Magdalene Nederby

Magdalene Nederby skriver meget levende om sine første barndomsår og senere skoletid i Bølling efter først at have gået i en lille forskole. Siden bliver hun gift med en mejeribestyrer, men her er kun hendes optegnelser her fra egnen. Gør ejerskabskrav på erindring

Min Barndom

Til mine børn og børnebørn

 

I årene, der er gået, har jeg tænkt på at gå i gang med noget, der skulle blive til en dagbog – eller rette til noget af en levnedsbeskrivelse.

Når det ikke for længst er blevet til andet end tanker, er grunden den, at jeg vel ikke rigtigt har ment, at der var tid til den slags skriveri – at der var ting, der var mere nødvendige.

Nu er jeg klar over at tiden til det, er ikke lige noget, man får, men noget man må tage, hvis det skal blive til noget. Og den tid prøver jeg så at tage nu i håb om, at det ikke er blevet for sent!

Når jeg har lyst til at skrive noget ned af det, jeg husker, er det nok fordi jeg synes, at de godt 70 år, jeg indtil nu har levet, spænder over en tid så rig på forandringer – en rivende udvikling på så mange områder, at man engang imellem må standse op, og spørge sig selv, om man kan være den samme gennem alle de omskiftelser? Naturligvis kan man ikke i det ydre. Men så i det indre da?

Det er ikke noget, jeg ustandselig går dagligt og funderer over og mindre mig selv om årene, der kommer og går, og nu efterhånden har gjort mig gammel.

Hvor meget mine erindringer kan interessere eller betyde noget for Jer, ved jeg jo ikke. De forandringer i menneskers daglige tilværelse, som udviklingen i dette århundrede har ført med sig i vort land – hele den øvrige verden, kan I få viden om og læse om så mange andre steder, ved jeg nok, og få det meget mere fyldestgørende.

Men det kunne være, at I gennem mine optegnelser finder et og andet, der får Jer til at kende mig fra en anden kant, end I gør nu – Jeg ville gerne, at far ville skrive ned, altså fortælle, hvad han husker fra sin barne- og ungdomstid. Far har jo set betydeligt mere af verden ude omkring, end jeg har – jeg får ham nok desværre ikke til det. Ganske vist har først bedstemor og siden jeg gemt brevene fra fars Amerika-tid, og det vil I nok have fornøjelse af at læse om, men det er jo kun så kort tid, de breve drejer sig om. – Men nu begynder jeg altså.

 

Jeg er født på gården ”Østerlund” i Hjelmdrup ved Egtved d. 24. juli 1905.

Min mor og far var Sofie og Johannes Kristensen. Min mor er født i Gørlev på Sjælland, hendes far hed Jørgen Peder Nielsen, de havde en mindre gård, ”Pedersminde” hed den (den ligger stadig udkanten af Gørlev by) og min morfar og virkede tillige som skrædder.

Min far var født på ”Østerlund”, som han overtog efter sin far, der blev gift med min farmor, Magdalene, som jeg er kaldt op efter. Min farfar hed Anthon Kristensen. Da jeg kom til verden, havde mor og far i forvejen to børn. Bertha på 8 år, opkaldt efter min mors mormor, og Anthon på 6 år opkaldt efter sin farfar.

At jeg som den yngste i familien, blev noget forkælet, ikke alene af min mor og far, men også af mine to ældre søskende, har jeg tit fået at høre og kunne også godt senere se det selv.

Det første, jeg erindrer i min tilværelse er, at jeg lå i min barnevogn hjemme i køkkenet. Jeg gyngede frem og tilbage i den, mens jeg prøvede at synge til. De to store morede sig og sang med.

Det næste, der står tydeligt for mig, er den dag, min barnevogn blev solgt.

 

 

Jeg holdt meget af min barnevogn og husker tydeligt, hvordan den så ud. Nu skulle den sælges. Samtidig havde vi et lille gedelam, der skulle afhændes, ja der var to, men det ene fik vi lov at beholde. En gang kom der en mand, jeg aner ikke om det var en nabo eller en ”vildfremmed” – han skulle have både barnevognen og gedelammet. Jeg mindes, hvor han anbragte lammet i vognen, og så satte han sig op på cyklen med den ene hånd på cyklens styr og den anden hånd på barnevognens håndtag, og så rullede de af sted, mens vi alle stod i gården og så henfarten. Det lille lam brægede – og jeg skrålede i vilden sky.

Om det var synet af min barnevogn, der forsvandt, eller det var det lille lams ynkelige brægen, det gik mig mest til hjertet, ved jeg ikke. Begge dele var jo gode grunde nok! For min far og mor var mine tårer nok sværest at tage, i hvert fald gjorde de det bedste for at trøste mig. Men handlen var jo gjort. Senere lavede far en lille vogn, som den store ged blev spændt for og lærte at trække. Seletøjet havde far også lavet. Der raslede vi så på skift rundt, og vi børn og morede os herligt – ikke mindst når pokker tog ved geden og den løb løbsk og ramlede mod stakit eller mur, og vi af og til fik nogle knubs og småskrammer, det var nu mest Anthon, der var ude på det.

Vore naboer derhjemme var på den tid ældre mennesker. Mennesker med større og voksne børn, så mine første børneår havde jeg ingen jævnaldrende at lege med. De to store gik jo i skole, og aldersforskellen var jo også ret stor mellem os, så jeg legede meget alene. Vi havde en dejlig tid, og det var min barndoms paradis, syntes jeg. Hvor har jeg da leget godt der i mange sommerdage – og om vinteren i sne, men bedst husker jeg sommertiden.

Jeg havde mine dukker, jeg ”fantaserede” og snakkede med dem, og i fantasien fik jeg alt, hvad jeg ønskede mig.

Og jeg fulgte med de voksne i deres arbejde både inde og i stalden, og om sommeren i marken, når det lod sig gøre.

Og så var der jo alle dyrere, hos dem og med dem forslog jeg megen tid. Hvor var det dejligt at stå og se på en so med sine små grise, de var bare så svære at holde fast på, og hylede, når man tog dem op. Jeg husker tydeligt en gang, jeg var syg, at far kom med en lille lyserød gris ind til mig og satte den op i sengen.

Den hvinede, men jeg var jo så glad for den, så længe jeg fik lov at sidde med den, og jeg sang og lullede med den, indtil far hentede den igen.

Spændende var det også, at være med, når en ny kalv skulle lære at drikke, for ikke at tale om herligheden, når vi fik et lille føl!

I vor nærmeste nabogårds ”storstue” holdtes der ”pigeskole”, som det blev kaldt. Der gik børnene fra den nærmeste omegn i skole fra de var 7 til 10 år. Vi havde nemlig en ½ mil (3½ km) til Bølling skole, hvor vi fra Hjelmdrup kørte til. Det var jo en lang vej for de mindste børn at gå, derfor var den lille skole oprettet. Og der blev holdt skole hver anden dag med undervisning af en småbørnslæreride, som de andre tre ugedage holdt skole for de mindste børn i Bølling skole, (dengang gik man sandelig også i skole om lørdagen, det var en hverdag som de øvrige 5).

Det er mit indtryk, at den ordning fungerede udmærket, selvom vi desværre alt for tit skiftede lærerinde.

Når de kunne få plads ved en anden skole med kun et steds undervisning, ville de naturligvis hellere det end at fortsætte med den hver anden dags tur i alt slags vejr de 3½ km frem og tilbage mellem Hjelmdrup og Bølling; de havde deres lejlighed i den ene ende af Bølling skole. Vi fældede tårer hver gang en lærerinde rejste; men vi blev såmænd hurtigt glade for den ny. Vi havde tre forskellige lærerinder i de år, jeg gik i Hjelmdrup Skole, der nu for længst er nedlagt.

Min bedste lærerinde, synes jeg, var frk. Lomholdt, hun var så rar og ung og meget køn. Og så lugtede hun så dejligt. Ligeså med frk. Christoffersen, men hun var der kun så kort tid som vikar.

Frk. Sørensen var nu også meget rar; men vi var altid ked af at komme op til hende ved kateteret, eller hun kom ned til os på vores plads, når der var noget, vi skulle hjælpes med, for hun satte altid hovedet så tæt hen til os, fordi hun var nærsynet, og hun havde sådan en dårlig ånde. Tilmed armsved! Sært nok, at det stadig står så tydeligt for mig.

Jeg kom tidligt i skole, jeg var ikke fyldt 6 år. Skolen var dengang vores nærmeste nabogård, som jeg har fortalt, og når vi havde frikvarter, var der et vældigt leben dernede, som jeg ikke kunne stå for. Jeg løb derned og legede med, og da jeg havde gjort det en tid og hver gang traskede hjem, når de skulle ind, kaldte lærerinden en dag på mig og spurgte, om jeg ikke ville med ind, for det måtte jeg gerne, hvis jeg kunne sidde stille og ikke forstyrre.

Jeg pilede hjem, og spurgte mor, der sagde ja – og jeg var ovenud glad! Jeg fik en tavle og en griffel og fik lov at tegne, og det var herligt!

Da der var gået tid på den måde, kom lærerinden en dag og spurgte mor og far, om de ikke syntes, jeg ligeså godt kunne begynde at gå rigtigt i skole. Jeg tog jo del i meget af det, de andre børn lavede, og hun mente, at jeg sagtens kunne følge med de små, der skulle begynde 1. april.

Far og mor syntes, at det var for tidligt, jeg fyldte først 6 i juli. ”Ja”, sagde lærerinden, men jeg tror nu nok, at hun vil have godt af det, for hun er jo meget ene ”da der slet ingen jævnaldrende er her i nabolaget”. Jeg fik lov! Og jeg længtes efter hver eneste skoledag, syntes det var ærgerligt, det kun var hver anden dag, vil skulle i skole.

Da tiden kom, jeg var 9 år, skulle jeg så flytte til den ”store skole”, som vi kaldte den.

Det var jeg meget glad for, men også lidt betænkelig ved, fordi jeg så skulle være sammen med så mange større børn, som jeg ikke kendte. Derimod var jeg ikke betænkeligt ved den lange skolevej, jeg nu fik selvom jeg skulle gå alene det første stykke af den.

Vi gik på vores ben, ingen af os havde cykel dengang, og da jeg et par år senere fik den herlighed, brugte jeg den kun om sommeren, om vinteren gik vi fortsat. Vi oplevede også meget på vores skolevej året igennem, vi kunne gå to forskellige veje. Den ene var den ”slagne vej”, den anden var mest markvej, der var meget at iagttage og følge med i, både fugleliv og blomster, buske og træer. Jeg tror, vi havde det vældigt godt af de ture, både fysisk og psykisk – selvom jeg vil indrømme, at det kunne være træls i dårligt vejr og glat føre. Skolevejen, altså den halve mil, det tog  os en time at gå.

Vi piger brugte kjole og forklæde til dagligt både i skole og hjemme, og lange hjemmestrikkede strømper om vinteren. I strømperne var der knapper til en solid elastik, der gik op til ”livstykket”, der også var knapper i – på den måde holdtes strømperne oppe. De knapper havde meget at svare til og det var slemt, hvis en af dem sprang af i skolen (dog kun knap så stor en tragedie, som hvis elastikken sprang foroven i vore bukser!). Vore livstykker syede mor selv til mig og de to store (for drengene brugte jo altså også livstykker!). De livstykker var som regel af noget hvidt drejl eller andet solidt, varmt stof. Jeg husker engang, mor havde syet livstykker til os af noget rødt, uldent stof, hvor var vi glade for dem.

Drengene brugte også lange uldne strømper om vinteren, for de havde korte bukser, og buksebenene gik næsten ned til knæene. Ja, det lyder måske lidt usmart, men sådan var det nu dengang!

Når det om vinteren var glat føre ”broddede” far vore træsko, altså bankede nogen små pigge i, så vi bedre kunne stå fast, det hjalp godt. Var der meget sne – og det synes jeg altså der var så tit – så fik vi sædvanligt træsko på, men der uden på et par større, meget lange og tykke uldne strømper. Vi kendte ikke til gummistøvler dengang, det vidste vi simpelthen ikke, hvad var – de blev først opfundet senere. Mange havde træskostøvler, men de var tunge!

I skolen havde vi jo slet ikke de fag, som der kræves i dag. Vi havde dansk, regning, skrivning, bibel- og dansk historie og geografi. De sidste to år verdenshistorie. Om sommeren lidt botanik, men det var nærmest for sjov og ikke noget der stod i timeplanen. Salmevers lærte vi udenad, og så sang vi. Det var dejlige timer, jeg har altid elsket at synge.

 

Magdalene fortsætter sin erindring med ungdomsår, og giftemål med en mejeribestyrer, et langt og godt liv, som Lokalhistorisk Arkiv i Egtved nu har registreret.

 

Fødselsdag:

1905–1982

Erindringen ønskes afleveret til:

Egtved Lokalhistoriske Arkiv