Margit Hagerup Rannes

Tid som ansat i Socialdirektoratet 1957-1963

Erindringer om min tid som ansat i Københavns Magistrats 3. Afdeling

 

I tiden august 1957- maj 1963

 

Efter at jeg i juni 1957 havde afsluttet min skolegang på Vognmandsmarkens skole og havde fået en fin realeksamen med udmærkelse, skulle jeg i gang med en uddannelse. Selv havde jeg ikke rigtig nogen idé om, hvad jeg havde lyst til, men mine forældre syntes, at det at få ansættelse indenfor det offentlige ville være en gevinst. Min far havde i 30-erne oplevet arbejdsløshed, og havde selv fået tjenestemandsstilling som sporvejsfunktionær.

Min mor talte om at benytte nogle kontakter, hun, som aktivt medlem af Socialdemokratiet, havde på rådhuset, men min far mente, at hvis jeg ikke kunne blive ansat med en så fin realeksamen, og fik afslag, så måtte det være sådan.

Jeg fik så udfyldt ansøgningsskema og sendte det til Københavns Kommune Socialdirektoret, d.v.s. Magistratens 3. afdeling. Kort tid efter blev jeg indkaldt til samtale på personalekontoret. Efter samtalen ville man give mig besked efterfølgende, men da vi på det tidspunkt boede i sommerhus, og iøvrigt ingen telefon havde hjemme, bad jeg om svar med det samme på min ansøgning. Efter at der var blevet konfereret i et kontor inde bagved, fik jeg svar på, at min ansøgning om at blive assistentelev i Københavns kommune var blevet imødekommet

Den 1. August 1957 var så min første dag i Københavns kommune. De nye elever, som der det år var usædvanligt mange af, mødtes i den store røde hovedbygning i Bernstorffsgade 17.  Det var dels unge, der skulle være kontorassistentaspirantelever og dels unge, der skulle være assistentelever.

Den første kategori fik en 2-årig uddannelse, og efter at de var blevet kontorassistenter kunne de udføre kontormæssige funktioner med maskinskrivning, stenografi, sekretærarbejde.

Assistenteleverne fik en 4-årig uddannelse. Først en kontoruddanelse på en skole på Nørrevold og derefter en faglig uddannelse  på Magistratskolen i lokaler på Rysensteens Gymnasium. I løbet af uddannelsen blev man rykket rundt i direktoratets forskellige afdelinger, så man fik indblik i hele organisationen. Man blev efter et par år underassistent og efter færdig uddannelse var man assistent. Senere kunne man avancere til overassistent. Fremtidige avancementmuligheder var fuldmægtig, ekspeditionssekretær, kontorchef.

Begyndelseslønnen var 450 kr. mdl. Halvdelen betalte jeg til mine forældre for kost og logi. Dengang var der ikke kildeskat, så der blev først betalt skat efterfølgende. Jeg havde et rimeligt beløb tilbage til mig selv.

Alle vi unge, som var samlet den første dag i Bernstorffsgade, blev budt velkommen og fik at vide, hvor vores første arbejdsplads skulle være. De første blev fordelt på kontorerne i Socialdirektoratet. Så kom fordelingen af de af os, der skulle være på et af de 8 socialkontorer, der lå rundt omkring i de københavnske kvarterer.

Jeg skulle sammen med en kontorassistentaspirantelev henvende mig på 1. Socialkontor, der dengang havde til huse på Østerbro i det tidligere kloster på Jagtvej 183 B. På vejen derud blev vi enige om at være dus.

Da vi ankom, blev vi modtaget af vores fremtidige kolleger i pensionsafdelingen, hvor vi skulle arbejde. Den lå i stueetagen i den gamle, mørke bygning. På 1. salen lå forsorgskontoret. Kontorchefen residerede over det hele.

I pensionsafdelingen administreredes Loven om folkepension, som var gældende fra 1957. Det betød, at borgere over 67 år kunne få udbetalt denne pension, som bestod af grundbeløb og derudover eventuelle tillæg.  Pensionen udbetaltes månedsvis. Når pensionen var blevet bevilget, og udbetalingen sat i gang, var der mulighed for at søge om ekstra ydelser efter behov. Berettigelsen til disse ydelser skulle vurderes individuelt. Som assistent/underassistent/assistentelev fungerede man som sagsbehandler (denne betegnelse blev først brugt senere). Hver havde en sekretær, der var kontorassistentaspirant eller kontorassistent..

Fuldmægtigen sad i et kontor et par trapper oppe og således hævet over os andre. Næstkommanderende var en overassistent, som stod for organiseringen af arbejdet.

Centrum i afdelingen var et stort, mørkt lokale, der var venterum for de pensionister, der havde ønsket en samtale. I den ene side af lokalet var der døre, der hver førte ind til små kontorer, hvor de ekspederende medarbejdere sad og arbejdede og modtog pensionister til samtale. I den anden side var der dør ind til et frokostrum, et ekspeditionsrum samt dør ind til overassistenten.

Ved indgangen sad en rådhusbetjent, som modtog pensionisterne. Han fordelte så små sedler til de ekspederende medarbejdere, der kunne kalde ”møderne”, som pensionisterne blev benævnt, ind efterhånden.

Pensionisternes sager var fordelt alfabetisk, og de blev ført  i nogle grå bøger (A5 format) der stod på hylder. Notaterne blev ført i hånden.  I begyndelsen blev jeg sat til at sætte disse bøger på plads efter endt ekspedition, men ret hurtigt fik jeg min egen ”plads’”, og fik ansvaret for de sager, hvor borgernes efternavne begyndte med P og R.  Jeg havde som nyansat 17-årig en ca. 60-årig herre som min sekretær. Det var noget af en balancegang.  Han skulle udføre de rent praktiske ting, som anvisning af beløb, skrivning på maskine m.m., mens jeg skulle vurdere ansøgningerne.  For mig var det en udfordrende opgave at skulle have samtale med ældre mennesker, der kom for at søge hjælp og råd og vejledning. De var ikke altid tilfredse med, at det var en så ung og uprøvet medarbejder, der skulle behandle deres sag/anmodning. Jeg havde en vis kompetence, men større beløb skulle forelægges for overassistenten/fuldmægtigen.

Socialkontoret på Jagtvej var en dejlig arbejdsplads med vidt forskellige kolleger både personligt og aldersmæssigt. Venskaber mellem os unge opstod. Efterhånden blev vi alle dus. En gang om året skulle nogle videre til andre afdelinger, og der kom så nye til. Der var mange festlige arrangementer. Hvert år var der sommerudflugt.

Vi var medlemmer af en faglig organisation, som hørte under kommunen: Københavns Kommunal Assistentforening.

Den teoretiske uddannelse for os assistenter var meget omfattende. Først skulle vi lære maskinskrivning (hvilket jeg slap for, da jeg allerede havde taget et sådant kursus), stenografi og kontorpraksis samt bogføring. Det foregik på en skole inde på Nørrevold. Derefter kom så selve Magistratskolen, der foregik på Rysensteens Gymnasium. Her fik vi lært, hvorledes Københavns kommune var opbygget og blev administreret. Vi mødte også her de andre på vores uddannelsesniveau og kunne udveksle oplevelser og erfaringer. Der blev også arrangeret besøg på forskellige institutioner. Her fik vi indblik i vilkårene for de gamle og syge og socialt udsatte.

Efter de 2 gode år på 1. socialkontor skulle jeg, som et led i uddannelsen et halvt år i Skattevæsenet.

Det blev noget af en nedtur. Jeg skulle på Kuponkontoret, der lå i en nyere bygning i Nyropsgade  inde ved Søerne. Her var der placeret 12 unge piger ved 3 lange borde med 4 hvert bord. De sad med front mod et 4. bord, hvor der sad 3 ældre kvinder. Det var fuldstændig som en skoleklasse. Med jævne mellemrum ankom et bud med en stor sæk, hvori der var kuponer fra samtlige bankfilialer, hvor skatteborgerne havde betalt deres skat, og som så havde fået klippet den relevante kupon af deres skatteopkrævning. Kuponerne skulle nu sorteres i 18 bunker, svarende til de 18 Rodekontorer (skattekontorer), Københavns kommune bestod af.  Når kuponerne var sorteret og derefter lagt i nummerorden, skulle beløbene tælles sammen med hånddrevne regnemaskiner, der befandt sig i et tilstødende kontor. Så skulle det hele stemme med de beløb, som bankerne var kommet frem til. Derefter blev kuponerne med bude afleveret videre til Rodekontorerne. Da arbejdet var temmelig trivielt, var der god tid til mange snakke de unge piger imellem. Specielt gik snakken livligt inde ved regnemaskinerne. Jeg blev som den sidst ankomne ofte sendt i byen i Turesensgade, hvor der lå en viktualieforretning. Her skulle jeg så købe ind til frokost til de andre. Det var selvsagt ikke en arbejdsplads eller nogle arbejdsfunktioner, som jeg brød mig om. Jeg kunne slet ikke lide at være der, og forstod ikke, hvordan det skulle give mig nogen arbejdsmæssig relevant erfaring.

Efter det halve år fik jeg så besked om, at det nu var i De Gamles By i Nørre Allé, jeg skulle fortsætte min praktiske uddannelse. Den store røde hovedbygning med porten rummede flere afdelinger. I porten til venstre gik trappen op til Patientkontoret, hvor jeg først blev anbragt. Det var et stort lokale, hvor der var 3 dobbelte skriveborde anbragt ved vinduerne et stykke bag en lang skranke. Ved det første (og fineste) bord sad en kvindelig overassistent og en elev. De havde direkte reference til stedets inspektør. Ved det sidste bord sad en ældre kvindelig overassistent og en ung kontorassistent. De beskæftigede sig med at administrere beboernes økonomiske midler. (Beboernes penge blev ved indflytningen overført til en særlig bankfilial på Nørrebro). Det tredje – og midterste bord – var tilegnet regnskab over opholdsudgifterne for beboerne i De Gamles By. Jeg mener, at det var 30 kr. om dagen. Her residerede en midaldrende kvindelig overassistent, der udregnede opholdsudgifterne for den periode, hvor hver beboer havde opholdt sig på stedet. Det gjorde hun ved hjælp af en regnemaskine. Min opgave var så at efterregne hendes udregninger. Det var selvsagt en dræbende kedsommelig opgave. Hun kedede sig også og havde opøvet en måde at sidde på med hånden under hovedet og en blyant i hånden, så det så ud som om hun skrev – og så sov hun. Når hun var kvik, så kunne vi af og til sænke slagskibe. På kontoret var der ind imellem en livlig trafik af beboere, portører og andre ansatte. Somme tider skulle jeg hjælpe en beboer, der havde henvendt sig ved skranken med et spørgsmål.

Til højre i porten gik en trappe op til den afdeling, der beskæftigede sig med udlejning af kommunens pensionistboliger.

På 1. sal lå lønningskontoret, hvor man stod for udregning og udbetaling af løn til alle de ansatte i De Gamles By. Efter perioden på patientkontoret kom jeg derop for at arbejde. Det var heller ikke noget særligt spændende arbejde, men der var en hyggelig stemning mellem de 5-6 ansatte, og jeg fik en god veninde, som jeg kendte i mange år derefter. En ældre dame, som på vej til arbejde kørte igennem Fælledparken, samlede i sæsonen champignons, som hun i det lille køkken tilberedte med fløde og ristet brød til en lækker frokost.

Engang var der kostumefest i det store anlæg nede mellem bygningerne i De Gamles By. Temaet var Spanien, og vi ansatte udklædte os i spanske lejede kjoler – og gebærdede os sammen med og foran beboerne, der i dagens anledning var blevet kørt ned i deres kørestole og senge. Portørerne var udklædte som toreadorer, og der blev uddelt lækkerier. Der var spansk musik og underholdning. Det var en stor succes.

Så var det tid at komme ind på selve hovedkontoret i Bernstorffsgade. Det var i den såkaldte Særforsorgsafdeling, hvor opgaven gik ud på at udregne opholdsudgifter for personer anbragt af Københavns Kommune under Særforsorgen forskellige steder i landet. Ikke nogen udfordrende opgave. Lederen var en gammel frøken – en lille, lavstammet, tyk kone, som altid havde en cigar i munden. Så var der at par herrer og to damer. Derudover var der to unge mænd –jævnaldrende med mig. Vi tre havde et godt kammeratskab. Det var et stort hus vi arbejdede i, og der var en kantine øverst oppe, hvor jeg havde mulighed for at lære andre unge elever at kende. Jeg mener, jeg var her 1-1½ år.

Den sidste del af min teoretiske uddannelse fik jeg indenfor det social-faglige område. Det foregik inde på Hovedkontoret i Bernstorffsgade, hvor der var lejlighed til at møde de andre unge fra årgangen, som arbejdede på kontorer, der var spredt over hele byen. Det var en god uddannelse.

Da min årgang – efter 4 års uddannelse – blev assistenter, blev vi med ledsager inviteret til fest på Københavns rådhus. Det var et fint arrangement med daværende overborgmester Urban Hansen som taler. Jeg fik en bogpræmie for fine eksamensresultater. Man havde forinden spurgt mig om mine interesser, og da jeg havde nævnt Italien, fik jeg ”Vandringer i Venedig” med tegninger af Ebbe Sadolin. Efter taler og traktement var der underholdning af tryllekunster Truxa med hustru Gulli.

Endelig kom jeg i 1962 ud på et lokalt socialkontor igen – Denne gang 8. socialkontor, som lå i Rosenvængets Sideallé i en stor gammel villa. Forsorgskontoret lå i stuen. Pensionskontoret på 1. sal. Jeg blev tilknyttet Pensionskontoret, men der var ikke plads til mig der, så jeg blev anbragt i et kontor i stuen sammen med en kontorassistent, som hørte til Forsorgskontoret. Man vidste ikke rigtigt, hvad man skulle sætte mig til, så jeg kedede mig gudsjammerligt. Kun når der var sygdom blandt de ansatte på Pensionskontoret, kom de i tanke om mig, og jeg blev så tilkaldt og kunne så bruge min erfaring til at ekspedere pensionisterne. For ikke helt at spilde tiden, medbragte jeg gode bøger, og jeg læste bl.a. Lykke-Per og andre bøger af Henrik Pontoppidan i min tid på 8. socialkontor. Kontoret lå i et dejligt, gammelt kvarter, og man kunne af og til høre lyde fra tågehornene  i havnen..

Efter nogen tid på 8. Socialkontor – og ikke med udsigt til forandring – gik jeg ind på Personalekontoret i Bernstorffsgade og berettede om de manglende tilbud om arbejdsindsats på socialkontoret. Der var dog ikke nogen lydhørhed overfor mit problem.

Det var efterhånden blevet 1963 – jeg var forlovet og skulle giftes. Vi havde fået lejlighed i Bagsværd, og da jeg så en annonce med en ledig stilling på Borgmesterkontoret i Gladsaxe Kommune, så søgte jeg og fik den, og min æra i Københavns Kommune sluttede maj 1963.

Det havde på mange måder været en lærerig tid, men jeg synes nok, at man kunne have udnyttet min arbejdskraft og mine evner og den viden, man havde givet mig, bedre. Der var dengang ikke tale om stress og jag og krav til effektivitet. I nogle afdelinger var der tale om ren slendrian og ineffektivitet. Det betød så, at der også var plads til mennesker, der af forskellige grunde ikke var fuldt arbejdsdygtige. Dem blev der tilsyneladende holdt hånden over. Det bedste for mig ved årene i Københavns kommune var den gode teoretiske uddannelse og så kontakten med alle de forskelligartede mennesker, som jeg havde lært at kende.

Jagtvej 183B
København 2100 DK
Get directions

Fødselsdag:

1941

Erindringen ønskes afleveret til:

Københavns Stadsarkiv