Lisbeth Møller Dencker

Lisbeth er min mor. Hun er 76 år gammel og en god og rutineret historiefortæller. Det har hun været, lige så længe jeg kan huske. Derfor overraskede det mig, at hun var en kende rådvild, da jeg i foråret 2016 satte mig overfor hende for at lytte til hendes fortælling. Rådvildhed er ikke en fugl, der nogensinde har siddet længe nok på mors skulder til at bygge rede. Heller ikke denne gang. Snart fandt hun sit sikre spor og fortalte utrætteligt i mange timer over to dage. I dagene derefter redigerede jeg mine notater til en tekst, som min mor godkendte. Gør ejerskabskrav på erindring

Lisbeth Møller Denckers livshistorie, skrevet af Susanne Dencker og udgivet af www.livsspor.dk

Livet er godt nok, som det er

 

Første erindring

Jeg var vel omkring 3-4 år gammel, da de første erindringer bed sig fast i min hukommelse. Jeg var på besøg hos mine gamle bedsteforældre i deres hus i Nykøbing Mors. Min bedstemor var en lille, spinkel kone. Hun var næsten blind. Den dag sad hun i stuen i en sort kjole.

Lisbeth, vil du hjælpe mig ud i køkkenet?” Jamen jeg følte, jeg var Kongen, fordi jeg fik lov til at hjælpe hende.

Min bedstemor døde, da jeg var knapt fem år. Hun lå helt stille i sin seng med hænderne foldet om en buket, der lå foran på brystet. Det var noget underlig noget, syntes jeg. At ligge der i sengen med en buket i hænderne. Jeg forstod ikke, at hun var død.

Til begravelsen nogle dage senere græd jeg som pisket. Ikke fordi min bedstemor var død. Det var det store hul i jorden på kirkegården, der skræmte mig. Jeg var rædselsslagen for, at mor skulle falde ned i det og blive begravet sammen med kisten.

Krigen

Jeg blev født, nogle måneder før Tyskland besatte Danmark. Selv om krigen ikke var noget, vi mærkede meget til i dagligdagen i Nautrup, lå frygten som en undertone i vores liv. En dag, da nabodrengen Jørgen
og jeg løb og legede på marken, kom der to kampfly flyvende vældigt lavt hen over os. De var kæmpestore, sorte og truende, syntes vi. Jeg var rædselsslagen. Jeg troede ikke, at vi kom levende fra det. Vi var bare små børn, men vi var godt klar over, at det var noget grimt noget, det der med flyvemaskiner og krig.

Det var i de små hverdagsting, at frygten fik magt. Engang havde mor nogle ærinder i Durup. Da hun kom hjem, fortalte hun, at hun havde cyklet forbi en deling tyske soldater. Jeg blev så bange. For hvad nu hvis, de havde skudt mor. I mit lille barnehoved var det et mirakel, at det ikke allerede var sket.

Fornemmelsen af fare sad i os børn længe efter krigen. Engang havde jeg fået lov til at løbe alene over markerne til naboen. Det var en dejlig sommerdag, og alt var fredeligt. Men pludselig ramte den mig; den der fornemmelse af, at der var noget grimt og farligt, der lurede.

Der var bestemt ikke noget morsomt ved krigen. Alligevel endte befrielsesdagen den 4. maj med at blive til en komisk historie i min familie. Den aften var vi helt oppe at køre. Vi havde lige hørt befrielsesbudskabet i radioen. Nu skulle tyskerne jages hjem. Krigen var slut. Følelserne sad uden på tøjet.

Vi havde telefon derhjemme. Klokken 22 ringede den. Det var Karla nede fra Frederiks – en af nabogårdene. Karla var en meget mandhaftig dame. Hun gik i kedeldragt og røg cigarer. Hun var normalt ikke en kone, der lod sig gå på af noget som helst. Men kapitulationen til trods så var Karla skrækslagen.

Kom herned, de skyder i laden,” råbte hun i telefonen. ”Og Frederik er derude for at give hestene.

Mor turde ikke lade far gå alene derned. Hun ville med. Nico gik også med. Jeg turde ikke være alene hjemme, så jeg kom også med. Og kontrolassistenten kom med. Jamen vi var en hel hær, der løb ned over marken til Frederiks. Politiet var sat ud af spillet under krigen, så der var ingen hjælp, man kunne ringe efter. Vi måtte hjælpe hinanden.

Karla var helt ude af den. Hun var sikker i sin sag; der var blevet skudt i laden, og Frederik var stadig derude.

Far var ikke en skrædder: ”Jamen vi er nødt til at finde ud af, hvad der er galt. Jeg går derud.

Lidt efter kom han og Frederik grinende tilbage. Det var Frederiks dæk, der var eksploderet med et ordentligt knald. Den historie fortalte vi igen og igen derhjemme; om vi kunne huske dengang, tyskerne skød på Frederik i laden.

Moster fra Mors

Gården i Nautrup havde mor og far købt, fire år før jeg kom til verden. Da Nico blev født 11 år tidligere, boede de på Glynge Mark mellem Durup og Nautrup i en ejendom, der engang havde været fattiggård. Den havde far købt en del år, før han mødte mor.

Far var en varm person, og – tror jeg – ret passioneret. Mor var meget mere praktisk anlagt, end hun var varmblodet. Jeg vil faktisk betegne hende som en smule snerpet. Der, tror jeg, de kolliderede med hinanden. Dengang fandt man først ud af sådan noget, når man var blevet gift.

Det var helt sikkert ufrivillig, at min moster Kirstine blev årsag til, at mor og far fandt hinanden. Moster var ældre end både mor og far. Af en eller anden årsag var hun blevet husbestyrerinde hos far. Det var almindeligt på gårdene, at hvis gårdmanden ikke var gift, så ansatte han en husbestyrerinde. Moster ville så pokkers gerne have haft far. Det var ikke noget, der er blev sagt højt i familien. Men sådan var det.

Mosters lillesøster var Helene, min mor. Hun var somme tider på besøg på gården. Det må have været sådan, at mor og far blev lune på hinanden.

Der var én bestemt situation, hvor Moster erkendte, at slaget om far var tabt til mor: Mor skulle komme med toget, og far insisterede på, at han ville hente hende på stationen i Durup. Sammen med min fætter, der var karl på gården, gik Moster op i møllen. Derfra kunne man på en klar dag se helt til Durup. Lidt for klart var det nok den dag. I hvert fald kunne de tydeligt se, at mor og far kom gående arm i arm.

Mor var 27 år, og far var 35 år, da de i 1926 blev gift i en kirke på Mors. Det må have gjort gevaldigt ondt på Moster. Men hun lod sig aldrig mærke med det. Hun var livet igennem utrolig hjælpsom og gavmild overfor os. Hun blev senere gift med onkel Niels. De fik aldrig børn. Onkel Niels var en velhavende, ældre og flink mand, så på den måde må man sige, at det alligevel gik Moster godt.

Min far, Anders Christensen

Far stammede fra Spøttrup i Vestsalling. Han var et af de mellemste børn i en søskendeflok på 15. Fars far, min bedstefar, var bonde og lidt for glad for flasken. Når han var godt tilpas og i godt selskab, kautionerede han for Gud og hver mand. Det gik godt engang imellem. Men alt for tit kom han til at betale for det, han i overrislet tilstand havde skrevet for. Det endte selvfølgelig med, at han forliste gården og måtte købe et lille, undseeligt husmandssted udenfor Rødding, så familien havde tag over hovedet.

Det var en hård post for bedstemor og bedstefar at have så mange børn og ingen penge. Far kom da også ud og tjene, da han var syv år. Det lyder barskt, men det var ikke ualmindeligt i slutningen af 1800-tallet.

Far gik i skole cirka hver anden dag. Der var forskel på skolegangen vinter og sommer, for markarbejdet skulle selvfølgelig først passes. Han var en meget begavet dreng. På et tidspunkt sagde hans lærer: ”Nu kan jeg ikke lære dig mere!” Så gav han far sine bøger fra lærerseminariet med besked om, at far skulle læse dem i stedet for at følge med i timerne.

Far var en slider og på sin vis også en nogenlunde god landmand. Men han skulle ikke have været bonde. Han skulle have læst videre og brugt sin gode forstand. Han kunne været kommet på universitetet og være blevet professor. Men han kom fra nogle kummerlige forhold, så det kom slet ikke på tale. Hans videbegær og drømme kunne fattigdommen dog ikke kvæle. De fulgte ham hele livet. Han sugede kundskab til sig. Fra bøger. Fra radioen. Fra samtaler. Han var et opslagsværk på to ben.

Dengang var landbosamfundene delt op i grundtvigianerne og de missionske. Fars tankegang var grundtvigiansk. Han var en stor fortaler for frihed, retfærdighed, højskoletanken, dannelse, det talte ord og sang og deletant i forsamlingshuset. De missionske, deres tungsind og deres opfattelse af, at de havde eneret på Vor Herre, det havde han ikke meget til overs for.

Jeg var 26 år gammel, da far døde af et hjerteanfald. Min verden faldt sammen. Hvem skulle jeg få min viden fra. Far var ikke bare velbevandret i fakta. Han var livsklog. Det var ham, jeg spurgte, når jeg var i tvivl om småt eller stort. Som fx da jeg fik plads på hvilehjemmet og hørte, at de to andre køkkenpiger sagde ’De’ til hvilehjemsforstanderen, selv om hun sagde ’du’ til dem.

Hvis hun siger ’du’ til dig, så kan du også sige ’du’ til hende,” slog far fast. ”Men du skal vise hende respekt.

Sådan blev det. Jeg hørte aldrig et ondt ord fra forstanderen om det.

Far var vis og værdig. Han behandlede alle lige – præsten, degnen eller anden-karlen. Mor, derimod, hun kunne godt sådan skrabe i gulvet, hvis folk var ’fine’.

Min mor, Helene Møller Kristensen

Mor var morsingbo og det yngste barn ud af en søskendeflok på syv. Mors mor, min bedstemor, hed Marie Theresa. Hun var født Heide og datter af Rasmus Heide, der i midten af 1800-tallet var forpagter på Galtrup Præstegård på Mors. Slægten havde et godt og kultiveret omdømme. Ud af den er der såmænd kommet kulturpersonligheder som billedhuggeren Erik Heide og journalisten Preben Heide, der begge er mors fætre.

Marie Therese var, som resten af Heide-familien, dannet. Folk så op til hende og spurgte hende til råds. Men af en eller anden grund giftede hun sig i 1887 med noget af en sjuft – nemlig den nye forpagter af Galtrup Præstegård, bageren Jens Møller Kristensen. Måske fordi alderen var begyndt at trykke? Marie Theresa var blevet 30 år gammel, og fire år ældre end sin mand, da kirkeklokkerne lød.

Over de næste 11 år skænkede Marie Theresa forpagteren syv børn, herunder i en alder af 41 år min mor, som var familiens yngste.

Jeg tror, det er fra det umage ægteskab mellem Marie Therese og Jens, at mors snerpethed og kropsforskrækkelse kom fra. Uden at gå i detaljer har mor fortalt, at når bedstefar hver middag skulle ind og have middagssøvn, så skulle bedstemor gå med, selv om hun åbenlyst ikke brød sig om det. Når hun kom ud derinde fra, vaskede hun sig med noget, der stod under kakkelovnen. Mor forstod, at det var fordi, bedstemor ikke ville have flere børn.

Mor har oplevet sin far som lidt af et sexuhyre, der nærmest voldtog hendes mor hver dag. Hun har vel tænkt, at en lignende situation ville hun for alt i verden undgå at havne i. Jeg ved det ikke. Det var jo ikke noget, mor nogensinde snakkede åbent om. Men det lå i luften. De var fattige, Marie Therese og Jens. Det er der ingen tvivl om. Man kan vel forestille sig, at en bager som Jens måske ikke havde forstand nok på landbrug til at få det fornødne udkomme af forpagtningen af Galtrup Præstegård.

De havde noget velhavende familie i Løgstør, der vidste, at der ikke var meget at slå til Søren med i familien. Hvert år til jul sendte Løgstørfamilien en julepakke med bolsjer og andre julegodter. Det var vel mest tænkt til børnene.

Men sådan blev det ikke. Jens tog slikket og låste det inde i chatollet. Når han trængte til noget sødt, låste han chatollet op og spiste de gode sager uden at dele ud af dem til børnene.

Mor fortalte også om en episode fra hendes fire års fødselsdag. Min bedstemor havde købt den fineste lille mocca-kop i ’guld’ hos købmanden til mor i fødselsdagsgave. Hun havde åbenbart ikke snakket med bedstefar om det. Da mor begejstret åbnede fødselsdagsgaven, beordrede bedstefar den med det samme pakket ind igen og leveret tilbage til købmanden.

Jeg er måske ikke retfærdig i min fremstilling af min bedstefar. Jeg er helt sikkert temmelig farvet af, at mor ikke kunne lide ham. Men han var ikke nogen rimelig mand. Det var han ikke.

Selv om familien knapt havde salt til deres æg, sørgede Marie Therese for, at alle syv børn var velopdragne og dannede. Mor fik fx lært at spille orgel. Da hun var konfirmeret, kom hun ud og tjene hos sin onkel og tante i Galtrup. Familien der havde to orgelspillende døtre på omtrent mors alder. Mor vendte igen og igen tilbage til en episode, hvor Madam Heide, som tanten blev kaldt, havde fint besøg af nogle ugifte fjerne slægtninge udenbys fra. De havde hørt, at den lille Helene var noget så ferm til at spille orgel. Det ville de gerne høre. Så mor blev hevet frem fra køkkenet og placeret ved orglet foran de forsmåede døtre, en muggen Madam Heide og de fornøjede gæster.

Mor spillede orgel i Nautrup Kirke i hele min barndom. Fra jeg kunne cykle og til jeg blev konfirmeret, var jeg med hver søndag. Det eneste, jeg tænkte på under alle de der gudstjenester, var; bare mor ikke spiller fejl. Jeg vidste, at det betød så meget for hende, hvad andre tænkte. Jamen, det var forfærdeligt.

Hverdag på gården

Jeg havde en god og tryg barndom. Vi var langt fra velhavende, men jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har oplevet, at vi på nogen måde led nød.

Jeg gik meget ude hos far, både da jeg var helt lille og da jeg blev ældre. Den der fornemmelse når jeg lagde min lille, bløde barnehånd ind i hans store og varme fadernæve. Så gik vi ned til mølledammen, imens far fortalte om det, vi så. Verden kunne bare komme an, for der gik jeg med min fars hånd i min.

Da jeg blev ældre, og far fik bil, var det også mig, der gik ude hos ham og skruede på den og på min egen motorcykel, for far kunne overhovedet ikke finde ud af mekanik.

Mor var jeg også glad ved, men det var på en hel anden måde. Hun var den praktiske. Hendes trang til at være pligtopfyldende gjorde, at hun aldrig rigtig var i ro. Så skulle dét ordnes, og så skulle dét ordnes. Vi måtte ikke sætte os, før vi var færdige med det, vi skulle, og det blev vi aldrig. Hun bekymrede sig om alt; det, der var værd at bekymre sig om, og det der aldrig blev til noget.

Far kunne meget bedre slå sig løs, drømme og fantasere og sige “skide være med det, nu går vi en tur ud og kigger på træer,” eller ”nu sidder vi så godt her og snakker.

Både mor og far var gæstfrie. Men hvis far, uden det var aftalt, bød nogen ind på kaffe, og det skete rigtig tit, for far var glad for at snakke, så kom den der rynke i panden på mor. Ikke fordi hun ikke ville have kaffegæster, men fordi der så var noget praktisk, hun ikke fik ordnet.

Der har jeg slægtet far på. Det gode først. Livet er godt nok, som det er. Og det bliver bedre af, at man sørger for det sjove før det sure.

Forskellen på mor og far, synes jeg, skinner igennem i denne lille historie, der fandt sted, da jeg var vel 18 år gammel. Min faster og min fætter havde Lyby Brugsforening i Salling. Der gjorde mor og far deres juleindkøb hvert år. Jeg var selvfølgelig med, også selv om jeg havde plads på hvilehjemmet i Glyngøre på  det tidspunkt. I forretningen stod et rigtigt pænt mocca-kaffestel. Far var også begejstret for det. Han mente, at det måske var en god julegave til mig. Men mor slukkede glæden; det var alt for dyrt. Så det smukke stel blev stående der på hylden.

Nogle dage efter kom der en stor kasse med posten til hvilehjemmet. Den var fra Lyby Brugsforening. Til Elisabeth Møller Christensen stod der på pakken. Det var mocca-kaffestellet.

Næste gang jeg mødte mor, takkede jeg for gaven. ”Nej,” svarede hun surt. Det havde hun ikke noget med at gøre! Det var far, der uden mors vidende, havde købt stellet til mig alligevel og bedt min fætter sende det til hvilehjemmet. Hold da op hvor blev jeg glad.

Mors vrangvillighed var såmænd ikke, fordi hun ikke kunne unde mig mocca-stellet. Det var fordi, hun var nøjsom med alt. Det var far ikke.

Den dag i dag er det mocca-stel noget af det, jeg er mest glad for, trods det kan tælles på én hånd, de gange jeg har brugt det.

Selv om far nød livet mere end mor gjorde, så havde han også nok at se til på gården. Sammen med en karl, mor, Nico og mig dyrkede han de 48 tønderland jord, der var til ejendommen. De 12 køer skulle fodres og håndmalkes to gange om dagen. Køerne havde alle navne. To af dem hed Sussy og Sofie, kan jeg huske. Senere fik de malkemaskine. Så sagde mor stop. Nu ville hun ikke i stalden mere.

Jeg oplevede som sagt aldrig, at vi manglede noget. Alligevel lå det i luften, at pengene ikke helt rakte. Engang skulle vi til Skive. Det var efter, far havde fået bil. Men han ville ikke køre den nemmeste vej, for så skulle han forbi smeden i Harre. Ham skyldte far penge, som han ikke kunne betale. Far var meget ærekær.

De første mange år, måske til jeg startede i skole, sov jeg inde hos mor og far. Det, tror jeg, passede mor ret godt. Ikke fordi jeg sov der, men fordi hun så kunne slippe for alt for mange ægteskabelige pligter. Men igen, man kan måske godt forstå hende, når man som barn havde oplevet det, hun havde.

Jeg legede med børnene fra nabogårdene. Dem var der mange af. En gang var jeg nær druknet, fordi jeg faldt i tørvegraven. De andre fik hevet mig op. Hvis jeg havde været alene, så er jeg ikke sikker på, at jeg havde klaret den. Men det var nu ikke noget, der forskrækkede mig synderligt. Der skete jo ikke noget.

Vi børn lavede da en masse skarnsstreger, som der ikke var nogen, der vidste noget om. Når Jørns mor og far ikke var hjemme, røg vi cigarer. Engang kom de hjem, lige som vi havde fået ild i en. I en fart fik vi den slukket i en gammel malebøtte. Den var ikke røget helt ned, så vi gravede bøtten ned i haven til senere nydelse.

Til hverdag spiste vi i køkkenet ved et langt bord. Mor, far, Nico, mig, karlen og daglejerne. Jeg er nødt at sige det, som det var: mor var ikke god til at lave mad. Enten var det svedet eller halvgammelt, eller også smagte det bare ikke godt.

Om aftenen blev mælken taget ind fra kostalden i et stort rødt fad. Næste morgen kunne man skumme fløden af det. Jeg kan ikke huske, at fadet blev gjort rent, inden det blev fyldt op igen. Måske var det derfor, at mælken ofte var det, vi kaldt ’jankaed’, altså blåsur. Men bruges skulle den, uanset hvordan den smagte.

Under og efter krigen var der rationering af sukker ved hjælp af sukkermærker. Den smule sukker vi kunne  få fat på, blev brugt til at sylte bær og agurker. Alle de enormt mange glas med syltede gode sager stod på en lang hylde i kælderen under spisekammeret. Jeg var omkring 10 år gammel og havde været nede med to eller tre nye glas syltetøj. Jeg havde lige sat foden på det første trappetrin op mod spisekammeret, da der lød et øredøvende brag bag mig. Hele hylden var braset sammen. Alle de dyrebare sager lå ødelagte på gulvet. Og mor græd og græd.

Vores tyske feriebarn Anke var der. Hun lå på knæ i spisekammeret og kiggede ned på tragedien i kælderen. ”Jamen Helene,” råbte hun glædesstrålende. ”Der for enden af begge hyldestumper er der da to glas, der ikke er gået i stykker.

Den konstatering havde ikke den helt store beroligende effekt på mor.

Vi havde ikke fryser, så derfor blev alle ferskvarer enten konserverede i et saltkar i kælderen eller henkogt på glas. Varerne brugte vi til retter som stegt flæsk, medisterpølse, grønkålssuppe og gule ærter kogt på valleflæsk. Jeg tror, vi fik stegt flæsk med kartofler og løgsovs to til tre gange om ugen. Den ret hang mig ud af halsen, da jeg blev voksen.

Før jeg kom i skole, kan jeg ikke huske, at jeg hjalp ret meget til derhjemme. Jeg havde min frihed – legede og hyggede mig. Men der var den der skide vand-hævert, som gik fra åen ved Dahl Mølle og op til gården. Den var vandforsyning til hele gården. I hele min barndom sprang vi derned for at pumpe den i gang, når den var holdt op med at trække vand op i bassinet på ladet af ko-huset. Systemet var simpelt, men der skulle ikke ret meget ændring i vandstanden til, før trykket i rørene blev udlignet. Derfor skulle vi altid sørge for at vaske storvask, når det regnede.

I mange år efter krigen var der knaphed på selv de mest almindelige varer. Man måtte reparere det, man havde og lave gammelt om til nyt. En dag skulle karlen køre hele familien til Durup med en enspænder (hestevogn med én hest spændt foran). En løs hest løb pludselig op ved siden af vognen. Far råbte til karlen, at han skulle slå til den løse hest for at få den væk. Slaget fik krikken til at sætte afsted i vild galop. Det fik kørehesten til at løbe løbsk. Far sprang resolut op på bukken og tvang kørehesten ned i grøften.

Det var sådan set en god plan, hvis ikke lige det havde været for de to solide stolper, som hesten løb ind imellem. Vognen, med hele familien, hamrede ind i stolperne og væltede derefter ned i grøften – lige ned i en masse pigtråd. Heldigvis kom ingen til skade, men mors fine frakke fik en ordentlig revne på ærmet.

Så var det om at være kreativ, for en ny frakke kunne ikke skaffes. Løsningen blev et flot kaninpelsstykke på begge ærmer. Virkelig elegant!

Vi gik altid i kjole. Når en blev for kort, blev der klippet et stykke fra neden og et forlængelsesstykke i et andet stof blev skudt ind i det oprindelige skørt. Hvis det var kjolens livstykke, der var blevet for småt, så blev skørtet syet om til en nederdel.

Mor syede alt vores tøj. Moster Kirstine var blevet en holden og velanset kone i Nykøbing, og hun var utrolig flink til at finde gode ting til os. Engang kom hun med et par lædersko til mig. Det var godt nok drengesko med snørebånd. Men det var fantastisk at få sådan et par gode sko.

I køkkenet havde vi et komfur. Det brugte mor til at tørre og forvarme sko i om vinteren. Mine nye lædersko fik også en tur. Desværre glemte hun dem derinde. De blev svedne til ubrugelighed. Det var en tragedie, når sådan noget skete. Og mor blev så ked af det.

Min søster Nico

Nico var 11 år gammel, da jeg blev født. Det var svært for hende, at der pludselig kom sådan en skide unge og tog al opmærksomheden.

Det var tydeligt for mig, at hun ikke brød sig om mig. Modsat mor og far, så revsede og drillede hun mig, når hun kunne komme til det.

Det var småting, sådan som at sy noget dukketøj til mig, selv om jeg ikke havde en dukke. Eller at tvinge mig til at sove i en tremmeseng, dervar for kort, når hun skulle passe mig. Eller at skælde ud både når der var grund til det, og når der ikke var.

Lige før jeg blev syv år, var vi alle fire i København hos faster Klara og onkel Hans. Det var en kæmpe oplevelse for sådan en pige fra landet. På Glyptoteket var der en enorm guldfiskedam, som jeg havde sat mig på knæ ved. De var sjove, de der store guldfisk. Hvad ville der ske, hvis man pærede til dem med fingren? Og lidt mere …

Pludselig stod der en stor, vred vagt i sort uniform klods op af mig; om jeg så kunne se at komme væk derfra?

Det var frygteligt pinligt. Jeg havde det så skidt; jeg syntes at hele København måtte have set det. Men det  værste var næsten, at Nico havde set det, og hun syntes, at jeg havde rigtig forbandet godt af at få
skæld ud af vagten.

Som barn kunne jeg ved min død ikke fatte, hvorfor hun var jaloux på en lille unge som mig. Men det kan jeg i dag. Far var overstadig af lykke over at få et barn mere. Mor var nok knapt så begejstret, men hun havde ikke de store pædagogiske evner, så jeg forestiller mig, at de rent ud sagt overså Nico, og måske også dyngede en masse ekstra opgaver over på hende fordi der var kommet småfolk i huset.

Det Nico og jeg ikke havde i tæthed som børn, det har vi fået som voksne. Vi har fulgt hinanden i tykt og tyndt. Den dag i dag, hvor Nico er 87 år og flyttet fra mors hus i Harre til en ældrebolig i Breum, går der sjældent mere end et par dage imellem, vi snakker i telefon sammen. Nico og hendes mand Kresten, der desværre døde allerede i 1980, og deres børn Kirsten og Jens har gennem hele mit voksenliv været nogle af de mennesker, der har været tættest på. Jeg har ikke ord for, hvor meget de betyder for mig.

Nico og Kresten blev kærester, da Nico var vel 17 år gammel. Jeg var en 6-7 år der. Mor og far var ikke hjemme, og Nico skulle se efter mig. Jeg havde fået lov til at gå over til nabobørnene og lege. Men vi blev uvenner, og jeg løb hjem i utide.

Jeg kunne se, at vores karl Knud var i laden, så jeg gik ud til ham. ”Du skal ikke gå ind i ko-huset,” sagde han.

Jeg satte hurtigt øjet på knasthullet i døren ind til ko-huset. Der gik Nico arm i arm med en fremmed mand. Hvem var det?

Det er en, der vil sælge snørebånd,” forklarede Knud hurtigt.

Så kom mor og far hjem. ”Ved I hvad, Nico gik arm i arm inde i kohuset med en mand, der ville sælge snørebånd!” Nej, der var ikke noget at sige til, at en teenager kunne blive rasende på sådan en lille irriterende, gesjæftig og forkælet unge.

Hurtigt viste det sig, at manden, der ville sælge snørebånd, hed Kresten. Når han var hjemme hos os, og mor og far var ude, fik jeg 25 ører, hvis jeg ville gå i seng. Jeg var dreven og forlangte – og fik – snart en krone for at forsvinde.

Nautrup skole

Jeg var syv år gammel, da jeg startede i forskole i Nautrup Skole. Den lå 3½ kilometer fra gården. Frøken Iversen hed forskolelærerinden. Hun var sød og gammel og boede i lærerindeboligen i den ene ende af skolen. Hun var ikke noget lys som lærer, men rar. Til frokost lavede hun mad til os, der kom langvejs fra.

I tredje klasse fik vi lærer Veng. Han var både en dårlig lærer og et temmeligt grimt menneske. Han gik mest op i, om vi kunne lære udenad. Om vi forstod, hvad vi rablede af os, det var han fløjtende ligeglad med. Han var ikke egnet til at have med børn at gøre. Han var decideret ondskabsfuld ved nogle af eleverne.

En af mine klassekammerater hed Bette Svend. Han var så genert, at han ikke turde åbne sin mund i timerne. En dag var han syg og derfor ikke i skole. Dagen efter ville lærer Veng vide, hvor han havde været? Bette Svends mund ville ikke lystre ham. Han sad og stirrede stift ned i skolepulten. Så blev Veng helt blå i hovedet af raseri og hev Svend op fra pulten og kastede ham ned over sine knæ og bankede den arme dreng noget så læsterligt, imens vi omtrent 30 børn så på det. Da Veng var færdig med at tyrannisere drengen, blev han slæbt ind til Vengs kone. Svend hylede og skreg og forsøgte at holde fast i de borde og stole, de passerede hen til døren ind til privaten.

Efter nogle minutter kom Veng tilbage – stadig helt blå i hovedet. Han marcherede rasende hen til Svends bror, der også gik i klassen, fordi vi altid var to klasser, der fik undervisning sammen. Hvorfor havde Svend ikke været i skole i går? Hakkende og stammende fik broderen forklaret, at Svend havde været syg.

Ja, hvorfor sagde vi ikke noget? Vi turde ikke. Sådan var det dengang.

Jeg var Vengs protege, også selv om jeg ikke lagde skjul på, at jeg ikke brød mig om det, han gjorde ved nogle af de andre børn. Måske fordi jeg var den bedste i klassen til at skrive stil? I hvert fald var jeg fredet. Selv dengang hvor jeg bankede Villy, der var et år ældre end mig, gik jeg fri. Han var nu også en grim og øretæveindbydende knægt – næsvis, slem og ondskabsfuld. Især mod os piger.

Villy var den eneste dreng, der ikke kunne nå hjem i middagspausen. Nu skulle hans ondskabsfuldheder stoppes, var vi nogle piger, der havde besluttet. Det eneste, Villy havde respekt for, var tørre tærsk. Vi planlagde, at afretningen skulle ske i middagspausen, før de andre drenge kom tilbage på skolen.

Jeg skulle starte med at presse ham op i et hjørne. Så skulle de andre piger springe på ham. Men da det kom til stykket, stod de stive af skræk og gjorde ingenting. Der stod jeg alene med Villy klemt op mod muren. Jeg måtte klare afstraffelsen selv. Men Villy sprællede og gjorde modstand. Pludselig røg hans albue ind i et vindue og glasset splintrede. Det var en tung gang ind til lærer Veng. Men jeg kunne ikke drømme om at løbe fra mit ansvar. Vengs eneste reaktion var, at Villy og jeg skulle deles om at betale vinduet, der stod i 14 kroner. Næste dag havde jeg min andel – de syv kroner – med i skole. Jeg hørte aldrig til det siden.

Veng havde ikke humor for to ører. Engang stod han foran pulten med hænderne støttende bagud mod bordpladen. Pludselig gled hans sko, og han landede på bagdelen på gulvet med et ordentlig brag. Det så hysterisk komisk ud, og vi var alle ved at sprække af grin. Det trak den blå farve op i ansigtet af ham igen – og væk var han. Ind til sin kone Marie.

En tysk pige får danske rødder

Efter krigen var mor og far meget interesseret i Sydslesvigspørgsmål. Der var så mange forarmede, tyske børn, der trængte til tryghed og lidt sul på kroppen.

Sådan var det ikke helt for Anke. Hun kom fra en tysk familie fra det bedre borgerskab. Ankes far havde været med i krigen på tyskersiden. Han kom ikke hjem fra Rusland. Det tab forvandt Ankes mor aldrig; hun blev fanget i en livslang depression.

Det var Ankes bedstemor, der kunne se, at den dengang 10-årige Anke trængte til at få luftforandring. Derfor havde hun kontaktet foreningen, der fandt danske familier til de tyske feriebørn.

Jeg var med far på stationen i Skive, da vi hentede Anke første gang i sommeren 1946. Jeg glemmer det aldrig. Hun stod der, den lille forskrækkede pige, ene og forladt. Far så rar ud og kom gående med mig i hånden, så hun tænkte vel, at det ikke kunne gå helt galt at følge med os hjem.

Anke kom derefter til Danmark hver sommer i 19 år, lige til hun selv blev gift. Det var hendes himmerige, har hun siden mange gange fortalt. I år er det 70 år siden, jeg første gang så Anke, der nu er 80 år gammel. Jeg talte i telefon med hende så sent som for nogle måneder siden. Vi snakkede sammen, som vi altid har gjort. Vores historie er knyttet sammen, selv om vi nok aldrig kommer til at se hinanden igen.

Puberteten

Jeg har altid været for tyk, og så var jeg tidligt udviklet. Det betød, at jeg var en stor pige med bryster, da jeg blev konfirmeret. Det syntes mor ikke, man skulle have. Så konfirmationskjolen blev snøret ind, så jeg var flad som et strygebræt.

Det kropslige havde mor det bestemt ikke godt med. Jeg vidste ikke et suk om menstruation, da jeg fik det. Jeg havde været på lokum på daset, og så var der blod i underbukserne. Jamen jeg blev så bange og løb ind til mor: ”Det er noget, der kommer hver måned, og det skal man ikke snakke om.” Bum! Sådan blev det.

I syvende klasse gik vi til konfirmationsforberedelse hos præsten i Nautrup. Han gik nu meget lidt op i det. Vi skulle bare lære det salmevers udenad, vi skulle konfirmeres med. Det var hurtigt klaret. Det meste af tiden legede vi derfor i den store, gamle have, der hørte til præstegården.

Konfirmationsfesten skulle holdes hjemme på gården. Jeg glædede mig ikke det mindste, for jeg var så bange for at episoden fra Glyptoteket med guldfiskene ville blive nævnt i sangen. Den havde naget mig i syv år, og selvfølgelig var den med. Det var SÅ pinligt.

Det var den ris á la mande, vi skulle have til dessert også. Det var mandhaftige Karla fra nabogården, der skulle lave til. Hun var om muligt dårligere end mor til at lave mad. Der var ikke nær den fløde, der skulle til at få ris á la manden til at smage godt. Hele familien sad og stak i de tørre ris. Det var frygteligt.

Plads hos Ejnar og Andrea

Et halvt år efter jeg var blevet konfirmeret, kom jeg ud og tjene hos Ejnar i Nautrup. Gården var hans, men det var hans mor Andrea, der var husholderske.

Ud over mig var der Ejnars bror Knud, der var fodermester, Jens Otto der var forkarl og anden-karlen Kringelben. Når der var brug for det, kom der en daglejer og hjalp til.

Vi spiste ikke den samme mad på gården. Andrea og Ejnar mæskede sig i nybagte boller med pålæg og leverpostej og friskbagt kage. Vi andre måtte tage til takke med rugbrød med ost, marmelade og puddersukker, og hvis vi fik kage, var det noget, hvor det mulne ovenpå først var blevet skrabet væk.

Pladsen var god nok, og Andrea var såmænd også flink nok. Jeg var der fra 1. november og til 1. maj. Nogen gange var det så koldt på mit værelse, at der var rim på dynen. Hvis jeg havde været hjemme hos mor og far på min fridag, kunne Andrea godt finde på at lægge en varmedunk ned i min seng, inden jeg kom tilbage i pladsen om aftenen.

Men Knud, han var en dum skid. Jeg havde fri hver søndag eftermiddag, når jeg havde ryddet op efter frokost. Det vidste Knud godt. Alligevel kunne han finde på at spille kort til langt ud på eftermiddagen, med det resultat at han kom for sent til frokost. Så skulle jeg gå og bruge min frieftermiddag på at vente på en voksen mand. Det gjorde mig rasende.

Han havde en vane med, at når han gik forbi mig i køkkenet, så rykkede han lige sløjfen på mit forklæde op. Jeg fortalte ham gang på gang, at jeg ikke ville have det. Men han blev bare ved. En dag, hvor han gjorde det igen, stod jeg med en grydeske. Den slog jeg ud efter ham med. Klask – så langede han mig sådan en tilbage, at jeg så stjerner og kom til mig selv liggende i et hjørne af køkkenet. Men Herre Gud, jeg var ung og ikke bange for noget eller nogen. Det var hurtigt glemt. Jeg tog tingene, som de kom.

Andrea havde en datter, der hed Marie. Hun var højgravid og gift med Harald. En dag var Marie og Harald på besøg i deres automobil. Da de skulle hjem, og Marie havde fået kantet sig op i den høje bil med sin store mave, skulle Harald starte køretøjet med håndsvinget foran motorhjælmen. Desværre havde han glemt, at han havde stillet bilen i gear og med gashåndtaget i bund. Da motoren fik fat, røg bilen med en skrigende Marie frem i gården som en raket. Heldigvis stod der en kæmpestor fyldt murebalje, der bremsede herligheden.

Det kunne da været gået grueligt galt, men der sket ikke noget, så der var ingen grund til panik.

Plads hos Erna og Rudolf

Da jeg var 16 år, fik jeg plads hos mors og fars unge naboer, Erna og Rudolf. Vi aftalte klart og tydeligt, at jeg kun skulle hjælpe til inde i huset. Kun ved høst skulle jeg give en hånd med udenfor. Sådan gik det ikke. Fra tidlig morgen til sen aften var jeg i gang. Hver eneste dag var jeg med ude: hakkede roer, tromlede, kørte hø ind.

Det viste sig da også, at hun skulle have småfolk. Det havde de heller ikke sagt noget om. Jeg anede intet om, hvordan en fødsel foregik. Men der om natten blev jeg kaldt op for at koge vand og hjælpe til. Da drengen blev født, blev han overladt til mig. 16 år gammel stod jeg midt om natten træt og forvirret og skulle passe et nyfødt spædbarn. Jeg havde aldrig passet småbørn før.

Om morgenen var det bare videre med at passe babyen, partere det halve svin, der var kommet dagen før og nu lå med hoved og hale og det hele, ordne den spand tyttebær, der også var kommet og vaske alt vasketøjet fra fødslen.

Klokken ti om aftenen var jeg så træt, at jeg ikke kunne huske, hvordan jeg kom i seng. Jeg var meget mere rasende end ked af det. Da jeg fik pladsen, havde der ikke været nogen som helst snak om det her. Det var ikke fair. Men jeg klarede det og var der i et halvt år

Ungdomsliv

Vi var en herlig flok unge mennesker, der holdt sammen. Vi kørte rundt i en kassevogn og havde det skide sjovt. Vi tog til bal i forsamlingshuset i Nautrup, til høstballer og på Den Røde Kro på Mors. Nytårsaften skulle man gøre noget sjovt ved folk. Vi vidste, at Henny og Ingeman ikke var hjemme, så der kørte vi hen. Et vindue stod på klem, og inde på spisestuebordet stod en flot, pyntet lagkage. Vi hoppede ind og skar den fineste skive af lagkagen og smuttede igen vel vidende, at Ingeman ville få en stor skideballe af Henny  for at være gået i kagen.

Jeg havde da nogle kærester i de unge år. Der var Jens Otto fra Vile. Det var lige meget, hvad jeg gjorde og sagde, så holdt han med mig. Der var også Ove. Men det blev aldrig rigtigt alvorligt med nogen af dem.

Jeg vil ikke sige, at jeg er opdraget med frihed. For mor og far holdt bestemt øje med mig. Birgit, Andreas barnebarn, måtte alting. Jeg har nok brokket mig til hende over, at mine forældre var lidt strikse.

Du skal ikke tro, det er så nemt, når man må alting,” svarede hun. Det tog jeg til efterretning. Jeg forstod godt, hvad hun mente.

Cementstøberen i Glyngøre

Det var en helt almindelig søndag, mit liv tog en afgørende drejning. Sammen med mine venner var jeg til bal på Den Røde Kro på Mors. Det havde vi været så mange gange før. Men denne søndag havde købmand Christensens Emil en ven med. Han hed Svend og var den nye cementstøber i Glyngøre.

Han var en flot fyr og en charmør. Han inklinerede for mig igen og igen, og selv om jeg godt kunne se, at han var noget ældre end mig, så syntes jeg, at han var smart. Men mere end dans blev det ikke til den aften.

Den sidste færge hjem til Salling gik klokken 23.30. Den var alle vi, der kom fra den anden side af fjorden, med. Da Svend skulle betale færgemanden, stak han ham 100 kroner. Det var helt sikkert for at blære sig og for at vise, at han havde penge. Det virkede. Jeg blev imponeret. For 100 kroner var rigtig mange penge dengang.

Hvilehjemmet

Selv om der kun er et par kilometer fra Nautrup til Glyngøre, så havde jeg aldrig rigtig haft min gang der. Dem i Nautrup opfattede sig selv som lidt finere gårdmænd, og fiskerne i Glyngøre havde ry for at være ukultiverede og grove. Dem skulle man ikke mænge sig med.

Jeg må indrømme, at jeg kun søgte jobbet på hvilehjemmet i Glyngøre, fordi jeg vidste, at Svend boede i nærheden. At det så viste sig, at han havde fået lov til at bruge hvilehjemmet som pensionat, det var en bonus, der ikke gjorde noget.

Jeg blev utroligt glad for at arbejde der. Det var et dejligt job. Var jeg ikke blevet cementstøberkone, så havde jeg helt sikkert fortsat med at arbejde med de gamle.

En af de første dage jeg var i pladsen, blev en gammel og meget syg mand overflyttet fra sygehuset til hvilehjemmet for at dø. Han var nærmest bevidstløs og blev lagt i en seng, der stod midt på gulvet på hans værelse, så personalet kunne komme til ham fra begge sider.

Jeg skulle gøre rent hos ham. Jeg havde aldrig haft med syge mennesker at gøre, så om jeg troede, at han ville rejse sig og spæne efter mig, det ved jeg ikke. Men i hvert fald lod jeg døren stå på klem, så jeg kunne komme derfra i en fart.

En gammel kone på hvilehjemmet kunne se, at jeg var skrækslagen: ”Lisbeth, jeg skal nok passe på dig,” sagde hun. Det hjalp.

Jeg oplevede en kærlighed og en særlig livsvisdom hos mange af de gamle, som jeg aldrig glemmer. Selv de senile kunne give noget tilbage. Der var gamle Kirstine. Hun levede en kummerlig tilværelse. Hun havde ikke længere noget sprog og meget af tiden sad hun lille og helt indtørret uden bukser på en toiletstol, så det kunne ryge af hende, når det ville. Vi passede hende, så godt vi kunne. Når hun var blevet vasket og var kommet i seng, så kunne den lille abekat stryge os taknemmeligt på kinderne. Selv uden forstand ville hun være god ved os.

Der var enkelte af de gamle, der var knap så rare. Der var Marie, der boede på hvilehjemmet med sin vindtørre mand Jens. Det var 100 procent sikkert, at når jeg havde fået smurt ganggulvet ind i bonevoks, så sendte hun Jens ud efter vand. Bare for at drille.

En dag tænkte jeg, at nu skulle det sgu have en ende: ”Marie, jeg ved godt, det er for at drille mig. Men hvis Jens falder og brækker et ben, så er det din skyld. Det må du gøre dig fuldstændigt klart.” Det skete aldrig mere.

Af og til døde en af de gamle. Efter vel et halvt års tid, var det ofte mig Fru Pedersen, forstanderen, bad hjælpe med at vaske liget og gøre det klart til begravelsen. Det havde jeg ingen problemer med. Døden er, som den er; hverken grim eller skræmmende, og arbejdet med de døde foregik værdigt og stille. Jeg tror, det var derfor, Fru Pedersen ville have mig til at hjælpe. Fordi jeg trods min unge alder altid var ordentlig og respektfuld overfor de gamle, uanset om de var levende eller døde.

Amoriner i køkkenet

Det var en overraskelse af de bedre at finde ud af, at Svend spiste på hvilehjemmet næsten hver dag. Han inviterede mig i biografen. De andre i køkkenet måtte endelig ikke opdage noget, så han ’skrev’ med pegefingrene på køkkenbordet. ’I morgen?’ Jeg svarede med at nikke ’ja’ eller ryste på hovedet.

Jeg havde et værelse på hvilehjemmet, så hver gang jeg var ude med Svend, bildte jeg de andre ind, at jeg cyklede ud til Inga på heden. Det var især Svend, der var bange for, at folk skulle sladre. Jeg tror, at det, han frygtede, var, hvad folk ville sige til, at han, der var forretningsmand i byen, kom sammen med sådan en ung pige. Så det var et værre hemmelighedskræmmeri, når vi skulle mødes.

En gang da vi nærmede os Glyngøre, ville jeg kravle ned i bunden af bilen. Ene og alene fordi jeg vidste, at Svend gerne ville have, at vi var diskrete. Men hold da op så ked af det, han blev. ”Om jeg var flov ved ham?

Jow, vi var temmelig forelskede, og det kan man godt blive lidt sart af.

Vi kunne selvfølgelig ikke holde det hemmeligt. En dag, da Fru Pedersen og jeg var i gang med at vaske Kirstine, lukkede hun døren: ”Jeg har hørt, at du kommer sammen med cementstøberen. Du skal være klar over, at vi ikke vil have overnattende gæster her. Jeg vil bare sige det til dig, så der ikke bliver noget snak.

Vi havde en herlig tid i de par år, vi var kærester. Jeg lærte ham hurtigt at kende. Bag hans lidt smarte og charmerende facade var han både blid og betænksom.

Første gang jeg havde ham med på besøg hos mor og far, var en aften, hvor de skulle til sang på skolen. Jeg tænkte, at det var rart at vise ham rundt på gården, når de ikke var der. Så kunne vi drikke kaffe, når de kom hjem. Vi kom ind i stuehuset og gik lidt rundt og så på køkkenet og stuen. Men det føltes, som om vi alligevel ikke var alene. Ganske rigtigt! Inde i soveværelset fandt jeg far i sengen. Han var pludselig blevet ’syg’ og havde meldt afbud til sang. Efter en times tid hørte vi mors cykel trille ind i gården, og så begyndte far at røre på sig i soveværelset; han var blevet friskere.

Svend var nervøs. Inde i stuen røg han rundt på de forskellige stole for at finde den, han mente, klædte ham bedst. Han ville virkelig så gerne gøre en god figur overfor mine forældre. Mor og far kunne med det samme godt lide ham, og det virkede ikke som om, at de var bekymret over, at han var 12 år ældre end mig.

Vi har haft vores sorger og vores glæder i de snart 60 år, vi har kendt hinanden. Indimellem har jeg været fløjtendes rasende på Svend, men utilfredsheden har aldrig sat sig. Jeg har altid vidst, at han ville og kunne passe på mig. Jeg har været fuldstændig overbevist om, at vi nok skulle klare den sammen. Den dag i dag er jeg ikke i tvivl: den bedste beslutning, jeg har taget i mit liv, var at søge job på hvilehjemmet i Glyngøre.

Svends familie

Svend er det yngste barn i en søskendeflok på 13. Hans mor var desværre død, flere år før vi mødte hinanden. Men hans far, Johan August Frederik, levede i bedste velgående i sit lille aftægtshus i Vegger på Himmerland.

Hele Svends familie tog utroligt godt imod mig. Det er klart, at når familien er så stor, så ses man ikke så tit. Men jeg har altid følt mig hjertelig velkommen hos alle.

Svend havde et nært forhold til noget fjern familie i Møldrup – Nathalia og Anders Stavn. De var som en slags plejeforældre for ham. Vi havde ikke kendt hinanden ret længe, før vi kørte derop. Også de tog imod mig med åbne arme. ”Hvor skal Lisbeth så sove,” spurgte Nathalia den første aften. ”Hun sover vist godt nok på kammeret hos mig,” svarede Svend. Sådan blev det.

Nathalia og Anders’ hjem blev vores fristed, i de år vi var kærester. Der slappede vi af og var os selv. Der var hygge og humor. Der var lydhørhed og hjælp at hente.

Krabbesholm Højskole

Far og mor syntes, at et højskoleophold hørte med til almindelig dannelse. Så hen over sommeren samme år som Svend og jeg blev gift i oktober, kom jeg tre måneder på Krabbesholm Højskole i Skive.

Vi var omkring 20 unge piger på holdet: færingere, grønlændere og danskere. Fra den første dag syntes jeg simpelthen, at det var så kedeligt, at det var til at dø af. Jeg var vandt til at være ude i marken og lave praktisk arbejde. På højskolen kom jeg til at side og skrive i en uendelighed. Jeg længtes noget så ukristeligt hjem.

Svend var flink til at komme på besøg i sin bil. Han var såmænd lige så sølle over adskillesen, som jeg var. Men han var mere moden og vidste, at jeg nok skulle komme igennem det.

Efter en måneds tid forandrede det sig stille og roligt. På holdet var vi kommet til at lære hinanden bedre at kende, og jeg var kommet til at lede kjolesyningen. Til sidst var jeg rigtig glad for højskolen og for at mor og far havde holdt på, at det skulle jeg have med.

Bryllup i laden

Det var mig, der friede til Svend. Jeg tror vist bare, at jeg kiggede på ham og konstaterede, at nu skulle vi se at få gjort noget ved det. Og så vidt jeg husker, så protesterede han ikke.

Både Svend og jeg skulle overnatte hos mor og far dagen før brylluppet, der skulle holdes i laden på gården i Nautrup. Med respekt for mors snerpethed, sov Svend på mit gamle pigekammer på loftet, og jeg sov i stuen på en divan. Om aftenen var jeg gået op på pigekammeret for at sige godnat til Svend og var med det samme gået ned igen. Det sidste havde mor imidlertid ikke hørt.

Klokken halv seks om morgenen vågnede jeg ved, at hun listede ind i stuen. Hun havde ikke lukket et øje hele natten ved tanken om, at jeg lå i synd med Svend dagen før vores bryllup: ”A tøges slet e at a ku hol brøllop, hvis do lå dær!

Jamen jeg grinede, så tårerne trillede. Men mor syntes ikke, det var sjovt. Humor var ikke hendes stærke side.

Vi blev gift den 25. oktober 1959. Regnen hældte ned, så de, der serverede, måtte bruge gummestøvler, når de gik hen over gården. Hele Svends store familie var med. Og min. Og en masse af mors og fars venner. Og en del af mine veninder. Jeg tror, vi var 70–80 mennesker.

Da vi skulle bænkes, trak det op til jalousidrama. Svends far havde opfattet, at Nathalia og Anders skulle sidde ved siden af Svend. Det tror jeg måske også nok, at Svend helst ville have haft. Men vi fik afværget katastrofen og fik placeret bedstefar ved siden af Svend, som det hør og bør sig.

Cementstøberkone

Stuehuset ved cementstøberiet var mildt sagt noget gammelt, muggent skrammel. Men vi fik da malet og købt lidt møbler, og jeg syede røvballegardiner, så det blånede efter. Jeg kan huske, at stoffet kostede 54 kr.

Moster fra Mors kom med et fint stel til os. Jeg tænkte, at det skulle vi bruge om søndagen. Jeg forestillede mig, at vi sad i pænt tøj, mig med stivet, hvidt forklæde, imens vi nippede til kaffe skænket i Mosters stel. Men der gik ikke ret lang tid, før virkeligheden bankede på. Når man drev en virksomhed som vores, så var der ikke meget forskel på søndag og mandag.

Skuffet? Nej, det var jeg overhovedet ikke. Jeg har altid været god til at tage tingene, som de kom. Jeg har været tilfreds med min tilværelse, som den var og har ikke spildt ret meget tid på at spekulere over, hvad der skulle have været anderledes.

Jeg var helt sikkert god til at snakke med kunderne i cementstøberiet. Jeg kunne sælge sand i Sahara, og kunderne ville helst handle med mig. Det der med syv af de fliser og otte af nogle andre, havde Svend slet ikke tålmodighed til. Der var af og til kunder, der kunne fortælle, at de havde hørt, at det var skønt at snakke med konen på cementstøberiet i Glyngøre; hos hende kunne man altid få ren besked.

Regnskabet, det regnede jeg sgu ikke. Det blev også derefter. Jeg har aldrig været rigtig pligtopfyldende. Hvis noget var træls, så havde jeg en evne til at kigge let og elegant hen over det. Og regnskab, det var træls!

I midten af halvfjerdserne røg vi ind i en svær tid. Svend havde haft alt for meget om ørerne; ved siden af støberiet havde han kæmpet som en vanvittig for at få en sportshal til Glyngøre. Hans fysik kunne ikke mere. Doktor Andersen kom på hjemmebesøg. Hun var ikke i tvivl: Svend skulle på sygehuset. Jeg kunne ikke nære mig for at læse den indlæggelsesseddel, hun skrev. Der stod, at han skulle observeres for en svulst i hjernen.

Han lå på Viborg Sygehus en måned. Først efter flere uger stod det klart, at så galt var det ikke. Det var stress, der havde fået to store blodkar til at krampe sig sammen, så han ikke fik nok blod til hjernen.

Jeg kørte til Viborg hver anden dag. Det var som om, at hvis jeg ikke var dernede, så kunne det nemmere dreje i den forkerte retning.

Da han blev udskrevet, var han som en gammel mand. Han kunne intet. Bare han gik nogle få meter, var han helt ødelagt. Han synsnerve var påvirket, så han så dobbelt. Det kneb også gevaldigt med koncentrationen. Hvis bare han bladrede i en avis, lød det som en eksplosion i hans hoved, fortalte han.

Lægerne sagde, at han ville blive rask igen. Det troede jeg på, så jeg gik ikke og frygtede, om det ville blive godt igen. Han blev da også næsten rask. Men det tog flere år.

På det tidspunkt havde vi seks ansatte. De var med en enkelt undtagelse fantastiske til at hjælpe mig igennem det halve år, der gik, før Svend så småt kunne begynde at arbejde i støberiet igen.

Småfolk

Da vi blev gift, var Svend mere end klar til at få børn. Jeg havde ikke gjort mig så mange tanker om småfolk, men selvfølgelig skulle vi da have børn. 10 måneder efter brylluppet kom Susanne, og 1¾ år efter Susanne kom Anders.

Det var lige tidligt nok, syntes Svend. I ånden så han en kæmpe børneflok, som den han selv var kommet af. Det ville han ikke byde hverken sig selv eller sine børn. Vi fik jo heller ikke flere. Svend ville nok gerne have haft et barn mere. Men hvis jeg skal være ærlig, så syntes jeg, at de to, vi fik, var fint.

Susanne og Anders voksede til. Anders fik en grim omgang astmatisk bronkitis, da han var et halvt år gammel. Det blev så slemt, at han kom på sygehuset i tre uger. Dengang var forældrene ikke indlagt med deres små børn. Så vi måtte nøjes med at besøge ham så tit, det var muligt.

Da han blev udskrevet og skulle hjem, hylede han som stukket gris, fordi det var mig og ikke sygeplejersken, der skiftede ham. Han kunne ikke genkende mig. Det gjorde så ondt i mit hjerte, at min lille dreng var bange for mig.

Tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne gik med at passe familien og cementstøberiet. Det var det, vi brugte al vores tid på. Det var ikke noget afsavn, det var bare sådan, det var.

Lokalpatriot

Jeg har fundet den største tilfredshed og glæde i det nære, og Glyngøre og vores lokalsamfund har gjort rigtig meget for mig og Svend og for vores familie. Måske var det derfor, at jeg fra jeg var midt i trediverne og til for ganske få år siden, var med i en lang række utroligt spændende bestyrelser: skolebestyrelsen i Glyngøre Skole, Glyngøre Idrætsforening, skolekommissionen for Sallingsund Kommune, kommunalbestyrelsen for Sallingsund Kommune herunder kulturelt udvalg og teknisk udvalg, Det Sociale Nævn for Sallingssund Kommune, Glyngøre Brugsforening og Røde Kors’ besøgstjeneste.

Jeg kan sige med sikkerhed, at jeg aldrig har gjort noget aktivt for at få indflydelse. Det har altid været andre, der har syntes, at jeg burde stille mig til rådighed, fordi de mente, at jeg kunne gøre en forskel. Det har jeg taget som en tillidserklæring og som opgaver, jeg havde pligt til at tage på mig.

At det så har været utroligt spændende, givende, lærerigt og sjovt at kunne bidrage, det har bestemt ikke gjort noget.

Der er bagdele ved alt; også ved at blive et kendt ansigt. Min var stor – bogstavelig talt. I de år hvor jeg var formand for kulturelt udvalg i Sallingsund Kommune, var der en meget besøgt lokalrevy i Glyngøre Hallen. Vi var vel små 400 mennesker samlet i hallen til premieren det år, herunder hele kommunalbestyrelsen med ægtefæller.

Jeg blev fuldstændig slået ud, da det gik op for mig, at det var mig, der i revyen blev karikeret som en voldsomt overvægtig person, der vraltede hen over scenen som en gangbesværet og hjerneløs and. At instruktøren var skolelærer og dermed forventeligt en person med empatiske kvaliteter og pædagogisk sans, gjorde oplevelsen desto mere smertefuld.

Min værdighed forbød mig at græde i hallen, men da jeg kom hjem, fik tårerne frit løb. Det var så forfærdeligt. Jeg var virkelig oprigtig i mit ønske om at ville gøre noget godt for byen, og så at opleve at blive gjort til grin for noget af det mest sårbare – min livslange kamp mod overvægt – det var ydmygende og ondskabsfuldt.

Det er efterhånden næsten 30 år siden, men instruktøren har jeg det stadig dårligt med. Hun kunne være gået efter den politik, jeg stod for. Det havde været helt fair. Men ikke efter min overvægt. Det var for lavt.

Der var meget røre om karikaturen af mig i ugerne efter. Mange kom til mig og beklagede scenen. Men viske den ud i min erindring, det kunne de ikke.

Politik på jysk

Jeg tog en beslutning, da jeg gik ind i politik: jeg ville holde fast i min dialekt! Både fordi jeg synes, det er vigtigt, at man står ved sig selv, som man er. Men også fordi jeg vidste, at hvis jeg skulle tale rigsdansk, ville det, jeg sagde, nemt komme til at lyde hult og åndsvagt. Sådan blev det. Jysk uanset hvor jeg var: på tv, i radioen, til journalister, til politiske diskussioner, til båltaler ved Sankt Hans og til ansættelsessamtaler på skolen.

Jeg må sige, at jeg aldrig har mødt andet end velvilje og anerkendelse for det. Jeg kan især huske dengang, hvor jeg i kraft af at jeg var formand for kulturelt udvalg, skulle holde en tale for en psykolog i Skive, der havde jubilæum. Det foregik uden manuskript, som det som regel gjorde.

Bagefter kom psykologen hen til mig og takkede for den gode tale: ”Og uha hvor er jeg glad for, at du holdt den på din smukke dialekt.

Skolebestyrelsen

Det var en lærer på Glyngøre Skole, Georg Pedersen, der spurgte, om det var noget for mig at stille op til skolebestyrelsen. Jeg tænkte over det og kom frem til, at der ikke kunne ske noget ved at prøve.

Ved valget var der fire stemmer, der afgjorde, at i stedet for en plads i bestyrelsen blev jeg første suppleant. Kort tid efter var der et medlem, der gik ud, og så var jeg i arbejdstøjet.

En skøn blanding af forældre, lærere, ledere og politikere blev i de næste mange år mine kolleger og samarbejdspartnere. Det var spændende og lærerigt, og jeg trængte til at komme ud og arbejde sammen med andre.

Jeg tog udfordringerne, som de kom. Skoleområdet var også dengang ofte midt i orkanens øje, så der var nok at se til. Der var selvfølgelig masser af gange, hvor vi på fredsommelig vis fik de ting, vi arbejdede med, til at virke. Der var også gange, hvor jeg, da jeg blev formand, blev nødt til at være ret kontant, selv om det var ubehageligt.

Jeg kan fx huske en gang, hvor vi skulle ansætte en lærer. Der var en kvalificeret ansøger, men efter en lang og frimodig snak – selvfølgelig under tavshedspligt – besluttede vi os for ikke at ansætte vedkommende, fordi vi ikke var helt overbeviste om, at personen ville falde til i det team, personen skulle arbejde i.

Efterfølgende kom det os for øre, at en fra skolebestyrelsen trods tavshedspligten havde lækket vores diskussion til ansøgeren. Den slags uredelighed slog jeg hårdt ned på. Loyalitet og tillid er afgørende, hvis et bestyrelsesarbejde skal lykkes.

Kommunalbestyrelsen

Fra min tid i skolekommissionen i Sallingsund Kommune, var det blevet almindeligt kendt, at jeg ikke var bange for at sige min ærlige mening og flere havde prikket til mig; om ikke arbejdet i kommunalbestyrelsen var noget for mig?

Men det var skoleinspektøren på Glyngøre Skole, Ivar Spanggaard, og direktør Jørgen Thejl, der konkret opfordrede mig til at stille op på Borgerlisten. Det gjorde jeg og blev valgt ind. Det blev til tre meget spændende perioder over 12 år frem til 31. december 1994 i Sallingsund Kommunes kommunalbestyrelse.

Borgerlisten lænede sig ikke op af noget parti. Den enkelte på listen stod ved sig selv og var ikke bundet af nogen eller noget i de konkrete sager. Sådan var det også i de fleste partipolitiske grupper i kommunalbestyrelsen dengang. En sjælden gang var der en sag, hvor alle venstrefolkene var enige. Det grinte vi meget af, når det skete.

Jeg synes, det var et sundhedstegn. Der var ikke så meget strategi dengang. Folk turde stå ved det, de mente. Det kan jeg godt savne i dag.

Vi kunne være rygende uenige i kommunalbestyrelsen. Men udenfor de politiske slagsmål, havde vi det ualmindeligt godt og respektfuldt med hinanden. Hæderlighed, en vis ordholdenhed og troværdighed var der masse af.

Altså bortset fra på valgnatten hvor folk fuldstændig mistede deres forstand. Der herskede der åben krig, og man kunne ikke stole på nogen. Det brød jeg mig ikke om. Men sådan er det politiske spil.

Værst gik det en valgnat, hvor et bestyrelsesmedlem efter en forhandling havde givet en borgmesterkandidat en skriftlig fuldmagt på vedkommendes støtte til den forestående konstituering. Senere på natten vendte personen 180 grader. Hvad gør man, når ens støttefuldmagt ligger på skrift i en forkert borgmesterkandidats jakkelomme? Man stjæler den tilbage og tilintetgør den!

Jeg synes, vi i de år, jeg var med i kommunalbestyrelsen, i fællesskab fik skabt mange gode resultater for kommunen. Når jeg i dag kører rundt i Glyngøre, er der især et par ting, som jeg er særlig glad for, at jeg har haft indflydelse på.

Den daværende tekniske direktør ville placere naturstiens indløb i Glyngøre umiddelbar foran de nye boliger ved den gamle station. Det, syntes han, var mest hensigtsmæssigt ud fra et arkitektonisk synspunkt.

Jeg kan sige dig en ting, det går jeg ikke med til!” Så kontant trådte jeg på bremsen i det projekt. Jeg tænkte på de mange mennesker, der skulle leve med, at man fra stien kunne kigge direkte ind i deres dagligstuer og se, at aftensmaden stod på koteletter i fad den aften.

I dag ligger stien i diskretionsafstand fra boligerne. Det er den ikke blevet hverken mindre smuk eller mindre tilgængelig af.

Så er der naturgrundene ved Adams bakke – og cykelstien fra fabriksområdet ved A26 og til Glyngøre. De blev først til virkelighed, da jeg var gået ud af kommunalbestyrelsen, men jeg gjorde en stor indsats i forarbejdet.

Menighedsrådet

Der var lidt udfordringer i det gamle menighedsråd, og nogen vidste, at jeg er vokset op med kirken som en del af min hverdag. Jeg blev derfor opfordret til at stille op til det ekstraordinære menighedsrådsvalg, der forestod, fordi man manglede medlemmer i rådet. Jeg sagde ja. Ikke mindst fordi der ikke var ret længe til det ordinære valg, hvor jeg havde mulighed for at bakke ud, hvis det viste sig at være for tungt.

Men arbejdet greb mig. Vi var en flok gode mennesker: Carl Bentsen, Connie Nielsen, Ingelise Dam og Lis Højris blandt andre, der ville lægge et stykke arbejde i at få kirken ud til borgerne i Glyngøre. Det betød også meget, at vi havde en god og moderne præst, Susan Aaen, der snart har 25 års jubilæum i byen.

Sammen med de ansatte i kirken fik vi skabt et livligt og folkeligt kirkeliv. Midnatsgudstjenester, solnedgangsgudstjenester i Sæby og Vile hvor vi bl.a. havde en trompetist til at spille ud gennem kukhullerne, foredrag en gang hver måned, fyraftensgudstjenester hvor der ofte var op til 30 borgere i kirken.

Vi var heller ikke bange for at tage bladet fra munden. Ikke mindst da der i kirkens egne rækker var præster, der nægtede at give hånd til de kvindelige præster, når de blev ordineret. Sammen med Susan Aaen gik vi hele vejen til biskoppen. Vi ville en moderne kirke. Uanset hvordan man kunne vende og dreje biblens tekster, synes vi ikke, at kønsdiskriminering hørte til i folkekirken.

Det blev til 10–12 år i menighedsrådet ved Glyngøre Kirke. Det var sjovt og godt for mig, og – håber jeg – også godt for Glyngøre.

Røde Kors’ besøgstjeneste

Mit sidste tillidshverv har jeg varetaget indtil for nogle år siden: posten som koordinator for Røde Kors’ besøgstjeneste i Glyngøre. Det var Jørgen Thejls kone Else Thejl, der rodede mig ind i det. Jeg synes, det er et utroligt godt koncept, for ensomhed er en grim følgesvend.

Plejehjem, hjemmehjælperne, de pårørende og de gamle selv kunne ringe direkte til mig og bede om at få en besøgsven. Det var enkelt og fungerede godt.

Jeg tog altid selv ud og havde en snak med den gamle; både for at høre, hvad han eller hun forestillede sig, men også for at få en fornemmelse af personen, så jeg kunne finde den helt rigtige besøgsven.

Jeg kunne rigtig godt lide at besøge de gamle. I de omkring 10 år jeg var koordinator, var jeg selv besøgsven for fire medborgere. De tre af dem besøgte jeg til de døde.

Om at miste og om at tro

Når man bliver gammel, oplever man, at flere og flere af dem, man kender, dør. Det er sådan, det er. Jo før man acceptere det, jo bedre kan man leve med det. Jeg savner da de mange, mange gode venner og familiemedlemmer, der ikke længere er iblandt os. Det kan gøre mig trist. Men livet går videre, og vi har heldigvis stadig gode venner og familie, der er flinke til at kigge forbi i vores nye, fine rækkehus. Så er der kommet en masse unge til i familien. De er fremtiden. Det glædes jeg over.

Jeg er tryg ved den tro, jeg har. Jeg kan ikke sætte præcise ord på, hvad det er, jeg tror på. Det er ikke en tro på, at Vor Herre er en streng gammel mand med langt hvidt skæg, der sidder på en sky og har øjne på alle vores fejl. Nej, Gud er inde i os. Det er vores medmenneskelighed. Vores hæderlighed. Jeg går ikke så højt op i, hvad de gamle apostle sagde. For mig handler tro om, at man skal være ordentlig. Mod andre. Men også mod sig selv. Jeg har altid været glad for mig selv. Selv om jeg har været for tyk, har jeg aldrig været led ved mig selv.

Det der med, at Guds Rige er forbeholdt de døbte, er noget vrøvl. Det barn, der lever i bushen i Afrika, er lige så guddommelig og dyrebar som mine børnebørn.

Jeg skal også dø en dag. For et halvt år siden fik jeg to blodpropper i hjertet. Da var der bud efter mig. Det har fået mig til at gøre noget ved mit helbred. Jeg har lagt cigaretterne på hylden og har tabt mig en del.

Jeg er overhovedet ikke bange for at dø. Men jeg vil være forbandet ked af at skulle kradse af nu. Jeg er slet ikke klar til at undvære alle dem, jeg er glad ved i dette liv.

Forbilleder

Far er helt sikkert den person, der har betydet mest for mig. Hans visdom, livsglæde og retskaffenhed har været ledetråde i mit liv.

Jeg har mødt mange, jeg har beundret. Hvis jeg ser det hele lidt fra oven, er der to slags mennesker, jeg særligt har set op til. Den ene slags er dem, der bærer en til tider tung skæbne med værdighed. Den anden slags er dem, der i deres virke, har udrettet noget, der er kommet andre til gode.

Min niece Kirsten Thomsens mand Eigil døde for et par år siden bare 68 år gammel af lungekræft. Det tog hårdt på både mig og Svend. Jeg må sige, at jeg i den grad beundrede Eigil for den værdige, ansvarlige og usentimentale måde, han bar sin tunge skæbne. Han vidste, at han skulle dø. Han vidste, at han kun havde uger tilbage blandt sine kære. Alligevel fandt han overskud og kræfter til at sikre, at Kirsten stod så godt som muligt, når han ikke længere kunne drage omsorg for hende. Det var utroligt nemt at snakke med ham om det. Det var beundringsværdigt.

Vores gamle nabo Emma hører også til i den første gruppe. Hun var en solid og fordringsløs kone, som ikke stillede større krav til tilværelsen, end den kunne udfri. Tilværelsen var hård ved Emma. Både hun og hendes mand Frede var invalidepensionister. De boede i deres ombyggede træhus nogle hundrede meter lidt længere oppe ad Durupvej end cementstøberiet. Under huset havde de gravet ud til køkken. Men en dag gik det galt. Der var læk på en gasslange til en gasflaske. I det Emma gik ned ad trappen til køkkenet og tændte lyskontakten, eksploderede den udsevene gas, så huset lettede 20 centimeter fra jorden. Som tidens mode var dengang, var Emma i en nylon-underkjole, der smeltede ind i huden på hende, hendes fingerspidser smeltede, og hun blev stærkt forbrændt over hele kroppen.

I 10 døgn lå hun på Skive Sygehus og ventede på at dø. Først da hun selv konstaterede, at det begyndte at lugte af råddent kød i hendes ilttelt, blev hun fløjet til brandsårsafdelingen på Hillerød Sygehus.

I et halvt år lå hun derover og gennemgik et utal af operationer og transplantationer. Det har været forfærdeligt smertefuldt – både fysisk og psykisk. Men hun kom igennem det.

Da hun kom hjem til Glyngøre igen, var hun svært forbrændt og med et par hænder, hvor flere af fingrene var amputerede, og de, der var tilbage, var stive klør. Men det forhindrede ikke Emma i at tage kørekort, at passe mand og barn, at få familiens andet barn og at fortsætte med at være det venlige og gæstfrie væsen, hun altid havde været.

Så er der dem, der hører til den anden kategori; mennesker der med deres virke har gjort en forskel for andre.

Erik Krogh Christensen var venstremand og borgmester, imens jeg sad i kommunalbestyrelsen. Han var en meget retskaffen mand, som jeg respekterede højt og nød at samarbejde med. Han havde virkelig en evne til at tilgodese den gode sag til gavn for fællesskabet i Sallingsund Kommune. Vi var slet ikke enige om alting. Men vi var enige om at sige tingene, som de var, men på en ordentlig måde.

Mange år efter han var gået af som borgmester, skrev han sine erindringer i Skive Folkeblad. Der kunne man læse, at der var én person, han havde haft et særligt godt samarbejde med i sin tid som borgmester. Det var mig.

Knud Fick kan jeg heller ikke komme uden om. Han var i mange år en meget dygtig kommunaldirektør i Sallingsund Kommune. Knud var slet, slet ikke til kreative numre. Alt skulle gå rigtigt til. Det respekterede jeg højt. Hvis han fik den mindste fornemmelse af noget lusk, så gik han lige til kernen.

Ufrivilligt fik han os ofte til at trække på smilebåndet. Fx dengang Egon B. Mikkelsen, kommunalbestyrelsesmedlem og hvidevareforhandler, smed en sjov bemærkning til mig om, at mon ikke vi i cementstøberiet tjente en masse ekstra, ved at jeg var kommet ind i kommunalbestyrelsen?

Nogle dage efter havde jeg Fick med i bilen til et møde: ”Jeg bliver nødt til at reagere på det, Mikkelsen sagde til dig forleden.

Først vidste jeg ikke, hvad det var, Fick snakkede om. Da pråsen gik op for mig, kunne jeg simpelthen ikke lade være med at grine. Han havde slet ikke fanget, at det var skæg og ballade. Men sådan var han, hæderlig, hårdarbejdende og seriøs … og ikke ret humoristisk.

Så var der Jørgen Bruun, der var socialdemokrat. Jørgen var utrolig retskaffen og arbejdsom. Jeg beundrede ham meget. Ikke mindst fordi han blev ved med at arbejde i kommunalbestyrelsen, selv om han efter et alvorligt sygdomsforløb blev handicappet.

Der kom en engel

Jeg er ikke typen, der har gået og småskrantet ret meget i mit liv. Men jeg har været alvorligt syg nogle gange. Fx dengang jeg var indlagt på Aalborg Sygehus med livmoderkræft. Den dag skulle jeg have at vide, hvordan operationsforløbet ville blive.

Jeg var alene, og bange og ked af det. Uden jeg vidste det, var Susanne kørt fra Århus for at hjælpe mig igennem dagen. Hun var gravid med vores første barnebarn Ditte. Da hun komme gående hen ad hospitalsgangen mod mig, da var det som at se en engel. Jeg glemmer det aldrig.

Under stuegangen samme eftermiddag var jeg alt andet end engleblid. En ung læge fik en praktisk læsion i, hvordan man ikke skal behandle en patient, hvis man vil undgå en regulær skideballe. Jeg var færdigudredt på Thisted Sygehus og sendt til videre behandling i Aalborg. Jeg havde indstillet mig på, at først skulle livmoderen fjernes, så skulle jeg strålebehandles, men at jeg slap for den forfærdelige kemobehandling. Den unge læge skred alligevel ind på stuen og begyndte med stor grundighed at undersøge hver en krog af mig. Til sidst konstaterede han henkastet: ”Efter operationen bliver det enten stråler eller kemo.

Jeg blev så bange: ”Vil du være så venlig at læse min journal og se, om der står noget om kemobehandling der?” Han havde overhovedet ikke læst journalen. Det måtte han indrømme, da han kort tid efter kom tilbage med en ældre og mere erfaren læge. Jeg gav ham en afdæmpet reprimande, og den erfarne læge lignede en, der syntes, at den var helt på sin plads.

Min familie

Jeg kan ikke sige andet, end at jeg synes, jeg har haft et indholdsrigt og godt liv, som jeg er taknemmelig over, at jeg har fået tildelt. Af alt hvad jeg har oplevet og opnået i mit liv, er det, der betyder mest for mig, min familie.

Det er en velsignelse at vide, at ens børn, svigerbørn og børnebørn har det godt. Ud over dem er jeg som før nævnt stærkt knyttet til min søster og hendes familie, der alle kalder mig for Moster. Min søster og jeg har kun to børn hver. Men de har grenet sig ud, så vi i dag tæller mere end 30 mennesker. Vi kender hinanden og deltager i hinandens liv. Det er jeg så taknemmelig for.

Vores fem børnebørn er vores livs dessert. Vi ventede længe på at få dem og var så småt ved at indstille os på, at det ikke blev os forundt. Men det blev det. Det er en helt særlig følelse at få børnebørn. Jeg havde aldrig drømt om, at det ville være sådan. Det er uforbeholden kærlighed og så givende at vide, at vi har dem. De er dygtige og begavede alle fem. Men det, der glæder mig mest, er, at de er nogle ordentlige og hensynsfulde mennesker.

Den person, man er, betyder mere, end det man kan. Det ved mine børnebørn. Det kan jeg tude af glæde over.

 

Nautrupvej 30B
Roslev 7870 DK
Get directions

Fødselsdag:

1939

Erindringen ønskes afleveret til:

Sallingsund Lokalhistoriske Arkiv