Magnus Hagensen Buch

Magnus Hagensen Buch fortæller i sin erindring om sin barndom på Rømø, hvor havet er en stor del af hverdagen. Det er samtidig en fortælling om besættelsestiden, som fyldte meget i hans barndom. Han oplevede blandt andet en nødlanding af et B-17 bombefly, men også en hverdag med tyske soldater, som betød en stor indskrænkning af friheden. Gør ejerskabskrav på erindring

Min barndom.

Magnus Hagensen Buch.

Jeg blev født natten til den 27. oktober 1936 på Rømø i et ganske forfærdeligt vejr med orkan fra SV. Jeg har fået fortalt, at det næsten var umuligt at få fat i jordemoderen. Hun skulle jo hentes i hestevogn, og de var ved at blæse væk. Da jeg var født sagde jordemoderen med henvisning til vejret: ”Den dreng skal da være sømand”. Det kom så også til at holde stik, men mon det havde noget at gøre med vejret den nat?

Samme nat forsvandt der 12 Esbjerg kuttere med 36 mand ombord, de omkom alle. Min far har skrevet i klitfogedprotokollen, at klitrækken, der strækker sig nordpå fra Kirkebydiget, blev overskyllet den nat, og havet havde skyllet meget væk af klitterne.

Mine forældre var Helga Cornelia Marie født Hagensen og min far var Hans Petersen Buch, begge ud af gamle Rømø-slægter.

Vi boede i et gammelt Rømøhus med stråtag bygget i 1766 formentlig af min tiptipoldefar Peder Nielsen Skrang. I det NV-lige hjørne af huset havde min far indrettet en stald i 1935, hvor der stod en sortbroget ko, og i en bås for sig, en hest ”Tulle”. Næsten hele loftet var fyldt med hø til dyrene, men der var også plads til en hakkelsesmaskine og til andre ting, der skulle stå tørt. En hakkelsesmaskine var en maskine, der kunne hakke halm til små stykker på ca. 3 cm længde, det var en form for krybbe, hvor halmen blev lagt op, for enden af den, var der et stort hjul, hvorpå der var monteret en skarp kniv, så blev halmen skubbet frem og hjulet drejet, man skulle blot passe på fingrene.

I stalden var der også et toilet med spand, der skulle tømmes, når tiden var inde. Det var min fars arbejde, det hele røg ud i køkkenhaven, så alt groede godt. Der var jo altid lunt og godt i stalden, så det var ikke koldt, når man skulle på toilet, men meget mørkt. Så havde vi en flagermuslygte eller en lysestage med.

Fra stalden kom vi ind i bryggerset, hvor der stod en gruekedel til tøjvask. Herfra kom vi ind i køkkenet, hvor komfuret stod til højre ved en stor skorsten, med en stor lem, hvor skorstensfejeren kunne gå ind. Vi havde også et spisebord på nordvæggen, hvor vi spiste, så vidt jeg husker, fik vi varm mad om middagen. Der var et spisekammer i forbindelse med køkkenet. Og under spisekammeret var der en kælder, her stod bl.a. kødet fra slagtningen i saltlage.

Fra køkkenet var der adgang til en mørk gang (herom senere). Fra køkkenet kom vi ind i stuen, hvor der stod et spisebord i midten, med en sofa for enden, her sad min bedstemor Alvine. Der var et par lænestole, et dækketøjsskab, et skrivebord og et radioskab, som radioen stod på. Radioen nævner jeg særskilt, fordi den kom til at spille en stor rolle i vores tilværelse under besættelsen.

Øst for stuen var mine forældres soveværelse, og vest for var den pæne stue (”æ kø´en dorns”), der blev der kun fyret, når der var selskab, så der var hundekoldt om vinteren. Vest herfor var der et mindre værelse, hvor vi sov.

Den mørke gang fra køkkenet gik ned til en dør, æ Østerdør, hvor der også lå et lille værelse, hvor bedste Alvine sov, senere blev der byttet om så vi kom derind, og Bedste ind til vester. Gangen var som sagt meget mørk, og min bror Carl og jeg gemte os tit derinde, så fik vi lokket vores søster Aase derud, hvorefter vi så sprang frem og råbte: ”Bøh”. Så skreg hun højt. Hvis vi hørte, hun blev sendt ind i gangen eller værelset efter noget, sneg vi os også derud og råbte, når hun kom. Det var jo ikke så pænt, men dengang syntes vi, det var ustyrlig morsomt. Vi var jo ikke bange for, der var nogen bussemand derude.

Elektrisk lys var der selvfølgelig ikke, vi havde petroleumslamper og stearinlys, i stalden brugte vi en flagermuslygte. Når man bevægede sig fra et rum til et andet, havde man et stearinlys i stage med for at finde vej.

Vest for huset lå der et langt skur med vognport, her var vores fjedervogn placeret, den blev brugt, når man skulle i byen og var ”fint” kørende, det var især når bedste Alvine skulle med, hun var blind, så hun skulle helst sidde sikkert. Der var rigtige sæder med ryglæn i fjedervognen. Der stod også en jumpe i vognporten, der kunne kun være 4 personer i den. Der sad man 2 og 2 overfor hinanden, med siden i kørselsretningen. Den havde kun 2 hjul og så steg man ind i bagenden.

Vi havde jo også en arbejdsvogn, det var en fjællevogn med skrå sider, der sad man blot på et bræt, der var lagt fra side til side og blev kaldt et agefjæl, var vi flere lå vi bare bag i vognen. Den stod i det næste rum i skuret.

I et rum ved siden af, var der 2 båse, her stod hesten nogle gange, hvorfor ved jeg ikke. Men det var måske i de kolde vintre, at hesten kom ind i stalden i huset. Der var også plads til andre ting i skuret.

Vinkelret på skuret var der opført et hønsehus, her var opsat rundstokke, som hønsene kunne sidde på, desuden var der opsat redekasser, hvor hønsene lagde æggene, der blev indsamlet hver dag. Der var også en indhegnet hønsegård, hvor hønsene gik. En gang imellem blev der kørt et læs strandskaller ind til dem, det var vist godt for æggeskallerne. Mellem hønsehus og hønsegård var der en lem, der kunne lukkes. Den blev lukket om aftenen, så ræven ikke kunne komme ind og tage hønsene. Hønsene blev om sommeren tit lukket ud på markerne omkring huset, så gik de og tog orm og insekter. Når så hønsene skulle ind om aftenen, kaldte min far: ”Kylle – kylle – …. kylle”. Så kom de stormende og kaglede i vilden sky, de vidste, så var der korn til dem.

Vi levede af lidt landbrug, der blev dyrket korn, som blev solgt, og koen gav så meget mælk, så det dækkede vores behov. Kartofler, grøntsager og bær dyrkede vi naturligvis selv.

Desuden var min far klitfoged, dvs. at han skulle sørge for, at klitdiget i vest blev øget og vedligeholdt. Det gav jo en fast indtægt, og ansættelsesforholdene var sådan, at han havde færrest timer om sommeren, hvor han skulle passe sit landbrug, og så flest timer om vinteren, hvor der jo ikke var så meget arbejde ved landbruget

Det første jeg husker fra min barndom er da min søster, Aase, blev født. Hun er på dato tre år yngre end mig, og mange vil sige, at det ikke kan lade sig gøre, men jeg husker det. Historien er som følger. Jeg skulle passes hos min bedste Kamilla i Lejrbjerge, hvor hun boede i sit lille hus. For at jeg kunne se storken, var vi kravlet op på loftet, hvor vi kunne se ud af nogle lave vinduer. Jeg husker tydeligt jeg lå ved siden af min bedstemor og kiggede ud. Da jeg klagede over, at jeg ikke kunne se for nogle grene på et træ i haven, gik bedste Kamilla ned og hentede en sav, hvorefter hun kravlede op i træet og savede grenene af og så gik det fint med at se. Så lå vi lidt og kiggede ud, og pludselig sagde bedste: ”Nu kom storken”. Og minsandten om ikke jeg også sagde: ”Ja, der var den”. Jeg har dog ingen erindring om, hvordan den så ud. Og mon ikke det var flaget, der gik til tops, bedste Kamilla så? Se, denne historie har jeg ikke fået fortalt, tværtimod er det mig, der har fortalt mine forældre historien, da jeg blev voksen, de anede ikke, at bedste var kravlet op i træet, hun havde ikke omtalt det for dem.

Da vi kom hjem, og jeg så min søster i vuggen, sagde de voksne, at hun var ligesom en dukke, og så gav jeg hende en lussing, for at se om ”dukken” kunne græde, det kunne hun. Men den episode kan jeg ikke huske noget om, en psykolog ville nok kalde det fortrængning. Nå, psykologer havde man ikke dengang.

Ind mellem min søster og jeg, havde jeg fået en lillebror, Carl, men det husker jeg ikke noget om.

Et halvt år efter min søster blev født, blev vi besat af Nazityskland. Fra besættelsesdagen husker jeg kun en soldat med et gevær i hånden, der kom hen ad vejen. Men besættelsen kom naturligvis til at fylde meget i barndommen, da vi boede meget tæt på soldaterne og en radar, der var opført på Stagebjerg. Mine forældre var meget danske, de havde jo oplevet den tyske tid indtil 1920, og nu var de her igen, det må have været ganske forfærdeligt for dem. Der blev ganske bestemt ikke talt venligt om Tyskland og tyskerne i mit hjem under krigen. De blev forbandet ned i det sorteste helvede, ganske bogstaveligt. Vi børn fik besked på, at vi ikke måtte fortælle, hvad vi hørte derhjemme, jævnligt blev der sagt: ”Det må I ikke fortælle”. Det sad til sidst dybt i os. Så jeg har oplevet censuren og selvcensuren, lad det aldrig, aldrig ske igen, aldrig må vi lade os afskrække fra at ytre os, det være sig i skrift, tale eller tegninger. Uanset hvad den kulturradikale såkaldte elite end måtte mene, uanset om nogen føler sig krænket. Det var et fremtidsspring, men jeg kunne ikke lade være, det er utrolig vigtigt.

Det var jo også de år vi havde de hårde vintre, der var meget sne, der var enorme snedriver som Carl og jeg byggede huler i, når det skulle gå stærkere lånte vi min fars store skovl, selvom den var lidt uhåndterlig. Jeg husker vores have fyldt med sne helt op i højde med overkant af hækken. Det var jo et eldorado at lege i det.

Der var jo heller ikke sneplove til at klare vejene, nej det blev klaret med håndkraft, en tre-fire mand gik ved siden af hinanden og skar blokke ud af sneen, og blokkene blev herefter kastet op til siden, så vejen herefter gik gennem næsten en slugt, med meget høje vægge (jeg var en del kortere dengang), det var meget spændende. Problemet var, at når der så igen kom sne, lagde sneen sig i læ bag snevæggen, så kunne man begynde forfra.

Vi havde en kane, så i vintre med sne blev hesten spændt for, og så gik det hu´hej af sted, det var en fantastisk oplevelse, at suse af sted på de frostklare dage med landskabet dækket af sne, hvor vi sad på kanen godt pakket ind, jeg kunne godt unde mine børnebørn den oplevelse.

Vi boede meget tæt (ca. 100 m) på den tyske værnemagt, de havde beslaglagt Stagebjergvej 29, der var ejet af en dame i Holte, frk. Lehmann, der brugte det som sommerbolig. Min far holdt øje med huset for hende om vinteren. Så da tyskerne kom, forlangte de nøglen udleveret, hvilket min far nægtede, hertil var svaret, at så ville de sprænge døren, så fik de nøglen. Det faldt nu i hans lod at varetage frk. Lehmanns interesser overfor tyskerne, han hadede det, men gjorde det for at hjælpe frk. Lehmann. Hun var dansk langt ind i sjælen, så det var bestemt ikke med hendes gode vilje, at værnemagten brugte huset, det var simpelthen beslaglagt.

Som gode danske havde vi naturligvis en flagstang, og flaget kom op ved mindste anledning, uanset hvordan vejret var, så skulle tyskerne se dannebrog. Efter besættelsesdagen satte min far en stor vindfløj ovenpå flagstangen, og den var selvfølgelig malet som et dannebrog. ”Så kan de sgu ha’ det og kigge på” sagde han.

Når de tyske soldater kom og ville købe æg eller flæsk, fik de at vide, at de kunne gå over til deres venner og købe, vi handlede ikke med erobrere. Så efterhånden holdt de jo op. Men min bedstemor Kamilla solgte æg til dem når de kom, hun syntes det var synd for dem, at de fik så lidt at spise, at de måtte ud at købe mad, det var jo nok også løgn. Min far skældte ud, når hun gjorde det, tyskerne skulle ikke have noget som helst, hverken mad eller venlighed.

På Stagebjerg havde værnemagten opført et radaranlæg, her stod en ”Würzburg-Riese” radar ovenpå et ti meter højt betontårn. Det var jo også meget synligt fra vores hus. Radaren skulle fange de engelske maskiner når de kom over Nordsøen mod Tyskland, hvorefter de alarmerede luftbasen på Sild. Desværre var den vistnok ret effektiv.

Engang vi søskende skulle hente nogle varer, var der nogle tyske officerer der havde glemt noget, og da vi nu boede ved siden af tyskernes messe, blev vi bedt om at tage det glemte med til dem. Min far blev rasende, hans børn var ikke bydrenge for tyskerne, han ringede derhen og skældte ud, men blev dog overtalt til at lade os gå over med varerne. Men vi fik besked på, at vi ikke måtte tage imod noget fra dem. Da vi kom med varerne var de rigtig rare, vi kom indenfor (turde ikke andet), og blev inviteret på bolcher og sodavand, men da holdt vi stand og rystede på hovedet, vi kunne jo ikke tale med dem, de ville også stryge os over håret, jeg kan huske, jeg var helt stiv og afvisende, men så til sidst slap vi da endelig ud. Jeg har tit bagefter tænkt på, at de formentlig selv havde børn hjemme, som de længtes efter, og så var vi en slags substitut. Men det tænkte vi naturligvis ikke på, og stemningen var jo sådan, at de var forhadte, og vi var bange for dem. Hvad mon de har tænkt efter afvisningen, det må have givet stof til eftertanke.

Det var nok sådan, at de fleste soldater på Rømø, var specialofficerer indenfor radio og radar, så de var vel reserveofficerer og indkaldt i krigen, jeg har læst et sted, at chefen på Rømø oberleutnant (premierløjtnant) Seeger i fredstid var bibliotekar i Berlin, så de var nok ikke så slemme, selvfølgelig var der også bevogtningsmandskab, men egentlige grove episoder, tror jeg ikke der var. Jo, der var episoden med bageren m.fl. Der havde været bal i Ringriderforeningen, og der kom nogle fulde tyskere med feltpræsten i spidsen, der ville ind. De blev nægtet adgang, der blev noget tumult og præsten fik et par på hovedet af bageren i Mølby. Næste dag blev bageren hentet og bragt til Stagebjergvej 29, hvor han blev sat i en stol og holdt fast af et par mænd, hvorefter han fik bank af præsten, han brækkede bl.a. næsen. Der blev en krigsretssag ud af det, og der blev sagt, at præsten blev forflyttet til østfronten.

Senere i krigen havde vi jo mange overflyvninger, englænderne kom om natten og amerikanerne om dagen. Vi stod udenfor om aftenen og kiggede op mod vennerne, mens antiluftskytset på Sild bragede løs, vi kunne se ildglimtet, når granaterne eksploderede, keglerne fra lyskasterne i Tvismark og på Sild var jo også tydelige. I de rigtig klare nætter kunne vi se et kæmperødt skær på syd himlen, det var Hamborg i brand, En morgen fandt min far en ret stor granatsplint på græsset, ”æ Grøen” øst for huset, hvor vi som regel stod og kiggede på flyene om aftenen, så nedlagde min mor forbud mod, at vi kom ud om aftenen, når der var overflyvninger, til stor fortrydelse for Carl og jeg.

Som sagt kom amerikanerne flyvende om dagen, jeg husker specielt en klar dag, det har nok været eftersommeren 1944, hvor de kom ind over, det var som om himlen var oversået med store maskiner, de gik jo ikke så højt dengang, og solen glimtede i fuselagen, og så denne durren af mange motorer, ja, vi kunne mærke det i jorden, den dirrede også. Hvis jeg i dag ser en film med den lyd, står det fuldstændig levende for mig, det er jo nok noget jeg husker hele livet. Om dagen kunne vi jo også se totterne fra eksploderende antiluftskytsgranater. Så stod vi og vinkede til amerikanerne, det var jo vore befriere, der fløj deroppe.

Det har nok også været i 1944, der nødlandede en B 17 ude på Sønderhavsand. Vi sad som på nåle i skolen, og så snart vi fik fri, strøg vi ud for at se den, det var jo fantastisk, at se sådan en kampmaskine, med kanonkupler både over og under maskinen, og henne agter var der også en, kanonløbene strittede ud alle vegne, en oplevelse som man vel i dag har svært ved at se det fantastiske i. Besætningen var taget til fange, og der var selvfølgelig vagtposter på, men vi kunne komme helt hen til maskinen, den oplevelse kunne vi leve længe på. Der blev også skudt flere maskiner ned, der røg et par stykker i vadehavet.

Og en nat (1942) kom en beskadiget bombemaskine ind over Rømø, for at lette flyet smed han bomberne, men uheldigvis faldt bomberne lige ved siden af et hus, mirakuløst nok overlevede ægteparret, selvom halvdelen af huset faldt ned over dem. Alle dyrene blev dræbt. Det var jo noget af en begivenhed, så folk valfartede jo derover, det var nogle ordentlige kratere, der var lavet rundt om huset.

Sensommeren 1944 skete det samme i Juvre, det var under et dagangreb, hvor en B 17 blev forfulgt af jagere, piloten smed alle bomberne, og brandbomberne ramte en gård, der brændte ned til grunden, heller ingen omkomne her.

Værnemagten byggede jo utrolig meget, både bunkers, kanonstillinger og maskingeværstillinger. Så der blev kørt enorme mængde grus, fire lastbiler kørte pendulfart ad vejen lige nord for vores hus, vi kaldte dem, den grønne, den blå, den gule og den røde, efter den farve logoet var malet i. Så løb vi op til vejen og hagede os fast i bagsmækken, så fik vi en kort køretur, biler var jo et særsyn dengang. Nogle af chaufførerne skældte ud og andre ikke. Vi måtte jo heller ikke for vores forældre, men de så jo ikke alt.

På klitterne lige vest for, hvor vi boede, blev der opstillet 4 kanoner, der pegede ud over Vesterhavet, det var vistnok 75 mm kanoner, og lige nede vest for den nordligste kanon blev der opført nogle barakker, hvor betjenings- og bevogtningsmandskabet boede.

Vi havde nogle marker vest for Vråby plantage, og for at komme derud, skulle vi køre tæt rundt om Stagebjerg med radaren. På et tidspunkt lagde værnemagten landminer rundt om anlægget, så var vejen spærret, så måtte vi køre ad vejen forbi et hus (Vråbyvej 41) lige vest for vores, men forpagteren satte et skilt op ”Privat vej, adgang forbudt”, så min far skulle køre en stor omvej, han var jo rasende. Men ved at granske gamle papirer, fandt han ud af, at der egentlig ikke var nogen vej der, det var faktisk vores mark. Så han mente naturligvis at det var nødvendig for hans landbrug at slå markerne sammen, så der blev hegnet og markerne var nu én mark. Så kunne forpagteren jo ikke komme op til sin forpagtede ejendom, men så brød helvede løs. Min far nægtede naturligvis at fjerne hegnet, det var hans mark, færdig!

Så gik forpagteren til tyskerne, og tyskerne gik til landbetjenten, der om aftenen ringede til min far, at det nok var en god ide at fjerne hegnet, for i modsat fald ville tyskerne gøre det, med hvad deraf måtte følge. Tyskerne havde meddelt, at hegnet skulle være væk inden næste morgen kl. 06.00, så min far måtte ud om aftenen og fjerne hegnet, det var et overgreb som ikke blev glemt så let, og foragten for medløberne blev ikke mindre. Hvis der var sket min far noget, var forpagteren nok ikke sluppet så billigt, som han gjorde, da regnskabets time kom.

Min far var som sagt klitfoged, og gik derfor meget og arbejdede i klitterne vestpå. Det drejede sig om at dæmpe sandflugten og gøre klitterne større. Det blev gjort ved at plante hjelme, tusindvis af hjelme, der fangede sandet, så der blev en lille klit, denne klit voksede sig så større og større. Så kom efterårsstormene og fjernede 2/3 af klitten, og så begyndte man forfra, men til sidst så lykkes det.

Vi kom naturligvis også meget på stranden, hvor der jo var mange ting at finde, herunder også miner og andet sprængstof, men vi lærte hurtigt, hvad der var farligt og hvad der ikke var. Lige nord for det nordlige fløjdige havde tyskerne opført en meget stor kasse, den var nok 10 m i højden og 20 m i længden, den var fyldt med sand og malet i camouflagefarver. De tyske fly brugte kassen som øvelsesbombemål, de brugte bomber lavet af cement, så disse ”bomber” lå strøet over det hele derude. Der blev så hejst et flag når de bombede, så de der arbejdede på sandflugtsdiget kunne nå at komme væk. Kassen skulle forestille et skib, så den blev selvfølgelig kaldt ”æ skif”.

Der kom naturligvis også mange strandvaskere (lig) ind, det vidner krigergraven på kirkegården jo om, heldigvis fandt vi ikke nogen, men min far fandt flere derude.

At radioen spillede en stor rolle i min tidlige barndom skyldes udsendelserne fra BBC, jeg glemmer aldrig Prins Jørgens march eller morsetegnet for ”V”. Tyskerne brugte støjsendere til at genere lytterne, så kvaliteten var meget svingende. Jeg husker også, de for mig meget mærkelige hilsener til alle mulige piger. I dag ved jeg, at det var meddelelser til modstandsbevægelsen. I slutningen af krigen kom en tysk løjtnant, der boede med sin familie i ”Zimmermanns hus” (Vråbyvej 24) for at høre BBC, de fik jo ikke sandheden fra tyske medier, hvilket han godt vidste, så han ville gerne høre, hvor fronten gik, han var udmærket klar over at krigen var tabt.

Da tyskerne overgav sig i maj 1945, gik vi bare og ventede på englænderne, og så kom de jo en dag. De kom sejlende fra Sild. Vi spejdere blev linet op på anløbsbroen med Dannebrog på fløjen. Det var en fantastisk dag, nutidens ungdom kan næppe forestille sig, hvordan det var for os. Jeg husker tydeligt, da de engelske officerer kom gående ind ad broen med en servil (her er jeg måske ikke helt retfærdig) oberleutnant Seeger ved siden af. Så kom de hen til os og skridtede fronten af og gav hver af os et håndtryk. FANTASTISK! Vi havde trykket en engelsk officer i hånden. Jeg glemmer det aldrig. Siden da har England og englænderne haft, og har, en stor plads i mit hjerte.

Nu så mange år efter, hvor jeg er arkivleder på Rømø Lokalarkiv, fik jeg en henvendelse fra den danske ambassade i London, en engelsk major var ved at skrive sine erindringer, og han huskede, han havde været første englænder på Rømø, så han spurgte, om vi havde noget fra denne dag. Det glædede mig meget, at jeg kunne hjælpe ham, idet jeg havde et fotografi, der viste deres indmarch ad broen, og kunne fortælle, at jeg havde hilst på ham. Ja, sådan kan tingene gå i ring.

Vores togter til stranden var en oplevelse hver gang. Der kom alle mulige spændende ting ind. At der lå en tragedie bag næsten alt, hvad vi fandt, tænkte vi ikke over dengang. Det var jo ting fra krigsforlis og nedstyrtede fly. Vi fandt også ting som fiskerne kunne bruge, og det tjente vi penge på, vi fik 25 øre for en jernkugle og 50 øre for en glaskugle, kuglerne blev brugt til at holde overkant af fiskegarnene i overfladen, så var der blylodder i underkanten. Vi fandt også noget, der blev kaldt en ”Gaj”, det var en tjæretætnet lærredskugle, der blev slæbt efter trawlet, den fik vi 2 kr. for, en formue. Når det blæste op til kuling eller storm, så var det bare med at komme af sted til stranden

En gang fandt min far en gul faldskærm, og det var jo en fangst der ville noget, der var adskillige kvadratmeter silke, Carl og jeg fik lavet skjorter af det, og min søster fik kjoler og bluser, vi var noget stolte af at have skjorter af faldskærmssilke, og så var det engelsk, vi følte os næsten som en slags modstandsfolk. Der var jo også mangel på stof, så sådan en faldskærm, var jo guld værd.

Vi skulle bare passe på, at vi ikke blev fanget af strandfogeden, så fik vi lov til at aflevere alt, hvad vi havde fundet, så vi var lynhurtige til at gemme os i klitten, hvis vi fik øje på ham.

Det var særlig efter en storm, der kom meget, så var det en ren guldgrube, at gå derude. Vi fandt også meget træ, det gemte vi oppe i klitten, så kunne det hentes senere, meget af det blev brugt som brændsel og andet som gavntræ.  Der var jo rationering på brændsel, så træet vi fandt var jo et godt og billigt tilskud til brændslet. Vi havde et større udhus, der var fyldt med træ fra stranden.

Apropos brændsel, så fik vi lidt koks, som jo havde en høj brændværdi. Men meget af brændslet bestod af tørv, som nogle gange var dyndvåde, så blev de stablet på marken på en særlig måde, så vinden kunne blæse igennem og dermed tørre dem. Vi fik også noget der hed briketter, de var vistnok lavet af brunkul der blev presset, med en ganske god brændværdi.

Vi fyrede også med lyng, især i komfuret i køkkenet, det var noget der flammede godt op, vi kaldte det at ”blusse”, det holdt jo ikke så længe, men gav en hurtig varme. Man kaldte det at ”bikke” lyng, når man ”høstede” lyngen, det var en meget bredbladet hakke, der blev brugt til det. Lyngen havde faktisk godt af det, den groede flottere efter at være ”bikket”. Lyngen blev så kørt hjem og stakket udenfor, i køkkenet havde vi så en lyngbænk, hvor lyngen lå i mindre portioner og hvorfra man tog den til fyring. Og bænken var jo også god at sidde på når nabokonen kom på besøg.

Der blev også skåret tørv, det blev gjort, hvis der var en lavning, hvor jorden var lidt tørveagtig, de blev så skåret med en skubspade og taget hjem og tørret, men jeg tror nu nok, det meste var sand.

Hvad der også var godt brændsel var kokasser. Når koen havde besørget, lå klatten og tørrede, når så oversiden var tør, blev den vendt med en skovl, så den kunne tørre på den anden side. Så blev de kørt hjem og opbevaret i et skur, til de skulle bruges, de brændte skam lystigt. Og tørrede kokasser lugtede ikke særlig meget.

Rationeringen var jo et kapitel for sig, alt var rationeret, men der var masser af mærker til brød, havregryn og lignende, så der var aldrig tale om at vi sultede, der var mad nok. Det var jo mere på importerede varer, der havde hård rationering. Bl.a. kaffe var temmelig hårdt rationeret, man fik mærker til at købe ¼ pund (125 g) en gang imellem, så der skulle jo spares på det. Så kunne man købe erstatningskaffe ”Rich´s” og ”Danmarks”, men det blev også rationeret til sidst. Jeg har set min mor riste rugkerner på panden, der så blev malet og blandet i erstatningskaffen. Det må have smagt ganske afskyeligt.

Det var også svært at få tøj, så blev gamle klædestykker syet om, der var en skrædder i Østerby, som syede tøj om, han havde træben, og han sad på et bord i skrædderstilling, det syntes vi, var noget underligt noget. Vi var jævnlig nede med tøj, der skulle sys om.

Vores landbrug var naturligvis meget lille, antal dyr taget i betragtning, men der var nok ikke råd til flere. Når der kom en kalv, blev den solgt, enten som kalv eller hvis det var en hun, når den blev en kvie, det indbragte jo lidt flere penge, og græs og hø havde vi jo på marken. Vi havde nogle marker rundt om huset, hvor dyrene kunne græsse eller hvor der blev sået korn. Når en sådan stor kalv kom på græs om foråret, og havde gået der hele sommeren, var den halvvild, når den skulle ind om efteråret, så måtte den løbes op, med en på hver side, så tog man fat i hornene, og gav den grime på, så kunne man få en snor i grimen, og få hold på kvien.

Vi havde også nogle marker ude mod vest lige op til sandflugtsdiget, vi havde 2 nordpå og en sydpå, de blev kaldt ”æ straend”. Desuden havde vi en af ”Havblokkene”, det var marskjord der var inddiget. I dag er der golfbane derude. På Havblokkene høstede vi hø, det var jo godt og saftigt græs. Når græsset var slået, lå det i lange strimler på marken, her lå det så og tørrede. Når så den ene side var tør, skulle det vendes, det skete med en rive, hvor man gik og vendte ”æ skar´” med et specielt tag. Det værste ved disse havblokke var, at de var lange og smalle, så når man stod med en rive i den ene ende var der uendeligt langt til den anden ende, det var virkelig et træls arbejde. Når så høet var tørt, skulle det stakkes til det kunne køres hjem, det skete ved, at hesten blev spændt foran en svær planke, herpå stod min far, planken blev så trukket hen over ”æ skar” med hø, høet bunkede sig nu op foran min far, og når bunken blev for stor til, at han kunne holde den stoppede de, og planken blev løftet fri af bunken og var klar til næste tur. Så blev bunkerne sat i en pæn stak, klar til at blive hentet.

Senere fik vi en hesterive, det var lidt nemmere, når man så havde en passende mængde hø i riven, hev man i en stang så løftede tænderne sig og der lå en stor bunke lige til at sætte i stak, det var sjovt at køre med den.

Når høet skulle hjem, blev det forket op på vognen, hvor det skulle stuves rigtig, så det ikke faldt af under kørslen, da vi blev lidt større, var det os, der lærte at stuve rigtigt. Jeg syntes, det var et højt læs, når vi kørte hjem sad vi oppe på læsset, det var jo en herlig tur, hvor vi sad højt til vejrs og kunne se ud over landskabet. Når vi kørte forbi en blåbærbusk, smed min far nogle gange en gren med blåbær op til os, de smagte rigtig godt.

Derhjemme blev høet forket ind på loftet gennem ”æ lowtgaf”, på loftet skulle det jo også stuves rigtigt, så der var plads til så meget som muligt, der blev stuvet helt op til rygningen, det sank jo lidt i løbet af vinteren. Dette lag hø var naturligvis en god isolering. Det var særdeles vigtigt, at høet var tørt, når det kom ind, ellers kunne det brænde sammen og selvantænde, det var jo en farlig situation. Jeg husker en sommer, hvor det simpelthen var et møgvejr, og det var næsten umuligt at tørre høet, så til sidst kom det ind, dyrene skulle jo have foder, men helt tørt var det ikke, min far gik og mærkede på loftet i stuen i løbet af vinteren, hvor galt det var, og loftet var virkelig varmt, men det gik da godt.

Ude på ”æ straend” høstede vi også hø, men indimellem blev der sået korn, det blev jo høstet noget senere end høet. Når vi høstede korn, blev der først ”mejet for” med en le, dvs. min far mejede en stribe rundt på den yderste del af marken, så slåmaskinen ikke skulle køre i kornet, der måtte ikke gå noget til spilde. Der var sat noget specielt på skæret for at fange kornet, jeg husker ikke hvordan. Men kornet blev revet sammen og derefter blev der lavet et neg, hvorefter man tog en lille håndfuld strå og bandt rundt om neget, herefter blev negene sat i skok, hvor de stod til de blev kørt hjem og sat i hæs. Senere fik ham, der mejede for os, selvbinder, så gik det jo lidt lettere, men det var først efter krigen. Det var Sigfred Petersen, der mejede for os, fordi der skulle to heste til at trække slåmaskinen, og vi havde kun en.

Vi opfedede altid en gris, som blev slagtet om efteråret. Om morgenen blev der tændt op i gruekedlen, så der var kogende vand klar. Når så slagteren kom, blev grisen hentet, og den var ikke lille, det var jo ikke en mager eksportgris. Så stod slagteren klar med en mukkert, og når grisen var i position, fik den en i panden med mukkerten, grisen drattede om, og slagteren tog sin kniv og stak den i halspulsåren og blodet strømmede ud. Blodet blev opsamlet i et stort fad, hvor vi så skulle sidde og ”røre i ottetaller” for at blodet ikke skulle størkne. Hvad min mor herefter gjorde ved det, kan jeg ikke huske, men der blev lavet blodpølse af det. Pølsen blev kogt, og skåret i skiver og stegt på panden, det smagte herligt med varm sirup til.

Når blodet var løbet af, blev grisen skoldet, så var det lettere at skrabe de stive børster af. Når slagteren skulle partere grisen, blev den hængt op på en stige og skåret op. Og så kom det vi ventede på, for så blev blæren taget ud og tømt, så tog man en tagstrå og blæste blæren op, og så havde vi en fodbold, den kunne holde i flere dage, men til sidst lugtede den for meget, så blev den smidt på møddingen. Det var vores fodbold dengang.

Vores nærmeste nabo var Stinne, en gammel enke der boede overfor os, hun havde været enke i mange år, hendes mand havde været skibsfører, men var død af gul feber i Bahia, da hun var 29 år. Hun var på alder med min bedste Alvine, de sad tit og talte om gamle dage. Vi holdt avis sammen med Stinne, dvs. når vi havde læst avisen fik hun den, og det var mig der gik over med den. Når jeg så kom fik jeg et glas saftevand, og så sad jeg på skødet af Stinne, hvorefter vi så sammen ”læste” avisen, og ja, en dag kunne jeg læse, det gik sådan helt af sig selv.

I øster enden af Stinnes hus var der en lille lejlighed, her boede Petrea, en gammel frøken, hun var også god at besøge, der faldt gerne et glas saftevand og en småkage af. Der blev sagt, at hendes ungdomskæreste var forlist på havet og hun sørgede så meget, at hun aldrig fandt en anden.

Jeg begyndte i skolen 1. april 1943 hos frk. Jørgensen i ”æ lild klaes”, og det var jo et nyt kapitel i mit liv. Som sagt kunne jeg jo læse og vel også skrive lidt, men nu kom der noget, der hed skønskrift. Vi sad ved en dobbeltpult og midt i pulten foran var der et blækhus med skydelåg. Pennen var et penneskaft, hvori man indskød en pen, så dyppede man i blækhuset og påbegyndte skrivningen. Hvis man skrev med let hånd blev det en tynd streg, og hvis man trykkede lidt hårdere blev det en tyk streg. Problemet var, at hvis man trykkede får hårdt rendte alt blækket af, og man fik lavet en stor klat. Det var en stor skam når det skete, nogle gange kunne pennen også skratte hen over papiret, så sprøjtede blækket ned over siden i små klatter, det var bestemt heller ikke godt.

Vi havde også en tavle og en griffel, den brugte vi når vi skulle øve os i at skrive, papir var jo dyrt, og det skulle der spares på, tavlen kunne jo bruges igen og igen. Hvis man tog sin griffel og kørte den hårdt langs kanten, kom der en skærende lyd der gik til marv og ben, pigerne kunne ikke lide det, så hvinede de højt og så gjorde vi det naturligvis igen og igen.

I læsebogen var der mange spændende historier, som vi enten læste højt i kor eller hver læste et lille stykke. Jeg kunne nu ikke lade være med at læse dem derhjemme, de var jo så spændende.

Men det mest spændende var nu faget ”Bibelhistorie”, det var virkelig drabelige ting der skete. Vi havde en billedbibel hvor der var tegninger af alle de voldsomme ting der skete. Jeg husker særlig billedet af Absalon der hængte fast i håret, da han flygtede, vistnok fordi han havde gjort oprør mod sin far, David. Vi tiggede altid frk. Jørgensen om at læse en historie fra bibelen, det var alle tiders at lytte til. Det var jo i det gamle testamente der virkelig var gang i den.

Vi sang også meget dengang, vi havde en sangbog, jeg tror den hed ”Den blå sangbog”, ja vi havde rent faktisk noget der hed sangtimer. Så vidt jeg husker, var den første sang vi lærte, ”Nu titte til hinanden”, den er vel også ret nem. Vi sang den meget.

Når vi kom ind gennem hoveddøren til skolen, var der en stor forstue, hvor vi kunne hænge vores overtøj. Til venstre var der en dør ind til ”æ lild klaes” og til højre en dør til ”æ stoue klaes”. De tre yngste årgange gik i ” æ lild klaes” og de fire ældste i ”Æ stoue klaes”. I den lille var der tre rækker bænke, en årgang på hver, i den store var der også 3 rækker hvor de fire årgange blev fordelt.

Under krigen var der opstillet store sandkasser foran hoveddøren, vistnok for at opfange evt. bombesplinter, dem kom der heldigvis ikke nogen af.

Vest for skolen var vores håndboldbane, den var placeret i det der blev kaldt ”æ fattighustowt”, der havde ligget et fattighus engang. Her spillede vi håndbold om sommeren, om vinteren havde vi lidt gymnastik ud for vores plads ved pulten, vi havde ikke nogen gymnastiksal så de gymnastiske udfoldelser var jo noget begrænset.

Senere fik vi dog en bom der kunne sættes i forskellige højder, som vi så kunne lave gymnastiske øvelser i. Den blev kaldt ”æ klestemaski´n”, nok fordi ”å rømmes” blev det at klatre, f.eks. i træer, kaldt ”å kleste”.

Under krigen blev jeg søspejder, dvs. jeg var naturligvis først ulveunge. Jeg husker, jeg blev indmeldt under et møde i Kongsmark skole, hvor lærer List fortalte om spejderne. Der var jo mange mennesker i det lille rum, det blev fyret godt i kakkelovnen så vinduerne var totalt lukket af fugt, ja det var så vandet drev ned ad vinduerne.

Men ulveunge blev jeg, det har nok været den sidste krigsvinter, og der skete mange spændende ting. Vi lærte at binde knob, vi legede kimsleg og ikke mindst skulle vi lære spejderløftet for at vi kunne blive spejdere. Men under krigen kunne vi jo ikke ligge i lejr og den slags ting, det fik man simpelthen ikke lov til.

Jeg husker tydeligt den 4. maj 1945 da frihedsbudskabet kom. Vi var vistnok kommet i seng, men vi kunne høre der blev snakket meget, og der var meget uro, så vi stod op og fik at vide, at tyskerne havde overgivet sig. Så vidste vi, at nu skulle tyskerne ud af landet, og vi kunne sige og gøre hvad vi ville. Det er lidt svært at beskrive de følelser vi havde, og vi vidste det vel dårlig nok, vi kendte jo kun det, at være besat af soldater fra en fremmed magt, vi vidste vel egentlig ikke hvad frihed var. Men da vi kom i seng igen, lå jeg og kiggede ud på et blomstrende æbletræ, og det hele var så lyst og dejligt, så det var vel friheden.

Bedste Kamilla (farmor) boede nede i ”Lejrbjerge” i et lille hus.  Hun havde været enke siden 1900, så det var jo mange år, hvor hun måtte klare sig selv. Hun klarede sig ved at gå ud og gøre rent, og som kogekone, ”køks” blev det kaldt.

Vi løb tit gennem klitterne ned til hende, hun havde en meget stor have, hvor hun dyrkede alle slags grøntsager, som hun brugte i husholdningen, men når vi kom fik vi lov til at spise ærter og alle slags bær. Hun havde rigtig mange jordbær, så det var jo et rent slaraffenland at besøge hende.

Men nu er jeg jo ved at nå efterkrigstiden, der skete jo også mange ting, men det er jo en helt ny historie der må komme senere.

Vråbyvej 47
Rømø 6792 DK
Get directions

Fødselsdag:

1936

Erindringen ønskes afleveret til:

Rømø Lokalarkiv