Marie Petrine og Mathias Sørensen

Dette er en erindring om Marie Petrine og Mathias Sørensens liv i anden halvdel af 1800-tallet og frem til 1937. Beretningen fortæller blandt andet om Mathias Sørensen, der blev udlært skrædder og som herefter gik på vandring for at mestre sit fag. Parrets ene barn nedskrev i 1939 beretningen og Bent Melholt Andersen, der er et tipoldebarn til parret, har skrevet den indledende tekst. Gør ejerskabskrav på erindring

En fortælling om to af mine tipoldeforældre skrædder Mathias Sørensen (1848-1912) og hustru Marie Petrine Sørensen (i mors beretning kaldet ”Bedste”) (1849-1937).

De to personer er den familie, hvor min mormor, Anna Larsen, voksede op, og hvor senere min mor Betty Melholt Andersen fødtes i 1918 i hjemmet i Laurentiigade 12.

Mathias Sørensen blev født i Randers den 10. januar 1848 og døbt i Sct. Mortens Kirke den 26. marts 1848, hvor han fik navnet Mathias efter sin farfar. Han afgik ved døden i Randers den 26. juni 1912. Han ligger begravet på Randers Østre kirkegård.

Om hans barndom vides, at han før sin konfirmation ”gik på tobaksfabrik”, og at han efter konfirmationen gerne ville have været i købmandslære. Det kom der imidlertid ikke noget ud af, for faderen ville, at han skulle være skrædder. Den afgørelse var en skuffelse for Mathias, men til trods herfor passede hans flittigt og pligtopfyldende sin læreplads hos skræddermester J. Schæfer, der den 21. april 1867 gav ham svendebrev med følgende ordlyd:

Undertegnede skrædermester J. Schæfer i Randers erklærer hermed, at ihændehaveren heraf Mathias Sørensen, i fem år har stået i skræderlære hos mig, og at han i den tid stedse har opført sig til min fulde tilfredshed, samt at han med lyst og flid har uddannet sig i Professionen, og derfor af mig erklæres som skrædersvend med bedste anbefaling til enhver skrædermester, som har brug for en dygtig, tro og skikkelig svend”.
Randers, den 21.april 1867
J. Schæfer

Efter endt læretid og efter tidens skik og brug skulle den unge svend nu på vandring, ud for at lære andre mestres kunst at kende. Allerede den 27. maj 1867 får tipoldefar en af Randers Politikontor udstedt vandrebog, da han ved forevisning af ”mesters attest” behørigt har legitimeret sig som berettiget til den forestående rejse. I vandrebogen er hans signalement angivet således: Alder: 19 år, Højde: lille, Bygning: middel, Haar: mørkt, Øjne: brune, Næse og mund: almindelig, Sprog: dansk.
Og herefter hedder det i vandrebogen således:

”Politimesteren i Kjøbstaden Randers gjør vitterligt, at for mig haver andraget Skrædersvend M. Sørensen, at han agter at rejse herfra til Aarhuus, og paa denne rejse passere … På grund heraf, og da han for mig har legitimeret sig som berettiget til at foretage denne rejse, er det min tjenstlige begjering til Alle og Enhver som bemeldte skrædersvend M. Sørensen maatte forekomme, at de ham paa fornævnte rejse uhindret ville lade ham passere, forsaavidt han holder sig efterrettelig de efterstående regler:”

Påtegningerne i vandrebogen fortæller om den rute, han fulgte på sin vandring. Allerede dagen efter vandrebogens udstedelse går rejsen videre fra Århus til Horsens. Her arbejder han i 4 måneder til den 28. september 1867, da han begiver sig til Bogense, hvor han arbejder indtil den 4. november. Så går vandringen til Odense, hvor han arbejder til den 11. februar 1868, da tager han til Faaborg, og der arbejder han til den 25. april1868. Fra Faaborg rejser han, ifølge påtegningerne i vandrebogen, med dansk skib til København, hvorfra han efter et halvt års arbejde tager tilbage til Randers den 28. oktober 1869.

Vinteren over arbejder han i sin fødeby, men den 1. maj 1869 går han over Silkeborg til Horsens, og her bliver arbejdet denne gang af 1½ års varighed. Den 29. august 1870 er han tilbage i Randers, og dermed må vandringen være endt. Godt 3 år har den varet, og flittigt er tiden blevet udnyttet til uddannelse i professionen.

Til udlandet nåede tipoldefar ikke at komme på sin vandring. Måske var det minderne fra 1864, der ikke virkede indbydende på en dansker med hensyn til en Tysklands-rejse, der dog ellers var almindelig for danske håndværkssvende. Måske har skrædderfaget haft bedre vilkår for uddannelse her i landet. Det berettes om tipoldefar, at når han talte om sin vandringsperiode, omtalte han navnlig de landskabelige skønheder på rejsen, han havde oplevet. Han fik set sig godt om i sit eget land, som han lærte at kende og elske.

På hvilket tidspunkt Mathias lærte sin tilkommende hustru at kende, ved jeg ikke. Formentlig må det have været ret hurtigt efter tilbagekomsten til Randers, at han har fundet den, der bandt ham fast. Den 12. maj 1874 giftede Mathias Sørensen sig med min tipoldemor Marie Petrine Sørensen. Hun var født den 29. november 1849 i Højbjerg ved Rødkjærsbro. Hun afgik ved døden den 20. november 1937 og ligger begravet på Randers Østre kirkegård. Hendes far, Søren Jørgensen, deltog i den sidste del af krigen 1848-50. Selve krigen slap han fra med livet i behold, men tilbage i København blev han angrebet af tyfus, og han døde den 14. april 1851. Han fik derfor aldrig sin lille pige Marie Petrine at se.

I forlovelsestiden tjente tipoldemor som pige hos pastor Dichmann i Randers, men forinden havde hun tjent som pige i Viborg. Allerede som 6-årig havde hun været gåsepige på Vinderslevgård, der ligger mellem Kjellerup og Silkeborg. På den egn boede i øvrigt hendes forfædre på både fædrenes og mødrenes side.

Mathias Sørensen og Marie Petrine Sørensen blev forældre til 7 børn, der alle er født og opvokset i den lille lejlighed i Laurentiigade 12 i Randers. Den yngste af disse 7 børn, Peter Sørensen Kjærø, var født i 1885, og dermed jævnaldrende med min mormor, der voksede op i hjemmet i Laurentiigade som et 8. barn i flokken. Peter Sørensen Kjærø betegner sig selv som ”skrabkagen” i den ældre søskendeflok, som blev ”grusomt forkælet. Jeg har fået min del af fars og mors kærlighed og gode råd, som har fulgt mig og hjulpet mig frem i livet.”

Af arbejdsmæssige årsager skiftede Peter Sørensen, der dengang var ansat på de danske spritfabrikker i Randers, sit navn til Peter Kjærø (sikkert efter sin farmor fra Randers, der var født Kjær). Peter Kjærø endte som direktør for Spritfabrikkerne i Aalborg. Han døde og blev begravet i Aalborg.

På et tidspunkt nedskrev Peter Kjærø følgende beretning om sit barndomshjem:

Mine forældre viedes den 12. maj 1874. Hvor deres første hjem var, findes ikke noteret. En overgang boede de i Markedsgade, forinden de flyttede til Kirkegaardsstræde (senere: Laurentiigade) 12, 1.sal, hvor de havde deres hjem i mangfoldige år, ja, hvor mor oplevede at bo i over 50 år.

Hjemmet bestod af to små stuer med køkken. Senere, da børneflokken voksede til, suppleredes lejligheden med et værelse i sidebygningen. Af de to stuer vendte den største, den ”fine stue”, ud mod Kirkegaardsstræde, som ligger højt i byens nordligste del. Fra stuens vinduer var der en storslået udsigt over de lavere liggende bydele til Gudenådalen og til Tebbestrup bakker.

I den ”fine stue” kom familien kun, når der var gæster, og det gik ikke så tit på. Jeg erindrer mine forældres sølvbryllup i 1899 som en virkelig fest, hvor glæden forhøjedes, da min ældste broder Christian uventet kom hjem med sin førstefødte datter Elna. Ellers var der ikke fester, men vel nok af og til et besøg, hvor den ”fine stue” blev taget i brug. Far gik derind hver aften, og foran vinduet bøjede han knæene, rimeligvis samlede sine tanker til en tak for dagen og for livet.

Den anden stue opfyldte mange formål. Her sov familien om natten. Begge mine forældre sov i den store seng, hvor også de ganske små sov. I en slagbænk, der om dagen gjorde det ud for sofa, sov to, undertiden tre af de lidt større børn. Om dagen var stuen familiens spise- og opholdsstue samt fars skrædderværksted.

Far sad dagen lang på det store skrædderbord med benene over kors, således som skræddernes stilling jo er. Bordet stod helt oppe ved vinduet, for at han kunne få så meget lys som muligt. Ved siden af bordet stødende op til vinduet stod symaskinen, og ved den havde mor som oftest plads. Fra stuens vinduer kunne man se ned i den store købmandsgård, der tidligere var en meget omfattende købmandshandel. Her kom landboerne kørende til i stort antal. Efterhånden svandt forretningen ind til kun at omfatte handel med de nærmeste ejendommes beboere.

Hvorledes de mange mennesker dog kunne være i de to små stuer er svært at forstå i dag, men man klarede sig særdeles udmærket; der var hjerterum, og der var husrum. Alle fik jo mad hver dag, og alle fik også pæne klæder på kroppen. Børnene havde slet ikke følelsen af at være fattige, men alle følte, at man hørte til i en jævn, borgerlig familie. Vi børn beundrede vore forældre for deres omsorg og deres utrættelige flid, men vi forstod dengang ikke rigtigt, hvilken kæmpe opgave opvækst og opdragelse betød for vore forældre, og hvilket utroligt slid og hvilke afsavn de måtte lide for at skaffe os børn følelsen af lykke og tilfredshed.

I den tid, der i min hukommelse ligger længst tilbage, var fars ugeløn 12 kr. og det for en arbejdsdag, hvis længde i dag synes utrolig. Men 12 kr. om ugen gav ikke plads for ødselhed, selv om man ganske vist dengang fik betydeligt mere for kronen end i dag. Far var hverken ødsel eller karrig. Han disponerede sundt og fornuftigt over sine indtægter: så meget til mor til føden, så meget til huslejen, så meget til klæder og så meget til uforudsete udgifter. Der måtte jo være noget til at imødegå arbejdsløshedsperioder, som ikke helt kunne undgås. Sådanne perioder blev dog for far aldrig langvarige. Far skulle simpelthen have noget at bestille.

Hvis far var sund i sine økonomiske dispositioner, var mor det ikke mindre. Det var og er for mig en gåde, hvad hun kunne få ud af sine sparsomme husholdningspenge uden at behøve af ”fedte” sig til noget. Hver lørdag gik mor på torvet, og så blev der foretaget indkøb til hele ugen. Mor var dygtig til disse indkøb, og hun var dygtig i sit køkken. Men hun var også dygtig til at holde vort tøj i orden. Endda sad hun det meste af dagen ved symaskinen og hjalp far med hans arbejde. En ikke helt kort periode havde mor endog selvstændig forretning med drengetøj til en herreekviperingsforretning.

Far blev ved med at arbejde som svend for en skræddermester. I begyndelsen sad han, som de ældre svende, på mesters værksted, men så langt tilbage som jeg kan huske, sad han med sit arbejde hjemme hos mor, hvad så end grunden hertil var; men der befandt han sig altså bedst. Hans arbejdsdag var urimelig lang. Meget ofte var han oppe kl. 4 om morgenen. I sommertiden løb han en tur ”udenom byen”, forinden han tog fat på dagens gerning, som varede til henved kl. 10 om aftenen, og som kun blev afbrudt af den allernødvendigste tid til måltiderne. Middagsmåltidet bestod af to varme retter god, nærende mad, og mor forstod at variere retterne. Aftensmåltidet var smørrebrød, som mor selv lavede til. Om aftenen drak far en snaps og et glas hvidtøl – og så nød han samtidig at læse i ”Socialdemokraten for Randers og Omegn”.

Søndag eftermiddag var i hvert fald fridag, og undertiden var også søndag formiddag benyttet til kirkegang. Men søndag eftermiddag drog far og mor med de hjemmeværende børn en tur, der oftest gik over Skovbakken, hvor man hørte lidt på Søren Tellings orkester eller på Regimentsmusikken. Så gik turen videre til kirkegården, hvor min lillesøster havde sin grav. Videre gik turen gennem Tøjhushaven og ”nedenom havnen”, hvor skibene ligesom bragte et pust derudefra. Og så gik tilbagevejen gennem byen til hjemmet. Alle var vi i vores stiveste puds til disse ture. For en skrædder har påklædningen jo altid betydet en hel del. I fars yngre dage betød påklædningen vel nok endnu mere end i vore dage. Da måtte en skræddersvend med respekt for sig selv bære høj hat til sin søndagspåklædning, fortalte far mig.

Da fagforeningsbevægelsen kom op, meldte far sig til tjeneste for sin stands interesser. I mange år var han kasserer for sin fagforening, som ved en passende lejlighed honorerede ham herfor ved at forære ham en kurvestol, som kom til at indtage en fornem placering i vor ”fine stue”. Interessen for fagforeningen bevarede far lige til sin død.

I sine unge dag havde far været medlem af en byggeforening, der bl.a. opførte en række huse ved Viborgvej. Foreningen eksisterer måske endnu. Så længe far og mor levede fik de fra foreningen et mindre beløb, men hvad de således modtog, oversteg langt de indskud, de i sin tid havde præsteret.
Far var også medlem af Randers Haandværkersangforening i sine unge dage. Far holdt af at synge, og som dreng havde han sunget i kirken. Når han gav afkald på medlemskabet af sangforeningen, må det sikkert skyldes økonomiske grunde. Han fortalte mig, at det kneb med at skaffe penge til de hvide handsker, som sangerne skulle bære. Sagen klarede han på den måde, at han og hans broder Christian var sammen om et par hvide handsker, således far fik højre-handsken og onkel venstre-handsken.

I politisk henseende var far socialdemokrat, og flere af partiets ledere var hans personlige bekendte. Far blev aldrig yderliggående; også på det politiske område holdt han sig på det jævne. Jeg kunne have ønsket, at han havde oplevet de betydelige resultater arbejderne nåede under Th. Staunings kloge og besindige ledelse.

Overfor anderledes tænkende var far yderst tolerant. Han lærte mig, at der også kunne være noget rigtigt i modstanderens betragtninger. Medens jeg var i lømmelalderen var J.C. Christensen den meget omtalte forgrundsfigur i dansk politik. Overalt hør man om J.C.’s snuhed og ræveagtighed omtalt, endskønt dette dog vist ikke var nogen retfærdig karakteristik af ham. En dag læste jeg J.C.’s fædrelandssang ”Af Havets dyb sig skyder frem”, og medens far hørte derpå, vrængede jeg ordene på mit værste ravjyske for på den måde at deltage i latterliggørelsen af J.C. Far blev meget vred, og gav mig en knaldende lussing, efterfulgt af belæringen ”Den slags gør man ikke grin med”.

Et udtryk for fars sindelag kan man vel finde deri, at vi hjemme i vor opholdsstue på den bedste vægplads over sofaen havde hængende et billede af Kristus og Kong Frederik den Syvende. En fuldt troende kristen var far, uden at han dog på nogen måde brystede sig deraf. Efter hans opfattelse var kristentro ensbetydende med ydmyghed og kærlighed, og den skal komme til udtryk ikke i ord, men i handlinger. ”Hvad Du vil, at andre skal gøre mod Dig, skal Du også gøre mod dem”, var fars leveregel.

National og kongevenlig var far også; det lod sig efter hans mening ypperligt forene med Socialdemokratiets program, hvad tiden efter fars død da også tydeligt har vist rigtigheden af. Far var heller ikke militær-hader som mange af hans partifæller. Selv havde han aldrig været soldat, dertil var han fundet for lille, men han mente, at ungdommen havde særdeles godt af militæruddannelsen. Og han troede på nytten af at have et forsvar. ”Der kommer aldrig mere krig”, sagde jeg engang til far. ”Joh, desværre, min dreng”, svarede far, ”Du kan tro, der kommer krig. Jeg oplever det velsagtens ikke, men Du vil efter alt at dømme komme til at opleve mere end én krig”. Far fik jo også på dette punkt sørgelig ret.

Det var en stor børneflok, der voksede op under fars og mors beskyttende vinger. Alle blev vi fra barnsben vænnet til at bestille noget, og vi lærte at forstå arbejdets velsignelse. Drengene fik byplads, og pigerne fik tidligt plads i et eller andet godt hjem. Så snart konfirmationen var overstået, blev der fundet en læreplads til os.

Jeg tror også, at vi børn har fået vor part af den store og rige arv, som far og mor efterlod sig. Det var ikke gods eller guld, vi arvede – gudskelov for det. Nej, det var lysten til arbejdet og glæden ved veludført arbejde; det var trofasthed, retfærd, retsind og redelighed, og det var ydmyghed og kærlighed.

Far døde den 26. juni 1912 kun 64 år gammel. Kort tid forinden han blev syg, havde han spøgende sagt, at ”i året 1912 blev dem fra 64 jo 48, medens dem fra 48 blev 64”.

Næsten hele familien havde været på udflugt til Fladbro. Far havde frydet sig over turen op ad Gudenåen, som han som barn havde sejlet på og badet i, og han frydede sig over de græsklædte bakker i Fladbro, som Randers Byråd havde erhvervet for at skaffe et udflugtssted for beboerne.

En dag meldte sig så igen nogle smerter i maven, som han også tidligere havde mærket. Han havde forsøgt diætkur og æblekur og adskilligt andet. Men nu mente lægen, at far burde lade sig indlægge på sygehuset til en grundig undersøgelse. Det råd fulgte far, men han holdt ikke til undersøgelsen. Under hans sygehusophold besøgte jeg ham hver dag umiddelbart før middag. Også den 26. juni kom jeg som sædvanligt, og jeg kunne jo nok se, at fars tilstand var forværret betydeligt. Endda forstod jeg ikke helt, at det var døden, det bar imod. Far havde svært ved at tale. Hans store brune og gode øjne så på mig, og der var bøn i blikket: ”Sig til mor, at hun skal komme herover til mig. Og lov mig, min dreng, at Du altid vil være god mod Din mor”. Det var fars sidste ord til mig. Både mor og søster Kirstine nåede over til far, og de var med han til alters, forinden han stille sov ind.

Mor levede i 25 år efter fars død. Det var min gode svoger, Charles Tranberg, der efter fars begravelse sagde: ”Én mor kan forsørge syv børn. Skulle så syv børn ikke kunne forsørge en mor?” Derom var vi alle enige. Alle mine søskende var gode overfor mor og sikrede hende en sorgfri alderdom. Hendes største glæde var at komme på besøg hos sine børn og børnebørnene for at se, hvor godt det gik dem. Hun rejste til København, og hun rejste til Aalborg, og hvor hun end kom, havde hun altid kun godt at melde.

En novemberdag i året 1937 blev jeg kaldt til Randers. Mor følte, at det var på det sidste, og hun ville gerne se mig. Jeg sad på hendes sengekant og med hendes hånd i min, tog vi afsked stille og roligt og uden mange ord. Søster Kirstine, som vel var den af os, der mere end nogen har stået mor bi i de mange år, sad ved mor lige til det sidste – til mor lukkede sine øjne. Det var den 20. november 1937.

 

Læs videre i slægtens historie herunder:

 

Læs barnebarnet Anna Larsens erindring her:

https://www.givdetvidere2017.dk/erindring/laurentiigade-12-8900-randers-anna-larsen/

Læs oldebarnet Betty Larsens erindring her:

https://www.givdetvidere2017.dk/erindring/betty-larsen/

Læs tipoldebarnet Bent Melholt Andersens erindring her:

https://www.givdetvidere2017.dk/erindring/bent-melholt-andersen/

Laurentiigade 12
Randers 8900 DK
Get directions

Erindringen ønskes afleveret til:

Randers Stadsarkiv