Karen Hansen

Karen Hansen har skrevet sine erindringer ned som en julekalenderhistorie, hvor der for hver dag kan læses en lille decemberberetning fra det år, hvor hun startede i skole. Karen fortæller om juletraditioner i hjemmet og på skolen, om vaner og andre forhold. Erindringen er skrevet, som var hun 7 år i 1967. Gør ejerskabskrav på erindring

En julehistorie fra 1967

Små glimt fra den tid

Af Karen Hansen

 

Forord

En høne og hane
de havde den vane
hver dag at gå en tur i det fri.

Når deres hund så kikkede på dem og ønskede sig så inderligt en gåtur, tog de hinanden i hånden og gik en tur ud i marken. Og det var netop ved en sådan lejlighed, at idéen til denne bog udsprang.

Konen var efterhånden blevet 51 år, og da hun havde været gråhåret længe, havde hun også før tænkt på at skrive noget ned om hendes barndom, men hun havde altid opgivet det igen.

En skønne dag i efteråret 2011 kom tankerne imidlertid til hende:

Hvad med at skrive en børnebog, hvor man hver aften kunne læse et lille afsnit. En julekalenderhistorie, som omhandlede det år, hvor hun selv var startet i skole?

Den midaldrende dame havde, som barn, selv boet i det hus, hun og hendes mand boede i , den dag i dag, så det kunne vel ikke være så svært? Desuden var familiens næste generationer ved at være parate til skolen, så for dem kunne det måske være sjovt at læse om den længst forgangne tid.

Da skriveriet tog form, og billeder og tegninger blev fundet frem, hjalp børnene Janni og Morten med idéer til selve opsætningen af arbejdet. Lillebror Martin, der er født i 1973, har fra sidelinjen løbende vist interesse for projektet, mens storebror Kurt har været den person, der har bidraget med nogle af de fælles erindringer, og han har læst materialet igennem, for senere at sige god for det.

Det er dog ikke mindst takket være hendes mand Johns tålmodighed og skubben på at bogen endelig blev færdig til julen 2012.

Tak for det fælles familiearbejde.

 

Med dette lille glimt fra den tid, ønskes alle En glædelig Jul og et godt Nytår.

Karen Hansen Sønderholm
Hedevej 70
9240 Nibe

P.S. Jeg har bevidst benævnt mig selv som “mig”, for det gjorde vi dengang.

 

Lørdag den 1. december. 24 dage til Juleaften

I dag er det lørdag, og det er den 1. december. Jeg vil fortælle en lille historie, om dengang jeg var en lille pige og glædede mig til at det blev juleaften – 24 dage senere. Min bror er lidt ældre end mig, og vi glæder os begge to til jul.

Året er 1967, og da jeg er født den 28. juni i 1960 er jeg nu 7 år gammel. Jeg hedder Karen, men mange kalder mig bare Søs. Min storebror hedder Kurt. Han er født den 17. juli i 1959, og han er 8 år gammel. Vi bor på en gård ude på landet ved Sønderholm Station, og vores forældre hedder Mie og Chr. A. Nielsen. Vores indekat hedder Sorte Mis og vores hund hedder Muddi.

Men tilbage til denne særlige lørdag, som er den første dag, hvor vi skal tænde kalenderlyset. Klokken er syv om morgenen, og far er som sædvanlig ude i kohuset og fodre. Mor har været oppe længe, og nu kommer Kurt og mig også op. Vi sætter os ved bordet ude i køkkenet, for her er varmt og dejligt. Gaskomfuret er nemlig tændt en lille smule. Mor sætter havregrynene på bordet og vi tager hver en portion. Vi drysser godt med sukker på. Godt nok ikke så meget, som når far dynger det på, men det er alligevel et pænt lag, som dækker alle vores havregryn. Mor har skummet fløden af den mælk, hun tog ind i aftes, og mælken er nu parat til at blive hældt over i vores dybe tallerkner. Uhm, det smager bare godt, og kalenderlyset brænder rigtig pænt. Mor har købt det inde i Brugsen for et par dage siden, og det er rødt med hvide tal på. Der er mange dage til Jul, men nu skal vi skynde os at blive færdige og have vores skoletøj på, men pludselig kommer jeg i tanke om, at det er søndag i morgen, og at det er første søndag i advent, og mor har slet ikke fået lavet en adventskrans endnu!

Det gør nu ikke så meget, for vi kan sagtens nå det endnu. Mor har nemlig købt en færdig halmkrans, så vi skal bare sætte noget gran rundt omkring den. Nu aftaler vi, at når Kurt og mig kommer hjem fra skole, så skal vi op i skoven og hente noget gran. ”Jubii” råber vi og så cykler vi op af markvejen, som er det første stykke vej op til skolen uden for Sønderholm by.

Da vi er kommet hjem fra skole, kører vi i traktoren op i Sønderholm Plantage. Far har en rød traktor, hvor vi alle sammen kan sidde inde i førerhuset, og Kurt får selvfølgelig lov til at styre den. Inde i skoven er der grangrene, gyvel, kogler, mos og bøgegrene, og vi samler det hele i en kurv og tager det med hjem. Det skal alt sammen bruges til at pynte op til Jul med.

Vi når lige at få en lille snak med slagter Karl, da vi kommer hjem. Han kører rundt i sin hvide bil og sælger kød og pålæg, og vi køber som regel noget hos ham. Nu varer det bare ikke så længe inden vi skal have slagtet gris, så i dag nøjes mor med at købe en lille bakke leverpostej og et stykke medisterpølse. Slagter Karl har en forretning inde i Sønderholm, men hver lørdag kører han ud til folk for at sælge noget mere, og det ser vi meget frem til hver lørdag, for han er bedstefar til naboens børn Lone, Sven og Bodil, og vi unger får altid stukket en rød pølse i hver vores hånd, og mor skal ikke engang betale for den!

Kurt og mig spiser hurtigt vores pølse, for vi skal ind og have eftermiddagskaffe. Kurt og mig drikker godt nok ikke kaffe, men det er sådan noget, vi siger. Mor har bagt franskbrød og julekage i formiddags. Kagen smager rigtig godt, og vi er altid vilde med kager, og det er far også. I aften er det hyggeaften, og det betyder, at vi må være længe oppe. Vi ser fjernsyn eller laver noget andet, men i aften er det den første gang, vi skal se julekalender i fjernsynet, og det bliver sjovt. Far og mor, Kurt og mig sidder nu alle sammen inde i stuen og straks dukker ”Magnus Tagmus” op på skærmen.

 

Søndag den 2. december. Mørbelgrød

Hvor var ”Magnus Tagmus” sjov i går, og i skolen skal vi snart få lært at snakke lige som ham.

Mor er ved at lave adventskrans, og hun står nede i bryggerset og makker med noget ståltråd, gran, der stikker, nogle hvide lys og røde sløjfer. Det er ikke altid lige nemt, men det virker, som om hun kan. Nu skal adventskransen bare hænges op i loftet inde i stuen, og her får far så lov at vise, hvad han kan. Og det er straks meget værre, for det er aldrig lykkedes ham at få den til at hænge helt lige!

Vi har sovet længe i dag, og far er allerede i sit pæne tøj. Han og mor er færdige ude i kohuset. Alle køerne har fået både bærme (det ligner varm øllebrød), valset korn og halm, og grisene har fået gråtning (grutning). Dyrenes møj er kørt ud på møngen (møddingen) Møngen er en stor dynge møj, som ligger lige uden for kohuset. Den lugter ikke særlig godt, og det er faktisk også her, at alle fluerne bliver født om sommeren. De elsker nemlig at bo i de store kokasse-dynger. Når mor og far samler al ko- og grisemøjet sammen og smider det uden for, så er fordi, de helst vil have, at der er pænt ude i stalden. Vi kan også bedst lide at være derude, når der ikke lugter, og det sker da også tit, at far og mor fjoller og synger, og at vi hygger os med at hjælpe hinanden.

Indenfor er der altid pænt. Mor har sørget for at gøre lidt rent i går, for om søndagen laver hun ingenting. Hun har godt nok i dag både sørget for at skrælle kartofler, stege en flæskesteg og lavet brun sovs. Hun har også lavet citronfromage og pisket flødeskum. Hun har også lige dækket et pænt bord inde i stuen. For i dag er det søndag, og Kurt og mig må dele en sodavand. Vi har heldigvis nogle glas, hvor mønstret slutter nøjagtig, hvor sodavanden skal gå til, for den skal være helt præcist delt i to. Dét gør vi altid et stort nummer ud af, for ingen må nemlig aldrig nogen sinde få mere end den anden!

Min bedste veninde hedder Lone, og hende har jeg leget med, siden vi var helt små. Hun bor på den anden side af Stationsvejen, og hendes far hedder Bent, og han er landmand. Hendes mor hedder Tove, og hun arbejder som lærer oppe i skolen, og her kalder vi hende Fru Hansen. Lone er to år yngre end mig, så hun går ikke i skole endnu, men hun leger hver dag med sin lillebror og lillesøster, der hedder Sven og Bodil. Hjemme hos dem arbejder der en ung pige, som skal passe på dem, men Lone vil rigtig gerne være ovre hos os, så det er hun tit. Vi er altid gode venner, men somme tider siger Lone: ”Nu kommer jeg aldrig mere over til dig igen, Karen. Jeg er sur, og nu går jeg hjem!” Det varer heldigvis ikke så længe. For kort tid efter savner vi hinanden igen, og så leger vi videre, hvor vi slap.

Lone og mig leger også i dag. Vi har spist til middag, og mor og far tager sig en lille middagssøvn inde i stuen på hver deres sofa. Jeg har fået lov til at gå over til Lone og vi leger ”Mørbelgrød”. Nu er det måske ikke alle, der kender den leg, så derfor forklarer jeg lige lidt om, hvordan vi somme tider leger, når vi er ude:

Man tager noget jord i en skål, blander det med vand og rører det rundt. Så kan man putte sand, perlegrus, bær, frosne ærter eller noget andet i, men det bedste er, når vi finder nogle sprøde blade, for dem kalder vi for tvebakker og de knaser så godt. ”Mørbelgrøden” skal så til sidst hældes op i forskellige forme, og nu skal det bare tørre. Kagerne pynter vi, og vi spiser dem selvfølgelig ikke rigtigt, men vi lader som om de er de bedste kager, man kan få i hele verden!

Kurt gider aldrig smage, og det gør vores fædre og mødre heller ikke. Men Lones lillebror Sven kan somme tider lokkes til at spise en bid. At han så glemmer at spytte der ud igen, er en helt anden historie!

 

Mandag den 3. december. Fader vor

Vi tager skoletaskerne på ryggen, hopper op på cyklerne og cykler af sted ind til skolen i Sønderholm. Kurt og mig cykler sammen og han er altid lidt hurtigere end jeg er. Men når vi kommer op til den store vej ved skolen venter han på mig, og jeg stopper op. Der kommer mange biler forbi, og det er godt at have en stor storebror ved siden af sig, når vi står ved vejkanten og venter på, at der bliver fri bane.

Når skolens ringeklokke så lyder, løber Kurt og mig og alle de andre børn ind i skolen for at samles inde i det store fællesrum. Her synger vi morgensang, og i dag siger vores skoleinspektør lærer Nielsen, at vi skal synge – I Østen stiger solen op, Fru Otte sidder ved klaveret og spiller melodien.

I Østen stiger solen op,
den spreder guld på sky.
Går over hav og bjergetop,
går over land og by.

Efter vi har sunget de syv vers, siger lærer Nielsen Fadervor, og vi skal folde vores hænder og følge med:

Fadervor. Du, som er i himlen. Helliget vorde dit navn. Komme dit rige, ske din vilje på jorden, som det sker i himlen. Giv os i dag vort daglige brød og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Led os ikke ind i fristelsen, men fri os fra det onde. Thi dit er riget magten og æren i evighed! Amen

De store børn har efterhånden lært det, men vi små ved ikke helt, hvad det betyder. Mor og far kan også Fadervor, men de siger kun remsen inde i hovedet. Mor siger, at hun folder sine hænder hver aften, inden hun lægger sig til at sove, så det gør jeg også en gang i mellem.

Jeg går i 1. klasse, og det har jeg gjort siden vi alle sammen startede den 6. august – efter sommerferien. Vi er 16 børn i klassen og vores klasselærer hedder fru Kristensen. Hun har godt nok et fornavn, men vi ved ikke hvad det er, men hun er meget sød. Jeg sidder ved siden af en pige, der kommer fra Nyrup. Hun hedder Birgit, og vi er rigtig gode venner. I klassen er der også andre piger og drenge, og de hedder: Anni, Finna, Anne Marie, Mona, Peder, Bjørn, Kim, Ole, Ib, Kurt, Michael P og Michael J, Møller, Per og Poul. Vi har det godt sammen og vi løber tit og leger, når vi er ude i skolegården.

I dag er det mandag, og vi skal have dansk i første time, sang i anden time, regning i tredje time og formning i sidste time. Den dag, vi startede i skolen, fik vi et fint skoleskema, og på skemaet kan vi så altid følge med i hvilke fag, vi skal have i hver eneste uge i hele skoleåret. Dagene er ikke ens, men har vi fri fra skole hver dag klokken 12. Nu ringer klokken ud, og Kurt har også fri.

I eftermiddag skal vi en tur ned til Nibe. Mor og far skal ned og forny Klasselotteriet, og jeg er helt vild med at komme ned til alle de butikker, der er dernede. Ninna Hjort har en butik med nips, papir, legetøj, knapper, perler og meget mere. Alene duften af de mange fine ting, hun har inde i sin lille butik, gør mig helt ør! Jeg kunne stå derinde i timevis og det kunne mor faktisk også. Vi nyder det hele og drømmer også lidt om Jul, og om alle de gaver, vi selv kan lave. Men nu skal vi videre. Far og Kurt er allerede gået i forvejen. De skal ind i legetøjsbutikken og Kurt finder straks kasserne med Lego, tog, pistoler og al den slags. Men jeg får pludselig øje på den sødeste dukke, der sidder henne i hjørnet. Hun er i en stor kasse og har noget pænt tøj på. Hende kunne jeg godt tænke mig til Jul. Jeg har godt nok en dukke derhjemme, men hende her har rigtigt hår på! Det har den ”kolde” dukke derhjemme ikke.

– Nu glæder jeg mig endnu mere til Jul. ”Fader vor. Tænk hvis vi kunne være så heldige, at mor og far kunne finde på at købe noget godt til Kurt og en dukke til mig. Ja, så ville vi godt nok blive jordens heldigste børn!” Kurt glæder sig også til Jul, men han siger det ikke højt. At vi så om aftenen lader som om, vi beder et rigtigt fadervor, siger vi heller ikke til nogen, og vi kan slet ikke lade være med at grine så meget, at jeg næsten er lige ved at tisse i bukserne!

 

Tirsdag den 4. december. Stjernestunder

Kurt går i 2. klasse, og deres klasse har fru Hansen til klasselærer. Fru Hansen hedder Tove til fornavn, og hun er mor til Bodil, Sven og Lone, som vi tit leger med. Kurt er dygtig i skolen, og han kan allerede læse i mange af de bøger, de har fået. Da vi cykler op af markvejen praler han endda også med at han kan ”3-tabellen”: 1 gange 3 er 3, 2 gange 3 er 6, 3 gange 3 er 9. Ja, han siger, han også kan regne med endnu større tal! Det kan jeg ikke endnu. I vores klasse har vi bare lært at skrive ”Bo så en so” og ”Lise så en ko”, men det har vi også øvet os på længe.

Bøgerne, vi bruger i skolen, er helt nye. Og da vi fik dem, fik vi at vide, at de skulle pakkes ind. Vores mor havde heldigvis købt en rulle hyldepapir i Brugsen, og hun viste os, hvordan hun engang havde lært at ”pakke” bøger ind. Gad vide om vi nogensinde selv får det lært? Vi synes det ser svært ud.

I dag er der en stjerne inde bag lågen i vores papjulekalender. Vi har en kalender hver, men selv om de er forskellige udenpå, så er det de samme tegninger, der er gemt bag lågerne. Det gør ikke noget, for Kurt og mig kikker i ikke hinandens julekalendere, og her til morgen kan vi lugte, at far har været inde i køkkenet. Han og mor har hjulpet en kalv til verden, og når vi kan lugte det, er det fordi, far altid lugter af ko-hus. Han har aldrig været særlig god til at vaske sine hænder og arme, og hans bukser og skjorte er altid rigtig meget beskidte af både kokasser, bærme, gråtning og halm. Nu har han hentet noget kogende vand, som mor har kogt inde i køkkenet. Vandet bruger han, når en ko skal vaskes ren, efter den har født den lille kalv.

  1. Et barn er født i Betlehem, Betlehem. Thi glæder sig Jerusalem. Halleluja. Halleluja.
  2. En fattig Jomfru sad i løn, sad i løn, og fødte himlens Kongesøn. Halleluja. Halleluja.

3.Han lagdes i et krybberum, krybberum, Guds engle sang med fryd derom. Halleluja. Halleluja.

Sangen har 10 vers, og vi synger den, fordi der nu her op til jul også er født et barn! Vi synes, det er en god sang, og vi skråler alt, hvad vi kan, når vi skal synge Halleluja to gange lige efter hinanden! Vi børn i 1. klasse kan godt nok ikke læse ordene i salmebogen, men når vi hører, hvad de andre synger, så gør vi nøjagtigt som dem. I religionstimerne har vi også lært lidt om Jesus, som blev født for mange år siden nede i Betlehem. Det er svært at forstå, men når fru Otte fortæller de gamle historier om Guds søn, der blev født den 24. december, så forstår vi bedre, hvorfor vi fejrer Jul:

Jesus er jo nemlig født her på jorden, for at vi skal have det godt, og for at vi skal være gode mod hinanden.

Og det kan vi alle sammen godt mærke, for i dag har vi i formningstimen fået lov til at klippe nogle forskellige farver papir i strimler og sætte løkkerne sammen til guirlander. Vi har kun fem små sakse og én klipsemaskine, så vi er nødt til at være gode ved hinanden, og vente på, at det blev éns tur til at låne den. Guirlanden skal nemlig helst være færdig, så den kan nå fra den ene side af klasselokalet til den anden.

Der hjemme har kalven det godt, og vi har set at dens pels i panden ligner en lille stjerne. Kalvens mor har slikket hele dens pels pæn og ren, og far har løftet den over i en lille bås. Vores mor giver den noget mælk i en spand, og den kan slet ikke lade være med at vise, hvor glad den er for det. For hver gang den drikker en lille tår, støder den nemlig hovedet opad , så mor kan næsten ikke holde spanden , uden at noget af mælken ryger ud.

Halleluja, så kan mor godt blive lidt gal på den.

 

Onsdag den 5.december. Julegrisen slagtes

Jeg tænker hverken på guirlander, på Jesusbarn eller Jul. For her til morgen hører vi en gris, der skriger. Far bestemte i aftes, hvilken gris, der var den største og som skulle slagtes. Og nu trækker far og slagteren den stakkels gris hen til malkehuset, og Bang lyder det, og grisen dør.

Kurt og mig holder os for ørerne. Vi har før hørt, når en gris bliver slagtet, og vi synes, det er synd for grisen, men det varer ikke længe inden vi begge to står ude i malkehuset og kikker nysgerrigt på, hvad slagteren gør med grisen. Han har travlt med at putte den døde grisekrop i et stort kar med kogende vand, skrabe hårene af den, og til sidst hænge den op på en stige. Så åbner han grisen og tager indvoldene ud, og han samler det hele i en trillebør. Det ser lidt ulækkert ud, men vi skal se det hele, inden vi skal i skole.

Vores hund Muddi er bestemt også vældig interesseret. Den spiser nemlig både grisens ører, tæer og måske et stykke hale, hvis den er heldig. Det er en stor og langhåret hund, og den er selvfølgelig vant til at være ude i kohuset. Den er en hvid og brun Sanktbernhardshund, og den har altid sin daglige plads ude ved siden af trappen ved døren ind til stuehuset. Men i dag vil den nok trave op i marken, hvor den får travlt med at grave nogle griseting ned, for den elsker at gøre sig beskidt og grave huller.

Far kan finde på at kalde vores hund for: ”Muddi von Gumpengy Pedersen.” Det er et navn, han selv har fundet på, og han synes det lyder meget fornemt. Vi må så indrømme, at når han siger det, så griner vi altid. Og når han så bagefter kan finde på at give Muddi en spytklat inde i dens mund, Ja så synes vi både han er sjov og ulækker på én gang. Men Muddi nyder det og logrer bare med sin store hale.

I skolen i dag sker der ikke noget særligt. Jeg er lidt træt, for vi var jo tidligt oppe, men jeg bliver pludselig meget frisk, da vi kommer hjem, og far spørger, om jeg vil med ind i Brugsen. Næst efter Nibe, så er det bedste sted i hele verden, Brugsen.

Her findes der alt. Her dufter der af cirkel-kaffebønner og af havregryn, og her står sukker og marmelade i lange rækker. Her er også en symaskine, et strygejern, et kaffestel, en masse kiks og sodavand og meget, meget mere. Det er skønt at være med far i Brugsen, og jeg kan finde på at gå alene mellem rækkerne. Da jeg var mindre, tog jeg somme tider fat i fars baglomme, for ikke at blive væk for ham. Jeg var nemlig lidt genert dengang, men det er jeg vist slet ikke mere.

Far skal købe frostpapir. Han skal købe en rulle af det brune og en rulle af det hvide papir, for mor skal bruge det i morgen, når hun skal gøre gris i stand. Far skal huske at kikke på mors huskeseddel. Der står nemlig, at han også skal købe peber og salt, rullepølsetråd og elastikker. Alle mennesker i byen kender vores far, og det virker som om, han også lige skal snakke med dem alle sammen om et eller andet. Han er medlem af Brugsen, og skal lige snakke med uddeleren om noget. Når der kommer en mand, som også leverer mælk til Sønderholm Mejeri, ja, så får de to sig også en snak. Det allerbedste er, når han kommer til at købe noget, som ikke står på sedlen. Og det er far ret god til.

Han ser for eksempel pludselig en hvid symaskine inde i butikken. Den er godt nok meget dyr, men hvis han køber den, får han rabat. Han ved, at mor døjer med sin gamle symaskine derhjemme, og han ved også, at hun aldrig selv kan finde på at købe sig en ny. Mens far går og tænker over det, er der pludselig puttet både appelsiner, chokoladekringler, en firkantet kødpølse og en dåse leverpostej oven i den kurv, vi havde med der hjemmefra! Jeg synes det er vildt skønt at komme med far i Brugsen!

 

Torsdag den 6. december. Gris på gaflen

I dag sner det. Vi kommer ret hurtigt ud af sengene, og vi glæder os allerede til at mærke sneen under støvlerne. Mor kikker lidt mystisk på os. Hun har en overraskelse!

Vi aner ikke, hvad det er for én. Men da hun siger, vi skal kikke bag ved døren inde i stuen, ser vi den flotteste klokkestreng, der er syet af et groft stof, der vist hedder hessian. Mor har syet en pakkekalender til os, og i de to små lommer forneden ligger der to gaver. I dag har hun puttet to karameller i til os hver, og vi må spise dem her om morgenen! Det er en rigtig dejlig morgen, for der er allerede nogle af pigerne oppe i skolen, som har snakket om deres pakkekalendere, og så er det godt, at Kurt og mig også har fået en.

Se, nu er det ved at blive Jul, og nu er sneen også kommet. I eftermiddag skal vi op på kælkebakken, som ligger oppe bag ved Agnes og Johannes’ hus. Her slæber vi vores trækælke op ad bakken, og vi har spurgt, om Lone vil med derop.

Det er lidt koldt, da vi kommer derop, men vi har det herligt, og vi suser ned af bakken og op igen rigtig mange gange. På vej hjem fryser vi over hele kroppen. Vores strømper bliver altid helt våde, og vores huer varmer heller ikke omkring ørerne længere. Halstørklæderne er blevet frosne, og de strikkede vanter er også blevet våde omkring de kolde fingre. Da vi kommer hjem skynder vi os at trække af det våde tøj, og vi smider os på gulvet inde i stuen. Nu ligger vi i en lang række med fødderne op på den store varme radiator, og det varer ikke længe før varmen kildrer frygtelig meget i vores fødder. Men mor sørger for at vi får nogle varme hjemmestrikkede sokker på, og Lone låner et par med hjem.

Mor og bedstemor har ellers travlt med at gøre gris i stand. Det vil sige, at skære grisens kød ud i mange små stykker, så det hele kan puttes i fryseren. Det er et stort arbejde, men mor har lært at skære i kødet de rigtige steder af hendes mor. Så det ser nemt ud, når de begge to arbejder nede i bryggerset.

Først har far løftet den ene halve gris ind på bordet. Han har også savet de store ben over, og så er han ellers gået ud i kohuset igen, for nu skal der arbejdes, og mor og bedstemor har begge forklæderne på. Knivene er blevet slebet, så nu er det med at passe på sine fingrene, og det varer ikke længe, før der ligger dynger af kødstykker, som nu skal pakkes ind. Først skal kødet pakkes ind i det hvide papir og derefter i det brune papir, og til sidst skal der snøres en snor eller et stykke elastik omkring pakken. Mor skriver nu på papiret, om det er et stykke flæsk, en steg, nogle koteletter eller om der er fars i pakken.

Det kød, som ikke lige kan bruges til andet, hakkes nemlig til fars. Vi er så heldige, at slagteren i Sønderholm engang for mange år siden solgte os hans store kødhakkemaskine. Den hakker helt fantastisk, men hver gang mor tænder for strømmen, siger den altid en tosset lyd, og hvis der kommer gnister ud af stikket, hopper hun altid lidt. Det er derfor, at far lige skal starte den op, inden mor går ned i kælderen for at hakke kødet. Når julegrisen nu er ved at være delt, er der kun småting tilbage. Bedstemor er blevet træt, og hun køres hjem, men mor hakker leverstykkerne og fedtet til leverpostejen. Hun piller også et par løg til rullepølsen, og hun skærer også det sidste fedt op i småstykker, som smeltes i en gryde og bliver til smeltet fedt og fedtegrever. Skankerne skal koges til sylte, men det gør hun færdigt i morgen.

Hovsa. Vi glemte vist at åbne julekalenderen i morges. Men pyt med det. Der var bare en gris med en sløjfe omkring maven! Hvor ser det fjollet ud. Grise render altså ikke rundt med en sløjfe på, men det ved tegneren nok ikke noget om.

 

Fredag den 7. december. Radio og fjernsyn

Det er fredag i dag, og nu er der kun sytten dage til Jul. Det føles som en evighed, men det hjælper, når vi hver morgen er spændte på at se, hvad mor har fundet på at putte i vores pakkekalender. I dag stormer vi ind i stuen, og til alt held er der to pakker i lommerne. Vi får et rødt viskelæder hver, og så sætter vi os ud i køkkenet og hører radio.

Radioen er altid tændt, og her op til jul er der mange julemelodier, vi kan synge med på. Kurt synger ikke så meget, men mor og mig er helt pjattede med:

Jeg så Julemanden kysse mor i går aftes i den mørke nat. Jeg selv var lagt i seng, som en artig lille dreng, men døren stor på klem, og ud af dynerne jeg sprang. Da så jeg Julemanden kysse mor……

Vi har godt nok aldrig set nogen kysse hinanden i virkeligheden, men i fjernsynet er der nogle, der gør det. Far kan finde på at holde sine arme omkring mor, og så bliver hun glad, men også en lille bitte smule flov, og kan finde på at blive helt rød i hovedet. Det synes far er sjovt, og det gør vi også.

I skolen er alting, som det plejer at være. Vi venter hver morgen på at synge morgensang i fællesarealet, og hver eneste dag står vi sammen to og to ved siden af hinanden, og hver klasse står samlet i en lang række. Der er ingen der råber og laver ballade, for hvis der er det mindste optræk til det, kommer klasselæreren og hiver drengene i ørerne. Det er nemlig altid drengene, der laver ballade. Pigerne gør det aldrig. De ser altid søde ud, og har aldrig prøvet at få skæld ud.

Når morgensangen så er forbi, skal vi igen stå helt stille. Nu foregår det bare uden for klasseværelset og læreren siger: ”Vær så god at gå ind”, før vi stille og roligt går ind for at sætte os på vores pladser. Jeg sidder ved et lille bord sammen med Birgit, og vi sidder i rækken ud mod vinduet. Der har vi siddet siden vi startede i skolen, og vi hygger os med hinanden. Hun er meget bedre til at skrive bogstaver end jeg er, og jeg kikker somme tider på hende, for at lære, hvordan hun gør. Vi snakker også tit, og i morges har vi begge to hørt noget spændende i radioen.

I radioen er der nemlig en julehistorie, der bliver læst op hver dag. Og når man er lidt morgentræt på dét tidspunkt, er det skønt at vågne op til en spændende historie. Den handler i år om to små børn, som bor inde i en by. Kurt og mig har aldrig boet inde i en by, og vi tror aldrig, vi kommer til det. Men det lyder da meget sjovt, når de to børn leger med en masse børn på én gang, løber på løbehjul på de asfalterede veje, besøger hinanden hver eneste dag og har alle butikkerne lige rundt om hjørnerne. Men hjemme hos os er der nu også meget godt at være, for vi kan lugte, når der bliver spredt møj på markerne, høre når lærkerne synger nogle sange til hinanden, og vi kan også altid selv finde på nogle underlige lege, enten ude i haven, inde i kohuset eller ude på marken eller langs markvejen. Vi keder os aldrig, og skulle det ske, så kommer mor og far bare og siger, at vi skal hjælpe dem med at lave noget.

Hver dag er der julekalender i fjernsynet klokken seks. Og når vi har fået aftensmad, sidder vi alle sammen inde i stuen og kikker på det sorte og hvide fjernsynsbillede. Dukkefilmen i år handler om en dreng, der bor inde i byen, og om en mus, som hedder Magnus Tagmus. Musen tøffer så forbi med sit tog oppe på taget, og der er noget nyt legetøj med i vognen hver aften. Vi synger med på sangen: ”Mit navn er Magnus Tagmus”, og vi hygger os. Vi tænker også, at det er sjovt at alle Danmarks børn og voksne gør det samme på nøjagtig samme tid!

 

Lørdag den 8. december. Julebag

Lørdag morgen. Klokken er halv otte, og vi cykler af sted op af markvejen. Det er godt nok mørkt i dag, men vi ser os godt for. Vi er lidt misundelige på bybørnene. For inde i byen er der gadelys langs med alle vejene. Ude ved os er det mørkt, men her kan man bedre se stjernerne, og når vi kommer tæt nok på skolen, kan vi også se de mange lys, der er tændte deroppe.

Der er også mange lys i det juletræ, som skoleinspektøren – lærer Nielsen har tegnet til os. Vi får os nemlig en stor overraskelse, da vi går ind i klasseværelset her til morgen. Han har i går eftermiddags tegnet en kæmpe tegning, som forestiller et julelandskab med en stor julemand og et stort juletræ, og de er malet med de farvede kridt! Vi får sjældent lov til at bruge de farvede kridt, så det er helt specielt at se, hvor flot tavlen ser ud: Der er den knaldrøde julemand og det mørkegrønne juletræ, de hvide lys og stjerner, og der er tegnet en masse rød-hvide flag rundt om træet. Lærer Nielsen er rigtig god til at tegne, og han kan også tegne trolde. Men hans yndlingstegning er nok et dannebrogsflag, for vi har allerede set, hvordan han tegner et stort et, når én af os har fødselsdag! Tegningen af julelandskabet er så stor, at den næsten fylder det halve af tavlen, men de andre lærere kan sagtens nøjes med den plads, der er tilbage, for her i julemåneden hygger vi os meget, og tavlen bliver derfor ikke brugt så tit.

Efter skolen følges vi ad, Kurt og mig. Vi cykler altid med en rigtig god fart, og hvis vi er heldige, når vi også at se toget, der kører mod Nibe. Jernbanen ligger langs med vejen over til Lone, og toget kommer forbi cirka ti gange om dagen. Man kan ikke lade være med at tælle, hvor mange vogne, der er med, og i dag er der mange. Det er helt sikkert fordi det snart er jul.

Vi har aldrig prøvet at køre med et tog, for vi har en bil, og i eftermiddag er far kørt til møde i en eller anden bestyrelse, som måske har noget med politik at gøre. Vi herhjemme må derfor hellere se at få bagt nogle småkager.

Nu lyder det så nemt, men mor har heldigvis lavet dejen i forvejen, og godt udstyret med rene fingre, opsmøgede ærmer og hver vores forklæde står Kurt og mig nu omkring bordet og venter på, at vi skal bage nogle finskbrød. Det er ikke rigtige brød, men små kager, der er rullet i lange stænger og oversmurt med æg. Ægget er rørt rundt i en kop, men det kan alligevel godt være svært at smøre det ordentlig ud, så det får Kurt lov til. Han er altid den, der er bedst til de svære ting, og jeg får så lov til at drysse sukker på i stedet for. Kagerne skærer vi i små stykker, så de lige akkurat passer til en mundfuld!

Efter finskbrødene går vi i gang med at bage vaniljekranse. Her puttes dejen i vores gamle kødhakkemaskine, og før vi ved af det har vi bagt og smagt så mange kager, at vi heldigvis ikke kan nå at bage pebernødder. Mor skal nemlig ud at fodre køerne, for far er ikke kommet hjem endnu, og vi kan allerede høre at køerne er begyndt at brøle.

Når vi har hjulpet hinanden med at give køerne og grisene noget at spise, er der altid mere ro ude i kohuset, og Kurt og mig går nu i gang med at bygge på vores hule i halmen. Det gør vi faktisk hver aften, og vi knokler med at få halmballerne sat på de rigtige pladser. Hulen er vores base for det spionarbejde, vi laver, og ingen skal vide sig sikre, når vi er med i kohuset. Vi ser alt og hører alt! Da Kurt så er ved at løfte en af de allertungeste halmballer, kan jeg høre at han har slået en prut. Vi kalder det godt nok for en “luft-sten”, men prutten er så høj, at køerne i nærheden vender sig om i forskrækkelse. Nu har Kurt røbet, hvor vi gemmer os, og at det hele skyldes at han har spist alt for mange småkager, det er der vist ingen tvivl om.

 

Søndag den 9. december. Bedstefar og bedstemor

Det er morgen. Vi sover længe, og mor og far er stadigvæk ude i kohuset. Vi keder os lidt, og selvom kalenderne er åbnet og gaverne er pakket op, så har vi lige lidt krudt i røven, som vi skal have luftet ud. Kurt kan være ualmindelig dum at lege med, og somme tider tager han nogle ting, fra mig, som han ikke må. Det gør han også i dag, og jeg styrter efter ham og prøver at få fat i ham, så vi kan få os en slåskamp. Men pludselig stopper en af os op, for er her gode dyre. Midt på gulvtæppet inde i stuen lige bag ved spisebordet ligger der nemlig en ”lav-sten.” Det vil sige en lille ”høm-høm”, som en af os er kommet til at tabe her midt på stuegulvet. Vi er ikke glade ved situationen, og nu er vi slet ikke uvenner mere, for hvis mor ser sådan noget svineri, bliver hun meget sur. Vi tænker og vi tænker, og én af os får så pludselig den helt fantastiske idé at vi må se at skjule den. Ingen af os vil nemlig røre ved den lille brune tingest, så det er bedst at lade den ligge, hvor den ligger.

Jeg tror nok, det er den kloge Kurt, der kommer med de helt geniale ord: ”Vi strøer bare noget sukker på den, så finder mor den aldrig.” Gulvtæppet, som er meget moderne og næsten nyt, kaldes et kokostæppe, og det passer mor naturligvis godt på. Og ganske rigtigt. Sukkeret gør sådan, at man slet ikke kan se det, og mor siger heller ingenting, da hun kommer ind.

Der sad to katte på et bord. Kritte vitte vit bom bom. Den ene på den anden glor. Kritte vitte vit bom bom. Så sagde den ene: “Hør min ven, Kritte vitte, vitte, vitte vit bom bom sku` vi ikke kravle ned igen?” Kritte vitte vit bom bom. Og da de så var kravlet ned. Kritte vitte vit bom bom. Så sagde den anden: ”Hør min ven, Kritte vitte vit bom bom, sku`vi ikke kravle op igen?” Kritte vitte vitte vitte vit bom bom. Og så kravlede de begge op. Kritte vitte vit bom bom.

Sangen kan synges lige så længe, man gider, og vi tænker altid på de to katte, vi har. I vores kælder har vi også et bord, der ligner nøjagtig tegningen i sangbogen De små synger, så sangen passer jo rigtig godt hjemme hos os. Vores katte kan nemlig også godt finde på at hoppe op på bordet nede i kælderen – altså hvis døren ikke har været lukket ordentligt. Og hvor der er mad, kan der også være katte.

I dag er det Kurts tur til at gå ned i kælderen for at hente sodavand. Han skal hente fire sodavand og to øl, for bedstemor og bedstefar fra Ålestrup kommer og spiser til middag. Mor har lavet karbonader med ærter og gulerødder, kartofler og hvid sovs. Til efterret har hun lavet ymerfromage, og det har jeg hjulpet hende med i går aftes, inden vi gik i seng.

Fars mor hedder Asta, men vi kalder hende selvfølgelig for bedstemor. Bedstefar hedder Jens, og han ligner en gammel mand. Det gør bedstemor også, men hun er bedre gående, og så snakker hun meget mere. Mor har ikke altid været alt for glad for hende, for hun kan godt være lidt skrap, men nu har mor lært, at bedstemor ikke mener alt, hvad hun siger. De er meget søde, når de kommer på besøg. De har kørt den lange vej fra Ålestrup og de kører i en hvid Folkevogn. Den er så fin og ren – deres bil, og vi beundrer altid, når den skal blinke til siden, for så kommer der en lille stang ud med et lille blinklys på, og det gør der ikke på vores bil.

Da vi har spist, går vi i gang med at vaske op, og bedstemor tørrer af. Far og Kurt og bedstefar går en tur ud i kohuset for at se om køerne og grisene har det godt. Det har de, og bedstefar og bedstemor ser glade ud, da de kommer ind i stuen og er med til at tænde de to lys i adventskransen. Far er også lidt stolt over hans og mors gård, som bedstefar engang syntes skulle hedde Solholm, for solen kan slet ikke lade være med at skinne på den her plet!

 

Mandag den 10.december. Drillenisser

Mor forstår simpelhen ikke, hvor det sidste ymerfromage en henne. Hun satte det ned i kælderen i går eftermiddags, og nu er skålen tom? ” Er det mon nisserne? ” spørger hun. Så må vi vist hellere indrømme, at da vi i går gik ned for at sætte de tomme flasker i kælderen, så smuttede Sorte Mis med der ned. Øv bøv, hvor ærgerligt. Den har spist det hele, og vi havde faktisk lige troet, vi kunne få en lille portion her til morgen. Men nej. Katten har ædt det hele, og vi må så i stedet for gå i gang med at spise vores sædvanlige havregryn.

På vej til skole er der mørkt. Markvejen er fuld af smadder, og selvom far lige har ordnet vores dynamolygter, driller de altid så pokkers meget, særligt når det er vådt, koldt og mørkt.

Oppe i skolen hygger vi os heldigvis. Og i håndarbejdstimen strikker vi, syer, klipper i stof og laver julegaver. Jeg har lige lært at strikke, så jeg strikker en lang strimmel, som til sidst skal rulles sammen til nålepude. Far skal have en tændstikæske med små træpinde limet på. Så jeg håber de bliver glade for gaverne. Til vores bedstemor inde i Sønderholm er jeg ved at brodere en lille dug. Den skal syes med en lille nål og med noget rødt og grønt garn.

Bedstefar og bedstemor i Ålestrup får en syet paptegning hver. Vi laver ikke altid gaver til dem, men hvert år får vi alligevel store gaver af dem, som mor og far køber. For nogle år siden blev min kolde dukke købt. Den har jeg leget meget med, og jeg har selvfølgelig været meget glad for den. Men i år ønsker jeg mig en ny dukke med varme arme og ben, lyst krøllet hår og med øjne, der har øjenvipper!

I eftermiddag har mor travlt med at sy. Hun går ikke på arbejde, som nogle af de andres mødre i skolen gør. Vores mor arbejder hjemme, og er der altid, når vi kommer hjem fra skole. Mor syer næsten alt sit eget og vores tøj, og hun strikker, hækler og broderer også meget. Kurt og mig prøver på at lære det, men der går som regel kludder i garnet, og Sorte Mis vil altid hjælpe til med det. Den ved bare ikke, at katte hverken kan finde hoved eller hale i et bundt garn, men den prøver alligevel hver gang!

Kurt og mig skal altid hjælpe ude i ko-huset om aftenen. Vi får gammelt tøj på og gummistøvler, og så render vi ud og giver først grisene mad og vand. Vi hjælper også med at få halmballer ned fra loftet, og her er det så med at passe på. For jeg glemmer aldrig en dag, hvor Kurt ikke havde set, at jeg var lige nede under hullet, og ”Puhh” så kom der en halmballe, og den ramte mig lige i hovedet! Det gjorde godt nok ondt, og jeg væltede om på cementen, men jeg græd slet ikke, for så fjollede han så meget, at jeg helt glemte at gøre det. Kurt er ikke alt for god til at se, for engang kom han også til at cykle tværs over min mave. Han havde ikke set, hvor jeg lå på græsplænen ude i haven, og så trampede han bare i pedalerne og cyklede over mig!

Inden vi går ind, skal vi give kalvene mælk. Man skulle tro, at de var drillenisser, for hver gang man har sat sine fingre inde i deres klistrede mund, for at få dem til at drikke af spanden, slår de hovedet op igen. Nu bliver vi somme tider forskrækkede, men vi kan også finde på at blive godt gale i skralden. For hvis spanden vælter og mælken forsvinder ned i halmen, må vi starte forfra igen, og det er faktisk ikke særlig sjovt. Der er nu ved at være varmt og godt ude i kohuset. Far har fejet omme bag ved køerne, og bag ved de store kalve har vi strøet sand på gangene. Køerne står alle sammen på en lang række, grisene har krøller på halerne og lægger slet ikke mærke til at vi siger godnat og slukker lysene. Vi skynder os bare at løbe tværs over gårdpladsen, for vi skal jo se, hvem der kommer først ind!

 

Tirsdag den 11.december. Vinterkoldt

Go’morn.” Ja, det kunne Kurt og mig aldrig drømme om at sige til hinanden, men i stedet for rykker han dynen af mig, og siger, at vi skal stå op! Kurt løb selvfølgelig stærkest i aftes, og nu er han også først oppe i dag. Han snakker om, at der er blomster i vinduerne og at jeg skal skynde mig at se dem. I løbet af natten har frosten nemlig været så hård, at der er kommet frost indenfor på vores vindue inde i vores værelse. Man kan slet ikke se ud af vinduet, og det er fuldstændig koldt. Blomsterne er selvfølgelig ikke rigtige blomster, men nogle mønstre, der bare ligner blomster. Kurt og mig kan slet ikke lade være med til at sætte os på hug ved vinduet, og lave nogle små kikhuller med vores pegefingre og med vores varme ånde. Det er koldt, men sjovt.

Nu kalder mor på os for vi skal snart af sted i skole. Vi skynder os derfor at få en håndfuld kold vand i hovedet, og vi tager hurtigt noget varmt tøj på. Værelset er nemlig meget koldt i dag, og vi får faktisk helt røde næser af at være derinde.

Kender I den om Rudolf. Rudolf med den røde tud? Han var et gammelt rensdyr, og så helt forfærdelig ud. Alle de andre rensdyr lo så Rudolf, han blev flov over sin røde næse, det var ikke spor af sjov. Men en tåget julenat julenissen skreg: ”Rudolf kom og lys for mig, jeg kan ikke finde vej.” Og I kan tro at Rudolf´s næse lyste som et fyr. Skål for de røde næser. Dejligt juleeventyr!

Det er lidt pudsigt, for netop den sang synger vi oppe i skolen i dag. Vi har alle sammen kolde næser og tæer, men det er som om det hjælper lidt, når vi står i vores rækker og synger morgensang. I første time har vi regning, og lærer Sinkbæk er vores lærer. Han er lidt skrap, for selvom det er koldt, skal vi tage vores jakker af ude på gangen, nøjagtig som vi plejer. Vi skal også “brætte” vores ærmer op inde i klasseværelset, for nu skal vi til at skrive regnestykker ned i vores hæfter med blyant og kuglepen, og så er det bedst, at vi sidder ordentligt på vores stole og er parate til at lære noget! Han kan, som sagt, godt være lidt skrap og endda råbe højt efter os, men hvis vi følger med i hans timer, kan han også være rar. Han kan dog aldrig lade være med at give os regnestykker for til næste dag, og det brokker vi os aldrig over.

I eftermiddag kører vi ind til bedstemor inde i Sønderholm. Vi skal se, om hun har klaret de kolde minusgrader, og se om hun har det godt. Hendes mand døde sidste år i september måned, og nu bor hun i et hus på Skakvejen. Kurt og mig synes det er sjovt, at hun bor inde i byen, for så kan vi somme tider få lov til at sove derinde, hvis mor og far skal i byen, og så kan vi lege med nogle af vores klassekammerater derinde!

Bedstemor er i gang med at finde sit julepynt frem, og mor og far hjælper hende med at hænge stjernen op. Vi får selvfølgelig kaffe, og Kurt, far og Ole snakker om traktorer, maskiner og lastbiler. Ole er vores bedstemors dreng og mors lillebror, og han er næsten voksen. Bedstemor, mor og mig snakker om noget helt andet, for vi kikker på den måtte, som bedstemor er ved at hækle. Måtten er af plastik, og plastikken har hun gemt fra de poser, hun køber mælk i! Tænk, hver gang hun har drukket en liter mælk, så gemmer hun posen, vasker den og klipper den i lange strimler. Vi synes, det er lidt sejt, at vores bedstemor køber mælk, men hun bor jo i byen nu, og det ser godt ud, når de lange strimler forvandler sig til en flot blå-og hvidfarvet bademåtte! Bedstemor laver også nytårshatte, men dem må vi høre om en anden dag, for nu skal vi hjem og se om der er noget, der er frosset fast ude i kohuset. For hvis der er det, må far og mor ordne det først, og så er det ikke sikkert de får set julekalender i aften. Vi krydser virkelig fingre for at alt er i orden derhjemme.

 

Onsdag den 12. december. Ørepine-dag

Det varede længe inden mor og far kom ind ude fra ko-huset i går. Der var ingen vand i vandhanerne og bærmen til køerne kunne heller ikke løbe, som den plejede, og Kurt og mig var ude at hjælpe med både at strø halm og hente roer til køerne. Vi var godt trætte, og når der er noget, der driller derude, er far og mor heller ikke så pjattede med at have køer og grise.

Nu ligger jeg så her i min seng. Kurt er cyklet i skole, og der er helt stille inde i soveværelset. Jeg har nemlig fået lov til at ligge i mors seng, mens hun er ude at gøre arbejdet færdigt i kohuset. I nat har jeg haft så forfærdelig ondt i det ene øre at jeg kom til at græde. Mor havde heldigvis nogle øredråber, som hun puttede ned i det, og det hjalp da også lidt. Men i dag skal jeg ikke i skole, og det er jeg bare ærgerlig over, for jeg havde lavet alle mine lektier, og nu skal jeg bare kede mig hele dagen!

Da mor og far kommer ind, står jeg selvfølgelig op, og vi får morgenmad. Fars bukser lugter, og der er ligefrem møj på dem. Han synes det er sjovt, når han opdager, hvor beskidt han er, for så kan han finde på at tage en lommekniv og skrabe det af! Mor er heller ikke helt tilfreds med det. Og hvis hun ser at hans underarme er fyldte med skidt, siger hun det som regel til ham, men han er jo hurtig ude af døren igen, så det er ikke altid det kan betale sig.

Jeg har det bedre nu, og da mor finder den gamle juleplakat frem fra julekassen, kan jeg faktisk slet ikke mærke min ørepine mere. Hvert år skal den hænges op ude i køkkenet ved bordet, hvor vi spiser, og det er efterhånden let at se, at den har været brugt i mange år. Alle hjørnerne er nemlig flossede og lidt ødelagte, og man kan se, at mor har prøvet at reparere dem med klisterbånd.

Juleplakaten er rigtig flot. Den forestiller en nissefamilie, som bor inde i et hyggeligt gammelt hus, og nogle af de små huleklædte nisser laver mad, andre bager brød og kager, mens nogle dækker bord. Der bliver også slappet af i en køjeseng, og der er en, der fejer gulvet. Der er også en stige inde i stuen, og på den står der en nisse, der hænger julepynt op. Der er juleneg og juletæpper og der er knækbrød, der hænger på en stang under loftet, og vi snakker altid om, at det er i Sverige, det foregår. Men det er lige meget, for når vores plakat kommer op på væggen, er det snart jul. Og i dag er det den 12. december, så vi skal til at skynde os!

Jeg kan næsten ikke vente til Kurt kommer hjem fra skole. Og da jeg hører, han er på vej ind, springer jeg ham nærmest i møde, og spørger, – “Har jeg været populær?” Jeg ved godt nok ikke helt, hvad ordet betyder, men han svarer: ”Ja, det har du.” Det er jeg selvfølgelig glad for. Tænk, at nogen har lagt mærke til, at jeg ikke var i skole, og tænk, at nogle af mine veninder har spurgt Kurt, hvad der var i vejen med mig! Det er rart at vide, og jeg får det meget bedre resten af dagen. Nu glæder jeg mig til i morgen, hvor vi skal have en diktat. Det vil sige, at vi har fået nogle ord for til i morgen, som vi skal øve os i at skrive rigtig uden at kikke i bogen! Det bliver spændende!

Mor har været på loftet, og hun har fundet resten af julepynten frem. Vi skal ikke pynte op til jul endnu, men når kasserne er kommet ned i soveværelset kikker vi i dem, og vi synes, det er den pæneste pynt i verden. Vi prøver også, om vi kan huske noget af det, vi lavede til jul sidste år. Det kan vi sagtens, for det er pakket i en pose, og det ligger pænt nede i kassen. Pludselig ser vi også nogle små sorte dimser, der ligger nede i kassen og lugter lidt grimt. Mor siger, at det bare er nogle muselort, som vi ikke skal tage os af.

Sorte Mis kommer så pludselig springende hen til os. ”Hjælp, er der også mus dernede?

 

Torsdag den 13. december. Santa Lucia dag

Mor blev virkelig bange, men der var heldigvis ingen mus. Vi åndede lettede op, for vi har engang set, hvordan mor ser ud, når hun møder en mus. Hun bliver fuldstændig forvirret. Hun kan lide alt, men kan altså bare ikke fordrage mus. Det kan Kurt derimod. Hvis vi har fanget en mus i musefælden, hælder han den altid ud i haven eller ud på gårdspladsen. At musen så som regel finder ind igen, ved han vel også godt!

Nu bæres lyset frem stolt på din krone. Rundt om i hus og hjem sangen skal tone. Nu på Lucia dag hilser vort vennelag. Santa Lucia. Santa Lucia.

Ja. Sådan lyder det oppe i skolen i dag. Jeg ved ikke at det er Luciadag i dag, men til morgensang, inden vi skal til at synge, bliver alle lysene slukket, og det bliver næsten helt mørkt og meget stille. Vi er spændte på hvad der skal ske, men pludselig hører vi nogle piger nynne en fin melodi. Det lyder mægtig pænt, og da lyden kommer nærmere, kan vi se, at det er alle pigerne fra 7. klasse, der går i en lang række, og synger sangen flere gange. Den første pige i rækken har fire hvide stearinlys i en slags adventskrans i håret, og alle lysene er tændte med levende ild! Hun skal gå meget forsigtigt, for når alle pigerne hver har et stearinlys i hånden, og har lange hvide kjoler på og hvide strømpebukser på, ja så kan det selvfølgelig godt være svært. Men de klarer det flot, og vi piger i klassen glæder os allerede til, det bliver vores tur en gang. Drengene glæder sig nok også, men de har mest travlt med at gøre nar af det hele. Far gør også lidt nar af det.

For da han får at vide, at der er Lucia-dag i dag, synger han faktisk også en sang på den samme melodi, men med en helt anden tekst:

Har Fruen skidt i dag, så vil jeg gerne ha´, det der siden hen er faldet fra til skraldemanden!

Far siger, at man i gamle dage ikke havde noget toilet, og så kom der om morgenen en skraldemand og hentede det, man i løbet af natten havde tisset eller lavet i sin potte! Jeg tænker, det er lidt ulækkert, men kommer så i tanke om, at det er ikke så mange år siden, at mor og far fik et wc inde i huset. Da Kurt og mig blev født, havde vi slet ikke noget badeværelse, og så gik mor og far ud bag ved køerne, hvis de skulle “lave”. Det er nu godt, at smeden fra Sønderholm har fået installeret en wc-kumme og en bruser til os, for så kan vi også komme i brusebad en gang i mellem. Det var vist også mest inde i byerne de havde skraldemænd, for på landet har vi da heller ikke nogen i dag. Vi smider vores kartoffelskrald ud til grisene, og det meste af det andet affald vi har, får grisene lov til at lege med, og det kan de hygge sig med en hel dag!

Mor har gjort rent hele dagen. Hun har vasket alle vinduerne og gardinerne. Undergardinerne har hun hængt våde op, og de andre gardiner har hun strøget. Nu lugter det rent og godt. Hun har også tørret alle møblerne over med teaktræsolie, støvsuget alle gulvtæpperne inde i stuen og vasket godt af nede i bryggerset. For efter, at have gjort gris i stand forleden dag, og efter at have vasket storvask og efter at have kogt hvidkålssuppe af de sidste griseben, ja, så var der også blevet meget beskidt dernede, så mor gav det en ordentlig omgang!

Julen er ved at snige sig ind i vores hus, og far synes, at stjernen skal op i dag. Kluntet kravler han op på den nærmeste lænestol og sætter den op på det lille søm i vinduet ud mod gården. Det ser pænt ud, og han falder heldigvis ingen steder hen, da han kravler ned igen. Han er så stolt af den 7-takkede papstjerne, som skal op at hænge hvert år, lige indtil julen er ovre. Så kan han få lov at pille den ned igen, men det er helt sikkert, at det er mor, der forsigtig putter den ned i kassen igen, for hvis far gør det, kan det slet ikke undgås at den flotte og tynde elpære springer!

 

Fredag den 14. december. Prinser og prinsesser

Der var engang en prinsesse, som boede inde i en stor by på et lysegråt slot. Hun var så smuk, som hun kunne være, og hun havde de allerfineste kjoler i hele landet. Hendes forældre og hendes søstre havde også pænt tøj, men ikke nær så pænt, som det, den ældste prinsesse havde på, for hun skulle en dag blive en dronning.

En dag, da hun var voksen, mødte hun en ung mand. Han var rank og flot, og de to blev glade for hinanden, og de blev forlovede. Manden kom fra et andet land, men det gjorde ingenting, for han lærte at tale prinsessens sprog, og nu ville de gifte sig. Hele det ganske land var ikke indbudt til festen, men det var fjernsynet, og det blev et prægtigt bryllup!

Lone og mig så prinsesse Margrethe og prins Henriks bryllup i fjernsynet her i sommers, og vi leger også tit ”fine damer”. Vi låner nogle gamle kjoler fra vores mødres loft, og vi går også tit i deres høje højhælede sko. Når vi så synger og danser, lader vi som om der er massevis af publikum, der kikker på. Og hvis vi finder et par halmballer og bruger dem som en scene, tager vi en lang pind og stikker den i halmen. Den er så vores mikrofon. Der findes vist ikke den Giro 413-melodi, som vi ikke kan synge med på, og der findes slet ingen kjoler, vi ikke kan danse i. Og når det gælder påklædningsdukker, findes der heller ikke den dukke, vi ikke kan klippe, eller den kjole, vi ikke kan tegne!

Det lyder måske lidt pralende, men påklædningsdukker er altså vores bedste leg. Vi bruger farvekridt og tusser, og vi tegner nogle helt nye mønstre, og vi tror vi engang bliver berømte for det! Men det ender nok aldrig sådan, for når så Kurt kommer og tegner nogle kjoler, der er endnu smartere og endnu sjovere. Ja, så sidder vi bare og kikker lidt forbavsede på ham. For han skal jo tegne traktorer, maskiner og huse, og den slags!

Kurt graver i sukkeret! Det vil sige, at når han skal have noget sukker på grøden om middagen, så kan han finde på at hente sin gravko frem og stille den på bordet og lege at han er chauffør på en stor gravemaskine. Han elsker nemlig alt der kan køre og dreje. En gang sad han og manglede nogle Lego, der kunne dreje, og så prøvede han et opfinde dem selv. Far og mor syntes de var så specielle, at han fik lov til at sende et brev til Lego-fabrikken, hvor han skrev om sin opfindelse! Nu ved jeg ikke, om de har læst brevet, men det er da helt sikkert, at min storebror Kurt har hjulpet dem med at opfinde den lille runde drejeskive, der kan købes i alle legetøjsbutikkerne!

I Kurts klasse er de dygtige, og de har mange lektier for. Hver dag, når jeg møder nogle af dem, siger de altid: ”Hej Kurts bette-søster” Det er både Lilli, Birthe, Else, Jette, Britta, Gitte, Bodil, Mona, Helle, Ole, Jens, Poul, Tommy, Peter og Ole. Alle mener faktisk også at Kurt er klog, men de skal egentlig lige vide, at da Kurt var en lille dreng, kunne han slet ikke sige mit navn Karen, så derfor bliver jeg kaldt for Søs!

Det er jeg faktisk ikke så glad for længere. For når man er begyndt at gå i skole, skal man kaldes sit rigtige navn. Så derfor er jeg begyndt at sige, at man skal give mig 10 øre hver gang mor, far eller Kurt kommer til at sige Søs i stedet for Karen! Det går bare ikke så godt med det, og nu hvor det snart er jul, behøver de ikke at give mig penge. Og jeg synes faktisk også det lyder mærkeligt, når de siger Karen. Men når jeg bliver stor, vil jeg selvfølgelig ikke kaldes Søs mere!

I aften skal vi have tvebakker med varm mælk på. Vi får tre tvebakker hver, og når vi ikke knuser dem, men bare lader dem ligge og suge al mælken, kan den sidste tvebak sagtens komme til at fylde hele tallerknen! Gad vide om de også gør sådan noget hjemme hos kongen og dronningen?

 

Lørdag den 15.december. Aalborg by

Nu varer det ikke så længe inden det er juleaften, og Kurt og mig glæder os mere og mere for hver dag der går. Lågerne på papkalenderne er ved at være trælse, så dem er vi begyndt at pille af. Vi er heller ikke så pjattede med at følge med i, hvad der gemmer sig af tegninger inde bag ved lågerne, men vi åbner dem nu alligevel hver dag.

Mor og far skal til Aalborg i dag, og vi har fået lov til at komme med, når vi har fri fra skole. Hvis far har ondt i ryggen, har han nemlig en aftale om at besøge en kiropraktor ude på Vesterbro, og ondt i ryggen fik han i går. Han var nemlig blevet uenig med en ko, som ikke ville stå stille mens han satte malkemaskinen på dens yver, og koen kom til at træde ham over tæerne. Så kan det nok være, at far får de store ord frem. Vores far er nemlig super verdensmester i bandeord!

Når han for eksempel bliver rigtig gal på en ko, skælder han så meget ud, at han får sagt en masse ord i en lang række, som vi slet ikke vidste var bandeord. At skrive dem ned, er der ingen, der har gjort, og det er nok også bedst.

Mor har lige fået kørekort, men hun føler sig slet ikke så øvet til at køre bil endnu. Alligevel er det hende, der sætter sig ind bag ved rattet, da vi i eftermiddag kører ud til Aalborg. Fars ryg driller så meget, at han ikke kan køre bilen, så mor er nødt til at køre. Oppe fra himlen kommer der pludselig en masse sne, og det begynder også at fyge med sne ude på vejene. Heldigvis har vejmændene sat nogle lange sneskærme op langs vejene, så sneen bliver liggende på markerne.

Ved kiropraktoren i Aalborg får far snart behandlet sin ryg. Kiropraktoren har givet far et slag i nakken, og da han kommer ned til bilen, ser han faktisk helt frisk ud igen. Han synes, vi skal gå en tur ind til byen. ”Nu, hvor vi er herude, kan vi da vist også lige finde et par julegaver.

Det synes vi selvfølgelig alle sammen er en god idé, for Kurt og mig ved en masse om julegaver. Men vi anede ikke, at den historie om juleaften, som vi også lærer om oppe i skolen, også findes inde midt i Aalborg!

Lige foran os i en stor ny butik der hedder Salling, er der lavet en hel juleudstilling inde bag ved vinduet! Her står Josef og Maria med deres lille barn. Der er både engle og hyrden, og rundt omkring er der en masse nisser, der løber og leger. De spiser risengrød og de kører i tog, de tumler rundt i sneen, og de har det herligt med både deres nissemor og nissefar, og nogle af nissebørnene danser med deres nissebedsteforældre. Det hele er selvfølgelig udstoppede figurer, og Kurt kan også godt se, at mekanikken bare er en motor med nogle snoretræk på. Men vi står længe og kikker på udstillingen, og nu er vi godt nok ved at være i julestemning.

Det bliver så heller ikke ringere af, at midt på den store plads, inde mellem alle butikkerne i Aalborg, står der det højeste juletræ, vi nogensinde har set. Og nu hvor det sner lige så stille, står vi igen bare og kikker og nyder de rigtig mange elektriske pærer, som lyser hele byen op!

Vi får slet ikke købt nogle julegaver, og da vi kommer hjem lægger far sig på ottomanen. Vi kan se, at han har sit korset på, så han skal nok få en rask ryg igen. Der er jo ikke andre end ham, der kan sætte malkemaskinerne på køernes yver, og når malkningen er godt i gang, plejer han også altid at stå og pille køerne ved halen og får rettet sin ryg op, mens mælken render ned i spanden.

I aften går alting som det plejer, og den ko, der fik skæld ud i går, har glemt det hele. Nu står den bare stille og roligt og bliver malket. Den gumler på sin mad, og men holder alligevel øje med, hvad far laver.

 

Søndag den 16.december. På besøg i Ålestrup

Sorte Mis har lige spist en mus. Musen blev fanget under håndvasken ude i køkkenet, så nu ligger den sorte kat og slænger sig i solen. Den er blevet godt mæt, og fordi den har løbet og leget med musen i lang tid inden den døde, så er katten blevet træt.

Men Kurt og mig er friske. Vi skal ned til bedstemor og bedstefar i Ålestrup i dag, og vi skal spise middagsmad der nede. Bedstemor har inviteret hele familien, og vi er efterhånden mange: Fars ene bror hedder Jens. Han er gift med Marie, og de har fem børn. Fars anden bror hedder Søren, og han er gift med Aase, og de har tre børn. Når bedstemor så også har inviteret nogle af hendes søskende og nogle af bedstefars søskende, med mænd og koner, ja så bliver hele huset fyldt med mennesker.

Vi har det også rart dernede, og når vi store fætre og kusiner får lov til at sidde ved det samme bord, så spiser vi pænt vores mad, men vi griner og fniser også lidt. Først får vi flæskesteg med svær på. Til det får vi kartofler med brun sovs og rødkål til. Bedstemor har altid lavet nogle rødbeder, asier og græskar, så de små skåle med de mange syltede ting, sender vi fra den ene til den anden. Der er forresten også syltetøj, og det er det samme, som dét Kurt og mig kalder for ”bø”. Det betyder marmelade, men vi kunne ikke sige det svære ord, da vi var små, så nu kalder vi det bare ”bø”.

Til efterret får vi budding. Mor har lavet to store skåle fyldt med budding hjemme fra. Hun har fyldt løvebuddingformen helt op, så nu er det med at gribe skeen, og få en stor portion op på den fine isasiet. Bedstemor har meget porcelæn, og når alle bordene er dækket med hvide duge og det pæne stel med guldkanter på, der står i lige rækker, så synes bedstemor, at vi skal passe ekstra meget på for ikke at slå det i stykker. Det er nu heller aldrig sket, for på en eller anden måde, ved vi godt, at vi skal være ekstra forsigtige, når vi er på besøg hernede.

Når vi er færdige med at spise, skal mor og alle de andre damer hjælpe bedstemor med at vaske op. Mændene stækker benene udenfor langs med vejen ude ved bilerne, og de får sig en cigaret eller en cigar mere. Alle os børn Jørgen, Lisbeth, Kurt, Oluf, Kirsten, Henrik, Jens, Hanne, Ane og mig leger inden døre. Vi har ikke varmt tøj med, så vi finder noget af bedstemors legetøj inde på det lille værelse. Her er bare en lille kasse med nogle småting, så vi har som regel noget med selv. Vi piger bytter hønseringe, og leger med vandfarver og drengene har deres traktorer og maskiner med, men det ender altid med, at vi bare leger ude på den lange gang, korridoren, hvor vi enten fanger hinanden, kaster med noget eller bare forestiller os noget forskelligt. Det er faktisk ligegyldigt, hvad vi leger, for vi har det så sjovt og vi griner rigtig meget.

Om sommeren skiftes vi til at være på ferie nede ved bedstemor og bedstefar. De to piger Lisbeth og Kirsten er som regel sammen med mig. Kurt er sammen med Jørgen og Oluf og når Jens og Henrik bliver lige så store som os, kommer de sikkert også ned på ferie ved Ålestrup Rosenpark.

Bedstemors yndlingssted er nemlig Rosenparken, og den ligger lige i nærheden af hvor hun og bedstefar bor. Vi skal bare over vejen, forbi deres to heste, hen langs med skoven, over engen og over på den anden side af åen, så er vi der. Nu er Rosenparken jo et fint sted, men det nu ikke roserne vi er mest interesserede i og spæner efter. Nej, vi løber altid i vældig fart for at komme først hen til broen og kikke ned i vandet. Her er der spændende at være, og når så drengene spørger om der er nogle, der tør stikke en fod ned i åen, så synes vi piger altid at vandet løber noget stærkt, det er også altid koldt og der er fisk deri, men det skal da lige prøves alligevel.

 

Mandag den 17. december. En ganske almindelig dag i december

Efter de røde og grønne sodavand, kaffekage med rosiner og sukat, flødeskumslagkage og hjemmebagte rutebiler, kørte vi i går eftermiddags hjem til Sønderholm igen. Det havde været en rigtig god dag, så vi hoppede lige på hovedet i seng, da julekalenderen var færdig.

Nu er det morgen, og vi skal i skole. Der er ikke mange dage til jul, og stearinlyset ude i køkkenet bliver da også mindre og mindre for hver dag, der går. Mælkekusken kommer hver dag inden klokken ni. Han henter det mælk, som far har malket ud af køernes yver, og al mælken hælder han i spande, som så løftes op på mælkekuskens vogn. Mælken bliver kørt ind til Sønderholm Mejeri, hvor den sies og køles ned, og fløden skummes af. Så kan den kølige mælk sælges inde i byen, eller de kan vælge at lave smør, ost eller kærnemælk ud af den. Vi får også somme tider kærnemælk. Vi elsker at drikke den tykke lidt syrlige mælk, men det er allerbedst, når mor laver kærnemælkssuppe ud af den. Så pisker hun også altid et par æg med sukker, og når de to ting så blandes sammen, findes der ikke noget bedre.

Telefonen ringer. Vi skal tie stille for far tager røret til øret for at høre, hvem der har ringet til os. Telefonen står inde på skrivebordet inde i stuen, og hvis han skal snakke længe lukker mor døren derind. Det er Jens Peter Strauss, der ringer. Han er færdig med at køre mælk, og da han er kommet hjem, ser han at han har en ko, som er ved at føde en kalv. Far springer straks i sit tøj og kører af sted til vores nabo. Kurt følger selvfølgelig med, og nu hvor der er stille herhjemme, går mor og mig i gang med at sy.

Mors symaskine står altid fremme inde på det lille værelse. Hun er meget god til at sy. Hun har lært det for mange år siden, så hun glemmer det vist aldrig. Hun kan sy både bukser med lynlås, nederdele med flotte knapper og slids i siden, hun kan også sy ærmer i skjorter og i bluser! Hun er også ekspert i at sy foer i jakker! Så der findes vist ikke den ting, som vores mor ikke kan sy.

I dag vil hun sy af det stykke stof, som posten kom med i sidste uge. Mor havde for længe siden set stoffet i Daells Varehus´ blad, og bestilt det. Posten kommer hver dag, og han har breve og vores Amtstidende-avis med. Hvis mor og far skal betale regninger, lægger de bare pengene til ham, så ordner han også det. Skulle der så være en kop kaffe på kanden, siger han bestemt heller aldrig nej tak til det, for han er en rar post, og han cykler langt hver dag og trænger derfor tit til et lille hvil.

Mor skyndte sig at åbne pakken fra København, og vi fik slet ikke set, hvad det var deri. Hun var temmelig hemmelighedsfuld, men det har helt sikkert noget med julen at gøre. Nu vil hun lave sig en kjole til juleaften, og der er lige præcis stof nok til, at jeg også kan få en kjole af det flotte stof. Mor måler og tegner mønstre, og hun er dygtig til det, og det varer som regel aldrig særlig længe inden kjolerne er færdige. Men i dag driller hendes symaskine, og hun makker med undertråd og overtråd. Hun skifter nål og smører maskinen med symaskineolie. Endelig går den i gang, men den syer bare ikke så pænt, som den plejer. Nu er mor ved at blive træt af den, for hun havde glædet sig til at kunne sy kjolerne færdige, for der er flere gaver, hun skal have lavet inden juleaften. Nu lægger hun det hele til side, og begynder at bage en brun kage. Far og Kurt kommer sikkert snart hjem, og har selvfølgelig fået kaffe henne hos Inger og Jens Peter, men vi kan altid spise en kage med hvid glasur til aftenkaffen.

Nu dukker far og Kurt op. De fortæller, at det var en stor tyrekalv, der blev født, og at far havde trukket alt, hvad han kunne. Så nu var hans bukser revnet, og da havde mor og mig ellers lige glemt alt om den dumme symaskine!

 

Tirsdag den 18. december. Kasteskyts

Når vækkeuret ringer er klokken syv om morgenen. Kurt er hurtigst ude af sengen, mens jeg bliver inde på værelset og ligger lidt under min varme dyne. Kurt har travlt i dag, for han skal nemlig til børnefødselsdag i eftermiddag, og han har ikke fået købt en gave til den klassekammerat, der fylder år. Nu er gode råd dyre, men den opfindsomme Kurt finder en femkrone mønt og en nylavet slangebøsse. Pakker begge dele ind i avispapir, sølvpapir og gavepapir, og til sidst vikles pakken ind i rigtig mange elastikker på kryds og tværs. Nu bliver kammeraten forhåbentlig glad, for en slangebøsse, der er lavet af den bedste elmetræsgren og et stykke cykelslange der er stærk nok til en pæn stor sten, er bestemt ikke den værste gave at få.

I skolen er flaget hejst, og vi synger alle sammen fødselsdagssangen for den dreng, der fylder 8 år i dag. Han skal også op til skoleinspektøren og give ham hånden, og det synes han er underligt, men han gør det. Og nu tænker jeg på, det heldigvis varer længe, inden det bliver min tur til at fylde år på skolen.

I den første time har vi dansk. Det er skønt at lære at skrive, og vi lærer formskrift. I Kurts klasse lærer de skråskrift, og den skrift er næsten ikke til at læse, så jeg er glad for, at fru Kristensen har bestemt sig for den bløde formskrift. Vi sidder alle sammen meget stille og skriver. Først et a i en lang række i hæftet, og så et b i en lang række i hæftet. Det er klart, at nogle af drengene bliver utålmodige og begynder at kede sig, og pludselig får man et lille stykke papir i nakken. Papiret er foldet sammen så det lige kan kastes med et stykke elastik, og når det først rammer en, kan det godt gøre ondt. Det gør det bare ikke i dag. Vi synes faktisk det er sjovt, og så får vi altid et lille smil fra drengene.

Derhjemme er der brasede kartofler med frikadeller og rødbeder, og så er der øllebrød til efterret. Øllebrøden er lavet af noget gammelt rugbrød, som er blødt op i vand. Her op til jul kan mor godt finde på at blande lidt juleøl i, og så smager det ekstra godt. I dag har hun pisket noget fløde til flødeskum. Fløden var ved at trænge til at blive brugt, for den var en lille bitte smule sur, men det gør ingenting, for så putter hun en teskefuld sukker i, og så kan man ikke smage det.

For nogle dage siden var vi begyndt at bage småkager. Selvom vi overhovedet ikke har spist nogle af dem endnu, skal vi i dag have bagt de sidste julesmåkager; pebernødder, brunkager og klejner. Mor har allerede i formiddags været ved at lave dej til brunkager. Det er en dej, som varmes i en stor gryde, og hvor margarinen smeltes sammen med sirup og en masse mel og krydderier. Nu hvor dejen er rullet ud i lange stænger og de er blevet kolde, er det faktisk hyggeligt at stå og skære de tynde skiver af brunkagepølsen. Brunkagerne skal pyntes med et stykke mandel, og det er rart når mor og mig hjælper hinanden med at få småkagerne til at ligge pænt på rad og række på bagepladen. Nu dufter det over hele huset, og det er da heller ikke til at lade være med at spise en før-juleaftensmåkage.

Da vi skal til at bage pebernødder er Lone kommet på besøg. Nu går det fantastisk hurtigt med både at rulle dejen ud i tynde stænger, skære dem ud i bitte små stykker, trille dem til små kugler, og til sidst holde øje med, at pebernødderne ikke bliver alt for mørke inde i ovnen. Ovnen kan godt være svær at regulere, for når den varmer ved hjælp af gas, skal temperaturen være et sted mellem tændt eller slukket. Klejnerne ordner mor selv. Hun er skrap til at vride dejen rundt med fingrene, og da far kommer ind, spiser han et par nybagte klejner og kaster også en ud til Muddi på trappen.

 

Onsdag den 19.december. Hvad kan man ønske sig?

Jeg vil skrive mig en ønskeseddel i dag, og den kan godt blive meget lang. Jeg finder straks en blok frem med helt fine linjer på, men da jeg skal til at begynde, kan jeg faktisk ikke huske, hvad jeg ønsker mig. I skolen er der piger, som ønsker sig tøj, sløjfebånd og skoleting, men min mor syer mit tøj, så jeg skal nok ikke ønske mig noget fra forretningerne. Sløjfer ønsker jeg mig heller ikke, for da jeg skulle til at gå i skole bestemte min mor, at jeg skulle have klippet mit hår kort. Mor var godt nok lidt ked af det, for frisøren havde klippet mig i drengefrisure, og det havde ikke været meningen. Men pyt med det. De tynde fletninger er her ikke mere, og nu er det kun de andre piger i klassen, der har langt hår.

Jeg kunne egentlig også godt ønske mig nogle skoleting, men da jeg blev syv år i sommer, fik jeg både en cykel af min bedstefar og bedstemor i Ålestrup, et flot penalhus af min bedstemor inde i Sønderholm og en skoletaske af mor og far.

Det eneste jeg får skrevet på mit papir, er den dukke, der sidder nede i legetøjsforretningen i Nibe. Hun er så fin og sød, og så har hun noget meget pænt tøj på. Jeg kunne sagtens forestille mig, hvordan hun kunne bo hos os, og hvordan hun ville opleve at være min lille pige. Jeg kunne sy noget mere tøj til hende. Jeg kunne sørge for at hun fik noget mad, og hjælpe hende med at finde sin seng. Jeg kunne rede hendes lange hår, og jeg kunne lege, at vi gik i byen sammen med Lones dukker. Dukken og mig kunne i det hele taget blive de bedste venner, og så behøver man ikke ønske sig mere. Kurt er også ved at skrive en ønskeseddel, og han har det akkurat ligesom mig. For vi har godt nok en masse ønsker, og vi kan også godt skrive nogle af dem ned, men vi ved, at mor og far sagtens kan finde ud af, hvad vi lige står og mangler til jul, eller når Dalls Varehus´ blad er kommet, kan man jo altid kikke i det og få gode idéer.

I sommers var jeg lidt uheldig at slå en fortand ud. Mors bror Ole kom til at fægte med et langt skohorn, og da det skete, ramte det min mund og tanden faldt desværre ud. Jeg har været ved tandlægen mange gange, og det er godt han bor nede i Nibe, for så kan mor også køre mig derned. Nu ønsker jeg mig en rigtig tand, for når jeg hører sangen i radioen: ”Det eneste, jeg ønsker mig til jul, er to nye tænder,” kommer jeg altid til at tænke på, at min sølvtand engang skal laves om til en rigtig tand. Og det glæder jeg mig rigtig meget til, men ind til det sker, må jeg passe godt på min sølvtand.

Far er til et eller anden bestyrelsesmøde i aften, så mor, Kurt og mig er derfor alene hjemme. Vi har taget julepynten ind i stuen, og nu pynter vi op i hele huset. Vi hænger julehjerter op i vinduerne, sætter alle de figurer og lysestager frem der handler om jul, og vi går i gang mad at lave et nisselandskab oven på fjernsynet.

Det gjorde vi også sidste år, så vi ved hvad vi skal bruge. Mor har heldigvis noget vat liggende, og vi får lov til at bruge næsten det hele af pakken! Det ser rigtig flot ud når sneen ligger i et tykt lag, og nu mangler vi bare en sø. Kurt finder et lille spejl ude på badeværelset, og så går vi ellers i gang med at sætte en masse forskellige nisser frem, et lille hus og nogle andre ting, der pynter op på det lille stykke julelandskab. Kurt og mig pynter også op inde på vores værelse. Men inden vi hænger en uro op i vinduet, hopper vi op i sengene og slår et par kolbøtter. Det skal man her op til jul!

Der er hyggeligt over det hele nu, og mor har tændt et stearinlys inde i stuen. Hun har også været nede i kælderen for at finde et par småkager til os, og inden vi går i seng får hun pludselig lyst til at læse en julehistorie for os. Det er ikke så tit det sker, men det er rart at sidde lige så stille inde i stuen og høre hendes stemme.

 

Torsdag den 20. december. Historien om jul

Der var engang en mand der hed Josef, og der var engang en kvinde, der hed Maria. De boede langt væk fra Danmark, og det er mange år siden de levede.

De havde fået besked på at gå til den nærmeste store by for at lade sig indskrive. Det vil sige, at alle menneskene i byerne og på landet skulle tælles op, og nu gik Josef og Maria den lange vej derhen. Maria var gravid, og hun kunne føde et barn, hvornår det skulle være, men hun håbede på at de nåede derhen, inden det skete. I byen Betlehem fik de lov til at overnatte i en stald, og pludselig kunne Maria mærke, at barnet var på vej. Hun fødte en lille dreng, og hun og Josef var lykkelige, og de lagde ham ned i en lille ”vugge”. Det var ikke nogen rigtig vugge, men dér hvor køerne normalt drikker deres vand fra, kaldes en krybbe, og der i halmen lagde de ham, og svøbte et stykke tøj omkring ham.

På samme tid ude på marken gik der nogle hyrder, og de passede på at deres får og geder ikke skulle løbe væk fra dem. Der var mange stjerner på himlen, men en af dem lyste meget mere end de andre, og pludselig stod der tre engle foran dem. Englene var nærmest lyslevende, og der var et stærkt lys omkring dem. Hyrderne blev naturligvis bange, men den ene engel sagde til dem, at det skulle de ikke være. Englen havde nemlig en rigtig glædelig nyhed til dem, og det var, at der var født et barn i nat, og han var vores alle sammens frelser. Det vil sige, at han var vores redningsmand, og når dette barn var født på jorden, skulle vi alle sammen få det godt!

Nu fik hyrderne travlt, for de havde fået besked på at finde det lille barn, som var født inde i Betlehem, men hvor var han? Det varede nu ikke så længe inden de fandt stalden, hvor Josef og Maria og det lille barn lå. Og nu fortalte hyrderne dem hele historien om, hvad englene fra himlen havde sagt, og om at deres lille barn også var Guds barn.

Josef og Maria kunne ikke helt forstå det, men det måtte jo passe, når de fattige hyrder havde set og oplevet det så virkeligt. Nu blev barnet kaldt for Jesus, og hyrderne gik tilbage ud på marken og de takkede Gud for det lykkelige, der var sket.

Nå, er det derfor vi fejrer jul? Er det derfor, vi alle sammen giver hinanden gaver? Er det derfor, vi sender små julekort for at ønske hinanden en rigtig gældelig jul? Er det derfor, vi pynter op med stjerner og andre ting inde i vores huse? Er det derfor, vi alle sammen laver en masse småkager og slagter en gris inden jul? Er det derfor, vi skal have et juletræ, der bliver pyntet med hjerter og engle? Er det derfor, vi har hyggetimer oppe i skolen, hvor vi leger og har det rart? Er det derfor, vi tænder adventskransen, så vi kan se hvor mange søndage, der er til jul? Er det derfor, nogle går i kirke juleaften og at vi altid er sammen med hele familien juleaften og i alle juledagene?

Ja. Egentlig er det fordi et lille barn nede i Israel blev født for mange år siden. Helt nøjagtigt blev han født i år 0. For først efter han blev født, begyndte man at skrive årstal. Nu skriver vi 1967, så derfor er det 1967 år siden den lille dreng Jesus blev født, men historien om ham kan vi alle sammen huske alligevel. Og det skyldes vel sagtens, at der var nogle, der skrev den ned. For det var jo næsten som et eventyr, og derfor syntes folkene dengang, at hele verden skulle kende til historien.

Lærerinden Fru Otte fortæller og fortæller, og vi lytter og vi lytter. Selv drengene holder mund, når den ældre dame sidder ved katederet og smiler til os alle sammen. Da timen er slut, løber vi ud i skolegården. Vi skal nemlig alle sammen være udenfor i frikvarteret – og så kan både vi og klasseværelset få noget frisk luft.

 

Fredag den 21. december. Julehilsen

Jeg ved ikke hvad der skal ske i oppe skolen i dag. Vi har nærmest ikke haft nogle lektier for, så det virker ikke som om, at vi skal lave skolearbejde i dag. Lærerne er så glade, og der er tændt stearinlys inde på lærerværelset.

Inde i vores klasseværelse er der også rigtig hyggeligt. Det store kalenderlys, er næsten brændt helt ned, og der hænger en masse røde hjerter oppe i loftet. Dem har vi klippet ud af pap og hængt op i forskellige sytråde-længder. Jeg synes vi har det hyggeligste klasseværelse på hele skolen, men det synes de andre børn forhåbentlig også. Kurts klasseværelse ligger lige ved siden af vores, og derinde har de pyntet med flettede stjerner over det hele, men de er jo også alle sammen næsten 8 år, så det er nok derfor de kan finde ud af at samle de mange strimler, så det til sidst ligner en stjerne.

I alle timerne har vi hygget os, og i morgen skal vi slet ikke lave noget. I Håndgerningstimen får vi alle de ting med hjem, som vi har lavet til julegaver, og vi får også lov til at pakke dem ind og sætte små til og fra sedler på. På den lille nålepudepakke skriver jeg – Til Mor fra Karen. Det ser meget godt ud, når jeg skriver alle bogstaverne sammen, og jeg er spændt på om hun bliver glad for gaven. I Formningstimen får vi også vores gaver med hjem. Til Far fra Søs. Far får en stor pakke tændstikker, og vi har fået at vide, at det hedder en husholdningstændstiksæske. Det er godt nok et svært ord, og hjemme hos os køber vi altid de små almindelige æsker. Men nu får far en stor æske af mig, og så kan han rigtig se, hvor omhyggelig jeg har været med at lime de små pinde ovenpå. Det har været er stort arbejde, men hver gang vi har arbejdet med det, har jeg næsten ikke kunnet vente med at se, hvordan far forhåbentlig bliver meget glad for gaven.

Derhjemme hjælper vi også hinanden med at pakke nogle gaver ind. Mor har gemt noget julepapir fra sidste år, og når det har ligget glat og pænt hele året, er det ikke til at se at det har været brugt. Mor har også en pose med nogle bånd. De er røde og hvideog ligner de stofbånd, som vores adventskrans hænger i. Jeg synes alle pakkerne bliver flotte, og mor er god til at lave nogle pæne sløjfer til sidst. Far kan vist ikke finde ud af det med at pakke gaver ind, men så er det godt, at når han køber gaver, så får han altid damen i butikken til at ”slå et stykke papir” rundt om gaven. Damerne bruger altid meget mere papir og klisterbånd, end vi bruger herhjemme og somme tider sætter de også en færdig sløjfe på med lim! Vi synes faktisk butikkernes gaver bliver pakket pænest ind, men det siger vi ikke højt.

I eftermiddag sætter far og mor sig inde i stuen ved spisebordet. De har fundet alle de julekort frem, som vi fik sidste år, og nu vil de gå i gang med at skrive nogle nye. Kurt og mig synes det er hyggeligt, når de sidder og skriver, og vi hjælper dem gerne med at sætte frimærker og julemærker på. Far starter som regel sådan:

Julen 1967. Kære Marius og Kathrine. Glædelig Jul og et Godt Nytår. Som tiden dog går. Tak for de mange gode stunder vi har haft sammen i årets løb. Vi ses jo 2. juledag hos Jens og Marie. Hilsen Mie og Christen og børn.

Mor skriver også julekort, men hun skriver mere og ikke så hurtigt som far. Hun gør sig også altid umage med at skrive ordene så pænt som muligt, og vi griner somme tider af hende, når hun skriver forkert med kuglepennen. Det forkerte ord kan jo ikke fjernes igen, som når vi bruger en ”snusvækker” til at viske blyantstreger væk med. Vi har godt nok lært, at det hedder et viskelæder, men vi har stadigvæk lidt svært ved at forstå det. For når man visker ud, kommer der da en masse snus, og det skal væk med en ”snusvækker!”

 

Lørdag den 22.december. Sidste skoledag

Mor og far skrev mange julekort i går. De har en stor familie begge to, og nogle af fars soldaterkammerater og mors sy-veninder får også altid en hilsen her fra Sønderholm. VI får så et af dem, hvor vi hører lidt om, hvordan de har det.

Vi skynder os i dag ud i gangen, for nu kan vi høre på Muddi, at posten er på vej. Der er mange regninger, breve og julekort i dag, for der går flere dage inden posten kommer igen. Han og alle de andre postbude har haft meget travlt her op til jul, og nu trænger de til at holde fri i alle helligdagene. Kurt og mig når lige at kikke, hvem der har sendt julekort, inden vi går i skole. Der er nemlig faldet lidt mere sne i nattens løb, så vi bliver nødt til at gå derop. Vi går selvfølgelig op langs med hækken, og vi kan følge de fodspor, som mor og Tove laver, hver gang, de går en tur rundt om markvejen. Tove og mor traver næsten hver dag, for så får de også snakket om alle de ”umulige” børn, der er oppe i skolen, og om alt andet.

Der er nu ingen umulige børn i skolen i dag, og lærerne er også i julehumør. Vi har alle sammen pænt tøj på, og til morgensang foreslår inspektøren, at vi synger Glade Jul, dejlige Jul. Sangstemmerne skal vi så beholde lidt længere, for nu tager vi hinanden i hånden og løber rundt inde i hele skolen, mens vi synger en sang, som vi godt kender der hjemmefra. Sangen er sjov, og til sidst bliver vi enige om at løbe alt, hvad vi kan, og de bageste kan vist slet ikke følge med!

Nu er det jul igen, og nu er det jul igen, og julen varer lige til påske. Nu er det jul igen, og nu er det jul igen, og julen varer lige til påske. Nej, det er ikke sandt. Nej, det er ikke sandt, for ind i mellem komme fasten. Nej det er ikke sandt. Nej, det er ikke sandt, for ind i mellem kommer fasten.

Efter sangen og løbeturen er vi godt trætte og forpustede, men vi kan sagtens holde til at gå ned i kælderen, for vi skal se en film! De mørke gardiner er rullet ned for vinduerne, og nu sidder hele skolen og venter spændt på at lærer Sinkbæk starter filmapperatet, der står på et højt bord inde mellem alle stolene. Vi er spændte på at se filmen, og det er lidt underligt at sidde hernede i mørket, men pludselig begynder filmrullen at køre rundt, og nu starter den sort hvide gamle film. Skolen har her til jul lånt en Gøg og Gokke-film, og den er selvfølgelig meget sjov, men når filmen er slut, spoler læreren filmen tilbage, og så er den faktisk endnu sjovere!

Inden skoledagen er helt slut, står alle lærerne oppe i fælleslokaltet og er parate til at give os hver en appelsin. De ønsker os også en god jul, og på vejen hjem begynder Kurt og mig selvfølgelig at spise appelsinen. Det er der mange andre der også gør, for de orange appelsinskæller ligger overalt, så pedellen får travlt, inden han kan holde juleferie!

Der er ikke så længe til juleaften nu. Den er lige om hjørnet, og vi kan næsten ikke forstå, at det snart er rigtigt. Brugsen holder lukket fra i dag klokken 12, og så åbner den først når alle juledagene er ovre. Mor og far har været i Brugsen i formiddags, og nu er alting blevet købt ind til jul. Der er natron og mel i skuffen, og der er mælk og æg i køleskabet, så mor rører lige en pandekagedej sammen. Hun bager en ordentlig dynge, og når så Lone kommer over og spiser med, får vi hurtigt spist både pandekager, sukker og den jordbærmarmelade, som mor lavede i sommer.

Nu er det vinter, og vi har også set, at der er blevet købt et juletræ. Gad vide om far så kan finde juletræsfoden? Han plejer altid at gemme den de mærkeligste steder.

 

Søndag den 23.december. Lillejuleaftens dag

Nu har vi fri, men køerne skal stadigvæk malkes, grisene skal have vand og grutning, kornet skal kværnes, roerne skal skæres i stykker, halmen skal strøes mellem kalvene, der skal muges ud, fejes og strøes sand. Bærmen er varm og fylder så meget i beholderen, at den er ved at løbe ud. Der er altid noget, der driller, men så er det godt, at vi har far. For han er stærk og han bruger altid lige en selvbinderstrik til at binde noget sammen, og han har altid en kniv i lommen til at skære noget over med. Kniven er ikke særlig flot, for det er en han selv har lavet, men den virker, og den følger med ham overalt! Han bruger nu godt nok en økse til at høvle noget at den tykke træstamme af juletræet, og nu står træet næsten lige. Vi tror ikke, at vi nogen sinde har haft et juletræ, der står helt lige, men det gør ingenting, for vi ved jo, hvordan far han bøvler med det.

Til middag har mor inviteret Kaj og Edith, Anna og Ditte, men også bedstemor og Ole. Det er mors tanter fra Nibe, og da de ingen børn har, synes mor, at de skal komme og spise julefrokost. Bordet inde i stuen er selvfølgelig dækket med det fineste porcelæn og sølvbestik. Dugen er en juledug, hvor der er en masse nisser, juleneg og grantræer på, og inde midt på bordet, er der en rød juleløber, som mor selv har hæklet. Kurt har hjulpet far, og jeg har hjulpet mor, og nu synes vi, det ser pænt ud det hele. Stuen er pyntet med de to sidste juledekorationer, som mor har lavet, og hun gør sig altid umage for at lys, sløjfer og grangrene står rigtigt . Hun sætter også altid små kunstige røde bær og svampe i, og når vi får dekorationerne ind i stuen dufter det nærmest, som om vi er oppe i skoven.

I køkkenet er der nok at lave. Vi skal have sildene skåret ud og puttet dem i skåle, og karrysalaten, som mor selv har lavet af kogte æg, skal også i en skål. Det stuvede hvidkål står i gryden, og her skal vi passe på, det ikke brænder på. Det kolde stykke flæsk og de kolde kogte medister og sylten skal også skæres ud og sættes på et fad. Mors leverpostej bager færdig inde i ovnen, frikadellerne står på panden, og hendes rullepølse skal vi have skåret i skiver. De kovringer, hun hvert år bager til jul, er bare franskbrød i kugler, og vi glæder os til at smage dem i år. Hun har altid lyst til varm nisseøl, så dét skal der også tænkes på. Far har købt en ost inde på mejeriet, og den får mor lov til at tage skorpen af, for far kan nemlig finde på at bruge sin egen lommekniv til det!

Kurt henter juleøl og sodavand i kælderen, og her nede får han øje på den lagkage, som mor har lagt sammen med både creme, marmelade og flødeskum. Han får også øje på det store fad med småkager og konfekt, der er dækket over med et viskestykke, og han kommer til at tænke på i går, da far hjalp med at lave konfekt. Han skulle have sprøjtet nogle små pebermyntepletter ud på et pergamentpapir, men det var han for fummelfingret til. I stedet for gik han i gang med at lave ”Bolchevikker”. Det kalder vi havregryns – kuglerne hjemme hos os. Far trillede godt nok en, men den spiste han selv med det samme, og satte sig ind i stuen for at læse avisen. Han kan slet ikke lave mad, bage eller lave konfekt, og han kommer nok heller aldrig til at lære det!

Nu er gæsterne kommet, og bordet er helt fyldt med mad. Vi snakker om alt muligt, og vi har det rart. Mor får ros for alt det, hun har lavet, og de kan godt lide det hele. Der er slet ikke nogen grund til at kede sig sådan en dag, for når vi har fået kaffe og lagkage og konfekt, tager de hjem, inden det bliver fodertid. De ved nemlig godt, at far skal ud til køerne for at malke klokken cirka fire, og at mor et nødt til at hjælpe ham med det. Mor og mig vasker op og rydder til side. Kurt laver ingenting. Han makker bare med en lommelygte, som han ikke han få til at lyse, og til sidst går han ud i værkstedet og makker videre.

 

Mandag den 24. december. Det er juleaften i aften

I aftes fik vi æbleskiver inden vi gik i seng. Det får vi hvert år, og mor bager dem på den store æbleskivepande, hvor der kan bages 18 æbleskiver på én gang!

Kurt har fået lommelygten til at virke, og nu siger han, at vi ikke skal tænde for lyset oppe i loftet. Hvert år aftenen inden juleaftensdag kommer der nemlig en masse små kravlenisser kravlende frem. De sætter sig på dørkamene over dørene ude i køkkenet og over vinduerne. Nogle af dem hænger med hovedet nedad i lamperne og andre sidder og hygger sig med risengrød i gardinerne inde i stuen. De er her alle sammen og vi kender dem fra sidste år, og Kurts lommelygte kan sagtens nå dem. Bare det var jul hele året, der er så meget spændende, der sker hver dag, og i aften skal vi se om mor og far, bedstemor og Ole bliver glade for de gaver, vi har fundet på.

Jeg kommer pludselig i tanke om, at jeg vist har glemt at pakke en lille gave ind til Kurt. Han får en Anders And blad, men den skal lige pakkes ind i noget andet papir, for han må ikke genkende det papir, som boghandleren bruger. Det er sjovere med en skotøjsæske fyldt med avispapir, og så gætter han det aldrig! Jeg har købt bladet fordi han er vild med Georg Gearløs og alle de andre Anders And figurer. Men det er lidt snyd, for han kan garanteret også læse alle ordene i det!

Jeg er ikke så god til at læse endnu, men da mor spørger, om vi skal hente bedstemor og køre en tur op på kirkegården, er jeg hurtig til at sige, at det synes jeg er en rigtig god idé. På Vokslev kirkegård ligger bedstefar jo. Han har ligget her siden sidste år, og gravstedet er pænt pyntet med blomster om sommeren og med grangrene om vinteren. Mor og bedstemor har lavet en særlig flot dekoration til ham. De savner ham meget, og vi husker mange sjove historier om ham. Han tog for eksempel altid Kurt og mig med ned til Brugsen i Vokslev, og her fik vi et stykke chokolade hver. Det kostede kun 25 øre, og det lignede et lille stykke bark. Det er det bedste og mest knasende chokolade, der findes, og når vi ser det i butikken i dag, tænker vi på vores bedstefar.

Pludselig får mor og mig en lille klump i halsen, da vi står herude ved gravstenen og tænker på den søde mand, men vi griner lidt senere, da vi kører hjem. For den dag, han blev begravet var der en masse mennesker inde i kirken, og de sang alle sammen utroligt højt. Jeg var ikke begyndt i skole endnu og kunne slet ikke synge med i salmebogen, så i stedet for sang jeg en sang jeg kunne uden ad. Og det var – Se den lille kattekilling. Det var der ingen, der hørte, kun min mor.

Juletræstæppet ligger nu på gulvet, og vi får Kurt og far til at sætte træet præcis på midten. Det er et fint træ, og det dufter allerede af juleaften. Inden vi skal gå i gang med at sætte noget pynt på får vi middagsmad. Vi skal bare have mellemmadder, og Kurt og mig kalder en rugbrødsmad for en gammel mellemmad og franskbrødskiven for en ny mellemmad. Det er lidt noget pjat, for ingen af delene er gamle, men vi siger det sikkert fordi, vi allerbedst kan lide franskbrødet.

Når grangrenene på juletræet stikker, er det fordi det er et rødgran, som far har købt, og det er svært at sætte julepynten på. Men vi gør det så godt vi kan, og snart hænger der kræmmerhuse, trommer, hjerter og engle så pænt, som aldrig før. Mor tager sig af glaskuglerne og af flagene, og da vi kikker i kassen igen, opdager vi til vores overraskelse, at vi har glemt julestjernen! Vi plejer at starte med at sætte den på, men i dag foregår det på en anden måde. Kurt er derfor nødt til at hoppe op på en stol og sætte stjernen godt fast, så det nu kan blive et rigtigt juletræ.

Der kommer også små hvide stearinlys på, sølvglimmer i lange baner og små fine roser, som mor har lavet af silkepapir, og også mors gamle glasfugle kommer op på grantræet. Til sidst er der kun de røde hjerter og hvide stjerner, som Kurt og mig har lavet oppe på skolen, og vi finder selvfølgelig også en plads til dem. Nu er træet vældig flot, og vi føler os helt parate til at indtage pladserne omkring juletræet, så vi øver os lige et par omgange.

Det begynder at blive mørkt udenfor. Far er ude i kohuset, og mor er gået ud for at hjælpe ham. Kurt og mig har været i bad. Vi har faktisk været ude på badeværelset i lang tid, og vi har plasket og sprøjtet med vand ud over hele badeværelset. Det bliver mor nok ikke så glad for, så vi prøver på at tørre vandet op igen, men pludselig finder Kurt mors fingerbøl. Det står på hylden ude på badeværelset. Et fingerbøl er den lille tut, man sætter på fingeren, når man skal sy i noget stof. Og mor har været i gang med at sy på min kjole her i formiddags, og så har hun måske glemt, hvor hun satte det.

Nu springer vi i vores nye og pæne tøj og går i gang med at gemme fingerbøl. Kurt gemmer det altid nogle sære steder, så jeg aldrig kan finde det. Han skal godt nok sige, hvor højt han har sat det, og han skal også sige hvis ”det brænder” når jeg er tæt på, men det kan alligevel godt være irriterende at gå et lede efter det i al for lang tid.

Tiden føles nemlig uendelig lang i forvejen. Hvad er klokken nu? Er det snart ved tiden, at vi må tænde for fjernsynet?

Mor går også i brusebad. Hun bruger ikke så lang tid på det, for hun vaskede allerede håret i eftermiddags og satte curlere i. Nu tager hun det tynde tørklæde af, børster sit hår og giver krøllerne en omgang hårlak inden hun går i gang med juleaftensmaden. Heldigvis passer flæskestegen sig selv, rødkålen er snittet og er i gryden. Kartoflerne simrer lige så stille og ris á la manden står i en skål nede i kælderen. Bordet inde i stuen er dækket med en rød dug, og det pæne porcelæn er i brug igen i aften.

Det er en meget dejlig aften i aften, og far har også givet køerne, kalvene og grisene en ekstra skovlfuld grutning, og de har fået lidt mere halm at sove i end de plejer. Muddi har fået lidt ekstra rester mad fra i går, og den sover allerede. Mor har givet kattene lidt federe mælk i aften, og vi har sat en hel skål risengrød op til nisserne på halmloftet. Det er helt sikkert at både de og alle de andre dyr i stalden kan mærke, at det er juleaften, for det kan vi også.

Vi tænder nemlig for fjernsynet, hvor vores yndlingstegnefilm for både børn og voksne begynder. Heldigvis når far lige at komme ind ligesom udsendelsen starter. Ole og bedstemor er også kommet, og nu sidder vi alle sammen rundt omkring sofabordet og ser på Disneys juletegnefilm.

Det hele starter med, at en lille fårekylling ønsker os en god forestilling. Så kommer filmene om Anders And og Rip, Rap og Rup, Mickey Mouse og Pluto, Snehvide og de syv små dværge, Chip og Chap, Pinocchio og bagefter filmen om Askepot. Her tuder mor og mig, når vi ser, hvor glad hun bliver for hendes kjole, men når Lady og vagabonden og Bambi på glat is kommer, griner vi igen. Vi synes Disneyfilmene er sjove, og vi kan næsten ikke forstå, hvordan man kan tegne så mange tegninger i hånden, for til sidst at få en film ud af det. Til sidst synger vi med på: Når du ser et stjerneskud og når Jesper Fårekylling siger, Til alle jer fra alle os, Rigtig glædelig Jul, ja, så kan vi næsten ikke vente længere på vores alle sammens rigtige dejlige juleaften.

 

Juleaften den 24. december – Endelig

Vi skal bare lige spise først, og flæskestegen er blevet skåret i skiver og ligger nu på et stort fad sammen med de mange stykker stegte medisterpølser. De varme kartofler dufter godt, og rødkålen gør det samme. Mors brune sovs kan man heller aldrig kan tage fejl af. Og nu må vi spise alt, det vi kan, gnaske alle de franske kartofler, vi har lyst til og drikke alle de sodavand, som far har hentet til os nede fra kælderen! Ja, det bliver så sandelig en rigtig dejlig aften!

Mandegaven står på bordet. Bedstemor er den heldige i år, for hun får den mandel, som mor og mig har puttet i ris a lá manden ude i køkkenet. Kurt bliver selvfølgelig lidt skuffet, og det gør Ole og far også, for gaven viser sig at være et helt nyt spil kort, og bedstemor bliver meget glad for det, og hun lader dem vente meget længe, inden de får lov til at få fingrene i det.

Da vi opvaskepiger er færdige med at vaske op, og drengene har fået ryddet lidt til side, kan vi endelig finde vores gaver frem fra gemmerne. De ligger nu alle sammen under træet og pynter gevaldigt op. Far tænder alle de levende lys på juletræet, og han tænder også de fire lys, der er tilbage i adventskransen. Nu skal vi bare passe på, for adventskransen er ved at være tør, men han lover at holde øje med den, og det gør vi andre også. Juledekorationerne er selvfølgelig også tændte, så nu er der kun levende lys i hele huset.

Vi tager hinanden i hånden, og mens vi går rundt omkring juletræet synger vi først Et barn er født i Betlehem. Jeg kan mærke, at far er varm inde i hans store hånd. Det er ikke så tit, vi holder hinanden i hånden, men det føles rart sådan en gang om året. Kurts hånd er lidt større end min, og den er helt almindelig ru. Ham holder jeg heller aldrig i hånden, med mindre vi er oppe at slås, og der sidder jeg som regel over skrævs på ham og holder ham fast i begge hænder, men det er noget helt andet.

Far har brylcreme i håret og mor har sin nye kjole på. Jeg har også min røde kjole på, for mor lånte bedstemors symaskine forleden dag, så hun kunne sy kjolerne færdige, og nu går vi alle sammen rundt og synes vi har det rart. Vi synger alle med på Glade Jul, dejlige Jul og Dejlig er den himmel blå, men Højt fra træets grønne top slutter vi af med, og så orker vi heller ikke mere. Men inden det for alvor er tid til at pakke gaver ud, løber vi huset rundt og synger Nu er det jul igen, og her fører far altid an. Han bestemmer hvilken rækkefølge vi får julen bragt ind i alle vores rum, ja, endda også ned i bryggerset!

Det hele er, som det plejer at være, og når vi har fået pusten igen, går vi i gang med at finde vores gaver. Kurt er selvfølgelig først nede på knæ, men det er Ole og mig også. Vi fordeler et par gaver og finder et par gaver til os selv. Så er det ellers op til de andre at komme rundt om træet og finde de gaver, man skal give til de andre.

Ork, hvor vi har det skønt. Papir, pap, og bånd flyder overalt, og snart har vi alle sammen fået nogle pakker åbnet. Far har fået sine sædvanlige underbukser og undertrøje fra JBS. Hans fætter ejer fabrikken, så derfor har mor sikkert ringet til ham. Far får også en ulden undertrøje, som hans mor har strikket. Bedstemor elsker nemlig at strikke undertrøjer og alle i familien har vist snart fået en.

Mor er også heldig. Far har købt den symaskine, som vi så inde i Brugsen her i julemåneden, og nu er hun meget glad og i fuld gang med at åbne kassen for at se den ordentlig.

Kurt har også fået noget smart undertøj fra JBS. Det er han selvfølgelig glad for, men da han åbner pakken med flere hundrede Lego, er han allermest glad. Nu kan han rigtig bygge kraner, maskiner og traktorer, for i kassen er der hele to hvide drejeskiver, som han allerede ved, hvad skal bruges til.

Kurt rækker mig den pakke, som han og far har købt nede i Nibe. Det er en fin plastikbakke med perler i, og i tusind forskellige farver og størrelser, og så er der rigtige låse og fiskesnøre med i pakken! Jeg har aldrig fået så mange perler før, så dem bliver jeg selvfølgelig meget glad for.

Da jeg så får den meget store pakke i det røde gavepapir med guldbånd på, er jeg så spændt, at jeg næsten ikke kan sige noget! Tænk sig. Inde i alt det flotte papir dukker der den mest yndige dukke frem. Det er nøjagtig den dukke, som jeg for længe siden så nede i Nibe. Jeg bestemmer nu, at hun skal hedde Marianne og som tak for det, smiler hun til mig med sine øjne, som også kan lukke, når hun sover. Hendes hår kan sagtens børstes med den lille børste, der er i pakken, men jeg har nu en, der er meget bedre.

Hvor er jeg bare glad, og hvor er jeg bare heldig, tænker jeg. For nu kan Lone og mig lege hver eneste dag med vores dukker, og vi kan lade, som om det er vores børn eller vores små søskende.

Jeg får også en bog med prinsesse Margrethes bryllup, og den jeg skynder mig at bladre igennem. Ordene i bogen er for svære at læse, så dem må jeg vente med. Kurt får sit Anders Andblad. Nu skal der læses om Bjørnebanden, Georg Gearløs, Joakim von And og Chip og Chap, og Ole er allerede godt i gang. Han får selv nogle sportsbøger og noget flot tøj, men selvom han er næsten voksen, kan han godt falde i staver over et helt nyt og sjovt Anders And-blad.

Bedstemor har også fået en bog, den hedder Ved julelampens skær. Det er en samling af små historier, og hun holder af at samle på bøger. Hun bliver også glad for den lille blanke gryde og det par brune nylonstrømper hun får, men da hun åbner julegaven fra mig, bliver hun rigtig overrasket over, hvor fin en lille dug, jeg har syet. Hun lægger den forsigtigt på bordet , for rigtig at se det broderede juletræ, og nu glæder hun sig endnu mere til at komme hjem med alle gaverne.

Kurt og mig leger med alle vores gaver, men pludselig kommer far med en konvolut til os begge to. Det er en pengeseddel fra bedstefar og bedstemor i Ålestrup. Det er godt nok et stort beløb og vi har aldrig set så flot en pengeseddel før. Men vi skynder os at putte den i vores sparebøsser, og så må vi se, hvad den skal bruges til eller hvad pengene skal spares sammen til.

Da vi har spist en masse småkager, spist noget af det konfekt, vi har lavet, hentet et fad med røde æbler og appelsiner og kikket på vores gaver længe nok, går bedstemor, Ole, Kurt og mig i gang med at spille 500. Det er et spil kort, som vi har spillet mange gange før, og hver gang ender det med at Kurt vinder, så heldig som han altid er. Far sætter sig til rette og går i gang med at knække nødder, og mor kikker på de hjemmestrikkede fingerhandsker, hun har fået, og hun er også imponeret over nålepuden, som min lærer på skolen havde foreslået som julegave til hende. Far har allerede haft held til at knække en træpind af den tændstikæske, han fik af mig. Men det må vi lime på igen med noget hobbylim!

Klokken er ved at være mange, men vi er slet ikke trætte. Alligevel er der noget der tyder på at vi trænger til at komme i seng, for begge mine ører er ved at blive røde. De bliver de tit, når jeg bliver træt. Men der varer heldigvis længe før bedstemor og Ole er på vej hjem, og vi får vinket godnat til dem ude på gårdpladsen. Det har sneet lidt, og på himlen man kan sagtens se alle stjernerne. Der er nu én af dem, der lyser kraftigere end alle de andre, og vi bliver enige om af det må være selveste Julestjernen!

Ude i køkkenet ved køkkenbordet sætter far sig i sit hjørne. Han har næsten altid en blyant liggende, og så giver han sig selvfølgelig til at tegne på en avis. Han tegner en masse 5-takkede stjerner, man han har også lært os at tegne dem med 7 takker. Store og små bliver nu tegnet i et raskt tempo, og vi andre gør akkurat det samme.

Nu er juleaftenen ved at være slut, og Kurt og mig går i gang med at samle vores julegaver sammen . De bliver arrangeret i en lang række inde ved siden af vores senge, og her skal de stå til i morgen. Det skal være det første vi ser, når vi vågner, og det skal være det første vi leger med, når vi igen starter på en ny dag.

Tak for gaverne, og hvor var det godt vi havde en god juleaften. Det allerbedste er nu, at her i julen skal vi være sammen med næsten alle vore onkler og tanter, fætre, kusiner og selvfølgelig vores bedsteforældre og legekammerater, og når vi så kommer i skole igen er der en masse nyt og spændende at fortælle.

Nibe 9240 DK
Get directions

Fødselsdag:

1960

Erindringen ønskes afleveret til:

Aalborg Stadsarkiv
Lokalhistorisk Arkiv for Frejlev, Nørholm og Sønderholm Sogne