Johs. W. Sørensen

Johs. W. Sørensen fra Ringe gjorde en stor indsats for mange fodboldglade fynboer og satte sig i spidsen for en bevægelse imod indførelsen af professionel fodbold i Danmark. Det var min far. Gør ejerskabskrav på erindring

Den sidste amatør

 

Han blev aldrig kaldt andet end Johs., og hans kone var fru Johs.

Selv om han udelukkende engagerede sig i fodbold, var min far en kendt skikkelse i Ringe – ja, så kendt, at en knægt engang glædestrålende fortalte sine forældre, at ”ham, der ejer Ringe Boldklub” havde hilst på ham. Det morede min far sig meget over. For sådan noget kunne man jo ikke eje dengang.

Min far var Johs. W. Sørensen – den sidste amatør i Danmark, som han blev kaldt i landets aviser, og det var ikke meget galt, for som bestyrelsesmedlem i Fyns Boldspil Union og medlem af Dansk Boldspil Unions repræsentantskab og ikke mindst i bestyrelsen for Fynske Landklubber var han med til at forhale indførelsen af professionel fodbold i Danmark. En fjern tanke i dag. Men ligesom resten af bestyrelsen af Fynske Landklubber frygtede min far simpelthen, at pengene ville skade breddefodbolden voldsomt, og at en lang række klubber ville gå konkurs.

Det førte til megen debat, da journalisten Helge Sander fra Herning og fodboldstjernen Harald Nielsen tog de første skridt til indførelsen af en professionel liga herhjemme i 1977.

Det var en tid, da bare det at fiske serieklubbernes talenter til divisionsklubberne førte til forargelse.

Johs. W. Sørensen havde i øvrigt en stor finger med i spillet, da samme Harald Nielsen trænede med spillere fra Ringes ungdomsafdeling umiddelbart efter sølvmedaljerne ved OL i Rom i 1960. Den enormt populære ”Bette Harald fra Frederikshavn” tog på en landsdækkende turné, før han tiltrådte som professionel i Italien.

 

Æresmedlem

Min far var også mangeårig formand for og æresmedlem af Ringe Boldklub, ligesom han var blandt initiativtagerne til stiftelsen af Fynske Landklubber i 1961 og til den tværgående Ringe Idrætsring – han blev også her æresmedlem begge steder – og som man næsten kan forstå, så vi i den nærmeste familie ikke meget til ham. Han mødte på sit job som vejer på Odense Eksportslagteri hver morgen kl. seks – og kørte altså hjemmefra ved fem-tiden. Og han kom ofte først hjem langt ud på aftenen fra møder i hans mange foreninger og organisationer. Da han døde som 71-årig i 1991 kunne jeg således fortælle i begravelsestalen, at han havde haft flere vågne timer end de fleste i en langt højere alder.

Det var dog ikke så meget amatørfodbold, vi børn tænkte på, når vi overvejede, hvad det betød for familien at måtte undvære ham så meget, som vi gjorde. Vi tænkte mere på den store glæde, han skabte for så mange andre mennesker.

For mit eget vedkommende var jeg ofte med ham til fodboldkampe og til teknikmærkeprøver – et landsdækkende initiativ for at skabe teknisk dygtigere fodboldspillere, hvor min far var blandt de mest aktive observatører. Der var altid to pr. gang, og fra Ringe Boldklub opnåede den senere divisionsholdspiller i OB Hans Rasmussen og den teknisk stærke Edvin Kau mærket i guld. I Svendborg opnåede Peter Madsen samme hæder.

Jeg var også med til indendørs fodboldturneringer i Fynske Landklubbers regi. I modsætning til mange var min far både sprogligt og matematisk begavet, og han lavede og styrede en overgang landets største indendørs fodboldturnering med efterhånden 8000 kampe fordelt på 847 hold i alle Fyns og Ærøs 14 idrætshaller.

Det stoppede han dog senere i 1977, da han sammen med formanden, Chresten Madsen, trak sig ud af landklubbernes bestyrelse i skuffelse over, at to af bestyrelsesmedlemmerne havde brudt med amatørlinjen ved en prøveafstemning i FBU.

Dem havde han svært ved at tilgive.

Meget fraværende

Han var dog også fraværende, når vi tre børn – eller rettere de to sønner – skulle have smæk for at have lavet numre i dagens løb, sådan som man jo gjorde i børneopdragelsen dengang. Det måtte vores mor klare. Far kunne skræmme os dødeligt ved at råbe højt, men nægtede at slå os. Måske som følge af en humanistisk grundholdning, der vel også førte til, at han var modstandsmand under krigen. Jeg har hørt, at han var gruppeleder for en halv snes mand i Odense og har senere fundet frem til, at det var i 1. kompagni, 1. afdeling og 3. gruppe.

Men han snakkede i øvrigt sjældent om sin indsats under den tyske besættelse. Da min storebror engang konfronterede ham med, at vi på en ferie skulle igennem Tyskland, som han jo havde kæmpet imod, svarede han, at han ikke havde kæmpet mod tyskerne, men mod nazismen.

Jeg har hørt en enkelt historie fra krigen om, hvordan han og en anden modstandsmand blev skygget af en bil – indtil de smed cyklerne og flygtede op i en lejlighed, hvor en overrasket familie sad ved spisebordet. Med et ”Undskyld!” løb de igennem lejligheden og ud ad den udendørs brandtrappe, hvorfra de kunne forsvinde i en baggård.

Mange unge mennesker

Fru Johs., der jo hed Ketty, mente, at det var oplevelserne under krigen, der betød, at han havde en kort lunte med voldsomme vredesudbrud, når han blev provokeret. Vi blev vidner til voldsomme skænderier. Han var i øvrigt også blandt de få danske soldater ved grænsen, da tyskerne besatte landet den 9. april 1940. Han har fortalt, at en kammerat, der lå ved siden af ham, fik sprættet maven op af en tysk kugle.

Til gengæld var vores hjem i Ringe altid fyldt med unge mennesker – altså unge fodboldspillere. Ikke mindst nytårsaften. Nå ja ud over bestyrelsesmøder m.v., som også kunne finde sted hjemme hos os på Toftevej 15.

Også opførelsen af Ringe-Hallen i 1967 blev en overgang en del af min fars virke. Under overskriften ”Vi er hal-tossede” lavede man byfester og indsamlinger af tøj, legetøj og papir m.v. , ligesom frivillige vist også tog del i selve byggeriet. Blandt initiativerne var senere også revyer i den nyopførte idrætshal, som min far skrev og instruerede. Han var jo vant til at skrive festsange til folk, som min mor duplikerede og solgte. Jeg husker, hvordan jeg som genert ung knægt bævende sad på første række og skulle styre lyset til ”Revy-Fy” i form af en projektør foran scenen.

Fodbold under krigen

Det var en tid, da Ringe Boldklub gennem en gylden generation spillede sig op i Danmarksserien, som dengang var den fjerde bedste danske fodboldrække. Holdet lå i Danmarksserien i flere år. Det var før, Superligaholdene fik deres egen reserveholdsturnering, og vi mødte således flere divisionsreserver.

Fodboldmiljøet gennemsyrede byen i min barndom, hvor mange fhv. og daværende fodboldspillere var en del af butikslivet. Der var Kaj Gartner – altså Kaj Nielsen og hans gartnerforretning i Algade. Ove Thrane, der drev bagerforretning, hvor jeg i øvrigt var ansat til at køre ud med morgenbrød om søndagen, Johs. Rasmussens frisørforretning, og Ove Kau med kiosken overfor banegården, hvor jeg fik lov til at kigge alle aviser igennem efter søndagens fodboldkampe for at finde billeder af mit helt store idol, Esbjerg-angriberen Carl Emil Christiansen, til min scrapbog om ham.

Min far havde i øvrigt selv været en dygtig fodboldspiller. Han var en del af et usædvanligt stærkt juniorhold i hans fødeby, Lumby, der brød med de store divisionsklubbers dominans og blev fynsk fodboldmester. Flere af spillerne blev senere divisionsholdsspillere – også Johs., der dog fik ødelagt sin divisionsholdskarriere i OB af den tyske besættelse. Besættelsen betød, at man ikke kunne komme over Storebælt, og derfor neddroslede man turneringen og inddelte divisionen i en øst- og en vest-del.

Min far har fortalt, at han spillede højre wing for OB i landsholds-legenden Jens Peter Hansens debut for Esbjerg som 17-årig. Da de stod overfor hinanden ved midterlinjen betroede han min far, at han var ret nervøs for, hvordan det skulle gå.

Min mor har fortalt, at min fars gode ven og klubkammerat, den udlandsprofessionelle Jørgen Leschly Sørensen, har sagt, at min far også kunne være blevet professionel fodboldspiller. Jeg ved jo ikke, om det var overdrevet eller velment.

Min far indledte i øvrigt sit lederarbejde tidligt. Han kom i bestyrelsen for Lumby Boldklub som 16-årig.

Efter hans død arvede vi også en aktie i Fyns Amts Avis, fordi min far var blevet valgt som årets idrætsleder på Fyn i 1971 – en pris, som avisen efterfølgende udloddede hvert år.

 

Ha

Der var ros fra øverste hylde til min gode ven, skolekammerat og holdkammerat, Frits Gothardt Rasmussen, da den ufatteligt populære Harald  Nielsen besøgte Ringe Boldklubs ungdomsspillere på sin landsdækkende turné til danske fodboldklubber, før han  skulle tiltræde som angriber i Bologna i Italien efter OL-sølvmedaljerne i 1960.

Vi skød på mål, og Frits var virkelig en talentfuld angriber. Hans storebror, Mogens Milling Rasmussen, var allerede fast mand på klubbens Danmarksseriehold som halfback, men jeg har altid set Frits som endnu mere lovende.

Det var en gylden tid for Ringe Boldklub, der i 1970’erne endda skabte sit eget slagkraftige hold i DBU’s talentturnering. Tidligere var det Fynske Landklubbers talenthold, der nåede langt – ja, helt til finalen i 1961, hvor det tabte i en TV-transmitteret kamp til Hvidovre, der i disse år avancerede fra seriefodbold til landets fornemste række: 1. division.

Johs. gik på et tidspunkt ind for at tage professionelle spillere hjem til landskampe – hvis de ikke fik penge for det.

Fynske Landklubber blev en magtfaktor i FBU, hvor de fik mulighed for at få flertal i bestyrelsen – uden dog at ville gøre brug af det i sin kamp for bl.a. amatørfodbold.

Ved en vejledende afstemning på delegeretmøde i 1974 gik kun en fjerdedel ind for indførelse af non-amatørisme i dansk fodbold.

I forslagene til et nyt arbejdsgrundlag for DBU, ville man ændre pokalturneringen til kun at omfatte divisionsklubberne. En rød klud for landklubberne.

 

Historik

Fynske Landklubber bestod i 1973 af 92 klubber fra Fyn, Langeland og Ærø med ca. 16.000 aktive.

Indefodboldturneringen bestod i 1973 af 665 hold og 6058 kampe i alle 14 idrætshaller på Fyn, Ærø og Langeland og i 1977 af 8000 kampe fordelt på 847 hold i alle Fyns og Ærøs 14 idrætshaller.

1974

Fyns Amts Avis ”Årets idrætsleder”

FBU’s Niels Jensens mindebæger

Johs. W. Sørensen blev æresmedlem af såvel Ringe Boldklub, Ringe Idrætsring og Fynske Landklubber.

 

 

Erindringen er indsendt af Klaus Lindholm Sørensen.

Læs hans egen erindring her: Klaus Lindholm Sørensen

Læs erindringen om moderen, ”Fru Johs.” her: Anna Ketty Lindholm

 

Toftevej 15
Ringe 5750 DK
Get directions

Fødselsdag:

1920-1971

Erindringen ønskes afleveret til:

Ringe Lokalhistoriske Arkiv
image/svg+xml