Troels Munch Jørgensen

Min tidlige barndom og skolegang Gør ejerskabskrav på erindring

Min tidlige barndom og skolegang

 

Jeg blev født på en lille ejendom, der hedder Sofiehøj på Kalbyvejen 11, lige vest for Aakirkeby. Mine forældre boede der, indtil de 1. april 1947 flyttede til den gård – St. Grammegård, Grammegårdsvejen 9 – hvor min mor var vokset op. Den forpagtede de frem til 1952, og imens boede vi sammen med mine morforældre. Derefter overtog de den fra mine morforældre.

Det første, jeg kan huske, er, at jeg stod i vinduet på Sofiehøj og kiggede ud på vejen. Der var en masse folk i gang med at pløje den fastkørte sne på vejen løs med heste foran plove. Det havde jo været en hård vinter med en masse sne i vinteren 1946-47, og man kørte bare ovenpå sneen dengang, så den blev fastkørt. For at den hurtigere skulle tø, løsnede man den derfor ved at pløje den op.

Jeg kan også huske, at jeg gik over vejen til naboen, hvor jeg blev underholdt af en gammel mand, der hed Riis. Det var vist bedstefaren i huset. Han lavede et tog til mig ved sætte tomme tændstikæsker i forlængelse af hinanden, i den forreste blev der sat en skuffe på højkant, så var det et lokomotiv. Der skulle ikke så meget til at lave noget legetøj dengang.

Den 1. april 1947 flyttede vi. Jeg var lige fyldt 3, og jeg kan huske, at jeg sad sammen med min far ved siden af vognmand Schou i lastbilen med flyttelæsset. Nede ved fødderne havde vi en sæk med nogle kattekillinger.

1. april 1950 startede jeg i skolen. Jeg var lige fyldt 6 år. Jeg gik på en skole, der hed Grødby skole. Det var en lille landskole, hvor man gik hver anden dag. Man gik 1 år i første og så gik man to år i hver af de næste tre klasser. 1. og 4. klasse var i skole de tre af ugens dage og 2. og 3. klasse var der så de andre tre dage. Det var en lærerinde, der havde 1. og 2. klasse, og en lærer, der havde de to ældste klasser.

Jeg startede hos frk. Frederiksen, som min mor også havde haft. Fra den første dag kan jeg huske, at hun foreslog, at vi skulle spille ”bolt”. Jeg forstod ikke at hun mente, at vi skulle spille bold. Hun udtalte d’et som et meget tydeligt t, og det havde jeg aldrig hørt før, så jeg forstod ikke hvad man kunne spille med en bolt. Jeg tror, at det var en sjællandsk dialekt. På Bornholm havde jeg aldrig hørt bold udtalt på den måde, men vi fandt jo ud af, hvad hun mente.

En ting, som man i dag finder pudsig, var at pigerne havde håndarbejde – det havde de til sidst på dagen, for så kunne vi drenge bare gå hjem. Der var ikke noget sløjdlokale, så vi kunne ikke have sløjd.

Jeg gik på den skole indtil sommerferien i 2.b, så blev vi flyttet til det, der hed Kirkeskolen i Aaker. Der blev vi slået sammen med eleverne fra Østre skole og Kirkeskolen. Så kom vi til at gå i skole hver dag, og kun et år i hver klasse. Efter sommerferien i 5. klasse var man så færdige med at bygge en centralskole for hele Aaker sogn, og så blev vi slået sammen med de to sidste skoler i sognet. Derefter gik alle børn i Aaker i skole hver dag, og der blev to spor, så vi fik rimelige klassestørrelser. Da jeg startede var vi fire drenge og fire piger i 1. klasse, næste år, da der var to årgange i klassen, må der have været ca. det dobbelte. Da vi blev samlet på Kirkeskolen var vi 34 i klassen.

Senere kom jeg til at gå i mellemskole på Aakirkeby Borger- og Realskole, før jeg endte min skolegang på Statsskolen i Rønne.

 

Kalbyvejen 11
Aakirkeby 3720 DK
Get directions

Fødselsdag:

1944

Erindringen ønskes afleveret til:

Bornholms Ø-Arkiv