Christian Futtrup

Christian Futtrup erindrer en septemberdag i 1992: En dag med tanker om privilegier, børn på traktor med tid til snak, tanker om naboforhold, høst udbytte i forhold til naboens og mange andre løse tanker. Gør ejerskabskrav på erindring

Glimt fra en bondes dagligdag og tanker en dag i september 1992, af bonde Christian Futtrup.

I dag blev en pløjedag – på jysk en plow daw – altså en dag hvor man pløjer.
At pløje er at vende markens jord, så planterester, stub og ukrudt bliver lagt nederst og frisk, ren muld udgør overfladen, klar til en ny afgrøde.

En af de få dage om året, hvor der har været tid til lidt eftertanke

Der siges at vor tid er forjaget. Mekaniseringen, automatiseringen og elektronikkens indtog i min hverdag gør, at de opgaver jeg står overfor, for det meste, kræver koncentration fra morgen til aften. Jeg føler mig både som driftsleder, forretningsfører, og maskinmester, med mere, på samme tid.

Sandt er det, at vor nuværende driftsform med overvintrende afgrøder i en stor del af marken, giver en spidsbelastnings periode i august og september.
Det gør det fordi årets høst og såning af de afgrøder der skal overvintre til næste år, kommer i forlængelse af hinanden. Nogle gange falder de sammen, fordi vinterrapsen skal sås allerede i august, og hveden og vinterbyggen i september.

Forventning

Jeg har med forventning set frem til pløjningen i dag. Men det blev lidt op ad dagen, før det afslappende indtraf. Traktoren havde kørt til sent i aftes, så den var sat “på stald” uden optankning eller anden klargøring.
Jeg fik den tanket op med brændstof. Fik kontrolleret oliestanden m.v. og fik spændt for ploven. Plovskærene kunne klare et par dages pløjning mere inden de er så slidte, at de skal udskiftes eller skær kanten skal fornyes ved på svejsning af genbrugsstål. Sidstnævnte skal helst vente til jeg får tid en regnvejrsdag.
Jeg huskede også at få en spade med, hvis ploven skulle støde på en sten, der skulle graves op. Vinduerne i førerhus blev vasket. Det er udmærket tidsfordriv at sidde og følge med i, hvad naboerne foretager i løbet af dagen.

Jeg fik pløjet de første furer og fik topstangen finindstillet. Det sidste er vigtigt for en god pløjning og det kræver tillige en vis øvelse, at gøre det nøjagtigt.

Jeg har endnu ikke anskaffet en vendeplov, som en del andre bønder har. Det ville da være rart at undgå den afsluttende fure i hver ager, men der skal nu være en stor avl, der hvor den afsluttende fure skulle have været, hvis det skal forrente merprisen på en vendeplov. Mild sagt.

Men det er måske nok mere spændende at pløje med en vendeplov, eller en kommunal plov som den kaldes af nogen, fordi den ene halvdel af skærene ikke bestiller noget, når der køres den ene vej, og den anden halvdel ikke gør det, når der køres den anden vej

Efter nogle omgange gik ploven som den skulle. Furene lå fint og ensartet. Den første blev nu ikke helt lige, men det gør ikke så meget. Det kan ikke ses fra vejen og om et par dage skal det hele alligevel harves over. Sveden dampede efterhånden væk fra min krop og blodtrykket kom formentlig ned på det normale.
Jeg begyndte at nyde det, siddende i det lune førerhus, betragtende stubbene og sporene fra høsten, der forsvandt under furene og frisk muld komme frem i stedet.
Jeg kom til at tænke på, om det for tidligere generationers bønder også var en nydelse at pløje eller det for dem var træls rutine, at gå bag efter en plov og et spand heste ager op og ager ned, den ene dag efter den anden.

Besøg i førerhuset

Hen på eftermiddagen kom Hanne, den yngste af vore børn, cyklende hen i marken og kørte med på traktoren nogle omgange.
For et par uger siden fik den første af hendes kaniner unger og i dag da hun kom hjem fra skole, lå kaninmoderen død.
Jeg kunne allerede på afstand se, at der var noget hun var ked af. Vi drøftede så hvordan de små moderløse unger bedst kunne passes, så de overlevede.
Hun er glad for dyr. Engang havde vi et pindsvin på gården. Hun kunne tage det op i hånden uden at det rullede sig sammen. Prøvede vi andre det samme, rullede den sig lynhurtig sammen til et klump stikkende pigge, som vi hurtigst mulig gav slip på.

Da hun var mindre kom hun ofte, gående på sine små ben, hen over marken til mig, for at køre med på traktoren et stykke tid. Det samme gjaldt i sin tid for hendes storebror Søren.
Førerhusene på nutidens traktorer er heldigvis gode opholdssteder. Det er selvfølgelig spændende, i hvert fald i starten, som barn, at køre med på en traktor.
Her har Far tid til at snakke.

Men når de kan køre med i timevis, har jeg en fornemmelse af, at det er lige så meget fordi at jeg, når rutinen har taget over, har god tid til både at lytte og snakke.
Førerhuset har i årenes løb været rammen om meget godt snak med vore børn. Jeg ved at andre fædre har oplevet det samme med deres børn.
Gad vide om timerne i førerhuset bliver noget af det som landbobørn fra 1970’erne og 1980’erne vil komme til at huske som gode barndomsminder?

Efter nogle timers pløjning, stoppede jeg traktorens motor og holdt en lille pause tæt ved et 7 år gammelt læhegn af løvtræer. Disse læhegn er gode tilholdssteder og spredningskorridorer for markernes fugle og vilde dyr. Vi har f.eks. flere harer, fasaner og agerhøns end for bare få år siden.

Privilegium

Det er et at mine bondeprivilegier; det at kunne træde et par trin ned fra traktoren, og jeg har flyttet mig fra en af vor tids tekniske vidundere, til at være lige midt i den natur, som bønder i generationer før mig har færdes i.

Der er lidt symbolsk i, at jeg på traktoren er på større afstand af naturen, end da mine forfædre der gik i mulden bag ploven. Jeg har prøvet enkelte gange i mine yngre dage at gå i furen bag et plovspand. Det var nu ingen succes, især med at lave nogle lige furer…

På de fleste områder et det bedste ved ‘de gode gamle dage’ nu nok, at de ikke kommer igen.

Det er herligt med et lille stop. Tage nogle dybe indåndinger og registrere de krydrede dufte af muld og høst. Der har løbet et par harer rundt på marken i dag, ofte kun få meter fra traktoren, men da de så mig ved siden af traktoren, løb de ud på en mere sikker afstand.
De fleste at markernes vilde dyr og fugle er fortrolige med vore moderne maskiner og lader sig ikke forstyrre, medmindre de opdager, at maskinerne indeholder mennesker. Jeg oplevede således en mørk aften for nogle år siden en hel flok ræve boltre sig i lyset fra traktorens forlygter.

Hvad var vel i verden…

Jeg genoptog pløjningen og efter nogen tid tog jeg mig selv i at nynne den kendte sang om: Hvad var vel i verden det fattige liv, med alt dets fortærende tant, om ikke en plet med en dal og lidt siv, vort hjertet i skrælninger bandt…
Det er nu altid godt at give sig selv et frikvarter og tage sig tid til den skælvende undren som det er at se hvordan markens afgrøder, fugle og dyrelivet ændre sig året rundt. Det behøver heldigvis ikke altid at dreje sig om dækningsbidragets kroner og ører.

Vi er en håndfuld Gudum bønder der hver anden uge i vækst sæsonen, sammen går en tur for at se på afgrøder. Vi får drøftet nogle faglige ting. Vi oplever også et fællesskab på det menneskelige plan. På nudansk hedder det vist socialt samvær.

I sommerens tørke gik jeg nu ikke markture, det var ikke til at holde ud at se afgrøderne visne væk. Det var en let opgave at køre korn fra mejetærskeren i år. Der var en anden stemning over høsten fordi avlen var den mindste i de 28 år jeg har været selvstændig her på stedet. Glæden var ikke så stor som sædvanlig.
Men nu er alt grønt igen og nu er det næste års høst jeg er optaget af. Sidste søndag gik vi alle fire, i det gode vejr, en lang tur i marken, bl.a. for at se til den ny fremspirede rapsmark, hvor planterne myldrer op af jorden.
Efter middagspausen var jeg på kontoret for at gennemgå dagens post. Der må snart vise sig noget mere konkret om næste års braklægning. Reglerne vil få indflydelse på hvor meget vi skal have sået af overvintrende afgrøder.
Det strider mod alt hvad jeg har i mig om godt landmandskab at jeg nu skal til at lade 15 % af vor mark ligge uproduktiv hen, og set samtid med at mennesker ikke så langt fra Danmark lider at sult.

Aftensmaden fik vi i aften til normalt tid. Her i høsten har det været måltiderne, der har måttet indrette sig efter høstarbejdet. Var vejret godt men vejrudsigten dårlig, så gik høstmaskinerne på fuld kraft indtil duggen faldt. Så måtte maden vente så længe.

Høsten er en koncentreret tid. Forud er gået mange overvejelser. Vi har sået, vi har gødet, vi har passet på. Holdt øje med skadedyr og sygdomsangreb. Hvor stor bliver avlen? Får vi den bjærget godt?
Når høsten er vel ovre fester vi og går til høstgudstjeneste i sognets kirke og høstfest i forsamlingshus og missionshus.

Vi lever intenst i høsten. Vi koncentrerer os og sætter alt andet til side. Alle hjælper med, medens det står på. Det er nok sådanne ting der er med til, at gøre kornhøsten til noget specielt, noget fascinerende. En af de ting vi har fælles med generationerne før os.
Engang imellem kan vi så opleve at landmænd i høst kan blive så koncentrerede, lad mig bare kalde det sådan, at de kan være lidt kantede at omgås.
Så er det vi kan opleve at et par af slagsen her i nabolaget en formiddag være så optagede af at diskutere hvem af dem der denne dag først skulle bruge en fælles siderive til at rive halm sammen med, at ingen af dem opdagede, at en tredje nabo havde set sit snit til at få sin traktor spændt for sideriven og var kørt med den.

Hvad er en god avl?

Lige før jeg stoppede med pløjningen for i dag, sad jeg og funderede over hvad en god høst egentlig er. Har vi haft en dårlig avl, og naboerne også har haft en dårlig avl — måske helst lidt ringere — så er det lettere at leve med.
At få en avl der er ret meget ringere end naboernes kan være svært at bære. Så må der findes på en forklaring.

En avl kan selvfølgelig gøres op på flere måder: Det kan gøres med øjemål og det kan gøres med en vægt. En af vore ældre lokale konsulenter har fortalt mig, at de bønder der bruger øjemålet som regel, har en større avl end de bønder der får avlen vejet
Så egentlig burde vi smide vores vægt ud.

Jeg har brugt noget af aftenen til at få læst en del af de mange papirer, jeg modtager i forbindelse med mine forskellige tillidsposter.
Især i forbindelse med byrådsarbejdet er der mange ting, der kræver en del læsning, for at få indsigt i de sager der skal behandles. Jeg gjorde en del notater til det førstkommende møde i byrådets teknik og miljøudvalg.

Jeg nåede også at få skrevet en lille meddelelse på mit tekstbehandlingsanlæg og få det telefaxet til Lemvig Folkeblad som jeg jævnligt sender et og andet til, om livets gang her i Gudum.
Jeg har altid godt kunne lide at skrive.

Aftenrunde

Efter aftenkaffen var jeg på den sædvanlige runde i udhuse og stalde, for at kontrollere om dyrene havde det godt og teknikken og automatikken fungerede som det skal. Et par søer havde født grise i løbet af aftenen og både søer og grise havde det godt.

På aftenrunden rundt på gården, der ligger tæt op ad offentlig vej, havde jeg, som altid, følgeskab af Puk. Puk er en mobbedreng af en hund der vejer sine 80 pund og det er beroligende at have hans følgeskab, især når det er mørkt. Medens jeg ser efter dyr og teknik, undersøger han elle hjørner og afmærker sit territorium, hvor det er nødvendigt.
Jeg kan rolig gå i seng nu. Svigter automatikken eller ventilationen, vækkes jeg af den elektroniske overvågning. Hunden går altid løs omkring, både når vi er hjemme og når vi ikke er det, så skulle der komme ubudne gæster, bliver det nok værst for dem selv.

Efter planen skal jeg pløje i morgen igen. Nu må vi se hvordan det går, der er som bekendt ingenting der kan slå så meget fejl som planer. Det er måske, når alt kommer til stykket, en af de mest fascinerende ting ved at være bonde, — det at det er svært at planlægge fordi vi er afhængig af vind og vejr. Der er ikke to dage der er ens.
Aftenens sidste gøremål er at skrive i min dagbog.

Fødselsdag:

1940

Erindringen ønskes afleveret til:

Gudum Sognearkiv