Lasse Niewald og Simon Frederik Lund

Lasse Niewald er født og opvokset i Holstebro og Simon Frederik Lund kommer fra Brørup. Begge er født i 1990 og er studerende på Fredericia Maskinmesterskole. De var forbi DOKK1 på Arkivernes Dag, hvor vi fik en snak om både internet, mobiltelefoner og MP3-afspillere i slut 90'erne-start 00'erne, og om knallerter, efterskoleliv og lidt om Letbanen. Gør ejerskabskrav på erindring

Interviewet af Carina Stobberup, Aarhus Stadsarkiv, den 11. november på Arkivernes Dag

Internet og computere i 90’erne

Er der nogle særlige ting, som I husker betød meget i jeres barndom?

Lasse: Ja, for eksempel det her med at vi fik internet, og at vi havde meget kort tid hver dag. Telefonen, den skulle slukkes for at komme på.

Simon: Ja det husker jeg også. Og sådan noget som at hverken telefon eller internet virkede når der var tordenvejr! Og vi kunne tage tyske fjernsynskanaler, når der var frost – når det var frostvejr og skyfrit. Ellers kunne vi kun tage DR og TV2.

Lasse: Og det med at få en computer ind i hjemmet på et tidspunkt.

Det startede med én computer hjemme ved jer?

Lasse: Ja –

Simon: – Det gjorde det også hos os. Det var sådan en arbejdscomputer, den kunne stort set heller ikke andet end at skrive et tekstdokument, gå på internettet, som var så langsomt, så det egentlig var ligegyldigt.

Hvor meget fik i lov til at gå på computeren?

Lasse: Jeg havde en halv time to gange om ugen, hvor man kunne få lov til at bruge internettet.

Simon: Jeg tror heller ikke der var begrænsning på hjemme ved os, det var bare ikke noget vi brugte ret meget. Det var så langsomt, så man skulle nærmest planlægge det i forvejen, hvis det var noget man skulle bruge til noget.

Men det har været sådan i slut 90’erne?

Simon: Ja jeg tror det var i 98 vi fik internet.

Der var det også lidt begrænset, hvad der egentlig var af spændende ting på internettet, man kunne finde. Var der noget særligt i synes var fedt at gå på nettet for?

Lasse: Jeg tror jeg var ret hurtig til at finde ud af, at man kunne finde musik derinde.

Simon: Jeg tror der gik et par år, men lige der efter år 2000, så kunne man downloade musik. Det tog jo kun det halve af en nat.

Og man kunne sende det over Messenger, og det bare tog en krig!

Simon: Så begyndte vi at bruge det en del i skolen faktisk. Vi skrev en avis på et tidspunkt, om os selv og vores lokalsamfund, hvor vi så skulle lære at skrive på en computer og bruge internettet til at finde artikler og andre ting med. Der lærte vi så at bruge det til andet end bare spil og musik.

Lasse: Ja og vi havde undervisning i tifingersystemet af en ældre dame, der selv havde haft rigtig svært ved at lære det.

Simon: Ja en der har lært det på skrivemaskine!

Lasse: Det var så i et EDB-lokale, hvor der var en 24-25 computere.

Simon: Vores opgraderedes så på et tidspunkt, så vi fik nogle computere, der rent faktisk virkede. De stod inde på biblioteket. Jeg tror vi havde 5 til hele skolen, det var jo fint nok.

Computerspil, var det også noget i fik lov til?

Lasse: Interessen var stor en kort overgang, men for mig rendte det ud igen. Det var meget blandet. Nogen venner kunne godt lide at spille computerspil, andre havde andre interesser. Det var deromkring, hvor man begyndte at kunne få noget med motor på, og skulle ud at køre stærkt.

Simon: Ja det var lidt det samme billede her. Dem inde fra byen synes det var sjovt at spille computer, og alle os ude fra landet, os ramte det sgu ikke rigtig. Frisk luft, det var lidt sjovere.

 

Knallerter og hænge-ud-steder

Gik du til noget sport?

Simon: Jeg har været gymnast i mange år, og så har jeg gået til spejder. Og så har jeg rendt og skruet i alt muligt gammelt skrammel derhjemme, altid været udenfor.

Lasse: Vi skatede ude på ramperne, og så knallerter, smugrygning og de øl man kunne få fat i. Det tror jeg, det var…

Hvor samledes i henne, når i hang ud på den måde?

Lasse: Vi havde faktisk en god kammerat, som var nabo til et byggemarked. Efter lukketid, så var der rigtig mange gode materialer til at bygge huler af. Så vi havde fået bygget en super fed hule, hvor vi fik lavet strøm og musik og … Det var nogle rigtig dyre materialer, som vi ikke selv betalte. Men vi havde vores eget lille klubhus.

Simon: Vi kørte mere bare rundt på vores knallerter. Men vi holdt ikke rigtig til noget fast sted. Jeg havde en kammerat, der havde en campingvogn en årgang, så holdt vi til der. Men ellers så kørte vi rundt.

Var det bestemte slags knallerter?

Simon: Vi kørte alle sammen knallerter med gear, der var ikke nogen, der kørte scooter.

Jeg kommer fra Horsens, og der var det sådan at det kun var piger der kørte på den scooter, der hed Popcorn – det var ikke noget fyrene kunne. Kørte man Puch Maxi var man en bestemt type. Og man skulle helst have en 45’er.

Simon: Vi skulle helst gerne have knallerter, der var gamle nok til at være uden nummerplade.

Lasse: Ja, det var sådan set ligemeget. Man skulle bare have noget der kunne køre.

Simon: Der blev ikke set særlig pænt på folk, der kørte scootere ude ved os. Det skulle være noget med gear.

Men der var godt nok mange med scootere i Horsens. i havde så egen knallert?

Lasse: Ja. Og så var der aftenskole, hvor der var nogen, der kunne hjælpe en med at skrue i sin knallert. Det var dejlig nemt.

Simon: Vi rendte bare og hjalp hinanden lidt. Så var der en eller andens far, der havde et værksted, vi kunne låne, eller stå i en gårdsplads og gå og skrue lidt. Det var aldrig noget, der som sådan var struktureret før jeg kom på efterskole. Der var også en flok knallerttosser der.

 

Efterskoletid, grimt tøj og techno

Var det en form for gymnastikefterskole du gik på?

Simon: Jeg gik på Ladelund Efterskole. Det var sådan en alt-mulig-efterskole. Den har vist ændret sig lidt efterhånden. Men dengang var der en del idræt og gymnastik, og så var der værkstedsfag, en ridelinje, en kreativ linje og alt muligt.

Lasse: Jeg var på efterskole på Mors, en grundtvigsk, langt langt ude på landet – sådan rigtig langt ude.

Var der flere andre i jeres familie, der før havde været på efterskole, eller var det noget nyt?

Lasse: Det var meget nyt tror jeg, i hvert fald i min familie.

Simon: I min familie var der ret mange, der var på efterskole. Men lige i lokalområdet, hvor jeg kom fra, var det mærkeligt at gå på efterskole. Der var nogle enkelte, der tog på efterskole i 10., men jeg tog allerede på efterskole i 9. Det var underligt – hvorfor man skulle det? Men det synes jeg nu var en god idé.

Var det jeres egen beslutning som jeres forældre så bakkede op?

Lasse: Jeg tror det var en blanding. Jeg tror ikke som sådan, jeg havde lyst til at forlade Holstebro og alle mine kammerater. Men jeg blev glad for det, da jeg kom afsted.

Simon: Min far præsenterede mig for idéen. Jeg havde ikke sådan selv tænkt over det. Men jeg var ret hurtig solgt til idéen om at skulle væk. Det har jeg også været glad for efterfølgende.

Lasse: Ja, det gjorde godt.

Kan i huske hvornår i var afsted på efterskole?

Simon: Det har nok været i 2005-6-7…

Lasse: Og jeg har nok være i 06-7 så. Det må det næsten have været på det tidspunkt.

Kan i huske, hvordan det var med moden og musikken på det tidspunkt?

Lasse: Håret skulle ligne, at man havde været ude i en storm!

Simon: Enten var man langhåret og hørte rock, eller også var man techno-tramper, med tøjet, der passede til.

Lasse: Og joggingbukser, af en eller anden underlig grund.

Simon: Jeg husker det, som om der var mange, der gik i grimt tøj. Sådan virkelig. Især de der technotyper, der lignede vejarbejdere hele tiden. Og med strikhår.

Hvilke typer var i så, hvis i ramte inden for?

Lasse: Jeg tror jeg ramte lidt skævt, jeg gik mest i overalls.

Simon: Jeg hørte også lidt mere til ovre i værkstedet.

Lasse: Ja, der var nogle rigtig fine forhold for drenge, der gerne ville skrue og pille og bygge, og der var undervisere der kunne tage sig af det.

Simon: Jeg tror jeg faldt lidt i gruppen med Fjällräven bukser og skovmandsskjorte, da jeg gik på friluftslinjen, der sådan lidt var midt imellem.

Lasse: Det er ikke meget, du har ændret dig til nu!

Simon: Jeg har lidt mindre skæg end dengang.

Musikmæssigt, hvor var i så?

Simon: Jeg boede på en gang, hvor der kun blev spillet høj techno hele tiden, så det var egentlig ikke noget jeg selv fik overvejet om jeg havde en holdning til. Det var bare sådan det var.

Lasse: Jeg gik på gang med mange thyboere. De kunne godt lide Ib Grønbech! De er jo et eget folk, thyboere. Men hjemmefra, der har jeg haft meget musik som Beatles, Rolling Stones, Oasis… Det tror jeg bare jeg har haft med mig. Men ja, der var da Boten Anna, Castles in the Sky – det blev da banket ud af højttalerne rundt omkring.

Simon: Jeg boede jo på gang med nogen, der rendte og tog lidt stoffer i weekenden og gik til rigtige technofester, så de havde jo rigtig techno med. Det var for meget. Jeg kan ikke sætte navn på noget af det, men det var nogen gange helt vildt.

Lasse: Og prøv at tænk på den gang, hvor åndssvagt store højttalerne var!

Simon: Det var jo vildt.

Lasse: Ligesom sådan en bose, der er på størrelse med en hånd i dag, det var jo…

Simon: Der gik også konkurrence i den på efterskolen, hvem der kunne have det største anlæg.

Lasse: Ja, og kunne man få ruderne til at ryste? –

Simon: – Kunne man vække lærerne?

Var skolen også opdelt i pige-drenge?

Lasse: Det var meget stramt oppe ved mig.

Simon: Det var også relativt stramt oppe ved os, men ikke mere end at man godt kunne… Man måtte ikke bryde reglerne, men det var muligt at gøre uden at blive opdaget. De havde placeret sådan skiftevis drenge-pige gange, det var ikke sådan helt delt op. Det havde de tidligere gjort, så der var en pigeafdeling og en drengeafdeling.

Lasse: Vi lå i fløje og der var nattevagter.

Simon: Men der lærer man så lige at snige sig langs med væggen, og så lige slukke lyset med en arm, uden at tænde censoren!

Lasse: Det krævede, at man havde nogen at besøge.

Simon: Der havde forstanderen fået placeret sin lejlighed, så han kunne se ud over alle tagene, så selvom der var fladt tag, så var den mulighed ikke rigtig tilstede.

Lasse: Den skole jeg gik på, der var eleverne den eneste grund til at der var et byskilt tror jeg. De eneste indbyggere, det var underviserne. Det var meget lokalt.

Så er det også langt ude.

Lasse: Det var meget langt ude.

Simon: Den efterskole jeg gik på, den var ret stor. Så der var mange af lærerne, som boede der. Der var en hel fløj, der var lærerboliger i, og så var der små huse rundt omkring. Mange af lærerne de boede sådan ret lokalt også.

Simon: Apropos musik, så tror jeg faktisk, jeg fik sådan en øjenåbner, da jeg kom på efterskole. At man kunne høre andet musik end det, der var i radioen. Jeg tror aldrig nogensinde der var nogen, der havde sat en cd eller plade på derhjemme. Der har vi bare hørt radio. Der var p3 og p4, det var det radioen nede i køkkenet kunne.

I efterskoletiden var det så stadig cd’ere eller var man begyndt at downloade?

Simon: Der var man begyndt på computeren  også. Der var nogen der også brugte cd’er –

Lasse: – MP3 afspillere! 16 numre du, der kunne næsten være en cd!

Simon: Og så blev de pludselig store, så kunne der være måske 100 numre.

Lasse: Jeg kan huske jeg havde én, den kunne lige præcis ikke have en hel cd. Det var fjollet. Men det gik ret hurtig derfra.

Men i har så forinden også været igennem hele udviklingen inden for bærbar musik? Har i haft diskman og walkman og…?

Simon: Diskman har jeg haft.

Lasse: Jeg havde ingen diskman, men jeg havde en walkman faktisk.

Simon: Jeg havde en i klassen der var sej, for han havde arvet en walkman, så han kunne gå rundt at høre bånd.

Simon: Det var egentlig også et åndssvagt koncept med en diskman. Så har man en cd med, og den er for stor til at man rigtig kan have den i nogen lommer eller noget, og man skal satme gå stille! Man kan ikke have den med på cyklen, så hakker den.

Lasse: Jeg har med dårlig samvittighed faktisk holdt en til en dame, dengang jeg arbejdede i Fona nogle år senere. Hun kom ind og sagde, at hun skulle have en diskman, så blev jeg nødt til at bestille en hjem til hende. Der har virkelig været en, der har været skuffet over at finde den under juletræet! Han ville nok hellere have haft en mp3 afspiller.

Jeg tror faktisk også hellere, jeg ville have en walkman frem for en diskman.

Simon: Den hakker heller ikke sådan.

Nej, man kunne jo ikke engang gå med den.

Simon: Nej, man skulle i hvert fald gå forsigtigt. Det virker også suspekt at snige sig rundt og høre musik.

 

 

TELEFONER, DYRE SMS’er og ændret adfærd

Nu var vi lidt inden på teknologisk udvikling. Inden for telefoner, der har i sikkert også oplevet en stor forandring.

Lasse: Ja, en sms den kostede –

Simon: – 1,25 kr. på et tidspunkt.

Lasse: Og købte man taletidskort, så kostede den 2,5! Det var røveri.

Simon: Jeg havde jo et abonnement, da jeg havde min første telefon. Så røg en sms ned i 25 øre, og så var det billigt. Jeg kan huske min far fik firmatelefon på et tidspunkt og de fik telefoner, der kunne være i en lomme, hvor man ikke fik den store taske med. Deres direktør havde haft sådan nogle før. Så fik de alle sammen firmatelefoner på størrelse med en mursten, men man kunne med lidt god vilje have den i jakkelommen. Der var næsten strøm nok til et helt opkald. Den kunne så godt nok ikke huske nogle telefonnumre, så man skulle også have telefonbogen med. Så kunne man sidde ude i bilen og ringe til folk.

Lasse: Da jeg fik min første mobiltelefon, der mistede jeg den igen samme dag faktisk. Det var en frygtelig oplevelse. Det var en af de her helt gamle sorte, hvor man kunne slå den ud, og så trække antennen op. Jeg tror det var en Ericsson, inden det blev til Sony Ericsson. Bare en ren svensker. Så fik jeg den her telefon, men den virkede ikke. Jeg fik så at vide, at jeg jo skulle sætte et taletidskort i. Så fik jeg den splittet ad for at sætte det her taletidskort i, og så havde jeg ikke nogen telefon mere.

Simon: Jeg har været en 12-13 år, der fik jeg sådan en Nokia 3510. Den der var lilla og orange. Den holdt i mange år. Det var uden farveskærm.

Lasse: Jeg havde en Alcatel. Det bliver man altså ikke et hit af at have! Der var det 3310 det gjaldt.

Simon: Der gik også ret lang tid førend jeg kom med på bølgen med smartphones. Jeg gik over til Sony Ericssons telefoner, for de er lidt sværere at ødelægge end de nyeste Nokia-telefoner var. Det var lidt sådan, “hvad for en er sværest at ødelægge?” Når jeg kunne smadre en skærm, der var 2×2 cm, så kunne jeg godt regne ud, at en skærm der er 5×10, den er noget nemmere at ødelægge!

Lasse: Jeg fik min første smartphone i 2010. Så købte jeg den i København. Ikke fordi det var specielt i København. Det var bare fordi jeg lige blev fanget af det der.

Gik den så også i stykker hurtigt?

Lasse: Ja. Jeg kan huske, jeg var frygtelig ked af det. Jeg gled ned af en trappe, og så satte jeg mig på den. Det var en Samsung.

Simon: Jeg var noget chokeret over, hvor lidt de faktisk kunne holde til. Jeg havde haft sådan en gammel arbejdstelefon, sådan en Nokia, der var pakket ind i en blød kasse. Den havde jeg smidt ned fra fjerde sal fra et stillads, og så havde jeg bare kunne samle den igen. Den var gået fra hinanden, men da jeg fik den samlet igen, så virkede den jo. Så var der ikke noget galt. Min første smartphone, den tror jeg at jeg tabte fra en halv meters højde, og så var skærmen ødelagt på den.

I forhold til telefoner og smartphones, har i så også lagt mærke til om det har gjort noget for folks omgang med hinanden?

Lasse: Meget. Rigtig meget. Folk snakker ikke sammen mere.

Simon: Jeg synes faktisk det begyndte allerede med MP3-afspilleren. Der begyndte folk jo at gå med høretelefoner hele tiden.

Lasse: Ja det blev meget nemt at gå ind i sin egen verden. Jeg kunne også selv godt finde på det. Jeg tror ikke på, det er godt for noget.

Simon: Men jeg kan godt mærke at efter jeg har været på efterskole, så kunne folk ikke løbe uden at have høretelefoner i lige pludselig. Det kunne man sagtens før, der kunne man løbe to mand og så snakke sammen. Det kunne man lige pludselig ikke længere. Og så folk i busser og når man går på gaden. Alle begyndte at gå med høretelefoner i. Jeg tænkte over det på et tidspunkt, at det var da egentlig…

Lasse: Ja man er jo tenderende til tosset, hvis man prøver at snakke til et fremmed menneske.

Falder i selv i den samme med at gå med høretelefoner hele tiden?

Lasse: Jeg har nemt ved det. Nu pendler jeg meget f.eks. Det er sjældent, jeg egentlig har overskud til at forholde mig til andre mennesker der. Så er det nemt bare at… det var noget andet, hvis man var tvunget til det.

Simon: Det er også fordi, hvis man henvender sig til fremmede mennesker i et tog f.eks. Det bliver hurtig meget formelt. I stedet for at man bare kan sidde og hyggesnakke lidt, og så gå tilbage i sin egen verden, uden at man behøver at sige fra overfor folk. Så er det nemmere bare at lukke af.

Synes i man virker mere lukket, når man har høretelefoner i eller sidder med en telefon, i forhold til hvis man bare sidder med Ud at Se med DSB eller sådan noget?

Lasse: Ja, men jeg synes også det virker som om man er mere forstyrrende over for personen, hvis det er de sidder med en smartphone eller øredimserne i. Man ved jo ikke hvad personen laver på sin telefon. Det kan være man kommer hen, og personen bliver virkelig irriteret fordi han sidder og læser en email.

Simon: Jeg kender også folk, der bare som et statement tager høretelefoner i uden at høre noget, mens de sidder i toget. Bare for at sige ”jeg har ikke lyst til at blive forstyrret”. Uden egentlig at høre noget som helst. Det er jo bare et statement.

Lasse: Det gør jeg også nogen gange i klassen. Hvis man nu sidder og regner opgaver og man ikke gider, at folk bliver ved at sidde og spørge en bagfra… Og den er ikke engang sat til.

 

 

Fra a til b

I forhold til måden at komme rundt på – nu pendler du jo i hvert fald – men hvordan kommer i generelt  rundt?

Simon: Jeg har bil. Jeg har overvejet lidt at skille mig af med den, men jeg er ikke rigtig nået dertil endnu. Jeg har altid haft bil – jeg har boet på landet.

Så jeres måder generelt at komme frem og tilbage på, har det ændret sig i løbet af jeres ungdom? Er i blevet kørt meget?

Lasse: Nej faktisk ikke.

Simon: Vi cyklede meget.

Lasse: Ja cyklede, og da jeg fik min første knallert i konfirmationsgave, så blev dét ligesom taget op. Og fra jeg blev 18 til her ikke for al så længe siden, der har jeg altid haft bil. Om sommeren kører jeg motorcykel. Ellers så pendler jeg. Jeg er blevet helt vild med offentlig transport, jeg har aldrig været vandt til det før. Men nu efter jeg er begyndt at pendle til Fredericia… Når det fungerer, så er det virkelig lækkert.

Simon: Jeg har så altid boet i den del af landet, hvor der ikke har været noget, der minder om offentlig transport der virker. Inden jeg flyttede til Fredericia, der boede jeg lidt ude på landet. Det tager 40 minutter i bil og 4½ time med offentlig transport at komme afsted. Så det har aldrig været en tanke jeg har gjort mig sådan set.

Når jeg er i Aarhus synes jeg det er lækkert, der altid er en bus. Hvis jeg havde boet et sted, hvor der var mere offentlig transport ville jeg klart skaffe mig af med bilen. For det er rigtig lækkert når det virker. Nu kørte vi herop i går via motorvejen. Det er jo et helvede at komme herop i bil. Der er det lidt nemmere i tog, der er ikke kø på skinnerne.

Lasse: Man kan så risikere der er blade.

 

 

Lidt om Letbanen

Hvad med letbanen som offentlig transport? Vil i komme til at bruge den?

Lasse: Jeg synes den er fjollet. Det er lidt fjollet, at man har valgt at fjerne et helt potentielt busspor, for at lave en vogn, der kører på skinner.

Simon: Idéen havde været rigtig god, hvis den ikke havde optaget ret meget andet plads. For der er jo ikke noget kø. Den vil altid kunne køre til tiden, hvis bare man passer lys og alting til. Den kommer ikke til at holde i kø ligesom busserne gør. Så idéen er rigtig god. Men som Lasse siger, den tager desværre bare et busspor, eller et stykke af en park eller baghave – nogle steder hvor der ikke rigtig er det plads tilovers.

Lasse: Ja nu har vi bare kø.

Men når den forhåbentlig engang kommer til at køre, vil den så kunne få jer til at stille bilerne og køre med den i stedet?

Simon: Hvis der er parkeringsmuligheder, så klart ja.

Lasse: Jeg tager det der er nemmest. Jeg er ikke videre imponeret over Letbanen som sådan. Det er fint, hvis den er der, det er fint, hvis den fungerer, og så har jeg tænkt mig at bruge den… Jeg synes bare ikke det virker som den bedste løsning, det virker bare som en fiks idé.

Simon: Idéen havde jo været rigtig god, hvis man havde sørget for at få den kørt ud langs med motorvejen, og så få lavet nogle store parkeringsfaciliteter derude. Så kunne man hive folk direkte af motorvejen, ind i Letbanen og herind, og så holde bilerne ude af byen. Lige nu, der kører Letbanen inde i byen, og det gør busserne også. Og folk tager deres biler med herind, og stiller den, for så at tage noget offentlig transport rundt, som de egentlig selv holder i vejen for med deres bil.

Lasse: Det er lidt en hovedpulsåre det blokerer, fra færgen og ud af byen, op til hospitalerne,

Simon: Og her nede på havnen. Men den har helt klart potentiale til, hvis man får lavet nogle parkeringsfaciliteter uden for byen langs med Letbanen, så kunne det være en rigtig god hovedåre ind og ud af byen, fordi den kommer til at kunne køre hurtigt og til tiden. Det kan busserne bare ikke altid. Der vil være flere forstyrrelser på dem.

Men det kan være der sker lidt efter kommunalvalg og ny direktør, det ved man jo aldrig.

Lasse: Det bliver spændende.

Simon: Det kan være den får lov til at køre ordentlig. Det skal man jo lige huske at have lov til.

 

 

Før og Nu

Er noget i tænker er den største forskel fra før til nu, noget i har oplevet i jeres levetid?

Lasse: Der tror jeg det må være det, vi snakkede om tidligere, med påvirkningen fra smartphones.

Simon: Mennesker er blevet mere reserveret. Måske også ufrivilligt nogen gange. Der er tit nogen, der snakker om, at vi får flere og flere ting ind i vores hjem, men det tror jeg ikke rigtig på. Det er bare nogen andre ting, der kommer ind end tidligere. Vores bedste forældre, de fik også alt muligt grej ind i køkkenet, så skulle der noget ind i stuen at stå. Der er altid blevet stoppet grej ind i hjem, og så er der altid noget gammelt grej, der er røget ud. At det så er blevet spillekonsoller og juicemaskiner og jeg ved fandme ikke hvad efterhånden, så er det jo bare i stedet for at bedstemor skulle have en rugbrødsskæremaskine, der skulle fylde det halve af køkkenet… Så kom der pludselig en mikroovn. Det ændrer sig ikke, det er bare nye ting som kommer. Men den der påvirkning, af smartphones og teknologi, artificial reality… det tror jeg er noget, der påvirker rigtig meget, og det er noget, der har ændret bybilledet meget.

Gør det så også at man bliver lidt nostalgisk og savner lidt af det, der ligger tilbage i tid?

Simon: Nogle gange ja. Nogle gange synes jeg det er lidt kedeligt at komme op af gågaden og så ikke kunne få øjenkontakt med nogen som helst. Du kan gå der uden at få øjenkontakt med et eneste menneske, fordi alle enten har travlt med at kigge i deres telefon eller har travlt med at lytte til et eller andet de har i ørerne, og egentlig ikke rigtig lægger mærke til omgivelserne – selvom det er godt vejr og fuglene synger.

Lasse: Ikke nostalgisk, men mere en irritation over, at man kan være så ukritisk, at man kan lukke så meget ind. Så meget møg. For en uge siden slettede jeg min Facebook-app på telefonen, fordi det var så nemt at trykke på. Så nu, hvis jeg skal tjekke Facebook, skal jeg ind at åbne en browser og så ind og logge ind. Det har minimeret det meget. Men stadig ikke nok.

Simon: Det er også bare for nemt. Med alle de her apps, der kan alt muligt for os, det gør at vi ikke kan finde ud af det uden længere. Der er ikke nogen, der kan finde vej længere. Der er ingen, der kan finde nogen steder hen uden at kigge på en eller anden gps-app. Der er heller ikke nogen, der kan læse et kort længere. Og på Facebook, det er blevet for nemt at like alt muligt, og så får du bare en strøm af lort kastet lige i hovedet, af ting fuldstændig uden relevans. Ting, som man alligevel bider mærke i, fordi det er formuleret på en eller anden måde, så man ikke kan undgå det. Men det er jo total ligegyldige informationer. Til gengæld er det rigtig svært at få fat i de vigtige informationer efterhånden. Så skal man ind på en hjemmeside for en avis eller et eller andet medie du skal betale for, for egentlig at få lov til at læse historien.

Lasse: Ja, og før, der havde man også et frirum når man var udenlands. Der virkede nettet ikke. Det er ovre, det kommer nu.

Ja det er rigtigt, man skrev altid ”Jeg er i udlandet, i kan ikke ringe eller skrive til mig” –

Simon: – ”Jeg er tilbage om en måned, vi ses!

Simon: Og så alligevel, så lykkes det det halve af telefonselskaberne herhjemme at have så latterlig dårlig dækning, så man kun kan bruge sin telefon i 2/3 af Danmark.

Lasse: Sådan er det jo, når man vælger at bo ude på Lars Tyndskids mark! Så vælger du, at man ikke kan komme i kontakt med dig.

 

Har i noget afsluttende i lige vil sige? Et godt råd til borgere, der lever i 2017? Hvad skal man huske?

Simon: Man skal huske at der findes en verden uden for elektronikken.

Lasse: Man skal huske at have det godt – husk at have det lækkert.

 

Købmagergade 86
Fredericia 7000 DK
Get directions

Fødselsdag:

1990 og 1990

Erindringen ønskes afleveret til:

Aarhus Stadsarkiv