Jørgen Havshøi

Jørgen Havshøi giver en spændende beretning om barndom og opvækst i Nyborg og tiden som elev på Nyborg Jernstøberi. Gør ejerskabskrav på erindring

Barndom og ungdom på Holmen.

”Om hundred år er alting glemt” siger et gammelt ordsprog, men det har jeg tænkt mig at lave om på, hvad angår vores familie.

Det er sandt, at meget går i glemmebogen, men én ting forsvinder ikke, og det er vores rødder. Vi tænker ikke så ofte på det, men ingen kan helt sige sig fri for en gang imellem at spørge sig selv: ”Hvorfor er jeg, som jeg er, hvor har jeg det fra?”

Vi har alle forfædre, som har sat sit aftryk i form af gener i de efterfølgende generationer. De gener har vi alle i os, om vi vil det eller ej, de er et levn fra vore forfædre.

Blomster har også rødder som os og har gener fra deres forfædre, men blomstens senere udfoldelse og vækst afhænger i høj grad af betingelser, miljø og omgivelsernes påvirkninger under opvæksten.

Vi mennesker har det på samme måde, udover vore gener vil opvæksten påvirke vores senere udfoldelse og liv. Som blomsten vokser vi op fra vore rødder, påvirkes i vores opvækst, vi formerer os som blomsten med en ny generation, langsomt bliver vi ældre og falmer lidt efter lidt for til sidst at visne, gå bort og formulde.

Jeg har besluttet, at de ”frø”, som jeg har kastet, skal vide lidt om min opvækst, en opvækst, som har formet mit senere liv på godt og ondt.

Det tilbageblik, som jeg har nedskrevet her, kan ikke være fuldstændig dækkende, for som tiden går, forsvinder der mere og mere ud i glemslens tåge.

Jeg har efter bedste evne berettet, hvad jeg husker og i enkelte tilfælde, hvad jeg har fået fortalt.

Det er mit håb, at denne beretning sammen med den slægtsforskning, som jeg har gennemført af vor tidligere slægt, vil være til nytte og afklaring for efterslægten.

 

En kaotisk tid

Tirsdag den 19. oktober 1943 tidlig om morgenen kom jeg til verden i Havnegade 26 st. th i Nyborg. Mine forældre var Inger Hansa Snoer og Svend Aage Jensen, senere Svend Aage Havshøi-Jensen. Min far var ikke hjemme, han var lokomotivfyrbøder ved DSB og udstationeret i Brande, hvor han kørte brunkul fra brunkulslejerne. Det var under 2. verdenskrig, som på den måde satte sit præg på vores familie. Der var brændselsmangel og vore ressourcer af brunkul skulle udnyttes.

Min farmor, som boede Kirkegade 1 her i Nyborg, var fødselshjælper sammen med jordemoder Brock. Som sagt var far i Brande, men dukkede op i løbet af formiddagen og det første min mor så af far, var en stor buket krysantemum, der kom forbi vinduet.

Jeg var nummer fire i børneflokken, hvor den ældste var Inge, så kom Maja og til sidst Kurt. De store søskende var mine halvsøskende, som var børn fra min fars første ægteskab. Ordet halvsøskende har vi aldrig brugt i vores familie, for vi har altid opfattet hinanden som søskende og ikke noget med halv.

Der må godt nok have været trængsel i det lille hjem med foreløbig 4 børn og 2 voksne. Jeg tror dog nok, at min ældste søster Inge har boet en del ved farmor i Kirkegade.

Havnegade 26 lå nedenfor rampen til ”Den høje Bro” over jernbaneterrænet og var nabo til Asylet i Havnegade. I vores bolig var der ikke kælder, så når sirenerne lød ved luftalarm, vækkede farmor de store børn og gik med dem hen i kælderen i Asylet, hvor der var beskyttelsesrum. Jeg blev lagt over i barselssengen til min mor, som så kunne beskytte mig, dengang skulle man jo ligge længe i barselsseng.

Senere kom jeg også med i kælderen under Asylet, hvor der var nogle specielle aflukker med gitter for, hvor vi babyer kunne blive lagt ind.

Det viste sig senere at være et held, at vi boede i læ bag rampen op til ”Den høje Bro”, for da telegrafkontoret på Nyborg Posthus i vinteren 1943 blev sprængt i luften af tyskerne, blev alle vinduerne på 1. sal blæst ud, men vore vinduer i stueetagen skete der ikke noget med. Det var tyskerne, der som en modaktion, i daglig tale kaldt ”Schalburgtage”, mod den voksende modstand mod besættelsesmagten, ødelagde telegrafkontoret,

I lejligheden Havnegade 26 st. tv. boede en politibetjent. I august 1944, da den tyske besættelsesmagt ville internere det danske politi, kom han styrtende ind til min mor, som var alene hjemme. Han ville låne en jernbaneuniform, som han kunne flygte i og gå ”under jorden”. I dette kaos tabte han med et stort brag en pistol på gulvet. Mor fik et chok, så hun var lige ved at tabe mig på gulvet, men han fik en af fars uniformer, som han kunne flygte i.

Jeg vil tro, at det har været en svær tid for vores mor, der ved min fødsel var 20 år gammel, pludselig at stå med en baby og 3 større børn og hvor manden ikke var der. Derfor har min farmor nok hjulpet meget med at få det hele til at fungere.

Far kom med mellemrum på lynvisit på Nyborg Station, hvor mor eller farmor stod klar med en stor kasse med madvarer, som han så tog med retur til Brande.

I slutningen af 1944 flyttede jeg med min mor til Assens, hvor mine bedsteforældre boede. Det har nok været en for stor belastning for mor under disse vanskelige forhold at stå alene med et stort ansvar for 4 børn, hvor jeg var under 1 år gammel. Farmor tog så vare på mine store søskende i Nyborg imens.

I Assens flyttede vi ind i en lejlighed i Nygade 18. Det er et mindre byhus, som dengang ejedes af en togfører Frandsen. Frandsen og hans kone var barnløse og var derfor glade for, at der kom en lille størrelse ind i huset.

Vi boede på 1. sal, hvor der var skråvægge over det hele. I stuen var der en karnap med 2 vinduer. Lejligheden, der var meget lille, var spartansk møbleret, et lille kammer var vores soveværelse, hvor der ikke var plads til senge, så vi sov på madrasser på gulvet. Far kom jævnligt på besøg, når han havde fridage, men skulle jo også besøge børnene i Nyborg.

Visse ting fra den periode har brændt sig fast i min hukommelse, bl.a. husker jeg, at jeg legede med gryder og grydelåg, som jeg tog ud af køkkenskabene i det meget lille køkken. En anden ting, som jeg husker tydeligt, var en lille have bag huset, hvor der var et lille havehus. I havehuset var der en hånddreven tøjrulle, som mor brugte, når vasketøjet skulle ordnes.

Næsten hver dag aflagde jeg besøg hos familien Frandsen i stuen. Jeg holdt fast med begge hænder i trappegelænderet, når jeg gik ned fra 1. sal. Frandsens tog så imod nedenfor trappen, hvor de altid spurgte: ”Hvem kommer dér” og mit svar var altid det samme: ”Det gør ”Fraiser””.  Og dette ”Fraiser” blev siden da mit kælenavn af min mors bror Erik, som aldrig kaldte mig andet.

I den første tid af besættelsen boede mine bedsteforældre i Næsgade 20 som genbo til Assens Sukkerfabrik, hvor min morfar var maskinmester. Mor er vokset op der i en børneflok på 7.

Jeg har ladet mig fortælle, at mor og jeg tit var besøgende dér, men er også gået sur derfra. Onkel Erik var noget af en drillepind, som kunne få mig til hyle ved at se på mig med sine drillende øjne. Mor måtte skygge for mine øjne, så jeg ikke kunne se onkel Erik, når vi sad ved bordet og spiste. Til sidst kunne det blive for meget for mor, så tog hun mig resolut op i armene, satte mig i klapvognen og gik med store skridt i hurtigt tempo og hoppende klapvogn hjem til sig selv i Nygade.

Far var også jævnligt på besøg i Næsgade. Morfar, der var meget imponeret af uniformer, var rigtig glad, når far var på besøg dér. Far har jo altid været meget fingernem, der var ikke noget han ikke kunne klare. Så da det under besættelsen var vanskeligt at få fodtøj, var der kun én ting at gøre, når skoene var slidt ned, og det var at få dem repareret.

Og hvem kunne det, ja, det kunne far, han medbragte skomagerkniv, skomagerlæst og sålelæder samt diverse søm og stifter. Så fik hele familiens skotøj et eftersyn og forsåling, hvis det var nødvendigt.

Både morfar og far var dengang rygere. Tobaksvarer var svære at få og var under alle omstændigheder rationeret, men tobak skulle der til. Så der blev plantet tobaksplanter i haven bag Næsgade 20 og der blev høstet tobaksblade, som blev hængt til tørre i et udhus. Tilstrækkelig tørret, blev bladene snittet og den snittede tobak blev så blandet med en essens for at give det den rigtige smag. Efter sigende skulle røgen fra denne tobaksblanding have været aldeles afskyelig, specielt da mor var gravid med mig, synes hun, det var slemt.

Den aften befrielsen kom til Danmark, var mor og jeg på visit i Næsgade. Glæden var stor og der blev fejret i gaderne, hvor folk gik amok, så mor turde ikke gå hjem i Nygade, så vi overnattede i Næsgade.

Mine bedsteforældre, mormor og morfar, boede senere på hjørnet af Nygade. Der gik jeg selv på besøg med mine sutter under armen, så jeg er nok blevet godt forkælet, da jeg var min mormors første barnebarn. Mærkeligt nok kan jeg overhovedet ikke huske disse besøg, som jo nok må have været nogle rigtig dejlige oplevelser.

Men endelig kunne familien samles igen, da mor og jeg flyttede tilbage til Nyborg i marts 1946. Det var ikke nemt at få fat i en bolig lige efter krigen, så far havde meldt os ind i Andelsboligforeningen ”Holmegården” den 16. september 1945. Der var dog ingen bolig at få lige med det samme, da vi kom tilbage til byen, men der var planlagt at bygge nye huse på Ludvig Hansensvej.

Igen måtte farmor træde hjælpende til ved at give os husly i Kirkegade 1, det er dér, hvor Jyske Bank ligger i dag. For at komme ind i lejligheden skulle vi ind gennem en port til baggården, hvor indgangsdøren gik direkte ind i køkkenet. Farmor havde boet til leje dér siden 1940 i en lejlighed, der bestod af et køkken med gammeldags komfur til fast brændsel, soveværelse og stue. Til opbevaring af brændsel, der som regel var koks, var der i forbindelse med køkkenet et lille brændselsrum. Toilettet var fælles med andre beboere i ejendommen, og når hun skulle benytte det, skulle hun over en brolagt gård. Det var ikke altid nemt, da hun var handicappet efter et brækket lårben.

Den eneste opvarmning til lejligheden var en høj gammel kakkelovn i stuen og der var altså ikke indlagt varm vand.

Dér skulle vi så bo, indtil husene på Ludvig Hansensvej var færdige. Hvordan vi alle kunne finde soveplads er næsten uforståeligt, vi var trods alt 3 voksne og 3 børn. Familien blev ret hurtigt forøget med endnu et medlem, da min lillesøster Lis blev født i april 1946, så nu var der 4 børn. Vores storesøster Inge var nu blevet så gammel, at hun var flyttet hjemmefra, så hun talte ikke med.

I den lille stue var der en divan, som blev brugt som seng om natten og jeg kan huske, at jeg sommetider sov i en seng, der blev trukket ud som en harmonika, når den skulle bruges og ellers var skubbet sammen, så den ikke fyldte så meget. Nogle af os sov også 2 i samme seng, jeg sov tit sammen med min storesøster Maja.

Når der skulle laves mad, blev det store komfur i køkkenet ikke brugt, det var for besværligt. Oven på komfuret stod to gasapparater, som blev brugt til madlavning. Gasapparaterne var sluttet til to gashaner, de så meget gamle og brugte ud og farmor var tilsyneladende ikke helt tryg ved dem. Før vi gik i seng om aftenen, strøg hun en tændstik og holdt flammen hen under hanerne. Hvis de havde været utætte, ville det blive afsløret ved, at der var kommet en flamme, når hun tog tændstikken væk igen.

Mens vi boede i Kirkegade var jeg så uheldig at få skarlagensfeber. Det var dengang en ret alvorlig sygdom, som er meget smittefarlig. Der var ikke på det tidspunkt medicin til rådighed til at slå sygdommen ned, så jeg blev indlagt på Nyborg Sygehus epidemiafdeling, hvor jeg blev isoleret på en enestue. Jeg måtte ikke få besøg, så de eneste mennesker jeg så, var de samme sygeplejersker dag efter dag. For at jeg ikke skulle blive ked af det, måtte jeg heller ikke se mine forældre, men da de gerne ville se mig, gik far i tænkeboks. Han lavede et periskop af to spejle og et rør, så de udefra gennem vinduet til sygestuen kunne se mig, uden at jeg kunne se dem.

Jeg var indlagt i 6 uger, men da jeg var kommet lidt til hægter igen, fik jeg lov til at komme ud på en indhegnet plads, hvor jeg kunne løbe rundt og lege. Farmor kom i den periode på besøg næsten hver dag. Hun stod udenfor hegnet, mens jeg legede indenfor og stak jordbær ind til mig. Mor og far havde ikke lov til at komme på besøg, da personalet frygtede, at jeg ville blive ked af det, når de gik hjem igen.

 

Barndommens gade.

Alting får jo som sagt en ende, så i februar 1947 blev der skrevet under på en lejekontrakt med ”Holmegården” på en nyopført lejlighed beliggende Ludvig Hansensvej 14 B. Far var i mellemtiden blevet lokomotivfører, så han må have vurderet, at der var blevet råd til at betale den enorme husleje på 85 kr. om måneden.

Der blev på Ludvig Hansensvej opført 6 dobbelthuse med i alt 12 lejligheder. Det var jo virkelig luksus på det tidspunkt at få en lejlighed med så meget plads, når vi kom fra de trange forhold i Kirkegade. Vi flyttede på Ludvig Hansensvej i oktober 1947.

Lejligheden var i to etager. I stueetagen var entre med trappe til 1. sal, mellemgang til toilet og køkken samt to stuer med stor åbning mellem stuerne. I den ene stue stod en stor kamin, der var eneste opvarmningsmulighed i stueetagen.

Til opvarmning af vand var der i køkkenet ophængt en gasvandvarmer, så der kunne skaffes varmt vand til opvask i køkkenet og til bruser og håndvask på toilettet.

På 1. sal var der soveværelse med en lille kakkelovn og to kamre.

Fra entreen var der nedgang til kælderens to rum, hvoraf det ene var vaskerum, derudover var der et viktualierum. I vaskerummet var der en stor gruekedel til kogning af vasketøj.

Mod vejen var der en lille forhave og bag huset var der en gårdsplads og have.

Jorden bag huset var meget sandet, det var gammel havbund. Den var i hvert fald ikke god nok til far, for der skulle høstes grøntsager i stor stil til den store familie. Der blev leveret mange læs muld til haven, så en gammel kollega og far knoklede med at køre mulden om i haven og fordele den med håndkraft, skovl og rive.

Slippen mellem husene og gården skulle vi selv belægge med fliser, hvis det var det, vi ønskede. Så også her måtte familien i gang, men far havde hverken penge eller lyst til at købe fliser i dyre domme, så han lavede selv fliserne.

Inden der var gået lang tid efter indflytningen blev familien igen forøget med en lille søster, som kom til at hedde Bente. Hun blev rosinen i pølseenden og kom til verden i kammeret i gavlen, hvor den lille kakkelovn fra soveværelset var flyttet ind i forvejen. Det var i februar, der skulle lidt varme til, så den lille størrelse ikke frøs.

Så nu bestod vores familie i 14 B af mor, far og 5 hjemmeboende børn Maja, Kurt, Lis, Bente og mig.

Maja og Kurt boede sammen i gavlværelset, mens Lis, Bente og jeg boede i værelset ud mod gården bagved soveværelset. Da Maja kom i lære ved købmand Johs. Hansen på Vindingevej som kommis, varede det ikke længe inden hun flyttede hjemmefra. Derefter flyttede vi drenge, altså Kurt og jeg, sammen i gavlværelset, Lis og Bente havde derefter værelset bag soveværelset for sig selv.

De 6 dobbelthuse fra nr. 10 A til nr. 20 B med i alt 12 lejligheder var velsignet med en masse børn og efter min hullede hukommelse skulle det sammenlagt blive til 37 i alle aldre, men jeg har muligvis glemt nogle.

I enden af Ludv. Hansensvej ned mod vandet og Kystvej ligger nogle mindre boligblokke med 4 familier i hver blok. Blokkene er placeret lidt skråt på grundene i forhold til gaden og blev derfor af os andre på gaden kaldt for ”de skæve sutter”, hvorfor de skulle kaldes sutter, har jeg ingen forklaring på.

Også i de blokke var der en betragtelig masse børn, men der var, efter hvad jeg husker, meget lidt samkvem mellem børnene i ”de skæve sutter” og os i dobbelthusene.

Mellem vore huse og ”de skæve sutter” lå ”Stien”, som var en gangsti, der gik fra Vognmandsvej over Ludv. Hansensvej, Fjordvej til Provst Hjortsvej. Den udgjorde ligesom en usynlig grænse mellem ”Dem” og ”os”.

Det var ”strengt forbudt” at cykle på ”Stien” og dette forbud blev bevogtet nidkært af de voksne beboere, men det var jo fristende for os unger at skyde genvej mellem gaderne på cykel, hvis vi nu skulle skynde os.

Hvor ”Stien” mundede ud i Vognmandsvej boede der på den ene side en politibetjent Hansen og på den anden side en skolelærer. Dengang var vi unger ret autoritetstro, så vi var godt nok bange for at blive grebet i den ”store forbrydelse” at cykel på gangstien. Men det gik jo alligevel, for vi kunne skynde os at springe af cyklen inden vi nåede til Vognmandsvej. Om aftenen var der mere frit spil, da der i ly af mørket ikke var så stor en risiko, for at blive opdaget.

”Stien” blev også brugt til andet end at forbinde gaderne på ”Holmen”, som området kaldes i folkemunde. Der blev om vinteren udkæmpet nogle drabelige sneboldkampe mellem ungerne fra Ludv. Hansensvej og Vognmandsvej. Her var det ikke kun os fra dobbelthusene, men også dem fra ”de skæve sutter”, der deltog.

Midt på ”Stien” hvor grundene på Ludv. Hansensvej gik over i grundene på Vognmandsvej gik grænsen mellem de to gader og den måtte ingen af parterne overskride.

Ungerne stod på hver side af ”grænsen” med drengene og de mest modige af pigerne forrest. Bagved dem stod de mindre drenge og de fleste piger og lavede snebolde til tropperne foran. Striden gik jo nok på, at ingen af parterne skulle bestemme, hvem der måtte gå hvor på ”Stien”. Det skulle da selvfølgelig prøves af og så regnede det med snebolde mellem parterne. Jeg tror nok, at vi fra Ludv. Hansensvej vandt de fleste gange?

Med de mange børn var det klart, at det satte liv i gaden. Specielt om sommeren var der gang i en masse aktiviteter, som for det meste foregik på gaden og fortovet. Gaden var det sted, hvor vi samledes, da det var det eneste sted, vi kunne bruge som legeplads.

Der blev spillet rundbold, stikbold og langbold. Der blev leget skjul og spillet ”Krig” og af de mere stille sysler blev der spillet med hønseringe, kyllingeringe og med klinkkugler.

Drengene spillede fodbold på gaden, der var på den tid ikke den store trafik, så det var muligt uden alt for mange afbrydelser. Der var ingen beboere på gaden, der på den tid var ejer af en bil, så det var mere cyklister, der var skyld i, at vi måtte indstille boldspillet en gang i mellem.

Det var ikke alle, der synes, det var en god idé med boldspil på gaden. Der var risiko for, at bolden forvildede sig ind i en af forhaverne. De fleste gange gav det ikke anledning til problemer, men et sted på den modsatte side af gaden, blev der holdt øje med vores boldspil. Hoppede bolden ind i den have, var manden som skudt ud af en kanon ude i haven med sin kniv, der resolut blev stukket i bolden. Så var vores leg overstået, indtil vi fik splejset sammen til en ny bold.

At spille bold på en asfaltgade gav selvfølgelig en del skrabede knæ og albuer, men det blev en helt naturlig del af vores leg.

Før husene på den modsatte side af gaden, nr. 11, nr. 13 og nr. 15, blev bygget henlå grundene som kolonihaver. Det var ikke tilladt for os at gå ind i disse haver, men det var nu fristende at gøre brug af dem, der var mange gode skjulesteder der, når vi legede skjul. I haverne var der også frugttræer, så vi kan ikke sige os helt fri for, at der smuttede nogle æbler ned i lommerne, når ingen så det.

Når det var sengetid, blev vi under protest kaldt ind. Det var ikke så sjovt, nu gik det lige så godt, nu skulle vi vaskes, inden vi kunne komme i til ro. Det var til tider nogle snavsede unger, der skulle gøres sengeklare, hvilket som regel foregik ved vasken i køkkenet. Der blev varmet vand i en kedel over gasblus. Vores gasvandvarmer virkede ofte ikke, og når den gjorde, tændte den med et brag, så der stod en stikflamme ud gennem et hul i gasvarmeren.

Som helt små sad vi på køkkenbordet med fødderne i en opvaskebalje, så fik vi vasket ben og fødder på den måde. Og så blev der skrubbet med sæbe og vaskeklud også på de skrammer, som var opstået i løbet af dagen, så der var sommetider gråd og tænders gnidsel. Der var jo fart over feltet, når mindst 3 snavsede unger skulle vaskes og puttes, inden forældrene kunne slappe lidt af.

Om vinteren kunne den store kamin i stuen knap nok varme hele stueetagen op, så når vi skulle bades, blev der bredt en voksdug ud foran kaminen. En stor balje fra kælderen blev hentet op i stuen og placeret på voksdugen. Der blev varmet vand i en vandkedel over gasblusset ude i køkkenet og baljen blev fyldt med vand. Vi blev så efter tur badet, der blev selvfølgelig skiftet vand ind i mellem.

På værelserne ovenpå blev der ikke fyret, så i kolde vintre var det en kold fornøjelse at skulle i seng. Var det rigtig koldt, blev der varmet uldtæpper på kaminen i stuen. Én efter én blev vi rullet ind i hvert sit tæppe og transporteret i seng med tæppet viklet rundt om os.

En meget streng vinter, gik kaminen i stuen i stykker og kunne ikke bruges i flere dage inden den blev repareret. Da flyttede vi op i soveværelset og fik tændt op i den lille Nyborg-ovn, det synes vi unger var mægtig spændende.

Den store kamin i stuen var ret forslugen, den skulle have noget brændsel, for den skulle jo varme hele underetagen op. Vi brugte som regel koks som brændsel. Det blev leveret i sække, som kom med hestevogn fra Laurits Nielsen. Sækkene blev båret på ryggen ned i kælderen og ind i det bagerste kælderrum, hvor der var indrettet en bås til opbevaring af koksene. Koksene blev hentet op i stuen i en spand og skovlet ind i kaminen med en lille kulskovl.

På et tidspunkt synes far, at der skulle være varme i hele huset. På én af sine ture i tjenesten til Århus havde han støvet et komplet centralvarmeanlæg op med kedel, varmtvandsbeholder og radiatorer. Det købte han billigt, da man i Århus skulle gå over til fjernvarme og her kunne de gamle radiatorer ikke bruges, så det hele blev nærmest købt til skrotpris.

Far og en lokomotivførerkollega monterede det hele i en sommerferie. Det var virkelig luksus at få varme i hele huset specielt på toilettet, som nu bedre kunne bruges, da uhyret af en gasvandvarmer røg ud, nu var der altid varmt vand. Vores hus var det første der fik et centralvarmeanlæg, husk på, det var før der fandtes fjernvarme i Nyborg.

Far havde tidligere hjulpet sin kollega med at lægge varmeanlæg ind i hans hus, da han byggede i Strandalléen, så de var begge fortrolige med at arbejde sammen. I sin håndværker tid havde far været VVS-montør i København, så han var på hjemmebane med montering af varmeanlæg.

 

Cirkus og optræden

Om sommeren spillede vi cirkus i én af gårdene. Der var optræden af forskellig slags f.eks. vilde dyr i form af en hund, Jens Ågård og jeg spillede på harmonika, Jens og Gorm var stærke mænd, piger lavede akrobatik og Jette skulle altid synge (det lød ikke særlig godt).

Der blev hængt et tæppe op på en tørresnor i gården, hvor cirkus skulle holdes, så det kunne trækkes fra, når der skulle optrædes. De optrædende blev sminket med sorte øjenbryn fra en brændt korkprop og pigerne fik læbestift på læberne.

Vi lånte budcyklen hos Jens Ågårds mor, der havde rulleforretning i kælderen i nr. 12 B. Med én af aktørerne foran på ladet, kørte vi rundt i de omkringliggende gader og råbte: ”Cirkus på Ludvig Hansensvej kl. 4 i eftermiddag 25 øre”.

Og så var det spændende, hvor mange tilskuere, der dukkede op. Jeg husker ikke, hvad pengene fra entréen blev brugt til. En enkelt gang gik de til Giro 413 og vi var også heldige at få vores bidrag læst op om søndagen, men melodien, der blev spillet, var ikke lige vores smag.

Som nævnt spillede Jens Ågård og jeg harmonika sammen. På et tidspunkt var der en brugt harmonika til salg ved boghandler Bøtcher-Jensen og den fik jeg lov til at købe. Og hvem skulle så lære mig at spille? Ja, det skulle Jens Ågård, men jeg blev ikke særlig god til det, jeg lærte aldrig at spille basstemmen, for så skulle de to hænder arbejde uafhængigt af hinanden og det var jeg ikke god til.

Det gjorde ikke så meget, for Jens han var dygtig og han kunne bruge begge hænder, så han spillede også basstemmen. Han kunne i øvrigt også spille på concertino, det er en lille harmonika, som klovnene plejer at brug i cirkus. Jens var et naturtalent med en harmonika.

Ved en afslutningsfest i ungdomsskolen, der blev holdt i Borgerforeningen, skulle der underholdes. Jens Ågård mente, at der skulle vi spille, han var nemlig blevet kontaktet af ungdomsskolen. Vi fik fat i Jørgen ”Jernhandler” i Gartnergade, senere Jørgen Nellemann, som spillede på trompet. Så var vi jo tre musikere, to på harmonika og én på trompet.

Vi kom op på scenen og spillede på livet løs først ”Jim, Johnny og Jonas” og derefter ”Jeg er sigøjner” og Jens Ågård sang med. Han lod sig ikke mærke af, at vi stod på en stor scene med et stort publikum foran os.

Vi kunne også finde på at arrangere en tombola. Forskelligt legetøj, mere eller mindre defekt, blev skrabet sammen fra alle husene, der blev samlet frugt (fra kolonihaverne?) og der blev lavet karamel i smørrebrødspapir. Igen måtte vi have gang i rulleforretningens budcykel, med Jens Ågård på sadlen og en anden på ladet blev der annonceret: ”Tombola på Ludvig Hansensvej, 10 øre, gevinst hver gang”.

Når vi havde tjent lidt på vores tombola gik turen op til købmand Moltke Christensen på Knudshovedvej, hvor der var en benzintank og et ishus. Så blev der købt sodavandsis, der var ikke råd til at købe en dyrere is.

 

Handel på Holmen

Da nu en af købmændene på Knudshovedvej bliver nævnt, kan jeg lige fortælle, at der i Knudshovedvejkvarteret, også kaldet Holmen, dengang var mange forretninger. Der var 4 købmænd, 3 slagtere, 2 bagere, 2 frisører, 2 med frugt og grønt, 1 Schous sæbehus, 1 trikotageforretning, 1 kiosk, 1 elinstallatør og 1 mejeriudsalg.

Køleskabe var dengang ukendt for almindelige familier, så der måtte handles fødevarer flere gange om ugen og folk var ikke så mobile, så de handlede i nærheden af, hvor de boede.

Der var ingen selvbetjeningsbutikker eller supermarkeder, alle varer skulle leveres over disken. Når der skulle købes pålæg ved slagteren, blev der ikke købt mere end det kunne holde sig frisk ved normal temperatur, specielt om sommeren blev der nærmest købt pålæg hver anden dag. Og der blev kun købt i små portioner, det var 4 skiver rullepølse, 4 skiver spegepølse, o. s. v., og så blev der købt for 50 øre leverpostej, hvor slagteren havde en hel leverpostej stående på disken, hvorfra der blev skåret en skive, der blev pakket ind i pergamentpapir.

Ved slagteren kunne vi tigge os til pålægsaffald. Det var de stumper, som slagteren på sin pålægsmaskine havde skåret af enderne på sine store stykker pålæg og pølser, og skiver, som han måtte kassere, fordi de var skåret skæve. Pålægsaffaldet kunne vi unger som regel få gratis, når vi handlede ind for vores forældre ved slagteren. Nogle af stumperne kunne dog være så store, at de kunne skæres på vores rugbrød derhjemme.

Hver morgen, før vi stod op, kom mælkemanden rundt i kvarteret og satte ved vores indgang den mælk, der var forudbestilt og skulle leveres hver dag. Han havde mælken en lukket kassevogn trukket af en hest, der gik stille og roligt fremad uden at blive styret, i et tempo, der passede med, at mælkemanden kunne hente mælk i vognen og stille ved vores indgang. Så var der mælk til morgenmaden og vores havregryn.

Til middag kom mælkemanden igen rundt med sin vogn. Han ringede med en klokke, så man blev klar over, at der kunne handles mælk, fløde, smør, m.v. Man gik så ud til mælkevognen og købte det, der skulle bruges i den daglige husholdning. Hvis man ikke ville eller kunne betale med det samme, havde mælkemanden i en stor lomme i sit forklæde en kassebog, hvori købet blev noteret og man kunne så betale hver uge eller hver måned.

Mælkemanden hed i mange år Johansen og var meget glad for de forskellige heste, han havde gennem årene. Når én af hans heste var blevet for gammel til at trække den tunge mælkevogn fra Nyborg Mælkecentral over den høje bro ud til Holmen, stod han med tårer i øjnene og fortalte, han skulle af med den krikke, han havde for vognen og have en ny.

I gaden kom der også en fiskemand med en stor trehjulet ladcykel, hvor der i ladet lå fisk på is. Så kunne vore mødre købe den fisk, man havde lyst til og samtidig få den renset og flået ude ved cyklen. Bertelsen hed den fiskemand, jeg kan huske. Han cyklede rundt på veje og gader råbende: ”Fisk er godt”, han havde ingen klokke. Bertelsen boede i ”de skrå sutter” og havde også et fiskehus på søjler ude i fjorden udfor Vognmandsvej. I vandet under fiskehuset havde han hyttefade med fisk liggende. Vi tænkte ikke over, at ud for hver gade var kloakudløb fra samtlige huse i gaden, og at vandet i fjorden godt kunne bære præg af tankskibenes udledninger, når de lå ved Avernakke. Vi fik da også en gang imellem fisk, som havde en lidt olieagtig smag.

 

Leg på gaden, stranden og Plantagen

Der var altid børn på gaden, indtil det blev mørkt og til tider også efter, det blev mørkt, kun afbrudt af spisetider. Vi legede altid bedst, når vi skulle ind og spise. Så det var også tit, at vi unger om sommeren gik sammen i en gård med vores madpakker og saftevand i en flaske med patentprop.

Der var et mægtigt sammenhold på gaden, vi kunne godt have vores indbyrdes slagsmål, men havde man fået øretæver af én af ”bøllerne” fra de ”skrå sutter”, var det bedst for ham, der havde langet ud, ikke at gå forbi vores del af gaden.

Om sommeren, når det var badevejr, tog vi en flok unger til stranden enten ved vandrehjemmet eller længere ud mod Knudshoved til skydevoldene. Det mærkelige navn, ”skydevoldene”, skyldes et levn fra byens garnisonstid, hvor der på stedet var skydebane. Det var stadig muligt at finde projektiler i voldene derude. Vi cyklede til stranden med tæpper, badetøj, bolde og drikkelse på bagagebæreren og vendte tilbage til spisetid om aftenen godt trætte og solskoldede specielt os med den sarte hudfarve.

Vi badede ikke i fjorden, der var en hel del kloakudløb, der afleverede deres spildevand der. Færgerne afleverede dengang deres affald ud over siden, så vandet var ikke altid lige lækkert. Desuden skyllede tankskibene ved Avernakke deres tanke, når de lå i havn og det var så nemt at lempe spildevandet overbord ud i fjorden. Og det blev også gjort, for der var tit en kraftig oliefilm på vandet og på stenene i strandkanten. Så badestrand var det ikke.

Den lette adgang til strand, vand, skov og naturen i det hele taget prægede naturligvis vores hverdag og vores leg både sommer og vinter. Sankt Hans fejrede vi også ved vandet. Hele flokken af børn fra gaden cyklede til plantagen og hentede brænde, som blev slæbt efter cyklerne tilbage til dæmningen, hvor vi byggede et bål. Både drenge og piger knoklede hele dagen frem og tilbage mellem dæmningen og plantagen. Det var en flok trætte unger, der om aftenen kunne tænde bålet under overværelse af mange voksne.

Vi var nogle drenge, der holdt meget sammen i perioder mere eller mindre. Det var Jens Ågård i nr. 12 B, Jens og Gorm i nr. 14 A, Preben i nr. 16 A og mig. Det gik på livet løs med cowboys (Hopalon Casidy), krig med hjemmelavede maskinpistoler, røvere med hjemmelavede sværd, sommetider lavet af kraftigt ståltråd (det var ret farligt). Når vi rigtig skulle slå os løs i vores forskellige lege, cyklede vi op på volden, hvor vi oksede op og ned ad voldene. Det skete næsten altid, når vi havde været i Kino og set en cowboyfilm.

Turen gik jævnligt ad dæmningen ud i Plantagen, hvor vi legede de samme lege, men ofte legede vi Tarzan derude. Når vi så kom ud i skoven, skulle vi fordele rollerne og der skete det samme hver eneste gang. Den mindste, som ikke kunne tale helt rent, var meget hurtig med at melde ud med: ”Helle for at være ”Dardan”. Der blev også bygget huler af nedfaldne grene og væltede småstammer, nogle huler blev bygget oppe i træerne. Vi værnede meget om de huler, som dog ofte blev ødelagt af ukendte personer, men vi var sikre på, at det var ”dem ovre fra Vognmandsvej”, der hævnede sig efter vore kampe på ”Stien” om vinteren.

Ude i fjorden ud for Plantagen lå øen Lindholm med en stor mågekoloni. Vandet mellem Plantagen og Lindholm var meget lavt, så det var muligt for det meste at vade derover i korte bukser. Øen tiltrak os som en magnet, men på grund af den store koloni af måger og andre svømmefugle, var det forbudt at tage over på øen. Forbuddet blev overvåget nidkært af skovfogeden, der boede i Plantagen ved Slipshavnsvej. Jeg var nok lidt af en kryster eller måske bare lydig, for selvfølgelig måtte man ikke tage over på Lindholm, når det var forbudt!!

Det lavvandede område mellem Plantagen og Lindholm var et godt sted for rejefangst. Man gik i vandet med korte bukser med et lille net på et skaft foran sig og ”strøg rejer”, som det blev kaldt, ved at føre nettet gennem tangen på havbunden.

Samme sted og på vandet ud for dæmningen blev på stille sommeraftener med havblik ”blusset ål”. I stævnet på en båd blev der sat en kraftig Petromax-lampe, som lyste ned på havbunden. Bådens ejer stod så også i stævnen med et såkaldt ålejern, som han stødte ned på de ål, der var synlige i det klare og oplyste vand.

For enden af Ludv. Hansensvej, mellem Kystvej og fjorden, var der et lille anlæg med en græsplæne og en plads til både. Mod vandet var der en høj, støbt betonkant med et slæbested, hvor bådene kunne trækkes på land. Nedenfor betonkanten lå nogle store kampesten. Der var også to bådebroer, hvor der lå fortøjet mindre robåde. Bådebroerne blev kraftigt overvåget af en pensioneret lokomotivfører, der boede på 1. sal i huset på hjørnet af Kystvej og Ludv. Hansensvej og havde frit syn til broerne.

Vovede vi drenge at betræde én af broerne, blev vi omgående jaget bort, jeg kan ikke erindre, at vi nogensinde har øvet hærværk på hverken både eller broer.

Vi ville gerne fange krabber fra broerne ved Ludv. Hansensvej, men da vi ikke kunne få lov til det fra broerne, gik vi hen til Vognmandsvej. For enden af vejen var der også her en bro, som vi kaldte Kommunebroen. Her lå vi på maven og fangede krabber med en åben musling bundet i enden af en snor.

På Nyborg Fjord var der dengang en heftig trafik af togfærger, bilfærger, tankskibe til Avernakke og andre skibe til Nyborg Havn. Vi stod tit ved stranden for enden af gaden og kiggede på færgerne. Når bilfærgerne skulle i havn skulle de først vende, så de fik agterstavnen mod land. Denne vending skete ud for Ludv. Hansensvej og frembragte ofte nogle store bølger, der slog ind mod betonkanten og kampestenene nedenfor. Da bilfærgen ”Broen” blev sat i drift, skete denne manøvre med større fart med meget store bølger som resultat. Det var selvfølgelig spændende og når vi så ”Broen” for enden af gaden, råbte vi: ”Broen kommer” og så fræsede vi på vores cykler derned, for at opleve de store bølger, som kunne sprøjte helt op over betonkanten.

En dag gik det galt for mig. ”Broen” kom og vi ilede ned mod vandet på vore cykler, men da jeg skulle bremse for ikke at køre ud over betonkanten, stod pedalen på min cykel lodret opad og kunne ikke bremse. Jeg kørte ud over betonkanten og landede nede på kampestenene. Og så husker jeg ikke mere.

Min lillesøster Lis var også med nede ved vandet. Hun skynder sig hjem og råber: ”Jørgen er død”. Far op på sin cykel, ned til stranden og henter mig op fra stenene og går så hjem med mig siddende bag på cyklen. Først da registrerer jeg noget. Jeg havde slået hovedet, maven og knækket to fortænder. Jeg havde det ikke så godt og måtte holde senge et par dage.

Det skete sidste dag før sommerferien. Jeg brugte hele sommerferien på at få repareret tænderne. Tandlægen foreslår, at de repareres med guldstifter. Det bliver dyrt, så far, der på grund af sit arbejde ikke går med sin vielsesring, spørger, om den kan smeltes om til de guldstifter, der skal bruges. Det kan ikke lade sig gøre, siger tandlægen, da guldet i ringen ikke har den rigtige kvalitet.

Tænderne blev ordnet og jeg kom over det uden varigt mén og guldet har jeg endnu i munden.

Fjorden var en del af vores legeplads. Ingen af os havde dog en båd, men familien Ågård havde dog en sejlbåd, der lå nede i bådehavnen. Det var en rigtig bredvommet stabil træbåd, der hed Manne. En gang imellem var vi så heldige at komme med på én af de ture, som familien Ågård om søndagen gjorde med båden over til Kajbjergskoven. Med en lille båd, der var på slæb, kunne vi gå i land og bade fra stranden.

Også om vinteren, når der var is på fjorden, trak vandet i os. Isen var jo fristende og tillokkende at gå ud på, men vi kendte til faren ved at færdes både på vandet og på isen. Når isen brød op og der blev lidt åbent vand, sejlede vi rundt på isflagerne ved at skubbe os frem med lange stager.

Tilbage til Ludv. Hansensvej. Vi drenge, der legede sammen, var trods alt meget forskellige. De to Jens’er var nok de mest modige og den yngste, Gorm, fulgte med sin storebror Jens. Preben og jeg var ikke så vilde, vi trak os, når vi kunne mærke, at det blev lidt for groft. Vi ville gerne lege, men jeg har nok altid været den lidt forsigtige type.

Men en dag gik det alligevel galt. Preben havde fundet et fyrtøj og det skulle prøves af i Prebens kælder. I lågen under gruekedlen lå en del papir, så der kunne vel ikke ske noget ved at tænde ild i det med det fundne fyrtøj. Som sagt, så gjort. Der gik fint ild i papiret og vi gik så op af kælderen igen, nu havde vi jo prøvet fyrtøjet af. Vi vidste bare ikke, at der i kedlen lå nogle gardiner, som skulle vaskes. Der var ikke vand i kedlen med det resultat, at gardinerne begyndte at ulme og udviklede en del røg.

Gardinerne var ødelagt. Vi fik en kraftig skideballe og far Havshøi-Jensen sendte mig op på gavlværelset, hvor jeg måtte tilbringe resten af dagen. Ikke mere leg udendørs den dag.

Preben og jeg kom meget ind til hinanden, legede med biler og specielt juleaften, skulle vi altid besøge hinanden på skift for at se, hvad vi havde fået af spændende julegaver.

Vi overnattede også ved hinanden og spiste morgenmad sammen. Det var en stor oplevelse for mig. Preben fik kaffe og franskbrød om morgenen, det havde jeg aldrig fået. Min morgenmad bestod af rå havregryn med mælk, og det er det stadigvæk, blot ikke om søndagen.

En gang havde Prebens storebror, Leif, anskaffet sig en såkaldt ”cykelbil”. Det var en bil lavet af træ på fire cykelhjul og med to sæt cykelpedaler, så to personer kunne sidde ved siden af hinanden og træde i pedalerne. Køretøjet var også forsynet med et rat som i en rigtig bil.

Det var et spændende stykke legetøj og en dag fik Preben og jeg overtalt Leif til, at vi to knægte måtte prøve bilen alene. Vi kørte hen ad Ludv. Hansensvej og ud på Knudshovedvej, hvor vi tog nogle vældige ture frem og tilbage. Det var den eneste gang, vi fik lov til at låne bilen, vi var jo også nok for små til at styre køretøjet ordentligt, men heldigvis var trafikken dengang ikke så vild på Knudshovedvej som i dag.

Desværre fik Preben ikke lov til at leve sit liv fuldt ud. Han blev alvorligt syg og indlagt på sygehuset, hvorfra han aldrig kom hjem igen. Jeg ved ikke, hvad han fejlede, men det var sikkert kræft, der havde bredt sig fra det ene ben op i kroppen, så helbredelse var ikke mulig. Sidste gang, jeg besøgte Preben på sygehuset, var han kun en skygge af sig selv, han lå tynd og afkræftet i sygesengen. Det var ikke den Preben, jeg plejede at tumle rundt med og som jeg havde haft så mange timer sammen med. Det var et hårdt slag for mig.

Jens i nr. 14 A og jeg var lige gamle og gik i parallelklasse på Birkhovedskolen

Min lillesøster Lis og Jens har nogle gange røget i totterne på hinanden. Én af gangene kom far tilfældigvis ud på fortovet, han blandede sig ikke i opgøret, men råbte bare til Lis på sin brede jyske dialekt: ”Bare giv ham en på nys’ern”. Det gav Lis nye kræfter, så hun gav Jens en ordentlig omgang.

Lis var i øvrigt ikke bange for at tage et lille slagsmål, hun havde et lidt mere iltert temperament end vi andre søskende, så hun ravede jævnligt uklar med de andre unger på gaden, og det endte da også ind imellem med et par øretæver.

Når vi var kommet i seng om aftenen kunne vi, hvis vi råbte lidt højt, råbe til Jens og Gorm gennem væggen på det bagerste værelse. Vi boede jo i samme dobbelthus og sov i de samme værelser kun adskilt af en væg. Naturligvis blev det til sidst for meget for de voksne, så vi blev bedt om at stoppe den form for kommunikation omgående.

 

Jon, ridder af ”Den Høje Bro”

Stille aftenen sommer som vinter kunne man i retning fra stien fra Vognmandsvej pludselig høre en kraftig mandsstemme, der sang salmer. Det var Jon, der var på vej hjem fra den høje bro til sit hjem på epileptikerhospitalet på Provst Hjortsvej. Han kunne huske salmerne fra begyndelse til slutning.

Jon var en gammel mand, der det mest af sit liv havde boet på hospitalet. Han var meget optaget af færger og tog, hvorfor han hver dag og hele dagen stod på broen over jernbanen (Den Høje Bro) og iagttog trafikken af tog til og fra færgerne.

Jon kunne godt finde på at komme hen ad Ludv. Hansensvej på vej til Provst Hjortsvej. Så stod vi klar med et stykke kridt og spurgte ham: ”Jon, vil du tegne for os?”. Han lagde sig møjsommeligt ned på sine gamle knæ på fortovsfliserne og tegnede som regel et portræt af én af os. Tegningen lignede rigtig godt, for en anden hobby, ud over at studere tog og færger, var at male og han havde på hospitalet et lille atelier, hvor han lavede sine malerier.

Når han var på tur gennem Ludv. Hansensvej tiggede han ofte gamle ugeblade ved vore forældre. Dem brugte han til at male efter og han huskede, hvor han havde fået bladene, for en skønne dag kom han tilbage med et maleri, han havde lavet og forærede det til dem, der havde givet ham bladene.

Jon boede øverst oppe på hospitalet med vindue ud mod fjorden. Herfra legede han, at han dirigerede færgernes afgang inde fra færgelejerne. Han åbnede sit vindue og råbte ud over fjorden f.eks.: ”Dronning Ingrid sejl ud!”. ”Dut”, sagde færgen Dronning Ingrid, og sejlede ud. Jon kendte færgernes afgangstider, så det passede som regel rigtig godt, når han kommanderede deres afgang.

Jon stod troligt på den høje bro i alt slags vejr både sommer og vinter. Han kendte alle de små rangerlokomotiver, der hele dagen ilede frem og tilbage med togvogne til og fra færgerne.

De små damplokomotiver skulle alle passere under broen, hvor Jon stod. Han elskede sine tog, som han stod og dirigerede med, men det lokomotiv, han holdt allermest af, var forsynet med nr. 4.

Jon gik i løbet af dagen op i byen til de handlende og tiggede forskellige ting, f.eks. aviser, blomster, cigarer, m.v. Det var ikke noget han selv skulle bruge. Han tog tilbage til sin bro, lænede sig ud over rækværket og råbte: ”Nr. 4, kom”, når den maskine var i nærheden. Så tøffede nr. 4 hen til broen og standsede, hvorpå Jon smed aviser, blomster og cigarer ned til folkene på lokomotivet. Når bøgen om foråret var sprunget ud, plukkede han bøgegrene ved hospitalet og smed dem ned til lokomotivet, så det kunne blive pyntet. Lokomotivføreren satte blomsterne eller grenene fast foran på lokomotivet, så Jon kunne se dem, så var han rigtig glad.

Hvis far en gang imellem skulle rangere og kom hjem med aviser eller en cigar, sagde vi altid: ”Nå, du har nok kørt med nr. 4 i dag”.

Når far kom fra arbejde og passerede broen i uniform, smilede Jon og han tog sin kasket af og bukkede, mens han fortalte en hel masse om togene, der kørte neden under.

Om aftenen, når Jon gik hjem, var han godt snavset på hænder og i ansigtet. Rækværket på broen var godt sodet til af røgen fra lokomotiverne og Jon holdt tit fast i det rækværk, så hans hænder var kulsorte og det samme blev ansigtet.

Jon var en legende i vores barndom og for, at vi ikke skal glemme ham, er der heldigvis skrevet en bog om hans liv og virke på Den Høje Bro.

 

Tidsfordriv

Hvad fik vi unger ellers tiden til at gå med, når vi ikke kunne være ude? Når vi var inde om aftenen, sad vi tit med øret klistret til højtaleren i radioen og hørte børnetime eller hørte et uhyggeligt hørespil, som blev udsendt, så vi næsten ikke turde gå alene i seng ovenpå.

Hørespillene var meget populære og noget, som man talte meget om. Nogle blev sendt i flere afsnit med et afsnit en fast dag om ugen. En af de mest populære serier var ”Gregory mysteriet”, som folk kunne tale om hele ugen: ”Hvem er mon morderen?” Der var ikke noget fjernsyn og computer var en helt ukendt ting.

Da fjernsyn så småt begyndte at dukke op, stillede radio- og fjernsynsforhandlerne et tændt fjernsyn i udstillingsvinduet. Folk kunne så stå udenfor på fortovet og følge udsendelsen.

Når der var seksdagsløb i Københavns Forum, kunne det virkelig trække folk hen til udstillingsvinduet. Jeg har stået i frostvejr udenfor Kruse & Bech´s forretning og fulgt den sidste aften af seksdagsløbet. Det var en kold fornøjelse, men vi stod der temmelig mange, så vi kunne stå tæt og give hinanden læ og varme.

Far var meget interesseret i nymodens ting, så på et ret tidligt tidspunkt anskaffede han os et fjernsyn. Vi fik det først på prøve for at se, om det var noget, som kunne fange os. Jeg tror nok, at det var et af de første fjernsyn på gaden, for der var altid en masse unger inde ved os, når der skulle tændes for fjernsynet.

Spisebordstolene blev sat frem, så man sad på række, som i en biograf og børnene sad på gulvet foran. Der blev tændt i god tid og så sad vi og kiggede på prøvebilledet, og det var naturligvis ikke i farver på den tid. Det var kun Danmarks Radio, der sendte TV og der blev kun sendt en halv time om dagen, så den fornøjelse var hurtig overstået.

Men mere vil have mere og sådan var det også med TV-udsendelser, far ville også se fjernsyn fra Tyskland. Det krævede en kraftig antenne, som blev monteret på taget med et rør ned til soveværelset, så antennen kunne drejes derfra i retning af de forskellige tyske sendere. På loftet i soveværelset var der monteret en plade med kompasretningerne påmalet. Røret fra antennen gik ned i midten af denne plade og var forsynet med en pil, der samtidig fungerede som håndtag.

Når der skulle ses tysk fjernsyn, skulle én af os stå på en taburet og dreje antennen i den rigtige retning, indtil man nede fra stuen råbte, at nu var billedet OK. Skulle der ses dansk TV igen, drejede vi antennen tilbage i den rigtige retning, som vi efterhånden havde mærket af på kompasrosen på loftet.

Vi brugte også mange timer med forskellige spil som Micado, Ludo, Mølle og Dam, og når vi havde rigtig god tid spillede vi Matador. Kortene blev også fundet frem til et spil 31 eller 500, også æselspillet blev brugt til at fordrive tiden med.

Men ellers havde vi vores legetøj af forskellig art. Pigerne havde dukker med dukketøj, som mor havde syet til dem, der var påklædningsdukker, som de også selv tegnede og farvede tøj til og derefter klippede ud.

Vi drenge havde for det meste legetøjsbiler at fordrive tiden med, de mest populære var Tekno-biler.

Kreativiteten kunne også udfordres med Tekno byggesæt, hvor man ved hjælp af forskellige flade jernstænger med huller i, kunne lave alle mulige ting som biler, kraner og lignende, ved at skrue stængerne sammen med skruer og møtrikker. Det var et legetøj, der satte fantasien i gang, og det blev endnu bedre, da byggesættet blev udvidet med elektriske komponenter, som en lille elmotor og elektriske pærer, så kunne der laves ting, der kunne køre eller bevæge sig. Det var noget jeg fik mange timers beskæftigelse ud af.

For de voksne var der også mange populære udsendelser radioen med god dansemusik og så kunne de godt finde på at tage sin en svingom på stuegulvet. En meget populær udsendelse var ”Zigøjnervognen”, der bestod af sang og musik, og som blev sendt lørdag aften. Jeg havde indtryk af, at de voksne kunne glæde sig i flere dage til lørdag aften, hvor de kunne nyde dette program.

Men de mørke aftener blev også brugt til at få besøg af venner og familie til en hyggelig sludder over en kop kaffe og et stykke hjemmebag. Så havde vi unger store ører, når de voksne snakkede, for vi skulle da have det hele med, inden vi blev lagt i seng.

Mor og far kom sammen med et ægtepar, som de jævnligt fik besøg af og også besøgte. Det var en af fars kolleger. Det var ret uforståeligt, at far og han havde så meget at tale om. Han var en meget ilter person, som godt kunne finde på at skælde sin kone ud, når de var på besøg. Til tider måtte far gribe ind og få ham dysset lidt ned, så der blev en bedre stemning igen. Det var ikke lige den måde, far synes, man skulle behandle sin ægtefælle på.

Politisk var de to kolleger ikke enige, da kollegaen var ultrakonservativ, så far var godt klar over, at han ikke skulle drøfte politik med ham, når de var sammen. Men ud på aftenen, når kollegaen havde fået et par likører til kaffen og måske en pilsner, så blev der skældt ud på den politiske holdning, som far havde, og så hidsede han sig helt op i det røde felt.

Far lod ham blot rase ud og inden han tog hjem igen på cykel med en lille kæp i øret, var han blevet tam igen. Men han var stadig lidt småsur og det gik ud over konen, så han cyklede bare hjemad, alt hvad han kunne i sit eget tempo og han tog ikke hensyn til, at hun ikke kunne følge med, det var hendes eget problem, så han var hjemme længe før hende.

Pinsemorgen var vi også sammen med kollegaens familie, som udover forældrene bestod af en datter og en lidt yngre søn. Vi cyklede fra Ludv. Hansensvej ud til Hesselhuset, hvor vi mødtes. Så blev der drukket morgenkaffe i Hesselhuset og hvis det var vejr til det, fik vi det serveret ude på terrassen. Når det var overstået, gik vi børn ned til stranden og ind i den bøgegrønne skov. Det var skønt. De voksne hyggede sig ved bordet, hvor mændene fik sig en pilsner og damerne en citronvand. Før middag tog vi så alle afsked med hinanden og kørte så igen hver til sit.

Når vore forældre besøgte disse venner, var storebror Kurt barnepige for os mindre søskende. Det var altid spændende, for så måtte vi være længe oppe og Kurt fik lov til at have ”Lange Erik” på besøg til at hjælpe sig.

Så legede vi skjul i hele huset og skød med papirkugler efter hinanden. Det med papirkugler endte dog galt en gang. Det gik ud over papirrullegardinet i spisestuen, der havde fået temmelig mange fuldtræffere af papirkugler og var oversået med huller. Det var ikke så godt, det gav skideballer, da mor og far kom hjem.

Men far og mor hyggede sig også alene. Med det job far havde, var der ikke noget specielt ved weekenden, for det var sjældent, at han var hjemme der. Så når far kom hjem fra tjenesten før en fridag, så tog de revanche. Efter at vi var kommet i seng, smurte de sig et par stykker mad med sølaksesalat, far tog sig en Dortmunder og mor en citronvand samt et par snapse. Radioen blev tændt, der blev fundet lidt god musik og så fik de sig en stille dans sammen. Det var deres erstatning for en weekend.

Sommeraftener var der også mulighed for at få sig en svingom til levede musik ude på Skærven. Hvis vi fik lov og det ikke var for sent, cyklede vi derud og kikkede ind af vinduerne. Det var et meget hyggeligt sted med liv og glade dage, som blev nydt af byens ungdom. Jeg har nu aldrig været til bal på Skærven, for den lukkede som dansested, inden jeg blev så gammel, at jeg fik lyst til gå i byen.

Mor elskede musik og dans, så når vi en dejlig lun sommeraften var kommet i seng, kunne hun, når far havde tjeneste, finde på at cykle ud til Skærven og udefra nyde dansen og musikken. Kurt var hjemme ved os, mens mor var væk.

Musikken blev i mange tilfælde leveret af et lille orkester med ”Mutte” som trommeslager eller violinist.

 

Vaskeri

Vasketøj var der masser af i en stor familie med mange legebørn, en stor dreng, der var lærling på Nyborg Jernstøberi og en lokomotivfører.

Så der var jævnligt storvask på programmet. Det foregik i det ene kælderrum, som var indrettet som vaskekælder. Kogetøjet skulle koges i gruekedlen, som der i god tid blev fyret op under og så skulle tøjet med håndkraft skrubbes på et vaskebræt. Derefter skulle det skylles i et skyllekar, vrides og hænges til tørre på tørresnore i gården.

Senere blev det lidt lettere, for så kunne man leje vaskemaskiner ved Budcentralen, som lå nede i kælderen på hjørnet mellem Østervoldgade og Æblegade. De kom med et stort skrummel af en vaskemaskine på en lille trehjulet lastbil. På en sækkevogn blev maskinen kørt ned af kældertrappen og ind i vaskekælderen. Det var en virkelig lettelse, at vaskebrættet kunne sendes på pension, når der skulle vaskes storvask. Kurts arbejdstøj, som var godt snavset og olieret, var vanskelig at få rent, så der måtte til tider kraftigere midler i brug. Så blev tøjet lagt på betongulvet og skuret med en gulvskrubbe, det hjalp.

Senere måtte samme procedure tages i brug, da jeg ligeledes stod i lære på Nyborg Jern. Dengang skulle vi selv holde os med arbejdstøj og selv sørge for vask og vedligeholdelse.

På et tidspunkt syntes nogle af beboere, at det var for dyrt at leje vaskemaskine. 6-7 familier besluttede i fællesskab at købe en vaskemaskine, men pengene var små, så de gik i sparekassen og optog et lån til det. Vaskemaskinen gik så på tur, efterhånden som der var brug for den, og der blev betalt et mindre beløb hver gang til at dække evt. reparation og vedligeholdelse.

 

Familien.

Hvem var så den familie, som boede i huset Ludvig Hansensvej 14 B. Vi var som mange andre i Nyborg en tjenestemandsfamilie i vort tilfælde fra DSB.

Far stammede fra Thisted og var det eneste barn af en enlig mor. Han var udlært maskinarbejder og gik efter læretiden en svær periode i møde med stor arbejdsløshed. Han måtte tage alt forefaldende arbejde for at overleve. Hans mor arbejde som tjenestepige og bryggeriarbejder på Thisted Bryggeri, så der var ikke meget økonomisk hjælp at hente der.

Far sejlede en overgang på Nordsøen med Englandsbådene, hvor han var kullemper, der skubbede tipvogne med kul fra kulmagasinerne hen til fyrpladserne ved kedlerne. På turene over Nordsøen kunne søsygen godt hærge. Men der var ingen kære mor, hvis ikke der blev kørt kul frem til fyrene, så vankede der øretæver af 1. maskinmester, der skulle bruges kul hele tiden.

Senere blev han igen arbejdsløs og måtte som en del af understøttelsen gå fra dør til dør og sælge snørebånd.

Heldigvis var der også ind imellem arbejde at få, bl.a. var han en overgang ansat i et VVS-firma i København, hvor han monterede centralvarmeanlæg.

Endelig fik han ansættelse ved DSB som lokomotivfyrbøderaspirant,  lokomotivfyrbøder og efter nogle år lokomotivfører med hjemsted i Struer, Helsingør, Brande, Assens og til sidst ved Nyborg Maskindepot.

Fars opvækst og ungdomsår har afgjort præget hans senere politiske holdning og interesse i fagligt organisationsarbejde. Hans værdisæt og holdninger blev parametre i vores opvækst og opdragelse. Der blev lagt vægt på respekt for de svage og de ældre i samfundet, på sparsommelighed, sammenhold, ærlighed, flid, høflighed og pligtopfyldelse, men med lige så stor respekt for sine rettigheder, altså ”gør din pligt og kræv din ret”.

Vi har aldrig i familien drøftet partipolitik i vores barndom, og far har aldrig prøvet at påvirke os i en bestemt partipolitisk retning. Men far og mor har tit talt om forholdene i samfundet som helhed og om de uretfærdigheder, som eventuelt blev begået overfor mindre heldigt stillede borgere. Dette har afgjort påvirket vi børns syn på tilværelsen senere hen og har skabt nogle holdninger i vore sind, som man ikke bare kan ignorere.

På den tid kom der jævnligt tilsyneladende hjemløse mænd til døren og tiggede om en skilling til mad. Mor blev altid blød om hjertet, når hun så disse ofte forhutlede personer stå frysende ude på trappen. Hun ville gerne hjælpe dem, men ville også være sikker på, at pengene blev brugt til mad og ikke til sprut. Så penge fik de ikke, men far, der jo kendte til at gå fra dør til dør, aftalte med mor, at de kunne smøre en madpakke, hvilket de altid gjorde, når nogen tiggede om penge til mad.

Det er også hændt, at mor har givet et varmt halstørklæde eller en varm jakke, som vi kunne undvære, hvis den, der tiggede, var tyndt påklædt i koldt vejr.

Mor stammer fra Assens, hvor hendes far var maskinmester på Assens Sukkerfabrik og moderen var hjemmegående med en børneflok på 7. Ud over en periode som pige i huset hos et ældre ægtepar har mor ikke haft arbejde udenfor fødehjemmet i Næsgade i Assens.

Mor og far blev gift i foråret 1943 i Hjulby Kirke. Der var en stor aldersforskel på de to på 17 år, idet far var 36 år og mor 19 år. Med i ægteskabet fulgte 3 børn fra fars tidligere ægteskab, den yngste var på det tidspunkt 6 år gammel.

Mor var den pertentlige husmoder, der satte en dyd i, at hjemmet var ordentligt og rent. Børnene skulle være rene og have pænt og rent tøj, vi skulle have ordentlig og sund mad, skolemadpakkerne skulle være pæne ikke noget med klap-sammen-madder.

Aldersforskellen mærkedes tydeligt i samarbejdet mellem vore forældre i det daglige. Far var den modne, erfarne og selvsikre klippe med sin jyske sindighed. Der var ikke noget, som kunne bringe ham ud af fatning. Mor var den lidt nervøse type, der var lidt usikker og bange for ikke at gøre tingene godt nok og til alles tilfredshed.

Far var godt klar over, at mor var gået ind til en meget stor opgave ved at indgå ægteskab med ham og at gå ind til 3 større børn. Til den opgave var far en rigtig stor støtte, både hvad angik indkøb, børneopdragelse og familiefester.

I sin fritid var far meget engageret i diverse aktiviteter, han har aldrig kedet sig, men var altid beskæftiget med et eller andet. Det bagerste kælderrum på Ludv. Hansensvej var indrettet med et lille værksted med filebænk, skruestik og en stor værktøjstavle.

Her blev der produceret mange julegaver til os børn. Når døren ind til kælderrummet var lukket og vi fik at vide, at vi ikke måtte gå derind, var vi klar over, at der blev lavet gaver.

Til pigerne blev der lavet dukkesenge og et år fik de hver et stort dukkehus i 2 etager med indlagt elektrisk lys og ringeklokke. Jeg fik et år en bondegård og et andet år en garage til Tekno-biler.

Derudover blev der produceret amagerhylder og tallerkenrækker til hele familien samt udskårne figurer i teaktræ, som han fik som rester ved en tømrermester, han kendte.

Da lokomotivmandsforeningen i fars formandsperiode skulle holde stor jubilæumsfest i Borgerforeningens store sal, gik han i gang med at lave lokomotiver som borddekorationer.

Han havde mange år i forvejen lavet en model af en E-maskine, der var 80 cm lang. En meget fin model af træ og hjulene drejet ud i jern og med trækstænger udskåret i messing med en løvsav og efterfølgende poleret.

Da der i salen skulle være 3 lange borde i hele salens længde, lavede han to lokomotiver mere, en P-maskine og en Pr-maskine, i samme flotte udførelse. Alle 3 lokomotiver havde lys i lygterne med strøm fra batterier, der var gemt under kullene i lokomotivernes kulvogne. Det var et utroligt flot stykke arbejde, far var virkelig dygtig med sine hænder.

Efter jubilæet blev lokomotiverne placeret i nogle glasskabe i remisens mandskabsbygning. Hvor de befinder sig i dag, vides ikke.

Når der var gang i værkstedet i kælderen, var der også gang i cerutten. Kom vi ned i kælderen og åbnede døren ind til det bagerste rum, var der en tåge, for selvom der blev arbejdet, kunne cerutten sagtens sidde i munden.

I det rum var der i mange år en stor fuglevoliere med først undulater, parakitter og senere tropefugle. Gennem en klap i et af kældervinduerne kunne de om sommeren flyve ud i en større udendørs voliere i gården. Far kunne i timevis sidde på en stol nede i kælderen og studere fuglene.

Udover haven på Ludv. Hansensvej havde vi også en kolonihave i Svanedammen, der hvor Nyborg Lynfrost senere blev bygget. Den blev passet meget omhyggeligt og der blev ofret mange timer dér, når far havde sine fridage. Med de skiftende arbejdstider og weekendarbejde, som han havde, var der fridage, som blev tilbragt i kolonihaven fra morgen til aften. Han tog mad til frokost med derud om morgenen og så tog vi børn med mor derud om eftermiddagen med kaffe og hjemmebagt kage.

Inden vi tog hjem sidst på eftermiddagen, blev flaget taget ned og alle havegangene revet, så der ikke var fodspor at se.

Der skulle være orden i tingene, hvis nogen skulle komme forbi og kigge ind i haven. Hans flid blev da også belønnet med adskillige præmier i form af sølvskeer fra kolonihaveforbundet.

I kolonihaven var der en græsplæne, et kirsebærtræ, æbletræer, pæretræer, rabarber, jordbær, stikkelsbær, ribs, solbær, ærter, gulerødder, m.m. samt diverse blomster. Vi havde aldrig orm i gulerødderne, for far hentede naftalin på tjærefabrikken, der lå lige ved siden af. Det dryssede han langs gulerodsrækkerne og i dag ville man jo nok slå korsets tegn for sig, hvis man hørte om dén bekæmpelsesmetode på madvarer.

Haven stødte op til skinnerne, der gik ud til Knudshoved. Op mod jernbanen var der et lille havehus med en fast bænk og bord og stole, så man kunne spise der og gå i læ, hvis der kom en regnbyge. Når far havde haft nattjeneste og skulle sove om dagen, inden han skulle køre næste nat, tog han tit om sommeren ud i kolonihaven og sov nogle timer. Her var der fred og ro, hvad der ikke var så nemt at få hjemme på Ludv. Hansensvej, hvor der altid var børn enten ude eller inde.

Ved siden af havehuset var der et lille redskabsrum med lokum og et lille bordkomfur, så man kunne sagtens overnatte derude, hvilket vi også har gjort, hvor vi også sov i telt på græsplænen. Der var ikke plads til os alle sammen i huset.

Rabarber elsker rigeligt med gødning, hvilket de også fik. For når lokumsspanden var fuld, blev den tømt ved rabarberne, som blev store og kraftige både de tykke og de tyndere vinrabarber.

Jernbaneskinnerne bagved haven gik helt ud til Knudshoved og havde et sidespor ind til slagteriet. Om sommeren kørte der om søndagen et såkaldt badetog på sporet med odenseanere ud til Skærven, hvor der var et trinbræt. Her tilbragte man så hele søndagen og blev så hentet igen sidst på eftermiddagen af et tog, hvor det så gik retur til Odense.

Kolonihaven gav også arbejde hjemme, når afgrøderne var høstet. Haven gav en masse stikkelsbær. Det var et kæmpe arbejde først at plukke dem, hvor vi blev revet op ad armene af tornene, vi hjalp alle sammen, og fik dem transporteret hjem på cyklerne.

Derefter skulle bærrene henkoges. Henkogningsglas og låg skulle hentes op fra viktualiekælderen og vaskes af, det samme skulle den store henkogningskedel. Glassene fyldtes med stikkelsbær og lidt vand, sat i henkogningskedlen og kogt. Et stort termometer gennem låget i toppen fortalte, hvornår den rigtige temperatur var nået og henkogningen var færdig. De blev fyldt i en stor vaskebalje ude i gården, hvor hele familien inklusiv vores gamle farmor gik i gang med at klippe blomst og stilk af bærrene. Det var komisk at se vores farmor med en af fars bløde hatte på hovedet for at beskytte sit tyndhårede hoved mod solen. Det morede vi os meget over i det skjulte.

Det har været et stort arbejde for mor med alle vi unger omkring sig og ved siden af de daglige gøremål at klare det. Men her var far også til stor hjælp. På samme måde blev pærerne fra træet i kolonihaven henkogt efter at være skrællet og skåret i halve og kernehuset fjernet.

Så blev alle glassene båret ned i viktualiekælderen, hvor de stod indtil de skulle bruges i madlavningen. I min hukommelse var hylderne fyldt med glas og jeg synes vi fik stikkelsbærgrød hver dag til middag, for vi fik jo to retter hver dag, så siden dengang tror jeg ikke, at jeg har spist stikkelsbærgrød.

De henkogte pærer fik vi med flødeskum om søndagen som dessert. Flødeskum piskede vi i øvrigt ikke selv, vi kunne ikke få piskefløde, det hentede vi i en skål ved et ismejeri oppe i Nørregade.

Foreningsarbejde var noget, som far gerne deltog i, hvor mor var hjemmemennesket, der havde nok i at passe vi børn med strikketøj og sytøj. Hun var ret genert i større forsamlinger, hvor far var meget udadvendt og kunne ikke lade være med at involvere sig, når noget interesserede ham.

Da vores mormor, som vi kaldte ”Bedste”, var flyttet til byen, blev der holdt strikkeklub ved mor, hvor også vores moster Karla deltog. Der var vist nok gang i strikketøjet, men nok endnu mere i mundtøjet.

Da vi havde fået vores hund, Kim, havde den en fast plads på et tæppe i en af lænestolene, og der fik den lov til at blive liggende under strikkeklubben, så mor måtte sidde på en spisestuestol. Det faldt Bedste for brystet, ”at den møghund skulle optage en hel lænestol”, men mor kunne ikke nænne, at den skulle ned på gulvet, når den nu lige lå så godt.

Imens gik far til møde i diverse foreninger f.eks. frimærkeklub, fotoklub og stuekulturforening. Ved siden af disse hobbies var han i en årrække medlem af bestyrelsen i Andelsboligforeningen Holmegården, hvor han samtidig var tilsynsførende i de to afdelinger på Ludv. Hansensvej.

Arbejdet i den faglige organisation Dansk Lokomotivmands Forening interesserede ham meget, hvilket resulterede i, at han i flere perioder var formand for foreningens lokalafdeling i Nyborg. I forbindelse med dette faglige arbejde fik vi telefon i hjemmet, hvilket var ret usædvanligt dengang i et privat hjem. Samtidig fik han udleveret en brugt skrivemaskine, et gammelt ”hakkebræt”, hvor bogstaverne hoppede op og ned. Det var et syn for guder at se far skrive på den med én finger og med en pulsende cerut siddende midt i munden.

Foreningsarbejdet indebar en del møder i hjemmet med kolleger som lokomotivførere og lokomotivfyrbødere, når der skulle planlægges og forhandles nye ture. Så skulle mor også i arbejde med at servere kaffe og en enkelt øl røg der også ned.

Det faglige arbejde krævede en del rejser til diverse kongresser og møder ved generaldirektoratet i København. Der var også nogle lidt mere muntre oplevelser, f.eks. da afdelingen skulle have ny fane, som skulle bestille ved en fabrik i Silkeborg.

Bestyrelsen var inviteret derop og var givet blevet beværtet rigeligt under besøget, for da far kom hjem ud på natten, fik han nogle grineanfald, da han var kommet i seng. Han kunne ikke stoppe igen, så mor var lidt gnaven over, at hun blev vækket på den måde og blev holdt vågen.

I forbindelse med sit organisationsarbejde havde far en del kontakt med visse folketingspolitikere og ved Hans Hedtofts alt for tidlige død og begravelse, så vi som én af de eneste gange, at han havde tårer løbende ned af sine kinder, da begravelsen blev transmitteret.

Far var politisk socialdemokrat og var medlem af Socialdemokratiet, men han deltog ikke i foreningsarbejdet i partiet. Partikontingentet blev opkrævet af ”Tuborg-Larsen” og hans kone, som hver måned kom hjem til os og opkrævede det. Samtidig solgte de op mod 1. maj mærker på nåle til at sætte i jakkereversen.

På 1. majdagen blev der dengang afholdt demonstrationer med optog gennem byen. Der var et væld af røde faner og musik i spidsen af optoget, som endte et sted, hvor der blev holdt taler af en eller anden politiker. En enkelt gang fulgtes jeg med min far i en 1. maj demonstration.

Den endte oppe på volden ved friluftsscenen, hvor tilskuerpladserne var helt fyldt, så det må have været en af de helt store politiske skikkelser, der var hovedtaler, jeg husker ikke hvem.

Far var meget hjælpsom, når nogen i familien skulle have udført et eller andet stykke arbejde, men også andre nød godt af hans hjælpsomhed. I fotoklubben havde han mødt fotograf Mogens Andersen, der skulle åbne sin fotoforretning i Kongegade. Der skulle laves en hel del indretningsarbejde, så far tog en del fridage og var med til at etablere udstillingsvinduer og fotoatelier. Man gik aldrig forgæves til ham, hvis der var brug for hjælp.

Han var meget interesseret i alt nyt og spændende, hvilket smittede af på mig. Han involverede mig i mange af sine interesser og spurgte ofte, om jeg ville med hen for at se på dette eller hint.

Da der f.eks. i begyndelsen af 1950’erne var en stor britisk udstilling i Forum i København med en masse nye opfindelser og maskiner, tog han mig med. Her så man for første gang, hvordan man lavede plastikflasker og sådan én fik jeg med hjem. Vi så også for første gang et TV-apparat.

Når man ved DSB fik nyt materiel i form af damplokomotiver og diesellokomotiver, tog han mig med ned på remisen, ind i diesellokomotivernes motorrum og fik forklaret, hvordan maskineriet fungerede. Jeg forstod afgjort ikke det hele, men det gjorde ikke noget, det vakte min nysgerrighed, så jeg fik noget at arbejde med og tænke over. Hvis jeg skal være helt ærlig, var jeg til tider lidt betænkelig ved at stå med næsen bogstaveligt talt inde i et stort brummende uhyre af en dieselmotor.

En del af fars tjeneste gik ud på at være i ”reserve”, som det hed. Hvis noget uforudset skulle hænde, at en lokofører meldte sig syg med kort varsel, at et tog fik nedbrud og lignende, skulle ”reserven” springe til.

Reservetjenesten strakte sig over 12 timer og man skulle opholde sig på remisen i en vagtstue klar til at rykke ud. Jeg blev så tit sendt ned til ham med mad og fik en sludder. Det har sikkert været kedeligt, hvis ikke der skete noget.

Så gik vi over i remisen og så på de forskellige maskiner, der holdt derovre, hvor de blev klargjort og repareret, dengang skete der virkelig noget.

Det helt store var selvfølgelig, når jeg fik lov til at køre med i førerhuset på et lokomotiv til Odense, Svendborg eller Fredericia. Det er hændt, at jeg har været på sådanne ture både med damp- og diesellokomotiver, og så var jeg ikke til at skyde igennem, når jeg fik lov til at bruge nogle af håndtagene, selvfølgelig med fars hånd ovenpå min, så han kunne gribe ind.

En af hans ture til Århus ankom til Nyborg Banegård kl. 19,00. Da gik jeg tit derned og ventede på ham, når han kom med My-lokomotivet. Jeg kørte med ham ned til færgehavnen, hvor lokomotivet blev koblet fra, kørte hen og fik fyldt tanken med dieselolie, hvorpå vi kørte i remise. Det var næsten et fast ritual, når han kørte den tur.

Der er vel ikke noget at sige til, at jeg senere i livet valgte at vie mit liv til teknik, mekanik og maskinteknologi.

 

Farmor

I vores opvækst fik vi også lært at hjælpe med de forskellige gøremål i familien. Farmor måtte vi tit hjælpe med indkøb, da hun ikke var så mobil med sit dårlige ben. Det var ikke altid lige populært, når man nu lige legede så godt. Men der var ikke noget at gøre.

Så gik turen på cykel fra Ludv. Hansensvej over ”Den høje Bro” gennem Æblegade og Nyenstad til Kirkegade, hvor jeg gik til købmand, slagter, apotek og bager for hende. Jeg var ikke altid glad for at køre gennem Nyenstad, men det var den korteste vej. Nyenstad havde et lidt blakket ry, hvor der boede mange subjekter og nogle frække unger, det var en lidt skummel gade med mange forfaldne huse.

Når man kom ind i farmors lejlighed gennem køkkenet, kunne vi ofte høre hende sidde og synge salmer lige så stille for sig selv. Farmor var efter min opfattelse meget troende og hvis man kom op til hende en søndag formiddag, var der altid tændt for radioen, hvor hun hørte gudstjeneste. Radioen blev kun brugt til at høre nyheder og gudstjeneste på, i øvrigt var radioen skænket af en fond, som Danmarks Radio havde oprettet for mindrebemidlede.

Hun havde sin faste plads ved vinduet ud mod Kirkegade med et lille sybord foran sig, med et stykke håndarbejde mellem hænderne, det var tit uldne sokker, der var gang i. Hun hilste altid på sit brede jyske med ordene: ”Godav, bette ven”.

På den anden side af sybordet stod en stol, så vi kunne sidde overfor hinanden og få en sludder. På væggen overfor hende hængte et gammelt fotografi af en nydelig ung mand med et flot overskæg, iført det stiveste puds med knækflip. Først da hun var død mange år senere, fandt jeg ud af, at det var hendes tidligere kæreste og min farfar, som hun af uforklarlige grunde aldrig blev gift med.

Udenfor vinduet var der monteret et gadespejl, så hun kunne holde øje med, hvad der skete i Kirkegade både den ene og den anden vej. Når jeg kom på besøg ved hende, var det altid spændende at stå ved siden af farmor og kikke i gadespejlet, det var en fantastisk opfindelse, syntes vi børn.

Det var ikke lange byærinder, der skulle gås, da butikkerne lå tæt dengang i Mellemgade, Kongegade og Baggersgade. Turen til bageren, Alliance, var den sjoveste, for så skulle jeg ud over det andet, have to overskårne, som farmor og jeg skulle sætte til livs, når jeg kom tilbage.

Ved købmanden, Hilbert Hansen, i Mellemgade skulle jeg som regel have ”et fjerding pund kaffe” og en Danmark’s. Jeg anede ikke hvad et ”fjerding pund” var, men så sagde jeg bare det, jeg havde fået besked om. Først senere fandt jeg ud af, at ”fjerding” var det samme som ”kvart”, det var altså et ”kvart pund” kaffe, det drejede sig om.

Jeg betalte også husleje for hende. Den skulle betales til en malermester Sørensen, der boede i det senere Malergården, hvor der nu er restaurant. Min farmor pointerede, at når jeg kom derhen og skulle aflevere pengene, skulle jeg huske at bukke.

 

Mad og tøj

Når der skulle handles købmandsvarer til os selv, gik turen til købmand Johs. Hansen på Vindingevej. Det var godt nok en lang tur på cykel og så op ad den stejle bakke på Vindingevej. Vi børn synes, det var tosset at handle der, når der lå købmandsforretninger på Knudshovedvej.

Forklaringen var, at købmand Johs. Hansen havde udlært min søster Maja som kommis og senere ansat min bror Kurt som bydreng, og så skulle man være loyal overfor købmanden og støtte ham med vore indkøb.

Indkøbene blev noteret i en kontobog, som blev afleveret ved købmanden, der så noterede priserne på varen i bogen.

Når far fik sin månedsløn, cyklede han op til købmanden og betalte månedens indkøb. Så fik købmanden og far en sludder samt en cerut fra en trækasse med cerutter, som kunne købes i løs vægt. Var jeg så heldig at kunne komme med, var der et stykke slik til mig, så det var turen værd.

Økonomi var ikke noget vi børn hørte blive drøftet. Fars løn var efter datidens forhold nok ikke så ringe, selvom tjenestemændene ikke var voldsomt godt lønnet. Med en stor familie kunne pengene nok få ben at gå på, men far ville ikke have, at mor tog arbejde uden for hjemmet. Han følte, det signalerede, at han ikke var i stand til selv at brødføde sin familie.

Mor tog et kursus i at sy tøj særlig kjoler til pigerne. Det foregik på Birkhovedskolen i husgerningslokalerne, men hun blev vist ikke nogen stor ørn til det. Men hun syede da selv adskillige kjoler til brug både til pinse og til juletræsfest.

Tøj til mig turde hun ikke sy, men jeg kom da ikke til at mangle tøj. Far havde fri uniform og fik til tider mere end han kunne bruge. Så en af fars uniformsfrakker blev afleveret til en hjemmesyerske, som brugte stoffet til en frakke til mig. Så jeg fik en flot sort vinterfrakke, der var så tung, at jeg næsten ikke kunne bære den, men den var dejlig varm.

Det kneb da også økonomisk, når der skulle foretages større anskaffelser, f.eks. gulvtæpper eller større møbler. Så kunne vi godt høre, at der blev drøftet, hvordan de skulle klare denne store udgift.

Det resulterede mange gange i, at far søgte om udstationering i en anden by. Udstationering gav ekstra penge ud over den faste løn, så når han gjorde det i en periode, var der sparet sammen til den nye ting.

Der var ingen smalle steder, når det drejede sig om mad, vi er aldrig gået sultne i seng. Men fars jyske påholdenhed fornægtede sig ikke, når der kunne spares lidt.

Det hændte, at far kom hjem fra arbejde med en hare eller et rådyr hængende på cyklen. Hvor kom de dog fra?

Jo, det kunne hænde, at et dyr blev skræmt af toget og i panik løb ind i siden af lokomotivet og brækkede halsen. Skete det på én af sidebanerne f.eks. til Svendborg eller Fåborg og det drejede sig om et godstog, stoppede far toget og samlede dyret op.

Dyrene blev hængt op ude i gården et stykke tid, før de blev taget ind og tilberedt efter alle kunstens regler. Mor var ikke helt tryg ved de uvante menuer, men når det gjaldt mad, var far oppe på stikkerne og hjalp til med parteringen og tilberedningen.

Stuvet kålrabi med frikadeller eller medisterpølse fik vi også jævnligt, når far på de tider, hvor kålrabi blev taget op, stoppede godstoget og tiggede en knold af bondemanden. Ja, fine spiser fik vi da jævnligt.

 

Sammenhold

Verdenssituationen var efter afslutningen af 2. verdenskrig til tider lidt spændt mellem øst og vest. Sovjetunionen blokerede bl.a. for trafik til Berlin. Der blev i familien snakket, om der måske var optræk til en ny krig. Det blev så aftalt, at hvis det forfærdelige skulle ske, skulle vi børn flytte ned til vores moster Elna og onkel Henry, der havde et husmandssted på Sydfyn. Der var vi mere beskyttede end ved at bo i en by som Nyborg, men det blev da heldigvis ikke nødvendigt.

I årenes løb bosatte alle mors søskende sig i Nyborg undtagen én, og da morfar gik på pension ved De Danske Sukkerfabrikken, flyttede mormor og morfar, vi kaldte dem bedstefar og bedstemor, også til byen.

De fik en lejlighed på Vognmandsvej 20 på 3. sal med udsigt over fjorden, så bedstefar kunne studere færgetrafikken. Det var dejligt at få så meget familie samlet i samme by specielt for mor, men også far nød det, da han sikkert i sin opvækst havde savnet søskende, som han nu fik i form af svogre og svigerinder.

Desværre levede bedstefar kun godt et år efter, at de var flyttet til byen. Han kunne sikkert ikke klare at gå på pension. Hans arbejde i over 50 år på sukkerfabrikkerne havde været hele hans liv, dette liv var nu slut.

Om sommeren tog vi ofte til stranden hele familien med onkler, mostre og bedstemor. Vi slog os tit ned i nærheden af Skærven eller ved skydevoldene med tæpper, bolde, badetøj og eftermiddagskaffe. Så havde vi en hyggelig eftermiddag med en masse snak og leg i vandet og på stranden.

Vi tænkte nok ikke over, hvor privilegerede vi egentlig var, at vi i vores barndom havde så let adgang til skov, strand og sol, som vi havde. Turen derud skete på cykel med de mindste på bagagebærer efterhånden, som vi kom fra skole og var færdige derhjemme.

 

Familiefester

Der blev naturligvis holdt en del familiefester som konfirmationer, runde fødselsdage, jubilæum og bryllupper. Så stod huset på den anden ende. Far elskede fester, men også forberedelserne gik han højt op i.

Der blev lavet mad i lange baner, så vi lejede et isskab til at opbevare de mange madvarer i, køleskab ejede vi ikke, det var ikke almindeligt på den tid. Hver anden dag kom der et bud med en isblok, som blev lagt ind i isskabet.

Al maden blev lavet af mor med assistance af farmor og hendes søster Dagmar, som kom hele vejen fra Thisted for at hjælpe til med madlavning. Det var hun rigtig god til, da hun hjemme i Thisted virkede som gammeldags kogekone.

Sild blev altid hentet i en skål ved Anderson nede i Vestervoldgade. Øl og snaps hørte sig også til en god fest og en likør til kaffen, skulle heller ikke mangle.

Likøren lavede far selv af finsprit og en sukkeropløsning tilsat forskellige essenser alt efter, hvilken smag likøren skulle have. Jeg ved ikke, hvor han fik finspritten fra, men essenserne fik han af bedstefars bror, som var vinkyper ved Odense Vinkompagni, og jeg har dem mistænkt for, at spritten er kommet samme sted fra.

Så blev stuerne ryddet for møbler og der blev dækket op, så der kunne spises. Senere blev der danset til grammofonplader, så gulvtæpperne var også fjernet for at man kunne få en rigtig svingom.

Far var i sit es, når familien var samlet i festligt lag, han sørgede for, at der ikke manglede noget på bordene. Mor og far kunne lide at danse og det manglede heller ikke, når der blev festet.

Ved andre fester f.eks. konfirmationer blev soveværelset taget i brug. Her blev sengene fjernet og erstattet af borde, så der kunne serveres suppe, steg og is. Under middagen blev der sunget de sædvanlige lejlighedssange og holdt taler.

Min konfirmation blev også holdt i soveværelset. Dagen efter var der ikke ”blå mandag”, det kan jeg ikke huske, at vi kendte, men jeg kom på en udflugt alligevel. Gaven fra mine forældre udover festen skulle jeg nemlig hente i København.

Far og jeg tog med toget til København til Svejsisk Urimport, gaven var nemlig et ur, som jeg kunne vælge i den forretning, så vi fik en hyggelig tur ud af det.

En undtagelse var Bentes konfirmation, som blev holdt i forsamlingshuset i Ørbæk og Bentes bryllup, der blev holdt i spejderhytten nede på Svanedammen. På det tidspunkt var familiens økonomi nok blevet så meget bedre, at den kunne bære en fest udenfor hjemmet.

På vores farmors fødselsdage blev hele familien inviteret på middag en søndag, hvor far havde fri. Menuen var altid den samme nemlig tarteletter til forret og forloren skildpadde. Forloren skildpadde var lavet helt fra bunden af kalvekød, oksekød, fiskeboller og sovsen med sherry samt halve æg. Det var det eneste tidspunkt på året, hvor det store brændekomfur i køkkenet blev taget i brug.

I køkkenet var der også en høkasse, hvor maden kunne holde sig varm, hvis der skulle tilberedes flere retter. Høkassen var meget energibesparende, da f.eks. risengrød kunne koge færdig her uden brug af varme. Jo, de gamle kunne god finde ud af at være praktiske.

Som dessert fik vi citronfromage med flødeskum. Jeg kan ikke huske, hvad de voksne drak til maden, men vi børn fik altid æblemost på ¾ liter flasker fra Refsvindinge Mosteri. Det var det eneste tidspunkt, hvor vi fik æblemost. Det var en rigtig hyggelig dag, så menuen har brændt sig ind i hukommelsen som noget helt specielt.

I brændekomfuret var en indbygget beholder til varmt vand, så det ikke var nødvendigt at varme vand over gasblus, når der skulle vaskes op. Virkelig praktisk.

Efter middagen gik vi unger hen på trappen ved elinstallatør Schrøder-Hansen, som havde forretning på hjørnet af Baggersgade og Kirkegade. Her kunne vi sidde på trappen i timevis og se på biler, der kørte ned til bilfærgen, der havde færgeleje ved midtermolen.

Tit havde vi en lille notesbog med, hvori vi skrev bilnumrene på de biler, der kørte forbi. Det var en hel sport særlig, når vi kunne notere nummeret på en udenlandsk bil.

Når vi blev hentet ind til eftermiddagskaffe, var der lavet kræmmerhuse med flødeskum og igen blev de skyllet ned med æblemost.

Når det var overstået gik vi ned på legepladsen ved voldgraven overfor Menighedshjemmet. Vi havde brød med til ænderne og vi fik leget, indtil vi skulle spise til aften.

Der blev serveret pålægsmad og de voksne fik sig en sild med tilhørende øl og snaps. Selv vores gamle farmor tog sig en øl og en dram, man var vel gammel bryggeriarbejder.

Så var dagen slut og vi marcherede hjem til Ludv. Hansensvej godt trætte og med den oplevelse rigere.

En anden familiefest, som jeg mindes godt, var bedstefars 50 års jubilæum ved sukkerfabrikkerne. På det tidspunkt var han maskinmester på Højbygård Sukkerfabrik i Holeby på Lolland. Som sangskjuler havde far lavet en model af en dampmaskine med dampkedel, hvor sangene var skjult. Dampmaskinen kunne køre ved hjælp af en lille elmotor.

Under den herrefrokost, der var arrangeret i forbindelse med jubilæet, kom jeg gående ind med sangskjuleren med dampmaskinen kørende. Selvom bedstefar var en strid stramtandet herre, blev den gamle mester alligevel rørt, da han så sit barnebarn komme gående ind med sangskjuleren og endda en maskine.

 

Jul og nytår

Julen har altid været mødt med stor spænding i vores familie: Havde far fri juleaften eller hvordan skulle han køre i julen? Som jeg husker det, var han altid hjemme juleaften, men ikke altid hele juleaften. Han kunne godt risikere at være væk det meste af dagen og først komme hjem ud på aftenen.

Men først skulle der bages til jul. Det var småkager, der skulle bages, der blev ikke købt den slags ting på de tider. Vi børn hjalp til, det var naturligvis spændende, når der skulle laves småkagedej. Der skulle laves vaniljekranse, finskbrød, jødekager og brunkager.

Udover julebag skulle der laves forskellig marcipankonfekt, det var noget, vi kunne lide, for der smuttede jo lige et lille stykke ned en gang imellem, vi skulle da lige smage på det.

En typisk juleaften startede med, at vi børn, for at få dagen til at gå lidt hurtigere, fik nogle hæfter at læse i. Det kunne være tegneserier med Tarzan, Knold og Tot eller Fantomet. I løbet af formiddagen blev farmor hentet af en taxa.

Derefter skulle der pyntes juletræ. Så blev der hængt et tæppe op i åbningen mellem de to stuer, så vi kun kunne være i spisestuen. Far pyntede juletræet alene, det måtte vi børn ikke se, så farmor sad på en stol med sin stok foran sig og holdt vagt ved tæppet, for at vi ikke skulle snige os til at kigge under tæppet.

Så fik vi en god julefrokost med alt, hvad der hører til, dog uden at der blev serveret snaps, men en enkelt øl til de voksne og sodavand til børnene hørte der til.

Om eftermiddagen skulle flæskestegen sættes i ovnen og det skulle gøres i god tid. På sådan en dag var der stort træk på gasforsyningen, så der var mindre tryk på gassen end på en almindelig dag. Stegen skulle jo gerne være færdig til kl. 18,00, hvor vi skulle spise julemiddagen.

Eftermiddagen slæbte sig af sted, men med lidt kortspil, ludo og vores tegneserier gik tiden jo alligevel. Først dén dag blev der til eftermiddagskaffen taget hul på de hjemmebagte småkager.

Julemiddagen bestod altid af flæskesteg, da far ikke var så vild med fjerkræ, med brunede kartofler, hvide kartofler og rødkål. Af drikkevarer fik vi øl og sodavand, som dengang altid var citronvand.

Så blev der serveret risalamande med kirsebærsovs og mandel. Mandelgaven var en ting af marcipan, et år var det dog en figur af sæbe, men ellers var det tit en marcipangris. Der var kun én mandelgave, ikke noget med én mandelgave til børnene og én til voksne.

Efter opvasken skulle spændingen udløses. Far hentede alene gaverne ned fra værelserne ovenpå og lagde dem under juletræet. Så hentede han en spand med vand og en gulvklud for alle tilfældes skyld og tændte så stearinlysene på juletræet. Det elektriske lys blev slukket og så blev tæppet mellem stuerne fjernet, så måtte vi andre gå ind til juletræet, det var altid et meget flot træ, syntes vi.

Så blev der gået omkring juletræet, mens vi sang julesalmer fra salmebogen, der blev ikke sunget julesange kun salmer. Farmor sad i en lænestol, da hun ikke var godt gående, og sang med, hun kunne dem alle sammen udenad.

Det var de mest almindelige salmer vi sang, som vi på tur måtte bestemme, men det var helt sikkert, at farmor hvert år valgte ”Den yndigste rose er fundet”.

Som børn håbede vi på, at det snart var overstået, så vi kunne gå i krig med gaverne.

Det var far, der foretog uddeling af gaverne, som ikke foregik efter noget bestemt mønster. Når vi havde fået alle gaverne, begyndte vi at pakke op og så blev der takket for gaverne efterhånden, som de blev pakket ud.

Julegodterne blev sat frem. Det bestod af forskellig marcipankonfekt, som var lavet af mor, appelsiner, dadler og figner. De voksne fik kaffe med hjemmebagte småkager.

Vi børn havde travlt med vore gaver, som ofte var et stykke tøj, men altid lidt legetøj, som i flere tilfælde var lavet af far nede i kælderen.

Som sædvanlig smuttede jeg ind til Preben i nr. 16 A, for at se, hvad han havde fået. Et år havde han fået et jakkesæt, det kan jeg huske, at jeg synes var fantastisk flot. Så gik vi sammen ind til os og så på mine julegaver.

Så lakkede dagen mod enden, farmor blev kørt hjem i en taxa og vi børn var godt trætte, men havde alligevel ikke lyst til at komme i seng, gaverne var alt for spændende.

Næste dag, 1. juledag, vågnede vi tidligt, julegaverne ventede jo på os, så vi havde ikke tid til at sove tiden væk.

Det kunne hænde, at far kørte juleaftensdag og først kom hjem ud på aftenen. Så ventede vi med at få gaverne, til han kom hjem. Det var vist noget vores farmor synes, så far kunne se os få gaverne. Det var mor ikke altid tilfreds med, at vi skulle vente så længe med at få vores gaver.

Vi har altid fejret juleaften hjemme ved os selv, da vi syntes, det var sjovest at være hjemme, når vi skulle have gaver og skulle nyde dem i fred og ro.

Der blev ikke holdt julefrokost 1. juledag, for hvis far havde haft fri juleaften, skulle han køre den dag, så det blev en dag, som gik med leg og spisning af slik.

Mellem jul og nytår afholdt lokomotivmandsforeningen juletræsfest i Borgerforeningens lille sal. Så blev vi unger puttet i stadstøjet, pigerne i fine kjoler, som mor havde syet og jeg i matrostøj. Forældrene var også stadset op, damerne i pæne kjoler og mændene i habitter med slips eller butterfly.

Der dukkede en julemand op (det var Jens Ågårds far) med en stor sæk på ryggen. Der blev gået om juletræet til julesalmer og julesange, og han legede forskellige lege med os børn. Til sidst blev julemandens sæk åbnet, den var fyldt med godteposer, som blev delt ud til børnene.

Der var også lidt til de voksne, damerne fik hver et marcipanbrød og mændene hver en cigar, så det kan godt være, at der var tæt af røg i løbet af aftenen.

I de tilstødende lokaler blev der serveret kaffe til de voksne og sodavand til børnene. I salen blev der spillet op til dans af Kruses orkester, men vi drenge fik mest tiden til at gå med at løbe rundt og lege tag fat efter pigerne.

Festen sluttede ret tidligt, så vi unger kunne komme hjem i seng i ordentlig tid.

Nytårsaften var en aften, hvor vi havde travlt med rende rundt på gaden og lave lidt løjer. Men først skulle vi spise middag om aftenen. For det meste fik vi kogt torsk med sennepssovs og hvad der ellers hørte til f.eks. hakket æg, og smørsovs til at komme i sovsen, hvis sennepssovsen var blevet for stærk. De voksne drak øl og snaps til maden, og børnene fik sodavand. Som dessert fik vi som regel henkogte pærer med flødeskum.

Den aften havde vi tit besøg af nogen fra vores familie, det kunne være onkler eller mostre med deres børn. Farmor var også sikker gæst nytårsaften, da hun jo var alene og de ældre skulle afgjort ikke sidde for sig selv den aften.

Vi var klædt på med papirhatte og hagesmæk, stuerne var pyntet med serpentiner eller guirlander. På bordet blev der fyret bordbomber af til børnenes store fornøjelse.

De voksne fik resten af aftenen til at gå med højt humør og en lille en til ”næsen”, alle ventede jo på, at klokken skulle blive 24,00, så man kunne ønske hinanden godt nytår.

Hvis far havde tjeneste, var aftenen lidt mere afdæmpet, for det var som regel ham, der var iværksætteren, når der skulle holdes fest.

På gaden havde vi travlt med lave narrestreger, men hærværk var ilde set. Vi gik rundt og ringede på dørklokkerne og skyndte os væk inden, der blev lukket op. Hvis vi kunne finde et gammelt juletræ, satte vi det op ad døren, så det væltede ind i gangen, når døren blev åbnet.

Juletræer blev også hejst op i flagstængerne og skraldespandene kunne blive fjernet, gemt væk eller blive vendt med bunden i vejret.

Selvfølgelig blev der også skudt en hel del fyrværkeri af i løbet af aftenen, men der skulle da også gemmes noget til det blev midnat.

Postsprækkerne i dørene skulle gerne sikres, så de ikke kunne åbnes, ellers var der risiko for at få smidt fyrværkeri ind i gangen. Det var dog ikke særlig smart at gøre, da det sagtens kunne forårsage brand og det var ikke meningen med nytårsløjerne.

Når klokken blev 24,00, var vi alle sammen inde igen, for nu skulle vi skåle på et godt nytår. Da klokken faldt i slag, tudede alle lokomotiverne og færgerne i samlet kor, det var meget højtideligt. Vi ønskede hinanden godt nytår med et glas kirsebærvin, også vi børn fik lov til at nippe til et lille halvt glas kirsebærvin. Så kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme udenfor og skyde fyrværkeri af og se på alle raketterne, særlig inde over byen kunne vi se et virkeligt flot syn.

Der var som regel, hvis vejret var rimeligt, mange mennesker på gaden ved midnatstid en nytårsaften og der blev da også ønsket et godt nytår til højre og venstre, hvilket kunne resultere i en invitation på et lille glas et eller andet.

Det gamle år var slut og det nye var lige begyndt, men nu var vi ved at være trætte, så en times tid efter midnat var vi igen indendørs, og inden vi så os om, var det sengetid efter en lang og spændende dag.

 

Broderskab.

Jeg har altid været meget glad for min storebror Kurt, jeg så meget op til ham og ville gerne være sammen med ham. Mine søstre, Lis og Bente, havde meget glæde af hinanden i deres leg, men jeg savnede til tider en bror at lege med. Kurt er 7 år ældre end mig, så vi legede ikke helt på samme plan, men vi var trods alt meget sammen.

Han har sikkert ikke altid været glad ved at have mig på slæb, når han skulle være sammen med sine jævnaldrende. Jeg har tit tigget så meget, at jeg kom med, når han skulle hen på Knudshovedvej og være sammen med Lange Erik. Erik var meget høj deraf øgenavnet. Han var maler og på grund af sin højde, blev han også kaldt ”maleren uden stige”.

Erik og Kurt byggede modelfly på Eriks værelse, som lå i et lille udhus. Erik var forældreløs og boede ved sin onkel og tante. De forkælede Erik meget og når Kurt var på besøg, blev der altid serveret hjemmebagt kage og sodavand. Så også derfor var det klart, at jeg gerne ville med Kurt derhen.

Mens de byggede fly og drøftede med hinanden, hvordan de nu skulle flyve med dem, sad jeg på Eriks seng og hyggede mig med ”Populær Mekanik”, nogle blade, som Erik abonnerede på. Det var spændende læsning.

Hvis der enkelte gange ikke var hjemmebagt kage på menuen, blev jeg sendt hen til bager Olsen og hentede 2½ stang wienerbrød, som vi så satte til livs. Erik og Kurt fik hver en wienerstang og jeg en halv, hjulpet ned med sodavand.

Om lørdagen tog de ned på den lille Svanedam, der hvor den Private Realskole ligger, og fløj med deres maskiner. Dér var jeg også tit med. For det meste endte det med, at flyene blev smadret. Så gik vi hjem og reparerede dem på Eriks værelse, så de var klar igen til om søndagen.

Flyene var forsynede med en lille dieselmotor, der kørte på æter. De kunne være ret vanskelige at starte og for at lære det, gik de om vinteren ned i vores værksted i kælderen og arbejdede med motorerne.

De støjede hel vildt og en aften ville far lige se, om det ikke snart var slut. Da han lukker døren op til værkstedet, var der røg, så man havde svært ved at se en hånd for sig. I volieren i samme rum lå alle fars fugle med benene i vejret i bunden af buret, godt bedøvet af æter dampe og røg. Det var ikke så godt, men efter en kraftig udluftning, kom fuglene heldigvis til sig selv igen. De havde kun været bedøvet af den kraftige os, underligt at de to knægte ikke også var faldet om.

I byen var der en modelflyveklub, hvor alle Nyborgs modelflyveentusiaster kunne dyrke deres hobby under ordnede forhold. Her kunne de bygge deres modelfly og hjælpe hinanden med gode råd og idéer. Klubben havde til huse i kælderen under Højskoleforeningens bygning i Nørrevoldgade, hvor senere Madssmeden havde lokaler.

På et tidspunkt havde Erik og Kurt anskaffet en lille jetmotor, som naturligvis skulle afprøves i vores gård. En hel flok flynørder var mødt op. Far havde en stor huggeblok, som blev lagt ned og jetmotoren blev gjort fast til den. Brændstof fik man fra en af nørdernes knallerter, som holdt ude på gaden.

Og så gik man i gang med at starte uhyret. Det lykkedes også til sidst, at få den til at sige noget i form af et kraftigt brøl, hvorved huggeblok med jetmotor strøg fra den ene ende af gården til den anden. Mere blev det ikke til med den motor.

Kurt var på det tidspunkt kommet i lære på Nyborg Jernstøberi som maskinarbejder. Holdningen dengang var for det meste, at det var rart at have en håndværksuddannelse at falde tilbage på, hvis man senere valgte at påbegynde en videregående uddannelse.

Kurts interesse for fly var vedvarende og han aftjente senere sin værnepligt i Flyvevåbnet, hvor han med baggrund i sin håndværksuddannelse blev ansat som flymekaniker og forblev der resten af sit erhvervsaktive liv.

Mens Kurt var lærling på Nyborg Jernstøberi fik man udbetalt sin ugeløn hver torsdag til fyraften. Jeg stod tit og ventede på ham ved porten, når der var lønningsdag. Så gik vi sammen ind til købmand Lind, der havde forretning ved siden af fabrikken, så Kurt kunne betale sin regning for en uges indkøb ved købmanden. Flink som min storebror var, faldt der altid lidt af til lillebror i form af et eller andet stykke slik og så cyklede vi sammen sludrende hjem.

Allerede på det tidspunkt, da Kurt stod i lære, var jeg af far blevet skrevet op til en læreplads som maskinarbejder på Nyborg Jernstøberi. Det var nødvendigt at være forudseende, såfremt man ønskede sig en læreplads, de hængte ikke på træerne, heller ikke dengang.

 

Fritid.

For at tjene lidt lommepenge havde jeg forskellige jobs som bud, for på de tider blev der ikke givet lommepenge i vores familie.

Fra fru Ågårds rulleforretning skulle tøjet køres hjem til kunderne, når det var rullet færdig. Det skete på en budcykel med lad foran, hvor der kunne stå en stor kurv med tøjet i. Jeg kan ikke huske, hvorfor hendes søn Jens ikke havde det job, men det skulle jeg da ikke beklage mig over.

Det kunne godt være tungt at køre med en kurv fyldt med rullet sengetøj foran på cyklen. Hver tur jeg kørte, gav 5-10 øre.

Boghandler Bøtcher-Jensen har jeg også været bud hos og kørte ud til kunder med bestilte bøger og på posthuset med girokort, der skulle betales.

Overfor boghandleren i Kongegade lå fotograf Mogens Andersens forretning. Her har jeg også været bud i en periode, hvor det mest handlede om at gå på posthuset med girokort, så det var ikke særlig krævende.

Der blev også tid til at dyrke forskellige fritidsinteresser. Jeg blev ret tidlig fascineret af at samle på frimærker, hvilket nok var en interesse, der smittede af fra far, som brugte mange vinteraftener med at ordne sine frimærker.

Vi købte såkaldte kilovarer, der var en stor pose med alverdens frimærker, der blot var klippet af kuverterne. Frimærkerne skulle vaskes af resterne af kuverterne, ved at de blev lagt i lunkent vand tilsat lidt salt. Efter at have ligget i vandet i et stykke tid kunne frimærkerne fjernes uden at lide skade, og lægges til tørre i nogle hæfter, hvor bladene var lavet af trækpapir.

Jeg fandt hurtigt ud af, at det var nødvendigt at begrænse sig, så jeg valgte kun at samle frimærker fra Finland. At det blev Finland, som jeg valgte at samle på, er en ren tilfældighed, men på det tidspunkt begyndte Finland, som det første land, at udgive nogle meget farvestrålende frimærker.

Nyborg Filatelistklub havde dengang en afdeling for børn og unge, hvor jeg blev medlem. Vi mødtes en gang om måneden. Vi holdt til i et lokale i kælderen under en af Nørrevold Skoles bygninger, hvor vi byttede frimærker med hinanden, så vi på den måde undgik at bruge penge på at købe mærker.

En musiklærer og kapelmester Tage Hem, der boede her i byen, tog initiativ til at oprette et drengeorkester iklædt historiske uniformer med baggrund i Nyborgs historiske fortid.

Han indkaldte til et stiftende møde i Højskoleforeningens bygning, hvor alle interesserede drenge og forældre kunne møde op. Jeg synes, det lød spændende, at lære at spille på et instrument, så jeg fik lov til at melde mig ind i det, der fik navnet Danehofgarden.

Vi skulle i første omgang selv købe instrumenterne, så jeg fik lov til at købe det billigste instrument, en marchfløjte, så var skaden jo ikke så stor, hvis jeg hurtigt tabte interessen. Desuden skulle der betales et månedligt kontingent, som skulle dække senere indkøb af instrumenter og undervisning.

I begyndelsen var Danehofgarden kun et tamburkorps med marchtrommer, marchfløjter og signalhorn. Så vi, der skulle spille på fløjte, skulle først og fremmest lære noderne at kende, hvilket foregik hjemme i Tage Hem´s private hjem, som lå ude i ”Rødby”.

En militærmusiker fra Odense blev engageret til at lære os at spille på marchfløjte, som jo er en tværfløjte og som kræver en helt speciel teknik. Den samme musiker underviste de to drenge, som skulle blæse i signalhorn. Trommeslagerne blev undervist af Tage Hem selv.

Undervisningen foregik i en af spejderhytterne og i Landportens gymnastiksal. Senere fik vi vore egne øvelokaler i Blegdamgade 2 i et baghus, i et lokale, hvor der tidligere havde været et garveri.

På et tidspunkt under opstart af Danehofgarden fik vi besøg af Danmarks Radio, som havde fået kendskab til det initiativ, der var taget i Nyborg. De ville have et interview med Tage Hem og en smagsprøve på vores kunnen.

Så jeg skulle spille ”I alle de riger og lande” på fløjte og Tage Hem akkompagnerede på tromme, da vores trommeslagere endnu ikke var så dygtige, at han turde lade dem spille i radioen. Optagelsen gik fint og blev senere sendt i en udsendelse om eftermiddagen, som hed ”Børnetimen”.

Da vi var nået så vidt, at vi kunne spille et par melodier uden alt for stort besvær, skulle vi lære at gå og spille samtidig. Det var straks værre, og vi skulle også gå pænt på række og geled.

Vi øvede hver søndag ude i Christianslundsskoven ved det gamle Christianslunds Badehotel, hvor vi lærte eksercits af en tidligere oversergent. Efterhånden fik vi lært at gå og spille samtidig, og var så parat til at blive præsenteret for publikum.

Der blev holdt en stiftelsesfest i Borgerforeningen, hvor vi for fuld udblæsning viste, hvad vi duede til. Den store sal var stuvende fuld af forældre og andre interesserede, og som et ekstra trækplaster var Odense Pigegarde inviteret, det gav lidt ekstra kolorit på dagen.

Da Danehofgarden havde eksisteret i nogen tid, blev den udvidet med et harmoniorkester, som jeg skiftede til. Samtidig blev marchfløjten skiftet ud med en piccolofløjte og en stor koncertfløjte.

Vi havde nogle gode oplevelser og et godt kammeratskab i Danehofgarden og det er glædeligt den stadigvæk eksisterer.

Min tid i Danehofgarden fik en ende, da jeg faldt for aldersgrænsen, men jeg kunne ikke slippe musikken, så jeg fortsatte med at spille i Nyborg Jernbaneorkester. Her spillede jeg også piccolofløjte og koncertfløjte, men skiftede på et tidspunkt over til klarinet, da der var større behov for det.

 

Hunden ”Kim”.

Mor og vi børn havde gennem lang tid talt om, at vi godt kunne tænke os en hund, men far var så afgjort imod det. Han hadede ikke hunde og var også glad for dyr særlig sine fugle, men en hund, nej.

På et tidspunkt må han have haft et svagt øjeblik. I de skrå huse var der en hund, som havde fået hvalpe og der fik vi far slæbt hen.

Det endte så med, at vi havde købt en hund, en sort Cocker Spaniel, som vi kaldte Kim. Det ændrede fuldstændig fars syn på hunde. Kim blev hans et og alt, og den hængte op af ham, så snart ham var inden for døren, vi andre var bare luft for ham. Kim og far tog lange spadsereture sammen, cyklede ture ud ad dæmningen, gennem plantagen og hjem ad Slipshavnsvej og Knudshovedvej.

Så marcherede de to hjem til Ludv. Hansensvej, Kim med bladet i munden hele vejen hjem og afleverede det til mor. Så var han meget stolt og fik mange ros.Det blev også til gåture op i byen til Nørregades Kiosk for at hente Familie Journalen. Johansen, som havde Nørregades Kiosk, pakkede bladet godt ind i papir og Kim fik det i munden.

Efter bedstefars død flyttede bedstemor hen på Vognmandsvej 12, st. tv. i en mindre lejlighed. Mor og bedstemor byttede blade, så bedstemor ringede jævnligt til mor og sagde, at hun havde et blad til hende. Så lukkede mor døren op for Kim og sagde: ”Gå over til bedste”.

Kim løb så alene af sted, hen ad Ludv. Hansensvej, ad stien over på Vognmandsvej, hvor Bedstemor holdt øje med ham og lukkede ham ind.

Bedste rullede bladet sammen og bandt det fast i Kims halsbånd, gav ham en godbid og sagde, at han skulle løbe hjem til mor. Det gjorde han så, bedste havde skrevet på bladet: ”Har fået godbid”. Men Kim fik dog også en godbid af mor, når han afleverede bladet. Når bladene skulle den anden vej, gik det på samme måde blot modsat.

De to, far og Kim, var uadskillelige og det var en meget stor sorg, da Kim blev gammel og syg og måtte aflives. Han blev begravet i vores baghave og far begravede ham selv med tårerne trillende ned ad kinderne. ”Vi skal aldrig have hund mere”, sagde han, ”jeg kan ikke holde ud, at skulle af med den igen”. Så den store klippe af en jyde, kan gøres blød ved hjælp af en lille hund.

 

Ferier.

I forbindelse med fars job havde han ubegrænset frirejser i Danmark, mor og vi børn havde tilsammen 12 rejser årligt. Frirejserne blev bl.a. brugt til at besøge bedstefar og bedstemor på Lolland. Det var en virkelig lang rejse at komme fra Nyborg til Holeby på Lolland, den varede 5-6 timer, så vi havde nogle store madpakker og drikkevarer med på turen. Fra stationen i Holeby gik vi med alle vores pakkenelliker ud til Højbygård Sukkerfabrik.

Vores bedsteforældre havde en tjenestebolig ovenpå sukkerfabrikken på 3. sal. Det var altid spændende for en dreng at besøge dem, der var så meget teknik at se på, en stor fabrik med masser af lastbiler, små damplokomotiver, der kørte ud i roemarkerne i omegnen.

Bedstefar var som sagt glad for uniformer, han ville så gerne have, at far skulle tage sin uniform på, når vi var på besøg. Far kunne ikke lide det, for det var jo hans arbejdstøj og når vi var på besøg dér, var han jo ikke på arbejde. En gang forbarmede far sig over ham og tog uniformen med i bagagen.

Så skulle de en tur rundt på fabrikken og se, hvad der var gang i, sluttende af med en øl sammen med smedene.

Efter fyraften og aftensmad kom kortene tit frem til et slag 66 mellem de 4 voksne. De små var kommet i seng, men jeg måtte være længere oppe, som den ældste. Jeg fik så lov til at passe pengene for far, for man spillede om 5 og 10 ører.Bedstefar passede stadigvæk sit arbejde på fabrikken, når vi var på besøg. Han var tidligt af sted om morgenen, så når klokken var omkring 9, kom han op i køkkenet og fik sin frokost. Den bestod hver dag af to spejlæg, to stykker rugbrød og kaffe.

Lejligheden bestod af 2 stuer, soveværelse, toilet og et kammer. Køkkenet lå udenfor selve lejligheden for enden af en lang gang, hvor der til begge sider var værelser beregnet til overnattende medarbejdere under oplæring, såkaldte kandidater.

Bedstemor har altid holdt katte og i Holeby havde hun en kat, der hed Mimse. Min lillesøster Bente var ikke så glad for katten, så når hun gik ned ad den lange gang, stak hun i løb for at komme i sikkerhed, når hun så Mimse. Og så kan det nok være, at katten fik fart på med at jagte hendes ben. Det gav naturligvis en hel del skrig og skrål fra Bente.

I etagen under bedstefar og bedstemor boede en ingeniør Harms-Larsen. Det var en herskabelig bolig sammenlignet med bedstefars og bedstemors, men der var jo også forskel på en maskinmester og en ingeniør, det var tydeligt at se.

Det var en stor lejlighed med højt til loftet, to store stuer, kontor, soveværelse, køkken, badeværelse med kar og et børneværelse til hver af de tre børn. I køkkenet var der endda køleskab med fryser.

De tre børn var Jette, Peter og Uffe, hvor Jette var den ældste og Uffe den yngste. Peter og jeg var jævnaldrende, så vi brugte mange timer sammen med at lege på hans værelse med en masse legetøj.

Jeg var lidt bange for Jette, som var døvstum og som kunne være lidt voldsom en gang imellem. Men Peter var god til tale fingersprog med hende og få hende dæmpet lidt ned.

Til Harms-Larsens lejlighed hørte en meget stor have, der lå ved siden af sukkerfabrikken. Det var nærmest en park med store træer og buske med gangstier mellem dem, i midten af parken var der en stor betonkumme. Det var et springvand, som på grund af børnene var tømt for vand og var i stedet fyldt med sand til en stor sandkasse.

I parken stod et lysthus, hvor der var cykler, trækvogne og gokarts. Det var et eldorado for os drenge at lege dér, hvor der blev kørt rundt på gangstierne i de forskellige køretøjer. Jeg husker mit samvær med Peter, med de legemuligheder, der var sammen med ham, som et eventyr.

Peters far havde ikke bil, men han havde kørekort, så når det var varmt og vi skulle til stranden for at bade, lejede han en bil og kørte os til Rødby.

En anden ting, der var helt fremmed for mig var, at Peters mor kunne lave is i fryseren i køleskabet, det havde jeg aldrig set før. Så når Peter tiggede længe nok, fik vi serveret is om eftermiddagen.

Ellers fik vi knækbrød med smør. Knækbrød var også helt ukendt for mig, men det var spændende at prøve noget nyt.

En vinter, hvor jeg var på besøg ved bedstefar og bedstemor, var det ved at gå galt for Peter og mig. Ved siden af sukkerfabrikken var der nogle store slambassiner, hvor vaskevandet fra roerne blev ledt hen. Der var is på bassinerne og Peter og jeg skulle naturligvis ud på isen, men den var ikke tyk nok. Jeg gik igennem isen og stod i ulækkert, stinkende slam lige til brystet.

Ved Peters hjælp fik jeg mig reddet op og stod så smurt ind i noget, der så ud som om det kom fra en lokumsspand og det lugtede sådan.

Jeg kom i bad, men resten af mit ophold, kunne jeg stadig mærke lugten. Og så var der skideballer til Peter og mig af min bedstefar, vi måtte aldrig mere komme i nærheden af de slambassiner.

Min bedstefar var en herre af den gamle skole og satte stor pris på, at vi var høflige i særdeleshed overfor autoriteterne og ens foresatte. Så jeg fik besked på, at når jeg mødte ingeniør Harms-Larsen og 1. mester Ollemann, skulle jeg bukke. Bedstefar var ”kun” 2. mester på fabrikken.

På hans bryst var tatoveret et kæmpestort sejlskib, en rigtig fuldrigger med sejl og bølger for boven. Armene var også tatoveret med et stort hjerte med et pigenavn igennem og det navn var ikke min bedstemors. Det var et imponerende syn, som jeg aldrig har glemt.Som nævnt tidligere var min bedstefar en striks person, der holdt meget på formerne. Selvom han var gammel sømand, var han meget blufærdig og han viste sig aldrig let påklædt. Men engang kom jeg til at gå ind på badeværelset, mens han var ved at barbere sig i bar overkrop.

Ved siden af sukkerfabrikken lå en stor bondegård, Højbygård, med en stor besætning af køer. Hver morgen leverede gården en lille mælkespand med mælk til bedstemor. Det var merseymælk, hvor der stod et tykt lag fløde på toppen. Fløden blev skummet af og anvendt til kaffefløde, resten af mælken var rigelig fed, det var helt uvant at drikke mælk, der var så fed.

Ud over mælk fik vi også sodavand til maden. Sodavand var ikke hverdagsdrik hjemme i Nyborg, men det er da klart, at man skal forkæles lidt ved sine bedsteforældre, og så var det grønne sodavand, det havde vi dog aldrig set.

Under et af vore sommerferiebesøg var vi til frokost hos en gammel smed og hans kone, som vores bedsteforældre kom sammen med. De boede i et sommerhus ikke særlig langt fra sukkerfabrikken, så vi kunne gå derhen hele familien.

Den gamle smed havde ikke en ”pløk” i munden, men det generede ham ikke under frokosten, som bl.a. bestod af røget sild. Smeden tog godt for sig af silden og de snapse, der skulle skylle den ned. Benene fra silden tog han ikke ud af munden, dem skubbede han ud mellem læberne, de sad og strittede ud, så det så ud, som om han havde skæg, han lignede en hvalros. Det så meget skægt ud.

Da jeg blev så gammel, at jeg kunne rejse alene i tog, var jeg i sommerferien ofte på besøg hos vores familie rundt omkring i landet.

Dengang kunne man få udstedt en skolebillet i skolen, hvorpå der stod, hvor man skulle hen.

Billetten kunne ikke være i en lomme, den var på størrelse med et A5 ark. Den var forsynet med en snor, så den kunne hænges om halsen på os og billettøren kunne så se, hvor vi skulle sættes af toget.

 

Skolegang.

Børnene fra Holmen hørte til Birkhovedskolens distrikt. Det var en god travetur for de små størrelser, som skulle begynde i 1. klasse for cykle måtte vi ikke i de små klasser.

Der var virkelig spænding den første skoledag i august 1950, en masse nye kammerater skulle man lære at kende.

Jeg blev fulgt af far den første dag i skole, hvor vi også fik de første bøger. Det var ”Ole Bole, ABC”. Vi hilste på vores klasselærer, som var en meget flink lærerinde.

Da jeg kom hjem efter den første dag, var jeg godt ked af det. Hvordan skulle det dog gå, for ”Jeg kan jo slet ikke noget, jeg kan ikke engang læse”.

Mine forældre morede sig og trøstede mig med, at det gjorde ikke spor, det var netop derfor, jeg var kommet i skole.

Vores lærer sad ved et kateder, der var placeret på en platform, så hun sad højere oppe end vi andre, og kunne overskue hele klassen uden at rejse sig op.

Vi lærte at stave i kor, mens læreren stod ved tavlen og pegede med en pegepind på de ord, hun havde skrevet på tavlen.

I vore kladdehæfter sad vi omhyggeligt og skrev skønskrift med den rigtige hældning, først små bogstaver og senere store bogstaver. Vi startede med de nemmeste bogstaver, hvor det første vi lærte var bogstavet ”i”.

Vi skrev en hel side med samme bogstav og hvis det var rigtig flot gjort, fik vi af læreren klæbet et dannebrogsflag nederst på siden.

Når vi var blevet tilstrækkeligt dygtige med bogstaverne, begyndte vi at sætte bogstaverne sammen til ord.

Vi brugte almindelige træblyanter at skrive med, de skulle jævnligt spidses, så der kunne være et rend op til papirkurven ved tavlen for at spidse blyanter. Til tider blev vi hentet op til den store tavle på væggen, hvor vi skulle vise, at vi kunne stave ordene rigtigt og skrive pænt.

Senere skulle til lære at skrive med pen og blæk. På et penneskaft blev der for enden sat en spids metalpen. Jeg kan huske, at den pen, som vi brugte hed en ”Kongepen”. Så fik hvert skolebord, hvor vi sad to elever, udleveret et blækhus, som vi dyppede pennen i. Og så kunne man skrive indtil der ikke var mere blæk på pennen og måtte dyppe den i blækhuset igen.

Sådan blev der skrevet side op og side ned. Hvis man var uheldig og kom for meget blæk på pennen, kunne den lave en stor blækklat på papiret.

Når der var skrevet en side, trykkede vi et stykke trækpapir på det, vi havde skrevet, så det ikke blev tværet ud, når vi bladede om på næste side.

Kuglepenne eksisterede ikke, men nogle voksne havde dog en fyldepen, som kunne fyldes med blæk, så man ikke behøvede at dyppe i et blækhus, når man skrev.

For at træne os op i at stave ordene rigtigt, blev der lavet staveøvelser, hvor vores lærer læste nogle ord, som vi så skulle skrive ned i vore hæfter. De blev  senere set efter af læreren og fejlene blev så påtalt og der blev givet karakter.

Efterhånden som vi blev ældre blev opgaverne sværere og vi begyndte at lave diktat. Læreren læste en historie, sætning efter sætning med ophold mellem sætningerne, op fra en bog og så skulle vi skrive sætningerne ned.

Det drejede sig selvfølgelig om, at stave ordene rigtigt. Når vi var færdige afleverede vi hæfterne til læreren, som tog dem med sig for at rette dem. Så var det altid spændende at få dem rettede tilbage og se om der var fejl.

Senere blev der givet fri til selv at sætte en historie eller fortælling sammen. En typisk hjemmeopgave var fristil, hvor vi fik opgivet et emne, som vi skulle skrive en historie over. Her var der frit slag til at søge oplysninger og være kreativ, det var altid meget spændende, særlig hvis det var et emne, som interesserede én.

Vi skulle også lære at regne og vi brugte meget tid på at lære alle tabellerne både forfra og bagfra. De skulle læres udenad, så vi kunne rable dem af, når læreren bad os om det.

En anden disciplin var hovedregning, som krævede en hel del af de små grå celler oppe i øverste etage. Der var altid en masse regnestykker, der skulle laves som hjemmeopgaver, og da regnemaskiner var ukendte hjælpemidler, var der kun fingrene, der kunne bruges.

Til timerne i religion fik vi også brug for hukommelsen. Der skulle læres salmevers fra salmerne i salmebogen. Dem terpede vi så derhjemme og vores forældre hørte os i dem, inden vi skulle i skole næste dag, hvor vi skulle rejse os op og rable salmeverset af os.

I skolegården var der malet en stribe i hele skolegårdens længde og med passende mellemrum var der på striben malet mærker med klassenumre ud for. Når frikvarteret var slut ringede en klokke og så skulle klasserne stille op i rækker bag ved det klassenummer, hvor man skulle undervises.

To lærere gik i frikvartererne som gårdvagter og de bestemte, hvornår de enkelte klasser måtte gå ind i skolebygningen, når der blev ringet ind. Vi skulle stå pænt i række, stille og roligt.

Èn af de første dage i skole må jeg have gjort noget forkert, for pludselig hængte jeg med hovedet nedad og benene i vejret. Det var gårdvagten, der var kommet farende og havde vendt bunden i vejret på mig. Jeg har nok vendt mig om mod en skolekammerat bag mig, for jeg havde ikke set gårdvagten komme.

Gårdvagterne skulle også gribe ind, hvis der opstod slagsmål i frikvartererne. Det skete ofte og så blev misdæderne taget ved ørerne, der blev vredet godt rundt, så det gjorde rigtig ”Av”.

De måtte så stå under klokken resten af frikvarteret og når alle klasserne var sendt indendørs, vankede der en lussing og man blev sendt ind i klassen. Her ville læreren selvfølgelig vide, hvorfor man først kom nu, når alle ens kammerater var kommet for længst. Dette kunne godt resultere i endnu en på siden af hovedet.

Dengang var det ikke tilladt at blive i klasserne i frikvartererne, kun hvis man var meget forkølet og havde en seddel med hjemmefra, der dokumenterede sygdommen.

Det var dog tilladt om vinteren at spise sin madpakke, som vi havde med hjemmefra, inde i klassen, men om sommeren måtte vi spise den udenfor.

Vi kunne købe en lille flaske mælk, en skolemælk, til at skylle maden ned med. Om vinteren blev to elever fra hver klasse sat til at hente mælken nede i fyrkælderen ved pedellen. Om sommeren kunne vi selv gå ned til ham og købe mælken, som godt kunne være en lidt lunken sag, da der altid var meget varmt i fyrkælderen.

I en periode gik nogle af mine klassekammerater i spisefrikvarteret hen på Menighedshjemmet og spiste varm mad. Den service var vel mest møntet på at dække behovet hos de børn, som ikke var sikker på at få et ordentligt måltid varm mad derhjemme.

Jeg synes det kunne være spændende at følges med de kammerater og spise sammen med dem derhenne, og det fik jeg lov til. Derhjemme var der godt nok noget modstand mod det, for det gav ligesom indtryk af, at man ikke fik ordentlig mad hjemme. Jeg kan ikke huske, om der på nogen måde skulle gives tilladelse fra kommunen.

Efterhånden blev menuen lidt ensformig, da det var den samme uge efter uge. De retter jeg husker allermest var stegte sild, risengrød, hvidkålssuppe med fedt flæsk, kogt torsk og sagosuppe. Efter et stykke tid vendte jeg tilbage til den medbragte madpakke og skolemælken, hvilket nok passede mine forældre fint.

Skolegården var i frikvartererne opdelt i en drengegård og en pigegård, der var markeret med en malet stribe midt i gården. Her var placeret en kumme, hvor vi kunne drikke vand.

Lidt væk fra hovedbygningen lå vores gymnastiksal. Den virkede meget gammel, kun opvarmet i selve salen med en stor kakkelovn i den ene ende.

I omklædningsrummet, der var uopvarmet, stod en stor kasse fyldt med lette gymnastiksko, såkaldte Spartasko, i alle mulige størrelser. Dem skulle vi tage på, når vi var i gymnastiksalen.

Der var også et baderum, men uden varmt vand, så jeg kan ikke huske, at vi nogensinde brugte baderummet.

Inden da skulle vi dog ikke undvære at blive badet. I kælderen under en af bygningerne på Nørrevold Skole var den offentlige kommunale badeanstalt. Om vinteren kom vi klassevis derhen, hvor vi under kyndig vejledning af en bademester blev vasket.

Når vi var klædt af fik vi udleveret et vaskefad med varmt vand, et stykke sæbe og en tot træuld. Siddende på gulvet i et stort baderum vaskede vi os med træulden som vaskeklud og under opsyn af bademesteren, der sørgede for, at vi fik vasket de rigtige steder.

Efter denne omgang var vi godt rødbrogede på kroppen. Så blev vi skyllet af først under en varm og efterfølgende en kold bruser. Bademesteren holdt øje med, at vi blev stående længe nok under den kolde bruser til afkøling. Og selvfølgelig badede piger og drenge hver for sig.

Oppe under loftet i hovedbygningen på Birkhovedskolen var et stort lokale, der blev kaldt loftsalen. De klasser og lærere, der mødte om morgenen kl. 8, gik derop, når der blev ringet ind.

Der blev sunget morgensang, bedt Fader Vor og skoleinspektøren kunne fortælle, hvis der var noget på trapperne af interesse for eleverne eller hvis der skulle gives en opsang. Til at bistå ved morgensangen blev der akkompagneret af et stueorgel med pedaler, der skulle betjenes for at give luft til orgelet.

De fleste lærere havde vi respekt for og selvfølgelig også for skoleinspektøren og viceinspektøren. Nogle lærere var kendt for at være meget opfarende, havde nogle hænder, der sad meget løst og kunne give nogle voldsomme øretæver, men sådan var tiderne.

Var man urolig i timerne og ikke fulgte med i undervisningen, blev man ofte straffet med at blive sendt udenfor døren. Her kunne man så stå resten af timen og var man så uheldig, at skoleinspektøren kom forbi, var fanden løs.

Først skulle man forklare, hvorfor man nu stod dér, hvilket naturligvis affødte en kraftig skideballe.

Et andet afstraffelsesmiddel var eftersidning, hvor man måtte blive tilbage en ekstra time efter, at ens klassekammerater var gået hjem. Og så fik man en seddel med hjem til forældrene med en forklaring på, hvorfor man kom senere hjem.

Nogle lærere tog lidt let på undervisningen. Én af vore lærere, som skulle undervise i geografi, satte os til at læse i bøgerne for os selv og kikke i vore atlas. Selv stod han med ryggen til os med hænderne på ryggen og så ud af den lille rude i klassedøren. Han var tilsyneladende meget interesseret i, hvad der foregik ude på gangen, og så han en elev, der var sendt udenfor døren, tog han os alle med ud til den uheldige. ”Nå lille ven, hvad har du så lavet”, blev han spurgt af vores lærer og eleven måtte så forklare sin misgerning. Så gik vi ellers tilbage til klassen og fortsatte vores læsning.

Lærerens navn kom jeg ikke huske kun, at han havde været så længe på skolen, at nogle af vore forældre selv havde haft ham som lærer, da de gik på skolen.

Om foråret arrangerede skolen en samlet udflugt for alle klasser. Udflugten gik enten til Hesselhuset eller til Teglværksskoven. Med de små klasser forrest gik vi i én lang række, hver klasse havde forrest en fane. Undervejs skulle vi råbe hurra med jævne mellemrum, så gjaldt det om, hvem der kunne råbe højest, og på ruten derud, kom folk ud af husene for at se optoget.

Hele dagen gik med at lege og fare rundt i skoven. Det gav indimellem nogle skrammer, når vi vildbasser slog os løs, men der var naturligvis sørget for en taske med plaster, jod og gazebind.

Vi havde madpakker og sodavand med, som blev fortæret omkring middagstid.

Senere på dagen var det en flok trætte og snavsede unger, der marcherede tilbage til skolen, med lidt mindre tryk på hurra-råbene.

På et tidspunkt blev der på Birkhovedskolen bygget to nye gymnastiksale, én til drenge og én til piger, med gode bademuligheder og med varmt vand i bruserne.

Der, hvor de to nye gymnastiksale blev bygget, var der tidligere skolehaver. Her fik drengene i de ældste klasser tildelt et lille stykke jord og blev undervist i havebrug. Der blev dyrket forskellige grøntsager under vejledning af en lærer. Pigerne derimod, havde husgerning i skolekøkkenet, som lå helt oppe under taget i hovedbygningen.

Mellem skolegården og skolehaverne lå toiletterne, som var uden varme og håndvaske. De lignede nærmest de lokummer, som man havde i gårdene i København i gamle dage. De var ikke særlig lækre eller hygiejniske, så det var virkelig en forbedring, da de nye gymnastiksale, med nye udvendige toiletter, blev bygget.

Den gamle gymnastiksal blev bygget om med skolekøkken i underste etage og klasseværelser i øverste etage.

Jeg har altid været glad for at synge, så da der blev brug for et skolekor, meldte jeg mig. Vores underviser var lærer Hårbøl. Vi samledes efter skoletid for at øve os på flerstemmige sange.

Inden da skulle Hårbøl lige høre hver enkelt, om vi overhovedet kunne synge. Vi blev enkeltvis kaldt frem til klaveret og skulle så synge en sang, som vi selv havde valgt. Jeg sang ”Se den lille stær”. Det må have gået godt nok, for jeg blev optaget i koret.

Før juleferien gik hele skolen op i kirken til julegudstjeneste og her blev koret brugt til at synge et par julesalmer trestemmigt, det havde vi øvet os på længe.

Sang og musik holdt jeg meget af og det resulterede også i min deltagelse på Vestervold Skole i et lille skoleorkester, som blev sammensat af en kapelmester Kruse, der også var sanglærer i de større klasser. Da jeg på det tidspunkt spillede i Danehofgarden, kunne jeg jo ikke ret godt sige nej til at spille i skoleorkestret. Jeg kan ikke huske, hvor tit vi spillede, men til en skoleafslutning i Borgerforeningen, også kaldet Industrien, spillede vi et par stykker.

Turen fra Ludv. Hansensvej til Birkhovedskolen kunne om vinteren godt være en barsk omgang, når vi skulle forcere den høje bro i blæst og sne. Så vidt jeg husker, måtte de mindre klasser ikke cykle i skole i en periode, man var nok bange for sikkerheden, så de små unger måtte traske den lange vej slæbende på en skoletaske. At blive kørt i skole var ikke muligt, da ingen af vore forældre ejede en bil eller havde kørekort.

Om morgenen var vi mange der fulgtes ad i skole, når vi skulle møde på samme tid. Der var ikke tid til svinkeærinder, for vi skulle nødig komme for sent i skole med deraf følgende skideballe.

Men turen hjem fra skole kunne godt tage lidt længere tid. Hele skoledagens hændelser og de ”dumme” lærere skulle drøftes og en tur ind i Chr. Hansens have skulle vi også en gang imellem. Chr. Hansens have var en stykke park, der lå mellem rampen fra posthuset op til den høje bro og voldgraven. Her var der frugttræer med æbler og pærer, som vi måtte tage.

Når vi skulle over den høje bro, var Jon altid på sin plads. Vi børn var lidt betænkelig ved at gå forbi ham, for hans humør kunne svinge meget. Vi kunne risikere at få en ordentlig øretæve af ham, hvis han var i det humør, men for det meste var han meget omgængelig.

Han har sandsynligvis stået model for mange drillerier fra børn, siden han af og til reagerede på den måde. Hvis vi ville være sikker på at komme over broen uden at få røde kinder, gik vi over på det modsatte fortov af, hvor Jon stod.

På turen hjem blev der også planlagt, hvad der ellers skulle ske, når vi var kommet hjem. Der blev truffet aftaler om, hvornår vi skulle mødes senere på dagen, når lektierne var lavet.

Hjemme hos os blev vi holdt til ilden med lektierne, de skulle passes, det var noget der blev indpodet i os, fra vi startede vores skolegang.

Vores forældre var gode til at hjælpe os, hvis det kneb med at forstå, hvad lektierne gik ud på. Mor var god til dansk og skrivning, hvorimod far var god til regning og matematik. Han havde som jyde svært ved at finde ud af, om det hed ”en” eller ”et” og havde også besvær med ”den” eller ”det”, i hans sprogbrug hed det ”en hus” og ”den hus”.

I 5. klasse var jeg til optagelsesprøve til mellemskolen. Jeg bestod og begyndte i 1. mellem på Birkhovedskolen, som var begyndt at undervise mellemskoleelever, da gymnasiet ikke kunne optage alle de elever, der skulle begynde i mellemskolen.

Det sproglige har jeg altid haft nemt ved, både hvad angår dansk og fremmedsprog. Matematik var jeg i skolen lidt dårligere til end til sprog og det var jeg ikke særlig glad for. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg i fremtiden skulle beskæftige mig med teknik og helst være ingeniør, når jeg blev voksen. Matematik ville jeg derfor meget gerne blive bedre til, så jeg fik en aftale med en fremmed matematiklærer om at få lidt ekstratimer om aftenen, det gav et vældigt skub fremad. Når det drejede sig om uddannelse og dygtiggørelse, var der ikke på noget tidspunkt smalle steder fra vores forældres side.

Vi kan ikke alle være lige dygtige, men man kan da gøre sit bedste og være flittig. Flid har alle dage været mit mål og det har andre tilsyneladende lagt mærke til.

To gange i løbet af mellemskolen fik jeg tildelt 2 flidspræmier og blev ved skoleafslutningen før sommerferien kaldt frem foran alle skolens elever og fik dem overrakt. Det var godt nok ikke særlig spændende, men jeg var da glad for påskyndelsen.

Jeg var hver gang lige overrasket, for jeg synes ikke, at jeg gjorde noget specielt, jeg gjorde bare, hvad jeg følte, var rigtigt. Den ene flidspræmie var Baggers legat på 50 kr. og den anden var en bog, Robinson Crusoe.

I al beskedenhed vil jeg nok sige, at det med at være flittig, har fulgt mig resten af livet.

Efter afsluttende mellemskoleeksamen i 4. mellem fortsatte de fleste af os i realklassen, som var blevet flyttet til Vestervold Skole.

Her var der mulighed for at tilvælge sig endnu et fremmedsprog udover engelsk og tysk, som vi havde i forvejen. Tilvalget kunne være fransk eller latin. Jeg prøvede fransk et stykke tid, men det faldt aldrig i min smag. Jeg hoppede fra og tog i stedet for timer i matematik.

Det hele endte så med realeksamen og afslutning på den grundlæggende skolegang.

 

Læretiden.

Efter en meget kort sommerferie stod en læreplads som maskinarbejder klar på Nyborg Jernstøberi, som skulle være springbrættet videre i livet. Skulle det smutte, at man ikke gennemførte en videregående uddannelse, havde man da et håndværk at falde tilbage på, hvilket var filosofien dengang.

Her endte en fase i livet med afslutningen af den beskyttede skolegang og begyndelsen til en ny meget spændende og ret afgørende fase af ens tilværelse.

Efter nogle få dage som arbejdsdreng i fabrikkens værktøjsbur og råvarelager begyndte jeg min lærlingetid den 5. juli 1960 til en timeløn på 84 øre i timen.

Lønnen blev udbetalt hver torsdag efter fyraften i en lille papirspose, lønningsposen.

Vi skulle selv holde os med arbejdstøj og fodtøj, så der var ikke meget tilbage at ”slå til Søren” med.

Jeg købte arbejdstøjet ved ”Windsor” på ”klods” og når jeg tog fra arbejde om torsdagen, kørte jeg ind og betalte et afdrag på min gæld.

Den ugentlige arbejdstid var på 45 timer og der skulle også arbejdes om lørdagen formiddag, som sluttede med, at vi lørdag middag tog os en weekend-øl i frokoststuen. Det var ellers forbudt lærlinge at drikke øl på virksomheden, men lørdag efter fyraften sneg vi os til at tage en øl.

Om sommeren skulle vi møde på arbejdet kl. 6,30 og kom så tilsvarende tidligt hjem. Det var skønt, så var der en god lang fyraften med tid til at nyde sommeren og eventuelt en tur i Storebælt.

Om vinteren mødte vi først kl. 7,00, så allerede på den tid, havde virksomheden indført en slags sommer- og vintertid.

I frokostpausen, som var på en time, var der mange, som tog hjem og spiste. Det gjorde jeg også, jeg fulgtes med Jørgen Sørensen, som også var lærling og boede i ”de skæve sutter”.

Læretiden for en maskinarbejderlærling var 4 år og var på Nyborg Jernstøberi struktureret meget nøje, så lærlingen lærte alle facetter af faget.

På Nyborg Jernstøberi var der oprettet en lærlingeklub, hvor alle lærlingene var medlemmer og jeg meldte mig naturligvis også ind i klubben.

Der var et fantastisk sammenhold og kammeratskab blandt lærlingene, dér fik jeg mange gode venner. Selvom omgangstonen kunne være barsk, var den aldrig ondskabsfuld og var der en svend, som var lidt ubehagelig overfor en af de yngre lærlinge, hjalp vi hinanden med at få det bragt på plads.

På Nyborg Jernstøberi, i daglig tale kaldt Nyborg Jern, var der oprettet et decideret lærlingeværksted med egen værkfører. De mange lærlinge, der på det tidspunkt var på virksomheden, skulle efter tur i perioder af læretiden, oplæres i nye færdigheder, hvilket skete på lærlingeværkstedet.

Det var en god læreplads, hvor lærlingene virkelig lærte alle til faget hørende discipliner, som vi fik lært fra grunden på lærlingeværkstedet og efterfølgende fik brugt ude i produktionen hos en svend.

Værkføreren på lærlingeværkstedet var Dennis Karlsson, som var en fantastisk flink mand, som forstod at takle vi unge knægte. Dennis Karlssons chef var en ældre værkfører, som var lidt af en ”menneskeæder”. Når han spankulerede ned gennem værkstedet om morgenen, skulle vi passe på højt og tydeligt at hilse godmorgen, ellers fik vi læst teksten med store bogstaver.

Om vinteren gik lærlingene på teknisk skole to gange om ugen i de tre første læreår. En af lærerne på teknisk skole var vores ældre værkfører. Så vi lærlingene fra Nyborg Jern ”skulle fanden gale - - - o.s.v.” bare vise, hvad vi duede til.

Det kunne godt være hårdt for os at holde os vågen i et varmt klasselokale efter en hel arbejdsdag. Men det gik da nogenlunde og igen blev min flid belønnet med en flidspræmie i form af en bog det sidste år på teknisk skole. Teknisk skole var den bygning på Nørre Torv, hvor der i dag er VUC og som ligger overfor Bladhuset.

Allerede på det tidspunkt havde jeg besluttet, at jeg efter udstået læretid, ville være ingeniør. For lærlinge, som ønskede at fortsætte med en videregående teknisk uddannelse, var der dengang mulighed for at afkorte læretiden til 3 år, såfremt lærepladsen var indforstået med det. Sådan så Nyborg Jerns ledelse ikke på det, her skulle alle maskinarbejderlærlinge stå 4 år i lære og det gjorde jeg så også.

Det sidste år af min læretid brugte jeg på at forberede mig på studierne på Odense Maskinteknikum. På teknikum kunne man om aftenen følge undervisningen i en såkaldt aspirantklasse, hvor de som ønskede at studere, men ikke havde opnået de krævede adgangskvalifikationer, kunne kvalificere sig til optagelse.

Selvom jeg opfyldte adgangskravene, synes jeg det var rart at opfriske sine kundskaber indenfor matematik, sprog m.v., inden jeg skulle påbegynde studierne, så jeg fulgte undervisningen to gange om ugen.

Der var flere andre, der opfyldte adgangskravene, som gjorde det samme, vi havde jo trods alt været borte fra bøgerne i 4 år, så det var godt med lidt opfriskning.

Som afslutning på min læretid skulle der laves et svendestykke, som skulle fremstilles i løbet af en arbejdsuge. Jeg valgte at lave en justérbar hulskærer, det gik fint uden de store problemer.

Jeg bestod svendeprøven og i svendebrevet fik jeg karakteren ”Vel udført” og på mine papirer fra teknisk skole fik jeg ”Ug” i flid og ”Ug -” i kundskaber.

Da vores værkfører overrakte mig svendebrevet i juli 1964, ønskede han tillykke og da han gav mig papirerne fra teknisk skole sagde han: ”Ja, det kunne jo være bedre”. Det havde han jo naturligvis ret i, der var et lille minus bag den ene karakter, men det ødelagte nu ikke min nattesøvn.

 

Nye fritidsinteresser

Den sparsomme fritid brugte jeg på en ny fritidsinteresse. Jeg var blevet radioamatør. Idéen havde jeg fået af fotograf Mogens Andersen, som havde dyrket denne fritidsbeskæftigelse i flere år.

Da jeg var bydreng i hans forretning, havde jeg hørt ham fortælle om de samtaler over radioen, han havde ført med andre radioamatører over store dele af verden.

Mogens Andersen hjalp mig med at købe noget brugt radioudstyr, som vi i fællesskab reparerede, så det kunne bruges.

Hjemme på Ludv. Hansensvej blev der nede i enden af haven rejst et 10 meter høj træmast, hvorfra der gik en ledning op til huset. Det var antennen til radioen.

For at få licens, til at bruge radiosenderen, skulle der aflægges en morseprøve og en teknisk prøve i radioteknik. Morseprøven kunne aflægges i den lokale klub for radioamatører, som jeg var medlem af og den tekniske prøve skulle aflægges ved Post- og Telegrafvæsenet.

Begge dele blev bestået og jeg fik min sendetilladelse, som blev brugt flittigt i mange år med far, som en ivrig lytter. Når han kunne høre, der var gang i senderen oppe på værelset, kom han listende op og skulle høre, hvilken udlændig jeg talte med.

I den periode var der også kommet andre interesser på banen. Lørdag aften gik turen tit ud til Christianslunds Badehotel, kaldet ”Lunden”, hvor der blev spillet pigtrådsmusik og danset twist ude i ”Hestestalden”.

Her holdt vi unge mennesker til og inde på selve badehotellet, i det der blev kaldt den fine afdeling, blev der spillet musik af en lidt mere afdæmpet genre, somme tider jazz.

Ved indgangen til ”Hestestalden” skulle der betales entré, som blev opkrævet af en stor bredskuldret udsmider. Heldigvis kendte jeg ham, da jeg spillede i Nyborg Jernbaneorkester sammen med ham. Så når ingen så det, lukkede han mig gratis ind, hvilket var med til at strække lidt på lærlingelønnen, så kunne der måske blive råd til en enkelt øl mere.

Ude i ”Hestestalden” blev der larmet og drukket pilsnere, så når man skulle hjem, var det sikrest at gå ved siden af cyklen og støtte sig til den.

 

Fremtiden formes.

Med overstået læretid må man vel sige, at det var afslutningen på først barndommen og den efterfølgende teenagetid.

Jeg blev som sagt udlært i juli 1964 og skulle først begynde på studierne på Odense Maskinteknikum den 1. november samme år. Nyborg Jern har nok synes, at jeg var god nok, så jeg fik lov til at blive der indtil den 31. oktober. I den tid arbejdede jeg som værktøjsmager. Så tjente jeg da lidt, til jeg skulle begynde at købe bøger til studiet.

Derefter gik jeg i gang med min ungdomsuddannelse, men det er en anden historie, som jeg ikke vil gå nærmere ind på her.

Så hermed vil jeg slutte beretningen om barndommens og ungdommens tilværelse i min fødeby Nyborg, som jeg efter flere år udenbys er kommet tilbage til.

Min beretning er ikke nødvendigvis den fulde sandhed, men det er således, jeg husker min barndom og ungdom i store træk.

1

Ludvig Hansensvej 14B
Nyborg 5800 DK
Get directions

Fødselsdag:

1943-10-19

Erindringen ønskes afleveret til:

Nyborg Lokalhistoriske Arkiv