Finn Ulrich Brøbecher

Erindringer fra skolen 1950 - 55 - lærere, elever dagligdag Gør ejerskabskrav på erindring

Frk.  N. Koch’s Skole

 

Jeg kom på privatskole som 6½ år gammel efter mit hjemmeår, da jeg nægtede at gå i børnehave længere.  Det var i N. Kochs Skole, som stadig eksisterer, men dengang lå på hjørnet af Mørchsgade og Åboulevarden. Den skole blev aldrig min livret, og det er ikke noget tilfælde, at mine børn, Rikke og Jakob, ikke gik i privatskole. Så er det sagt.

Og, hvis nogen vil tjekke, om jeg overhovedet gik på den skole, må jeg lige fortælle, at jeg blev døbt Finn Ulrich Sørensen. Mine forældre sørgede så for, at familiens efternavn omkring årsskiftet 1959/60 blev ændret til Brøbecher. Så jeg står under Sørensen i skolens annaler – og tilsvarende min storebror Gert, som var 3 år foran mig, og fik realeksamen i 1957.

Dengang var der ikke noget, der hed børnehaveklasse. Jeg tror normal startalder var 7+ år, men nok på grund af en pludselig afsked med børnehaven, og mit – for Mor – opslidende år derhjemme, startede jeg tidligt. Mine 2 bedste kammerater i klassen var begge ca. 9 måneder ældre.

Kammerater fra skoletiden

Ole Wexø, som var min sidekammerat i alle 5 år, var født 1. maj 1943 – og Erik Rasmussen var fra 27. april 1943. I mellemskolen på Katedralskolen var jeg vist også blandt de yngste, men det har jeg ikke helt styr på.

Erik boede over Engelsk Beklædnings Magasin (EBM) i Østergade på en 3. sal – faktisk på hjørnet af den nuværende busgade. Han fik hen mod slutningen af underskolen at vide af sine forældre, at han var adoptivbarn – og græd i flere dage. Jeg havde lidt svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle mene om det – vi brødre lignede jo hinanden så meget, at det ikke var en aktuel mulighed hos os, mens Erik var enebarn. Eriks Far var ’Rejsende’, som det hed dengang, Repræsentant senere, og jeg syntes, at hans forældre virkede noget gamle. Jeg havde stadig kontakt med Erik gennem de første 3 – 4 år, jeg gik på Katedralskolen. Vi var ofte om eftermiddagen ude omkring Stadion. Så kunne vi tjene en krone til deling ved at være bolddrenge for tennisspillende, midaldrende herrer i den gamle stadionhal (den lille). Efter den tid aner jeg intet om ham – eller ved jeg, at han flyttede til København?

Ole Wexø boede henne på Marselis Boulevard, i blokkene efter Baunes Plads til højre – oppe på en 3. eller 4. sal. De havde en fin lukket altan, hvorfra vi har smidt vand ned efter folk – altså lukket på den måde, at våde mennesker ikke kunne se, at vi lå på maven deroppe. Han havde en flot-flot storesøster, måske 7-8 år ældre end ham. Åh altså!

Hans forældre havde et sommerhus ude på feddet lidt længere inde end vores, der jo lå på Svanevej. Hvis jeg får tænkt mig om, kan jeg nok huske vejens navn. Jacob Adelborgsallé, måske?

Oles Far var herreekviperingshandler i Guldsmedgade – lige overfor det nuværende Føtex. Bygningen, hvor Føtex nu ligger, blev schalburgteret under krigen – altså sprængt af nazisternes danske medløbere – og der var et eller andet heltemodigt omkring Ole og så det. Boede de dér, eller var det pga. faderens forretning på den anden side? Jeg ved det ikke.

Senest jeg så Ole, var jeg sammen med min kone, Dorte, mens vi endnu boede i Aarhus. Han havde en lille forretning med salg og udlejning af smokinger til højre, når man går op ad Frederiksgade. Jeg mener ellers, han blev uddannet tømrer, men der må vel alligevel have været nogen inspiration fra Faderen. Ole sagde ved den lejlighed, at nu måtte jeg altså se at blive færdig (altså med studierne) og det havde han så evigt ret i. Næste gang, jeg kom forbi, var der noget andet i det lokale. Siden haves der ingen efterretninger om ham.

I klassen gik osse Torben Ratjen, men ikke helt fra 1. klasse. Hans far blev overlæge på Kommunehospitalet, så de flyttede til Aarhus (Risskov) fra det Københavnske. Torben fik Polio under den store epidemi i første halvdel af 50’erne, hvor alle forældre nærmest var i panik. Hjemme hos os frygtede vi også kort, at søster Helle var smittet, men heldigvis var det falsk alarm. Torben ”slap” med et svagt, muskelløst ben, og han haltede resten af livet. Han kom på Katedralskolen i 1.g, og vi blev student sammen i 1964. Han blev også advokat – vi læste en del sammen (også med hans klassekammerat Jørgen Kjær – som også kom ude fra Risskov – og blev advokat i Aarhus) op til 1. del, men derefter havde vi ikke meget sammen. Han var fuldmægtig i Odense og praktiserede i mange år i Holbæk. Han døde kort før vores 40-års studenter jubilæum i 2004, jeg ved ikke af hvad, men må have spurgt mig for.

Jørgen Malling – ”Bette Malle” – var en lille rar fyr, der var søn af en tømrermester og boede først for i Teglværksgade – den går skråt opad fra Vesterbro Torv. De boede øverst oppe i ejendommen. Jeg var engang med ham i søndagsskole – det var alle tiders, de viste cowboy-film, så jeg ville naturligvis også godt med næste søndag. Der har dog nok været noget, Mor ikke brød sig om, for der blev lukket for det varme vand! Jørgen blev arkitekt, og jeg har engang tilfældigt løbet ind i ham i Vestre Landsret i Viborg, hvor han var i færd med at tabe sin sag. Han døde tidligt, jeg så hans dødsannonce i Jyllands Posten – vistnok i efteråret 2013.

Roni Leopold kom til i løbet af underskolen. Han kom fra Sverige, men lærte sig utrolig hurtigt at tale dansk, faktisk uden accent. Vi kom noget sammen – måske mest efter underskolen, da vi var blevet spejdere sammen. Og han boede ikke ret langt væk – først for på en af vejene mellem Jyllands Allé og Stadion Allé, og senere (da forældrene blev skilt?) i et mindre hus overfor badmintonhallen på Dyrehavevej, hed den vist. Han fik gulsot ligesom flere andre efter en spejderlejr i Sondrup Bakker nede ved Horsens Fjord – storebror Gert fik også en snert, men det var ingenting i forhold til Roni. Jeg har besøgt ham mange gange under sygdommen på Dyrehavevej – han var simpelthen så gul i huden i den periode. Jeg kan huske, at jeg hver gang havde vindruer med – dem elskede han vist, og Mor mente nok, at det var sundt.

Hans far – som altså var hans stedfar – opstartede byens første selvbetjeningsforretning, SBV, som lå i Ryesgade på samme side som Fars forretning, men længere oppe mod banegården. Vi andre kaldte forretningen ”Stjæl Bare Varerne”. Faderen var enten jødisk eller af østrigsk herkomst, eller begge, det fandt jeg aldrig ud af. Med sig fra Sverige havde han en amerikanerbil af dimensioner, en Studebaker i en helt ubegribelig, dyb grønmetalagtig farve. Sådan en havde vi godt nok aldrig set før – og næppe heller siden. Vi udtalte bilens navn ”stutbaker” – sådan, at ”stut” rimede på ”slot” og ”baker” blev udtalt korrekt. Senere i USA fandt jeg så ud af, at den skal udtales med alle de 5 første bogstaver – ’u’ som i ’ude’ og ’d’ som i ’stød’. Baker var ok.

Roni blev vist designer og tog moderens navn, Wahlin. Det var ham, der introducerede mig til tidsskriftet Skalk – og til arkæologi. Vi gravede nogle gange ude ved Brabrand-stien – omkring ved Åhavevej – og fandt da også noget, jeg har da i hvert fald én økse – måske to, jeg kan ikke rigtigt placere dem – derudefra. Det er ikke specielt spektakulært. Arkæologerne havde været der først, men af opdragelseshensyn lod de det mere uinteressante (for dem) ligge. Men for os!! Og Skalk har jeg for resten holdt siden midten af 60’erne – og gør stadig.

Hverdagen på Frk. Kochs Skole

Gert og jeg gik på den skole – altså Kochs – men inden at, der var tænkt på, at vi skulle flytte ud på Marselisvej, kom Niels på Forældreskolen, der lå på Marselis Boulevard kun små 200 meter væk fra vores senere hjem på Marselisvej. Det gik noget ud over vi 2 brødre på Kochs Skole – og sikkert da mest Gert. Lærerne spurgte i hvert fald flere gange mig om, hvordan det kunne være – og hvad skulle sådan en dreng svare? Jeg sagde jo, at det vidste jeg søreme ikke. Det må have været i 1953, altså med min begyndelse på 4. klasse. Far og Mor må have ment, at den nye skole var bedre – men de kunne nu godt have udstyret mig – og måske specielt den 3 år ældre Gert – med en god forklaring. Måske var det bare, at de var på jagt efter en villa i det kvarter – og vidste, at det bare var et spørgsmål om tid. Og så var det for resten ikke særligt fair af lærerne at stille Gert og mig overfor det problem.

Tilbage til Kochs Skole. Forstander, tror jeg, det hed, var fru K. Nordby. En bestemt, ikke særlig høj, men bastant, moden dame med en stor overbygning. Noget senere i livet mødte jeg hende til en lille stilfærdig julefrokost hos Karen Asta Bo’s mor – vel i 1961. Karen Asta og jeg var kærester, da jeg gik i 1.g – p.g.a. mit år i USA gik hun nu i 2.g. Hendes far havde været viceforstander, eller hvad det nu hed, på Kochs Skole, men efter en åbenbart traumatisk skilsmisse (en meget ung ny dame, skolesekretæren, har skolekammeraten Hans Peter Houlberg senere ment) var han ude af billedet. Fru Nordby holdt i hvert fald forbindelsen med fru Bo, som Karen Astas mor naturligvis hed. Fru Nordby kunne til den frokost ikke engang huske mig – det var lidt træls, syntes jeg. Efterfølgende er jeg kommet til at tænke på, at jeg jo hed Sørensen, mens jeg gik på skolen, men nu Brøbecher (navneforandring i 1960) så hun er tilgivet.

Med fru Nordby som dirigent – og under stram disciplin – blev der hver morgen i gymnastiksalen sunget en salme og bedt Fadervor. 2. december var skolens fødselsdag, den blev fejret hvert år på en eller anden måde – forskellig hver år, tror jeg. Jeg er senere blevet klar over, at det osse var Napoleon’s lykkedag – men jeg kan ikke rigtig se nogen sammenhæng – og det tror jeg heller ikke lige, at fru Nordby har tænkt over.

 

Som klasselærer i 1. klasse havde jeg en lidt ældre dame, fru Rosenlund, tror jeg. Det var hende, der slog mig i gulvet (!) dengang med begravelsen. Hun forlod ret pludseligt – sidst(?) i 1. klasse – skole og by. Var det osse noget med et dødsfald?

Nej, jeg må nok hellere lige køre den ’knock out’ her. Altså, vi havde hende i sidste time, og hun skulle gå, lidt før end timen var forbi, fordi hun skulle til begravelse, fortalte hun, så vi skulle sidde alene. Jeg havde engang været med til begravelse i Hammel (Far havde jo været urmagersvend derude, så det havde vel noget med det at gøre.) Jeg var ikke med i kirken eller til selve begravelsen, men til spisningen bagefter. Det havde været ganske gemytligt, syntes jeg, der blev da i hvert fald sagt skål flere gange. Så jeg ønskede fru Rosenlund ’god fornøjelse’, og så var det, at jeg fik sådan en på bærret. Jeg forstod jo ingenting – og fandt heller ingen svar derhjemme. Men tiden har jo efterhånden fortalt mig, hvad der var galt.

Det er sjovt, at når jeg tænker på den episode, er det første billede, der dukker op Willumsens maleri af de 2 Bretagnekoner, der skilles efter en snak. Der hang en reproduktion af det maleri i klasselokalet – det, hvor kvinderne står som et V og med lyspletter som pandekager.

 

I hvert fald fik vi en ny klasselærerinde. Det var fru Staalby – Sigrid hed hun til fornavn, jeg så hendes dødsannonce, vistnok så sent som i foråret 2006. Hendes tvillingedøtre, Kirsten og Karen, gik i klassen. Vi havde hende til dansk og skrivning. Hun var myndig, moderlig, afholdt, respekteret og hun havde en god humoristisk sans. Jeg kan stadig huske hendes tlf-nr., selvom jeg ikke tror, at jeg nogensinde har ringet til hende eller døtrene. Det var 2.18.26 – hun sagde, det var let at huske, fordi 2 x 18 var 26. Så hujede vi jo, at det da ikke var 26, men 36. ”Det er derfor, man kan huske det”, sagde hun så. Og hun havde altså åbenbart ret.

 

Skrivning – og vi taler altså her om første halvdel af 50’erne – foregik først med en blød blyant, men snart med et penneskaft og en ’løs’ pen’. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde den – det var en separat pen, som man skulle skubbe op i et penneskaft, der havde en eller anden slags let låsesystem, så pennen ikke faldt ud af sig selv, men dog var let at få ud igen. Jeg tror for resten, at sådan en hed en ’fjederpen’. Efter min erindring begyndte vi meget tidligt – måske allerede i 2. eller 3. klasse – at bruge det apparat. Vi sad ved 2-mands-pulte, hvor bænk og pult var bygget sammen – i hvert fald en del af årene. Og i midten, i den forreste del af pulten var der et blækhus, som på mirakuløs vis var fyldt op, når vi mødte ind om morgenen. Men det klattede – og noget så meget! Resultaterne af skriveriet blev jo derefter.

Brugen af andet end pen og blyant var indtil og med 5. klasse bandlyst. Jeg tror, at man derefter måtte have lov til at bruge fyldepen – men ordet ’kuglepen’ lå på besvimelsesgrænsen. Far havde som erhvervsdrivende nogle reklame-kuglepenne, og jeg havde en gang en med – det blev også sidste gang. Sikken ballade!

 

Fru Staalbys mand (Gunnar, tror jeg) var malermester. De boede oven på det, der nu er (og var) Trævarefabrikkernes Udsalg på hjørnet af banegraven (altså Hald’s Sti) og Frederiks Alle. Malermesterens kompagnon var broderen, hvis fornavn, jeg ikke kan huske – han og familien boede også i den ejendom. Hans datter Ulla (altså Karen og Kirstens kusine) gik i parallelklassen og rykkede sammen med mig ned på Katedralskolen efter 5. klasse. Vi fulgtes ad til og med realklassen (altså 10. klassetrin) så rejste jeg til USA. De 2 år i gymnasiet, da vi begge var der, sås vi jævnligt. Vi havde – vist i realklassen – en aftale om, at når ingen af os på et tidspunkt havde en kæreste, skulle det være os 2. Det blev der nu aldrig tid til. Det var for resten osse hende, der sagde, at jeg var så almindelig, at det var helt ualmindeligt – jeg valgte at føle mig smigret.

Ulla blev tidligt gift – og hurtigt skilt. Hun fik på den måde efternavnet Terkelsen – og under det navn har hun ført sig frem på TV 2 nu i mange år.

Fru Staalbys 2 døtre var vidt forskellige. Kirsten var høj og slank med kommunefarvet hår ligesom mig. Karen var rødhåret – bronce nærmest – ikke så høj som Kirsten og fyldigere.

 

Idræt kørte om muligt i gården ud mod Åboulevarden. Engang – det må have været foråret i 5. klasse, mit sidste år i den skole – spillede pigerne rundbold derude, mens vi drenge var i gymnastiksalen. Efter timen var der nogen opstandelse. Karen var åbenbart kommet til skade – det var ikke helt til at komme til klarhed over, hvad det lige var, der var sket – men det var i hvert fald noget med blod – og noget med låret! Karen og jeg var sådan en lille smule ”kærester”, så jeg syntes måske nok, at nogen burde fortælle mig noget, men det var ligesom at slå i en dyne. Da jeg fortalte det til Mor, kunne hun heller ikke rigtigt ’liige forstå, hvad der måske liige var sket’. Jeg tænkte, at Karen måske var løbet ind i en af de der bænke, der var naglet fast til muren, men de var dog alligevel lidt vel lave til at ramme låret.

Jeg var naturligvis dybt uvidende om kvinders nedre dele til et stykke op i teenage-årene. Det var på biblioteket, at jeg kom på det rene med nogle af de ting, nogen burde have fortalt mig – og mine jævnaldrende – synes jeg.

Karen og jeg sang forresten solo – og sammen – ved skoleballet i 1. klasse i Aarhus Hallen. Det var ”Tre små soldater…”. Hun var prinsesse og jeg var 1. soldat. Hans Peter Houlberg fra parallelklassen spillede tromme! Det var en stor succes! Og der findes faktisk billeddokumentation. I de der brune farver, som festfotos dengang blev lavet i.

Hans Peter havde jeg mødt den første ordinære skoledag på bagperronen af linie 6 fra Feddet ind til Bispetorvet. Hans forældre havde sommerhus på Haugårdsvej – lidt længere inde end os. Vi faldt hurtigt i snak, da det jo var tydeligt, at vi skulle det samme – da vi så fandt ud af, at det var samme skole og begge i 1. klasse, blev det jo lidt specielt. Jeg nævnte, at vi skulle have regning i første time. Nej, vi skulle have dansk. Overhovedet ikke, sagde jeg. Så flåede han skemaet frem fra tornysteret (som det jo var bundet til) og sagde: ”Her kan Du selv se, hvis Du ellers kan læse!”

Men det var der jo ingen af os der kunne, så det… – det viste sig så naturligvis, at vi skulle gå i parallelklasse, så begge havde ret. Vi så hinanden meget gennem årene. Han boede (helårs, altså) i Søndergade 30, hvor hans far havde manufakturforretning, og det var jo ikke langt fra Park Allé. Vi legede sammen i de første skoleår, spillede håndbold, var spejdere, var med AFS i USA samtidigt og festede sammen. Han blev cand.scient.pol., og kom i udenrigsministeriet. Så gled det ud, men vi har da besøgt ham og hans Pia (som også var AFS’er, og som er gymnasielærer) i Ordrup engang i 70’erne. Han besøgte os under gennemrejse i foråret 2006. Det viste sig, at de har en lejlighed i Skagen. De der offentligt ansatte kan altså bare! Men siden han besøgte os i 2006, har vi ringet sammen på ’hinandens’ fødselsdag.

 

Lærerstaben

Lærerne var en oplevelse for sig selv:

Til historie havde jeg frk. Stock – jeg tror altså nok, at hun var frøken. Hun lærte os en Danmarkshistorie baseret på Saxo – og Lorenz Frölich’s tegninger. Hun var mild og virkede lidt uskadelig, men havde, såvidt jeg husker, ingen disciplinære problemer. Hun havde dog sine faste principper! Måske havde vi hende osse til religion i begyndelsen, ellers ved jeg ikke, hvordan hun kom ind på følgende – det kunne være noget med Maria Magdalene:

Hun fortalte om gadepiger – ”det er simpelthen det værste og det laveste, der findes”. Jeg vidste naturligvis, at gadedrenge var no’en værre no’en, men så var det vel heller ikke værre. Og at gadepiger skulle være endnu værre – det havde jeg lidt svært ved at forstå. Men jeg har nok fornemmet, at frk. Stock ikke var den rette at spørge, så jeg spurgte Mor. Og hun talte naturligvis udenom! Så der gik nogle år, inden det gik op for mig, hvad frk. Stock egentlig talte om – der var i det hele taget megen snakken udenom dengang – ikke bare lige de der gadepiger, men alt, som de voksne ikke mente, vi havde godt af at høre. Men nogle af os fandt altså hurtigt ud af, at man kunne langt med et leksikon og et bibliotek.

I geografi havde vi frk. Alstrup. Hun havde til gengæld sit hyr med at holde ro i klassen. Hun underviste efter den geografibog, der fortalte, at svenskerne boede i røde træhuse, hos finnerne sad kniven løst i bæltet – og spanierne var dovne og hovmodige. Jov, jov – vi lærte noget dengang.

Da vi kom til Rusland i bogen kunne hun berette om den der skrækkelige kommunisme, de praktiserede. Den gik nærmere ud på, at alle skulle være lige, og derfor skulle kunne og være lige meget. Altså kunne man fint være grønthandler i én uge, og så bankdirektør i den næste uge – og det kunne enhver idiot jo se, var vanvittigt. Det måtte vi naturligvis give hende ret i – men jeg spekulerede nu på, om hun helt havde forstået det – så dumme kunne da ingen være, ikke engang kommunister. Men i dag er jeg altså stensikker på, at dét forsøgte hun at lære os! Det har været under den kolde krig – og i Korea kørte så altså den varme krig. Hjemme hos os var kommunisterne heller ikke højt i kurs (mildt sagt), så jeg fik aldrig rigtig spurgt ind til frk. Alstrups udlægning af teksten. Måtte igen i en lidt senere alder selv læse mig til det.

Hun afstraffede ved at lade børnene lægge deres hånd på katederet – og så fik de/vi et rap med hendes stål-lineal – godt nok med den flade side. Der gik nu ikke længe inden vi fandt ud af, at man bare kunne trække hånden til sig, inden linealen ramte, og så råbe ”av”. Jeg ved ikke, om hun egentlig vidste det, eller bare var svagtsynet – eller lukkede øjnene. Jeg tror faktisk, det kan have været hendes måde at overleve på – at vide, at vi snød hende, men at hun så ikke slog os. Faktisk er det lige gået op for mig, at det jo var ferlen – en af den sorte skoles strafferedskaber, hun havde fornyet. Riset, ferlen og spanskrøret!

I regnetimerne var det ’Jeppe’, der huserede – frk. Jepsen, men de andre lærere kaldte hende altså også ’Jeppe’ – selv over for os børn. Hun havde et overdådigt temperament, men jeg kan ikke huske, at hun nogensinde har afstraffet nogen af os korporligt. Med sin mund kunne hun dog godt nok meget!

Engang min sidekammerat, Ole Wexø, og jeg havde været oppe at toppes på vej op ad trappen efter et frikvarter, kom hun stormende ind i klassen. Vi var begge 2 skrappe til regning, så hun har nok ikke syntes, det lige var os, der skulle komme op at slås.

Hun flåede noget papir op fra håndtasken, og gav os hver et stykke. Så rev hun den inderste del af et dobbeltvindue op og fik os til at pudse glasset fra hver sin side. Vi kunne naturligvis ikke lade være med at grine af og til hinanden – og dermed lykkedes hendes mission.

Det var hende, der en gang ret tidligt i underskolen trak mig op foran tavlen og krydseksaminerede mig i den lille tabel – endnu ikke den store, den op til 20. Jeg kunne den jo, den lille, og hun hvæsede til de andre stakkels elever, at sådan skulle den sidde – og det kunne den, hvis man bare terpede den tilstrækkeligt meget! Sådan noget bliver man ikke populær på i 2 -3. klasse – så meget desto mere, som at de alle sammen vidste, at jeg terpede sgu ikke. Beskeden, som jeg er, må jeg sige, at jeg bare kunne den. Jeg har aldrig terpet noget – jeg har altid været for doven!

’Jeppe’ ville for resten have fået et andet indtryk af mig, hvis hun havde oplevet mine præstationer, da jeg nåede frem til matematik i gymnasiet – det var ynkeligt, og det gik aldrig helt op for mig, hvad det sådan præcist gik ud på. Problemet var jo, at jeg var god til regning, men aldrig rigtigt forstod store dele den højere matematik.

Jeg kan stadig – her over 40 år senere – have mareridt omkring at skulle op i matematik til studentereksamen. Så vågner jeg op og siger til mig selv, at jeg sgu da altså har gennemført en universitetsuddannelse – så siger min underbevidsthed: ”Uden at have bestået matematik?”

Faktum er, at jeg var oppe i matematik som sidste fag til studentereksamen og fik (efter 13-skalaen)  9!! Det var et mirakel, har jeg altid ment.

 

Der var på skolen også en lærer, der havde matematik i mellemskolen – og måske noget mere. I mine smånotater om disse linier står der: ”Husk Mogens Pedersen, den lort” – og det var han. Han var også gård-inspektor, eller hvad sådan noget hed. Efter hvert frikvarter, som jo dog kun var på 10 minutter, stillede vi klassevis op i rækker – 2 og 2 – og marcherede, når vi fik ordre til det op ad trapperne til vores klasselokaler. Så stod den pomadiserede skid bagved os – og hvis vi så meget som hviskede til sidemanden, listede han sig ind bagfra og slog os i nakken. Man kunne fint ramle ind i nakken eller baghovedet på den, der stod foran – men det var han ligeglad med. Han kunne simpelthen lide at slå.

Af en eller anden grund ved jeg, at han boede i et af de rækkehuse, der lå i Hasle til venstre, når man kører opad og forbi kirken. Sådan set på toppen af bakken – og lige før man i dag kommer til Ydre Ringvej. Jeg har ofte rakt næse ad de huse, når vi kørte ud til Bfar og Bmor. Han blev senere – måske efter min tid på skolen – skoleforstander, eller hvad det nu hedder, på en privatskole i Odder. Stakkels børn derude!

 

Vi havde en lærer, der vist hed Nyborg, til gymnastik. Han havde sådan nogle runde ”sygekassebriller”, som man ser på billeder fra 30’erne. Han var en høj, kraftig, sportstrænet mand i grå eller brun tweedjakke, er min erindring – egentlig flink nok, men kunne nu også godt slå fra sig. Der var engang i gymnastiksalen, hvor der pludselig stak en fanden i mig, og jeg forsøgte at springe over et udspændt tov med en slags væltespring – som ikke var opfundet endnu, men alligevel, det opfandt jeg så – og fik en ordentlig en på bærret til gengæld.

 

I sommerhalvåret i de helt små klasser legede vi i skolegården eller ovre i parken foran folkebiblioteket. Senere spillede vi rundbold i skolegården (de større klasser spillede stikbold, men det måtte vi af en eller anden grund ikke) eller vi spillede fodbold på en lille jordbane henne i Sonnesgade. Det er fortsættelsen af Marstrandsgade, og banen lå bag en gul-gråagtig boligblok nedenfor kælkebakken for enden af Sct. Nicolausgade – den kælkebakke, vi brugte om vinteren, da vi boede i Park Alle. Der hvor kælkebakken var, går nu den store indvendige trappe i min datter Rikkes Hotel Radisson ned. Hvis man bor på hotellet og får et værelse mod nordvest, kan man se ned på den der gul-grå boligblok.

 

Til religion var det ikke alle 5 år frk. Stock. Vi havde i hvert fald osse pastor Zwergius. Han var præst i et eller andet sogn i byen. Han var en slank, hvidhåret, elskelig mand, hvis niece, Tove, jeg senere læste sammen med på universitetet – og kærestedes noget med. Hun blev advokat i Roskilde, men døde desværre tidligt – vistnok først i 90’erne.

Nå, pastor Zwergius blev fængselspræst i Horsens, og hans afskedssalut til klassen var, at han ikke håbede at møde nogen af os mere! Det var jo indlysende velment. Jeg har ikke mødt ham senere, men om andre fra klassen har, ved jeg ikke.

Han blev afløst af en vikar, der ville noget!! Det var en kraftig bygget og rund mand – vel sidst i 50’erne. Da han forlod skolen efter et par måneder, forærede Erik Rasmussen ham en kuvert med al det hår, han, den gode Guds mand, havde revet af ham! Vi var nu også grove over for ham – men al den vold! Det har jeg altså altid haft det skidt med. Nå, Erik og jeg havde præsenteret os for ham med et par tegneserie-navne, vi kendte fra ugebladene – dem tror jeg ikke, han læste. Jeg kan ikke huske, hvad Eriks ’alias’ var, men mit var Julius Madsen. Jeg erindrer ham (Julius, altså) som en trivelig, lidt latterlig kontorchef i cottoncoat og på cykel. Vi hørte nu aldrig noget for lige netop det stunt.

 

Jeg brød mig ikke om den skole. Jeg var vel ikke helt bevidst om det dengang. I dag kan jeg dog huske, at jeg var lykkelig for at have forladt skolen – da jeg først opdagede, at der fandtes noget andet. I dag er det, som irriterer mig mest, alle de tæsk, vi blev udsat for fra lærernes (nogle af dem’s) side. Hvad har de pæne af lærerne mon egentlig ment om det? De kan da ikke have været uvidende om, hvad der skete.

 

 

Senest tilrettet 12. september, 2017

Finn Brøbecher

Sankt Johannes Alle 4
Aarhus 8000 DK
Get directions

Fødselsdag:

1944

Erindringen ønskes afleveret til:

Aarhus Stadsarkiv