Kurt Allan Castmar-Jensen

Som 8-årig bliver Kurt ramt af polio, og beskriver her på rørende vis sine oplevelser med polio under diverse ophold på den tids hospitaler. Gør ejerskabskrav på erindring

Som ca. 8 årig fik jeg polio. Det var under 2. Verdenskrig, hvor polioen havde flere voldsomme udbrud.

Det begyndte med, at jeg havde følelsen af, at min venstre sko var fyldt med sten. Min mor tog min sko af, når vi var ude at gå, blot for at konstatere, at der ingen sten var i skoen.

En morgen vågnede jeg og skulle på toilettet. Da jeg ville stå ud af sengen, faldt jeg sammen og kunne ikke rejse mig. Jeg husker, at jeg græd og kaldte på min mor. Min mormor fra Varde var på besøg, og de kom begge to for at hjælpe mig, men jeg var lammet i den venstre side, og ingen kunne forstå, hvad der var galt.

Vores huslæge blev tilkaldt og kunne konstatere, at det måtte være børnelammelse, der havde ramt mig.

Jeg husker endnu det udtryk af forfærdelse, ulykke og sorg, der stod malet i deres ansigter. Omgående blev jeg indlagt på Ringkøbing sygehus, på epidemiafdelingen.

På dette tidspunkt troede man, at polio var smitsomt, hvorfor al kontakt, til mine forældre og min søster, foregik gennem en stor rude. Jeg kunne ikke høre, hvad de sagde, så det var med tegnsprog, vi kommunikerede.

Efter ca. 3 måneder blev jeg overført til Herning sygehus. Jeg erindrer ikke så meget fra den periode på ca. 6 måneder.

Jeg husker blot, at jeg følte mig syg, elendig og havde svær hjemve. Dog erindrer jeg et uhyggeligt optrin, hvor en patient på afdelingen en aften forsøgte at kvæle en kvindelig sygeplejerske. Dette medførte uhyggelige skrig om hjælp, råben og væltede møbler, indtil der gudskelov kom hjælp fra læger, andre sygeplejersker og portører. På min stue var vi nogle, der havde væltet os ud af sengene og havde gemt os under dem. Vi var meget bange, og det tog tid, inden vi faldt til ro.

 

En dag fik jeg besked på, at jeg skulle overføres til Hald Ege ved Viborg. Det var et sted, hvor man blev genoptrænet. Jeg kunne på dette tidspunkt næsten ikke gå og tilbragte meget tid i en kørestol.

Indkvarteringen og opholdet på Hald Ege tiltalte mig, og jeg fik ro til at finde mig til rette. Men min hjemlængsel tog til. Jeg havde ikke set eller talt med min mor og far i uendelig lang tid, og jeg spekulerede på, om de helt havde glemt mig. Det havde de naturligvis ikke, men Ringkøbing var en tysk “Pindsvinestilling” og det var svært, for ikke at sige umuligt at få et ausweis, så man måtte forlade byen.

En dag tog min hjemlængsel overhånd, og da oversygeplejersken havde forladt sit kontor, listede jeg mig derind, tog telefonen og bestilte Ringkøbing nr. 65, ilexpres. Dette havde jeg nemlig hørt min far gøre. Forbindelsen gik glat igennem, og jeg nåede at høre min mors stemme, da jeg så oversygeplejersken stå foran mig. Hun var aldeles rasende, og hun gav mig sådan en på kassen, at jeg røg hen ad gulvet. Jeg blev både ked af det og meget vred. Jeg kunne ikke rejse mig op ved egen hjælp. Hun kom hen imod mig og sagde, at jeg skulle rejse mig op, hvilket jeg altså ikke kunne. Hun tog hårdt ved mig og fik mig op at stå. Jeg var stadig vred og ked af det og kom til at kradse hende på den ene arm, eller måske på dem begge. Nu blev hun nærmest hysterisk og kaldte på to andre sygeplejersker, der skulle holde mig, og så blev mine negle klippet helt ned, så de blødte. Det gjorde så ondt, og det har jeg aldrig glemt.

Det halve af Hald Ege var okkuperet til lazaret af tyskerne, og det var ikke altid gavnlige oplevelser, vi drenge på Hald havde.

Jeg havde en medpatient fra min hjemegn. Han hed Kresten, og vi havde det rigtigt godt sammen. Han var fra en gård uden for Ringkøbing. Senere lærte jeg hans forældre at kende. De var nogle venlige og rare mennesker.

 

Mens jeg lå på Hald Ege kapitulerede tyskerne og der bredte sig en euforisk stemning. På vores afdeling blev det fejret med vin, snaps og diverse på oversygeplejerskens kontor. På et tidspunkt blev Kresten og jeg kaldt derind. Vi skulle stille i personaleafdelingen. Hvorfor, vidste vi ikke.

Jeg bliver nødt til at fortælle, at sygeplejerskerne på afdelingen ikke var særlig rare og venlig stemte overfor os, når vi var til elektriske behandlinger. Vi fik elektriske stød på de lammede dele af kroppen. Når vi beklagede os over, det gjorde ondt, var der nogle af dem, der grinte af os og satte strømstødene højere op, så det gjorde mere ondt. Det morede dem tilsyneladende, og vi skreg og græd meget.

Men der var en sygeplejerske, som var rar mod os og hjalp os med mange ting. Desværre var hun blevet forelsket i en tysk soldat, og det skulle hun nu straffes for. Da man på afdelingen var klar over, at vi, Kresten og jeg, var glade for hende, blev vi altså kaldt over på personaleafdelingen. Da vi kom derover, så vi til vores rædsel, at hun sad uden for sin lejlighed total afklædt og indsmurt i jord og aske, og omgivet af en masse mennesker, der spyttede på hende og kaldte hende alt muligt.

Nå, der kommer de, råbte nogle af dem fra flokken. Det var Kresten og jeg, de så komme. Vi blev trukket hen i nærheden af Maria, der sad på stolen. Hun kiggede slet ikke på os, men sad med halvt lukkede øjne og græd.

Nu fik Kresten og jeg stukket en saks i hånden og fik besked på at klippe håret af hende.

Dette nægtede vi på det bestemteste, hvilket udløste hobens vrede og de begyndte at slå på os for til sidst at jage os hjem på vores værelser. Vi var total chokerede og vidste ikke, hvad vi skulle gøre.

Heldigvis var der en portør, der havde overværet, hvad der var sket. Han kom over på vores værelser, trøstede og lovede os, at en dag skulle vi med ham hjem, og så ville hans kone lave en lagkage til os.

Lagkagedagen kom endelig. Vores ven, portøren, afhentede os på cykel kl. 16.00, Kresten sad på stangen, og jeg sad på bagagebæreren, og så kørte vi ud ad vejen, der løb parallelt med skoven. Der gik en dyb vandfyldt grøft på vores højre side, og pludselig kom der en salve på mange skud hen over hovedet på os. Det er klart, vi blev meget bange, og da der kom endnu en salve, kørte portøren resolut cyklen, sig selv og vi to drenge ned i grøften.

Nu sad vi kønt i det. Alle tre var vi meget bange, og hver gang portøren prøvede at komme op af grøften, kom der en ny salve. Nogen må have bemærket, hvad der skete, for efter en times tid dukkede en lastbil op med frihedskæmpere, og nu gik det helt galt. Der blev skudt voldsomt, og jeg må indrømme at Kresten og jeg gik i chok, og jeg erindrer ikke, hvad det sluttede med. Men et husker vi tydeligt. Vi fik ingen lagkage, heller ikke senere. Vi fik at vide, at vores portør og ven var meget syg. Vi så ham først lang tid efter.

 

Nede i skoven tå der en lifle restaurant, der hed “Egely”. Da vi havde været patienter på Hald Ege i ca. 3-4 måneder, og krigen var forbi, blev der lempet på vores udgang. Der var ikke så langt ned til “Egely”, så der gik vi tit ned. Foran restauranten var der en lille sø, og vi kunne se, at der var fisk i søen. En dag fandt vi en gammel rottefælde i trådnet. En sten i bunden på den, lidt brød og tøjret til en snor røg den ud i vandet. Hurtigt var der fisk i den. Det var små karusser. Vi kunne ikke bruge dem til noget, men vi havde meget fornøjelse af det.

En dag, vi var i gang med fiskeriet, stod der pludseligt nogle mænd bag os. Jeg tror 3-4, måske 5 mand. De spurgte interesserede til, hvad vi brugte fiskene til, og vi svarede, at der var nogle katte, der fik dem.

De spurgte, om vi ikke hellere ville lære at skyde med pistol. Det måtte dog være sjovere, end at fange fisk til nogle forvildede katte. Det kunne vi kun give dem ret i. Der blev banket nogle pæle i jorden op mod skoven, og så gik undervisningen i gang. Vi blev ret hurtigt rimeligt gode til det. Kresten var links skytte. Han var lammet i den højre arm. Det tog ham lidt længere tid at lære det, men efter ca. 14 dage, var vi ret gode begge to. Vi glædede os hver gang, det var muligt at komme derned. De var nogle flinke mænd, der sommetider gav os limonade at drikke.

Men en dag, vi kom ned til restauranten ”Egely” var alt lukket og slukket, og mændene var borte. Et skilt fortalte os, at politiet havde været der, og der nu var ADGANG FORBUDT.

 

Min polio bragte mig i mange ubehagelige og for mig nedgørende situationer. Blandt andet derfor overhørte jeg bevidst ord som “Handicappet”, “invalid” og ubrugelig m.m.

Jeg var forlegen ved at omgås mine medpatienter og lidelsesfæller offentligt. Periodevis havde jeg mange smerter og jeg var selv meget dårligt gående og havde dropfod, som medførte fald og ulidelige kropsvridninger med fod og ben i meget ubehagelige og smertefulde stillinger. Dette blev dog rettet delvis gennem operation på Ortopædisk Hospital i Århus. Det var overlæge Thomasen, der opererede mig og gjorde min fod stiv. Jeg havde håbet på mindre brug af diverse bandager, men sådan gik det ikke, tvært imod. Mit behov for støtte og hjælpemidler var stærkt stigende. Dette var mig stærkt imod, men meget nødvendigt.

Jeg fik hurtigt påklæbet øgenavne som “danseben”, “klumpfod” og mange andre ubehagelige øgenavne, som gjorde mig ked af det – og meget vred. Det gav konflikter med øretæver, slag og spark og flere gange så jeg ret medtaget ud, men til sidst fik jeg sat mig så meget i respekt, at mine kammerater ikke brugte tiltaleformen, når jeg selv var til stede. Dog har øgenavnene hængt på mig – hele livet.

 

Da jeg var 14-15 år, blev vi, mine forældre og jeg indkaldt til møde på Ortopædisk Hospital i Århus. Man ville gerne vide, hvilken uddannelse, jeg kunne tænke mig. Som jeg husker det, var der 5-6 personer til stede. Her i blandt overlæge Thomasen samt 2-3 sygeplejersker og andre. Jeg blev spurgt, hvilken uddannelse, jeg kunne tænke mig. Jeg svarede, at jeg kunne tænke mig at blive smed eller tømrer. Alle kiggede mærkeligt på mig, og så sagde Thomasen, hvorfor jeg akkurat skulle foreslå de to fag, som jeg absolut ikke kunne blive. Jeg måtte forstå, at man fra deres side ikke forventede, at jeg kunne blive på arbejdsmarkedet længere end jeg blev omkring de 40-45 år. Det var bedre, at jeg bestemte mig for et andet fag.

De foreslog, jeg kunne søge en kontorplads, men det kunne jeg slet ikke forestille mig.

Vi tog hjem med delvis uforrettet sag. Mine forældre var ikke tilfredse med mig.

Senere blev jeg tilbudt en læreplads som urmager. Det var igennem nogle af mine forældres gode venner. Det blev jeg meget glad og begejstret for, og jeg blev ved at arbejde som urmager til jeg blev 70 år.

Østergade
Ringkøbing 6950 DK
Get directions

Fødselsdag:

1936

Erindringen ønskes afleveret til:

Ringkøbing Lokalhistoriske Arkiv