Lone Rasmussen

Jeg skriver her om min barndoms hjem lige fra jeg var 5 år og til den 12 åriges syn på at gå ind i teenageårene. Kommer også lidt op i voksenårene men mest barndommen hos mor og far. Gør ejerskabskrav på erindring

Det sidste kram

Op med det ene ben og ned med det andet. Op med det andet og ned med det ene, tju hej hvor det gik. Skorstensfejeren gik en tur, skorstensfejeren gik en tur. Det gjorde jeg også, gik ikke, jeg løb af sted i gadedrengeløb, det var bare så sjovt. Mor gik ved siden af med kurven i den anden hånd og storesøster på den anden side. De gik og snakkede, men de var også så voksne de to. Jeg var 5 år, Jane var 8 år, så deres snak om venindefnidder i klassen og læren og lektier var jeg slet ikke med på, jeg ville bare lege. Jeg slap min mors store næve og løb hen til indkørslen hvor Buster stod bundet. Kælede ham på hovedet og fik noget af hans savl på mig. Buster kunne virkelig savle, altså virkelig meget, så meget at det kunne hænge helt ned til gulvet og det var bare så fascinerende, betragtede det tit. Mor og far var også fascineret af savlet var jeg sikker på, de talte i hvert fald altid om det når der var nogen hjemme hos os. “Ja, han er jo en blanding af en Labrador og en New Foundlænder, det er derfor han savler så meget og fælder, ja det giver noget oprydning, men som mormor sagde hjemme, så 7 pund skidt om året skader ikke.” Far snakkede ikke om savl, men når han var glad tog han altid Buster ved snuden og kneb øjnene sammen og sagde en sjov prr lyd mens hans kinder blev runde og han kørte sin kind ind mod Busters. Ja far måtte virkelig kunne lide Buster når nu han havde krammet ham. Han havde også selv bygget Busters seng, far var en dygtig håndværker, kunne lave alt selv og Busters seng var kæmpe stor. Den stod ude i bryggerset ved siden af fyret. Brættet på siden gik jeg på line på, mens jeg kiggede på klistermærket. En stor farlig tiger, tror vi havde fået det i Knuthenborg safaripark og jeg syntes det var sejt at have en hund der var ligeså stor som en tiger. Jeg elskede at give Buster solbriller på. Så hentede jeg mit aller sejeste kamera og tog et billede. Jeg var glad for kameraet, syntes dog at nogen gange var blitzen dum, fordi så skulle den skiftes og det var svært for mine små fingre. Det var en lille sort firkant der sad ovenpå, men så hjalp far mig. Jeg gjorde blitzen klar og når kameraet ikke hvinede den der lille hvinelyd mere så måtte jeg tage billedet og så skulle jeg huske at køre knappen bagpå frem så det var klar til næste billede, og huske at slukke for blitzen.

Nu var der 12 billeder tilbage kunne jeg se på tælleren. Så havde jeg altså taget 12 og så skulle der ikke fremkaldes billeder lige foreløbig. Ih, det var ellers altid så spændende, kunne aldrig huske hvad der var på filmen når den kom igen. Man afleverede bare filmen ude hos fotohandleren eller sendte den med posten, men det gjorde mor for mig, jeg var jo kun 5 år. Jeg kunne i hvert fald huske at jeg havde taget et billede af tigeren og et af en bavian i Knuthenborg safaripark og på vores en dags tur til Kullen havde jeg taget billede af Jane og mor og far.  Jane havde været lidt mopset, hun gad ikke at køre langt og det var tit hende der satte dagsordenen for familiens humør. Så sad far også og blev i dårligt humør og så sad mor og prøvede at bløde ud. Jeg sang nogle sange, der bor en bager på Nørregade og Oppe i Norge der boede tre trolle. Far og Jane var irriteret på mig og mor sad og spiste æbler i bilen. Hun havde altid servietter, æbler og juice med. Hvornår er vi der spurgte jeg om. 5 minutter svarede mor. Jane og far sagde ikke noget de var sure.

Ovre i børnehaven snakkede de andre børn om at de havde været på sommerferie til andre lande. Whauu, sejt. Jamen jeg har også indvendte jeg, jeg har været på Kullen og det ligger i Sverige. Ja og det var nemlig på en endagstur. Okay sagde de andre accepterende og fortalte videre om deres solskinsferier der lå langt væk hvor man snakkede fremmede sprog. Mor snakkede nogen gange om at hun ikke kunne forstå hvor andre fik pengene fra til at komme på ferie. Så kunne jeg heller ikke forstå det, ikke når mor ikke kunne. Jeg var voksen førend jeg først forstod det og måske fik jeg alligevel aldrig forstået det. Formåede kun sjældent som ung og voksen at komme på ferie.

Det var den dag det skete, jeg husker ikke helt om det var kl 14.30 da mor skulle køre på arbejde til aftenvagt eller om det var kl 06.30 da mor skulle køre til dagvagt. Far sagde at nu kører mor så kunne jeg nå at vinke. Jeg gik hen og gav hende et kram. Det var min mor og hun fik et kram af hendes datter. Det var det sidste kram. Mor havde sin blåsorte vinterjakke på. Hendes mørke hår med grå antydninger i var kort klippet. Jeg har fald i håret, plejede hun at sige. Det forstod jeg godt, håret faldt i lokker så det var umuligt at sætte, derfor gjorde hun det ikke. Det gjorde jeg heller ikke med mit hår med fald i. Jeg var faktisk voksen førend jeg forstod at man godt kunne sætte sit hår selvom det faldt. Jeg slap min mor og gik hen til det store stuevindue. Det var malet brunt i rammen på indersiden og gardinerne var brune med brune blomster på, så der var meget mørkt i stuen. Mor dyttede og vinkede mens hun kørte forbi udenfor på vej til arbejde. Vi havde kun citron biler. Mor var altid stolt når hun snakkede om vores citronbiler. Far og hende gik meget op i at de var med i citronklubben der kørte på udflugter sammen. Jeg syntes også det var sejt, fordi vores citronbil havde soltag, så kunne man rulle det hele vejen ned. Om vinteren syntes jeg godt nok ikke at vores flotte røde bil med de små metalhåndtag var god for der var den altså kold om morgenen. Jeg skulle side på bagsædet for jeg var mindst og Jane måtte altid sidde på det eftertragtede forsæde.

Udenfor kunne jeg se antydningen af vores kommende havebassin. Mor var selv i gang med at bygge det. Hende og far hjalp hinanden med det dyre sorte plastik der skulle bunden, det var nemlig dyrt, det snakkede mor altid om. Hun snakkede også altid om stenene. Bassinet var ikke nedgravet, det var bygget op i 50 cm højde med markstenene. Mor havde selv været henne hos Kaj og Valborg og hente sten omme bag deres lo. Vendt hver enkelt en og puttet op i trillebøren og gået hjem med. Jeg nød at være med, tænk at måtte kravle op på sådan en stor bunke marksten, det var et helt bjerg følte jeg. Det var et bjerg og jeg var en bjergbestiger, en eventyrer, opdagelsesrejsende. Jeg var også en guldgraver, hjalp mor med at vende hver enkelt sten. Var den her pæn, var den for rund, for flad, for firkantet…. Jeg var så stolt når jeg løb gadedrengeløb ved siden af hende på vej hjem.

Det var det sidste kram der blev givet i min familie i 25 år. Jeg havde det på fornemmelsen, vidste det da jeg slap. Der var ikke andre der krammede. Mor og far kunne måske kramme en lille bitte smule en sjælden gang, men os børn havde aldrig noget med kram at gøre, ikke med hinanden, ikke med veninderne og ikke med familien. Mormor og John eller farmor og farfar krammede heller aldrig. Olde som jeg var så glad for havde altid fået et kram af mig. Nu var jeg blevet stor ligesom de andre og så fik de et forsigtigt håndtryk. Der var aldrig nogen der forsøgte at give mig et kram siden, jeg var den sidste i familien der havde krammet.

Først da jeg blev teenager fik jeg et kram af Valborg, vores nabo. Da genoptog jeg det en lille bitte smule. Da jeg så selv fik børn fik de altid kram af mig og de krammer altid mormor og morfar nu, men jeg kan se at de bliver mere og mere forsigtige, de tænker måske også nogen gange at det er det sidste kram. Det er ikke det sidste kram af mig, jeg elsker et godt kram, elsker at give dem et kys på kinden og et i håret. Jeg elsker når jeg er hos mine gamle havevenner der er over 80 år hvor jeg arbejder en gang imellem. Der giver Jørgen mig altid et kram og et kys på halsen når jeg kommer om morgenen og ih hvor jeg elsker det. Jeg elsker bamsefar kram, en stor blød krop der opsluger mig i et fast tag. Det er de kram jeg holder mest af foruden mine børns. De små børn der lægger deres søde små arme om mig og jeg kan sætte mig på hug og tage dem op. Det er så sødt og dejligt. Når min søster og svoger og deres teenagebørn Jonas og Julie kommer på besøg så giver de altid hånden. Ikke et lille forsigtigt et, men et fast goddag-tag. Min søster har holdt fast familietraditionen med ikke at give kram. Det har jeg ikke.

Jeg elsker et kram, og jeg mindes det sidste kram fra jeg var en lille pige på bare 5 år.

 

Del to

There’s a place in your heart
And I know that it is love
And this place could be much
Brighter than tomorrow
And if you really try
You’ll find there’s no need to cry
In this place you’ll feel
There’s no hurt or sorrow

There are ways to get there
If you care enough for the living
Make a little space
Make a better place

Musikken flød gennem høretelefonerne til walkman’en. Hun elskede Michael Jackson ligesom det meste af verden gjorde. Han var så magisk, alt hvad han gjorde og sådan som han klædte sig, talte og sang på var magisk. A better place. Hun drømte sine barnedrømme. Kunne hendes forældre dog ikke forstå, kunne hendes søster dog ikke forstå, kunne skolen og skolekammeraterne der dog ikke forstå? Kunne de dog ikke forstå at alt det leverpostejsfarvede var kedeligt! At Michael Jackson sang om en bedre verden, at vi sammen skulle gøre den bedre! Hun var var 12 år og forvirret. Var man ikke barn i længere tid?

Dengang hun var lille og verden lå for hendes fødder, hvor forældrene var unge endnu virkede barndommen som en lang periode af hendes liv. Nu var hendes fysiske krop på vej mod teenageårene. Hendes gamle legekammerater hed nu ‘veninder’ og gik op i pænt tøj og pæne ting. Det gjorde hun ikke, hun ville være barn, spise is, løbe på skateboard, ligge på sofaen ved sine forældre, besøge sine bedsteforældre, få nabokonen til at skrælle en appelsin og skære i både til hende. Spørge de andre i klassen om de kunne lege og så tage hjem og lave en stor skål havregrynskugler. Have en storesøster der gad at bygge lego byer med hende, spille krig, og lege med barbiedukker. Det havde hun ikke mere, hun havde mistet sin storesøster fordi nu var hun 15 år og kedelig. Gik også kun op i postordrekataloger og lektier og snobbede klassekammerater og dumme lærere. Satte sine ting fint på hylder på sit værelse og læste lektier det meste af hendes fritid. Det værste var at hun var så sur og altid snerrede og gjorde hende ked af det. Hendes forældre var heller ikke sjove mere. Hendes far vrissede også og snakkede ikke med hende. Han var kedelig, gik på arbejde, lavede noget mad og sad ved den nye computer eller så fjernsyn. Hun kedede sig når hendes mor var på aftenarbejde og hendes far skulle passe dem. Hendes søster blev på værelset eller sad i en lænestol med en bog. Hendes far vaskede op eller sad ligesom søsteren med en bog eller fjernsynet eller avisen.

Hun tog den store sorte fjernbetjening på marmorsofabordet og zappede over på den anden kanal. DR1 viste kun tv avisen nu, der måtte være noget sjovere på TV2. Reklamer og bagefter regionalnyheder. Hun så det. Ikke fordi det var sjovt, men så var hun optaget af det og hun kunne ikke finde på noget sjovere at lave. Hun forlod den hvide lænestol med tern på, et øjeblik for at gå ud i det brune 70’er køkken for at lave en sodastream sodavand. Kravlede op på køkkenbordet for at se bagest i hjørneskabet om der skulle være noget slik, det var der gerne. Rittersport med marcipan var hendes yndlings. Den store sorte labrador Buster lå i sin hundekurv, hun gav ham en hundekiks.

Hun kikkede også lidt på lektierne, staveordene var hun god til. Matematikken derimod kom tilbage i tasken, det kunne hun ikke finde ud af og så kunne hun heller ikke lave det. Håbede bare på at hun ikke blev spurgt, det var så pinligt at være i centrum når læren spurgte og alle kiggede på hende. Det var så pinligt at hun ikke kunne svare og så blev de dygtige drenge spurgt bagefter. Det lærte hun ikke noget af.

Madpakken kom i tasken og hun cyklede de to kilometer til skole. Moren vinkede, hun havde fri indtil kl 15, så skulle hun have endnu en aftenvagt. Cykelturen gik forbi Skovs lille bungalow på hjørnet. En kedelig gammel mand. Så kom Stoffers hus, endnu en sær gammel mand, og han havde ikke nogen tænder. Så kom Kaj og Valborgs lille parcel gård. Blomsterhaven stod pænt med en primula kant og hybenrose hæk ud mod vejen. Efter en kilometer i åbent landskab kom hun til kirken. Cyklede forbi denne rødstenskirke hver dag. Kiggede ind på kirkegården. Hørte historier fra nabokonerne om graveren der klippede roserne helt ned til jorden eller graveren der ikke havde ringet solen ned i går. En graver, tænk at være graver. Hun ville så gerne i kirke, men forældrene gik aldrig i kirke. De havde ikke noget rigtigt familie og venner så de blev næsten aldrig inviteret til barnedåb eller bryllup. Det elskede hun ellers når de blev det.

Kirkeklokken begyndte morgenringningen, så vidste hun at klokken snart var 8, så hun trådte lidt hårdere i pedalerne. Der var åbent landskab den næste kilometer. Udsigt til Stensbygård Gods på venstre side og et par små gårde på højre side. Et sted hvor der var forhøjninger på hver side af vejen fordi der var gravet igennem en lille bakketop dengang der var nogen der havde lavet vejen. Hun tænkte på at sætte cyklen og gå op på græskanten langs marken og kigge. Hun gjorde det aldrig og ville aldrig gøre det men tænkte på det hver dag. Gå op og få overblik, udsigt, indsigt. Vind, luft, vejr. Ukrudt, græs, blomster. Stå deroppe helt anonymt og betragte livet der kørte forbi. Betragte, beundre, betage. Behage. Ja, det var derfor hun ikke gjorde det, kom til tops, kom op på bakken, det var fordi hun behagede, kunne ikke sætte cyklen og gå over i et andet spor, hun behagede alle andre. Fulgte samme vej som det forventedes og lavede ikke afstikkere.

Denne morgen hun cyklede fordi de små forhøjninger var det ikke noget hun tænkte over at hun var en der behagede andre. Det var nu rettere noget som hun aldrig tænkte over fordi hun tænkte ikke så mange dybe tanker, var kun 12 år og fulgte strømmen, havde levet sit barndomsliv som egentlig var gået meget godt, stille og roligt. Hun var ligesom børn var og bekymrede sig over om forældrene havde det godt, men bange var hun aldrig. Jo altså for mørket, for forbrydere, men aldrig for døden. Hun mente nok at døden ikke ville være en del af hende og hendes forældres liv, de fleste mennesker ser sig selv som udødelige, alle udskyder de tanker at døden også kommer til dem engang. Gudskelov for det kom døden ikke i de år, heller ikke i de næste mange år, men den kom nærmere desto ældre hun blev. En dag i hendes voksenliv når hun blev 26 år ville den også komme meget kontant. Ikke til hende, men på hendes arbejde, når hun skulle grave en kiste ned i jorden på arbejdet på kirkegården.

Fremtiden var ikke noget hun vidste noget om nu. Nu var hendes eneste tanke om fremtiden at få fri fra skole. Dagen var ellers gået fint. Stille og roligt. Kl 8.15-9 havde de matematik, Torben var lærer, det havde han været siden 1. klasse. Bortset fra matematik var han også lærer i Kristendom, historie, sløjd, formning og musik. Kl 9.10- 9.45 havde de dansk. Det var Andrea der var lærer. Åh for pokker, hun kunne ikke fordrage Andrea, havde ikke brudt sig om hende i mange år og de havde haft hende i de fleste fag siden 1 klasse øv altså. Dansk, geografi, idræt, og klassens time og håndarbejde. Måske var det hendes frisure hun ikke brød sig om, hendes brede hofter, måske var det at hun var kedelig, nysgerrig. Ellers var det fordi hun ikke brød sig om autoriteter. Overhovedet, gjorde helst oprør over autoriteter faktisk, især dem der ikke duede som det. Hun havde mærket Andreas svaghed, mærket at Andrea ikke var en autoritet, ikke havde stillet noget op mod de drenge fra klassen der svarede igen, ikke lavede noget, slog på pigerne. Det var ikke fordi det var stærkt mærkbart, dengang fungerede skolerne altid med rimelig ro i klassen. Børn der rakte hånden op, børn der måske vippede på stolen, havde kasket på i timen og tyggede tyggegummi, men det var også det værste. Kl 10.00-11.45 havde de idræt, pigerne skulle spille håndbold og drengene skulle spille fodbold.

Hun løb lidt frem og tilbage på banen. Forstod ikke håndbold, forstod ikke at de andre løb glade og entusiastiske rundt som om de elskede håndbold. Hun elskede i hvert fald ikke håndbold, elskede ikke det der forventedes af hende. Hun elskede tennis fordi det var ikke en holdsport, og holdsport passede hende ikke. Jo altså rundbold og basketbold i frikvartererne for det var frivilligt. Ikke i timerne. Efter idræt skulle de bade og det hadede hun, ville helst have privatliv, nøgenhed for sig selv. Hadede når nogen pegede fingre af andre, hadede at have tøj på der ikke var smart ligesom de andres, hadede at hun ikke havde langt lyst hår sat op i en pæn elastik. Eller retter, hun hadede det jo ikke, evnede ikke at gøre noget ved det, hendes forældre passede hende, hun var ikke forsømt eller noget, hun kunne bare ikke være ligesom de andre, var bare helt sig selv og de andre accepterede hende som hun var. En som havde kort hår, gik til spejder, hjalp sin mor i køkkenhaven, cyklede, gyngede, havde kort hår og cowboybukser på. De andre accepterede hende og hun havde legekammerater

Hun var 12 år og havde legekammerater. Havde dem, havde haft dem, havde dem ikke mere. Der var sket noget, de havde ændret sig, hun havde ikke, jo hun var også ved at ændre sig, rent fysisk. Hun var ved at få bryster og hendes ben var ved at være tykke syntes hun og hofterne var blevet bredere. Hun skulle efterhånden selv ordne alt. Låse sig ind derhjemme og selv sørge for morgenmad, selv finde på noget at lave, selv melde sig ind og ud af fritidsaktiviteter, selv sørge for at lektierne blev lavet, selv rydde op på sit værelse.

Klokken ringede ud. De havde haft Dansk kl 12.15-12.50 og geografi kl 13.05-13.50. Hun var strøget, ville bare hjem, de andre cyklede også rask afsted, det var kun Nils Holger der brugte cykelhjelm.

Moren havde gjort sig klar til arbejde og sad nu med en kop kaffe i lænestolen. Hunden kom gøende ud og tog glad imod hende, forventede a få en hundekiks. Katten lå dovent på sofaen og der var helt hvidt af kattehår hvor den lå og sort af hundehår i hjørnerne på gulvet. Hun smed tasken midt på gulvet og jakken over stolen. Tog en kage fra sofabordet og smed sig i sofaen med et Anders And blad.

Hun nød livet men kedede sig også, lagde bladet tilbage og tog et nyt. Det var Vakse Viggo, elskede det blad ha ha. Det var sjovt. Der løb han og skulle gemme sig, kom forbi en hyggelig gartner der stod med sin rive, og som hjalp ham. Ha ha. Hov, hun bladrede tilbage, en hyggelig gartner med overall og rive i en have fuld af blomster. Nu vidste hun hvad hun ville være – hun ville være gartner, og hun blev gartner.

 

Stensby 4773 DK
Get directions

Fødselsdag:

1979

Erindringen ønskes afleveret til:

Langebæk Lokalhistoriske Arkiv