Karen Hesselballe

Karen Hesselballe fortæller om sin barndom på familiens gård ved Egtved i første halvdel af 1900-tallet. I dagligdagen tog man sig tid til en snak og en kop kaffe med naboen under dagens arbejde i marken. Der fortælles også om hvordan arbejdet med at grave tørv under krigen foregik, og hvornår de for første gang fik indlagt el på gården. Gør ejerskabskrav på erindring

Karen Hesselballe, født ved Egtved, men bor nu i Århus, har skrevet en fin beretning om sin barndom på Bøgvad mark ved Egtved

Jeg er den yngste af en børneflok på 6, og har derfor ikke været barn sammen med de 3 ældste brødre. Det var reglen, at når man var konfirmeret og altså ”voksen”, skulle man ud at tjene sine egne penge, så de 3 ældste var rejst hjemmefra, da jeg skulle begynde i skolen. Anton, Søster og jeg havde nogle barndomsår sammen hjemme på ejendommen. De ældste kom altid hjem om søndagen, når de havde fri. Jeg synes, at vi havde en god barndom, og jeg ser måske nok lidt anderledes på det, end mine ældre søskende, Jeg blev noget forbavset engang, da min ældste bror Ejnar – lidt bittert – sagde, at vi børn mest blev betragtet som en nødvendig arbejdskraft. Han har åbenbart følt sig udnyttet, og arbejdet har for ham været en plage. Heldigvis for ham slap han fri af landbrugsarbejdet, da han kom i lære hos Skåstrup som fin – mekaniker. Jeg har ikke tænkt på barndommen på den måde. Men måske har vilkårene ændret sig i de 12 år, der gik, fra den ældste blev født, til den yngste kom til verden. Vore forældre har sikkert i starten været hårdt presset både økonomisk og arbejdsmæssigt for at få udkommet på den ret magre ejendom, som de havde købt kort efter giftermålet.
Selv om der var mange ting, der skulle passes, blev der også tid til andet end arbejde. Naboerne havde børn på alder med os, og dem legede vi meget med både vinter og sommer. De voksne tog sig også tit en pause, i det hele taget var tilværelsen ikke så hektisk og travl som nu. Der var tid til en kop kaffe sammen med naboerne enten formiddag eller eftermiddag, eller en snak i marken hvis naboen var i nærheden. Egentlig ferie kendte vi ikke til, vi kunne jo holde fri, hvis der var noget, vi gerne ville med til. Skoleudflugterne var en stor begivenhed, selv om den ikke gik længere end til Skyttehuset eller til Munkebjerg ved Vejle. Jeg kan endnu fornemme den vidunderlige duft af spegepølsemadder fra madpakken, vi havde med på udflugten. Det fik vi ellers aldrig.

I hele min barndom havde vi ikke elektrisk lys – men petroleumslamper. De skulle jo holdes i orden, så de ikke skulle ose, glasset skulle pudses, og hængelampen i stuen skulle bronzeres. Det skulle gerne gøres i forbindelse med juleforberedelserne, så var den også flot, den havde glasprismer hængende i kanten af skærmen. Men der var en del bøvl ved den belysning. Når vi skulle ud til dyrene om aftenen, skulle vi huske staldlygten, der var mørkt alle steder.
Vinteren 1941 – 42 blev der lagt El ind fra Egtved elektricitetsværk via en transformator, som blev opført længere ude mod Veerst. Der var mange husstande, som var uden El, men på grund af krigen var petroleum blevet en mangelvare, så nu duede lamperne ikke mere. Det var fantastisk, at der kom lys bare ved at trykke på en knap, og mor fik et el – strygejern, tidligere varmede hun strygejernet på komfuret, og hun kunne bruge støvsuger, hvis hun ellers havde en. Det havde hun ikke, men en forretning i Egtved lejede støvsugere ud, så der var muligheder for at prøve sådan et apparat. Krigen førte således – foruden elendighed – visse fremskridt med sig, her bevirkede det, at vi fik El – elektricitetsværket fyrede med hjemlig brændsel, olie kunne man ikke få. Benzin blev også snart en mangelvare. Der var ganske vist ikke mange privatbiler, men nogle havde da bil, og de blev klodset op, mens man bad til, at krigen snart var slut. Læger, dyrlæger og andre fik bevilget en vis mængde benzin, men der var langt mellem bilerne på vejen, de fleste var tyske militærbiler.

Midt på sommeren gravede far tørv i mosen. Der kom som regel en mand og hjalp med at ælte mosejorden, fylde i rammer der var delt i firkantede rum, køre det ud og vælte de våde firkantede tørv ud på jorden til tørre. I nogle moser var dyndet så fedt og godt, at det kunne skæres direkte ud i tørv, men det var vores ikke, så det skulle æltes for at holde sammen. Når tørvene var tørre nok til at stakke kom bedstemor og hjalp, så kravlede vi rundt, tog tørvene og lavede en kegleformet stak. Det var ikke så let. Først en stor rundkreds af tørv, næste rundkreds skulle være lidt mindre, og næste igen lidt mindre, så man til sidst endte i en spids med kun en tørv. Der kom mærkelige dyr til syne under tørvene, når man lettede dem fra jorden, hvor de havde ligget til tørre. Jeg husker især tusindben og biller af forskellig størrelse og farve. Tørvene skulle stå og tørre i stakkene, så de var knastørre inden de blev kørt i hus. Var der for meget vand i dem ,kunne det give løbesod i skorstenen. Det var en stor fordel at have en mose, og havde man ingen i tilknytning til ejendommen, lejede man et stykke.
Under krigen 1940-45 blev tørvegravning en hel industri, og flere tjente store penge. Der var en stor trafik på Veerstvej af folk med tilknytning til tørvegravning. Om morgenen cyklede folk fra Egtved ud i mosen med madkassen i bagagebæreren, og om aftenen cyklede de den modsatte vej. Der var ret store arealer med moser omkring Veerst og Thorsted.
Foruden af cykler var der også livlig trafik af hestevogne fuldt læssede med tørv. Brændsel af enhver art var en efterspurgt vare i krigsårene. Foruden træ og tørv var brunkullene en vigtig vare. Også her voksede der en slags industri op omkring brunkulslejerne. Det er efterhånden blevet et ret særpræget landskab i de områder, hvor man gravede brunkul, idet de nu er vokser til med forskellige træer og buske.

Jeg ved for lidt om mine forældres opvækst, fik ikke spurgt i tide, men det er vist en ret almindelig erfaring.
Min far er født i 1884, og i vinterhalvåret 1904 – 05 var han elev på Ollerup folkehøjskole. Hvordan det kunne lade sig gøre, er en gåde for mig, men givet er det, at det var et ophold, som kom til at præge hans tilværelse fremover. Et år senere var det mors tur. I 1906 rejste hun til Ollerup, og mange år senere fortalte hun begejstret om alt det, hun havde lært og oplevet i de 3 måneder, som pigerne fik tildelt. Også den gang var der kønsdiskrimination.
Far og mor giftede sig i 1910.
Hvorfor et højskoleophold af så kort varighed kom til at betyde så meget, har jeg senere funderet noget over. Måske er årsagen, at barndommens skolegang har været mangelfuld, også i mine forældres barndom var det praktiske arbejde vigtigere, end at sidde med næsen i en bog. Der har været et underskud af viden, og de har suget til sig nu, da de havde hele døgnet til at dygtiggøre sig i. For en bondekarl og en tjenestepige, som aldrig havde haft tid eller overskud til at sætte sig ind i samfundsspørgsmål, har det været en stor oplevelse, eller for at bruge et nutidigt udtryk ”en øjenåbner”. Foredrag med efterfølgende diskussioner åbnede for en forståelse af nogle sammenhænge. Det politiske røre i slutningen af 1800-tallet har sikkert også været omtalt. Vigtigst har det nok været, at højskolen gav dem en større tro på egne evner. Dengang havde tjenestefolk og husmandsfolk ikke stor indflydelse, men det søgte man efterfølgende at ændre på i husmandsbevægelsen.

Fødselsdag:

1923

Erindringen ønskes afleveret til:

Egtved Lokalhistoriske Arkiv