Karen Kampp Nielsen

Karen Kampp Nielsen blev født den 23. januar 1932. Som teenager kom hun til Jylland fra Sjælland. Hun var meget glad for håndarbejde i skolen, som kom til god nytte under krigen, hvor der var mangel på mange ting, og derfor vigtigt at kunne genbruge eksempelvis stof. Faderen var med i modstandsbevægelsen, og hendes familie hjalp blandt andet jøder med at komme videre til Sverige. Hun blev timelærer på Veng Skole i 1960’erne, og gymnastik fyldte meget i hendes liv, og hun har fået flere priser og pokaler gennem tiden for hendes engagement i gymnastikken. Gør ejerskabskrav på erindring

Interview med Karen Kampp, Dalen 8 i Vrold, den 14. februar 2018 ved Kirsten Thomsen

 

FORÆLDRE OG BARNDOM

Først vil jeg spørge dig, hvor og hvornår er du født, og hvad hedder du?

Jeg hedder Karen Kampp Nielsen, og jeg er født den 23. januar 1932.

 

Hvad hed dine forældre og hvad lavede de?

Mine mor hed Marie Kampp og min far hed Alfred Olsen, så hun kom også til at hedde Olsen. De havde et lille landbrug, og det var ikke større end min far kunne nå at have lidt andet ved siden af. Da han havde været på gymnastikhøjskole, Vallekilde Højskole som lå ikke længere end tre kilometer fra mit hjem, så ledede han om vinteren de mandlige elever der, og det havde han hver år i omkring 25 år. Hele min barndom skulle han af sted hver eftermiddag, indtil han skulle hjem og malke.

 

Hvad hed det, der hvor I boede?

Det hed Bjergesø, og vi kunne se Dragsholm Slot fra mit hjem, der ikke var langt derfra. Der var heller ikke så langt til vandet, men det brugte vi slet ikke, for det var under krigen. Da kunne vi jo ikke komme nogen af den slags steder, der var spærret af ved stranden.

 

Så kom du i skole, hvilken skole var det?

Det var i Vallekilde Friskole. Jeg gik i friskole, og begyndte meget tidligt, for jeg havde en storebror, der var begyndt. Jeg ville også selv prøve, og løb selv derop, der var tre kilometer. Så fik jeg lov at fortsætte selvom jeg var 5 ½, det var ret frit.

 

Så du begyndte i skole tidligt, men du var ikke rigtigt indskrevet?

Ja, meget tidligt, det var sjovt. Nej, men jeg fik lov til at være der. Den skole lå også tæt på Højskolen.

 

Er der noget specielt, du kan huske fra skoletiden, om hvordan det var at gå i skole dengang?

For at sige det, så havde jeg temmelig let ved det.  Dengang interesserede jeg mig også for håndarbejde, og da det nu var i krigens tid, skulle vi selv finde ud af noget at have med, og så kunne det næsten blive hvad som helst. Det gjorde ikke noget, der var et mønster på den ene side, så kunne vi sy noget på den anden side. Det gjorde vi. Jeg var så heldig, at have en faster, der havde en forretning, der leverede håndarbejder til skoler og højskoler. Hun havde altid nogle rester, jeg kunne bruge til at lave noget af. Ligesådan gjaldt det også med garn, det havde hun også. Der var endda flere, der kunne få af det.

 

Var der så ikke også problemer med at få tøj?

Jo, alting blev syet om. Alting blev vendt og drejet, og voksentøj blev til børnetøj. Der var også flere, der levede af at sy om. Der var sypiger, som også tog ud og syede og lappede for folk. Vi bødede [stoppede] strømper, og dertil havde jeg en fod, som skulle bruges til det. Jeg husker ikke længere hvordan vi gjorde.

 

I var selvforsynende med påklædning, og håndarbejde startede tidligt for dig?

Ja det gjorde det, meget tidligt. Det hed en mode- og broderiforretning, som min faster havde. Det var alletiders, vi var en tre-fire kusiner, som mødtes der, og efter lukketid prøvede vi hatte, og vi lavede mange sjove ting. Det mindes vi stadigvæk. Jeg blev meget glad for at sy, og for at lave håndarbejde i det hele taget.

 

Når du kom hjem fra skole, var der da nogle pligter i hjemmet?

Jeg havde to brødre, en der var ældre og en der var yngre. Min mor havde fået årebetændelse, da hun fik den sidste. Det døjede hun meget med. Jeg gjorde rent, og ordnede meget i huset. Dengang var der jo ikke nogen hjemmeplejer eller andre der hjalp. Jeg har også fået fri fra skole fx. i otte dage, hvor mor var syg. Så lavede jeg det, der skulle laves derhjemme.

 

Hjalp du også til derude i marken og i stalden?

Ja, i høst og til at tynde roer. Det var jeg rigtig god til, og det brugte jeg også, da jeg blev gift, så tyndede jeg videre. Det kunne jeg godt lide. De skulle både have første og anden gang, men det bruger man jo ikke mere. Der var gerne vejr, så man kunne blive solforbrændt den ende dag, og den næste skulle man have vanter på. Det var også den gang meget forskelligt med vejret.

 

Så kom høsten, og så var der måske også noget at lave?

Ja, i høsten skulle man også være med hele tiden. Senere skulle der tages roer op, det var jeg også med til; men høsten det var fast, så skulle man tage fra et eller andet sted.

 

Var der så lommepenge i det, eller brugte man ikke det dengang?

Nej, der var ingen lommepenge, det kendte vi ikke. Hvis vi skulle til et eller andet, fik vi måske penge med til det vi skulle bruge.

 

BESÆTTELSEN

Så kom krigen eller besættelsen. Er der noget du har oplevet, som du vil fortælle fra den tid?  

Med hensyn til skole, kan jeg fortælle om højskolen, som lå ikke så langt fra os. Tyskerne havde jo brug for alle store sale, så de tog mange skoler. De tog vores forsamlingshus o.s.v.; men de tog ikke Vallekilde Højskole af en bestemt grund. Højskoleforstanderen var så snedig, der var en foredragssal med et kæmpe stort billede af Ansgar, der døber et barn, jeg tror kunstneren hedder Christen Dalsgaard. Det er et meget stort billede, og det er i en foredragssal, og det første man ser, når man kommer op af en trappe og ind i salen. Forstanderen havde stillet et lys og lagt en salmebog og biblen frem på talerstolen, så tyskerne troede, det var et kirkerum. De tog derfor ikke Vallekilde Højskole. Alt hvad der hed gymnastik og ungdomsforening var i højskolens gymnastiksal under hele besættelsen. Jeg kan ikke huske hvornår det var, måske var det 1942; men jeg kan huske, vi var i den dejlige gymnastiksal i mange år.

 

Men de tog ikke skolen hvor du gik, I kunne komme i skole?

Nej, de tog ikke højskolen, og skolen var lige ved siden af. Den skole jeg gik i var en Friskole, og den var ikke ret stor. De tog Forsamlingshuset, og senere blev det brugt til flygtninge, så det varede længe inden man fik det tilbage.

 

Så opstod modstandsbevægelsen, mærkede I noget til den? 

Som børn var vi orienteret om, af mine forældre især af min far, at der var nogle børn, vi gik sammen med, som var børn af Frikorps-folk. Vi skulle overhovedet ikke snakke om sådan noget i skolen eller på vej hjem eller nogen steder. Jeg fik af og til en lille hilsen, som jeg skulle ind og give til mejeribestyreren, hvor der stod, at osten var kommet frem og lignende beskeder. Jeg læste dem jo, men man skulle ikke sige noget. Jeg sagde aldrig noget.

 

Det betød, at din far var med i modstandsbevægelsen?

Ja, det var han. I oktober 1944 hentede vi nogle jøder, som skulle videre til Sverige. De overnattede hjemme hos os, og da skulle jeg hente et batteri til en lommelygte. Vi vidste en hel masse, men vi sagde aldrig noget. Vi vidste godt hvad det gjaldt.

 

Modstandsfolkene samledes også somme tider hjemme hos jer?

Ja, men ikke indenfor. Jeg vidste ikke før bagefter, hvem der var med. Min far sagde, at det de var mest betænkelig ved, var dem man troede ville være med, og som man havde spurgt, men som sagde nej. Man vidste jo ikke hvor nemt de kunne afsløre noget, for de vidste godt, at noget var i gang.

 

Når vi tre børn lå i sengen om aftenen og skulle sove, var vi godt klar over der foregik noget ude på marken. Så lindede vi mørklægningsgardinet, og kikkede ud, og fandt ud af, at de var ved at øve sig i at kaste med håndgranater. Vi skyndte os at lukke ned igen, og gik i seng, og lod som vi ikke havde set noget.

Den 4. maj da alle festede, skulle min far ud til noget der hedder Skamlebæk Radiomaster. Han var det der hedder delingsfører, men heldigvis, heldigvis overgav tyskerne sig. Vi vidste ikke om han kom hjem eller ej, men det gik godt.

 

Min far ville sætte en mindesten over besættelsen, den sten fandt man ude i bugten, og den blev slæbt ind på land. Det var et større projekt. Den 5. maj 1946, et år efter befrielsen, blev den afsløret af statsminister Knud Christensen, hvor jeg stod i folkedragt, og tog flaget af ved afsløringen.

 

Kan du huske hvad der står på stenen?

Ja, der står:

”Bladet, som Herren det ville, vendte sig tit,

når det gik Dannemark ilde, vendte sig blidt”

 

EFTERSKOLE OG LINGIADEN

Du kom ud af skolen, og hvad skulle du så?

Jeg var i 1947 på Osted Efterskole ved Roskilde. Derefter sad jeg på en systue i et halvt år om sommeren. Det ville jeg gerne, for det på efterskolen var mest broderi. Det var så praktisk, for det var en sommer med træning til et stort stævne i Stockholm, der hedder Lingiaden. Lingiaden havde det navn, fordi det var en svensker Per Henrik Ling, som havde lavet et system for mandegymnastik, som så ikke var militærisk. Gymnaster kom fra hele Europa. Der var to hold kvinder på 500 fra Danmark og to hold mænd på 500 fra Danmark samt mange andre gymnaster.

 

Det var du med til?

Ja, jeg var kun 17 år, og jeg fik lige lov til at komme med, men jeg blev udtaget til det.

 

Hvor foregik det?

Det var i Stockholm, og det var meget spændende. Desværre var der regnvejr noget at tiden, men det gik alligevel. Det var en stor oplevelse. Min far ville gerne have, at jeg skulle prøve at være med, for han havde været med i 1939. Han sagde, da han kom hjem derfra, at man var glad for at være dansker, fordi der var tyskere med, et stort kæmpe hold, der kom massivt marcherede ind. Dengang var det ligesom, der var oplæg, til det der kom. Det kunne man mærke.

 

Hvor tit foregik det?

Det var sidste gang i 1949, og så havde det været det i 1939. Derefter gik det over til at være andre stævner. Jeg tror regnvejret gav meget i underskud, og jeg tror ham der stod for det, sprang ud et eller andet sted. Det var ikke så godt på grund af det.

 

Hvordan gik det til, at det var Jylland du kom til?

Mor havde en forbindelse i Jylland, som hun skrev med. Jeg ville gerne hjemmefra og lidt længere end lige i omegnen. Det var også på grund af højskolen, der var der mange jyder, som blev på vores egn. Det var navnlig jyderne, som tog til Sjælland. Så tænkte jeg, at nu skulle jeg til Jylland. Der var en på holdet til Lingiaden i Stockholm, som var fra Bering i Jylland, og vi kom meget sammen dengang. Vi blev enige om, at det meget gerne måtte være i nærheden af, hvor hun var.  Det blev så i Hårby på Kløvergården, hvor jeg kom til den 1. november 1949.

 

TJENESTEPIGE PÅ LANDET

Det var som pige i huset på landet?

Ja, det var som pige på landet.

 

Hvilke pligter havde en pige i huset i 1949?

Det var indendørs, men jeg passede også høns. Vi var to piger.

 

Det var altså en stor gård?

I dag er den ikke stor, men dengang var den lidt stor med 70 tønder land.

 

Så var det måske også tjenestekarle?

Ja, de skulle jo også opvartes. Jeg skulle rede deres senge, holde deres værelser og lave mad til dem. Og vaske deres sengetøj. Der var liv på gården med en fodermester og to karle samt to piger. Vi var mange unge mennesker.

 

Hvor længe var du der?

Der var jeg et år. Dengang blev man fæstet for et halvt år eller et helt år, og så var man der. Så skete der det, at jeg gik til gymnastik, og min kommende mand, som var søn på gården, var formand for idrætsforeningen. Det var klart vi gik til alt, hvad der var. Om sommeren var der også sommergymnastik, og der var ikke nogen leder til det hold. Så sagde jeg, at det kunne jeg vist godt klare, så det gjorde jeg. Det var i sommeren 1950, hvor jeg havde det første hold i Hårby, og vi var endda til opvisning i Århus. Jeg har et gammelt billede fra dengang, og man kan dårligt kende dem i dag. Det var starten, og det var mit første gymnastikhold. Det var et rent kvindehold, dengang blandede man ikke. Der var kvinder, der ledede mænd, og mænd der ledede kvinder. Det kunne man godt.

FART PÅ GYMNASTIKKEN INDEN BRYLLUPPET

Nu skulle jeg til at skynde mig, hvis jeg skulle nå noget, fordi jeg var blevet kæreste med sønnen der var 8 år ældre end jeg. Jeg havde bestemt at skulle på gymnastikhøjskole, og var sådan set indmeldt til november stadig i 1950. Der var forøvrigt en håndarbejdslærerinde på Realskolen her i Skanderborg, hun ledede også et hold med folkedans på et tidspunkt i Hårby, som sagde:” Hvis du har ledet før, skal du da ikke gå på første år. Jeg snakker lige med dem, så du kan komme ind på andet år, når du har prøvet det før”. Jeg sagde ja tak, men så skulle jeg lige derned i 8 eller 10 dage, og lige prøves af, og lede nogen. Jeg var førsteårselev i otte dage, og kom ind som andenårs. Det var på Snoghøj Gymnastikhøjskole ved Fredericia.  Jeg var der hele vinteren til april, og skulle så ud at bruge noget af det jeg havde lært.

Jeg søgte plads, og kom til Nørre Ørslev Efterskole på Falster. Da jeg kom var køkkenchefen gravid og skulle føde først i maj.  Hun blev syg, og så blev jeg kokkepige og havde også gymnastikken. Der var middagspausen, hvor jeg havde fri til kl. fjorten, og så havde jeg folkedans om aftenen. Det var min sommer. Jeg fik prøvet det af.

 

En overraskelse kom fra Snoghøj Gymnastikhøjskole, de var inviteret med et hold til Belgien i efteråret, og jeg var inviteret til udtagelse. Når jeg skulle til Snoghøj fra Falster, cyklede jeg, tog færgen og cyklede over Fyn, og så var jeg derover i en weekend, og jeg kom med. Vi trænede en måned. Det var ikke alene, at vi skulle til Belgien, vi skulle rundt i landet bagefter. Der skulle vi overnatte hos elever, som havde været på Snoghøj før, som havde inviteret os. Det var også meget sjovt, for der var nogle med fra samme årgang, hvor jeg selv havde gået. Der var gymnastik og så var der folkeviseoptræden. Vi dansede til gamle folkeviser, som vi også skulle synge til. Vi havde lejet dragterne fra Det Kongelige Teater eller lånt dem, men det var lige i starten og ikke så lang tid efter krigen. Det var også noget af en oplevelse. Jeg nåede både det, og så var jeg også indmeldt på Fana Folkehøjskole ved Bergen. Der skulle jeg faktisk møde til oktober, men måtte meddele jeg først kom en måned senere. Jeg skulle lige have det her overstået med alle de opvisninger.

Derefter rejste jeg til Norge, og var der et halvt år. Det var også alletiders, jeg har veninder endnu deroppe, som jeg skriver sammen med. De har også været her nede. Det var jeg meget glad for, men det vil også sige, jeg havde et sted at tage hen, for min mands søster, men svigerinde, blev gift med en nordmand også i Bergen. Jeg havde et sted at tage hen om søndagen, hvis jeg ville. Det var meget hyggeligt.

 

Det var så en oplevelse mere, inden du skulle hjem og giftes.

Det var det, det var jo planlagt vi skulle giftes den 11. juli 1952. Jeg kom hjem deroppe fra i 1952. Jeg har både været på Falster, og jeg har været på Snoghøj og i Norge. Jeg ved i hvert fald, jeg kom hjem om foråret 1952. Da skulle jeg lige nå noget mere. Jeg havde tilmeldt mig et tilskærerkursus på Københavns Tilskærer Akademi i seks uger. Det kunne jeg godt nå inden, og det bestod jeg også.

En lille sidebemærkning, jeg tog også lokalt orgelundervisning, for jeg havde et klaver. Jeg tænkte nemlig på hele tiden, jeg har jo gerne villet undervise. Det var det jeg nåede inden brylluppet.

 

BRYLLUP PÅ LANDET 1952

Så blev der holdt bryllup. Hvordan foregik det på landet?

Jeg tror det var kl. to eller tre om eftermiddagen i kirken, og så var der telt hjemme på gården. Der var forberedt med kogekone og hjælpere, som man havde den gang, og man forberedte lang tid i forvejen. Gæsterne kom i lange kjoler, og vi havde både mit efterskole forstanderpar og også dem fra højskolen med.

 

Men hvem var resten?

Resten var familie. Familie og nogle få af mine forældres nærmeste. Det var ikke mine venner, de hjalp nærmest i køkkenet. Det var selve brylluppet. En eller To dage efter kom unge mennesker fra foreningen. Alle dem jeg havde gjort gymnastik med kom senere.

 

Det var så andendagsgildet?

Ja, det var andendagsgildet, men det var sådan set på en gang, når man havde det på den måde, sådan gjorde man også i tiden. Så kunne der blive en fest ud af det, og der var dans bagefter.

 

Var der også det på selve dagen?

Nej, det var der ikke.

Da jeg kom til Jylland, var der også en flok herovre af min mands. Han kendte også unge mennesker, og så var det en tur i Hårby Forsamlingshus engang til.

 

Bryllupet blev altså holdt ovre på Sjælland?

Ja, det hele blev holdt i mit hjem, det gjorde man jo den gang.

 

Hvad hed kirken derovre?

Det var Vallekilde Valmenighedskirke.

 

LANDHUSMODER I HÅRBY VED SKANDERBORG

Så bosatte I jer?

Ja, min mand boede der. Da jeg rejste til Belgien, blev det lige klart hvilken gård vi havde købt, og så flyttede han ind der, og havde en karl.

 

Det var altså ikke hans fødehjem han overtog?

Ikke før 11 år efter. Da overtog vi hans fødehjem. Hans forældre var ikke gamle nok i starten. Så solgte vi den første gård.

 

Så blev du landhusmoder?

Ja, men jeg var jo også opvokset må landet.

 

Havde I også tjenestefolk?

Vi havde en karl, og nogle skolepiger til at køre med barnevogn og andet.

 

TIMELÆRER PÅ VENG SKOLE

Da du havde været hjemmegående nogle år, blev du timelærer på Veng Skole, samtidig med du også havde gymnastik om aftenen?

Ja, jeg havde både gymnastik og håndarbejde i aftenskolen. Jeg blev timelære med ganske få timer i starten. Det var nærmest som afløser for en som gerne ville afløses.

 

Hvis vi skal sætte årstal på, hvornår var det så?

Det var 1962.

 

Det udviklede sig efterhånden?

Ja, det blev mere og mere, børnetallet steg også, og så faldt det igen. Det gik lidt op og ned. Efterhånden havde jeg alt håndarbejde, for håndarbejdslæreren som var der den gang, ville stoppe med det, og så fik jeg det også. Jeg havde også idrætten, det var både boldspil og meget atletik om sommeren, eller idræt som det hedder ude. Vi tog idrætsmærke i skolen, og det gjorde vi også i Idrætsforeningen. Vi tog sandelig også idrætsmærker inde. Det var også noget man kunne tage, men det var selvfølgelig frivilligt. Når man satte det i gang, skulle de prøve alle sammen, og det prøvede de. Det tror jeg ikke de gør mere, det gjorde vi dengang. Det havde vi meget fornøjelse af, når vi var ude, det var med kast, løb, spring og det hele. Efterhånden fik vi også rekvisitter, som kunne bruges til det, og det fik vi også inde, men med gymnastikken varede det godt nok et stykke tid, inden vi fik musik til. Der var lang tid, hvor jeg tog min egen båndoptager med, fordi det var ikke almindeligt, der var musik i gymnastiksalen; men det er også kommet. Det er kommet alt sammen efterhånden. Jeg har været 33 år i alt på skolen.

 

Samtidig med gymnastik, havde du også håndarbejde i skolen?

Ja, jeg havde håndarbejde fra 10 timer de første år og op til 20 timer, og så dalede det lidt igen efter antal af elever. Jeg brugte også skolen til frivillig gymnastik, for i 1973 brændte Hårby Forsamlingshus. Veng Skole blev indviet den 8. januar 1954. Jeg var med til indvielse, fordi min mand var formand for Idrætsforeningen. Så flyttede vi derned, fordi der var meget bedre forhold med bad og alting på skolen. Der har vi været lige indtil for to år siden, da der kom en ny sal ved siden af Borgernes Hus i Veng, og der har jeg gymnastik nu med de hold jeg har.

 

GYMNASTIK I FORENINGER

Gymnastik er en stor del af dit liv?

Det har det været i hvert fald, og da jeg holdt i skolen, det gjorde jeg i 1995, så var jeg til kulturby i København. Da var der nogle stykker fra andre foreninger, der sagde, om jeg ikke også var blevet ledig. Så kan du lige komme og tage et hold her, fordi det har altid været svært at få nogen til at lede noget om dagen, efter de ældre kommer mere med til gymnastik. Pludselig havde jeg folk både i AGF i Aarhus, i Højbjerg, i Bering og i Hørning. Det havde jeg også haft før jeg holdt i skolen. Og så har jeg haft det i Stilling i mange år, det havde jeg siden 1968 men med en lang pause, og så kom jeg igen. Det var de steder jeg havde foruden Hårby. Nogen steder var det med pianist, og det var folk glade for.

 

Hvem havde du som pianist?

De allerførste år havde jeg en fra Hårby, men hun var ikke så interesseret. Hun begyndte at spille i kirken, og så blev det ikke til mere. Anna-Marie Kristensen kom til Hårby, og hun har spillet for mig i hvert fald siden sidst i 1960-erne. De hold jeg havde medførte, at vi kom ud på landsplan at undervise. Det var vi i 10 år med børnegymnastik, og der var Anne Marie med. Vi var over hele landet fra nord til syd i Jylland, Sjælland og Fyn, men det blev for meget for Anne Marie. Da begyndte jeg at gøre det samme for ældre, og det har jeg gjort siden jeg holdt i skolen, for det skulle være om dagen, eller somme tider i en week-end. Det var jeg af sted til, indtil jeg ikke kunne køre bil mere, og så holdt jeg i 2011.

 

Hvad var grunden til du ikke kunne køre mere?

Det var mit dårlige syn. Jeg har en øjensygdom som startede småt, men nu er jeg helt nede på under 5 %, og det er ikke meget, så jeg holdt op med at køre, da jeg var 80. Det satte sine begrænsninger.

 

Har du også været med til landsstævne?

11 gange har jeg været med til landsstævne og 2 gange med et hold for ældre, og de skulle ikke køre så langt. Da trænede jeg to gange, det var da vi skulle til Silkeborg og til Bornholm, da trænede jeg dem i Aarhus omegn.

 

Det var dem der havde meldt sig til det.                                             

Ja, dem der havde meldt sig til.

 

Både dine egne gymnaster, men også nogle du ikke kendte?

Jo, måske kendte jeg dem, men det var nogle, som havde meldt sig selv. Dem trænede de, men alle de andre hold var jo før jeg blev gammel, havde jeg nær sagt.

 

Hvor tit er landsstævnerne?

Hvert fjerde år, men så har der været enkelte år, hvor der ligesom er sprunget lidt forkert, fordi de har fundet ud af, der har foregået noget andet på verdensplan, fodbold eller noget, og så blev det året efter. Ellers er det hvert fjerde år. Det første hold jeg var på til landsstævne, var i 1966, og så har jeg været med hver gang siden. Jeg har sprunget over en enkelt gang. Jeg var også på Bornholm, hvor jeg for øvrigt også har holdt kursus.

 

Du havde også nogle hold i Silkeborg?

Lige pludselig så jeg en annonce om, at de manglede en leder, fordi hende de havde, ville gå på pension. Jeg meldte mig, da jeg på det tidspunkt i 1967 godt kunde. Karen Munk som hun hed, kaldt det et privat institut. Jeg kørte derud, og vi kikkede på det, og det var fint. Der havde jeg nogle formiddagsdamer. Først vil jeg sige, at der var et skab til musik, og det var en grammofon til lp-plader og de mindre, som jeg selv skulle have med. Det var de muligheder, der var for musik, og dem brugte jeg. Man skulle passe på ikke at hoppe for højt lige ud for skabet, så ramte det ikke samme sted igen. De damer jeg havde om formiddagen, var det første hold jeg nogensinde har haft, hvor man skulle sige De til dem alle. Vi var Des. De masede rigtig på, og når de var svedige og færdige med at få bad, gik alle damerne på konditori. Det var mit Silkeborg hold med damer. Om aftenen havde jeg et andet hold; men der var vi dus, og de kom også alle mulige steder fra. Lokalet kunne vi ikke blive ved med at få. Karen Munk som havde instituttet døde, da hun og hendes mand kørte galt. Derefter blev stedet solgt, og vi blev tilbudt at have gymnastikken på Th. Langs Seminarium, hvor vi havde det indtil vi sluttede. Det var min tur til Silkeborg i cirka seks år. Så gik jeg ud på skoler om aftenen, og have noget gymnastik der.

 

For at undervise på aftenskole, skulle du da også tage nogle kurser?

Ja, det gjorde jeg også. Jeg gik tre gange 60 timer til pædagogisk kursus. Det første var på Gedved Seminarium og de andre to var i Skanderborg, jeg tror det var på Morten Børup Skolen. De var ganske udmærkede, og vi havde et godt sammenhold. Det var 60 timer hver sæson. Man skulle have tre år med i alt 180 timer. Det har jeg papir på.

 

 

FOLKEDANS

Det var gymnastikken, så har jeg også folkedans.

 

Hvordan startede folkedansen?

Den startede med, at jeg havde et m/k-hold, der skulle prøve noget nyt, det var faktisk ægtepar jeg havde til gymnastik. Det kørte en otte år, og det var i 70-erne.

Vi startede med gymnastik i parhold, som det hed, hvor vi lavede gymnastik, og så drak vi kaffe. Det gik rundt, vi kom alle mulige steder, men efterhånden ebbede det ud. Der var nogle, der skulle det ene, og nogen der skulle det andet. Til sidst var det ikke mere, og så kom jeg i tanker om, vi hellere måtte begynde med folkedans, eller rettere det var der nogen der opfordrede til, og så sagde jeg, at det kunne vi da godt.

 

Vi begyndte med folkedans i 1980 i Borgernes Hus. Hårby Forsamlingshus nedbrændte i 1973, og blev indviet i 1977. Meget af snakken ved kaffen på gymnastikholdet gik omkring det hus, og omkring hvad vi skulle lave og, hvordan det skulle indrettes og alting. Der var mange gode ideer til, hvordan vi skulle få pengene til det. Det var samtaleemne, og det ebbede ud, dengang det var blevet bygget, og man kunne bruge det. Så var det nogle som spurgte, om vi ikke skulle danse folkedans, og jo det kunne vi da godt. De to første år var under aftenskolen, og da havde jeg, da vi ikke kunne få tilskud til pianist, min store spolebåndoptager med; men det var lidt bøvlet til dans. Det var det problem, at der ikke var noget klaver i Borgernes Hus, men det sørgede bestyrelsen for at vi fik. Klaveret står der endnu. Vi gik så i gang, og det var også lidt op og ned. Der var nogle faste folk med, og så var der nogen, der kom engang imellem, nogle der gik fra, og nogle der gik til. Vi havde det sjovt, og tog på udflugt hvert år et eller andet sted hen.

 

Der var også noget socialt i det?

Ja, vi drak også kaffe. Når vi havde danset i en halvanden times tid, drak vi kaffe, og så dansede vi bagefter igen. Det var meget socialt. Jeg kendte en fra min tid på Sjælland, som boede oppe ved Lemvig, hun lejede folkedragter ud, og så kørte vi et par stykker derop og hentede nogle dragter. Vi begyndte at tage dragter på til opvisning. Det gik i nogle år, men så var der nogle dragter, der ikke rigtig passede, og så begyndte folk selv at sy. Det var fint, efter hånden havde vi folkedansertøj alle sammen. Der var fart over feltet, når vi dansede.

Vi bestemte, at vi skulle prøve, om vi kunne komme lidt længer ud end bare i Danmark. Hørning havde venskabsbyer i både Norge og Sverige, og så tænkte jeg, at vi tager Norge. Jeg skrev op til den venskabsby, som Hørning havde på øen Askov. De var positive, og vi inviterede dem, og håbede på, at vi blev inviteret tilbage, og det blev vi også. Vi havde det festligt, da de var hernede. Året efter inviterede de os derop. Vi fløj til Norge, og nogen havde aldrig prøvet at være ude at flyve før. Det var i det hele taget meget morsomt. Så kom vi derop, og blev beværtet, var ude at gå tur og inde i Bergen. Det var alle tiders.

 

I så altså noget af Norge. Hvornår var det?

Ja, det gjorde vi da. Det var 1991, vi var deroppe. Der var et stort billede i avisen, fordi vi havde lige fået en fane, som vi havde søgt Danmarkssamfundet om. Fanen tog vi med derop, det var i pinsen, og pinsen var tilfældigvis deres nationaldag den 17. maj. Det stod i deres aviser, at der var danske flag den 17. maj. Det har der vist ikke været i flere hundrede år, men det var der det år. Vi spurgte pænt, om vi måtte gå med flaget, og selvfølgelig måtte vi det. Det gjorde vi så. Jeg har stadig kontakt med dem som arrangerede det, og dem som vi har besøgt. Når vi besøgte familie i Norge, besøgte vi også dem ude på øen Askøy. Ja, det er snart 10-15 år siden. Nu har de fået en bro derud. Vi fik meget ud af det besøg. Jeg søgte Hørning kommune, om vi kunne få en gave med derop, og så fik vi nogle vaser med. Vi havde gjort arbejde i flok, og der kom håndarbejdet med i billedet. Dengang lavede vi et væghæng med danske folkedragter, som vi forærede dem.

Det har jeg et billede af i den der bog…

 

PRISER OG POKALER

Du har også fået priser for din deltagelse i gymnastikken i årenes løb?

Den første jeg fik, var i 1979. Da havde jeg i mange år haft børnegymnastik med opvisning i Århus Stadionhal. Pludselig fik jeg at vide, jeg havde fået en pris, og den skulle hentes i Idrættens Hus i København. Den lokale formand for Idrætsforeningen og jeg fløj til København, og fik prisen med hjem. Det var 5.000 kr. til fortsat dygtiggørelse indenfor gymnastik, og det måtte meget gerne være i et andet land. Det tog jeg til efterretning, og meldte mig på et kursus på Gotland. Det var samme sommer, jeg tog til Gotland, og jeg fik lov til at tage min datter på 19 år med. Det var alle tiders kursus. Vi startede med introduktion, så vi kunne lære hinanden at kende. Der var cykler til alle, og så cyklede vi ind til Visby og lavede gymnastik ved alle seværdighederne. Vi var nok 100 personer, men det gik fint, og vi sluttede ved en stor park, hvor der var musik, og der dansede vi så folkedanse. Det var starten, og så kendte man allerede nogen inden man var færdig den dag. Derefter havde vi otte dage. Der var et ord jeg lærte som dansker, som blev sagt hele tiden, det var jättebra. Det sagde de hele tiden, når noget var rigtig godt. Det var i det hele taget en fornøjelig tur, også dejligt at have sin datter med. Hun var ikke med til hele kurset, men hun cyklede rundt omkring. Bagefter kunne vi også blive lidt og se mere af Gotland. Det var en fin ferie, men jeg lærte også noget samtidig. Det var den første pris jeg fik.

Jeg har fået en noget senere, det var i 2009. I Kulturhuset i Skanderborg fik jeg overrakt en lederpris for 2008, med den fulgte også 5.000 kr. Dem kunne jeg bruge sikkert også til kurser, det har jeg brugt meget tid på. Det var også en festlig aften, hvor jeg havde mine gymnaster med og de flagede osv. Bagefter fik jeg en lille erindringsgave, som var en lysestage med inskription. Den er jeg meget glad for, og kan bruge den til enten store eller små lys.

Lige for nylig har jeg fået en pokal fra Hårby Idrætsklub, som også er noget med årets leder. Det år de valgte mig, var det første år, vi har haft et direkte seniorhold med blandede gymnaster både herrer og damer. Jeg tror det er derfor, og så måske også alle de mange år siden 1950, jeg har ledet gymnastik. Det er jo også en post. Jeg har jo også holdt 50-års jubilæum.

 

Du siger det er den første indenfor gymnastik, der har fået den pokal i Hårby?

Jeg er den første af gymnastiklederne, der har fået den. Da jeg havde 50-års jubilæum år 2000, fik jeg en anden gave. Den gave var et ophold på min hjemegns højskole nemlig Vallekilde Højskole. Det var ret morsomt, da jeg ringede derover, og de sagde, de havde faktisk brug for en til at tage gymnastikken. Så sagde jeg, nå jamen skulle det være sådan, kunne vi da godt sige det, så tager jeg min mand med i stedet for, så jeg ikke behøver at komme alene. Vi kan komme begge to. Jeg kan arbejde, og han kan få fri. Det var fint.

Vi tog derover, og jeg lavede gymnastik den uge vi var der i år 2000. Derefter blev jeg ved med at komme og skulle have gymnastik der de næste syv år. Den gave jeg fik til mit 50-års jubilæum fulgte meget med sig. Rigtig dejligt også at komme på sin hjemegn.

 

Jeg har fået pokal i AGF; men den havde jeg kun i en time, da den skulle graveres. Jeg ved mit navn står på den. Sådan er der forskellige traditioner i de forskellige foreninger.

Ellers har jeg haft mange fine og forskellige oplevelser med alle de mange foreninger jeg har haft.

 

SANGBOG FOR DDGU

Du har også været med til at udgive en sangbog, vil du fortælle om det?

Det gik sådan for sig, at når jeg havde al den her børnegymnastik, og vi sang meget og masser af børnesange, så blev jeg bedt om at være med i et børnesangbogsudvalg indenfor DDGU (De Danske Gymnastik- & Ungdomsforeninger).  Sangbogen blev udgivet 1988, og jeg tror vi begyndte 1984, at se på det. Da vi havde snakket sammen nogen tid i det udvalg, der var valgt, skulle vi komme med 150 forslag hver, og så skulle vi diskutere.

 

Her i sangbogen står hvor mange I var. I var syv personer.

Så kunne vi en af gangen læse op, hvad vi havde, og så kunne de krydse af, hvis det var de samme. Sådan foregik det, så helt galt var det heller ikke. Der var mange, som vi diskuterede meget om; men vi fik indblik i, hvordan man laver en sangbog, hvordan den skal indbindes, sættes sammen og sættes billeder i. Nogle er fotografier og andre er tegninger fra Jens Julius Hansen. Jeg har selv brugt sangbogen rigtig meget, og jeg har også brugt den at forære til mine børnebørn og oldebørn. Så er der ikke nogen undskyldninger for, at de ikke kan nogle sange. Jeg har været glad for den; men nu er der kommet en anden, fordi nu hedder det DGI (Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger), og så kunne de ikke have en sangbog, der hedder DDGU. Det er stort set de samme sange, der er i den, plus nogle nye måske lidt flere, til nogle der er lidt ældre. Den er også en ungdomssangbog. Jeg tror der er 30 sange mere i den nye bog.

 

PENSIONIST OG DAGLIGDAG MED SYNSHANDIKAP

Du blev pensionist, men fortsatte med at undervise især i gymnastik?

Ja, og jeg tror heller ikke man skal holde, så kommer man ikke i gang igen. Sådan har jeg det. Hvis jeg holder, er det forbi, så derfor er jeg nødt til at fortsætte. Jeg tror der er mange på holdene, der fejler et eller andet. Det har jeg indtryk af. Holdene er for seniorer.

 

Det er på trods af dit svage syn. Hvordan klarer du dig i hverdagen med det, går det fint?

Ja, hvis jeg ligger tingene, der hvor jeg skal, så kan jeg finde dem; men jeg kan også bruge tid til på lede. Det har jeg også hørt om andre, de leder både efter nøgler og briller. Det gør jeg også, men ellers går det.

 

Du har ikke ret meget hjemmehjælp?

Nej, jeg har til rengøring en time hver fjortende dag. Det er hvad jeg har. Så er det måske en ulempe, at jeg ikke ser så godt, jeg kan jo ikke se om det trænger; men jeg har nogle børn, som fortæller mig det nu.

 

Hvis du skal handle, hvad gør du så?

Da er der en ordning, som jeg fik næsten med det samme, den går på, at jeg kan bestille varer i Hylke, som de kommer med. Jeg har en tid om onsdagen, jeg bestiller på, og om fredag kommer de med det til døren. Kommunen financierer den køretur.

 

Det kan ske, du somme tider skal ud af huset alligevel.

Ja, så tager jeg en flex-taxa. Det fungerer sådan set udmærket.

 

Kan du så selv komme omkring?

Det kan jeg, men jeg skal spørge mange mennesker, hvis jeg skal handle i en butik, for jeg kan ikke se prisen.

 

Det er meget hukommelsen du bruger på det?

Ja, det er det. Hvis de bruger digitale skilte, som skifter hele tiden, da er det slet ikke mig. Der kommer jeg ikke. Hylke har også den fordel, at hvis du skal have medicin, kan du få det derigennem. Apoteket kører der ud hver onsdag, og så kan du bare ringe, og få det med om fredagen. Hvis det er noget man ved i forvejen, gør man sådan. Det går fint med det.

 

Har du også gavn af Dansk Blindesamfund?

Ja, jeg kan søge om forskellige ting. Jeg har for eksempel et ur, der taler når jeg trykker på det. Jeg har en afspiller til lydbånd, og jeg har også en skærm, hvor jeg kan forstørre ting. Nu kan jeg ikke se at skære mere, så kan jeg ramme ved siden af. Derfor bruger jeg meget min gamle pålægsmaskine. Den bruger jeg rigtig meget. Røremaskinen kan jeg bare sætte i gang og slukke igen.

 

Det betyder du stadigvæk bager?

Jeg bager meget. Det har jeg altid gjort. Opskrifter kan jeg ligge ind under min skærm, og så skal jeg bare gå frem og tilbage. De sagde, jeg skulle have læseskærmen tæt ved køkkenet. Den eneste fejl ved, at jeg har den tæt ved køkkenet er, at der er langt til computeren. Når jeg fx skal i banken, skal jeg kunne nogle tal, det er en god øvelse. Jeg går herind og lærer tallene udenad til jeg kommer derind.

 

Du er altså også på internettet, du bruger også e-boks og det hele?

Ja, det gør jeg; men det er lidt besværligt, for det er noget vanskeligt. Jeg har også tale på, men det er somme tider noget irriterende, fordi han snakker hele tiden.

 

Det lyder vel også anderledes?

Det lyder maget anderledes. De kan fx ikke sige annuller, de siger a’nuller. Det skal man grine af hver gang, så er det lidt morsomt at sidde ved skærmen.

 

Du kommer også udenfor, du har en kæmpestor have. Hvad gør du med den, klarer du også noget af den selv?

Ja, jeg klarer det meste selv, jeg har også børn i nærheden. Jeg har tre børn, en der bor i Tebstrup, en i Jeksen og en i Borum. De har ikke så langt, og de har telefon alle sammen. En havemand kommer en gang om året, han saver det ned der trænger og studser noget andet. Han samler det hele op, og tager det med. Græsplænen slår jeg stadigvæk selv med en batteridrevet plæneklipper. Jeg er ved at overveje noget andet, men jeg ved ikke hvad det skal være. Til robot er den lidt besværlig, for den ligger både højt og lavt. Jeg finder en løsning, men foreløbig slår jeg den selv.

 

Det er flot med et syn på mindre end fem procent.

Det irriterer mig meget, at jeg ikke kan gå ud og tage min bil og køre, selv efter seks år. Sådan er det. Jeg havde kørekort til jeg var 80 år. Synet forhindrede mig i at forny det. Jeg vidste det godt, jeg gik kun til lægen for at få at vide, hvordan mit syn var, jeg ville ikke prøve noget af alt det andet, for jeg vidste god det var slut.

Søballevej 6A
Skanderborg 8660 DK
Get directions

Fødselsdag:

1932

Erindringen ønskes afleveret til:

Skanderborg Historiske Arkiv
image/svg+xml