lå og vuggede i havnen med sine 575 sovepladser. Skibet var fyldt med Hitler-jugend, drenge og piger i deres kridhvide skjorter og bluser. Vi følte det lidt, som om vi var havnet på en forkert adresse.

Middagen bestod af kolde frikadeller og kolde kartofler, og så kunne vi ellers gå til bal på dækket. Samværet med vores næsten jævnaldrende blandt tyskerne var gnidningsløst og præget af gensidig respekt, de lod os gerne afprøve vores sprogfærdigheder på dem. Kl. 2130 lød det over skibets højttalere: "Achtung. Achtung. Nun gehen wir zu bett". Og det gjorde vi med det samme.

Tidligt næste morgen blev vi vækket af et drøn fra højttalerne, som sendte os ud i vaskerummet og ind under den kolde bruser til tonerne af Alte Kammeraten. Jeg kom hurtigt i tøjet og op på dækket og opdagede pludselig, at jeg var omringet af hundredevis af Hitlerjugend og nogle af deres voksne ledere. Det var tid at hejse flaget på stangen lige ud for, hvor jeg stod. På en kort kommando begyndte Hagekorsflaget langsomt at glide til tops under dyb, højtidelig stilhed. Alle omkring mig fulgte koncentreret flagets færd med stive øjne og med højre arm hævet til hilsen. Det var et følelsesladet og uhyggeligt øjeblik. Jeg glemmer det aldrig, også fordi jeg måtte modstå den stærke tilskyndelse til selv at løfte armen. Men jeg holdt den nede. Dette var ikke min sag. Jeg har ofte tænkt på, hvor mange af disse glødende, opfanatiserede unge af min egen generation, der klarede sig gennem krigen med livet i behold.

Vi kom til Harzen og så, hvad turister formodes at se der. Men vi så også andet. Vi boede på vandrerhjemmet i Wernigerode. Som i Hamburg opdagede vi snart, at vi praktisk talt var de eneste udlændinge på stedet, der var fyldt op af brunskjorter, unge S.A. folk, stovte karle, som så såre de havde lagt sig på briksene i sovesalen om aftenen, hengav sig til den kraftigste snorken og prusten, jeg nogensinde har været ude for, hverken før eller siden. Det var tydeligt, at vi befandt os på et sted, hvor meningen var, at der skulle soves og det grundigt, men for os få danskere var det svært at falde i søvn. Jeg hørte uret på byens idylliske rådhus slå både et og to, før den naturlige træthed overvandt irritationen over S.A. folkenes given sig søvnen i vold.

Overalt hvor vi kom, var der naziflag og soldater i uniform og kaserner og lange militærkolonner på vejene, og på skilte ved indkørslen til en landsby eller skrevet hen over en butiksrude stod der: "Juden sind unerwünscht". Når vi mødte noget sådant, bevægede vi os hurtigt videre uden kommentarer. Med en undtagelse dog. Da vi på hjemvejen kørte ind i byen Neumünster, blev vi bedt om ikke at synge engelske sange "af hensyn til ro og orden blandt indbyggerne, da de er meget engelskfjendtlige", hedder det i min dagbog.

Den 1. juli rullede vi ind foran Jagtvejens Skole. Nøjagtig 2 måneder senere, den 1. september, overskred Hitlers hære grænsen til Polen, og anden verdenskrig var begyndt. Det var på et hængende hår, at vi kom ud af Tyskland, før krigen var en realitet. Vi havde oplevet optrapningen til krigen på første hånd, og det var rart at komme hjem til dagligdagen.

 

SOMMERAKTIVITETER

Hjem til cyklen og de nære ting, som man kunne overskue og forholde sig til. Cyklen spillede en central rolle i vores familie. Når vejret var til det, tog vi i sommertiden til Dragør om søndagen. Aftenen før var madkurven blevet pakket med smørrebrød, øl og sodavand og termoflasken fyldt op med kaffe, og tidligt søndag morgen drog vi af med telt, badetøj og fourage fordelt på bagagebærer, i cykelkurv og sidetasker.

Vi kørte i en tæt stime af cyklende københavnere over Langebro, ad Englandsvej gennem Tårnby til Dragør, en strækning på 15 km. Når vi nåede de fritgående gåseflokke i centrum af Dragør, var vi tæt på målet: den flade, vidtstrakte strand, hvor vi under megen dirigeren fra fars side omsider fik teltet op at stå. Og så hurtigt ud i vandet, også fordi det tog sin tid at komme så langt ud, at vandet nåede en op til brystet. Vi havde det dejligt og blev på stranden hele dagen og lod os gennembage af solen. Prisen skulle betales i tiden derefter. Helt uden beskyttelse mod solens stråler blev jeg godt skoldet og blev i dagevis mindet om turen til Dragør, når jeg pillede store flager af den gamle, brændte hud for at give plads til den nye.

Det var også ved pedalkraft, vi kørte på landet, de 65 km. til Tuse uden for Holbæk. Her plejede vi i mine drengeår at tilbringe de 14 dage, min far havde sommerferie. Vi var indkvarteret på førstesalen i det lille hus ud til landevejen mellem Holbæk og Kalundborg hos min mors forældre, som havde trukket sig tilbage hertil på deres gamle dage efter at have solgt deres firlængede gård ikke langt derfra. Det forlød, at mine forældre havde truffet hinanden, da min far omkring 1920 opholdt sig på egnen for at installere elektricitet i gårdene. Min fars familie var alle københavnere og boede i hovedstaden, mens mine mange onkler og mostre, fætre og kusiner på mors side havde slået sig ned i området ikke langt fra deres fødehjem. Det betød, at jeg ofte blev inviteret til at bo hos en af mine onkler, når mine forældres ferietid var forbi, og de måtte tage tilbage til arbejdet i byen. Det var skønt for en Nørrebrodreng at være på en gård med masser af dyr: heste, køer, grise, katte, hunde og fjerkræ af mange slags; at trække køerne hjem i stalden, give hestene vand, fodre grisene og hønsene, hjælpe til i marken med at hakke roer og køre høsten ind i laden. Og altid skinnede solen, og der var en overflod af bær i haven og summende bier og fluer, der sad fast i limen på papirsrullerne, der hang ned fra loftspærerne overalt på gården.

Mine bedsteforældres hus bar navnet Elmely på facaden ud mod vejen. Det var et ældre, lille husmandssted med en brønd med håndført pumpe på gårdspladsen og med et ægte gammeldags lokum for enden af udhuset, med stykker af avispapir på et søm ved siden af tønden med trælåg. Inde i huset, i stadsstuen, som kun blev taget i brug ved særlige lejligheder, var der på væggene ophængt billedtryk med fromme motiver og mahogniindrammede broderede sentenser som "Alt af Naade" og "Gud beskyt vort Hjem". Det var fast praksis for min far at reparere skorstenen øverst på tagryggen i løbet af vores ophold. Efter en sådan indsats oppe på det varme tag tog han og jeg på cykel ud til Lammefjorden ved Auderød for at bade. Det kunne vi gøre fra en lang, øde tange, der skød sig ud i fjorden. Vi havde altid tangen for os selv, nok fordi stedet var alt andet end ideelt at bade fra. Vandet var stillestående og fyldt med tang og med sten på bunden. Men vand var det, og det gik an på en varm dag.

I 1936, da jeg var 12 år gammel, foretog far og jeg en 4 dages cykletur til Jylland med start fra Elmely. Det var første gang, jeg besøgte hovedlandet. Vi kørte over Århus, Silkeborg, Fredericia, Middelfart, Korsør, en tur på 460 km. Det var en oplevelse for mig at bestige Himmelbjerget, køre over Lillebæltsbroen, som var blevet åbnet året før, og nyde udsigten fra toppen af Odinstårnet i Odense.

Det var en ganske krævende cykletur, men jeg var i god fysisk form, også fordi jeg havde spillet fodbold i B 1903 på Lyngbyvej, siden jeg var 9 år. Den 15. juni 1942 spillede jeg min sidste kamp for klubben. Det var i ynglingepokalfinalen mod Frem på Idrætsparkens bane med Valdemar Laursen som dommer og Gunnar Nu-Hansen som rådgiver i omklædningsrummet i halvlegen. Vi havde, som aviserne skrev dagen efter, hele spillet, men Frem fik målet og vandt 1 - 0. Vi gik glip af pokalen, men vi fik en stor oplevelse: at spille i Parken for 5000 medlevende tilskuere, få overrakt KBUs nål til minde om kampen, og sammen med spillerne fra Frem slutte den begivenhedsmættede dag med pokalmiddag på Park restauranten på Østerbrogade. Med det endte fodboldeventyret. Jeg og et par andre fra holdet, som havde fulgtes ad i så mange år, lagde støvlerne på hylden og koncentrerede os om andre gøremål.

 

OPSAMLING
Her er det nødvendigt at gå tilbage i kronologien. Tidligt i 1940 tog jeg mellemskoleeksamen fra Jagtvejens Skole, og da skolen ikke kunne tilbyde et videregående forløb, blev jeg overflyttet til Skolen ved Grøndalsvænget, hvorfra jeg tog realeksamen i februar måned 1941.

Min skoletid var forbi og hermed også min barndom. Jeg havde nydt denne tidlige fase af livet: dens tryghed, relative ansvarsfrihed og de mangeartede aktiviteter. Vi holdt hverken hund eller kat, men forbindelsen til dyreriget blev knyttet på forskellig vis også uden for opholdet på landet om sommeren. I et hjørne af spisestuen stod et stort og et mindre fuglebur med zebra- og kvækerfinker, mejser og kanariefugle, og ved siden af dem et rummeligt gammelt akkumulatorglas med fisk: maller, slørhaler, hundestejler o.a.

Familien tog af og til på søndagstur til Nørre- eller Hareskov, hvor vi gik "på opdagelse", d.v.s. vi vendte sten og fangede biller og andet kryb, som blev aflivet med æter i et syltetøjsglas og efter hjemkomsten sat på nåle og artsbestemt. Andre gange fangede vi firben, salamandre og snoge levende og indsatte dem i et terrarium, som min far havde bygget af sin store, gamle højttalerkasse med en glasplade indsat i den ene side. Eller vi fangede haletudser og fulgte deres udvikling til frøer, som kunne tjene som foder for snogene. Mine snoge var jeg særligt glad for, ikke mindst når jeg kunne skræmme og imponere tanter og mostre ved at tage dem op af terrariet og lege med dem i fri dressur.

Vores kæreste legeting i trediverne var bolden, såvel i skoletiden som udenfor. I gymnastiktimerne om sommeren spillede pigerne rundbold og drengene langbold, og af og til spillede vi sammen og mod hinanden til stor fornøjelse for begge parter. Hjemme i gaden var bolden konstant i gang. Pigerne satte med deres lækre, farvestrålende gasbolde lys og kulør på den grå gade, når de spillede med to eller tre bolde op mod en mur eller i fri luft. Vi drenge stod gerne i timevis og skød til en tennisbold op mod en dør eller væg eller spillede sammen nede på Trekanten.

Vores boldlege udfoldede sig også i et mindre format. Vi spillede kugler med små, forskelligt farvede lerkugler. Reglerne for spillet var enkle. Spillet krævede et glat horisontalt stykke fortov foran en mur. Med et stykke kridt markeredes et målområde tæt på muren og en kastestreg 2-3 meter derfra. Spillet gik ud på at vinde kugler, og alle med reglementerede kugler på lommen kunne deltage. Udfordreren satte sine kugler op i en pyramide i målfeltet: en kugle hvilende oven på tre. Pyramiden tilfaldt den kaster, der stående eller knælende bag kastelinien med sin kugle kunne slå opstillingen ned. Kikserne gik i udfordrerens lomme. Udfordreren kunne nøjes med at lægge en enkelt kugle frem, som da gav 10 kugler tilbage for et heldigt hit.

Et andet populært gadespil, som fortovet indbød til, var terre, et kaste- og gribespil, hvori indgår 5 småsten. De fleste af os havde vore "personlige" sten, hvis vægt og egenart vi var fortrolige med. Et sæt terresten i æske var en populær fødselsdagsgave, som, når de skulle være rigtig fornemme, var af marmor.

Når vi trængte til luftforandring, drog vi ad Stefansgade ned til Ladegårdsåen ved Borups Plads. Det var som at komme en tur på landet. Her var frit til alle sider, og åen, floden, verdenshavet dovnede sig afsted ned mod Falkoner Alle og Jagtvej på sin vej mod Peblingesøen. Vi drog af med fiskenet og syltetøjsglas og nu og da med fiskestænger, d.v.s. lange kæppe eller bambusrør med snøre og krog, klar til de store fangster. Forventningerne blev kun sjældent indfriet. Krogfiskeriet med de sprællende regnorme som madding resulterede en enkelt gang eller to i fangst af en skalle eller aborre. Derimod gav nettene altid gevinst: hundestejler, salamandre, haletudser, dafnier, tanglopper, tæger, vandedderkopper med deres karakteristiske dykkerklokker, vandkalve, skøjteløbere, rygsvømmere og andet småkravl endte i vores syltetøjsglas, der var møbleret med åens bændeltang. Ville vi have igler, måtte vi selv agere madding; vi smed sko og strømper og vadede lidt rundt i den lavvandede å, og iglerne bed med det samme. Den del af åen var iglernes domæne, som de hårdnakket forsvarede mod indtrængende drenge. Men på en varm sommerdag var der nogle, som bød iglerne trods ved at smide alt tøjet og henrykt kaste sig ud i åen, som var de på stranden ved Bellevue. Det var drenge fra en anden gade end vores.

Også om vinteren besad åen en særlig tiltrækning, når den var dækket af et tyndt lag is, som kun lige kunne bære. Så satte vi i få spring over på den modsatte bred, mens isen knagede og bragede. Ind imellem skete det, at belastningen var for stor, og isen brast, og man måtte skynde sig hjem for at få tørt på i mere end een forstand.

I en årrække var det om sommeren meget populært blandt herrer at gå med stråhat af den flade model. Det gav anledning til en leg, som blev kaldt "at slå stråhat". Når man så en mand med en sådan stråhat på hovedet, blev den registreret ved, at man slikkede på det yderste led af pegefingeren, trykkede fingeren ned i håndfladen på den anden hånd og slog mærket fast med et knytnæveslag. Disse markeringer fik fortløbende numre, og ved dagens slutning forelå resultatet af dagens høst, som kunne indgå i ens egen statistik eller i en konkurrence med kammeraterne. Når jeg den dag i dag ser en mand i en sådan stråhat, er jeg tilbøjelig til at gentage det lille ritual.

 

BESÆTTELSEN
Alvoren meldte sig den 9. april 1940.

Jeg blev vækket kl. 530 af en infernalsk og vedvarende larm fra tunge flyvemaskiner, der fløj lavt henover tagene. Min første reaktion var irritation og vrede, og jeg husker, at jeg råbte til mine forældre, at vi måtte klage over at blive vækket på den måde. Men vi kom hurtigt op og i tøjet, da min tante Karla ringede og fortalte, at tyskerne var i færd med at besætte landet, og at de larmende maskiner var bombefly, der var klar til at kaste deres last over byen. Vi var chokerede og forvirrede og nervøse for, hvad der ville ske. På trappen mødte vi naboer, som var ligeså overraskede og usikre som vi. Min far tog afsted på arbejde, og jeg løb ned på gaden og fik fingre i et eksemplar af "Oprob til Danmarks soldater og Danmarks folk", som blev kastet ud fra maskinerne. Jeg husker, jeg studsede over det ubehjælpsomme sprog, løbesedlen var forfattet i, men her stod det: vi var blevet inddraget i krigen i Europa.

Jeg tog på cykel ind til byen for at høre og se og gled ind i strømmen af københavnere ud på Langelinie. Her lå det tyske skib Hansastadt Danzig, som havde bragt de tyske besættelsestropper til hovedstaden, og det lignede mest af alt et krydstogtskib på turistbesøg. Men "turisterne" var soldater i fuld feltmæssig udrustning, som jeg kendte dem fra pressebillederne med gevær over skulderen og håndgranater på stang stukket ned i bæltet, klar til kamp. Det var en mærkelig oplevelse. Civile danskere blandede sig med de kampklædte soldater, og snakken gik. Der lød ingen protester eller vredesudbrud. Sceneriet var snarere præget af nysgerrig imødekommenhed fra begge sider. De samtaler, jeg opsnappede ved at bevæge mig rundt mellem grupperne, var præget af danskernes lyst til at afprøve deres tyske sprogfærdigheder og soldaternes beredvillige svar, der gengav, hvad der stod at læse i Oprob'et.

Fra Langelinie tog jeg videre til Kastellet, hvor tyske vagtposter uden for Norgesporten sørgede for, at ingen fik adgang ud over tysk personnel. Her hørte jeg nærmere om truslen om at bombe byen, dersom regeringen ikke overgav sig. Hvis stemningen på Langelinie og ved Kastellet den morgen, som jeg oplevede den, kan stå som symptomatisk for den almindelige holdning, ønskede københavnerne ikke at lægge sig ud med værnemagten. Kongens og regeringens kapitulationserklæring, som blev udsendt senere på dagen, blev modtaget af de fleste som et udtryk for realitetssans og ansvarsfølelse over for befolkningen. Det var bittert og ydmygende, men det eneste, der var at gøre under de givne omstændigheder.

I Norge gik det som bekendt anderledes. Der blev kæmpet fra den første dag, og vi fulgte nordmændenes kamp og trængsler med en blanding af beundring og medfølelse og måske også med en anelse misundelse. Men vi måtte se i øjnene, at vores omstændigheder og muligheder var forskellige og måtte være bestemmende for den vej, reaktionen på besættelsen kunne tage.

Så livet hos os gik videre næsten som før. Den 9. april og i tiden efter passede folk deres arbejde og jeg min skole. På skolen kom den eneste bemærkning, der refererede til begivenhederne samme dag, fra vores tysklærer, der påpegede, at det nu var "mere nødvendigt at lære tysk end tidligere".

Til beskyttelse mod følgerne af luftangreb blev der straks dekreteret fuldstændig mørklægning over hele landet. Et par dage før var der blevet lagt op til en mørklægningsøvelse i København, så vi havde allerede forsynet os med mørklægnings-rullegardiner af sort papir til alle vinduer. De kom op i en fart.

Krigen føltes tæt på, som vi sad der bag mørklægningsgardinerne i vores lejlighed eller kiggede ud over den blændede by. I kælderen blev der indrettet beskyttelsesrum; hvert hus skulle have sit tilflugtsrum, og min far gjorde som husvagt meget ud af at gøre rummet så hyggeligt som muligt, med dug og levende lys på bordet og plakater på væggene. Når sirenerne lød, var det hans opgave at sikre, at alle i opgangen havde hørt dem og var søgt til beskyttelsesrummet i kælderen, så han og jeg stemte dørklokker fra tagetagen og ned. De første gange sirenernes stigende og faldende hyletoner lød midt om natten, var ret dramatiske: folk styrtede ned ad trapperne i nattøj med slåbrok eller et tæppe over sig, ængstelige og nervøse, mens de forsøgte at tale beroligende til deres børn og sig selv. Alle var med. Spændingen erstattedes af lettelse, når afblæsningen lød, og man kunne begive sig tilbage til sengene på etagerne. Men efterhånden som man vænnede sig til, at der ikke skete noget, og at der blev alarmeret, når allierede bombefly, hvis maskinlarm tydeligt kunne høres, blot overfløj byen på vej til Tyskland og tilbage igen, var der flere beboere, som nægtede at gå i kælderen og insisterede på at blive i deres lejlighed trods husvagtens henstillinger.

Selv om der kun var tale om overflyvninger, skete der meget i rummet over København. På tørreloftet lige under taget gik min far og jeg i stilling for at kunne tage os af eventuelle brandbomber. Til det formål havde vi en skumslukker, en kasse sand og nogle viskere til rådighed. De små skråruder i taget lukkede vi op for at følge det uhyggelige men fascinerende skuespil: himlen var gennemkrydset af tyskernes projektører og lysbomber og luften mættet af drønene fra antiluftskytset.

Overnight i ordets egentlige betydning skiftede vi fra lys til mørke. Lysreklamer, forretningsbelysning, gadelygter, alt blev tonet ned, intet måtte kunne ses fra luften, og biler, cykler og kantsten blev malet hvide på strategiske steder, så trafikken i gaderne efter solnedgang kunne foregå uden alt for mange uheld. I fem år bevægede vi os rundt mellem hinanden under denne dyne af mørke og utryghed. Vi var spærret inde, fysisk som psykisk. Jeg var 15 år den 9. april og ville gerne have været ud og se verden. I årene indtil jeg blev tyve, levede jeg som alle andre under rationeringsordninger med mangel på næsten alt fra dæk til cyklen over nydelsesmidler til beklædning. Mor syede en cottoncoat til mig af to gamle lagner, og jeg kunne heldigvis passe min ældre fætters aflagte fodtøj og jakker. Jeg fik eet sæt nyt tøj i løbet af de fem år: en brun habit af groft, kradsende stof, et såkaldt maksimalsæt, som blev fremstillet i så stort et antal, at prisen kunne holdes nede. Det var varmt og solidt, men elegant var det ikke.

De barske vilkår for den daglige tilværelse, som de fleste af os var fælles om, skabte en solidaritet og hjælpsomhed blandt folk i takt med, at vilkårerne forværredes. Man rykkede sammen i en stadig voksende følelse af nationalt fællesskab, som man havde behov for at give udtryk for. Allerede den 14. august samledes 80.000 mennesker til alsang på plænerne foran musiktribunen i Fælledparken. Sanghefter var blevet uddelt, og det var en oplevelse at være med til under Johan Hye-Knudsens ledelse af harmoniorkestret og folkemængden at løftes af den styrke og inderlighed, med hvilken den tusindtallige forsamling hævdede sin danskhed ved afsyngelsen af de klassiske fædrelandssange. Det var en stærk og værdig manifestation af protest og fællesskab, og vi befandt os godt, da vi gik derfra.

I det tidlige forår 1941 flyttede familien fra Kronborggade til Bispebjerg. Efter at have stået i kø i mere end en time uden for Foreningen Socialt Boligbyggeris kontor på Rådhuspladsen var det lykkedes os at få kontrakt på leje af en 1-værelses lejlighed på 50 kvadratmeter øverst oppe i Foreningens nybyggede ejendomskompleks "Bispeparken", i blok 7 langs Frederiksborgvej, med udsigt over Bispebjerg Kirkegård. Vi gav afkald på to værelser i forhold til boligen i Kronborggade, men min far havde altid ønsket at bo på toppen af Bispebjerg bakke, og selv om pladsen var snæver, var fordelene ved byttet åbenbare: vi fik centralvarme, brusebad, expankogulve, elektrisk køkken, nedstyrtningsskakt, et rummeligt kælderrum og en stor indbygget altan i et hus, der var nyt, og som senere blev præmieret af kommunen. Pladsen var trang for tre voksne, men vi indstillede os hurtigt på forholdene og fortsatte med at leve tæt på hinanden i stor harmoni.

 

LÆREPLADSEN
Jeg var i fin form og så med store forventninger frem til mit kommende uddannelsesforløb. Spørgsmålet var blot hvilket? Mine resultater fra skolen tydede på, at jeg var god til at tage eksamener og interesseret i at læse. Flere af vores bekendte foreslog, at jeg skulle fortsætte ad dette spor, men min far mente, at det var for uoverskueligt, for usikkert og for dyrt. Der var ingen akademikere i vores familie af landmænd og håndværkere. Tiderne var på alle måder ustabile, og arbejdsløsheden lå på omkring 20 pct. Lærepladser var svære at få, så da min onkel, som var repræsentant i farver og lakker, i kraft af sine forbindelser kunne skaffe mig en læreplads som kemigraf, sagde vi ja tak. Det skulle vi ikke have gjort. Det blev en traumatisk oplevelse.

Den 3. juni 1941 mødte jeg op kl. 7.20 på P. Christiansens Papirvarefabrik i Julius Blomsgade på Nørrebro. Det var en grå, ældgammel bygning med lokummer i gården. Mit arbejdsrum lå på første sal under det skrå tag, der var uden vinduer. Der stank af kemikalier, ikke mindst fra de åbne syrebade, som tjente til afsyring og rensning af glasplader, der havde været anvendt til optagelserne i atelieret. En reol på bagvæggen var fyldt med flasker og dåser med kemikalier, der indgik i blandingen af fremkalder- og fikservæsker og lysfølsomme emulsioner til glas, sten eller de store plader til offsettryk, som blev præpareret i en slyngemaskine, der konstant skulle renses. Med henblik på denne del af produktionen gav det mening, at rummet var uden dagslys, hvilket selvsagt også gjaldt for mørkekammeret. Men hvor var det dog et skummelt arbejdsmiljø at blive kastet ind i for en syttenårig med mod på livet.

Firmaet fremstillede plakater, prospektkort, etiketter, bogillustrationer og lign. og havde afdelinger for litografi, stentryk, offsettryk, bogtryk og papirvarer. Der var normalt god gang i produktionen i alle afdelinger med undtagelse af vores. I lange perioder havde vi ingenting at lave udover at gøre rent og læse dagens avis. Det medførte, at jeg af værkstedslederen, faktor Jensen, som iøvrigt var en flink mand, blev sendt neden under for "at hjælpe med i trykkeriet", hvilket var ensbetydende med at flytte rundt på papirballer eller, hvad der var værre, hænge de store papir- eller kartonark op under loftet til luftning, før pålæggerskerne kunne lægge dem i trykkemaskinerne. Det var et anstrengende, ensformigt job at stå på en stige oppe under loftet og hænge papir til tørre. Og så til en løn af 6 kr. pr. uge!

Jeg lærte ikke nok hos P. Christiansen, og det var derfor pinligt og ydmygende for mig at frekventere kemigraffagets lærlingeskole på Teknisk Skole i Julius Thomsensgade i de lovbefalede perioder. Jeg havde ikke kunnet oparbejde nogen faglig praksis på et lærested, hvor der ikke var noget arbejde, og flere af de arbejdsprocesser, som skolen tog sigte på at videreudvikle, kendte jeg intet til. Jeg følte mig med føje som holdets klumpedumpe, en situation, jeg aldrig havde været i før. Mine lærekammerater kom fra de store dagblade eller velrenomerede reproduktionsanstalter, og de vidste og kunne. Vi havde iøvrigt et glimrende indbyrdes forhold, og de gav mig ofte en hjælpende hånd, når det var påkrævet. Men min selvtillid havde fået et alvorligt knæk. Jeg måtte skifte spor.

Ifølge lærekontrakten var de første 6 måneder gensidig prøvetid, så jeg begyndte selv at se mig om efter noget andet. Allerede måneden efter jeg var begyndt hos P. Christiansen, var jeg til optagelsesprøve som trafikelev på jernbaneskolen i Sølvgade, og den 28. juli fik jeg meddelelse om, at jeg var optaget. Det var ikke mit hedeste ønske at blive jernbanemand, men snarere en flugt fra Julius Blomsgade.

Men nu satte min far hælene i. Jeg burde ikke opgive så let, jeg havde været heldig at få en læreplads i et godt fag, jeg havde jo altid været interesseret i foto, det ville nok blive bedre med tiden, og endelig: man opgiver ikke et job, man er begyndt på, så kridt støvlerne og stå fast! Her tog min far fejl, men han gjorde det med den bedste hensigt og ud fra sine egne forudsætninger. Vi gennemlevede nogle krisefyldte dage på Bispebjerg, og resultatet blev, at jeg resignerede, sendte afbud til jernbaneskolen og fortsatte hos P. Christiansen. Den lange ørkenvandring frem mod afslutningen på min 5-årige læretid begyndte. Stemningen i den lille familie var trist. Jeg var frustreret og i perioder ulykkelig indtil den dag, jeg besluttede at tage min skæbne i egne hænder. Jeg startede på Københavns Kommunes fortsættelseskursus om aftenen med at gå til engelsk, biologi, stenografi og maskinskrivning.

 

KOMPENSATIONER
Samtidig begyndte jeg at skrive til ungdomssiderne i Brugsforeningsbladet, Politiken, Berlingske og først og fremmest Social-Demokraten. Det var artikler om ungdommens vilkår, beskrivelser af cykleture på Sjælland, sport, musik, arkitektur og lign. Jeg husker en af artiklerne med særlig glæde. Det var en beretning om, hvad man kan opleve under en tur med sporvognen. Jeg omtalte her to gavlreklamer på Nordre Fasanvej. Den ene viste en døddrukken mand, der mellem væltede glas og flasker lå bøjet over et bord, mens en anderledes pæn herre med løftet pegefinger gjorde opmærksom på den manende tekst: "Lad Bajeren stå - bliv Afholdsmand!" Men gavlen lige overfor præsenterede det stik modsatte budskab. Her så man bryggeriet Stjernens velkendte logo med manden med kasket og oprullede ærmer, der med en Stjerne-bajer i hånden slog budskabet fast med ordene "Ingen frokost uden en Stjerne!".

Ugen efter bragte bladet en protest fra bryggeriet, som påpegede, at der nederst på gavlen udtrykkeligt stod angivet "Alle Sorter Afholdsøl og Mineralvande". Dog - da jeg næste gang passerede stedet, konstaterede jeg med tilfredshed, at bryggeriet havde fået gavlen malet over. Så det nytter...

Jeg holdt i det hele taget meget af at gå rundt i byen og kigge mig omkring. På en kold dag var det fint at få en kop kaffe ved de Københavnske Kvinders Kaffevogne, som var opstillet flere steder i centrum, og var der småpenge til overs, kunne man passende lade dem klinge i en af de store træsko, som samlede ind til fordel for Fattige Børns Fodbeklædning. Træskoene var forsynet med en tekst, som var svær at ignorere:

"Med hullet sko i vintersjap

Er ikke rart at træde

Giv derfor ikke altfor knap

Din træskoskærv med glæde."

Man udformede gerne sine budskaber i verseform. Osteforretningerne var her særligt kreative. I et forretningsvindue i Griffenfeldtsgade var der mellem oste af mange slags opstillet et papskilt, hvorpå der stod:

"Spis dig sund, spis dig glad

Men fremfor alt: spis ostemad."

I en anden ostebutik var budskabet knap så gjaldende, men sandt nok i svære tider:

"Trods nød og krig og anden krise:

Et godt stykke ost kan man altid spise."

Også enkelte af biografreklamerne var så slagkraftige, at jeg stadig husker dem:

"Reklamens magt er underfuld

Vis dig mod den ej trodsig

Du kan få posen fuld af guld

Gå blot til Monterossi."

- og den med tegnefilmen, der viser en tykmavet politibetjent, som ved fængselsporten trækker to tyve ad gangen ud fra salatfadet, mens han under rømmen tæller 2 - hm - 4 - osv. op til fjorten. Til sidst gør han status med bemærkningen: 14 tyve, og i samme øjeblik dukker hovedet af en gadedreng op bag et plankeværk og slår budskabet fast: 1420 - det jo Ringbilen!

På fabrikken kiggede jeg ofte ind i den litografiske afdeling, som lå i husets gavl og i umiddelbar forlængelse af vores fotografiske atelier. Det var et rart sted at besøge, for her var mange vinduer og meget lys, og her arbejdede to lærlinge, som jeg fik et nært kammeratligt forhold til. Den ene hed Kai Stammerjohann, som blev min mangeårige ven, indtil han rejste til Sydafrika, hvor jeg mistede forbindelsen med ham. Den anden var Ole Schwalbe, som senere blev en kendt billedkunstner og professor ved Kunstakademiet. I mit mørkekammer, hvor der var adgang forbudt for uvedkommende, førte Ole og jeg animerede samtaler om kunst, filosofi og politik.

Jeg havde min gang over hele fabrikken, da det var mit job at indsamle arbejdernes fagforeningsbøger og -kontingenter og bringe dem til fagforeningskontoret i Gothersgade. Det gav mig kontakter og penge på lommen. Arbejderne var generelt meget klassebevidste, de kaldte sig selv arbejdskuler (: kulier), og størstedelen af dem var kommunister. Vores kantinebestyrer, fru Petersen, en ældre, gråhåret, vital dame med levende øjne, havde mistet sin søn i den spanske borgerkrig. Hun var overbevist kommunist og lagde ikke skjul på det. Jeg havde nogle forrygende diskussioner med hende og andre, der delte hendes anskuelser. De var politisk skolede, og jeg lærte en hel del af dem. Det lå lige for, at mange af dem engagerede sig i modstandsbevægelsen fra dens begyndelse. De kæmpede ikke blot mod besættelsesmagten, de kæmpede for et nyt og bedre samfund efter krigen. Det afgørende opgør, sagde de, ville finde sted efter krigen, opgøret mod de besiddende klasser og for skabelsen af en socialistisk stat.

Det var, hvad de drømte om og forberedte sig til, det var deres vision.
Radioen spillede naturligt nok en central rolle i vores hverdag."Danmarks Radio, København - Kalundborg" præsenterede middagskoncerten fra restaurant Wivex med klirren af spisebestik i baggrunden eller Louis Preils kendingsmelodi "Stil nu ind på de danske stationer..." før Louis tog fat, og det gjorde han tit. Fra Tyskland lød marchmusik og en pompøs fanfare som indledning til den daglige frontberetning: Oberkommando der Wehrmacht gibt bekannt... Men den mest aflyttede udsendelse kom fra England. De tre kendte paukeslag annoncerede den daglige nyhedsudsendelse: "Her er London. BBC sender til Danmark". Tyskerne havde belagt udsendelsen med støjsendere, så det var vanskeligt at fange alt, hvad der blev sagt. Men størstedelen gik igennem til stor opmuntring for os alle.

For vi trængte til opmuntring. Vi gik i restaurant München i Nyrupsgade og drak øl, mens vi lyttede til Leo Mathiesen og hans orkester, eller vi gik i Scalasalen oppe i National Scala, hvor Kai Evans spillede. Andre steder i byen kunne vi lytte til Svend Asmussen eller Børge Roger Henriksen eller Peter Rasmussen, og der var høj stemning i K.B. Hallen, når flere bands gik sammen om en koncert. Det hyggeligste var dog vores private fester, der som oftest fandt sted på initiativ af en pigerne fra skolen og hjemme hos hende. Takket være de gældende udgangsforbud kunne vi først forlade stedet langt ud på morgenen, så der blev spist og drukket, sunget og danset til rejsegrammofonen hele natten og sluttet af med morgenkaffe og friskbagte rundstykker. Det var fester, der huskes.

De sidste to år af min læretid gik jeg på Statens og Hovedstadskommunernes aftenkursus til studentereksamen på Niels Ebbesensvej på Frederiksberg. Det var et barsk forløb. Når jeg kom hjem fra P. Christiansen sent på eftermiddagen, indtog jeg et hurtigt måltid, før jeg på cykel startede mod Frederiksberg, hvor undervisningen, med de afbrydelser som spærretiderne medførte, normalt fandt sted fra 1830 til 2200. Jeg læste på den nysproglige linie og efter hjemkomsten til Bispebjerg, hvor kaffe og brød stod klar, forberedte jeg gerne latin og historie til den følgende dag. Ikke overraskende faldt de fleste af eleverne fra i løbet af det første år.

Jeg var privilegeret derved, at jeg kunne forberede mig på min arbejdsplads. Og gjorde det helt kynisk. Jeg opgav kemigrafien og koncentrerede mig helt om mine studier. Mit studereværelse var mørkekammeret, hvor ingen kom ind, når jeg havde lukket døren. Mine kolleger og min faktor vidste godt, hvad der foregik, men vendte det blinde øje til, og det er jeg dem taknemmelig for.

 

BESÆTTELSEN STRAMMER TIL

I det første besættelsesår eller to var der relativ ro i byen. Kongen tog på sin hest sin sædvanlige tur omkring Amalienborg hver dag, og det nye i gadebilledet var uprovokerende tyske soldater på sightseeing eller indkøb. En begyndende folkelig protest viste sig ved, at et stigende antal unge bar hjemmestrikkede kalotter på hovedet i de engelske farver: blåt, hvidt og rødt, og under biografbesøg oplevede jeg flere gange, at forestillingen blev afbrudt af et kort filmisk indslag til latterliggørelse af Hitler og marcherende tyske soldater, hvilket blev honoreret med klapsalver fra publikum.

Nyhedsudsendelserne fra England og Sverige og udbredelsen af de illegale blade bidrog til at øge viljen til modstand. Det samme gjorde de første sabotageaktioner mod tyskernes forsyningslinier og aktionerne mod virksomheder og enkeltpersoner i tyskernes sold. Regeringen søgte at balancere mellem modstandsbevægelsens direkte aktioner og tyskernes krav om ro i landet.

I takt med at tyskernes sejre på krigsskuepladserne blev erstattet af nederlag, skærpedes modsætningsforholdene i Danmark. Nederlaget ved Stalingrad i 1943 blev et afgørende vendepunkt. Tyskerne var nu i defensiven, og modstanden mod dem tog nu fart. Frihedsbevægelsens aktioner blev mødt med tyskernes repressalier i form af attentater mod fremtrædende danskere og Schalburgtager mod populære danske institutioner som Tivoli, Tuborg, Borgernes Hus, Odinstårnet, teatre, biografer o. lign.

Hvor besættelsesmagtens politik tidligere havde været at vinde den danske befolkning for sig, skiftede den nu til at bruge tvang, godt hjulpet af Hipoerne, danskere i tysk tjeneste.

Den 27. januar 1943 bombede Royal Air Force B & Ws maskinafdeling på Christianshavn og ramte i samme angreb beboelsesejendomme i Gunløgsgade og den nærliggende sukkerfabrik, som brændte hele natten. Angrebet blev foretaget af kun 6 Mosquito-maskiner. Men budskabet var klart nok. Valget stod mellem bombninger fra luften eller sabotageaktioner på landjorden. Resultatet var, at folks positive holdning til modstandsbevægelsen blev styrket.

Engang tidligt i marts måned blev jeg taget af dansk politi for på afstand at fotografere en tysk soldaterbegravelse på Bispebjerg Kirkegård, lige overfor, hvor vi boede. De konfiskerede mit apparat med indlagt film, og jeg blev tilsagt til at give møde i 13. undersøgelseskammer på Politigården hos statsadvokaten "for særlige anliggender".

Her blev jeg afhørt af danske politifolk, som var meget venlige, men stillede mig i udsigt, at jeg nok ville få en hæftestraf, det var op til tyskerne at træffe beslutning om. Der skete dog ikke andet, end at jeg fik mit apparat tilbage uden den del af filmen, som indeholdt de famøse optagelser fra begravelsen.

Senere i marts var der valg til Rigsdagen. Noget overraskende havde tyskerne tilladt dette. Det blev en valgaften af de helt store med den største valgdeltagelse nogensinde, tæt på 90 pct. Partierne præsenterede valget som et valg for folkestyre og demokrati og gjorde sig store anstrengelser for at få folk til at møde op. Efter stemmeafgivelsen modtog vælgerne uden for valglokalerne Dansk Ungdomssamvirkes emblem til overtøjet, hvorpå der stod "Har stemt". Valgresultatet blev en storslået manifestation af protest og støtte til de gamle danske partier, hvorimod Nazisterne og Bondepartiet fik en kold skulder med kun 2 til 3 procent af stemmerne.

Regeringspartierne havde nok fået et overbevisende stemmeflertal, men det var ikke det samme som folkelig opbakning bag den førte forhandlingspolitik, som blandt andet kom til udtryk i regeringens officielle fordømmelse af sabotageaktionerne. Holdningen i de kredse, jeg bevægede mig i, var afgjort positiv over for modstandsbevægelsen, og denne holdning voksede sig stadig stærkere, også længere ud.

En gruppe af mine arbejdskammerater, hovedsageligt kommunister, var engageret i publikation og distribuering af illegale blade. I en periode bidrog jeg i beskedent omfang til distribueringen. Tyskerne og deres danske håndlangere var på tæerne. De foranstaltede razziaer alle steder og på alle tidspunkter, på gaden, i husene, i sporvogne, i forretninger - pludselig dukkede de op og skulle se legitimation, lommer, tasker. Man måtte have øjnene med sig hele tiden, når man var på vej med illegale tryksager i mappen. Jeg var tæt på et par gange, men også kun tæt på.

Kampen blev stadig voldsommere. Eksplosioner et eller andet sted i byen hørte til dagens orden. Sabotager afløstes af Schalburgtager. Det var svært at holde check på, hvad der var det ene, og hvad det andet. Den illegale presse klarede begreberne sammen med nyhedsudsendelserne fra BBC. Fra England kom desuden fly med våben og ammunition og faldskærmsfolk til støtte for modstandsbevægelsen. I udsendelserne fra BBC kunne vi lytte til de kodede meddelelser om nedkastningerne fra luften, hvor og hvornår, der blev sendt i form af "hilsner" til Gurli, Søren og lign.

Hverdagen var præget af mangel på praktisk taget alt. Besættelsestropperne tog, hvad de havde brug for, og det, der blev tilbage, blev udmålt i rationeringsmærker på smør, mælk, kød, kaffe, tobak, beklædning o.a. Min ungdom forløb uden chokolade og bananer. I gaderne kørte bilerne med træfodrede generatorer eller med hesteforspand som driftsmidler. Cyklen blev mere dyrebar end nogensinde. Cykeldæk var en efterspurgt vare, så cyklen blev der passet godt på. Jeg husker besværet med at få rettet mit eksede forhjul ud, efter jeg en aften hjem fra kursus i mørket var kørt lige ind i et stålrørsstakit i et for tidligt foretaget højresving. De knubs, sammenstødet gav, betød intet i forhold til ærgelsen over det eksede forhjul.

Mere belastende var de konstante afbrydelser i hverdagens rytme, som tyskernes straffeforanstaltninger mod byen og borgerne medførte. Med hyppige mellemrum blev der dekreteret udgangsforbud, oftest fra kl. 21 eller 22 til 5 morgen. Det var temmelig frustrerende at læse til student på aftenhold på disse betingelser. Hertil kom skyderierne i gaderne. Jeg husker tydeligt piftet fra projektilerne, da jeg en sen aften efter spærretidens indtræden sneg mig afsted langs husrækken på Jagtvej efter at have fulgt en pige hjem fra en fest. Jeg var taknemmelig for de åbne døre og portåbninger på ruten fra Strandboulevarden til Bispeparken.

Urolighederne eskalerede op til den 29. august 1943, hvor tyskernes krav om skærpede foranstaltninger mod den stigende sabotageaktivitet fik regeringen til at sige stop og gå af. Tyskernes henrettelser af tilfangetagne danske patrioter tog til, ligesom deres gadeterror og forfølgelse af jøderne. Alt dette sammen med de allieredes landgang i Normandiet den 6. juni 44 førte til folkestrejken i slutningen af måneden. Tyskerne svarede med at lægge en ring omkring byen og lukke for gas, vand og elektricitet. Vi havde i tide forberedt os på denne eventualitet og havde fyldt vore store baljer med vand og samlet et lager af stearinlys. I Utterslev Mose i nærheden hentede vi spandevis af vand til toilettet. Vi befandt os i en belejringssituation. Frihedsrådet havde efter den 29. august i realiteten overtaget ledelsen af landet, men dets opfordring til en fortsættelse af strejken blev mødt med en modsatrettet anbefaling fra de civile myndigheder, bystyret, fagforeningsledere og andre. Der blev tændt protestbål og bygget barrikader i gaderne, og tyskersympatisørers butikker blev plyndret. Tyskerne blev stadig mere desperate. Politiet blev interneret, og private vagtværn blev etableret. Attentater og likvideringer på åben gade tog til.

Ved et tilfælde var jeg til stede engang i december, da en midaldrende kvinde, som skulle have udfoldet en livlig virksomhed som telefonstikker, blev likvideret tæt på min arbejdsplads på hjørnet af Stefansgade og Julius Blomsgade. Hun var blevet skudt gennem hovedet. Det var første gang, jeg så en død. Det blev ikke sidste gang. En dag kom en vognfuld tyske soldater kørende op ad Frederiksborgvej, mens de fyrede løs med geværer og maskinpistoler op mod husrækken, hvor vi boede. Vi kom hurtigt væk fra vinduerne og blev ikke ramt. Da de var kørt, gik vi ud på altanen og så, at der var bygget en barrikade tværs over vejen omtrent ud for Bispebjerg Skole. Vi nåede lige at se en familie intetanende komme kørende på cykel ad Tuborgvej og ud i krydset ved Frederiksborgvej, da tyskerne affyrede en kanon mod barrikaden og ramte den cyklende familie. Jeg løb ned til stedet, hvor rester af cykler og menneskekroppe lå spredt ud over krydset eller var slynget op på husmurene. Det var en barsk oplevelse af drab på helt tilfældige, uskyldige mennesker, en ikke enestående tragedie, symptomatisk for livet i København i den periode.

Så kom angrebet på Gestapos hovedkvarter i Shellhuset den 21. marts 1945. Min far og jeg havde indtaget vore sædvanlige positioner oppe under taget, da vi hørte lyden fra bombeeksplosionerne inde fra byen, samtidig med at de engelske maskiner i vanvittig fart kom drønende lige over hovederne på os. Jeg husker den opstemthed, jeg følte ved at se de engelske farver på flyene. Først senere hørte jeg om, hvad der var sket med Shellhuset og om tragedien, der ramte den franske skole på Frederiksberg.
Krigens sidste kapitel var ved at blive skrevet.

Tyskerne blev presset tilbage på fronterne i øst som i vest. De russiske hæres fremmarch ind i Tyskland skubbede en tusindtallig flygtningeskare foran sig, som på store og små skibe søgte til Danmark. Min far fortalte om, hvorledes skibene løb ind i Frihavnen med døde og sårede civile og soldater fra Østprøjsen, og om den menneskelige elendighed, han dagligt havde for øje. Flygtningene blev indkvarteret i skoler og lejre og begyndte at blive synlige i gadebilledet, men om fraternisering var der ikke tale.

Stemningen i byen var spændt, og rygterne gik. Skyderierne i gaderne tog til, og der blev talt om mytteri i de tyske forlægninger. Atmosfæren var tyk af nervøsitet og uvished. Hvordan ville den sidste kamp komme til at foregå? Vi vidste, at modstandsbevægelsen havde oprettet kampgrupper og våbendepoter over hele landet, og vi kendte naturligvis til Den Danske Brigade, der stod klar til kamp i Helsingborg. Men vi vidste også, at tyskerne havde en stor styrke krigsvante soldater i deres forlægninger over hele Danmark. Hvad ville den tyske generalstab beslutte sig til? Ville de kæmpe til sidste mand og dermed kaste landet ud i et altødelæggende blodbad? Muligheden var i høj grad til stede. Og hvem af de kæmpende hære nede i Europa ville komme først til Danmark: de vestallierede eller russerne?

 

BEFRIELSEN
Endelig - om aftenen den 4. maj kom meldingen fra London, at tyskerne i Holland, Nordtyskland og Danmark havde overgivet sig. Glæden og lettelsen var ubeskrivelig. Alle i huset løb ud på deres altaner og svingede med flag eller andet.

Mørklægningsgardinerne blev flået af deres ruller og kastet ned på vejen. Min far fandt en flaske sherry frem, og vi skålede for freden og for, at vi var blevet sparet, endnu en gang. Lysene blev tændt ude over byen, og de levende lys viste sig for første gang i vindueskarmene. Jeg tog ind på Rådhuspladsen, hvor tusinder af begejstrede, overstadige københavnere slog gækken løs, omfavnede hinanden og kravlede op på sporvognene i euforisk glæde. Fem års undertrykkelse, mørke og afsavn var forbi. De tyske soldater holdt sig klogeligt inde på deres kaserner.

Modstandsbevægelsens folk, bevæbnet med maskinpistoler og armbind, kørte rundt på åbne lastbiler på jagt efter danske kollaboratører. Stående på ladet med hænderne bag hovedet blev de arresterede bragt til opsamlingsstederne. Jeg oplevede på nærmeste hold, hvorledes folks opstemmede had til kollaboratørerne kom til udtryk i hujende tilråb, forbandelser og spytten i en pøbelagtig lynchstemning, som modstandsfolkene søgte at sikre sig ikke udviklede sig til selvtægt. De lange knives nat blev forhindret ved en hurtig, disciplineret indsats fra modstandsbevægelsens side.

Dagen efter, den 5. maj, kom Den Danske Brigade over Sundet til Helsingør. De 6000 mand blev genstand for stormende hyldest, da de senere på dagen marcherede gennem byen i fuld krigsmæssig udrustning og smykket med blomsterbuketter, som københavnerne langs ruten forsynede dem med.

I Kastrup var de første engelske soldater landet, og deres indtog i byen blev et overdådigt triumftog. Også de blev hilst med blomster og kvitterede med at uddele cigaretter. En af mine lærekammerater havde været så heldig at sikre sig en. Jeg vil aldrig glemme den eftermiddag, siddende oppe på taget af Teknisk Skole i Julius Thomsensgade, da han så smukt delte nydelsen med tre af os andre. Cigaretten gik fra mand til mand, og - åh, hvor den smagte.

Et par dage efter gjorde Montgomery sin entre i København. Byen var i ekstase. Alle ville tage del i hyldesten, da han stående i Kongens åbne vogn kørte til Amalienborg. Jeg havde taget opstilling på en vinduesgesims på den franske ambassadebygning på hjørnet af Kongens Nytorv og Bredgade. Her ydede et nedløbsrør perfekt støtte, og jeg havde frit udsyn til kortegen. Det var et stort øjeblik, da feldtmarskallen, manden, der personificerede befrielsen, passerede nedenfor.

Konstitueringen af den såkaldte befrielsesregering blev en skuffelse for adskillige, som ikke kunne forlige sig med, at så mange samarbejdspolitikere, med Buhl i spidsen, var tilbage på pladserne. Det var svært at forstå, at Frihedsrådets ledere nu skulle sidde i regering med de politikere, som havde taget officielt til orde mod dem under besættelsen. Men sådan blev det altså.

Den opstemmede udlængsel blandt os unge var så stærk, at Kai, min nære ven fra P. Christiansen, som var blevet udlært som litograf i krigens sidste år, sagde sin stilling op, lejede en bjælkehytte oppe i de svenske skove, 300 km. øst for Helsingborg, pakkede sit grej og tog afsted. Da jeg kort tid efter tog op for at besøge ham, gik jeg undervejs måbende rundt i Helsingborg, hvor alle var klædt i deres stiveste puds, forekom det mig, og hvor forretningerne bugnede med bananer, chokolade, ren kaffe, ægte cigaretter og jakker af engelsk kamgarn, kort sagt alt, hvad der hørte til min forestilling om et slaraffenland. Det var i 1945.

Livet fortsatte på nye og bedre betingelser. Trykket var lettet, fremtiden lå åben, det kunne kun gå fremad. I juni 1946 tog jeg nysproglig studentereksamen fra Statens Kursus, og et par måneder senere bestod jeg min svendeprøve som kemigraf.
Litografisk Forbund bød os velkommen i forbundet med en fest for alle de nyudlærte svende. I festen deltog størstedelen af forbundsbestyrelsen med formanden, Marius Sørensen, i spidsen. Jeg takkede på ungsvendenes vegne for festen og optagelsen i kollegernes kreds og havde også nogle generelle bemærkninger til den fagforeningspolitiske situation efter krigen, som formanden syntes at bifalde. I hvert fald blev jeg kaldt op på hans kontor den følgende dag, hvor han tilbød mig et kursusophold på Esbjerg Arbejderhøjskole, Socialdemokratiets højborg. Jeg takkede pænt, men måtte fortælle ham, at jeg 2 måneder senere skulle begynde min aftjening af værnepligt ved Gardehusarregimentet i Næstved, og at jeg iøvrigt ønskede at udtræde af forbundet.

Formanden blev noget overrasket og gjorde indsigelser, men jeg var helt afklaret i ikke at ville leve mit voksenliv i et mørkekammer med min traumatiske oplevelse af læretiden hos P. Christiansen in mente. Jeg ville læse, uden at være klar over hvad.

 

SOLDAT EFTER KRIGEN

Jeg fik derfor kun 2 måneder som svend, før jeg den 12. november 1946 stillede som rekrut på Gardehusarkasernen i Næstved. Det stod os hurtigt klart, at vi udgjorde et af de første rekruthold efter krigen. Vores uniformer var brugte engelske battledress med skudhuller dækket af lapper, ligesom vores støvler også bar præg af at have oplevet et og andet. Vi så ud! Mere alvorligt var det dog, at instruktørerne i våbenlære måtte sidde med en opslået beskrivelse og betjeningsvejledning foran sig, mens de gennemgik våbnene med os. Så vi forstod, at det var forbundet med en ikke ubetydelig risiko at skulle håndtere disse nye våben.

Efter rekruttiden kom jeg på Rytteriets Befalingsmandskole i Grønnegade i Næstved som kornetelev. Engang i 1947 var vi på øvelse i Melby skydeterræn ved Frederiksværk. Vi skulle indøve skydning med 80 mm. morter. Hertil krævedes 4 mand til betjening af våbnet samt en observatør, der lå et stykke fremme i terrænet for at notere nedslagene og dirigere korrektionerne. Sammen med os var eleverne fra sergentskolen, som vi delte kaserne med.

Vores skydeleder, en kaptajnløjtnant, valgte 4 mand ud, som skulle skyde først: 2 sergentelever og 2 kornetelever, hvoraf jeg var den ene. Vi stillede morteren op og klargjorde granaterne. Men umiddelbart før skydningen skulle begynde, beordrede kaptajnløjtnanten os kornetelever ud af gruppen og satte to sergentelever ind i vores sted. Da vi gik tilbage til dækningsgraven 50 meter bagude, var vi godt sure, nu havde vi lige sat våbnet op og havde set frem til at fyre det af. Men en ordre er en ordre, og det blev vores redning.

De første tre granater blev forskriftsmæssigt sendt ud i terrænet i retning af Kattegat, men den fjerde granat eksploderede i morteren med et øresønderrivende brag, som fulgtes af total stilhed. Vi var lammede et kort øjeblik, før vi sprang op fra dækningsgraven og løb frem til ulykkesstedet. Vore fire kammerater var skåret igennem til ukendelighed. Vores reaktion overraskede os, vi ville have troet, at vi var gået i chok og måske panik, men det skete ikke. Vi konstaterede, hvad der var sket, og at der intet var at gøre. Det gjorde større indtryk på os at se observatøren, som, ligbleg og med blodet fossende ud fra sin højre ankel, på armene mavede sig tilbage til os. Han var blevet såret af et af de mange granatstykker, som vi i dækningsgraven havde hørt suse over hovederne på os. Naturligt nok talte vi meget om ulykken, og det fremgik klart, at vi var fælles om vores reaktioner, som beskrevet ovenfor.

Senere, under min tjeneste som kornet ved regimentet, blev jeg udsat for en hændelse, hvor det kunne være gået frygtelig galt. En sen aften sad jeg ved mit skrivebord som vagtkommandør ved kasernes hovedindgang. Bag mig på væggen hang min maskinpistol. Min værelsekammerat kom tilbage fra orlov i byen, og da vi delte kvarter, kom han ind på kontoret for at hilse på, inden han gik op for at sove. I samtalens løb stillede han sig bag ved mig og må ubetænksomt være kommet til at støtte sig til min ladte maskinpistol. I hvert fald begyndte den pludselig at fyre løs. Jeg husker, hvordan jeg vendte mig om og råbte: Hold op med den larm! Kuglerne gik lige ned i cementgulvet, hvorfra de rikochetterede opad mod loftet og ud i rummet. Måske tør jeg bruge det højtidelige ord skæbne, for jeg blev ikke ramt - heller ikke denne gang.

En gang i 47 eller 48 blev hele kasernen sat i højeste alarmberedskab. Alle fik udleveret ammunition, vagterne blev forstærket, og vores kampvogne kørt i stilling klar til at skyde. Vi forberedte os på et angreb fra, hed det sig, kommunistiske kampgrupper. Det blev mig aldrig klart, om der blot var tale om en øvelse, for intet skete, og alarmberedskabet blev kort tid efter afblæst.

Var der visse risici forbundet med at være soldat lige efter krigen, var der også privilegier. Vi var populære skikkelser blandt civilbefolkningen i garnisionbyen som andre steder. Det var let at få et lift ind til hovedstaden, når man var i uniform, og der blev ikke sjældent sendt øller over til os, når vi var på restaurant. Denne goodwill kom også til udtryk, når vi var indkvarteret på gårdene under øvelser ud over Sjælland. Som delingsfører og sekondløjtnant blev jeg ofte tilbudt pigeværelsets gode seng (dog uden pige) og kom ind til kaffebord og æbleskiver om aftenen. Naboer og venner var inviteret for at møde soldaten, og snakken gik med soldaterhistorier til langt, langt ud på aftenen.

Jeg befandt mig godt med at føre kommando og havde et glimrende forhold til mandskabet. Det var derfor fristende for mig alvorligt at overveje det tilbud, som jeg og andre fra min årgang fik om at gå videre på officersskolen. Forsvaret var under opbygning efter krigen og søgte officersaspiranter. Jeg kunne selv vælge: hæren eller luftvåbnet? 3 år på Frederiksberg Slot med fuld løn som sekondløjtnant under hele uddannelsesforløbet. Flere af mine kammerater fra kornetskolen slog til. Selv var jeg i syv sind: jeg kunne få en solid, alsidig lederuddannelse ikke blot gratis, men med en god løn oveni. Hvad der holdt mig tilbage var, at jeg ikke var tiltalt af at skulle bruge mit liv på krigerhåndværket. Jeg havde behov for at se min fremtid i et mere positivt lys.

 

SØGEN EFTER STÅSTED
Et tilfældigt møde med en norsk officer afgjorde sagen. Jeg deltog i en Nato-øvelse i Nordsjælland og var placeret i en stabsfunktion sammen med en norsk, højtdekoreret kaptajn, som havde tjent sine sporer under krigen, hvor han var blevet sendt ned med faldskærm til støtte for den norske modstandsbevægelse. En aften uden megen aktivitet omkring os havde vi en lang samtale, hvor jeg forelagde ham mit dilemma og antydede, at jeg måske hellere skulle sigte på en humanistisk uddannelse. Hans råd kom uden betænkning: drop officerskarrieren og tag en humanistisk uddannelse. Og det gjorde jeg.

Vi, der var unge under krigen, var meget idealistiske; vi ønskede at bidrage til skabelsen af en ny og bedre verden og prøvede gennem utallige diskussioner at finde frem til, hvad der konkret skulle forstås ved udtrykket "en bedre verden", og på hvilken måde vi kunne bidrage til at skabe den. Som kemigraflærling havde jeg haft kontakt med lærlingeforeningens ledelse, som var kommunistisk orienteret. Det var ideologisk bevidste unge mennesker med visioner, planer og lidenskab; de kendte vejen. Jeg deltog i nogle møder og skrev et par artikler i lærlingebladet. Men noget holdt mig tilbage fra at gå ind for sagen med flyvende faner. Jeg kunne ikke undgå at bemærke, at de erklærede høje idealer ikke altid harmonerede med den personlige adfærd, at den forandring af "systemet", man gik så stærkt ind for, ikke syntes at være forpligtende for den private opførsel. Når jeg kritiserede dette, fik jeg det svar, at først skulle samfundet ændres som den nødvendige forudsætning for en ændring af menneskers opførsel over for hinanden. Først samfundet, så individet, det var parolen. Men jeg vedblev med at være betænkelig og trak mig i stigende grad tilbage fra det iøvrigt stimulerende og varme kommunistiske fællesskab. Det måtte være muligt at finde noget andet.

Vi var nogle stykker, der så os omkring. De tilbud, der kom fra de øvrige politiske partier, kunne ikke tilfredsstille os. Vi måtte over i en anden gade. Vi gik til møder hos Martinusbevægelsen på Frederiksberg og besøgte Spiritisterne på Israels Plads, Pinsebevægelsen, Teltmissionen osv., men hvad vi der hørte forekom os for sekterisk og metafysisk.

Jeg var derfor ganske bredt orienteret og klædt på til at tage diskussionen op, da jeg i min soldatertid mødte nogle jævnaldrende fra regimentet, som gik ind for Moralsk Oprustning. Mine seneste erfaringer havde styrket min naturlige skepsis, så vi havde nogle drabelige, men udbytterige meningsudvekslinger. De gik ud fra det, jeg havde savnet hos kommunisterne, nemlig den klassiske og kristne filosofi, at skabelsen af et nyt og bedre samfund begynder hos den enkelte. At samfundets ændring til det bedre udspringer af den enkeltes livskvalitet. At det er den enkeltes forpligtende accept af visse moralske normer, der skaber fornyelse i miljøet omkring ham eller hende. Det lød plausibelt nok, men kunne det realiseres i praksis? Vi besluttede, at lade det komme an på en prøve.

Vi var en gruppe på seks befalingsmænd ved samme regiment, som i det daglige stod over for de samme udfordringer og stort set var enige i vurderingen af de behov og mangler, der karakteriserede livet som soldat i vor årgang. Vi mødtes regelmæssigt i et lille privathus i Møllegade i Næstved og lagde planer. Et af de synlige resultater af vores planlægning blev udarbejdelsen af et hefte, som bød nye rekrutter velkommen til regimentet og byen.

Efter at være checket med regimentschefen og byens turistchef gik heftet "Soldat i Næstved" i trykken og blev udleveret til alle nye rekrutter, også flere år efter vi havde forladt tjenesten.

Vi så forsvaret med dets samling af unge mennesker fra hele landet og alle samfundsklasser som en enestående mulighed for udvikling af demokratiske holdninger og demokratisk adfærd. I vores hefte havde vi nærmere beskrevet vores ideer om hæren som en skole for demokratisk borgerskab. Substansen bag denne vision skulle udmøntes i virkelighedens verden. Vi drøftede, hvordan dette kunne gøres. Vi var alle delingsførere ved rekrutskolen og indførte den praksis, at vi en time hver uge samledes med vores rekrutter og opfordrede dem til åbent at fremsætte en hvilken som helst kritik og vurdering af ugens arbejde, de måtte have. Sammen drøftede vi forbedringer af de kritiserede forhold og enedes om nødvendige forandringer. Denne enkle form for inddragen af mandskabet i et ansvarstagende fællesskab gav hurtigt positive resultater i henseende til effektiviteten af dagens indsats. Det blev dokumenteret ved rekrutskolens afslutning, hvor de 11 delinger konkurrerede i samtlige militære discipliner, som indgik i rekrutuddannelsen, og hvor vores delinger alle placerede sig i toppen.

Det vakte opsigt, og vi blev inviteret til at berette om vores ideer og resultater i andre garnisonsbyer og på officersskolen på Frederiksberg Slot. Da vi modtog en invitation til at deltage i Moralsk Oprustnings verdenskonference i bevægelsens europæiske hovedkvarter i Caux sur Montreux i Svejts, var der ingen vanskeligheder med at få fri og komme afsted.

Rejsen foregik med tog ned gennem Tyskland. Det blev en deprimerende tur gennem det sønderbombede land. Selv da, 2 til 3 år efter krigens afslutning, stod udhungrede, elendigt klædte mennesker, voksne som børn, langs banelegemet og rakte bedende armene i vejret for at få brød. Vi var blevet orienteret om dette før rejsen og havde taget brød med, som vi kastede ud af vinduet til dem, som fodrede vi ænder. Det var en ubehagelig oplevelse.

Sidst i oktober 1948 blev jeg hjemsendt som sekondløjtnant efter at have tilbragt to år i hæren. Jeg var nu 24 år og var ivrig efter at komme i gang med et studium ved universitetet. Men på ny blev jeg stillet over for et vanskeligt valg.

Jeg blev inviteret til at rejse med Moralsk Oprustning full time. Både mine forældre og min daværende kæreste var imod det, og de havde stærke argumenter at føre i marken. Der var min alder og frygten for, at jeg aldrig ville komme i gang med den uddannelse, jeg var så motiveret for og endelig: at rejse ud som missionær med noget så idealistisk og svævende som Moralsk Oprustning som bagage var uforståeligt for dem og, antydedes det, nærmest uansvarligt. Hvad ville det føre til? Det var fint nok at have arbejdet med M.O. i min soldatertid, og jeg kunne da fortsætte hermed som studerende, men at risikere hele min fremtid som full-timer var i deres øjne simpelthen tåbeligt og en afvisning af deres omsorg og forventninger til mig. Jeg havde selv de samme overvejelser, og det var mig helt bevidst, at jeg måtte træffe et meget afgørende valg, som kunne skuffe mine nærmeste. Men det var mit liv og mit valg, og jeg følte, at den omstændighed, at jeg og vi i Danmark var sluppet så let gennem krigen betød, at jeg måtte være villig til, at yde min indsats til skabelsen af en ny verden på ruinerne af den gamle. Det var min inderste overbevisning, og den førte til, at jeg rejste til London for at slutte mig til Moralsk Oprustnings internationale ungdomsgruppe.

Dagen efter ankomsten stod jeg på scenen i Her Majesty's Theatre i Haymarket, hvor gruppen for fulde huse opførte en dramatisering af M.O.s ideer, teaterstykket The Good Road. Efter forestillingerne blandede vi os med publikum for at drøfte stykket og etablere kontakter. Om dagen besøgte vi i mindre grupper avisredaktioner, skoler, institutioner og enkeltpersoner for at præsentere vores budskab og uddybe vores kontakter.

Efter London var jeg med en større gruppe i minedistrikterne i Sydwales. Her var vi privat indkvarteret hos mennesker, der støttede Moralsk Oprustning, og jeg var så heldig at komme til at bo hos en minearbejderfamilie i Merthur Tidfil, 30 km. nord for Cardiff. Det var en typisk walisisk mineby med store slaggebjerge på begge sider af byen og med de karakteristiske høje elevatortårne, der markerede nedgangene til mineskakterne. Ned gennem byen strakte de lange kæder af rækkehuse sig med de små, helt ens arbejderboliger. I et af disse huse boede George Tyler, min vært, med sin kone og sine tre teenagedøtre. Man gik lige fra gaden ind i stuen, som var domineret af en stor kulfyret åben kamin. Den var stuens naturlige midtpunkt. Her samledes familien om aftenen, og snakken gik, og der blev leet og sunget, mens vi ristede kartofler på spidgafler over de glødende kul. Det var svært hyggeligt.

George havde arbejdet i minen hele sit liv. og det kunne ses på ham. Hans ansigt var spættet af kulstøv, der havde sat sig fast i huden og i det hvide af øjnene. Her var en mand, som var mærket af sit arbejde. En dag var jeg med ham nede og skære kul 400 m. under jordens overflade. Det var en barsk oplevelse. Vi lå på knæene dybt inde for enden af en sidegang og huggede vores trykluftsbor ind i kulvæggen, mens fugten drev ned ad skaktens sider i det svage lys fra vores pandelamper. Mørke, fugt, kulstøv, fysisk belastende arbejdstillinger, risikofyldt, dårligt betalt - intet under, at kommunismen og religionen havde en så stærk position i de walisiske minedale.

Men min værtsfamilie havde indstillet sig på forholdene og havde udviklet en livskvalitet, som var enestående og smittende. Ved sengetid steg vi i enkeltkolonne op ad den snævre trappe til soveværelset. Det bestod som stuen neden under af et rum, som med et forhæng på midten var opdelt i to. Fru Tyler forsvandt med sine piger ind bag forhænget, mens George og jeg blev tilbage ved den enkeltseng, der stod midt på gulvet. George, som var en humørfyldt herre, slog generøst ud med hånden og sagde: "Her skal du sove!" Jeg protesterede med henvisning til, at han var den hårdtarbejdende, retmæssige ejer af sengen, og at jeg ligeså godt kunne sove på gulvet. Men nej - "Her skal du sove!" insisterede han, indtil det gik op for mig, at her skulle vi begge sove. Og sådan blev det, vi lagde os under det samme tæppe, og efter nogen tilvænning gik det da fint nok. Sengen var smal, men hjertet var rummeligt.

Om dagen og normalt også om aftenen var jeg sammen med medlemmer af min gruppe til møder og arrangementer med lokalpolitikere, fagforeningsfolk og arbejdsgivere, skole- og kirkefolk. Vi var til fester og koncerter og indså snart, hvorfor walisiske mandskor er blevet så berømte. De godt to måneder, vi opholdt os i Sydwales, var givende og lærerige.

Efter tiden i det fattige, trøstesløse ydre miljø i de walisiske minedistrikter blev jeg af min engelske ven, Norman Green-Price, inviteret på en uges ferie i hans forældres store hus på landet i Wiltshire. Det var et klassisk upper-class hus med rideheste og berider, et fastboende butler ægtepar, jagtvåben hængende over jagtstøvlerne i hallen, gong-gong slag før måltiderne, som blev indtaget ved et højpoleret spisebord med Sir Robert, stedets Master of Hounds, ved den ene bordende og Lady Green-Price ved den anden. Kontrasten til minebyernes sodsværtede rækkehuse, som jeg lige var kommet fra, var overvældende. Her boede jeg i The Blue Room på første sal med en pragtfuld udsigt til parken omkring landstedet. Om dagen gik vi på jagt efter kaniner på de udstrakte græsvidder, der hørte til residensen, eller vi tog en ridetur, Norman, den kvindelige berider og jeg. Det var på en sådan udflugt, at jeg oplevede at sidde i saddel på en løbsk hest. Norman og jeg var i skridtgang og hyggeligt konverserende på vej ned ad et langt stykke skrånende terræn, der førte ned mod en smal asfalteret landevej, som på engelsk maner var kantet af et højt, tæt buskads. Pludselig kom beridersken i fuld fart sprængende på sin hest forbi os, mens hun råbte: Help - Help! Norman og jeg satte efter hende, eller rettere, vores heste gjorde, og så gik den vilde jagt hurtigere og hurtigere ned ad bakken mod vejen. Hesten var umulig at holde, det gjaldt bare om ikke at falde af. Jeg husker, jeg tænkte tilbage på de billeder af ryttere på heste i spring, jeg havde set hænge på trappevæggen op til officersmessen i Gardehusarregimentets hovedbygning. Det var nogle intense øjeblikke, jeg gennemlevede, men heldigvis havde hestene løbet sig ud, da de nåede ned til det høje buskads, hvor de sluttede turen med at rejse sig op på bagbenene i bedste cirkusstil. Lettede og noget blegnæbede lod vi os glide ned ad hestenes svedige flanker og trak dem tavse tilbage til stalden.

En tid lang boede jeg hos en lærerfamilie i Bristol. Faderen var skoleinspektør og en lystig fætter. Han inviterede mig til at besøge sin skole og fortælle eleverne om Danmark. Da jeg ankom til skolen, blev jeg modtaget af en deputation af elever, som højtideligt førte mig ind i gymnastiksalen, hvor alle skolens elever var samlet, og hvor lærerstaben stod opstillet bag borde for enden af salen. På bordene var anbragt en række danske flag, og midtfor var opsat en talerstol, pyntet i rød-hvide farver, beregnet til mig. Det var ganske overvældende, og kom helt overraskende for mig. Men noget endnu større var i vente. På et tegn fra min vært rejste hele skolen sig og bød mig velkommen ved at synge første vers af "Der er et yndigt land" - på dansk!! Det var svært for mig at få hold på stemmen og ordene i min tak, men jeg kom dog i gang med at fortælle og besvare spørgsmål fra salen. Jeg forstod, at skolen hele sidste måned havde arbejdet med Danmark som tema og nu sluttede dette arbejde af med at møde en rigtig dansker. Efter mødet kom flere af lærerne hen til mig for at udtrykke glæde og lettelse over, at jeg var lyshåret og havde blå øjne, som de havde fortalt deres elever var karakteristisk for vikingerne og deres efterkommere.

Senere kom jeg til Ruhrdistriktet i Tyskland og på kortere ophold andre steder i landet. Alle vegne blev vi meget gæstfrit modtaget. Nogle få dage boede jeg på et gammelt, forfaldent slot i Sydtyskland, hvor et ungt ægtepar havde fået en bolig stillet til rådighed øverst oppe i hovedbygningen mod til gengæld at føre tilsyn med slottet. De havde ikke mange midler at gøre godt med, så det er måske en del af forklaringen på, at såvel morgen- som aftensmaden bestod af lagkage, lagt og præsenteret af "slotsfruen" med lige stor glæde hver gang. Han havde tidligere været en fremtrædende leder inden for det katolske ungdomsforbund, og som sådan havde han i sine fotoalbum en mængde billeder af ungdomsgrupper, som han en aften viste mig. Det var en usædvanlig og rystende dokumentation af krigens indhug i tysk ungdom. På alle hans gruppebilleder af omkring 50 unge på hvert af dem havde han afmærket 5 - 6 stykker, som endnu var i live. De øvrige, sagde han, var "kaput".

Et andet stærkt indtryk af krigens hærgen fik jeg under mit ophold i Hamburg med de enorme ruinhobe, som vi måtte forcere for at komme frem gennem gaderne. Imidlertid - også her i den sønderbombede by var der øjeblikke af lys og håb. Jeg glemmer ikke det udtryk for ukuelighed og tro på fremtiden, jeg mødte i en komplet nedbombet gade, hvor en familie havde slået sig ned i et kælderrum i resterne af et etagehus, der så ud til at kunne falde sammen hvert øjeblik. I den lille vinduesåbning uden glas var stillet en simpel vase med nogle få blomster i. Rummet var beboet, for jeg kunne skimte et bord med dug på og et par stole. Med denne vase med blomster bød familien sin skæbne trods og signalerede, at her var man i gang med at opbygge en normal tilværelse.

Samme bestræbelse på at leve en normal tilværelse oplevede jeg under mit ophold hos en gymnasielærerfamilie. Familien boede i et hus, der kun havde fået overfladiske skrammer under bombardementerne mod Hamburg. Her levede familien en tilværelse, der i det ydre syntes uberørt af krigens rædsler. I faderens bibliotek, der var tapetseret med bøger fra gulv til loft, førte han og jeg mange gode aftensamtaler, kun afbrudt af hans unge, charmerende kone, som bragte os te og kager, og som ved deres to små pigers sengetid kom ind med pigerne ved hånden for at sige godnat. Der herskede en atmosfære af god borgerlig idyl og tryghed, som jeg ikke havde ventet at finde. En aften var vi sågar i operaen. Operahuset var blevet ramt af bomber, men halvdelen af det var blevet stående og var restaureret, så det kunne bruges. Det var en sær, men betagende oplevelse at sidde der i et halvt operahus sammen med hamburgere i deres fineste puds og lytte til opera. Livet er kort, men kunsten er lang, og mennesket lever ikke af brød alene.

Efter rejser og møder i Norge og Sverige, herunder en stort anlagt præsentation af M.O. i Stadshuset i Stockholm, hvor den svenske kongelige familie var til stede, og hvor to af os fra Næstvedgruppen rapporterede om vores erfaringer, returnerede jeg i foråret 1949 til Svejts og Mountain House, Caux sur Montreux, for at deltage i planlægningen af sommerens verdenskonference der. På det tidspunkt havde Moralsk Oprustning etableret et "College of the Good Road", som tog sigte på at give unge fra hele verden en bred uddannelse i relevante emner for at ruste dem til, som det hed, "To train statesmen and to be statesmen".

Uddannelsen var tænkt som et supplement til de praktiske erfaringer, som blev indhentet under opholdene ude i marken, som beskrevet ovenfor. Akademisk uddannede lærere, som på full-time basis var knyttet til bevægelsen, gav undervisning i emner som fx. fremmedsprog, journalistik, politik, historie. Ved den lejlighed fik jeg mulighed for at komme tæt ind på bevægelsens ledere: folk som Peter Howard, Morris Martin, Bill Jaeger og først og fremmest bevægelsens stifter og ubestridte lederfigur Frank Buchman. Det gjorde et stærkt indtryk. Der var tale om en verdensomspændende bevægelse, en ideologi for demokratiet, som havde vakt stor international opmærksomhed og som kunne fremvise praktiske, konkrete resultater på en række felter. Verdenskonferencen bestod af en fremlæggelse af disse resultater til inspiration for inviterede beslutningstagere og meningsdannere fra alle kredse af befolkningen og fra alle nationer undtagen de kommunistiske.

 

ANFÆGTELSER
Jeg var taknemmelig for at være en del af dette store arbejde, men jo tættere jeg kom på lederansvaret des mere forbeholden blev jeg. Jeg var ikke parat til at sætte hele min fremtid kompromisløst ind på sagen. Der var nok flere grunde. Grundlaget for bevægelsen var troen på Gud og Hans førelse. Ved enhver planlægning af aktiviteter, fra støvsugning og opvask i Mountain House til fastlæggelse af programmet for statsledernes ophold i Caux, gjaldt det om at lytte sig frem i "den stille stund" til Guds plan og stemme. Frank Buchman blev opfattet som Guds talerør nr. 1, og hans mindste tilkendegivelse blev ukritisk akcepteret som stammende direkte fra den hellige kilde. Denne metafysiske overbygning havde jeg det i stigende grad vanskeligt med.

Hertil kom idealerne om absolut ærlighed, renhed, uselviskhed og kærlighed. De var naturligvis svære at honorere, især for unge mennesker. Der var intet erotisk samkvem mellem kønnene, ingen flirten, ingen spiritus, ingen tobak - al energi skulle sublimeres ind i en total indsats for det nye menneske i den nye verden.

Jeg fyldte 25 år under mit ophold i Caux og fik en pragtfuld fødselsdagsfest med gaver, hyldestdigte og alkoholfri drikke. Jeg følte stor taknemmelighed over for mine mange venner i M.O., som stod for mig som de fineste mennesker, jeg indtil da havde mødt.

Men jeg var på vej ud, og det var smerteligt. Jeg havde tilbragt halvandet år on the road og havde oplevet tilfredsstillelsen og glæden ved at arbejde for noget større end mig selv. Jeg havde set Moralsk Oprustning indefra og var opløftet over, hvad jeg havde set. Spørgsmålet var nu, ved begyndelsen af mit 26. år, om jeg ønskede at fortsætte som full-timer, eller om jeg ville skifte spor til en mere almindelig tilværelse, og om jeg i så fald ville være i stand til at gøre det.

Jeg havde i halvandet år været vant til at leve som en del af et team. Et privatliv i gængs forstand var en umulighed. Alt skulle checkes og drøftes med gruppen, og det gav styrke. Men det betød også en binding og en disciplinering, som jeg, efterhånden som jeg blev ældre, fandt det stadigt vanskeligere at skulle leve med. Presset blev efterhånden for stort, så efter at have deltaget i verdenskonferencen som ansvarlig vært for flere at de mennesker, vi havde været i kontakt med den foregående vinter, rejste jeg i 1950 tilbage til Danmark for at lade mig immatrikulere som stud. mag. ved Københavns Universitet.

Kronborggade 10
København 2200 DK
Get directions

Fødselsdag:

1924

Erindringen ønskes afleveret til:

Københavns Stadsarkiv