Kaj Emil Pedersen

Kaj Emil fortæller om sin barndom i Vester Assels og om vejen fra sælger til graver, ringer og kirketjener ved Lødderup kirke. Gør ejerskabskrav på erindring

På Herrens mark.

 

Fredag den 1. juli 1983 begyndte jeg i mit nye job som graver, ringer og kirketjener, ved Lødderup kirke. For første gang skulle jeg ringe med kirkeklokken uden kirkebetjent Morten Østergaards  kyndige vejledning, som jeg havde fået et par uger op til dagen. Det blev gjort med bankende hjerte og stor nervøsitet, for udenfor stod sognets præst Frede H. Svendsen, menighedsrådets kasserer Johs. Bjerrum og menighedsrådsformand Peder Nørgaard. Efter bedeslagene blev jeg med håndtryk budt velkommen til og de viste rundt på min nye arbejdsplads. Det gik godt indtil vi skulle op og se klokken i kirketårnet. ”Tak skæbne” tænkte jeg da vi stod nedenfor en mega-høj og smal stige, som førte det sidste stykke vej fra mellemgulvet til loftet hvor klokken står. Den nye graver havde alle dage lidt af højdeskræk og tænkte, at derop kommer han aldrig! Det blev da ikke bedre af at de førnævnte herrer gik først, så man rigtig kunne se hvordan stigen gav sig! Jeg husker Peder Nørgaard på vej derop bemærkede at ”der er da vist et par trin der trænger til udskiftning”!

Nå, den nye mand stod stadig nedenfor og funderede over hvad i alverden det dog var han havde indladt sig på! Var man dog blevet ved sin læst, som skomageren fik at vide, og forblevet købmand. Det var immervæk nemmere at ekspedere lyserødt toiletpapir til fru Jensen end at klatre næsten op til Himlen på en smal stige!

Jeg kunne nok se at enten måtte jeg meddele at jobbet nok ikke var noget for mig alligevel eller også måtte jeg begive mig på opstigningen til det høje. For jobbet her indebar bl.a. også at man skulle kime til højtiderne og bryllupper. Og dengang foregik det i 20 cm’s afstand fra klokken! På en eller anden måde lykkedes det mig at komme derop og vistnok endda uden at velkomstkomiteen opdagede min nervøsitet. I modsat fald var de uhyre diplomatiske, for de nævnte det hverken dengang eller siden.

 

Familien Lykkebo

Min tilværelse her på jorden startede vistnok på det hedengangne Centralhotellet i Nykøbing, hvor mor var ung pige og far var på besøg. I hvert fald kom jeg til verden nogen tid derefter ( 27. 10.1952) i Vester Hvidbjerg på Sydvestmors, hvor mor og far var blevet hyret som daglejere på Hvidbjerggård hos den legendariske Korsgaard-familie.  De boede til leje hos en gammel enkekone.

Jeg husker ikke tiden i Hvidbjerg, idet vi flyttede til Vester Assels omkring 1953. I det gamle, stråtækte hus fra 1860’erne fik jeg så mine dejlige barndomsår sammen med mine tre søskende. Bedstefar gav huset navnet ”Lykkebo” og siden kendte de fleste kun mine forældre som Grethe og Svend Lykkebo og os børn som ”æ Lykkebo-unger”. Jeg har set flere breve Kaj Post kom med, hvor adressen slet og ret var: ”Svend Lykkebo, V. Assels pr. Ø. Assels Mors.”

Mor arbejdede som eftertragtet kogekone og siden som hjemmehjælper (og i en alder af  næsten 77 år var hun rengøringsassistent på feriecenter ”Svejgaard”) mens far havde sit virke på V. Assels Teglværk (ejet af Skærbæk-familien). Den stråtækte måtte i 1966 lade livet for en flunkende ny arbejderbolig, som mor og far var blevet bevilget. Da teglværket lukkede og huset stod færdig 1967 var far efter et uhyre slidsomt arbejdsliv også færdig på arbejdsmarkedet, 45 år gammel og var invalide- pensionist, indtil en blodprop alt for tidligt satte en stopper for hans liv, den 29. september 1985. Knap 7 år senere, den 5.9.1992 valgte vores lillebror Leif (lige fyldt 30) desværre at forlade os og livet på jorden. Mor døde på tragisk vis af røgforgiftning ved en brand i den ældrebolig i Vejerslev, hvor hun kun boede 2 mdr. Hun blev 83 år og var mæt af dage. Heldigvis besøgte jeg hende aftenen før hun døde. Mine sidste ord til hende blev disse: ”Pas nu godt på dig selv, lille mor”.

 

Fra sælger til graver

Efter 7 års skolegang i den nye centralskole i Øster Assels kom jeg til Nykøbing Mors Folke- og Realskole for at tage 8. og 9. klasse. Det var en af Danmarks største skoler med omkring 1000 elever så vidt jeg lige husker. Den 1. juli 1969 startede jeg min 3-årige lærlingetid som kommis hos købmand Sloth Møller i Algade i Nykøbing samtidigt med at jeg gik på handelsskolen 2 dage om ugen. Købmandsbutikken havde 2 indehavere (far og søn) og vi var hele 3 lærlinge ad gangen samt en førstemand som var en sød og rar kvinde! I de tre år jeg var lærling var mine med-lærlinge udelukkende piger, sikket et Eldorado for en ung, genert og splejset fyr!

Efter et spildt år (spildt for både mig og hæren!) som soldat ved Kongens Jyske Fodregiment i Fredericia, fik jeg i 1973 arbejde hos Løvbjerg i Nykøbing, tog lastbilkørekort, flyttede til Vestervig og blev salgschauffør i ost og fedevarer i Heltborg i Thy hos grosserer Poul Yde Dissing. Mens jeg var dér, var det så jeg mødte Gerda der var under uddannelse som plejer på Statshospitalet i Risskov ved Århus. Dét skete påskelørdag 1975 i Nykøbings førende dansested, Strandpavillonen. Den blev nedrevet i begyndelsen af dette århundrede for at give mere plads til campingpladsen ved Soelbergs Plantage. Men stedet har givetvis været årsag til mange morsingske ægteskaber!

Vi lagde planer for fremtiden, som indebar at Viborg-området skulle være hvor vi ville bo og virke. Jeg fik arbejde som ekspedient i Skolageret på Gravene i Viborg, men desværre var der ingen ledige jobs som plejer på Viborg Øst til Gerda. Så jeg rev atter teltpælene op og drog til Højbjerg hvor vi flyttede sammen i en kælderlejlighed og jeg fik job hos Metro ved Hasselager.

Længslen efter den dejlige, grønne solskinsø i Limfjorden blev for overvældende (for Gerda) så i maj 1976 fandt ejendomshandler Hans Riis, et ældre hus ”med muligheder” på Harrehøjvej 44 i Lødderup. Det blev vores hjem i 11 år, og blev i årene frem, renoveret som økonomien tillod det og vore 3 børn kom til verden mens vi boede der. (Ann-Lene i 1978, Maria-Louise i 1980 og Benjamin i 1986). Og vi blev forresten gift i Tødsø kirke, den 23.10.1976.

Gerda fik job 1. august 76, som sygehjælper på plejehjemmet ”Strandgården” og da det blev nedlagt flyttede hun med i det nye plejecenter ”Støberigården” i Nykøbing. Efter et mindre godt forsøg som salgskonsulent for firmaet Kemol, fik jeg sidst på året arbejde som lagermand hos Malte Haaning Plastic (laver bl.a. de berømte HAMA-perler). Der var jeg i 5 år, til slutningen af 1981 hvor firmaet måtte igennem en omstrukturering og mange af os blev fyret. Det var desværre en periode med megen arbejdsløshed, så selv om Jyllands-Posten og Morsø Folkeblad kontinuerligt blev støvsuget for stillingsannoncer og selvom jeg i den periode sendte rigtig mange ansøgninger af sted, var der åbenbart ingen der havde brug for en dygtig, ung mand med stort potentiale!

Heldigvis havde vi vores lille, økologiske køkkenhave som jeg så kunne bruge megen tid på og i. Det var en stor tilfredsstillelse at dyrke sine egne, biodynamiske grøntsager og kartofler. Egne æg fik vi fra vores, fra Lemvig-kanten importerede, Danske Landhøns. Så det var jo noget man nemt kunne vænne sig til, så godt som ubegrænset frihed!

Denne næsten ubegrænsede, ufrivillige frihed blev i længden en sovepude, for ”det behøver jeg ikke lave i dag, i morgen er der jo god tid til det..”

Da var det Gerda foreslog mig at søge stillingen som kirkebetjent ved Lødderup kirke, som endda lå mindre end 100 m fra vores hjem. ”Nå ja”, sagde jeg så ”jeg kan da altid ta’ arbejdet til jeg finder noget andet”. For når man er uddannet sælger er der jo ikke meget prestige i at gå og kratte på nogle gravsteder og i den dur.

Snart opdagede den nye graver dog at det jo egentligt var et interessant job, med en frihed næsten som selvstændigt. Man mødte en masse mennesker, man ikke kendte før og fik en god snak med dem.

Og ja, så var jeg jo på Herrens mark og er det stadig her 34½ år senere!

 

Tilbage til begyndelsen

Men det hele startede jo mange år tidligere.

Mine forældre blev gift den 21. marts 1952, far knap 30 og mor lige fyldt 20 år. Og se så, den 27. oktober samme år, meldte jeg min ankomst til Verden. Den vågne læser vil hurtigt sige, jamen så er du da født to måneder for tidlig! Men det er jeg nu ikke, far var nok for langsom i kampens hede!

Efter hvad de der kendte og så mig de første leveår siger, så levnede de mig ikke en chance for at blive ret gammel. Blå, lille og skravlet var den nyfødte. Havde ikke kræfter til at suge den livgivende modermælk i sig. Så gode råd var dyre. Modermælkerstatning, dét kendte man vist ikke dengang. Bedstemor havde jo født 11 børn, så hun sagde at han skal ha noget kærnemælk. Og det fik han, voksede og overlevede krisen, men var hele barndommen og ungdommen en undseelig og splejset fyr. Ved barnedåben i Øster Hvidbjerg kirke ved pastor Grymer, i november 52, sagde min 13-årige morbror at ”A trower ét den dræng blywer ret gamml”. Men jeg snød dig Evald!

Om jeg næsten blev forgivet af kærnemælken, véd jeg ikke, men siden jeg var 6 år gammel, har jeg ikke rørt ren mælk, kærnemælk og andet af slagsen. Men er dybt taknemmelig over Bedstemors indsats, og over at jeg ikke kunne protestere dengang!

 

“Høns og kyllinger”

Det  var sommer, måske i 1957, husker det ikke. Men om sommeren var det altid sommer . Solen skinnede fra tidlig morgen til sen aften. Man gik i korte bukser, når man var en dreng og i kjole hvis man var en pige. Sådan var det i Vester Assels dengang, sommer når det var sommer, vinter når det var vinter. Dét kunne vejret i dag lære noget af!

Men nu er det altså sommer. Drengen har fundet nogle mursten, som hans far havde haft med hjem fra teglværket, måske nogle kasserede. Der blev kunstfærdigt bygget i fire-fem lag med rum mellem lagene. Herinde i hvert rum, satte han sine høns og kyllinger. ”Pjat” ville folk uden fantasi og drømme, sige. For det var jo bare en stor hvid, tom sneglehus plus en otte-ti mindre dittoer i hvert rum, tyve høns med kyllinger. Ja knægten her har siden barnsben set livet gennem fantasi, eventyr og drømme. Så det vár hans høns og kyllinger, de blev fodret, plejet og passet. Så kunne andre bare mene hvad de ville.

På marken på den anden side af landevejen, havde teglværket forsøgsvis gravet et hul for at se om der var brugbart ler eller mergel der. Hullet lignede faktisk dem knægten senere i livet kom til at grave mange af, en kistegrav.

Men det var den her jo ikke. For en femårig var den uhyre dyb, og kun én gang havde han og nabodrengen Søren vovet sig over og kigge derned i dybet. Uha…

Nu sad Kaj Emil så her og passede høns og kyllinger. I det gamle stråtækte hus, ”Lykkebo”, var der vinduer med vistnok 8 små ruder i hver, men et lag glas. Måske var en af hønsene blevet balstyrisk, for pludselig sagde det klirrr, og en af de små ruder var smadret. Ups…mor kom ud og sagde hvad laver du? Har du smadret vinduet, bare vent til far kommer hjem fra arbejde, dumme dreng!

Lille Kaj Emils verden var smadret. Her sad han i sin eventyrverden og drømte så godt, og så dukkede den stygge virkelige verden op. ”Bare vent til far kommer hjem” sagde mor og gik ind igen. Nogle børn i området fik tæsk af forældrene, men det havde hans mor og far aldrig givet dem. Lidt skældud når det var påkrævet, ja.

Men hvad nu? Hvad ville far gøre når han kom hjem og mor fortalt ham at deres møgunge havde smadret vinduet? Ville han slå ham ihjel? Hjerte hamrede i den tynde drengs brystkasse. ”Jeg skal væk” tænkte han.

Hullet 50 m ovre på marken, ja, dér måtte han over og det nu. Den lille fyr løb over vejen uden at se sig for. Det plejede han ellers at gøre, han var hunderæd for vejen og bilerne. Men i dag sprang han over vejen og heldigvis kom der ikke lige en bil der. Han løb og løb som var Fanden i hælene på ham. Tusind onde tanker bemægtigede sig den lyse, drømmende hjerne og uden at standse sprang han ned i hullet, av av det gjorde ondt. Han fik sat sig tilrette i det ene hjørne, sammenkrøbet og rystende af angst. Dernede i halvanden meters dybde kunne far ikke nå ham, når han kom hjem. ”Så må jeg jo sidde her uden mad og så dør jeg”, tænkte Kaj Emil, ”men når jeg gør det kommer der jo en engel og tager mig op til Gud i Paradisets Have”. Det havde mor selv sagt der skete, når man dør. Hun fortalte mange dejlige ting, hvorfor var hun så blevet så sur på ham? Hver aften når han havde bedt Fadervor sammen med mor sang de altid sammen: ”Nu lukker jeg mit øje og putter ned min kind. Gud, Fader i det Høje, luk mig i Haven ind”.

Han bad Fadervor, stille så ingen udover Gud hørte det. Og så faldt han i søvn….

 

Kaj, Kaj…hvor er du”, hørte han mor råbe et sted ovenfra. Da havde han siddet i hullet 3-4 timer , og skønt det jo var højsommer, frøs han som en vinterdag. ”Kom nu her, vi skal spise. Far er kommet hjem”. Far! Pludselig stod han ovenfor og kiggede ned på sin førstefødte. Så gik han hen til den ene ende af graven, hvor han gik ned ad de trin, der var gravet til at gå op og ned ad. Dem opdagede drengen først nu. Og nu var hans far på vej ned deraf og purken fyldtes af frygt! ”Hvorfor i alverden sidder du her nede? Du hundefryser jo, bette knæjt” sagde far. ”Kom nu med op, mor har maden klar”. Kaj Emil rejste sig langsomt, mistænksom… fik han nu tæsk? Far rakte sin store barkede hånd frem og smilede. ”Kom”, sagde han og tog drengen i sine stærke arme og bar ham op fra den kolde grav. Han puttede hovedet ind til sin far og skelede til den smadrede rude da de gik forbi den. Men, den var jo ikke smadret mere. Far havde sat en ny i og nævnte aldrig nogensinde noget om det. ”Nå fandt du ham, det var godt” sagde mor da de kom ind i køkkenet. Det duftede skønt af mors lækre mad og det smagte himmelsk. Nu sad de her alle fem, bænket omkring bordet. Mor med lillebror på skødet, far, søster og ham selv. Alt var godt, det dårlige glemt og han hørte en solsort synge ude i aftensolen.

 

 

Ålekistevej 17
Øster Assels 7990 DK
Get directions

Fødselsdag:

1952

Erindringen ønskes afleveret til:

Morsø Lokalhistoriske Arkiv