Klaus Lindholm Sørensen

Klaus er vokset op i en familie, der hører til den lavere middelstand, og mindes sine barndoms- og ungdomsår i 1950'erne og 1960'erne. Fodbold fyldte meget i legene, og det blev spillet både hjemme og i Ringe Boldklub, hvor han nåede op på førsteholdet i Danmarksserien - selveste Harald Nielsen kom også på et tidspunkt til boldklubben, for at instruere drengene. Klaus blev senere typograflærling på Ringe Bogtrykkeri. Gør ejerskabskrav på erindring

Jeg får travlt med at skjule mig i vrimmelen, da jeg ser hende, min gamle flamme, som jeg aldrig har betroet mine følelser. Det er en kold efterårsmorgen på Odense Banegård i slut-tresserne, hvor hun er på vej i gymnasiet, mens jeg går på teknisk skole som typograflærling.

Jeg har kun bluse på, da jeg ikke har råd til en jakke, og det slår åbenbart hårdt mentalt – selv om jeg tilslutter mig det ungdomsoprør, som stadig råder, og som gør op med materialistisk tankegang.

Nå, men det er en af mine tydeligste barndomserindringer fra Ringe på Midtfyn, hvor jeg havde gået i klasse med pigen på den fælleskommunale realskole.

 

Som det fremgår, kommer jeg fra den lavere middelstand. Som det var kutyme dengang, sørgede min far for hele husstandens indkomst, mens min mor var hjemmegående. Hun skaffede sig dog en lille ekstra indkomst ved at duplikere de festsange, som min far skrev for folk; det var jo før fotokopiernes fremkomst.

Men det var også en tryg og uproblematisk opvækst, hvor jeg havde det fint med mine venner – både i skolen og på fodboldbanen, hvor jeg tilbragte meget af min fritid. Det har nok spillet ind på den respekt, jeg følte omkring mig, at jeg var en ganske talentfuld fodboldspiller. Jeg endte da også på klubbens førstehold i Danmarksserien, før jeg flyttede fra byen med min kæreste, som jeg stadig er gift med efter over 40 års ægteskab.

Min far var mangeårig formand for og æresmedlem i Ringe Boldklub, ligesom han sad i bestyrelsen for Fyns Boldspil Union og i repræsentantskabet for Dansk Boldspil Union. Han var også medstifter og æresmedlem af Fynske Landklubber og Ringe Idrætsring og en ivrig fortaler for at bevare amatørfodbolden i Danmark.

Det er langt fra opfattelsen i dag, hvor udøvere af snart sagt alle sportsgrene får penge for at dyrke sport på et lidt højere plan. Men min far var bange for, at professionaliseringen ville ødelægge fodbolden som breddeidræt.

Men dengang var det byernes egne talenter, der udgjorde fodboldholdene, og jeg voksede op sammen med nogle rigtig dygtige årgange.

Som man kan gætte sig til, var min far ret fraværende. Men min storebror, lillesøster og jeg havde det fint med ham. Og han nægtede at følge vores mors krav til ham om at slå os, sådan som forældre jo gjorde dengang, hvis det skønnedes relevant i opdragelsesøjemed.

Til gengæld kunne han blive mega tosset, når vores mor kritiserede ham. Han havde været modstandsmand under krigen – gruppeleder i Odense – og det havde nok påvirket ham, mente vores mor. Hans råben op var dog lige så effektiv, som når vores mor slog os. Og den straffemetode indstillede hun, da vi nåede en vis alder – eller måske snarere en vis fysisk styrke.

Nå, men selv om jeg havde en fin barndom og ungdom i Ringe, så siger det mig ikke noget at komme tilbage. Det er så underligt. Måske hænger det lidt sammen med, at min smukke mor altid fortalte os, at hun intet var værd. Hun følte sig heller ikke godt modtaget af sin mands familie. Og med barnets naturlige logik var jeg selvfølgelig klar over, at jeg heller intet var værd. Vi var øgleyngel, kaldte jeg os for mit indre blik.

Det har fulgt mig siden, og det gjorde det selvfølgelig ikke bedre, at sanglæreren i min folkeskoleklasse bad mig om at undlade at synge med i sangtimerne. Helt frem til 40 års-alderen sang jeg ikke engang med i familiens skød juleaften. Så gik det op for mig, at det trods alt er bedre at synge dårligt end at være helt tavs.

De fleste børn havde budpladser dengang. Min bror bragte buketter ud for blomsterhandler Kaj Nielsen, og jeg bragte morgenbrød ud for bagermester Ove Thrane hver søndag. Begge butikker lå i Algade midt i centrum. En enkelt gang om ugen var ikke så meget dengang. Til gengæld var jeg pligtopfyldende, og selv til min konfirmation var jeg forinden ude med brød.

Når vi sov i telt på naboens græsplæne, havde jeg så tit de afskårne kanter af wienerbrød og brunswigere med hjem til os og nabodrengene. Jeg havde selv tjent sammen til cyklen, som jeg fik købt ret sent, og jeg  husker min nederlagsfølelse, når jeg før den tid ikke kunne cykle eller køre på rulleskøjter rundt på vejen med de andre børn. Sådan noget havde vi ikke.

Både Kaj Nielsen og Ove Thrane var i øvrigt min fars fodboldkammerater.

Både min fars forældre og en moster boede i Ringe, ligesom min faster Inger boede på egnen på Brangstrup Skole, hvor hendes mand var skoleinspektør, indtil skolen blev afløst af Tinghøjskolen i den sydlige ende af byen.

Deres barnebarn, Pernille Aalund, blev senere en meget kendt forfatter og journalist i Danmark.

Jeg gik på byens anden kommuneskole, Ringe Kommuneskole, der havde Amdi Pedersen som inspektør.  Han var far til Tvind-emperiets grundlægger, Mogens Amdi, og var en inspektør, der ikke tillod os at gå over skolegården, når vi skulle klæde om i skolens gymnastiksal eller gå videre til den idrætshal, som min far i øvrigt også var en ledende kraft til at få opført for frivillige midler, der blev samlet ind på mange måder under overskriften ”Vi er hal-tossede”. Min far, Johs. W. Sørensen, skrev bl.a. flere støtte-revyer og arrangerede tema-byfester til støtte for den ny hal og til boldklubben, og fik i øvrigt på et tidspunkt en personlig tak fra Amdi Pedersen for at have været blandt oplægsholderne i en temaaften på skolen.

Byen fik først svømmehal længe efter, jeg var rejst fra byen. I min tid havde vi et udendørs svømmebassin, hvor vi børn og unge tilbragte en stor del af sommeren. Jeg husker engang, jeg var med skolen derovre og fik skænd for at løbe henover det nysåede græs. Og det var selvfølgelig heller ikke pænt gjort af mig. Der var en ret hård justits dengang i 50’erne og begyndelsen af 1960’erne.

Min far fik også selveste Harald Nielsen til Ringe, hvor han instruerede fodbolddrengene i klubbens ungdomsafdeling. Vi skulle bl.a. skyde på mål – jeg var jo selv med – og husker, at det dengang 19-årige fodbold-ikon roste min gode ven og klassekammerat i folkeskolen, Frits Godthardt Rasmussen for hans fodboldmæssige kunnen.

Han var nemlig usædvanligt talentfuld, og det har sidsen undret mig, at han ikke kom på byens førstehold som seniorspiller. Vi havde en meget stærk periode og lå i Danmarksserien i flere år. Dengang lå Danmarksserien lige under de tre bedste fodboldrækker herhjemme. Frits storebror, Mogens Milling Rasmussen, var fast mand som venstre halfback, som det hed dengang. Men jeg mener egentlig, at Frits var endnu bedre.

Bette Harald fra Frederikshavn var på Danmarksturné til en række udvalgte fodboldklubber lige før, han skulle til Italien som professionel, hvilket kun ganske få opnåede dengang.

Min fars klubkammerat fra Lumby øst for Odense og OB, Jørgen Leschly Sørensen, oplevede dette eventyr i Italien – og min mor har siden sagt, at Leschly havde fortalt, at min far også kunne være blevet professionel.

Det kan jeg ikke vurdere. Han fik kun en kort divisionskarriere, da danmarksturneringen blev suspenderet under den tyske besættelse, hvor min far i øvrigt også var modstandsmand, hvilket tog en del af hans fritid.

Vi boede i en førstesals-lejlighed i min farmor og farfars hus på Svendborgvej i de første år. Det husker jeg nu ikke så meget fra – bortset fra mine springture til min faster og den yngste fætter på Brangstrup Skole, hvor der var varme og alt det legetøj, jeg ikke selv havde. Og trods aldersforskellen var Flemming rigtig god at lege cowboys med i den store have. Besøgene her var eventyret i mit tidlige liv.

Men jeg voksede op på Toftevej 15 i Ringe – et boligforeningshus, hvor min søster fik det ene værelse, og min bror og jeg overtog soveværelset, mens vore forældre sov på en sovesofa i stuen.

Desuden var der et lille værelse, hvor spisebordet og ovennævnte duplikator stod. Selv i mine lege spillede fodboldspillet en stor rolle. Man kunne dengang købe plastikfigurer, som kunne trykkes på hovedet for at få benet til at skyde til bolden – som i sin originale form var sekskantet for at kunne styre farten. Jeg brugte dog mest bare en klump plastik.

Og fodboldspillerne tog jeg med ud til gasblusset for at forsyne dem med plastikhår. Jeg malede øjne med hvide øjenæbler med en meget tynd pensel, og nogle af spillerne brød jeg op og gjorde venstrebenede ligesom i den rigtige verden.

Jeg skabte min egen klub – i Argentina, som var velegnet, da jeg jo dengang ikke kendte mange klubnavne herfra – og gav alle mine egne spillere navne.

Jeg spillede hver søndag på spisebordet efter mine egne regler og lavede scrapbøger over holdet med avisbilleder af spillere, der lignede mine. Gennem ilden og bemalingen fik jeg spillerne individualiseret.

Plastikken kom måske fra overskud fra de modelbiler, som jeg også samlede – og farverne købte jeg også i legetøjsbutikken. Man kunne købe nogle meget små dåser med maling. Den brugte jeg også til at male mine Tekno- og andre legetøjsbiler med.

Jeg fik efterhånden et halvt hundrede fodboldspillere.

I bagklogskabens lys havde jeg faktisk pænt meget legetøj, og jeg havde også drømme. Dengang fandtes der også togbaner, og racerbaner for biler var netop kommet frem. Sådan en bane havde min yngre kammerat Allan Jacobsen i familiens kælder, og jeg var dybt imponeret.

Det var også utroligt, at de havde en hel kasse sodavand stående, som man bare kunne tage af ved specielle lejligheder. Sådan en luksus kendte vi ikke derhjemme.

Allan var et usædvanligt stort fodboldtalent og scorede over 100 mål på puslingeholdet i samme sæson. Dengang spillede også ungdomsholdene på store baner med store mål – og Allan havde teknikken til at sende bolden op i det åbne rum mellem den lille målmand og overliggeren.

Han blev senere divisionsholdsspiller på Odense KFUM’ s 2. divisionshold og døde alt, alt for ung.

Jeg har vel været otte-ti år, da jeg deltog i kampene med ”Fruelundserne”. Vi boede på og omkring Carl Albrechtsensvej, og modstanderne på en parallelvej på den anden side af jernbanelinjen til Odense-Svendborg banen. Så mødtes vi hen over  skinnerne og slog og skød på hinanden. Jeg husker knap hvorfor, men det vel noget med dem og os. Engang havde vi erobret et trægevær, som en af de store drenge smed over i hænderne på mig, da et par ”Fruelundsere” forlangte det tilbage.

Det er ikke jeres. Det er hans”, lød svaret, og så var jeg lidt udsat i skolegården de næste dage. Jeg ved ikke, hvor geværet var, og hvad der blev af det. Men jeg har siden tit tænkt på, at det var synd for ejeren.

Det var en lige banestrækning, og vi var eksperter i at holde os ajour med, om toget kom. Ingen kom nogensinde til skade, men det gjorde vores hvide kat, der en dag fik kørt sin hale af. Så levede den fint videre uden. Vi har altid haft kat i min barndom og i mange år også høns i baghaven ind mod en æbleplantage, hvor vi børn ind imellem stjal æbler. Men det var nu ikke så ofte.

Jeg har altid været en lille, spinkel fyr, som næppe har fænget ret meget hos pigerne. Så jeg har aldrig deltaget så meget i fester – og det gjorde det ikke bedre, at jeg er ret tonedøv og derfor er en forfærdelig danser. Derfor deltog jeg heller ikke så  meget i ungdomsoprørets fascination af den rytmiske musiks forskellige genrer.

I stedet var jeg interesseret i digtning og kunne således koble mig på musikere med gode og spændende tekster – som f.eks. Jim Morrison.

Kort efter min farfars død, flyttede jeg ned til min begavede farmor, som jeg så meget op til. Det var mens, jeg var typograflærling på Ringe Bogtrykkeri – en plads, som min far skaffede mig, ligesom han også skaffede mange andre ind på sin egen arbejdsplads, Odense Eksportslagteri, hvor han var vejer. Også dengang var et godt netværk vigtigt – uden at jeg selv har kunnet skaffe min egen yngste søn en læreplads som elektriker, selv om han havde bestået grundforløbet. Men det er en anden sag.

Som lærling overtog jeg også min fars VW-boble, da han var blevet taget for spritkørsel. Til gengæld kørte jeg også en del for ham, ligesom jeg på egen hånd kørte ud til fynske kirker for at læse i kirkebøger til min slægtsforskning, som jeg siden indstillede, da jeg ikke tænkte, at mine adopterede børn kunne have interesse i den viden.

Som barn brugte jeg ikke kun meget tid på fodboldbanen, men spillede også fodbold hjemme i værelset eller udenfor i indkørslen, hvor min bror og jeg stod på mål på skift. Til min mors store fortvivlelse smadrede vi en hel del vinduesruder. Når vi var alene hjemme, spillede vi tre børn – eller måske kun de to drenge – fodbold i stuen og smadrede desværre også noget porcelæn.

Min mor havde det ikke let med at holde sammen på familien og få midlerne til at slå til. Min far var en spreder, der tog sig en fyraftensbajer med kollegerne, som det var almindeligt dengang – ikke mindst den dag, man fik løn, som skete i kontanter. Engang havde han tabt hele sin månedsløn, og en anden gang var han repræsentant i et firma, der gik konkurs og efterlod ham uden løn i tre måneder.

Min søster har fortalt, at hun er gået i skole på et bart stykke rugbrød med en ildesmagende vitaminpille oven på. Det var værre for min kone, der efter sine forældres skilsmisse jævnligt gik sulten i seng. Hun har en hjerteskærende historie, som er vigtigere at gemme end min, men som hun ikke vil have frem.

Men jeg er kommet let igennem min barndom og fik lov til selv at beholde mine budpenge. Min far betalte mit kontingent i boldklubben, mens jeg selv sørgede for udstyret. Jeg betalte også selv mit konfirmationstøj – i hvert fald de smarte sko, mens jeg vist sparede jakken, og naturligvis finansierede jeg også mit kørekort, da jeg nåede dertil. Men som nævnt i indledningen var der altså ikke råd til en frakke i vinterhalvåret.

Ferieture var ikke meget brugt dengang. Men et år var vi i Benelux-landene i vores lille grønne Austin med telt til de voksne, mens vi børn sov i bilen. Det var en kæmpe oplevelse at se underholdningsparken ”De Efterling”.

Jeg flyttede hjemmefra, da min arbejdsplads blev købt af Fyens Stiftsbogtrykkeri i Odense. Jeg fandt en lejlighed hos en af trykkeriets svende, og kort efter mødte jeg min smukke kone i Ringe.

 

 

Læs også Klaus’ erindringer om sine forældre her:

Johs. W. Sørensen

Anna Ketty Lindholm

 

Toftevej 15
Ringe 5750 DK
Get directions

Fødselsdag:

1949

Erindringen ønskes afleveret til:

Ringe Lokalhistoriske Arkiv