Bodil Borgen

Bodil Borgen, som er født i 1938 og har boet hele sit liv i Maribo, beretter om sin beskæftigelse ved Sygekassen. Bodil kom i lære som 16-årig i 1954 og var ansat ved Sygekassen indtil organisationen blev nedlagt i 1973. Herefter hun blev ansat ved kommunen, hvor Bodils arbejdsområde primært blev sygedagpenge.

Bodil Borgen, som er født i 1938 og har boet hele sit liv i Maribo, beretter om sin beskæftigelse ved Sygekassen. Bodil kom i lære som 16-årig i 1954 og var ansat ved Sygekassen indtil organisationen blev nedlagt i 1973. Herefter hun blev ansat ved kommunen, hvor Bodils arbejdsområde primært blev sygedagpenge.

Jobbet ved sygekassen

Jeg kom i lære den 1. juli 1954, lige efter jeg var gået ud med mellemskoleeksamen. På den tid skulle man helst kende nogen for at få en læreplads. Jeg fik en læreplads på en meget nem måde. Min far var Old Fellow broder og forsøgte gennem snak med nogle andre brødre fra logen, at finde en læreplads til mig. En dag sagde han til overmesteren i logen, at han havde en datter, som han ikke rigtigt vidste, hvor han skulle sende hende hen. Hun ville gerne noget med kontor. ”Du kan prøve at sende hende ned til mig” sagde overmesteren. Overmesteren var forretningsfører i Sygekassen og hed Nikolaj Olsen. Jeg var nede og tale med ham. Efter samtalen fik jeg tilbudt at starte 1. juli, så det blev ikke til meget sommerferie. Men det var lige meget. Den første dag jeg startede på Sygekassen sagde Nikolaj Olsen til mig: ”Og så kan du skrive en kvittering på din løn”. Jeg fik løn den allerførste dag. Det var det svimlende beløb af 150 kr. om måneden. Det var dejligt. Det havde jeg slet ikke regnet med.

Sygekassen

Sygekassen var en privat organisation, startet ved Kanslergadeforliget i 1933 mellem de store politiske partier i Danmark. Formålet var at sikre en sygeforsikring til alle danske borgere. For at blive forsikret, skulle der betales en præmie eller kontingent hver måned. Det var frivilligt at være medlem, men det var stort set alle voksne danskere. Medlemmer var inddelt i 3 grupper. Gruppe A, B eller C. Inddelingen afhang af medlemmets indtægtsforhold. A-medlemmer var almindelige nydende medlemmer. B-medlemmer var medlemmer der havde så stor indtægt, at de ikke kunne være A-medlemmer. C-medlemmer var kun bidragydende. De betalte kun et symbolsk beløb, til gengæld kunne de ikke få tilskud fra sygekassen og ligeledes heller ikke få folkepension. Dem, der havde restance, kunne heller ikke få folkepension, før restancen var betalt. Da både C-medlemmer og også B-medlemmer følte at de ikke fik nok fra sygekassen, blev der oprettet ”Fortsættelsessygekassen”. Den havde en filial i Sakskøbing. Mange blev medlem af denne sygekasse i stedet for den almindelige sygekasse. En slags overbygning, lige som sygekassen ”Danmark” er i dag. De medlemmer havde vi ikke mere med at gøre. Selve sygekassen havde til huse i Jernbanegade 14 i Maribo. Sygekassen ejede hele huset. Da jeg kom i lære var der til højre i bygningen en bladredaktion. Senere blev der indrettet motorkontor. Ovenpå boede en læge, doktor Kaj Rasmussen, som havde konsultation andetsteds i Jernbanegade. På det tidspunkt jeg blev ansat var der en forretningsfører og en assistent. Jeg blev så lært op i de forskellige ting, som blev lavet dernede. I starten af min ansættelse kom folk personligt hver måned for at betale kontingent. Hver havde en bog, hvori der blev stemplet og anført hvilken måned, de betalte for. Disse betalinger skulle føres på lister, hvorpå medlemmernes numre stod anført og det blev noteret, hvilke måneder det enkelte medlem havde betalt for. Listerne blev sammentalt til aften og beløbene blev noteret i bøger, som forretningsføreren førte. Ved siden af havde vi en kontingentbog, hvori blev anført, hvem der havde betalt og for hvilke måneder de havde betalt for. Således var der styr på, om nogen var i restance og om alle havde betalt, det de skulle. Mange gange stod de i kø uden på gaden omkring den første i måneder, for at komme til at betale.

Samarbejdet med kommunen

Som regel var der nogle som var kommet i restance, ofte familier med mange børn og derfor ofte havde brug for hjælp. Disse familier kunne søge det sociale udvalg i kommunen om hjælp til betaling af kontingentet. Det sociale udvalg holdt møde hver torsdag og efter mødet troppede jeg op og fik at vide, hvem udvalget havde betalt sygekassekontingentet for, og jeg fik pengene med tilbage til sygekassen. Her blev det ført ind i de før omtalte bøger og lister. Det kunne betale sig for kommunen at betale kontingentet. Hvis medlemmet skulle til læge eller tandlæge uden at kunne oppebære tilskud fra sygekassen, skulle kommunen udrede hele beløbet. Efter hvilke kriterier kommunen betalte restancer til sygekassen, ved jeg ikke.

Den tekniske udvikling

I starten på sygekassen skrev vi med kuglepen ind på listerne. Senere fik vi andre bøger, som blev stemplet i en maskine. Vi havde fået kartotekskort, som svarende til deres medlemsbevis. Disse kartotekskort blev ført ind gennem maskinen og på den måde blev medlemmets betaling registreret. Senere igen fik medlemmerne tilsendt girokort og betalingen blev så gennemført via postvæsenet. Så var det også slut med at møde personligt op på sygekassen og betale. Jeg kan desværre ikke huske årstallene for disse ændringer, kun at det hele blev noteret med enten blyant eller kuglepen. Selvom der efterhånden ikke kom mange for at betale deres kontingent direkte hos Sygekassen, var der mange opgaver, der skulle udføres. Ved tilflytning til kommunen skulle oprettes både et kartotekskort og et lægekort på personen, der selv kunne vælge sin læge. Lægekortene var det også vigtigt at have styr på. Hver læge fik hver måned en liste over hvem der var døde eller flyttet i den forgangne måned og derudover fik de nye kort på de nye tilflyttere. På kontoret havde vi nogle lange kasser, beregnet til hver læge. Lægerne fik et basishonorar pr patient, så det var vigtigt at holde nøje kontrol med antallet af patienter tilknyttet hver enkelt læge. Sygekasserne blev nedlagt 1. april 1973 og overgik til kommunen. I begyndelsen havde vi kun Maribo sygekasse.

Tiden efter kommunesammenlægningen i 1970

Ved kommunesammenlægningen 1. januar 1970 blev vi sammenlagt med sygekasserne i Hunseby, Bandholm, Hillested, Østofte og Stokkemarke. Jeg var ude og få materialet på medlemmerne. Nogle steder i de små landkommuner var det en bibeskæftigelse for bestyreren af sygekassen i det pågældende sogn. I et sogn var lederen af sygekassen brødkusk, i et andet sogn postbud. Ved sammenlægningen fik vi to medarbejdere udefra, Johanne Jensen fra Hunseby og Lydia Fornæs fra Stokkemarke. De blev ansat ved Maribo Sygekasse 1. januar 1970. Vi 3 medarbejdere kunne ikke klare arbejdet med så mange nye medlemmer. Hver måned fik vi en stabel recepter fra apoteket, som vi skulle gennemgå. Recepter til personer, som ikke var medlemmer af Sygekassen, skulle sorteres fra. Vi skulle kontrollere det tilskud, som apoteket havde fratrukket og sygekassen skulle så betale beløbet en gang månedligt til apoteket. Hver uge fik vi regninger ind fra læger, tandlæger og speciallæger. De skulle gennemgås på samme måde som recepterne fra apoteket, regninger til medlemmer af sygekassen skulle sorteres fra og tilskudsbeløbet kontrolleres. Ved lægeregninger var der det specielle, at ved konsultation udenfor lægens normale konsultationstid, skulle betales et kontrolgebyr. Jeg mener det var 3 kr. pr. konsultation. Ved hjemmebesøg var taksten 6 kr. Lægen fik en afregning hver måned på det beløb, som sygekassen skulle betale. Nogen blev betalt via girokort, apoteket blev betalt kontant. Havde vi mange penge i kassen, blev de sat i banken, i Landmandsbanken, der lå på hjørnet af Jernbanegade og Torvet. I dag er der advokatkontor i bygningen. Ved udbetaling af mange penge skulle formanden godkende med sin underskrift. Jeg havde mange ture til Nørrebro, hvor formanden Plaske boede. Hver gang der skulle hæves et større beløb, skulle både forretningsførerens og formandens underskrift foreligge, før pengene kunne hæves i banken. Det lyder lidt besværligt, men sådan var forretningsgangen. Hver måned blev medlemsbogen gennemgået for eventuelle restancer. Ved restancer på mere end to måneder, blev der skrevet og udsendt en rykkerskrivelse. De som ikke kunne betale, måtte selv henvende sig til kommunen, hvis de ønskede hjælp derfra. Det var ikke mange. Men det var en god investering for kommunen at betale restancer inden vedkommende skulle på pension. Havde man ikke betalt sin sygekasse, kunne der ikke udbetales folkepension. Uden folkepension måtte kommunen jo sørge for dem. Sygekassen havde en bestyrelse, som afholdt møde en gang månedligt. Sygekasserne hvilede i selv selv. Bidraget var ens for alle over 18 år. Første forretningsfører var Nikolaj Olsen. Da han døde blev Ejner Højager forretningsfører. Han var revisor for Sygekassen, ansat på arbejdsformidlingen, som på det tidspunkt var beliggende i Klostergade. Efter Ejner Højager blev Juel-Nielsen resten af Sygekassens tid. Jeg blev ellers tilbudt stillingen, men takkede nej. Direktoratet for Sygekasserne, der befandt sig i København, skulle hvert år have en kopi af sygekassens reviderede regnskab. Vi havde naturligvis en revisor tilknyttet. Nogle gange kom kontrolbesøg fra København, hvor regnskaberne blev gennemgået. Sygekassen havde aldrig underskud. Ved overgangen til kommunen blev sygeforsikringen offentligt finansieret gennem amterne, som jo blev store enheder ved sammenlægningen i 1970.

Tiden efter nedlæggelsen af sygekassen

Ved nedlæggelsen af sygekassen blev de ansatte overflyttet til kommunen, bortset fra en, som havde en deltidsansættelse. Hendes opgave var at afvikle sygekassen. Min nye arbejdsplads var i starten på det gamle rådhus på torvet. Der var dengang kantine i kælderen. Senere blev der lavet kantine højere oppe i bygningen, hvor der også var et trykkeri. Jeg nåede også at arbejde i den nye administrationsbygning. Arbejdspladsen var helt anderledes end hos den private sygesikring. Det var noget jeg skulle vænne mig til. Hos Sygekassen havde vi bl.a. 1½ times frokostpause så jeg kunne nå hjem og spise. Sygekassen var en privat organisation, men blev nu ændret til Den offentlige Sygesikring pr. 1/4-1973 og kontingentet blev betalt over skatten. Mit arbejde var primært at administrere sygedagpenge, en ordning der løbende blev udbygget. De sygemeldte skulle melde sig med oplysninger fra deres arbejdsgiver, om sidste arbejdsdag inden sygdommen og hvor meget deres løn var. Arbejdsgiverne betaler sygedagpenge de første 5 uger. Dog skulle de opfylde nogle beskæftigelseskrav. Ud fra disse oplysninger fik de så udbetalt dagpenge. Mindst to gange under min ansættelse i kommunen, havde vi lægekonflikt. Det indebar at patienterne skulle betale lægen direkte efter en konsultation og selv hente pengene hos kommunen bagefter. Det medførte en masse arbejde. Folk stod i kø udenfor kontoret. Senere skulle vi lave en opgørelse over udgifterne og sende den til amtet, som så refunderede udgiften til kommunen. Det var en ret omfattende administration under lægekonflikter. Efterhånden blev der også indført ny teknik, bl.a. optisk skrivning. Det blev udført på en særlig skrivemaskine med bestemte kuglehoveder til at skrive på en særlig art papir. Arbejdet blev udført af en elev på kommunen. Disse papirer med optisk skrivning blev videresendt til kommunedata, der kunne overføre oplysningerne til stamkort eller til checks til de, som skulle have udbetalt penge. Senere kom computerne til. De blev for mit vedkommende mest brugt til indberetning af diverse oplysninger til kommunedata. Jeg var på arbejde til jeg var 67 år. Bagefter blev jeg opfordret til at fortsætte 3 måneder for at oplære nye indenfor sygedagpenge. Vi skulle jo tilstræbe at overholde budgetterne. Det blev til næsten 50 års ansættelse dels ved sygekassen og derefter ved kommunen. Min læretid var 4 år. Derefter var jeg assistent og senere overassistent. Udnævnelsen skete automatisk dengang.

Fødselsdag:

20041938

Erindringen ønskes afleveret til:

Maribo Lokalhistorisk Arkiv