Britta Nordstrøm

Et barns opvækst i Klønge på Vestlolland og skolegangen i Tillitse og Naksov - det er den fortælling, som Britta Nordstrøm her fortæller om. Hendes far ville have, at hun bestilte noget, når hun var hjemme. Hun skulle hjælpe i marken med kartofler og roer, og gulvvask derhjemme. Ofte tog de også til stranden og hun blev konfirmeret kun få dage før besættelsen i 1940. Andendagsgildet den 9. april 1940 blev især husket for de tyske fly, der fløj lavt ind over Danmark. Gør ejerskabskrav på erindring

Da jeg var tre måneder, flyttede mine forældre til Klønge - på vejen til Maglehøj, hvor de havde købt et hus. Der boede vi hele min barndom. Min far var arbejdsmand – han gravede dræning, slog sten og gik på Majbølle Saftstation i kampagnen, og så lugede de roer og trak roer op på Rudbjerggård.  Min far havde store ambitioner om at få lidt jord, han kunne kalde sit eget, så han kunne dyrke grøntsager, men i første omgang måtte han nøjes med at leje et stykke jord. Der dyrkede han kartofler og grøntsager, som han kørte til forretningerne i Nakskov med på cykel, men snart fik vi en hest og en lille vogn, og inden så længe fik vi en bil, en topersoners ladvogn. Så kørte vi også til stranden om sommeren og solgte grøntsager til sommerhusbeboerne. Jeg kørte tit med og hjalp til.

Vi var mange børn i Klønge dengang. Der var en sidevej, hvor der lå fire huse, og der var i alt seksten børn i de huse. Om søndagen om sommeren gik mange af os børn til stranden. Ja, vi gik for to af børnene måtte ikke cykle. Men når de ikke skulle med, så cyklede vi. Vi havde gerne femogtyve øre med til at snolde for. En rund ispind kostede ti øre - og femten øre, hvis den var med chokoladeovertræk. Når det ikke var strandvejr, og de andre havde større søskende på besøg, var der ikke rigtig nogen at lege med. Jeg var fem år, da jeg fik min første cykel. Det var tidligt, men det var nok, fordi jeg var enebarn. Vi havde tolv kilometer til Nakskov. Jeg var cirka tolv år, da vi fik bil, men før den tid cyklede vi, når vi skulle til byen. Om vinteren og i dårligt vejr tog vi tit med toget. Der gik tog fra Nakskov til Rødby. Der var station i Tillitse, men vi stod på ved trinbrættet ved Rudbjerggård. Når vi så kom hjem i buldrende mørke, var det om at finde tændstikkerne frem, for vi havde ikke elektrisk lys, kun petroleumslamper.

Vi kom meget sammen med min faster Hansine og hendes mand Henrik. De boede på Karbergs Allé i Nakskov. Det var dengang en lille lukket vej med åbne marker og kolonihaver for enden. Der var jeg gerne på sommerferie. De havde tre børn. Mine to fætre og en kusine. De var så også på ferie hos os. Sommerens højdepunkter var fugleskydning, som blev holdt i Svingelen med fest og gøgl i tre dage. Så kom familie og venner og parkerede deres cykler hos Hansine og Henrik, og så spadserede vi alle i Svingelen. Da vi fik bil, kørte vi tit en tur om søndagen. Det var mest sammen med Hansine og Henrik og deres børn. Så havde vi mad og kaffe med, som vi spiste og drak, når vi fandt nogle hyggelige steder. Ja det har nok været et syn for guder, når min far og Henrik kom på plads i førerhuset, og min mor og Hansine og alle os unger blev placeret på ladet, sammen med madkurve, tæpper og bagage. I vore dage ville det nok have vakt opsigt, men dengang kunne man godt møde flere af samme slags.

Min skoletid begyndte, da jeg var syv år. Jeg gik i skole i Tillitse. Jeg var lang tid om at falde til, men efterhånden blev jeg glad for at gå i skole. Vi gik dengang i skole hver anden dag. Vi havde en lærer, som hed Hans Edvard Rasmussen og en lærerinde, som hed Inger Nielsen. Lærer Rasmussen boede med sin kone og datter i den ene ende af skolen, og i den anden boede frøken Nielsen, som var ugift.

Når man var tolv år, kunne man komme til Nakskov og gå på Mellemskolen. Lærer Rasmussen ville have, jeg skulle gå i skole der, for han sagde, at jeg havde evner til det, men jeg var så glad for min skole, og det var så besværligt at skulle enten cykle eller tage toget til Nakskov. Men det var nok mest min generthed over at skulle gå i sådan en stor skole, og dem der kom derind, var mest gårdmandsbørn og finere folks børn, så jeg tror nok jeg var lidt underlegen på det punkt. Det har tit ærgret mig. Man skulle selv købe sine skolebøger dengang. Jeg kan huske, jeg engang havde fået en ny bibelhistorie. Jeg ville læse i den med det samme og skulle også lige spise lidt mad og så blev bogen lidt fedtet, og så kan det ellers nok være der faldt brænde ned. Det er en af de gange, jeg kan huske, jeg fik et par på kassen. Det gjorde jeg også en gang, jeg havde tegnet på tapetet over min seng. Da fik jeg heller ikke for lidt. Det var i hvert fald både første og sidste gang, jeg prøvede det.

Lige overfor skolen lå Tillitse Brugsforening. Der kunne man gå over i frikvarteret og snolde, hvis man havde fået lidt lommepenge med. For én øre kunne man få et kræmmerhus med syrlige ribsbolsjer. For fem øre kunne man få en bondepige med slør, der mindede om en flødebolle, men den var aflang og smagte meget bedre – kedeligt man ikke kan få dem mere. Tillitse var dengang en hyggelig lille landsby med mange forretninger. Der var slagter, bager, skoforretning, bilværksted, smed, mejeri, gartner, Schous varehus, cykelhandler, barber, maler, murer og alderdomshjem. Jeg kan huske, jeg engang var hos frisøren og skulle klippes. Jeg har nok ikke siddet helt stille, for hun klippede mig i det ene øre. Så var hun inde at hente en frikadelle til mig for at gøre det godt igen, men nu var jeg blevet sur og smed frikadellen hen af gulvet. Hun skulle endelig ikke tro, jeg kunne købes for sådan en delle. Nå, men jeg blev da klippet både dengang og mange gange senere uden uheld.

Min far var meget streng med, at jeg skulle lære at bestille noget. Dengang gravede de kartofler op med en spade og lagde dem i nogle striber med tre-fire stykker sammen. Så blev de sorteret i flere størrelser. De helt små blev brugt til at fodre høns og grise med. De blev liggende, til jeg kom fra skole. Det var så mit arbejde at samle dem op, inden jeg fik lov til at lege med de andre børn. Det var så irriterende, når de løb og legede ude på vejen og råbte: ”Er du snart færdig Britta?” ”Kommer du snart og leger?” Og det var ikke tit, de hjalp mig. Jeg har ofte forbandet de kartofler langt væk. Jeg kan også huske, der var en tid, hvor jeg syntes, det var smart at gå og drysse langsomt i stedet for at skynde mig. Det så ligesom lidt mere voksent ud. Så fik jeg besked af min far, at jeg godt kunne gå lidt stærkere, så jeg kunne blive færdig med det, jeg skulle. En ting, som jeg også hadede som barn - og stadig gør – var at vaske gulv. Når jeg kunne mærke at der var gulvvask i vente, så fik jeg meget travlt med at ordne lektier.

I isvinteren 1940, da jeg var fjorten år, købte min mor og far en ejendom i Volshave med otte tønder land jord. Der flyttede vi ned den 6. marts, og den 31. marts blev jeg konfirmeret i Dannemare Kirke. Vi havde ryddet soveværelset og sad der og spiste. Den 9. april skulle vi have andendagsgilde. Men sikken et marked det var den dag, da Danmark blev besat af Tyskland. Så skulle vi have mørklægning for vinduerne. Hvordan vi klarede det til den aften, kan jeg ikke huske, men siden fik vi da lavet nogle sorte gardiner på en ramme, der passede lige til at sætte for vinduerne. Cykellygterne blev skærmet af på den øverste halvdel så de ikke kunne ses fra luften. Ja, det gav en masse arbejde, og så var det uhyggeligt, man vidste ikke rigtigt, hvad der ville ske.

Disse erindringer er også med i bogen "Min barndom på Lolland", der indeholder 68 barndomserindringer udgivet af LollandBibliotekerne 2016.

1

Klønge Byvej
Dannemare 4983 DK
Get directions

Fødselsdag:

1926

Erindringen ønskes afleveret til:

Rudbjerg Lokalhistoriske Arkiv