Karin Marquart

Karin Marquart, 1946, er født og opvokset i Aarhus. Som ung blev det bestemt, at Karin skulle være frisør, og hun kom i lære i Aarhus. Hun bliver gift med urmager Jon Marquart og flytter til Egå, hvor hun får sin egen salon. I 1975 flytter familien til Skanderborg, hvor de sammen kører forretningen Marquarts Guld Sølv Ure Optik i Adelgade i 35 år. I Skanderborg engagerer de sig på forskellig vis i forretnings- og foreningsliv. Gør ejerskabskrav på erindring

Interview med Karin Marquart, indehaver af guld-sølv-ure forretning/damefrisør den 27. februar 2018, ved Kirsten Thomsen.

 

BARNDOM I AARHUS OG VIBY

Jeg starter med at spørge dig: ”Hvad hedder du, hvor og hvornår er du født”?

Jeg hedder Karin Marquart, og jeg er født i Aarhus i Eckersbergsgade, der boede jeg sammen med mine forældre indtil jeg var syv år. Jeg kan huske, dengang havde man ikke badeværelse, som man har i dag. En gang om måneden var der tændt op i gruekedlen i kælderen, og så blev vi alle vasket sammen med naboernes unger. Til daglig måtte vi nøjes med lidt klatvask, og det foregik i køkkenvasken. Da jeg blev syv år, var mine forældre så heldige, at de fik en andelsbolig i Viby på Rosenvangs Allé, og der startede jeg så i skole i første klasse. Senere fik jeg to brødre, og vi gik alle sammen i Rosenvangs Skole. Min far var oprindeligt uddannet billedskærer, og efterhånden blev han entreprenørformand ved noget der hed JMV Århus Schrøder, men under krigen var han politibetjent. Da kan jeg huske en lille ting. Han havde en søster, hvis mand havde en slagterforretning nede i Ødis, og da tyskerne var efter ham, måtte de lægge ham i en sæk inde i fryserummet, således at tyskerne ikke fandt ham og slæbte ham med. Min mor var Lotte, og de boede inde i Aarhus dengang; da var de begge to indenfor modstandsbevægelsen. Jeg er født i 1946 og er efterkrigsbarn. Vi flyttede som sagt til Viby, hvor jeg gik i skole indtil jeg var 16 år, og kom i lære.

 

UDDANNELSE SOM FRISØR OG JOBS

Min mor havde bestemt, at jeg skulle være frisør. Jeg kom i frisørlære på Kaj Munks vej i fire år, og det var en hård tid. Ikke nok med, at man skulle vaske hår på folk, men man skulle også gøre rent ved dem man var ved og pudse deres kobbertøj. Det var almindelig kutyme dengang, og det var en del af uddannelse.

Apropos at komme i lære. Dengang blev vi både udlært som herre- og damefrisør, og lavede jernkrølning med fald i håret lige som i Downton Abbey, samt hesteskofrisure, det skulle man kunne, ligesom vi også lavede permanent. Vi havde tremåneders- og halvårs kunder. Det var ikke altid lige sjovt, og så trak vi piger lod om, hvem der skulle vaske hår. De sagde altid ”åhh frk. Nielsen kan De ikke gnubbe lidt hårdere”. Dengang var man Des og frk. Ligegyldig hvad, så stod man pænt og afventede ordre fra ens mester om, hvad man så skulle gøre. Man skulle neje for kunderne, faktisk ligesom i Matador. Sådan var det jo bare. For at man skulle blive mere dygtig, var jeg nødt til at øve mig på min familie og venner og bekendte om aftenen. Vi mødte ind hver morgen klokken otte, og fik først fri klokken otte om aftenen. Det var en hård tid, og det varede fire år. Vi blev også udlært i manicure, og i hovedbundsmassage, sådan noget skulle man også kunne.

De tremåneders- og halvårskunder havde man indimellem også til en gang opfrisering, og jeg kan lige så tydelig huske, at det kostede 25 øre. I dag tænker vi: ”Hold da op for 25 øre”. Når kunderne havde fået håret sat, lå de med hårnet om natten. Når de så kom og skulle have en opfrisering lavede man bukler i nakken, og så var de næsten lige så gode som nye. Derfor var det ikke altid lige rart for os elever, at skulle stå og vaske hår på dem, når de kun havde fået vasket hår hvert halve år eller hver tredje måned.

Jeg var heldig at få en læreplads, det var også svært dengang, som det er i dag. Min mor bestemte, at jeg skulle være frisør, og i mellemtiden indtil jeg fik en læreplads, jeg vil tro der gik et halvt årstid, da arbejdede jeg nogle gange om natten på en kartonnagefabrik, hvor man lavede æsker til fiskefileter, som man også kan købe i dag.

Kan du huske hvor meget du fik i løn dengang?

Nej, det kan jeg ikke, jeg har spekuleret over det. Det kan jeg ikke.

Brugte du så pengene selv?

Nej, dem jeg tjente afleverede jeg derhjemme.

Skulle man det, fordi man ikke var personlig myndig?

De havde jo ingen penge, det var kun min far der arbejdede. Det var ganske almindeligt, det tænkte man ikke over.

 

UNGDOMSTIDEN

Hvornår flyttede du hjemmefra?

Jeg var lige godt 17 år, da jeg flyttede hjemmefra.  Der var to yngre brødre, og vi boede i en toværelses lejlighed. Som pige syntes jeg, at jeg gerne ville være lidt mere mig selv. Vi havde køjesenge, det var ikke så spændende, og kunne ikke have legekammerater på besøg. Jeg besluttede mig til som 17 årig at flytte hjemmefra. Da havde jeg været så heldig at få et lille værelse på syv kvadratmeter ude på Byvangs Alle, hvor jeg boede sammen med 10-15 andre unge piger og mænd lige som mig selv. Da jeg flyttede hjemmefra, kunne jeg ikke engang koge et æg eller lave mad, fordi når jeg kom hjem efter en lang arbejdsdag, havde de spist. Min far arbejdede og fik fri kl. fire, og så spiste de aftensmad. Derfor fik jeg enten opvarmet mad eller noget andet, og lærte egentlig ikke rigtig at lave mad; men jeg har altid godt kunnet lide at se i kogebøger, så jeg startede med at koge et æg, hvad jeg også lykkedes med. De unge mennesker jeg boede sammen med, syntes det duftede godt, og så lavede jeg store gryderetter, som de betalte til, og så blev de også klippet, og det fik jeg også penge for. På den måde holdt jeg den kørende, og i 1960 kom jeg i lære og blev udlært i 1966 på min 20-års fødselsdag. Jeg fik et job i Thorvaldsensgade, hvor jeg var et stykke tid. Så syntes jeg, at jeg skulle prøve noget andet, og kom til Horsens, hvor jeg var et års tid ved en der hed Jørgensen på Torvet. Jeg kan huske vi var nogle piger fra salonen, der gik på Jørgensens Hotel, hvor vi var på Kit Kat til lidt dansant om aftenen; men vi skulle op næste morgen og på job. Dengang var man begyndt at få touperet hår, lige som man ser i rock og rul med Elvis Presleys Priscilla med det store touperede hår, det skulle vi alle have. Om aftenen øvede jeg mig på mine forskellige veninder. Derefter kom jeg en tur til Aarhus på Søndergade, der havde Dorthe Kollos mor en salon. Der var jeg frisør et halvt til et helt år.

 

MØDET MED JON MARQUART

Lige overfor var en urmager forretning, hvor mit armbåndsur skulle laves. Der var en nydelig ung mand, der spurgte, hvad jeg skulle have gjort ved det, og jeg skulle da have det til at gå. Dengang havde jeg nogle veninder, som jeg gik sammen med på Aarhus Hallen til dansant, og jeg kan huske lige så tydeligt, at dengang fik man en gin og tonic, og jeg var jeg slet ikke vandt til at drikke overhovedet på daværende tidspunkt, den kostede en 10’er. Man skulle også betale en 10’er for at komme ind. Den unge mand fra urmagerbutikken kom jeg ud at danse med, og han spurgte, om han ikke skulle følge mig hjem. “Nej“, sagde jeg: ”Det skal du ikke, for jeg bor lige oppe i M.P. Bruuns Gade”. Da var vi fire tøser, der havde lejet en stor herskabslejlighed sammen. Så var vi på Aarhus Hallen igen, og han kom igen, og ville følge mig hjem. Efter fjorten dage flyttede han ind i lejligheden, og så blev han boende tre måneder sammen med mig. En dag sagde han til mig, om jeg kunne tænke mig, at se det værelse han havde. Han havde et værelse helt ude i Egå, men han havde bil, så vi kørte derud. Det viste sig faktisk, han ejede hele villaen, og manden var snedig nok til at leje alle værelserne ud, og så kom jeg og sagde: ”Jeg skal ikke bo sammen med andre end dig”. Så sagde han lejerne op, og inden der var gået et år, var vi gift, og jeg var 22 år. Faktisk i år 2018 kunne vi have fejret guldbryllup, men det er 15 år siden han døde. Sådan er det, som man siger på fransk: ”C’est la vie”.

Du glemte lige at fortælle hvad han hedder

Han hedder Jon Marquart. Han har franske aner langt tilbage, har vi undersøgt, fra omkring 1500-tallet. Han havde nogle dejlige forældre, som boede i Holme ved Aarhus, og mine egne forældre boede i Viby. Det endte med, at vi flyttede sammen i Egå i det hus han havde.

 

SELVSTÆNDIGE ERHVERV

Vi blev enige om, at vi skulle have et større hus, fordi han syntes jeg skulle have min egen salon. Vi fik en byggegrund ved siden af, hvor vi byggede et nyt hus, og indrettede det halve af huset til salon. Det havde jeg i fem år, mens han havde sin egen forretning på Silkeborgvej i Åbyhøj. I 1975 havde vi fundet ud af, at der var en butik til salg i Skanderborg. Det var Seerups guld- og sølvforretning, og den købte vi, og startede i Skanderborg den 1. november 1975.

I kom til Skanderborg og åbnede forretning på Adelgade 53, og hvad kom den til at hedde?

Den kom først til at hedde Seerups Eftf. i flere år, og til slut kaldte vi den bare Marquarts Guld Sølv Ure Optik, vi havde jo alle spektre indenfor branchen. Da havde vi en urmager elev, og to damer ansatte i butikken. Jeg kan huske vi fik en urmager, en ung mand fra Kibæk, og han kunne ikke finde et værelse. Så sagde jeg til ham, at han kunne få et rum i kælderen, og der boede han i papkasserummet i fire år, og spiste hos os. Vi havde ung pige i huset, fordi vi havde også fået vores datter Mia. Så vi havde rigtig mange mennesker omkring os.

 

FERIE PÅ SKI

Var der tid til at holde ferie?

Vi havde nok at se til, og det med ferie blev det ikke så meget af. Til påske tog vi lidt fri, for min mand ville så gerne stå på ski. Vi startede først i Norge på langrend, men det var ikke nogen succes eftersom det var et skridt frem og ti tilbage, vi havde ikke smurt dem godt nok. Den sidste dag prøvede vi et par alpine ski, det gik lidt hurtigere. Det endte med, at vi tog til Tyrol i Østrig i noget der hed St. Johann. Jeg blev ikke nogen verdensmester til det, fordi det viste sig, jeg havde højdeskræk, og det var ikke så smart når man skulle op på toppen. Min søde mand Jon, han var lidt snild på fingrene, han havde i de to stave sat plasticrør ned i, så jeg havde Obster i den ene og Gl. Dansk i den anden. Vi holdt pit-stop ind imellem, og når jeg skulle tanke op ved de forskellige hytter, syntes de det var vældig sjovt. En dag havde jeg fået lidt for meget Glühwein, og da vi var kommet op af en bakke, viste det sig at være en sort pukkelpist, og jeg var vant til at køre røde løjper. Mia og min mand var kørt ned ad bakken, og jeg kunne overhovedet ikke se noget med duggede briller. Nede stod der to små mænd for enden af bakken, som råbte op til mig: ”Bist du verloren”? Jeg tænkte, nej jeg er da ikke forloren, ”Ich bin ganz echt”, jeg kunne overhovedet ikke tale tysk; men de fik mig guidet ned ad bakken. Da jeg kom ned, var jeg kisteglad, og de skældte min mand ud, det var for dårligt, at han ikke kunne tage sig af mig. Jeg sagde: ”Nå, mein herren ein Gewesen oder was”? Så tog jeg lige håndtaget af stavene og gav en lille Obster i små glas jeg havde med. Det var den skitur.

Jeg havde dresseret manden, hvor vi havde vores ski opstaldet, så de var opvarmede når mor her kom om morgenen. Hver gang jeg kom fra Danmark, havde jeg en hel flaske Gl. Dansk med, og den holdt hele ugen for ham.

Men så holdt det med skiferier?

Ja, det holdt da min mand blev 60 år, og døde da han var 61… Jeg har ikke været på ski siden.

 

MEDLEMSKABER AF FORENINGER

Ret kort efter vi kom til Skanderborg, jeg tror det var 1977, kom vi ind i henholdsvis Rebekka Logen Dronning Sofia og Morten Børup, hvor vi var begge var med henved 20 år. Nu er den nedlagt, sådan går det nogle gange med de små foreninger.

Men jeg kan huske vi demonstrerede en del, da vores dejlige sygehus skulle lukkes, det syntes vi alle, var en stor katastrofe for byen.

Ellers var vi selvfølgelig medlem af Skanderborg Handelsstandsforening, som vi alle årene var med i og bl.a. da vi var i logen, var jeg så heldig at møde en mand der hed Sonne Madsen. Han spurgte mig til en hyggelig aften, om vi ikke kunne lave en borgmesterkæde, for det ville Håndværkerforeningen gerne give vores borgmester Ejnar Jacobsen. Jeg siger: ”Selvfølgelig kan vi det”, og så siger min mand: ”Hvad havde du lige tænkt dig af motiv”? Jeg har altid lagt mærke til, at når man ser en borgmesterkæde generelt, så er der altid små emblemer, man aldrig kan se hvad der står på. Jeg siger, at det jeg egentlig lagde mærke til den første gang jeg kom til Skanderborg var Dronning Dagmars Dreng, byvåbnet og Slotskirken. Så jeg sagde, at vi skulle lave den i sølv og oksidere den, og selve kæden skulle være som s’er. Den skulle vi lave til vores købstads 400 års jubilæum, idet Margrethe og prins Henrik ville komme. Borgmester Ejnar Jacobsen skulle have den overrakt dagen før, og det fik han i 1983. Det var en hemmelighed, som vi havde kendt i tre år. Jeg tror der gik hen ved tre kilo sølv til at lave borgmesterkæden med. Det var en stor oplevelse, det er ikke hver dag, man får lov til at lave sådan noget.

I Handelsstandsforening var I også med til at arrangere noget der kaldes Kræmmermarked, vil du fortælle noget om det?

Det var vi, og jeg syntes det var et mageløst indslag, for det var simpelthen så hyggeligt. Dengang havde vi også ØLA [Østjysk Landboauktion], og alle dem der kom til byen om fredagen. Derfor var det også en rigtig god ide at lave sådan et indslag med, at man lukkede gaden ned, og havde kræmmertilbud fra de handlende. Det jeg syntes rigtig godt om dengang var, da vi alle var klædt ud i gammelt tøj. Mændene var i kjole og hvidt med høj hat, og damerne havde lange sorte kjoler med hvide forklæder og rys om håret. Slagteren havde bowlerhat og stort forklæde på. Jeg kan også huske, at vi på et tidspunkt havde en hestevogn kørende med daværende borgmester Kjeld Nyhus, og jeg husker min datter og jeg var ude at give ham blomster og nejede, som man gjorde i gamle dage.

 

FORRETNINGSLIVET  I SKANDERBORG

Jeg husker stadigvæk, da jeg kom til byen, da var det lidt á la Korsbæk, og alle kendte alle og vidste hvad hinanden hed. Engang havde vi en kunde, der var inde at handle hos mig op til jul. Manden var på ØLA, og hun skulle ud at handle julegaver. Hun havde købt tingene ved mig, og lige som hun skal til at betale, siger hun: ”Gud, jeg har glemt min pung derhjemme”. Så siger jeg: ”Det skal du da ikke spekulere på, hvor mange penge skal du bruge, du kan da lige låne en tudse”, og det ville hun da gerne. Jeg kendte overhovedet ikke konen. Dengang skulle hun ned og handle på hjørnet ved Messen, og hun skulle købe tøj til børnebørnene og andet. Der gik vel et par timer, så mødte hun sin mand, der var kommet fra ØLA. Hun kom og sagde: ”Her har du dine penge. Jeg har nu alligevel aldrig fået stukket en tudse ud, uden at blive spurgt hvem jeg var”. Jeg sagde, at jeg nu nok skulle rende hende op, hvis hun ville snyde mig. Man kan godt savne det lidt i dag, det at komme hinanden lidt mere ved. Min mand var lige ved at himle, og sagde: ”Giver du bare 1.000 kr. væk”. Hun manglede dem, og jeg fik dem jo igen.

Hvad var grunden til, at I kom til Skanderborg og overtog forretningen?

Det var fordi vi egentlig havde to forretninger. Min mand havde en i Åbyhøj, og jeg havde jo min salon i Egå, og der var en forfærdelig masse kørsel frem og tilbage. Min mand så i avisen, at Seerups forretning i Skanderborg var til salg. Han havde været på skole sammen med Ole Seerup i tidernes morgen i København, og derved kendte de hinanden. Min mand havde kontaktet Ole Seerup, og spurgt om han stadig var interesseret i at sælge, og det var han. De to blev enige engang i august, at vi skulle overtage butikken 1. november. Jeg ved, at selve huset er fra 1850, og jeg mener den første telefoncentral var der. Seerup havde haft guldsmedeforretning der i 40 år, da vi overtog den. Det var pludselig noget andet for mig, fra at være frisør til at være i en guldsmedebutik. Det var spændende syntes jeg, stadigvæk at have noget med mennesker at gøre. Desværre måtte vi afhænde den, fordi min mand blev syg og døde. Vi havde forretningen i 35 år.

Var det nemt at få den solgt?                   

Ja, det var det. Egentlig blev den lejet ud til en damebutik og forskelligt andet, og til sidst var der nogen der opkøbte det hele. Efter tre år, hvor jeg boede alene i huset, solgte jeg det, og flyttede til Adelgade 95.

Er der ikke også noget om, at du har været involveret i Restaurant Frederik II?

Jo, vi var 15 forretningsfolk i byen, der syntes det kunne være spændende, at få gang i Frederik II, fordi det er en gammel hyggelig kro, som man forbinder med en rigtig Kongelig Privilegeret Kro. Vi var 15 mand, og jeg var den eneste pige i det konsortium. Min mand sagde godt nok, om jeg ikke havde nok. Vi havde jo også vores guldsmedebutik sammen; men jeg kunne jo arbejde om aftenen og om natten, og så havde vi folk på til at passe den om dagen. Pludselig en dag hvor det ikke gik så godt, sagde en af de 15 mænd, om vi skulle lukke, og så siger jeg, at det kan vel ikke komme så vidt andet end den kro overtager jeg helt og holdent. Det gjorde jeg i løbet af tre timer en søndag aften. Mandag morgen var jeg på kro, lavede menu og fik nye kokke på. Jeg må sige, at noget jeg brænder for er restaurationsbranchen, der kommer mange sjove mennesker, og man får mange gode input i det hele taget. På et tidspunkt, og det var 1992, var jeg i vores egen guldsmedebutik fra kl. 10 til kl. 17, og fra kl. 18 om aftenen til tre hver nat var jeg på Frederik II og serverede. Da jeg har haft den i trekvart eller et år, blev jeg tilbudt at købe hele ejendommen med kro og det hele, og så sagde min mand, vi havde jo også butikken. De ville egentlig gerne have, om jeg så ikke ville bestyre den. Jeg sagde, at jeg tror nok det var sjovt, så længe det varede. Og det var sjovt.

Jeg har stadigvæk lidt med at servere og hygge om folk, fordi vi har fået et så aldeles fremragende bryghus i Skanderborg, hvor jeg er frivillig hjælper. Det kan jeg godt lide.

Hvad hedder det?

Det hedder Skanderborg Bryghus, og ligger på Danmarksvej 17. Det er noget med, at Lars Kromand startede det. Det sjove var, at han en dag var hernede og spise sammen med nogle af vennerne der brygger, og så siger de til mig: ”Karin, du skal da holde din fødselsdag der”. Det er nu to år siden, jeg holdt min 70-års fødselsdag deroppe. Da holdt vi et tema, og det var ”En royal affære”. Det blev nøjagtig færdigt til den 16. april 2016, hvor jeg holdt min fødselsdag med 80 mennesker. Jeg kender bryghuset, og det er hyggelige mennesker, der kommer fra alle samfundslag, og ved at det ligger deroppe. Mange kommer ind og får en fyraftensbajer og hygger sig. Der er faste åbningstider, om tirsdagen fra 15 til 18, om fredagen fra 11,30 til 18,00. Det er så hyggeligt at få en øl, men man kan også få et glas vin.

 

FILMINDSPILDNING MED SUSANNE LANA

Du fortæller, at du også har været med til at lave en film?

Ja, jeg var så heldig, at være til min gode veninde Susanne Lanas fødselsdag. Jeg rejser somme tider lidt med hende, når hun er ude til koncerter, og vi har det vældig hyggeligt sammen, og jeg er ude at promovere hendes cd’er. En dag siger hun til mig for to år siden: ”Vi to bliver snart 70, jeg skal holde min i Horsens på Fængslet, og du skal med”. Det lød dejligt, for jeg havde også hyret hende til at synge til min fødselsdag. Idet jeg kommer til Horsens i Fængslet, var der så mange interessante mennesker fx Michael Winkler, Anette Klingenberg og Kisser og Søren, rigtig dejlige mennesker. Jeg kommer til at sidde ved et rigtig spændende bord, hvor der sidder nogle herrer, og vi falder i snak sammen. Jeg står op og holder en tale for Susanne Lana, og ønsker hende alt godt. Lige pludselig er der en der hedder Lucas Alexander og en ung mand Lauge, de kommer hen til mig og siger: ”Kunne du ikke tænke dig at være med i en film sammen med Susanne Lana”? Jeg sagde, at jeg er fra Jylland, og hopper ikke på den slags ting. Enden blev, at Susanne Lana blev nødt til at ringe til mig, og sagde, at det er ganske vist. Fjorten dage efter min fødselsdag i 2016 den 27. april var jeg på Kragerup Gods og indspillede en scene, hvor jeg skulle spille grevinde sammen med nogle andre damer, og det var fantastisk. Men jeg skulle tale avanceret engelsk, så det var lige med at få tungen vendt rigtigt. Den er ved at blive klippet, som man siger i filmsproget, og vi venter spændt på, hvornår den skal vises frem, efter sigende skulle den vises i Cannes. Vi er spændte på, om vi skal en tur op af den røde løber!

 

SELSKABELIGHED I HJEMMET

Vil du fortælle lidt om dit hjem? Du har jo et meget interessant hjem.

Det vil jeg gerne. Jeg er lige som fru. Hyacinth. Jeg elsker alle årstider, hvor man pynter op; men julen har den største plads i mit hjerte. Jeg plejer gerne at være færdig med at julepynte omkring 1. oktober. Programmet er stramt, for jeg har mange julegæster. Jeg har ca. 150-200 kasser julepynt på mit loft. Ting tager tid, når det skal ned, så omkring den 8. oktober er jeg klar, og går de sidste detaljer igennem, så 1. november er jeg klar til at holde julefrokost. Vi har en fast tradition, at til Mortens Aften den 10. november, hvor jeg har familie og venner på besøg, da har vi den helt store julestemning i gang. Jeg har altid en tradition, hvor jeg har nogle venner med en 10-12 mennesker omkring bordet til brunkålsgilde, hvor jeg laver brunkål med fem forskellige slags kød, syv forskellige slags sennep og rugbrød. Det tager mig to dage at lave det hele i to store gryder, men det er en fast tradition, hvor vi starter med hvidvinsgløgg, og derefter får de brunkål og en dessert og lidt snolder bagefter. Det er hyggeligt, og sådan er det fremdeles. Hvis jeg er lidt flittig, har jeg noget med 165 mennesker fra 1. november til mellem jul og nytår. Så er der slut for den gang. I efterårstiden er der lidt jagtgilder, hvor vi har skudt en sommerbuk. Jeg er så heldig at kende en jæger. Jeg kan godt lide temaer med påske og pinse og så videre. Mit hjem er også dekoreret efter årstiden, og jeg synes selv, jeg har en mageløs terrasse med alverdens ting på, og så har jeg altid lys i mine træer. Selv en sommer aften er det ikke noget så skønt som at se på alle lysene.

 

BØRN OG BARNEBARN

Du har også en familie?

Ja, jeg har en datter, der hedder Mia, og min dejlige svigersøn Jonas, og så har jeg selvfølgelig et mageløst guddommeligt barnebarn, der hedder Ingrid på 10 år. Hun er mormors øjesten, og når hun får lov at overnatte, hun vil meget gerne overnatte ved sin mormor og passes nogle dage, så elsker hun, når hun ligger i mormors seng, og jeg banker på døren, så at sige: ”Ja, jeg er klar til at få room service”. Det kan hun godt lide. Vi hygger, og går ud og småshopper lidt, og vi går også lidt på restaurant, det kan hun også godt lide. Børn skal jo også lære, hvordan man kommer ud og gebærder sig i byen, og selvfølge får hun altid, som hun kalder det, mormors favoritretter.

Jeg har mange gæster, jeg kan godt lide at have gæster og kan godt lide at lave mad. Jeg kan også blive træt ind i mellem, men det er hyggeligt at have gæster, og gøre noget godt for andre mennesker. Det er altid dejligt, at sidde og hygge sig over et godt måltid mad.

Nu tror jeg også, vi har været omkring dit liv, og vil sige tak fordi du stillede op til samtalen og tak for i dag.

Velbekomme, tak.

 

Adelgade 53
Skanderborg 8660 DK
Get directions

Fødselsdag:

1946

Erindringen ønskes afleveret til:

Skanderborg Historiske Arkiv
image/svg+xml