Bent Christiansen

Erindringer fra min barndom på en planteskole i Kastager på Lolland. Gør ejerskabskrav på erindring

Jeg er vokset op på en planteskole i Kastager med to mindre søskende. Min første erindring var, da jeg kørte bil alene – næsten. Jeg må have været fire år. Det var i slutningen af besættelsen. Min far havde købt en opklodset Ford A fra cirka 1930. Under besættelsen var det kun læger og udrykningskøretøjer, der kunne få brændstof. Bilen havde tilhørt en cykel- og radioforhandler der boede nogle få huse fra mine forældres ejendom. Vi havde dengang folk, der boede og fik kost hos os. De hjalp min far med at skubbe bilen hjem, mens jeg sad på forsædet og styrede efter bedste evne. Min far havde rullet sideruden i døren ved førersædet ned og korrigerede engang imellem bilens retning. Men bortset fra det var det altså mig, der kørte den.

Som nævnt var der ikke nummerplader på bilen, da min far overtog den. Kort efter besættelsen kom der benzin på og bilen startet. Min mor og far og jeg kørte til Nakskov for at få indregistreret bilen. Jeg husker, at min mor og jeg stod ude foran sparekassen på Nytorv, hvor det var aftalt, at vi skulle mødes med min far. Pludselig så vi ham komme kørende fra politistationen, dyttede og kørte i fuld fart ned ad Søndergade, vi stod måbende tilbage. Kort efter kom han med lige så stor fart den modsatte vej igen forbi os. Da vi endelig mødtes, fik vi forklaringen. For at bilen kunne indregistreres skulle der betales en art registreringsafgift, og da politiet ikke tog mod checks, måtte han ned i Landmandsbanken for at hente penge og tilbage, før motorkontoret lukkede for den dag.

Et par år senere blev den bil skiftet ud med en Ford V8 fra 1936. Den var udstyret med radio, hvilket var en sjælden-hed dengang. Radioen havde naturligvis et betjeningspanel i kabinen. Dengang var transistorer ikke opfundet, så selve radioen var placeret i motorrummet. Den ottecylindrede motor fyldte en del, men radioen fyldte næsten lige så meget. Dengang skulle man betale licens for hvert radioapparat der var i husstanden. En dag kom den lokale sognefoged, en af landsbyens gårdejere, og spurgte om min far betalte licens af bilradioen. Med meget troskyldig stemme udbrød min far, at han aldrig havde hørt, at man skulle betale licens af en radio i en bil. Samtalen endte med at sognefogeden sagde:
”Du må hellere se at få tilmeldt dig, så vi ikke skal til at skrive bøder”.

Samme bil havde et ur, der som alle andre dengang skulle trækkes op. En dag jeg så min far trække det op, sagde jeg, at det måtte da være nemmere at sætte en elektromotor ind i uret. Min far så mig dybt ind i øjnene og sagde:
”Bent, du kan da nok forstå at så bliver strømmen brugt, og så kan bilen ikke starte”.
Så blev jeg så klog, han oplevede dog senere elektriske ure.

Kort efter besættelsen var jeg sammen med mine bedsteforældre på en rejse til Fyn for at besøge min faster og hendes mand, som havde en gård derovre. Min farfar var medlem af det man kaldte ”Direktionen” for Nakskov-Kragenæs Banen. Det var nok nærmere en slags bestyrelse, hvor der var en repræsentant for Nakskov by (Borgmesteren) en for Handelsstandsforeningen i Nakskov og min farfar som repræsenterede landkommunerne. Han havde frikort til banen. Jeg ved ikke, om der dengang var første og anden klasse på banen. Jeg husker, vi stod på Kastager stationen og absolut skulle ind i vogn nummer otte. Det var den eneste med polstrede sæder. De øvrige vogne havde træbænke. Vi kom med toget, som dengang blev trukket af et damplokomotiv, stod af på banegården i Nakskov og gik ned til havnen og ombord på Mjølner, som sejlede fra Nakskov til Spodsbjerg. Jeg var vildt imponeret, havde aldrig tidligere været inde i så stort et skib. Forrest på overbygningen var der en rigtig restaurant med sortklædte tjenere, og mest imponerende en trykknap ved hvert bord, så man kunne ringe efter tjeneren. Mine bedsteforældre, som var økonomisk fornuftige landmænd havde taget madpakke med, men jeg mener, vi fik kaffe og en sodavand til mig. Ruten var indstillet under besættelsen, men det må have været kort efter, for jeg kan huske, at min farfar talte om, at turen var meget længere end tidligere, fordi vi sejlede i den gamle sejlrende. Den nye var endnu ikke ryddet for miner.

Før bilen blev indregistreret, tog vi med toget, når vi skulle handle i Nakskov. Der var ikke mange afgange, så når ventetiden til togafgangen skulle fordrives, fik vi kaffe i en café, der lå på første sal i Sønderport. Hjemmefra var jeg vant til at spise i stueetagen og sove i overetagen. Jeg var derfor vildt betaget af, at vi skulle op ad en trappe for at spise eller drikke. I min terminologi hed det altid, at vi skulle ”op på loftet”. Traditionen fortsatte, selv om vi ikke mere kørte med toget.
Under besættelsen dyrkede min far tobak. Forsyningslinjerne fra de varme lande var jo afbrudte. Det var en helt legal dyrkning, hvor toldvæsenet kom for at kontrollere, at man ikke dyrkede mere, end der var givet tilladelse til. Tobakken skulle sendes til en tobaksfabrik. Som et led i aftalen fik man returneret nogle såkaldte dyrkercigarer. Dem solgte min far til godsejeren på det nærliggende Vintersborg. Som modydelse fik vi brænde fra godsets skov, endda leveret helt ind på loftet i et udhus. De store landbrug havde jo dengang mange medarbejdere til forefaldende arbejde. Af uforklarlige årsager var der hvert år noget tobak tilbage, når høsten var afleveret til fabrikken. Det cyklede en af min fars medhjælpere rundt og solgte til venner, bekendte og måske også andre. Jeg har fået fortalt, at engang hvor en del af den tiloversblevne tobak var så fugtigt, at det ikke umiddelbart kunne bruges, mente min far, at det kunne tørres i husets bageovn. Jeg ved ikke, hvordan det lugtede, men min mor nedlagde forbud mod flere af den slags forsøg.

En oplevelse, der står knivskarpt i hukommelsen, er, at jeg sammen med min far var inde hos P. O. Pedersen i Søndergade. Indehaveren gav mig en ting, der lignede en brun frø og sagde, at den skulle jeg have. Jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg havde hjemme et trælegetøj vistnok en ko, så jeg regnede med, at det var noget lignende. Jeg holdt den i hånden, indtil den begyndte at smelte. En af de voksne sagde så, at det var en chokoladefrø. Det var en af de store fra Toms. Tidsmæssigt må det være efter besættelsen, da jeg ikke mener, man kunne købe den slags luksus, så længe krigen rasede.

Stuehuset til ejendommen var som de fleste dengang indrettet i stueplan med fire rum samlet omkring en skorsten, hvor der var tilslutning til komfur og kakkelovne Efter besættelsen ville mine forældre gerne udvide huset. De havde til det brug købt et parti mursten, som var opmagasineret i flere år. Det trak ud med byggetilladelse, da myndighederne på grund af boligmangel prioriterede byggeri af lejlighedskomplekser. Jeg husker, at på et luftfoto blev murstenene malet grønne, så de lignede de omgivende buske. Tilbygningen kom endelig i 1952.

Udover ovenstående enkelte erindringer mener jeg, at jeg som vel nok de fleste af min generation, der er vokset op på landet, har haft en tryg barndom uden materielle savn. Som de fleste af mine legekammerater havde vi lokum i et udhus. Det blev dog forholdsvis tidligt skiftet ud med træk-og-slip, et wc med en støbejerncisterne oppe under loftet. Det var placeret samme sted som forgængeren, så vi skulle stadigvæk udenfor, når vi skulle på toilettet. Det var først, da der blev bygget til huset, at vi fik indendørs adgang dertil. De første mange år var der ikke varme der, så om vinteren ”fiksede” min far vandtilførslen til cisternen, så der var en rislende strøm af vand gennem cisterne og kumme. Det var før vandmålerne blev indført.

I perioden 1948 – 1955 blev der ude på landet opført en række frysehuse, hvor man kunne købe eller leje en boks eller hylde. Det skete også i Utterslev. På det punkt var mine forældre lidt forud for deres tid. Omkring 1947 fik vi et Atlas med køle- og fryseskab. Der kom hvert år en montør for at fylde ”væske” på kompressoren, formodentlig freon, så man kan næppe kalde det miljøvenligt. På grund af de dengang tilgængelige materialer til isolering var det stort udvendig men lille indvendig, så når vi slagtede gris, måtte vi ty til frysehuset, indtil der blev plads i vores egen fryser.

Det sociale samvær fyldte meget i landsbyerne, lige som en del af øvrighedens beføjelser var lagt ud til borgerne. Der var sognefoged, snefoged, som indkaldte beboerne til snerydning og brandfoged som organiserede arbejdet ved ildebrande. Jeg mener, at hjælpsomheden mod andre borgere var større, end den er nu, hvor vi forventer, at det offentlige hjælper, hvor det er nødvendigt. Jeg husker, at én gang om året blev de ældre, der boede på alderdomshjemmet inviteret på udflugt. Der var jo ikke mange biler dengang, men en del af de, der havde, lagde bil til udflugterne. Man kørte til et udvalgt traktørsted, hvor der blev serveret kaffe og kage. Bil og kørsel blev gratis stillet til rådighed af bilejerne, der dog til gengæld fik kaffen. Det var et sjældent syn for vi skolebørn at se kortegen af biler køre forbi. I de første år efter krigen var der ikke mange nye biler, så det var et optog af primært Opel, Chevrolet og Ford fra 1930’erne.

Min far var en af dem, der kørte ved de udflugter. De ældre på alderdomshjemmet havde et stort socialt netværk og kunne berette alt om det nyeste bysladder. Alle disse nyheder kunne min far så bringe med hjem. Så noget fik han da ud af turene.
Jeg begyndte min skolegang som seksårig i Frøken Skottes pogeskole. Det var en art forskole hvor vi lærte at læse, skrive og vistnok også regne. Som jeg husker det, var vi kun drenge der. Frøken Skotte var en - i vores øjne - ældre dame, som havde indrettet en skolestue på første sal i sit lille hus. Der var et langbord med bænke uden rygstød på hver side af bordet. Jeg er ikke sikker, men formoder at forældrene har betalt skolepenge for den indskoling.

Året efter kom jeg i ”den stråtækte”. Der var dog tegltag. Vi gik i skole hver anden dag. Der var syv års skolegang, så i de ”små” klasser var vi fire klassetrin og tre i de ”store”. Der var kun én lærer, medens det ene hold blev hørt i lektier, skrev eller regnede de andre hold. I klasselokalet var der en stor kakkelovn, som blev fyret op i begyndelsen af oktober og slukket igen ved udgangen af marts uanset temperaturerne udenfor. Der var lokummer i et baghus. Da vi på det tidspunkt havde wc derhjemme, kunne jeg med møje holde mig hele skoledagen. Gymnastik foregik i skolegården. Der var fastmonteret ribber og bomme, plint og buk blev slæbt frem fra et opbevaringsrum. På trods af de primitive forhold fik vi en rimelig god indlæring i historie, dansk, regning og salmevers. Jeg kunne ikke dengang og heller ikke nu se formålet med dem. I 1952 flyttede jeg til realskolen i Horslunde. Kort efter blev Utterslev Centralskole opført og kommunens to ”gamle” skoler nedlagt. Min blev til garage for sognets vejtromle og den anden til Kastager Forsamlingshus. Det eksisterer endnu.

Jeg blev konfirmeret i Utterslev Kirke i 1955 af pastor Dyssegaard.

Disse erindringer er også med i bogen "Min barndom på Lolland" udgivet af LollandBibliotekerne 2016.

1

Kastager 4913 DK
Get directions

Fødselsdag:

1941

Erindringen ønskes afleveret til:

Ravnsborg Lokalhistoriske Arkiv