Karin Lantow Andersen

Karin Lantow Andersens far var formand for fagforeningen i Metal, og 1. maj var derfor en mærkedag. Hun mindes hvordan hun gik ved siden af sin far forrest i optoget, og hvordan den daværende statsminister Anker Jørgensen hilste på dem. Karin Lantow Andersen beskriver hvordan en 1. maj typisk forløb for dem fra de mødtes til morgenmad om morgenen, og til hun faldt i søvn i bilen på vej hjem.

Der var altid noget magisk over 1 maj, man kunne mærke det helt ned i tæerne, at denne dag var noget helt særligt. (Jeg var nok 10 år og årstallet var 1975). Jeg vidste det bare, så meget glæde og fest på en gang. Vi startede altid med at spise morgenmad, med andre folk fra partiet mine forældre var medlem af.

 

Folk var stemningsfyldte, proklamerede, og fyldt med masser af energi til en dag i fagbevægelsens tegn. Der blev sunget, malet bannere og diskuteret fagpolitisk, hygget og ikke mindst nydt at være sammen i et fællesskab. Så tog folk afsted, for vi skulle mødes ved Nørre Søgade, der mødtes fagforeningerne. Det blafrede allerede med røde flag overalt og var et dejligt befriende blik for øjet, og folks begejstring over at møde bekendte var stor og glædelig.

 

Jeg ville godt et øjeblik have været en fugl, så jeg havde kunne se det oppefra. Min far gik altid forrest i optoget med fanerne, det gjorde fagforenings folk og partispidserne, jeg var altid helt glad i hjertet når jeg fik lov at gå der ved siden af og høre ham skråle møg falsk ... Når jeg ser et rødt flag smælde på en klar og vårfrisk dag. Ellers løb vi børn bare rundt med hinanden, alle kendte jo alle, og alle var trygge. Vi gik i optog midt på vejen og spærrede al trafik, og ejede København for bare en dag. Folk sang arbejdersange og råbte; styrk den internationale solidaritet, der var vogne med højttalere og musik og folk råbte paroler der gik videre i stafet gennem optoget, og langsomt bevægede os mod Fælledparken i procession mens andre stødte optog stødte til, andre faggrupper og socialdemokratiet. Vi var så stolte af at tilhøre arbejderklassen. I fælleden opløstes optoget og så var der pludselig mange mennesker og man kunne blive væk. Jeg gik med min far i hånden lidt, det var altid den lykkeligeste ting i verden at have ham så tæt på og osse jordens langsomste ting, for alle folk hilste og trykkede i hånd, og talte politik som jeg ikke forstod rigtigt, det var som om han kendte alle eller alle kendte ham.

 

Vi mødte en lille gammel sød mand der krammede min far, og bad min far hilse Gudrun min farmor. Han sagde goddag lille Jan, det fnes jeg lidt over, for min far var ikke spor lille. Bagefter spurgte jeg hvem det var, det var Anker Jørgensen han er Danmarks statsminister, tænk at leve i en tid hvor folk gav sig tid til at huske hinanden. Anker boede i opgangen siden af min far da han var barn.

 

Så skulle min far gå. Der var et inferno af lugte og lyde, og telte med musik og folk der solgte t shirts og mærkater mod alt muligt. Der var sange musik og madtelte med empanadas, pølser og øl, boder allevegne og folk der agiterede. Og alle var så glade. Og så var der talerne, de var lange og meget direkte, masser af krav, håb og sandheder blev der råbt i højttalerne, kortere arbejdsdage, bedre vilkår, lige løn for lige arbejde, og mere i løn. Min far var åbenbart kendt, han holdt taler, de startede altid med; kammerater, sikke mange venner han havde, tænkte jeg.

 

Min far var fagforenings formand i Metal, og også kommunist og havde et stort hjerte for arbejderes vilkår, og var aldrig bange for at have en holdning. Min far hed Jan Andersen og var en god taler, og et meget varmt og hjerteligt menneske som folk lyttede til. Jeg forstod ikke så meget af det kommunisme, men jeg ved at politik ofte tog min far væk fra mig. Det var en lang lang dag i maj, bøgen var kun lige sprunget ud og solen skinnede og lyde og lugte, taler, mennesker og indtrykkene var mange derude på Fælleden. Senere på dagen, da vi havde spist pølser og is, og leget med andre børn, og slet ikke orkede mere, kørte vi hjem til Jytte og Ib, og sluttede dagen. Så blev der diskuteret og hygget og spist, jeg ved slet ikke hvordan de voksne kunne have flere ord i sig. Vi faldt i søvn på bagsædet i bilen på vej hjem, det var en skøn tid.

Edel Sauntes Allé
København 2100 DK
Get directions

Fødselsdag:

1965

Erindringen ønskes afleveret til:

Københavns Stadsarkiv