Kay Skyt

Kay Skyt blev født lillejuleaften 1942 og voksede op på Frederiksbjerg i Aarhus; først Sankt Pauls Gade og senere Ingerslevs Plads – hvor der ikke var langt til skole og senere lærepladsen i et hårdttræsfirma, hvor Kay efter militær uddannelse fik sit første job som repræsentant i træbranchen. Det blev til spændende oplevelser og utallige rejser for flere firmaer, afvekslende med hvervet som officer af reserven. Kay og hans hustru bor i Aarhus – og det har de tænkt sig at blive ved med!

Interviewet af Carina Stobberup, Aarhus Stadsarkiv, 18. april 2017

BARN- OG UNGDOM PÅ FREDERIKSBJERG

 

KAN DU FORTÆLLE OM DIN OPVÆKST, HVOR DU ER FØDT …?

Jeg er født den 23. december 1942, på noget der hed fødselsanstalten, der lå oppe ved Kommunehospitalet. Men mine forældre og jeg boede i Sankt Pauls Gade ikke så langt derfra. Sådan som jeg husker det, så var det en lejlighed, som mine forældre arvede efter mine bedsteforældre, fordi de fandt en større lejlighed. Det var en 2½-værelses lejlighed med toilet på bagtrappen og ingen bad. Jeg kan ikke huske noget fra de første år, og jeg kan ikke huske noget om krigen. Min søster er seks år ældre end mig, og hun har så kunnet fortælle mig om krigen, og hvordan hun har passet mig. Jeg har også en lillebror, som er halvandet år yngre end mig. De bor begge her i Aarhus.
Men altså, det var ude på Frederiksbjerg, at jeg er opvokset. Indtil jeg blev konfirmeret, så fik mine forældre også en større lejlighed på Ingerslevs Plads. Det er også i Frederiksbjerg, lige over for den daværende Sct. Annagades Skole, som jeg gik på. Annagades Skole blev startet i ’49 med fire klasser. Det var det gamle Amtssygehus, som under krigen var blevet brugt af tyskerne. Men det blev så efterfølgende renoveret. Der var jo ikke andet end klasseværelser. Jeg kan huske, at vores skoleinspektør stod på en ølkasse og holdt tale til os den første dag. Der gik jeg så i skole indtil realklassen. Det vil sige jeg boede først i Sankt Pauls Gade og så senere på Ingerslevs Plads – jeg kunne nærmest gå til skolen når det ringede ind, da jeg boede på Ingerslevs Plads.
Realklassen, det må have været til jeg var 17 år. Dengang var der ikke så mange, der gik på gymnasiet – det havde jeg heller ikke interesse i, jeg havde nok heller ikke evnerne til det. Jeg var godt skoletræt på det tidspunkt.
Men så kom jeg i lære inden for træhandel – det var egentlig meningen, at jeg ville have haft en anden læreplads, men det var ikke rigtig muligt at få. Så fik jeg, via min far, som var snedkeruddannet, og som handlede med træ, i et træfirma i Aarhus, der fik jeg så tilbud om at komme ned og være arbejdsdreng indtil jeg fandt ud af, hvad jeg ville. Da jeg havde været der i tre måneder, fik jeg tilbudt en læreplads. Det blev så mit liv, alt inden for hårdt træ. Det vil sige alt, der ikke er nåletræ, og det var handel med det træ.
Jeg fik i øvrigt muligheden for at komme ind – jeg ville gerne have været elektromekaniker, jeg arbejdede sådan med radioer, på hobbyplan – der fik jeg så tilbud om en plads, men så skulle man være arbejdsdreng i et år, og så tre år i lære. Og det havde jeg ikke lige lyst til, nu var jeg blevet grebet af det her træ. Det hang så ved, indtil jeg gik på pension. Det har jo selvfølgelig udvidet sig og ændret sig meget gennem årene.
Selve lærepladsen var jo også på Frederiksbjerg, nede på et gammelt mejeri, som var blevet bygget om til et lager for træfirmaet.

 

SÅ DET MESTE AF DIT LIV HAR VÆRET CENTRERET OM FREDERIKSBJERG?

Ja, dengang. Jeg blev også det, man kaldte ”Ulveunge”, som otte-årig, fordi man i Annagades Skole havde en trop, som havde ulve. Der startede jeg så som spejder sammen med nogle kammerater. Det blev jeg ved med, indtil jeg kom ind til militæret i 1963. Der havde jeg fulgt med spejderne i mange år.
Nede på skolen havde vi ikke nogen gymnastiksal, fordi der jo bare var de her fire klasseværelser, og jeg ville gerne have noget aktivitet. På Fjordsgades Skole havde AGF så et gymnastikhold. Der startede jeg, og gik en del op i gymnastik i mine unge år – indtil jeg begyndte at vokse, så var det slut. Det var noget med en barre. Jeg var knap 17 år, da jeg faldt ned og brækkede kravebenet. Så der begyndte jeg på noget andet i stedet for.
Men den her træhandel, der var jeg meget heldig at komme ind, i et firma som ikke var for stort, så jeg fik mulighed for at være med i næsten alle processerne. Dengang var der meget med, at man fik stammer, kævler, hjem fra Afrika for eksempel. Det skulle jeg så hjælpe med at vurdere, og måle det op. Vi fik finér, vi fik teaktræ, vi fik alt muligt. Og jeg fik lov til at røre ved stort set det hele. Så det gav mig en rigtig god ballast, da jeg skulle videre i livet.
I drengeårene på Ingerslevs Plads, og specielt i Sct. Pauls Gade, havde vi mange kammerater. Og det var karreer, og der var haver inde bag ved. Dem brugte vi i stor udstrækning til at klatre i og lave skæg og ballade. Det er ikke så mange år siden, at jeg lige var inde at kigge på det igen. Så bliver man overrasket over, hvor småt det er. Dengang synes jeg jo, at det var hele verden.

 

HVORDAN OPLEVEDE DU OMRÅDET OMKRING FREDERIKSBJERG SOM BARN?

Det var jo et rigtig dejligt sted, syntes jeg. Og vi havde nogle gode kammerater. Der var tæt til stranden og til skoven – dengang var det jo ikke sådan at man blev overvåget 24 timer i døgnet … Så vi tog tit til stranden eller ud i skoven, eller klatrede i området. Det var et meget frit liv. Vi skulle være hjemme når Pauls kirken ringede 6, så var der spisetid.
Specielt indtil vi flyttede ind på Ingerslevs Plads var det et super drengeliv, hvor man havde vide muligheder. Vi lavede jo også nogle narrestreger indimellem. Men jeg mindes det kun som en rigtig god tid.
Jeg har som sagt en lillebror, som er halvandet år yngre. På et tidspunkt fulgte han også med i alle de der ting. Han blev også spejder og så videre. Han kom så ind for det, der hedder trælast. Det er jo så blødt træ, nåletræ. Jeg var ved hårdt træ. De firmaer blev så opkøbt af hinanden, og så arbejdede vi for samme firma i nogle år.
Jeg var så heldig, at jeg havde nogle morbrødre og onkler, som var i vidt forskellige brancher. Der var én der var mekaniker, han havde et mekanikerværksted. Der var én der var skovfoged, der var én der var gartner – for at nævne de tre af dem. Dem var jeg meget ude ved i sommerferier og sådan. Der var altid et eller andet, der gik for sig. Ham, der havde mekanikerværkstedet, var på Spedalsø Torv i Horsens. Der havde han et mekanikerværksted og en Gulf-station.
Det er længe siden, jeg har været på Spedalsø Torv! Der var en Esso og den her Gulf-station, og så var der en parkeringsplads inde imellem. Og så var der en stor bager, ovre ved milepælen. Jeg tror det hed Milebageren. Der kom jeg sådan jævnligt. Men det er i hvert fald 50 år siden.

HJEM OG FAMILIE

 

BOEDE DE OGSÅ I AARHUS-OMRÅDET?

Nej, de boede på Sjælland, i Horsens og på Djursland. Og så havde jeg en mormor – min mor kom fra Roslev oppe i Salling … så der var vi selvfølgelig også oppe. Min mors far døde desværre før jeg kan huske det. Men min mormor blev ret gammel. Så havde jeg mine farforældre, de var i Aarhus. Vi kaldte ham bedstefar, min farfar. Han var skrædder, og arbejdede meget nede ved E.B.M., som var et beklædningsmagasin her i Aarhus. Min farmor var hjemmegående, hun levede i øvrigt til hun næsten blev 102 år.
Hele min fars familie, han havde brødre og søstre, boede her i Aarhus, meget tæt på. Så vi var meget centreret om Aarhus, bortset fra i ferierne.
Min far insisterede på, at vi skulle lære at svømme meget tidligt, og der var der ved Strandvejen et havbad – et svømmebad for herrer og et svømmebad for damer. Vi var jo så selvfølgelig med ham. Der var sådan en kasse man kunne gå ned i og lære at svømme… så meget tidligt lærte vi at svømme.
I og med, at vi ikke havde noget bad derhjemme i Pauls Gade, var vi tre gange i ugen nede i Spanien, svømmehallen dernede, hvor vi blev skrubbet og skuret. Vand har været en del af mit liv altid. Dengang jeg blev færdig som gymnast, mente jeg, at jeg måske skulle være svømmer – men det var for koldt.
Vaskeri var i kælderen. Der havde vi sådan en gruekedel med vaskebræt. Lidt senere kunne man så leje en vaskemaskine, sådan en der stod opret og kørte rundt. Den kom ned i kælderen. Vi havde også kul og kakkelovnsfyr i lejligheden. Så havde vi også en kulkælder. Vi boede i stuen, så vi var så heldige, at vi bare skulle ned i kælderen for at hente koks – men tørreloftet det var så på femte sal! Så vi skulle op med tørretøjet når det ikke var sommer, ellers havde man tørresnore nede i gården, og man havde så nogle stænger til at holde tørretøjet oppe. Og der har så været faste tider, hvor den ene lejlighed havde både vaskeriet og tørredelen. Det var simpelt, men det var ikke noget vi mærkede af.
Vi var som sagt tre søskende, min søster hun var seks år ældre … og så mine forældre. Vi boede i ét soveværelse. Min bror og jeg havde en køjeseng, min søster havde en anden seng og mine forældre havde deres dobbeltseng – så det var et forholdsvist stort soveværelse. Jeg tror hun var næsten 18 år, min søster, da der var et værelse i ejendommen som hun kunne få. Da vi flyttede på Ingerslevs Plads, var jeg vel 13-14 år. Indtil da har min bror og jeg så delt soveværelse med mine forældre. Indtil hun flyttede hjemmefra, havde vi delvist et soveværelse og delvist et forholdsvist lille loftsværelse. Men da min søster flyttede hjemmefra, fik vi så hendes værelse, og så havde vi det sammen, min bror og jeg.
Den lejlighed var jo efter vores forhold fuldstændig luksus. Det var en treværelses lejlighed med bad og det hele. Det var faktisk en fireværelses, med tre store værelser og et lille.

 

HAVDE MAN OGSÅ HAVE ELLER KOLONIHAVE?

Nej, det var på fjerde sal, med en meget lille altan, men med udsigt over Aarhusbugten.
Det er rigtigt det med haven … I 1959, der var én af mine klassekammerater i realklassen, hans far blev alvorligt syg. Så boede han hos os, min klassekammerat. Faren havde to grunde ude i Skåde, som han ville sælge, for han kunne ikke overkomme det mere. Dem købte mine forældre så. De måtte mange gange tælle på knapperne, om der var råd til det. Det ligger helt perfekt i dag.
Jeg kan huske, at i ’59 skulle mine forældre betale 8000 kroner for de her to grunde. Det var virkelig mange penge for dem, dengang. Men det gjorde de, og det var fint nok, for de blev jo ret meget værd senere hen. I øvrigt så overtog min bror den ene grund, han bor stadigvæk derude.

 

HVORDAN VAR DET I ØVRIGT MED PLIGTER I HJEMMET?

Jeg husker ikke at vi havde nogen pligter, min mor hun hjemmegående. Altså vi skulle da gå ned efter kul og tømme kakkelovnen engang imellem, og sådan nogle småting. Jeg kunne også hjælpe med at hænge vasketøj op. Men det er ikke noget jeg husker sådan, at vi havde noget fast.

 

PÅ DET HER TIDSPUNKT DER GIK MAN VEL HELLER IKKE I DAGPLEJE ELLER SKOLEFRITIDSORDNING …

Slet ikke, det var der ikke noget der hed. Der gik vi til nogle andre ting i stedet, for eksempel gymnastik, jeg gik til spejder ikke mindst. Og jeg havde en lille – en meget lille – skolehave som det hed, ovre bag ved Fjords Gades Skolen … i to år eller sådan noget. Ja der kom jo lidt ud af det. Men ellers så var vi jo ude at lege i skoven. Det var nok godt at vores forældre ikke altid vidste hvad vi lavede.

BUDDRENG, SKOLE OG SPEJDER

HVAD MED UNGDOMSARBEJDE?

Ja vi gik med aviser, min bror og jeg. Men det har været forholdsvist tidligt. Jeg har været 12 år og han har været ca. 10 år. Der havde vi en avisrute for Aarhus Stiftstidende, vi gik lokalt. Det var penge VI kunne tjene. Det vi tjente mest ved, var faktisk drikkepenge når vi var ude og samle ind – dengang skulle man gå rundt og kræve penge ind for avisen en gang om ugen, eller en gang om måneden, eller en gang i kvartalet. Men de bedste, det var dem, der var en gang om ugen, for de gav flest drikkepenge – procentvis. Og det var en tre år vi gik med aviser.
Så gik jeg i en meget kort overgang om morgenen med mælk og is – dengang havde man jo ikke køleskab, der havde man sådan nogle isblokke der blev leveret til en isboks. Som jeg husker det, har det kun været et halvt års tid eller sådan noget.
Der sparede vi sammen til et telt, så vi selv havde et telt. Og det lykkedes også. Vi ville gerne afsted selv, og vores forældre ville også gerne med. Der var så den forskel, at det, at min søster var seks år ældre, så var hun ikke så meget med på de ture. Der var min bror og jeg og mine forældre. Og det var på cykel.
Mine forældre fik først bil omkring 1960-1961. Ellers havde alt sammen jo været på cykel. Men det var nu ikke noget, vi tænkte over. Min mormor, som nævnt, boede oppe i Roslev i Salling. Og engang imellem lånte min far en bil fra firmaet – det var så en, hvor der kun kunne være to personer i. Så lå vi deromme bag i, og skulle blive liggende, hvis der kom andre biler. Det var det, vi havde af køretøj. Vi kom så rundt med tog og bus og cykel eller færge – det var helt fint.
Vi lærte jo, som sagt, meget tidligt at skulle klare os selv – eller ikke SKULLE klare os selv, det gjorde vi bare. Der vil jeg sige, at det spejderliv jeg havde, der hvor jeg først blev … Nu ved jeg ikke om du kender til spejderrangering dengang, men der kunne man være bandefører ved Ulveungerne, og så blev jeg så almindelig spejder, så patruljeassistent ved spejderne og så patruljefører. Senere dannede vi så noget vi kaldte en ”Rover-klan”. Vi var otte-ti stykker på samme alder. Vi dannede så den her Rover-trop. Det sjove ved det er, at det var ikke noget vi havde ellers ved den trop jeg var i … men vi havde en, der var rigtig god til at tegne. Vi fandt, at det skulle være noget med indianere, så vi kaldte den ”Stifinder-Klanen”. Vi havde et klantørklæde og alt det her. Det findes faktisk nede ved Søspejderne ved Marselisborg Havn stadigvæk i dag. Jeg har været ovre at kigge ved dem, og de har nogle af vores gamle dagbøger og hvad vi nu ellers lavede dengang. Men altså, den lederuddannelse man får som patruljefører den har også hjulpet mig meget, også senere i livet, hvor jeg har skullet lede forskellige ting.
Jeg vil igen godt understrege, at jeg var smadder heldig at have de der onkler, som tog sig godt af os når vi var der. Hvis der var en 12-årig, der fik stukket en salonriffel i hånden i dag, og kom ud i skoven for at skyde gråspurve, ville det nok vække ret meget opsigt.

 

MEN DET FIK DU LOV TIL?

Ja det gjorde jeg. Så havde han en god jagthund, og den havde jeg altid med. Jeg har været en 12-13 år. Og ved ham, der var mekaniker, der kørte jeg bil med ham – længe før jeg måtte få kørekort. Specielt ude på Djursland, ude ved gartneren, havde de en bekendt, som havde en meget stor gård, og der var jeg meget oppe. Også fordi de havde en sød datter, som jeg var lidt verliebt i.
Men det har været en god ungdom. Der har måske været et par år i skolen, hvor jeg ikke har været helt fremme i skoene. Specielt 7. klasse, der synes jeg det var træls. Men det var som om der kom lidt mere mod på igen i 8. og 9. … Eller det hedder jo ikke 7. klasse, det hed 3. mellem dengang. Så i 4. mellem gik det rigtig fint. Men det år i 3. mellem, det var træls. Så der besluttede jeg mig for, at jeg ikke skulle videre til gymnasiet, uanset om jeg kunne eller ej.

 

VAR DET NOGET MAN ALLEREDE SKULLE TAGE STILLING TIL PÅ DET TIDSPUNKT?

Ja, det var det. Men det var også at jeg kom på kant med nogle af mine lærere. Der var ikke så meget med kammeraterne – men lige lærerne. Jeg synes de var uretfærdige. Nogle af dem, der var jo også gode lærere. Men der var en to-tre stykker som … Og det har nok været en af problemerne for mig, at hvis jeg føler at folk opfører sig uretfærdigt så kan jeg virkelig rejse børster. Ikke kun, hvis det er over for mig, men også over for andre. Der var et par kammerater, der var lidt tunge i det inden for fysik for eksempel. Dem var læreren efter. Også i gymnastik. Jeg synes virkelig det var uretfærdigt. Så gik jeg så i brechen for dem, men det var der jo ingen tak for.
Men det var som sagt et godt liv. Hvis vi går længere frem, var jeg som sagt i lære i et træfirma, og fik også meget frie tøjler inden for det. Jeg kom ud at opleve, jeg skulle købe finér i London. Jeg begyndte at rejse ud, og kom også længere ud. Da jeg så var udlært, kom jeg ind til forsvaret som infanterist. Det var i ’63. Der kom jeg selvfølgelig ind som rekrut som alle andre. Da jeg havde været der en måned blev jeg klar over, at jeg skulle ikke fortsætte som rekrut – det var simpelthen for dårligt. Så jeg meldte mig som sergent og kom på sergentskole og havde en god tid der.

RESERVEOFFICER OG REJSENDE I HÅRDT TRÆ

HVOR VAR DET HENNE?

Det var ved Livgarden. Sergentskolen var på Kronborg … Og i øvrigt ved Sandholmlejren, der hvor der i dag er flygtningelejr. Da jeg kom tilbage fra sergentskole, kom jeg tilbage med en rimelig god karakter og fik nogle gode opgaver og kom så videre på reserveofficerskole. Og da jeg kom hjem derfra, der fik jeg et super job, fordi jeg var god til orientering. Der havde man noget, der hedder en rekognosceringsdeling, hvor man er helt fri… det er sådan noget med en masse jeeps og sådan – og der skal man gerne kunne finde ud af det med kort og kompas. Og det var jeg rimelig god til.
Så begyndte jeg så at løbe orienteringsløb på konkurrenceplan i stedet for. Men da de her to år inden for forsvaret var ovre, var jeg stadig tilknyttet forsvaret – selvfølgelig som reserveofficer. Men kom tilbage og fik et job inden for træbranchen. Så havde jeg forpligtet mig til at komme ind, hvis der var behov for det, cirka tre uger hvert år til forsvaret. Det var en af de betingelser jeg satte, når jeg fik et job – det var at jeg skulle have mulighed for at komme afsted i de der tre uger – og det måtte ikke gå ud over min ferie! Vi havde jo ikke så mange ugers ferie dengang.
Bygget oven på det med spejderne, så den lederuddannelse jeg fik der, kom igen til gode længere fremme i livet. Så jeg havde tilknytning til forsvaret indtil jeg blev 60 – der skulle man gå på pension. Men der havde jeg mange mange gode opgaver derfra. Specielt da jeg kom ud i erhvervslivet og havde mere ansvar og større opgaver. Der var det en lise at komme afsted i de der tre uger – 14 dage var det nogen gange kun. For der beskæftigede jeg mig jo med noget helt andet. Når man så kom tilbage – selvom jeg var fysisk træt, så kom jeg med et tomt hoved med nye idéer, og klar til at tage fat igen. De år i forsvaret, det er også nogen jeg tænker tilbage på og synes var rigtig gode.

Jeg kunne være gået videre rent rangmæssigt, men der skulle jeg til at læse. Når jeg snakkede med mine kolleger, kunne jeg så se, at jeg ville blive skrivebordsmand i stedet for – jeg ville hellere være ude i marken. Så jeg tog ikke de der uddannelser. Jeg fortsatte med at være premierløjtnant indtil jeg gik på pension faktisk. Og der fik jeg nogen sjove opgaver, fordi de yngre mennesker, de skulle jo ud i felten. Jeg kunne så, når der for eksempel kom amerikanske gæster eller tyske gæster eller hvor de nu var fra, så kunne jeg tage mig af dem. Det var noget der blev kaldt ”Host Nation Support Unit”. Den blev jeg leder af. Når der kom nogen udefra, så skulle jeg sørge for, at de havde det godt i Danmark. Og det var jo sjovt.

 

DER KOM DU VEL OGSÅ TIL AT TALE MED MANGE FORSKELLIGE SPÆNDENDE MENNESKER?

Absolut! Specielt når man havde arbejdet med amerikanerne, så havde man jo rådighed over alle transportmidler – både helikoptere og transport på jorden.
Men træbranchen, den fortsatte så faktisk inden for det firma jeg var udlært i. Der var jeg repræsentant for det firma i Sønderjylland og på Fyn. Dengang var der jo ingen motorveje, så når jeg var i Sønderjylland, blev jeg dernede og overnattede. Eller på Fyn for den sags skyld.
Ret hurtigt efter, at jeg kom hjem fra forsvaret i ’65, lærte jeg min kone at kende. Det varede ikke så længe inden at vi blev enige om, at det skulle være os. Så begyndte vi at søge lejlighed, for dengang kunne man ikke få lejlighed, medmindre man var gift. Så da vi fik den, skulle vi giftes – og det var så fint nok, det blev vi i ’67. Jeg var allerede på daværende tidspunkt begyndt at rejse en del, og det vidste min kone godt.

 

HUN VAR IKKE MED PÅ DINE REJSER?

Nej, hun havde sin egen karriere. Hun var dekoratør. Vi fik så to børn. Vi boede selv, dengang vi blev gift, på fjerde sal i Fåborggade, og havde et toilet på bagtrappen og et badeværelse i kælderen. Da vi fik barn, skulle vi så noget andet. Der lejede vi en lejlighed ude i noget, der hedder Langkærparken ude i Tilst. Det var splinternyt, og en dejlig lejlighed derude, og fik så også vores andet barn der.
I mellemtiden blev det firma, jeg var repræsentant for, solgt. Og dem, der købte det, ville ændre så meget på det, at det ikke rigtig tiltalte mig mere. Der var en masse ændringer i det.
Så gik jeg sammen med en københavner, som havde et finér-firma – jeg ved ikke om du ved, hvad finér er? Det er sådan noget tyndt noget, man lægger på møbler. Og mens jeg var der, fik jeg tilbudt et job her i Aarhus ved et firma der hed Carl Rønnow, som var en del af Det Danske Trælastkompagni – det hedder i dag Danske Trælast. Men det var altså hårdttræsfirma dengang. Opgaven var at bygge en hårdttræsafdeling op i det her store firma, som hovedsageligt var inden for byggematerialer og tømmer. Det var også noget af en opgave at komme i gang med der! Der var jeg i mange år, indtil ’94. Der kom så større og større opgaver. I og med, at jeg skulle bygge det her op, startede jeg med Skandinavien, altså Norge, Sverige, Danmark – Finland måske. Og senere blev det så til England, Tyskland og ude i Fjernøsten … Sydamerika kom lidt senere. Men altså rundt omkring i verden, hvor der nu er det vi kalder hårdt træ.
Det var virkelig godt, men jeg rejste altså også rigtig meget. Det tærede selvfølgelig lidt på min kone og hendes tålmodighed. Vi var enige om, at det var det, det skulle være. Jeg så måske ikke så meget til børnene, men så alligevel når vi var sammen, så synes jeg egentlig vi havde det meget godt. Men de var begyndt at gå i børnehave og i – ikke SFO, det var ikke kommet dengang – men i hvert fald i børnehave. Og så i skole derefter.
Vi boede som sagt ude i Langkærparken, men det varede ikke lang tid, så blev huslejen sat voldsomt op derude. Så arvede vi nogle penge og købte et hus i noget, der hedder Skjoldhøjparken – det er ude ved Bilka. Min kone var her ved at blive så gammel, syntes hun, at det med at være dekoratør var ved at være passé. Medmindre hun kunne blive chefdekoratør et sted, ellers var det ved at være slut. Jeg aftalte med min daværende chef, at der var et år, hvor jeg måtte rejse minimum, fordi jeg skulle passe vores børn – eller hente og bringe dem – fordi min kone ville tage en uddannelse som lægesekretær. Og det fungerede. Stadigvæk i dag, der fatter jeg ikke, at han ville – men det gjorde han. Og så blev jeg bundet i Aarhus i et års tid. Da hun så havde fået lægesekretæreksamen, fik hun også job her i Aarhus. Og så begyndte børnene at gå i skole og jeg begyndte at rejse igen.

Men det bragte mig så også videre i min karriere. Jeg blev underdirektør i den virksomhed der. Da min chef desværre døde tidligt, blev jeg så direktør i firmaet, og skulle fortsætte med udviklingen af det. I ’89 flyttede vi hovedkvarteret til London. Min kone ville ikke flytte med, og det var også fint nok – der var jo masser af fly-muligheder. Vi blev enige om, ”jamen så tog jeg derover, og så blev hun herhjemme”. Der var børnene også ved at være så store, at det ikke var det store problem mere. Så jeg flyttede i slutningen af 1989 til London, og købte et lille hus uden for London. Vi havde aftalen om, at i weekenderne måtte jeg helst ikke være ude at rejse, så kunne min kone komme til London eller jeg kunne komme til Aarhus. Vi havde mange oplevelser på dén konto, men selvfølgelig også mange afsavn.

Jeg blev i England on-and-off indtil år 2000. Så fik jeg et fast job i et firma i Hedehusene, men baseret hjemmefra. Jeg havde stadigvæk et kontor til at stå i England – og jeg havde ansvar for England og USA på daværende tidspunkt – så stadigvæk var der megen rejsen. Men det var jo stadig inden for hårdt træ, og det udviklede sig som sagt fra, at det bare var stammerne vi handlede med, til at det efterhånden også var møbeldele – udviklingen går jo på den måde. I dag er det næsten kun emner til møbler at man handler med. Det bragte mig virkelig rundt om i verden. Efter børnene er blevet store, har jeg også haft min kone med en tre gange til Østen og andre steder i ’82, ’86 og ’89. Det var lidt omskifteligt.

 

DET AT MAN REJSER UD, DET GØR VEL OGSÅ AT MAN KOMMER HJEM MED ANDRE PERSPEKTIVER PÅ DET MAN KOMMER AF?

Helt klart. Og så også at jeg fik en kollegakreds rundt omkring – vi åbnede kontorer rundtomkring i verden. Dem har jeg stort set kontakt med stadigvæk. Hvert år lige før jul har vi julefrokost. Mange af dem, de kommer fra Filippinerne og England, og så selvfølgelig også dem, der bor i Danmark. Det er lidt om de er i Danmark eller ikke, om de kommer til julefrokost – men jeg er stadig i kontakt med dem, og er på fødselsdagshilsner og julekort. Det var nogle rigtig gode år, og vi fik bygget et rigtig godt team.
Så kom krisen der i ’90, og der havde vi lavet en stor investering i Holland i virksomheden. Det begyndte at koste penge, både for os i hårdttræsbranchen og også inden for byggematerialer … Det firma der ejede os dengang, det var stadig Trælastkompagniet, besluttede sig at skille sig af med hårdttræsdelen. Det blev så management buy out, altså de forskellige afdelinger rundt omkring i verden, de fik mulighed for at købe deres del ud – som de gjorde. Men jeg sad i hovedkvarteret, og der var der jo ikke så meget og købe. Så jeg startede så min egen virksomhed i England i ’94. En del af de virksomheder er jo så også købt og solgt og lagt sammen og trukken fra hinanden igen. I dag, ud af de vel 12 vi havde dengang, der er der to-tre der eksisterer, med det personale jeg havde dengang.
Jeg startede jo så selv i England i ’94 sammen med en dansker, som boede her i Danmark. Vi lavede et fælles selskab, hvor jeg skulle tage mig af det engelske handel og han skulle tage sig af det skandinaviske. Det gik egentlig meget godt. Vi fik forskellige opgaver – jeg kendte selvfølgelig mange mennesker rundt omkring i verden, og trak på dem når jeg havde behov for det. Men i ’97 tror jeg det var, fik min kollega her i Danmark et godt tilbud på en fast stilling. Han synes det var lidt for besværligt at være selvstændig. Jeg overtog så hans del, og han fortsatte i den nye virksomhed. Jeg fik en ny kollega ind, som bare var ansat. I ’98 fik jeg så et tilbud, som JEG ikke kunne afslå, inden for ØK. Ham jeg havde som medarbejder, overtog så den virksomhed der var tilbage. Jeg var ved ØK et par år, og så fik jeg tilbudt et job i Hedehusene. Og det firma arbejdede jeg for indtil min pension i 2008.

DE VARME LANDE

Jeg har en lille historie fra mit arbejdsliv. Jeg fik en opgave om at skulle vurdere skovene i Britisk Guyana, altså ovre i Sydamerika … om der var mulighed for at få nogle bestemte træsorter ud. Jeg brugte tre uger på det med at komme rundt. Og infrastrukturen derovre er hvert fald ikke noget at råbe hurra for! Så det var med lokalbusser og små biler og hvad ved jeg. Så en aften sad jeg på hotellet, og havde egentlig regnet med at skulle have fri dagen efter, fordi det var søndag. Jeg havde været afsted så meget, så jeg ville gerne lige have en fridag. Så ringede de op fra receptionen, at der stod en herre nede i receptionen, og han ville gerne tale med mig. ”Nåh, ja, jamen det var jo fint nok”. Så jeg gik ned. Det viste sig, at det var en ude fra en af de yderstliggende landsbyer, der havde hørt om det her. Han var blevet sendt ind af høvdingen for – hvordan de har hørt det, det aner jeg ikke, men de havde i hvert fald hørt om det – og de ville gerne have at jeg skulle komme ud at se på deres træmuligheder derude. Der er en flod mellem Surinam og Britisk Guyana, det er grænsen mellem de to lande. Han sagde det var derude af og jeg sagde ”jamen hvordan kommer vi derud?”. ”Høvdingen havde arrangeret en vandflyver”, så vi kunne lande på floden. Han ville meget gerne afsted. Næste morgen, tidligt, tager vi ud til den lokale lufthavn. Piloten spurgte, hvor vi skulle hen, og så viste han ham et kort – han anede ikke, hvor de var på kortet! Og jeg vidste det slet ikke! Så blev vi enige om, at flyve ud til den her flod, og så flyve op ad floden.

På et tidspunkt måtte han så finde noget, han kunne genkende, ham der var med, og det gjorde vi så. På et tidspunkt ”nej, det var ikke dernede …” … så fløj vi videre. Og så lige pludselig sagde han ”det var der! Det var der!”. Og der lå så en landsby dernede med huse, eller hytter, og forskellige andre ting. Piloten, han gik så rundt og landede på floden. Så siger jeg til ham, der var med ”jamen hvor er jeres båd henne?”. Ham i flyveren, han ville jo gå ind, og have lagt sig til inde ved kajen – men der var ikke nogen kaj af nogen art!

Så kom der én roende ud i sådan en meget lille tomandskano nærmest, og så siger jeg til piloten, at ”du skal altså blive her, og jeg lader mine ting ligge i flyet”. Jeg skal så ned i den kano – og jeg kan se, umiddelbart, men jeg tror ikke der er noget at komme efter, men alligevel! Jeg skyldte jo de her mennesker jeg skulle ind og … og jeg hoppede ned i kanoen og blev roet ind til kanten, og der var en stige ned i vandet. Hele landsbyen stod oppe på kanten og kiggede. Og jeg havde solbriller på. Så stod der en, som tydeligt var høvding. Ikke du ved, i lændeklæder eller noget, men de havde bare tøj på som alle mulige andre. Men det var helt klart, at det var altså bossen, der stod der. Jeg kravlede op af den her stige, og han rakte hånden ned for at sige goddag til mig. Halvvejs oppe af stigen, brast stigen! Jeg var lige ved at ryge i vandet! Ikke at der var sket noget ved det, men altså … der var en hel masse hænder der kom og rev mig op på kanten. Og jeg tabte mine solbriller – men det er så hvad det er.

Jeg blev så inviteret hen i deres lille rådhus, som var max på størrelse med det her [mødelokale på Dokk1]. Det var sådan en bjælkehytte. Der var byrådet samlet, og de ville altså meget gerne have at jeg skulle op at se på deres træer og alt det der. Det ville jeg også meget gerne. Da vi sad der, kunne jeg lige pludselig høre, at flyveren startede. Jeg havde jo en aftale med at han skulle blive derude og vente til jeg kom tilbage igen. Så fløj han! Nåh … De folk her, de havde en gammel traktor, som jeg kom op at stå bagpå, og så blev jeg kørt ud i skoven, og vi kiggede på de her træer. Jeg måtte jo selvfølgelig kigge ordentlig på det nu jeg var derude, det var jo ikke et område jeg havde været i før. Men det var ret klart, ret hurtigt, at ja de havde stammer, men det var ikke noget der kunne kommercielt bruges andet end til den lokale industri. Og det snakkede vi om. Det viste sig så, at høvdingen, han talte et PERFEKT engelsk. Han havde en doktorgrad fra Oxford University. Han følte, at det var hans opgave, da hans far døde, at han skulle komme tilbage og være høvding for den her meget lille landsby. Vi havde det fint sammen. Nåh … Jeg var ude og se, og jeg måtte forklare, at det kunne altså ikke blive til noget. Der var ingen flyver kommet tilbage! Og det var sådan ved lige at blive mørkt. Jeg siger så ”har i ikke et hospital, eller et infirmeri eller et eller andet? Eller en radio?”. Jo men det havde de nede på det infirmeri. Nåh.

Jeg kom ned, og der var en engelsk læge dernede – eller hvert fald en, der lignede en englænder. Så sagde jeg ”Hvad med radioen?” – ”Jamen den er lige her,” og han gik og rodede i radioen – den virkede ikke. Så siger han ”Det er vores nødradio!”, så siger jeg ”jamen den virker jo ikke” – ”nej, men vi har jo aldrig nogen nødstilfælde!”. Så var han ved at rede op på en båre, jeg kunne ligge og sove på. Og så kom flyveren tilbage igen, og landede ude på floden – så blev det annulleret, og jeg kom tilbage ombord på den her vandflyver. Men der var ingen kommunikationsmidler derude overhovedet. Så det var virkelig en sjov oplevelse, det glemmer jeg aldrig.

 

HVORDAN MED AARHUS

HVIS VI KAN SNAKKE OM DIT FORHOLD TIL AARHUS, HVAD SER DU SÅ SOM EN STOR FORSKEL MELLEM BYEN SOM DEN VAR I DIN BARNDOM OG TIL I DAG?

Hele renoveringen af den gamle boligmasse i Aarhus. I Paulsgade, hvor vi havde en 2½-værelses lejlighed med kakkelovn og køkken, hvor vi skulle stå og vaske i køkkenvasken, og toilet på bagtrappen og ingen bad. Den er jo ændret til en forholdsvis moderne lejlighed i dag. Jeg så den faktisk for nogle år siden i avisen, hvor der stod ”I selveste Sct. Pauls Gade”. Jeg må jo nok sige, at da jeg boede der, der var det nok mere det, man ville kalde et arbejderkvarter. Ikke at det havde nogen indvirken på mig personligt, men det ville man nok kalde det dengang. Men hele Frederiksbjerg har jo ændret sig enormt. Den lejlighed vi havde i Fåborggade, da vi blev gift, den er også ændret på samme måde.
Plus, der er jo kommet utrolig meget nyt til. Aarhus er jo udvidet.
Jeg nævnte, at mine forældre havde købt to grunde ude i Skåde, det var ikke andet end sådan noget have, ude i Skåde bakker. I dag er det jo fuldstændig overbygget med store villaer og alt mulig andet. Så jo, der er sket kæmpe ændringer.
Min far havde en onkel, som havde et sommerhus ude på Fedet, som det hed, ude i Risskov. Og det er jo også virkelig blevet til sådan noget virkelig højklasse og højdyrt.

 

DER ER I AL FALD IKKE SÅ MANGE SOMMERHUSE DERUDE MERE!

Nej, det er der ikke! Der er NOGEN, men ikke så mange. Så skal man lidt længere ud, til Skæring.
Der er også det, at der specielt i de senere år, er en helt anden dynamik i Aarhus. Jeg kan ikke sætte et årstal på … Men dengang havnen skulle laves om, der kom så finanskrisen og ødelagde noget af det. Det har jo virkelig fået skub på igen – og det er jo ikke kun på havnen, det er alle mulige steder. At man brokker sig over infrastrukturen, det er noget andet. Det gør nu ikke os så meget i dag, hvor vi er pensionister. Men jeg kan godt se, når folk skal på arbejde og hænger i kø, at så er det noget af en pestilens. Vi havde jo heller ikke motorveje dengang. Når vi kørte til Horsens, så var det ned over Hovedgård og den gamle landevej – som i øvrigt stadig eksisterer. Så der er sket rigtig meget.
Universitetet har jo også taget nogle kæmpe skridt. Og Handelshøjskolen deroppe, hvor jeg gik i mine yngre dage i øvrigt, der gik jeg til noget sprogundervisning. Jeg var også i gang med en HD [Handelshøjskolens Diplomprøve], men det opgav jeg så, fordi jeg skulle ud at rejse.
Men jo, der er sket meget, og jeg synes at Aarhus er en meget positiv by. Det er dejligt med alle de unge mennesker der er her, og hele det miljø der er lukket op nede omkring centrum, det synes jeg også er et kæmpe skridt i den rigtige retning. Det er dejligt når man er nede en fredag aften, og der er unge mennesker over det hele – der er gang i den. Min kone og jeg vandt en whisky-smagning nede på Tir Na Nóg, en pub, og der var vi nede og skulle have de her forskellige whiskys. Og der kom nogle unge mennesker, de var færdige ude i Djurs Sommerland, og de var nede for at fejre et eller andet. Der var ikke meget plads, så de satte sig ved os. Og de var friske og vi snakkede med dem, og de synes at ”det’ altså godt nok friskt, sådan nogle gamle mennesker, der går i byen!”.
Men Aarhus … Vi flytter ikke fra Aarhus. Hvis vi ville, kunne vi selvfølgelig godt bo i sommerhuset, men det tiltaler os ikke om vinteren. Vi har et sommerhus vi bor i om sommeren, og så har vi en lejlighed nu, hvor vi kan lukke døren og tage i sommerhus. Vi har mange vinteraktiviteter herinde. Nu er jeg begyndt at sejle, og hele miljøet nede omkring Marselisborg Havn er også fantastisk dejligt.

 

HAR DU SEJLBÅD?

Nej, jeg har ikke en sejlbåd. Jeg sejler bare på alle mulige andres både! Vi ror begge to i kajak, men det er så mere ovre i sommerhusområdet. Så går vi til korsang her i Aarhus, inde i byen, går i Dansk Vandrelaug, vi går til fitness og gymnastik, og spiller badminton og så videre … så det skal foretages herinde.

 

SÅ I FÅR DET BEDSTE UD AF PENSIONISTTILVÆRELSEN?

Vi prøver! Nu er der jo også alle de der tilbud omkring aftenskoler – nu FOF, jeg går til madlavning ved FOF, jeg går til musikforståelse, og min kone, hun går til kunstforståelse og maler en hel del – hun har gået på akademi og malet. Men Aarhus, det er en dejlig by, det er det virkelig. Vi vil gerne besøge København, vi har også gode venner der bor der, men vi vil også gerne tilbage igen! Det er godt at besøge, men vi vil ikke bo der!

Sankt Pauls Gade
København DK
Get directions

Fødselsdag:

1942

Erindringen ønskes afleveret til:

Aarhus Stadsarkiv