Lars Peter Larsen

Min farfars erindringer med udgangspunkt i Tågeby, Mern sogn. Erindringerne er skrevet over flere vintre i 1980´erne. Lars Peter Larsen fortæller om sine forældres tid i 1800-tallet, og om sin egen barndom frem til 1. verdenskrigs første par år. Han fortæller blandt andet om livet på familiens gård, og sin skoletid.

Forord

Det følgende er en samling af det min farfar, Lars Peter Larsen, har skrevet. En stor del har tidligere været maskinskrevet og fotokopieret; men da disse fotokopier ikke alle er særligt gode, har jeg valgt at samle det hele og supplere med nogle fotografier.

Jeg har bestræbt mig på at afskrive farfar, Lars Peters originaler så direkte som muligt. Da han har levet i en tid med ændring af retskrivningen, er originalerne i lidt blandet stil. Jeg har jeg ændret lidt på tegnsætning og konsekvent skrevet med bolle-å (undtagen i afsnittet om Tågebys historie) og skrevet navneord med småt, brugt “kunne, skulle og ville”.

Lars Skovvang Larsen, februar 1998.

 

Tysklandsrejsen 1910

Til fredagen d. 15. juli havde vi bestemmet turen til Tyskland.

Dagen oprandt da med godt vejr. Vi blev kørt til Masnedsund og tog så med banen derfra kl. 1245 og var så på Masnedø ved 2 tiden. Derfra tog vi med dampfærgen “Aleksandra” over til Orehoved og der skulle vi så stå på toget igen, men da vi skulle finde os en plads var alle pladserne optagen i 3. klasse kupéer, så vi kom til at køre på 2. klasse til Gedser. Kl. 3 sejlede vi så fra Gedser og var efter et par timers forløb i Warnemünde. Det blæste lidt, da vi sejlede over, så søsygen var i anmarch, men blev ikke til videre. I Warnemünde kom vi så på toget igen og kørte lige til Berlin, hvortil vi ankom ved 9 tiden. Vi kom da til at bo på et hotel lige over for banegården, “Grand Hotel Nordischer Hof” hed det.

Lørdag morgen spadserede vi så ud i byen. Vi kom først til at køre med en elektrisk bane, der både gik over og under jorden. Derefter kørte vi med sporvogn til en meget smuk allé med en lang række billedstøtter. Ved den allé stod et stort sejrsmonument til minde om sejren over Frankrig. Op ad monumentet sås en mængde af erobrede franske kanoner. Ved hver side stod Molkte og Bismarck.

Derfra gik vi så hen til det kongelige slot, hvor vi var inde og så de prægtige værelser (vi måtte have filtsko på) – nogle af de smukkeste i Europa. Her så vi også at vagtparaden trak op.

Derfra gik vi så videre og kom omsider til et mægtigt handelshus, hvor vi var rundt og beså det. (Det er det næststørste i Europa, det største i Paris).

Om lørdagen fik til middag: Bouillon, lammesteg og så det, vi ikke kunne tygge. Lørdag nat boede vi på Hotel Stralsund.

Søndag morgen begyndte vi turen til Dresden, hvortil vi ankom ved 11 tiden. Vi opsøgte da et sted, hvor vi skulle bo og kom da til at bo på Evangelisches Spitz.

Vi gik derefter på billedgalleriet og så en masse malerier. Vi spiste derefter til middag på Viktoria Hotel. Den bestod af krebsesuppe, karbonader med blomkål, gåsesteg med abrikoskompot og tyttebær og is som dessert.

Efter middagen gik vi så ned til Elben, hvor vi gik ombord på en lystdamper og sejlede et stykke ned ad floden og gik så i land ved Hotel Demnits og kørte derfra med bjergbanen til Louisenhof.

Derfra gik vi gennem en stor lystskov, derfra tilbage igen til Louisenhof, hvor vi drak chokolade. Hvor vi drak chokoladen var en storartet udsigt ud over Dresden og Elben. Vi kørte så tilbage igen med sporvognen. Vi sad så lidt på den Brülske Terrasse og så ud over Elben, hvori alle lysene spej-ede sig. Det så meget smukt ud.

Mandag morgen gik vi rundt i byen, men det begyndte at regne. Vi kom da til en stor torvehal, hvor vi gik igennem til det japanske palæ, hvor der var en smuk have. Derefter gik vi til Hotel Viktoria, hvor vi spiste til middag. Vi fik Pilsner suppe, flæskesteg med ærter, gulerødder, champion og lammesteg med kompot og dessert.

Derefter ud i bjergene kl. 2 med IV klasse. Vi ankom til Vehlen ved 3-4 tiden. Derfra gik vi så ud i bjergene. Det var altsammen storartet at se. Vi kom omsider til Raten for at søge nattelogi. Men til vor store forbavselse var der ikke plads et eneste sted, så vi måtte tage med toget til Königstein for at få logi. Der kom vi til at bo på König Albert, hvor vi fik Spitzner. Der var meget smukt. Der var vi nede i Elbdalen og så stod de høje bjerge lige ud til floden. Der forbi gik en masse tog, men var også hovedruten til Wien og Konstantinobel.

Tirsdag morgen rejste vi fra Königstein igen og gik da ud i bjergene. Vi spiste til middag på Hotel Polenzhal. Vi fik bouillon med æg og steg. Det var et meget dårligt vejr. Det tordnede engang imellem og så regnede det stærkt, så vi måtte tage middagsmaden lidt tidligt for at komme i tørvejr. Det holdt da op med at regne igen, og vi kom så til et andet hotel. Så begyndte det at regne igen og tordne. Vi gik da derfra igen da regnen standsede lidt. Vi gik da ned ad den lange trappe – ca. 400 trin.

Vi gik da videre og kom omsider til Schandau, hvor vi kom til at bo på Hotel Golden Engel.

Der spiste vi karbonader til aften.

Onsdag morgen tog vi med sporvognen fra Schandau til Wasserfall. Derfra spadserede vi så videre ned over Kuhsdall, hvor vi blev fotograferet, og hvor tyrolerne spillede national-sangen. Derfra gik vi videre og kom til Prebischthor, hvor vi spiste til middag. Vi fik kalve-steg. Derfra spadserede vi videre (kl. 11 gik vi ind i Østrig) gennem Wilde Klamm og Edmundklamm og kom til at bo på Gast-haus zur Mühle. Der traf vi 10 danske.

Vi rejste så sammen med dem til Prag om morgenen. I Prag kom vi til at bo på Hotel Royal. Vi spiste derefter til middag på Hotel zum Zwarts Rosa.

Der fik vi suppe, kalvesteg, lammesteg og lagkage som dessert.

Derefter gik vi ud i byen og kom over Karlsbroen og op ved det kongelige slot og derved lå domkirken, hvor vi var inde og så den. Derfra gik vi ned over Karlsbroen igen. På denne bro fandtes mange helgenbilleder og Kristus stod på midten af broen. Da lod vi mærke til, at hver gang folk gik forbi denne tog mændene til hatten og kvinderne gjorde korsets tegn for brystet. Derfra gik vi ind i Maria kirken, hvor vi overværede en lille gudstjeneste. Vi gik så derfra og ned gennem jødekvarteret, hvor vi var inde i den jødiske synagoge. Denne var den ældste synagoge i Europa. Derefter gik vi i Tein kirken, hvor vi så Thyge Brahes grav.

Vi gik så hen på Hotel zum Zwarts Rosa, hvor vi spiste til aften. Kalvesteg og kaffe fik vi. Vi gik så derfra og kom ned til rådhuset for at se og høre at klokkerne slog, men vi fik ikke set det. Vi gik da hen på Hotel Royal, hvor vi boede og gik så til ro.

Fredag morgen rejste vi fra Prag kl. 6 og ankom til Berlin ved 1 tiden.

Vi kørte med automobil hen på Hotel “Stralsund”, hvor vi kom til at bo. Derfra gik vi hen på Hotel Linden, hvor vi spiste til middag. Vi fik suppe, gåsesteg og en slags dessert – van. eller rom. Vi var derefter inde på Tøjhuset, hvor vi så en masse erobrede ting. Vi spadserede derefter lidt rundt i byen og kom omsider til det store varehus, hvor vi var inde igen.

Vi spiste så til aften hvor vi fik smørrebrød og en ?. vi gik så lidt igen, men det blev så tordenvejr, så vi gik ind og drak chokolade medens det tordnede og gik så derefter i seng.

Lørdag morgen rejste vi så hjemad. Vi ankom til Warnemünde kl. 1½ og sejlede så med færgen “Prinsesse Aleksandra” over til Gedser.

 

Fra Berlin

Det store handelshus, Wirtheims byggegrunde blev købt til en pris af 1087 mark pr m2 = 18 mill mark. På denne grund rejstes en bygning, der kostede 15 mill mark. Bygningens længde 313 meter og dækker et flademål af ca. 3 td. land. Der sysselsættes dagligt et personale, der i 1905 talte 3200; i juletiden var der dertil ca. 1000 ekstra arbejdere. Den hele omsætning udgjorde i nævnte år 60 mill mark. Det vil sige 5 mill mark pr måned. Pr uge 1 1/4 mill mark. Pr dag 180000 mark. Wirtheim ejes af fire brødre, der på denne forretning fortjener hver 1 mill mark netto om året.

Jeg har så ofte tænkt på, om jeg ikke kunne skrive lidt om hvad jeg har oplevet i min tid, hvad jeg kan huske og hvad jeg er blevet fortalt fra før min tid.

Jeg kunne godt tænke mig at opfriske, hvad jeg har hørt fra helt gammel tid, fra et par hundrede år siden, for jeg er jo opfødt på denne gamle slægtsgård, som kan føres tilbage til den tid for et par hundrede år siden. Jeg har en hel del optegnelser som min farmor har fortalt mig, hun kunne godt fortælle en del fra sin tid, da hun var husmor her på gården, og længe før hendes tid.

Man ved, at ved år 1800 var der en mand her på gården der hed Hans Sørensen, om ham vides der ikke noget, man ved ikke hvornår han fik gården og heller ikke hvor længe han havde den, men efter ham kom en mand der hed Ole Hansen, ham ved man heller ikke noget om, men det menes, at han fik bygget et hus i den gamle ende af haven, hvor han boede på sine gamle dage, men dette hus har ikke stået ret længe, da man aldrig har fundet noget spor af dette. Dette hus er nok blevet jævnet med jorden sammen med en kæmpehøj som der var derude i haven, der kan endnu godt ses rester fra denne i den østre del af haven hvor jorden skrår jævnt ned, denne høj er jo forlængst jævnet ned jorden, men jeg kan dog godt huske at der er gravet af denne og kørt ud og sløjfet mergelgrave.

Der findes jo tit gamle ting i sådanne kæmpehøje, men her er aldrig fundet noget.

Efter Ole Hansen kom så en mand, der hed Jens Hansen, han var gift med Ole Hansens datter og han kom fra Sandvig, det menes at han var ret velhavende og de havde det godt så længe hun levede, men hun døde så imidlertid og han blev så gift igen med en der hed Ane, hun var fra Skalsby, hun var af en hel anden støbning end hans første kone, hun ødslede alt det bort som Jens Hansen havde, så de blev så fattige og han lod alting forfalde og jorden fik han ikke dyrket, kun det der lå nærmest ved gården, alt det der lå længere ude måtte passe sig selv, så det blev noget farligt noget, de kunne da til sidst ikke få føden på gården længere så der måtte jo så skaffes udveje for at få nogen til at drive gården videre.

Der var det så at min farfar kommer ind i billedet, det kunne være nærliggende, eftersom omtalte Ane var moster til min farfar.

Min farfar var da også på den tid godt rustet til at overtage gården, han var født året 1819 og var så ved den tid omkring, ved de 30 år, han havde været avlskarl hos pastor Peter Rørdam i Mern i 9 år, så han var vant til at stå på egne ben, som man siger. Men så var det jo da også ligeså godt, at han så sig om efter en kone, nu var det jo skik at forældrene gerne sørgede for, hvem børnene skulle giftes med, men nu var min farfar jo da så gammel, så han regnede vel med, at han nok kunne klare det på egen hånd. Nu vidste han, at på en gård i Mern, (Sognefogedgården) gik en pige, der var ledig på det område, så han tog derop og kom til forhandling med pigens forældre. Pigen selv havde ikke noget at skulle at have sagt, men de blev da enige om, at det nok kunne gå, at han fik pigen. Pigen selv var ude i køkkenet og jeg ved ikke om hun anede, hvad den unge mand ville, men hun blev da kaldt ind i stuen til dem og fik så at vide, hvad de havde bestemt, og denne pige blev altså min farmor.

Farmor havde fortalt mig at denne bestemmelse om, at hun skulle have ham, og at hun ikke måtte være med til at bestemme noget, var hun ikke glad for, nu var han 12 år ældre end hende, hun var født år 1831 og han som nævnt i 1819, men jeg, som hun sagde, måtte finde mig i det, og det viste sig også, at det gik meget godt. De overtog så gården i 1853. Den var da så forfalden, så der var noget at begynde at rette op på, og så skulle de endog have Jens Hansen og Ane på aftægt, Jens Hansen levede kun 3 år, men derimod levede Ane i 18 år og hun skulle jo have aftægtsydelse, så hun kunne leve, så jeg kan nævne hvad hun skulle have: Det var årligt 2 td. rug, 2 td. byg, en gris på 6 lispund, 4 gæs, et får med lam, 6 læs tørv, 1 fv. brænde, 4 pund hør, 8 pund blår, 2 pund smør hver søndag og en kande mælk hver morgen, og så havde hun tillige en stor have, så hun kunne sælge frugt for 30 rigsdaler. Det var en stor aftægtsydelse at få for et enligt menneske, men nu var hun gæstfri, og det benyttede nogle af byens koner sig af, de besøgte tit og gerne Ane, der var en man kaldte Johanne væver, som var gift med en væver, der var Karen Rasmus og så var der en der hed Lisbeth, de var daglige gæster hos Ane, så på den måde gik den store aftægtsydelse godt, og måske kunne den på den måde knapt nok slå til.

Nu skulle Ane jo naturligvis også have sin lejlighed her, den tids stuehuse var nogen lange hu-se. Dette stuehus var 18 fag langt, det var altid bindingsværk dengang, og et fag var fra en stolpe til en anden i væggen, Ane havde 3 fag til dagligstue, 2 fag til køkken og så kom der 2 fag til forskellige ting, såsom hønsehus o.m., derefter kom indkørslen eller porten ind til gården, derefter havde så farfar og farmor deres beboelse, der var 3 fag til køkken, 3 fag til dagligstue og 3 fag til øverstestue. Det var ikke så komfortabelt i den tids stuer, der var lergulv overalt, bræddegulv kom først senere, det kunne godt være et problem at holde rotterne ude, farmor har da fortalt at, det godt kunne hænde, at en rotte løb hen over dynen om natten, det kunne godt være lidt uhyggeligt.

Men farmor og farfar gik da så i gang med arbejdet her, de skulle jo se om de kunne få føden her, så der var noget at gå i gang med, markerne lå hen næsten uopdyrkede, en hel del i hvert fald, i lavningen ned mod Kohavevejen var der mose begroet med ellekrat, og op imod Sandvigvejen var der en del grøftevolde, som blev sløjfet, og efterhånden da det blev kendt, at der kunne drænes og mergles, så høstedes der da en hel del.

Fra tørvemosen, som der stadig er her nord for gården, var der en meget dyb grøft som fortsatte hen gennem lavningen og hen til hvor vejen går til Kindvig. Det lille stykke jord her nord for gården og hen til den dybe grøft blev kaldt for Holmen, således havde alle skifterne i marken deres navne, den på den søndre side af vejen kaldte man Vævermarken, der boede nemlig en væver i huset, der ligger yderst i byen og som grænser op til marken, den mark lige nord for gården, der går op over banken kaldte man Toften og den anden, der går op over banken kaldtes Grisebanken, og den der går op imod skoven blev kaldt Stødebrinken, der havde naturligvis været skov før i tiden, så der endnu stod nogle stødde, som skulle ryddes.

Men som årene nu gik, så fik farfar noget skik på jorden og markerne, så der høstedes efter den tids forhold helt godt, og han fik øget besætningen, så han imidlertid måtte bygge en ny staldlænge, de gamle bygninger var jo meget gamle. Staldlængen, som stod dengang, var vistnok fra 1742, det mener man, eftersom man har en stolpe, hvori dette årstal er indhugget, det tyder da på, at det gik godt fremad økonomisk for farfar dengang, for han besluttede da i 1865 at få bygget denne nye staldlænge. Det var på den tid en meget stor længe han fik bygget, det vakte helt opsigt, at han byggede så stor en længe, folk snakkede om, hvad han dog ville bruge sådan en stor bygning til, og det kan da også godt tænke sig den gang, for det var den staldlænge, som jeg i alle de år, jeg var på gården, arbejdede i, men der er jo mange gange lavet om indvendig i den.

Men det gik stadig fremad og der høstedes mere og mere, så i 1884 besluttede så farfar at bygge den østre længe op, så der kunne blive mere plads, til det der høstedes mere, og der var også for lidt plads til at tærske, tærskningen foregik naturligvis altid med plejl dengang, da gik tiden hele vinteren igennem fra efterår til forår, hver dag med at tærske med plejl.

Men imidlertid var der nogen, der begyndte at snakke med, og det var min far. Han havde nu været soldat og var kommet hjem igen, han var ikke utilbøjelig til at ville strejke med dette her og stå der hele vinteren og svinge plejlen, for der var en begyndelse til at finde noget, der var bedre og det var noget der kaldtes en tærskemaskine, men det var jo ikke en, som vi nu om stunder forestiller os, når vi tænker på tærskemaskine, det var kun en kasse med slagler inde i og der var ikke ryster til, det måtte rystes med en høtyv og så renses på en kastemaskine, der måtte trækkes ved håndkraft, men tærskemaskinen kunne ikke trækkes ved håndkraft, der var så udspekuleret en hesteomgang, så der kunne spændes heste for og så på den måde få drevet tærskemaskine ved hestekraft, det var, så vidt jeg ved i 1882, at der blev foretaget dette store fremskridt.

Men der var også andre ting, der skulle gøres, hestene skulle jo have hakkelse, den første hak-kelsesmaskine kom vistnok i 1870, men hvordan den så ud, ved jeg ikke, det har nok været hvad man kalder en skærekiste, men senere, da der kom hesteomgang, kom der da også en hakkelsesmaskine til hestekraft, men inden den tid var det altid min fars arbejde hver morgen at skære hakkelse til hestene.

Min farfar var af en meget rolig og arbejdsom natur og passede sit arbejde så godt som nogen kunne og blev efter den tids forhold ret velstående og havde gode evner og fik skyld for, at han regnede og skrev godt. Men da årene gik, og man nåede op til tiden ved firserne, da landbrugets produkter (produktion) måtte lægges om, fra at sælge kornet og til at fodre det op og så holde nogle flere dyr, da kunne min farfar så ikke rigtig følge med længere, det kunne han ikke omstille sig på, så han sagde til min far, at han vist var blevet for gammel til at kunne følge med, så det var bedre, at han begyndte at bestemme, hvordan bedriften skulle ledes

Min far var da også dengang blevet tyve år gammel og var også oppe i tyverne, og han havde været på Rødkilde Højskole, så han havde da så levet sig op til at skulle føre driften af gården videre.

Nu døde min farfar imidlertid af et hjerteslag i 1888, så da måtte min far så være bestyrer for farmor, indtil han så i 1891 selv overtog gården.

Det var i de bevægede tider i firserne, både politisk og ved landbruget skete der store forandringer, der blev oprettet de forskellige andelsforeninger og de politiske foreninger, alt dette var far naturligvis, som ungt menneske, interesseret i og var med i, og da han var temmelig godt oplyst, kom han hurtigt med i forskellige bestyrelser.

Min farfar havde gården i fæste, som det hed, fra Oremandsgård, men da han så var død, og far skulle overtage den, købte han den, den kostede dengang 14.000 kr., deraf betalte han 8.000 kr. ko-tant og 6.000 kr. skulle så stå rentefrit, foreløbig i fem år, men ellers så længe som min farmor levede, nu var hun ikke så rask dengang og hun var jo ved de 60 år, så godsejer Hage gik da med til at de 6.000 kr. godt kunne stå rentefrit så længe hun levede, men hun døde ikke før i 1925, så de fik lov til at stå rentefrit i 35 år, hun blev 95 år gammel, så da jeg så kom hen på godskontoret til december termin 1925 sagde godsforvalteren også, at det var da også en god kontrakt, de fik lavet dengang, at de skulle stå rentefrit så længe, de 6.000 kr. står for øvrigt i gården endnu, men til 4 %. (Men er forhøjet senere).

Men det var ikke alene det med de 14.000 kr. for køb af gården, der fulgte mere med, for der var en form for køb af gårde dengang man kaldte for arvefæste og den bestod i, at foruden købesummen skulle der afleveres et vist antal tønder byg årligt, for fars vedkommende foruden de 14.000 kr. skulle der årligt leveres 33 td. byg til godset, men så blev der kvittet 8 td. for jagten, så far måtte så give 25 td. byg eller også betale pengene for det, beregnet til 10 kr. 75 øre pr. Td.

Denne form for arveafgift, jeg tror man kaldte det landgilde, forløb, jeg tror til ca. 1917, da kom der en lov om afløsning af arveafgiften, da blev så de 33 td. korn kapitaliseret for 25 år, så jeg tror at far dengang betalte 9.000 kr., og så blev gården, hvad man så kalder ren ejendom.

Men da far nu havde overtaget gården, så måtte han da, ligesom de fleste andre, se sig om efter en kone, og det ser da ud som det ikke voldte så store vanskeligheder, for han hentede hende lige ovre fra den anden side af gaden. Der havde min farfars bror gården der, og de havde datteren Maren, som far så blev gift med, så min far og min mor var altså fætter og kusine, og der var så det, noget sjældent tilfælde, at min farfar og morfar var brødre.

Nu havde far og mor jo gået her i hele deres ungdomstid og været naboer, og da så far var bl-vet 32 og mor 26 år gammel, besluttede de dem til, at de ville følges ad resten af livet. De blev gift den 8. maj 1891.

Men sommeren 1891, den første sommer de var gift, var noget urolig, da rev de det gamle stuehus ned og byggede det nye, som står der i dag. Det nye stuehus kostede dengang 4.000 kr. at bygge. Og samtidig byggede de den nordlige længe, som jo også står der i dag, men der er foretaget nogen forandringer, særlig indvendig.

Som tiden nu går, så begynder jeg at komme med ind i billedet, for året efter i 1892 blev jeg født, der gik så nogle år indtil 1895, da fik jeg en bror, han kom til at hedde Anders Kristian, men han var aldrig rask, jeg ved ikke hvad han fejlede, der blev søgt mange steder for at få ham helbredt, men der var ikke noget der hjalp, jeg kan lige huske ham, jeg kan også huske, at mor var i Stege med ham og boede der ovre hos nogle bekendte en hel måned og gik hver dag til en læge, hvor han fik nogen behandling, men jeg ved ikke, hvori den behandling bestod, men det hjalp i hvert fald ikke noget, han blev så imidlertid 2½ år gammel, og han kunne aldrig gå alene, han blev da dårligere og han døde så, jeg mener, det blev sagt, at det var hjernebetændelse, så havde han levet var han aldrig blevet helt normal, så det var vel nok godt, at han ikke levede og ville blive til besvær for familien.

Der gik så igen nogle år, indtil 1902, da blev Ingeborg så født, da var jeg jo så blevet 10 år gammel.

Fra mine første drengeår kan jeg huske lidt forskelligt, jeg kan i hvert fald huske fra før jeg be-gyndte at gå i skole, at jeg var bange og undselig, hvis vi kom nogen steder, skulle jeg altid gå og holde mor i hendes skørter, jeg husker for eksempel når vi var til juletræsfest i Kindvig forsamlingshus, så turde jeg ikke give mig ud i sværmen sammen med de andre børn og gå rundt om juletræet. Der holdtes også fastelavnsgilder i forsamlingshuset, da kunne det træffe, at der dukkede en fastelavnsnar op under dansen, så var jeg ved at gå ud af mit gode skind, hvis der dukkede sådan en op og ligeså, hvis der kom nogen af den slags her hjemme, dem var jeg meget bange for.

Men ellers til hverdags havde jeg en legekammerat i Marie, der ovre fra den anden side af gaden, det var jo min kusine, vi legede meget sammen, både ovre hos dem og her hos os. Om vinteren, når det ikke var til at være ude, var vi tit hos min mormor og morfar, derovre i huset, det var jo Maries farmor og farfar, det er ikke mormor og morfar, sagde Marie, det er farmor og farfar og det kunne vi somme tider trættes om, men vi tilbragte mange timer der, også tit om aftenerne om vinteren. Nu havde morfar været musikant i sine yngre dage, han havde taget ud og spille til baller i folks øverstestuer, når de skulle have fester, så han var god til at spille på violin, lige op til sine gamle dage, så han spillede da også tit for Marie og mig, når vi kom derind om vinteraftenerne, og så dansede vi, somme tider spillede vi også kort, vi lærte et spil de kaldte for “Brus”, det kan jeg ikke hu-ske, og vi spillede også noget vi kaldte for “Hanrøg” og “Rakkere”, det har jeg også glemt hvordan vi spillede, når så aftenen var gået og jeg skulle hjem, var det jo mørkt, så stod mormor med petroleumslampen i den åbne dør, der ud til gaden, og lyste med den til jeg kom hjem.

På de tider var det skik og brug, at man om sommeren først holdt fyraften kl. 7 om aftenen, da fik man så mellemmad kl. 9 om formiddagen, middag kl. 12 og midaften kl. 4 om eftermiddagen, og så vel noget, når der holdtes fyraften, men om vinteren fik man så midaften efter at det var blevet mørkt og så fik vi hver sin portion smurte mad på en tallerken, som vi så sad i mørke og spiste, der blev så senere tændt lys på petroleumslampen, da holdt man mørkningstime.

Det gik altid meget stille af når vi holdt måltid og det var både sommer og vinter, der var aldrig nogen, der sagde noget når vi spiste, og vi børn tav fuldstændig stille, vi sad ikke og sludrede som vi gør nu om dage. Far var af den slags som ikke sagde meget, og når vi spiste havde han altid for skik, at han skulle sidde og læse i en avis og så blev der ikke sagt noget, og børn havde han aldrig taget på at snakke med. Jeg har aldrig snakket med min far som mange andre børn har kunnet snakke med deres far og det holdt sig til helt op i ungdomsårene, det har jeg tit tænkt på og det må jeg beklage, at jeg ikke, som de fleste andre, kunne gå frit til min far og snakke frit ud med ham, enten det kunne være morsomt eller alvor, han var altid alvorlig stemt og var aldrig, hvad man kunne kalde, lidt gemytlig, som man nu om dage kan være i vor familie. – I vore dage er der i hvert fald ikke noget der generer børn i at snakke med, når man sidder ved bordet eller andre steder, somme tider kan det næsten være for meget af det gode, men det var jeg i hvert fald ikke opdraget til at snakke med, da jeg var dreng.

 

Familiekomsammen og bage brød og brygge øl.

Nu husker jeg fra den tid at mor og far holdt et par gange om året en visit, en spisevisit eller storvisit, som de kaldte det, far og mor havde jo noget familie og de skulle da sammen et par gange om året og få en gang mad, der var Emil Hansens i Kindvig, Maren Jens Pæs fra Sandvig, Hans Kristoffersens og dem her fra byen o.fl., når de var samlet var spisebordet fyldt, så dem der ikke kunne være måtte vente til næste omgang, så blev der vasket op og næste hold blev sat til, og anden gang var det os børn og hvem andre, der ikke kunne være i første omgang, så der blev noget ud af aftenen inden spisningen blev overstået. Senere skulle mændene jo så spille kort og de havde da gerne et glas punch at nippe til i løbet af aftenen, det var et glas, hvori de kom nogle stumper sukker og skænkede kogende vand i og krydrede så det med rødvin og conjac, og imedens drøftede konerne dagenes begivenheder.

De kom jo kørende og jeg husker at det var et problem at skaffe plads til hestene, nogle måtte sættes ind på loen og der ville de ikke være, så måtte de sættes to i en bås i hestestalden og så sloges de, så der var somme tider ballade med dem.

Jeg kan også huske fra mine drengeår, at vi bagte de brød vi skulle bruge – både brød og franskbrød – hvedekage – kaldte vi det jo, og ligeså bryggede man jo også øl.

Det var et større arbejde, når der skulle bages, ved hver gård var der en stor bageovn, den er forlængst revet ned nu alle vegne, så man nu ikke kan se hvordan den så ud, men det var en stor muret ovn, hvor der mindst kunne sættes tyve brød ind i og blive bagt. I denne ovn blev der fyldt risbrænde og stort brænde i og det brændte så til ovnen var så varm, så brødene kunne bages, men forud for dette foregik da så dette, at dejen som brødene skulle laves af skulle tilberedes og det forgik i et stort kar, et dejtrug kaldte man det, der i dette foregik æltningen ved håndkraft. Om sommeren foregik det i køkkenet men om vinteren måtte der laves plads i stuen, hvor der var lidt varmt, for der skulle være lidt tempereret til dejen. Sådan et dejtrug var jo næsten et par meter langt, så det tog nogen plads i stuen, jeg ved ikke om det kunne lade sig gøre i vore dage, for det kunne vel nok støve lidt når det tørre mel blev hældt ud, men sådan foregik det jo dengang.

Nu skiftedes de til at bage de to steder her, det var på gården her og hos min morbror, der ovre på den anden side af gaden, der blev bagt en gang hver 14de dag, altså en gang om måneden hvert sted, så det sted, der blev fyret op i ovnen, blev så dejen båret over og bagt der. Det foregik tidligt om morgenen, så det var sjældent at jeg var så tidligt oppe og overværede det, men en gang om året var jeg da oppe og være med, og det var, når der blev bagt til jul, så fik jeg en klat dej og skulle lave et franskbrød af, og så fik jeg en lille klat dej og rullede ud i en stribe og satte så mit navn på brødet inden det så gik med ind i ovnen.

Om efteråret når der var pærer på træerne i haverne, så kom der pærer ind i ovnen efter at brødene var kommet ud og medens ovnen endnu var varm, vi havde sådan nogle små pærer som egnede sig til at tørre, de lå så inde i ovnen til de var tørre, så de kunne holde sig. De blev brugt til forskellige ting, f.eks. til at komme i suppe og i blodpølse, når disse pærer skulle pilles op blev jeg tit puttet ind i ovnen og pille dem op. De smagte godt disse tørrepærer, de blev gemt i en kasse på loftet inde i et værelse der var, min far og jeg var slemme til at gå derind og få en lommefuld af disse pærer, dengang havde vi jo korn på loftet, så vi skulle derop, når vi skulle op og måle korn op, som vi skulle til mølle med og få malet, det var inden vi selv fik kværn. Vi måtte køre al kornet til mølle og få malet, møllen lå i Mern, så det var næsten hver ottende dag vi måtte køre til mølle for at få malet skrå til grise og køer. Det var en stor dag dengang, jeg første gang fik lov selv at køre til mølle, jeg husker ikke hvor gammel jeg var dengang, men jeg husker hvor glad jeg var, da jeg første gang selv fik lov at få tømmerne og selv køre. Man skulle jo køre kornet op og så et par dage efter hente det malede skrå, det gik indtil 1912, så fik vi en petroleumsmotor, så derefter malede vi så selv.

Da jeg nu har skrevet lidt om da vi selv bagte, jeg husker ikke hvor længe vi gjorde det, men da der begyndte at blive bygget bagerier, så kørte de jo ud med brød.

Så kunne jeg jo også skrive lidt om at vi selv bryggede øl. Der skulle jo forskellige ting til, der skulle i hvert fald malt og humle, nu kan jeg ikke huske hvor vi fik malten fra, det var jo byg der havde gennemgået en spiringsproces, det var byg, der var spiret, der havde vi noget af det med til mølle og fik malet, når vi skulle brygge, jeg tror ca. 10-12 kg skulle der vel bruges til hver gang der skulle brygges. Men så humlen den høstede vi selv, den var der noget arbejde med, der var et temmeligt stort stykke jord ude i haven, der hvor der i øjeblikket er urtehave, ud for vinduerne til bilgaragen. Det var nogle store planter, om foråret skulle humlen stænges, som man kaldte det, man ham-rede et dybt hul med en pæl og deri skulle plantes en lang stang på 3-4 meter og derop ad snoede så humlen sig, og deroppe i toppen satte humlen så sine knopper eller frø om man vil. Det stykke jord der var beplantet med humle kaldte vi humlerummet, det var for vort vedkommende ca. 75 m2 stort, og der skal nok have været 40-50 planter og så en lang stang til hver plante, som humlen kunne sno sig op ad, men så om efteråret, når humlen var moden, så sad blomsterne som skulle bruges oppe på toppen af disse høje stænger, så skulle det tages ned og samles sammen, alt det der snoede sig op af de høje stænger skulle så tilintetgøres og stængerne tages op og gemmes til næste år, men blomsten eller humlen, som man kaldte det, skulle jo plukkes af de stængler, som de groede på. Det var skik, at det gjorde vi om aftenen og det foregik ude på loen, der havde vi så et stort kar som vi samledes om, og det skulle vi være med til, både karlen og pigen, jeg ved ikke hvorfor det skule være om aftenen, men det var skikken, og så havde vi et lys på en meget høj stage, der stod midt i karret, så vi kunne se at pille humlen. Det var en skik der blev ved at holde sig, når så humlen var tør, kom den i en sæk og der blev så taget af den hver gang der skulle brygges øl.

Jeg kan godt huske at der blev brygget øl, det foregik på den måde at man havde et stort kar som der så kom malt og humle i og så kom der kogende vand på og der blev tilsat gær, det skulle så stå og trække en tid, malten og humlen blev så siet fra og så blev øllet tappet på tønder eller ankre. Jeg husker at om vinteren blev der brygget et særligt godt anker øl, som lå i kælderen til om sommeren. Når vi høstede og fik mad med i marken så var der foruden det almindelige øl en flaske af det der havde ligget på lager siden om vinteren, vi kaldte det for gammelt øl, det var godt lagret, det kunne godt være lidt berusende, der skulle gerne lidt sukker i så smagte det godt. Jeg husker, at hvis jeg drak lidt rigelig af det så blev jeg så mærkelig slatten i knæene.

Nu nævnte jeg at vi fik mad med i marken, det fik vi altid i de tider når vi var i marken og arbejde, for den gang holdt vi først fyraften kl. 7 om aftenen. Det var først efter ca. 1912 at vi begynd-te at holde fyraften kl. 6, før den tid fik vi morgenmåltidet ved ca. 6 tiden eller ved den tid, når vi havde malket til morgen, så fik vi mellemmad kl. 9, middag kl. 12, kaffe når vi havde hvilet lidt med en stump kandis til (brunt sukker) og så midaften kl. 4 om eftermiddagen, så om aftenen fik vi vel noget også, når det så var fyraften kl. 7. Hvis vi arbejdede i marken havde vi så mellemmaden med og hestene fik deres mulepose med hakkelse i, og midaftensmaden til kl. 4 havde vi så også med, hvis det var i høsten var vi jo somme tider mange mennesker, hvis vi havde nogle arbejdsfolk til hjælp. Så lejrede vi os i nogle kornneg og holdt fællesspisning i al gemytlighed og ølflasken gik rundt, det var en trædunk2, sådan en rund en, der kunne være mange flasker øl i. Den drak vi allesammen af, der var ikke så meget pjat med hygiejne den gang, vi tørrede lidt med hånden over hullet på flasken og så værsgo til den næste, der var tørstig.

 

Luget roer og høstet.

Men i den tid, der blev luget roer, var der nogle dage hvor der var mange folk i arbejde, men det var først i 1902 da saftstationen i Mern var blevet bygget, at folk mere interesserede sig for roer. Men far havde før den tid en del roer, han havde gerne et stort kvæghold, men den gang blev roerne sået på kamme, der blev pløjet en gang fra hver side så der blev en høj kam og der ovenpå blev der så sået. Det foregik den gang med en enrækket såmaskine som karlen trak og far styrede og det foregik række op og række ned, det tog tid med en hel mark, men da så man begyndte på sukkerroer stillede sukkerfabrikkerne en firerækket såmaskine til rådighed og så blev roerne sået på flad jord. Men så var der jo så noget med at få luget disse roer. Der var så en del koner fra Sandvig, der gik ud og lugede roer, der var Karen Vejmands, der var Kirsten Jens-Pæs, der var Lisbeth, der var Jørgens kone, der var Marie Pær Smeds og så vi herhjemme. Vi skulle jo gå sammen allesammen og der blev så snakket meget, vi måtte gå nær sammen, for ellers kunne vi jo ikke få det fulde udbytte af snakken, så der måtte være en række imellem os, for ellers kunne vi ikke være der, så det gik ikke så hurtigt, hvis en af os, far, jeg eller karlen forsøgte at få et lidt hurtigere tempo på, så gik det ikke, det kunne ikke gå at spille skruebrækker. Disse koner fik 1 krone om dagen og kosten, dengang var der jo et godt lag flæsk på grisene, når de blev slagtet, så til middagene til sådan et bordfuld folk, var tit et godt tykt stykke flæsk og stuvede kartofler, det gjaldt om at få noget der kunne fylde.

Det var et stort arbejde at få taget roerne op, de skulle jo pløjes løse og tages med håndkraft og banke den værste jord af dem og lægges i række og så skulle toppen hugges af og kastes i bunker og så derefter køres til saftstationen i Mern.

Det var også på den tid et stort arbejde at få høstet kornet, når den tid kom da det var høst, jeg kan aldrig huske, at kornet blev mejet ved håndkraft med mejeredet, eller hvis man vil kalde det med le. Jeg tror, at det var i 1895 at far og min morbror købte en aflægger, som man kaldte den, den mejede kornet og lagde det af i neg, så man kunne tage disse neg og binde dem sammen og sætte dem op i hobe, så de kunne stå der og tørre, til man så kunne køre dem hjem og sætte dem i laden og så tærske dem om vinteren, da var det et stort arbejde at få høstet, men da var vi også en del folk om det, der var altid en karl og pige, somme tider 2 karle, og så somme tider, ja, der var altid et par fremmede til hjælp også. Da var arbejdskraften ikke så dyr. Lettere gik det da så senere, efter ca. 1910, da vi fik selvbinderen, som vi så kørte med indtil efter anden verdenskrig, da fik vi så mejetærskeren.

Men alt det, der nu er foregået efter krigen, der sluttede 1945, med indkøb af traktor og alle de maskiner, der fulgte med, er jo ikke endnu historie, men kan huskes af den yngre generation og også indkøbt af den yngre generation.

 

Jeg gik i skole, da jeg kom til skade og på højskole og landbrugsskole og mit ophold på Fyn. Og de første krigsår i 1914.

Nu har jeg i det foregående skrevet lidt om mine drengeår, men ikke fra den tid da jeg gik i skole.

Den gang gik vi kun i skole hver anden dag, det var i den gamle stråtækte skole i Kindvig, den var meget gammel og langt fra tidssvarende. Jeg begyndte at gå i skole i 1899, da var der ikke noget der hed hverken cykel eller noget andet, vi fik et par træsko på og så gå på vore ben, der var ingen, der havde cykler dengang, jeg fik min første cykel den sommer, da jeg gik til præsten, det var i 1906.

Den gamle skole gik jeg i de første 6 år, så fik sognerådet bestemmet, at der skulle bygges en ny skole, det var meget tiltrængt. Når vi sad der, kom somme tider rotterne frem under kateteret, de kom der og stak hovederne frem, så blev pigerne bange og sagde, se, nu kommer der en rotte, så måtte læreren banke i gulvet, så forsvandt de lidt igen. Og ikke mindst lokummerne, som man kaldte dem, de var under al kritik, dem skulle lærerne jo tømme, men det var ikke altid så hensigtsmæssigt.

Det var så i 1905, at den gamle skole blev revet ned, og den nye blev bygget. Den sommer holdtes så skole i forsamlingshuset, der blev rettet an med skoleborde, og hvad der ellers skulle bruges i den lille sal. Det var så noget helt andet, da den nye skole så var blevet indviet, og vi så begyndte at få undervisning der, men der, i den nye skole, gik jeg så ikke mere end 1 år, da blev jeg så blev konfirmeret, omtrent samtidigt blev der også bygget en ny skole i Mern, der blev lavet en femte klasse, så de børn, som så havde lyst og havde evner til det, kunne gå til Mern og få flere fag at arbejde med, såsom tysk og engelsk, men der gik jeg ikke.

Det var i min skoletid at jeg fik mit handicap, da jeg huggede mig i det ene knæ, jeg var dengang 11 år. Marie og jeg var i marken med midaftenmad, som vi kaldte det, det måltid vi fik midt på eftermiddagen den gang. Der var en husmand der stævnede pile, og medens han spiste sin mad, kravlede jeg op i pilen med øksen og ville hugge grene af, men så smuttede øksen, og jeg huggede mig i det ene knæ Der gik betændelse i det, og jeg måtte på Næstved sygehus, hvor jeg lå i 4 måneder, og der var knæet så blevet stift. Det var en drøj omgang, i den tid på sygehuset, når man tænker sig, hvad en bulden finger kan forvolde af smerter og så et helt knæ, jeg kunne ikke tåle at nogen rørte mig, jeg måtte bedøves hver gang jeg skulle forbindes, og måtte kun ligge på ryggen, så derfor fik jeg sår på ryggen af at ligge, jeg var meget ked af det, og græd hver gang jeg fik besøg, men det var også en lang tid fra først i marts og til sidst i juli måned. Da jeg så kom hjem, men jeg kunne jo ikke gå i skole, der var jo langt til Kindvig, når jeg ikke kunne gå uden stok, så det varede til november, før jeg kunne gå til Kindvig. Da havde jeg ikke været i skole i otte måneder.

Jeg måtte jo så leve med mit handicap, og det gik da også, men det var jo ikke det bedste, for knæet bøjede sig, så det blev skævt, så jeg havde en bandage at gå med, det var ikke så godt. Så efter 6 års forløb i 1911 kom jeg så på Rigshospitalet, hvor jeg blev opereret igen og fik rettet benet ud, så det blev, som det har været siden, og det er gået godt siden. På Rigshospitalet var jeg i 2 måneder, der holdt jeg jul i 1911.

På det undervisningsmæssige var jeg i 1908-09 på Brøderup Højskole i 5 måneder og hjalp så ellers til derhjemme indtil så november 1911. Da jeg kom hjem fra Rigshospitalet i januar måned kunne jeg ikke bestille noget, da kom jeg så igen på Brøderup Højskole for at kunne gå der og rekreere mig, jeg kom så hjem 1. April.

Nu havde jeg ellers haft lyst at komme på en anden skole, da jeg nu havde været på Brøderup en gang, men jeg kunne ikke gå uden stok, da jeg kom hjem fra Rigshospitalet, så det var ikke så godt at rejse længere væk. Jeg var hjemme til november 1913, da tog jeg til Korinth landbrugsskole og var der til april 1914, jeg var så hjemme i april måned, så havde jeg imidlertid fra skolen fået plads til 1. maj oppe på Nordfyn i en lille by, der hed Thoderup. Jeg havde, medens jeg var på skolen, været deroppe og se på pladsen og blev enig med manden, Hans Jørgen Nielsen, om, at han nok kunne bruge mig, og jeg skulle have 200 kr. for sommeren, det var en hel god løn dengang. Der var 50 td. land, der var en karl og en fodermester, der var avlscenter for Yorkshire svin og en præmiebesætning af køer.

Jeg var med til dyrskue i Odense med en tyr sammen med en anden karl. Tyren fik 1. præmie og kom på fløjen i sin afdeling. Hans Jørgen var stolt, og vi fik lidt ekstra forplejning, jeg husker ikke om det var en øl eller en kop kaffe, og en del af grisene fik også præmie. Der blev solgt mange smågrise til avl, vi var stadig på stationen og sendte grise afsted, jeg fik også en med hjem, men den blev aldrig til noget.

Det var jo der i sommeren 1914 da krigen brød ud, det var nogle brogede dage, man vidste ikke hvad det kunne blive til, alle de yngre mænd blev indkaldt og det var ikke godt at vide, om de skulle i krigen. Der hvor jeg var, samledes vi om aftenen i stuen, og manden læste højt af avisen de telegrammer der var fremme, det var spændende. Det traf, det var torden over Jylland, så når vi hørte bulder, så sagde vi, at nu var englænderne nok gået i land i Esbjerg.

Det var en svær tid i de fire krigsår 1914 til 1918, landet blev blokeret, så vi ikke kunne få tilført de varer, som vi skulle bruge, og som skulle indføres fra andre lande, vi kunne heller ikke få kul eller petroleum og heller ikke foderstoffer og mange andre ting.

Vi havde i 1912 fået petroleumsmotor til at trække tærskemaskiner o.m., før den tid foregik det med hestekraft, men det blev rationeret, så det kneb med at få tilstrækkeligt med petroleum til motoren, der var mange, der fik tærsket ved damp. Der gik et tærskeværk rundt i sognet, som der var et selskab, der ejede, det måtte vi leje et år, da vi ikke kunne få tilstrækkelig petroleum, og kul kunne man ikke få til at fyre med i kakkelovnen, så hvem, der havde en tørvemose, kom i gang med at skære tørv. Alting var rationeret. Vi havde rationeringskort, hvorefter vi kun kunne få det pr. måned, som kortene lød på.

Der var jo ingen, der dengang havde elektricitet, så vi kunne næsten ikke have noget lys at se ved om aftenen. Som væge i lampen kunne man kun have en uldtråd – både i lampen i stuen og i lygten i stalden på grund af, at vi ikke kunne få petroleum, og der var heller ikke tilstrækkeligt med mel til at bage brød af. Melet var rationeret, der kunne kun fås det bestemte kvantum pr. måned, så vi måtte mange gange i stedet for brød spise vandgrød.

Når der nu ikke kunne indføres kunstgødning til landet, kunne der heller ikke høstes tilstrækkeligt på markerne, og så skete det at i 1917 var det næsten misvækst, da høstedes der meget lidt, og så var der afleveringspligt for kornet, for at folk kunne få lidt at leve af, så derfor blev der ikke meget til kreaturerne, hestene skulle man da bruge, så der blev tildelt dem et vist kvantum havre, men til køer og svin blev der meget lidt at leve af, køerne kunne leve af roer og lidt halm og hø, men svinene udgik næsten. Hvis der var en so, der fik grise, måtte grisene mange gange slås ihjel, for der kunne ikke blive så meget æde til dem, så de kunne fødes op. Så der blev jo ikke nogen stor produktion af landbrugsvarer, men det, der blev var i temmelig god pris, så det var ikke så dårlig en forretning for landbruget alligevel, og da krigen så sluttede, og der begyndte at komme kunstgødning, og hvad andet landbruget havde manglet, som skulle indføres, så kom der igen gang i landbruget.

Vinteren 1978

Forskellige minder fra drenge- og ungdomsårene.

Nu sådanne vinterdage, hvor jeg sidder inde og ser ud ad vinduerne, hvor der er frost og sne derude og er koldt, så jeg ikke rigtig synes om at gå en tur rundt i marken eller en tur rundt i skovene, som jeg ellers godt kan lide, når det er sommer, så kommer jeg somme tider til at tænke på, hvad jeg sådan har oplevet gennem et langt liv, som jeg snart kan sige om mig selv. Nu skrev jeg for et par år siden nogle optegnelser om gamle dage, om hvad jeg kunne huske, at min farmor havde fortalt mig og om andre ting som jeg vidste lidt om efter at jeg fik ledt op i hukommelsen, så kunne jeg godt tænke mig igen at lede lidt op i hukommelsen og nærmest skrive lidt om min tidligste barndom og ungdom, så vidt som jeg kan huske noget derfra. Det vil nærmest blive små erindringer fra min tidligste barndom til at begynde med.

For nu at begynde med noget er noget af det første jeg kan erindre er, at min mor ikke altid var så imødekommende, som jeg kunne ønske det og det var der måske ikke at sige til, for hun kunne godt finde på at irettesætte mig ret alvorligt og sætte mig i skammekrogen. Engang blev jeg sat ind i soveværelset, så kunne jeg opholde mig der en tid, og det gjorde jeg jo da naturligvis også, men jeg skulle da finde på noget i mit eget selskab. Der stod et bord med nøgler i skufferne, der havde jeg stået og fingereret med een af nøglerne og havde fået den ene finger til at hænge fast og kunne ikke få den ud, der stod jeg og mor havde besvær med at få den finger fri af nøglen igen. Det er en af de første bedrifter jeg kan huske.

Nu var møblerne i stuerne ikke så moderne dengang som nu, i hverdagsstuen, som vi kalder det, var der almindelige træstole og et bord op langs væggen ud til gården var en lang træbænk, den bænk brugte jeg meget til at løbe frem og tilbage på og lege, for i bordet, der foran, var nemlig en skuffe, og der havde jeg en hel del legetøj, så der kan jeg huske at jeg forslog megen tid. Men foruden det bord, som vi kaldte hverdagsbordet, og som vi allesammen spiste ved til hverdags, var der et bord til, som stod i den anden side af stuen, ved den væg op imod havestuen og det var et lidt pænere bord og der var en sofa ved det, ganske vist en fast uden fjedre (den står endnu oppe på loftet inde på gården), hvis der nu kom et fremmed menneske eller hvem der nu kunne komme og skulle spise, så blev der dækket op på det bord, og så sad far og den fremmede der og spiste ved det lidt pænere bord end det hverdagsbord, som vi andre sad ved.

Nu boede min morfar og mormor jo her lige overfor på den anden side af gaden. Dem kom jeg meget over hos, og det har jeg skrevet om et andet sted, hvor jeg har skrevet om mine erindringer. De var meget for at komme lidt ud, somme tider at køre en lille tur og de skulle da også somme tider til Præstø eller Vordingborg og handle, så tog de tit mig med og gjorde så en del for at fornøje mig. En gang vi var i Vordingborg, synes de, at jeg skulle prøve at køre med tog, vi gik derfor hen på jernbanestationen og løste billet til Masnedsund og kørte med toget dertil og vi gik så tilbage til Vordingborg igen, så havde de givet mig den fornøjelse at have prøvet at køre med toget. Når jeg var med, når de kørte til Præstø, så staldede vi ind i den gamle købmandsgård, der ejedes af købmand Mørkeberg, som var stamfader til de bekendte Mørkebergere i Præstø, det var der, hvor købmand Kaj Petersen senere overtog forretningen. I de tider var det skik, at de gode kunder kom ind i privatlejligheden og blev beværtet med et eller andet, jeg tror nok, at det var et særligt gæstfrit sted, jeg mener, at kunne huske, at vi engang spiste der. På de tider var jeg da også så tit med far og mor i Præstø, der skulle jo hentes alt hvad der skulle bruges af foderstoffer og gødning og så blev der købt også, hvad der skulle bruges i husholdningen. Far holdt altid ind i Anton Petersens købmandsgård, der var altid god betjening, når vi kom kørende derind. Der var to gårdskarle, jeg husker den ene hed Jens og den anden Peter, den ene af dem kom altid og var til tjeneste med at spænde hestene fra og var der kvinder med, kom han altid med en vogntrappe og satte til vognen, så de lettere kunne komme ned. Et sted der i gården var der et værelse, hvor vi kunne gå ind og hænge vort overtøj, når det var vinter. Derefter kunne vi så gå ind i butikken og bestille, hvad vi skulle købe og have med hjem, jeg husker førstekommisen, det var sådan em lille mand, der vimsede rundt og bød velkommen til byen, og det var dengang, der blev budt kunderne noget, så han kom med vinflasken og skænkede en lille en til far og mor, og far fik naturligvis også en cigar, og jeg, ja, jeg fik da så et bolche, “brystsukker” kaldte vi det dengang, og et kræmmerhus med i pakken hjem, det var dengang vi fik noget for pengene, et stort kræmmerhus bolcher for 2 øre.

Ved samme lejlighed kommer jeg til at tænke på, efter at jeg havde begyndt at gå i skole, så havde vi eksamensbal i forsamlingshuset, eller nærmest sådan en lille fest, hvor vi legede, der skulle vi da gerne have penge med, så vi kunne købe, hvad vi ville i Brugsen. Jeg fik altid 25 øre, op så måtte jeg købe hvad jeg ville, men hvis jeg havde købt f.eks. for 2 øre bolcher, for 5 øre chokolade og forskellige andre ting, bl.a. 10 øre til musikken, så kunne jeg ikke få brugt 25-øren, så jeg havde altid penge med hjem igen.

Da jeg var dreng, var der her i byen et gadekær med temmelig meget vand i, men det er nu forlængst udtørret, det var lige over for gården, der har jeg tilbragt megen tid, jeg soppede der om sommeren med bare ben, jeg havde et lille skib jeg legede med og lod det sejle for fulde sejl fra den ene bred af vandet til den anden, mellem vejen og gadekæret lå dengang et hus, det er mange år siden det blev revet ned, men der boede dengang min Oldemor, hun hed Boel, om hun hed sådan, eller hun hed Bodil, det ved jeg ikke, men vi kaldte hende Boel, hun var ikke så glad for at jeg soppede derude i gadekæret, så hun bankede på ruderne, når jeg kom med mit skib, men jeg lod naturligvis som om jeg ikke hørte det og passede mit. Men hun døde imidlertid og det var godt, at hun ikke så, hvad jeg så senere fandt ud af, for jeg tænkte, om jeg ikke også selv kunne sejle i stedet for kun at soppe. Nu var der fra køkkenet kasseret en gammel vask af træ, så jeg spekulerede på, om den ikke kunne bruges som båd, så jeg kunne sejle i den, så jeg fik den da derud og det gik da også helt godt, jeg havde lavet et par årer og jeg sejlede nok så fint, men nu var den jo kasseret som vask, fordi den ikke var så god mere, den var begyndt at rådne i hjørnerne, så den begyndte at tage lidt vand ind, det var ikke så godt, men så fandt jeg et stort langt og bredt grisetrug, det måtte jeg da prøve, det kunne godt bære mig og så var jeg da sejlende igen. Det havde jeg megen fornøjelse af.

Om vinteren var der gerne is på gadekæret, så da morede vi os, som var børn dengang, vi kørte på isslæde, vi stod oppe på slæden og så pigkæppen ind mellem benene og stagede os frem, senere lærte vi så at løbe på skøjter, det var næsten mere fornøjeligt.

Men nu var sådan et gadekær jo ikke til bare for fornøjelsens skyld, det var meget vigtigt for forsyningen af vand her til byen, her har lige fra gammel tid altid været mangel på vand.

Brøndene her var meget tit tomme, og så måtte der hentes vand ude fra gadekæret til kreaturerne, og hestene måtte vi mange gange trække derud for at drikke. Her på gården havde vi jo en brønd i gården, men der kom aldrig vand i den uden hver gang det var regnvejr, for alt det vand der kom i gården samledes i en kloak, og så løb det derfra hen i brønden, og så kunne vi så poste det ind til køerne, men hvis det ikke havde været regnvejr en tid, så var der ikke noget i brønden, så måtte der køres vand andre steder fra til kreaturerne.

Men dette vand kunne jo ikke bruges til husholdningen, der var så en brønd ude bag ved gården, der hentede vi så vand derfra, så længe der var noget i den.

Vi havde noget vi kaldte et bæretræ, som vi kunne lægge over skulderen, og deri hængte vi så en spand i hver side, så vi bar to spande af gangen, men den brønd gik også tit tør, så måtte vi i gang med at hænge en mælkejunge på en lille mælkevogn, som vi havde dengang til håndkraft, og så med den køre langt ned i marken for at hente sådan en junge vand.

Da blev der sparet på vandet i husholdningen, når det var så besværligt at få det, det var gerne mig og pigen, der havde den bestilling at køre i marken efter vand, den lille mælkevogn var nemlig beregnet til at to kunne trække den, da blev der set på hver liter vand, der blev brugt, når man så tænker på, hvad man nu bruger af vand, når man bare lukker op for vandhanen.

Men så var det da også somme tider helt galt, når der skulle vaskes, det skulle der jo da engang imellem, så måtte vi have fat i et stort kar, som blev sat på en slæde og så en hest for og så hen, hvor der kunne findes noget vand. Men det gik så med at få tøjet vasket, men det skulle så til sidst skylles, og det var der ikke altid vand nok til, så måtte det hele læsses på en vogn og så i marken, hvor der var en kilde, hvor der næsten altid var vand, det var der i den kilde, der også hentedes vand til husholdningen, når der ikke var noget i brønden her hjemme. Men det kunne træffe, at der heller ikke var vand der, især hvis der var hentet vand til kreaturerne, så måtte vi have lov af min morbror at køre ned i hans mark, der var en meget god kilde, som der næsten altid var vand i. Min farmor fortalte, at det før i tiden havde været nødvendigt at køre ned til stranden og få skyllet tøjet.

Man var jo indlevet i disse besværligheder med det vand, men der begyndte så nogen forlydende om, at man kunne bore dybt ned i undergrunden og finde vand der. Det begyndte at interessere min far og morbror, og de snakkede med de to andre her i byen om det, det var Lars Petersen og Hans Peter Rasmussen, det endte med at far og morbror skulle cykle ind i nærheden af Haslev.

Der var lavet et vandværk til sådan nogle få gårde, ligesom her, de skulle da se hvordan det gik. De blev så optaget af det, så de da gik i gang med at få lavet et sådan vandværk her i byen.

Efter et stort arbejde med at få gravet en brønd og boret og gravet rør ned til alle gårde og huse, var der så i 1908 kommet et vandværk i Tågeby. Det var det første vandværk i hele Sydsjælland, så det var en stor begivenhed den dag vi kunne lukke op for vandhanerne og vandet løb.

Det rygtedes jo at vi her i Tågeby havde fået vand på den måde, så det varede ikke længe før nabobyerne også fik vand på den måde.

Da jeg var dreng gik jeg meget op i at lave husflidsarbejder, jeg lavede rammer, syæsker og hylder til at hænge på væggen. Til at begynde med var det kun sådan små ting, som rammer til at sætte billeder i, som jeg lavede af cigarkassetræ. Nu kom mor og far lidt sammen med skovridder Rostshøj, som boede henne ved husflidsskolen i Oremandsgårdskoven, han havde undervist i husflidsarbejder der på skolen i sin tid. Der havde min far og morbror i deres ungdom gået hen til undervisning i husflidsarbejde. Da han hørte, at jeg lavede sådanne småting, så forærede han mig en hel samling af tegninger til syæsker og hylder og meget andet og tilmed gav han mig en del værktøj til at benytte til sådanne udskæringsarbejder.

Så var jeg fuldt optaget de lange vinteraftener med at lave forskellige ting. Nu var det sådan for 70-75 år siden, at der ikke sås så nøje på om der skulle falde lidt støv på bordet eller lidt rundt om i stuen, for jeg skruede jo dette apparat på dagligdagsbordet og sad der og savede med en løvsav og for at kunne se stregen, jeg skulle save efter, måtte jeg give et pust så savsmuldet røg rundt i stuen, men det hørte jeg aldrig noget for, og dengang havde vi dog ingen støvsuger. Jeg lavede flere syæsker og hylder med et større udskæringsarbejde, så det havde jeg meget arbejde og fornøjelse af.

Nu ved jeg ikke om det var sådan en medfødt evne og lyst til at arbejde med træ og lave sådanne forskellige ting, for både min far og min farfar lavede alt, hvad der skulle bruges og alt hvad der gik i stykker, som blev brugt ved landbruget, såsom hammelstøj og svingler og skafter til grebe og spader. Der blev aldrig sendt nogle af de ting til håndværker. Vi havde jo et rum, som vi kaldte huggehuset, og det eksisterer også endnu, der sad vi meget vinterdage, når det var rarest at være indendøre, og lavede og reparerede sådan noget, og jeg lavede tøjrpæle og sådan forskellige ting.

Men det var ikke alene træarbejder, der blev lavet, min far lærte mig også at reparere seletøj, der var jo så tit noget ved seletøjet, der gik i stykker, så viste far mig at sådan skulle jeg bære mig ad at sy seletøj. Vi brugte da sådan en klemme som vi satte det, som vi skulle sy, fast i og holdt den fast imellem benene og brugte så en syl og så to nåle. Der skulle altid bruges to nåle, men det skal nok ses for at vide hvordan det gik til. Så vi havde næsten aldrig seletøj til sadelmager, senere kom det så med at reparere bindersejl.

Nu var der da også i den tid så meget udearbejde om vinteren, da havde man udelukkende kakkelovne til brænde, så der skulle laves brænde, det fik vi meget ved at stævne pilene og hvad der voksede op rundt om på grøfterne og det store brænde kørte vi jo hjem fra skovene, efter at have købt det på auktion. Det skulle alt sammen saves ved håndkraft, så det var somme tider, at far sagde til mig: “Kom du herhen og træk i den ene ende af saven”, og så gik det frem og tilbage med sådan en lille sav og der var meget brænde at save, men der var jo også en lang vinter, og så skulle det også flækkes og stilles op i en stak.

Men så var der også så meget risbrænde, det skulle jo bruges til at fyre med i komfuret og under vaskekedlen, der blev brugt meget, når der skulle vaskes, bages, brygges og slagtes.

Men det første jeg kan huske med det risbrænde var, at det ville mandfolkene ikke have med at gøre, det blev samlet i en stor bunke, og så, når solen begyndte at komme frem om foråret, så måtte kvinderne ud og hugge risbrænde, de skulle da også gøre noget, der var jo min farmor, mor og en pige, det var da dejligt sådan at komme ud på en forårsdag, når solen skinnede så var det bare med at få en stor hætte på, som kunne tage godt af for solen, for da måtte piger ikke blive solbrændte, det er omvendt nu. Men senere blev det forandret, så det blev mandfolkene, der kom til at hugge brænde, men så blev det da senere til, at det blev hugget ved maskinkraft.

Der er da andre ting, som jeg kan komme i tanke om, og det er, når det var jul, jeg ved ikke om det var skik andre steder, eller det var en gammel skik her, som far havde arvet fra gammel tid, for til juleaften skulle der gøres rent alle vegne, og det var der da ikke noget mærkeligt i, men det mærkelige var, at alle køerne i stalden skulle løses og ud i gården og løbe, så der kunne gøres rent, rigtig grundigt hvor de stod, det faldt ikke i så god jord hos min mor, for når der nu var pudset vinduer til jul, og det havde været regnvejr, og der var vandpytter i gården, og køerne løb der og sprang rundt, så blev vinduerne oversprøjtet. Når køerne så var bundet ind igen, og da det var juleaften, fik de et ekstra foder hø.

Da jeg var dreng, skiftedes vi hvert andet år til at holde juleaften, her og så hos min morbror, her stod juletræet i havestuen, og dengang måtte vi børn ikke se juletræet før vi havde spist risengrøden, men hver gang døren gik op til stuen, kikkede vi jo, men der var ikke noget at gøre, før der var vasket op og lysene tændt, så var det spændende, hvad der skulle blive af gaver. Vi gik så rundt om juletræet og sang nogle salmer. Jeg husker, det var jo sidst i halvfemserne, at da var Blæksprutten lige udkommet, den købte far gerne og havde den juleaften, så når det var forbi med juletræet, så skulle vi se Blæksprutten, det var noget nyt at se karikaturer af de kendte politikere, så når den blev lukket op, så lå vi allesammen ind over bordet og vi kunne næsten ikke alle sammen komme til at se.

Så senere kom nytårsaften, da bestod aftenmåltidet af klipfisk, i hvert fald i den tid min farmor levede, det var skik fra gammel tid af, at der skulle serveres klipfisk den aften, og når vi så havde spist, sagde min farmor altid: “Så siger vi tak for mad for hele året”. I løbet af aftenen spillede vi så kort, det var gerne Femkort og sidste stik (gav) en pebernød eller et æble eller hvad andet var.

Da jeg gik i skole var der ingen børn, der havde cykel, jeg begyndte at gå i skole i 1899, da var det næsten et helt ukendt køretøj, jeg tror nok, at min farbror, som var karetmager i Mern, var en af de første her i sognet, som fik cykel. Jeg husker ikke, om den første han fik var med faste ringe, men han fik da en ny og jeg husker, at en aften vi var der på besøg, så fik jeg lov at more mig med den gamle, og jeg kæmpede med den hele aftenen, jeg væltede og stod op igen og det foregik på den måde hele aftenen, men jeg fik næsten lært at holde balancen.

Nu havde far imidlertid også fået en cykel, så efter den aften hos min farbror havde jeg fået interesse for at cykle, så jeg fik lært at cykle på hans cykel. Nu var der jo ikke frihjul dengang, så jeg kunne træde den med det ene ben ud til siden, så det gik fint. Jeg kørte på fars cykel et par år, men så den sommer, da jeg gik til præsten, det var i 1906, da fik jeg min egen cykel.

Det var en stor overraskelse, da cykelhandleren kom med den, jeg vidste slet ikke noget af, at far havde købt en til mig, det blev jeg meget glad for, at få sådan en helt ny cykel, den måtte jeg da behandle pænt, så den kom ikke ud uden at det var godt vejr og den første tid lev den sat ind på gæsteværelset i stuehuset, i det hele taget brugte man ikke cyklerne om vinteren, de blev sat på loftet, de regnedes for et sommerkøretøj. Sådan en ny cykel skulle da holdes pæn, så jeg brugte meget tit søndag formiddag til at pudse den, og så engang om året eller mere havde jeg skilt forhjulet og også frihjulet ad og havde kuglerne ude og pudsede dem og smurte dem ind i vaseline, inden jeg puttede dem ind igen, men det varede alligevel lidt inden jeg fik skilt frihjulet ad, for der var jo lidt kunster med at få det samlet igen, så jeg turde ikke rigtigt begynde på det.

Men ellers gik det meget godt med at cykle. Den var jo lavet sådan, så jeg kunne træde den med det ene ben. Det gode ben fik jo sådan en styrke, så jeg kunne følge med om også vi var et selskab, og jeg har cyklet meget i min tid, jeg har været ude på mange lange ture og klaret den godt med at træde mig frem med et ben.

Jeg har i de erindringer jeg skrev for et par år siden skrevet lidt om da jeg var på sygehuset i Næstved i 1903, da jeg kom til skade og kom yderligere på Rigshospitalet i 1911-12, men efter at jeg var kommet hjem fra sygehuset i 1903 viste det sig, at knæet ikke var groet så godt sammen, så det kunne holde til at gå på, så det blev anbefalet, at jeg skulle have en bandage til at stive benet af med, og den skulle jeg have i København.

Jeg blev derfor indlagt på en klinik, der lå i Vendersgade, der lå jeg vel en 8 dages tid, medens en sådan bandage blev lavet, den var af læder og med snøre-bånd i, så den blev snøret fast om benet, sådan en gik jeg med i 6 år, indtil jeg så i 1911 kom på Rigshospitalet og blev opereret, der opererede de så hele knæet ud, så benet kunne vokse rigtigt sammen, så det kunne holde til at gå på, og siden den tid har det så været godt, så det har, synes jeg, ikke generet mig så meget, at jeg har været stivbenet.

Nu er der nogle erindringer fra denne tur til København som jeg kommer til at tænke på, og som jeg kunne have lyst til at friske op. Min mormor kom ind for at besøge mig, da jeg var ved at skulle udskrives fra denne klinik, blev hun derinde for at få mig med hjem, hun havde nogle bekendte, der boede i “Frederik den syvendes Stiftelse”. Den ligger på hjørnet af Gyldenløvesgade og Nansensgade, og det gør den endnu, for jeg har skævet ind til den, når jeg har været kommet der forbi, jeg tror det er en stiftelse for gamle damer.

Her havde min mormors bekendte en lejlighed i kælderen, manden var politibetjent, her fik jeg og mormor et par dages ophold, inden vi rejste hjem.

Dette ophold i København var i 1903, da jeg var 11 år, den gang var det den gamle banegård, vi kom med toget ind til, når vi kom til København.

Da kom toget ind fra den modsatte side, som nu, altså fra den side hvor Forum og Radiohuset og Søpavillonen ligger og hele terrænet hvor nu Ingeniørhuset, Shellhuset, Teknologisk Institut og helt hen til Buen og Sparekassens Vesterport, var banens terræn, der var først en lille banegård, Nordbanegården og så også en lille, der blev kaldt Klampenborg banegården, det var sådan nogenlunde overfor Ørstedparken, og derefter kom så Hovedbanegården. Det husker jeg, at det var en stor rigtig sort og beskidt, stor hal at komme ind i, når man kom ud af toget, alt det kommer jeg til at tænke på, fordi der hvor vi opholdt os i de dage hos de bekendte, der løb alle de tog forbi, som kom til København, og så for at forslå tiden, sad jeg der og kikkede ud ad vinduerne og talte hvor mange tog der løb forbi i timen.

Foran “Frederik den syvendes Stiftelse” var et lille anlæg beplantet med buske, deruden for var så gaden, Gyldenløvesgade og så der på den anden side af gaden var så baneterrænet. Dengang var der naturligvis ikke den trafik, som der er blevet senere, jeg talte også hvor mange, der gik forbi i timen og hvor mange hestekøretøjer og sporvogne, men det kan jeg da ikke huske nu hvor mange. Det var blevet elektriske sporvogne, der kørte den gang, men der var dog en endnu, den kan jeg huske, som blev trukket af heste, den gik fra Gammeltorv og op igennem Nørregade, den kaldtes for “Hønen”, den lignede en museumsgenstand ved siden af de nye elektriske. Jeg husker også at der var mange forskellige jernbanevogne om sommeren, når københavnerne skulle til Klampenborg og på Bakken om søndagen, så var der tog der udgik fra Klampenborg banegården, som havde åbne vogne, så folk sad i den friske sommerluft på turen til Klampenborg, de kunne nyde turen, for det gik ikke så hurtigt den gang.

Tysklandsturen i 1910

Den største oplevelse i min tidlige ungdom var en Tysklandstur, som jeg fik lov at komme med på, det var i 1910.

Det var jo ikke i de tider, at almindelige mennesker tog ud at rejse på lange ture, men jeg kan da huske, at far og mor før den tid var nogle dage i Jylland, de var på Himmelbjerget og forskellige andre steder, det var en oplevelse dengang at tage en sådan tur. Min morbror var også interesseret i at komme ud og rejse og se andre steder, nu ved jeg ikke hvordan han kom til at spekulere over, at det kunne være morsomt at komme en tur til Tyskland, det havde man da aldrig hørt, at sådanne almindelige bønderfolk kunne komme på tanker om at ville rejse udenlands, men han begyndte at gå noget op i det, han skaffede sig noget tysk læsning så han kunne lære noget tysk, og så fik han skaffet sig kort over Berlin og Dresden og studerede dem, det var de byer, han tænkte at ville besøge. Han kom da så vidt med planerne, at han tænkte på at få dem udført. Han begyndte da at snakke med far og mor, om de ikke kunne tænke dem at tage en sådan tur med, de spekulerede over det, og det endte med, at de sagde ja til at tage med, og så var der imidlertid lavet et selskab, der så bestod af morbror og Marie, far og mor og mig og så kom Anna Kaspersen fra Sageby med. Min morbrors kone Kristine ville aldrig med ud at rejse, så vi var så seks i selskabet, der så skulle starte ad Tyskland til.

Nu var det jo helt uhørt, at sådan et selskab ville rejse til Tyskland, så det kom i avisen, at de der fra Tågeby rejste til udlandet. Det kunne da også være lidt betænkeligt, for Anna Johansen, som senere kom til Sandvig, tjente hos os dengang, hun græd da vi rejste, hun var bange for, at hun aldrig fik os at se mere, for hvad skulle hun dog gøre, hvis vi ikke kom mere.

Dagen blev da bestemmet og der var en af karlene på gården, at der kørte os til Vordingborg og vi fik da løst billet til Berlin, det var da spændende, den gang måtte vi jo med færge fra Masnedø og til Orehoved, det gik da strygende til Gedser, der var så den lange tur over Østersøen, det varede et par timer eller tre.

Der drak vi en kop kaffe på færgen, men efterhånden som vi kom længere ud og det begyndte at blæse lidt, så begyndte færgen at rulle noget, så der var nogen af os, der begyndte at blive lidt mærkelige, min mor måtte da hen til rælingen og ofre til fiskene. “Det var da ærgerligt”, sagde morbror, “nu har vi betalt for kaffe, og så går du lige hen og hælder den ud”.

Ja, nu er det, om jeg kan ruske så meget op i min hukommelse, så jeg kan køre turen igennem, for det er jo længe siden. Men vi kom da til Berlin efter den lange kørsel gennem Tyskland. Vi kom dertil ved 9-tiden kan jeg huske og efter min morbrors rejsepapirer, skulle der lige over for banegården ligge et hotel, som der reklamerede med, at de kunne tale dansk, det kunne de ikke, det var nærmest svensk, men vi kom da til at bo der om natten.

Så om morgenen begav vi os ud i den store by, det var jo ikke så let at begå sig der, for den smule tysk, som morbror troede han havde lært, det viste sig, at det var ikke så forfærdeligt meget bevendt, så vi måtte jo hjælpe os med tegn og mærkelige gerninger. Vi kom ind på den store gade “Unter den Linden”, det var en meget stor og bred gade med to kørebaner og der imellem to rækker træer, og imellem træerne var der to rækker bænke til at sidde på. Vi satte os på bænkene og tænkte, at vi da kunne sidde et øjeblik der og nyde synet af trafikken, men med det samme kom en mand og forlangt 5 Pfennig for at sidde der, det var da ikke vor mening, at vi ville betale for at sidde der, så vi gik hurtigt videre. Vi kom da til den store allé, Sejrs-alléen, en mægtig lang allé bevokset med træer og buske på begge sider, og så stod der langs siderne så mange statuer af de tyske statsmænd og krigsmænd, og så for enden af denne allé var bygget et stort monument og en høj søjle til minde om sejren over Frankrig i 1870-71 og så var der naturligvis også på den ene side af monumentet et billede af tilbagetrækningen fra Dybbøl i 1864. Der var så forskellige steder vi besøgte, blandt andet kan jeg huske et stort handelshus. Dets størrelse var vi meget imponeret over, det var endnu ikke her hjemme almindeligt, som nu, med så store huse, hvor man kunne gå deri og købe alting. Vi så vagtparaden trække op foran kejserens slot en dag, og vi var indenfor i kejserens slot, der var en afdeling af slottet, der var stillet til rådighed og blev fremvist for besøgende.

Efter et par dage i Berlin tog vi med toget til Dresden, det var en meget smuk by liggende lige ud til Elben, langs Elben var en meget smuk promenade, “Den Brülske Terrasse” kaldes den, der var trapper op og ned og bænke at sidde på, men den store begivenhed ved at komme til Dresden var vel at komme ind og se det store bekendte museum, det kan jeg altså ikke huske hvad det hed “Swinger?” eller sådan noget lignende, men det er det, hvor man ser Madonnabilledet med Rafaels Engle. Der, i det museum, kan man gå en hel dag, hvis man vil se det hele. Men ellers var vi på udflugt derfra og sejlede på Elben og var på bjergbanen oppe i nogle bjerge, jeg husker, at den dag var det Maries fødselsdag, den 17. juli, da drak vi chokolade på et hotel oppe i bjergene, da var vi så med toget tilbage til byen igen, vi lod mærke til, at Dresden var en meget kønnere by end Berlin.

Vi rejste da fra Dresden og ville til Sachsisk Schweiz, der var i Tyskland noget, der hed fjerde klasse på togene, det ville vi prøve, det kostede næsten ingen ting, men det var også derfor derefter, det var ikke særligt komfortabelt, det var nærmest en kreaturvogn, hvor der var slået brædder langs væggen til at sidde på, og så var der håndtag i loftet, og så stod der så mange siddepladser og så mange ståpladser, men det var da meget morsomt at prøve det også.

Vi kom da til Sachsisk Schweiz, det var en bjergkæde af sandsten, der stod skarpt afgrænset ud mod Elben, der kom vi til at bo i forskellige mindre byer og gik så der i disse bjerge et par dage eller tre, og der var mange seværdigheder og forlystelser, som vi var betaget af, vi som aldrig havde op-levet den natur før. En dag gik vi over grænsen ind til Østrig, men der var jo ikke noget at se uden en grænsepæl.

Nogle steder var der hoteller og forlystelsessteder, hvor der så sad tyrolere og spillede og sang og der faldt så en skilling af til dem.

Jeg husker et sted, vi kom til. Det var et sted, hvor der var servering for turister, og der sad en tyroler og spillede og sang, nu ved jeg ikke, hvordan han kunne se, at vi var danskere, for da vi kom gående og ville sætte os og nyde noget, da begyndte han at spille og synge den danske nationalsang, det blev vi jo meget betaget af, så vi rejste os op og sang med. Nu har vi i vor familie aldrig været meget syngende, men min morbror sagde om min far, at han blev meget betaget af det, for han sang med og han havde aldrig hørt ham synge før.

Efter at have oplevet Sachsisk Schweiz nogle dage rejste vi med tog til Prag, det var jo dengang Bøhmen, den ligger ved en biflod til Elben, der hedder Moldau, den gør sit til at forskønne byen, der så vi den skønne og meget udsmykkede bro over floden, den var udstyret med så mange statuer af de katolske helgener, de stod opstillet på begge sider af vejbanen, der var særlig en helgen, jeg husker ikke, hvad han hed, der lagde vi mærke til, at mændene lettede på hatten, når de gik forbi og kvinderne slog kors for brystet, det var jo katolikker. Men ellers var vi forskellige steder i byen, vi var ved det kongelige slot, det var et stort og gammelt bygningskompleks, vi var igennem et jødisk kvarter, hvor vi var inde og se den jødiske synagoge, vi var inde og se et par kirker, blandt andet var der da Tejn kirken, hvor Tycho Brahe ligger begravet. Men ellers af udseende er det en meget gammel by, det var på den tid, man endnu regnede med kejseren og så op til ham, for flere steder hvor vi kom ind for at spise eller for at bo for natten, hængte der billeder af kejser Franz Joseph.

Efter at vi havde set en del af de seværdigheder i Prag, rejste vi så med toget tilbage til Berlin, jeg tror det var en tur på 6 timer for at nå dertil. Nu var det jo ikke i bilernes tid, i hvert fald ikke herhjemme, men i Berlin var der nogle biler, så da vi kom til banegården og kom ud på gaden, så holdt der nogle enkelte biler, så min morbror sagde, at nu skulle vi prøve at køre i en bil. Så vi kørte i bil derhen til, hvor vi skulle, det var første gang vi kørte i en bil. Det var på den tid, at der skete fremskridt på forskellige områder, for et sted i Berlin hvor vi var inde for at spise, så vi der lå en Berlingske Tidende, den var vi da nysgerrige efter at kigge i, der så vi så, at der stod med store overskrifter, at en flyver, som jeg ikke kan huske navnet på, var fløjet over Øresund fra København til Malmø, det var en stor begivenhed dengang.

Efter endnu en dags tid i Berlin rejste vi så hjemad igen, da havde vi så været på rejse i 10 dage, og det var dengang, at sådan en rejse kunne gøres for 100 kr. pr. Næse.

Det var en stor oplevelse, ikke mindst for mig, som en stor dreng, at få lov til at komme med på en sådan tur, den oplevelse har jeg tit, siden hen, tænkt på.

Nu har jeg altid godt kunnet lide at nyde naturen, og hvor kunne man tænke sig at nyde den bedre end her, hvor jeg har haft mine drengeår, ja hele livet igennem, her er strand og skov og udsigt over vandet til Nyord og Møn, jeg kan tit endnu standse lidt og se derud over.

Da jeg var dreng, var jeg meget optaget af, hvad der foregik ude på vandet, da var der mange skibe, der sejlede igennem Bøgestrømmen herude, der foregik al fragt og transport af varer fra den ene by til den anden med skib, nu forgår det med lastbil på landevejen. Der var ikke en dag, uden at der sejlede flere skibe herude, det var jeg meget interesseret i, hvad det var for en type og hvad de forskellige kaldtes, en jagt var med én mast, en galease var med to master, men den bagerste var lavere end den forreste, en skonnert var med to lige høje master, det undgik aldrig min opmærksomhed, hvad det var for nogen, der sejlede forbi derude. Det kunne træffe, at der kom en tremaster, men det var sjældent, for de store skibe kunne ikke gå igennem herude, for der var for lidt vand til disse skibe, men jeg synes det var en begivenhed, hvis der kom en tremaster. Jeg ved ikke hvor jeg havde fået lært det, for jeg vidste hvad alle sejlene hed på sådan et skib, bag masten var jo storsejl og oppe over topsejl og foran masten var det først en fok, derefter hed det en klyver, og var der tre var det en jager der længst ude.

Dengang var der dampskibsforbindelse mellem København og Stege. Der gik en damper, “Ørnen” hed den, hver onsdag, og på tilbageturen fra Stege gik den en tur ind til Præstø. Jeg har brugt megen tid som dreng, at stå ude i haven, der uden for og kikke efter skibene, for jeg havde nemlig, til en fødselsdag velsagtens, fået en kikkert, i den kunne jeg se folkene derude på skibene.

En anden ting jeg også tænker på, er når vi kørte til Bonderød, der ligger ved Fakse, jeg havde en farbror, der boede der. Der kørte vi med hestevogn derhen en gang om sommeren, der regnede vi med dengang, at der var 5 mil, det varede gerne ca. 3 timer. Det var lang tid at sidde på en vogn, men når vi nåede hen til kapellet derhenne ved Præstøfjorden, så standsede vi lidt og var ude og få rettet benene, og hestene fik et par stykker brød, og det var hestene godt klar over, for når vi så året efter kom igen, så sagtnede de farten og selv drejede ind til siden og når så far trak lidt i tømmen, så standsede de.

Vi kom da til Bonderød noget op ad formiddagen, når vi så havde været der den dag, og vi så godt og vel havde fået aftensmaden, så kørte vi hjemad igen, men det kunne godt blive lidt kedeligt til sidst at køre så langt, vi kørte gerne den ene vej over Fakse og den anden vej over Fakse Ladeplads, der var lige langt enten vi kørte den ene eller den anden vej.

Cykleturen i Jylland

Nu har jeg opfrisket lidt om turen jeg var med på til Tyskland, så kunne jeg tænke mig at få op-frisket en anden tur, men det var herhjemme, det var Jylland rundt på cykel, det var vistnok i 1911.

Det var Julius Andersen fra Sandvig, han var bogholder på slagteriet i Masnedsund, ham var jeg kommet sammen med, så han begyndte at snakke om, at det kunne være morsomt at tage en tur til Jylland, om jeg ikke kunne tænke mig at tage sådan en tur med, men det skulle jo være på cykel, det kunne jeg da godt tænke mig, men Jylland rundt med en cykel med én pedal og træde den med ét ben, ja måske det kunne lade sig gøre, jeg var jo trænet i det, så jeg spekulerede noget over det og det endte da med, at jeg gik med til det.

Jeg tror nok, at vi til at begynde med tænkte på at tage med rutebåden fra København og derfra til Ålborg, men det gik vi fra og bestemte så at tage toget til Fredericia. Vi forberedte os så og bestemte dagen for afrejsen, men der blev lidt startvanskeligheder og misforståelser til at begynde med, jeg kom her hjemme fra og han fra slagteriet i Masnedsund, og så havde vi aftalt at vi mødtes på stationen i Vordingborg og løser billet til Fredericia. Jeg var der, men Julius var der ikke, så jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, jeg løb fra den ene side af stationen til den anden for at se om han ikke kom, men der kom ingen Julius, men toget kom, og der var ikke andet at gøre, end at jeg lod toget køre, jeg tænkte, at det var da mærkeligt, at han ikke kom når vi havde aftalt, at vi skulle mødes der. Jeg cyklede derfor ned til slagteriet for at høre hvorfor han ikke var kommet, jeg traf da direktøren og han sagde: “Ja, men Julius er da rejst, han blev lidt sent færdig, så han tog med toget her fra Masnedsund og regnede med at kunne træffe dig når toget kom til Vordingborg. Men det gjorde han altså ikke, hvad skulle jeg så gøre, ja, der var vel ikke andet at gøre, end at jeg måtte tage med næste tog, og det gjorde jeg så.

Nu var han kommet med det tog, der havde forbindelse til Jylland, så han kom derover næsten i løbet af formiddagen, men jeg havde ingen forbindelse, så jeg kom først til Fredericia til aften. Da jeg så kom med færgen over fra Strib, stod Julius der og tog imod mig. Men nu var der det, at han havde ikke set mig på Vordingborg st. da han var taget med toget om morgenen, så han ringede hjem fra Fredericia, det var til min morbror, for der var ingen andre, der havde telefon dengang, og spurgte, hvorfor jeg ikke var kommet, for han regnede med at han ville træffe mig på stationen, når han kom med toget fra Masnedsund. Da de så hørte det hjemme, at jeg ikke skulle være kommet til Vordingborg, så gik de jo og spekulerede på, hvor jeg dog kunne være blevet af, der kunne jo være stødt et uheld til for mig på vejen til Vordingborg, så de gik derhjemme og var bekymrede for mig indtil der var gået et par dage, og der så kom et postkort fra mig med forklaring på misforståelsen.

Men vi var da så kommet til Jylland, vi så så seværdighederne i Fredericia og cyklede derefter til Vejle, der tog vi med turistbåden ud til Munkebjerg og op ad den lange trappe til hotellet og med toget tilbage til Vejle igen. Vejle ligger ualmindeligt smukt, og nu da vi var der, skulle vi da også ud gennem Greisdalen og til Jellinge og se gravhøjene. Det forbavsede os at de var så høje og store, som de er. Vi tog så tilbage til Vejle igen og arbejdede os op ad bakkerne og så ad landevejen til Kolding, der, ved vejen til Kolding, så vi mindesmærket for den danske dragon Jens Kjeldsen, som faldt i kampen mod nogle tyskere.

I Kolding var vi inde på Koldinghus og se museet, vi var så en lille afstikker til Skamlingsbanken og tilbage til Kolding igen. Derpå begav vi os så ad landevejen vest på og nåede Vejen, der var ikke langt fra Askov højskole. Nu havde min morbror i sin tid været elev på højskolen der og der var endnu en lærer fra den tid, så da min morbror inden vi tog hjemmefra, hørte at vi måske kom der, så skrev han at brev til læreren med hilsen til ham, hvor han bad ham tage godt imod os og vise os rundt på skolen, det gjorde han, og det var meget interessant. Lidt derfra er Skibelund Krat, der var vi også og så mødepladsen og de mange mindesmærker for alle de kendte mænd, der havde kæmpet for danskheden.

Nedenfor Skibelund Krat går landevejen der fører til Ribe, men først kom vi til Foldingbro, der kom vi over Kongeåen, det var for mig en begivenhed, synes jeg, at komme over grænsen til Sønderjylland, så var vi jo i Tyskland, der cyklede vi et lille stykke vej, så kom vi over grænsen igen, og der lige over grænsen lå en kro, der tog vi ind for at bo om natten, det var meningen, at vi den dag skulle nå til Ribe, men jeg var blevet så træt, at jeg ikke kunne træde cyklen længere, jeg tror den hed Kauslunde kro og vi kunne dog næsten se Ribe, men jeg gav op, nu har jeg tit tænkt på, at den som træder cyklen med to ben, det må da være ubegrænset, hvad de kan præstere på en cykel, når jeg altid har måttet følge med og kun bruge et ben.

Næste morgen startede vi så til Ribe, og så den gamle by der, vi var inde i domkirken og oppe i tårnet, der var en mægtig udsigt over marsken.

Da vi så havde spist til middag, styrede vi så mod Esbjerg, jeg tro vi gjorde et lille ophold i Bramminge, men nåede så omsider Esbjerg, der var vel ikke så store seværdigheder der, vi var nede og se på havnen og boede så der i byen om natten, det var gerne højskolehjemmene vi søgte, når vi skulle have et sted at bo om natten. Nu var det så meningen, at vi fra Esbjeg ville tage ud til Nymindegab og så op ad Holmsland Klit og den vej om og til Ringkøbing, men det blev vi da hurtigt klar over, da vi kikkede ud ad vinduerne om morgenen, at det kunne ikke lade sig gøre, for det stormede og regnede, så det var umuligt at komme ud med cykel, og det var fra nordvest, så det ville være stik modvind, så vi bestemte os til at tage toget til Ringkøbing, for ud og se Vesterhavet ville vi, så da vi kom til Ringkøbing, stred vi os i strid modvind ud til Søndervig, der ude i klitterne, og vi så da også Vesterhavet i storm. Da vi så vendte om derude og fik vinden i ryg-gen, så gik det mægtigt lige i et stræk, til vi nåede Herning. I Herning boede vi om natten, om mor-genen drog vi så nord på, den gang var der en meget lang hedestrækning, hvor vi ikke så andet end lyng så langt vi kunne se, vi kom igennem Karup og kom til Frederiks, det hed det vist, der var et sted der, hvor der var en samling rensdyr, som vi var inde og se.

Omsider kom vi så forbi Hald med slottet og søen og Dollerup Bakker, inden vi så kom til Viborg. Der gjorde vi lidt ophold, og vi var inde i domkirken, hvor vi gik og så i nogen tid på alle billederne, som Skovgaard har malet. Men vi måtte videre, så vi startede mod Silkeborg, men før Silkeborg fik vi et lille uheld, da min cykel punkterede, det var, da vi lige var kommet til en kro, der gav gårdskarlen sig af med at lappe cyklen, men nu var det ikke så nemt, for det var ved ventilen, den var blevet utæt, så ventilen måtte flyttes, og han var noget af en fusker, som ikke var fingernem til det, så det varede lidt længe inden det kom i orden igen, jeg husker, at det var lige før aften, så vi var inde på kroen og spise til aften, medens han fik lappet cyklen, så ved samme lejlighed blev det lidt sent på aftenen før vi kom til Silkeborg, men vi kom da til at bo på højskolehjemmet om aftenen.

Den morgen tog vi da så med en af turist-bådene, der sejlede på Silkeborgsøerne og gik så i land ved Himmelbjerget, vi havde jo cyklerne, dem måtte vi arbejde os op på Himmelbjerget med, men det lønnede sig, for det var en prægtig ud-sigt der fra Himmelbjergets top. Efter vi havde nydt den, cyklede vi videre gennem byen Ry og til Skanderborg. Efter et lille ophold der drog vi videre til Århus, der var vi inde og se domkirken og vi var en tur ude ved Marselisborg. Kongen boede der på det tidspunkt, og vi så prinserne Frederik og Knud, de var jo drenge dengang, de løb der ved slottet og legede, og vi tog os ikke noget af hvor nær vi var kommet, så vi var kommet lidt for nær på, så vagten kom og fortalte os at vi måtte hellere vende om igen og holde os lidt mere på afstand.

Vi boede i Århus om natten, men meget tidligt om morgenen satte vi cyklerne i Århus og tog toget til Skagen, jeg tror vi tog med toget allerede kl. 4 om morgenen og ankom til Skagen noget op ad formiddagen, vi var så ude på Grenen og ved Drackmanns grav der ude i klitterne, i selve byen var der forskellige minderige steder, og vi var inde og se kirken. Det fortaltes, at altertavlen var skænket af frk. Suhr fra Petersgård. Ud på aftenen rejste vi fra Skagen igen, vi rejste hele natten før vi nåede Århus igen, ved middagstid den dag tog vi så med færgen til Kalundborg og kom dertil hen på eftermiddagen. Nu var vi altså kommet til Sjælland igen. Men vi blev enige om at der endnu var noget vi skulle se, nu da vi var på de kanter, og det var Lammefjords udtørringen.

Vi startede derfor mod Hørve og Vallekilde og endte om aftenen oppe ved Fårevejle. Der kunne vi se over de udtørre-de arealer. Vi boede så der i Fårevejle på et hotel, eller om det var højskolehjem, om natten. Dagen efter startede vi så igen, vi ville nu se, om vi kunne nå at komme hjem, turen gik, så vidt som jeg kan huske over Ringsted og Næstved, men da vi nåede Næstved tror jeg nok vi tog toget til Præstø, jeg var ved at være udkørt, det var en lang tur gennem Sjælland på cykel på en dag, men vi kom da godt hjem, og vi var enige om, at det havde været en oplevelsesrig tur men noget anstrengende en gang imellem med at træde cyklen, men vi havde set og oplevet meget, og så var det en billig tur, det var dengang pengene var noget værd, men det kan vi jo slet ikke regne med efter vores begreber nu, vi gav dengang en krone for et natlogi og ligeså for en gang middagsmad eller aftensmad, jeg tror endda jeg husker, at nattelogi og morgenkaffe fik vi for 1,25 eller 1,35. Jeg tror vi var ti dage om turen og mener vi gjorde den for 60-70 kr. med togbilletter og det hele.

Men Julius og jeg havde nu fået lyst til at se landet, nu fik vi set meget af Jylland og noget af Sjælland, men hvad med Bornholm, ja, vi fik bestemt året efter at det kunne da også være morsomt at se Bornholm, da det blev bestemt, startede vi en dag cyklerne og styrede mod København og tog med båden til Bornholm og cyklede øen rundt, det var også en oplevelse, men lad det nu være nok med rejsebeskrivelser.

Jeg har nu i disse vinterdage interesseret mig for at skrive lidt om hvad jeg kunne huske fra mine drengeår og tidlige ungdom, det er alt sammen taget ud af min hukommelse, og det har moret mig at opfriske alle disse begivenheder og opleve dem igen efter 70-80 års forløb. Det er vel nærmest for min egen private fornøjelses skyld at jeg har opfrisket det. Jeg har haft mange gode timers skriverier med det i vinter, om der så er nogle andre, der bryder sig om at se det, ja, det ved jeg ikke, men mig har det moret at tænke noget tilbage i tiden.

Vinteren 1978

  1. Et gammelt rim fra gammel tid:

Sageby er en herlig stad,

i Kindvig har de ingen mad, Sandvig ligger i en hule,

i Tågeby har de ikke en smule.

(Lars Peter)

1981

Hvis jeg nu ville skrive nogle erindringer om mig selv fra min ungdomstid efter at jeg nu havde været på højskole og landbrugsskole og havde haft det ophold på Fyn, som jeg før har skrevet om, så kom jeg hjem og arbejdede der hjemme i de år som krigen varede og også de år efter krigen, men tiden gik jo og jeg kom imidlertid op i tyverne, og jeg vidste da, at min fødegård som far og mor havde, skulle jeg overtage en gang når de ville holde op.

Da vi blev gift og min farmor

Nu ved vi jo at når man vil og skal drive en landbrugsbedrift, så er det i hvert fald bedst at være to, og det kunne jeg måske somme tider nok tænke på, men på det område var jeg så nogenlunde, i de år omkring 1916-17, temmelig blank, hvad det angik med varigt bekendtskab med piger.

Vi unge kom naturligvis sammen når der var fester og sammenkomster i Kindvig forsamlingshus og fester andre steder og det var da også i de år at der holdtes fester i Sageby Lystanlæg, men der var vi jo kammerater og ikke andet og i den tid kom vi unge somme tider sammen til ungdomsselskaber i hjemmene og der morede vi os på forskellig måde i løbet af aftenen, vi fandt på at lege ordsprogleg og andre forskellige gætte- og pantelege, så det var meget fornøjeligt. Men det var nu særlig i for-samlingshuset, når vi var til sammenkomster der og dansede med de forskellige piger og vi under dansen snakkede sammen, at der var een, der var mere end de andre, som det udartede sig til mere end et almindeligt kammeratskab, og det var naturligvis Karen og vi var sammen ved flere lejligheder og fester og det foregik i al hemmelighed indtil det så senere blev officielt, og det blev det, da vi den 20. maj 1919 blev ringforlovede.

Før den tid havde Karen været elev på Høng Højskole, det var sommeren 1916 og senere havde hun plads som stuepige på Stensbygård og efter at vi var blevet forlovede, havde hun plads på Susågård ved Næstved.

Nu var der også gået nogle år og vi var nået til 1922. Dasynes far at han godt ville trække sig tilbage så vi unge kunne komme til, så vi havde bryllup den 19. maj 1922. Da var far blevet 63 og mor 57. De flyttede så over i huset som far i 1915 lod bygge og som Dalsgaard så senere købte.

Vi blev så naturligvis viet i vor hjemlige kirke i Mern af pastor Mejnertsen. Nu var der ikke mange biler dengang, men købmand Ole Petersen, Sandvig havde bil og han kørte for os.

Efter vielsen kørte vi så til Karens forældre i Sageby hvor brylluppet stod. Efter bryllupsfesten blev vi så kørt til Tågeby, hvor vi så skulle overtage “Kærgård” og jeg havde så det det bedste jeg vidste med og det var min unge kone.

Karen var så dengang blevet 23 år og jeg var 30 og det fyldte jeg den dag vi havde bryllup.

Vi skulle så til at danne os et hjem her, for mig skulle det jo ikke være vanskeligt, for jeg var jo indlevet i det her på gården, med landbrugsbedriften og det hele og jeg mener heller ikke at det faldt Karen så vanskeligt at blive landhusmoder, hun var da opfødt ved landbruget, så jeg synes det gik meget godt.

Nu var min gamle farmor her på gården og skulle have sit ophold her, hun var 90 år gammel og havde sit ophold her i min far og mors tid, og det gik også nogenlunde i den første tid, hun var hos os, men det kneb for hende at finde rundt, for hun kunne ikke se, hun var næsten blind og så en dag skete da også ulykken for hende, hun ville gerne gå en lille tur ude, men en dag da hun så ville gå ud, faldt hun ned ad trappen og brækkede det ene ben oppe i hoften og derefter måtte hun så ligge i sengen resten af sin tid og det var meget besværligt at få passet hende.

Hun lå i sengen og måtte passes i 3 år, det var en streng tid for Karen at få passet hende, for min farmor blev mere og mere urimelig som tiden gik, og senere blev hun mere og mere forkalket, så hun vidste ikke hvad hun gjorde, hun blev nærmest sindssyg, somme tider ville hun op og hun kunne da ikke stå på benene, så det traf, at vi måtte binde hende til sengen, den gang var der jo ikke noget der hed plejehjem, da skulle de gamle passes derhjemme, der kom nogle gange om ugen en sygeplejerske, men ellers måtte vi beundre Karens arbejde med at gøre hende i stand hver dag.

Hun døde så den 18. december 1925. for Karens vedkommende var det i den sidste tid endnu mere besværligt at få passet farmor, for en måned efter at hun var død, så blev Jens født, så det var ligesom at skæbnen ville det sådan, at hun skulle dø før Jens så blev født og skulle passes, men det blev jo så lidt anderledes at passe en lille dreng end en gammel farmor. Jens blev født den 24. januar 1926.

Det var nu der i tyverne og i de år der, at man begyndte at spekulere på de tekniske vidundere, som radioen i begyndelsen var og blev. Det var til at begynde med det man kaldte krystalapparater. Sygeplejerske fru Frederiksen kom jo en del hos os, hun havde en datter og svigersøn i Mern, manufakturhandler Hans Petersen, de havde fået anskaffet sig et sådant krystalapparat, da blev vi så inviteret hos dem og skulle høre det, det var jo en mægtig opfindelse, det at kunne sidde der og høre de forskellige stemmer komme frem, men det var nu også lige til, at vi kunne høre at der var nogen der sagde noget.

Men det varede ikke længe før så de rigtige radioapparater kom frem, da var far og mor de første, der fik radio, det var Ole Petersen i Sandvig, der var forhandler for radioapparater, men det var jo ikke sådanne apparater, som vi tænker på nu, det var med udvendige spoler og høretelefoner som man skulke sidde med for ørerne, vi gik da tit over hos far og mor for at høre radio. Disse telefoner kunne skilles ad, så vi kunne være to om at høre.

Nu var Karens forældre, særlig hendes far, meget interesseret i at høre på det, så de kom somme tider for at høre, for den gang sendtes der somme tider de gamle dilettantstykker, f.eks. “En søndag på, Amager” eller “En aften på Kastelsvolden” og flere af den slags, det var da meget morsomt at høre.

På gården hos os, fik vi først radio da der så var højttaler til, den havde vi inde i det værelse som min farmor havde haft, hun havde nemlig sit værelse i den tid hun levede, i det der var ude bag køkkenet, da hun så var død, blev vi enige om, at nu kunne vi indrette os en dagligstue der. Så der havde vi så dagligstue nogle år, men jeg følte mig ikke rigtig godt tilpas ved at opholde mig der, der var ikke ret meget plads og hvorfor skulle vi opholde os i sådan en lille stue når vi havde stuer nok som var større og mere behagelige at røre sig i, så vi flyttede derfra og ind i den dagligstue som vi så altid boede i. Den lille stue blev senere delt i to, den ene halvdel blev til W.C. og badeværelse og den anden halvdel blev så til soveværelse for Jens og senere også for Hans Henning.

 

Da vi fik bil og ture med den. Bl.a. til Sønderjylland

Nu gik jo årene og jeg synes at de år i tyverne gik ganske godt for os og der begyndte at komme en interesse frem udover det at passe arbejdet ved landbruget, og det var, at det kunne være morsomt at have en bil og det opdagede mekaniker Nøhr Nielsen, Mern, så han gjorde da så sit til at interessen blev vakt, han ville nemlig gerne sælge en bil, så han kom da så en dag kørende og ville have mig med ud og prøve at køre en bil, jeg hoppede jo på den og det gik da også meget godt, vi kørte mange gange og jeg var snart blevet så dygtig, så Nøhr Nielsen så snart at der var håb om at kunne sælge en bil.

Men det var ikke så lige til for mig at få kørekort på grund af at jeg var invalid, jeg havde jo det stive ben, så jeg måtte søge sundhedsstyrelsen om tilladelse til at få lov at køre bil. Den tilladelse kom så langt om længe og jeg kunne så få lov at aflægge prøve og få førerbevis. Jeg aflagde prøve i Næstved, det var motorsagkyndig Sparle jeg kørte for, der var ikke så meget teoriprøve den gang, jeg blev spurgt hvor mange bremser der var og hvor mange lygter der var og sådan nogle enkelte dele, det kunne jeg svare på, og så fik jeg mit førerbevis, så var jeg glad og Nielsen ikke mindre for så kunne han sælge mig en bil.

Jeg købte så den bil jeg havde kørt med medens jeg lærte at køre og som jeg aflagde prøve i, det var en gammel Ford, det var dem der gik mest af i de år, den var godt et år gammel da jeg fik den og den kostede 2.400 kr., det var i 1927, en ny kostede dengang 4.000,- kr. Der var ikke mange der havde bil dengang, der var kun nogle ganske få her i sognet.

Vi havde megen fornøjelse af at have denne bil, vi havde lyst til at køre rundt i landet og se de for-skellige naturskønne steder, både her på Sjælland, Fyn og Jylland. Vi havde jo karl og pige til at passe bedriften, hvis vi ville tage et par dage til sådan en tur. Efter vore begreber nu synes vi det var billige ture, benzinen kostede ca. 50 øre pr. liter, men indtægterne var naturligvis også dengang der-efter. Det kunne også, ske at vi tog en tur til København, den gang måtte vi køre til Tåstrup og Glostrup, Køgevejen var ikke lavet dengang, nu var farten jo ikke så høj dengang med en gammel Ford, vi drev den gerne til en 40 km/t, så det kunne godt vare 2½ time at køre derind, så vi havde gerne frokosten med og tog ind på Kildebrønde kro og fik lukket op for madpakken og fik rettet benene lidt og måske fik vi en kop kaffe og så var vi friske til at køre videre.

Den gang var der slet ikke bebygget før vi kom ind til Damhussøen, forbi den og ind til den store rundkørsel, Damhuskroen lå ene der uden nogen bebyggelse omkring. Men senere blev da så Køgevejen åbnet, og vi kørte så den vej ind og kom ind til Toftegårdsplads.

Dengang havde vi ingen bekendte i København, så vi boede gerne på højskolehjemmet i Løngangsstræde og så tog vi nogle ture rundt i byen og se forskellige seværdigheder og museer og gik i teatret om aftenen, vi har været i de fleste af teatrene, for et par kroner kunne vi dengang gå i det kongelige teater, sådan et par dage eller tre kunne vi gøre for ca. 50 kr.

Vore forældre var også glade for at få nogle ture i bilen, men min far levede desværre ikke ret længe, han var syg en tid, muligvis kræft, så han døde allerede i 1929, og Karens mor levede også kun nogle år derefter, jeg tror hun døde i 1935. Men Karens far var meget glad for at komme med ud på biltur, hans store oplevelse var engang han var med et par dage til Sønderjylland, vi kørte rundt der og kom da også til Dybbøl, hvor vi var inde i de store skanser som soldaterne benyttede i krigsårene, det var Karens far meget betaget af eftersom hans far havde været med i krigen i 1864, man så også de forskellige mindesmærker, bl. andet den bekendte Dybbøl Mølle.

Vi kom da også til Kruså og kunne kigge ind over grænsen til Tyskland. Det kunne nu være morsomt da vi nu var så nær ved, at kunne sige at vi havde været i Tyskland, vi fik da opdaget at vi kunne købe et pas der kostede 1 kr., og så måtte vi tage over grænsen op være der en time. Vi fik derfor lejet en vognmand som kunne køre for os og vi smuttede så en tur til Flensborg, der kørte vi så en omgang rundt i byen der, det kunne gøres på en time som passet gjaldt.

Vi kørte da så videre rundt i landet og glædede os over, hvad vi så og oplevede. Vi havde flere af sådanne ture indtil krigen så imidlertid kom og stoppede for den slags fornøjelser.

 

Produktionen i 30´erne og begyndelsen af krigen

Men nu var det jo ikke alene bilture og fornøjelser, at vi interesserede os for, vi måtte naturlig-vis passe vort arbejde ved landbruget, hvordan landmænd har det kommer jo an på hvordan priserne er på det der produceres, og det gik nogenlunde i 1920 men i de sidste år af tyverne begyndte priserne at falde på de varer som landbruget havde at sælge, og så i trediverne blev det helt galt, vi havde de udgifter som vi hele tiden havde haft, men priserne på det vi skulle sælge de faldt, så vi ikke kunne betale udgifterne, og det vi skulle sælge var, jo kreaturer og svin.

For så at få flere penge hjem begyndte vi at forøge produktionen af kreaturer og svin, så da vi var kommet noget ind i trediverne var der snart dobbelt så mange kreaturer og svin som normalt og der blev så stor produktion så det ikke kunne afsættes og så faldt priserne yderligere, f.eks. kom en pattegris til at koste ca. 5 kr. og en ko kostede nogen gange under 100 kr. Jeg forøgede naturligvis også produktionen, jeg havde fået lagt en del søer til, så på et tidspunkt havde jeg 100 pattegrise. Jeg ved ikke om jeg kunne sælge dem, jeg ville i hvert fald ikke sælge dem for 5 kr. stk., så jeg lod dem blive store til slagteriet og så fik jeg 35-40 kr. fra slagteriet for stykket, men så kunne vi også købe korn for 7-8 kr. for tønden og jeg mener at kunne huske at jeg har solgt en ko en gang for 84 kr.

Det kunne naturligvis ikke gå på den måde, for de kreaturer og svin som ikke kunne afsættes måtte destrueres og det var da ikke meningen med de gode varer som blev produceret. Der var mange og lange forhandlinger mellem landbrugsorganisationerne og regeringen om hvordan det kunne ordnes så der kunne blive nogenlunde lønnede priser på landbrugets varer igen. Der blev da fundet ud af for svinenes vedkommende at vi fik udleveret et kort, hvorefter vi så måtte levere en gris for hvert kort vi fik udleveret og de grise vi ikke havde kort til fik vi så en meget mindre pris for, de grise vi kunne levere med kort fik vi mere end dobbelt så meget for som de vi ikke havde kort til, så derfor tabte man interessen for at producere flere grise end man fik kort til og produktionen gik derfor igen ned på det normale som kunne afsættes.

Men så var det om at gøre at få fordelt disse svine-kort så retfærdigt som muligt til de forskellige ejendomme. Det blev så beregnet efter ejendommenes ejendomsskyld og hvor meget mælk og hvor mange grise man havde haft i de foregående år. Jeg var så heldig at have haft megen mælk og leveret mange grise til slagteriet året før, så jeg blev tildelt forholdsmæssigt mange svinekort i forhold til andre ejendomme på samme størrelse, så med den ordning med svinekort kom produktionen hurtig ned igen, så der ikke kom flere svin frem end der kunne afsættes. Og derefter, i sidste del af trediverne, var der blevet nogenlunde priser på det, som landbruget kunne producere og afsætte, så det rettede lidt op igen på de dårlige tider, som det var i den første halvdel af trediverne.

 

Da tyskerne var her

Men som det nu var begyndt at gå sin jævne gang for landbruget og vel også for andre fag over hele landet, så var der noget helt andet, at folk begyndte at høre om at det var de politiske forhold i Tyskland. Der var vel ikke ret mange der rigtig vidste, hvad der foregik før man hørte om, at Hitler begyndte at gå ind i det ene land efter det andet og overtaget det, så det blev da, som vi alle kender til, at der blev erklæret krig i september måned 1939, og det var kun 21 år siden, at den første verdenskrig sluttede.

Vi her i landet var naturligvis spændte på, hvad det kunne udarte sig til når der var krig så nær ved os, det fik vi så at vide den 9. april 1940 om morgenen, da vi, uden at vide noget, så de store flyvemaskiner flyve lavt hen over hovedet på os. Jeg husker, at jeg gik ude i haven og så da de kom, jeg kunne ikke begribe, hvad det betød og hvad det var for nogle store maskiner, vi snakkede om det og gik til telefonen for at få noget at vide der, men der var ikke noget at få oplysning om, var der noget, så var det tysk. Vi prøvede radioen, hvis den sagde noget var det tysk. Så vi blev lidt betænkelige ved det, hvad kunne det da være?

Vi prøvede at stille radioen ind på Sverige, der kunne vi så høre, at de sagde, at Danmark var blevet besat af tyskerne. Så det var jo spændende hvad der nu ville ske, alle vegne på landevejene var der tyske soldater og militær med deres køretøjer, de besatte jo de danske kaserner og mange skoler og andre steder, hvor der var plads til at de kunne indkvarte-re dem, f.eks. overtog de Mern forsamlingshus og indrettede dem der, og der hvor de flyttede ind hejste de jo hagekorsflaget, men jeg mener at kunne huske, at her i Mern forhandlede pastor Krog-Meyer med dem, så de undlod at hejse hagekorsflaget der i Mern. På Oremandsgårds Husflidsskole ved Kragevig var der også indkvartering af tyskere. Som tiden gik blev tyskerne jo mere og mere ilde set, så vi danskere ville gerne skade dem så meget som muligt, og det foregik over hele landet, men det kunne aviserne jo ikke skrive om, hvad skade der skete dem, for i aviserne stod kun hvad tyskerne tillod. Derfor udkom så illegale blade, som blev delt ud og som man skulle passe på, at tyskerne ikke fik fat på.

Nu var de, som var indkvarteret på Husflidsskolen, ikke så farlige, for nogle steder var det far-ligt og strafbart at fornærme en tysker eller at være i besiddelse af illegale blade. Jeg var dengang i en periode i bestyrelsen for Kindvig Brugsforening og der fik vi nogle gange uddelt nogle af disse illegale blade, så for en sikkerheds skyld, når jeg gik hjem om aftenen, puttede jeg bladene ned i gummistøvlerne, for skulle jeg møde en tysker og skulle undersøges, var det da ikke sikkert at han ville trække støvlerne af mig. Vi måtte også altid i den tid, altid når vi var nogen steder, have et kort i lommen med vort fotografi og adresse, så vi kunne vise hvem vi var. Sådan et kort kaldtes et legitimationskort. Der kom så mange bestemmelser. Man skulle mørklægge vinduerne med mørke gardiner, så det ikke kunne ses, at der var lys inde, og man måtte ikke færdes ude efter kl. 11 om aftenen, var man et eller andet sted, skulle man sørge for at komme hjem inden kl. var 11.

Tyskerne blev jo mere og mere ilde set og vi ved jo alt om, hvad der skete af sabotage og ødelæggelse, fabrikker og steder, som arbejdede for tyskerne, blev jo bombet og ødelagt.

Nu var der modige danske folk, som turde vove liv og førlighed og skadede tyskerne så meget som muligt ved at sabotere og bombe de steder, hvor tyskerne holdt til, men det var jo et farligt job, hvis de blev opdaget blev de enten skudt eller straffet, så de måtte gemme sig og stadig skifte op-holdssted, så ikke tyskerne fik fat på dem. Man sagde, at de gik under jorden.

Men da der nu efterhånden blev saboteret mere og mere for tyskerne og det danske politi ikke tog sig noget af det, så overtog tyskerne selv magten her i landet og arresterede det danske politi og overtog også regeringen, det foregik den 29. august 1943, så var vi helt under tyske bestemmelser. Men det var dog ikke alle politibetjente tyskerne fik fat på, en del fik gemt sig og gik under jorden, som vi kaldte det, men dem, de fik fat på, blev sat i fængsel eller hvad endnu værre var, sendt til Tyskland i koncentrationslejre, hvor de blev pint og plaget, og mange af dem kom aldrig hjem igen.

Nu var det så bare, hvordan de betjente, som slap fri, skulle klare den uden at blive pågrebet af tyskerne, men så var det, at mange herude på landet gerne ville tage imod sådan en betjent, hvor han så kunne gå og gemme sig, så tyskerne ikke fik fat på dem. Vi havde da også en sådan betjent, men det var jo ikke helt ufarligt at have sådan en gående, blev vi opdaget af tyskerne, ja, der var endog også danske, der arbejdede for tyskerne, der kunne finde på at melde folk, som havde sådan en betjent gående. De der gik tyskernes ærinde kaldte man stikkere, og blev man meldt til tyskerne, kunne man godt risikere at blive indsat f.eks. i Vestre fængsel, det hørte man da om nogle, som blev sat ind der, eller også andre steder.

Nu var det ikke så lige en sag, at tage en sådan betjent, det skulle foregå i al hemmelighed. Pastor Krog-Meyer i Mern havde noget med at skaffe pladser til sådanne betjente hvis der var behov derfor, så en dag kom han her hos os, om vi ville tage imod en sådan betjent, hvis der blev behov derfor. Så efter nogen overvejelse sagde vi ja dertil, men da det var i al hemmelighed kunne vi ikke nævne navnet “betjent” hvis nogen hørte om det. Nu var Krog-Meyer bibliotekar ved et lille bibliotek, så hvis der en dag blev behov for at der skulle skaffes plads til en betjent, så ville vi få bud om, at nu kunne vi få den bog, som vi havde bestilt og så vidste vi besked, at det drejede sig om en betjent. Og der kom da også en dag bud om, at nu kom den bog, som vi havde bestilt. Der dukkede da så en dag en betjent op, som så skulle have sit ophold her hos os, uden at vi vidste, hvor længe det skulle vare, han var betjent i København, men var altså undgået at blive taget af tyskerne, han hed Christian Pode, han havde kone og en lille dreng på 4-5 år, men da han nu var gået under jorden, som vi sagde, rejste hun og barnet til Sønderjylland til sine forældre som boede der, så det var ikke godt at vide, hvornår de kunne komme sammen igen.

Chr. Pode kom her hos os den 13. feb. 1945 og var her til den 4. maj om aftenen, da vi hørte, at tyskerne havde kapituleret, da skulle han så i uniformen og i arbejde, for da kom så alle de betjente frem fra deres skjulesteder, da havde tyskerne så ikke mere at skulle have sagt. Da blev så alle dem der havde arbejdet for tyskerne og var tyskervenlige anholdt og indespærret en tid. I den tid Pode var hos os havde han sin uniform her, men den måtte vi naturligvis gemme så tyskerne ikke skulle finde den hvis de kom og ville undersøge os, vi havde gemt den i en bunke brænde i brændehuset, der hvor vi hentede brænde til at fyre med i kakkelovnen, der regnede vi ikke med, at tyskerne ville søge, hvis de kom.

Hos Karens søster Johanne og Karl, som også havde en betjent, havde de gemt hans uniform i en halmstak, så da de engang ville se til den havde musene ædt hul i bukserne, de tog den derfor og gemte den i et bistade som var tømt for bier, de regnede ikke med at tyskerne ville kikke i et bihus.

Det var jo spændende tider dengang.

Da nu betjentene var taget eller gået under jorden, var der ikke noget politi, som kunne holde orden, så der kunne ske så meget, så her i Mern sogn blev oprettet et vagtværn, som man kaldte det, det var to mænd som blev valgt til at gå rundt her i sognet om natten for at se, om der foregik noget ulovligt om natten.

Nu var det ikke alene betjentene der måtte gemme sig, der var også flere private personer, der måtte gå under jorden for ikke at blive taget. Tyskerne var jo ilde set, så der var en del, som turde tage den risiko det var at skade dem så meget som muligt. Her på egnen var også nogen, der blev taget, der var blandt andre da også kammerherre Hage fra Oremandsgård, men efter mange og lange forhør slap han ud af Vestre fængsel igen, der var nogen som havde våbenlager, de gemte på våben, hvis de engang skulle bruge våben imod tyskerne, så hvis det blev opdaget, at nogen gemte på det, var det meget strafbart.

Nu kunne det jo godt være lidt af en kedelig tilværelse for sådan en betjent at komme sådan et fremmed sted og tage ophold og ikke kunne have forbindelse med sin familie, men det var da i hvert fald bedre end for dem, der blev taget og sendt i koncentrationslejre i Tyskland.

Pode havde sin lejlighed i København, han vovede sig engang derind for at betale husleje, og det var en dag som tyskerne havde taget nogle her på egnen, som var gået under jorden og der-iblandt også som nævnt kammerherre Hage. Det var vi naturligvis ikke så glade for, for dem som tyskerne havde taget kunne de måske pine til at fortælle hvor de andre betjente opholdt sig, så vi turde ikke i nogle dage have Pode hos os. Nu kom vi en del sammen med Thora og Hans Chr. Hansen, Sandvig, så vi talte med dem om de havde noget imod at tage ham nogle dage indtil at risikoen var drevet lidt over, og det ville de gerne.

Men det var altså den dag at Pode skulle komme hjem fra København. Han skulle komme med sidste tog til Mern om aftenen, det kom til Mern ved 11 tiden om aftenen. Nu havde han godt nok hørt lidt om det på rejsen, at det var galt her på egnen, at tyskerne havde taget nogen, så han var meget nervøs for at komme hertil igen. Jeg var taget til stationen for at modtage ham, for han vidste ikke noget af, at vi havde fået plads til ham i Sandvig. De 2, som gik vagt her om natten, var også ved toget, da det kom, så da Pode så dem, og han skulle ud af toget, blev han bange, for han troede at det var tyskere og at han nu røg lige i favnen på dem, men jeg kom så i nærheden af ham og fik sagt: “Pode, gå bare ud af byen, så vil vi træffes sammen derude”.

Det gjorde vi så og jeg fortalte ham så, at vi havde skaffet plads til ham i Sandvig og jeg fulgte ham så dertil midt om natten. Men han var kun i Sandvig nogle få dage, han var ikke så glad for at være der, for som han sagde, der var lidt uldent, der var een, som kunne tænkes at være lidt tyskervenlig, så han kunne melde ham til tyskerne, så han kom så tilbage til os igen.

Under alt dette havde vi en ung mand, der tjente hos os, det var Margrethes Kaj, jeg havde sagt til ham, at den mand der gik hos os var en god bekendt af mig, som var blevet arbejdsløs og som kunne få sit ophold hos os til han fik noget arbejde, men da det så kom på, at vi måtte have ham andre steder hen, af frygt for tyskerne, så måtte vi gå til bekendelse overfor Kaj, at det var en betjent der gemte sig for tyskerne, så jeg sagde til Kaj, at det måtte han ikke snakke noget om nogen steder, for hvis tyskerne opdagede det, så var det ikke godt at vide, om det bliver dig eller mig, der kommer i Vestre fængsel, så derfor skulle så Kaj ikke have snakket om noget.

Men begivenhederne gik jo sin gang og tyskerne blev mere og mere ilde set, så der var mange, som turde vove at sætte livet til op ødelægge og sabotere så meget som muligt for tyskerne, hvor de opholdt sig. Der blev saboteret og ødelagt mange virksomheder, fabrikker og jernbanestationer, hvor tyskerne arbejdede og opholdt sig, der sprang stadig en bombe og en virksomhed, der arbejdede for tyskerne, sprang i luften. For at de danske sabotører stadig kunne have sprængstof og våben havde de engelske flyvere, som stadig fløj her over og nedkastede våben, det foregik om natten.

De engelske flyvere og de danske sabotører havde en hemmelig aftale eller kode, som de kaldte det, og den var der ingen andre, der kendte, den blev udsendt i radioen og efter den fik sabotørerne så at vide, hvornår de engelske flyvere kom og hvor de kastede våbnene ud, men det var jo en livsfarlig beskæftigelse at samle våben op på den måde, hvis tyskerne opdagede det og fik fat på sabotørerne, blev de jo skudt.

Men tiden gik og vi hørte om tyskernes nederlag det ene efter det andet, og der regnedes med, at krigen snart måtte være slut, og det skete da så også d. 4. maj 1945.

Nu var Karen og jeg inviteret til Sageby hos Jens Hansen den aften, altså den 4. maj i anledning af Jens Hansens 60 årsdag, vi sad der og hyggede os ved kaffebordet, men vi skulle da høre radio, så pludselig meddeltes det, at tyskerne havde kapituleret. Vi blev da meget forbavsede og næsten rørt over at høre det, vi rejste os jo op og skålede og ønskede hverandre tillykke med at vi nu var et frit land igen. Men et øjeblik efter ringede telefonen, det var Pode, altså betjenten der hjemme, han sag-de at nu skulle han rejse, han skulle nu i sin uniform og i arbejde nu da danskerne havde fået kommandoen igen, vi måtte så forlade selskabet og se at komme hjem så hurtigt som muligt for at tage afsked med ham.

Vi kom da også hjem og vi skulle da også have et lille glas til afsked, men da vi står der og skal tage afsked med Pode får vi pludselig en forskrækkelse, for der lyder nogle underlige stemmer ude i gården, vi får den tanke, at mon det skulle være tyskere, der til sidst skulle komme og tage både Pode og mig. Pode var hurtig på vej ud ad havedøren og vil forsvinde den vej ud, og jeg blev så mærkelig nervøs, det var ligesom at håret rejste sig på hovedet af mig, men pludselig hørte jeg en stemme, der sagde: “Nåh, Lars Peter, nu skete det altså”, det beroligede os noget, for det var nemlig mekaniker Nielsen fra Mern, han var ude og samle de betjente sammen, som var her på egnen, der var gået under jorden.

Betjentene kom da så i arbejde igen, da tyskerne var rejst, de dukkede da så op fra deres for-skellige skjulesteder.

Nu var der under besættelsen nogle, som var interesseret i tyskerne, man sagde, at de var ty-skervenlige, nogle kunne godt anmelde danskere til tyskerne. Det blev så nogle af betjentenes opga-ve at opsøge disse danskere og anholde dem. De blev så sat ind en lille tid, hvor de så kunne sidde og fortryde, hvis de havde gået tyskernes ærinde.

Efter den tid kom vi en del sammen med Pode op hans familie, de kom her somme tider nogle dage og vi kom hos dem i København, men efter en del år gled det bekendtskab ud. Vi hørte pludse-lig ikke mere fra dem, det syntes vi var mærkeligt, eftersom han nu havde opholdt sig hos os i nogle måneder og derved undgik at blive eftersøgt af tyskerne.

Da krigen så var slut måtte vi jo se at komme ind under normale forhold igen, det gik da nogenlunde med landbruget, udover at vi da ligesom under første krig havde rationeringskort til alle fødemidler, mel, sukker, smør, ja alt hvad vi skulle bruge fik vi kort til. Somme tider kunne det knibe med brødet, men vi, som havde landbrug, høstede da hvede, og så havde vi da en kværn, som vi brugte til at male korn til kreaturerne, der malede vi da så noget hvede, så vi kunne bage brød, men det var ikke lovligt, men hvorfor skulle vi mangle mad, når vi selv kunne frembringe det.

Nu var det før krigen blevet almindeligt at folk kørte i bil, men da så krigen kom, kunne vi ikke få nogen benzin, så måtte vi sætte bilerne ind, og vi måtte så finde hestevognene frem og køre med heste eller også cykle. Karen og jeg købte os hver en ny cykel, og så cyklede vi, når vi ville lidt ud. Men da så krigen, efter de 5 år, igen var slut og der begyndte at indføres forskellige varer fra udlandet, som vi havde manglet, deriblandt benzin, så begyndte der en mekanisering ved landbruget, som vi aldrig før havde set, nu var det ikke alene de store landbrug, som købte traktorer og mejetærskere og hvad dertil hørte, men det var også de mindre landbrug og det havde vi dog aldrig, for en del år tilbage, tænkt os at det ville ske at, et lille landbrug ville få brug for at købe en traktor og en mejetærsker, men det viser sig at det går udmærket og nu har da også et hvert landbrug, næsten hvor lille det så er, en traktor og den er da heller ikke til at undvære, nu da der ingen heste er mere ved landbruget.

Jeg mener at vi her på, gården fik den første traktor i 1949 og mejetærskeren nogle år senere. Vi nærmer os nu den nyere tid og den yngre generation træder til, så jeg må nu hellere slutte her for denne gang.

 

Forskellige små erindringer fra tidligere tider skrevet vinteren 1982

– Forskellige erindringer fra drengeårene

Jeg har et par gange før skrevet om erindringer, som er blevet fortalt mig, eller noget som jeg selv har oplevet og kan huske. Der er nogle ting jeg kan huske fra inden jeg begyndte at gå i skole, jeg begyndte jo at gå i skole i 1899.

Nu synes jeg, det kunne være morsomt at opfriske tankerne yderligere, de tanker jeg sommetider går med, når jeg går her i haverne omkring gården.

Jeg kan da tydelig se for mig, hvordan blomsterhaven så ud, også før jeg gik i skole, skønt det snart kan blive 90 år siden, dengang var der ingen veranda, men ud for havedøren var der en stor bred trappe med mange trin, der var jo en høj grund på stuehuset, verandaen blev bygget senere, det kan jeg ikke bestemt huske, hvornår den blev bygget, jeg vil antage omkring 1910-12, den var bygget af træ og var en del mindre end den senere, der blev muret af sten. Den første kan jeg huske, at min farbroder, karetmageren i Mern byggede. Denne store trappe der var inden verandaen blev bygget, var en meget benyttet legeplads, hvis vi var en del børn samlet, da skulle vi gerne se, hvem der kunne hoppe længst ud fra nogle af de øverste trin.

Nu var der i denne have ud for trappen og i det hele taget ud fra stuehuset anlagt en stor græs-plæne, og der midt på var anlagt en stor stjerne med blomster plantet på den og ved begge sider af græsplænen var der også blomsterbede, det var en del brugt dengang at der skulle anlægges en sådan stjerne i græsplænen og så plante pæne blomster i den. Jeg kan huske, når vi dengang kørte til Bonderød hos min farbror, så kørte vi gerne over Fakse Ladeplads og over Fakse hjem, når vi så kørte igennem Vivede by, måtte vi altid køre småt, for der var altid sådan nogle smukke haver med stjerne i græsplænen, men nu var det ikke så praktisk, når der skulle slåes græs, for det var ikke så let at komme op i spidserne på stjernen, så vi måtte sommetider have fat i havesaksen for at komme op i spidserne.

Nu var det jo skik dengang, at i en have skulle der være så mange gange som snoede sig rundt omkring og der ind imellem bede med buske eller blomster, og alle disse gange var belagt med grus, så de kunne se pæne ud, når de var nyrevet, det var ikke altid mit helt store nummer, hvis jeg en søndag formiddag blev sendt ud for at rive havegangen, men der var da også dengang altid en pige til at hjælpe til med forskellige arbejder. Men i sådan en have beplantet med små træer og store buske og så gangene snoede sig omkring og så en havebænk hist og her, så kunne det godt være helt hyggeligt, men senere, hvor tiden er blevet mere forjaget og (der er) mindre arbejdskraft, så er haverne mere blevet lavet om til en stor græsplæne. Jeg synes at de gamle haver var mere hyggelige, det er kun hvor folk er interesseret i at have en pæn have, at der bliver gjort et arbejde, så det kan være hyggeligt at opholde sig lidt der.

Hvis vi så stadig holder os til haven, som den så ud da jeg var dreng, så var der når vi gik til venstre imod øst en gang langs med tjørnehækken ud til vejen, til venstre var der så en stor urtehave, der var plantet to rækker frugttræer med tre i hver række, men de er forlængst væk undtagen det ene, det med de hvide æbler, det står der stadig. Før vi forlod blomsterhaven, var der også Kastanie-træet, som nu er et mægtigt stort træ, gik vi så videre kom vi så til en græsplæne, og på denne var fire store pæretræer, men de er forlængst væk, for de stod så tæt ved vejen og vejvæsenet fjernede dem en gang, da vejen skulle udvides. Til venstre for dette står endnu det gamle gråpæretræ, det var da jeg var dreng et mægtigt stort træ med grenene hængende helt ned til jorden, så vi måtte krybe på knæene når vi ville grave derunder, i det træ har jeg forslået mange timer med at kravle i det, der var så mange grene, så det var let at kravle i, men jeg tror nok at det er ved at være på det sidste med det gamle pæretræ, for det er helt overgroet af grønt, som vokser op omkring det og tager vejret af det, der er snart ingen grene mere, men alligevel er der somme år mange pærer på de enkelte grene, der er. Går vi videre var der til venstre for gangen stikkelsbærbuske og hindbær og videre til højre

Det var lidt om blomster- og urtehaven, men går vi så lidt til den anden side og lidt bag om går-den, så var der jo et stort område, hvor der blev sat kornstakke, og der var roekule og en hel del gamle frugttræer, men nu var hele dette område indhegnet med et risgærde, sådan et risgærde ser man ikke mere nogen steder, vi fik jo så mange pileris når vi stævnede pile, som voksede rundt omkring markerne, dem benyttede vi så en del af til at lave risgærder af. Det var pæle, som var hamret i jorden, vi kaldte dem gærdestavre, og så flettede vi pileris deromkring. Sådan et gærde kunne ikke stå mere end 3-4 år, så måtte det fornyes, så derfor var vi hvert år i gang med at lave et nyt stykke, så der var hvert år arbejde med at forny et lille stykke, det gamle var så blevet tørt, så det brugtes til brænde i komfuret.
ribsbuske og så til sidst oppe i hjørnet er forhøjningen med lysthuset og det meget store pæretræ med de hårde gule pærer, som vi kaldte storpærer, og der var så en låge ud til vejen.

Da hele dette område nu var indhegnet, kan jeg huske, at der gik 2-3 små kalve løse der for at æde noget af det der voksede op, det må have været den første del af sommeren, for når vi nåede høsten skulle der da køres med korn. Jeg kan huske, at når vi skulle i marken her inde fra gården, så gik vi altid ud af lågen der ved køkkendøren og ud i haven og så hen og ud af lågen ved den bageste loport, og for at vi skulle huske at lukke lågen, når kalvene gik løse, havde far skrevet med kridt med store bogstaver “Husk at lukke laagen” og så gik vi ud af ledet oppe ved vejen.

Det allerførste jeg kan huske fra dette område var, at laden blev bygget, jeg kan lige erindre, at der, hvor laden skulle bygges, stod et gammelt vinæbletræ, som det ellers var en skam at rydde, men det måtte væk for at gøre plads til laden, hvorfor at jeg kan huske det, kan godt være fordi at laden blev tækket med tagpap og da håndværkerne lagde det på skinnede solen, og når den brændte på det sorte pap så irriterede det huden i ansigtet, så derfor måtte de have en maske på af papir for ansigtet, og da jeg som 4-5 årig altid var bange for fastelavnsnare, så var jeg bange for at komme derud. Så laden må have været bygget, omkring ved sidst i 1890´erne.

Men længe før den tid var der da der i haven anlagt en hesteomgang, så der kunne spændes heste for og trække en tærskemaskine, men det har jeg i et andet afsnit af mine erindringer skrevet om. Det var nok omkring 1880, at der blev opstillet en hesteomgang, det var da min far kom hjem fra sin soldatertid, da ville han så ikke stå hele vinteren og tærske med plejl.

Det var jo drengearbejde at køre hesteomgang, som vi kaldte det, der har jeg måtte gå mange dage i løbet af vinteren, og så var der så koldt at gå der i flere timer og når det så blæste og vinden kom ude fra stranden, så var det ikke behageligt, men så var det, at far fandt på at bygge det runde hus, som altså nu er væk og er blevet erstattet med et maskinhus. Det var omkring ca. 1970, det runde hus var ved at blive for gammelt og faldefærdigt, der var ellers dejligt lunt at gå derinde og senere, der da kom et større tær-skeværk, kunne to heste ikke trække det, så der måtte tre heste for, så måtte vi være to om at køre, og så var det ikke så kedeligt at gå der, for så kunne vi gå og snakke lidt ind imellem.5

Der i haven var der så mange gamle frugttræer, fra kloakgrøften og op til vejen stod en række på 9 stykker, det begyndte med et Lærkepæretræ og så det træ med de små pærer, som blev tørrede, og som jeg i et andet afsnit har skrevet om, at jeg måtte ind i bageovnen og samle de pærer op som var tørrede, og så fortsatte træerne ellers der op ad, men de er forlængst væk alle sammen. Senere blev der bygget hønsehus på en del af pladsen.

De var jo gamle disse træer, jeg kunne tænke mig at de var fra 1700-tallet da stavnsbåndet blev løst, og gårdene blev udskiftet, da blev der nok mere interesse for at hygge om gårdene, så dengang er de nok blevet plantet. Fra hesteomgangen og op imod vejen stod også 4-5 gamle træer, deriblandt brøndæbletræet, som var meget gammelt, men der var æbler på det næsten hvert år, derimod var der nogle Gravenstener-træer, som derimod næsten aldrig bar nogle æbler, så var der et par valnøddetræer, og langs med risgærdet hele vejen rundt var der så mange svedsketræer.

Den gang, i gamle dage siger vi gerne, var der mange folk på gårdene, der var da altid en karl og en pige og så en husmand, når der skulle bestilles noget, det var gerne når der skulle køres gød-ning og i høsten. Far havde en husmand fra Sandvig, som hed Lars Hansen, som kom her på arbejde. “Lavs” hed han i daglig tale. Han havde et hus i Sandvig, der var en lille kostald til huset, hvor der kunne stå en ko, og så var der 2-3 tønder land jord til, det stykke land var helt her oppe i hjørnet, der grænser op til Skalsbyskoven og gården i Skalsby, i øjeblikket bor Sigrid og Jens Peter på gården i Skalsby.

Lavs havde en datter, der hed Karen, hun kom tit med sin far på arbejde hos min far og mor. Lavses kone har jeg aldrig kendt, hun var ikke til, mens jeg kan huske. Men det var langt væk at have de par tdr. land, helt fra Sandvig og op til Skalsbyskoven. De havde deres ko der og fik føden om sommeren, de havde et lille skur, hvor de kunne sætte koen ind, hvis det blev dårligt vejr, der måtte Karen gå op et par gange om dagen for at malke koen og flytte den og bære mælken med hjem. Jeg kan ikke huske, hvad Karen havde mælken i, men jeg kunne tænke mig, at hendes mor kunne gøre som vi har hørt og set på billeder fra gammel tid, at de kunne gå med sådan en lille tår mælk på hovedet og så gå og strikke på vejen hjem, for der kunne da godt gå en halv times tid med at gå sådan et stykke vej.

Dette stykke jord på de 2-3 tdr. land passede far med pløjning og harvning og såning, og så kom Lavs på arbejde hos far, når der var behov for det.

Lavs var én, der kunne snakke med børn, så jeg blev jo godt kendt med ham, og han lavede tit noget sjov med mig, og når det gik gemytligt til, så kunne jeg få ham lagt ned på gulvet, og så tæve-de jeg ham, men så ville skæbnen engang at sognefogeden kom, det var da sognefogeden i sin tid kom og gik rundt og krævede amtsskatter, da gik Lavs og jeg ude i gården.

Jeg kendte sognefogeden, det var Jeppe Nielsen fra Mern, så siger Lavs til ham “Kan du ikke tage og ordne den knægt der, for jeg kan ikke få lov at være for ham”. Nu vidste jeg, at en sognefoged havde noget med politi at gøre, så jeg var ikke så glad for det der, så jeg luskede ganske stille ind i kostalden og stod der og kikkede ud af et vindue og ventede på hvad der ville ske, men sognefogeden kom da ud og gik sin vej igen uden at komme ud og ordne det mellemværende med mig, og glad var jeg og Lavs har naturligvis moret sig.

 

Begyndelsen til sukkerroer

Nu var det på den tid, der omkring århundredeskiftet at der blev interesse for at dyrke sukkerroer, det var vel da Anders Christoffersen, som købte gården i Mern, han kom jo fra Møen, og førte interessen for sukkerroer med herover, så det endte med at sukkerfabrikken byggede saftstationen i Mern. Men i denne forbindelse kommer vi så tilbage til Lavs og Karen igen, for der var en ung tømrer fra Bårse, der fik arbejde der, da saftstationen blev bygget, og for at han ikke skulle tage den lange vej til Bårse, tror jeg, at han i den tid der byggedes, boede hos Lavs og Karen i Sandvig, han hed Julius Jensen, og det endte så med at han blev forlovet med Karen, og efter at de så var blevet gift, solgte de så huset i Sandvig og rejste til Fensmark, hvor de købte en lille landejendom med en halv snes tønder land, og ved siden af at han passede landbruget, var han tømrer, senere blev han regnskabsfører for deres Brugs, og igen senere gav det så meget at de kunne leve af det, så de solgte landejendommen og byggede dem et hus der i byen, vi besøgte dem gerne en gang hver sommer, de fik tre børn, en søn blev tømrer, en blev gårdejer og sognefoged i Glumsø og en datter blev kommunekasserer i Fløng ved Hedehusene.

Går vi så tilbage i tiden igen til 1902, da mener jeg at det var det første år der blev dyrket sukkerroer, da var det jo noget helt nyt at skulle køre roerne til Mern, jeg husker at det første år havde folk nær tabt humøret ved at dyrke sukkerroer, for der var så mange stokløbere, det var vel næsten det halve, og det var så besværligt at få hugget toppen af dem med roekniven, det var en hel skov når man så ud over marken af bare stokløbere, så nogen mente, at det nok var noget helt forkert, de var gået med til, men det blev bedre senere.

Men så var der nu noget med at få kørt roerne til Mern. Folk havde jo kun de små vogne, de havde til at køre gødning ud med og ligeså i høsten, de var ikke rigtigt beregnet til store tunge læs, som det gerne skulle være, når der skulle køres så langt som til Mern med roer, så der var en del gamle vogne, der sank sammen, så der blev lidt arbejde til karetmagerne og smedene at arbejde med.

Her til byen var i 1901 kommet en smed og hans kone, han hed Frits Petersen, men kom senere til at hedde Frits Bredskov, han købte navnet Bredskov, om det var et bedre navn, må han jo synes De kom til at bo i det gamle hus, der lå på den anden side af vejen, lige over for gården her, der byggede han så en smedje, men der kunne ikke være meget arbejde for en smed, idet der var to i Sand-vig og en i Kindvig, så han måtte gå på arbejde på gårdene her, når der blev luget roer og høstet og taget roer op. Men da der kom sukkerroer, blev der en del arbejde for en smed med at lave – radrensere og nogle særlige plove til at løsne roerne med, når de skulle tages op.

Jeg har i nogle erindringer, jeg før har skrevet, omtalt at man før man begyndte at dyrke sukkerroer såede roerne på ophøjede kamme, så det skal jeg ikke komme ind på igen.

Men nu blev der et problem, og det var med vejene, de var ikke før i tiden beregnet til så tung trafik som det nu blev med roekørslen, de måtte repareres med et ekstra lag skærver i hjulsporene, og så var der de to meget stejle bakker på vejen fra Sandvig og til Mern, der var Kirkebakken, som den blev kaldt, den ned mod Sandvig fra Tågeby af, og så var der Hønsekræmmerbakken, som den blev kaldt dengang, men senere Højholtbakken, de to bakker var så stejle, så det var ikke godt for hestene at komme hverken op eller ned af disse med stort roelæs.

Der blev så snakket og forhandlet om det problem med de bakker, og det endte så med, at alle dem, der benyttede den vej med de bakker, blev sagt til at møde med hakke, spade og skovl, og dem der havde heste, måtte møde med heste og vogn, og der blev så gravet af, så der ikke var lige så meget op ad bakke, som der havde været, men det har da altid været slemt at komme derop ad med stort læs og så især en morgen, når det havde været frost og glat og komme der op ad med et læs roer.

Jeg kan godt huske at jeg var der og se, at de gravede af Højholtbakken, da de så havde belagt vejen, hvor de havde gravet af, med sten og skærver, tromlede de det til med en stor vejtromle, som de lånte af amtet, det var en stor tromle, som var hul og de kunne tappe vand i og derved bestemme hvor tung den skulle være.

Nu vi er ved Højholtbakken, kommer jeg til at tænke på, at vi havde jo en kirkesti, som vi kaldte den, den begyndte når vi kom lidt forbi vejen der går hen til Træhøjen, så gik den ind over mar-ken, der hører til Træhøjgården og lige ned til skoven og så langs skoven og så igennem Bugtved-skoven, og så når vi kom igennem Bugtved, gik den langs skellet mellem Nedermarken og Højholt og kom ud midt oppe på Højholtbakken, der gik vi så ned og rundede det hus der ligger på svinget, og så gik den ned over markerne der og over præstemarken og ud ved åen i Mern by.

I det hus, der lå der, når vi kom ned ad bakken og drejede om ad stien, boede Karen og Hans Kristoffersen, jeg ved ikke om min mor og far var lidt i familie med dem, de kom en enkelt gang om året sammen, de havde nogle få tdr. land jord og en ko, jeg kan huske at jeg et forår var ude hos dem og harve, da der skulle sås korn. Hans Kristoffersen var træskomand, han lavede de gammel-dags træsko med den spidse næse, når vore gamle træsko var slidt op, så tog vi mål til et par nye, og det foregik ved at vi tog en pind og målte hvor lang den gamle træsko var indvendig på pinden, satte vi så gerne et mærke hvor høj vristen skulle være og så lavede Hans Kristoffersen så træskoene efter det mål, og så tænker jeg, at han nok skulle have 85 øre eller 1 krone for sådan et par træsko.

 

Selskabelighed og handel i Brugsen

Hvis nu, som jeg nævnte, Karen og Hans Kristoffersen eller nogen anden en aften kom på besøg, så gik snakken iblandt mændene da altid bedst, når de havde deres lange træpibe med at ryge på, men det kunne da ske, at en ved et uheld kunne have glemt deres pibe, men det var der råd for, for i gamle dage havde da enhver, som havde en velmøbleret stue et pibebrædt hængende på væg-gen, hvorpå der hængte forskellige piber, så hvis der var en, der manglede en pibe, “så værsågod at tage en og så her er tobakskassen, så kan du låne piben i aften”, og så var den nød afhjulpet.

Det var først senere, det blev så fornemt, så man altid havde cigarer og røg og bød, når der kom gæster, men jeg kan da godt huske som dreng, det med piberne, og så var der altid i stuerne en spyttebakke, som man kaldte den, til at banke piben ud i, og den var ikke altid så hygiejnisk, i hvert fald ikke at se på, men den hørte til i den tid.

Jeg kan huske fra den tid jeg gik i skole, da blev jeg sommetider sendt hen i Brugsen for at få et par ting med hjem, hvis de lige manglede noget, der sad da også mænd og røg på deres piber, det var i den gamle Brugs, der stod da altid en bænk i butikken, man kunne sidde på, medens varerne blev lavet til, og når så et par mænd mødtes der, så var det så ligetil, at så satte de sig der og drøftede begivenhederne, og var der så ikke mere i piberne, så stod der altid dengang en tobaksdåse på disken hvoraf de kunne stoppe piben, det spillede ikke så stor rolle med en pibe tobak dengang.

Dengang var varerne ikke indpakket i forskellig emballage, som de er nu, alt var i løs vægt. Under disken og forskellige andre steder var skuffer med de forskellige varer, så måtte kunderne vente til de forskellige varer blev vejet af. Det var dengang Petersen, der var brugsmand, han var sådan lidt korpulent, så når der var mange kunder i butikken, og han måtte bevæge sig lidt hurtigt, så hoppede maven lidt, og det kunne irritere ham lidt, når der var mange kunder, for det var jo mange forskellige varer, han skulle forsyne kunderne med, så skulle han ud i bagbutikken i sildetønden og fiske et par spegesild op til en kunde og så hen og tørre fingrene af på en klud før han kunne gå til en skuffe, hvor der var mel eller sukker og veje et par pund af i en pose.

Når far og mor skulle have varer fra Brugsen kørte en af os gerne derned med heste og vogn, så vi kunne få noget med hjem af een gang, og det kunne sommetider vare længe før vi kunne få lavet de varer til, som vi skulle have med hjem. Jeg husker da Anna, den Anna, som senere kom til Sand-vig, og kom til at hedde Anna Johansen, da hun tjente her, havde vi en hest som var meget sikker og småtgående, den kørte hun somme tider i Brugsen med, så engang hun havde fået læsset varerne og skulle af sted, var Frederik Hansen, Lindhøj der, og Anna bød ham køre med dernedad, men Frederik sagde, “Nej, lad det være til en anden gang, når jeg får bedre tid”, så det lød som om hun ikke kørte så hurtigt.

 

Regnskab og høst

I de tider skulle der ikke så mange penge med for at køre i Brugsen for at handle, og for øvrigt heller ikke nogen andre steder, der var ikke mange penge til rådighed. Jeg er så heldig så jeg har min fars regnskabsbøger, den første er fra 1893, det er meget interessant at se priserne på de forskellige ting dengang og så nu. Når jeg nu ser alle de gamle regnskabsbøger fra år til år, må jeg sige, at min far var en af de gamle solide bønder, som altid kunne få regnskabet til at balancere og hvert år altid kunne få et overskud, jeg har ikke et år kunne se, at det har givet underskud, jeg kan se at der altid var noget i staldene både i kostalden og svinestalden, så der kom altid gode penge hjem, både fra mejeriet og slagteriet. Men der var naturligvis dengang, ligesom nu, nogle som det ikke gik ligeså godt for. Jeg husker at far en gang snakkede om en mand, som han somme tider var sammen med i f.eks. bestyrelsen for en forening, nu skal jeg ikke nævne noget navn, jeg kendte ham godt, han klagede sig altid, han kunne ikke få det til at gå. Far sagde til ham ”Det er din egen skyld, du skal bare sørge for at sælge mælk for 2000 kr. og svin også for 2000 kr. om året, så skal du bare se, så går det”. Det viser lidt af toppunktet for indtægter dengang – Det var nok omkring 1890. Det kunne være morsomt her at vise resultaterne af et par regnskaber fra den tid og de blev ført helt nøjagtigt, der blev noteret hver en 25 øre, en 25 øre var penge dengang:

For 1893: høstet
Rug 68 td.
Byg 112 td.
Blandet sæd 21 td.
I alt 201 td.
For 1894: høstet
Rug 47 td.
Byg 85 td.
Blandet sæd 15 td.
I alt 147 td.
Indtægt kr.  3.286,78
Udgift 2.776,17
Overskud 510,61
Indtægt kr.  4.321.30
Udgift 3.006,48
Overskud 1.321,82

 

Som vi ser er det ikke det store antal tønder korn, der høstedes dengang, men der brugtes heller ikke videre med kunstgødning dengang, det var først senere man fik opdaget, at der var en fordel ved at bruge kunstgødning, men nogen var da forsigtige når noget nyt kom frem, jeg ved en mand, der forsøgte at købe 25 pund salpeter, som han såede og han sagde at han kunne se at det gjorde sin virkning, så han ville købe mere til næste år.

Men det har været et stort arbejde når hele høsten skulle mejes med le, eller hvad man kaldte det, det kan jeg ikke huske. Nu har de altid her i Tågeby, min far og min morbror, altid været tidligt på den med at købe maskiner, det var vistnok i 1895-96 at der i fællesskab købtes aflægger og slå-maskine, de var altid i kompagni om alle redskaber og maskiner, det var da et stort fremskridt og arbejdsbesparende, da de kunne køre med aflægger, som lagde kornet af i neg, så de næsten lige kunne binde det sammen, men nu skulle der jo bruges noget til at binde negene sammen med, så derfor blev rugen høstet en tid før forårskornet, den var noget før moden til at høste, og den blev da så kørt hjem, og noget af den blev så tærsket med plejl, og det blev så brugt til at binde negene sammen med, den var jo lang i stråene, den blev bundet sammen i store neg, vi kaldte det brådder, når så vi skulle ud at binde forårskornet i neg, fik vi hver sådan en brådde, som vi skulle have med os, for at hver gang vi skulle binde en neg, så skulle vi tage nogle strå af dem til at binde negene med.

Når kornet så var tørt, gik der nogle travle dage med at få kørt det hjem og sat det i lade eller stak og så få det tærsket i løbet af vinteren. Men alt dette kan jo nu mejetærskerne, så den tid bliver snart historie.

Om vinteren gik der så noget tid med at få det tærsket, når det var godt tørt støvede og røg det noget og især når der tærskedes rivningen7, så røg det, så man knapt nok kunne se hverandre der på loen. I vore dage hører man så meget om at folk er overfølsomme overfor støv, og der er så meget, man ikke kan tåle at komme i berøring med, det synes jeg aldrig man hørte noget om dengang.

Den gang var alle tage jo tækket med halm, så der gik megen rughalm til det brug. Men den skulle da laves til, så den kunne benyttes til det, der var da engang anskaffet en langhalmsmaskine, som kunne lave rughalmen til, så det var megen fin halm at tække med, men der gik så meget til spilde, når den blev revet ud, så man gik mere over til at tærske den med plejl. Der kunne så godt gå 10-14 dage med at tærske med plejl for at få lavet så meget, som der skulle bruges, hvis der var et stort stykke som skulle tækkes, men så var der også antaget en husmand, som var med, så han og karlen slog så hvert andet slag med plejlen, så kunne man altid høre om de bestilte noget.

 

Den første husmand her var, der var med at tærske med plejl, som jeg kan huske, var Rasmus Andersen fra Kindvig Enge, han var bror til Ane, den lille Ane, som vi kaldte hende, hun boede i det gamle hus her lige overfor som forlængst er væk.

Ja, nu jeg fik nævnt Ane, så kunne jeg godt tænke mig at skrive en lille erindringsskrivelse om hende. Hun var sådan ligesom et medlem af familien her. Jeg ved ikke hvorfor hun i sin tid var kommet her til byen, men hun kom og fik ophold hos min mormor og morfar, men så imidlertid døde min mormor, så var hun hos min morfar og passede ham indtil han så døde, derefter blev der så indrettet en lille lejlighed i det gamle hus til hende. Hvad hun så levede af økonomisk, det ved jeg ikke, men ellers levede hun meget på minderne fra hendes ungdomstid. Jeg tror at hun i sin ungdom havde været 2 gange på Brøderup Højskole, og jeg mener, at hun den ene gang havde været sammen med min mor.

Det blev så på den tid, da jeg også havde været på Brøderup Højskole, så hvis jeg en aften gik en tur over til Ane, så kunne vi hele aftenen sidde og snakke højskolesnak, så hun rigtig fik opfrisket sine minder fra den tid. Hun gik tit, og somme tider flere gange om dagen ind til mor, så havde hun et lille ærinde, hun skulle snakke med mor om, og hun var somme tider med, når de skulle købe ind og kørte ud. Det var engang de skulle til begravelse, da kom hun ikke med, men ønskede “God tur og god fornøjelse”.

Nå, men vi kom væk fra Rasmus Andersen, der tærskede med plejl, jeg ved ikke hvor mange år han gjorde det, for så kom Jens Peter fra Sageby, han var meget snaksom, han brugte meget ordet “Piskme”, så imidlertid kaldte vi ham “Piskme Jens Peter”. Men som tiden gik, var jeg så blevet 15-16-17 år og så måtte jeg jo udfylde pladsen i stedet for en fremmed karl og iblandt alt andet arbejde gå sammen med Jens Peter og slå hvertandet slag med plejlen for at få lavet noget rughalm til at tække med. Nu var det ikke bare legeværk for en stor dreng som mig at stå der og følge med Jens Peter og slå hvertandet slag hele dagen igennem, jeg kan godt huske, at når det blev noget hen af eftermiddagen, var det ligesom jeg begyndte at længes efter fyraften.

Nu var daglønnen efter vore begreber nu ikke ret store, jeg ser i de gamle regnskabsbøger fra 1908-10, at der er betalt 2 kr. om dagen, men når vi så tilbage til 1890´erne så var daglønnen 1 kr. om dagen. Jeg kan da godt huske, at efter vi var begyndt at dyrke sukkerroer, da en del af Sandvigs koner, som jeg har skrevet om et andet sted, gik ud og lugede roer, de fik hver 1 kr. + kosten om dagen.

Jeg kommer til at tænke på et par familier i Sandvig, som havde hver 12 børn, hvordan mon de kunne få føden til den betaling for at gå på arbejde, jeg ved ikke om de dengang fik hjælp fra kommunen, de fik i hvert fald et læs brænde, for hver gårdmand blev sagt til af kommunen til at køre et læs brænde fra skoven til disse familier, som ikke selv havde råd til at købe brænde.

Jeg har selv flere gange kørt en tur efter brænde for kommunen, det var somme tider langt væk, jeg var en gang helt ude i Mern Hestehave, det var ud imod Sageby Skovgård. Vi fik et nummer på brændet, og så kunne vi selv om, hvor vi kunne finde det.

 

Vejene, vejmanden og bilerne

Det var også på de tider at arbejdsmænd måtte ud på vejene og slå sten for at tjene til livets ophold. Der blev kørt sten ud på vejene og stillet op i bunker, det var små kampesten, som skulle slås i skærver, der kan vi så se for os sangen om “Jens Vejmand”, han hed ganske vist Jens Peter og han havde det arbejde at vedligeholde vejene her, det var jo ikke veje, som vi kender nu, man var tilbøjelig til at køre i et spor midt på vejen, så der blev så et par hjulspor, og det måtte vejmanden så fylde med de skærver, som arbejdsmændene havde slået ud af de større, som var kørt ud og sat langs vejene, så der var ikke så lidt at gøre med at vedligeholde vejene, og så blev der stadigvæk gravet grøfter langs vejen, så vandet kunne ledes fra vejene og der ud i, og for at vandet kunne komme ud i grøfterne måtte der engang imellem hugges rabatter af.

Nu var Jens Peter en af dem, der havde 10-12 børn, så man kan ikke forstå, hvordan han kunne skaffe mad til dem, så de kunne få lidt hver dag, med den dagløn de fik dengang. Men jeg kan da også huske, at nogle af børnene blev sendt ud for at bede om lidt til livets ophold. Der kom somme tider en pige her ind til far og mor med en lille spand og skulle hilse hjemmefra, om de ikke måtte bede om lidt mælk, og hun bad om at det måtte være god mælk, hun kom nemlig gerne når det var malketid, og når hun så havde fået mælk i spanden, gik hun så gerne ind til mor, om der ikke kunne være et lille stykke flæsk, som hun måtte få med hjem.

Nu var det engang, at Jens Peter vejmand var blevet syg, og han skulle på sygehuset, men det var vist sjældent at folk kom på sygehuset, for de kunne ikke blive transporteret så langt med de transportmidler, der var den gang, hvis de var meget syge, og biler var der ingen af den gang.

Men alligevel var der skaffet en bil til at transportere Jens Peter, jeg ved ikke om den kom fra Falck eller om Falck overhovedet eksisterede dengang, det ved jeg ikke, men der var da aldrig set en bil på disse egne før. Det blev da en hel begivenhed, så det blev bekendtgjort, at til den og den tid så kom der en bil efter vejmanden fra Sandvig, så må i sørge for at alle heste og kørende må være væk fra vejen, så ikke der skal ske ulykker, hvis hestene skulle være bange for sådan et køretøj, men folk kom da ud ved vejene og skulle se et sådant køretøj, som man aldrig før havde set, og hestene var sat ind i stald.

Men imidlertid kom der da flere biler. Jeg husker at Herluf og jeg en gang vi havde hørt at der var noget der hed “Dansk Automobilklub” eller sådan noget lignende, de skulle have automobilløb Sjælland rundt og de ville komme ad landevejen fra Vordingborg over “Runddelen” til Tappernøje, det var vi da interesseret i at se de biler, så vi cyklede til “Runddelen” og tog så landevejen til Ørslev og mødte så en hel del biler, det var for os en hel oplevelse, det var ikke alene for os en oplevelse, for på hele strækningen langs landevejen var store skarer af mennesker som også skulle se disse biler, og mange havde taget deres heste med for at de skulle vænnes til at se disse mærkelige køretøjer.

Så vidt, som jeg husker var det vist ikke tilladt at køre med bil uden på landevejene, jeg tror ikke man måtte køre på de små landeveje, og så tror jeg ikke, at man måtte køre om natten, det var nok for hestenes skyld, hvis de skulle blive bange. Men imidlertid kom der flere biler, så det kunne godt ske, hvis vi en dag kørte til Præstø, at vi på landevejen mødte en bil, når vi så så at den kom og vi skulle møde den, så var det om at få vendt om, så den kom bagfra, så hestene ikke så, at den kom. Nu var der jo mange heste, som var bange for biler, men jeg tror også at ligeså mange kuske var bange som hestene, når de skulle møde en bil.

Vi havde en hest, som aldrig rigtig blev fortrolig med bilerne, jeg kan godt nævne en episode, jeg havde med den hest engang. Vi har altid fået lavet reb af det bindegarn, som halmknipperne blev bundet med, vi knyttede det sammen og rullede det sammen i nøgler, og nu boede der en rebslager i Udby, vi kørte dertil og fik lavet reb af det, men så ville skæbnen en gang da jeg kørte fra Udby på det lille stykke vej, der fra byen og du til hovedlandevejen, da kom der så en bil på landevejen lige imod mig, og jeg havde den hest, som var bange for biler, så det resulterede i at hesten hoppede over grøften og ud over grøften var en sandgrav, så der gik hest og vogn og jeg ned, vognen og jeg lå så der og var væltet, men hesten fik jeg da hold på. Chaufføren kom og hjalp til at det hele kom på ret køl igen, der var ikke sket noget særligt, og så kørte jeg hjem, men jeg brød mig ikke meget derefter at køre enspænder med den hest, det gik bedre når der var to for, men den hest blev aldrig rigtig fortrolig med biler.

 

Grundlovsmøderne og politiske møder

For at komme til noget helt andet, så kommer jeg til at tænke på den tid efter jeg havde været på højskole, jeg var første gang på Brøderup Højskole i 1909-10, da holdtes forskellige møder for-skellige steder, der var efterårsmøde på højskolerne, og der var grundlovsmøder, og hvert år var der Valdemarsmøde på ruinerne i Vordingborg, hvor der kom mange mennesker, men det er helt holdt op med det, og i det hele taget kom der mange mennesker til efterårsmøderne på højskolerne, jeg kan huske et år på Brøderup Højskole var der så mange, så der måtte holdes møder to steder, et i gymnastiksalen og et i haven, og så måtte talerne holde deres foredrag to gange, dengang var det en selvfølge, at vi skulle til efterårsmøde. Det kunne også hænde, at vi et par gange tog over til Rødkil-de Højskole på Møen, der holdtes møderne i det bekendte særprægede ottekantede forsamlingshus eller foredragssal, det forlyder, at der findes kun et hus her i landet mange til det på Rødkilde, og det er på Mors, at der er sådan et ottekantet forsamlingshus. Jeg synes, det er meget interessant at komme en tur til Rødkilde, som er et gammelt historisk sted, hvor de gamle kendte politikere i sin tid samledes, til det ene møde jeg har været til, talte da også Klaus Berntsen.

Jeg husker engang, jeg var med til møde på Rødkilde, da gik efterårsmødet helt i opløsning, for hen på eftermiddagen rygtedes det, at der ville komme en flyver og lande med sin maskine på Nøbøllegårds marker ud mod stranden, nu var der jo ingen, der nogensinde havde set en flyvemaskine, så alle folk strømmede til det sted, hvor det forlød at maskinen skulle lande. Den skulle komme fra Nykøbing, og langt om længe kom den da også, så der var stor begejstring for at se sådan en maskine, det var jo en af de første små maskiner, der var fremme på den tid, og hvor piloten sad på et sæde i fri luft uden nogen beskyttelse, men vi fik den oplevelse at se en flyvemaskine, men hvordan det så senere gik med efterårsmødet, husker jeg ikke.

På den tid var Grundlovsdagen sådan en halvhelligdag, om eftermiddagen holdt vi fri, og så skulle vi jo til grundlovsmøde, jeg har været med til at cykle til møde i Mogenstrup, men det var lidt langt at cykle til møde.

Her på egnen havde vi jo da vort hjemlige grundlovsmøde i Sageby Lystanlæg. Det var Jens Andersen, der ejede det idylliske sted, hvor åen, der kommer fra Mern, snor sig igennem, han må have indset at der kunne blive et rigtigt sted, hvor man kunne mødes og samles til fester, men det kan godt være at idéen med at holde fester der alligevel kommer fra ældre tider, for jeg tror, at den kendte sognefoged Lars Larsen i gamle dage samlede folk til fester der, så det er nok fra gammel tid, at idéen til at lave et mødested der, dukkede op. Sognefoged Lars Larsen er vel bl.a. også kendt for at han begyndte at holde folkemøder i Mern Hestehave, som skoven kaldes, og så senere flyttede til Sageby, hvor han havde sin gård, og hvor han så holdt møder, men det holdt op med det at holde møder, så det lå stille i mange år.

Men så var det, at Jens Andersen fik idéen til at få gjort dette idylliske sted i stand, så der igen kunne holdes møder og fester, og han havde evnen til at få det i gang, så der i nogle år holdtes grundlovsmøder, som var godt besøgt. Nu havde han også den evne, at han kunne få fat i de store kendte politikere, og få dem her ud og tale, der var den første kvindelige minister Nina Bang, og der var flere bl.a. også Stauning, jeg husker at den dag Stauning var der, blev det sådan et regnvejr, så mødet måtte holdes i Kindvig Forsamlingshus, og det var helt fuldt af tilhørere.

Når jeg nu har tænkt på Jens Andersens politikere, som han fik herned, så dukker der noget op i min erindring, som er længe før den tid. Det var omkring min konfirmationstid eller måske derefter, da diskuteredes der meget politik, der skulle være stort politisk møde i Præstø engang, der skulle komme ministrene Neergaard og I. C. Christensen og tale, dem var jeg meget interesseret i at komme til at se og høre, for jeg havde aldrig set en minister. Jeg var altså med til det møde og fik den store oplevelse at se en minister, men sådan en har jeg så nogen gange senere set. Det var et stort møde med mange mennesker, husker jeg, det holdtes i dalen ved Frederiksminde.

Jeg kan da også godt huske da valgene til Folketinget foregik på torvet i Præstø, men det har jeg aldrig overværet, men jeg husker at der var snak om, at folketingskandidaterne stod på trappen til rådhuset og talte til befolkningen.

Men så husker jeg også et år, der blev der stor ballade efter afstemningen, jeg tror der var så store uoverensstemninger mellem Venstre og de radikale, så der var ved at blive stort oprør (hvad jeg nu skriver erindrer jeg at have hørt). Der var stor kamp mellem Venstre og de radikale, men Venstre fik valgt deres kandidat, og det var dengang Rasmus Nielsen, tror jeg, fra Brøderup, og det blev de radikale så fortørnede over, så de ville have fat på Rasmus Nielsen, så han måtte gemme sig hos redaktøren af Præstø Avis, dengang redaktør Petersen, han boede og havde kontor i Grønnegade, det var det øverste hus op mod torvet. Rasmus Nielsen turde ikke komme ud, og det ville heller ikke være så heldigt efter som det forlød, at døren ind til redaktøren blev sparket i stykker, og han måtte tage bagdøren for at slippe ud.

Så var det også nok det år, at der var det på den tid så bekendte valgmøde i Mern, som blev et helt rabaldermøde, der var jeg med og overværede det, det var igen Venstre og De radikale, der kæmpede for deres forskellige synspunkter, men de radikale havde det langt overvejende flertal, og deres kandidat talte, og der var ro og orden, medens han talte, jeg husker ikke, hvem det var, men da så Venstres kandidat fik ordet, blev der ballade. Ham ville de radikale ikke høre, der blev råbt til ham, og jo højere han ville tale, des højere råbte og skreg de radikale, så han måtte indstille sin tale, han forsøgte igen, men det var håbløst, saa for at gøre det rigtigt og rigtig at overdøve ham, så kravlede mødedeltagerne op på bænkene og stod der og råbte og skreg hver gang en venstremand forsøg-te at ville tage ordet, jeg tror ikke, der var mange, der stod på gulvet, de måtte så godt som alle op at stå på bænkene.

Der var jo enkelte venstremænd, der forsøgte at ville tage ordet, men det kunne ikke lade sig gøre, jeg husker Emil Hansen, Kindvig forsøgte, men det lod sig ikke gøre, der var en af husmændene fra Mern, der kom hen foran ham og stod og viftede med sin lange træpibe foran hans næse og sagde: “Du tror, du er falden fra himlen ned, men du må vide, at du er kommet til vælgermøde i Mern i aften”, og så fik Emil Hansen ikke sagt mere.

Min morbror Hans Hansen forsøgte også, han var stået op på et bord, der stod ved siden af diri-genten, men der lød råb og skrål, så var han færdig. Jeg har aldrig senere oplevet et sådant møde, og det var der vist helle ikke andre der har, for der gik megen snak om det møde senere.

 

Da vi skiftede medhjælpere

Hvis jeg nu vil blive ved med at skrive om gamle erindringer, kommer jeg til at tænke på den-gang, da vi skiftede karl og pige som medhjælpere, det foregik jo 1. maj og l. november, det var altid spændende, når vi skulle have nogle nye, som vi ikke kendte noget til, vi vidste jo hvad vi hav-de, men ikke hvad vi fik. Det var jo også somme tider, vi ikke var så godt tilfreds med dem vi hav-de, så vi så hen til om vi skulle være heldige at få nogle, vi var mere tilfredse med og arbejde sammen med, men vi har ellers haft mange flinke folk, som vi kunne have fornøjelse af at arbejde sammen med, men vi havde i sin tid Sofie og Marius for at nævne nogen, det var morsomt, da de var hos os, da gik det hele med gemytlighed.

Sofie var også en tid sammen med Otto Hemmingsen, dem kunne vi somme tider more os over, de to kunne til tider tage en dyst sammen i al gemytlighed. Otto Hemmingsen rejste fra os en gang til en skiftedag, men kom så senere igen, og var hos os en tid. Der var også William, som vi havde megen fornøjelse at have samarbejde med, han kom senere til Præstø og var mange år en betroet mand hos Anton Petersen. Den første karl vi havde da vi begynd-te i 1922 var Viggo Nielsen, Mern og sammen med ham var Ejnar fra Nedermarken, som senere blev gårdejer på Møen. Der var Valdemar, ja, jeg kunne nævne mange, når jeg kommer til at tænke på det, det var et mærkeligt tilfælde forleden år, vi kom i forbindelse med vor gamle medhjælper Christian Jørgensen, som var medhjælper hos os i 1923-24, som bor i Fredericia, og han har besøgt os, og vi har besøgt ham og hans kone i sommeren 1981, da havde vi ikke haft forbindelsen i over 50 år.

Vi har haft mange flinke medhjælpere, som vi godt kunne arbejde sammen med, men det kunne også træffe, at vi fik nogle, som ikke var så gode, og vi blev enige om, at de ligesågodt kunne rejse i utide, og så er det også så mærkeligt, hvis jeg en morgen kom og kaldte på en, og så var han væk, det har jeg også prøvet. Vi havde een en gang, der blev ked af at være hos os, han sagde at han godt ville gå i marken, hvor han skulle have sit arbejde, men han ville ikke bestille noget, og så var der ikke andet at gøre end at lade ham rejse.

Det var den sommer, da han så var rejst, kom der en morgen en ung mand der ville have plads, så han gik i arbejde med det samme, han var her i 3 uger, så en nat var han væk. Så en dag kom der en af dem, der går rundt og sælger barberblade og sikkerhedsnåle o.lign. og går med kurv på armen, han ville gerne have arbejde, og han var her så en tid, medens vi høstede. Men han blev så ked af det stadige arbejde, så gled han også. Men så fik vi Arnold fra Ugledige, han var mere stabil, han kom fra militærtjeneste, men jeg husker ikke hvor længe han var her.

Vi har også haft nogle flinke og dygtige piger, foruden Sofie havde vi Katrine fra Vendsyssel, hende har vi endnu efter 50 års forløb forbindelse med hvert år til jul, vi havde Karens søster Marie, vi havde en gang en fra Bornholm, og vi havde flere, som jeg snart ikke kan huske navnene på.

Men hvis jeg nu kommer til at tænke på gamle dage, som vi siger, fra den tid da min mor havde piger, der var der meget at bestille for piger, de skulle være med alle vegne, de skulle være med til at bage og brygge og vaske, de skulle være med i marken om sommeren, og så skulle de være med til at malke køerne, det har jeg senere syntes, at det at malke ikke rigtigt var noget pigearbejde, men det var det altså dengang, for en karl havde dog mere magt over det, hvis en ko var urolig, men karlene var sjældent med til at malke.

Der var en tid, da der blev malket til middag, og for så at få tiden delt ligeligt mellem malketiderne, så måtte vi ud at malke kl. otte om aftenen, det var når vi havde hygget os om aftenen og så ud at malke, så var vi færdige når klokken var ni, så kunne vi gå i seng, så var den aften gået. Det var efter at jeg var konfirmeret, så måtte jeg være med til at malke om aftenen, pigen måtte være med hver aften og jeg hver anden uge og min mor hver anden uge, var vi blevet enige om.

Nu havde karlene vel næsten ikke så lang arbejdstid som pigerne, men de fik da altid mere løn, jeg husker ikke hvad de fik den gang, men jeg mener at en gang min mor skulle fæste pige for et halvt år at pigen forlangte 85 kr., men mor ville ikke give mere end 80 kr., om de så delte de 5 kr., ved jeg ikke. Om sommeren var det jo mere frit at have køerne på marken, men der var meget arbejde med at få trukket dem ud og ind, indtil det blev vejr til, at de kunne blive ude om natten, men så måtte vi da op og i gang med at komme i marken og malke senest kl. 5 om morgenen for at få mælken med, når mælkekusken kom kl. 6, det var meget tidligt at starte om morgenen. Far var imidlertid blevet formand for mejeriet, så da synes han, når andre folk først skulle møde på arbejde kl. 6-7, hvorfor skulle landmændene så allerede i gang kl. 5 eller før, hvis de havde langt i marken, så han fik vedtaget sammen med bestyrelsen, at mælkekuskene ikke måtte tage mælken før kl. 7. Det var mejeristerne ikke lige så glade for, for så fik de jo en time mindre til deres arbejde om eftermiddagen.

Det var i sin tid Hans Rasmussen og Kristian Jensen, Nedermarken der i mange år kørte mælk, det var et par meget stabile mælkekuske, men det var mange gange om vinteren et hårdt job.

 

Da jeg var sammen med Anker Jensen

Når jeg nu her har skrevet mange små erindringer som jeg kan huske, kommer også erindringen om oplevelserne med købmand Anker Jensen, Mern.

Det var i 1936 om foråret at jeg begyndte at blive skidt om dagen, jeg blev så træt om dagen og når vi havde holdt fyraften ville jeg i seng og Karen sagde, at det var da trist, for om aftenen var det den tid, vi kunne være sammen, og så ville jeg i seng. Vi måtte da søge læge Bankshøi for jeg havde nogen feber, han undersøgte mig, men kunne ikke finde noget særligt, men jeg blev dårligere og fik mere feber, der blev taget nogle blodprøver, og det var flere gange, så langt om længe viste det sig, at der var kalvekastningsbakterier i blodet, vi havde den gang kalvekastning i besætningen, så jeg var blevet smittet af køerne (det kan jeg måske komme tilbage til senere). Det var dengang en kede-lig sygdom, der ikke var så let at slippe af med igen, den var i hvert fald langvarig.

Jeg blev så indlagt på St. Elisabeths sygehus i Næstved, og der begyndte så bekendtskabet med Anker Jensen (den-gang købmand i Mern), for han var indlagt der. Jeg kendte ikke videre til ham her hjemme fra, jeg vidste kun, at han kunne være sådan lidt af en underlig en. På sygehuset ved siden af ham stod der så en tom seng, så da han hørte, at jeg også kom og skulle indlægges, så sagde han til sygeplejerskerne, det var nogle ældre katolske piger, der gik i munkeuniformer og som kom ind og bad aftenbøn om aftenen inden vi skulle sove, at i den seng skulle Lars Peter Larsen fra Tågeby ligge, når han kom, og det gjorde jeg så også.

Jeg var vel ikke så tilfreds med det, efter at jeg havde hørt om hans måde at være på, men det viste sig, at vi kom meget godt ud af det sammen, og der kom et godt kammeratskab ud af det. Men der var altså noget originalt ved ham, som jeg vil more mig med at opfriske. Den første dag om morgenen så siger Anker Jensen: “Du har vel dit barbertøj med”, “Nej”, siger jeg, “jeg mener ikke, jeg skal være her så længe, så jeg kan vel blive barberet her”. Nu var han meget sparsommelig og fint følende, så han siger: “Du har bare at sende bud hjem efter dit barbergrej, du skal ikke ligge her og betale for at blive barberet”. Jeg fik naturligvis så mit barbertøj, det var jo godt nok ikke elektrisk, det var før den tid, så jeg tænkte: “Mon jeg nu kan gøre det godt nok”, så da han gik på toilettet, gik jeg i gang, for jeg brød mig ikke om, at han skulle kritisere mig, medens jeg var i gang.

Jeg barberede mig som sædvanlig, men jeg tænkte mon han skulle komme og se, om jeg gjorde det ordentligt, så jeg sæbede mig ind og skrabede mig en gang extra, og meget rigtig, da han kom ind: “Nå, har du gjort det ordentligt, jeg ser du har barberet dig, lad mig se”. Så han kiggede mig rundt om næsen, “Jo, det har du jo gjort godt, det er meget fint”. Sådan kunne han være, men vi tog det meget gemytligt, og vi kom meget godt ud af det med hinanden. Efter vi så havde afsluttet vort sygehusophold kom vi så lidt sammen, han og hans kone kom hos os, og vi kom hos dem sådan en gang ved lejlighed sommetider. Nu var det en gang om efteråret vi havde sagt til dem, at de kunne da komme en tur her ned og besøge os, men vi ventede forgæves på dem og spurgte, hvorfor de ikke var kommet, Anker Jensen undskyldte sig så med at føret var nu ikke så godt, så nu havde han lige pudset bilen, og så synes han ikke han ville tage den ud og få svinet den til, den var nu sat hen og skulle ikke ud og svines til i vinter.

Jeg mente, at vi om vinteren havde god brug for bilen, når det var dårligt vejr, var det da hyggeligt at køre i bilen, hvad gjorde det at den blev snavset lidt til. “Ja, men”, sagde Anker Jensen, “så kan i da ligeså godt køre her op til os, når i godt kan lide at køre i svinebil”. Det var også en gang Anker Jensen kom og ville besøge mig, jeg var da ude i marken og tage roer op. Han holdt da på vejen med bilen og vi ville da så køre hjem og hygge os lidt, men da jeg havde de snavsede støvler på eftersom jeg tog roer op, så jeg mente ikke, at jeg kunne køre med hjem, men det kunne jeg godt. Han sagde: “Du kan bare sætte dig ind og lade være at lukke døren og så lade benene hænge udenfor”. Det var der heller ikke noget at sige til, men det viser, at han var altid proper og alt skulle være i orden, hvad han havde med at gøre. Jeg besøgte ham nogle gange, når jeg kom til Mern, jeg blev så inviteret med ind i bagbutikken, der havde han så sine specielle nydelsesmidler, som han bød af, han bryggede f.eks. gammelt øl, han smagte det til med sukker, så var det en dejlig drik. Han havde den skik, at han ikke gik i seng den første halvdel af natten, så mange gange efter midnat gik han en tur med sin Schæferhund ud ad landevejen.

Nu var Anker Jensen måske en lille smule original, men jeg var glad for at jeg lærte har at kende, og jeg har tit tænkt på den tid at vi var sammen, så vi kan somme tider også få andet udbytte ved at være på sygehus end for at blive helbredt for sygdom. Desværre døde Anker Jensen tidlig, han blev ikke så gammel.

Som nævnt tidligere var kalvekastningsfeber en kedelig og langvarig sygdom, som jeg var syg en hel sommer og måtte i lang tid ligge i sengen, når det var godt sommervejr. Så havde jeg en seng, jeg kunne ligge i ude i haven, så jeg kunne slet ikke være med at bestille noget, men vi havde den sommer et par flinke folk, som kunne passe det daglige, det var Valdemar og vistnok en, der hed Dagmar, og så var naboerne ellers også flinke til at hjælpe med at luge roer, køre hø og til at høste, så det gik alt sammen alligevel, så hen imod oktober md. begyndte jeg at kunne være lidt med igen.

 

Da jeg skød ænder og da jeg var i Ålborg med Krog-Meyer

Når jeg nu har skrevet om en hel del erindringer, jeg sådan er kommet i tanke om, er det de mere lettere og lidt humoristiske, så jeg kommer i tanke om dengang da Aksel Gundesen tjente hos Marie og Hans Th., der var vi jo så tit sammen, så vi bestemte en aften, at vi ville på stranden og skyde ænder, jeg havde en bøsse, så vi drog af sted ned ved Morten Johansen, Kragevig, der kunne vi låne en jolle og sejle ud i, men vi skulle betale 50 øre i leje af den, så vi sejlede ud og kikkede efter ænder.

Vi så ikke en skygge af en and, nu havde jeg da ladt bøssen, så jeg synes da at den skulle skydes af, jeg så da en lille fugl sidde inde i rørene, så jeg sigtede efter denne fugl og skød, men jeg havde ikke sikret mig rigtig fodfæste i båden, så da skuddet gik slog bøssen mere end jeg havde regnet med, så jeg gik baglæns over rælingen og på nakken i vandet, så Aksel så noget forbavset ud efter hvor jeg blev af, men det var da heldigvis ikke dybere med vand, end jeg kunne holde hovedet ovenfor, så jeg kom op i båden igen med bøsse og det hele og så sejlede vi i land igen efter den bedrift, men vi skulle da have betalt Morten Johansen de 50 øre for leje af båden. Jeg var bange for at han skulle have opdaget, at jeg var pjaskvåd, men det gjorde han ikke, for ellers ville han have moret sig. Vi cyklede så hjem igen og jeg fik noget tørt tøj på, men jeg har aldrig været ude at skyde ænder siden.

 

1983

Når jeg nu i februar måned 1983 sidder herinde og det sner og fyger uden for og jeg ikke rigtigt har noget at tage mig for, kommer jeg i tanke om jeg ikke skulle opfriske en tur og opleve den i tankerne, som jeg havde sammen med pastor Krog-Meyer fra Mern i sin tid, jeg husker ikke bestemt året, men det var omkring ved 1955 og anledningen var, at der skulle være sendemandsmøde i Ålborg, og det var Sønderjysk Forening der holdt det.

Nu var det slet ikke noget, der kom mig noget ved det møde, der skulle holdes i Ålborg, der havde varet generalforsamling i Sønderjysk Forening, og der var blevet valgt godsejer Fugmann, Bredeshave og Ejner Johansen, Ammendrup. Men da dagen kom var de to forhindret i at rejse til Ålborg, og da var det de anmodede pastor Krog-Meyer om at rejse derover, det ville Krog-Meyer jo nok, men han ville gerne have selskab, og så var det han tænkte på mig.

Så han kom en eftermiddag her ned for at høre, om jeg ikke havde lyst til at tage med på sådan en tur. Det var der naturligvis ikke noget i vejen for, lysten var da god nok, men det var jo i høstens tid, vi var ikke færdig med at høste, men det var altså lige på slutningen vi kørte kornet ind og tærskede efterhånden. Den dag da han kom, så jeg snakkede om, at jeg dårlig havde tid, nu vi altså høstede, men som den flinke og altid hjælpsomme mand tilbød han, om det ikke kunne hjælpe lidt, hvis han nu hjalp til i eftermiddag, så han lagde jakken og gik i gang med at bære halm ud fra presseren, og imidlertid, da vi fik snakket lidt om det, så lovede jeg at gøre selskab med ham til Ålborg, og så kunne de godt klare høsten her hjemme.

Dagen blev da så bestemt, og vi skulle så køre i Krog-Meyers bil. Vi bestemte, at vi skulle tage Hundestedruten til Grenå med færgen der, den sejlede fra Hundested kl. seks (atten), men vi kom lidt sent afsted den eftermiddag, for Krog-Meyer skulle begrave Frederik Samuel først, inden vi kørte (Frederik Samuel var børstenbinder og tog rundt og solgte koste og børster, men havde lidt dårlig karakter, så han kom somme tider beruset hjem, hans kone havde lidt mere fast karakter, så hvis Frederik kom fuld hjem, måtte han opholde sig i udhuset til han blev ædru, fortaltes der da).

Vi startede da og kørte mod Hundested, men jeg sad og kikkede på speedometeret, det viste kun 60, så jeg sagde at vi da vist ikke nåede Hundested til kl. 6, men så gjorde Krog-Meyer opmærksom på, at det jo var en engelsk bil, så det var det engelske miles der viste 60, så vi kørte en del hurtigere, end jeg regnede med, da miles er større end km.

Vi nåede da også Hundested i sidste øjeblik, da færgen var ved at sejle. Krog-Meyer måtte skynde sig ind og købe billetter, og i skyndingen fik han fat i min jakke og betalte med mine penge, vi sad nemlig uden jakke. Det gjorde da heller ikke noget, men det mærkelige ved det var, synes jeg, da vi havde aftalt, at nu kunne han betale, hvad der skulle betales hele vejen igennem, og så kunne vi gøre regnskab, når rejsen var endt, så efter at han nu havde set, hvad jeg havde af penge, da han ved en fejltagelse havde set, hvad jeg havde i min tegnebog, gentagne gange spurgte, om jeg havde rigelig med penge, så jeg kunne give ham lidt forstærkning hvis han ikke havde nok, og det var da også helt i orden.

Vi havde da så nu fået billetter og kørte så om bord på færgen, og vi havde en tre fire timers sejlads i et dejligt vejr til Grenå. Nu havde vi bestilt natlogi på Hvidsten kro, og der havde vi så ca. 70 km. dertil, og da vi kom ud fra Grenå by, så var det det mest tågede vejr, vi kunne tænke os, vi kunne ikke se uden nogle få meter foran os, men omsider nåede vi Randers og fandt da også landevejen, der førte til Hvidsten, men på grund af det tågede vejr, nåede vi ikke dertil før kl. halv tolv, men da vi havde bestilt plads, så gik der sådan en pænt klædt pige i nationaldragt og ventede på os, så vi måtte undskylde, da vi kom så sent, at det var på grund af det tågede vejr.

Vi fik da et dejligt værelse at bo på om natten. Jeg var meget optaget af, at vi skulle til Hvidsten kro og bo der om nat-ten, for det var jo et historisk sted at komme til, synes jeg, det var jo her at Marius og Gudrun Fihl boede og drev kroen, de var jo med i modstandsbevægelsen, og Marius blev ført til København og blev skudt af tyskerne, det hørte vi jo meget om i de tider.

Selve kroen var en ejendommelig gammel kro, men når man kom derind, så man, at der langs med væggene og vinduer var faste træbanke med store gamle borde, og oppe under loftet var hylder med gamle tallerkenrækker, det var meget hyggeligt at se, og vi blev inviteret til at gå over det hele, om det så var i køkkenet, så måtte vi gerne gå ud og se, at de lavede maden.

Men om morgenen måtte vi jo videre, men inden vi kørte var vi en tur i køkkenet, og se det, og vi bad da om at få en madpakke til hver af os med på rejsen, det var rarest at sikre sig, for det var ikke godt at vide, hvor vi kom hen.

Nu havde Krog-Meyer nemlig en idé om, at det ville være morsomt at tage en tur ud på de små øer, Hirtsholmene, der ligger ude i Kattegat ud for Frederikshavn, vi var nemlig taget hjemmefra en dag før at mødet i Ålborg skulle være, så vi havde tid til at se os lidt om, nu vi var kommet til Nord-jylland.

Vi var altså nu startet fra Hvidsten og kørte gennem Ålborg og videre til Frederikshavn, og der kom vi altså med en lille postbåd, der gik ud til Hirtsholmene. Nu var det heldigvis godt vejr, for ellers kunne det godt være ubehageligt i sådan en mindre båd, hvis det blæste noget, vi sagde da til skipperen, der førte båden, at I kan da ikke sejle her altid, hvis det nu rigtigt stormer, jo, sagde han, vi går bare ind i kahytten og lukker for os, så lader vi det bare skabe sig uden for, der var nemlig forbindelse daglig, alt hvad der skulle bruges i det daglige på øerne, skulle jo sejles derud fra Frederikshavn.

Det var meget morsomt, at se hvordan sådan et lille øsamfund levede, der bor kun 10-15 mennesker, men det så ud til, at de havde det meget hyggeligt, de havde deres egen lille kirke, den mindste kirke jeg nogensinde har set, men præsten var fra Frederikshavn og kom derud engang om må-neden og forrettede gudstjenesten.

Og så havde de en lille skole med plads til nogle få børn. Krog-Meyer ville gerne tale lidt med læreren, men han var ikke rigtig til at få i tale, jeg ved ikke, om han anså os for at være nogle spioner eller hvad, men da han så fik at vide, at den ene af os var præst, og vi var turister og bare ønskede at se, hvordan de boede på sådan en lille ø, så tøede han noget op, og Krog-Meyer fik lidt at vide om, hvordan undervisningen foregik på sådan en lille ø. Der var et stort fyrtårn, som vi var oppe i, det er meget højt, så de sejlende kunne se det på lang afstand om natten, når det er mørkt.

Vi så også, at tyskerne under krigen havde lavet forsvarsværker, der var store cementblokke langs med stranden nogen steder. Men det var meget morsomt at opleve Hirtsholmene, og på et tids-punkt der holdt vi så et lille hvil, hvor vi nød indholdet af den medbragte madpakke fra Gudrun på Hvidsten kro.

Med den oplevelse rigere tog vi så med båden tilbage til Frederikshavn igen og så videre til Ål-borg, der skulle vi så finde hotellet, vi skulle bo på, det var ikke så vanskeligt, for det var et af de store hoteller på banegårdspladsen, det var bestilt herhjemme fra. Der var bestilt et værelse til gods-ejer Fugmann, Bredeshave, så da vi kom ind og spurgte om et værelse til godsejer Fugmann, så var vi meget velkomne, og tjeneren gjorde alt for at gøre det så godt som muligt, og vi blev da anvist værelset, det var et meget pænt og smukt værelse og nok også et dyrt, så da vi havde gået lidt og set på det, så siger Krog-Meyer, som den altid så sparsommelige mand, om vi ikke godt kunne bo på et lidt billigere værelse, og det var jeg da enig med ham i, at det kunne vi da godt (vi havde ellers gratis rejse fra Sønderjysk Forening). Vi gik så til betjeningen, og bekendte at ingen af os var godseje-re, og vi ville gerne bytte det værelse med et billigere. Vi fik så et værelse en etage højere oppe, men også et dejligt værelse.

Det var nu noget hen til eftermiddagen at vi tænkte på hvad vi skulle tilbringe aftenen med, jeg kom da på tanke om at vi i sin tid havde haft en pige, som tjente hos os og var der fra Vendsyssel, hun hed Katrine og hendes mand hed Kristoffer, de boede der ude vest for Ålborg, en ca. 20 km. fra Ålborg, det kunne være morsomt at besøge dem nu vi var kommet der på egnen. Karen og jeg havde besøgt dem en gang før, så det talte jeg om til Krog-Meyer, han var da villig til at ville køre mig derud. Jeg traf da dem hjemme, de blev noget forbavset ved at se mig der, Krog-Meyer kørte så til-bage til Ålborg igen og tilbragte aftenen hos en præst, som han kendte, men jeg havde en hyggelig aften hos Katrine og Kristoffer. Jeg tog så med en rutebil senere på aftenen til Ålborg igen, vi traf så sammen igen og boede da på vort hotel om natten.

Næste dag var det så, at vi skulle til møde i Sønderjysk Forening, som jo da var anledningen til at vi var kommet til Ålborg, men at vi så fik lavet en stor udflugt ud af det. Mødet holdtes i Ålborghallen, den var ny dengang, men en ualmindelig stor hal med så mange værelser, så det var ikke nemt at finde rundt i.

Der hvor vi skulle til møde var en mægtig sal, som kunne laves større eller mindre ved at den ene væg kunne skydes for eller tilbage, efter som de ventede mange eller få besøgende, den dag var vi nok nogle hundrede mennesker rundt fra hele landet, Der var så møde et par timer om formiddagen og så var der frokostpause hvor vi spiste i hallen, og så igen møde nogle timer igen om eftermiddagen. Der var forskellige talere, som talte om arbejdet for danskheden og arbejdet i Sønderjylland og Sydslesvig, men det kunne godt blive lidt trætligt i længden og sidde en hel dag og høre på det.

Det var teatersalen at mødet holdtes i, det var en mægtig stor sal, der i hvert fald kunne rumme et tusind mennesker, og når tæppet blev trukket fra, var der en stor scene som er bygget i samme størrelse som scenen på det kongelige teater i København, så det kongelige teater kunne tages derover på gæstespil og kulisserne fra København passer til at tage med til Ålborg, og så er der dreje-scene ligesom på det kongelige.

Nu er det morsomt at have Krog-Meyer til rejseselskab, for han er interesseret i at se alt, hvad man kan tænke sig at vi gerne ville se, og det var denne drejescene, at det drejede sig om. Han var interesseret i, hvordan at det kunne gå til, at hele scenen kunne dreje rundt, så han fik fat i en af betjeningen, og vi blev vist ind under scenen, og han viste os alt det maskineri der inde under, som kunne få scenen til at dreje rundt, og vi var også rundt i hele Ålborghal-len og så de mange værelser op indretningen, der var over det hele, det var meget morsomt at se det hele, for det var jo noget nyt dengang med så stor en bygning, senere er der jo kommet en hal i næsten hver en by.

Men det var nu blevet langt hen på eftermiddagen, så vi begyndte at tænke over, hvad vi skulle om aftenen, foreløbig var det ved den tid, at vi vel skulle have noget aftensmad, men Krog-Meyer, som den sparsomme mand, han var, spurgte om jeg var sulten, så jeg gerne ville have et måltid mad, det var han ikke, så han ville gerne nøjes med en banan. Men det syntes jeg ikke, at jeg ville nøjes med, jeg kunne godt spise et måltid mad. Så jeg fandt en restauration og spiste, og han gik hen et sted og købte en banan og nød den, og vi traf så senere sammen igen. Vi var så lidt rundt i byen og se den, og ellers opholdt vi os så på vort hotel om aftenen, indtil vi så gik i seng.

Da vi så var kommet i seng, ville Krog-Meyer gerne læse lidt af en bog, og læse højt så vi kunne få udbytte af det begge to, men nu havde vi jo været i virksomhed hele dagen, og jeg var ikke rigtig oplagt til at høre på oplæsning, så jeg sagde til ham, at hvis jeg ikke siger noget, eller De (ikke) hører noget til mig, så er det fordi at jeg sover, så der blev ikke stort udbytte af den læsning, men vi sov dejligt hele nat-ten.

Vi skulle så om morgenen til at tænke på at forlade Ålborg igen, så vi tog i en lidt østligere ret-ning end da vi tog derop, og kom til Mariager fjord, og kom over broen ved Hadsund og fulgte fjor-den til Mariager, som er en af landets mindste købstæder. Vi drejede så sydpå igen og kom til Hvidsten kro, der indlogerede vi os så igen og blev om natten. Der er i haven forskellige mindesmærker, og ting i stuerne, man kan se på.

Nabobyen til Hvidsten er Spentrup, hvor Steensen Blicher var præst i sin tid. Der fik vi lyst til at køre hen og se den kirke og præstegård. Der var i den ene stue i præstegården et museum, hvor der var en hel del ting, der havde tilhørt Blicher, som var udstillet der. Blicher var begravet der, og vi så hans grav på kirkegården.

Vi tog så tilbage til Hvidsten kro, hvor vi hyggede os om aftenen og sov om natten, og vi skulle så om morgenen til at tænke på at begive os videre på hjemvejen. Vi kom da igennem Randers og påny til Grenå. På vejen dertil kom vi forbi herregården Gl. Estrup, hvor der var herregårdsmuseum, vi var derinde ved, men der var lukket.

Vi kørte da videre, men pludselig standsede Krog-Meyer bilen og sagde, at nu var det tid, at vi skulle tage vore søsygetabletter, de skulle nemlig tages en time før vi skulle sejle og han var så forudseende, så han havde taget tabletter med i tilfælde af, at det skulle blive stormvejr, når vi skulle sejle. Vi kom da til Grenå og kom ombord på færgen og havde en dejlig sejltur til Hundested.

Så var vi kommet til Sjælland igen og var kommet til Frederiksværk, jeg kom til at tænke på at her lidt uden for byen i Karsemose, som byen hed og i villa “Dana” boede jo Johansen og fru Johan-sen, som vi var blevet kendt med på en tur til Norge, og som vi havde besøgt flere gange før, det kunne da være morsomt, nu vi var dem så nær, at lige køre hen og hilse på dem, og det var Krog-Meyer da også godt med på. Så vi kørte dertil, og jeg gik ind og bankede på døren, og fik den lukket op, og hvem der blev meget forbavset var vel nok Johansens, da de så mig stå der. Krog-Meyer blev da budt med ind, og vi fik en lille hyggelig sammenkomst ved en kop kaffe.

Efter det lille besøg der, tog vi da så turen ned gennem Sjælland og kom hen imod aften så til de hjemlige omgivelser igen.

Vi var enige om at vi havde haft en dejlig tur til det nordlige Jylland.

Jeg tænker på en lille episode som er foregået for mange år siden og er for god til at glemmes, for sådan en glemmes jo, hvis den ikke er skrevet op, og de efterfølgende generationer kan så opfriske den. Det drejer sig om pastor Peter Rørdam, der var præst i Mern i en del år indtil 1856, da rejste han til Lyngby ved København.

Peter Rørdam var sådan, at han ville have at folk skulle gå i kirke om søndagen, og var de ikke kommet i kirke, så sadlede han sin hest, og så red han sognet rundt og så, hvad folk foretog sig, si-den de ikke var kommet i kirke. Så var det en gang, at han kom til Sandvig, da tog han ind på en gård, han så de gik og arbejdede og ikke var kommet i kirke, så han skammede dem ud sådan på det groveste, sådan en søndag og ikke var kommet i kirke, han red så hjem, men da han kom hjem fortrød han, at han havde været så grov ved de mennesker og havde skammet dem sådan ud, så han red til Sandvig igen og ville bede om forladelse.

Nu havde de på gården en gedebuk, som havde for vane at komme hen ved køkkendøren og buldre på for at få noget godt, så da Peter Rørdam kom igen, bankede han på køkkendøren, så konen, der gik inde i køkkenet troede da så, at det var gedebukken, der var der, så hun råbte: “Er du der nu igen dit forbandede skab?” Så da hun så lukkede døren op, så var præsten, der stod der uden for. Hvem der blev mest forbavset, melder historien ikke noget om.

Denne lille historie er skrevet 15. april 1983.

 

Taagebys historie

Af

Lars Peter Larsen

1985

Jeg har så tit tænkt på at skrive lidt om Taageby, den by hvor jeg er født og opvokset og har haft mit arbejde. Der er forskellige måder at skrive navnet på. Den blev fra gammel tid altid stavet med aa og skrevet Taageby, nogen stavede det med o som Togeby, men så i nyere tid er det blevet til å, som Tågeby, men hvis jeg nu vil skrive lidt om byen, vil jeg skrive Taageby.

Jeg tror ikke, der er nogen, der kan vide noget om, hvornår sådan en lille by med fire gårde og nogle huse er blevet til.

Jeg er kommet på tanker om et gammelt sagn, eller hvad man vil kalde det om Taageby. Det siger, at Taageby i sin tid, skal have ligget der, hvor skoven “Taageby Kohave” nu er. Hvis man går hen forbi Træhøjen og ind ad leddet og ind i Taageby Kohave, og videre ind midt i skoven, træffer man der et stort vandhul, hvor der altid er vand i, der siger det gamle sagn at det har været gadekæret i Taageby i sin tid, og at Taageby har ligget der. Det er, som det kan fortælles, som så mange andre gamle sagn, om det så i sin tid har været sådan bliver aldrig opklaret.

Men vi kan regne med, at det må gå tilbage til oldtiden, eftersom vi har nogle gamle kæmpehøje her, det er da minder fra oldtiden. Der er den bekendte Træhøjen, der ligger her vest for byen og er fredet af Fredningsstyrelsen, og der er en høj, der ligger lige indenfor i Skalsbyskoven. Den ser man ikke, før man kommer ind i skoven. På den havde godsejer Hage i sin tid en bænk og stod, hvor han kunne side og hvile sig, når han var på jagt, og nyde udsigten ud over Østersøen. Og her ved mit hjem øst for gården, næsten lige op til bygningen har også været en gammel kæmpehøj, men den er forlængst sløjfet, men vi kan endnu se, hvor jorden falder ud imod marken. Der fortælles nogen steder nogle sagn, der knytter sig til disse kæmpehøje. Der er vistnok også lidt om Træhøjen. Men et sagn herfra fortæller, at Mern kirke skulle være bygget og (have) ligget her lige vest for by-en, men alt, hvad der blev bygget om dagen, bar troldene til Mern om natten, så resultatet blev, at kirken måtte bygges i Mern.

Byen er jo omgivet af Oremandsgårds skove på nord- og vestsiden, de er jo omtalt fra gammel tid, fra Svenskekrigene, da Gøngehøvdingen huserede der. De tre småskove, som byen grænser op til er Skalsbyskoven, Taageby Kohave og Bugtved, og i øst og syd er der den dejligste udsigt over Østersøen, Nyord og Møn.

Disse fire gårde i byen var fra gammel tid fæstegårde og måtte betale afgift hvert år til godset, som var Oremandsgård. Senere blev gårdene købt for en vis sum i udbetaling og så alligevel en af-gift hvert år, denne form for betaling kaldes arvefæste, men det har jeg gjort rede for i en anden skrivelse for nogen år siden, så det vil jeg ikke gentage.

Men så i ca. 1917 kom en lov om afløsning af arvefæstet og så blev gårdene købt helt ud, så der ikke skulle betales noget årlig til godset, så havde godsejeren ikke mere at sige over gårdene, så kunne ejeren godt møde ham, som min far sagde, “Uden at stå med hatten i hånden, som de har måttet før, når de mødte ham”.

Det var i 1913 at banen fra Præstø til Næstved blev forlænget til Mern, da kom der postkontor i Mern, da var det så, at der kom en postmester, der ville have, at gårdene i postdistriktet skulle have navne, og der skulle så spekuleres over, hvad gårdene skulle hedde, så her i byen kom de til at hedde “Elmegård”, “Kildevang”, “Kærgård” og “Træhøjgård”.

Nu synes jeg det kunne være interessant, hvis jeg kunne gøre rede for, hvem der har boet på disse gårde fra gammel tid og indtil nu.

Efter Maren og Lars Petersen, (i daglig tale kaldt Lars Pæsen), så var blevet gift og havde overtaget gården, fik de imidlertid syv børn, fire piger og tre drenge. Der var Marie, som blev gift og kom til Østergårdsstræde, Hansigne der blev gift, og kom til Ambæk, Anna blev aldrig gift, hun havde dog haft landbrugsejendomme, hun var frisk og kunne selv klare tingene, når nogen spurgte hende, om hun ikke manglede en mand, sagde hun: “Hvad skulle jeg bruge ham til?” Så var der Kirstine, hun havde aldrig været rask, var ødelagt af gigt og havde sit ophold på gården alle sine dage.

Så var der af drengene Kristoffer, han købte Hastrupgården, men solgte senere den og købte en mindre gård i Hammer, derefter købte han sammen med sin kone et hus i Tappernøje, men han blev syg og endte sine dage ved, at han tog sit eget liv. Så var der Peter, han købte proprietærgården “Havsnæs” ved Nakskov, men solgte senere den og købte en mindre gård i Dannemare også på Lolland, hans kone var fra Bønsvig. Peter var som ung en tur i udlandet, om det var i England eller Tyskland, eller må-ske begge steder, husker jeg ikke. Der fik han set forskellige ting, også udsmykning af bygninger, så da han kom hjem, byggede han en Karnap med tårn og spir til deres stuehus, og de to spir, der er på taget var også hans idé. Så var der Jens, som var den yngste, han har altid været derhjemme og hjulpet til i bedriften, han blev aldrig gift.

På “Elmegård”, siges det, at der i 1860´erne og 70´erne og måske først i 80´erne, boede en mand, der hed Kristoffer Hansen, han var broder til Jens Mortensens kone i Sageby, og så ved man ikke så meget mere om ham, men så ved man, at da krigen i 1848-50 brød ud, så blev Jens Mortensen i Sageby indkaldt og skulle i krigen, og så tog hans kone ud at tjene og kom hos en skovridder Bang, Høvdingsgård, men så havde de en lille pige, der hed Maren, hun kom så her til Taageby i pleje hos sin morbroder, som var Kristoffer Hansen, de må ikke have haft nogen børn, for Maren blev der og opvoksede der, og man hørte ikke noget om noget før Maren kommer op i den giftefærdige alder, da kommer der så en ung mand ind i billedet, der hedder Lars Petersen, han er på tur her, han er fra Ring og har muligvis hørt noget om, at her skulle være en ung pige, og han havnede da så også på gården der, og imidlertid får han sluttet forbindelse med denne pige, og det ender med, at de bliver gift og overtager gården, og man hørte ikke mere noget om Kristoffer Hansen. (Det kan indskydes her, at Jens Mortensen og hans kone var farfar og farmor til min kone Karen, så den pige, Maren, der kom her til Taageby og voksede op her og blev gift med Lars Petersen, var min kones faster, så alle de børn, der voksede op på gården var fætre og kusiner til Karen).

Lars Pæsen var da en særdeles dygtig landmand og passede sin bedrift godt og var også interesseret i, at folk skulle synes, at han høstede godt, for han kunne godt lide at prale lidt, han såede tit en ekstra gang gødning langs vejen, så det så ud, som der var en stor bøst. Så når folk så sagde til ham, at det var nogle store roer du har, så sagde han, at så skulle I se nede ved mosen, der er de lige så store som hattepulde, (det vil sige så store som en hat er i omkreds). Der var altså en tørvemose til gården, derfra skar han i mange år tørv. Han havde bygget en længe nede på marken, hvori han kunne opbevare tørven og sælge den derfra, når folk ville købe tørv. Da Lars Pæsen begyndte at blive ældre, var det så særlig Peter og Jens, der ledede bedriften. Særlig Peter efter, at han havde været udenlands, fik nogle ideer til mere moderne landbrug. De begyndte at drive noget frøavl, i nogle år gik de op i Hvidkålsfrø, en sommer var det så moderne, så de havde to unge københavnere, som landvæsenselever, de skulle lære landvæsen.

Jeg ved ikke om det var mere end en sommer, de også havde to polakpiger til at passe sukkerroerne. Men imidlertid blev Jens så alene om bedriften, men han måtte da have en husbestyrerinde og så en fremmed karl, som medhjælper. Men i de sidste krigsår under første krig og noget senere derefter var han kommet i kompagni med to andre, de havde en forretning i København, hvor de handlede med foder vistnok også med hø og halm, men det kan jeg ikke rigtig gøre rede for. Men Jens tog da til København et par gange om

Jeg kan da nævne at Maren døde i 1913 og Lars Pæsen i 1925.

Før han døde havde hans nabo Holger Hansen købt gården og lagt den ind under den, han havde, og udlængerne blev så fjernet, så kun stuehuset er der.ugen, (Jens var den første her på egnen, der havde bil, han kørte til København i egen bil), hvor han havde kontor inde på Halmtorvet. Men det kan godt være, at Jens ikke havde evner til rigtig at være med i det, for imidlertid trak han sig ud af det firma, og det kostede ham dyrt, kunne jeg forstå på ham.

Og så imidlertid kom de mindre gode tider for landbruget først i trediverne, så efterhånden blev det lidt halvskidt for Jens. Det kneb for ham, at betale de løbende udgifter. Men der var lidt spekulation i Jens, eller det var et held han havde, for han fik i sin tid købt nogle aktier i forskellige udenlandske selskaber, som dengang ikke var meget værd, og han gav ikke noget særligt for dem. Men da så sidste krig og årene derefter kom, gik disse aktier op i høj kurs og Jens tjente store penge på dem, det siges at han blev millionær, men skønt det at han blev så velhavende og kunne have tilladt sig hvilket som helst af behageligheder, så gik han der helt alene, og levede så usselt et liv, som jeg ikke skal beskrive. Alt forfaldt, både bygningen og marken, han endte så sine dage på Langebæk alderdomshjem og døde så i 1974.

Så er der gården “Kildevang”, den var det næsten unødvendig, at skrive om her, for den er der udarbejdet en hel stamtavle om, som kan føres tilbage til 1696, der er en hel lille bog, der hedder, “Slægt efter slægt”, der kan man se, hvem der har boet på gården gennem tiderne. Den første der vides, der havde gården var Jens Jørgensen født 16969, så kom Jørgen Jensen født 1726, så kom Jens Jørgensen 1757–1800, så kom Hans Jensen 1787-1844. Så kommer vi op i de senere tider, for Hans Jensens søn Hans Hansen bliver født 1829 og lever til 1911, han bliver så gift med en pige fra Gederød, Birthe, der er født 1842 og døde 1906. Birthes forældre, der hed Boel og Anders Hansen, havde et hus i Gederød, men da de nu fik deres datter til Taageby, så ville de da også gerne flytte hertil, og det blev så til, at da der nu boede et par ældre folk i et gammelt hus her, så byttede de. De kom til Gederød og Birthe og Anders Hansen kom her til Taageby, men derom senere.

Hans Hansen var den yngste af en børneflok på otte, han overtog gården i 1861 og blev gift med Birthe. Han var meget musikalsk og spillede hele sin ungdom rundt omkring i hjemmene, når folk havde gilder, og alt foregik jo dengang i storstuerne i de gamle stuehuse. Ja, det skete da også efter at han var blevet gammel, at han tog violinen frem og gav et par numre. Hans og Birthe drev da gården til 1892, de havde to børn, Hans og Maren. Hans skulle da så overtage gården efter sin far, men før den tid byggede så Hans og Birthe huset, der ligger nær ved gården, der boede de så, men Birthe døde temmelig tidlig, som nævnt før 1906, Hans fik så en husbestyrerinde, kan vi kalde det, det var en ældre pige, som var af gammel bekendtskab, der fik sit ophold der, indtil Hans så døde 1911, hun hed Ane, hun fik så sit ophold i et gammelt hus, indtil hun så kom på alderdomshjemmet i Mern.

Som nævnt overtog Hans og Birthes søn, Hans, så går-den i ca. 1892, han var blevet gift med Kirstine Olsen fra Sageby. Huset, hvor Hans og Birthe havde boet i, havde så ingen faste beboere i nogle år, men blev lejet ud til som-mergæster fra København.

Mens Hans og Kirstine drev gården, havde Hans også andre interesser, som forskellig underholdning i forsamlingshuset i Kindvig, som dilettant og møder, og senere blev han sognerådsformand og i mange år kontorbestyrer i Bondestandens Sparekasse i Mern og Præstø.

Hans og Kirstine havde to piger, Marie og Gudrun.

Da Marie så imidlertid blev gift, og hun og hendes mand overtog gården, flyttede Hans og Kirstine ind i huset, men før de flyttede ind fik huset en grundig omforandring indvendig og også udvendig, idet frontspidsen blev bygget på. Det var i 1919, at de flyttede fra gården og ind i huset, og Marie og hendes mand overtog gården. Hendes mand hed Hans Th. Hansen, han var sønderjyde og havde været med i krigen i de første år, men gik over Kongeåen en gang han var hjemme på orlov, og kom her til egnen og (blev) senere så gift med Marie, og de overtog så gården i 1919. Så er vi kommet til de senere år, så jeg skal ikke skrive særlig meget mere om beboerne på “Kildevang” Det kan bemærkes, at Hans Th., som vi kaldte ham, var en meget dygtig landmand og fik også senere flere bestillinger, i mange år var han formand for Mern Mejeri og også i mange år Medhjælper på kontoret ved Bondestandens Sparekasse i Mern og meget andet.

Det er mærkeligt, at hvis vi lægger mærke til det, så er der fire på stribe, der har drevet “Kildevang”, som der har heddet Hans til fornavn, men så kom Holger, og da blev så det gamle stuehus fjernet, og et nyt blev bygget i året 1959.

Lidt i østlig retning fra dette hus, er der nu et lavtliggende areal som nu er bevokset med græs, men det var fra gammel tid fuldt af vand, og det var byens gadekær, det ser man da i de fleste landsbyer endnu, at der er et gadekær, som præger bybilledet, men her i byen er det udtørret, så der ikke er noget vand mere.

Der imellem gadekæret og vejen igennem byen, lå et gammelt hus, og der boede Sidse og Per Rasmussen, jeg tror, han havde noget arbejde som skovfoged. De havde fire børn, tre drenge og en pige, de var jævnaldrende med min far, for de gik sammen i skole i Kindvig. Min far har fortalt, at de drenge var raske på sin vis, men ikke så dygtige i skolen, men de blev dygtige senere, en blev smørgrosserer, en var på kontor i København, og en havde hotellet “Parnas” ved Sorø, og pigen blev gift med en bager i Haslev.

Men så var det, som før nævnt, at Hans Hansen, der havde “Kildevang”, blev gift med Birthe, der var fra Gederød, og hendes forældre, der hed Anders Hansen og Boel, de ville gerne flytte her til Taageby, da nu de havde fået datteren hertil, så de blev så enige med Sidse og Per Rasmussen om at bytte hus og lejlighed, så Sidse og Per Rasmussen kom til Gederød og Boel og Anders Hansen til Taageby. Jeg ved ikke hvor længe Anders Hansen levede, men Boel kan jeg huske, hun døde omkring 1900.

Derefter kom der så en smed, Anna og Frits Petersen, til at bo i det gamle hus, det hørte under “Kildevang” og jeg tror, at den årlige leje var 20 kr. om året. Frits Petersen byggede da en smedje på hjørnet af haven, ved nedgangen til gadekæret, men der var ikke meget arbejde for en smed her i byen, så han måtte tage andet arbejde indimellem. De havde fem børn, to sønner og tre døtre, den ældste søn Karl, har vi her i Taageby, endnu forbindelse med, han var gartner og bor i Kolding.

Men senere flyttede de så herfra og til Kindvig, hvor han var smed i mange år, han må imidlertid være blevet ked af at hedde Petersen, for han smed Petersen væk, og kom til at hedde Frits Bred-skov, de flyttede på deres gamle dage til Præstø.

Efter at Frits Bredskovs så var rejst til Kindvig, boede der så i huset flere forskellige, det var særlig ældre enlige kvinder, der boede kortere eller længere tid af gangen. I en lille afdeling af huset boede, som før omtalt, Ane, men imidlertid, så blev det gamle hus revet ned og fjernet, og det var nok i 1930´erne.

Så var der det sidste hus i byen fra gammel tid, det var også et meget gammelt hus, der boede også i sin tid en smed, han kaldtes for Per Smed, og det er så at sige også det meste, at jeg ved om ham. Han havde sin smedje oppe i den store have, der hørte til huset, men han havde jo naturligvis også en kone. Nu har min far fortalt mig, at de var meget overtroiske, og så kunne de godt tage en dyst sammen, hvis de blev lidt uvenner. Så der var en aften, de snakkede lidt højt derinde, det hørte far og Per Rasmussens drenge, så de tænkte, at nu skulle de lave lidt sjov med dem, så de tog en sten og smed ind ad en åbenstående lem i gavlen af huset, så den bumpede ned over loftet, så da smeden og hans kone hørte det, blev lyset slukket og de gik ganske stille i seng, det var vel det værste spøgeri de endnu havde hørt, at det sådan lavede spektakel på loftet. Hvor de mennesker blev af, ved jeg ikke.

Men efter dem kom nogen der hed Maren Trine og Rasmus Rasmussen. Hvor de kom fra ved jeg ikke. Der hørte 2-3 tønder land jord til huset, som de drev, og de havde en ko. Jorden lå ude ved Gedebakkegården, så der havde de koen på græs om sommeren, og de høstede lidt korn, som Ras-mus tærskede med plejl om vinteren, så de havde korn til et par grise og høne, ellers gik Rasmus på arbejde. De havde vistnok tre børn, den yngste Emma, var altid hjemme, hun var ikke rigtig normal, der var lidt i vejen med hende. Så var der en, der var gift med en cykelhandler, og så var der Ane, der var gift med Bager Jensen i Præstø. De havde en del børn, de kom somme tider på besøg, så blev der liv omkring det gamle hus, når de kom et helt læs på en Charabanc. Bageren kom altid ind hos min far og fik hesten sat ind, han opholdt sig gerne en tid hos far, han var ikke så interesseret i besøget i det gamle hus. Det rar ikke altid, der var så propert, kaffekopperne kunne da godt være nyvaskede, men ikke altid så rene, Rasmus blev syg og måtte ligge i sengen en tid, og døde så om-kring ved 1910, Maren Trine døde 1914.

Efter at de så var døde, købte min far huset, det var Oremandsgårds gods, der ejede det, og han rev så det gamle hus ned, og byggede det, som nu står der. Det blev lejet ud til sommergæster i fire somre indtil 1922, da Karen og jeg blev gift, så flyttede min far og mor derover og bo, men så døde far i 1929, og så kunne mor ikke finde sig i at bo alene i det store hus, så hun byggede så det hus, der ligger imellem “Kærgård” og “Træhøjgård”.

Huset som far byggede blev så lejet ud nogle år, indtil så i ca. 1934, da det blev solgt til Dalsgaard. Dalsgaard fik så bygget lidt til huset, og fik indrettet et mosteri, og købte æbler og lavede most, men det gik ikke ret mange år, men så blev Dalsgaard imidlertid syg og døde, så overtog datteren og svigersønnen, Elisabeth (Tut) og Erik Lindskov Jakobsen huset, men så efter nogle år blev Erik syg og døde, så derefter blev huset solgt til de.

Kommer vi så om på den anden side af vejen, ligger så mit fødehjem, gården, som så blev kaldt “Kærgård”, der vides ikke noget særligt fra helt gammel tid om den, men der skal i sidste del af det 17 århundrede have været en mand, der havde gården, der hed Hans Sørensen, efter ham kom en mand, der hed Ole Hansen. Disse to vides der ikke noget om. Men så kom en, der hed Jens Hansen.

Der menes, at han blev gift med Ole Hansens datter, og at han kom fra Sandvig, og de havde det godt og drev gården godt, men så døde hans kone, og han blev så gift igen med en, der hed Ane, som kom fra Skalsby. Men det blev noget uheldigt for Jens Hansen, for hun havde det ved sig, at hun ville gerne bruge mere end de kunne tjene, så det gik imidlertid helt skidt for dem, så de kunne ikke få føden på gården længere. Alt forfaldt, og jorden blev ikke dyrket, så de kunne ikke høste noget.

Man var da så kommet op i årene 1840´erne, da var det så, at min farfar kom ind i billedet. Ane var nemlig hans moster, så det var nærliggende, at han overtog gården, og se at få den rettet op igen. Min farfar var her fra byen, født på “Kildevang” i året 1819, da han voksede til, fik han plads hos pastor Peter Rørdam i Mern, hvor han var i ni år, og passede det landbrug, der hørte til præstegården, men det måtte han så opgive, og så overtage gården i Taageby. Men så manglede han jo en ko-ne. Han vidste, at der gik en pige i Mern, som var ledig på det område, hun var ikke så gammel, hun var født 1831, så der var jo lidt aldersforskel, det var dengang, at pigerne ikke selv bestemte, hvem de skulle giftes med, men hendes forældre bestemte, at det godt kunne gå, at han fik hende til kone, og hun kom så her til Taageby, og de blev så gift i 1853 og overtog så gården, og det var så min farfar der hed Lars Hansen og hun hed Maren. De gik så i gang med at få oprettet den meget forsømte gård, det var et par raske og dygtige folk, så i løbet af nogle år, fik da skik på det og fik det helt godt. Men dengang og også senere, var det da skik, at de unge, der kom til skulle forsørge de gamle, så det var da så tilfældet her også. Jens Hansen og Ane skulle have deres lejlighed og ophold der, Jens Hansen levede kun tre år, men Ane levede atten år, hun skulle da så i alle de år have en aftægtsydelse, som de kaldte det, så hun kunne få føden. Jeg kan nævne hvad min farmor i sin tid fortalte mig, hvad hun årlig skulle have, det lyder utroligt, at et enligt menneske skulle have så meget:

2 td. rug, 2 td. byg, 1 gris på 16 lispund, (et lispund = 16 pund) 4 gæs, 1 får med lam, 6 læs tørv, 1 favn brænde, 4 pund hør, 8 pund blår, 2 pund smør hver søndag, og en kande mælk hver morgen, og så havde hun tillige en stor have, så hun kunne sommetider sælge frugt for 30 Rigsdaler. Nu var hun meget gæstfri, så byens koner kom tit og gerne på besøg hos hende. Der var Johanne Væver, der var Karen Rasmus og Lisbeth. De opdagede hurtigt, at hun var god at besøge, så derved kunne hun nok få brugt sin store aftægtsydelse.

Lars Hansen og Maren blev altså som nævnt før gift i 1853, at det gik dem godt, kan vi forstå eftersom, at de måtte rive den gamle staldlænge ned, som de havde, den var nok fra 1742, eftersom det årstal stod på en stolpe. Den var så nok også tjenlig til nedrivning, men det viser noget om, at Lars Hansen fik noget skik på det, og fik råd til at bygge en ny staldlænge, hvor der blev plads til nogle flere dyr, det var en stor længe han byggede, så naboerne snakkede om hvad han dog ville bruge sådan en stor længe til, det var i 1865, så der var plads til både køer og grise; – Men så høstedes der da også mere, så var det nok i 1884, at der blev bygget en ny længe igen, hvor der skulle være lo og lade, denne sidste står der endnu, men der er sket væsentlige indvendige forandringer. Staldlængen står på den samme grund, som dengang da den første blev bygget, men blev i 1966 grundmuret og med ildfast loft, og blev helt forandret indvendig.

Maren og Lars Hansen havde tre sønner, Peter, Hans og Jens. Peter blev gift med Marie, der kom fra Brinkgården i Sageby, og de købte en gård i Bonderød ved Fakse. Jens blev gift med en søster til Marie og blev karetmager og boede i Mern, hans kone hed Kirstine. Men Hans blev der-hjemme og skulle senere drive gården videre, var vel Meningen. Han var i hans ungdom en vinter elev på Rødkilde Højskole og var også en tid soldat, men så i 1888 døde hans far ganske pludselig af et hjerteslag, så han måtte så overtage ledelsen af gården for sin mor og var bestyrer for hende til 1891, da overtog han så gården, og blev så gift med sin kusine, Maren, der kom fra “Kildevang”, ovre fra den anden side af gaden. Da de så havde overtaget gården i 1891, rev de det gamle stuehus ned, og byggede et nyt, og det er det, som vi ser i dag.

Hans og Maren fik to sønner og en datter. En søn, der blev født 1892, der kom til at hedde Lars Peter (ham der skriver dette). En søn der blev født 1894, men døde i 96, og så en datter, der blev født 1902, som hed Ingeborg og blev gift med Ejnar Nielsen, Tvingbro. Hans og Maren drev da gården indtil 1922, da blev Lars Peter gift med Karen, der kom fra Sageby, og da overtog de så gården, og Hans og Maren flyttede over i huset som før omtalt at Dalsgård købte, men der boede de kun til 1929, da døde så Hans og da Maren så blev ene, syntes hun ikke, at hun kunne bo der, så hun lod så det hus bygge, som ligger ved siden af gården, der boede hun så til hun døde i 1954.

Lars Peter og Karen førte så gården videre, som nævnt fra 1922. De fik to sønner. Jens der blev født 1926, og blev gift med Meta, der var fra gården “Skovvang” ved Fakse, og overtog den 1957. Og Hans Henning, der blev født 1932, og gift med Gurli, der kom fra Vemmelev. De overtog så gården her i 1959. Lars Peter (som er mig der skriver) og Karen flyttede så ind i huset, hvor min mor havde boet.

Hvis jeg nu ville skrive lidt om den sidste gård her i byen, så er det jo “Træhøjgård”. Den første mand, som drev den, at vi ved, var en som hed Peter Hemmingsen, og han var sognefoged, ellers vides der ikke noget om ham, udover at han havde en datter, der hed Maren, og hun blev gift med Rasmus Hansen, som kom fra “Kildevang”, og så da han overtog gården der, var der tre brødre, der havde hver sin gård i byen. Rasmus var født i 1824, og de blev gift i 1850, de fik en søn, men han døde, og allerede i 1862 døde hans kone, Maren. Han blev så gift igen med Ane Dorthe fra Kindvig, de fik da to døtre, Maren Kirstine, der blev gift med Jens Nielsen, og fik “Tvingbro”, og Ane, der blev gift med Lars Peter Rasmussen, Sageby, og fik “Rydalsminde” ved Balle Strand. Det menes, at Rasmus Hansen var den mest begavede af de brødre, han havde gode evner. Det var i den politiske tid efter folkestyrelsens indvielse i 1849, da var det præsten og godsejeren, der var dem der bestem-te, hvordan sognene skulle styres. Men efterhånden kom der folk med gode evner frem, som mente og arbejdede, at sognet godt kunne styres af almindelige folk i sognet, og der var Rasmus Hansen og flere andre, blandt andre også den kendte væver Hans Hansen Mern, med til at få valgt et folkestyre, der kunne overtage sognets styrelse i stedet for de lærde præster og godsejere. Der blev valgt sådan en styrelse eller hvad det hed dengang, senere var det sognerådet, og det blev Rasmus Hansen med-lem af, og det menes at han ville være blevet den første folkevalgte sognerådsformand, men så døde han kun 41 år gammel i 1866.

Da han så var død, blev så Ane Dorthe, enke efter Rasmus Hansens andet ægteskab, hun blev så igen gift med Jens Nielsen fra Dalsgård, der hører til Mern. Ane Dorthe og Jens Nielsen fik så fire børn to sønner og to døtre. Søren, der blev seminarielærer, først i Skårup på Fyn, senere i Haslev, han tog bynavnet her, og kom til at hedde Taageby, jeg tror han afkortede det og kaldte sig Tåby. Den anden søn, Rasmus købte gården “Rødegård ved Præstø, så var der Karen, hun havde sin mors gård i Kindvig, men solgte den, og var en tid her i Taageby, hun var aldrig gift og endte sine dage i et hus i Sandvig. Så var der den sidste Regine, hun blev gift med Hans Peter Rasmussen fra Mern, og de overtog så gården her i Taageby. De havde sønnen Herluf. De drev gården en del år, men så døde Regine, idet hun tog sit eget liv, Hans Peter Rasmussen havde da Karen som husbestyrerinde efter at hun havde solgt gården i Kindvig. Herluf blev så imidlertid gift med Andrea, der var fra Nedermarken.

Da rejste Karen, som nævnt før, så til et hus i Sandvig. Hans Peter drev gården i mange år efter at Herluf blev gift, men døde så ca. 1935. Da overtog så Herluf den, og drev den sammen med Andrea. De havde to børn, Olga og Erna. Andrea døde tidlig, så efter at Herluf så var blevet ene, kom Olga hjem sammen med hendes mand. Hun var imidlertid blevet gift med Børge Madsen fra Tjørnehoved, og de havde en gård i Lillemark, men den solgte de så og flyttede her til og overtog gården her, og Herluf havde sit ophold hos dem indtil han døde, men efter en del år så døde også Børge ganske pludselig, det var i 1979, og Olga forpagtede så gården ud til Hans Hen-ning, som var nabo.

Jeg har så tit haft interesse i, at skrive lidt om forskellige ting, her er det lidt om Taageby.

Vinteren 1985

Lars P. Larsen.

 

Forsamlingshuset

I gamle dag, når folk samledes og skulle have en lille fest eller sammenkomst så foregik det gerne i folks storstuer, der var gerne i alle de gamle stuehuse sådan en stor stue, og der kunne de godt samles til dans. Det kunne godt gå meget gemytligt til, jeg ved det fra min Morfader, han kom meget rundt og spillede på violin, når der skulle være dans. Men tiderne forandrede sig jo, der voksede yngre mennesker op og med dem kom der andre skikke, der blev bygget højskoler og mange unge tog på højskole, hvor de fik udvidet deres kundskaber, nogle fik interesse for politik og andre for andre ting af og det hørte noget op med at samles i folks øverstestuer, så de unge, som der begyndte at blive ældre, tænkte på om der ikke kunne blive steder, hvor de kunne samles og drøfte forskellige ting, som kom frem i tiden.

Nu var her de byer Sageby, Kindvig, Sandvig og Taageby. Der var nogle interesserede unge mænd, der satte sig i spidsen for at få et sted at samles, hvis jeg skulle nævne navne, kunne jeg godt næven Kristoffer Jensen, Sageby, Emil Hansen, Kristen Larsen, Lars Hansen, Kindvig, Peter Peter-sen, Sandvig, Hans Hansen og Hans Larsen, Togeby og flere. De fik gjort befolkningen interesseret i at få bygget et forsamlingshus, hvor man kunne samles til møder og forskellig underholdning. Der blev da tegnet aktier og på en måde blev der skaffet så megen kapital, så der kunne bygges et forsamlingshus, men hvor skulle det så bygges? Da tilbød så Kristen Larsen, Kindvig et hjørne af hans jord og det lå godt der imellem Kindvig og Sageby. Det blev vedtaget og så blev det bygget i 1888. Det var fire år før jeg blev født, men så kan jeg huske fra mine drengeår, da jeg kunne begynde at være med, hvad der foregik, og der foregik meget.

Der blev oprettet en foredragsforening, der gik i mange år med foredragsaftener og tit med kendte skuespillere og andre kunstnere og jeg kan huske “Den første bonde i kongens råd”, som han kaldtes, var her en aften og holde foredrag, det var gårdejer Ole Hansen, Bringstrup, der blev land-brugsminister. Dem der kom for at underholde en aften, boede så om natten hos et af bestyrelses-medlemmerne. Det kunne jo være en oplevelse for en københavnsk skuespiller at komme på landet. Jeg husker en skuespiller, der boede hos Far og Mor her, han skulle da have frokosten om formiddagen inden han rejste. Han fik noget flæsk og kartofler, der var den stærke hjemmelavede sennep til, den kendte han ikke, så han syltede et stykke flæsk godt ind på alle fire sider og fik det ind, men det resulterede i, at han hostede og nysede, og han havde nær gået væk i det. Da han så kom til sig selv igen, sagde han: “Den var vel nok krabat”.

Det var mange år at der blev spillet dilettant. Der var en del, der havde den evne at kunne op-træde på de skrå brædder, som man siger, og det var noget folk gerne ville se, så der var så fuldt med folk. Alt hvad der kunne være, både siddepladser og ståpladser var fuldt besat, så der var stærk trængsel for at komme in. Det var de gamle kendte stykker, der blev opført. Såsom Nøddebo Præstegård, En Søndag på Amager, På Kastelsvolden og mange flere af de gamle dilettantstykker. Et år blev der spillet et teaterstykker, der hed “Fædrenes Jord”, det var et sønderjysk stykke med noget alvor i. Det var en gårdmandsfamilie, der ikke kunne klare den, så var der en tysker, der ville købe gården, men de ville ikke sælge til en tysker, det var jo før genforeningen at det skulle forestille. Jeg havde før set det stykke på Folketeatret i København, men det blev opført ganske udmærket her i Kindvig Forsamlingshus.

Et af de store numre i forsamlingshuset var, når der var fastelavnsgilde. Det holdtes altid onsdag og torsdag i fastelavnsugen. Så kom alle mand af huse, så skulle vi til fastelavnsgilde. Det skul-le altid holdes i to dage. Om onsdagen var det med madkurven, det begyndte med dans og så henved titiden blev der rettet an med borde i hele salen, og så tømte man madkurven og snapseflasken, hvis sådan en var med. Hvem der var i bestyrelsen skulle bespises en af musikerne og det gik således altid meget gemytligt til. Der var altid fire musikere, der spillede. Så blev bordene ryddede og dansen gik så igen den hele nat. Om torsdag aften mødtes vi så igen, men da var det uden madkurv. Da gik så dansen igen til det firemands orkester og det vat til de gode gamle dansemelodier. Det var polka, og det var vals og sekstur og ???vals og ind imellem “Det lille ef” og der var mange andre danse, som man ikke ser mere.

Der er meget af det som danses nu, at vi som er gamle nu ikke synes er rigtig dans. Så drejes et par omgange og så farer de langt væk fra hinanden og så kommer de farende igen og drejer et par omgange og så afsted igen. Og så musikken, jeg vil slet ikke nævne hvad vi gamle mener og siger om den, der er jo slet ikke sammenligning med den gode gamle musik, som vi havde og som vi dansede efter da vi i forrige tider holdt fastelavnsgilder i Kindvig Forsamlingshus.

Ved disse gilder og ved andre gilder, som holdtes, var det skik at der blev sat bænke op på scenen, så de kvinder, der ikke dansede sad der oppe og havde god udsigt ud over dem, der dansede. Og de snakkede: “Se nu der, der er ham der, nu morer han sig med den pige der”, “og kan du se, nu morer ham der sig rigtig med hende der” og “nu skal du se, nu går de to der ind og skal nyde noget i beværtningen”, jo, de kvinder, der sad der, havde en meget udbytterig aften.

Der var i mange år interesse for gymnastik, så der afholdtes gymnastik om aftenen, og der blev også en gang øvet folkedans, men det blev ikke til så meget. Det var for børnene.

Det gik så godt for forsamlingshuset i mange år. Der var gerne fuldt hus, når der blev budt på fest og de fire musikere spillede (gammeldags naturligvis), og billetprisen var i mange år 75 øre for en dame og 1 krone for en herre.

Da så første krig kom, blev det vanskeligere at samles. Der var mørkelægning og det var vanskeligt at samles, så besøgene i forsamlingshuset svigtede noget. Og efter krigen kom de store besøg i forsamlingshuset ikke igen, folk fik andre interesser. Man tog længere ud, hvor der foregik noget. Da man imidlertid så fik biler og så kom radioen og senere fjernsynet, så gik det næsten helt i stå med at samles i forsamlingshuset, så bestyrelsen forhandlede så en gang om at helt nedlægge det og sælge det til andet formål, men det var der nogen protester imod.

Det kom da også i gang igen og der holdes nu særlig private fester og sammenkomster.

Skrevet i januar 1985

Lars P. Larsen

Dette er afskrevet efter Lars Peters håndskrevne manuskript, der opbevares af Gurli og Hans Henning Larsen, Kærgård, Tågeby.

 

En gammel slægt i Taageby

Jeg har nu skrevet lidt om, hvad jeg ved om gammel tid i Taageby , men ikke om at vor slægt kan føres 290 år tilbage i tiden til 1696. Jeg skal prøve at føre slægten derfra og op til vor tid.

I året 1696 fødtes en dreng, der fik navnet Jens Jørgensen. Da han voksede til blev han gift med Birgitte Nielsdatter, de fik en søn i 1726, der kom til at hedde Jørgen Jensen. Han blev gift med Karen Hansdatter og de fik en søn i 1760, der igen kom til at hedde Jens Jørgensen. Han blev gift med Kirsten Rasmusdatter og så fik de en søn, der blev født i 1787 og kom til at hedde Hans Jensen. Han blev gift med Maren Jensdatter, de fik en del børn og den yngste kom til at hedde Hans Hansen og blev født 1829 og blev gift med Birthe Andersdatter. De fik en søn, som også kom til at hedde Hans Hansen og blev født 1862 og blev gift med Kirstine Olsen, men så er det slut med søn efter far, for så fødtes en datter i 1894 og kom til at hedde Marie. Hun blev gift med Hans Th. Hansen i 1919, men så er vi kommet til den lidt nyere tid. Men vi ser her, det vel nok sjældne tilfælde, at her er 6 generationer, hvor der kommer søn efter far.

Det er på gården, kaldet “Kildevang”, at dette lange slægtled har virket og der er igen en søn, der driver gården, og det er Holger.

Men så kan det tilføjes, at på en anden gård i Taageby , kaldet “Kærgård”, kommer der så en udløber fra slægten på Kildevang, idet at en søn af Hans Jensen, der hedder Lars Hansen, der er født 1819 og bliver gift med Maren Petersdatter født 1831. De overtager “Kærgård” i 1853 og får tre sønner. Den ene hedder Hans Larsen født 1859 og bliver gift med Maren Hansen født 1865. De overtager gården 1891. De får sønnen Lars Peter Larsen født 1892. Han bliver gift med Karen Jen-sen født 1899. De overtager gården 1922 og de får sønnen Hans Henning Larsen, født 1932 og bliver gift med Gurli Frederiksen og de overtager så “Kærgård” 1959.

Lars Peter Larsen

1987

Dette er afskrevet efter Lars Peters håndskrevne manuskript, der opbevares af Gurli og Hans Henning Larsen, Kærgård, Tågeby.

 

Samme slægt på en gård i Taageby i 290 år

Jeg så i avisen for en tid siden om en gård, der havde været i slægtens eje i 200 år. Det gav mig anledning til at se lidt på min slægt her i Taageby .

Her er fire gårde, der i sin tid, vel for ca. 75 år siden, da der kom en postmester til Mern. Han ville have at gårdene skulle have navne og det er desværre ved at forsvinde med navnene og de får nr. i stedet for. Den ene af de fire gårde hedder “Kildevang”, derfra stammer min slægt og kan føres tilbage til år 1696.

Jeg skal prøve at føre slægten derfra og op til vor tid.

I året 1696 fødtes en dreng, der fik navnet Jens Jørgensen. Da han voksede til blev han gift med Birgitte Nielsdatter, de fik en søn i 1726, der kom til at hedde Jørgen Jensen. Han blev gift med Karen Hansdatter og de fik så en søn i 1760, der igen kom til at hedde Jens Jørgensen. Han blev gift med Kirsten Rasmusdatter og så fik de en søn, der blev født i 1787 og kom til at hedde Hans Jensen. Han blev gift med Maren Jensdatter, de fik en del børn og den yngste kom til at hedde Hans Hansen og født 1829 og blev gift med Birthe Andersdatter. De fik så en søn, som også kom til at hedde Hans Hansen og født 1862 og senere gift med Kirstine Olsen, men så er det slut med søn efter far, for så fødtes en datter i 1894 og så er vi ved at være ved den nyere tid, for Marie blev så gift i 1919 med Hans Th. Hansen og der er så nu en ny generation på gården. Her ser vi så det sjældne tilfælde, at her er 6 generationer med søn efter far, før der kommer en datter.

I denne lille by var i sin tid alle i familie, idet der for ca. halvandet hundred år siden var tre brødre, der havde hver sin gård i byen.

Gården, hvor jeg, som skriver dette, er opfødt og levet mit liv, overtog min farfar i 1853. Men i de senere år er der nu begyndt at komme nye og yngre mennesker til byen.

Lars Peter Larsen

Dette er afskrevet efter Lars Peters håndskrevne manuskript, der opbevares af Gurli og Hans Hen-ning Larsen, Kærgård, Tågeby.

“Tiden gik, og jeg gik med”

 

Tågebyvej 5
Mern 4735 DK
Get directions

Fødselsdag:

1892

Erindringen ønskes afleveret til:

Langebæk Lokalhistoriske Arkiv