Marianne Jensen

Marianne Jensen valgte i 2010 at skrive sine erindringer om de første 52 år af hendes liv. Hun er født her på Sødover Mark og har boet her hele hendes liv - indtil videre. Hun har skrevet om de ting, der har fyldt mest i hendes liv. Hun fortæller blandt andet om hendes barn- og ungdom, om hendes arbejdsliv hos Tulip, og hvordan hun efterfølgende er blevet tilknyttet lokalarkivet i Nørup samt en episode, hvor hun deltog i 1990'ernes store TV-succes, Husk Lige tandbørsten. Gør ejerskabskrav på erindring

MIT LIV PÅ GODT OG ONDT

 

Forord:

Jeg har længe haft lyst til at skrive en bog om mit liv på godt og ondt, og nu skal det altså være. Før jeg bliver alt for gammel, og mens jeg har lysten og energien til det. Jeg elsker at skrive, og syntes jeg har så meget at berette om, og jeg håber også du kære læser vil nyde at læse bogen.

Jeg føler, jeg har haft et godt og et rigt liv indtil nu, men jeg har også mødt modgang.

Den største rigdom i mit liv er nok alle de dejlige mennesker jeg møder og har mødt på min vej gennem livet, og som har betydet rigtig meget for mig.

 

MIN BARNDOM OG SKOLEGANG

Jeg kom til verden den 17. november 1957 på Sødover Mark. Blev iflg. min mor født kl. 23.20 og det er et vigtigt tidspunkt, når man har interesse for horoskoper. Jeg var ønsket og elsket har min mor fortalt, og det tror jeg da også helt bestemt på, at jeg var. For jeg husker kun godt om min barndom og ved, at det er vigtigt for ens senere liv, at man er elsket fra starten. Det er i hvert fald en god begyndelse.

At bo på landet har jeg altid elsket, og gør det stadig. Det er en livsstil at bo på landet. At kunne færdes på frie arealer, nyde naturen og være sammen med dyrene. Være meget ude og bruge sin fantasi.

Jeg har en storesøster Dorthe, som er 3 år ældre end jeg, og en lillesøster Kirsten, der er 7 år yngre end jeg. Så der var altid liv omkring os.

Vi har altid haft jævnaldrene at lege med, da 2 hold naboer ved siden af, også havde 3 børn hvert sted og i forskellige aldre. Legetøj havde vi ikke meget af, men vi formåede altid at finde på noget, bruge vores kreativitet. Byggede huler i træerne, eller lavede huse af gamle brædder. Ellers spillede vi spark til dåse, eller hinkede. Nogle gange spillede vi badminton eller Antonius.

Pligter var der altid nok af. Da min far jo aldrig fik den dreng, han havde ønsket sig, måtte jeg som den midterste i flokken blive ”drengen” i den familie. Det betød, at jeg måtte hjælpe til i stalden, samt fodre kalve og grise. Hjælpe til ved malkningen, og jeg har da også prøvet at malke med hånden. Senere gøre malkemaskinerne rene, feje og meget andet. Endvidere blev jeg altid sendt i marken på traktoren, vores ”gode” gamle grå Ferguson, når der skulle harves, tromles, rives hø sammen eller hvad det nu skulle være. Jeg skulle også altid hjælpe min far med at radrense. Det skulle vi jo være 2 til. Og hvis min far så nogle gange kom i snak med nogen, og det tog for lang tid, ja så kunne det ske, at jeg bare gik hjem. Så kunne han godt blive lidt utilfreds.

Jeg havde også pligter inden døre, selvom jeg ikke skulle lave mad. Det blev Dorthe der skulle lære at lave mad, da hun ville gå køkkenvejen dengang. Men lørdag skulle der gerne gøres rent, og det skulle jeg hjælpe med. Lørdag var også dagen, hvor der kom Dansktoppen og denne udsendelse MÅTTE jeg bare høre, og det HVER uge ! Jeg fulgte med hver uge, og skrev de forskellige melodiers placering ned i et lille hæfte, så jeg kunne følge, hvordan det gik dem. Jeg fik også lært stort set alle melodierne og elsker stadig at lytte til gode gamle Dansktop-melodier den dag i dag. Jeg syntes det er sådan nogle glade melodier og nogle, man sagtens kan synge med på. Det var jo bl.a. Birthe Kjær, Susanne Lana, Bjørn & Okay, Keld Heick og mange andre. Jeg har fulgt Birthe Kjær’s melodier gennem alle årene, og bliver også nogle gange ”mobbet” med min musik-smag (?) Bamses Venner har jeg også været meget vild med, og Bamse spillede ofte på Hotel Margrethe i vore yngre dage.

Har også på et tidspunkt været i Bamses Fanklub sammen med Bo og Leif på Tulip, som også yndede denne STORE sanger’s gode og glade sange.

Jeg gik ikke til noget fast i min fritid, men en vinter skulle jeg alligevel prøve at gå i danseskole. Det foregik i Gadbjerg Forsamlingshus dengang, og bl.a.. sammen med Hans Kurt, naboens søn, som jeg ofte dansede med. Jeg husker ikke så meget fra denne danseskole ud over at danse-læreren tilbragte en del tid på toilettet, måske han var syg det ved jeg ikke. Men vi havde da en fin afslutning.

I sine yngre dage var min far brødkusk, og derfor blev han af mange kaldt: Marius Brødkusk. Øgenavne havde han altså selv, og yndede også at give andre dem. Min far har altid været handelsmand, og vi har altid haft heste. Heste var som ung mit eet og alt. Men det kunne hænde, at når jeg blev glad for en hest, så blev den pludselig solgt. Hvis der var penge at tjene, så var der ingen kære mor her.

Vi havde på et tidspunkt Otto, vores shetlandspony, som vi købte ude hos Anton Mortensen. Det sted, hvor nu Blue Horse ligger. Den havde vi rigtig meget sjov ud af, selvom den var stædig som bare pokker. Vi red på den, når det passede den, og så havde vi også en ”slæde” til den om vinteren. Så kørte vi hen ad vejen, og det var bl.a. i den periode, hvor der var bilfrie søndage.

På et tidspunkt solgte vi også juletræer her. Men de var ikke så kønne. Vi fandt så på, at kunderne kunne køre med på slæden op og hente træerne. Ofte skete det, at vi bare fik en skilling for det, og så lod de træerne stå ! Senere havde vi Sorte, det var en prægtig og en flot hest. Den kom ned på rideskolen i Skibet, for at blive redet til. Jeg skulle så lære at ride dernede imens. Men ak, Sorte brækkede benet og blev aflivet. Det kostede utroligt mange tårer ! Ih, hvor vi græd i familien.

Hesten Flicka havde jeg i flere år, det var en stor og kraftig hest, som vi også avlede nogle føl på. Lene og jeg tog på mange ture ud i skoven med Flicka, og vi lavede også vores egen ringridning. Det havde vi meget fornøjelse af.

Vores Bedstefar boede hjemme hos os indtil han døde. Det har været lidt specielt, tror jeg nok, men føler alligevel at han også har beriget vi børns liv med noget. Har lært at tage hensyn og ældre har bestemt noget at give til de yngre. Og så var der altid nogen, når vi skulle være alene hjemme. Men Bedstefar gik altid tidligt i seng, og når vi kunne høre at han sov, ja så kunne vi godt hygge os lidt for os selv.

Jeg startede tidligt i skolen, jeg var kun 6 år da jeg startede. Det var ikke meningen jeg skulle starte så tidligt, men jeg VILLE følges med Lene og det endte med, at jeg tudede så meget, så min mor fik vores nabo Melkjær til at køre mor og mig op til skolen, så jeg kunne blive indskrevet. Min far blev temmelig overrasket, men jeg kunne lige så godt få startet – jo før blev jeg færdig ! Har jeg sikkert også tænkt dengang… hvem ved ?

Jeg husker min skolegang som en god oplevelse. Jeg har altid klaret mig godt, både blandt kammerater og lærere. Har haft rimelig nemt ved at tilegne mig viden, og kom godt fra Nørup Skole med et flot gennemsnit.

Den lærer, som jeg dog var mest træt af var Frk. Thorborg. Hun var virkelig ikke særlig venlig, med mindre hun kom sammen med vore forældre, og det gjorde hun ikke med mine forældre ! Hun kunne blive så hidsig at hun hev strikketøjet eller hvad vi nu lavede i håndgerningstimerne, at man simpelthen blev både bange og ked af det. Måske derfor jeg aldrig fik særlig stor interesse for det fag ?

Da jeg gik ud af 7. klasse ville jeg ikke i realen, skønt jeg blev opfordret til det, jeg havde jo pæne karakterer. Men jeg har altid haft min egen mening om tingene – også her, så jeg havde ingen intentioner om at skifte skole. Så jeg blev på Nørup skole 3 år mere.

Jeg husker vores afslutning i 10. klasse, hvor jeg blev fremhævet ikke mindre end 3 gange. For det første fik jeg en præmie for at være en god elev. Derefter fik jeg en præmie for at have et meget højt gennemsnit. Og så blev jeg fremhævet for at jeg havde skrevet en sang til sidste skoledag. Den havde lærerne så kopieret til vores afslutning. Så jeg har fået rødmet noget den aften. Jeg var nemlig lidt genert den gang. Det er heldigvis gået over !

Da jeg gik ud af 10. klasse havde jeg heller ikke lyst til at komme på gymnasiet som så mange andre. Det ville også tage 3 år ! Nej, så hellere gå på handelsskolen i Vejle, det var da kun eet år, så var jeg færdig der. Det kunne jeg da overskue. Jeg gik på regnskabslinien, da jeg altid har været ret god til regning og fik supergode karakterer, så nogle mente jeg nok skulle være revisor ! Det var et godt år, hvor vi lærte en hel masse. Og jeg mødte en masse forskellige nye mennesker. Jeg har stadig kontakt med Tove fra Horsens, som jeg også har rejst med et par gange.

 

KONFIRMATION

Den 9. maj 1971 skulle jeg konfirmeres, og det var en dag jeg så frem til med stor glæde.

Vi havde alle i 7. klasse gået til konfirmations-forberedelse hos Schjøt, vores lokale præst dengang. Det foregik i præstegården nede i kælderen. På et tidspunkt var vi også oppe og se Nørup Kirke og nede og se Margrethe Lange. Åh, hvilket syn !

Nå, men når vi holdt fester dengang, var vi alle med i forberedelserne, og det syntes jeg var en god ting. Det at arbejde sig hen imod en fælles festdag og være med til at lægge al sin energi i det, samt tage det arbejde, der fulgte med dengang. Og det var bl.a. at luge mellem brostenene og at rive gården. Der skulle se pænt ud, når der kom gæster fra nær og fjern.

Jeg kan ikke huske, hvad vi fik at spise til min store dag, men det har nok være suppe, steg og is. Og sikkert også tarteletter, det vakte altid glæde. Så kom kogekonen gerne lidt før og fik kogt suppen.

Den store dag foregik i Nørup Kirke, en dag som vi alle havde set frem til. Jeg fik en billig konfirmationskjole, mener den kostede 48 kr. Grunden var, at jeg så måtte få 2 sæt anden-dags-tøj. Vi skulle nemlig til vore naboer Dagny og

Melkjær’s sølvbryllup nogle dage senere. Så jeg fik både en rigtig flot lang kjole med bredt elastik i taljen. Dengang var jeg jo superslank, det ville knibe at komme i den i dag. Jeg fik også et sæt hot-pants, som var meget moderne dengang.

Stuen blev ryddet for møbler og der blev sat borde og stole op, så alle gæsterne kunne sidde samlet inde i stuen. Selvom pladsen vel nok var lidt trang, var der altid hjerterum til alle. Der var ikke penge til at holde fester ude dengang, og jeg nød også at være derhjemme til min fest.

Det blev en rigtig dejlig dag – der blev festet og sunget og jeg fik en masse dejlig gaver og penge ikke mindst. Jeg husker ikke beløbet, men mener jeg fik godt 1000 kr. og det var mange penge dengang. Det var kun familien der var samlet til selve dagen og så brugte man, at samle naboerne ofte ad flere gange til anden-dags-gilder. Små sluttede selskaber, som man fik mere ud af. Og så var børnene også gerne med. Det er et dejligt minde jeg har fra dengang.

Jeg har stadig sangene fra min konfirmation. De sidder i en mappe sammen med alle de øvrige sange, jeg har kreeret i tidens løb. Men det var ikke til at vide dengang, at jeg skulle skrive så mange sange i fremtiden. Min mor har også i alle årene skrevet sange, når det var til de ”nære”, så hun har også en poetisk åre. Måske derfra jeg har arvet den – så tak for det kære MOR !

 

MIT BARNDOMSHJEM

Som sagt, har jeg altid elsket mit barndomshjem på Sødover Mark, om end det ikke var flot og fyldt med luksus. Det betød heller ikke så meget dengang. Da var det andre værdier, der talte. Vi kunne sagtens hjælpe hinanden og snakke, selvom vi ikke havde noget ”samtale-køkken”. I starten havde vi bare et gammeldags ”lokum” for at sige det rent ud, og det virkede jo fint nok dengang. Når vi skulle have vasket hår, ja – så lå vi på køkkenbordet med hovedet ind over køkkenvasken.

Med tiden fik vi også lavet badeværelse med badekar og det hele. Det skønnede vi meget på dengang.

Ellers blev der dog ikke ofret så meget på det materielle, og de sidste år var det også ret simpelt. Da min far blev senil og kom på plejehjem i 2000 købte min lillesøster Kirsten hele ejendommen. Stuehus og udhus blev brændt af ved en brand-øvelse. Det havde jeg det ikke for godt med dengang, men det var en måde at få det fjernet på og væk skulle det jo !

Kirsten har så bygget et helt nyt stuehus og kombineret værksted/garage, så det er blevet flot på Hærvejen 88 med tiden. Og hun bor der endnu… det var en drøm hun havde, som skulle efterleves. Alle har vi jo vore drømme, og det er vigtigt at få dem afprøvet – om end det så er nogle omveje i livet.

 

BARNDOMMENS FERIER

Jeg har altid elsket at holde ferie fra skolen. Husker somrene som utrolig gode og altid godt vejr. Måske fordi man mest husker det gode ? Jeg var ikke meget for at holde ferie hos andre, jeg ville hellere at de kom hos mig eller hos os, og det gjorde de så ofte. Vi havde af og til feriebørn på gården, som også hjalp til med pligterne. For selv om vi havde ferie, ja så skulle dyrene fodres hver dag alligevel.

Min mors veninders døtre, både Anny og Alice har været på ferie flere gange hos os. Og Johnny vores tidligere nabo-søn, som flyttede til Sjælland, han kom også på ferie hos os.

Vi kunne altid finde på noget at lave, og ellers tog vi cyklen ned til Engelsholm sø, hvor vi badede. Det var faktisk ganske udmærket. Og om aftenen kom Lene tit og så hyggede vi os ude i haven til det blev helt mørkt. Så grillede vi pølser, og jeg kan huske vi lavede pommes frites helt fra bunden. Dvs. vi skrællede kartoflerne og kørte dem igennem sådan en presser, og så kom de ellers i friture-olien, så hele køkkenet duftede (stank). Vi havde mange gode stunder.

Vi nabo-børn brugte også en masse tid i vore ferier på at spille matador. Ih, hvor kunne vi dog få meget tid til at gå med det. Ofte blev vi ved til sent om aftenen og så lod vi det hele stå til næste dag/aften, og så fortsatte vi. Havde aldrig brug for at blive sat i gang med noget, altså hvis vi havde ”fri” fra pligterne, vi fandt altid selv på noget. Kan ikke huske, at vi nogensinde kedede os.

Tit når far og mor skulle i byen, så var vores hof-ret ”pølser m/spaghetti”. Åh, hvor vi dog elskede den ret. Og som mor sagde var det både nemt og billigt.

Hver anden uge kom vores ”pålægs-mand”, som vi kaldte ham. Han kom i en rigtig stor bil, som lige kunne vende ude i vores gård. Den bil kunne man simpelthen gå inde i og handle. Og han havde alt muligt lige fra pålæg og ost, samt grøntsager mm. Jeg elskede når vi købte ryge-ost og røget medister. Det var én af mine yndlings-spiser dengang.

Bedstefar købte gerne bananer, æbler, pærer, appelsiner og vindruer hos pålægsmanden. Dem gemte han inde på sit værelse, og når vi børn så skulle være alene hjemme, så kom han gerne og tilbød os noget frugt. Nogle gange var det desværre blevet lidt mørkere og kedeligt i tiden der gik, men meningen var jo god nok. Chokolade fik vi også gerne, hvis han havde noget. Især chokolade-kringler eller katte-tunger ! Noget han havde fået i gave. Jo Bedstefar var god ved os børn.

Vi fik også en lille ”skilling” af Bedstefar, som det hed dengang. 10 kr. om måneden, det var sandelig en god ting. Dengang kunne man faktisk få meget ud af 10 kr, hvis man tænkte sig lidt om. Da kunne man købe en isvaffel til 1 kr. nede i Nørup Brugs. Jeg gemte ofte lidt til pålægsmanden kom, og så blev nogle af dem ”fyret” af der. Ud over de 10 kr. fik vi ikke noget fast beløb i lommepenge. Det var kun når vi hakkede roer, så mener jeg vi kunne få omkring 10 øre pr. række, hvis jeg husker det helt rigtigt ? Det var i hvert fald ikke meget.

De sidste år Bedstefar levede skulle vi hver aften dryppe hans øjne, og det skiftedes vi børn til. Så sad han klar i gyngestolen og vi kom og gav ham lige et par dryp, så kunne han sidde og gynge videre, indtil dråberne virkede !

I sommerferien var vi jo hjemme hele dagen og kunne om onsdagen lytte til De ringer, vi spiller med Jørgen Hjorting. Det var en udsendelse jeg meget gerne lyttede til, når jeg havde mulighed for det. Man skulle jo have det rigtige endetal for at ringe til Hr. Hjorting, og engang lykkedes det at vores endetal blev trukket ud – nummer 29. Det var svært at komme igennem, men det lykkedes mig da langt om længe at komme igennem til en dame, som spurgte hvad jeg ville tale med Hjorting om. ”Det ved jeg da virkelig ikke”, svarede jeg

– og så ringede de ikke tilbage. Så jeg nåede ikke længere, men lyttede stadig til udsendelsen, som jo desværre ikke kører mere.

I starten af ferien skulle vi gerne hakke roer. Det var nok ikke det morsomste man kunne blive sat til. Men hvis jeg stod rigtig tidlig op, fik jeg gerne lov til at tage fars bil hen hvor jeg bor nu, for at hakke roer. Der var jo ingen trafik dengang og i hvert fald ikke så tidligt.

Sidst i ferien skulle vi gerne til at høste, og far havde jo selv købt en mejetærsker, og endda én der også kunne presse selv. Så var der nok at se til. Kornet skulle jo tappes af maskinen og fyldes enten i vogn eller sække og halmen skulle køres ind. Det var hårdt arbejde.

I efterårsferien skulle der tages roer op. Først skulle toppen skæres af med en grønthøster. Det kom maskinstationen og klarede. Dernæst skulle roerne køres op med en roe-optager. Så kunne vi tage traktor og vogn og en greb, og så ellers køre ud i marken og fylde roerne i vognen. Ca. 3-4 roer pr. greb, så det blev til mange gange før vognen var fyldt. Så blev de enten kørt til en kule eller også skulle de ind i roehuset. Der var en lille luge, de skulle stoppes ind ad. Så skulle man have ved dem igen ! Når så det blev aften så skulle roerne stoppes i roe-rasperen igen med en greb, og de små stykker skulle køres ud til køerne. Ja, jeg tænker nogle gange – åh, hvor havde vi da ved de roer mange gange ! Jeg fik meget motion i løbet af en dag ved alt det arbejde, så måske derfor jeg ikke har gået i fitnesscenter eller gået til boldspil, gymnastik eller lign. ?

Hvis vi havde kartofler, skulle der også samles kartofler op i efterårsferien, som også blev kaldt ”kartoffel-ferien”. Det foregik ved at kartoflerne blev kørt op, som vi kaldte det – og så lå vi ellers på vore små knæ og samlede dem sammen i kasser. Kasserne blev så hentet med traktoren og kørt i kuler. Var der rådne kartofler, ja – så morede vi os med at kaste dem efter hinanden.

 

VORBASSE MARKED

Med til ferien hørte også, at vi HVERT år skulle til Vorbasse Marked. Med en far der var handelsmand kunne det bestemt ikke være anderledes ! Min far nåede at være derude næsten alle årene i hele hans levetid, og mens vi børn var hjemmeboende, ja – så tror jeg nok også, at vi var derude hvert eneste år.

Det var simpelthen årets udflugt. Så blev madkurven pakket med pålægs-madder og kaffe m.m. Der var ingen grund til at købe unødvendige ting såsom fødevarer på markedet. Dog skete det, at vi købte en fårespegepølse, filet eller andet spiseligt. Også gerne tomater og frugter, som vi så kunne nyde til frokosten.

Vi havde gerne lidt penge med til at spille i spilleautomaterne med, og måske prøve at skyde i skydeteltene. En tur i radiobilerne skulle vi også gerne prøve.

Min far kendte jo rigtig mange handelsfolk dengang. Og da handlede man jo ved håndslag. Svendsen fra Låsby var der også hvert eneste år, og de faldt også gerne i snak, og nogle gange handlede de.

Vi fik altid at vide, at vi skulle holde øje med, hvor bilen stod. Og så aftalte vi et tidspunkt, hvor vi skulle mødes og spise frokost. Derefter var der igen mulighed for at trave rundt på markedet, før turen igen gik hjem til Sødover Mark, hvor der skulle fodres og malkes.

I mit voksne liv har jeg da også været på Vorbasse Marked med familien, men ikke hvert år. Det er blevet større og større med årene og man kan jo købe næsten alt mellem himmel og jord.

Sjovt nok har jeg i skrivende stund et free-lance job i Vorbasse, og når jeg kommer derud, ja så går der da ofte en masse gode minder gennem mit sind, og alle de gode og sjove stunder vi har haft der i tidens løb.

Vi kom aldrig på udflugter længere end vi kunne nå det mellem 2 malkninger. Sådan var det at bo på landet dengang ! Husbondafløser har vi aldrig brugt hos os.

 

FAR OG MOR

Min far var jyde og min mor fynbo, og der var 11 år imellem dem. Min mor var hjemmegående, og min far gik også hjemme og passede landbruget det meste af tiden, og som før nævnt havde vi jo Bedstefar til at spæde lidt til økonomien, for pengene var små dengang, meget små.

I perioder havde min mor dog noget løst arbejde, bl.a. med at samle kartofler og kræve lyse-penge ind, som det hed dengang. Hjalp også til i Gammelby Forsamlingshus og andre steder, hvor der var fester.

Min mor gik også på forskellige kurser bl.a. sykurser og malerkurser, og så lærte hun også at sy egne lampeskærme. Da vi var mindre syede hun meget af vores tøj selv, og ofte var vi ens i tøjet, når vi skulle til fester. Stof blev købt i metermål, og så blev der ellers syet. Hun malede også flotte spise-stel m.m.

Min far arbejdede dog udenfor hjemmet ind imellem for at tjene lidt ekstra ved siden af landbruget. Han arbejdede ved VOS – Vejle Omegns Strømforsyning, bl.a. sammen med vores nabo Ejvind Sørensen.Det gjorde han i flere år.

Han arbejdede også i en periode som medhjælper nede ved Engelsholm Slot. Det var et dejligt sted, så kunne jeg nemlig cykle derned og kigge, når jeg kom hjem fra skole. Så blev jeg nogle gange sendt i brugsen for at hente øl til dem, og jeg kom med over i det store drivhus og fik tomater med hjem. Min far hjalp bl.a. med at lægge brosten dernede.

Men som tiden gik, blev mine forældre skilt, og min mor flyttede på Gadbjerg Mark.

 

MUSIK OG SANG

Jeg har altid elsket at synge, og elsket at spille ! Da jeg gik i skole var jeg på et tidspunkt med til at synge i kor, og vi var nogle gange ude at optræde. Det var vores lærer Fru Hansen, der fik os i gang med det, så længe hun var på Nørup Skole.

Jeg lærte også at spille blokfløjte, og fik da også lært noderne til det.

Mit store ønske i hele min barndom var, at få et klaver ! Jeg blev draget af klaverer, når vi var på besøg hos nogle, der havde sådan eet. Men som før fortalt, så var pengene små, og min far mente ikke vi kunne ofre så mange penge på sådan et instrument. Vi kørte dog rundt og så på forskellige, og tænk vi så eet til kun 300 kr., men det mente min far var for dyrt ! Så jeg fik aldrig mit klaver…..

I stedet for fik vi foræret et gammelt stueorgel, hvor bælgen var lidt utæt, så der skulle pumpes til ! Det brugte jeg så flittigt i stedet for, men fik aldrig lært at spille på det, men jeg spillede bare efter gehør.

Den eneste melodi jeg har lært at spille var ”Frikadellens flugt over planke-værket”. Den lærte jeg, da vi var på besøg på Bornholm da jeg var omkring 10 år.

Når jeg passede min lillesøster Kirsten og de andre børn på hendes alder, ja så tapede jeg bogstaver på tangenterne og lavede ”egne” noder til dem med tal på, så de kunne spille børne-melodierne. Det gjaldt jo om at få noget ud af de midler, vi havde.

Men havde jeg nu fået et klaver dengang, og havde lært at spille, så kunne jeg måske have drevet det vidt – hvem ved ? Men det har der nok været en højere mening med.

Jeg elsker stadig at synge, og nyder når vi er til arrangementer, hvor højskole-sangbogen kommer frem og der bliver sunget frit fra hjertet ! Jeg nyder også at synge i kirken, om end jeg ikke kommer der så ofte…

Da Lars døde købte vi godt nok et key-board, og Martin startede med at lære det, men tabte hurtigt interessen. Men på det tidspunkt har jeg haft så mange jern i ilden, at jeg ikke har haft det fornødne overskud til at starte med at lære det. Men vi har det dog stadig, det spiser dog ingen brød !

 

SØNDAGS-UDFLUGTER

Ferier udenfor hjemmet var der som regel ingen af, og det har jeg heller ikke savnet. Men eendags-udflugter kunne vi sagtens tage, og det gjorde vi også med medbragt madkurv og kaffe.

Som sagt, var pengene jo små og jeg husker da Løveparken i Givskud startede for 40 år siden, så kørte min far os over til Givskud, og så kørte vi langs Parken, og der kunne vi ofte se løverne. Så når vi havde holdt der et kvarters tid, sagde min far: ”Så – nu har I set dem”, og så kunne vi godt køre hjem igen. Der var ingen grund til at betale for at komme ind, når vi kunne se dem ude fra vejen. Og så kunne vi også få kaffen hjemme…. gratis !

Vi børn har ofte moret os med at foreslå min far, at vi skulle ud at spise. Tit fik vi replikken ”det er alt for koldt”, for den eneste måde vi kunne spise ude i min fars verden, det var at spise ude i haven, hvilket vi da også gjorde af og til.

Vi har haft mange dejlige søndags-udflugter til omegnen. Bl.a. til Rørbæk Sø og Kvie Sø. Engang vi gerne ville ud at bade, kørte vi en tur til Albuen ved Vejle Fjord, men da var vandet så ulækkert, at det endte med at vi kørte tilbage og badede i Engelsholm Sø i stedet for. Det var meget bedre !

Min konklusion er, at man ikke behøver tage langt væk for at opleve ting. Ofte får man ikke set og besøgt de seværdigheder vi har lige udenfor dørene.

 

VINTRENE DENGANG

Jeg husker vintrene som fulde af sne, masser af sne simpelthen. Og vi børn elskede det. Så byggede vi snemænd og snehuler. Vi kælkede og morede os i sneen.

Vi nabo-børn samledes gerne og så tog vi ellers om på Svend Sørensens bakke, som blev vores kælke- & ski-bakke. Ih, hvor har vi tilbragt mange timer deromme. Vi kunne være der i timevis og bygge egne sne-hop midt på bakken. Det var en dejlig lang bakke, som vi kunne suse nedad, og bagefter gik den ”tunge” vej op ad bakken igen, og sådan kunne vi blive ved. Vi havde også gerne vores små søskende med, som havde kælken med, og de fik også senere ski.

Nogle gange var vi så trætte efter sådan en dag, at vi måtte slæbe os hjem igen. Dengang var der aldrig problemer med at sove om aftenen. Vi fik masser af frisk luft, naturlig lys og sol og masser af motion ! Det var en god tid…..

Vi havde jo også vores hest Otto og slæden til at spænde bagefter. I 1973 da der var oliekrise, var der også bilfrie søndage og så kunne vi rigtig bruge Hærvejen til at køre med hest & slæde. Det gav også en masse gode stunder.

I de senere år syntes jeg ikke vi har haft ”rigtig” vinter, men i skrivende stund år 2010 skal jeg da love for, vi har haft vinter – isvinter i næsten 3 måneder !

NU håber jeg, der går rigtig mange år, før vi får sådan en vinter igen !

 

MARK-RÆS

Jeg har nok kørt traktor siden jeg var omkring 7 år, og ifølge min far var jeg god til det ! Jeg kunne lide at køre. Jeg var trofast og pålidelig og skulle ikke se efter alt muligt andet… måske fordi jeg var ”fars dreng”.. (?)

Da jeg var omkring 14-15 år fik jeg en markræs-bil til at drøne rundt ude i marken med. Det var vores nabo Gunnar Olsen, der var hos Uniscrap, der skaffede sådan en. Det var en gul Fiat med 4 døre, som åbnede ud til den ”modsatte” side. Min far mente, den var så god at den nok kunne laves i stand, men jeg tvivlede nu, med alt det klisterbånd der var tapet på rundt omkring.

Men den gule fiat havde vi nu rigtig meget sjov ud af. Dorthe og jeg kørte rundt ude i marken, og havde det bare sjovt. Min far syntes nu ikke det var så ”sjovt”, når vi så kørte hen til hans tank og tankede blå benzin, men det gjorde vi nu alligevel. Det gav jo også lidt ”rutine”, når vi senere skulle have kørekort, selvom det nok ikke var på den måde vi skulle køre (?) Men skide-sjovt mens vi havde den. Jeg solgte den senere til vores nabos søn Kaj for 250 kr.

 

BØRNE-PASNING

Efter at have studeret mine gamle dagbøger har jeg erfaret, at jeg har passet børn rigtig meget i mine yngre dage. Jeg husker det ikke sådan, men i dagbøgerne står det nedfældet sort på hvidt, så det må jo passe. Måske fordi børnepasning ikke var, som det er i dag. Dengang var det nogle gange nok, at en teenager var tilstede. Der var jo børn i huset altid. Mor blev dagplejemor for naboens børn Sussie og Jesper. Og når hun skulle noget, hvilket hun ofte skulle, ja, så måtte jeg træde til og passe dem og også min lillesøster Kirsten. Hvis nabokonerne skulle noget sammen, blev børnene ofte samlet eet sted, og så var der bare en flok at passe og holde øje med.

Jeg fik også et ”barne-pige-job” oppe hos vore naboer Henny og Bjarne, hvor jeg passede Anette, Troels og Irene gennem et par år, når forældrene skulle noget. Det var nemt lige at gå over marken og op i ”Mexibo”, som vi kaldte stedet – ja, det gør vi da endnu. Min far døbte det navnet, da der havde boet en mand Georg, som havde været i USA engang. Min far var god til at give øge-navne. Han kaldte sjældent folk ved deres eget navn.

Vi søskende havde også øgenavne. Kirsten hed ”Kisser” – Dorthe hed ”Tykke” og jeg hed ”Lille”. Mor hed ”Mutter”, mens de var gift… Sjældent brugte han vore egne navne. Men det var ikke ”ondt” ment fra hans side.

 

BILLUND TRAVBANE

Far og mor købte aktier i travbanen da den startede i sin tid, og min far fik et job som kontrollør derude. Så travbanen blev vi omtrent opflasket med, da vi næsten altid var med derude. Far syntes det var rart at have os med. Vi kunne så spille på hestene, hvilket vi også gjorde, og vandt da nogle gange få kroner. Det blev aldrig til de helt store gevinster.

Men det var altid skønt at komme derud og en særlig stemning, når hestene startede op for fulde hammer, og så se, hvem der først kom i mål. Det tog jo ikke så lang tid for sådan et løb.

Lene og jeg har også nogle gange afløst far med at sælge billetter, hvis han skulle til noget andet vigtigt den dag. Det var oftest i weekenderne og nogle gange om aftenen.

Det positive var jo også, at vi altid kom gratis ind ! Og det betød rigtig meget dengang. Sparet – var jo tjent!

FAMILIEN

Mors familie kom mest fra Fyn og de kom engang imellem på besøg. Det var altid skønt når morfar og mormor kom. Det var ligesom en festdag. Noget særligt.

Nogle af mors søskende kom, når de skulle hente en ”død” gris, men så blev det som regel korte besøg, de skulle jo hjem og pakke grisen ind.

Som voksen har jeg ikke særlig meget kontakt med mors søskende, men min Morbror Knud fra Lind og jeg har skrevet julekort til hinanden hvert år, og det er altid interessant at læse, hvad Knud og Lissie har oplevet i årets løb, da de begge er utrolig aktive. Morbror Frede og Ruth hører jeg nogle gange fra pr. mail efter nettet er kommet til. De har også været flinke til at berette om deres rejser, når de har været ude i verden.

Fars familie kom fra Gadbjerg-egnen, og de kom ofte en eftermiddag med mini-bus. Så blev der hygget omkring kaffen og det hjemmebagte brød, og så blev der ellers sunget. Det nød jeg altid rigtig meget, og det kan jeg godt savne i dag. Vi synger alt for lidt efter min mening. Dengang var det salmebogen vi sang fra.

Min fars ”Farbror og Faster” som boede på Gadbjerg Mark husker jeg også stadig kun godt om. Det var søster og bror der boede sammen derude i mosen. De levede et trygt og stille liv i Guds Ånd. Når hele familien kom på besøg sad vi tæt rundt om bordet og drak kaffe, og så var der altid kager i massevis. De var bestilt og sikkert også leveret fra bageren i Gadbjerg. Og der kunne være op til 10 slags. Det var virkelig ekstremt lækkert for vi børn. Og vi nød det i fulde drag. Ikke så tit vi fik SÅ meget at vælge imellem.

Da Farbror og Faster døde i 1972 arvede far ejendommen sammen med flere, og brugte den i en periode som et samlings-sted eller en slags sommerhus.

Da min far og mor blev skilt i 1975 flyttede min mor over i mosen sammen med Aksel Ladegård. Hun fik gjort en masse ved ejendommen og fik den renoveret med flot stråtag m.m. – fik også anlagt en flot sø, og hun boede der indtil 2001, hvor hun flyttede til Give i lejebolig. Men hun fik 25 gode år i mosen og elskede stedet af hele hendes hjerte, så det var lidt hårdt at skulle derfra. Huset brændte et stykke tid efter, og det gjorde hende bestemt også meget ondt. Hun ringede selv og fortalte, at det brændte i mosen og hun græd over det. Jeg startede bilen og kørte ”forbi” og kunne se røgen, og så kørte jeg til Give for at forsøge at trøste hende med, at stedet jo ikke mere var hendes. Og hun havde fået alle sine ejendele med sig. Men det var hårdt for hende dengang.

 

VENNER AF HUSET

Der var ofte mennesker i vort hjem, som kunne rumme og bespise mange forskellige mennesker. Der blev altid holdt fødselsdage. Der blev holdt Sct. Hans fest, høstfest, vandgilde, nytårsfester og meget andet. Der kunne hurtig blive en lejlighed til at samles. Vi havde jo selv mange råvarer, så vi var delvis selvforsynende. Det er noget af det jeg har nydt, og som har fulgt mig meget af mit liv.

Ofte blev der hentet ældre og enlige, som kunne spise med. Her i mellem var Sløk fra Tøsby. Han var en sjov og pudsig ældre herre. Han købte min bedste-fars hus, og engang imellem kom han gerne cyklende på sin budcykel og havde altid nogle duer med i en kasse. Disse duer skulle min far så slagte, og når vi så skulle spise dem, blev Sløk hentet og så spiste vi alle sammen lækker duesteg m/tilbehør. Sløk var en utrolig taknemmelig og nøjsom mand og altid positiv. Havde ofte en stille og rolig eftertænksom bemærkning til mange ting.

Med til venner af huset hørte også vores nabokone Sinne. Hun var både speciel og lidt original, og hende overhørte man ikke. Men Sinne var nu godheden selv. Det var bare ikke alle der kunne se det. Sinne boede sammen med Georg oppe på Mexibo, som min far jo havde opkaldt det. Georg var vi børn lidt bange for, da han var lidt ”bøs”, og havde det ene øje syet sammen. Men

Sinne kom altså ofte ned til os på visit, eller for at låne telefonen. Det var jo ikke alle der havde telefon, men VI havde. Og vi havde vores eget telefon-nummer – nummer 29. Andre havde parts-telefoner. Sinne skulle gerne ringe til sin søn og svigerdatter i Vonge, og jeg husker stadig når hun sad ude i gangen på en æggekasse og snakkede – for hun kunne snakke længe og højt ! Hun havde ikke særlig travlt med at komme hjem, og ofte fik vi børn et slag kort med hende. Så sad hun med benene over kors, og rystede med det ene ben – og når hun havde sagt en sætning, sluttede den ofte af med:

”såh…det….”.

Hun gav ofte en hånd med, hvis der var behov og så bagte hun en rigtig god sirupskage !

 

HANDEL

Jeg har altid godt kunnet lide at handle ! Ligesom min far. Jeg tror virkelig det ligger i blodet. Man har det så godt efter en god handel!

Og jeg har handlet helt siden jeg gik i skole. Jeg startede i fysik-timerne, hvor jeg købte en pakke ”skunk” (pastiller) nede hos købmanden eller i brugsen, og så solgte jeg dem stk.vis i timerne. Senere begyndte jeg så at sælge bøger. Jeg cyklede rundt til naboerne for at tage imod bestilling, og senere cyklede jeg så rundt for at aflevere dem og kræve penge ind. Med tiden kom så isboden, salg af egne grøntsager og hvad jeg ellers kunne sælge.

Da min genbo Laila i sin tid skulle flytte fra huset og havde en masse forskellige ting, ja så foreslog jeg da at de ting, der kunne sælges kunne vi bare stille over til mig, og så satte jeg annoncer i pulterkammeret gennem en længere periode og fik da også solgt rigtig mange ting. Og jeg kunne lide det !

Så mødte jeg også en masse nye mennesker. Og pengene fik Laila så efterfølgende, og hun mente vi kunne bruge dem fælles. Så der blev både tur til Trapholt i Kolding og Musikteatret i Vejle. Så det fik vi da meget glæde ud af, da vi var alene begge to på det tidspunkt.

 

KØREKORT OG MIN FØRSTE BIL

Mine forældre har altid sagt, at hvis vi ikke røg når vi blev 18 år, så fik vi kørekortet betalt. Det gik også fint for min storesøster. Hun var den første, og selvom hun røg lidt ind imellem fik jeg som lillesøsteren besked på at ”holde kæft”, for det blev jo også min tur. Så Dorthe fik altså sit kørekort betalt !

Men da så turen kom til mig og jeg blev 18 år, var mine forældre jo blevet skilt i mellemtiden, og penge var der stadig ikke mange af. Jeg tjente jo da også selv penge på det tidspunkt, men ikke mange. Min første månedsløn på Tulip i 1975 var på ca. 1500 kr. før skat. Så min far aftalte med kørelæreren at han skulle have en slagtet død gris og så skulle jeg selv betale resten.

Men kørekortet fik jeg da endelig i februar 1976 og om sommeren købte jeg så min første bil, en lysegrå folkevogn med indreg.nr. BT63063. Hvilken luksus at få sin egen bil, og kunne køre lige hen hvor jeg ville og når jeg ville. Der blev kørt mange km i den lille grå, og dengang elskede jeg at køre bil ! Det er aftaget med årene….

Men på et tidspunkt skulle folkevognen skiftes ud, og Lars og jeg købte fælles bil og kørte i Mazda gennem en del år. Da vi ingen garage havde, måtte bilen holde udenfor. Det var koldt om vinteren, men Lars fik den geniale ide’, at sætte en varmeblæser ind i bilen og så en lang ledning om til fordøren til et udendørs stik-kontakt. Om morgenen når han stod op, var det bare lige storetåen ud ad døren – klik, så var varmeblæseren tændt og bilen dejlig lun, når vi skulle af sted på arbejde. Det gik rigtig fint, lige ind til den dag, hvor varmeblæseren kortsluttede. Det opdagede Lars først, da han sprang ind i bilen, hvor han kunne konstatere at alle ruder var ”tonede” og instrument-brættet smeltet ! Ak, hvilken dag… ”dummer dag”. Ja – så måtte vi have en anden bil !

Da Martin var i lære hos Opel i Egtved skiftede jeg til Opel Corsa, en herlig lille grå ”sag”, som jeg netop i skrivende stund lige har skiftet ud efter 9 år og 3 mdr. og købt en nyere rød Opel Corsa. Jeg bryder mig ikke om at skifte bil, og det gør jeg så heller ikke så ofte. Det har jeg nok arvet efter min far, som helst ville køre i en bil, han kendte. Vi morede os over, at min far altid startede i 2. gear ! 1. gear blev faktisk aldrig brugt..!

 

HÆRVEJEN 96

I sommeren 1976 flyttede jeg hjemmefra. Dvs. jeg flyttede ikke særlig langt. Min far har haft ejendommen Hærvejen 96 som ejendom nr. 2. Det gjorde man meget før i tiden for at få noget mere jord at dyrke i. Denne ejendom har været lejet ud til mange forskellige i tidens løb, men i 1976 stod den altså tom. Da min far og mor blev skilt mente min far, at det var en god ide’ at jeg flyttede derhen og jeg kunne bo til en rimelig husleje.

Jeg gav kun 500 kr. pr. måned, så skulle jeg selv betale lys og varme. Jeg var jo i lære så der var ikke mange penge at ”rutte” med, og når jeg så også havde købt mig en lille folkevogn, så var der faktisk nok at betale til.

Jeg måtte også tage ”omsorg” for min lillesøster Kirsten dengang, da min far jo ikke kunne klare det hele. Så hvis der f.eks. skulle købes nyt tøj eller fodtøj, så tog Lars og jeg ofte Kirsten med på indkøb. Engang hvor hun ”brokkede” sig lidt i en forretning fik hun af ekspedienten at vide: ”Kan du så høre efter, hvad din far og mor siger” – da var vi lige ved at flække af grin. Så vi da gamle ud ?

Lars kom gerne på besøg hver weekend. Han boede hos sin moster Bodil i Vejle, og havde jo også sin egen lille bil. Så blev der hygget og festet, og ofte var vi i byen lørdag aften, hvis der var penge til det.

Til sidst blev det for hårdt for Lars at skulle hjem hver søndag aften, så sidst på året flyttede han herud med sin dyne og sine få ejendele. Vi startede med lånte møbler og købte ellers interiør, ofte brugt – som tiden gik. Men vi har aldrig sat så stor pris på det materielle her i livet, så det betød ikke så meget for os. Vi klarede os for meget små penge dengang. Det er godt at vide, at man kan klare sig for lidt.

Jeg købte dengang billig dåsemad (luncheon meat) på Tulip, som vi spiste. Og når mirabellerne var på sit højeste kogte vi dem til grød og spiste det. Begyndte så senere at dyrke egne grøntsager og kartofler. Madpakkerne bestod dengang af rugbrød med grøn alpeost ! Det kunne man blive træt af i længden, men billig var det. Nogle gange fik Lars rugbrødsmadder med rosiner på, men det var lidt upraktisk, når han sad på en byggeplads og spiste, så måtte vi finde på noget andet billigt. Lars var jo også i lære som elektriker, så lære-tiden blev også lære-rigt for os begge. I hvert fald med at få meget ud af lidt….

 

PELLE

Pelle – min elskede hund skal også nævnes i min bog, da den betød meget for mig gennem de 10 år den levede. Sådan en hund får man bare ALDRIG mere.. Det startede sidst i 70’erne med, at Lars blev arbejdsløs i en periode. Vi fik så besøg af vores daværende genbo Gunnar Olsen, som lige havde været ude et sted, hvor de havde fået små schæfer-krydsninger og disse hvalpe skulle de af med. Der var så én tilbage, og hvis ingen ville have den, skulle den aflives.

Det var ellers ikke lige meningen vi skulle have en hund, men da Lars jo gik hjemme, så OK – kunne det måske være en god ting herude på landet. Selvom vi dog boede lige op af en trafikeret landevej.

Det gik som det gik – Lars og Gunnar tog af sted en aften, og Lars kom hjem med denne lille kære hundehvalp, som vi kaldte Pelle. Den var bare åh, så kær

– og hver gang man kiggede på den, så satte den sig ned på den flade….

Det gik da nogenlunde i starten, Lars afrettede den det han kunne og tog den med ud på traveture og lærte den forskellige ting. Men ak, pludselig fik Lars arbejde igen og så skulle Pelle altså være alene hjemme ! Og det var den bestemt ikke særlig glad for. Den ødelagde alt, hvad den kunne komme i nærheden af. Den bed ting og sager i stykker – den kunne ødelægge et halvt linoleumgulv, mens vi var på arbejde. Vi var begge ved at gå ud af vores gode skind, for det var ikke særlig sjovt at komme hjem til sådan et griseri hver dag.

MEN – en dag vendte det – og da havde Pelle bidt ledningen over til vores vaskemaskine. Om den havde fået stød, vides ikke – men det vendte fra den dag og i tiden frem havde Pelle hele huset for sig selv og den ødelagde ikke noget. Tværtimod så kiggede den på os om morgenen og gik ofte op i soveværelset og lagde sig og nød stilheden, tror vi.

Det blev med tiden alle tiders hund. Den kunne ligesom forstå, hvad man sagde til den – og fornemmede den, at man var ked af det eller havde det dårligt kom den altid med sin kolde snude, som om den ville vise medfølelse. Når den skulle spise måtte den pænt sætte sig, til der blev sagt ”Værsgo” og hvis vi glemte det, kunne den sidde længe og mundvandet løb….

Da vi så efter et par år fik Martin, blev den godt nok jaloux. Den kom jo først ! Satte jeg Martin ned på gulvet og vendte ryggen til, ja så kunne jeg være sikker på at Pelle lige gav ham et skub og så lå han helt ned. Den skulle ligesom prøve ham af. Men det vendte også – heldigvis, for efterhånden når jeg stillede barnevognen udenfor i gården, ja – så lå Pelle ved siden af, og jeg er helt sikker på at ingen kunne røre barnevognen. Den skulle nok passe på ham.

Efter godt 10 år kunne Pelle næsten hverken høre eller se, men den kendte jo området. En morgen måtte den desværre give op og døde her hjemme, og det kostede mig en sygedag. Jeg græd simpelthen hele dagen – det var hårdt ! Skønt vores nabo var dyrlæge, kunne han heller ikke gøre noget ved den – PELLE var bare blevet for gammel !

 

FESTER

Fester holdt vi mange af i de unge dage. Skønt pengene var små, skulle vi nok få noget stablet på benene og ellers holdt vi bare sammenskuds-gilder, hvilket også er en fortræffelig ide’.

Vi har også holdt fester i haven og i vores gamle lade, og vi blev faktisk altid fulde ! Utroligt at vi gad ligge ”brak” næste dag, men det tænkte vi ikke så meget over. Vi levede i nu’et….

Som ung da jeg mødte Lars var vi ofte på Bette Kro i Farre om fredagen, hvis vi altså havde nogle penge. Lørdag sov vi så – eller slappede af, og så på Hotel Margrethe om aftenen. Søndag afslapning igen, og om aftenen kørte vi gerne på besøg hos nogle vi kendte, og så håbede vi der faldt lidt aftensmad af. Og det gjorde der heldigvis også tit. Så var der en udgift mindre….

 

MOTION

At motion er godt ved vist alle, men jeg har altid været i aktivitet, og har derfor aldrig gået til noget idræt i min barndom.

Men som ung spillede vi en overgang badminton, Lars og jeg og så John fra Vester Smidstrup. Det foregik i gymnastiksalen på Gadbjerg Skole. Det var før Martin blev født, eller den sidste sæson vi spillede, ventede jeg ham, så vidt jeg husker.

Vi havde det altid meget gemytligt de aftner vi spillede, og så nød vi bagefter, når vi skulle ud og have en øl, eller også tog vi ud for at spise. Det foregik ofte i Jelling på Harald Blåtand eller Hos Thyra, et par rigtig gode spisesteder. Det endte ofte med, hvis vi var rigtig sultne, at ”spille-tiden” blev nedsat lidt, så vi kunne komme ud for at få noget godt at spise. Disse aftner nød vi virkelig, og kan jo så stille spørgsmålet, hvor meget motion vi så fik ved det…? Men vi forstod at nyde livet…. og bordets glæder !

Nogle år senere var vi en flok nabo-piger, der spillede badminton i Vandel Hallen, og det var faktisk også både sjovt og hyggeligt, mens det stod på. Ved egentlig ikke, hvorfor vi stoppede igen, men det ebbede ligesom ud i sandet igen.

I 1999 startede jeg faktisk med at gå hver eneste dag i en meget lang periode, og det havde jeg det rigtig godt med. Skrev det endda ned i en bog. Det var da så meget, at en nabo stoppede mig en dag for at høre, om jeg havde mistet mit kørekort, siden jeg gik så meget…? Det var dog kun for motionens skyld, men uanset, hvor meget jeg travede – så tabte jeg mig ikke et eneste gram !

Da jeg mødte Niels Peder brugte vi faktisk en eftermiddag hver weekend på traveture rundt omkring på forskellige trave-ruter, hvilket vi nød – og vi havde rigtig godt af det – begge to !

De senere år er det mest blevet til gode cykelture i området og traveture – ligeledes her i området. Når jeg går ad Hærvejen tænker jeg på mig selv som en prilgrim. Pilgrims-vandring skulle være som at ”bede” med fødderne, siges det.

 

BORNHOLMER-TUR

Da jeg var færdig med handelsskolen i 1975 havde jeg ferie inden jeg skulle starte på Tulip 1. august, så da var vi en flok der tog på tur til Bornholm.

Min svoger Knud Erik kommer oprindelig fra øen og hans bror og kone bor der stadig, så det var nærliggende at vi besøgte dem – endda i en HEL uge.

Det var Thorkil og Minna, Dorthe og Knud Erik som havde lille Vibeke med, og så min barndomsveninde Lene og jeg, som lejede et folkevogns-rugbrød. En gammel model, hvor man ikke kunne lukke for varmen, husker jeg. Det blev en varm og ”fugtig” ferie. Vi ankom til Jørn Ole og Elly, som de hedder og fik vores lånte villa-telt slået op ude i deres have. De boede i Muleby.

Vi skulle så hjælpes ad med maden og deles om udgifterne. Det blev en rigtig sjov uge ! Det var nu ikke fordi vi så meget af øen på den uge, men lidt kom vi da rundt. Men vi fik festet og spist og drukket en masse øller ! Det var faktisk så grelt, at de talte om at den lokale købmand havde tænkt sig at udvide bixen…. !

Jeg kan dog se i min scrap-bog at vi både fik set Brændegårdshaven og Bornholms museum og så var vi også til sildefest i Hasle.

Lørdag aften havde de gadefest derovre, og det kostede kun 20 kr. pr. husstand, og vi var jo mange ! For Jørn Ole og Elly havde også 2 piger.

Altså var vi 11 deltagere… til den pris. Vi røgede sild i baghaven som vi tog med og så et fad med pålægs-chokolade-madder til tøserne. Og så drikkevarer i massevis !

Jørn Ole tog flere gange fri fra arbejdet for at være sammen med os, og det var jo pænt af ham. Eller også havde han bare ikke så meget lyst til at tage på arbejde ?

En dag skulle vi også på Christiansø. Da jeg var bange for at blive søsyg, havde vi fået fat på nogle søsyge-tabletter, som bare gjorde, at jeg blev utrolig træt. Gad vide, om det ikke var sove-piller i stedet for ? Jeg fik ikke særlig meget ud af den tur, for hver gang vi stod stille derovre for at kigge på noget, så lagde jeg mig ned og var ved at falde i søvn….

Men det blev nu en god uge og en sjov oplevelse, men jeg tror nu nok vore værter var glade og lettede, da vi tog hjem til Jylland igen….

 

FERIER SOM VOKSEN

Ferier har jeg aldrig holdt mange af, men lidt er det da blevet til i årenes løb.

Med skolen fik vi da besøgt flere steder, og i 10. klasse var vi på en god tur til Østrig og Italien. Det var en bus-tur, og vi havde det mægtig skægt.

Min første charter-tur var jeg på i 1976 sammen med min gamle skole-kammerat fra handelsskolen Tove. Det var en tur til Mallorca, vi aldrig glemmer. For uerfarne var vi jo. Men – turen var billig, så vidt jeg erindrer kostede den kun 648 kr. for en uge incl. alt mad. Så vi fløj fra Billund Lufthavn, glade og forventningsfulde uden de store spekulationer.

Da vi så ankom til lufthavnen på Mallorca, kom der en guide som spurgte, hvilket hotel vi skulle bo på, og da vi nævnte det, så hun helt forkert ud i ansigtet. Det skal lige nævnes, at turen var midt i marts måned. Det kunne vi jo ikke forstå, men det hotel havde slet ikke åbent pga. det var for koldt. De fandt dog et andet hotel til os, og det fik vi til samme pris.

Da vi ankom til hotellet sent om aftenen og de spurgte hvem der skulle af der, kiggede vi på hinanden, for der var kun os, der skulle bo der – fra det selskab. Nå, men vi blev jo læsset af, og da vi kom ind på hotellet blev vi mødt af en flok ungkarle og fraskilte, der var let over-rislede. Vi kiggede igen på hinanden og tænkte hver især, hvad er det vi har indladt os på…?

Men det viste sig dog, at det slet ikke var det værste vi kunne blive udsat for. For de flinke unge mænd tog sig pænt af os i den kommende uge, og sørgede for, at vi var i gode hænder. De tog os også med i byen og til streep-tease og vi gik aldrig tørstige hjem (?) Vi gik også med til at afprøve nogle piller, der skulle være gode mod tømmermænd. Tænk, at vi turde sådan noget, men der skete jo heldigvis ikke noget.

Vi var da også nogle gange ude at se noget – bl.a. drypstenshulerne, men ellers var det mest aften-livet vi deltog i. Husker vi havde meldt os til en tur, men rigtig trætte var vi – så heldigvis blev turen aflyst, og så kunne vi bare slappe af og sove, som vi også havde mest lyst til den dag…

Det blev en rigtig god og sjov uge på Mallorca, vores første chartertur. Vi var da også rundt og se lidt på øen, men ikke så meget. Da ugen var gået, gik turen atter hjem til Danmark.

I 1993 var Tove, Martin og jeg på en chartertur til Halkidiki i Grækenland. Det var også en rigtig god tur. Det var i september måned og vi var ca. ude at se noget hver anden dag, og de andre dage holdt vi fri og slappede af. Ikke særlig meget alkohol, som på vores første tur.

Efter Martin og jeg blev alene har vi også været på nogle kortere bus-ture. Bla. til Polen og så var vi på en 3-lande tur til Tyskland, Holland & Belgien. Det var en rigtig god tur. Det var ture på 4 eller 5 dage, det var lige passende dengang. Og vi mødte altid nogle interessante mennesker.

 

TULIP

Tiden kom i 1975, hvor jeg skulle finde mig en læreplads. Efter at have søgt nogle få steder, kom jeg til samtale hos Tulip Slagterierne i Havnegade i Vejle. Der fik jeg en læreplads, og det var sikkert fordi min far var leverandør. Så det var jo godt nok. De spurgte godt nok også, om jeg kunne spille fodbold, for det betød åbenbart også noget, og jeg svarede ”ja”. Jeg havde jo da spillet til vores sidste skoledag, så mon ikke det var nok… (?) Jeg undgik at uddybe det mere..

Dengang vidste jeg jo ikke, at jeg skulle blive der i 29 år og 4 mdr. ! Det havde jeg slet ikke forestillet mig. Men Tulip har bestemt betydet en stor del i mit liv. Det var ligesom at komme ind i en stor familie, hvor vi havde det rigtig sjovt ! Uha, hvor har vi haft det sjovt, og haft en masse sjove og vilde fester. Og hvis ikke lige der var en fest i kølvandet, ja så skulle vi nok finde på eet eller andet sjovt.

Jeg har haft en masse forskellige opgaver på Tulip og rokeret rundt i mange afdelinger og kontorer. Jeg har også lært en masse, samt mødt UTROLIG mange mennesker. Flere har jeg stadig kontakt med, hvilket jeg er rigtig meget glad for !

At arbejde på sådan en stor arbejdsplads lige inde midt i byen, det var bestemt ikke kedeligt, og i Havnegade var vi ligesom en stor familie. Da jeg startede arbejdede vi 40 timer om ugen og startede kl. 07.00 om morgenen. Dengang havde jeg ingen bil, og der gik ingen bus til Vejle så tidligt, så jeg startede med at køre med Else Mogensen der boede et par km. fra os. Hun arbejdede dengang på Sparta og vi havde det vældig morsomt på vore ture frem og tilbage. Det taler vi stadig om, når vi mødes engang i mellem.

Da jeg startede som elev på TULIP var der ikke særlig meget at lave, for året før havde de haft fyrings-runde, så der var skåret ned og som sagt ikke særlig travlt. Jeg startede i bogholderiet sammen med en flok friske piger, og kom til at afløse Lilian, der skulle have barsel. Alle var så flinke til at passe på mig og sørge for mig, nu hvor jeg kom ”langt” ude fra landet. Det var faktisk et ”smørhul” jeg der var havnet i. Hovedbygningen var jo stor, og nogle gange når jeg blev sendt op på 2. etage, hvor der var utallige døre – så fik jeg lokalnr. med så jeg kunne ringe, hvis jeg farede vild ! Og der var søreme mange døre….. uha…. men det lærte man jo med tiden. Postafdelingen hos Villy og Leif fandt man også hurtigt ud af, var samlings-punktet, hvor der blev hygget og fyret vitser af, drillet og meget mere…. det virkede som en magnet på mange. Der blev der kopieret, og uddelt post, og frankeret m.m.

Vi havde en halv times frokostpause og mange gange var vi et par stykker der fulgtes ad på en rask travetur op i byen. Der var jo ikke særlig langt, og så fik man også lige lidt luft og motion tillige. Og vi havde en rimelig frihed, syntes jeg. I hvert fald i de afdelinger jeg var i. Jeg fandt ud af, at man kunne nå rigtig meget i sådan en pause. Nogle gange kunne min kollega Birgit og jeg nå at komme ind i forretninger og prøve tøj – købe det og endda nå tilbage indenfor pausen. Det skete endda, at vi købte ens tøj og morede os over det. Andre gange tog vi vores madpakke med, og så fandt vi en bænk nede på havne-området sammen med alle ”gutterne”, der lige skulle have en enkelt, eller to (?) – så kunne vi sidde der og kigge ud over vandet og nyde ”klemmerne”…

Endvidere fik vi med tiden flex-tid, og det var bestemt en rigtig god ting!

Vi var et par stykker der en dejlig sommerdag fandt på, at hvis vi nu flexede en time, så kunne vi nå at tage en tur med Fjordbåden, og det gjorde vi så.

Det blev en rigtig god og hyggelig tur sammen med andre ”turister”, og så vidt jeg erindrer fik vi også lige en lille én til halsen…..

Havnegade var en gade helt for sig selv, der skete altid noget. Der var godt nok en sur købmand, som vi ikke besøgte så ofte. Til gengæld havde vi så en rigtig sød bagerkone – Fru Vind. Det var altid en fornøjelse at handle hos hende og hun fulgte med i vores liv og levned, og når vi fik børn m.m. Hos hende blev vi altid mødt med et smil. Så var der Havnens Vin- og Tobak, hvor det også var naturligt at handle, hvis man lige manglede noget. Det var bare lige over vejen, så det tog ikke lang tid. Så var der også værtshusene, som vi dog også besøgte engang imellem Jump In og Lumskebugten. Sidstnævnte var i en periode et fint spisested, hvor vi var ovre og spise med hele økonomiafdelingen på et tidspunkt. Men senere kom det igen til at hedde Lumskebugten, og i skrivende stund er det Johnny Larsen Beck, som ejer det. Ham der i sin tid har boet lige overfor mig, og som kom på ferie om sommeren. Endvidere var der en blad-kiosk i Havnegade, som også var lidt af en smugkro, fandt vi ud af…. Utroligt alle de butikker der var dengang.

Vi havde et internt postbud der hed Nikolaj – også kaldet NIK. Han gik rundt på alle kontorerne med posten og han kørte også bankture m.m. NIK var fantastisk til at tegne, ganske små og enkelte streger med humor bag, og han elskede at tegne. NIK var alene, jeg mener han var fraskilt, og havde ikke særlig meget netværk. Men han var godheden selv og en lun ”fætter”.

Jeg kunne rigtig godt lide hans tegninger, og flere gange når jeg havde lavet en sang, så fik jeg NIK til at tegne på den. Han læste så sangen igennem og fyldte siden ud med tegninger, der passede til sangen. Det fortsatte også efter at NIK var gået på pension, og han boede lige omme bag ved Tulip på det tidspunkt. Så nogle gange sendte jeg sangen til ham med posten, og når han så havde lavet tegningerne, så kørte jeg lige om til ham i middagspausen og tog min madpakke med, så jeg kunne hente sangen. NIK døde i 2001 – Post Leif og jeg var med til hans begravelse, og vi var ikke ret mange med. Det giver lidt stof til eftertanker for NIK gjorde meget for andre mennesker, men det var tilsyneladende ikke alle, der følte de skulle give noget igen. Men jeg er meget glad for at have kendt NIK og jeg har stadig nogle af hans tegninger og har kopieret dem flittigt og brugt dem. Det vidste han godt og det var han glad for.

Efter mange år i Havnegade skulle vi desværre ”skilles”. Der havde været en større brand i Havnegade og nu skulle nogle på Tulip Nord’s Farsvarefabrik og andre skulle på Baconfabrikken på Vejle Havn. Det var jeg lidt ked af, for vi havde det nu så godt i Havnegade…..

MEN – det skulle så vise sig, at det slet ikke var så dårligt at komme på Havnen, som jeg havde ”frygtet”. Det var et mindre sted, hvor vi næsten blev som en lille familie…. vi havde det hyggeligt og rart, og jeg fik nye kollegaer.

Min nye chef blev Niels Peter Gynthersen, og han var en rigtig glad mand, der havde utrolig let til latter. Jeg blev ansat under Peter Arnoldus som jeg jo kendte fra Havnegade og det var jeg bestemt ikke ked af. Har altid fået en god behandling af ham. Jeg kom så til at arbejde sammen med Grethe og Hanne. Dem kendte jeg slet ikke i forvejen, men det kom jeg til ! For vi havde mange sjove timer og kunne finde på mange skøre ting, da vi var lidt yngre. Grethe havde mistet sin mand et par år før, så hun var også en god støtte for mig, da jeg mistede Lars et par år senere.

Grethe og jeg fik et fint og dejligt stort kontor i starten sammen med Kurt Andersen, men senere alene. Og dette kontor var lidt af et samlingspunkt for de andre kollegaer. Fødselsdage, mærkedage eller hvis der ellers var noget at fejre blev det næsten altid holdt hos os. Så var der rundstykker og basser og kaffe i massevis og så blev der snakket og hygget. Det fandt vi altid tid til. Når jeg havde fødselsdag kom tit et par af vore gamle kollegaer Grete og Lis, og så var der kaffebord til alle ! Utroligt, og de husker bare stadigvæk min fødselsdag hvert år. Det er en meget stor glæde ! Jeg kan ikke huske, at jeg har været over-bebyrdet med arbejde eller har haft stress på Tulip og det er jeg bestemt glad for.

Jeg var så heldig at komme i bestyrelsen for Personaleforeningen. Det havde jeg bestemt også meget glæde af i de 13 år det varede, før jeg stoppede. Jeg var kasserer og passede på pengene, og var med til at arrangere udflugter, bowlingeture, fester, modeshows, vinsmagninger, generalforsamlinger og meget mere. Vi havde også nogle rigtig gode ture til bl.a. Djurs Sommerland, Den Fynske Landsby og en rigtig god tur til København med besøg på Dyrehavs-bakken, hvor hele familien kunne deltage. I de år jeg var i bestyrelsen, var jeg stort set med til alt. Så jeg fik altid FULD valuta for mit kontingent på 20 kr. om måneden ! Og da jeg blev alene med Martin – var han også gerne med, hvis der var mulighed for det. Større ”renter” eller udbytte fås hvis ikke andre steder… (?) !

Vi var på mange virksomhedsbesøg og fik på den måde set andre virksomheder og arbejdspladser. Ofte var det nogle af vore leverandører.

Én af stederne var Blumøller i Odense, og det vil jeg lige nævne, for det er nok én af de ”vildeste” ting jeg har været med til i alle årene. Vi tog glade og forventnings-fulde af sted med bussen – en hel busfuld, så vidt jeg husker.

Da vi ankom til Blumøller fik vi at vide, at der jo ingen produktion var om aftenen, men vi fik da lov til lige at kigge ind kort på fabrikken. Derefter fik vi smørrebrød og ØL – mange øl. De sagde, at glassene var stillet der for at vi skulle fylde dem og sige skål, og som gæst måtte vi jo følge ordren! Vi havde også fået besked på at tage badetøj med, da der i kælderen var svømmepøl og sauna. Men jeg havde nu ikke taget noget med, for jeg skulle absolut ikke i vandet !

Men som aftenen gik, og flere øl blev drukket, så blev stemningen rigtig sjov.

Og så fik vi lov til at gå ind og finde os noget ”brugt” badetøj og nogle ”brugte” håndklæder – og så hoppede vi nu alligevel i vandet ! Tænk, at man sådan kunne finde på bare at gå ind og tage andres badetøj på ! Hæmninger var der ikke mange af på det tidspunkt….. Men det blev rigtig sjovt, og øllerne kunne vi bare stille på kanten. Der var slet ingen faste regler og begrænsninger der.

Vores udviklingsmand lille Erik stod i nærheden af kanten med alt tøjet på og talte med én af de ansatte derovre. Et par fra Tulip besluttede, at manden skulle skubbes i vandet, hvilket han sikkert har anet – så da de kom brasende tog han et skridt bort, og så røg lille Erik i vandet med ALT tøjet på ! Ih, hvor vi morede os, dog ikke Erik’s kone, som også var med… Erik fik lånt noget tøj derovre, og så fik han sit eget tøj med hjem i en sort affaldssæk… !

Efter ”badet” kunne vi så komme i sauna. Der var eet for mænd og eet for kvinder. Da jeg åbnede ind til kvinderne, sad der begge køn – og da jeg åbnede ind til mændene – ja, så sad der også begge køn, så kunne det jo være lige meget, hvor man sad (?)!

Vi fik dog også kaffe og småkager. Og så havde de en ”syge-seng” stående inde hvor vi sad. Lille Bjarne fra værkstedet og Rie fra vores personaleafd. de kravlede begge op i sengen og trak dynen op om ørerne, og så var der ellers et par stykker der skubbede – og så gik den vilde jagt gennem lokalet….! Hæmningerne var for længst forsvundet !

Jeg var med til at hente den sidste kasse øl de havde oppe på direktørens kontor, og da den også var drukket så gik turen hjem til Vejle med flere timers forsinkelse. Vi sagde pænt ”tak for i aften” og de sagde ”kom snart igen”, men jeg tvivler på, at de mente det… !

Bussen måtte holde adskillige gange fordi folk skulle ”af med vandet”. Det var ganske mørkt, så der var nogle der satte sig ude i lys-keglen, hvilket gav en masse morskab for os i bussen.

Det var en rigtig god tur, og vi fik også noget vaskepulver med hjem.

Vi havde rigtig mange gode fester på Tulip. Én gang om året havde vi elevfester, dvs. de ny-udlærte elever holdt fest for alle, der havde lyst, og der var sjældent under 100 deltagere, selvom det var lige midt i sommerferien, eller deromkring. Som regel 31. juli eller 1. august.

I flere år skrev jeg på mange opfordringer sange til elev-festerne, og gerne et vers om hver elev. Alle var altid spændte på, hvad jeg havde skrevet om dem.

Der var ofte konkurrencer til disse elevfester, og et år var vi alle indbudt med hovedbeklædning på… sikke en fantasi folk havde dengang. Den, med den flotteste hovedbeklædning på vandt en præmie. Men ikke nok med det… de sjove ”hatte” og lign. havde vi jo på hele aftenen.

Jeg kom så med i en konkurrence sammen med Ulrik Nordenbæk, hvor vi fik 2 æg udleveret og så en tallerken, og fik at vide: ”Spejl disse æg”. Ja, hvad gør man så – ? Køkkenet fik vi ikke adgang til. Vi suste ud på p-pladsen med vore sjove hatte på – jeg husker Ulrik havde en politi-kasket på og jeg en alm. udsmykket hat på. Vi startede med at spørge nogle, der lige havde stoppet bilen, om vi måtte spejle æg på deres køler-hjelm…? Det måtte vi ikke, om vi da var tossede ? Måske lidt… ? Vi fortsatte over i en bolig-blok, og så var der ikke andet end at ringe på alle de steder, vi kunne – og et sted lykkedes det os da hos et par ældre mennesker. Det tog lidt tid, før sikkerhedskæden blev taget af, for vi så jo lidt spøjse ud… ! Men ind kom vi og de havde lige en pande på komfuret – så vi fik spejlet æggene…. og så gik turen tilbage til festen, men ak – vi vandt dog ikke. Et andet hold var kommet først… men sjovt var det da !

Når vi holdt fester var stemningen der fra første minut. Jeg husker i hvert fald ikke andet. Der blev snakket og grinet og sunget, og bagefter dansede vi gerne alt det vi kunne. Jeg var dengang meget vild med at danse og helst så vild så muligt, og ofte har jeg fået at vide, at de måtte lægge nyt gulv bag-efter….! Men sjovt var det. Sjældent ballade, selvom mange var samlet og blev lettere over-rislet. Vi formåede at more os og have det superrart med hinanden. En god tid at tænke tilbage på.

 

HUSK LIGE TANDBØRSTEN

På Tulip har vi altid haft det sjovt, og jeg havde en kollega Hanne, der på et tidspunkt var ret vild med konkurrencer o.lign. Hun deltog gerne i alle konkurrencer på Vejle Lokal Radio, så vidt muligt.

Der var så en konkurrence om at komme med ind og være deltager i HUSK LIGE TANDBØRSTEN på TV med Casper Christensen, og det kunne Hanne rigtig godt tænke sig, men hvem ville med ? Ikke nogen hun kendte…

MEN – så åbnede hun lige døren ind til mit kontor og sagde til mig – ”Hvis de ringer fra VLR, så ved du ingenting”…. og få minutter senere ringede min telefon og det var så fra VLR, som ville spørge om en masse ting. Jeg var overrumplet og fuldstændig rød i hovedet som en over-moden tomat !

Så da tog hun godt nok fusen på mig, og vi endte med at komme med. Vi kunne enten komme til Køge eller til Karibien, eller også slet ingen steder, bortset fra en tur til Kastup Lufthavn….

Kort tid forinden havde jeg siddet og set udsendelserne, og sagt – tænk, at nogle gider pakke deres kuffert og tage derind, kun 2 kommer af sted, men her et par måneder efter – ja, så stod jeg selv med kufferten pakket ! Det skal dog lige nævnes, at weekenden før var ALLE gæster sendt en tur til Mallorca. Men der havde jeg jo været, så det gjorde ikke noget, at vi først kom ugen efter (?) !

Vores chef Niels Peder Gynthersen var godt nok lidt beklemt ved situationen, for tænk nu, hvis vi begge var væk fra jobbet i godt 8 dage, så manglede han jo arbejdskraften ! Men han havde ikke behøvet bekymre sig.

For dagen oprandt og Hannes mand Claus havde taget fri fra arbejde for at køre os til staden og vi havde naturligvis også taget fri med forbehold, at det måske varede lidt længere før vi kom på arbejde igen.

Vi skulle bo hos nogle unge mennesker i København natten over, hvis ikke vi kom af sted. Det var faktisk i Sanne Salomonsens gamle lejlighed på 2. eller 3. sal.

Vi ankom sidst på eftermiddagen og vi var faktisk lidt nervøse, for hvad var det der nu skulle ske ? Nå, men der blev hentet pizzaer til os og rødvinen blev trukket op. Ja, så var det hele lige pludselig meget sjovere …!

Vi blev kørt ind til radiohuset, hvor flere busser holdt parate til at hente os. Vi fik fine tandbørste-hatte på og en lille flaske champagne og så sang vi ellers på vej til Kastrup Lufthavn….”Gem et lille smil…” Stemningen var rigtig god, husker jeg, og vi var begge meget spændte.

Vejle Lokal Radio var jo taget med ! Og vi håbede vi kunne være anonyme, eller også at de havde glemt de ville interviewe os (?) Da vi kom ind, hvor det hele skulle holdes satte vi os forskellige steder, flyttede os igen, for hvor ville de springe os i luften henne ? Nå, men til sidst blev vi siddende, hvor vi sad, og vi havde det faktisk ret hyggeligt og endelig slappede vi af.

Pludselig kom de kravlende op til os fra VLR og stillede alle mulige spørgsmål. Godt at vi havde fået noget rødvin først ! Så vi tog let på tingene.

Det hele gik i gang og det var rigtig sjovt, men vi vandt altså ikke, så turen gik jo tilbage igen. Hanne hang lidt med næbbet, for hun var indstillet på at skulle på ferie, men jeg havde nu ikke regnet med det. Så vi blev rigtig til grin for mange – da vi kom på arbejde igen om mandagen – og igen da vores ”samtale” kom i radioen et stykke tid efter. Alle vi kendte, og som vidste vi skulle deltage havde jo set udsendelsen. Jeg havde også optaget det på video og vidste jo, hvor vi sad – så vi var da med – ja, med 3 små glimt !

Vi måtte så ringe hjem til gutterne, og bede om at blive hentet igen… Men de spurgte bare, om ikke det var meningen vi skulle ud at rejse… Nå, men hentet blev vi – og de morede sig vældigt.

Vi fik en god nat’s søvn – om end i en anden mands seng, som vi ikke kendte og dagen efter ville Hanne bare hjem. Hun var så skuffet, at det ikke kunne gå hurtigt nok. Det tog dog lidt tid at komme hjem, for det var i 1995 før Storebælts-broen, så vi skulle jo altså sejle til Fyn. Men hjem kom vi da.

Nå, men alt i alt en god og sjov oplevelse, som vi aldrig glemmer igen !

 

DEN FØRSTE KÆRLIGHED

Da jeg var 17 år mødte jeg Lars, og vi blev meget forelskede. Der har nok været andre før ham, men han var min første store kærlighed. Lars boede hos sin moster i Vejle dengang, og vi havde en rigtig skøn ungdom sammen. Vi levede livet, når vi havde penge, og havde vi ingen, så blev vi hjemme. Fredag aften tog vi gerne på Bette Kro i Farre, og sov hos min storesøster og svoger, der også boede i Farre dengang.

Lars mistede begge sine forældre som 10 årig, og ville ingen børn have, for han ville ikke udsætte et barn for det samme, som han havde været udsat for. Men jeg ”snød” ham, og i 1982 kom Martin til verden. At Lars så døde da Martin var 12 år, det var jo ikke til at forudse, men jeg har tænkt mig at holde ved mange år endnu ! Så Martin ikke skal udsættes for det samme som Lars. Men tanke-vækkende var det trods alt alligevel.

Lars elskede dog Martin overalt på jorden, så han ville jo ikke undvære ham, da han endelig kom !

I 1987 havde vi et ”break” i vores kærlighedsliv, da Lars desværre blev varm på en arbejds-kollega på Lego. Det blev en drøj tid både for mig og for ham. Det viste sig nemlig, at hans veninde fik kræft kort tid efter. Deres forhold holdt heller ikke, så efter et lille års tid flyttede Lars tilbage til Martin og jeg. Hans veninde døde kort tid efter. Men vi blev som nyforelskede i tiden der kom, og der må jo være en dybere mening med det hele.

I 1993 fik Lars desværre en blodprop, som han dog overlevede. Men syg var han og det blev igen en drøj tid. En tid på godt og ondt vil jeg sige. Jeg var ikke klar over, at han var så syg, at han kunne dø af det. Men inderst inde er jeg sikker på, at han selv vidste at han ikke havde lang tid igen, men han ønskede ikke jeg skulle vide det, så ville jeg bare være urolig. Det var jeg nu alligevel. Så desværre i september 1994 døde Lars, og det blev igen en meget drøj tid at komme igennem. Jeg græd mange tårer og læste mange bøger ! Men sorgen skulle jo gennemleves, det kan andre ikke gøre for én.

Jeg meldte mig i nogle selvhjælps-grupper, hvilket jeg varmt kan anbefale. Først var jeg i en sorggruppe, sammen med andre, der også havde mistet. Og dem der er bedst til at forstå én, er dem, der selv har prøvet det.

Senere var jeg i en gruppe, der hed ”mød nye venner” i Billund. Der mødte jeg bestemt også en masse nye venner, og vi havde en god tid sammen indtil jeg følte, at nu var jeg færdig der, og skulle videre. Jeg mener også, det er meget vigtigt at komme videre i livet.

 

MARTIN

Martin har givet mig rigtig mange glæder, og han har været en nem dreng. Han sov igennem fra han var få uger gammel, var sjældent syg og dengang var der ikke det samme arbejde ved at have børn, som jeg hører om i dag. Jeg følte det i hvert fald ikke sådan.

Vi havde heldigvis et par dejlige genboer, som havde 2 børn Mikkel og Marie, og de 2 børn og Martin havde som mindre rigtig meget glæde af hinanden. De skulle ikke sættes i gang med noget, de fandt næsten altid ud af at være kreative og brugte deres fantasi. Legetøj var der ikke meget af, men udenfor kunne de jo være sammen med dyrene eller de fandt på at bygge forskellige ting ud af grene og pinde og gamle barnevogns-stativer m.m. Vi havde både geder, kaniner og marsvin dengang. Jeg husker mest, at de var ude når det var lyst og inde, når mørket faldt på.

Mikkel var her ofte og især i weekenden, og han elskede mad. Var jeg i gang med at bage, kunne han være helt ”salig” og roste altid min madlavning !

Tak for det Mikkel. Hvis hans forældre sov længe i weekenden, kom Mikkel nogle gange bare over vejen til os, og så fik han tit havregrød m/smørklat i, og nogle gange tog vi en cykeltur bagefter og sang: Regnvejrsdag i november…. Da Lars arbejdede på Lego i weekenden, havde vi jo ingen bil hjemme og så var det om at finde cyklerne frem og komme ud at køre alligevel.

Når det så blev aften, skulle de gerne se Bamse og Kylling på TV. Men ellers var der ikke så meget TV-kiggeri dengang, og slet ikke så mange tilbud.

De kunne lege hele og halve dage, og jeg har aldrig følt det som en ”belastning” at have et barn, heller ikke i den tid, jeg har været alene om det.

Vi holdt også børnefødselsdage dengang sammen med Kurt og Bodil og deres piger Mona og Sanne, samt Laila og John’s børn Mikkel og Marie, og da Lone og John ingen børn havde – var det ofte dem, der lavede en flot kagemand ! Især Lone var kreativ i køkkenet.

Martins fødselsdag blev ofte holdt over flere dage, og så var hele familien også med. Nogle gange kunne vi være udenfor og så spillede vi spark til dåse, eller legede med vandballoner ! Det var jo i juni måned, og som regel godt vejr.

Da jeg skulle begynde på arbejde efter min barsel skulle Martin jo passes et sted. Heldigvis fandt vi Aase Thomsen nede på Gødding Mølle, og der fik Martin bestemt 6 gode år – ja, vi andre ligeså, for vi kom der jo dagligt. Både Lars og jeg måtte fælde en tåre, da vi hentede Martin den sidste dag på Møllen, men da vidste vi jo heller ikke, at vi ville bibeholde kontakten i mange år fremover.

Aase har vi alle været rigtig glade for og også at komme på ”Møllen”, og det er jeg stadigvæk. Jeg er både glad og taknemlig over, at jeg stadig har kontakt med Aase. Håber det må fortsætte i rigtig mange år endnu ! Tak Aase…

Martin voksede op og kom i skole, og det var da en god tid for ham. Ikke fordi han var særlig flittig i skolen, han ville hellere være udenfor og lege og tidligt begyndte han at arbejde på landet.

Han var ikke særlig gammel før han begyndte at køre traktor og hjalp til ude på Vestervang, hvor min søster Kirsten og Gunnar boede. Han fik lært mange ting derude, og fik lov til at køre med mange forskellige maskiner. Nogle gange ringede Gunnar allerede aftenen før, om ikke han kunne komme næste dag og hjælpe til med markarbejdet og i høsten prøvede han også at køre mejetærskeren, selvom jeg ikke var særlig vild med det. Uha, sådan en stor maskine. Hvad kunne der ikke ske, tænkte den bekymrede mor ???

Han gik også til hånde her i nabolaget hos Jens Sønderby. Der har han også kørt mange timer og tjent en god skilling. Han kunne bare det med at køre de store maskiner. Om det så var at pløje og harve, eller køre gylle ud. Det var meget sjovere end at gå i skole.

Nogle gange mente han, at han var lidt sløj om morgenen, men når først jeg var taget på arbejde, ja – så kunne han sagtens tage over og hjælpe Sønderby med lidt forskelligt og så tjene en skilling i stedet for skolen, den gav jo ikke noget økonomisk afkast (?) !

Senere var Martin ofte henne hos hans kusine Vibeke og Jens Otto i Bredsten. Jens lavede biler og Martin hjalp gerne til og lærte også her en del om biler.

Jens havde også mange spændende biler, og det syntes Martin var ”fedt”… Bl.a. en Beach Buggy – en lækker lille sag. Jens Otto var en rigtig glad mand, som Martin havde det godt med.

Da Martin var 17 år fik han læreplads hos Tegllund i Egtved som pladesmed. Da han var udlært kneb det med at finde arbejde, så han gik hjemme og hyggede sig i en periode. Men pludselig en dag fik han job hos Ford i Billund. Senere var han en tur omkring VFI i Bredsten, hvor de var rundt på slagterier m.m. og lave slagterimaskiner. Det var noget helt andet, men blev dog et kortere arbejds-forhold. Derefter gik turen til Nissan i Vejle, hvor Martin stod for pladeværkstedet indtil de skulle flytte i 2007. Martin var i den periode flyttet til Urhøj i Vejle, da jeg skulle bruge hans værelse her til butikken Naturstedet.

Martin var ikke særlig glad for at bo i byen, og da de smadrede ruden i hans bil og stjal nogle ting derfra, så gad han ikke bo derinde mere. Han havde så lige fået job hos Kemic Vandrens i Blåhøj, og da Niels Peder har en ejendom der, hvor ingen boede, ja – så var det oplagt at han lejede det, så var der ikke særlig langt på arbejde og huset blev beboet. Kemic flyttede dog senere til Give, men i skrivende stund arbejder Martin der stadig. Han har nu ingen planer om noget jubilæum som sin mor !

 

ARVEN

Lars havde en farbror, ja han havde sikkert flere, men hans store familie har vi ikke haft så meget med at gøre. Men lige Farbror Tage syntes jeg skal nævnes her i bogen, da han jo på én eller anden måde satte nogle spor. Tage var meget speciel, han var lidt af en enspænder og havde aldrig været gift.

Tage kiggede ind engang imellem når han kom på disse kanter, det var aldrig noget vi vidste i forvejen. Da vi var helt unge og sjældent ejede ”kongens mønt” – ja, så skete det at Tage tilfældigvis lige kiggede ind gerne med et par øl i en pose. Så sad han og sludrede et par timer om alt mellem himmel og jord, dog ikke noget om hans personlige liv, for det fik vi aldrig noget at vide om. Tage havde været fængsels-betjent på Horsens Statsfængsel i mange år, og boede i Horsens. Når det så var tid for Tage at køre hjem til Horsens, greb han altid til tegnebogen og stak Lars 500 kr. til en is. Det var mange penge dengang. Så når vi så havde vinket farvel til Tage sådan en lørdag sidst på dagen, så kunne turen godt gå til Hotel Margrethe i Gadbjerg. Så blev de hurtigt fyret af !

Der kunne godt gå lange perioder, hvor vi ikke hørte fra Tage eller så noget til ham. Men pludselig kunne han dukke op. Lars, Bent & Thorkil som var brødre havde en stor betydning for Tage, da de jo var blevet forældre-løse tidligt og Tage ikke selv havde nogle børn.

Tage døde i sensommeren 1993 og hvad vi ikke vidste var, at Tage havde lavet testamente, så de 3 brødre skulle arve, samt en ”dame” fra England.

Tage havde boet sammen med hendes mor for år tilbage. Det betød så, at vi sammen arvede et by-hus i Horsens i 3 etager, samt alt interiør OG en lille grå mazda 323.

Det blev en pudsig oplevelse lige pludselig at skulle tømme et hus, hvor man aldrig havde været. På det tidspunkt havde vi været meget uheldig med at købe en rigtig dårlig bil, og vi fik så mulighed for at købe Tages lille mazda 323 af boet, og vi arvede tillige pengene til at købe den for. Heldig for os.

Det blev til mange ture frem og tilbage til Horsens gennem et par måneder, for der var RIGTIG mange ting ! I skrivende stund har jeg stadig nogle gode ting og minder fra Tage’s hjem. Bent, Thorkil og Minna, Lars og jeg brugte flere weekender på at rydde op og smide ud og tømme huset i det hele taget. Og det gav da et vist sammenhold i den tid. Også sjove og hyggelige stunder.

Huset blev solgt og vi fik hver en net sum, dog skulle der betales en stor arve-afgift, når det ikke var den nære familie. Men vi fik altså en god lille bil, som jeg havde i 7 år. Dog måtte jeg igen da Lars døde i 1994 købe den af Martin, for det var ham der arvede Lars, da vi ikke var gift. Så jeg betalte sådan set den kære lille mazda…da… 2 gange – på eet år ! Så var den vist også betalt !

 

FØDSELSDAGE

Jeg har altid elsket at holde fødselsdage ! Og jeg glæder mig stadig hvert år til min fødselsdag. For det er hvert år en særlig dag….. Det er for mig den dag, der bliver sat mest ind på hjerte-kontoen, for dagen starter med sms’er fra tidlig morgen til sen aften. Posten kommer med breve og måske små gaver ? E-mails kommer der også fra både nær og fjern, fra gamle skolekammerater og tidligere arbejdskollegaer, og så er jeg altid spændt på, hvor mange der husker mig i år ??? Telefonen ringer med gratulationer og nogle kommer på besøg.

Årsagen til det er jo nok, uden at pudse min glorie, at jeg selv er rigtig god til at huske andres fødselsdage ….. Med hilsner og lykønskninger.

Jeg syntes fødselsdage er en rigtig god måde at bibeholde venskaber, og så viser man også, at man tænker på dem, man skriver til. Man er ikke glemt… Andre skønner på, at man er til. Det er for mig meget værdifuldt !

Jeg har i mange år samlet på fødselsdage, og jeg mener jeg kom op på mellem 3-400 stk. Da jeg arbejdede på Tulip samlede jeg fødselsdage der – det var jo nemt for jeg var kasserer i vores personaleforening, og da var fødselsdagene jo tilgængelige for mig. Ofte blev jeg kontaktet for at høre, hvornår den og den fyldte år – og hvor ”gammel” de blev….

Det har dog aftaget lidt med årene, jeg husker kun dem fra Tulip, som jeg stadig har kontakt med, men der er så kommet flere til fra de senere arbejdspladser jeg har haft, og så er der jo familie, naboer, tidligere naboer, børn, venner, veninder mm.

Og så kan jeg jo lige se, hvornår de forskellige ”runder”, så er jeg lidt på forkant med evt. bestillinger af sange ! Jo – det er en sjov ting at samle på, og så fylder den ikke særlig meget.

Jeg sidder troligt hvert år til nytår og skriver alle fødselsdage over på en ny – og helst stor kalender og lægger et år til. Det der dog gør lidt ondt er, når jeg er nødt til at slette nogen, der er faldet væk i årets løb. Men det er jo livets gang.

 

SELVHJÆLPS-GRUPPER OG SINGLE-KLUBBER

Da Lars døde i 1994, hvilket jo var en stor sorg for både Martin og jeg, forsøgte jeg gennem selvhjælpsgrupper at komme videre med mit liv.

Den første gruppe jeg kom i var en sorg-gruppe i Give, og det var naturligt nok mest ældre mennesker, men de kan også hjælpe meget. Min fornemmelse er, at de mennesker der selv har oplevet sorg er bedst til at forstå andre i samme situation. Jeg stod blot et andet sted i livet, end de gjorde. Ja, faktisk midt i livet, da jeg kun var 37 år dengang. Men det blev en god tid i gruppen, og efter et stykke tid ebbede det ud igen.

Senere kom jeg i en selvhjælps-gruppe i Billund, som omhandlede ”Find nye venner”. Der mødte jeg også nogle dejlige mennesker, hvoraf de allerfleste var fra-skilte. Men vi kunne da hjælpe hinanden alligevel og var også til nogle arrangementer og på nogle ture sammen. Den gruppe havde jeg meget glæde af, og var der nok et par år før jeg besluttede at stoppe, for jeg følte at jeg skulle videre med mit liv.

Det er jo en stor omvæltning at blive alene og ene-forsøger, når man har været vant til at være to om opgaverne. Det var en drøj tid at komme igennem, og ofte har jeg da tudet en hel dag, og bidt i puden, når det gjorde mest ondt ! Men videre skulle jeg jo heldigvis, jeg havde jo også en søn at tage omsorg for.

Der kom en tid, hvor jeg faktisk syntes det var helt OK at være ”fri” og kunne gøre hvad jeg ville, og hvornår. Jeg har aldrig i mit liv følt, at tiden var lang og at jeg kedede mig. Men efter endnu et par år, kom tiden alligevel, hvor jeg savnede kærlighed og omsorg og én at dele mine oplevelser med.

Det var før internettet’s tid og dating-siderne, så det foregik på den gammel-dags facon med at sætte kontakt-annoncer i, og der mødte jeg igen en masse sjove fyre, som regel over en god middag. Og selv om der ikke kom noget nyt parforhold ud af det, så var vi som regel enige om, at aftensmaden skulle vi jo da have alligevel….. Så det blev til gode og sjove oplevelser, nogle mænd mødte jeg kun én gang, men der var da også et par stykker jeg mødte flere gange, men der var ingen kemi, så det blev ikke til fast forhold i denne omgang.

Jeg var også med til at starte et par single-klubber op, og vi mødtes da også nogle gange. Her mødte jeg igen nogle ”spøjse” mennesker. Nogle var vældig søde, andre skabte splid og ballade, og enkelte ville bare bestemme. Men vi fik da nogle eftermiddage og aftner ud af det, men alligevel følte jeg ikke, at det helt var mig.

Jeg havde jo aldrig problemer med at få mine weekender til at gå, og det var nok det de andre havde størst problem med. Så efter nogle gange stoppede jeg simpelthen. Der måtte findes andre metoder….

 

OMSORG FOR ANDRE

I det meste af mit liv, har jeg følt, at jeg har taget omsorg for andre, og måske nogle gange tilsidesat mine egne behov. Det har jeg dog ikke fortrudt, bestemt ikke. Men har måske nogle gange taget mere ansvar, end nødvendigt var.

Jeg tænker på, at jeg i en ung alder, tog ansvar og omsorg for min lillesøster, da min far og mor blev skilt. Følte nok, at jeg var én af de nærmeste til det. Og det har nok også gjort, at vi er tæt forbundet i dag.

Senere blev det så Martin, der skulle drages omsorg for, men det var jo min egen søn, så det var naturligt nok. Da Lars blev syg, følte jeg også at jeg måtte tage over, og da han så døde følte jeg et ekstra ansvar for, at jeg måtte passe på mig selv – nu var jeg jo den eneste, Martin havde tilbage.

Så kom tiden da min far blev dement, og ikke kunne tage vare på sig selv. Det var en meget drøj tid, for jeg vidste aldrig, hvor jeg havde ham, eller hvor han var, eller hvad han kunne finde på. Det er ikke sjovt at skulle tage bestemmelser for sin far – sådan lige pludselig.

Lars’ storebror Bent har jeg også i en længere periode hjulpet på flere forskellige måder. Jeg har kørt mange gange for ham, når han skulle have hentet sine børn, eller han skulle ud at handle. Jeg har ofte besøgt ham, når han havde det skidt. Smidt hvad jeg havde i hænderne, når han ringede og sagde, at det var helt galt, og jeg fik ham babu sendt på sygehuset flere gange.

Men de mennesker der står mig nær, har det altid været naturligt at følge med i, hvordan de har det. Bl.a. med hilsner, breve og telefon-opkald. Så de ved, at jeg tænker på dem.

 

SKØRE PÅFUND

Min søster Kirsten og jeg har i flere år ofte fundet på skøre ting. F.eks. at skulle grille ude, meget tidligt ! Gerne lidt før, hvert år… sådan var det i hvert fald i nogle år. Det tidligste er nok i februar. Så iført skidragt og halstørklæde, handsker og ”lue” og så ud og sidde udenfor med grillen tændt. Med kolde, røde næster – så smager maden bare rigtig godt ! Og så lidt rødvin naturligvis

– det hører sig jo til, og giver også lidt varme.

En anden ting vi også kunne finde på var at arrangere markeder. Både hos hende og her på Hærvejen 96. Men det er der altså meget arbejde ved. Og så lige at få samlet alle de ”Krejlere” der altid siger, at de gerne vil have en stand. For når det kommer til stykket, kan det være rimelig svært at få dem til at komme alligevel. Så er der lige det med at få det annonceret ud til alle, og at få folk til at komme.

Men det er da lykkedes flere gange at arrangere markeder udendørs både i sol

– i regn og i blæst – ja, endda i tordenvejr. I juli måned arrangerede jeg marked her på Hærvejen 96 og regnen silede ned. Jeg havde lejet et par små heste, der skulle trække en vogn, så gæsterne kunne komme rundt og se lidt af området, men det regnede og regnede og tordnede – så det var lidt surt.

Kirsten og jeg har sagt hver gang et marked var slut: ”Vi gør det aldrig mere”, men trods det har vi gjort det alligevel. Det gælder om ikke at give op, om end det kan være besværligt, for det er jo sjovt for de gæster, der kommer. MEN – vejret er vi jo ikke herre over, og bliver det aldrig – og den spiller jo en afgørende rolle for, hvor mange der tropper op. ”So is life”….

 

MIN NYE KÆRLIGHED

Jeg kom også videre. Efter at have været alene i 5 år mødte jeg Niels Peder fra Blåhøj, og det er jeg bestemt både taknemlig og glad for. Det var gennem en annonce i Familie Journalen, der hedder ”fra læser til læser”.

Vi startede med at være pennevenner, og skrev sammen i 3 måneder, før vi blev kærester. Niels Peder var rigtig god til at skrive og fortælle og give udtryk for de ting, han satte pris på. Han viste også interesse for området her omkring Hærvejen. Så jeg inviterede ham på en cykeltur for at se omgivelserne. Den første cykel-tur druknede desværre i regn. Men madpakken og rødvinen havde vi da medbragt. Vi nød menuen under et træ i regnvejr. Kørte hjem drivvåde og uden lys på cyklen ! Det var ikke lige så godt.

Men hvad, vi måtte jo prøve igen. Så den 29. august 1999 en dejlig solskins-søndag tog vi en cykeltur mere. Vi cyklede ud ad Hærvejen, var inde ved Randbøl Kirke, fortsatte turen ud ad den gamle rullebane. Igen havde vi mad og rødvin med, og derude fandt vi ud af, at vi skulle være kærester ! Og det blev vi så og er det stadig !

I tiden derefter var vi sammen stort set hver weekend. Vi oplevede en masse. Fik travet en masse ture. Mange af de markerede ture i miles omkreds har vi travet. Besøgt en masse gårdbutikker og hvad vi ellers kunne finde på. Niels Peder tog hurtigt sin cykel med hjem til Blåhøj, så ikke flere cykelture…..

Vores intention dengang var bl.a., at vi gerne ville udforske vore danske øer.

Det fik vi da også startet på, men vi mangler stadig en masse….. men der er også mange !

Vi har da bl.a. holdt nogle kortere ferier på Langeland og Ærø, og vi har også besøgt Rømø og nogle af de fynske øer. Vore ferier sammen har aldrig været særlig mange dage, da vi jo ligesom i min barndom har skullet hjem og passe dyr – nu er det bare gederne. Men de korte ferier er altså også bedst for mig !

Jeg er bestemt ikke god til at være væk fra Hærvejen for længe ad gangen…

Niels Peder har en datter Camilla, som ofte var med ham herude på Hærvejen. Og hans mor Bente boede i Brande og var syg og alene, så mens hun levede var vi stort set i Brande hver uge, nogle gange flere gange om ugen for at se til hende og Niels Peder handlede ind for hende. Hende blev jeg også ret glad for, men i marts 2004 kunne hun ikke mere, og det var nok det bedste for hende at livet sluttede der, så hun ikke skulle mere igennem.

Jeg har gennem Niels Peder mødt en masse dejlige mennesker, og flere er også blevet vores gode venner, så det er jeg bestemt både glad og taknemmelig for. Det er jo ingen selvfølge, at man har det rart sammen med dem også. Men det er nu gået helt godt, syntes jeg.

 

GEDER

Jeg har altid haft kærlighed for geder. Som barn havde vi en lille ged, der var lige så tam som en hund. Så i mit voksne liv har jeg altid haft geder, om end kun et par stykker. Geder er interessante dyr, de er kvikke, de vil op og der skal ske noget. De er ikke så passive som får. Og så smager de godt !

De sidste 2 geder jeg havde her mens jeg boede alene sammen med Martin, de var ved at være så gamle, at de næsten ikke selv kunne gå ind. Det var lige før jeg skulle bære dem ind om aftenen. Men de kom ind HVER aften !

Det sjove var, at Niels Peder også havde geder. Det var dog ikke derfor vi mødte hinanden. Men han havde en pæn flok. Til min fødselsdag i 1999 købte han en mohairged til mig, og så købte han også lige én til sig selv. Det blev så starten på vores mohair-projekt. Et stykke tid efter ringede han fordi han havde set, der var en besætning på Fyn til salg, om ikke det var noget ? Jeg troede i første omgang at det var hans spøg, men han ringede igen næste dag og spurgte, om jeg havde tænkt over det ? Når først Niels Peder har fået en ide, skal den oftest følges ud i livet ! Så sådan blev det. Han fik lånt en trailer, og vi kørte til Fyn for at købe besætningen på 8 stk. Ja, så var vi faktisk godt i gang. Sikke en flok….

Der var faktisk meget arbejde med sådanne mohairgeder, men de er utrolig søde og venlige dyr. De skulle klippes 2 gange om året. Ulden skulle herefter sorteres, og så gik turen over til Hjelholt på Fyn, som spandt ulden til lækker garn. Både strikkegarn og vævegarn fik vi lavet. Vævegarnet gik så til

Acondria Plaidfabrik i Arnborg, som vævede tæpper ud af garnet. Herefter blev der syet de ting, som vi så bestilte. Det var både stolaer, halstørklæder, veste, jakker, sjaler m.m. Rigtig lækre uldsager, som vi så forsøgte at sælge. Det har nu ikke været for nemt at sælge, men nu er det hele snart væk, om end solgt til en lavere pris.

Vi har også haft meget fornøjelse sammen med gedeavlerforeningen. Her har vi også mødt nogle spændende mennesker, og været til forskellige arrange-menter. En anden måde at komme rundt i landet på.

Niels Peder havde malkegeder da vi mødte hinanden. Dog malker vi dem ikke, da det jo er fast arbejde ! Men det kunne nu ellers være sjovt…..

Vi har fået mange gode oplevelser med de dyr – både sjove og mindre sjove. Der har været hårde fødsler ind imellem og det sværeste er, når nogen dør. Men sådan er livet jo på godt og ondt. Nogle gange gik fødslerne helt af sig selv, og andre gange har det bare været besværligt og nogle er gået til.

Vi klarer helst tingene selv, og kun hvis det er meget nødvendigt tilkalder vi dyrlægen. Engang vi først så, at en fødsel havde været i gang længe og moderen var ved at være godt afkræftet og vi KUNNE simpelthen ikke få det kære kid ud, så tog Niels Peder en rask beslutning og lavede kejsersnit på den. Det gjorde så, at moderen døde, men alternativet ville være, at begge døde. Ud kom den sødeste lille mohair-kid, og så havde jeg hermed et flaskekid. Dette kid døbte Niels Peder med det samme: ”DIDRIKSEN” ! Sådan…..

Senere er vi gået over til boer-geder. Det er kødgeder, som vi ynder at spise. Vi spiser nu også de andre geder, men der er mere kød på boergederne.

Vi har også krydsninger, det er jo ikke nemt at undgå !

 

ØKOLOGI

Niels Peder og jeg har begge interesse for økologi – interesse for, hvad det er vi spiser – om end vi ikke er fanatiske. Det gælder både grøntsager og kød.

Vi har det godt med at spise egne geder, for vi ved, at de ikke er fulde af medicinrester. Vi ved også, hvad vore grøntsager har været udsat for, og det er en god ting.

Året efter vi mødte hinanden var vi på en tur til den økologiske have i Odder. Der meldte vi os ind i en forening, der hedder praktisk økologi. Den forening havde vi meget glæde af gennem nogle år.

Hvert år, når de havde generalforsamling, så foregik det i en weekend fra lørdag til søndag, og det var oftest på en højskole el. lign. Vi har bl.a. været på Båring Vig højskole, en efterskole i Hou og Kalø Landbrugsskole. Sidste gang vi var med var på Hellevad Vandmølle.

På disse møder/weekender var der altid økologisk mad. Vi mødte en masse dejlige økologer og var altid enige om, at vi ikke behøvede at få nyt tøj til disse arrangementer. Der kom man som man var – modetøj fandtes ikke. Ej heller nødvendigt at gå til frisøren først, man kunne fint komme med langt hår…..

Der var altid indlagt nogle spændende foredrag. Et år var Camilla Plum med og fortalte og lavede mad. Hendes mand Per Kølster er med i bestyrelsen. Et år skulle vi prøve at pode træer. Der har været interessante udflugter og meget andet. Det gav os en masse inspiration og glæde gennem nogle år.

Det er dog desværre blevet anderledes de sidste par år, og jeg har meldt os ud igen, da jeg skulle skære ned på udgifterne. Men jeg går stadig ind for det økologiske og vil se tilbage på de år vi var med i foreningen som positive og lærerige på flere måder. MEN – alt har sin tid, vi må se at bruge det vi har lært.

 

MARIANNES ISBOD

Jeg har altid elsket at handle, og stort set haft noget at handle med det meste af mit liv. Kan godt lide at gøre en god handel. Og efter at have gået og kigget på alle de cykelturister, der efterhånden passerede ude på Hærvejen, ja så tænkte jeg om ikke det kunne give mig en indtægt og ikke mindste nogle sjove oplevelser. Meget kan turisterne jo have med, men IKKE is !

Længe puslede jeg med tanken om at åbne en isbod, men jeg er ikke særlig materiel, så det krævede jo hjælp fra andre. Ofte fik jeg at vide af andre, du snakker om ishus, men der sker aldrig noget……

MEN – 18. maj 1991 så skete det. Da åbnede MARIANNES ISBOD lige midt på Hærvejen på en bar mark ! Det var en STOR dag for mig. 60 gæster kom der bare den første dag !

Allerede d. 24. maj 1991, hvor jeg var til generalforsamling inde på Tulip kom Danmarks Radio forbi. Det var jeg ikke klar over for så var jeg nok blevet hjemme. Det var før mobil-telefonens tid, og Lars prøvede ellers mange gange at ringe TULIP op, men uden resultat. Han var stik-tosset for han skulle bestemt ikke på TV !

Det var en udsendelse i forbindelse med 750 års jubilæet for Jyske Lov. En dragon skulle ride forbi – så allerede en uge efter åbningen kom vi gratis på. Det gav da noget omtale og ”gratis” reklame, må jeg sige.

Jeg fik jo ”referat” da jeg kom hjem, og hørte hvordan de var punkteret udenfor og at de alle havde købt is – trods alt ! En skam jeg ikke var hjemme.

Jeg ville gerne have oplevet det hele LIVE ! Nå, men sådan gik det altså….

Det gælder om at følge sine drømme her i livet, om end andre syntes man er skruppel-skør ! For det er jeg ikke i tvivl om, at der var mange der syntes dengang. Ja, måske stadig ? Men det kan jeg fint leve med. Jeg er ikke god til at følge med strømmen, men går gerne mine egne veje.

Som sagt åbnede jeg uden at have lavet noget reklame. Dog satte jeg et skilt ud til vejen, og havde også sagt det på Tulip, samt til familie, venner og bekendte. Det viste sig, at rigtig mange kiggede ind på åbningsdagen. Og turister kom i massevis. I en jævn strøm vil jeg sige. Jeg mødte folk fra nær og fjern, som fik en gratis kop kaffe. Det gav mig utrolig meget på hjertekontoen hvert år. Det er sikkert svært for andre at forstå det, men jeg har virkelig været på min rette hylde i isboden.

Jeg havde dog mit fuldtidsjob ved siden af. Lars ønskede ikke at stå i isboden, men han ville gerne snakke med folk, når de kom, og drikke kaffe med dem. Martin var flink til at åbne isboden når han kom fra skole, og han var god til at sælge mens han var mindre, dog måtte jeg konstatere et vist spild ! Det var ikke nemt at stå og sælge is og slik, når man selv var lækkersulten !

Isboden kørte jeg fra 1991 til 1997 og de sidste par år følte jeg, at der skulle ske noget andet. Gnisten var ligesom ikke den samme. Så jeg lukkede det år jeg fyldte 40 år. Jeg brugte al min fritid på det i de år, samt mine ferier !

Man kan godt sige en anderledes måde at holde fri på. Men da Lars arbejdede i weekenden på Lego dengang, gjorde det jo ikke så meget at jeg solgte is mm.

 

FORÆLDRE & SVIGERFORÆLDRE

Jeg har været så heldig at have begge mine forældre i rigtig mange år, og min mor lever heldigvis endnu.

Min far var stort set aldrig syg, men da han var sidst i 70’erne begyndte han så småt at blive senil og det blev værre de sidste af hans leveår. Det kom ligesom ”snigende”, så i starten troede vi bare det var almindelig glemsomhed, som jo også kan ramme vi andre (?). Ting begyndte at blive væk for ham, og han gemte forskellige ting – mange underlige steder. Pludselig kunne han ikke huske, hvordan man lavede kaffe – og stillede kaffemaskinen over på komfuret.

Det blev en tid jeg kom ekstra meget hos min far, da jeg jo også boede tættest ved ham. Ca. hver anden dag cyklede jeg hen for at se, hvordan det stod til, og om han manglede noget. Handlede nogle gange ind for ham, og var med, hvis der var noget vedr. kommunen. Han fik godt nok hjemmehjælp, men han var ofte mistænksom overfor andre. Måske tog de noget fra ham ? Hans gode gamle naboer var bestemt også gode til at kigge over til ham næsten dagligt. Især de nærmeste Ida og Ejvind, men Lilly og Ejvind har også været god til at holde øje med ham.

Jeg følte det som en drøj periode, hvor jeg ikke rigtig vidste, hvor jeg havde ham og hvad han lavede. Det var næsten værre end at have små børn…..

En morgen kom han cyklende her hen og bankede på ruden og fortalte, at det jo var i dag, han skulle på session… Og jeg måtte jo sende ham hjem igen, og utroligt hvor han fik det fra…. ? Og sådan var der mange situationer, som var svært at forholde sig til. Jeg håber ALDRIG jeg bliver dement… !

Vi var ikke særlig trygge ved, at han kørte bil længere. Han kunne finde på at køre til Nørup for at handle sent søndag aften, og også for at han ville klippes. Han begyndte at få svært ved at finde rundt og til sidst kom han på Skovbrynet i Nørup i en lejlighed. Men lige så snart han kunne se en mulighed for det, gik han hjem på gården på Hærvejen 88, og det kunne han gøre flere gange i løbet af dagen. For hans fysik fejlede ikke noget.

Det kørte ikke rigtig på Skovbrynet, så efter en måned kom han på Stensvang på dement-afdelingen. Der kunne han ikke selv komme fra, og det irriterede ham grænseløst ! Det var en hård og drøj tid, men han fik en god pleje og omsorg på Stensvang sammen med andre demente.

I februar 2001 blev han syg og døde kort tid efter omgivet af vi 3 piger, og det var en smuk oplevelse at være med til de sidste timer af hans liv, og langsomt mærke hvordan det ebbede ud. Et langt og godt liv var slut, og han fik fred.

Min mor som ofte besøgte ham og tog omsorg for ham havde været der, men var lige kørt et ærinde – da døden indtraf. Men sådan skulle det nok være….

Jeg har ikke haft mange svigerforældre i mit liv, da Lars’ forældre døde med kort tids mellemrum da han kun var 10 år gammel. Så dem nåede jeg aldrig at kende. Men mine forældre havde kendt dem.

Niels Peder mistede sin far omkring hans konfirmationsalder, så ham har jeg heller ikke lært at kende. Men hans mor Bente nåede jeg da heldigvis at være en del sammen med. Hun var en bestemt dame, som jeg kom til at holde meget af.

Hun havde været syg i mange år, og havde aldrig forsøgt at finde en ny mand. Så hun havde valgt et stille og roligt liv alene. Da hun ingen kørekort havde, kom hun ikke ud mange steder. Bente besøgte vi næsten hver uge og i perioder, hvor hun var meget indlagt – var vi flittige besøgende. Det fyldte meget i vores liv i de første år, vi kom sammen. Nogle gange kunne det godt være lidt ”belastende”, men set i bakspejlet er jeg glad for, at vi kom der så meget og jeg ved inderst inde, at hun skønnede meget på det.

Hun måtte desværre igennem en amputation af sit ene ben, det var forfærdelig hårdt for hende, og også for mig. Det var ligesom hun mistede noget af sin identitet på den måde og livet blev ikke helt det samme.

I marts 2004 døde hun, og det var nok bedst for hende på det tidspunkt. Jeg var der desværre ikke, men Niels Peder var der, og det var jeg meget glad for, at han nåede.

 

OMFORANDRINGER PÅ EJENDOMMEN

Da jeg overtog ejendommen Hærvejen 96 var det en gammel og til dels lidt forfalden ejendom. Udhuset var ikke særlig godt og stuehuset, som jo er bygget sammen var heller ikke i al for god stand. Men jeg gav også kun 200.000 kr. for hele herligheden og der fulgte ca. 13 tdr. land jord med.

I starten dyrkede min far i jorden, og senere fik Alfax lov til at slå græsset. Bagefter har jeg lejet jorden ud til forskellige på egnen. Jeg har også solgt noget af jorden fra, så jeg kun har 6 ½ tdr. land tilbage. Det er nok til både geder, urtehave og jordskokker.

I 1987 fik jeg lavet nyt badeværelse og i 1989 fik jeg gjort vores gang i stand.

Vinduerne var ret rådne og taget var blikplader og Lars har før i tiden sagt, at hvis jeg prøvede at udskifte både vinduer og tag, ja så faldt huset nok sammen. Det var jo da noget af en melding, og det havde jeg ikke meget forstand på !

I 1995 besluttede jeg så, at der skulle ske noget, så jeg fik en tømrer til at kigge på sagen. Han tog mål til nye bondehus-vinduer og jeg var ret spændt på, hvordan det nu skulle gå. Så mandag morgen efter vi havde været i Husk lige tandbørsten i weekenden ringede tømreren og fortalte, at han ville komme og skifte vinduerne. Pyha, tænkte jeg da jeg kørte på arbejde – mon det nu går godt ? Men da jeg kom hjem var alle vinduer skiftet. Det var jo ikke så slemt. Så fik jeg næsten lyst til at fortsætte.

Pladsen har altid været trang og i 1997 besluttede jeg, at Martin skulle have et nyt og rummeligt værelse, inden han flyttede hjemmefra. Så Svend Nielsen fra Give kom med på råd og foreslog en udnyttelse af laden til beboelse og så samtidigt nyt tag på stuehuset. Det var en ordentlig mundfuld – på én gang !

Mors ven Anders tilbød at hjælpe til og jeg assisterede også selv med at blande cement og beton i den varme sommerferie ! Så resultatet blev klar til min 40 års fødselsdag. Skønt at få noget mere plads.

3.december 1999 kom så orkanen ! Den dato glemmer jeg aldrig om jeg så bliver 100 år ! Jeg tror ikke jeg har været så ræd i hele mit liv før…..

Blikpladerne på min gamle stald blafrede og nogle faldt af. Min carport fløj bort og lå krøllet sammen ovre i Sønderby’s mose. Jeg var skræk-slagen. Muren på stalden var også revnet. Jeg fik 5 år af forsikringen til at finde ud af, hvad jeg ville med bygningen. Så da de 5 år var gået besluttede jeg at vælte stalden og bygge en ny dobbelt garage i stedet for – om end lidt mindre. Så det var vildt luksus, men også en dyr omgang.

I 2002 fik jeg lavet et nyt køkken. Grunden var, at der skulle repareres noget ved lofts-pladerne og da Karl Erik Lund fra Give kom, havde han en masse gode forslag om, hvordan jeg kunne få det hele lavet – og sådan blev det !

Materielt har jeg slet ingen evner i den retning, men er glad for at andre kan komme med gode råd – og så få dem ført ud i livet … tak for det !

I 2007 fik vi et dejligt lysthus bygget udenfor ved Erling’s hjælp. Det hedder ”Æ lysthus” og det er mit sommerhus som jeg med glæde benytter hele sommeren. Vi spiser meget derude og turisterne er også glade for det. Der er skygge og læ, og tørt når det regner udenfor. Og så kan jeg ta’ i sommerhus i mine bare tæer….! Uden at starte bilen.

 

DET ALTERNATIVE

Det alternative og den åndelige verden har interesseret mig hele mit voksne liv. I vore helt unge dage havde Lars og jeg interesse for UFO’er. Vi har ofte holdt stille i bilen en aften, hvor vi troede det var en UFO, men det var jo nok en flyver, når alt kom til alt. Men vi håbede jo meget på at se én engang. Vi gik til flere forskellige foredrag om ufoer, og holdt også bladet Ufo Aspekt.

Dette blad kom senere til at hedde Nyt Aspekt, og det var mere alternativt. Dette blad har jeg indtil for kort tid siden holdt i en masse år.

Vi eksperimenterede med en masse som unge, lige fra pendulering til pyrami-dekræfter. Forsøgte at tale med de døde, så vi snart ikke turde gå i seng bagefter. Vi fik også anskaffet os et drivhus, som skulle være en pyramide, men den fik vi nu desværre ingen glæde af. Stængerne kunne ikke holde det tunge plastic, så det var bare penge ud ad lommen. Men tingene skulle jo prøves af, når nu vi havde interessen. Til grin blev vi dog…..

Efter Lars’ død blev min interesse for det alternative ikke mindre. Jeg søgte svar på mange forskellige ting. For det første læste jeg en masse bøger, for at komme igennem min krise. Jeg søgte også svar hos håndlæsere og andre, der kunne give mig noget med på vejen.

Jeg gik også til en masse foredrag om disse emner, og ofte mødte jeg andre, der også havde den interesse. Det var altid givende for mig.

Sidst i 90’erne kom jeg med i en alternativ gruppe sammen med 3 andre ”modne” piger fra Jelling-kanten. De 3 søgte en 4. mand/kvinde, til at være med i deres gruppe, og jeg meldte mig på banen, og blev ”optaget”. Vi mødtes ca. 1 gang om måneden og havde hver gang et emne, som vi tog op. Det kunne f.eks. være pendulering, og så talte vi om forskellige emner og fik en tår kaffe og en snak. Desuden lagde vi 50 kr. til side hver gang og når så kassen var til det, så hyrede vi bl.a. en håndlæser, hvor vi hver kunne få en ”session” for pengene. Vi havde rigtig mange hyggelige stunder sammen, Inger, Anette, Elsebeth og jeg gennem et par år, hvorefter vores lille gruppe blev opløst igen. Men jeg har heldigvis stadig kontakt med Inger fra Jelling. Anette har også været på besøg i min butik, og Elsebeth får jeg da også hilsner fra stadigvæk.

I 1999 tog jeg et reiki-healer-kursus. Dette kursus varede dog kun en weekend, hvilket jeg syntes var alt for lidt. Så jeg har ikke rigtig brugt det.

I 2001 tog jeg så et mentalt healerkursus hos Solveig i Billund. Hun har healerskolen Solskinnet og der gik jeg gennem halvandet år, og det var en rigtig god tid for mig. Her kom vi også via kurset igennem en personlig udvikling. Og jeg følte mig altid oplivet, når jeg kørte hjem efter sådan en weekend.

Efter vi blev healere hos Solveig, blev vi flere gange inviteret med, når hun holdt Solskinsmesser. Det foregik både på Karlskov Friskole og i Billund Centret. Det var rigtig flot af Solveig sådan at invitere os med, at vi måtte deltage med vores egen stand. Det gav en god mulighed for at prøve os selv lidt af, og at skabe reklame for os selv, på en god og hyggelig måde. Den første gang jeg var med i Karlskov havde jeg en stand med forskellige ting fra gårdbutikken og stod ved siden af Charlotte fra Juelsminde, som havde sine sten og krystaller med. Jeg havde så lovet at afløse med at heale, hvis der blev behov for det. Sikke en dag det blev – det var næsten til at blive helt ”høj” af. Jeg ”pendlede” mellem min stand og så det store healer-rum, og Charlotte passede min stand, mens jeg healede. Jeg mødte utrolig mange spændende mennesker og fik en masse god snak den dag. Både af kunderne på messen, og de folk, jeg healede. Der blev ikke mange pauser i dagens løb, men det gør heller ikke noget, når blot man får nok af åndeligt føde….

På messen kom også Gurli fra Vorbasse, som havde startet vores selvhjælpsgruppe op i Billund, og hun kontaktede mig efterfølgende for at høre, om ikke jeg ville holde et lille foredrag om healing for en gruppe i Billund. Jeg var lidt i tvivl om, hvordan jeg skulle gribe det an, men efter lidt betænkningstid sagde jeg ja til dette tilbud. Det havde jeg jo ikke prøvet før, og er ikke den store taler, selvom ”snakke-tøjet” ikke fejler noget. Så jeg mødte op på Lindegården i Billund, hvor der sad en pæn flok og ventede. Så jeg startede med at fortælle om mit alternative liv og det jeg havde lært via healingen, og så sluttede jeg af i et tilstødende lokale, hvor deltagerne kunne komme én og én og få en snak og en ”smagsprøve” på healingen, og det var der mange, der havde lyst til. Så det endte med, at jeg på et tidspunkt måtte sige, at nu tog jeg den sidste, ellers kunne jeg have fortsat det meste af dagen. Men det blev for mig en god oplevelse, og indkasserede da et par flasker god rødvin som tak for dagen.

Jeg har p.g.a. mange andre aktiviteter ikke brugt healingen så meget her hjemme, men jeg har faktisk besluttet mig for at tage det op igen. Jeg får det nemlig også selv godt, når jeg healer andre.

Da jeg i 2005 var arbejdsfri på et tidspunkt, var jeg hos en clairvoyant her i nærheden, og da lykkedes det mig at få kontakt med Lars, som jo så var død 10 år forinden. Det var en enorm stor oplevelse for mig, jeg vidste godt, at man kunne få kontakt, men at man kunne få SÅ meget kontakt, var jeg slet ikke klar over. Der fik jeg ligesom sat nogle ting på plads. Ligesom en cirkel, der blev afsluttet. Det var jeg mægtig glad for, selvom tårerne trillede i massevis. Jeg fik klarhed om, hvordan hans død havde været. Og jeg fik at vide hvor meget jeg havde betydet for ham i hans korte liv. At hans liv ikke havde været FOR kort, fordi han havde kendt mig, og det var jo store ord ! Jeg fik også en masse at vide fra vore yngre dage, og sjove oplevelser fra dengang – så det var en helt utrolig oplevelse for mig !

Jeg har også beskæftiget mig med visualisering, at man kan forestille sig de ting man gerne vil have og opnå her i livet. Jeg gik på et kursus der hed ”Skab det liv du ønsker dig”, det handlede også om at visualisere. Og det er faktisk noget af det, jeg har brugt i mit senere liv, når jeg har sat ord og billeder på de ting, jeg gerne vil opnå her i livet, og også når jeg skulle træffe nogle mindre sjove beslutninger.

Så den åndelige verden har altså givet mig en masse, og det vil jeg naturligvis altid gerne fortælle om. Men jeg kan jo ikke vide, om det er godt for andre. For man skal her i livet være klar til de forandringer, der skal ske i ens liv.

Men jeg nyder at have en lille afdeling her i butikken, hvor jeg sælger forskellige alternative ting, for det giver også anledning til en dybere snak.

 

ARBEJDSLØS

Den 30. november 2004 blev jeg for første gang i mit liv arbejdsløs! Det siges, at være godt at prøve noget nyt, og det blev da bestemt en god tid i mit liv. Ja – en periode, jeg havde set frem til i mit liv, da jeg jo havde vidst det hele året. Blev opsagt allerede 31. januar det år.

En god arbejdsplads lukkede. Jeg valgte, at være med til den ”bitre” ende.

Mentalt indstiller man sig på, at det er slut. Flere og flere forsvinder, og til sidst er der kun ganske få tilbage. Så jeg følte, jeg fik en god afslutning på mit arbejdsliv der. Jeg var så heldig at få en tiltrængt pause derefter, hvor jeg godt nok hævede min understøttelse, men med god samvittighed.

Jeg vil sige, det burde være en menneskeret at holde en tiltrængt pause i sit arbejdsliv, hvis man ønsker det. Det giver ”luft” og tid til ny-tænkning.

Jeg nød det i fulde drag, og efter en måned blev Niels Peder også arbejdsløs. Så vi hyggede os rigtig og gjorde lige nøjagtigt, hvad der faldt os ind, og hvad vi havde lyst til. Han nøjedes dog kun med 3 måneder’s” frihed, jeg fik dog godt et halvt år, hvilken ”luksus”…!

Sammen med et par ældre nabo-koner Lilly, Anna og Ida lavede vi en lille strikkeklub, hvor vi strikkede om formiddagen i vinterperioden.

Da det så blev forår fik jeg som før nævnt mit lille flaske-kid Didriksen, og vi hyggede os gevaldig. Den første uge havde jeg den i en papkasse i gangen næsten ligesom en lille hundehvalp og så fik den flaske 3 gange i døgnet. Den blev så tam, at jeg bare tog den med ud og en tur over i køkkenhaven. Den løb ingensteder. Som tiden gik, kom den ud i indhegningen sammen med de andre geder, men får ikke den samme samhørighed, som de øvrige. Jeg følte mig enormt privilegeret, når jeg sådan en forårs-morgen gik ned i marken med flasken og satte mig i en havestol i det dejlige solskin, og prompte kom Didriksen og fik sin ”tår” – og hver dag sang jeg: This is my life”…. for hvad er dog mere livsbekræftende ?

Omkring 1. juni 2005 startede Niels Peder som selvstændig kureer, med kørsel af ugeblade ude vestpå, og mens jeg stadig var ledig kunne jeg ofte tage med, og så hjalp vi hinanden og havde kaffe og madpakke med. Så det var en god tid for os.

Men midt i juli måned var friheden for mit vedkommende slut for denne gang, men jeg kunne se tilbage på godt et halvt års dejlig, kærkommende frihed.

Én af de bedste perioder i mit liv !

 

MIT ARBEJDSLIV

Trods 50 + er mit CV ikke særlig langt, men det er bestemt ikke fordi jeg har ligget på sofaen. Min karriere på Tulip varede som sagt i 29 år og 4 mdr. så flyttede de baconfabrikken til Tyskland, og alle blev sagt op.

På mit næste arbejdssted Vikargruppen Danmark, var jeg i godt 3 år, så valgte jeg selv at stoppe. Mens jeg var der, startede jeg så Naturstedet og jeg arbejdede kun deltid.

Derefter fik jeg et vikariat hos Design Modul i Gravens, som stoppede lige til sommer-sæsonen, så jeg kunne være mere hjemme og passe butikken. Der var jeg super-glad for at være, så det blev en god tid for mig.

Ved siden af har jeg haft free-lance opgaver, og det vil jeg måske også prøve noget mere i tiden, der kommer. I skrivende stund har jeg stadig mit free-lance job hos Blå Kors i Vorbasse, hvor jeg er glad for at komme.

 

PENNEVENNER

Da jeg gik i skole havde vi en lærer Mogens Troelsen, der fik os sat i gang med at få pennevenner, sikkert for at styrke vores engelsk.

Jeg opnåede dengang at få pennevenner over hele verden. Og da jeg jo i forvejen elsker at skrive, var det for mig en supergod ide’. Det havde jeg virkelig meget glæde af.

Den jeg skrev mest med, var en dreng fra Hong Kong, der hed Clarence. Og sjovt nok så var vi født samme dag. Vi skrev sammen i mange år, og ud-vekslede også forskellige ting lige fra smykker til casettebånd og meget mere. Min mor elskede også, når der kom brev fra Clarence. Så kunne hun også få lidt info fra den store verden !

I mit voksne liv har jeg også haft en del pennevenner – ud over Niels Peder. De fleste er gledet ud med tiden, men jeg har stadig Ruth fra Silkeborg, som jeg skriver med lige så ofte det kan lade sig gøre mht. tid og energi. Vi skriver jævnligt sammen om alt muligt og så giver vi også hinanden små gaver til fødselsdag og jul. Det har vi rigtig meget fornøjelse af begge to.

Niels Peder var ellers rigtig god til at skrive og fortælle, men da vi blev kærester, fik det jo en ende. Siden har han ikke skrevet så meget (?) Så kan man jo gætte på, hvorfor…???

 

URTEHAVEN

Min urtehave har jeg altid elsket. Tænk at så et lille frø, og følge den indtil den bliver en urt, man kan spise ! Det giver sådan en god jord-forbindelse at have en urtehave. Jeg har dyrket forskellige grøntsager lige fra jeg flyttede ind her på ejen-dommen i 1976.

For det første ser jeg frem til, at det bliver tiden til at de små frø kan komme i jorden. Så bliver urtehaven passet og plejet og ukrudtet fjernet med hånd-kraft, for sprøjtemidler har jeg aldrig yndet. Men det er bestemt en glæde selv at dyrke de ting, man skal putte i munden. Det er igen en glæde, når det er tid at ”høste” og sylte og putte i fryseren.

Det er også en glæde at kunne glæde andre med de urter, man har rigeligt af.

Én urt er dog løbet løbsk for mig, og det er de kære jordskokker ! Dem er der efterhånden sikkert en milliard af, eller mere. Det startede med en lille pose fra Aase på Gødding Mølle, Martins dagplejemor. Det var først i 80’erne og nu er der efterhånden en hel skov af dem.

Jeg har så besluttet at jeg må se, om jeg kan få noget ud af det. For i den åndelige verden siger man som så: at ”hvis livet giver dig citroner, så lav

citronsaft”. Ja – så må jeg jo sige, at hvis livet giver mig jordskokker, så må jeg lave jordskokke-suppe og sælge dem, der bliver tilovers. Så det prøver jeg så på. Smager nu også fortrinligt ovnbagte og rå….

 

NABOER

Her på Hærvejen er vi heldigvis beriget med en masse gode naboer. Det er en god ting, at man kender dem, der bor omkring én, og at man har et rimeligt godt forhold til dem.

Jeg syntes, vi har et godt sammenhold her på Hærvejen. Vi overrender ikke hinanden, men vi ved, hvor hinanden er, hvis vi skulle få brug for dem. Vi har i årenes løb haft meget glæde af hinanden, og ungerne ikke mindst. I en årrække holdt vi årligt børnenes fødselsdage, indtil de blev for gamle til det. Det gik som regel ikke stille af !

Vi havde også en periode sidst i 80’erne, hvor vi rigtig gik til den. Vi var nogle stykker, som yndede at drikke portvin m.m. Vores genbo dyrlægen købte portvinen hjem i kartoner fra apoteket, og der skulle ikke meget anledning til, før end vi fik åbnet en flaske. Vi havde virkelig nogle morsomme år, meget morsomme. Nu skal det ikke forstås sådan, at vi var ved at falde til flasken.

Men vi kunne hurtig skabe en lille ”fest”, om det var en opvask der skulle klares, en ged der var død, eller om det bare var en søndag aften, der skulle ”slåes ihjel”, før næste arbejdsdag ventede. Ja så kunne vi hurtig få en middag stablet på benene og et lille glas, og måske sang og spillede vi og havde det rigtig hyggeligt.

Vi holdt også ”kanin-fester”, som vi kaldte det. Når Lone og John’s angora-kaniner ikke gav uld nok, ja så måtte de lade livet, og så blev der slagtet kaniner og tilberedt så vi kunne fortære dem med god appetit….

Vi har også holdt sjove Sct. Hans aftner sammen med naboerne med heks og det hele, så var der også mulighed for at få noget brændt af ! Og få en hyggelig stund og fælles aftensmad ud af det.

I flere år holdt vi også nytårsaftner sammen, og det gik sjældent stille af. Vi var som regel en pæn flok, og halsen nåede aldrig at blive tør. Berusede blev vi i hvert fald som regel, men kunne jo gå eller kravle hjem.

Vi holdt også julefrokost på Tøsby Kro mens den eksisterede. Det var altid rart at komme på besøg på kroen og altid fik vi noget dejligt mad. Jeg husker et år, hvor vi efter maden skulle spille banko og det er jo altid morsomt. Men – som det ofte skete på kroen, så forsvandt strømmen lige pludselig – og straks kom Åge springende med lommelygten og spurgte frisk: ”Er der nogen, der har banko”….. Jeg tror altid Åge vidste, hvor lommelygten var…. (?)

Gadefester har vi holdt siden 1975, og det er som regel en fest, de fleste ser frem til. Vi er som oftest mellem 30 og 40 deltagere. Kun eet år har vi sprunget over, ellers har der været gadefest eller Hærvejsfest hvert eneste år.

Det er en aften, hvor man hygger sig med god mad, som man som regel selv har medbragt og drikkevarer ligeså. Festudvalget sørger så for underholdning. Snakken plejer bare at gå deruda’ og det må jo være bevis for, at folk hygger sig. Så ses vi ikke før, så ses vi da til Hærvejsfesten !

Da Lars og jeg havde vores ”break” i 1987 var Lone en god støtte for mig, og så var hun tæt på. Hun skulle nok sørge for, at jeg blev holdt i gang, og at jeg ikke manglede noget. TAK for det Lone…. Vi havde også mange sjove stunder sammen indtil de forlod Hærvejen 100 i 1990 og flyttede til Hærvejen 147, hvor de overtog Harresø Kro. Dette fik jeg faktisk lidt ”skyld” for, da jeg fortalte Lone under een af vore løbeture, at Harresø Kro skulle på tvangs-auktion. Lone vidste ikke, hvor den lå, så vi løb bare videre. Da hun kom hjem ringede hun for at spørge, hvor den lå henne denne kro og det fik hun at vide.

Så efter et stykke tid blev kroen altså Lone og John’s og vi fra nabolaget har holdt en masse gode og vellykkede fester derovre med supergod mad. Det har altid været en fornøjelse at komme på Harresø Kro. Nu har de den desværre ikke mere, så vi må selv lave vores mad nu !

 

FRIHED

Jeg har altid sat frihed meget højt ! Frihed til at gøre, hvad jeg vil – og når jeg vil, samt friheden til at være den, jeg er.

Og det ved dem jeg kender også godt – særdeles godt !

Jeg har aldrig haft lyst til at blive gift – og får det nok aldrig. Det er min frihedstrang for stor til. Og heldigvis har hverken Lars eller Niels Peder haft trang til at blive gift, så det passer jo fint nok. Ikke fordi jeg syntes der er noget forkert i at gifte sig, men for mit vedkommende vil jeg føle det, som et par håndjern der slåes på, og det vil jeg ikke have det godt med. Og det er heller ikke fordi jeg ikke tror på samliv og kærlighed, men vil godt have muligheden for at stoppe, hvis det ikke fungerer og at jeg ikke behøver stå til regnskab for nogen angående dette.

Jeg bruger helst heller ikke smykker, det er også et ”indgreb” i min frihed, har jeg fundet ud af med årene. Jeg er endda også holdt op med at gå med ur !

Jeg er imod alt, hvad der er tvunget i dette liv – syntes det dræber gå-på-modet hos mange og at tænke kreativt. Lad dog folk selv bestemme, er min mening. Der er så meget vi skal, og så mange forbud, at det gør mange mennesker ”tunge”, fornemmer jeg.

Mine arbejdsgivere har også undret over, at jeg har sagt nej til pensionsindbetalinger, men ”døde”penge, der står fuldstændig stille er da ikke noget for mig ! De skal ud og bruges og cirkulere. Det er da mens man er ung, man skal bruge de kære penge, man tjener. Mange når måske aldrig at få glæde af pensions-pengene. Men de oplevelser man har fået – kan da ingen tage fra os.

Hellere bruge dem nu og have det sjovt for dem – end sidde på plejehjemmet og græde over, at jeg ikke turde bruge nogen – eller turde prøvet noget nyt !

Frihed for mig er også – ikke at have alt for meget gæld, og det er man jo heldigvis selv lidt herre over…..

 

AT GÅ EGNE VEJE

Jeg har i mit liv aldrig følt trang til at være som alle andre, så jeg har som regel altid gået mine egne veje – og gør det stadig ! Jeg er ikke noget flok-dyr, hvis man kan sige det sådan. Gør helst det, de andre ikke gør.

Det kræver ind imellem en del af sig selv, når man har det på den måde.

Moden har jeg aldrig fulgt, og det materielle interesserer mig ikke. Jeg har ikke behov for flotte og dyre ting, for det er ikke de ting jeg værdsætter her i livet. Modetøj, flotte sko, make-up m.m. det kan jeg slet ikke få plads til i mit liv.

Jeg har ikke lyst til at være ”pæn”, og befinder mig allerbedst i mine elskede gummistøvler, og så noget arbejdstøj som kan tåle at blive ”smudsigt”.

At bo på landet er for mig en livsstil, hvilket så også betyder at man stort set altid laver noget, når man er her.

Ferier har jeg heller aldrig haft det store behov for. Jeg har da været uden-lands nogle gange, men mit behov for det er meget lillle. Jeg har valgt at møde mennesker på en anden måde, for det kan jeg nemlig godt lide. Men udlængsel kender jeg slet ikke til.

Et liv i luksus ville heller aldrig komme til at passe ind i mit liv. Et godt og virksomt liv på jord, med fødderne godt plantet i den jyske muld, det er nok der, jeg trives allerbedst.

Og det jeg sætter mest pris på i livet er gode sociale kontakter, med mennesker jeg harmonerer med og som jeg godt kan lide.

 

FESTSANGE

Jeg har skrevet festsange helt siden jeg gik i skolen. Har altid haft utrolig nemt ved at skrive.

Startede med at skrive sange, når jeg selv skulle til fester hos familie, venner og bekendte. Skrev også til sidste skoledag, gadefester, firmafester på Tulip og når jeg var på kurser, skrev jeg også gerne et vers om hver kursist. Med tiden har det så taget til. Det rygtedes, så jeg skrev også for kollegaer, naboer og venner.

Efter jeg så er blevet selvstændig og fået min egen hjemmeside, ja så er det efterhånden kunder fra hele landet, der bestiller sange på nettet. Jeg havde endda en kunde i Mexico et år, hvilket morede mig meget. Og i skrivende stund har jeg lige fået en bestilling fra New Zealand – så jeg når vidt omkring.

I november 2008 blev jeg kontaktet af Kristeligt Dagblad om jeg ikke havde lyst til at give et lille interview til dem pr. telefon og fortælle om mine festsange. Det syntes jeg da var vældig morsomt, så en aften ringede de mig op og jeg fortalte ”fra hjertet” om mit sang-skriveri. Det kom så senere i deres avis 1. december 2008 og jeg fik et eksemplar tilsendt af avisen fra den dag.

Jeg holder meget af den lille niche jeg har med festsangene, for de giver mig noget, jeg ikke får på andre måder. For det første får man lov til at kigge ind i andres liv, på den gode måde. Ofte følger man personen fra konfirmationen, til et senere bryllup, og måske deres børns konfirmationer. Jeg får kendskab til hele familien fra stikordenes side.

Jeg får også en masse positiv respons, og det glæder mig da rigtig meget.

Nogle vælger bare at sende stikordene på mail, og så snakker jeg slet ikke med dem. Hos andre får jeg alle oplysningerne pr. telefon. Og så er der dem, der helst vil komme her og fortælle og vise billeder, samt få en snak ved siden af.

Alle måder er for mig helt i orden. Der er ikke nogen fast måde, hvorpå tingene skal foregå. Vi er individuelle væsner og det skal vi også være. Og det er vigtigt at folk vælger deres egen måde at gøre tingene på.

Det har givet mig rigtig mange gode oplevelser gennem snart mange år.

 

NATURSTEDET

Niels Peder og jeg har gennem vores tid sammen besøgt en masse forskellige gårdbutikker over hele landet. Både for at få inspiration og fordi det inte-resserer os. Både det de handler med og ikke mindst den personlige kontakt. Vi har så også selv haft lyst til at prøve det samme. Dog er jeg den der kører den daglige drift !

Vores gårdbutik ligner så heller ikke de andres. Igen – vi skal ikke kopiere andre, men lave vores eget koncept.

I maj måned 2006 kom så den store dag, hvor NATURSTEDET åbnede her midt på Hærvejen. Igen er der mulighed for at købe is eller andet for de friske turister eller andre, der kommer forbi.

Jeg har i det meste af mit liv haft noget at handle med, for det elsker jeg jo, og som datter af en handelsmand, er det nok ikke så sært.

Jeg får det godt, når jeg har lavet en god handel. Og på den anden side får jeg det også godt, når jeg føler at ANDRE også har lavet en god handel. For så kommer de sikkert igen. Derfor er der heller ingen købetvang her, for folk skal ikke føle, at de er nødt til at købe noget. Det giver ikke lyst til at komme igen.

På NATURSTEDET er der altid gratis kaffe, hvilket mange glæder sig over. Snakken går godt over en kop kaffe. Og snakket bliver der rigtig meget her. Jeg glæder mig over hvert et møde med turister, som jeg bare kan sætte mig ned og snakke med, selvom jeg aldrig har mødt dem før, og måske møder jeg dem aldrig igen.

Sådan er det med at møde mennesker. Nogle kommer ind i ens liv kun for en stund, og så er de væk igen. Nogle er det helt bestemt meningen, at jeg skal møde, og at de skal møde mig ! Andre mennesker kender man hele livet !

Vandrere og cykelturister er bestemt glade folk, som elsker livet i det fri, ligesom jeg, og som sætter pris på det primitive. De har aldrig travlt, for de bestemmer selv, og nyder det frie liv. Nogle skal have sulten og tørsten stillet, andre skal have hjælp til andre ting – eller info de kan bruge, og jeg forsøger at hjælpe alle, så godt jeg kan. At give dem en god oplevelse af at besøge NATURSTEDET. Jeg får en masse til at sætte ind på hjertekontoen efter sådan en sæson, og det er faktisk også meningen med stedet her.

 

NØRUP LOKAL-ARKIV

I 1997 begyndte jeg at hjælpe til på vores lokal-arkiv i Nørup. Det var egentlig ikke noget jeg ellers havde tænkt over, men da det lille gule blad kom, stod der at de manglede hjælp til indtastning i arkivet, da de var gået over til EDB.

Martin havde været med sin klasse dernede en dag, og han sagde til mig,

”MOR – de sidder og taster stille og roligt med én finger”, og da han jo ved at jeg kan taste super hurtigt, mente han at der kunne jeg da nok lige få noget tastet ind i en fart !

Så jeg meldte mig på banen, og tænkte at det kunne jeg da godt lige bruge ca. 3 måneder på, en aften engang i mellem, så jeg startede op. Først sammen med Johanne Bindesbøl, og senere med Inge Enevoldsen. Det var ret spændende at se, hvad der ligger i sådan et arkiv. For jeg havde faktisk aldrig været der før. Det var nok også på tide. Senere igen blev det sammen med Rita fra Nørup Mølle. Vi havde nogle hyggelige timer i arkivet.

Da jeg jo er barnefødt her på egnen, og kender meget af området og mennesker der. Har haft skolekammerater vidt omkring, været til fødselsdage m.m. så var det helt sjovt at få indblik i, hvad der var afleveret i arkivet.

Så det er blevet til mange gode år med arkivet, for jeg er stadig tilknyttet dertil, og er siden kommet i bestyrelsen for et par år siden.

Vi har også nogle hyggelige arrangementer i Arkivet. Bl.a. vores årlige udstilling, hvor vi viser nogle ting fra arkivet, og så kommer der gerne én og fortæller om et bestemt emne. Der ud over har vi også en eller to årlige udflugter og til jul vores julehygge på Skovbrynet i Nørup. Det plejer at være super-hyggeligt med gløgg og æbleskiver, fortællinger og så synger vi gerne, hvilket jeg holder meget af. Og så igen sammen med søde og rare mennesker fra Nørup og omegn.

Når vi sælger vore årlige medlemskort kører vi rundt til medlemmerne for at kræve penge ind. Jeg plejer at tage cyklen og så lige cykle rundt, det giver samtidigt lidt motion. Så kommer jeg ud og hilser på nogle, jeg måske ellers ikke ville have truffet og får en god snak og nogle steder en kop kaffe.

Jeg har også lært nye folk at kende gennem Arkivet, og har haft meget glæde af samarbejdet især med Agnete, Grethe, Pia og nu Poul & Ida.

Eet af formålene med min bog her er bl.a. at Nørup Lokal-Arkiv skal have et eksemplar liggende.

Gennem arkivet har jeg jo også tænkt, at det er så vigtigt at få de ting skrevet ned, som man har lyst til at fortælle, og mens man kan huske dem – ikke mindst !

Så jeg glæder mig til at kunne aflevere en færdig bog til arkivet i Nørup !

 

ET JÆVNT OG MUNTERT VIRKSOMT LIV….

Det er ikke fordi mit liv har været fyldt med store og vilde oplevelser, og det har jeg heller ikke savnet. Jeg vil faktisk beskrive mit liv som sangen: ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord” – som ej med konger ville bytte, men lysvågen for alt, hvad der er skønt, spirer der gror, og blomsterflor, og frugter der høstes når den tid kommer.

Jeg har nok i mine yngre år været lidt af en ”festabe”. Dette gik dog lidt over, da Lars døde, men det må så tilhøre den tid. Et jævnt liv syntes jeg også kan betegne mit liv, og absolut også et virksomt liv ! Min sofa er ikke blevet slidt af, at jeg har ligget på den…. Jeg kan godt lide at være i gang med forskellige ting, og har da også ved siden af alle aktiviteterne på Hærvejen haft arbejde udenfor hjemmet. I skrivende stund har jeg dog en selvvalgt pause, hvad det angår. Jeg tror, jeg vil kalde det ”afspadsering” for alle årene….

Jeg tror, jeg har arvet lidt af det jævne liv fra min far. Han krævede ikke særlig meget af livet, blot de daglige behov blev dækket. Gode faste spisetider og helst kartofler hver dag, samt faste toiletbesøg, og så en tiltrængt middags-søvn efter frokost. Og så var det vigtigt at få hentet Vejle Amts Folkeblad, når den blev smidt af oppe ved landevejen. Så kunne han blive orienteret om, hvad der skete rundt omkring, samt hvem der var døde, og dette har jeg også holdt fast ved. Har indtil nu fået Vejle Amts Folkeblad i hele mit voksne liv. Så vidt jeg ved, har min far aldrig ejet et ur, han kunne se på solen, nogenlunde hvad klokken var, og han kunne mærke, når han var sulten. Og ingen skulle jage med ham !

Han kunne lide at møde mennesker, men krævede ikke store og dyre udlandsrejser. Han ville helst hjem og sove i sin egen seng. Havde heller ikke de store materielle behov for at købe, man kunne sagtens bruge brugte ting og sager, og så ikke stifte for meget gæld. Jo mere gæld, jo mindre frihed og det er jo så sandt, som det er sagt. Det lærte jeg allerede dengang.

Jeg har sikkert også arvet en del fra min mor. Bl.a. det med at kommunikere med mange mennesker og holde kontakt med mange mennesker. Det anser jeg som en ”gave”. Min mor vil også gerne møde andre mennesker og snakker også til alle og enhver. Hun vil dog gerne ud at rejse, og har i sine ældre år rejst flere gange, og desuden har hun været i Polen adskillige gange, og selv ført bilen derned. Et hjælpearbejde til Polen, har været eet af hendes store projekter i livet. Sådan har vi alle vore ønsker og drømme for livet.

 

MIT ANDERLEDES ÅR

Det sidste års tid vil jeg kalde MIT ANDERLEDES ÅR – for det er lige bestemt det, dette år har været.

Jeg har valgt at prøve et år, hvor jeg ikke har noget sikkerhedsnet, og hvor jeg helt selv bestemmer, hvad der skal ske … I skrivende stund har jeg gået hjemme (næsten) i 10 mdr. og nydt hver eneste dag ! De første måneder brugte jeg det meste af min tid og energi med at servicere turisterne, og prøvede at være tilstede i butikken mest muligt, og det var en stor glæde at prøve det. At møde så mange nye, spændende turister fra ind- og udland og have tid til at snakke med dem – og glæde sig over at dele deres ferieglæder med dem. Mit indtryk er også, at de nyder at snakke med mig – dog uden at jeg skal pudse nogen glorie… (?)

Men det er super-dejligt at få sat så meget ind på hjerte-kontoen, og det kan jeg leve længe på.

Dette år har jeg valgt for at udleve én af mine drømme. Det er jo noget af det jeg har lært gennem årene i den alternative verden, og hvis man ikke på eet eller andet tidspunkt i livet skulle begynde at bruge det, man har lært – hvad nytte er det så til… ?

Jeg har i det forløbne år hver eneste dag haft opgaver og projekter jeg har haft lyst til at gå i gang med – ikke én dag er gået til spilde… Så jeg har lært, at jeg sagtens kan beskæftige mig selv – ”no problem”.

Jeg har også prøvet at leve af en ganske lille indtjening, men det kan der også gå sport i – men sikkerhedsnettet mangler jo så… men det tror jeg faktisk man kan vænne sig til. Oplever, at de materielle behov bliver ganske små, når jeg får frihed til gengæld.

Har også benyttet det år til at gøre nogle andre ting, end jeg plejer. At have mere tid til dem, man holder af – mere tid til at lave flere ting selv og meget mere.

Min mening er, at det burde være en menneskeret mindst én gang i livet, at holde et år fri – helt fri ! Det gi’r plads til ny kreativitet og nye tanker.

Har også nydt at kunne være med i det nye Hærvejs-projekt, som jeg håber kan være med til at skaffe rigtig mange nye turister til Hærvejen i tiden frem og jeg glæder mig til at møde endnu flere gæster og turister i tiden, der kommer !

 

 

STATUS

Når jeg ser tilbage på mit liv har jeg ikke noget at være utilfreds med – tværtimod. Jeg har haft lykkelige stunder, jeg har mødt modgang, men er altid kommet videre, og det er jeg glad for.

Titlen på bogen – mit liv på godt og ondt – er sat, fordi jeg syntes mit liv har givet meget rigtig meget godt. Men jeg har også følt, at årene mellem mit 30. og 40. år har været præget at lidt mere ”ondt”, end godt var. Men sådan skulle det være – og jeg tror som sagt, der er en mening med alt her i livet.

Som min kloge mormor sagde, mens hun levede: Et liv skal indeholde både hvide og sorte tråde – for at det kan danne et mønster…. Og jeg tror, det er vigtigt at kunne håndtere både sorger og glæder. Når man har kendt sorgen, tror jeg glæden bliver det større. Og jeg tror også, det ville være for ”kedeligt”, hvis det hele gik som smurt – altid !

Jeg har mødt og møder stadig en masse mennesker, og jeg har aldrig været bange for at møde nye folk og snakker gerne med dem, jeg møder. Fortæller gerne min historie og føler, at de også har tillid til at fortælle deres historie til mig – altså om deres liv og levned. Det er aldrig noget jeg overhovedet presser folk til, men flere har givet udtryk for, at jeg ligesom ”inviterer” til denne snak/fortælling – altså på den gode måde… Og det er jeg bestemt glad for, at blive vist den tillid ! Selvom jeg måske er lidt original….

Jeg føler, at jeg på flere måde har sat fodspor og gjort en forskel, og det er faktisk eet af hovedformålene med mit liv. Jeg er ikke blevet rig på penge, men på oplevelser og sociale kontakter. Jeg har ikke kopieret nogen, men skabt mit helt eget koncept her på Hærvejen og Naturstedet.

Jeg er glad for at jeg har været ung, mens tid var – og haft en nogenlunde bekymrings-fri ungdom. Vi skulle ikke tænke på alt det, som bliver trukket ned over hovedet på os i Dagens Danmark med rygeforbud, spis 6 om dagen, drik max så og så mange genstande om ugen. Nej, vi gjorde lige nøjagtigt, hvad vi havde lyst til og når vi havde lyst til det. Jeg syntes det gør mange mennesker så ”tunge” med alt det andre syntes, man skal ! Jeg mener heller ikke, at man bare skal ryge og drikke på livet løs og spise alt for meget og for usundt, men lad dog folk selv bestemme over deres liv ! Lad folk selv bruge deres sunde fornuft – alle de forbud kan til tider føre til ”trods” for mange, og så gør de lige det modsatte. Dette kunne der sikkert skrives tykke bøger om, men det skal min bog ikke handle mere om, det var kun et lille ”hjerte-suk”.

En anden vigtig ting i mit liv er, at jeg har mødt den ægte kærlighed og så endda hele to gange i mit liv, indtil nu. Kærligheden betyder rigtig meget for mig og vil gøre mit til, at det skal fortsætte. Forelskelse og kærlighed er en utrolig vigtig ting i livet, men den kommer ikke af sig selv.

Jeg er også glad for at jeg har haft mod til at leve mine drømme ud og i den anledning vil jeg gerne lige skrive et lille citat fra en bog, jeg har læst flere gange, som hedder DELFINEN:

Der kommer et tidspunkt i livet, hvor der ikke er andet at gøre end at følge din egen vej.

Hvor det er på tide at følge dine drømme. Hvor det er på tide at sætte dine overbevisningers sejl !

Og dette tidspunkt er jeg kommet til nu, at jeg vil leve mine drømme ud mens jeg har lysten og energien til det – og én af mine drømme var, at skrive en bog om mit liv på godt ondt og dette blev altså for de første 52 år !

 

AFSLUTNING

Dette var så beretningen for de første godt 52 år af mit liv. Jeg håber, du kære læser har nydt at læse om mit liv og levned. Om mine sorger og glæder, samt skøre påfund m.m.

Jeg vil opfordre andre til at skrive Jeres erindringer, mens tid er – før det bliver for sent. Både for Jeres egen skyld og for Jeres efterkommere.

Samtidig får man jo opfrisket en masse gode minder og får gjort en form for status – og det er bestemt en god ting !

Og ikke mindst vil jeg opfordre alle til at følge Jeres drømme, mens I kan !

 

Fødselsdag:

1957

Erindringen ønskes afleveret til:

Lokalhistorisk Arkiv og Forening for Nørup Sogn