Johan Hansen

Johan Hansen tænker tilbage på Koldingbussen fra hans barndom. Det særlige ved den bus og chaufføren Stockholm var, at der var god tid til det hele. Stockholm tog tit pakker med, hentede varer til borgerne på ruten og fik en kop kaffe, mens han lige ventede på en passager. Da det blev pålagt at følge skemaer mere striks, nægtede Stockholm, og han blev fyret. Opstand fra de lokale borgere førte dog til, at Stockholm igen kunne køre med sin bus på ruten på sin måde, indtil han gik på pension. Gør ejerskabskrav på erindring

Min barndoms rutebil

 

Mit barndomshjem lå midt i Lindknud by på hjørnet af Okslundvej og Bækkevej, Her passerede rutebilen til Kolding, eller Koldingbilen som den hed i daglig tale.

Den kørte hver dag fra Houborg til Kolding, jeg tror såmænd den kørte to ture om dagen. Det var Lindknuds livsnerve, ud til den store verden, en stor flot grå rutebil, som også kom til at spille en stor rolle i min i min verden. Sådan en rigtig én, med tagbagagebærer som man kom op til, ad en trappe henne bag på bussen, så kunne man få sin cykel med til Kolding, eller andre varer.

Bussen var til andet end passagerer, f, eks. barnevogne, de kunne ikke komme ind i bussen, så nogen gange kunne der godt stå 2 barnevogne på bagagebæreren som var bag på bussen, et par cykler på taget, sammen med nogle store kufferter et bundt hammerskafter til smeden, nogle rør til elektrikeren, plus alt det der var i det lille rum ved reservehjulet.

Når man så kom ind i bussen kunne en af de forreste sæder godt være fyldt op med pakker til apoteket, og andre ting, til posthuset. F. eks. lå der tit et par af de grå sække med et par røde striber på, og det kendte posthorn. Det var værdipost til posthuset, og skulle derfor ligge inde i bussen. Bussen kørte selvfølgelig samme tid hver dag, sådan næsten da, men faste stoppesteder var der ikke tale om. Det har der måske nok været, men det var i hver fald ikke noget man gik alt for højt op i. Stockholm, som chaufføren hed, tog det ikke så nøje, hvis han var kommet lidt sent hjemmefra, kørte han bare lidt stærkere der ud af, og så var det ikke altid han havde tid til at holde de steder hvor han plejede. Så hørte man bare støjen, og så støvskyen, når han strøg forbi vores vinduer, nåh, sagde min mor han var nok sent på den i dag, så travlt som han havde. Ja sådan var det, det havde folk forståelse for, enhver kunne  sove over sig.

Men ellers holdt bussen altid lige på hjørnet uden for vores vinduer, så forsvandt al solen fra vindueskarmen, og der kunne godt gå lidt tid før bussen kørte igen. Stockholm havde som sagt mange ting at gøre, han havde måske et par nye dæk med til cykelhandleren, som han skulle over på det andet hjørne med, og så skulle der lige snakkes lidt, måske en hurtig kop kaffe, og hvis der ikke var flere passagerer i bussen, hvad der tit og ofte ikke var, fordi Hovborg var det næste og sidste sted på turen, ja så havde han  ikke så travlt. Samtidig skal man huske på, at det der med parkeringsregler tæt på gadehjørner ikke rigtig var slået igennem i Lindknud på det tidspunkt. Hvis der kom nogen andre biler, kunne de bare køre uden om, hvad de da også gjorde uden at kny, man havde forståelse for, at når bussen holdt der, så var det fordi han havde et ærinde, og der var da ingen grund til at han skulle gå længere end højst nødvendig, og sådan var det. Stockholm jagede man ikke med, det ville være dumt, for ham kunne man få brug for før man anede det, hvis konen eller børnene pludselig fik brug for salve eller hostesaft, eller anden medicin, så var det rart, hvis han lige gad at gå på apoteket næste gang han kom til Kolding, og det gjorde han gerne, hver gang, med et smil, ingen gik forgæves til ham.

Han kendte alle som boede på ruten, og de elskede ham. Nu var han også en flot fyr, som godt kunne skabe lidt uro i pigehjerterne derude på landet, jeg lagde i hvert fald mærke til at det altid var damerne, eller tjenestepigerne, der stod nede ved vejen og spejdede efter bussen, når han kom og skulle smide Kolding Folkeblad af på den sidste aftentur, det kunne jeg se, for jeg var der nemlig tit og ofte. Der skete nemlig det, at hvis jeg stod ude på hjørnet og hængte foran min mors hus når bussen kom, så lukkede han døren op og sagde, skal du med en tur til Kolding, dreng, det ville jeg da gerne. Så løb ind og sig til din mor at du kører med, det gjorde jeg, og kort efter stod jeg oppe foran ved ham og så kunne de bare komme fra syv kirkesogne, så kunne man næsten ikke nå højere i min lille verden.

Oppe foran, på tværs af instrumentbrættet, sad der en lang buet forkromet stang med et træhåndtag, den havde forbindelse til en anden stang som gik over til døren, det var den man åbnede og lukkede døren med, og det var mit job, når der stod et menneske i vejkanten og skulle med bussen. Nogen gange skulle de have en cykel med, så sprang han ud og svingede den op på taget. Så sprang jeg også ud, sådan rigtig som man springer ud på en ganske bestemt måde, når man er Buschauffør, og det var jeg, næsten da!!!!

Det blev til mange dejlige ture med Stockholm hvor han snakkede med folk i bussen, spurgte til deres helbred og deres børn, om høsten havde været god, for det så da sådan ud, vi havde fået godt med regn, og høstvejret havde været godt o.s.v.  o.s.v. Han fulgte med i alt. Der var også et sted hvor han tit var inde at få kaffe, så kørte han bussen lidt ud i rabatten og løb ind i huset, så stod bussen der og gik i tomgang, så konerne der sad i bussen med tasken oppe i skødet var ved at blive vugget i søvn. Endelig kom han, med tasken hængende på den ene skulder, den taske som han havde alle pengene i, plus en rulle billetter med en elastik om. Det var hele bogholderiet på Houborg Kolding ruten, som var i tasken.

Når folk skulle med, købte de en billet, og alt efter hvor man var på ruten, bestemte han prisen. Tasken hang på en messingkrog ved siden af chaufførsædet, og den passede han godt på, jeg er ikke helt sikker på, om antallet af solgte billetter helt harmonerede med antallet af passagerer, men det ved jeg ikke noget om, jeg ved bare at jeg betalte i hvert fald aldrig, og sådan gik hverdagen på Koldingbilen. Stockholm sørgede for at de folk der skulle til Kolding kom det, og skulle de ha’ varer med hjem, gik man aldrig forgæves til ham. Selv da min lillesøster blev større og fik en læreplads i Kolding, gik vi til ham og så skaffede han et værelse til hende, han kunne det hele!!!!!

Og sådan gik årene, jeg blev voksen og flyttede fra egnen. Jeg flyttede til Sjælland, blev gift og fik familie, og da jeg mange år senere vel ca. tyve år efter var på et seminar i Jylland, ville jeg i en friweekend besøge min gamle mor i Lindknud. Jeg fik kørelejlighed til Kolding, hvorfra jeg så kunne tage min barndoms bus til Lindknud.

Nu hører det med til historien at i løbet af de mange år, var der sket mangt og meget hvad trafik angår, og efter hvad jeg ved, fortsatte Stockholm i mange år på ruten mellem Hovborg og Kolding indtil man opfandt noget der hed Trafikselskaber. Det er noget med faste minuttal, og faste stoppesteder, ingen svinkeærinder eller kaffepauser, og absolut ingen service. Det var ikke noget, der passede ham, for som han sagde, køre folk fra det ene sted til det andet, kan enhver idiot sgu gøre, men det var servicen man skulle leve af, så han fortsatte som han plejede, og det resulterede da også omgående i en fyreseddel fra trafikselskabet , men dermed var sagen ikke slut. Der blev startet en massiv underskrift indsamling og et kæmpe oprør fra folk på hele ruten fra Hovborg til Kolding bragte ham tilbage bag rattet i hans elskede bus Så efter at have været væk fra egnen i ca. 20 år, stod jeg så på Kolding banegård og skulle finde bussen til Hovborg, det var spændende. Det var ikke fordi jeg ventede at se den samme Chauffør på bussen, og kørte den i det hele taget den samme rute.

Nå, men jeg begav mig af sted ned langs den lange række af store flotte og fuldstændig ens busser, det eneste der var forskel på dem var rutenummeret på lysskiltet foran på bussen, men da jeg kom ned for enden af rækken med de moderne busser, holdt den der. Det var godt nok en anden bus, som den jeg huskede fra min barndom, men den var ikke som de andre. Den havde en anden farve, og jeg ved ikke rigtigt, der var nu noget over den bus. Den var hyggeligere, der var gulvtæpper på trinene op i bussen, noget som chaufføren selv havde skåret til af en rest fra entreen derhjemme. Der var også blevet et lille stykke som kunne ligge nede på asfalten, så folk kunne tørre skoene af, inden de kom op i bussen, for på sådan en holdeplads er der masser af oliepletter og sådan noget ville Stockholm ikke have slæbt ind i bussen.

For ham var det nemlig, der sad oppe i bussen, en stor vranten tyk gammel mand, med gråt hår, men den var god nok, jeg kunne kende ham lige med det samme, men han kunne åbenbart ikke kende mig, for han sagde ikke noget. Modet svigtede også mig, så jeg sagde heller ikke noget, men købte en billet som en anden turist, og satte mig et par sæder nede i bussen, ikke så langt væk for jeg skulle følge med i hvad der skete oppe foran. Nå, men kort tid efter drejede han sædet på plads, satte bussen i gear og turen mod Hovborg begyndte.

Jeg fulgte med i alt hvad der skete, og der var ikke ret meget der var forandret siden jeg som dreng stod oppe foran ved ham og så nu. Jeg kunne se, at han lige gennemgik passagererne oppe i spejlet, var de der nu alle sammen, som han havde haft med derud, han havde stadigvæk styr på det. Da vi nåede Hvilested kro var han inde med en pakke, og da han kom ud igen stod han længe og snakkede med en mand, det tog lidt tid og han kiggede da også engang imellem på uret. Men pludselig dukkede en lille grå Ferguson traktor op, den havde en kasse bag på, hvor der sad en trind kone med tørklæde om hovedet. Det var hende vi havde ventet på, hun hoppede lidt tungt ned fra traktoren og steg ind i bussen, og så kørte vi igen og jeg kunne forstå på samtalen, at det var kogekonen fra Lejrskov. Hun havde været ude at hjælpe til hos en eller anden, som havde fået den sidste i rækken på fire børn konfirmeret.

Hun var træt, og sagde til ham at nu var det også snart slut, hun ville til at holde op, for bentøjet kunne ikke holde mere, men det var svært at sige nej, for man ville gerne hjælpe hvor man kunne. Stockholm sagde ja ja, han forstod hende godt, og gav hende ret. Så kiggede han op i spejlet igen, og fik øje på en dame der sad længere nede i bussen, og sagde hvor var du henne i morges, Marie, du var da ikke med bussen, som du plejer og jeg lagde mærke til, at der ikke var tændt lys hos dig. Nej nej, det var også rigtig nok, men datteren havde været og hente hende, de havde nemlig fået bil, og hun skulle nemlig tidligt af sted med en af børnene, ned på Sct, Hedvigs Klinik, ungen skulle have fjernet mandlerne, og så kunne jeg lige så godt køre med hende, og se deres nye bil. Den havde de snakket om så længe, men nu er jeg her, sagde damen, og du husker lige at sætte mig af oppe ved brugsen i Kragelund, for der står min cykel og jeg skal lige ned til Sørine sypige og hente Karls bukser som er blevet lagt op. Ja ja. Det skulle han nok, for der plejede hun da altid at blive sat af.  Og sådan gik det hele tiden. Han fik en sludder med dem alle sammen, og fik styret sin nysgerrighed, og midt i det hele sad jeg, mig talte han ikke til, jeg sad der som en fremmed, selv om jeg godt kunne se at han skævede efter mig i spejlet en gang i mellem, men han kunne åbenbart ikke kende mig desværre. Der var også gået mange år, så sådan var det, da vi havde holdt i Bække, var der kun mig tilbage i bussen.

Og da han så svingede ud fra Kroen og fik bilen i fart, kiggede han op i spejlet, som han plejede, og sagde: Nå Johan, hvor er du så henne i verden. Jeg fik et chok, så kendte han mig alligevel, og der gik brøkdele af et sekund, så stod  jeg oppe foran hos ham igen, nøjagtig som jeg havde gjort mange år før, da jeg var dreng, og så gik snakken om de gode gamle dage. Den aften holdt bussen lidt længere end den plejede nede på hjørnet ved min mors hus, eller Nannas hus som han kaldte det, der var meget at snakke om. Han huskede det alt sammen lige så godt som mig, og nu var det snart slut sagde han. Han var gammel og skulle på pension, ruten skulle lægges om, og der skulle nye folk til.

Ja, en epoke var slut, og en tid som aldrig kommer tilbage. Jeg stod af bussen, en dejlig oplevelse rigere, men med en underlig fornemmelse i kroppen, verden forandrer sig, nogen syntes det er godt, og jeg ved snart ikke hvad jeg mener, når jeg i årene efter besøgte min mor i Lindknud. Her brølede en stor tom bus gennem landsbyen hver fulde time, nu bare den anden vej, Ribe – Grindsted tror jeg det var. Kommunerne var lagt sammen, sygehuse nedlagt, og verden var rent af lave, nu var der et stoppested midt i byen. Sådan et flot et, magen til dem der stod i de store byer, med undertavler med tal i både vandrette og lodrette linjer. Det var der sgu, ingen der kunne finde ud af, og slet ikke alt det der med zoner og klippekort. Næh, så blev man hellere hjemme, og ventede til børnene kom hjem og kunne køre dem til Brørup eller Vejen, og de nye busser vendte man ryggen til, og de er da også siden blevet nedlagt.

Ud over Koldingbilen var der da også en anden mindre rute i Lindknud, det var postbilen til Brørup, den ejedes af en mand som boede lidt ud af Hovborgvejen. Han kørte et par ture til Brørup om dagen, mest med post, men selvfølgelig også med passagerer, så kunne man komme med til Brørup, og så tage toget videre til Esbjerg eller Kolding, men det var altså kun om hverdagen. Om Søndagen var der ingen post, og derfor ingen ture til Brørup, så kørte han i stedet turistkørsel, alt hvad man kunne tænke sig. Skolebørn på udflugt til Haderslev Dam, eller de gamles udflugt én gang om året til Kammerslusen i Ribemarsken, arrangeret af den allesteds nærværende pastor Riemann.

Så var der Husmoderforeningen der skulle til Fredericia og det skønne Snoghøj, med afslutning på Trædballehus i Vejle. Der var altid dans bagefter, og andre søndage kørte han med et fodboldhold, eller en idrætsforening der skulle til stævne et sted, selv om det kun var en lille by, tror jeg såmænd nok, man skulle bestille ham i god tid. Senere solgte han forretningen til en vognmand som oveni alt det andet, lavede en fast biografbil hver Søndag aften, til syvforestillingen, der var nemlig allerede dengang to forestillinger lørdag og søndag  i Brørup Bio, som var en meget moderne biograf med en meget fremsynet biografdirektør, der forstod at fylde salen næsten til alle forestillinger. Ni-forestillingen f.eks. var altid forbudt for børn, for slet ikke at tale om da han begyndte med Midnatsforestillingen om lørdagen. Jeg tror nok at Brørup bio var den første biograf vest for Storebælt der viste Pornofilm, hvilket da også bragte omtale i landets aviser, ja selv i   fjernsynet blev det omtalt, men vi kunne altså bare bestille billetter ved vognmanden, så var biografturen sikret.

Det var noget vi som unge mennesker brugte rigtig meget, det var  et stort fremskridt i forhold til rejsebiografen, som vi var vant til som børn, nu kunne vi for en billig penge komme i biografen hver Søndag, hvis vi ikke havde andet at lave, og hvis han ikke skulle køre turist, hvad der selvfølgelig skubbede biografturen i anden række, men sådan var det.

Ak ja, verden har forandret sig. Når jeg nu sidder i et moderne førerløst metrotog herovre i storbyen, er det rart med gode minder om min barndoms rutebil.

Bækkevej
Brørup 6650 DK
Get directions

Fødselsdag:

1940

Erindringen ønskes afleveret til:

Historisk Arkiv for Brørup og Omegn