Karen Justesen

Karen Justesen skrev i 2007 sine erindringer om sin barndom og ungdom. Hun beskriver, hvordan de fejrede jul, om det daglige arbejde på gården og arbejde som pige i huset frem til sit bryllup i 1943.

 

Mine erindringer

Karen Justesen

Det kan vel aldrig være for sent – eller måske skal jeg skrive bedre sent end aldrig. Jeg har længe gået og puslet lidt med tanken om at skrive mine barndomserindringer og måske lidt om ungdomslivet og mit voksne liv gennem årene.

Juelsminde, den 22. februar 2007

 

Indledning

Jeg hedder Karen Justesen, er 87 år og bor i eget hjem i et af de små huse ved ældrecentret i Juelsminde.

Jeg blev gift med Henry Justesen i Rårup kirke lørdag den 13. november 1943. Vi overtog min mands barndomshjem i Rårup Møllehave 5 – en ejendom på 12½ tdr. land, og vi fik 45 gode år sammen. Vi fik 2 døtre, Gunhild, som blev født 15. december 1944 og Jytte, som kom til verden 2. november 1948. Henry døde 5. juli 1988, 73 år.

Jeg blev på ejendommen godt 2 år og solgte så til vor nabo, Søren Winther i 1990. jeg købte derefter et rækkehus på Sandbjergvej i Dykær tæt på Juelsminde. Her boede jeg fra 1. januar 1991 til 12. oktober 2004, hvor jeg var heldig at få tilbud om et af de små huse i ældrecentret. Jeg er meget glad for at bo her.

Mit helbred er godt, men mine øjne har det ikke så godt. Men da jeg er medlem af Blindesamfundet, kan jeg låne forskellige hjælpemidler. Jeg har bl.a. en læseskærm, som jeg kalder den.

Jeg lægger det skrevne under skærmen, tænder på kontakten og så forstørres teksten, så jeg kan læse det skrevne, og det er også ved hjælp af skærmen, at jeg kan skrive dette og følge linjerne på papiret. Nå, det var nu noget helt andet, jeg ville skrive om.

Men først lidt om vejret. Efter en mild vinter blev Danmark ramt af snestorm onsdag den 20. februar, og i dag, den 24. februar, har vi islag. Det hænger tykt på træerne, og det er meget kønt. Ja, så er det nu, tankerne skal vandre tilbage. Det er godt nok svært, men jeg forsøger.

 

Mit barndomshjem

Jeg så dagens lys første gang en forårsdag i marts, nærmere beskrevet den 12. marts 1920, og jeg blev døbt i Vrigsted kirke 1. juni 1920 – fik navnet, Karen Nielsen. Jeg har kigget på min dåbsattest. Mine forældre hedder Karoline og Mads. De er begge født i Vendsyssel, blev gift i 1907 og flyttede til Bjerre Herred i 1909, hvor far fik arbejde som fodermester på Ørumgård.

Men det var nok ikke lige der, de skulle være, for i 1909 flyttede de til Vrigsted på gården Skulsballe. Også der fik far pladsen som fodermester. Vi boede i et hus nær ved gården, og der arbejdede mine forældre i 30 år. Den 1. november 1940 flyttede de til Nøttrup til en lille ejendom på 4½ tdr. land, hvor de fik nogle gode år sammen. Far var 57 og mor 56 år, og de klarede til dagen og vejen ved at far fik lidt arbejde hist og her, og mor opdrættede kyllinger og ællinger.

 

Barndomsminder

Vi var en søskendeflok på 7. Kristian født 1908, Margrethe 1910, Ingeborg 1911, Anna 1913, Maria, kaldet Musse, 1917, jeg selv 1920 og Svend 1925. Det var en stor familie, men ikke én for mange, og vi kan vist alle sige, at vi har haft en god barndom. Der var tid til både leg og højt-læsning, skønt jeg tror nok, historierne var nogle, min mor selv digtede, men det blev de ikke ringere af.

Vi er heller aldrig gået sultne i seng, og vi fik alle lært at bestille noget. Det har gavnet os senere i livet. Vi har alle haft en god tilværelse, men nu er mine brødre og søstre, svogre og svigerinder alle døde, så jeg er den sidste af familien. Men slægten lever videre gennem vore børn. Det siges jo, at hvor de gamle faldt, er der nye overalt.

 

De første erindringer og en ny lillebror

Nu skal jeg tilbage til barndomstiden. Det første, jeg nøjagtigt husker, er en togrejse til Vendsyssel sammen med min mor og min søster Musse på 7 år. Jeg selv var 4 år. Vi var på besøg hos min morfar, som var enkemand og boede på en ejendom. Det var en meget stor oplevelse for vi to børn at rejse med tog. Jeg husker, at vi var meget fine i tøjet, og vi havde nye stråhatte på, hvori der var bundet et bånd med en sløjfe, så der var meget at fryde sig over.

I Hvidbjerg, hvor vor morfar boede, havde vi også kusiner og fætre, som vi legede med. Men det, jeg husker mest, var de oplyste butiksvinduer. Det havde jeg aldrig oplevet før. En aften, vi gik tur, kom vi forbi et vindue, hvori der sad en stor dukke med rigtigt hår. Aldrig havde jeg drømt om, at der fandtes så skønne dukker og kunne næsten ikke løsrive mig fra vinduet.

Og nu, jeg er ved at skrive om dukker, vil jeg fortælle om mine egne. Jeg mindes, at Musse og jeg hver havde 2 dukker, en hverdagsdukke og en søndagsdukke. Hverdagsdukken var én, vor mor selv havde syet – hjemmelavet fra top til tå – og håret var af flettet uldgarn. Men de var så rare at lege med, og faldt de på gulvet, gik de ikke i stykker.

Søndagsdukkerne var lidt finere. Deres hoved var af blik, men kroppen var hjemmesyet. Vi havde fint søndagstøj til dem, som vor mor havde syet eller strikket. Det var hun meget ferm til. Vor far havde lavet en trækasse, hvor der var bundet en snor i, så vi kunne gå tur hen ad vejen med dem, og selvfølgelig var der sengetøj i kasserne, så dukkerne lå godt. Søndag aften blev søndagsdukkerne puttet godt og sat oven på skabet i soveværelset, og når de så havde sovet ugen lang, var de så gode som ny for os den næste søndag.

Sådan kunne det foregå i 1920’erne, men vi var glade og tilfredse med tilværelsen, som den var.

I 1925 skete der noget – familien blev forøget. Der kom en lillebror. Han blev født den 10. november og blev døbt Svend Åge, men kaldt Svend. Jeg husker svagt, at mor blev syg, og far skulle låne hest og vogn omme på Skulsballe for at hente en dame, som skulle hjælpe min mor. Hun kom med en dreng – ganske uforståeligt.

Alt det skete ved aftenstid, og min søster Musse og jeg skulle om på gården at være natten over, så det var bare spændende. Dagen efter, da Musse var sendt i skole, skulle jeg følges med Dit, som var datteren på Skulsballe, hjem for at se den ny lillebror. Det var sjovt at komme ud, for der var faldet sne om natten. Der lå et tykt lag på vejen – ca. 8-10 cm., så vi satte spor i sneen, hvor vi trådte.

Lillebroderen var der nu ikke noget særligt ved efter min mening, for han kunne ingenting. Nej, jeg var spændt på, om sporene i sneen stadigvæk kunne ses, og den dag i dag husker jeg dem. Det har nok også været mit første møde med sneen – som jeg husker – siden det har gjort så stort et indtryk på mig. Sporene forsvandt, men det gjorde min lillebror heldigvis ikke. Han og jeg har haft mange herlige timer sammen både i barndoms- og ungdomstiden – og senere i vor voksne alder. Han blev så nummer 7 i flokken. Nu var der en dreng både først og sidst. Det har nok ikke altid været så rart at være den store dreng mellem 5 tøser, men hvor der er flere, lærer man at tage hensyn til hinanden.

 

Arbejde og en hel del leg

Jeg må tilbage til minderne. Hvert forår fik vi to vognlæs trætoppe. De skulle anvendes til sommerbrændsel i komfuret og til optænding i kakkelovnen. De blev hugget i stykker på ca. 15 cm, lagt til tørring i en bunke og senere båret op på loftet til vinterbrug.

Når karlene kom med vognlæsset med trætoppene, væltedes de af vognen og ned i grøften over for vort hjem – og så syntes jeg altid, at nu kom foråret, for så skulle vi ud at lege i toppene. Vi kunne få alle tiders gyngetur, når vi hoppede på grenene. Der kunne også bygges huler bag toppene, hvor ingen kunne se os. Det var et godt sted at udveksle hemmeligheder. Senere, da jeg var i 10-års alderen, vidste jeg ikke noget bedre end at gemme mig i sådan en hule med en god bog.

Men alting får en ende, for trætoppene skulle hugges til brænde. Vi var dog klar over, at næste forår var der atter en dejlig legeplads til os børn ude i naturen.

Der var også brændet, vi brugte til kakkelovnen om vinteren. Det må jeg også skrive om. Det var nogle tykke træstammer – helst bøgetræ, der gav den bedste varme – som far købte, når der var auktion i skovene over de træstammer, som var fældet. Det blev savet i stykker på en rundsav og derefter kløvet i mindre stykker. Af dem skulle der laves en såkaldt træstak. Vor far lavede en rund træstak. Det var han meget god til, og den var rigtig god at lege tagfat om.

Alt det med brændslet skulle ordnes om foråret, så det kunne tørre i løbet af sommeren. Og så kom dagen, hvor det skulle på loftet. Det foregik på den måde, at vi børn og vor mor kom brændet i sække, og far bar dem på loftet og tømte dem. Det kunne godt give sved på panden og en øm ryg for vor far. Vi børn fik også lov at bære træ op i en kurv. Det battede ikke meget, men lidt har også ret, og vi skulle helst svede for at kunne være med til drikkeriet af saftevand, når der var en pause. Ja, man kan nok sige, at træ varmer mere end en gang.

Nu, da jeg skriver om varme, går tankerne tilbage til trappestenen foran gangdøren. Om sommeren, når solen havde varmet den, var det en herlig siddeplads, når der blev leget med dukker. Og der var jo mange gode lege, som jeg mindes – fx ståtrold, tagfat, klabom, to mand frem for en enke og forskellige boldspil. Vi spillede også noget, vi kaldte at spille pind. Vi skulle bruge to mursten og to pinde af forskellig længde. Det kunne spilles af to, men der kunne også være flere om spillet. Vi slog også til trille. Det foregik på vejen. Det var dengang, der ikke var megen trafik.

Trillen var et rundt stykke træ ca. 3 cm tyk, som far havde savet ud af en gren af en passende størrelse. Legen gik ud på at kaste trillen hen ad vejen, og så skulle modparten forsøge at standse den med en stang. Hvis man ikke kunne det, skulle den løbe, til den selv faldt, og så skulle der kastes derfra. Det mindede meget om drivbold, som også gik ud på at flytte modparten. Der var desuden gemmelegen og sanglegene.

Vi havde også et par gamle cykelhjul uden dæk og slange, som vi rendte ude på vejen med. Vi slog til dem med en pind. Det var sjovt. Dengang fik man rørt sig som barn, så man var træt, når det blev sengetid.

Men det var ikke kun leg. Vi havde små pligter alt efter, hvad vi magtede – så som at feje køkkengulvet, hjælpe med opvasken og pumpe en spand vand. Det var dengang, vandet skulle hentes ved brønden.

Jeg husker, vi havde en lille skammel, hvor vandspanden stod, og på kanten af den hang en vandøse, som vi alle brugte at drikke af, når vi var tørstige efter en tår vand. Sådan foregik det i de fleste hjem.

Vi var også tit omme på gården for at hjælpe eller rende i vejen, når vor far fodrede køerne og kalvene, og vi blev oplært til at omgås dyrene. På Skulsballe var køerne, ca. 32, tøjret på marken til sidst i 1920’erne, og der kunne vi også hjælpe far, når de skulle på græs. Vi fik alle 7 lært at malke med håndkraft.

Om vinteren legede vi mere stille lege som blindebuk, gemme fingerbøl og lege med dukker, og som jeg har berettet, var min mor god til højtlæsning eller til at fortælle eventyr, når vi holdt mørkningstime. Det var sidst på eftermiddagen, inden hun skulle om på gården for at hjælpe far med aftenmalkningen. De to timer, det varede, skulle vi være alene, men det klarede vi også. Jeg husker, at da vi havde lært at hækle eller strikke, så mor gerne, at vi gjorde lidt ved det, mens vi var alene. Der skulle også leges, men den sidste halve time var der gang i hæklenål og stikkepinde – og så var der jo også den lillebror, som skulle passes. Musse skulle læse lektier.

 

Min første skoletid – ventet med længsel

Vi skriver 1927 – jeg skal til at gå i skole. Jeg har glædet mig utrolig meget til at starte i skolen, men det var noget helt andet, end jeg havde regnet med. Jeg havde lært både at tælle, stave og skrive navne – ak og ve. Da jeg på min tavle skulle skrive de tal og bogstaver, som vor lærerinde, Nanna Pedersen, havde skrevet på den store, sorte tavle, kunne jeg ikke forstå spor af det. Jeg kunne ikke se, hvad hun havde skrevet, så det var ikke så godt. Lærerinden kunne ikke forstå, hvorfor jeg skulle være så dårligt begavet, for min andre søskende havde alle været meget kvikke. Efter nogle dage fandt hun ud af, at jeg måtte være nærsynet, og tak for det Nanna Pedersen, for ellers kunne jeg nemt være kommet nederst i klassen og ikke have fået lært noget. Sådan var tiderne dengang. Men lærerinden kom hjem til min mor og far og fortalte dem, at jeg havde svært ved at se, så hun syntes, de skulle sørge for at komme til øjenlæge med mig. Mine forældre havde ikke tænkt over, at jeg havde dårlige øjne, men jeg har mange gange, når jeg kiggede i et blad, fået at vide, at jeg skulle rette mig op i stedet for at sidde med næsen helt nede i bladet. Jeg har jo ikke kunnet få nogen mening ud af det på andre måder.

Jeg kom så til øjenlæge, og jeg var meget nærsynet og skulle have briller. Det var næsten, som om en helt ny verden åbnede sig for mig. Jeg husker tydeligt i rutebilen hjem fra Horsens, da jeg første gang havde briller på. Jeg så ud af vinduerne og kunne næsten ikke forstå, at træer, græs og blomster så sådan ud i virkeligheden. Det var bare så dejligt. Men glæden varede bare så kort, for den næste dag, jeg kom i skole, var der straks én, der kaldte mig for en brilleabe. Det var ikke rart, men børn kan mange gange være ubønhørlige over for hinanden. Dagen efter ville jeg ikke have brillerne på, men heldigvis bestemte min mor over mig, og kort efter var der en pige mere i min klasse, som fik briller, og så var det ikke spændende at drille mere.

Jeg blev meget glad for at gå i skole – endda så begejstret for det, at jeg gerne ville læse videre, da de syv år var gået, men det havde mine forældre ikke råd til, så min ungdomstid blev en helt anden. Mere om det senere i beretningen.

 

En trist tid – 6 måneder på hospital

Tiden går, vi skriver 1929, og jeg skal på udflugt for første gang sammen med de store klasser i skolen. Vi skal til Fanø, men det blev en rigtig uheldig dag for mig. Først var jeg så uheldig at falde i en grøft med vand, så jeg blev våd ind til skindet på min bagdel, og senere klattede en måge på mig. Ja, det var da den rene elendighed, og min storesøster Musse var ikke helt tilfreds med mig. Den udflugt gav også bagslag efter vandgangen. Jeg kunne ikke tåle at gå i det våde undertøj og lade det tørre på kroppen.

Nogle dage efter udflugten blev jeg syg med høj feber og kom på Hornsyld Sygehus. Jeg havde fået blærebetændelse og nyrebækkenbetændelse, og jeg fik et sygehusophold på 6 måneder – fra den 7. juni til 17. december. Det var før penicillinen var taget i brug. Medicinen, jeg fik, var tabletter, og så skulle jeg drikke en masse kogt, koldt vand. Jeg husker, at det var så svært at drikke det vand. Jeg var også på diætmad, men det var nu lige meget, for jeg var aldrig sulten.

Jeg sov meget, havde høj feber og svedte meget, for to gange om dagen fik jeg skiftet varme omslag om maven – og jeg var iført en rigtig tyk, lodden natkjole. Meningen var, at sygdommen skulle svedes væk.

Jeg lå på stue sammen med 4 voksne damer. Der var stor udskiftning, så jeg lærte mange mennesker at kende, men de var alle søde og rare. Sygeplejerskerne og lægerne var også flinke – jeg tror nok, jeg blev lidt forkælet. Den første tid var det kun mor, far og mine søskende, som besøgte mig, men senere, da det begyndte at gå fremad med mig, fik jeg også besøg af skolekammerater. Den sidste måned var jeg oppegående, og da lærte jeg en pige på min egen alder at kende. Det var godt, for jeg var blevet lidt snusfornuftig af at være sammen med voksne hele tiden.

 

Endelig hjemme – men slet ikke rask

Så kom dagen, hvor måtte komme hjem. Jeg glædede mig utroligt, men den første tid var nu ikke helt så god, som havde troet, den ville blive. Jeg husker, at jeg syntes, at mit barndomshjem var blevet meget lille. Der var små vinduer, lavt til loftet og kort afstand mellem væggene i forhold til, hvor jeg havde opholdt mig det sidste halve år. Det var lidt af en omvæltning både for mig og sikkert også for min far og mor og mine 3 søskende, som var derhjemme. Rask var jeg ikke de første 3 måneder, jeg var hjemme. Jeg var ude at gå en tur første gang i midten af marts og var klædt på, så jeg næsten ikke kunne røre mig, men frisk luft fik jeg da. Det var dejligt.

Da det blev forår, blev jeg også helt rask og begyndte min skolegang igen midt i april. Jeg havde fulgt lidt med i, hvad mine klassekammerater havde lært ved hjælp af min søster Musse. Lærerinden havde sendt opgaver med Musse hjem, som jeg skulle prøve at klare, og de skulle retur til lærerinden igen. Det gik meget godt, så jeg blev fri for at gå et år mere på samme klassetrin. Det var så, hvad der kom ud af min første, lange udflugt med klassekammeraterne, men heldigvis har jeg været på mange, gode udflugter siden uden uheld.

 

Eksamen – stolt, men med røde ører

Jeg vil nu også fortælle om min eksamen det år, hvor jeg begyndte i skolen igen midt i april og eksamen fandt sted sidst i måneden.

I 1930 var det skik og brug, at skolekommissionen og præsten var med til overhøringen. Vi børn blev så hørt i danmarkshistorie, bibelhistorie, salmevers og tabel, og så skulle vi regne nogle stykker, som lærerinden havde skrevet på tavlen. Og alt var gået godt for mig til dette øjeblik, men desværre var der brøkregning imellem det, der blev vist. Musse havde lært mig noget, men brøk kunne jeg ikke klare. Heldigvis havde jeg en god sidekammerat, og hun hjalp mig. Ja, det rene snyderi, – og jeg havde alle opgaverne rigtige.

Og så kommer det værste. Præsten syntes, at jeg trods mit fravær havde klaret mig så godt, at der skulle råbes et hurra for mig. Det var jeg ikke glad for – havde der været et musehul, jeg kunne gemme mig i, havde jeg gjort det. Jeg havde jo snydt med brøkregningen, men havde ikke mod til at stå frem og sige det. Senere i livet har jeg ofte haft det i tankerne, og jeg håber, jeg har fået tilgivelse for det. Jeg føler næsten, det letter lidt, at jeg har skrevet det ned. Jeg var jo også kun 10 år.

 

Juleforberedelser

Nå, men jeg må videre i minderne. Nu vil jeg skrive lidt om juletiden. I december måned havde mor meget travlt i hjemmet. Der skulle pudses kakkelovn, gøres rent og ferniseres gulve, og måske skulle gardinerne vaskes. Der skulle også helst bages to slags småkager, brun og hvid lagkage, sandkage, pebernødder og kouringer, der var vor mors speciale. Det var en slags store boller bagt med fedt, sigtemel og flormel, og det var gerne julemorgen, vi nød dem med smør og leverpostej. Uhm, hvor det smagte godt. Jeg har holdt traditionen ved lige og bager kouringer hver jul.

Der skulle også slagtes en gris. Den fik vi omme fra gården som et supplement til lønnen. Hjemmeslagteren, som han kaldes, kom ca. kl. 8 om morgenen, og da skulle vandet i gruekedlen helst koge. Det skulle bruges til at skolde grisen med så slagteren kunne skrabe børstene af grisen. Det er en stor begivenhed for et barn, når den slags sker. Vi var lidt bange, men også nysgerrige. Vi skulle jo helst se på, når grisen blev stukket i halsen og blodet sprøjtede ud i en spand, hvor der var rugmel i. Vor mor skulle røre rundt i spanden, for der måtte ikke være klumper af melet. Det skulle bruges til at lave blodpølser af. Blodet blev fyldt i de rensede tarme, og der blev bundet for begge ender. Siden blev de kogt enten i gruekedlen eller i en stor gryde – og de smagte godt. Der var også blandet krydderier, rosiner, små terninger af flæsk og salt og peber i. Så blev de skåret i skiver, ristet på en pande og spist med sukker, sirup eller æblemos efter smag og behag.

Sådan en slagtedag kunne godt blive lang. Der skulle hakkes kød, laves medisterpølse og syes rullepølse. Hovedet skulle koges, og kødet og flæsket derfra skulle bruges til grisesylte. Af suppen kunne der laves grøn- eller hvidkålssuppe, men det meste af grisen blev saltet i saltbaljen til senere brug. Slagtedagen var gerne kort før jul, så vi havde dejligt, fersk kød i juletiden. Ribbensteg og flæskesteg var rigtig julemad.

Nå, nok om det. Der var også meget andet, der skulle tages vare på. Der var julegaverne, som for det meste var hjemmelavede. Min mor var ferm ved symaskinen, så vore dukker fik nærmest garderoben udskiftet hver jul, og det gjorde megen lykke. Der skulle også gerne lidt nyt juletræspynt til – måske jakobsstiger, som skulle klippes af silkepapir. Hjerter og roser skulle ses efter, men det hjalp vi alle hinanden med en aften. Når konfekten skulle laves, kom vi små i seng – ærgerligt, men vor tid kom også engang.

 

Juleaften

Og så blev det endelig juleaftensdag. Træet var pyntet, og det stod i den pæne stue. Vi børn måtte først se det om aftenen. Trods julen skulle far og mor passe deres arbejde. Køerne skulle fodres og malkes, men endelig var alt parat. Vi spiste altid risengrød med smørklat og kanel og sukker og drak juleøl til. Der var også en mandel i grøden, og mandelgaven var enten en lille marcipangris eller en chokoladefigur. Det var bare så dejligt, hvis man blev den heldige. Efter grøden fik vi medisterpølse – selvfølgelig hjemmelavet – og ribbensteg.

Ja, det var festmad, og når vi alle var mætte og vor far havde fået ild i cerutten, skulle han ind i den pæne stue at tænde lysene på træet. Mor og vi børn skulle rydde maden væk og vaske op, og når det var overstået, kom det højtidelige øjeblik, hvor far åbnede døren, så vi kunne se på al herligheden. Og det var lige dejligt hvert år at se juletræet med lys og glimmer og fehår – og gaverne under træet ikke at forglemme. Jeg sidder her som 88-årig og bliver helt rørt ved tankerne. Det er godt, at minderne har man lov at have.

Og så skulle der danses om træet og synges julesalmer. Gaverne skulle pakkes ud og beundres, og somme tider spillede vi ludo eller et andet spil. Mor hentede pebernødder og konfekt frem fra gemmerne, og vi måtte her få en hel appelsin. Det var ikke hverdagskost. Jeg husker det, som at det kun var til julen, der var appelsiner at købe. Appelsinen, vi fik, skulle først klemmes og rulle i hånden, så den kunne blive blød. Så kunne vi stikke en tommeltot ned i den så der blev et hul, hvori der skulle to sukkerknalde. Når det var opløst af appelsinsaften, suttede vi saften i os. Ja, det var en himmerigsmundfuld. Vi kaldte det for et studenterkys. Den dag i dag kan jeg finde på at gøre ligeså. Julemorgen fik vi så kouringer med fedt og leverpostej og drak varmt hvidtøl til. Det er nok en skik, mine forældre har taget med fra Thyholm. Jeg kender ingen andre, som fik det.

 

Juletræsfest og familiebesøg

Juledagene gik med familiebesøg. Vi var selv i byen, og der kom familie hos os. Det var også skik og brug, at vi børn var på nabobesøg for at se deres juletræ. Vi blev hvert år inviteret til juletræsfest omme på gården, som vi sagde. Og der blev uddelt små gaver og godteposer til os. Juletræet var helt til loftet – så det var imponerende at se. Det stod i deres stadsstue – et sted, vi kun kom den ene gang om året. Vi havde altid en dejlig eftermiddag sammen med nogle andre børn, og Dit, datteren på gården, var meget god til at lege sanglege med os. Jeg tror nok, vi gik både mætte og trætte hjem.

Ja, så var der også juletræsfesten i forsamlingshuset, kaldet Stevns hus. Jeg tror, det var husmandsforeningen, der afholdt festen. Der kom altid en mand rundt og krævede penge ind til godteposerne til børnene – måske en krone eller to. Det husker jeg ikke. Nok også for at vide, hvor mange poser, der skulle fyldes slik i. Og med til festen skulle vi, hvordan vejret end artede sig. Jeg husker en jul med meget sne, men til juletræ kom vi, for en af karlene fra Skulsballe kørte os både derop og hentede os igen. Det foregik i kane, så det var meget spændende.

Festen begyndte med at julelysene blev tændt på træet. Så dansede vi om træet både børn og voksne og sang salmer. Derefter legede vi sanglege, og nu kom øjeblikket, hvor poserne skulle deles ud.

Vi skulle stå pænt i to rækker. Så blev der ro i salen, for nu skulle der kigges på herlighederne og selvfølgelig også smages på godterne – måske byttes lidt med vennerne. Mens uddelingen foregik, var træet blevet skubbet hen i et hjørne, og så blev der spillet op til dans. Forældrene dansede lidt med, men ellers tror jeg nok, det var os piger, der dansede med hinanden. Heller ikke dengang var drengene meget for at danse. De gik og skubbede lidt til hinanden og legede stærke karle. Mødrene sad på bænkene langs væggen, og mændene søgte ind i den lille sal og fik et spil kort – så alle nød aftenen, hver på sin måde.

 

Nytårsløjer

Juledagene fik hastigt ende, og snart var det nytårsaftensdag. Da skulle der også ske noget. Der skulle helst laves lidt sjov og løjer hos naboerne. Jeg husker, at mor kom lidt majs, som ellers blev brugt som foder til hønsene, i en blikdåse. Når vi rystede den, kunne det larme. Vi fik også en korkprop med, som vi kunne gnide på vinduer med. Det kunne pibe ret så ynkeligt. Noget, der hed en abelatbøsse, kunne give et knald ved hjælp af nogle små runde papirlapper med en anelse krudt i. Det var det helt store nummer. Når man var sådan udstyret, kunne man rigtig gå ud at lave nytårsløjer.

Som børn måtte vi gå ud ved femtiden, men skulle være hjemme før kl. 8. Det med hjemkomsten var nok lidt, som vejret artede sig, for når frosten bider, kommer man hurtigt til at fryse, men spændende var det. Det kunne jo ske, man kunne have held med at flytte en havelåge, måske en spand eller andre småting. Der var ikke noget med ødelæggelse af nogen art. Når vi gned ruderne med korkproppen, raslede lidt med dåsen med majs og vi så blev opdaget, kom manden eller konen i huset ud på trappestenen og kaldte os ind. Tilbuddet skulle helst gentages, før vi kom frem fra hushjørnet. Som regel vankede der pebernødder, appelsiner eller andet godt. Så havde vi haft en god nytårsaften, og så var det rart at komme hjem i varmen igen. Hjemme var der flæskesteg og budding med svesker og flødeskum nytårsaften. Senere på aftenen kom karlene og pigerne omme fra Skulsballe for at ønske godt nytår, og mine forældre serverede kaffe og æbleskiver. Det var hyggeligt.

 

1930’erne – en hård tid

Nu skal tankerne tilbage til 30’erne, måske 32. Jeg var dengang en pige på 10-12 år, og jeg husker de kommende år for ret barske – især for landbruget. Det var vel, hvad man i dag kalder en krise. Korn- og kødpriserne var helt i bund, og i 30’erne var Danmark jo et landbrugsland.

– Og når det gik dårligt for landbruget, ramte det også den øvrige del af befolkningen, så der var megen arbejdsløshed, og der var ingen hjælp at få. Der kom mange til vor dør for at sælge syartikler såsom synåle, elastik, sikkerhedsnåle og sytråd, men det har været en meget ussel dagløn at komme hjem med.

Der var nogle, som solgte et blad, der hed ”De arbejdsløses blad”. Indholdet husker jeg ikke. Der var også nogle, som tiggede om en madpakke. Ja, – og nogle kørte rundt med en lille vogn, hvorpå der var en slibesten, så husmoderens sakse og knive kunne slibes.

Ja, nu kommer minderne. Jeg husker en mand, som tiggede afgnavede ben og gamle klude. Han havde en lille trækvogn til at samle det i. Hvad det kunne anvendes til, ved jeg ikke, men spændende var det altid, når han kom. Han var en af landevejens folk, som vi børn ikke var bange for. Om vi var bange for dem, som tiggede mad, husker jeg ikke, men vor mor advarede os om ikke at snakke med dem, og hvis vi var alene hjemme, skulle døren være låst.

Ja, stakkels mennesker. Det var jo af nød, de var blevet en af landevejens riddere – ja, fattig, men ærlig er en god ting trods modgang. Her i 2009 er tiden en anden med tyveri og vold.

Jeg mindes ikke, at tiderne var så dårlige i mit hjem. Far havde sin faste løn som fodermester, og – som jeg har nævnt før – fik vi et slagtesvin en gang om året og 2 liter sødmælk om dagen, samt hvad vi skulle bruge af kærnemælk og skummetmælk.

Til huset, vi boede i, var en stor køkkenhave, så vi var selvforsynede med grøntsager og kartofler. Der var også forskellige bærbuske og pære- og æbletræer foruden en lille blomsterhave, som vi kaldte forhaven. Nok, fordi den lå uden for stuevinduerne ud mod vejen.

 

Stakkels Musse

I min familie skete der en hel del de kommende år. Søster Musse blev konfirmeret i foråret 1930, og samme år blev min storebror Kristian gift med Else. De flyttede til Give, hvor de ernærede sig som bagere. Søster Margrethe og Aksel blev gift i 1931. De fik en slagterforretning i Klarup. Min far og mor fejrede sølvbryllup i 1932, og Anna og Herluf blev gift i 1935. De købte et mekanikerværksted i Gadbjerg. I 1937 blev Ingeborg gift med Ingvard, som var landmand. De blev bestyrerpar på Hatting Fattiggård. Der var – tror jeg nok – 20 tønder land til gården.

Ja, så var de første 4 af børneflokken fløjet fra reden. Tilbage var der Musse, jeg selv og lillebror Svend på 15, 11 og 6 år.

Der skete desværre det, at Musse fik det dårligt i sin ryg. Undersøgelserne hos lægen viste, at hendes ryg voksede skævt, så hendes ene skulderblad blev meget større end det andet. Det var meget synd for hende, at hun skulle gå sin ungdom i møde og være anderledes.

Hårdt arbejde kunne hun ikke klare, så hun kom på en systue. Det var nu ikke lige sagen, så mine forældre søgte invalidepension til hende, men fik afslag. I stedet blev hun tilbudt et ophold på Handelshøjskolen – 2 år i Århus, så hun kunne få et kontorjob. Det tilbud tog Musse imod, men det var rigtig hårdt for hende.

Hun havde jo kun sine 7 års skolegang, så hun skulle slide meget med lektierne. Hun klarede det og fik senere en kontorplads i Sønderborg, hvor hun så levede sit liv til hun som 37-årig døde i 1953. Hendes hjerte var klemt sammen af sygdommen, så det ikke kunne arbejde mere. Det var, hvad lægen sagde.

I dag kan der opereres for den sygdom, men i 1933 var hjælpemidlet et rigtig stift korset af læder, som slet ikke var rart at have på. Men hun beklagede sig aldrig, når hun kom hjem i ferierne, og hun fandt også en del venner at komme sammen med. Musse døde i Sønderborg den 17. oktober 1953, og ved begravelsen i Rårup kirke kunne vi se, at der var en del, der havde tænkt på hende. Det var godt at se. Mine forældre var altid meget bekymrede for hende, men hun ville klare sig selv. Hun havde dog alligevel søgt om hjælp. Dagen efter dødsfaldet blev hun bevilliget invalidepension pr. brev fra kommunen i Sønderborg – til ingen nytte. Tragisk.

 

Mine første ungdomsår

Jeg er kommet for langt frem i tiden. Nu forsøger jeg at komme tilbage til 30’erne igen. Jeg selv blev konfirmeret i 1934, og dermed var min skolegang forbi. Det var bare så ærgerligt. Jeg ville meget gerne, at der havde været råd til, at jeg kunne komme videre, men nej, det kunne der ikke være tale om. Jeg mindes, at min lærerinde gerne ville have mig til at hjælpe sig med den nye klasse, som skulle begynde i maj. Det var trods alt lidt plaster på såret, at hun vidste, hvad mine ønsker var.

Jeg vil lige fortælle om mit første bal. Mejeriet ved Barrit St. havde jubilæum, og der skulle holdes fest to aftener. Første aften var for leverandørerne af mælk til mejeriet, og den sidste aften var for tjenestefolkene på gårdene. Jeg fik lov at komme med, men på den betingelse, at jeg skulle være hjemme inden klokken slog 12.

Hvad skal man tage på til sådan en fest? Udvalget har sikkert ikke været ret stort, men jeg var blevet konfirmeret om foråret, så mor farvede min hvide kjole lysegrøn. Den blev vældig pæn, og da jeg så fik de højhælede sko på, kunne det ikke blive meget bedre. Jeg fulgtes med folkene derud. Så vidt jeg husker, var der kaffebord kl. otte.

Da det var overstået, skulle der danses, og jeg havde glædet mig til at komme på dansegulvet. Men ak og ve – der blev slidt, men mere på bænken end på mine skosåler. Jeg blev budt op til dans 3 gange. Det var karlene fra Skulsballe, der forbarmede sig over mig med en såkaldt pligtdans. Det var lidt trist at sidde på bænken og se på de andre danse, så da klokken blev 11, cyklede jeg skuffet hjem. Men glæden forud kunne ingen tage fra mig. Den lysegrønne kjole blev hængt bagerst i skabet, og selv om grøn er håbets farve, kom den aldrig mere til bal.

Der var som nævnt ikke råd til, at jeg kunne læse videre. Der var brug for mig derhjemme. Musse kunne ikke arbejde, og min mor døjede meget med skinnebenssår, så hun lå ofte til sengs. Overgangsalderen var heller ikke rar for hende, så Svend og jeg måtte hjælpe til med malkningerne med håndkraft, og hvad der ellers fulgte med, som hun ellers deltog i. Sådan foregik det jo i 1935. Andenkarlen på Skulsballe var fæstet på den måde, at han skulle hjælpe med malkningen om morgenen i sygdomstilfælde, og det var en god hjælp.

Ja, sådan gik mine første ungdomsår med at hjælpe mine forældre. Men det var nu ikke arbejde alt sammen. Der var både tid til gymnastik, folkedans og håndbold og tid til at cykle til stranden og bade sammen med vennerne. Jeg var også tit barnepige hos naboerne, som havde små børn, og når roerne skulle hakkes på gården, var jeg også med. Det gav en god skilling efter datidens mål. Det var heller ikke kedeligt, for vi var jo mange på samme mark.

Sommeraftenerne var noget særligt. Da mødtes vi unge gerne oppe ved ishuset ved korsvejen, som vi kaldte stedet, eller også sad vi måske i en vejgrøft og ordnede tidens problemer. Vi var en blandet flok af både karle og piger, for i 30’erne var der tjenestefolk på alle gårde. På en lun sommeraften kunne vi godt cykle langt for at få lidt sjov og en god snak. I 30’erne var vejene ikke asfalterede. Der var ingen knallerter og kun få motorcykler og biler.

Så var der også det månedlige ungdomsbal, som blev afholdt i Stevns hus i Vrigsted. Det var et fælleshus for de forskellige foreninger. Det var muntert.

Det kostede 1 krone at deltage, og så kunne man købe kaffe og sodavand. – Ikke noget med spiritus, men vi morede os dejligt alligevel. Dengang – som nu – kunne der jo hos købmanden købes øl, som kunne nydes udenfor. Ak ja, der er såmænd ikke så stor forskel på datidens ungdom og nutidens. Der var bare ikke så mange fristelser som nu.

Der var desuden de ugentlige onsdagsballer om sommeren på Fakkegrav, men der måtte jeg ikke deltage, før jeg var fyldt 16 år. Det bestemte mine forældre. Det var gratis at deltage, og det var fra kl. 20-23. Vi var nogle stykker, som fulgtes både derned og hjem igen. Jeg mindes, der var det meste af 5-6 kilometer.

Ballerne var kun fra 1. maj til september. Ja, de glade ungdomsdage vender ikke tilbage, men minderne har man da lov at ha’.

 

Kokke- og malkepige på Skulsballe

Sådan gik årene fra 1935-1939. Det efterår fik jeg pladsen som kokkepige omme på Skulsballe. Jeg var efterhånden blevet utålmodig efter at komme ud at tjene en månedsløn. Ikke fordi jeg led nogen nød ved at hjælpe mine forældre, men der gnavede alligevel en lille orm inderst inde. Jeg skulle have 40 kroner om måneden, hvilket var datidens betingelser, men jeg skulle også hjælpe med malkningen morgen og aften.

Hver morgen kl. 5 kom min far og bankede på mit vindue, og så var det bare med at komme ud af fjerene. Men så skulle jeg også have et middagshvil på 1½ time. Vi var to piger på gården. Gudrun, som var stuepige, måtte så selv klare opvasken efter middagen og sørge for at karlene fik deres eftermiddagskaffe kl. et, inden de skulle i marken igen.

For vi to piger gik vinterårets eftermiddage med at sy og stoppe strømper eller at stryge eller rulle tøj – eller passe børn. Der var to døtre, og senere kom der en dreng. Madmor bestemte, hvad der skulle udrettes. Om sommeren var det haven, som skulle passes – en rigtig stor blomsterhave og en lidt mindre urtehave. Vi var selvforsynende med alle slags grøntsager. Der var også en hel del bærbuske, så der blev plukket bær og syltet og henkogt, så der var nok at bruge af i vinterhalvåret. Man fik lært at bestille noget, hvilket jeg har haft nytte af senere i livet.

 

Tyskerne kommer

Den 9. april 1940 gik den tyske hær ind i Danmark. Jeg husker, at jeg vågnede om morgenen ved en larm af flyvemaskiner, som fløj meget lavt, og de kastede flyveblade med noget propaganda for Tyskland ned. Det var ikke rart, men senere kom så meddelelsen i radioen om, hvordan vi skulle forholde os. Ved grænsen havde tyskerne mødt modstand, som også krævede liv, men befolkningen opfordredes til at holde sig i ro. Samme dag skulle Norge også besættes, var tyskernes mening – derfor al den trafik af flyvemaskiner. Men nordmændene gjorde modstand.

Der kom mange restriktioner på grund af besættelsen: Mørklægningsgardiner, rationeringsmærker og biler blev klodset op. Benzinen skulle den tyske hær bruge. De 5 år, besættelsen varede, havde vi også udgangsforbud fra 9 aften til 6 morgen – mest i vinterhalvårene. Der kunne bevilliges ekstra tilladelse til personer, som skulle færdes ude. Efterhånden som årene gik, blev det småt med mange ting. Trods alt kom vi helskindet igennem, og vort land blev ikke ødelagt, men stor var glæden den 5. maj 1945, da vi igen kunne hejse Dannebrog i et frit Danmark.

 

Gramrodegård – kokkepige med erfaring

Den 1. november 1940 rejste mine forældre fra Skulsballe efter 30 års tjeneste. De slog sig ned på en lille ejendom på 4½ tdr. land i Nøttrup. Samtidig flyttede jeg fra Skulsballe. Jeg flyttede til Gramrodegård som kokkepige, hvor jeg fik 65 kroner om måneden, så det var ikke dårligt. Der blev jeg i to år og var alenepige om vinteren. Om sommeren fæstede de en lillepige, som de kaldte hende. Det var en rigtig god hjælp – og så havde jeg også selskab. Om aftenen skiftedes vi til at ”passe-hjemme”. Herskabet skulle jo have deres aftenskaffe, men nogle gange skulle den serveres klokken otte, og så var sommeraftenen stadig lang. Vi skiftedes til at have fridag hver anden søndag.

Det var to gode og lærerige år, jeg havde der. Vi skulle sige De og fruen, men fru Due var nu meget rar. Hr. Due var lidt aristokratisk. Det mærkede jeg dog ikke meget til. Karlene sagde, at de helst skulle lette på kasketten, når de mødtes. Der var takt og tone.

Fru Due var en rigtig god madmor. Jeg havde meget at bestille, men der faldt også mange rosende ord. Var hun på indkøb i Horsens, kom hun altid hjem med en gave til os piger. Det kunne være et par strømper, et håndklæde, måske et stykke sæbe eller lidt mundgodt. Vi var altid spændte på at se, hvad hun havde fundet på.

Der var ti mennesker, der skulle laves mad til daglig – om vinteren ni. Morgenmad kl. 7, frokost kl. 9.30, middag kl. 12, kaffe til karlene kl. 1, aftensmad kl. 6 og så aftenskaffe efter smag og behag. Det var jo i krigsårene, hvor alt var rationeret. Det kneb for os med at få det tildelte hvedemel til at slå til. Men der var en kværn på gården, som de knuste hvedekorn i. Derefter skulle det sigtes gennem en stor trådsi, og det var også mit arbejde – mest om eftermiddagen. Det blev næsten som grahamsmel, som vi kender i dag – udmærket til brød.

Ligeledes kunne der heller ikke købes kaffebønner. Kun erstatning. I stedet for brændte vi selv byg og rugkerner i en bradepande i ovnen. Det var lidt vanskeligt. Først skulle kernerne skylles og tørres, derefter i bradepanden og i ovnen. Det var faktisk en stor kunst at få kornene brændt – hverken for meget eller for lidt. Der skulle åbnes for ovnlågen mange gange, og der skulle vendes rundt i kornene. Det gav en forfærdelig lugt i huset. I denne skrivende stund sidder den lugt stadigvæk i næseborene. Når først det blev afkølet og malet gennem kaffekværn, var det slet ikke så dårligt endda. Man kan vænne sig til meget, og vi blandede det med Richs, som man købte. Kaffekværnen var skruet på et bord i kælderen. Den lignede en lille kødhakker, og det var så mit job at holde kaffedåsen fyldt. Puha, det var træls.

 

Henry – min kærlighed

I vinteren 1941 ved juletid mødte jeg Henry, som blev min mand – en ungkarl på 27 år, som var forpagter af en lille ejendom på 10½ tdr. land. Det var hans forældres ejendom og Henrys barndomshjem. Hans far var landpost. Det var en heldagsbeskæftigelse dengang. Der var to andre sønner, men de havde andre stillinger. Den ene som post og den anden som banemand – kun Henry var landmand.

Ejendommen lå ikke langt fra mine forældres, så der var jeg heldig endnu engang. Jeg kunne besøge dem begge, når jeg havde fridag. Sommeren 42 har jeg kun gode minder at se tilbage på.

I januar 1943 fik jeg tilbudt en plads på en gård i Rårup. Datteren på gården var blevet gift, og konen var ikke rask, så jeg fik brug for min kunnen og havde en god sommer der. Jeg husker, at jeg fik 75 kroner om måneden. Det var en stor løn dengang, men så skulle jeg også kløve brændsel til et års forbrug og var med, når roerne skulle tyndes. Det gav lidt ekstra skillinger.

Henry og jeg gik i giftetanker, så det var rart at tjene lidt ekstra. Der skulle samles udstyr, men det var jo i krigsårene, hvor udvalget ikke var stort. Vi glædede os over hver en lille ting, vi kunne skaffe. Lidt nyt fik vi, men en del af køkkengrejerne var brugte. Vistestykkerne blev f.eks. syet af melsække fra bageren. Det var trods alt bedre end ingenting. Vore forældre hjalp os det, de formåede. Vi fik brugte dyner og sengelinned. Jeg havde selv 2 hvide dynebetræk, lagen og pudebetræk, så brudesengen blev, som den skulle være.

Alt var rationeret under krigen. Vi havde både mad og tøj på rationeringskort, og hvad tøjet angår, var det begrænset, hvad der kunne købes. Men det var jo ens for alle, og man kan vænne sig til meget.

 

Bryllup og fod under eget bord

Vi havde bestemt os for at ville giftes den 13. november 1943, så jeg flyttede hjem til mine forældre den 1. november. Henrys far havde købt en lille ejendom på 2½ tdr. land, som lå lige over for ejendommen, vi skulle bo på. Der var et rigtig gammelt stuehus, som blev beboet af en ældre dame, der nu havde købt en lejlighed i Rårup. Henry og hans far havde travlt i sommeren ’43, for den gamle ejendom skulle brydes ned.

Mine svigerforældre ville bygge et hus på samme sted.

Henry havde købt ejendommen først på sommeren, og huset skulle helst stå færdigt til november. Sådan blev det også, og mine svigerforældre kunne flytte ind i deres nye hus sidst i oktober. Som skrevet før, skulle vi holde bryllup den 13. november, så da jeg kom hjem fra min plads d. 1. november, fik vi travlt med at kalke, male og tapetsere, så det hele var i orden inden jeg flyttede ind. Vi havde en nabokone, Gine. Hun var god til at tapetsere, så hun hjalp mig, og Henrys moder sørgede for maden til os. Min egen mor havde jo travlt med forberedelserne til brylluppet.

Da dagen oprandt, var alt i den fineste orden med nye gardiner, blankpudsede vinduer og nyferniserede gulve. Penge til møbler havde vi ikke, så vi lånte 2.000 kr. i banken. Uha, det var mange penge dengang, og i forvejen havde Henry lånt 10.000 til udbetaling i ejendommen. Men vi var unge og så lyst på tilværelsen. Henry gav 30.000 kr. for ejendommen, der i 1943 var på 9½ tdr. land.

Vi købte nye senge med skab, toiletmøbel og to natborde – og til stuen et spisebord med seks stole og et dækketøjsskab. Mine forældre havde en gammel divan, som vi overtog. Mor havde syet et divantæppe og et vægtæppe af aflagt tøj, som var klippet i firkanter og syet sammen. Jeg havde syet et par sofapuder og lyseduge, og det pyntede alt sammen. Vi fik også et nyt linoleumsgulvtæppe til stuen, og min mor havde hæklet små tæpper af klippede strimler af gamle strømper, undertøj og kulørte sommerkjoler. De var rigtig

pæne, og de hyggede. De blev lagt foran døren og ved siden af sengen. Det lunede i stedet for at træde ud på det kolde gulv om morgenen. Ja, der var ikke meget at rutte med, men vi var glade og tilfredse med vort hjem. Sådan startede min tid som husmandskone i Møllehaven nr. 5 i 1943.

Møllehave 5
Juelsminde 7130 DK
Get directions
Erindringen ønskes afleveret til:
Glud, Rårup, Skjold og Hjarnø Lokalarkiv
Er du fra et arkiv?
Er du medarbejder hos et arkiv, kan du tilføje erindringen til jeres samling her.