Mette Touborg Kristensen

Under 2. verdenskrig var Mettes far tolk ved forhandlinger mellem de tyske styrker og lokalbefolkningen. Han fik Gudum Friskole fritaget for indkvartering af tyskerne mod at de fik Granly, Lysthuset og nogle værelser. Mette erindrer, hvordan det var at have tyskerne på nærmeste hold - og hvordan lysthuset kom til at leve op til sit navn. Mette uddannede sig siden som sygeplejerske. Gør ejerskabskrav på erindring

Jeg er født i 1937 i Klostermølle og husker, at der i slutningen af krigen blev bygget en bunkers i bakken overfor Granly. I Granly boede en tysk major, som havde befalingen over de tyske styrker i området. Ham kommunikerede far med og var tolk ved forhandlinger med lokalbefolkningen. Far fik Friskolen fritaget for indkvartering af tyskerne mod at de fik Granly, Lysthuset, nogle værelser i østenden af stuehuset og så lejede de lille sal og køkkenet i Forsamlingshuset. Friskolen brugte store sal.

Bunkeren blev gravet ind i bakken. Der var støbt fundament og den blev bygget op i mursten. Taget var bjælker, dækket af jord. Der var muret en beskyttelsesmur op foran dør og vindue. Jeg husker ikke at soldaterne var i bunkeren. Den var til beredskab ved en invasion. Længere oppe i bakken byggede far et beskyttelsesrum, et jordhul med træafskærmning og bjælketag dækket af jord. Majorens bunker blev efter krigen brugt til kartofler og lignende, den var jo frostfri. Den var der i mange år. Som børn legede vi deroppe. Vi hoppede fra taget ned i beskyttelsestiden.

Tyskerne havde deres generatorbrænde i det gamle møddinghus. Det var hugget i fine stykker og var meget velegnet til optændingspind. Så når karlen hentede brænde til komfuret, blev kurven først fyldt lidt op med tyskernes fine pinde. Det var lidt en voveligt affære. Fritz, som boede sammen med Heinrich i værelset i østenden at stuehuset løftede engang kedlen på komfuret og kikkede ned. Han bemærkede til Laurids (far), at det var noget farligt fint pind, der blev fyret med. Hertil svarede Laurids, at konen var frygtelig hysterisk med at få ordentligt brænde.

Det var ikke den eneste gang, far var i forhør. I Lysthuset holdt officererne aftenseancer med diverse piger. Man kan godt sige, at huset levede op til sit navn. Der var hængt tykke uldtæpper op til rumadskillelse, så kunne besøgene foregå i enrum.

Martin, gårdens karl, havde taget de gode tæpper til sig. Brugerne klagede nu deres nød til majoren, og så måtte Laurids igen møde til forhør. Kravet var, at tæpperne skulle tilvejebringes inden aften, ellers ville Gestapo tage over. Laurids gik til karlen, og inden aften var tæpperne tilbage. Der var grænsen nået. Efter sigende blev der også hentet slanger at diverse drikkevarer efter eskapaderne i Lysthuset. Tyskerne havde lettere adgang til spiritus end vi andre.

Folk i Gudum havde fået besked på en eventuel evakuering i tilfælde at invasion, da man forventede kampe i området. Hertil sagde mor (Petrea): “Hvor fanden tror I, jeg skal flytte hen med alle mine børn“. Vi var da 5.

Langs landevejen i Gudum var der gravet garager ind i bakkerne. Her var opbevaret lastbiler og andet materiel. Øverst umiddelbart sydøst for Klostermølle på et højt sted med oversigten over vejen både mod øst og vest var en maskinkanonfæstning. Der er stadig en tydelig rund forskansning på stedet, som siden har haft navnet “Ørnereden”.

Mettes søster Grethe fortæller, at der en dag kom mange tyskere til gården. De holdt rast der og vandede hestene i mølledammen. Nogle var ridende, andre kørte med hestevogn. De spiste deres mad og vild købe smør. Men vi havde vænnet os til dem, så vi var ikke bange, fortæller Grethe.

Der var mange rotter i svinehuset. Dem skød Laurids med salonriffel. Fritz kom til og sagde: “ah ratten, ich hole meine karabine“. Dette våben gav nogle høje drøn. Majoren tilkaldte Laurids og spurgte, hvad det var der foregik. Laurids var klar over, at Fritz ville komme i problemer omkring misbrug at sit våbenhvile, så han holdt hånden over ham og bedyrede, at det var hans eget jagtgevær, der havde kunnet høres.

Hver halve time gik der vagtposter fra forsamlingshus langs Nygårds bakker, over vejen ned mod Klostermølle og op forbi Granly videre hen mod Forsamlingshuset. Det var de tyske garager, der blev holdt under opsyn.

Mette fortæller, at hendes kommentar, da krigen sluttede var: “Skal vi så aldrig høre Pressens Radioavis mere?“.

 

Klostermøllevej 2
Lemvig 7620 DK
Get directions

Fødselsdag:

1937

Erindringen ønskes afleveret til:

Gudum Sognearkiv