Lars Peter Lund – ferie

I sommeren 1941 tog Lars Peter Lund på en rejse over til sin bedstemor, Bogensebedste, som boede i København. Denne erindring er både en beskrivelse af rejseformerne på tværs af landet i 1940'ernes Danmark, men også en beskrivelse af Bogensebedste, som en dannet og opdragende kvinde. Gør ejerskabskrav på erindring

En rejse til København

 

Under 2. verdenskrig i sommeren 1941 var jeg blevet 10 år og fik lov til at rejse over til min mormor, Louise Ebbesen, der boede alene i en lille lejlighed på en sidevej på Frederiksberg.

Bogensebedste blev hun kaldt fordi hun før boede flere år i den lille fynske by Bogense og ernærede sig som massør – altså af den ærbare slags.

Hun levede spartansk og havde ikke meget at slå til side med. Min mor skriver i 1931, at hvis de kan få rugen solgt skal hun nok sende lidt penge, men hun beklager at prisen kun blev 9 kr. pr tønde, og da de selv har ingen ting af hverken det ene eller det andet, bliver det ikke til noget.

Rejsen til København husker jeg som eventyrlig og som en stor udfordring. Den foregik først med en overfyldt rutebil til Koldingog når jeg skriver overfyldt skal det forstås bogstaveligt. Den var propfyldt. Vi drenge kunne så få lov til at sidde oppe på taget, hvor der var et lavt gitter om, sådan at pakker og andet gods kunne stuves ordentligt og i mængder. Som regel – når det var godt vejr – var der rift om at få lov til at få plads heroppe, her var der udsyn og frisk luft, modsat den overfyldte bus, som vi børn altid skulle stå op i. (Dengang rejste man sig jo automatisk op for voksne).

Toget til København var såmænd også overfyldt, men her kunne man sidde på sin kuffert ude på gangen og se på de tyske soldater og de mange forskellige og for mig fine og mærkelige mennesker, der var på rejse. På vej ud til Storebæltsfærgen var der kontrol af tyskerne. Vi stod i en lang kø, der kun sneglede sig fremad.

Under krigen skulle alle have et identitetskort og ofte måtte et sådant fremvises. At der var mange af disse kort der var forfalskede var en anden sag, som tyskerne sjældent fandt ud af, men det kunne tage evigheder i disse køer, hvor man ventede og ventede.

Man stod i det hele taget meget i kø både under krigen og i årene efter. Der var knaphed på varer af alle slags og man måtte bruge opfindsomhed og tålmodighed i jagten på de goder man nu kunne finde.

På Hovedbanegården skulle jeg tage med sporvognen. Her kom det vanskeligste sted på turen, jeg havde jo hjemmefra fået at vide at det var nr. 14 og i hvilken retning den kørte, og at jeg skulle gå op foran til vognstyren og spørge om han ville sige til, når vi var fremme ved Jyllandsvej. Men kunne jeg nu også finde ud af det, og hvordan så det hele ud? Jeg var godt nok lidt betænkelig, men på den anden side var det også så spændende og når nu ens idol fra drengebøgerne, Peder Most kunne ordne enhver situation på de syv verdenshave, så kunne jeg vel også finde rundt i en storby uden at kny og kom da også velbeholden frem til Bedstes lille, men sirlige lejlighed.

Bogensebedste kendte jeg fra nogle få besøg hos os på Spjarupgård og fra brevene hun regelmæssigt sendte til min storesøster og mig. Hun elskede os og havde ikke meget familie. Hun var adopteret af bademesteren og hans kone, Ebbesens i Århus, de var ret velhavende og tilhørte vel det man kaldte overklassen dengang i 1860erne. Bedste var den mest noble og ettiketteelskende kvinde man kunne forestille sig. Jeg tror Emma Gad var hendes store forbillede. Hun hersede med den lille “uopdragne” bondedreng, der kom på ferie hos hende. Jeg var ikke så ked af det, som man skulle tro, jeg havde vel også en trang til at lære, således at mine drengedrømme lettere kunne opnås om at blive noget stort, komme ud i verden, og væk fra det landlige, den isolerede tilværelse.

Bogensebedste var min tredje bedstemor. Hendes datter, Karen Margrethe, min mor, som jeg jo knap husker, døde da jeg var knap fire år og jeg fik en ny mor et par år efter.

I det hele taget havde Bogensebedstes liv ikke været en dans på jorden. Hun var som sagt adopteret som lille, født af fattige jøder i København – det drillede hun min far og vel også mig med, at jeg ikke var arisk og at far havde giftet sig med en halvjøde – hvor skrækkeligt for en nazist.

Bedste blev purung gift med en lidt ældre advokat, der ret hurtigt tog af klientkontoen, sådan at hans far måtte dække over skandalen. Bedste og bedstefar Jacobsen blev skilt, han blev deporteret til Amerika og hun sad tilbage med to små børn, lærte massørfaget og klarede siden sig selv, altid med maner og pli, men uden ret mange penge.

Bedstefar kom siden til Danmark igen og startede vistnok en bolsjefabrikation – den eneste forbindelse jeg har haft til ham, var en kæmpedåse bolsjer hvert år til jul. Han giftede sig igen og da han døde blev hans enke og Bogensebedste de bedste veninder, de gik til kaffebord og trøstede hinanden i deres “ulykkelige skæbne”.

Bordskik og hvordan man talte var tilbagevendende formaninger fra Bogensebedste. Hjemme kunne man godt spise to retter mad af den samme dybe tallerken f.eks. Det var en dødssynd hos Bedste, også ikke at spise med kniv og gaffel. Man talte ikke med mad i munden osv, slet ikke så galt at få lært, men lidt træls kunne det godt forekomme og det har sikkert også været en plage for bedstemor med den naive bondedreng, der ikke kunne begå sig som man skulle. Vi kom også ud i byen, gik i det kgl. teater, i biografen og på konditori, men også der måtte jeg rettes og skoles, så jeg trods alt længtes hjem efter en halv snes dage i det totalt fremmede København. For en 10 års dreng fra en isoleret gård med 1 km privatvej til nærmeste nabo var det en kulturkløft, der både var skræmmende men også meget berigende. Vel hjemme synes alt fattigt og uinteressant og jeg længtes allerede igen ud i verden, begravede mig i drengebøger med helte og skurke i tapper strid og altid en skøn jomfru i baggrunden, der selvfølgelig valgte helten til sidst. Alt blev slugt og drømt, selvom det var aldrig så banalt.

Det blev til flere rejser over til Bogensebedste, men i de sidste krigsår var det kun et par dage jeg var hos hende, idet jeg skulle videre på lejrskole med ungdomsorganisationen NSU, det danske nazistiske sidestykke til Hitlerjugend. Det var bestemt ikke noget der behagede bedstemor, vel ikke andre i familien end min far. Og efter krigen kom der en tid, hvor jeg hurtigt  opdagede og indså hvor rå nazismen i virkeligheden havde været. Langsomt  blev det afløst af skam og ruelse over det jeg havde medvirket til i NSU. En sommer i 1945, hvor andre festede medens jeg følte mig isoleret.

Men Bogensebedste vedblev at være den samme, hun afskrev ikke familien på grund af vore mærkelige standpunkter, hun skrev regelmæssigt, behandlede mig som den opvakte men lidt naive bondeknøs og rettede stadig på mine unoder.

Sine gammeldags manere forlod hende aldrig. Da jeg præsenterede min forlovede for hende mange år senere, blev Bodil tituleret med De og efternavn og det vedblev Bogensebedste med at gøre, selv efter vi var gift. Helt indtil Bodil sagde til hende om hun mon havde noget imod hendes person. Nej tværtimod, men hun mente det var det korrekte, hvis ikke de havde drukket dus, og det gjorde de så.

Desværre døde Bogensebedste kort tid efter af cancer, og vore børn nåede ikke at opleve hende.

Frederiksberg DK
Get directions

Fødselsdag:

1931

Erindringen ønskes afleveret til:

Egtved Lokalhistoriske Arkiv
Københavns Stadsarkiv