Marie Aarø-Hansen

Marie Aarø-Hansen født Clausen er vokset op i Vollerup i Ulkebøl Sogn tæt ved Sønderborg, hvor hendes forældre havde et mindre husmandssted. Hun er født i 1934 og havde en storebror Andreas, som var et år ældre. Marie fortæller om sin barndom i Sønderjylland, hvor hun oplevede starten af anden verdenskrig og freden i 1945, og hvor hun var med til at hente sin far i fangelejren i Frøslev. Han var fængslet på grund af sin deltagelse i modstandsbevægelsen. Gør ejerskabskrav på erindring

Hvad jeg husker

 

Det allerførste jeg husker fra min barndom. Det er vinter, og den første sne er faldet. Jeg er glad og begejstret og leger i og med sneen sammen med Andreas. Jeg ved ikke hvor gammel jeg er, men det er første gang, jeg erindrer sne. Jeg kan huske, at mor sagde, at vi rigtig skulle lege i sneen, fordi den kunne forsvinde. Da vi skulle ind fordi det var ved at blive mørkt, fyldte jeg min lille spand med sne og satte den ind i vores lysthus, så kunne jeg da lege med det i morgen. Stor var min skuffelse næste morgen. Jeg husker, at jeg græd og spurgte, hvem der havde taget min sne, og hældt vand i spanden. Det var ikke let at forklare en lille pige hvorfor. Barndommen var lys og lykkelig.

Den 1. april 1940 skulle vi begynde i første klasse i Ulkebøl skole. Andreas var fyldt syv år året før. Mor og far syntes, at det var en god ide, at vi kom i skole på en gang, da jeg var lidt lille og klejn. Mor fulgte os. Vi var ens klædt, mor havde strikket ens mørkerøde bluser og syet lange bukser til Andreas og lægget nederdel til mig, stoffet var mørkeblåt. Da vi kom ind i skolegården, kendte vi kun få andre børn. Alle spurgte om vi var tvillinger, men vi sagde NEJ der er et år og en uge og en dag imellem. Der var mange børn i klassen, og der var ikke plads til flere borde, så Andreas og jeg kom til at sidde ved samme bord. Andreas var ikke særlig begejstret, men jeg syntes, at det var ganske trygt. Det var nu kun i første klasse, vi sad sammen. Vi fik mange gode skolekammerater i Ulkebøl skole. Jeg husker ikke, at vi nogensinde sladrede om hinanden.

Jeg mindes min barndom som en lang lykkelig tid. Somrene var varme med masser af solskin. Vintrene havde en masse sne. Om sommeren cyklede vi til skole men om vinteren skulle vi gå, jeg ved ikke hvorfor. Vi skulle altid sætte cyklerne ind om aftenen. Engang glemte vi det, om morgenen var de væk, og vi måtte gå i skole. Vi troede, at de var stjålet, vi gik i skole en hel uge, så sagde far, at han havde sat dem på loftet, det var straffen. Vi glemte ikke mere, at cykler skal ind om aftenen. God opdragelse. Jeg husker vi badede meget som børn. Vi fik kage og saftevand i en flaske med patentlåg, og så cyklede vi ned til Madeskov. Vi legede og badede hele eftermiddagen. Mor lærte os at svømme, og vi var ikke spor bange for vandet. Vi sprang også meget i vandet både på benene og på hovedet. Tit kom mor og far med aftensbrød ved kl. 6. Så gik de først ud for at bade. Hvis de havde været i marken havde de sæbe med og blev vasket. Vi havde ikke så mange legekammerater, jeg legede mest med Ingeborg Poulsen, som boede nede ved vandet ved Madeskoven. Hendes storesøster Anne Margrete lærte mig at strikke. Vi havde mange jævnaldrene fætre og kusiner. Især var vi tit på Langdel. Jeg legede mest med Edith, vi kom senere til at gå i første mellem 1b sammen på Sønderborg Statsskole, hvor vi gik i samme klasse i fire år. Edith gik så ud, jeg tog realeksamen. Når vi var til familiefest på Langdel, legede vi altid i den lille skov. Bedstemor havde fødselsdag den 7. maj, da var hele familien samlet. Vejret var næsten altid godt, og vi måtte altid få spejderstrømper og sommerkjoler på. Vi måtte også altid bade, og jeg mindes ikke at det var koldt. Til aftensmaden sad vi altid i to stuer. Børnene sad i den lille smalle og vi fik brød og pålæg, blandt andet kæmpestore frikadeller, som var skåret i skiver. Når vi var færdige sang vi altid “TAK FOR MELLUM”. Senere på aftenen legede vi selskabsleg med de voksne, jeg husker især Tepottelegen og ordsprogslegen.

Jeg syntes altid, at det var dejligt, hvis bedstemor var der, hvis vi kom fra skole. Hun hørte os i tysk, salmevers og den lille tabel, det var hun meget skrap til. Bedstemor lagde mærke til mange ting på disse besøg rundt om ved familien, og hun bemærkede da også, hvis hun synes, at vi var uhøflige eller næsvise med vore forældre eller søskende. Denne viden gemte hun til første juledag, da var hele familien samlet hos bedstemor. Det glædede vi os altid meget til. For det første fik vi en lille julegave for det andet måtte vi have den fineste kjole på og for det tredje var det så hyggeligt at være sammen med alle fætrene og kusinerne.

Juleminder og -traditioner

Denne første juledag var noget helt særligt. Efter kaffebordet samledes vi alle sammen i den lille stue, som var opvarmet til lejligheden, de voksne sad i de røde plysmøbler og alle børnene rundt om på gulvet. Juleevangeliet blev altid læst op, og et år var jeg så heldig, at det var, mig der måtte, det var nemlig en stor ære.

Der blev budt på knepnødder og konfekt. Der var en ganske lille skål med købte BOM, og en meget stor skål med hjemmelavet kvædebrød, dem kunne jeg ikke lide.

Alle børn fra seks-syv-års alderen skulle sige vers, som var lært udenad. Det foregik på følgende måde. Bedstemor nævnte et navn, vedkommende rejste sig op, kniksede eller bukkede, alt efter om det var en dreng eller pige. Man trådte hen foran det lille juletræ, som stod på et lille rundt trebenet bord, og begyndte at fremsige sine vers. Der kunne være fra to til seks-syv vers. Versene fandt man næsten altid i de nye julebøger, som vi hvert år kunne bestille på skolen for ca. 1,50 kr. Mor skulle altid se om de var passende til lejligheden.

Hvor var man glad når bedstemor eller en af tanterne eller onklerne sagde, at det var smukke vers. Nogle kunne dem perfekt hvert år. Andre havde mareridt i forvejen og måtte have mor med ind i soveværelset for at blive hørt forinden. Når versene var overstået sang vi altid Julemanden med presenter og under tredje vers sidste linje, bankede det altid kraftigt på stuedøren. Jeg kikkede mig altid rundt i stuen for at se, hvem der manglede. Det var gerne onkel Chresten, som i julemandsdragt med en stor sæk på ryggen, trådte ind i stuen. Bedstemor bød ham velkommen og han spurgte gerne om, der var søde børn. Selvfølgelig var der det.

Nu begyndte gaveuddelingen. Hvert af børnene fik en lille pakke næsten altid vanter eller sokker, som bedstemor havde strikket + en lille pose godter. På hver pakke var der bundet en seddel med navn og et lille vers, som julemanden læste højt. Bedstemor var meget god til at rime, og hvad hun i årets løb havde lagt mærke til rundt om i hjemmene, stod i versene. Nogle blev glade, andre en smule flove. Der kunne f.eks. stå, at Marie var slem til at drille sin bror eller, at Edith var flink til at vaske op.

Når alle havde fået en gave og julesalmerne var sunget, måtte vi lege, og det var tit blindebuk inde i tante Diddes forstue. Ved sekstiden var der aftensmad. De voksne drak hvidtøl og børnene fik saftevand, som vi drak af små kopper med sorte silhuettegninger. Jeg tror ikke, at sodavand var opfundet dengang. Vi havde altid en dejlig første juledag.

Anden juledag var vi altid i Arnkil ved tante Mimi og onkel Jørgen og kusinerne Helga og Birthe. Her dansede vi altid om juletræet og fik hver en gave. Jeg husker, at jeg et år fik bogen Tudemarie. Jeg var meget glad for den. Nummer to fik jeg så af tante Mimi til min fødselsdag, som er den 11. marts. Nummer tre kunne jeg så ønske mig til næste jul. Man fik ikke gaver sådan midt på året.

Juleaften holdt vi altid hjemme, og vi havde aldrig gæster. Bedstemor ville altid være på gården juleaften. Vi havde det rigtig hyggeligt. Først gik vi i kirke, derefter hjem til en dejlig middag, som bestod af flæskesteg med rødkål og brunede kartofler. Vi dansede altid om juletræet selvom vi kun var fire, Vi fik altid mange gaver, mest tøj men også legetøj. Da jeg blev lidt større, ønskede jeg mig altid bøger. Jeg synes vi havde det rigtig meget hyggeligt, og vi glædede os meget. Engang til jul fik vi brugte cykler. Det var sløje tider, så vi var vældig glade for dem.

Da jeg var barn troede vi på både krogmanden, julemanden og påskeharen. Det med krogmanden var nu meget fornuftigt. Vi havde to små dybe damme ca. 100 m fra vores hus. Når vi legede der, gik vi aldrig ud til kanten. Jeg har flere gange ”set” krogmandens krog lige parat til at gribe os, hvis vi kom for tæt på.

Påskemorgen fandt vi altid påskeæg i mosreder i haven. Jeg husker engang ude på Langdel hos bedstemor. Jeg listede mig ud af havedøren i hendes soveværelse og kikkede om hjørnet, jeg ville så gerne se påskeharen. Hvor blev jeg skuffet, da jeg så, at det var bedstemor, der gik rundt og lagde påskeæg i rederne.

Jeg har også troet, at det var storken, der kom med de små børn. Jeg har lagt hugget sukker i vinduet, for at tiltrække storken, jeg ville så gerne have en lillesøster.

I min barndom havde vi ikke chokolade eller pakkekalender. Den 1. december måtte vi begynde at sætte sko i vinduet.

Når vi gik i seng satte vi en ”pusse ” ( hjemmesko) i vinduet og om morgenen var der et stykke slik eller en kage i. Hvis vi ikke havde været søde, kunne der være en ”splen” (et stykke brænde) i, og det var jo ikke rart. Det var julemanden, der havde lagt det, troede vi.

Engang havde jeg lukket vinduet på klem, det var stærk frost, og et par af mors blomster havde taget skade. Mor skændte, men jeg spurgte, hvordan hun troede, at julemanden ellers skulle komme ind.

Jeg husker også flere juleaftener, hvor vi skulle gå i kirke. Far havde lige glemt noget og gik ind igen. Da vi blev større fik vi at vide, at han gik tilbage for at sætte juletræet ind i stuen. Vi troede, at det var julemanden, der havde været med det, mens vi var i kirke.

Når mor lagde sidste hånd på julemaden, og vi hjalp til, lukkede far fordøren op og sagde, ”FARVEL, FARVEL, JULEMAND, og tak for gaverne. Vi håber, at du kommer næste år igen”. Vi styrtede ud og far sagde, ”Se det lys oppe på vejen, det er julemanden”, vi nåede aldrig at se ham.

Jeg blev virkelig meget skuffet den dag, det gik op for mig, at julemanden ikke fandtes.

Jeg husker, at jeg råbte: Og det er bare noget I har bildt os ind, nu er der slet ikke noget ved julen mere. Men det blev det nu alligevel.

Hos os begyndte julen altid den 4. december, da havde far nemlig fødselsdag. Hele familien kom til kaffe og aftensmad, som bestod af to slags steg med ærter og gulerødder og stuvede bønner med persille og frugt med flødeskum.

Mor pyntede altid stuerne flot med lys og juleting til fars fødselsdag. Vi sang julesalmer omkring adventskransen. Det var altid en hyggelig dag.

Fødselsdage

Vore fødselsdage var altid meget festlige. Vi glædede os altid meget. Andreas havde den 3. marts, jeg havde den 11. marts og mor havde den 23. marts, så det var en rigtig fødselsdags måned. Fødselsdagssang kendte vi ikke, men vi fik altid gaverne ind på sengen, og der var altid mange pakker, mest tøj, som vi var meget glade for, men også legetøj eller andet. Vi havde altid vore skolekammerater med hjem fra skole. Andreas havde drengene, og jeg havde pigerne. Mor sagde altid, at vi skulle invitere alle i klassen, ingen skulle stå udenfor.

Mor pyntede altid bordet i Spisestuen og bagte mange dejlige kager, som vi drak saftevand til. Bagefter legede vi sanglege eller ”Hali-halo” eller ”Københavnerspil” med bold eller ”Fri til kongens døtre”, hvor vi klædte os ud tit i mors og fars pæne tøj, vi havde det altid meget sjovt. Det var også dejligt at være midtpunkt for en dag.

Gæsterne havde altid en lille gave med. Vi var tit tre piger om en gave (1 krone fra hver, altså 3  kroner). Så kunne vi købe en lille, fin kop (hos Jens og Thilde) eller en venindebog eller en lille halskæde, måske en bold. Når festen var forbi, og pigerne skulle hjem, fik vi altid rød luftbudding med lun cremesauce. Det var noget vi godt kunne lide.  (½ l kraftig rød saft – 250 g sukker – 2 æggehvider – 8 husblas) alt piskes på én gang.

Pigerne cyklede naturligvis hjem, der var ingen forældre, som havde bil.

Den bedste fødselsdagsgave jeg har fået, fik jeg af Edel. Det var en lille fin kop. I koppen lå en appelsin (fordi det var krig, var appelsiner sjældne). Rundt om i kanten – holdt fast af frugten – sad en krans af blå krokus. Meget, meget flot. Tænk at hendes far ville lave så flot en gave til mig. Han var gartner.

Fritidsaktiviteter

Da jeg var seks år, begyndte jeg at gå til gymnastik. Det var tidligt dengang, men far var formand for gymnastiksalen, så det var naturligt.

Vi havde Ellen Schmidt som leder. Vi var meget glade for hende, vi så op til hende. Båndoptageren var vist ikke opfundet dengang, vi havde pianist.

Vi havde i mange år Marie og vi har også haft Kathrine Gregersen.

Der var altid gymnastikopvisning om foråret, hvor gymnastiksalen var stopfyldt med forældre og andre interesserede. Vi øvede os altid meget, så vi kunne det fint til opvisningen, dengang var det altid meget spændende, hvem der skulle være fløjmand.

Senere har jeg gået mange år til gymnastik ved Gunhild. Hende har jeg også gået til håndarbejde hos, her lærte vi at sy hulsøm, fladsyning, dragværk og at lave hjørner.

Da jeg var 10 år, blev jeg spejder – grønsmutte. Vores patruljefører hed Gudrun Lund og hun var meget sød. Vi holdt møder enten i forsamlingshuset eller hjemme hos hende i Sundsmark. Nogle gange var vi kun udenfor, vi gik tit i Sønderskoven ved Katrinelund, hvor vi legede pileleg med forskellige opgaver på posterne. Vi lærte også at kende dyrespor. Vi havde tørt gips og en flaske vand med, så lavede vi en grød, som vi hældte i sporene. Når det var størknet tog vi dem med hjem. I en bog kunne vi så se, hvilke dyr der færdes i skoven. Vi lærte også forskellige knob og legede KIMs leg for at træne hjernen. Vi kunne også tage forskellige duelighedstegn bl.a. lærte jeg at lappe en cykel.

Hver sommer var der sommerlejr, hvor vi sov i telt og lavede mad over bål.

I 1944 var der sommerlejr ved Saruphav. Her var der en spejderhytte, hvor de mindste sov i sovesal på loftet på halmmadrasser.

Hver morgen var der flaghejsning og derefter fælles morgenmad. Havregrød kogt af de store spejdere på et gammeldags brændekomfur, den smagte tit lidt svedent, men vi skulle alle have en portion. Jeg har aldrig kunnet fordrage havregrød.

Det var en meget varm sommer, så vi badede hver dag under strengt opsyn af lederne. Om søndagen skulle vi gå til Tandslet til kirke. Det var meget, meget langt.

To gange har jeg været på sommerlejr i Kollund. Her skulle vi hente vand på vandrehjemmet i spande, det var strengt.

Det bedste ved lejrene var lejrbålene om aftenen, da sad vi alle rundt om bålet og sang og fik lidt underholdning. Det var meget hyggeligt.

Hvert år var der også nytårsparade i Mariekirken, så skulle vi være i galla. Jeg havde ingen gallasløjfe til at sætte på ærmet. Mor syntes ikke, at det var nødvendigt at købe en for den ene gang om året. Engang var Edel syg og kunne ikke komme med. Jeg cyklede ud til hende for at låne sløjfen.

Der blev også holdt fastelavnsfest, hvor vi slog katten af tønden. Der er rart at tænke på, at man har været spejder.

Hverdagen på husmandsstedet

Jeg er født i Madehus, husmandstedet, som var min fars barndomshjem. Vi havde 10,5 tdr. Land. En hest som hed Bonnes og var gammel. Seks-syv køer og et par kvier og to-tre søer. Køerne havde navne efter vore kusiner. Jeg husker vi havde to gode køer, som hed Inger og Cathrine. Når køerne skulle kælve, var far naturligvis i stalden. Vi var meget nysgerrige og listede ud i huggeladen, som havde et lille vindue ind til kostalden. Jeg nåede aldrig at se en fødsel, for når far opdagede os, sagde han: ”gå ind til mor, det er ikke noget at se på for børn”.

Kostalden havde væg ind mod dagligstuen og om vinteren, når de var inde om natten kunne vi høre køerne rasle med kæderne, det var en hyggelig lyd.

Til jul slagtede vi altid en gris, og da skulle jeg nok blive inde i stuen. Jeg lå på divanen med en pude over hovedet, når grisen blev stukket skreg den i vilden sky.

Jeg kunne heller ikke lide at se det varme blod løbe med i en spand. Der blev lavet blodpølse (ikke noget for mig). Resten af slagtningen var sjovt. Jeg kunne godt lide fedtegreve, vi kaldte det ”verke”, det var hakket fedt, som blev smeltet og kødet siet fra, det blev så blandet med æblemos og spist lunt på rugbrød.

Vi havde et meget stort hønsehus til ca. 500 høns, som gav mange æg. Engang om ugen kom æggebilen for at købe æggene. Mor fik pengene til tøj, mad, gaver mm.

En gang om ugen var der æggevaskeaften. Så kom mors og fars venner Jens og Thilde, Edith og Niels og Cili og Hans. De hjalp med at pakke æg og vaske de snavsede. Knækæg måtte ikke med, så de blev brugt til bagværk eller æggepandekager.

Disse aftener var meget hyggelige, vi fik selvfølgelig kaffe og gode kager, og hørte nyheder og gode historier. Der var god ild i kakkelovnen.

I køkkenet havde vi brændekomfur med vandgryde og ovn, mor havde også el-bageovn og vi har altid haft vand og afløb i køkkenet. Badeværelse havde vi ikke, heller ikke træk og slip. En gang om ugen kom en stor balje ind på gulvet i køkkenet. Den blev fyldt med varmt vand og så fik vi ugebad med hårvask. Andreas og jeg skiftedes til at være først, for vandet skulle være til begge.

Hvert år om foråret fik vi mange små kyllinger, som blev slagtet til pinse. De fleste blev solgt. Vi fik dog altid stegte kyllinger med agurkesalat til pinse. Det spiste vi altid i lysthuset.

Vi havde også en meget stor køkkenhave med mange bærbuske. De fleste bær blev solgt, der var solbær, ribs og stikkelsbær. Vi havde også en ½ tdr. land med jordbær. Når køerne kom på græs blev kostalden vasket og rengjort og kalket. Ind kom bord, vægt og papæsker og pengekasse – så blev det en lille butik, hvor folk kom for at købe jordbær. Mor og far stod tidligt op for at plukke jordbær.

Det var forbudt for os at komme i jordbærrækkerne (vi trådte på for mange). Men vi fik hver en række, vi måtte spise alt det vi ville eller sælge. Vi var meget populære i jordbærtiden.

I 40’eme begyndte far at cykle rundt for at tegne forsikringer, først for Hafnia senere for Statsanstalten for Livsforsikring og Kgl. Brand. Så fik vi en karl (nykonfirmeret knægt), Hans Schmidt, Svend Christensen og Hans Christensen. En overgang havde vi Knudsen, en 50-60-årig psykiatrisk patient fra Augustenborg. Han var meget god til at hjælpe mor med Bonnes og køerne, når far ikke var hjemme. Vi blev så glade for Knudsen, at hans kone også kom for at bo hos os i gæsteværelset på loftet. De passede os, når mor og far skulle i byen.

Hver vinter havde vi nabofremmede til kaffe og mange kager. Mændene spillede kort og damerne snakkede om mad og børn mens de alle strikkede undtagen Christiane, som sagde, at hun hellere ville harve med en hest end sidde med et strikketøj.

Når de skulle inviteres, (vi havde telefon, men det havde de fleste naboer ikke) blev jeg tit sendt: ”Jeg skulle hilse fra far og mor og spørge, om det kunne passe jer at komme til kaffe på torsdag kl. 8”. (videre til den næste).

Engang var en nabo død, og jeg skulle hente datteren, som jeg skulle passe. Mor sagde, at jeg skulle sige: ”jeg kondolerer”. Jeg gik og øvede mig, til sidst sagde jeg til mor, at det kunne jeg ikke. Jeg var bange for at jeg ikke kunne huske ordet, når jeg kom derop. Mor sagde, så kan du sige ”hjertelig deltagelse”, og det kunne jeg. Vor nærmeste nabo var lærer Anders Nielsen og kone og to adopterede børn, som hed Ernst og Jytte, hun var det yndigste barn, jeg nogensinde havde set. Hun havde brune øjne og langt hår med mørke slangekrøller. Lærer Nielsen fik vi i skolen som en af lærerne ved Ulkebøl skole. Børnene var en del yngre end os, men vi legede lidt med dem og passede dem sommetider. Længere oppe ad vejen boede et ældre par, som vi kaldte Oldemor og Oldefar. Da han døde, og vi var oppe med en buket, spurgte oldemor, om vi ville se ham, det var det første døde menneske vi så. Da vi kom hjem og fortalte det, blev mor helt forskrækket, men vi har ikke taget skade. Næste hus var gården, hvor Termansens boede, de kom ikke sammen med naboerne, så der har jeg kun været en gang. Næste hus var et husmandssted. Her boede et ældre par, som var så rare, der kom vi tit. De hed Christian og Erika Nielsen. De handlede i Brugsen, det gjorde vi ikke. Hver lørdag fik de varer bragt, og der var altid en lille pose bom med, den måtte vi så hente. I næste hus ved dammen boede et par, som vi ikke kom sammen med. Vi kaldte hende Tyk Margrethe ve’ e’ dam; Overfor boede Line og Claus, og de var vældig flinke, han passede sit landbrug og kørte lastbil ved siden af. De havde to børn, Gurli og Bjarne, de var en del yngre end os. En nabo til den anden side var Line og Jørgen Christensen i Madeskov, der kom vi meget. Jørgen var muremand, senere muremester. De havde fire sønner, Christian, Hans, Jørgen, Erik, de blev alle håndværkere.

Line havde en fin have med mange dejlige blomster. Jeg husker, at hun lavede fine brudepigebuketter til mig de to gange, jeg har været brudepige. Buketterne var flotte og der var bl.a. boldprimler i. Jeg var brudepige sammen med kusinerne Gerda Cathrine og Edith til tante Anni og onkel Peters bryllup, og Andreas og jeg var brudesvend og brudepige ved Anna og Gerhards bryllup. Jeg var seks år første gang og syv år næste gang. Det var meget spændende.

Mor og Far kom meget sammen med Jens og Thilde, de havde en købmandsbutik i Spang. Jens cyklede ud for at tage mod bestilling, han spurgte altid, hvad mor manglede og remsede en masse ting op. Han havde altid en gul blyant siddende bag øret. Thilde passede butikken, der var ikke selvbetjening. Gryn, sukker, mel mm. var i store skuffer under disken, og masser af forskellige dåser med bom på hylderne. Det var rigtig hyggeligt at komme der.

Mor og far spillede kort med dem i mange år. Meget senere gik de i teateret sammen.

Hver sommer tog vi på forskellige aftenture sammen med dem og deres børn, som hed Anne Margrethe og Hans Peter, de var lidt yngre end os.

Vi kørte, når butikken var lukket, gerne med madkurven med smurt brød, til stranden eller i Nørreskoven efter at de havde fået bil, før cyklede vi til Madeskoven eller Arnkil.

Skoletid

Jeg husker skoletiden i Ulkebøl skole som en dejlig tid. I første klasse fik vi frøken Thomsen som klasselærer. Hun var både rar og dygtig. Skoleinspektøren hed lærer Hansen, vi kaldte ham ”tyk lærer Hansen”, han var meget stor. Jeg aner ikke hvad lærerne hed til fornavn, det brugte vi ikke.

Vi havde også to lærer Nielsen, den ene var vores nabo, han hed Anders til fornavn, men vi sagde altid ”lærer Nielsen”.

Når klokken var otte om morgenen, ringede en lærer med malmklokken, som hang lige ved  indgangen. Alle børnene gik ind i deres klasseværelse og stillede sig bagved sin stol, indtil læreren kom ind. Hun sagde så ”godmorgen – vær så god at sætte jer ned”. Vi sang altid morgensang, inden undervisningen begyndte.

I klasseværelserne var der en stor kakkelovn. Ved siden af stod en stor kurv med brænde. Om vinteren blev der fyret godt. Der var fem klasseværelser, to i stueetagen, to på første sal og et kvistklasseværelse på anden sal.

Den tyske skole havde også et klasseværelse på skolen. Vi snakkede aldrig med de tyske børn. Vi havde heller aldrig frikvarter sammen med dem, vi havde nemlig samme legeplads.

Læreren hed Eichhorn. Efter krigen kom jeg til at gå i samme klasse på Statsskolen som hans ældste søn, som hed Hans Uve Eichhorn, han var både flink og dygtig. Til realeksamen i tysk havde vi opgivet et digt af Schiller, som hed ”Der Handschuh”. Vores tysklærer som hed frk. Roed-Müller havde for øvrigt også været mors tysklærer, da hun kom på Statsskolen i 1920, da Sønderjylland igen blev dansk.

Roed-Müller lærte os meget om den tyske kultur, om Schiller, Goethe og mange andre. Hun syntes, det ville være en god ide, hvis vi lærte et par vers af ”Der Handschuh” udenad, og fremsagde dem til eksamen, hvis vi trak dette kulturelle værk.

Da jeg altid har haft ret let ved at lære udenad, gik jeg i gang med at lære de fem første vers.

Tænk til eksamen trak Hans Uve netop ”Der Handschuh”. Han fik naturligvis ug, men det ville han naturligvis have fået ligegyldig, hvad han trak.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg kom op i, men jeg fik mg+.

De fem første vers af ”Der Handschuh”, kan jeg stadigvæk udenad efter 50 år. Det har jeg megen fornøjelse af.

Jeg husker ikke, at der var mobning i skolen. Jeg var venner med alle pigerne. Vi legede også sammen efter skoletid. I nogle år var vi fem-seks piger, som havde en barnepigeplads. Vi gik tur med barnevognen fra kl. 2 til 5. Det fik vi 2,50 kr. for om ugen, det var godt betalt. Vi snakkede meget på disse ture, da jeg var den yngste, lyttede jeg meget. Nogle gange besøgte vi ”den hvide neger” en original, som boede i et skur nede ved Ulkebøl Krigshavn.

Jeg husker to gange, at jeg er blevet straffet i Ulkebøl Skole. En gang skulle jeg skrive 100 gange, ”Jeg vil aldrig mere snakke i timen” – ”Jeg vil aldrig mere snakke i timen” – ”Jeg vil aldrig mere snakke i timen” osv. Det tog cirka en time. En gang efter skoletid et par dage før jul, skulle vi øve i kirken oppe ved orgelet. Vi skulle synge til juleaftensgudstjenesten. Pludselig fik jeg en kraftig lussing af tyk lærer Hansens store lap. Jeg har måske snakket i stedet for sunget. Mor kunne jeg ikke skjule det for, jeg var nemlig rød i det halve hoved resten af dagen.

Jeg mindes ikke, at vi nogensinde var på udflugt med skolen, men netop det år jeg var udskrevet, fordi jeg skulle på Statsskolen, skulle klassen til København, de skulle se en masse ting derovre, men vi måtte ikke komme med. Da de kom hjem, fortalte veninderne meget om turen. MEN de havde alle fået LUS. De havde sovet på et skib i havnen, som var meget ulækkert og snavset. Da godtede vi, der ikke måtte med, os lidt.

Anden Verdenskrig

Jeg husker tydeligt 9. april 1940. Den dag Danmark blev besat af tyskerne. Jeg var lige fyldt seks år knap en måned før.

Jeg stod på stien mellem møddingen og det kæmpestore rabarberbed sammen med far, vi så en del flyvemaskiner. Så kom Niels Damsted løbende over marken, og lidt efter kom Claus Petersen cyklende. Alle tre mænd var meget alvorlige og snakkede meget højrøstet sammen. Jeg spurgte far, hvorfor de var så kede af det. Far sagde, at Tyskland nu havde besat Danmark, og nu blev der sikkert krig. Det kunne jeg da ikke forstå. Jeg havde da tit set flyvemaskiner.

Vi mærkede nu ikke meget til krigen, især ikke de første år. Jeg husker, vi havde rationeringsmærker, og mor blandede altid Richs i kaffen, og sukkeret skulle vi spare på. Vi havde også mørklægningsgardiner. Jeg tror også, at man ikke måtte færdes ude sent om aftenen, men vi var jo kun børn.

Senere blev far frihedskæmper og var med i en gruppe, som tit holdt møder. Hvad der foregik på disse møder, havde vi ingen anelse om. Jeg husker, at vi en søndag skulle på skovtur i Sønderskoven, det plejede vi normalt ikke. Efter en god travetur, gik far pludselig en anden vej alene, mor og Andreas og jeg fortsatte, og vi skulle så mødes senere, vi tænkte ikke videre over det.

Efter krigen har vi fået fortalt, at far skulle inspicere et sted i skoven, hvor gruppen et par aftener før havde nedgravet våben. Disse våben havde ligget gemt på kirkeloftet i Ulkebøl Kirke, men det var for farligt at have dem der.

Far hørte også meget radio, og vi skulle være meget stille. Der var altid en masse hilsner til forskellige piger. For eksempel ”Hilsen til Olga, Gerda, Anna og Karen”. Efter krigen fik vi også at vide, at disse navne var koder på steder, hvor Englænderne skulle kaste våben ned.

Den 21. marts 1944 om natten buldrede det kraftigt på døren. Vi sov i soveværelset sammen med Anna og Gerhard. De havde forpagtet stedet den 1. april, men var ved at flytte ind. Mor og far havde lånt gæsteværelset hos lærer Nielsen (nærmeste nabo). Vi blev meget bange. Der blev lukket op og flere Gestapo-folk stod uden for og forlangte at snakke med far. De var meget højrøstede, og Gerhard måtte forklare, at far sov hos naboen. Den troede de ikke på. Han måtte så i tøjet og gik med dem op til lærer Nielsens for at vække dem. De forlangte far arresteret. Mor spurgte forsigtigt, om hun måtte hente fars stortrøje. Det fik hun omsider lov til. Da hun gik tilbage om natten fulgt af en Gestapo-mand, følte hun i fars lommer, her mærkede hun en lille æske. Forsigtigt lod hun den glide ned i græsset (måske det var noget forbudt.)

De tog far med, og der blev ikke sovet meget den nat. Næste morgen skulle mor lige se, hvad hun havde smidt i græsset. Hun kom næsten til at smile, da hun så, at det var en æske ligtorne plaster, som hun havde bedt far købe til sig. Det varmede.

Far blev kørt til ”Strand”, hvor Gestapo havde hovedkvarter. Her blev han forhørt i dagevis, inden han blev kørt til Frøslevlejren, hvor han sad sammen med mange andre modstandsfolk til 5. maj. Mor måtte skrive til far engang i mellem, men brevene blev censureret. Hun besøgte far en gang i Frøslevlejren. Hun og Andreas cyklede den lange vej ned til ham, men de måtte kun snakke med ham under opsyn. De havde hans yndlingskage med, men far var dårlig. Han mente det var af en vaccination, men mor var ked af, at han ikke så rask ud.

Det var en meget lang cykeltur for dem, og de punkterede da også undervejs.

Grunden til, at vores gamle hjem skulle forpagtes ud var, at far var blevet inspektør, og Statsanstalten skulle have fast kontortid i Sønderborg. Han lejede et kontor i St. Jørgens gade hos Schmidt, der havde to voksne døtre. Jeg husker de hed Ingrid og Edith (senere kom vi lidt i familie med dem). Mor hjalp far på kontoret, det kunne hun godt lide. Vi fik nye møbler derude, og vi gik sommetider derned efter skole. Da far kom til Frøslev, måtte mor have lidt hjælp omkring den første i hver måned med afslutning af månedsregnskabet.

En dag hun ville gøre lidt rent i kontoret, trak hun sofaen ud, der faldt noget tungt ned bagved den. Hun blev meget forskrækket, da hun så, at det var flere geværer, eller måske var det pistoler.

Den eneste, hun vidste, der var i gruppe med far, var vores læge, doktor Zimmermand. I sin fortvivlelse ringede hun til ham. Han bad hende komme ned i konsultationen straks. Her sad mange mennesker. Men han stak hovedet ind i venteværelset og sagde: ”Fru Clausen, De kan godt komme først, De skal jo bare have en recept fornyet”.

Hvad de snakkede om, ved jeg ikke, men dagen efter ringede det på døren, og manden sagde, at han var gardinmand og skulle måle op. Han kom ind med nogle lange gardinstænger og en rulle brunt papir.

Inden længe gik han igen med en lang pakke, hvor gardinstænger stak ud i begge ender. (At der lå skydevåben i pakken, var der ingen, der opdagede). Mor åndede lettet op, da de var ude af huset.

Vi savnede vort gamle hjem, men der skete også meget spændende der. Nu boede vi hos Hans og Cilli i Spang i deres hus. Her fik vi et lille soveværelse og en ret stor stue på loftet. Vi spiste sammen med dem. De havde et dejligt badeværelse med en træfyret varmtvandsbeholder. Den blev der fyret op i hver lørdag, og så kom vi alle i bad. Vi havde det hyggeligt hos dem.

Nu boede vi kun to minutter fra skolen og der var mange, vi kunne lege med. Jeg husker, at mor ikke var så begejstret, da nogle veninder næsten kom hver aften og bankede på; ”Ka’ Marie lech”, jeg fik som regel lov. Men vi plejede at underholde os selv, da vi boede i Madehuset.

Vi legede nu næsten hver aften henne ved tromlehuset, her lå mange store cementrør, som vi kunne gemme os i. Der var både drenge og piger, så det var meget sjovt.  Her boede vi stadig den 5. maj, hvor vi hørte fredsbudskabet. Mor lå oppe i soveværelset med ondt i halsen, men var straks rask, da hun hørte det glædelige budskab.  Sidst i april havde vi fået tilbudt en lejlighed på Augustenborg Landevej nr. 57 i et helt nyt hus, som snedker Chresten Hansen havde bygget. Hun vidste ikke, om hun kunne tage den. Tænk, den kostede 100 kr. om måneden det var virkelig dyrt. Hun skrev straks til far i Frøslevlejren, om det kunne gå an.

Oplevelser fra den 5. maj 1945

Efter ”en vinter lang og mørk og hård på fem forbandede år” oprandt endelig den dag, som vi havde ventet så længe.

Dagen var, så vidt jeg husker, en lørdag, der var glæde over hele landet.  Det eneste skar i glæden var for os, at far sad i interneringslejren Frøslev.

For mig begyndte dagen med, at eleverne samledes på skolen for at hejse Dannebrog for første gang efter krigen. Efter en lille højtidelighed på skolen, gik vi op i kirketårnet, hvor der i dagens anledning blev ringet en hel time. Fra tårnet var der en dejlig udsigt over hele den flagsmykkede landsby.

Ved ti-tiden blev det bestemt, at hele familien og nogle venner ville leje en rutebil for at køre til grænsen for der at møde englænderne. Klokken 11 tog vi afsted, og kl. 12 var vi nået til Bovrup, hvor vi hos en købmand fik lov til at høre Kong Christian den Tiende tale i radioen. På vej til grænsen så vi af og til små flokke af tyske soldater, som til fods var på vej til deres land, kørende deres pakkenelliker på stjålne barnevogne, trillebøre og lignende, det var et sært syn.

Da vi kom til grænsen, overgik der os den skuffelse, at der overhovedet ikke kom nogen englændere. Vi havde lige fået rutebilen vendt og skulle til at køre hjem, da vi fik den ide at køre til Frøslev, for at se lejren udefra, da vi ikke nærede noget som helst håb om at komme ind i lejren. På afstand kunne vi se det danske flag vaje, og vi bad chaufføren om at træde på speederen, da håbet om at komme ind nu flammede op. Men da vi kom til lejren opdagede vi, at flaget, som vi havde set, var hejst ved madforsyningsbygningen. Den store port til lejren var låst, og i vagttårnet stod de tyske soldater. Efter nogen snakken frem og tilbage fik de koner, hvis mænd sad fanget i lejren, lov til at komme ind, jeg smuttede med ind, jeg ville så gerne se et glimt af min far. De internerede stod i små klynger rundt om i lejren. Stor var gensynsglæden, da vi fik øje på far, som ikke kunne begribe, hvorledes vi havde fået lov til at komme ind. Efter få øjeblikke kom rutebilen med alle de andre kørende ind i lejren. Nu var det vor tur til at blive forundret. Mor og jeg og de to andre havde kun fået et kvarter.

Det danske politi havde beslaglagt rutebilen for at køre til Gråsten. Den store bil kunne ikke vende på den smalle vej og kørte derfor ind i lejren for at vende der. Passagererne benyttede nu chancen og hoppede hurtigt ud af bilen inde i lejren. Nu var hele familien altså samlet i lejren, og vi havde god tid. Vi fulgte med far til hans ”værelse” barak 8, stue 13. Her så vi barakværelserne, hvor sengene stod tæt op ad hinanden i tre lag. Der var tre små vinduer, og der var tremmer for.

Vi var efterhånden blevet sultne, da vi ikke havde regnet men at blive borte så længe, men fangerne var så glade, at de gav os af deres mad, de havde nemlig fået at vide, at de måtte gå. De fik altid dagens ration om morgenen, tørt rugbrød og sparsomt pålæg. Ved firetiden kom rutebilen tilbage for at hente os, og nu gik det hjemad under jubel og sang

Den 5. maj er en dag, jeg aldrig vil glemme. Når jeg ser på det lille træhjerte, som jeg fik den dag, det var skåret ud af en seng med en kniv af en skomager og med fangetårnet malet på den ene side og mit navn skåret ud på den anden, mindes jeg dagen, som om den var i går. Jeg var 11 år.

Beretningen om 5. maj 1945 er skrevet som fristil på Statsskolen, da jeg var 16 år.

 

Fødselsdag:

1934

Erindringen ønskes afleveret til:

Lokalhistorisk Arkiv Ulkebøl