Hans Peter Strange Jørgensen

I 1955 tog Strange Jørgensen hyre på m/s Sibonga, som var en del af Østasiatisk Kompagnis flåde. Det blev til en rejse på tværs af Atlanten til blandt andet Caribien og Canada. Turen bød på mange spændende oplevelser, som bliver levende skildret i denne erindring. Gør ejerskabskrav på erindring

 

Minder fra en rejse med m/s Sibonga i 1955 som skibsdreng.

 

Forleden fandt min kone under oprydning blandt nogle gamle breve en lille seddel påtrykt: Det østasiatiske Kompagni og nedenunder: Modtaget d. og så en punkteret linje, hvorpå jeg med blyant har skrevet 24/5 1955. Derunder har jeg med ungdommelig skrift skrevet: ½ kg Monarch og underskrevet med R-dreng og mit navn.

Den lille seddel er en bestillingsbon fra min tid om bord i ØK-skibet Sibonga, hvor besætningen hos hovmesteren – høkeren, som vi kaldte ham – kunne købe øl, snaps, cigaretter, chokolade og småfornødenheder som sæbe, tandpasta o.l.

½ kg Monarch var fyldte chokolader fra Anton Berg – og det vel at mærke længe før der gik discount i de Bergske chokolader. Sådan ½ kg Monarch var lige en passende mængde til en 15-årig R-dreng til en aftenstid. Ak, ja – det var dengang man kunne inhalere et sådant kvantum chokolade uden at gå ud af facon. I dag ville det såmænd være tilstrækkeligt blot at SE på den tomme dåse. Den kunne i øvrigt erhverves for den nette sum af 6.5o kr., som dengang var en hel del penge for en R-dreng, som i Kompagniets terminologi var den officielle betegnelse for en restaurationsdreng. Det var en titel, jeg ikke brød mig særligt om. Den osede for meget af kartoffelskrælning og opvask – beskæftigelser, der lå en del under mit niveau, mente jeg. Næh, så var der mere schwung over maskinkammerdreng, selv om beskæftigelsen nu ikke var væsentlig mere hæderværdig, idet den bestod i rengøring i maskinmestrenes, elektrikerens og maskinassistenternes kamre, baderum, gange og toiletter. Men reelt sorterede jeg under restaurationspersonalet, hvis chef var høkeren.

Et tilfælde ville, at en god bekendt, der ligeledes som ung har sejlet i et af Kompagniets skibe, omtrent samtidig gjorde mig opmærksom på en kronik i Jyllands Posten, hvor kronikøren fortalte om sin tid som R-dreng om bord i ØK´s Malacca først i 60èrne.

 

Atter om bord i Sibonga.

Jeg læste kronikken og var igen den 15-års knægt, der fik en oplevelse for livet. Jeg var atter maskinkammerdreng på m/s Sibonga, fornemmede stemningen i skibet, mærkede lugtene, hørte lydene og følte rystelserne og skibets duven, rullen og vælten sig i søen, mens erindringerne boblede frem. Det er mærkeligt, man kan huske begivenheder, der ligger 62 år tilbage, som var det i går, men ikke hvad man lavede i formiddags.

Rederiet ØK er jo for længst en saga blot, men så vidt jeg ved, er der ingen nuværende rederier, der ansætter store knægte til at udføre rengøring, servering, opvask o.l. for at rekruttere og uddanne dem som kommende mandskab på deres skibe. Hvad jeg oplevede i Sibonga er derfor historie, hvilket har bragt mig til tasterne i håb om, min beretning kan ha` interesse for eftertiden.

 

Ide og stædighed

I dag kan det undre mig, at jeg kom ud at sejle som stor knægt. Der lå absolut intet i kortene om, at det skulle blive mig forundt at komme ud at opleve en del af verden, som for såkaldt almindelige mennesker først langt senere blev tilgængelig. Jeg må i dag til min forbløffelse konstatere, at min forhyring på m/s Sibonga ene og alene kan tilskrives min egen stædighed. Ingen i min familie har sejlet til søs, så der var absolut ingen stolte traditioner at bygge på, men på et tidspunkt har min far åbenbart givet op og ladet knægten få sin vilje, og en skønne dag drog jeg til København for at søge hyre på ØK`s hovedkontor. Her skulle man op ad en høj trappe til den imposante bygning, og dørhåndtaget på den kæmpemæssige dør sad nærmest i øjenhøjde – der skulle jo indgydes respekt. Vel inde i bygningen mødte jeg for første gang den særlige kompagnikultur og ØK-ånd i form af en ualmindelig storsnudet og nedladende yngre kontorist, som uden på nogen måde at lægge skjul på sin foragt for et Guds ord fra sidste kartoffelrække sendte mig til Kompagniets læge for helbredsundersøgelse. Med attesten i hånden returnerede jeg til førerbunkeren, hvor jeg fik at vide, jeg ville høre nærmere, når og hvis der blev hyre.

Noget skulle jeg lave, til der var hyre, og jeg blev ansat som det, man i dag ville kalde logistikchef hos C. Henriksen, Torvet i Sakskøbing, som dengang var byens førende kolonialforretning. I de mere beskedne 50´ere nøjedes man med at kalde jobbet bydreng. Ved ansættelsessamtalen sagde jeg ærligt til hr. Henriksen, at jeg var hyresøgende, men fik alligevel stillingen og havde 4-5 gode måneder der.

 

Hyre

Og så en dag i det tidlige forår 1955 var der brev fra ØK, at jeg var forhyret om bord på m/s Sibonga, som befandt sig i dok på Nakskov skibsværft at regne fra 4-5 dage frem i tiden. Opsigelse hos Henriksen, pakning af sydfrugter og af sted til værftet. Ad trapper og gangbroer kom jeg op det næsten mennesketomme skib og fik anvist mit kammer og derefter sat til at vaske en kæmpestor fedtet opvask op. Da skibet jo lå i dok, var alle afløb spærret, og varmt vand var der heller ikke noget af. Så snart sejlede vasken med gråt, fedtet opvaskevand, viskestykkerne ligne gulvklude, og på bestik og service var fedt og sovserester blot blevet lidt mere jævnt fordelt. Jeg kan huske, jeg med gru tænkte på, hvordan de kommende måneder ville forme sig. At alt om bord var sat på stand-by, fordi vi lå i dok, tænkte jeg vist ikke på, men i løbet af dagen ankom resten af besætningen, Sibonga kom i vandet, og skibet livede op. En skønne dag var vi søklar og blev bugseret ud af Nakskov fjord med slæbebåde for og agter. – Sibonga var efter min mening et smukt og velproportioneret skib. Særlig stævnen var flot med stærkt udfaldende stævnsider. Skibet var på 9600 tons og havde midtskibs en maskine på omkring 9000Hk, som gav en fart på ca.16 knob. Det særlige ØK-koncept levnede plads til 12 passagerer, som sejlede med over kortere eller længere distancer.

 

Mit kammer

Vi boede 2 drenge sammen på kammeret, som vel var 2.5 x 3.5 meter og sov i tværskibs køjer på en tyk skumgummimadras. Den tværskibs placering af køjerne var i kombination med den tykke madras ubehagelig, når Sibonga rullede, idet man hvert andet øjeblik lå med hovedet væsentlig lavere end krop og ben og følte derfor et tryk i hovedet. Derudover havde madrassen den virkning, at når krængningen var ved at nå yderpunktet, føltes det, som kroppen fik et ekstra skub i retning mod hovedet. I min køje havde jeg lavet en krængningsmåler, som med søen på tværs kunne vise både 30 0g 35 graders krængning til begge sider, og under de omstændigheder kunne det godt knibe med at sove. Under det firkantede koøje var der en kort briks, og på skottet modsat køjerne et lille fastmonteret bord med tilhørende stol. Ved fodenden af køjerne var der to små skabe. Kammeret var i dækshøjde, og lige ud for var der et udluftningsrør fra en smøreolietank, hvorfra fed oliehørm strømmede op. I varmt vejr var det en ubehagelig lugt, så snart koøjet i roligt vejr blev lukket op. Vi boede lige ud for maskintoppen, og støjen fra maskinen var absolut hørlig, men egentlig ikke generende, da den var monoton, så man snart ikke hørte den. – Sibonga var et helt lille sejlende samfund med officerer, telegrafist, matroser, tømmermand, motormænd, kok og koksmath, bager, tjenere, vaskedesse/kahytsjomfru og os 4 drenge som rengøringspersonale og opvartere i officersmessen. Jeg tror, vi i alt var en besætning på 36 – et tal, man i dag forbløffes over i et skib på 9600 tons, når man betænker, hvor langt ned det i dag er lykkedes at knibe besætningen på nutidens kæmpestore skibe.

 

Over Finland til København

Vel ude i Langelandsbæltet blev kursen sat syd om Lolland og østpå gennem Østersøen mod Finland, hvor vi anløb Kotka for at laste papir i store ruller – vel sagtens avispapir. I Den finske Bugt var der stadig drivis, og her så jeg for første gang skærgård, hvad der betog mig meget. I Kotka var der kvindelige havnearbejdere. Jeg troede, det skyldtes, at mange mænd var blevet dræbt under krigen, men langt senere læsning af sølitteratur har lært mig, at det er der tradition for i Finland, idet søfolk om bord i sejlskibene har berettet om den samme skik længe før den 2. verdenskrig. – Turen gik tilbage til København, hvor min søster og svoger kom for at hilse på. De fik en stang cigaretter, og de øvrige drenge havde svært ved at tro, Bente var min søster. ”Hun er fan´me flot, er det virkelig din søster ?” lød kommentarerne. Vi fik en del proviant om bord, og så gik turen til Hull i England.

 

Over Nordsøen

Sejladsen over Nordsøen blev ret dramatisk, og det var en heftig debut for en landkrabbe som mig. Det blæste hårdt – hvor hårdt ved jeg ikke – men Sibonga væltede sig i hvert fald bravt. På agterdækket stod 12-15 tromler med hver 200 liter smøreolie surret til lønningen. Pludselig sprængtes surringen under en overhaling, og tromlerne rovsede i vildt kaos rundt på dækket. Nogle blev slået læk, og søvand og olie lavede dækket om til en veritabel glidebane, hvor dæksbesætningen med livet som indsats prøvede at få styr på de løbske tromler. Det lykkedes, uden at nogen kom til skade, men dæk og opstående så ikke godt ud efter den omgang

 

Exit de gule ærter, ulykke og maskinskade

Samtidig med at det gik vildt til på dækket, kom jeg vaklende hen ad vores gang med kurs mod kabysdøren. Klamrende mig til maskinskottets håndgreb ser jeg pludselig en meget stor gryde med et elegant hop forlade komfuret trods slingrerigget og på forunderlig vis lande på dørken med bunden nedad for med rasende fart at rovse ud af mit synsfelt og et splitsekund senere brage ind i skottet. Et sekund senere kom indhold og gryde væltende tilbage over dørken mod styrbords side og så tilbage til bagbord. Jeg kunne ikke dy mig for at stikke hovedet indenfor i kabyssen for at se omfanget af svineriet. Det viste sig, at ved sammenstødet med skottet var de gule ærter blevet slynget ud af gryden med så stor kraft, at ikke alene skottet, men også dækket (loftet) var sølet ind, og herfra drev det ned og sluttede sig til den del af indholdet, der pladrede frem og tilbage over . dørken. Under oprydningen glider kokken i sølet, griber for sig og får fat i en kødkrog, som flænser hans hånd og ene finger op. Han bliver sat i land og kommer under behandling, da vi kommer i havn, men da vi efter nogle måneder atter kommer til England, hørte vi, at han havde fået amputeret armen formentlig pga. koldbrand. Vi fik en anden kok om bord, som må ha´ lært faget på et cykelværksted. Det var absolut ikke fremragende mad, han lavede, og på et tidspunkt blev han sat fra bestillingen som kok for passagererne, og høkeren måtte ta´ over og lave maden. I sin visdom serverede kokken en dag grisesylte, mens vi var på varmen. Sylten var ved at smelte og stod og blævrede frem og tilbage i rulningerne fra de lange dønninger. Den gik urørt ud igen! – Mens vi lå og væltede i søen i Nordsøen, begyndte maskinen at gøre knuder. Det viste sig senere, at der på en eller anden måde var kommet syre i smøreolien, som havde tæret de bløde hvidmetallejer til krumtapakslen, og for at klare situationen måtte den ene cylinder efter den anden sættes ud af drift. Det bevirkede, at hele skibet rystede kraftigt, men det lykkedes os på et par cylindre at hakke os over i læ af England og ind gennem Hulls dokporte, som klappede i bag os og ikke blev åbnet igen, da havnearbejderne påbegyndte en månedlang strejke. Os gjorde det nu ikke så meget, da tiden blev brugt til at splitte maskinen totalt ad for at få den bragt i orden igen. Den historie tog hårdt på 1. mester, som var skidesur og svær at omgås på resten af rejsen. For mit eget vedkommende betød havariet og strejken, at jeg fik lejlighed til om søndagen at ta´ på busture ud i omegnen, og da der var gået kludder i sejlplanen, fik vi i flere havne længere liggetid end normalt, og den udnyttede jeg i størst muligt omfang til at få set mig om.

 

Messen

Hvor vi R-drenge spiste i begyndelsen af rejsen, husker jeg ikke, men en dag fandt vi ud af, at nu ville vi til at benytte vores messe. Da vi fik låst op, mødte der os et ubeskriveligt svineri af madrester på borde, bænke, dørk og skotter, hvor kakerlakker piskede rundt. Vi fik gjort rent og lavede den aftale, at vi på skift gjorde rent én uge ad gangen med den krølle, at hvis en af os blot én dag glemte at gøre rent, var næste uge også hans. Det er lige ved at kunne trøste i min 78-årige halvsenile glemsomhed, at jeg stod for rengøringen en god del af tiden! – En dag, vi kom ind i messen, lå der en stor, ulækker lort på dørken med tilhørende afbenyttet papir. Det viste sig dog, at det var bageren, der havde lavet fis med os, idet objektet var af rugbrødsdej, og substansen på papiret sovs, han havde fået i kabyssen.

 

To nederlag

I Hull led jeg en aften et nederlag. Vi fire knægte og koksmathen ville i byen og havde aftalt at bestille en taxa i gaten. På vejen derop drøftede vi, hvem der skulle bestille den. ”Det klarer jeg”; sagde jeg i bevidsthed om at være den eneste, der havde en eksamen. Da vi kom til gaten, forsøgte jeg med mit fineste mellemskole-engelsk, men blev ikke forstået og forstod selv ikke en dyt. Smathen måtte ta´ over, og der stod jeg. – Kort efter led jeg endnu et nederlag, men denne gang var det selvforskyldt. Det kom på tale at arrangere en fodboldkamp mod besætningen på et andet dansk skib. Der var – og er – ikke meget, der interesserer mig mindre end fodbold, og i min uvidenhed kunne jeg ikke forestille mig, den fodboldkamp blev til noget, så da jeg blev spurgt, om jeg ville være med, sagde jeg ja og lod, som det var netop det, jeg havde drømt om. Men minsandten om der ikke var fodboldstøvler om bord og en grusbane i nærheden. Jeg måtte bagefter høre en del om min indsats i den kamp! Hvor dum kan man være? – Efter en god månedstid var strejken slut og maskinen i orden, så vi kunne forlade Hulls kringlede dokker. Det var længe før bovpropeller gjorde slæbebåde overflødige, og det var imponerende at se de to slæbebådes skippere prikke Sibonga rundt om alle hjørnerne i dokken med den ene arm ud af styrehusets vindue, kasketten på snur og en cigaret i munden

 

Over Kanalen og Atlanten

Efter den lange stilleliggen var det godt at komme ud og se nye horisonter. Vi tog last i flere store havne i Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig. Størst indtryk på mig gjorde de enorme ødelæggelser i Hamborg. Hele gader og blokke var væk, men de fleste steder dog ryddede for bygningsrester og brokker. Jeg skulle selvfølgelig en aften i Sankt Pauli, hvor jeg så de imødekommende piger sidde i vinduerne, men havde ikke noget, jeg skulle ha´ klinket. – Le Havre var den sidste havn, inden vi løb ud i Atlanterhavet med kurs mod Vestindien. Turen over var særdeles behagelig med ofte spejlblankt hav. Alligevel rullede vi ret kraftigt i de lange, seje dønninger, men det var så bløde rulninger, at det ikke var generende.

 

Endnu et nederlag

På vej over skulle vi ha´ brandøvelse, og ifølge brandrullen skulle jeg stille på agterdækket med en skumslukker, der hang på 2. dæk. Skumslukkeren var et stort tungt skrummel af kobber, som altid skulle være velpudset. Den var foroven forsynet med et håndtag, men var så høj, at den ikke kunne bæres i strakt arm, så den var ret anstrengende at transportere. Da jeg kom til trapperne, blev det endnu værre, og hvad var så mere naturligt end at ta´ fat i bunden med den anden hånd og bære slukkeren vandret? Nej, vel? Men det var signal til bæstet om at give sig til at skumme. Og det i sådan en grad, at det halve af agterdækket blev dækket af et tykt lag skum! Jeg følte mig til grin, og der var da også almindeligt morskab, men ingen skældte ud, og kommentaren var kun: ”Så fik vi da set, lortet fungerer”. Men skum og blankt kobber er to uforenelige størrelser, for kobberet irrede noget så forfærdeligt, og jeg fik et hulens mas med at få skrumlet pudset op igen.

 

Klemte fingre

En dag i søen kom jeg til skade med venstre hånds fingre. Dørene ind til maskinmestrenes kamre var venstrehængslede set ude fra gangen og kunne lukkes 180 grader op ind i kamrene, hvor en kraftig klemme tog fat i et beslag på døren, så den kunne stå åben uden at smække frem og tilbage i søgang. Når jeg gjorde rent, lukkede jeg døren helt tilbage, så den blev grebet af klemmen. En dag jeg var færdig på et kammer, satte jeg venstre hånd på karmen i hængselsiden, lænede mig ind og rykkede døren ud af klemmen og smækkede den i – over mine fingre! Det gjorde afsindigt ondt, for dørene på Sibonga var ikke den slags papdøre, man i dag bruger til husbyggeri, men virkelig gedigne teaktræsdøre. Jeg fik fat i 1. styrmand, der fungerede som læge ombord. ”De fingre ser sgu´ ikke godt ud, Peter. Dem kommer vi til at skære af”; sagde han. Jeg blev forbundet og havde lært noget om lukning af døre! Heldigvis fik jeg ikke men af uheldet, men det varede en rum tid, inden jeg kunne vride en gulvklud op.

 

Sankt Thomas

Efterhånden som vi kom sydpå, blev vejret mere og mere lunt. Især aftnerne var vidunderlige, og jeg benyttede lejligheden til at nyde det pragtfulde vejr oppe på bakken. Dengang sejlede man i Kompagniet med udkig på bakken om natten. Det var noget pjat, idet man oppe fra broen, som lå adskillige meter højere end bakken, kunne se et skib længe før udkiggen, som kedede sig bravt og gerne ville ha´ en snak. På bakken hørte man ikke maskinens larm eller mærkede rystelserne fra den. Kun bovvandets brusen var hørligt, og så godt som hele himlen havde man udsigt til med alle dens stjerner. Den eneste vind, man mærkede, var fartvinden, og i horisonten lyste genskinnet af lyn fra tordenvejr i det fjerne. Jo, det var herlige aftner og nætter. – Charlotte Amalie på Sankt Thomas var vores første anløbshavn. Det var mit første møde med troperne og en fantastisk oplevelse. Byen ligger ved en naturhavn, som i kolonitiden gjorde den til Caribiens vigtigste handelscentrum og Danmarks næststørste by! Jeg nåede flere gange at komme op i byen, hvor jeg så de gamle danske gadenavne, som er bevaret og også fort Christian. – Fra Sankt Thomas løb vi til Curacao for at bunkre olie i Emmastad, hvor Shell havde et meget stort raffinaderi, hvor der oparbejdedes olieprodukter fra Venezuela, som kun ligger 60 km mod syd. Hele området stank af olie, og der har sikkert været en massiv forurening. A propos forurening brugte Sibongas hovedmotor 12 tons olie i døgnet. Inden olien kunne bruges i motoren, skulle den centrifugeres. Det skete løbende døgnet rundt, og centrifugeringsresten blev pumpet i en tank – som tømtes i havet om natten!

 

Gennem Panamakanalen

Kursen blev sat mod Panamakanalen, som var en stor oplevelse. Sibonga blev forspændt 6 elektriske tandhjulslokomotiver – 2 for, 2 midtskibs og 2 agter – og så gik det ellers op gennem sluserne til Gatunsøen, hvor vi ankrede op, så vi fik lejlighed til at bade i det varme, men uklare vand. En lejder blev hængt ud over siden, som vi mindre modige kunne kravle ned ad, mens de tapre sprang i fra lønningen. Jeg var ikke helt tryg ved det, men fik da en svømmetur. Efter nogle timer lettede vi, og så gik det mod sluserne ned til Stillehavet og nordpå langs kysten af Mexico. Vi fik igen nogle døgn i søen, hyren drejede, og vagterne skiftede. Kedsomheden må ha´ sænket sig for det søvante mandskab, men for mig var det hele nyt og spændende. På Atlanten, i Det caribiske Hav og også i Stillehavet var der hele tiden noget at se på: Portugisiske orlogsmænd som er en slags gopler med meterlange brandtråde, som skal være særdeles ubehagelige at komme i berøring med, og som har en stor blålilla blære, de holder sig flydende med, flyvefisk som bryder vandoverfladen og svæver måske 100 meter lavt over vandet på flugt fra dolphiner og andre fjender, ligesom vi så delfiner, som fulgte skibet og legede foran stævnen.

 

Drikkeri

Vi R-drenge kunne ikke købe alkohol hos høkeren, så skulle vi ha´ lidt fest, måtte vi gå ad omveje. Men ellers var det mit indtryk, at der var rigelig adgang til de våde varer, selvom der vistnok var en grænse for, hvor meget man kunne købe om ugen. Der var i visse kredse om bord et ret massivt drikkeri. Når jeg siger ”visse kredse”, hænger det sammen med, ar der fra gammel tid var skarpe skel mellem de forskellige besætningsgrupper, idet officer og menig besætning var to verdener. Jeg tror også, maskinofficererne blev betragtet som et fremmedelement, hvilket øgenavnet ”smedene” siger en del om. De var, set med dæksbesætningens øjne og måske også navigatørernes ikke rigtige sømænd, men nærmest et nødvendigt onde. Det var i det hele taget et meget hierarkisk samfund, hvor man holdt sig til sine ligemænd – også hvad drikkeri angik. – På vej hjem over Atlanten havde motormand Carl fødselsdag, og den blev fejret med et ugelangt drikkegilde i motormandsmessen. Hvis en motormand under højtideligholdelsen af Carls fødselsdag forvildede sig ned i maskinen for at forsøge at passe sin vagt, blev han omgående hældt op igen, da det var alt for farligt at ha´ ham vaklende rundt dernede. Man kan undre sig over, at sådanne forhold kunne passere, men måske har Carl og kompagnoner aldrig fået hyre i Kompagniet igen? Til deres undskyldning skal siges, at de alle havde en sådan alder, at de havde gjort 2. verdenskrig med sejlende i maskinen, hvor chancerne for at komme levende op i tilfælde af torpedering eller minesprængning ikke var for store. Et sådant nervepres må givetvis ha´ mærket sin mand resten af livet. Et par af dem havde da også oplevet torpedering, men var sluppet med livet i behold. – Et særligt forargeligt drikkeri fandt sted i pantryet til dæksbesætningens og motormændenes messe, idet bådsmanden – en primitiv og ubehagelig stodder – åbenbart havde sat sig i hovedet at gøre dæksdrengen til alkoholiker. Den arme knægt ravede rundt i en fortløbende brandert sponsoreret af bådsen, men ingen greb ind. Hvis der ikke havde været det før omtalte hierarki, kunne skipperen ha´ interesseret sig lidt mere for, hvad der gik for sig om bord i hans skib og grebet ind, så den slags blev stoppet. – Som nævnt måtte vi knægte ikke købe spiritus om bord, men selvfølgelig skulle vi da også ha´ snablen dyppet.

Hvor vi fik spiritussen fra, husker jeg ikke, men første gang vi holdt drikkegilde i vores messe, blev vi alle i løbet af meget kort tid kanonfulde, så det må ha´ været stærke sager, vi var kommet i besiddelse af. Ham, jeg boede sammen med, blev endnu mere medtaget end jeg, så for at få ham bugseret over på vores lugaf, måtte jeg ta´ et godt tag i ham. Værre blev det, da jeg skulle proppe ham op i overkøjen, men det lykkedes. Han var dårligt kommet op, før han kastede op. Vi havde til aften fået spaghetti i tomatsovs. Det var ikke noget smukt syn, men til hans ros skal det siges, at da han var færdig med at ofre, var han så ædru, at han selv magtede at få rengjort sin køje og lagt sengetøjet til vask. – Ved den lejlighed lærte vi at gå mere forsigtigt til værks, når vi fremover skulle more os.

 

Forbavsende koldt

På vej nordpå fra Panamakanalen blev det gradvis koldere. Det var der for så vidt ikke noget mærkeligt i, da vi jo sejlede mod nord. Det mærkelige var, at det blev så koldt, som det gjorde, al den stund vi var på breddegrad med det nordlige Afrika, og så meget mere som vi nu befandt os midt på sommeren på den nordlige halvkugle. Jeg frøs som en lille hund i en alt for tynd snor, men endelig forbarmede man sig over os og satte varme på radiatorerne. De blev opvarmet med damp, så enten var de kolde eller gloende varme, men varme fik vi da. – En skønne dag anløb vi San Diego lige nord for grænsen til Mexico. Vi anløb midt på dagen, og der kunne lige blive tid til en kort tur i land. For at være på den sikre side tog jeg frakke, halstørklæde og hue på. Jeg må ha´ set helt tåbelig ud, for folk gik sommerklædt, og det varede da heller ikke længe, inden jeg måtte stryge vinterudstyret og returnere til Sibonga. Jeg fik en lektie, som jeg dengang ikke forstod. Først nogle år senere erfarede jeg årsagen til den kraftige temperaturforandring: Op langs Den californiske Halvø havde vi sejlet i den kolde californiske havstrøm og kom lige fra den ind i subtropisk klima.

 

Ghost Town

En søndag mens vi lå i San Diego, blev der arrangeret en tur til noget, der hed Ghost Town at Knotts Berry Farm. Jeg vidste ikke, hvad det var for noget, men var der en mulighed for at få en oplevelse, var jeg med på det hele. Det viste sig at være en Wild West-by med barer, teater, fængsel og alt, hvad der hører til sådan en by. Der var også et damptog, man kunne komme ud at køre med, og undervejs blev toget overfaldet af røvere og indianere. Når toget rullede ind på stationen, sad der pile i vognenes træbeklædning. Overalt var der personer klædt ud som i pionertiden, og da jeg aldrig havde set noget lignende, var jeg temmelig forvirret og vidste knap, hvad jeg skulle mene om det. Efterhånden gik det op for mig, at det hele var teater. Den slags fandtes ikke i Danmark i 1955, så der var vel ikke noget at sige til, jeg var lidt forbavset. – Det var også her i San Diego, jeg oplevede min første selvbetjeningsbutik. Ved indgangen skulle vi aflevere vores tasker. Det var vi ikke særlige villige til, indtil det gik op for os, at det var af hensyn til butikstyveri, som på det tidspunkt ikke var noget problem i Danmark, da vi endnu handlede ”over disken”. Men også det, at vi selv skulle finde varerne, var nyt og uvant. En tredje mærkelig ting var, at der var musik i butikken over et højtaleranlæg, og det var musik, vi aldrig før havde hørt. Mens vi herhjemme hørte ”Der sidder en vovse i et vindu´ og ”Kender du Svend Åge”, var Elvis Presley gået på banen i USA, og det kan ha´ været ham, vi hørte, men ved forleden at høre ”Rock around the Clock” i radioen, mener jeg nu, det var mere i den stil. Nyt og inciterende var det i hvert fald.

 

En forskrækkelse og tyfonvarsel

Nu gik det op langs USA´s vestkyst, hvor vi anløb en del havne for at ende i Vancouver i Canada, hvorfra vi gjorde venderejse. Et sted på Columbiafloden fik vi en dækslast af meget store træstammer, som vi måtte balancere hen over for at komme til bakken eller poopen. Vi lå ved et stort savværk, som fik leveret træerne til opskæring ad floden, hvor stammerne flød i hundredvis. På en lang transportkæde, som gik ned under vandet, blev stammerne trukket op og ind på savværket. Det så spændende ud, og pantrydrengen og jeg vovede os ind på værket, hvor nogle gevaldige rundsave skar stammerne op til tømmer. Vi kom ind, hvor vi næppe havde adgang, ad en løbebro, der gik langs transportkæden. Der var ingen mennesker at se og vi dristede os videre, netop som en mægtig kævle blev trukket ind på savværket. Stammen stoppede lige ud for, hvor vi stod, og pludselig blev den grebet af nogle svære arme, der sprang frem under den og med voldsom kraft løftede den op over vore hoveder og kastede den ind på savbordet, som til alt held for os var til den modsatte side af, hvor vi stod. Det hele skete så hurtigt, at vi overhovedet ikke nåede at reagere, men det kan nok være, vi blev forskrækkede. Alt skete tilsyneladende uden menneskelig indgriben, men pludselig fik vi øje på en operatør, der sad højt oppe i et glasbur og grinede af os. – Vel ude i Stillehavet igen kom høkeren en dag og sagde, der var tyfonvarsel, og at jeg skulle surre alt løst på kamrene. Det lød alarmerende, og jeg for rundt og gjorde, hvad jeg kunne. Men tyfonen fusede ud, og det hele blev til ingenting andet end lidt vælten i søen.

 

Afsaltning

Vi var igen ved at være nede på varmen, og en dag oplevede jeg at blive afsaltet, hvilket er meget ubehageligt. Varmt var det, og svedte gjorde vi, og tørstig blev man. Og hvad gør man så? Drikker, selvfølgelig. Det lettest tilgængelige var det kolde vand, der var på vores gang lige ved vores kammer. Det mærkelige var bare, at jo mere jeg drak, jo mere tørstig blev jeg, og samtidig følte jeg mig mere og mere udmattet, så jeg til sidst dårligt kunne slæbe mig hen til vandhanen. Jeg følte mig desuden konfus og omtåget, men heldigvis så en af de garvede søfolk min situation og blev straks klar over, hvad der var galt med mig. Jeg fik noget salt og limejuice, og i løbet af et par timer havde jeg skruen i vandet igen. Men jeg lærte noget ved den lejlighed!

 

Indkøb på Sankt Thomas

Efter at ha´ besøgt forskellige havne på vej sydpå gik vi atter gennem Panamakanalen og anløb igen Sankt Thomas. Denne gang var jeg i A.H. Riises Store, som er grundlagt af en dansker i kolonitiden og i hvert fald i 1955 stadig bar hans navn. Her købte jeg en kasse med 8 flasker rom for 12 dollars. Flaskerne gemte jeg i mit rengøringsskab, og på vej over Atlanten fik vi drukket godt en flaske, men da vi kom til engelsk havn, gik rygtet, at det sorte gæng ville komme om bord. Det var toldere, som iført sorte kedeldragter nærmest splittede skibet ad for at finde smuglergods, fik jeg at vide. Jeg blev så forskrækket, at jeg tømte alle flaskerne i toilettet! De sorte kom, og jeg tror nok, der blev fundet en del, men det var de færreste, der var så stolte af at blive afsløret, at de selv omtalte det. – Et snedigt gemmested for smuglervarer havde bageren fundet. I gangen, man kom ind i fra agterdækket, plejede der at stå en ølkasse, hvor de tomme flasker blev lagt. Dengang var der 50 øl i en kasse, som var af træ, og flaskerne lå i lag med bunden skiftevis den ene og den anden vej. Denne kasse havde bageren tømt for flasker, lagt sine varer i og dækket dem med tomme flasker. Tolderne vadede lige forbi kassen uden at fatte mistanke, og bageren var bagefter meget kry over det påfund.

 

”Pligtforsømmelse”

En dag på vej hjem over Atlanten kom messedrengen, Mess, med et meget svedent grin og sagde, at 1. mester ville tale med mig. Jeg var straks klar over, hvad sagen drejede sig om: Uden for hans kammer lå en måtte, og netop den dag havde jeg af en eller anden grund lagt fejebakken på plads i mit skab 2 dæk længere nede, men glemt at feje en mindre dynge fejeskarn ved 1. mesters dør op. I stedet for at hente fejebakken gjorde jeg som en vis statsminister mange år senere. Jeg kom op til 1. mester, der som sædvanlig så muggen og sur ud, og jeg ventede en ordentlig skideballe. Men han pegede bare på måtten og snerrede: ”Få det Væk”. Hvordan 1. mester havde opdaget mit sjusk, er mig en gåde, men måske var det et dagligt ritual for det sure trok at løfte måtten for at se, om Peter havde snydt ham. Det var mig også en gåde, hvordan Mess var blevet klar over, hvad jeg skulle stille hos 1. mester for, men det ville Mess ikke fortælle, og jeg kan ikke forestille mig, at 1. mester skulle ha´ fortalt Mess, hvad sagen drejede sig om. Et er sikkert: Jeg havde aldrig gjort det før – og i hvert fald heller ikke siden.

 

Farlig leg

Det var nu blevet efterår, og Atlanterhavet var blevet en hel del mere uvenligt end på vej vestpå. En dag fandt vi knægte på en leg. Vi havde ret kraftige søer bagbord ind foran for tværs, og søerne væltede ind over lønningen på fordækket, og vandet kom styrtende agterover gennem den knap 2 meter brede passage mellem lønning og aptering midtskibs for at fortsætte hen på agterdækket. Det var ikke hver sø, der væltede ind over lønningen, og legen bestod i længst at turde blive stående ved lønningen for i sidste øjeblik at springe ind i det ca. 1 meter dybe hak, der var i apteringen og hage sig op i vriderne på jerndøren, der i dårligt vejr beskyttede den indre dør og lade vandet passere under sig for så så hurtigt som muligt at komme ud at stå ved lønningen igen. En morsom, men ikke ufarlig leg.

 

En uhyggelig oplevelse

Vi var nu ved at nærme os Europa. Første anløb var Dublin, hvorfra vi gik til Liverpool. En aften gik jeg her i land alene uden at lægge mærke til, hvilket nummer pieren, vi lå ved, havde. Da jeg vendte tilbage, var det bælgmørkt – virkeligt mørkt og tilmed tæt tåge, og jeg anede ikke, hvor Sibonga lå. På pierne lå store overbyggede åbne opbevaringslader i næsten hele pierens bredde, hvor alle mulige varer lå stablet op mellem hinanden. Det var mig umuligt at se, hvor jeg kunne gå, og jeg måtte famle mig frem for hvert skridt i virvaret. Pludselig fornemmer jeg, jeg ikke er alene, men kan absolut intet se. Jeg står stille for at lytte og bliver mere og mere sikker på, der er nogen i nærheden. Jeg var hunderæd og havde ikke ret meget at skulle ha´ bedt om. Pludselig bliver en skarp lygte tændt lige i hovedet på mig, og en grov stemme siger: ”What in the blue perfekt hell are you doing here?” Jeg får fremstammet, at jeg leder efter mit skib. ”Which ship?” snerrede stemmen. Da jeg siger Sibonga, bliver tonen en hel anden. Manden viser sig at være en ganske flink vagt, som følger mig til skibet og formaner mig til en anden gang at lægge mærke til, hvilken pier vi ligger ved. Ja, den aften lærte jeg også noget!

 

Hovedrengøring

Rejsen nærmede sig sin afslutning, og styrmandskammerdrengen begyndte at snakke om, at inden vi kom hjem, skulle vi ha´ vasket ned overalt i kamre, gange, toiletter og baderum. Han var en flink fyr og havde gjort en rejse før og kendte proceduren. Underligt at jeg skulle høre om den hovedrengøring fra ham og ikke fra høkeren, som var min foresatte. – Et andet eksempel på manglende information var, at det var mig umuligt at få en vagtplan for mestre og assistenter, så jeg ikke risikerede at banke dem op for rengøring, hvis de havde haft vagt om natten. Det skete af og til, og der er ikke noget at sige til, at de blev sure, når det skete. Vagterne skiftede nemlig med afgangstidspunktet, så det var ikke let at regne ud, hvornår de enkelte havde vagt. Men de sure og sløve trok til 1. og 2. mester kunne ikke få sig rodet sig sammen til at gi´ mig en plan. Jeg fik den aldrig, og som følge deraf var det tit med lidt nervøsitet, jeg bankede på. – I det hele taget husker jeg tiden om bord som af og til præget af, hvad man i dag ville kalde stress. Ikke fordi arbejdet på nogen måde var stressende, for jeg havde god tid til at lave mit arbejde. Men alt det nye jeg oplevede, alt det ukendte, usikkerheden om jeg nu fik set noget i den næste havn, usikkerheden på om jeg havde opfattet afsejlingstidspunktet rigtigt, så jeg ikke blev agterudsejlet osv. gjorde, at jeg husker tiden om bord som om, jeg levede i en spændingstilstand. Det har jeg selvfølgelig ikke gjort hele tiden, men måske forholder det sig sådan, at jeg bedst husker de stressede situationer. – Vi havde om bord et lille bibliotek, som telegrafisten administrerede. De herlige stunder, jeg tilbragte med at læse Johannes V. Jensens ”Den lange rejse”, Kaj Munks ”Foråret så sagte kommer” og flere andre bøger, som jeg ikke husker, var i hvert fald ikke stressende.

 

”Eftertanker”

En dag kom høkeren og spurgte, om jeg ville med på næste rejse. Jeg havde megen lyst, for tiden om bord i Sibonga havde absolut været en oplevelsernes tid for et Guds ord fra landet som mig. Hver dag en ny horisont (sådan da) og i hver havn nye oplevelser. Selvfølgelig bliver det også hverdag, og kedsomheden indfinder sig, men det stadie havde jeg slet ikke nået. Havde jeg sagt ja, ville jeg ikke i dag ha´ siddet med en ikke udlevet drøm om et liv til søs. Problemet var bare, at jeg havde lovet min far kun at ta´ den ene rejse, og det løfte følte jeg mig bundet af. At rejsen så blev næsten dobbelt så langvarig som planlagt pga. strejke, maskinhavari og deraf følgende rod i sejlplanen er en anden ting. Jeg må da også indrømme, at som søfarten har udviklet sig med få timer i land ved container- og olieterminaler langt pokker i vold fra alting ikke er den sejlads, jeg oplevede i 1955. – Men min tid om bord i Sibonga har alligevel på sigt givet mig meget, idet en livslang interesse for skibe og sejlads blev grundlagt – en interesse, der har givet mig utroligt mange gode oplevelser.

 

Stubbekøbing d. 10 maj 2017

Strange Jørgensen.

Sibonga Central Visayas PH
Get directions

Fødselsdag:

1938

Erindringen ønskes afleveret til:

Stubbekøbing Lokalhistoriske Arkiv