Jytte Jørgensen

Jytte Jørgensen blev født i 1937 og beretter her i sin erindring om hendes første 15 år. Det er en fortælling om hverdagen i skole og ferie, hvordan hun oplevede besættelsen og hvad man som barn lavede i sin fritid i 1940'ernes Danmark. Gør ejerskabskrav på erindring

Mine Barndomserindringer

Til mine børnebørn, oldebørn, tipoldebørn vil jeg med det følgende fortælle om, hvordan det var at være barn i min tid.

Hvorfor vil jeg nu det? Jo dels for min egen skyld, det er en lidt rar fornemmelse at se lidt nærmere på ens fortid, se hvor meget man kan huske o.s.v., dels – fordi det vil give mine efterkommere et billede af tilværelsen, som den formede sig for et barn – en pige der blev født i 1937, et billede af en tilværelse, der på mange  måder var og er helt forskellig  fra jeres barndom.

Nu, hvor jeg skriver dette er jeg næsten 66 år gammel, og selvfølgelig er der mange ting der er gået i glemmebogen for mig. Derfor vil jeg inden jeg helt afslutter arbejdet lade nogle jævnaldrende læse mit projekt, for at de kan se om jeg har glemt noget væsentlig fra den tid.

 

Min Familie

Jeg er født og opvokset i Aalborg i Nordjylland.

I 1943 hvor jeg blev 6 år fik jeg en lillesøster og 2 år efter en lillebror. Hele familien boede i en lille 2 værelses lejlighed med skrå vægge, for vi boede helt oppe under taget på en fjerde sal.

Både min far og mor gik på arbejde. Det var ikke særlig almindeligt på den tid, at en mor gik på arbejde, men min gjorde altså, hun arbejdede på en tekstilfabrik og havde skiftende arbejdstider. Når hun f.eks. arbejdede fra midt på eftermiddagen til sen aften var det min far og mig der tog sig af min små søskende. Det passede mig ikke altid lige godt, fordi det gav mig mindre tid til at lege med mine kammerater, når de små skulle hentes fra vuggestue og børnehave, men jeg kunne ikke lave vrøvl over det, fordi jeg var jo storesøster.

Det var også svært at få ro til at læse lektier, fordi vores lejlighed var så lille, så der var meget uro, mine søskende larmede og skændtes meget, der  var jo kun 2 år imellem dem. Jeg tror nok jeg syntes de var meget forkælede, og i hvert fald ville de ikke høre efter, når jeg skældte dem ud, de grinede bare af mig.

Hver søndag eftermiddag var vi ude at besøge mine bedsteforældre, som boede i samme by som os. Det var min fars forældre, altså min farfar og farmor, men dengang kaldte vi dem altid bedstefar og bedstemor. Mine forældre og bedsteforældre spillede altid kort, og vi børn legede enten inde i soveværelset eller ude i gården, for ikke at forstyrre de voksne.

Ude på landet langt fra den by vi boede i, boede min mors mor i en lille landsby der hedder Rebild, hende kaldte vi også bedstemor. Min bedstefar på landet døde da jeg var lille, så ham kan jeg ikke ret godt huske.

Men min lille tykke bedstemor husker jeg særdeles godt. Hun var meget populær person i Rebild, alle kendte hende. Der var altid børn hjemme hos hende, hun var altid barnepige for andres børn og nogle børn boede oven i købet fast hos hende.

Hun boede i et lille stråtækt hus, hvor der var meget lavt til loftet. I den ene ende af hendes køkken stod der et komfur, hvor hun lavede mad på. Komfuret var af  jern, og når hun skulle have en gryde på ilden, måtte hun først fjerne nogle jernringe, inden hun kunne anbringe gryden på komfuret. Hun brugte et langt stykke jern med en krog i enden til at fjerne risten, og sommetider skete det, at ringen gled ned af jernstangen og videre ned på hendes arm, så hun havde tit brændemærker på sine tykke brune arme. Jeg har nu aldrig hørt, at hun klagede sig over, at hun blev brændt, men selvfølgelig må det have gjort vældig ondt.

Min bedstemor på landet holdt også høns, og ude i hønsehuset holdt også hendes kat til. Den fik mange killinger, men efter et stykke tid var alle killingerne borte, og jeg ved faktisk ikke, hvem der fik dem.

Hvert år d. 4. juli var der en dansk/amerikansk fest i Rebild bakker, hvor min bedstemor boede. Mange mennesker kom gående fra stationen hen til festen lige forbi min bedstemors hus. Der var tit meget varmt, og når de svedende kom gående, stod vi børn ude i grøftekanten, hvor vi havde sat et lille bord op og solgte koldt vand til 10 øre pr. glas. Vi havde også nogle gange fået sat cykelstativer op, så dem der kom på cykel kunne få den parkeret, inden de gik videre til festen. Dengang var der ikke ret mange der havde bil. Mange af de forbigående ville gerne ind at se min bedstemors gamle hus, og da hun var en gæstfri kone, bød hun dem indenfor og serverede kaffe for dem, - så jeg tror nok, at de penge vi børn tjente på salg af vand og udlejning af cykelstativer, - ja dem satte min bedstemor til ved brug af kaffebønner.

 

Min skoletid

Jeg gik 9 år i skole, 5 år i underskolen og 4 år i mellemskolen. Dengang startede man ikke i  en børnehaveklasse, - nej man begyndte med det samme med at lære at læse og skrive. Når vi skrev brugte vi enten blyant eller pen og blæk.

Det var meget svært at skrive med blæk, tit spruttede pennen og der kom nogle vældige blækklatter i bogen, og så skældte læreren ud. Kuglepennen var ikke opfundet den gang.

Når man kom forsent i skole, var det meget flovt. Porten var lukket til præcist klokken 8, og gårdvagten (en lærer) stod og noterede de børn op, som var kommet for sent.

Når det ringede op til time, samledes alle børnene klassevis nede i gården. Og der skulle vi så stå helt stille 2 og 2 i lange rækker,  indtil gårdvagten gjorde tegn til at vi måtte gå op i klasselokalet. Det skulle foregå meget stille og roligt, gårdvagten holdt øje med, at der ikke var nogen af børnene der råbte eller skreg eller skubbede til hinanden. Jeg gik selv eller cyklede til skole,  det gjorde alle børn dengang. Fordi der var jo ikke ret mange biler på den tid , så det var ikke så farligt.

Under krigen skete det tit, at børn fik lus. Så blev vi stillet op i en lang kø henne i skolens gymnastiksal, og en voksen kæmmede os efter tur med en tættekam og noget skrapt væske der hed Seppedilleeddike. Sommetider kom man til at tude for den væmmelige væske sved meget i øjnene.

I underskolen havde vi regning, dansk, geografi, naturhistorie, religion, sang  og gymnastik. Efter 5. klasse blev vi delt i en sproglig og ikke/sproglig klasse og nogle af os kom på en anden skole. Jeg kom i den sproglige som hed mellemskolen. Den varede 4 år og herefter kom man 1 år i realskolen. Det gjorde jeg nu ikke, jeg gik ud af skolen fra 4. mellem for at komme i arbejde.

De nye fag jeg fik i mellemskolen var Matematik (dvs Geometri og Aritmetik), Fysik og Kemi, Botanik og Zoologi, Engelsk og Tysk.

Jeg kunne godt lide at gå i skole. Men jeg kan godt huske, at der var nogle lærere vi hadede og nogle vi elskede.

Man skulle sige De til læreren og hans/eller hendes efternavn. Ikke som i dag, hvor man siger Du og fornavnet.

Lærerne måtte godt slå børnene dengang, og jeg kan da huske jeg engang fik en lussing og en anden gang et svirp med spanskrør over benet. Man kunne også blive straffet på anden  måde, hvis man for eksempel ikke havde lavet sine lektier havde læreren lov til at give en en sveder, det betød at man skulle ”sidde efter” altså  blive på skolen en time efter skolens afslutning. Og i den time kunne man så sidde og lave den lektie der manglede.

Sidst på krigen og lige efter  kom der mange tyske flygtninge,-  det var typisk kvinder, børn og gamle mennesker  – til Danmark. Deres land var bombet sønder og sammen, de havde ingen steder at bo, de sultede og var meget fattige.

Flygtningene blev i første omgang anbragt på skoler rundt i Danmark. De flyttede også ind på min skole,  så vi børn ikke kunne gå der og få undervisning. Men vi fik ikke fri af den grund. Nej vi skulle gå hen i et lille hus, hvor der om søndagen var søndagsskole, det vil sige et sted, hvor man lærte om Gud og religion. Der var ikke små pulte som dem vi sad ved i skolen, nej der var lange bænke af træ, hvor vi så modtog undervisning i dansk og regning. Vi måtte sidde med bøgerne i skødet, jeg tror ikke vi havde skrivning, for det var helt umuligt at skrive, når man ikke havde et fast underlag under kladdebogen.

Det varede dog ikke så længe, inden vi fik vores skole igen, for man fandt andre steder til flygtningene at bo.

 

Om krigen

I 1939 blev der krig i Europa, og i dette år blev også Danmark besat af tyskerne. Krigen varede indtil 1945, hvor jeg var 8 år, så det er ikke så meget jeg kan huske fra den gang.

Alle lejligheder og huse skulle under krigen have mørke gardiner for vinduerne, de kaldtes mørklægningsgardiner, og man skulle rulle dem for hver aften, når det blev mørkt.

Det skulle man, for at de fjendtlige flyvemaskiner der kom flyvende om aftenen og natten ikke skulle kunne se lys i boligerne. Når der var luftalarm, det vil sige en sirene der gik i gang for at advare om, at der var flyvemaskiner på vej,  skyndte min Far og Mor at pakke os børn, det vil sige mig og min lillesøster, ind i nogle tæpper og tage os med ned i kælderen, hvor vi boede. Der mødtes vi med alle de andre naboer, og vi blev der, indtil sirenen igen lød, som tegn på at angrebet var forbi. Så blev vi båret op i seng igen, og kunne trygt sove der resten af natten.

Under krigen var der mangel på almindelige madvarer. Jeg kan huske at man fik udleveret noget der hed rationeringsmærker. På mærket stod der mel, sukker, smør, kaffe eller rugbrød. Og sådan et mærke skulle man have med foruden penge, ellers kunne man ikke købe varen.

Jeg kan huske, da det blev meddelt, at krigen var forbi. Det var den 4. maj 1945 og jeg var 8 år.  Vi hørte det i radioen, for dengang var der ikke fjernsyn. Det var om aftenen. alle mennesker var meget glade, -  både voksne og børn løb rundt i gaderne og dansede og sang. Store bål blev lavet midt i gaderne, hvor folk brændte de grimme sorte mørklægningsgardiner.

I mange år efter den 4. maj  fejrede folk Danmarks befrielse med tændte stearinlys som stod helt tæt i folks vinduer. Det så meget flot ud, når der var mørkt udenfor at se alle de lys. Lysene var for at minde folk om, at den mørke tid med krig og grusomheder var forbi, og vi havde igen fået friheden.

 

 

Julen, ferie og lignende

Juleaften holdt vi altid i vores hjem med vores bedsteforældre. Vi fik det samme at spise som man gør nu til dags. Dvs. Andesteg/flæskesteg og Risa`lamanda. Der var kun én mandel i desserten, og den der fik mandelen fik så mandelgaven, det var typisk et stykke chokolade eller en marcipangris.

Efter maden dansede vi om juletræet, da vi havde en meget lille lejlighed, var det også et lille træ. Der var levende lys på træet, og min Mor havde altid en spand vand stående i nærheden af hensyn til brandfaren.

Så var det tid at uddele julegaver. Vi børn fik én gave af vores forældre og én gave af vores bedsteforældre, det vil sige 2 højest 3 gaver pr. barn. De julegaver vi fik var små og ikke så dyre, men mere var der ikke råd til dengang. Jeg kan huske jeg ofte fik Det lille posthus, et puslespil eller Ludo-spillet, men jeg elskede juleaften, det var hyggeligt og de voksne var så glade.

Vores forældre rejste ikke på ferie med os, for det havde de ikke råd til. Dengang var der heller ikke charterferier til udlandet.

Men jeg kom på feriekoloni gennem skolen og ellers var jeg altid på sommerferie hos min bedstemor på landet. Det kunne jeg godt lide, jeg passede hønsene for hende og fandt også mange venner på landet som jeg legede med. Ved siden af min bedstemor boede min Mors halvsøster og hendes mand. De havde en iskiosk med chokolade og anden form for slik. Da jeg blev lidt større 13-14 år fik jeg lov at passe kiosken for dem, det var jeg meget stolt over.

Jeg kørte også med mælkemanden, der med hestevogn kørte ud med mælk og brød til husene i den lille by. Jeg hjalp ham selvfølgelig, hoppede ned fra sædet og gik ind til folk for at høre, hvad de skulle have. Så gav de mig en kande i hånden, ud til mælkemanden og få den fyldt op og ind igen for at aflevere mælk og brød og få pengene for købet.

Jeg var også indimellem på ferie hos andre af vores familie, små landsbyer i Jylland, - og en enkelt gang var jeg på ferie hos vores familie i København, da tror jeg nok jeg var 12 år.

Vi havde 7 ugers sommerferie fra skolen, det syntes jeg var længe. Vi havde heldigvis et friluftsbad i byen, og der var jeg ude hver dag og bade og lege med mine kammerater. Men jeg var ikke ked af, når skolen startede op igen.

 

Tøj og legetøj

Piger gik ikke med lange bukser, da jeg var barn, de fandtes simpelthen ikke. Det eneste jeg kan huske jeg havde af bukser, var et par tykke skibukser, som jeg brugte når der var faldet sne.

Vi havde altid kjole på, eller nederdel/spencer og bluse. Vi gik for det meste i omsyet tøj, det vil sige tøj vi havde arvet fra større børn, som var vokset fra det. Det blev omsyet af en syerske min Mor kendte (Min mor kunne ikke selv sy), og så blev det givet videre til den næste pige, når jeg var vokset fra det.

Vores lange uldne strømper sad fast på et livstykke. Det var en undertrøje med stropper forneden, hvor strømperne blev fastgjort. Og så havde vi tykke uldne underbukser.

Om sommeren var jeg så glad. Så strikkede min bedstemor fine sportsstrømper til mig af hvidt meget hvidt bomuldsgarn, strømperne havde fint mønster og en kvast foroven. Jeg kan huske, når jeg fik de strømper og et par hvide gummisko, som man holdt rene med vand og kridt, så synes jeg det var rigtig sommer.

Det skete indimellem at jeg fik en ny kjole, for eksempel til Jul. Så købte min Mor et fint stykke stof, som jeg var med til at vælge. Stoffet gav hun til syersken, som tog mine mål og udfra et mønster i et dameblad syede hun mig en fin kjole, som ingen  havde ejet før mig. Det var dejligt.

Bortset fra bolde og sjippetov så legede vi med helt andre ting, end børn nu til dags.

Om sommeren hoppede vi i hinkerude. Allerede om foråret købte jeg en ny hinkesten, de var meget flotte og kostede 1 eller 2 kroner. Så købte jeg kridt og nede på fortovet tegnede jeg hinkeruder, og hoppede om kap med mine veninder.

Vi legede også med nipsenåle og med hønseringe. Nogen af mine veninder havde flotte lange kæder af hønseringe (og de små dueringe), det nåede jeg aldrig, for jeg havde tabt mine i spil, og der kunne godt gå lang tid, inden jeg havde råd til at købe nye.

Så spillede vi med kugler. Små lerkugler som vi trillede henad jorden og som vi skiftevis vandt og tabte når vi spillede mod hinanden.

Nede på gaden opstillede vi 2 hold af piger og drenge, og så spillede vi rundbold. Det kunne lade sig gøre, for den gang var der ikke mange biler, der kom kørende. En gang imellem spillede vi inde i gården, en stor gård der var mellem ejendommene, men af og til blev vi smidt ud af viceværten, og så måtte vi finde et andet sted at spille, for rundbold kræver meget plads.

I skolen byttede vi piger glansbilleder, eller vandt dem fra hinanden.

Da jeg var 14 år blev jeg konfirmeret. Dengang var der konfirmationer både forår og efterår. Så blev mine forældre soveværelse ryddet, der blev sat lange bord og stole op, som vi hade lejet og hele familien onkler tanter og deres børn kom til fest.

Jeg kan ikke huske mere fra min barndom, vi sang meget i mit hjem, lyttede til radio og hørte hørespil, som sagt var der ikke TV dengang. Men for mine konfirmationspenge købte jeg en grammofon af den slags, hvor man sætter 10 plader ind ad gangen, jeg havde nu kun 2 plader til starten.

Som 15-årig gik jeg ud af skolen og kom ret hurtigt i lære som kontorelev.

Aalborg DK
Get directions

Fødselsdag:

1937

Erindringen ønskes afleveret til:

Aalborg Stadsarkiv