Karen Kirstine Olsen

Ingrid Thorsen deler her sin erindring om sin mormor Karen Olsen. Det er en erindring om et overgreb på mormoren, og hvordan man tacklede det dengang, hendes ægteskab og hendes liv som enke i tyve år. Gør ejerskabskrav på erindring

Min Mormor

 

Min mormor blev født d. 19.07.1879 på en gård i Eskilstrup på Falster og fik navnet Karen Kirstine Rasmussen.

Hun var nummer tre af en børneflok på fem. Den yngste, Rasmine kaldet Mine blev gift med Karl Kepp, og de overtog hjemgården, som lå lidt uden for byen, og hvor kun en smal markvej førte til gården.

Da Mine blev gammel, og slægten var ved at uddø, fortalte hun min storesøster Rigi om en frygtelig episode, hun sammen med min mormor oplevede en dag på hjemgården.

En oplevelse, som ikke bare skulle ties ihjel, men fortælles videre i slægten, og der var dengang kun min storesøster Rigi og mig tilbage, så derfor var det Rigi, hun fortalte det til, som så senere fortalte det til mig.

Mormor var cirka tyve år og Mine femten år dengang. De var alene hjemme på gården. Det var i høstens tid, så måske de var hjemme for at forberede middagen, og alle andre på gården har været i marken. Der kom en pranger kørende, en af dem, som kørte rundt med hest og vogn for at falbyde varer lige fra sikkerhedsnåle til store lerfade.

Han hilste og kom ind for at vise sine ting frem, og de kiggede interesseret på røde silkebånd, forklæder og hjemmestrikkede strømper. Pludselig skubbede han Mine ud af døren, låste den indefra, og Mine stod nu hjælpeløs og hørte, hvordan Mormor kæmpede og skreg, mens han voldtog hende, og som det viste sig senere, også fik gjort hende gravid.

I kirkebogen er kun oplyst, at hun opholdt sig på Fars gård, da hun blev gravid og intet andet.

Hun fødte en dreng ni måneder senere, som hun kaldte Johannes. Som faddere for den lille dreng er i kirkebogen kun oplyst navnene på en husmand og en tjenestepige og ingen familie eller slægtninge.

Den lille Johannes døde to måneder senere, ingen dødsårsag, men sognepræsten var dog til stede ved begravelsen.

Der foreligger ingen anmeldelser om overgrebet og ingen trøstende ord eller medfølelse. Når en kvinde dengang blev gravid, var det nok hende selv, der var skyld i det. Det var en skam, som bare skulle glemmes og forties. Men så frygtelig en forbrydelse vil aldrig kunne forsvares eller ties ihjel. Gud må være den, som giver den straf, han fortjener, hvis der findes en retfærdig gud.

Alt dette skete mange år, før jeg blev født, og jeg vil derfor gerne fortælle om den mormor, jeg kendte, som det elskeligste menneske, og som det blev sagt ved hendes begravelse: Hun har aldrig sagt et ondt ord om et andet menneske, og hun var derfor også meget afholdt af familie og af vennekreds.

Min mormor blev senere gift med min morfar, Hans Edvard Olsen, som arbejdede på slægtsgården i Bjørup, og hvor kun hans gamle mor var tilbage.

Jeg tænker, min mormor måske var kommet som husbestyrerinde og var ti år yngre end min morfar. De blev senere gift og fik to piger, min mor, Gudrun i 1905 og to år efter i 1907, Valborg.

Efter de få billeder, vi har fra den tid, var de to altid klædt som prinsesser i hvide kjoler. Svigermoderen – min mors farmor, der stadig boede på gården, blev af min mor omtalt som den kærligste Bedste, der lærte de to piger mange børnesange.

Omkring 1937 byggede de huset lige ved siden af gården, som med datidens øjne måtte betegnes som moderne, og ægteskabet virkede altid harmonisk. Jeg husker min morfar som en stille og lidt nedslidt mand, og han døde i 1951, hvorefter min mormor levede i huset som enke i tyve år.

Hun havde gode år, fordi hun var så vellidt af alle. Hun cyklede på besøg hos sine døtre, Valborg, der boede i Eget og til min mor i Horreby, og vi var altid glade for mormors besøg. Hun cyklede aldrig hjemmefra uden hendes elskede hund Strit i cykelkurven.

I mange år arbejdede hun hos sypigen, Klara. Datidens sypiger havde meget at lave, inden man begyndte at købe konfektionstøj, så der kunne hun hjælpe med at sømme op eller andet lettere sy arbejde. Meget blev lavet dengang med nål og tråd.

Jeg husker også, at Mormors løn var blot én krone om dagen, så måske arbejdet mere blev udført for selskabs skyld end for egentlig indtjening.

Desværre blev hendes sidste tid svære. Hun blev over halvfems år og kunne ikke mere klare hus og personlig hygiejne, hvorfor hun måtte på plejehjem, og desværre i Tingsted Alderdomshjem, som dengang var gammelt, mørkt og nedslidt. Hun græd, da vi forlod hende.

Mormor blev derefter hurtigt konfus. På alderdomshjemmet var der en loftstrappe, der ikke var spærret af, og en dag begyndte hun at gå op, men faldt ned og brækkede hoften. Hun kom på sygehuset, og da jeg besøgte hende sidste gang, spurgte hun mig, om også jeg kunne høre den smukke englesang. Selvfølgelig kunne jeg da det, og nu vidste jeg, at hun ikke mere mærkede smerter. Hun døde fredeligt og stille d. 19. juni 1974, 94 år gammel.

Bjørup 4800 DK
Get directions

Fødselsdag:

1937

Erindringen ønskes afleveret til:

Falsters Egnshistoriske Arkiv
Tingsted, Systofte Sognes Lokalhistoriske Arkiv