Lars Peter Lund – min mor

Selvom Lars Peter Lunds mor døde få år efter han var blevet født, har han stadig gode minder om sin mor. Det er delvist gennem egen erindring, men også gennem hvad andre har fortalt om moderen. Hun var en kvinde med et lyst sind, og som så muligheder i at forsørge familien på gården. Gør ejerskabskrav på erindring

Min mor døde allerede da jeg var 4 år, så det er ikke meget jeg kan huske hende, Hun var opvokset i København, og kom som ung til os ved Egtved for at blive privatlærerinde på den ensomt beliggende gård mine bedsteforældre havde købt i 1920erne. Gården blev overtaget af mine mor og far, da de købte den ved deres giftemål i 1926. Hun og min far kunne ikke få øjnene fra hinanden, så de blev ret hurtigt gift og overtog gården et par år efter min mor var ankommet.

 

Og let gik det ikke hjemme på Spjarupgård. Gullaschtiden efter 1.verdenskrig blev afløst af dyb krise, og min far var ikke videre uddannet som landmand, jorden var mager og usædvanlig kuperet. Det skulle det næsten ende i armod og indskrænkninger. At naturen også var usædvanlig smuk, nyttede kun lidt i denne sammenhæng, selv om min mor senere prøvede også at udnytte denne skjulte ressource ved at tjene lidt på turister.
Bedstefar havde penge tilgode i gården og i gamle breve kan man læse om udsættelser og besværlighed med afdrag og renter. Altid i min tidligste barndom hørte jeg om pengenød og sparekrav. Bedstefar og et par ugifte plejesøstre til bedstefar havde nogle få tusinde kroner tilgode i gården, og i flere breve beder bedstefar om far kan undvære 100 kr. til mosterne.
Først engang under krigen, da der blev fældet noget skov, og gravet en del tørv blev den sidste gæld afviklet. Far var blevet så ræd for at stifte gæld, at han altid indprentede os børn ulykkerne og det onde ved enhver gældsætning. Jeg tror nok alle vi 6 børn har fået en dyb mistillid til at låne penge, hvilket vel heller ikke er så galt.
Mor var en driftig og initiativrig kvinde, der godt kunne se at landbruget på Spjarupgård ikke kunne brødføde os. Hun lavede derfor pension for lystfiskere og serverede kaffe i haven for sommergæster, som hun inviterede og annoncerede efter, for at komme på besøg hos os i den storslåede natur. Senere overtog min stedmor Ingrid også denne ekstra indtægtskilde på Spjarupgård.

 

Så længe jeg kan huske solgte vi ispinde fra et isskab med rigtig is som kølemiddel om sommeren. De hed Eskimo og kostede 5 og 10 øre stykket først i fyrrene, senere under krigen standsede “sommerrestaurationen” og derefter havde vi kun nogle faste pensionærer, der også var ivrige lystfiskere, men jeg husker tydeligt, hvordan alle havegangene skulle rives til om søndagen når gæsterne ankom og befolkede havemøblerne, det skulle gøres under hele min barndom.
Min søster Ingrid blev født i 1928 og jeg i 1931. Jeg var en lille skrøbelig een, mor var heller ikke stærk og det uisolerede, klamme stuehus var ikke godt for vores helbred. Mor havde dårlige nyere, hun fik en svangerskabsforgiftning og døde da hun var midt i trediverne.

 

Jeg kan kun huske hende i nogle glimt, men har af hendes mor, vi kaldte Bogensebedste, fået fortalt meget om hendes lyse sind. Nabokoner har også senere berømmet min mor og hendes gåpåmod.

Bindeballevej 133
Egtved 6040 DK
Get directions

Fødselsdag:

1931

Erindringen ønskes afleveret til:

Egtved Lokalhistoriske Arkiv
image/svg+xml